text
stringlengths 47
13.7k
| label
stringclasses 2
values | subcategory
stringclasses 5
values | feuilleton_id
stringclasses 161
values | article_id
stringlengths 10
12
⌀ | date
stringdate 1818-02-20 00:00:00
1848-12-30 00:00:00
⌀ | feuilleton_author
stringclasses 34
values | __index_level_0__
int64 0
1.4k
|
|---|---|---|---|---|---|---|---|
hr. von st. germain og hans reisekammeraters skjæbne.
|
fiction
|
bio
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001661
|
1825-09-09
| null | 605 |
allerede længe havde den blodige krig i amerika udbredt skræk og ødelæggelse; og selv i ostinden udbrød ogsaa den fordærvelige krigsflamme imellem de engelske og franske colonier; da de franske som amerikanernes bundsforvante understyttede disse med krigsfornødenheder og levnedsmidler. krigslykken erklærede sig for engelænderne. de franske bleve fordrevne fra flere egne, ogsaa begge deres vigtige faktorier, data og cossimbazar i bengalen faldt i engelændernes hænder. herr von st. germain, der havde overopsigten over begge disse faktorier, blev med sin broder gjort til krigsfange. men begge erholdt paa deres æresord, tilladelse til at vende tilbage til deres fædreland. de indskibede sig med resten af deres formueder maaske kunne beløbe sig til en , livres. for at gaae til det gode haabs forbjerg, og derfra igjen at fortsætte deres reise videre til frankerig." de havde der længe ventet forgiæves paa en leilighed, hvorved de af den sædvanlige vei kunne vende tilbage til deres fædreland. endelig besluttede de, at følge med et dansk skib, som just skulle afgaae til det røde hav, indtil den smalle landtunge ved suet i ægypten, og derfra at begive sig over cairo og alexandrien til frankerig.
|
fiction
|
bio
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001662
|
1825-09-09
| null | 606 |
efter en farlig seilads kom de den de mai i selskab med flere af deres landsmænd og adskillige engelændere til sues. den danske skibscapitain skrev strax til det franske handels compagnie i cairo, og bad om en anseelig karavane, for at bringe skibets ladning videre, der blev anslaaet til nogle millioners værdie. en dengang laae just den bekjendte jbraham bey, som først skulle give sin tilladelse til saadanne caravaner, til felds mod en anden bey, der havde gjort oprør, man maatte derfor først ansøge jbrahim bey om denne caravane. denne fandt sig øjeblikkelig tilbøielig til at indvilge det forlangte, tilbød sine egne folk og kameler og forsikkrede alle paa det høitideligste om en kraftig og eftertrykkelig beskyttelse. hvem havde abnet, troløshed og list, under disse løfter, og dog udkastede denne skjendige bey, i det øieblik han gavtilladelsen, en afskyelig plan. karavanens rigdomme og hans nedrige havesyge, bragte ham til den beslutning, at bemægtige sig de reisendes skatte. til den ende traf han hemmelig aftale, med araberne von tort, som allerede forlang tid siden havde gjort sit navn frygteligt ved mord og røverier. den lovede caravane ankom til den bestemte tidi sue; jbrahim lod endnu kjøbmændene ved anførerne for hans soldatre give den høitidelige forsikring, at han havde føiet de sikkreste anstalter til reisen, og at de kunne være ganske roelige for noget anfald af de røveriske arabere. efter at altsaa caravanen havde udhvilet nogle dage, tiltraade man den de juli reisen med den rige ladning : i det bedste haab om et lykkeligt udfald. den første nat blev tilbagelagt uden ubehagelige hændelser. men da caravanen den følgende morgen, befandt sig paa en snæver vei, mellem to bjergkjæder, styrtede pludselig med et græsseligt skrig, mere end tolvhundrede arabere, over dem, affyrede tre gange deres gevæhrer og overfaldt, nu med sabelen i haanden de faa europæere.
|
fiction
|
bio
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001663
|
1825-09-09
| null | 607 |
hvad formaaede denne lille vaabenløse skare mod den mange gange overlegne mængde? saasnart de vare komne sig igjen af deres første bedøvende skræk, søgte de deres redning i en hurtig flugt, men de bleve snart indhæntede, nedsablede, saarede, og bortførte som fanger, eller, hvad der var det skrækkeligste, afklædte til den bare skjorte og udjagede nogne i ørkenen. kun faa ræddede livet ved at flygte ind mellem bjergene, men blot for at bevare det til endnu større qvaler.
|
fiction
|
bio
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001664
|
1825-09-09
| null | 608 |
de tyrkiske befalingshavere for caravanen gjorde ikke den ringeste anstalt til at bringe de svært beladte kammeler i sikkerhed, eller paa at forsvare sig mod dette røveriske anfald. de vendte derimod ved arabernes første skud (sandsynligviis det aftalte tegn, kammelerne omkring, og dreve dem i største hurtighed til nærmeste stad, hovedsædet. for denne arabiske røverhorde. de ulykkelige europæere, som havde undgaaet denne voldsom me død, havde deelt sig i to hobe. de der havde været bagerst ved karavanen, toge veien tilbage, til suet, fra hvilken stad de kun vare miil borte, de andre, som havde været længst foranog ikke kunne bane sig vei gjennem araberne til sne, flygtede af veien til kairo, som laae over mile borte. de sidste bestode af solgende ni personer: herr von st. germain og hans broder, den danske skibscapitain vendevelden, to engelændere barington og jenkins, en armenier ved navn paulus, der havde været tolk paa det danske skib, en sort, der stod i hr. von st. germains tjeneste, og to arabiske betlere. her von st. germains broder var haardt saaret ved to og tyve sabelbug, ogsaa herr von vendewelden og engelænderen barrington havde faaet nogle, dog lette saar. de fleste vare blevne berøvede, deres klæder.
|
fiction
|
bio
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001665
|
1825-09-09
| null | 609 |
disse ulykkeliges stilling var i høieste grad skrækkelig. berøvet alle levnetsmidler, blottede for de nødvendigste klædningsstykker, matte og kraftesløse, tildeels blødende og lemlæstede, i en brændende sandørken, og fjern fra al menneskelig hielp, hvor kan noget skrækkeligere tænkes, den egn, hvorigjennem de, over mile langt, havde at slæbe sig frem i deres store elændighed, er den frygteligste paa hele jordkloden. thi ingen plet i den hede zone er mere brændende og øde, end denne ægyptiske ørken. vinden som blæser her er en fortærende jld. j en strækning af i det mindste mile, er ingen draabe vind at finde for at læske den brændende tørst med. jngen skye skaffer den hede luft nogen afkjoling; ingen regndraabe væder den glødende sand. hvorhen ogsaa det matte øie vender sig, findes ingensteds et træes kjolige skygge, eller en nærende busk. endog ikke et eneste ført græsstraae fremspirer i denne ufrugtbare jord. thi den brændende sand, der selv antager flammens rødme og bestaaer af lutter spidse kantede smaastene, fortærer enhver spire af liv.
|
fiction
|
bio
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001666
|
1825-09-09
| null | 610 |
saa frygteligt heedt, som det er under dette himmelstrøg om dagen, saa koldt er det derimod om natten. naar nu ogsaa vandreren er undgaaet solens brændende straaler, armosphærens qvælende dunster og den dræbende siroco. vind, saa bliver han dog om natten et bytte for den stærke kulde, og en hæftig feber ere for dem, som ikke ere vandte til dette clima, uundgaaelig og gjennem denne menneskeløse, skrækkelige ørken, skulle st. germain med hans staldbrødre. i ulykken, flere dage og nætter arbeide sig frem. tænker man sig nu deres hele jammerlige tilstand, saa kan man forestille sig de tusenhaande qvaler, der ventede paa dem. den meest levende indbildningsskraft formaaer ikke at afmale den græsselige elændighed, som disse ulykkelige havde at udholde paa veien til cairo. dog viville ledsage dem paa turen, og tage deel i deres lidelser. endnu havde solen ikke paa denne qvalfulde dag fuldende sit løb, da den danske skibskapitain, engelænderen barington og st. germainsbroder sank gandske udmattede ned, og ikke formaaede at gaae et skridt videre. ved den anstrængende bevægelse, havde deres saar udvidet, sig og de kom hæftigere til at bløde. martret af en brændende tørst, vansmægtede de efter en draabe vand, for at afkjøle den opsvolmede tunge. de havde ikke meere saamange kræfter, at de kunne bortjage de hære af fluer og andre jnsecter, som overfaldt dem. saaledes martret af helvedes qvaler, ventede de ulykkelige paa deres opløsning. for den danske skibs=kaptain nærmede sig den anraabte forløser, den velgjørende død, snart. en sagte trækning, en mat rallen - og han havde udstridt; hans pillegrimskab var fuld endt. snart omhyllede ogsaa en mørk skye barringtons siel, hans sandser behøvedes, scener, ne slavedes og dødens velkomne haand greb hamog førte ham over i et bedre land. fuld af fortvivlelse kastede st. germain sig over sin elskede broder, der ligeledes ventede sin forløsningsstund, og anraabte gud om forbarmelse - men græde kunde han ikke, taarekilden var udtørret, dog broderkjerlighed gav ham nye kræfter og han har med moorens hielp, hans broder, fremad, indtil solen sank ned bag bjergene og den længe forventede nat brød frem. en af de fattige arabiske betlere havde de maattet ladet ligge i ørkenen. udmattet af hunger og tørst, sankhan ned, stod endnu engang op, men faldt igjenned og kjempede med døden. man kunne ikke forblive hos ham, men maatte overlade ham til hans egen sørgelige skjebne. sandsynligviis har han strax derpaa opgivet aanden. udmattet af dagens strabadser, saae man sig nødsaget til, at hvile natten over for at samle nye kræfter til næste dags besværligheder. st. germains broder sank hen i en dyb søvn, hvoraf selv nattens skjærende kulde ikke kunne vaagne ham. men i de øvriges øine kom ingen søvn. angrebne af feberrystelser opfyldte de luften med deres klager. saa meget de ogsaa om dagen havde længes efter nattens kulde, med ligesaaængstelig utaalmodighed saae de nu den kommende morgen imøde. neppe rødmede himlen i østen, da staldbrødrene i ulykken støde op, for at træde i kamp med nye lidelser og trængsler.
|
fiction
|
bio
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001667
|
1825-09-09
| null | 611 |
man havde møie med at vaagne st. germainsbroder af sovnen. han var sig ikke længer selv bevidst, og satte i en bevidstløs tilstand sine fødder i bevægelse.
|
fiction
|
bio
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001668
|
1825-09-09
| null | 612 |
engelænderen jenkins havde ingen kræfter mere til at reise sig. "lad mig ligge der og oppebie dødens komme. gud give eder en lykkelig hjemreise." saa talede han med en mat, døende stemme og lukkede derpaa øinene. strax derpaa blev han angreben af en hæftig feberfrost, og høiede sig ned med en hjertefortærende veeklage; derpaa blev han rolig, pulsen standsede, maskinen stod stille - og jenkins var indgaaet rolighedens havn. man kan let forestille sig, hvilket jndtryk synet af de døende maatte gjøre paa de overlevende. de saae der den skjæbne som forestod dem; thi syg og afmattet, uden næringsmidler og klæ der, foran sig en brændende ørken, saa langt fra deres bestemmelsested, uden haab om menskelig hielp - hvad havde de andet at vente end den smerteligste, skrækkeligste død, og dog tiltraade de deres reise, thi kjerlighed til livet er dybt indpræntet hos mennesket, og haabet forladen os først ved livets sidste aandedrag. saalænge morgenens kjølighed endnu beskyttede dem mod solens trykkende straaler, kunde de, dog kun med yderste anstrængelse af deres faa kræfteranafbrudt fortsætte reisen. men neppe begyndte sølen at hæve sig høiere over horizonten, da sanden igjen blev heed, luften igjen brændende og en sværm af jnsecter igjen faldt overde reisende. de kunde ikke gaae videre og sankaf udmattelse ned i den glødende sand. men de skarpe smaastene søndereve deres legeme og gjorde det blodigt smerten var saa skrækkelig, at de ikke kunne blive liggende over et minuta paa sanden, men maatte reise sig og forsøge at gjøre. nogle trin til de igjen sank ned. undertiden forsøgte de at kryde fremad paa hænderne, men dette forsørgede endnu mere deres smerte. om middagen hensov armenianeren sagte og roelig. han havde haaret alle reisens besværligheder og alle legemsmerter med en standhaftighed, som var uden exempel. manthørte ingen klager eller forbandelser af hans mund, han trøstede i derimod de forsagte, vidste paa nye at oplive deres synkende mod, understøttede de svage og kraftløse, kort sagt, han gjorde alt hvad der i en saadan stilling kunde ventes af en from, ædel mand. just det modsatte viste den anden arabiske betler, som døde nogle øieblikke efter, modløs og forsagen forbandede han sin grusomme skjebne, bad andægtig til hans store prophet og overøste ham strax derpaa igjen med de største skjeldsord. han havde intet øieblik roe, klagede og jamrede, sig uophørlig og frygtede døden som det skrækkeligste onde. han opgav ogsaa aanden underangest og fortvivlelse. under ubeskrivelige lidelser oplevede herr von st. germain med hans broder og mooren, den anden ulykkelige dags aften. deres tilstand var i høieste grad skrækkelig. allerede i sex timer kjæmpede st. germains broder, med døden, og endnu bestandig ville ikke forløsningens øieblik vise sig. hunger, tørst, heede, kummer og sygdom kunne ikke saasnart fortære hans livskræfter, som hans øvrige reisekammeraters. en lykke for ham, var, at han var ganske bevidstløs, og at kun imellem nogle lyse øieblikke tillode ham, at kaste et blik paa hans sørgelige forfatning. natten var igjen meget kold, og herr von st. germain havde, som forrige nat en hæftig feber; men hans broder faldt igjen i en dyb søvn. mooren fik hæftig krampe og trækninger, som ende sig med en afmagt. da morgenen brød frem, opmuntrede herr von st. germain sin broder, og kaldte hans troe moors bevisthed tilbage. kun med møie kunde den første reise sig op; men den sidste var paa ingen maade i stand til, selv at røre etteneste lem. han var lam paa hele legemet, saae paa hans herre med stive øine, men talede ikke et ord. forgieves bestræbede hr. v. germain sig at tilbagekalde den svage livsfunke hos den ærlige moor. endnu en time blev han hos ham; men da alle hans bestrædelser vare frugtesløse, og han intet tegn paa bevidsthed gav, men blev altid stiv og ubevægelig: saa fattede han den haarde, men nødvendige beslutning, at lade den ulykkede blive liggende i ørkenen og tænke paa sin egen redning. at det var for ham en af de skrækkeligste qvaler, at see hans selskabsbrødre, den ene efter den anden, saaledes give aanden op. dog for at elændighedens bæger skulle tømmes til den sidste draabe, og for at hans lidelser skulle opnaae den største og frygteligste grad, skulle han ogsaa maatte efterlade hans elskede broder, som den morderiske ørkens offer. han holdt. saa inderlig af ham hans hele hjerte hang ved denne broder, til mod middag havde han trukken ham frem med sig under tusende besværligheder, men da den ulykkeliges sidste kræfter vare udtømte, sank han aldeles afmattet ned, for aldrig mere at staae op. st. germain forsøgte alt, for endnu engang at reise ham op; men det var umueligt. den døende anvendte den sidste rest af sine kræfter til at bede broderen at har ville forlade ham og kun sørge for sin egen redning. blor haabet om derved muligens at skaffe den døende nogen hjelp, kunne bevæge ham til at opfylde denne bøn. naar han kun havde tordet stænke paa sig selv, ville han langt hellere have endt sit qvalfulde liv ved broderens side; thi han var ligeledes nær ved at ligge under for elændigheden. hans udmattelse og hans smerter havde allerede i hele timer berøvet han bevidstheden. han var henvisnet til det bareskind og been, hans tunge, hans læber, hans gummer vare hentørrede; hans øine havde tabt. deres seekraft, og med hørelsen var allerede tidligere hans stemme bortvegen, hans hele legeme stod i en byld, og den hæftigste feber rasede i hans indre. flere anfald af slagslod og sovesyge angrebe hans svage forstand endnu mere. og under disse og andre tusindhaande arter af qvaler, slæbede st. germain sig dog fremfra et sted til et andet. kun den tanke at maaskee en eller anden rædning for hans broder var mulig, straalede frem af hans beviistløshed og gav ham nye kraft til at fortsætte sin reise. menallerede neddalede natten over ægyptens ørkener, og endnu ville ingen nædning vise sig. og en saasnart svingelen og febekkystelsen havde givet noget efter, og den lammende søvesyge gibort, trød st. germain fremad mere af instinet, end af frie overbeviisning. dag om morgenen den de dag, kunne han slet ikke komme videre; hans anstrængelser havde oversteget maalet for menneskelige kræfter. st. germain blev liggende og stred med døden. dog ofte naar lidelsen har naaet den høieste grad, naar alt haab om redning forsvinder, da kommer hielpen, sendt fra himmelen. saaledes ogsaa der. hvem havde nu for vores ulykkelige ventet anden forløsning end døden? men da viste sig i det fjerne en hob mammelukker, ridende paa kammeler. de komme nærmere, seer den døendes skrækkelige tilstand og tage ham oppaa en kammeel. deres omsorg havde st. germain at takke for sit liv. saasnart som han igjen havde samlet nogle kræfter og hans bevisthed var vendt tilbage, viste han med bedende geberder, hen mod den deel af ørkenen hvorfra han var kommen. han smigrede sig med det haab, maaskee endnu at kunne slutte sin broder, levende i sine arme. at at dette kjerlighedsfulde haab ikke blev opfyldt, alle, som gjennemsøgte det betegnede sted. bragte kun døde legemer tilbage, deriblandt var den elskede broder ogsaa. st. germain, blev ført til cairo, som nu kun laae to mile, borte og blev der, efter at have udtrykt sit forlangende med tegn, ført hen til frankernes qvarteer. det varede i lang tid, før han ved fine landsmænds menneskekjerlige omhyggelighed i igjen erholdt sin sundhed. efter dages forløb fik han igjen talens brug, først sildigere hen, fik øiet igjen sin spændekraft og hans øre fornam igjen den menneskelige stemmes lyd.
|
fiction
|
bio
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001669
|
1825-09-09
| null | 613 |
efter to maaneders forløb, var han næsten igjen gandske frisk, men opholdt sig endnu en tid lang, i catro og kom i november hjem til sine i marseille. at st. germain udholdt alle disse lidelser, er et mærkeligt beviis paa den menne skelige naturs overordentlige kræfter, det viser hvad den kan bære, naar enhver kraft i samme, bliver anstrænget og sat i virksomhed.
|
fiction
|
bio
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001670
|
1825-09-09
| null | 614 |
en englænder vil have opfunden et halsbind, marine cravate), der beskytter imod at drukne. det er af læder og tommer i gjennemsnit. med dette beholder man altid hovedet ovenfor vandet.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001679
|
1825-09-09
| null | 615 |
stokholms stadstidende har den paafaldende efterretning, at dyrlægen strømholm er død, efterat være bleven smittet ved at secere en styrtet hest. ) englænderne skulle have ifinde, paa sicilien at anlægge silkespinderier ved dampmaskiner.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001680
|
1825-09-09
| null | 616 |
ved triest er fanget en fod lang har, som veiede , pd. og nu forevises i wien. dens lever allene veiede pd. og gav pd. tran, de øvrige jndvolde v. pd.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001681
|
1825-09-09
| null | 617 |
grenadeerhen og pragerbarnet. flere aar før syvaars krig, studerede jeg paa en tydsk høiskole, retslære, historie, statistikog mathematik. jeg øvede mig, saavel i de gamle som nyere sprog; og havde altsaa gode udsigter til at bliver ansat i det civile fag. men da brød i aaret den preusiske krig ud, og det krigerske jern; soldaterkaarden, drog mig magnetisk til sig, som saa mange andre unge mennesker, der paa den tidgik i kamp for fyrste og fædreneland.
|
fiction
|
y
|
thi_pragerbarnet
|
thi_001705
|
1825-09-16
|
v. J.
| 618 |
jeg gik under et østerigsk infanterie-regiment, blev formedelst min anseelige gestalt og høide, kadet under et grenadeer-compagnie, og efter et morderisk slag udnævnt til officeer. den gang var det endnu skik, at tropperne efter det møisommelige sommerfeldtog regelmæssig drog i vinterqvarteer og leirede sig omkring deres hovedmagasin, hvoraf de fik deres underholdning, rundt om i stæder og landsbyer. man drog ikke før marts igjen i feldten.
|
fiction
|
y
|
thi_pragerbarnet
|
thi_001706
|
1825-09-16
|
v. J.
| 619 |
saaledes ville min gode lykke, at mit regiment, blev anviist sit vinterqvarteer i prag. her kom jeg i meget behagelige selskabelige forhold. kjerligheden til studeringer opvaagnede igjen hos mig. jeg læste flittig i historien, øvede mig i de europæiske sprog, saameget min stands krigerske øvelser tillod det; læste herhos ogsaa mathematik og opmuntrede mig i min ærefulde og strænge haand, tering med musik, hvori jeg fra ungdommen af havde gode kundskaber. vores oberst, en fortræffelig mand, saae dette meget gjerne. han udmærkede omhyggelig alle de officerer, der uden at forsømme deres militaire pligter, ogsaa søgte at danne deres aand ved kundskaber. jeg har ham at takke for, at jeg blev indført i en galant, frie og uafhængig enkes huus, som havde en meget elskværdig niete under opsigt. der tilbragte jeg mange lykkelige timer. i huset herskede den fineste verdens tone; og der hengik faa dage, hvor man ikke glædede sig med musik. jeg havde leilighed til at lade høre og beundre min færdighed paa violin. dette opvakte gunstige tauker om min person. jeg lagde ogsaa mærke til, at jeg fremfor alle blev gjerne s. et af frøkenen. men - . i den stilling, hvori jeg befandt mig, havde jeg holdt det for daarskab at lade min rolighed forstyrre, og tage en lidenskab med i feldten, hvoraf jeg efter hvad min fornuft tilsagde mig, ikke kunne spaae mig nogen livs lykke. altsaa kom det ikke til nogen erklæring. med foraaret kom den tid, da vil igjen skulle tykke i marken. jeg tog tid efter anden afskeed i alle de huse hvor jeg havde nydt en god modtagelse. men opsatte at tage afskeed fra tanten og min unge veninde - jeg veed ikke selv ret hvorfor - indtil dagen, der var bestemt til vores afreise. just denne dag havde jeg min post paa hovedvagten og blevafløst klokken . jeg ville ikke uleilige mig hjemfor at tage civile klæder paa, som jeg ellers pleiede at gjøre ved statsbesøg. men fremstillede mig nu under behørig undskyldning i mit krigerigske optog, altsaa i min uniform, sabelen ved siden, og den høie bjørneskinds hue paa hovedet. jeg blev imodtaget med sædvanlig godhed, ja jeg kan sige med et rørt hjerte. thi da jeg under taksigelse tog afskeed, og talte om uvisheden, maaske nogensinde igjen at gjensee saa elskværdige personer, traade taarer frøkenen i øinene. man forlangte nu, at jeg skulle sætte mig ned, og aflægge den besværlige børneskindshue, som nu blev opstilt til skuepaa bordet. frøkenen havde i en slags adspredelse meget at bestille med huen, dreiede den hist og her, og undersøgte det forgyldte skildt, som prydet med keiserens navn staaer, lige oven over panden. endelig sprang hun op og sagde: hun ville dog give mig en erindring, med, som skulle beskytte mig mod alle ubehagelige tilfælde, ja for alle farlige saar. en saadan, amulet," sagde jeg leende, modtaget af en saaskjøn haand, ville have dobbelt værd for mig efter denne forsikkring gik hun ind i et sideværelse, men kom snart igjen tilbage, og bragte en lille tavle af tyndt kobber med, paa hvilken et saakaldet pragerbarn stod ikke daarlig malet.
|
fiction
|
y
|
thi_pragerbarnet
|
thi_001707
|
1825-09-16
|
v. J.
| 620 |
for at forstaae dette, maa man vide, at i en kirke i staden prag, er vor frelsers billede som barn, udsat til dyrkelse. mange fromme mennesker især af det qvindelige kjøn, valfatte til denne kirke og forrette deres bøn for helgenbilledet. saaledes komda denne lille figur i stort rye, fordi mange, giødende af andagt, fandt sig ved bønnen lettet om hjertet, og ofte troede at see opfyldt deres hemmelige ønsker ved bønnens kraft. man malte og tegnede det efter, afbiledde det i vox, eller hamrede dem ud i forgyldte kobberplader en basrelief, og forærede dem til sine venner.
|
fiction
|
y
|
thi_pragerbarnet
|
thi_001708
|
1825-09-16
|
v. J.
| 621 |
frøkenen forærede mig en af disse meget net forfærdigede pragerbarn. hun stak det omhyggelig ind, bag det forgyldte skildt paa min bjørneskindshue, formanede mig til at være gudfrygtig, og med tillid at bære barnet flittig hos mig og forvare det vel, med forsikkring at det ville bevare mig for alle siels og legems onder, og at alt hvad jeg foretog mig, ville lykkes. endskjøndt jeg ikke troede paa denne velmeente forsikkring, saa rørte dog den godhiertighed mig, med hvilken denne uskyldige pige paatrængte mig det til erindring. i det jeg bevidnede hende mintak for hendes kjerlighedsfulde forsorg, bortfjernede jeg mig, for at ordne det nødvendige til min afmarsch. den følgende dag drog mit regiment under klingende spil gjennem den samme gade forbi huset. jeg havde den fornøielse endnu engang at see tanten og frøkenen ved vinduet, hilsede begge med min sabel, og berørte med min flade haand grenadeerhuen, til tegn paa at pragerbarnet der laae endnu vel forvaret. hun tilnikkede mig sit bifald - og jeg drog derpaa ud af stadsporten. feldttoget begyndte. det var af et de besværligste og hedeste jeg har nogensinde bivaanet. vi droge i lange marscher fremad, til siden og tilbage, gjennem biergige egne og huulveie; endelig kom det til et blodigt slag ved collin. det var just i midten af sommeren. ved de mange bevægelser som vi meget rask udførte og under trængsel og vedvarende fyren, blev heden qvælende og min bjørneskindshue blev mig høist besværlig. jeg lagde den altsaa af og overgav den til den hos mig staaende, tambour, som hang den i en snor, baglæns overskulderen. da vi rykkede videre frem, hørte jeg paa engang bag mig et jammerskrig. jeg kastede øinene tilbage, og saae desværre min arme tambour liggepaa jorden, hans been knuste af en kanonkugle. min biøneskindshue ville jeg nu ikke ved fremrykningen lade i stikken. jeg sprangt altsaa hentil den ulykkelige, trøstede ham, befriede ham formin hue, og hang den nu i hurtigheden selv om mig saaledes at den laae til siden, vendt lige mod mit bryst, - jeg forføiede mig igjen hen til mine grenaderer. min oberstlieutnant laae imidlertid skudt paa jorden. og kaptainen vinkede at jeg skulle indtage hans sted; jeg fulgte hans befaling. paa den fløi, hvor vistode, tabte vi overordentlig mange folk. et skjult, batterie, som spillede paa os, ud af skoven, anrettede morderiske ødelæggelser blandt tropperne. paa engang kom den befaling fra feldtherren, at nogle grenadeer regimenter skulle rykke frem, for at bestorme batteriet. det hvorved jeg stod, havde den ære at blive befalet til dette farlige foretagende. vi tykkede nu rask frem og bleve to gange kastede tilbage. da vi den tredie gang gjorde anfaldet, faldt ogsaa min tappre kapitain, og jeg overtog strax hans post i spidsen af tropperne; men neppe havde jeg i forteret marsch gjort omtrent hundrede skridt fremad, da ogsaa en geværkugle traf mig paa brystet, men tillykke lige paa min bjørneskindshues forgyldte skildt. den trykkede en fordydning ind, men blev mat liggende i huuslingen. den bulde frøken og pragerbarnet faldt mig strax ind; dog jeg havde ikke tid til videre at overlade mig til disse tanker. endnu omtrent hundrede skridt fra os laae batteriet, vi trængte fremadi stormskridt, liig rasende mennesker, der havde helliget sig døden, og nu var jeg saa lykkelig med min lille sammensmeltede hob af tappre grenaderer at trænge ind, førend de andre compagnier. vi fik strax hjelp, og nu udførte bajonet og sabelhug det øvrige. hvem, der ikke allerede har seet og oplevet en saadan tummel, kan ikke danne sig noget begreb derom. mine kræfter vare udtømte, saa jeg flød hen i sved, og var sort af krudtdamp, som en satan; mine armezittrede. j denne tilstand satte jeg mig ned paa stumpen af et afhugget træe for at hvile en smule udmine tappre forsamlede sig om mig og de erobrede, kanoner. men hvor lidet var deres antal, totrediedeele vare tilintetgjorte, jeg selv var den eneste officeer som var tilbage af compagniet. medens jeg nu sad saaledes pustende og trak efter veiret, kastede jeg et blik paa min arme grenadeer hue, som havde beskyttet mig saa fortræffelig. jeg saae at kuglen var gaaet gjennem skildtet og havde truffet den lille kobberplade med pragerbarnet. dette havde altsaa ræddet mit liv. jeg forestillede mig nu hvorledes frøkenen og tanten ville glæde sig. naar jeg ved min tilbagekomst kunne fortælle hende denne besynderlige hændelse. - dette skeede nu den følgende vinter efter feldttoget, vi bleve igjen indqvarterede i prag, og jeg, befordret til kaptain for compagniet. man kan vel tænke, at jeg forsømte ikke at opsøge de huse, hvori jeg før havde erfaret saamange beviser paa en god modtagelse. jeg blev overalt modtaget med den samme artighed, men frem for alt i frøkenens huus. man glædede sig over min lykkelige tilbagekomst. og hvad udrettede pragerbarnet var strax der første spørgsmaal."det blev mit skjold og beskytter, som de tilsagde mig svarede jeg. "til beviis viste jeg strax min bjørneskindshue. jeg maatte nu fortælle tildragelsen med alle omstændigheder. glæde og forundring afvexlede i min unge venindes ansigt, og jeg blev nu i huset betragtet, som et menneske, det himmelske barn havde taget under sin beskyttelse og blev alttid udmærket ved den venskabeligste modtagelse og behandling. for øvrigt udviklede, kort at sige, tid efter anden, en om lidenskab sig, mellem frøkenen og mig. der bleve forskjellige planer udkastede, som den gode, tante ogsaa begunstigede. men jeg erklærede med standhaftighed, at saalænge krigen varede, maatte man opsætte fuldbyrdelsen af vore ønsker. de grunsom jeg fremførte, bleve billigede. saaledes drogjeg altsaa igjen i feldten, ledsaget af min elskede i venindes ønsker, og anbefalet til pragerbarnets beskyttelse, uden at noget uheld mødte mig, undtagen i sidste feldttog før freden blev afsluttet, da jeg i en fegtning, fik et dygtigt skud i den venstre arm, hvorved benet blev knuset. derpaa erholdt jeg, udygtig til tjeneste, for øieblikket, tilladelse at reise til prag. jeg udholdt meget smertelige kirurgiske operationer, helbredelsen varede over : aar og dag. knive og chirurgiske jnstrumenter, bleve anvendte paa mig for at udtage de adsprede: beensplinter. men ved alle de qvaler, jeg udholdt, var tantens og min elskede piges troe pleie, det mest lindrende lægemiddel. endelig fik jeg igjen min sundhed; men paa paa den venstre arm blev jeg, som jeg endnu er, halv lam, saa at jeg ikke fuldkommen vel kunde udrette alting med samme. efter ansøgning blev jeg ved fredsslutningen endtlediget af krigstjenesten og befordret til en ærefuld civil tjeneste. min elskede veninde blev nu min. og saaledes havde jeg dog i grunden min grenadeerhue og pragerbarnet at takke for, at jeg blev min hele øvrige levetid lykkelig og under andre forhold fører et meget ære v. j. fuldt og virksomt liv.
|
fiction
|
y
|
thi_pragerbarnet
|
thi_001709
|
1825-09-16
|
v. J.
| 622 |
indenlandsk. af fjerde aars beretning fra det nedersachsiste. selskab til christelige opbyggelsesskrifters udbredelse. seer man med megen forundring: "at der i holsteen skal have været til landsbyer, hvis beboere endnu i aaret vandrede i sandelig mørke og i dødens skygge, og som først nu ved rundelig tildelelse af selskabets tractat-skriften, ( ex. i et eneste sogn, vare blevne uddragne, af denne tilstand.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001710
|
1825-09-16
| null | 623 |
j nogle uger har der været snakket vidt og bredt, om en fremmed dame, som opholdt sig i svendborg egnen, og ved sine særheder tildrog sig almindelig opmærksomhed. jsær viste hun sig som de fattiges og syges ven, da hun selv tilbar dem vederqvægende underholdning og bekostede deres cuur, og for øvrigt ved alle leiligheder var yderst spendabet og godtgjørende, hvortil da hørte penge i skjeppeviis. ogsaa til odense gjorde hun i forrige uge. en dags reise, efter sigende for at hæve nye remisser. hun besad derhos mange færdigheder, saasom i at ride og tale flere sprog. naturligviis, fandt hun beundrere og gjæster. snart blev hun udgivet for en frøken nr., en comtesse de b. datter af en preussisk general, snart for endnu en høiere person &c. &c. jmidlertid skal det, efter en af øvrigheden anstillet forhør over denne hemmelig hedsfulde, ikke være saa ganske rigtigt med hendes angivne fødsel, saalidet som med hendes liv og levnet. efter forlydende blev hun først kjendt at en person som har tjent i kjøbenhavn. formedelst et krampeanfald har hun foreløbig erholdt stuearrest og der er sat vagt for huset, at jngen skal tilføre hende noget. ligesaa villigt som rygtet for gjorde hende til prindsesse, har det nu omskabt hende til en kjøbenhavnsk nymphe, der skal have taget en jsralit ved næsen. andre forsikkre, at hun sidste sommer har gjort en reise i jylland, med et beriderselskab. det rigtige vil vel snart erfares; men saa meget er vist, at hendes naade, har spilt sin rolle fortræffeligt, og derved sat den kosteligste anecdoter i omløb, j foraaret var der i kjøbenhavn en historie i omløb om en ung jsralit, som i hamborger aviser søgte reiseselskab til kjøbenhavn, hvortil meldte sig en dame, der udgav sig for en comtesse; men havde sine aarsager, hvorfor hun ikke ville lade sit navn blive bekjendt. hun reiste da med jødentil kjøbenhavn, der blev saa indtaget i hendes tillokkelser, at hun skildte ham ved nogle tusende, daler. denne dame formeenes at være den hemmelighedsfulde, som nu er arresteret i fyenj odense opholder sig fortiden en hr. cander, som sælger magneter, eller staal, som er magnetiseret, og afgiver et fyrstaal til at slaae jld med. han har dem af forskjellig styrke, den kan trække indtil pd. jern til sig. denne mand skal være født i afrika, er vildt opfødt som barn i ørken, har ganske hvidt haar og er kun aar gammel; hans øine ere hverken blaae, brune eller graae; men rødlige omtrent som agerhønsenes. j graat veir eller i mørke seer han bedst; men solens straaler kan hans øine ikke taale. han taler godt tydsk, atter er i egnen af odense indtruffet en ulykkelig tildragelse, da en ung kone fra ravnebjergforleden dag ved et vaadeskud af sin egen broder, blev truffet saaledes, at tvende knapper, hvormed bøssen var ladet, bleve siddende fast i livet. hun er bragt til odense under en duelig læges behandling, og man haaber at faae hende reddet. for kort siden blev en røgter i svendborg, saa jammerlig forstanget af en gal tyr, at han omtrent dage derefter døde. saarene skulle for en deel være gaaet igjennem lungen. at tyren strax maatte bøde med livet, derfor skylder man dens eier al agtelse, der sikkert ogsaa da rygteren tjente ham, har viist sig mod den forulykkede som en menneskeven.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001712
|
1825-09-16
| null | 624 |
panantis skjæbne i algier. det længselfulde ønske jeg følte, igjen at formit fædreland jtalien, bevægede mig til at forlade engeland. min hensigt var at gjøre overfarten paa et engelsk skib, men flere af mine venner overtalede mig til at indskibe mig paa en ficiliansk brig, der var bestemt til palermoog som skulle afseile med flere passagerer med første convoy til middelhavet. medens v. nu med utaalmodighed ventede paa afreisens øieblik, erfarede vi til vor store ærgelse, at convoyen allerede var afseilet og at vi nu vare udsatte for den fare, ubeskyttede og overladte til talrige fienders angred at gjennemseile en deel af oceanet.
|
fiction
|
y
|
thi_panantis-skæbne_a
|
thi_001714
|
1825-09-23
| null | 625 |
endelig lettede vi anker og seilede ned af themsen. uden synderligt uheld lagde vi den biscaiske bugt tilbage, og passerede forbi asturien, sallicien og estramadura. efter at en hæftig nordostvind, havde drevet os gjennem strædet ved gibraltar og langt ud i det atlantiske hav, mødte vi to engelske, fra ostindien tilbagevendende skibe, hvem vi meddeelte de vigtigste nyeheder og modtoge derimod en foræring af noget fortræffelig madeira. jmidlertid vare vi om dagen udsatte for de meest brændende soelstraaler, som contrasterede paafaldende med de skjønne nætter. medens vi forsøgte paa at gjenvinde hvad vi havde tabt ved at komme ud af vor cours, passerede viførst nær forbi salee, som er bekjendt for fine røveriske jndbyggere. j det fjerne viste sig den skjønne bjergkjæde atlas og de langs kysten byggede minarets og mange andre bygninger af forskjellig dannelse, og frugtbare og veldyrkede dale frembøde de deiligste prospecter. efter at vi havde seilet om kap spartel, lagde vi endelig indløbet til strædet ved gibraltar tilbage, hvor de skjønne naturscener, som ender sig i de i det fjerne optaarnede bjerge henrykkede os. formedelst den i flere egne langs den spanske kyst herskende gule feber, torde vi ikke lande. jkke destominedre bød klogskab os i vor stilling, at opholde os nogle dage ved gibraltar for at slutte os til den første til middelhavet seilende convoi, hvilket forekom os saa meget nødvendigere, som rygtet i almindelighed lød, at den algierske eskadre var i søen og havde begaaet røverier i forskellige egne. matroserne som kjendte den skrækkelige skjæbne, der ventede paa dem, naar de skulle falde i hænderne paa barbarerne, begyndte at murre og erklærede at de ikke ville blive længere ved skibet, hvis captainen vægrede sig ved at opperdie den første convoi. men denne talede i en høi tone og søer at hvis de ikke øieblikkelig vendte tilbage til deres pligt og igjen adløde ham, ville ved ankomsten til sicilien lade dem kaste i fængsel. jeg tog matrosernes partie, men blev ikke tilskrækkelig understøttet af mine reisekammerater. kaptainen lovede imidlertid at anløbe minorka, for at komme i følge med det første engelske krigsskib, som seilede derfra til sicilien, men istæden for at opfylde dette løfte, tog han aabenbar en retning, som nødvendig maatte føre os den barbariske kyst nærmere. da vi seilede forbi øensardinien frembød uhældsvanger sig et skuespil for os, vi fik nemlig øine paa flere seilere, af et slags fremmed udseende, som holdt sig nær ved landet, og ved deres vedvarende manøvres strax opvakte mistanke hos skibsmandskabet, at det var søerøvere. kaptainen nægtede det haardnakket, og paastod at det var en engelsk convoj, ja han ville endog at vi skulle seile lige løspaa skibene. efter en lang strid forlangte vil alvorlig at han skulle styre til øen st. pietro. kun imod sin villie gav han efter for vort forlangende. da pesten rasede paa malta, saatorde vi vel ikke komme i staden, men man henviste os paa et sted, hvor vi kunne gaae i landog forfriske os igjen efter en ubehagelig søe=reises besværligheder. af jndvaanerne paa øen st. pietro erholdt viden foruroligende efterretning at den algierske og trepolitanske eskadre krydsede i nærheden; og at de algierske baade nogle aftener før vare landede paa kysten og havde bortført en mængde, qvæg og en dreng. uagtet den fare, der truede os, lod kaptainen dog om aftenen lette anker og sætte seil til. medens vi seilede ud af bugten, kom en matros, som kaptainen havde sendt i et eller andet ærende i land med skibsbaaden, tilbage med den efterretning, at man paa sanpietro troede at have hørt allarmskud. endnu bade vi kaptainen indstændig om, under disse farlige omstændigheder at vende tilbage til havnen; men han forblev døv mod alle vore bønner. tog tankefuld og tause fortsatte vi vores reise, indtil pludselig et vindstød fra landet tog vor storestang overbord, saa at den i faldet nær havde slaaes. kaptainen ihjæl. luften blev immer mørkere og mørkere og i bølgernes brøl blandede sig tordenens rullen fra de optaarnede skyer. saaledes begyndte den første nat efter vores afreise fra san pietro. forgiæves søgte vi at lukke vore øine, og neppe havde trætheden mod dagens anbrud lukket dem, da ridder rossi med skjælvende stemme bragte os den efterretning, at manjust nu havde faaet øie paa de samme skibe, som vi ved jndseilingen til san pietro havde seet. jeg ilede op paa dækket, hvor jeg fandt alt i angest og forvirring. de fremmede seilere, sex i tallet, vare dengang endnu kun neppe mærkelige pletter paa horizonten; men lidt efter lidt bleve de større, og snart viste deres bevægelser, alt for tydelige deres fiendtlige hensigter. reppe havde man lagt mærke til dette for en almindelig skræk og bestyrtelse angreb hele skibsmandskabet. ulykkeligviis lagde vinden sig, som hidtil havde blæst hæftig, saa at vi derved bleve satte ud af stand til at forandre skibets retning. kaptainen forstummede af skræk og havde tabt al kraft til at handle. da en sagte vind reiste sig, bade vi ham om at seile ind mod landet, hvorvi da, hvor galt det end gik, kunne rædde os i den store skibsbaad. men han viste hen mod en fiendtlig skib, der laae under vinden, og som afskar os tilbagetoget i denne retning. fra nu af gjorde han intet forsøg mere hverken til forsvar eller til flugt. da vi først saae fienden, var den i det mindste femten mile, og kysten af sardinien derimod kun fem engelske mile borte. selv søerøverne yttrede siden efter, da de havde taget os, at vi havde et slet rais kaptain; thi hvis vi havde gjort den mindste bevægelse mod kysten, ville de ikke have vovet at følge os. men da de havde mærket vor hele uvirksomhed og en tilsyneladende tilbøielighed til at nærme os, havde . de været af den mening, at vi vare forherede og bleve drevne frem af en uundgaaelig fordærvelses aand. alt var i frygt og skræk ombord paa vores skib. jsteden for gjensidig hielp og opmuntring. viiste sig had og strid blandt skibsmandskabet. en af vore søefolk, der havde været i salee i slaverie og endnu havde sin derværende skjebne i frisk minde, rendte fuld af fortvivlelse løs paa kaptainen og havde stødt ham dolken i hjertet, var ikke jeg og de øvrige passagerer sprungen imellem. en anden endnu mere rasende, greb en antendt brand og maatte med magt holdes fra krudtkammeret. nogle vilde tage livet af sig selv ombord, andre styrte sig i havet og saaledes undgaae deres skjebne. paa denne fortvivlelsesfulde tilstand fulgte snart en dyb taushed, og strax derpaa saae man den ene efter den anden stige ned i rummet for at oppebie udfaldet paa alt dette. vi passagerer bleve paa dækket, hensunkne i en dyb eftertanke over den sig os nærmende fordærvelse. kaptainen, som aldrig før havde staaet til roers, tog nu commanden af samme og benyttende en svag vindvendte han fordelen af skibet mod søeksverne, saa at vi styrede dem imøde istedenfor at oppebie deres ankomst. flere timer henløbe i denne piinlige tilstand. da korsarerne kom nærmere fornam vi tydelig deres skrækkelige frydeskrig, og snart opfyldte talrige turbaner dækker paa deres skib. nu tabte selv den meest uforskrækkede blandt os, den sidste straale af haab, og som electriseret af en lynstraale, skjulte enhver sig saa godt som han kunde, for at oppedie den os truende katastrophe. altid nærmede barbarernes skrækkelige frydeskrig sig mere og mere; med vilde blikke og blottede sabler viste de sig i store hobe paa dækket, færdige til at entre. et kanonskud var losenet til overgivelse; derpaa fulgte et andet og strax derpaa sprang røverne i stort antal ombord. deres første bevægelser indskrænkede sig til en og truende svingen men deres blinkende sadler, som var ledsaget med den befaling ikke at gjøre nogen modstand, hvilket de ikke behøvede at gjentage, da vi kun vare i stand til at adlyde. derpaa antog vore nye gjester en mindre raae tone og raabte i frankersproget: nopauro, nopauto: (frygter eder ikke), de fordrede derpaa rum og nøglerne til vore kister, deelte os i to dele og skikkede den eneombord paa amiral=fregatten, medens den anden, bevogtet af maurer, blev paa det tagne skib. jeg befandt mig blandt de første. neppe vare vi komne paa dækket, da et almindeligt seiersskrig af barbarerne modtog os. gjennem en række af tyrker og bevæbnede matroser bleve vi førte frem for storrais eller den høistkommanderende paa den algierske eskadre. han sad imellem befalshaverne for de fem andre fregatter, der havde forsamlet sig hos ham, for at beraadslaae om deres videre operationer og over hvad forholdsregler de skulde tage med os. vi bleve derpaa i al korthed og i en stolt tone forhørte, dog blev jngen grovt eller fornærmende behandlet. storrais fordrede meget høslig vore penge, uhre. ringe og andre sager af værdie, for, som han sagde, at sikkre dem mod det sorte havs beboeres novbegjerlighed, hvoraf en stor deel af mandskabet bestod, og som samtlige vare røvere. han lagde alt med den forsikkring i en lille kasse, at det skulle blive givet os tilbage, naar vi forlode skibet, derpaa førte man os i raisens ydre kabytte og lod os sidde ned paa en matte. aftensmaaltidet bestod i en fortagtig deig, som blev frembaaren i en uhyre stor pande paa dækket. en sværm hungrige maurer og negere faldt strax over den, og gjorde fælles sag til at tømme panden. strax efter solens nedgang lod man os stige ned i rummet, der lignede mere et begravelsested, end et opholdsted for levende væsener. her maatte vi udstrække vore trætte lemmer over blokke, tougværk og skibsredskaber, og paa dette tornede leie tilbringe natten. a neppe begyndte det at dages, førend vi frøst, de frem af vor gravhule, vankede hist og heromkring paa dækket og søgte at gjette vor skjebne af barbarernes stemme og miner; men vi kunde ikke opdage noget paa denne maade og bleve derfor ved, at leve i den samme tvivl og uvished. den anden dag efter vores fangenskab opstod om middagen en storm, ledsaget af et frygtelig vedholdende tordenveir og af de sædvanlige forbud til en orkan, som til andre tider ville have sat os i skræk, men nu foraarsagede os en hemmelig fornøielse, i det vi lagde mærke til den lammende virkning, stormen, havde paa vore uvidende herrer, som vare gandske dumme i søevæsenet og i vild uorden løb omkring paa skibet og anraabte alla om redning, indtil de, da de ikke længere vare i stand til at regjere skibet, ikke allene spurgte vore matroser til raads, men sluttelig saagar gandske overlode skibet til deres ledelse. pludselig bemægligede sig mig den tanke, at det nu var muligt ved en vel beregnet og forenet anstrængelse af vore matroser og passagerer, at bringe skibet nærmod den sardiniske kyst eller i fald stormen vedvarede at løbe lige ind i en havn paa denne øe, og paa denne maade igjen erholde vor frihed. men forgjeves forsøgte jeg med min hele veltalenhed at bevæge mine ulykkeskammerater til at udføre denne plan. snart var det gunstige øieblik forbi. stormen lagde sig og korsarerne istemmede nu deres gamle vise, som ved synet, af et fremmed skib blev endnu meere forhøiet. det var et lidet græsk fartøi. efter at sammes kjekke mandskab med deres faa kanoner havde gjort en tapper modstand, men endelig blevet tvunget til at overgive sig, kastede de førend det strog, seil, først den kostbareste deel af deres ladning overbord. men denne dristighed maatte de betale dyrt; thi neppe vare de komne ombord paa det : algierske skib, førend de under de hæftigste forhaanelser, bleve pryglede og mishandlede. det næste skib, som stødte paa os, var en tunesiske corvette. da en krig mellem begge røverstater, just blev ført med megen forbittrelse, saa kom det strax til en haarnakket fægtning, hvori tuneserne endelig efter at have erholdt nogle glatte lag, maatte overgive sig; det hele mandskab blev lagt i lænker, den tappre kaptain halshugget, hans hoved stukket paa en landse, i triumph baaren omkring paa skibet, og derpaa paa et ophøiet sted af samme stillet til skue. korsarernes vilde larmende glæde var grændseløs. rais troede at have gjort underværker og modtog i stolt tiltroe om hans vigtighed, hans officerers og mandskabs lykønskninger; ogsaa vi ansaae det forklogskab, at følge deres exempel, endskjøndt vi følte medlidenhed med tunesernes sørgelige skjæbne. nu stødte ogsaa briggen med vort øvrige ulykkeskammerater til os, som vi i fire dage havde tabt af sigte, og til vores gjensidige glæde, bleve de nu forenede med os. ogsaa vor forrige kaptain, saamegen grund han ogsaa havde givet os til at besvære os over ham, opvakte vor medlidenhed og alt var forglemt, vi ansaae ham ikke meere som ophavsmand, men som deeltager i vores ulykke.
|
fiction
|
y
|
thi_panantis-skæbne_a
|
thi_001715
|
1825-09-23
| null | 626 |
det algierske skibsmandskab bestod af en blanding af det africanske fastlands forskjellige folkestammer, tilligemed flere af hine banditer fra levanten, som aarlig blive indførte fra smyrna og andre egne fra tyrkiet til røverstaternes tjeneste. her saae man en ligesaa stor forskjellighed af farver, som nationer, fra tombuctus fladnæsede beboer indtil almohadernes hvide ætling. denne brogede vrimmel var overalt bedækket med fateller, den vrimlede af utøi. j bestandig bekymring for, at en smitsom sygdom, en naturlig følge af saadan ureenlighed skulle bryde ud, og fordømt til at see disse dumme fatalister gaae omkring overalt med brændende lamper og piber, var vores stilling saa ængstelig at den neppe lader sig beskrive. men
|
fiction
|
y
|
thi_panantis-skæbne_a
|
thi_001716
|
1825-09-23
| null | 627 |
liig sammenpakkede sild, lignede vores leie prokrustes seng. efter tyrkisk viis udstrakte paa dækket, maatte vi fortære vort elændige maaltid. med udskudet af skibsmandskabet, vores drikbestod af fordærvet vand, som gik, i et stort leerkar mellem alle bordgjesterne fra haand til haand. den daglige ret var uforanderlig cuscusu, og naar vi imellemtider paa en eller anden maade, søgte at krydre den, maatte vi henvende os til en elændig proviantmester, ved navn soliman, som fordrede for den ringeste ubetydelighed, en umaadelig priis, hvilken vi, da rais ædelmodig. havde taget vore samtlige penge i forvaring, ikke vare i stand til at betale. undertiden afhjalridderen rossis børn vore mangler, i det de gik omkring blandt tyrkerne og indsamlede i deres forklæde til os figener og andre tørrede frugter. overhovedet opdagede vi ved nærmere bekjendtskab, agtværdige undtagelser fra den almindelige algierske caracteer, hvoriblandt en ung mand ved navn, achmet, en arabisk prindses søn, der tjente, rais, som sekretair og da han havde været i de fleste europæiske havne, talede han færdig fransk og italiensk. ogsaa maae jeg med berømmelse, omtale agaen for den tyrkiske milits og med sandhed bevidne, at ingen af vort reiseselskab, saalænge vi vare ombord paa fregatten, bleve i mindste maade fornærmede, og fremfor alle bleve fruentimmerne behandlede med den største agtelse. rais indbød os af til i kabytten, hvor der blev fortalt et erabisk eventyr og en god kop kaffe blev ombaaren; hvorpaa fulgte et lille glas med rum, som man havde røvet fra vores brig. vi forsamlede os daglig for at høre afrikanernes raae sange, og for at see paa maurernes og negrenes dandse, og lode os ikke naar vi bleve opfordrede til sang, overgaae af dem i beredvillighed. overhoved blev efter nogle dage vore udsigter i fremtiden meere blide. den rais vi vare faldne i hænderne paa, førte navnet hamida, han var af mørk ansigtshos i farve og havde er vildt blik, men hans opførsel var iøvrigt ingenlunde frastødende. uagtet den i algier næsten uforanderlige regel, at anbetroe janischarerne alle vigtige overbefalingsposter, var hamida omendskjøndt en maurer og det endog af den lave stamme cubails, dog stegen i veiret, og faaet en stor=amirals rang. kun fortjenester og roes havde forskaffet ham en saa høi post og holdt ham fast derpaa, uagtet en tyrkisk kabale, lod intet middel være uforsøgt til at fortrænge ham derfra. hamida besad mod og talenter og var frem for alt, yderst frugtbar paa hielpemidler, hvilke egenskaber han især havde at takkefor hans glimrende lykke. j hans ungdom havde han staaet i portugisisk tjeneste og man holdt ham nu for den bedste søeofficeer, den algierske regjering havde. allerede som kaptain paa en lille schebekke gav han beviis paa sin duelighed, gjorde flere priser af stor værdie og udstrakte sine krydstourer lige til madeira og rewfoundlands banter, hvor han var meget heldig mod amerikanerne. hans største foretagende var erobringen. af en portugisisk fregat, der samme skib hvorpaa vi befandt os. den største feil i hans carakteer, var et alt for høit begreb om hans egne fuldkommenheder og et hang til at nedværdige alfremmed fortjeneste. han var heller ikke stræng nok mod hans folks udskieelser. sielden gik han omkring paa skibet, men siddende med krydsviis, over hinanden slagne been paa et i øinefaldende sted paa dækket, pleiede han daglig at tilbringe. tre eller fire timer for at uddeele befalinger, rygtobak og stryge hans stusbart. under fægtningen viste han tapperhed og jnsigt; men hans hæftighed og utaalmodighed var en bestandigplage for hans undergivne. dreven omkring af modvind nærmede vi os paa nye de italienske kyster og selv mit fædreland, toskang faae jeg i det fjerne; men i hvilke omstændigheder og i hvilken stilling! engang troede man at opdage et amerikansk skib og ville allerede giøre jagt derpaa, da man fandt at det var et franske skib, hvorpaa man opgav forsættet. senere herstødte vi paa et med engelsk pas fra konsulen i cagliari forsynet skib, men hvis mandskab dog bestod af genuesere og toskanere. da det var kommen nærnok, befalede man kaptainen at skikke sine papirer ombord, ved hvilken leilighed jeg havde den ære at blive udvalgt til raisens tolk, hvilket forskaffede mig den forønskede leilighed at kunne blive mine landsmænd nyttig og ved den meest gunstige fortolkning af deres papirer at kunne fremskynde deres frigivelse. vel fattede rais de tanker, at en landgang med held kunne blive udført paa den neapolitanske kyst; men et krigsraad som han til den ende sammenkaldte, holdt det for raadeligere at tilbringe den sig nærmende bairamsfest i algier, men førend vi satte vores cours derhen, vendte vi os mod marseille og derpaa mod kysterne af tunis. efterat vores rais til ingen nytte havde kryde, set langs ved kysten af suez, besluttede han endelig at vise sig for tunis, for enten at lokke fjenden ud eller for at gjøre nogle priser. da vi havde nærmet os goletta, drog den tunesiske eskadre enten af utilbøielighed for en fægtning eller fordi den ikke var forberedt derpaa, sig strax tilbage under fortets kanoner, hvorpaa hamida en afstand af fire engelske mile begyndte en ualmindelig hæftig, men aldeles nyttig kanonade mod samme og efter et to dages ophold foran aabningen ved ankerpladsen, fortsatte han sin fart videre mod vesten langs den tunesiske kyst. da vinden ikke var gunstig at seile lige ind til algier med, løb vi ind i bona. neppe have vi ankret, førend de tyrkiske soldater, bevæbnede fra hoved til fødsaate, liig en bjergstrøm styrtede i land og som hos fjenden, begyndte uden forbarmelse at plyndre jndvaanerne flere af dem saae vi fra skibet af gribe flugten med sager af værdie. efterat eskadrens mandskab var færdig med deres røverie paa landet og havde bragt levnetsmidler ombord, gik vi igjen under seil, og styrede langt ved kysten af mauritien, endelig fik vi i den fjernevestlige horizont, øie paa sørøverittes store middelpunct, som en gunstig vind snart bragte os nærmere til. algier ligger i en stor halveirkel af høie, som i amphiteatralsk skjønhed hæve sig rundom op i veiret og for størstedelen ere bedækkede med lyststeder, der frembyde fra søesiden et yderst omene. og - . tiltrækkende og malerisk syn, og de talrige viinbjerge, orange og olivenskove, der omgive staden, synes ikke at have noget tilfælleds med de afrikanske tyraners vilde caracteer og forunderlige levemaade, der beboe den. da vi nærmede os ankerpladsen, løb overalt paa fregatten et lydeligt glædesskrig, og neppe var ankeret kastet, for man gjorde, anstalt til landing. med raae stemme befalede rais hamida de ficilianske matroser under agaens opsigt at bestige den store baad; passagerer. ne vare bestemte til at forhøie glandsen af hans triumpherende indtog. han befalede os til den ende at følge ham i et jagtskib, som skulle bringe ham i land. saasnart vi havde betraadt strandbredden, maatte vi danne et tog bag efter ham, i hvis spidse han meget tilfreds stillede sig. en umaadelig folkemængde var strømmet sammen ved stranden, for at hilse de hjemvendende triumpheren. de søerøvere med glade raab; dog bleve vi hverken plyndrede eller beskjemmede, en behandling, som skal vederfares mange kristne slaver ved deres landing paa denne uvenlige kyst. paa en lang omvednaaede vi det til de fangnes forhør og endelig condemnering af tagne priser, bestemte pallads. raigik ind i den indre deel af bygningen, medens vibleve udenfor, indtil man kaldte paa os. efter at et stort telttag var udspændt paa forsiden af huset, viste regjeringens medlemmer sig i barbarisk pompog skrækkende majestæt, ledsaget af ulemas eller lovens fortolkere og divanes fornemste agas, med megen gravitet satte de sig ned, og spurgte efter vore papirer, som bleve behørig undersøgte og derpaa forelagte den engelske consul, hvis nærværelse altid blev forlangt ved disse undersøgelser. for at kunne gjøre de paastande gieldende, som han kunde have paa et eller andet. konsulen indsaae vore dokomenters utilstrækkelighed; men dreven af hans hjerres godhed og medlidenheds følelsen for mennesker i von ulykkelige stilling, søgte han paa enhver malig maade at unddrage os fra den truende fare. den omstændighed at nogle af vort reiseselskab vare fødte i et med frankerig forenet land, standseden ikke consulens ædelmodige bestræbelser, vi vare ulykkelige, dette var for ham tilstrækkelig grund til at antage sig os. men med dristighed forsvarede rats ham da søerøveriets ugudelige love. en god prise, fangne slaver!" saaledes lød nu en mumlen gjennem den hele forsamling, der meddeelte sig snart til den forsamlede . mængde, som med deres larmende skrig synes at ville fremkalde en saadan retsslutning. herpaa fordrede den engelske konsul, ridder rossis gemahlinde, som engelænderinde tilligemed hendes tvende børn formelig tilbage; efterat dette var bevilget traaede hendes gemaal ridderen nogle skridt, fremad og gjorde hans paastand paa frigivelse gieldende, paa grund af at han havde ægtet en engelænderinde og var fader til to brittiske undersaattere. ogsaa denne fordring havde det forønskede udfald, og han forenede sig strax med hans ængstelig ventende familie. nu gjorde consulen et forsøg til fordeel for de øvrige samtlige passage. rer, men forgiæves, det lydelig gjennem salen tonende raab: chiavi chiavi: (slaver, slaver !) gjenlød skrækkelig blandt mængden, og forkyndte os vor skjebne. raadsforsamlingens medlemmer stode op; konsulen og hans følge tilligemed ridder, rossi og hans familie bortfjernede sig, og efterlode os, som slaveriets slagtoffere i en tilstand af ubevægelig følesløshed. (fortsættes i næste no.)
|
fiction
|
y
|
thi_panantis-skæbne_a
|
thi_001717
|
1825-09-23
| null | 628 |
blandet. kongen af frankerig har allerede sat for den engelske hofmaler, hr. lawrence, der af sin monark er sendt til paris for at male carl x.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001718
|
1825-09-23
| null | 629 |
da videnskabsakademiet i lyon i slutningen af august uddeelte sine præmier, tilkjendte den prof. dittmar i berlin den første priis for meteorologien.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001719
|
1825-09-23
| null | 630 |
j lonquedok og det sydlige frankerig lover mansig en fortræffelig viinhøst, og har derfor besluttet at kalde dette aars væxt carl xdes viin." j grevskabet limmerick, i jrland, har atter viist sig forskjellige spor af udøvede umenneskelige grusomheder.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001720
|
1825-09-23
| null | 631 |
panantis skjæbne i algier. (sluttet.) førend vi endnu vare kommet os af vor stumme skræk, bleve vi under anførsel af grandescrivan og guardian bascha ført gjennem en stor deel af staden, til pascialik eller baschaens pallads, deyens unværende bolig, under ledsagelse af en utallig hoben tilskuere, hvis mængde endnu blev forstørret ved det, at det var den manriske sabath fredag.) den første gienstand, der faldt os i øinene, var sex blodige hoveder, som vare lagte foran indgangen i en rad, og det endog saaledes at vi for at komme gjennem det jndre af slotsgaarden maatte gaae over dem. det var nogle urolige agas hoveder, der havde vovet at knurre mod deiens anseelse. en dye tanshed herskede mellem ringmurene af dette, pallads, hvor mistanke synes at have opslaget sit sæde, og frygten stod malet paa ethvert ansigt. efter at vi havde maattet stille os i række under dejens vinduer, for at skaffe despotens øienoget at glæde sig over, viste han sig i vinduet, kastede et blik paa os, hvori stod malet glæde og foragt, og gjorde derpaa et tegn med haanden; hvorpaa vi fik befaling at forføie os bortog ankom paa en omvei gjennem staden foranen stor, mørk bygning. det var den saakaldte bagno bestemt til modtagelse af kristne slaver: --- som ogsaa kaldes basios og esclavos. enhver nerve littrede og alle vore lemmer skjælvede, da vi betragtede dette skrækkelige opholdsted. hvem der bliver bragt i dette huus, er slave!" dette vare de første ord, som slutteren vetrede ved vores jndtrædelse i samme. da vi passerede gjennem den mørke smitsige forgaardomringede en mængde slaver os, som bare de forladte lidendes kiendetegn. paltede, aftærede, blege med indfaldne øine, og med blikke der forkyndte en elændighed, hvilken synes at have qvælet medlidenhedens finere følelse, for andres lidel. delser, saae de os trække forbi, uden at yttre den mindste tegn paa deeltagelse, som man dog synes at kunne vente i en saadan stilling. liig misdædere, som bleve førte til schafottet, bestege vi fangehusets trappe, og ligesom dømte forbrydere sædvanligviis synes at blive beviiste nogen eftergivenhed, behandlede ogsaa slutteren. os den første dag med særdeles opmærksomhed. og agtelse; han indbød os i sit eget værelse, og paastod at vi skulle deele hans middagsmud med ham. ved bordet befandt sig foruden mig og mine reisekammerater, tre slaver, som allerede i mange aar havde været i fangtskab, og vare af god herkomst og opdragelse.
|
fiction
|
y
|
thi_panantis-skæbne_b
|
thi_001734
|
1825-09-30
| null | 632 |
den følgende dag hengik ved underhandlinger med den engelske consul og andre venner i
|
fiction
|
y
|
thi_panantis-skæbne_b
|
thi_001735
|
1825-09-30
| null | 633 |
staden, saavelsom ogsaa med de fornemste jøder, hvem vi kunne troe, ville være os meest nyttige ved vores udløsning. hvad mig angaaer, saa begyndte jeg at betragte tingen i et noget gunstigere lys. mine venner, ridderen rossiog gemahlinde talede med varme for mig hos consulen, og denne menneskekjerlige mand gjorde alt hvad der stod i hans magt, for at rive mig ud af min skrækkelige stilling. j bagno talte, man hemmelig om, at han havde formelig tilbagefordret mig hos deyens ministre. men manhavde nægtet min udlevering, i det en af dem i ville have bevilget samme mod en løsepenge af zechiner i guld (nitusende daler, og det fordi regjeringen vidste at jeg var en stor digter, og meget riig. man føiede hertil at ministrenevare ikke tilbøielige til under nogetsomhelst paaskud at udlevere mig, da hans høihed havde til hensigt at betjene sig af mine beundringsværdige talenter til sager af stor vigtighed. guardian baschaen eller den øverste opsynsmand ved fængselet tog mig tilside og begyndte meget alvorlig at tiltale mig paa følgende maade. "sandelig!" sagde han, lykken har taget dig i sin særdeles beskyttelse. reppe ankommen som slave til algier, viser sig allerede den følgende: dag en post, som andre ikke i hundrede aar, ville være i stand til at erholde. du burde springe og hoppe af glæde." og har jeg ikke, faldt jeg ham ind i talen, alt aarsag til at spørge, hvilken trøst gives der for den, som er i lænker," "den menneskelige naturs svaghed; svarede guardian bascha. "slaveriet er alle menneskers naturlige tilstand; alt afhænger af den stærkeres love, af omstændigheder og nødvendighed. vi ere alle vanens, lidenskabernes, sygdommes og dødens slaver. men hvem der hæver sig til en mægtig post, ophører i at være slave, og kan selv have slaver, som staae beredet paa eens vink, og i det du lyder een, befaler du over tusende. du har et godt ho ved, taler godt og er for os en god acqvisition, naar du engang er deiens tolk og sekretair, vil du svømme i guld, du vil blive kundskadens lampe og besidde mange kostbare haver; duvil blive en stor herre, og alt vil bøie sig for dig. "formegen ære, svarede jeg, jeg fortjener den ikke. men ved hvilket tilfælde er dejen bleven foranlediget til at kaste sine øine paa mig, nu," svarede hiin, det har altid været dejens stik at have, en slave til geheimesekretair, efter at en af disse utroe hunde havde forraadt ham, lod han hovedet slaae af ham. paa ham fulgte en anden, men denne kjeltring. pleiede at meddele de fremmede consuler hemmelige efterretninger, og blev derfor dømt til at prygles tildøde. herpaa tog hans høihed en jøde i sin tjeneste; men da han blot tænkte paa at samle penge, bemægtigede man sig hans skatte og lod ham brænde. derpaa gjorde man forsøg efter hinanden med en maurer og en araber, men det lykkedes ikke og nu slog man hovedet af dem, for at forhindre dem fra at sladre af skolen. nu har dejen besluttet, at forsøge det endnu engang med en kristen, og du er den lykkelige hvorpaa hans valg er faldet men, afbrød jeg ham, gjeg er nysgjerrig efter at vide hvorlænge begge de kristne, joden, mauren og araberen ere blevne paa denne post? nogle holdt sig i tre, andre i sex til til maaneder i tjenesteen; dog ingen bragte det til et aar, men alle levede et kort, og lystigt liv. saaledes endte guardian bascha sine efterretninger. "disse æresbeviisninger, svarede jeg, ville uden tvivl være meget antagelige, men jeg frygter for de ville føre. et alt for stort ansvar med sig. tusind tak, for den velmeente deel du tager i min befordring; men jeg frygter for baschaerne blive for snart kjede af deres tjeneste og begynde temmelig snart at lege tyraner mod dem.
|
fiction
|
y
|
thi_panantis-skæbne_b
|
thi_001736
|
1825-09-30
| null | 634 |
under denne samtale gik slaveriets slagtoffere hist og her omkring i de dunkle gange eller laae paa den blotte jord med en lille bedækning i af straae, gruppevise udstrakte og ventede paa tiden til aftenmaaltidet. jmidlertid kom den engel ske vice-consul som havde anbefalet os til grandescrivano og guardian bascha med megen godhed, for at underrette mig om de skridt, som consulen havde gjort til min fordeel hos deien, og at han endnu sildig var gaaet hen til residentsvalladset. paa den anden side søgte grande: serivano igjen at udslukke den svage straale, af haab, som viceconsulens besøg havde opvakt hos mig. jeg maatte, meente han, betragte minskjæbne som aldeles uundgaaelig afgjort, thi omendskjøndt i begyndelsen, consulens anseelse og veltalenhed kunne have havt nogen jndflydelse, saa var dog efter engang meddeelt afstaaende svar, min dom som slave uundgaaelig, og selv den møie man gjorde sig for min befrielse, gjorde, naar de vare uden lytteligt udfald, min tilstand kun saameget baabløsere. man begriber let at jeg qvælet af de piinligste bekymringer, tilbragte en sovnløs nat. endnu var dagen ikke brudt frem, endnu havde mennesker og fæe ikke havt tid at udhvilesig efter gaards dagens arbeide, da slutterens raae stentorstemme lød: vamos a trabajo (til arbeide) hvem der ikke med den største hurtighed fulgte dette raab, følte pisken. førend vi forlode fængslet, viiste den sorte aga sig med nogle jernringe, der skulle smedes om vor venstre fod, som et varigt kiendetegn paa slaveriet. efter at aggen havde fæstet ringen om benene, paa den ene efter den anden af mine kammerater, gav han ogsaa mig en ring i haanden med de ord: "hans høihed ville bevise mig en særdeles ære, ved selv at tillade mig at forde anlægge ringen. med følelser, ikke ulige dem en visir føler, som porten tilstaaer den hemmelighedsfulde forret at qvæle sig selv med den tilsendte silkesnor, greb jeg, bedækket med kold sved, slaveriets nedværdigende symbol og søgte taus at finde mig i min skjæbne. de nye slagtofferes tal af forskjellige nationer, som samtlig paa barbarernes sidste krydstog, vare gjorte til fanger og passerede ved denne leilighed mynstring, beløb sig til fire hundrede. efterat vi have erholdt befaling til at begive os hentil skuepladsen for vort arbeide, skrede vil fremad, ledsaget af vore opsynsmænd, som bevæbnemed piske, ofte udraabte: a trabajo can insidel, a trabajor til arbeide, j vaniro hunde, til arbeide.) under denne bedækning kom vi til de offentlige bagerovne, hvor enhver af os blev tilkastet to sorte brød, saaledes som man kaster noget til hunde. begjerlig grebe de ældre fanger dem, og nedslugede dem med skrækkelig graadighed. da vi vare ankomne til marinens store halle, fandt vi der regjeringsmedlemmerne, med jndbegreb af agaen for det militaire, stor=admiralen, den øverste rais, cadien, muftien og ulemas, siddende med heele tyraniets pragt. vi bleve derpaa ordnede i rækker af dem, talte og mynstrede med særdeles opmærksomhed. med bankende hjerte fæstede vi vore blikke paa forsamlingen og en dyd tanshed herskede i hele salen. endelig blev den afbrudt ved ministeren for søevæsenet og den første statssekretair, han nævnte mig ved navn og befalede mig at træde frem. da jeg havde adlydt, blev der forelagt mig mange slags spørgsmaale, over mine beskjæftigelser i england og mine øvrige forbindelser med dette land. efter at jeg havde besvaret det saa godt jeg kunde, udsagde ministeren følgende ord, der virkede paa mig som en talismaan; ti star francol. (du er frie. et saadant tilfælde, som dette, var det eneste i algiers annaler, thi der gaves intet exempel paa at en slave saa umiddelbar efter at han var tagen til fange, var bleven frie uden løsepenge. en soldat fik ordre til at aftage mig jernet; efter at dette var skeet, opfordrede - han mig til at aflægge ministeren min tak. den ne besvarede min tiltale med et haandtryk og mange artige udtrykke, og befalede endelig drasomanen at føre mig hen til den brittiske consulsbopæl. mit hjerte flød over af glæde ved den første tanke om den igjenerholdte frihed; den anden tanke var helliget mine ulykkelige reisekammerater, som begyndte at smigre sig med det søde haabom en lignende behandling. næst min egen rædning ville i dette afgjørende øieblik, intet have ydet mig saamegen glæde, som opfyldelsen af deres forhaabninger. langsom gik jeg bort med min nye fører og ofte standsede jeg i den længsels fulde forventning at see dem følge efter; men allerede var befaling meddeelt at føre dem alle til arbeide og at anvise enhver sin forretning. med nedbøiet hoved og svømmende i taarer, nærmet de de sig, og med et sagte haandtryk tilsukkede de mig et levvel og forsvandt.
|
fiction
|
y
|
thi_panantis-skæbne_b
|
thi_001737
|
1825-09-30
| null | 635 |
ved min ankomst til det brittiske consulat, forlod dragomanen mig; min ædelmodige ven ridder rossi ilede mig imøde, og vi sank maalløse i hinandens arme. snart kom ogsaa consulen, hvis aasyn bevidstheden om en god handling omstraalede. aldrig vil erindringen om navnemac dønne, og tanken om hans ædelmod udde hos mig. faa consuler have besiddet en større jndflydelse over disse barbarer, saa sandt er det, at magten allene ikke er tilstrækkelig, naar den ikke er understøttet af talenter og caracteer.
|
fiction
|
y
|
thi_panantis-skæbne_b
|
thi_001738
|
1825-09-30
| null | 636 |
efter at jeg i consulatet havde modtaget nogle forfriskninger, befalede man mig at begive mig hen til det store priis magazin, og igjen at fordre tilbagegivelsen af mine sager, som regjeringen havde befalet. ved min ankomst fandt jeg, at alt: penge, bøger, vare, og klæder vare bortstiaalne og altsaa ikke havde undgaaet tyrkernes og maurernes rovbegierlige hænder. et haardt tab, dybest følte jeg tabet. af mit manuscript, og især smertede det mig meest at tabe nogle bemærkninger og fremstillingen af og mange for mine øine forefaldne historiske tildragelser. forgiæves søgte jeg overalt; det var kunalt for vist at man havde kastet overbord alle mine papirer. ofte havde jeg den kummer at møde vores forrige skibsmandskab paa gaden, belagt med lænker og færdige at ligge under for deres elændige og nedværdigende tilstand. de fruentimmer som endnu ikke vare solgte til maurerne, havde den danske consuls frue taget til sig og behandlede dem med den største opmærksomhed. til minglæde bemærkede jeg, at de fangne daglig bleve mere rolige og muntre. med ridder rossis elskværdige familie levede jeg nær ved den engelske consuls lyststed, som gav os daglig nye beviser paa sin gjæstfrihed. jeg gik ofte ind til staden, men bemærkede aldrig nogen tiltrækkende. eller mærkværdig gienstand. her var ingen bogsamling, ja ikke engang et kaffehuus med en ener ste tidende. dog underholdt jeg mig undertiden med statssekretairen, rais hamidda og en af kadierne. jeg blev ogsaa forestilt deien, men hans skumle blik var afskrækkende og tilbagestodende. altid følte jeg en hemmelig gysen, naar jeg gjennemvandrede denne skrækkelige stads trange mørke og urene gader, tanken om dette rige for barbarie og slaverie som omgav mig, om den tvang, der herskede, formedelst mistanke, skindsyge og had, og paa den uophørlige fare manstod i, for at blive beskjemmet, kastet i lænker og myrdet, alt dette ængster siælen og sløver tænkekraften. hertil kom, at jeg vidste tyranen, havde udladt sig med, at han angrede at han havde været saa villig til at give mig frie, og at han endnu altid kunde forandre sin beslutning i denne henseende.
|
fiction
|
y
|
thi_panantis-skæbne_b
|
thi_001739
|
1825-09-30
| null | 637 |
hvem der ikke har været vidne til den skjebne, der venter de fristne slaver i barbariet, kan ikke gjøre sig noget begred om den afgrund af elændighed, hvori disse hans med. mennesker ere nedsunkne. jeg selv, som saae det, og indtil en vis grad folie det, veed ikke hvor jeg skal finde ord til at beskrive det. hvem der er erklæret for slave, bliver strax afklædt og bedækket med en art sækkelærred; man lader ham sædvanligviis arbeide uden skoe og strømper og ikke sjelden med ubedækket hoved i solens brændende straaler. mange lade som et sørgttegn deres skjæg voxe og overhovedet maae de leve i en utroelig ureenligheds tilstand. nogle af disse elændige maae forfærdige touge og stil for flaaden, og deres tyraner udpresse ofte som betaling for formindsket haarhed, hyppige pengesummer af deres slagtoffere. andre maae arbeide i dejens tjeneste, og mange bruges af manrerne, hvem de blive solgte til paa markederne, til de laveste huuslige arbeider. nogle maa, som lastdyr bære stene og træe til offentlige bygninger. de fornævnte to sorte brødkager udgjøre deres hovednæring, og havde ikke nogle rige maurer testamenteret store summer til slavernes underholdning, saa ville de om fredagen være uden alle næringsmidler. om natten blive de, som forbrydere indspærrede i et fængsel, og maa i de aabne gange ligge nogne udstrakte paa jorden, udsatte for aarstidens strænghed. paa landet maae de hyppig ligge under frie himmeleller søge beskiermelse i hulerne. andre maae grave brønde, eller reengjøre cloaker, staae hele uger indtil midten af legemet i vand og indaande mephetiske dunster eller arbeide i bestandig fare for at steenbruden skulle falde sammen over dem. mange blive endog spændte i et aag med arbeidsdyrene, og tvungne til næsten ganske allene at trække svære byrder; altid erholde de flere slag end deres mere begunstigede kammerat æslet eller muuldyret. jkke sjelden blive flere begravede under nedstyrtede bygninger eller finde døden i gruber, hvorhen man skikker dem, for at blive frie for dem. j gjennemsnit tader aarlig mod en til to hundrede mennesker liog vet, af mangel paa næring, medicinsk hjelp og andre livets fornødenheder; og ved de efterlevende, naar den udøielige tyran hører der undslipper dem et suk, eller en klage; den ringeste forseelse, den mindste uforsigtighed bliver straftet med slag under fodsaalerne eller paa ryggen, og gjenstridighed mod denne mishandling bliver ofte straffet med døden. er en slave underveis bleven udmattet ved sygdomme, besværligheder eller mishandling, saa lader man ham paa en umenneskelig maade ligge paa landeveien, udsat for den fare, at blive beskjemmet eller nedtraadt af de forbigaaende. ofte vende de ulykkelige, blodryppende og bedækkede med buler og saar tilbage fra bjergene. en aften mod skumringen raabte en hæs stemme paa mig, da jeg kom nærmere, fandt jeg en mand, liggeudstrakt paa jorden, som skummet stod ud af munden, og blodet trængte frem af næse og øren. "kristen, kristen!" tiltalede han mig med svag stemme, for guds skyld hav medlidenhed med min jammer, og end en tilværelse, som jeg ikke er i stand til længere at bære." hvem er du?" spurgte jeg, angreben af forskrækkelse ved synet af ham. "jeg er en slave, svarede den ulykkelige, vi blive alle slet behandlerde. en oldak af militzen, som kom denne vei, tilraabte mig med vred stemme i forbigaaende hvorledes vover du christenhund at standse paa veien, naar en troende gaaer forbi, disse orvar ledsagede af et slag og stød, der kastede mig ned fra et ophøiet sted og satte mig i denne tilstand.
|
fiction
|
y
|
thi_panantis-skæbne_b
|
thi_001740
|
1825-09-30
| null | 638 |
en anden gang, saae jeg en kristen slave, siddende kummerfuld under en gammel muur: ved hans fødder laae en uhyre byrde, som han synes at være sunken ned under, hans ansigt var blegt og aftærret, hans vilde mod jorden fæstede blikke, viiste spor af en for tiden fremskyndet alderdom. j det han slog sig fortvivlet for panden og brystet, udstødte han dybe suk. "hvad - . feiler eder ven, sagde jeg, hvorfor disse udbrud af smerte og fortvivlelse. armee kristen, svarrede hans for eder er ingen hjelp, eders angestskrig bliver ikke hørt i himlen. neapel er mit fædreland; see nu hvorledes angest og elændighed, kan forandre et menneskes ansigt. elleve aar er det siden mine lidelser begyndte; forgiæves har jeg hidendtil anraabt beslægtede og andre medmenneskeom hjelp, jeg har intet mere jeg tør haabe paa. hvad har jeg gjort, hvorved jeg har fortjent en saadan elændighed?" alle de trøstegrunde, som min deeltagelse indgjød mig, besvarede den ulykkeligmed en tvungen latter, og da jeg i det jeg gik bortsaae mig tilbage, væltede han sig stønnende og fuld af fortvivlelse paa jorden. endskjøndt der bliver sat en bestemt løsepenge, for at holde haabet og friheden vedlige hos dem alle, saa er dog ved den besynderlige maade og viis, hvorpaa denne løskjøbelse maae skee, deres haab for det meste forgieves. have de, efter at have erholdt tilladelse til at drive en haandtering, erhvervet sig formue; saa tillader man dog ikke at de bruge den som løsepenge. tilbud af denne slags, blev hidindtil altid afvist, af den grund, at dejensaa alligevel er lovlig arving, til hvad hans slaver, eier; ogsaa fremskyndes ikke sielden en saadan arv, derved at man rydder dens besidder af veien.
|
fiction
|
y
|
thi_panantis-skæbne_b
|
thi_001741
|
1825-09-30
| null | 639 |
men ikke nok, at kristenslaverne sukker underumaadeligt arbeide og virkelige mishandlinger: ogsaa spot, haan og beskjemmelse er deres lod. vantro kristenhund, dette er den sædvanlige tiltel, hvormed man tiltaler slaven og som altid ledsages med foragtelige geberder, og ofte med voldsomheder. bliver den fangne syg, saa maatte har omkomme paa gaderne, hvis ikke spansk velgiøren, hed havde opofret et lidet fond til stiftelse af et hospital for fangne kristne slaver, hvor de i det mindste kunne døe i fred, dog er der for at række dem religionens trøst paa sygeleiet, kun en ene ste præst, som med hans virkelig kristelige iver dog er utilstrækkelig for tretusende slaver; hvoraf desuden endnu hundrede ere adspredte paa landet. selv et begravelsested efter sin religions brug, var indtil for ti aar siden nægtet de kristne slavei algier og ofte blev deres legeme i frie luft henkastet til næring for orme og rovfugle. kunmed megen stor vanskelighed fik carl den iv udviist for en uhyre priis, en lille plads foran søen, som to siden har tjent til begravelsesplads for de kristne, uden dog at være beskyttet ved nogetsom helst kiendetegn, eller med nogensomhelst indhægning. saaledes leve og døe de kristne slaver i algier!
|
fiction
|
y
|
thi_panantis-skæbne_b
|
thi_001742_a
|
1825-09-30
| null | 640 |
den ulykkelige. to skolekammerater havde længe været skildte adden ene havde søgt at gjøre sin lykke i jndien, den anden i paris. hiin var vel ikke uden møie, men dog uden uheld, bleven riig ved uafbrudt stræbsomhed; endelig reiste han tilbage til europa, og ilede til paris for igjen at forene sig med sin ven.
|
fiction
|
y
|
thi_den-ulykkelige
|
thi_001742_b
|
1825-09-30
| null | 641 |
han spurgte med livende deeltagelse efter ham, man undveeg i begyndelsen at svare, endelig sagde man ham dog, at denne mand ikke havde været særdeles heldig i sine speculationer; han havde allerede to gange maattet træffe en overeenskomst med sine creditorer; nu havde han for tredie gang erklæret sig for insolvent, og ventede i en ubekjendt krog indtil det ville lykkes ham, at formaae hans creditorer, til at indgaae forliig. tredie gang vil han ikke kunne overleve det, raabte jndianeren, hvis ikke forsynet havde skikket mig til hans redning. jeg tiller for at bringe ham trøst og hielp. jeg er riig, derfor behøver han ikke at frygte for at blive fattig; men jeg frygter for den fortvivlelse, som han ved sine fine følelser, maae geraade i, ved saa gjentagne ulykkes tilfælde. ned møie erfarede han endelig hvorhen hans ulykkelige ven havde flygtet. han begav sig hentil denne skjulte krog. uventet holdt hans postchalse stille for en bygning, som laae midt i en fortryllende egn, omgivet af prægtige haver og synes at være et fandt epikuræisk opholdsted. efterat de første glædes-yttringer vare forbi, saade jndianeren: "jeg skjalv for at finde dig et eller andet fælt og trøstesløst opholdsted. gud skee lov, din bopæl er saa smuk, som jeg nogenfinde kunde være i stand til at tilbyde dig den. du har altsaa havt venner i din ulykke, som indtoge mit sted. "hvem mener du da at dette lyststed tilhører, svarede hiin, det er dog med alle sine omliggende herligheder vel værdt en hundrede tusinde daler. du gode himmel, den er alt hvad der er bleven mig tilovers efter mit første uheld, . man holdt et gladt maaltid. en ypperlig beværtning! fortræffelig viin, efter bordet gjorde den ulykkelige hans ven det forslag, til vogns at besøge en nærliggende skov. i det de morede sig der - thi den var af betydeligt omfang, herlig vedligeholdt og overalt gjennemskaaren med lige allersaavel for jagt, som lystpartier, sagde den ulykkelige til sin trøster: dette sted er neppe sex hundrede franker værdt, det er alt hvad jeg har reddet af mit andet skibbrud. ved deres tilbagekomst til slottet modtog den ulykkelige et brev. lad os, raabte han, efter at have læst det, ile til paris. mine anliggende: ere bragte i det rene; mine kreditorer have modtaget pc. kom lad os tile! begge vennerne reise. til mit hotel! tilraabte den ulykkelige postillionen, jeg vil ikke tillade, at du boer andetsteds end hos mig. og vognen rullede nu ind i et af de smukkeste hoteller, som laae i et af de skjønneste qvarterer i paris. er det din eiendom, spurgte manden fra jndien, forundret over denne bygnings pragt. ziirlighed og størrelse, den maae jo være en million værdt, at mere, min dyrebare ven, svarede den ulykkelige i en følsom tone, og det er alt hvad mit sidste uheld har levnet mig man siger efter alle disse ulykker, skal manden, endnu have havt det uheld, at blive gift med en skjøn ung kone, som paa hendes side ogsaa havde lidt trende uhæld, nemlig trende ægteskabskilsmisser, som den ene med den anden iberegnet, har indbragt hende en kapital af firehundrede tusende franks. phantasien kan neppe forestille sig at nogen høiere grad af ulykke, endnu kunne være disse mennesker forbeholdt, men samvittigheden gruet ved denne høide, thi dens synspunct har allerede ved første uheld været oversteget.
|
fiction
|
y
|
thi_den-ulykkelige
|
thi_001743
|
1825-09-30
| null | 642 |
blandet: en høist vigtig proces svæver i denne tid fordomstolen i neapel. en skomager og en parykmager have beviist, at de nedstamme fra en naturlig søn af fyrst ludovis, der efterlodsig store midler, som fyrst piombino arvede. de have indgaaet den accord med en jurist, at hans skal have en trediepart af arven, ifald han vinder sagen for dem. ved første jnstants have det virkelig allerede vunden, og stadfæstes dommen ved de høiere instantser, tilfalder dem en formue, af omtrent mill. fr.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001744
|
1825-09-30
| null | 643 |
spører, præst i rechenberg i franken, levede. i det attende aarhundrede. hans præken, hvoraf nedenstaaende er uddraget. er trykt . den blev holdt i anledning af bækkeners udsættelse til bedste for de fattige, og texten var tob. , . sørg ikke, min søn, fordi vi nu ere fattige, o. s. v. ved denne leilighed erindrede han, at tobie hustru ernærede den blinde mand ved at spinde, (kap. , .), og gjør derved et hæftigt udfald. ei allene mod bønderqvinderne, men fornemmelig mod sin egen kone. "min smukke engel! saaledes tiltaler han hende: gud bevares! hvormange alen tøi har du spundet til i vinter," aa hvad, - siger det skabilkenhoved: du har jo i sommer seet det paa blegen, saa behøver du jo ikke at spørge derom?" - tosse, jeg veed det nok, halvanden alen mindre end trefjerdedeel. det er saameget man kan bøde en skjorte med optil navlen." - derpaa tiltaler han sig selv; hold, vor herre forlade mig, gaaer præsten saaledes sin egen kone paa livet, hvad vil han da gjøre ved andres: "ved at besvare sig selv, kommer ham til at fremlægge sin uskrømtede troesbekjendelse betræffende det smukke kjøn. "qvinden elsker jeg af naturen, naar hun er smuk, galant, artig, honet og pyntelig klædt, ligesom en smuk hest, saa veed jeg nok at respectere hende, naar hun kan holde godt huus, see paa mandens øine alt, hvad han vil. hal da leer hjertet, naar manden kommer hjem og møder saadan elske værdig engel, der med de smaa sneehvide hænder tager fat paa ham, kysser og klapper, sætter, en lille steg og lidt salat paa bordet, flytter sig tæt hen til ham og siger: "min engel! hvor vil han have, jeg skal skjære?" og andre slige honning= og sukkersøde ord. men naar en hoskiboski, roski, et gammelt orgelværk, et forrustet rivejern, et murmeldyr, en skændegjest, en maaræske, er i huset, som altid brumler: mum, mum, mum, som slaaer den ene dør efter den anden, som farer ud i gaarden med jldtangen og kaster den saa igjen hen i skorstenen; som gjør et fjæs, der seer ud som en uglerede, som ikke lader andet komme paa bordet en suppe af salte helvedpølen, som har et gesigt som en æddikebrygger, og hvad satan det ellers hedder, saadan en kan jeg ikke lide. angaaende omvendelsen paa sottesengen udtrykker han sig saaledes: "mange christne har den dumme mening: aa, naar jeg kommer paa sottesengen, vil jeg gjøre bod og blive gudfrygtigere, saa maa præsten op om natten, bringe bægeret og brøddaasen, og tale trøsteligt og smukt til hr. urian, saaledes at satan ikke bliver prior i klosteret. ja det er en trøst, men en ussel trøst. af slig trøst døer smedens kat, du daare, mens du er frisk maa du blive skikkelig. forbedre dig, mens du endnu kan synde. naar du ligger der, strækker alle fire i veiret, og vræler som en stukket væder: mæ, saa vil derblive en glæde, naar satan kommer med det sorte register, der fremstiller dine synder regiment og bataillonviis for dig, naar den fæle mand, døden, griber fat i sengestolperne, og gjør dig saa angest, at du løber af dit skind, naar luus og muus skye dig, da vil du først huske paa, hvad den gamle har præket. har du ikke pakket, noget i troens og taalmodighedens sæk, o herre, je! saa seer det slet ud; saa faaer du en snavs himmelfart; det vil gaae dig, som skrædderen, der stikker udenfor hullet." gyllands kundskabstidende pag. .)
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001772
|
1825-10-11
| null | 644 |
j aaret vare portugiserne forlegne for at finde en general at sætte i spidsen for deres tropper. de tilstode selv at nationen ikke frembragte en saadann. da de paa jorden ikke kunne finde nogen, saa foreslog een den hellige antonius. efter de portugisiske love maatte man have gjennemgaaet de lavere grader for at blive general, hvilket heller ikke er saa ilde betænkt. for at rydde denne hindring af veien, trak man en soldaterkjole paa den hellige antonius's billede, den anden dag, en underofficeers kjole, og den tredie dag en officeers uniform, og saaledes steeg han i kort tid lige til general=feldtmarskal; men erholdt nu en moderat gage af modorer eller dukater. han blev haaren foran armeen i en portechaise, alle fulgte ham modig, og de leirede sig efter nogle dags marscher to mile fra badajos, hvor hertugen af berwik, som stod paa den anden side af floden guadiana, modtog dem med nogle kanonskud. den anden morgen fandtes vore tappre portugisere i fuldt arbeide med at flygte. længe kunde hertugen ikke begribe aarsagen dertil, og da han frygtede, at et eller andet krigspudslaae skjult derunder, lod han indhente kundskab derom ved nogle frivillige. disse bragte en deel fangne tilbage og nu erfarede man, at den første kanonkugle havde taget hovedet af vores hellige antonius, man tænkte da ikke længere paa at holde stand, men alle løb derfra i største forvirring. dog beholdt hans hellige excellence sin post, og kongen bragte ham aarlig hans gage i en rød fløiels pung. hvorledes det gik med hovedet, veed man ikke, det var jo ogsaa ganske unødvendigt, at mænd og koner skride til fjerde og femte giftermaal, er allerede nu blandt de ikke almindelige hændelser, imidlertid gives der dog exempler paa, at folk have giftet sig meget oftere. et af de overordentlige og næsten utroelige fortæller den hellige hjeronimus, paa hvis ord mandog vel maae forlade sig. denne siger nemlig, at han havde i den romerske biskop damaj sus den stes tid personlig kjendt et fruentimmer i rom, som paa lovlig maade tid efter anden havde været gift med siger to og tyve mænd, og efter hendes sidste gemahls død, havde hun funden en mand, som ligeledes efter hinanden havde havt tyve ægtekoner og overlevet dem alle. dette giftelystne par fattede nu den beslutning, endnu engang at forsøge sin lykke og at gifte sig med hinanden. hele rom var høilig forundret over denne beslutning, og i den meest spændte forventning, hvilken af disse to personer, der skulle overleve denanden. efter nogle aars forløb afgjorde skjebnen dette til fordeel for manden og meddeelte ham prisen. ved konens liigbegjengelse, som manden under trængsel af en uhyre folkemængde, ledsagede til jorden, blev der af folket sat ham, ligen seiervinder, en laurbærkrands paa hovedet og en palmegreen givet ham i haanden.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001773
|
1825-10-11
| null | 645 |
indenlandsk. for at bevare mindet om hs. høihed prinds christians nærværelse paa bornholm, og give efterkommerne et talende beviis paa bornholmernes kjerlighed til det danske kongehuus, have landets jndvaanere eenstemmig besluttet at opreiseen mindestatte, der er hugget af en i almindingen værende smuk kampesteen, som, efter slibningen, har faaet et skiønt udseende, og bestaaer af en alen høi obelisk, der hviler paa et terning formig, fodstykke af en eneste steen, der omtrent har cubikfods størrelse. efterat hs. majestæt kongen allernaadigst havde givet sin tilladelse til denne mindestøttes opførselse, blev den paa hans høihed prinds christians fødselsdag, den de f. m., paa den høitideligste maade indviet ved taler, sange a., hvilket udførlig findes beskrevet i no. . af dagen.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001791
|
1825-10-14
| null | 646 |
blandet. j britisk monitor bringes et mærkværdigt, aftstykke til offentlig kundskab, nemlig: et brev fra statholder publius lentulus til det romerske senat, hvilket skal findes blandt vatitacanets manuscripter, og som formedelst den taushed de romerske historieskrivere tacius og svetonius iagttage om jesu christus, har dobbelt interesse. følgende er brevets jndhold: "der befinder sig for nærværende tid i jndæg en mand med sjeldne dyder, som kalder sig selv jesus christus. udlændingerne holde ham for en prophet, men hans tilhængere holde ham, for i en søn af den udødelige gud. han opvækker døde og helbrede ralle sygdomme, enten ved nogle ord eller ved at lægge hænderne paa de syge. han er høi og velskabt, hans blik er mildt og ærværdigt. hans haar har en farve, som man ikke nøie kan beskrive; det falder i sammensundne lokker ned af skuldrene, i panden er det deelt ad. de franske hære, blive optagne i colonien, der bestod af mand, hvoraf halvparten var vaabendygtig. spise=, hvile og vaabentimerne vare fastsatte. men i slutningen af octobr. opfordrede mand spandske tropper, kolonien til at rømme den spanske grund, og efter det franske forts jndtagelse til trinidads munding, begave de franske nyebyggere sig til de forenede nordamerikanske stater. kort efter fremkomden nye republik tiepas, som den de juli erklærede sin uafhængighed; proklamationer: var dateret fra hovedstaden nachogdoches og underskreven af james long, som præsident for det øverste raad, der bestod af medlemmer og den bevæbnede magts anfører. antallet af deres stridsmænd beløb sig foruden de venskabeligen sindede vildes stammer, til mand, iblandt hvilke der var adskillige forulykkede jndbyggere : fra champ d' asyl. der udkom allerede en tidende: republikkaneren fra texas. men og saa denne colonie opløste sig kort tid efter, og general long begav sig til de forenede stater. landets fornemmeste produkter ere tømmer, vildt, især vilde heste og steenkul. udg. hans pande er glat og høi, kinderne have en behagelig rødme; næsen og munden ere udmærket skjønt dannede; hans skjæg er af stærk væxt, af samme farve, som hans haar og gaffelformig deelt ad. hans øine ere overordentlig ler vende. han iretsætter med anstand og formaner, med blidhed, i hans tale og handlinger hersker ynde og værdighed. man har aldrig seet ham lee, men ofte græde. han besidder særdeles meget maadehold og er meget beskeden - kort sagt, han er et menneske, som med sin fuldkomne skjønhed og sine gudommelige fuldkommenheder, overgaaer alle andre mennesker." da de syv frimurere den de f. m. bleve hængte i granada (den ottende, som først skulde have været optaget i ordenen, slap med aars galeistraf, indtraf endnu en anden tragisk scene af et besynderligt slags. under henrettelsen, gav nemlig en toldbetjent sig til at skraale af fuld hals: "leve den absolute konge og jndqvisitionen! døe alle frimurere!" men det blev hans svanesang; thi en soldat af eskorten overvældedes saaledes af fine følelser, at han i et hugmed sin sabel kløvede skraalerens baade hatog hoved. ved den tumult dette optrin foraarsagede, maatte garnisonen i hele to dage og nætter blive under vaaben. øvrigheden selv gik de ulykkelige frimureres skjebne saa nær, at den indgav gjentagen ansøgning om deres benaadelse; men justits= og naade ministeren, hr. colomarde, blev ubøielig og fornyede sin tordnende beslutning om bloddommens fuldbyrdelse - kongen af avas stadsvogn, som strax blev gjort til bytte efter birmannerkrigens udbrud, er nu bragt til england og der udstillet til skue i den ægyptiske halle. den overgaaer i pragt alt, hvad man hidtil har seet af orientalsk arbeide, og selv med hensyn til smagen vilde den gjøre enhver europæisk kunstner ære. den danner en eneste stor masse af guld, sølv og ædelsteene, har en høide imellem og alen og er bestemt til at trækkes af elephanter. de ædelstene, den bagner af, maae vel beløbe sig til flere tusinde og bestaae af diamanter, rubiner, saphirer, smaraader, amethyster, topaser &c.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001823
|
1825-10-21
| null | 647 |
buenos ayres. (af relation d'un voyage, fait dans les prorines de la plata.) himlen var klar og vinden gunstig; vi saae buenos ayres selv, før høien hvorpaa staden ligger; saa lav er samme; kathedralkirken og klokketaarnene af et dusin kirker, de eneste store bygninger, som gives i staden; flyde i et perspectiosammen med masterne paa skibene, som liggefor anker paa floden, og ved smuk veir er dette syn ikke uden ynde. jeg smigrede mig med det, haab, at finde huenos ayres taalelig, og derved erholde nogen erstatning fordi jeg betraaede denne utaknemmelige jordbund, men snart kom jeg udaf vildfarelsen, da vi var komne nær nok, for gandske at kunne oversee maleriet; thi nu saae jeg blot lave og hæslige huse, som man tildeels seer fra den bagerste side. en plads, liig grevepladsen i paris, med en forfalden muur ved siden, opdyngede hjerneskal og oxehorn, som danne en ringmuur om samme, saaledes er den sørgelige entree til denne hovedstad beskaffen, hvordesuden menneske hænder intet have gjort forat lette menneskers landing og udlysningen af vare, thi fandtes der ikke en daarlig havnedæmning, der blot er bygget for at kunne opstille, nogle kanoner paa, saa ville dette sted endnu være mere smudsigt og ekelt, end da det blev opdaget. dander er alt for lavt vande i floden, til at man kan komme lige hen til dæmningen, saa blive skibene liggende paa grund, og derkomme plumpe, med blod og talg overtrukne tohjulede karter, ofte meget langt ud i vandet, og med denne befordring holder man sit jndtog i buenos ayres, naar snavset hindrer een fra at gaae til fods.
|
fiction
|
y
|
thi_buenos-aires_a
|
thi_001834
|
1825-10-25
| null | 648 |
da buenos ayres er uden porte, saa ved manikke nøie naar man er i staden; men man seer lange, temmelig brede gader, som gjennemskjære hinanden i rette vinkler, med huse, der staaer i temmelig lige linie; dette syn bringer en et øjeblik til at glemme strandbredden, som man nyelig har forladt. jeg aandede friere; men havde ikke endnu tid til at ønske mig til lykke; thi jeg lagde mærke til, at næsten alle disse gader, ikke vare brolagte, og at mellem to meget smale og slet vedligeholdte fortoge, hvorpaa fodgjængeren med møie arbeider sig frem, findes en afgrund af snavs, hvori vogn og heste kunne synke ned saaledes, som i polen, naar det tøer, og herpaa saae jeg meget snart exempel.
|
fiction
|
y
|
thi_buenos-aires_a
|
thi_001835
|
1825-10-25
| null | 649 |
til denne smutsighed i gaderne kommer endnu, at heste, oxer og hunde blive liggende paa stedet hvor de krepere, og at man ikke let kan komme tvers over gaden, uden at faae stanken, af disse kadavere i næsen, som man ikke kan komme frem for, uden ved hvert skridt at staae i fare for at brække arme og been paa det smale fortog, formedelst den mængde trin, huller og afsatser af alle slags hvormed det er besaaethusene bestaae blot af en kielder=etage, nedpe finder manblandt hundrede, et, som har mere. jeg troede at grunden til denne bygningsmaade maa ligge i de hyppige jordskjælv; og at disse maatte have ført uheld med sig, som beboerne endnu ikke have forglemt.
|
fiction
|
y
|
thi_buenos-aires_a
|
thi_001836
|
1825-10-25
| null | 650 |
til de offentlige promenader, tjener blot en hundrede skridt lang plads, hvorpaa befindes nogle bænke, og som er bedækket med oxeknogler, ruinerne af buenos ayres velstand.
|
fiction
|
y
|
thi_buenos-aires_a
|
thi_001837
|
1825-10-25
| null | 651 |
denne spadseergang ligger ved platastrømmens strandbred, men den sørgelige udsigt af ruineer. og negerbytter, som omgive den paa den ene side, medens at floden indskrænker den paa denanden side, danner deraf en slags ubehage lig snæver gade, som selv de meest uforskrækkede spadseergjængere ikke besøge. et gammelt magasin, som sandsynligviis indeholder materialier til skibsbygning, har man indrettet til theater; men det har beholdt tilbage en slags ækel lugt af tjære og beeg, som faa menneskerkunne fordrage. da ingen skuespillere ankom me meer fra europa, faa har man af landets jndfødte, dannet en troup, og den første acteur, deri, er en barbeer, hvis barbeerstue bliver meget besøgt, og som ikke er lidet stolt af at være primus inter pares, naar det kommer an paaat tage et skjæg af, aarelade, og frisere. den gives der slet intet sted for fornøielse, hverken i nærheden af, eller i selve staden, og vil manforlade den, for at indaande frisk luft, saa løber man i fare for at synke ned til halsen i snavs eller ogsaa tver man tilbage, af frygt for at blive antastet af vilde hunde, røvere og tigere. (fortsættes.)
|
fiction
|
y
|
thi_buenos-aires_a
|
thi_001838
|
1825-10-25
| null | 652 |
blandet. ved godset hviderup i skaane har nylig tildraget sig en her i norden usædvanlig hændelse. en kone havde for bedre at kunne arbeide, lagt sit barn til side paa marken, og da hun bortfjernede sig noget med de andre arbeidsfolk, slog en ørn ned og førte barnet bort med sig. da moderen hører barnets skrigen i luften, blev hun vanvittig, og den ulykkelige kone befinder sig nu i hospitalet i malmst. man har endnu ikke kundet opdage stedet, hvor ørnen har ført sit rov hen. no. hen.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001839
|
1825-10-25
| null | 653 |
buenos ayres. (sluttet.) ved min første reise gjennem buenos ayres, havde for kort tid siden fire tigere ved dagens anbrud befunden sig i selve staden, de havde om natten sat over havnen, og gjennemsvømmet en strækning af to til tre mile, maaskee have de ogsaa længe løbet omkring i gaderne om natten. da dagen brød frem, blev to boder aabnet, hvor just to tigere befandt sig i nærheden, enhver af dem gik ind, hver i sin bod. det første sted, var en pulperia sen art viinkielder) hvor tigeren satte sig rolig ned i contoiret, medens at pulpero (verten) i det bagre værelse udskyllede sine glasse. da han kom tilbage og blev den slemme gjest vaer, han havde faaet; flygtede han gjennem en bagdør, og løb til næste vagt. soldaterne, som hørte til et europæisk regiment, gik med ham tilbage til boden, som tigeren endnu ikke have forladt; den rørte sig ikke af stedet ved synet af sine fiender. den mestbehjertede af dem, som ikke kjendte sin modstanders styrke, gik løs paa den med de ord:
|
fiction
|
y
|
thi_buenos-aires_b
|
thi_001861
|
1825-10-28
| null | 654 |
hvorledes! frygter j eder for et saadant dyr, og ville bibringe den et bajonet stik, som tigeren undviger, griber bajonetten og sammenbøier i den, som om det havde været et stykke blye; men endnu altid uden at forlade den plads, som den havde valgt sig. man blev nødt til at dræbe den ved flinteskud. den anden tiger, var kommen ind til en barbeer, som nyelig havde giftet sig med en attenaarig pige; i det øieblik, da man gjorde alting færdigt til barberens morgen forretninger. den unge, neppe paaklædte kone, som var beskjeftiget med at gjøre reent i boden, medens hendes mand var i et sideværelse sysselsat med at sætte en potte paa jlden med vand for at barbere med, holder dette vilde dyr for en stor hund; og raaber til hendes mand, at han skal jage den ud. denne kommer, seer faren, men isteden for at tænke paa sin kone, iler han igjen ind i sit kammer, og skriger: en tiger!" den ulykkelige forladte, styrter sig ind i et lille sovekammer hvori et barn, hun gav die befandt sig, og som hun vil bedække med hendes legeme. tigeren følger efter konen, hvis skrig er gjennemtrængende. manden benytter dette øieblik til at forlade huset for at hente hjelp. konen bliver af tigeren kastet til jorden, men uden at denne dog gjør det med hæftighed eller tilføier hende nogen skade, den søger blot i det hun ligger paa jorden, at holde hende fast under sine kløer. ti forskjellige gange forsørger hun at gjøre sig løs, staae op og springe bort, . men altid bliver hun igjen af tigeren bragt i sinforrige stilling, derved faaer hun ingen andre saar, end de, som hun ved tigerens kløer selv. skaffer sig, i det hun søger at gjøre sig løs fra den; kort sagt, den vil ikke videre end beherske hende. under denne kamp, seer dyrer, barnet i vuggen, og berører det selv ved sine bevægelser, men viser ingen lyst til at gjøre det til sit bytte. endelig kommer hjelp. en modig, bevæbnet mand. styrter sig løs paa tigeren, der vender sig om, og under et slag med labben, som tager øinene og hele huden af hovedet med, bliver den endnu bestandig ved at holde sin fange fast under sine kløer. det værelse hvori denne scene forefaldt, var blot adskildt fra barbeerboden ved en lærreds afdeling, som ikke rak lige op til loftet; man stiller møller derimod, stiger op derpaa, og lægger an paa dyret, som beholder uforandret sin stilling med den ulykkelige kone, og strækker, det under hendes gjentagne skrig til jorden; tor dette indgjød hende endnu en større skræk, den nemlig, at blive dræbt af sine egne befriere, i det de ville befrie hende fra en fare, som hun allerede i den tid, der var henløben under en saa skrækkelig angest, ikke meere frygter. den saa heltemodig saarede mand, døde tre dage efter i hospitalet. den unge, interessante kone, der selv har fortalt mig denne hændelse, paa samme sted, som den tildrog sig, havde faaet to og tredive saar, men hvoraf intet var farligt; hun, kunne selv vedblive at give hendes barn die.
|
fiction
|
y
|
thi_buenos-aires_b
|
thi_001862
|
1825-10-28
| null | 655 |
begge de andre tigere dræbte man i gaderne, uden at de havde anrettet nogen ulykke.
|
fiction
|
y
|
thi_buenos-aires_b
|
thi_001863_a
|
1825-10-28
| null | 656 |
hvad kan vente sig mere af en oxe end et brøll.
|
non-fiction
|
n
|
thi_oxe-broel_essay
|
thi_001863_b
|
1825-10-28
| null | 657 |
sielden gaaer mennesket et skridt i verden, uden at det faaer anledning til at see sin opførsel og foretagender prangt bedømte og miskjendte, af mennesker som ofte staae langt tilbage i cultur og kundskaber, og det har derfor ofte anledning til med philosophisk taalmodighed at erfare sandheden af det ordsprog, hvad kan man ven, te sig mere af en oxe end et brøl. neppe træder den fattige yngling frem i verden, udrustet med alle de fortrin, som kundskaber, dannelse og en ædel tænkemaade kan skjænke mennesket, førend han maae taale at see sig fordunklet og tilsidesat af jevnaldrende, hvis eneste fortjeneste er et adeligt stamtræe eller en velfyldt pengepung : han maae ofte taale deres lapsestreger og høre deres dumme vittigheder, uden at kunne andet end i stilhed sande ordsproget: hvad kan man vente sig mere af en oxe end et brøl. hist træder den unge møe frem, skjøn som morgenrøden og som milton siger: med himlen i hendes øie, ynde i et hvert af hendes trin og i hendes hele væsen værdighed og kjerlighed. - uerfaren træder hun ind i verden, og troer i det mindste at et uskyldigt og ædelt hjerte sikkrer hende for tilsidesættelse men nei, plutus har allerede lukket hjerterne for de ædlere følelser, og ødslet sine gaver paa en anden dame i selskabet, som vel neppe har et qvintin sund forstand og er en sandremede d'amour, men alligevel er guddommelig, fortryllende, interessant, thi hun eier en , daler. kavaliererne slaae om hende, som sommerfugle, og den anden skjøndt et mønster, paa skjønhed og qvindelige fuldkommenheder, er glemt og tilsidesat, fordi fortuna har været hende, ugunstig. hvor ofte har hun ikke aarsag til at udraabe: ol hvor kan man vente sig mere af jer oxer end et brølhist den virksomme brave embedsmand, som anvendte en deel af sit liv, for at gavne staten og befæste sine medborgeres held og lykke, han venter sig, som løn for fine bastræbelser, fine medborgeres og underordnedes agtelse og kjerlighed. - hans hjerte siger ham at han fortjener den og dog maae han ofte see fine bedste hensigter, fine mindste handlinger miskjendte, fordømte af mennesker, der ikke allene, ikke forstaae en smule af hvad de bedømme, men hvis hjerne er ligesaa tom, som i deres tunge er elastisk, hvor uheldig er han ikke, hvis han ikke med styrke og philosophisk taal. mod kan sige, hvor kan man vente sig mere af en oxe end et brol.
|
non-fiction
|
n
|
thi_oxe-broel_essay
|
thi_001864
|
1825-10-28
| null | 658 |
slottet kenilvorth. (af literarisches wochenblat der børsenhalle.) dette slot har tidens mægtige portnere slaaet, vidt aabent for enhver gjest og til enhver tid. og sandelig man bliver rigelig belønnet, og den skuffede forventning fuldkommen opveiet blot ved synet af ruinerne af et slot, hvis navn walter, scotts værk, ikke blot har gjort uforglemmeligt, men hans sjeldne genius i visse maader selv igjen opbygget og henstillet for os i sin hele majestæt, af et uforgjengeligere stof, end stene og jernere. neppe kan man tænke sig en mere, ophøiet og angribende ruine, end denne. den hæver sig op i veiret paa en høi midt i en yndig og skyggerlig egnet ædelt, stolt minde fra en ædel stolt tidsalder. den svære portbygning staaer endnu saa vel vedligeholdt, at den beboes af en forpagter familie. j et rummeligt værelse i samme, seer man en kaminjndfatning, af en marmor lignende masse og af godt billedhugger arbeide; derover staaer et kunstigt udskaaret træværk, begge ere levninger af de i bygninger i hiin deel af slottet, som den berømte leicester lod opbygge. foruden dette, er et hjørne vagttaarn paa den ydre muur: hanswursttaarnet (luns tower) bedst vedligeholdt. af det kjempemæssige cæsarstaarn cacsars tover) staae tre hovedmure endnu i sin kraft, paa mange steder sexten fod tykke, alt det øvrige, er en ophøiet labyrinth af ophøiede ruineer, mure, trapper og vinduesbuer, meere eller mindre ukjendelige; men som ere i en lille bog, der bliver tilbuden den ankommende af en hoden smaae, skrigende piger, meget godt beskrevne. den plan, som findes i denne lille bog og fremstillingen af slottet i elisabeths tider, ville være et meget priseligt tillæg til den tydske oversættelse af walter scotts fortræffelige fortælling, ligesom den er bleven det til den franske. hvem sad under disse vidtløftige ruiner, og saae den gjevne græshøi hæve sig i veiret, hvor det rige blomstertæppe udbreder sig, de vældige træer klynge sig tæt op til, og tyk ephen slynger sig uadskillelig op af murene, paa hvilke fløiel og silke i svære folder hang ned, eller ved hvilke et kostbart tafsel prunkede; - hvem saae skrigende ravne bygge sit rede og flyve ud og ind af de ødelagte gemakker, hørte vinden pibe i de ødelagte og tause. haller; - og tænkte sig derved de larmende dage - de vare sytten da den stolteste favorit af den meest herskesyge kone paa jorden, (hans naadige dronning, just i disse gemakker, beværtede og underholdt hende efter hiin egentlig pragtfulde tids pomp og pragt; - hvem skuede alt dette med aandrige og levende øine og saae ikke opstige fra de sammenfaldne hvælvinger, med skjærende latter og truende fingre, forgjengelighedens ondedæmon - der formanede ham med frygtelige geberder, og indgjød ham med en eneste fordreining af munden, den grusomste satire over den storhed, hvortil maaskee den forfængelige vandret troede sig selv hævet; medens alt omkring ham paa den vide jord, laae bedækket med et dunkelt slør, ja her maae den fortræffelige sir walter (eller hvem der ellers er forfatter til fortællingen kenilworth) have staaet; her maae en funkeaf begeistring være faldet i hans rige genialske siel, saa at han dyppede penselen i sandhedens og naturens stærke og flammende farver, øste at historiens sande kilde, og flettede det de aarhundredes muse, en af de skjønneste krandse, i hendes ak! alt for prydlose lokker.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001874
|
1825-11-01
| null | 659 |
blandet. skibet sjølax, kapt. c. j. thurman, bestemt fra lybek til bjørneborg, er total forliist paa sagøe ved øen aaland og kun mandskabet. tilligemed passagererne ere reddede. fra tønningen skrives: at i sidste svære storm, er et everskib, sandsynligviis die liebe, ført af skipper h. külpen, gandske gaaet under i eideren, og da man endnu ikke har hørt noget om dets mandskab, er det at befrygte, at det ogsaa erblevet et rov for bølgerne. lodsgalioten har beholdt sin standpunct, men den dertil hørende store seiljolle er gandske tabt og de brave lodser, som holdt vagt i samme, have desværre ogsaa salivet til. der driver meget vrag omkring i eideren, imidlertid er endnu ingen flere ulykkes=tilfælde paa vore kyster komne til vor kundskab. de simple sorter kaffe ere faldne i hamborg.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001875
|
1825-11-01
| null | 660 |
over det kjøbenhavnske adressekontoirs hurtigpresse læses nu en beskrivelse i handelstidenden. den har kostet , rbd., men istedetfor at der til at trykke adresse-avisen forhen brugtes bogtrykkersvende, er nu ved hurtigpressen ansat følgende personale: en mekanikus, som skal have stadigt og nøiagtigt tilsyn med maskinens gang, mænd til at drive svinghjulet, og drenge til afvexlende at indlægge papiret i pressen og udtage de aftrykte ark, samt en mand til at fugte og omslaae papiret, vaskeformerne m. m., hvortil den ældste af de hidtilværende trykkersvende er beholdt. af de antagne drenge ere faderløse. der er draget omsorg for at drengenes underviisning i den almueskole, hvortil de henhøre, fortsættes. denne hurtigpresses opfinder er en tydsker, könig fra eisleben; men det lykkedes ham først at bringe sin opfindelse i udøvelse i engeland, hvor han i aaret forenede sig med würtembergeren bauer, og de i london anlagte et værksted for saadanne presser. om deres fortrinlighed kan vel intet bedre beviis forlanges, end det, eieren af the times, den ældste besidder af en hurtigpresse, lod indrykke i ommeldte blad, i slutningen af decbr. f. a. fra den de novbr. - siger han - ere aar henrundne, siden vor avis første gang trykkedes med et mekanisk apparat, indtil den dag i dag, er den uafbrudt trykket paa den samme maade. publikum vil lige saa meget have overbeviist sig om dennes fordeel, som vi selv. dagligen overbevise os derom. bogtrykkerkunstens opdagelse bidrog til en omvæltning i videnskabernes : rige; leder nu hurtigpressens opdagelse til noget lignende - og kan saadant nægtes – hvo øiner da denne opdagelses følger: tirsdagen den de october, indtraf aalborg.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001885
|
1825-11-01
| null | 661 |
skjæbnens luner. (en fuldkommen sand tildragelse.) j arrad i ungarn levede en læge, dr. buchwald, som under krigen mellem østerrig og frankerig, tillige var overlægge ved hospitale, for de franske krigsfangne. til sin betiening havde han en af de franske fanger, som en dag bad ham om at vise barmhiertighed mod en af hans ulykkes kammerater, der maatte forgaae af elændighed, naar ikke et medlidende hjerte ville yde ham hjelp. han var falden i en komitets-herres (en justitsbetjents) lod, hvis søn han underviste; men havde det saa slet hos denne, at han kun fik fangekost, og maatte sove indsluttet hos de fangne, hvor han fortæredes af ureenlighed.
|
fiction
|
y
|
thi_quirks-of-fate
|
thi_001896
|
1825-11-04
|
Dr. R. Meyer
| 662 |
lad ham komme" sagde den menneskekjerliglæge, og det elændige menneske, fremstillede sig, bedækket med pjalter, og plaget med utøi, men var en ung mand, hvis indtagende physonomie, trodsliigfarven, gefaldt, og hvis anstand forraadte en god opdragelse. "hvem er de?" spurgte lægen. "jeg er sergeant-major var svaret, mit navn er henri penchant. jeg er meget ulykkelig, forbarm dem over mig, at jeg ikke skal omkomme af hunger og smudsighed. min i - ----- nærværende stilling, er ikke længere at udholde, giv de mig, ved underviisning, leilighed til at fortjene mit brød, jeg har sinderet og gjerne vil jeg arbeide for ikke at falde dem til byrde, saasnart de har udrevet mig af de nærværende skrækkelige forhold, der ere saa ødelæggende for mig hvori bestaae deres kundskaber." "jeg taler fransk, latin, engelsk og jtaliensk, forstaaer naturhistorie, chemie, physik, cammeral- og statsvidenskaben." lægen prøvede ham, og fandt udmærkede kundskaber. hans kone indvilgede, at rædde den ulykkelige, man tager ham i huset han bliver badet og reengjort, og i de anstændige klæder han erholder, vinder han snart familiens agtelse ved en fiin og høist dannet opførsel. dr. buchwald forskaffer ham jnformation hos en grev wenkheim, i statistikken og andre videnskaber, og denne byder ham maanedlig sylden, som han afslaaer. "min ven, sagde lægen: stolthed i deres stilling passer sig ikke. "godt, svarede han, jeg vil betragte det, som en dagløn, og modtage det, i haab om igjen, at kunne afbetale min gjeld.
|
fiction
|
y
|
thi_quirks-of-fate
|
thi_001897
|
1825-11-04
|
Dr. R. Meyer
| 663 |
j de lange vinteraften underholdninger, vinder den fremmede altid meere sin venskabelige værts agtelse og venskab, men nøie søger han at undgaae enhver samtale, om sine familie forhold, og blot ved at berøre denne streng, hensættes han i den dybeste sorgmodighed.
|
fiction
|
y
|
thi_quirks-of-fate
|
thi_001898
|
1825-11-04
|
Dr. R. Meyer
| 664 |
saaledes hengaaer et aar og derover, da en morgen, en kjøbmand fra arrad lader sig melde hos doctoren. "har de en fransk krigsfange hos dem, som kalder sig henri penchant? ja!" maae jeg tale med ham?" - han kommer. - min herre, er dette brev til dem ja det er. godt, saa er ogsaa denne anviisning paa , gylden bestemt for dem. "rigtig og for at de kan see, at dette er tilfældet, saa siger jeg dem, at inde i brevet maae være en egenhændigt pas fra ministeren fouche, formig. giv mig blot et øiebliks rolighed til at gjennemlæse brevet; haab og glæde have rystet mig for hæftigt. halvedeelen af anviisningen udbeder jeg mig strax, og paa den anden halvedeel en sikker vexel, at kunne hæve strax i wien.
|
fiction
|
y
|
thi_quirks-of-fate
|
thi_001899
|
1825-11-04
|
Dr. R. Meyer
| 665 |
han overlades til sig selv, og efter en times forløb, vender han tilbage til lægen og hans kone. min dyrebare ven, udraaber han, min gode fader, min deeltagende moder, jeg har dem at takke for mit liv, for denne lykkelige forandring i min skjebne og at meddele dem først min ulykkelige historie, er mig en hellig pligt. jeg hedder, ikke henry penchant, jeg er octavio segur, en søn af keiserens stor=ceremoniemester. general segur er min broder. hør min historie. jeg var over præfect i frankerig, en lykkelige mand og fader, da jeg i aaret , som alle præfecter fik i commission at samle stemmer, for napoleons valg som keiser. jeg gjorde det ikke. napoleon reiste gjennem mit departement, og da han saae mig, gjorde har mig de bittreste bebreidelser over min efterladenhed. "sire, sagde jeg aabenhiertig til ham. jeg er opvoxen med hertugen af denghien, han var min ømmeste ven. smerten over hans tab, kan aldrig udslettes af mit bryst, dette saar, kan aldrig læges." rasende forlod han mig, og truede mig med en skrækkelig hevn. jeg forudsaae min skjebne, og at en aldeles forsvinden for hans øine, af hans hænder blot kunde rædde mig jeg forlod frankerig, flygtede under et fremmenavn til holland, lod mit skjæg stærk voxe, for at gjøre mig ukjendelig, og gik derpaa til minbroders armeekorps, hvor jeg som gemeen soldat tog tjeneste og snart blev sergeant. videre befordring søgte jeg at undgaae, saa let det ogsaa havde været mig med mine kundskaber, for ikke at komme i nøiere forhold til de høiere officerer; og selv for min broder skjulte jeg hemmeligheden, om min tilværelse. jeg blev fangen, kom i deres venskabelige naboelav, og fandt i dem, min ven, min rædder, og min fader, først i denne stilling, erfoer jeg af en officeer, at min fader endnu bestandig begræd sin søns tab: at han kun bad keiseren, som overøste ham med foræringer og æresposter, om at give ham sin søn tilbage, og at denne, under den helligste forsikkring, at han intet vidste om mig, og at han intet skridt havde foretaget sig mod mig - havde givet befaling at søge mig overalt i hele riget, og at eftersporemig i enhver krog, jeg være levende eller død. - hele fem aar havde jeg tjent under min broder uden at give mig tilkjende for ham og havde intet erfaret om at keiseren havde forandret sit sindelav mod mig. jeg skrev nu fra mit fangenskab af til min fader, og erholdt det ømmeste brev, pengene og passet, for saa hurtigt som muligt, at kunne ile tilbage i hans arme. saameget ogsaa deres venskab rører mig, kan jeg dog ikke modstaae mit hiertes længsel. modtag derfor min inderlige tak, og lev altid vel!" de rørte hjerters taarer prydede paa begge sider disse fortræffelige menneskers hjertelige afskeed. grev segur reiste, men tilkjendegav endnu sin ædle tænkemaade ved flere foræringer. den menne, skekjerlige læge erholdt gylden, komitetsherrens søn, som han først havde givet jnformation, forærede han et kostbart skrivertøi. selv den fattige kone, hos hvem han i den første tid havde tilbetlet sig saa mangen drik mælk, saavelsom enhver, der havde givet ham det mindste beviis paa godhed og velvillie, fik beviser paa hans ædle erkjendelighed. fra paris af, fik dr. buchwald endnu grevens miniatur portrait i en meget kostbar jndfatning, en gulddaase med napoleons billede, og hans kone en kasse med kostbar damepynt, tilsendt. j aaret , meldte grev segur lægen endnu fra spanien at han var bleven commissair-ordonnateur.
|
fiction
|
y
|
thi_quirks-of-fate
|
thi_001900
|
1825-11-04
|
Dr. R. Meyer
| 666 |
en fortælling af dr. buchwalds egen mund, indenstaaer for sandheden af denne nøiagtig fortalte historie.
|
fiction
|
y
|
thi_quirks-of-fate
|
thi_001901
|
1825-11-04
|
Dr. R. Meyer
| 667 |
blandet. den amerikanske fregat brandywine opvækker stor opsigt, formedelst dens bygning. den er et af te skibe, hvoraf endnu ere under bygning i de forenede stater. til indkjøbes og tilberedes materialier, og alle skulle have skyts af en og samme kaliber, nemlig pundinger.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001902
|
1825-11-04
| null | 668 |
fregatten har paa hver side, paa dæk over hinanden, porte til karonader og til lange, kanoner. stormasten staaer usædvanlig langt, tilbage, som skal være et nyt experiment, og officererne forsikkre, de have paa hidfarten kun behøvet faa seil paa mesanmasten. den fulde besætning er mand, hvorunder lieutenanter, midshipmen og andre officerer. dens hele længde er fod, dens største brede , den er tons drægtig og stikker fod, tom. dybt i vandet.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001903
|
1825-11-04
| null | 669 |
da tigrissioden forleden gik over sine bredder, frelste nogle arabiske stammer sig paa den græsselige maade: at opoffre tilligemed deres hjorde, alle deres qvinder og børn, som de opstillede levende til en dæmning mod floden, medens de stærkere vandt tid til flugt.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001904
|
1825-11-04
| null | 670 |
portviin, burgunder, chateaux - margaux, st. julien, medde, biskop, kirsebærviin, rhinskviin, dreimadera, malvasier=madeira, rivesaltes og god gammel viin, ligesaa gl. st. croix rom, fransk pommerantz, punschextract, cognac og godt rom, faaes til de billigste priser paa apotheket.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001923
|
1825-11-04
| null | 671 |
den de october var rhinen ved manheimstegen fulde fod over den almindelige høide, som aarsag angiver man, at bodensøen var traadt oversine breder, ogsaa neckarfloden er stegen betydelig. som et beviis paa de europæiske tyrkers, og ægypternes forskjellige carakteer, læses fra alexandrien om skibsbesætningerne paa kapudan paschas flaade medens den laae der: at den bestod af det tøileløseste pak, og der boe mange græske i staden; men alligevel har ingen uordener tildraget sig; thi politiet er ligesaa virksomt, som usynligt, ved den ringeste allarm kommer vagten, som om den var manet frem af steenbroen. den strafværdige bliver greben og vee ham, hvis det er en tyrkj frankerige have flere floder traadt over deres bredder og anrettet stor skade. j lyon sprængte rhonefloden fire buer af den skjønne broe morand, mod hvilken en mængde flydende tømmer var dre, ven sammen. broteaux og en deel af guillotiere. staden stode under vand, et huus styrtede indman anslog værdien af det tømmer, der var dre, ven ned mod bryggen ogsaa en heel mølle var kommen seilende ned til , frankden berygtede gasbarone i jtalien, hvis bande i det hele bestod af personer, overgasig først, da han overalt var indsluttet, og ingen anden udvei saae, end enten at døe af hunger eller overgive sig. de havde nær myrdet generalvikaren i sezze, med hvem de underhandlede, for di han ikke ganske kunde love dem fri for strafmen bleve tilsidst alle saa rørte ved enhalvstuderet røver, tale, at de først bleve arresterede, da de syntes at angre det gjorte skridt og det begyndte oprør. herfra bragtes de til engelsborg, hvor gasbarone lod sig vie til en maitresse, der ingenlunde vilde skilles fra ham. de have ikke jernpaa, men have lov til hver dag at spadsere i den store gaard. j forrige maaned har man i prag iagttaget en overordentlig og pludselig falden og stigen af batometret, da det i to dage og to timer har faldet tom pariser linier, ligesom man ogsaa der, dende october om morgenen har seet en meget klar jldkugle med en lang hale, som drog fra v. s. v. til o. s. o. og gav et saa stærkt skin fra sig, at man kunne see den største ubetydelighed paa gaden. omtrent en minut efter dens udslukning, fulgte et saa stærk knald, at flere sovende menneskeri prag bleve opvaagnede ved samme, forskrækkedes og troede at en mortar et eller andetsteds var sprungen. med knaldet fulgte en dump allarm og en tordenlignende rullen. da man først hørte knaldet en minut efter at klarheden var udslukket, maae explosionen være skeet høit oppe i luften.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001927
|
1825-11-08
| null | 672 |
den gamle grev v. lapede, som nylig døde af smaakopper, vilde ingen lægemidler bruge, da han holdt det for unyttigt. hans studeringer sysselsatte ham lige til sidste øieblik, og han skrev fin sidste villie med samme fatning som ethvert andet dagværk. da han saae i speilet, sagde hans hvor den natur, hvis lidenskabelige beundrer jeg stedse har været, dog er utaknemmelig og kan mishandle mig saaledes!" j et fransk skrift læses følgende og carbonarerne: "j de sidste elleve aar har den carbonariske faction existeret i jtalien under en almindelig monarkisk eller republikansk regjering; den har udbredet sig over hele jtalien, undtagen i toscana, og paa de joniske øer, og hader ikke saameget regjeringerne, som udlændinger, der blive emploiere: de i jtalien. factionen har udarbeidet en constitution for et romersk rige, som er aftrykket i dette skrift. da napoleon opholdt sig paa elba fordrede de sammensvorne den plan at udraabe ham til romersk keiser og corresponderede med ham; men da han skuffede dem og landede i frankerige for at gjøre sig paa nye til keiser der; saa formaaede de den lettroende murat med en aldeles upaalidelig armee, at gjøre et forsøg paa jtaliens erobring. nogle holde det for mueligt, at det østerrigske hof afslog at tage deel i de i basel aabnede un derhandlinger fordi det har været underrettet om disse skjulte planer og den mienske congres har afsamme aarsag besluttet førend napoleons tilbagekomst fra elba, at lade ham transportere til st. helena. i underhandlingerne med napoleon, var der blevet ham tilbudt af de carbonaris en glimrende hofstat og en armee paa , mand.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001930
|
1825-11-08
| null | 673 |
den duelige optikus schönstadt i wienhar opfundet og taget monopol paa et kunstproduet, som han kalder peraskop. det er et perspectiv i form af en almindelig spadserestok, men besidder den egenskab, at man igjennem den kan see alt hvad er foregaaer indenfor ethvert med muur eller plankeværk indsluttet rum, uden at gjøre aabning i samme eller blive bemærket. ogsaa kan man, naar man befinder sig paa sit værelse, f. ex. sidder ved skriverbordet, uden at man behøver at see ud af vinduet, ved hielp af peraskopet iagtage grant alt hvad der foregaaer i paa gaden.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001931
|
1825-11-08
| null | 674 |
pistol læren (en sand anecdote.) paa et kaffehuus i r. sad en lille lav mand, røgte sin pibe og læste aviserne. han var gandske sort, men dog moderne paaklædt, en leerpide, et meget fiint hvidt kniplingskros og en hvidt halsetørklæde, var det eneste hvide i mandens hele paaklædning. kort derpaa stortede major von l. herind.
|
fiction
|
y
|
thi_pistol-læren
|
thi_001950
|
1825-11-11
|
H. Clauren
| 675 |
en mand, der gjorde en undtagelse fra hans andre kammerater, lagde sig ud med alle dem han saae; hvem enhver fornuftig gjerne gik af veien for, fordi han altid havde en jmpertinence. paa tungen. strax efter han fulgte lieutenanter og fændrikker. majoren var i lune. han traade hen bag den sorte mand, gav sig en air, og slukkede, som det lod til af forseelse, det lys, der stod ham nærmest. hans følge loe. den fremmede antændte det igjen rolig, og læste videre. nu kjendtmajoren sin mand. han turde byde ham hvad det skulle være. god aften, lille skolemester, sagde han, bød ham haanden og med samme greb, laae leerpiben i tusind stykker. marqueur, en anden pibe!" raabte den fremmede. de andre loe høiere. majoren kaldte den lille sorte mand en fortræffelig karl, da imidlertid intet videre var at foretage med ham, og majoren blev indbuden til et partie bhist, saa gikhan med sin lille sulte ind i næste værelse, og man lod den sorte mand sidde. denne læste aviserne, røgte sin pibe og draksin thee, uden at yttre endog det mindste tegn paa uvillie over hiin infame haan, efter en lang stund stod han opgik ind i sideværelset hvor majoren spilte, traade hen forham, tog ham foran i den ene knap paa brystet. og sagde: "min herre, i morgen tidlig skyd vimed hinanden. "saa, saa, faldt majoren ham leende indi ordet, bringer den herr skolemester hans fibel med. de hav ingen skam af at skyd med mig, jeg er søe=kaptain i englisk tjeneste. morgen tidlig klokken sex, ved enden af dammen, hvor den meget busk er. kaptainen gik bort, uden at sige et ord videre. majoren loe endnu længe over den lille skolemester, men vittigheden ville ikke længer ret flyde for ham. den sorte mand maatte have seet ham skrækkelig alvorlig i ansigtet, han blev adspredt, gjorde de meest paafaldende feil i spillet, og han, som ellers jngen torde nærme sig med den ringeste spot, tang, da nogle officerer temmelig drøit, . gave ham at forstaae, at da den sorte skolers forstlection allerede i dag havde slaaet saa godt anmaatte man i morgen endnu vente det ville gaae bedre. hele selskabet fra i gaar, viste sig med major ren, den følgende morgen paa den betegnede plet. kaptainen ventede dem allerede. han havde sin prægtige uniform paa. man hilsede hinanden gjensidig meget artig. da majorens ledsagere mærkede at kaptainen ingen secundant havde hos sig, tilbød en af dem sig at være det.
|
fiction
|
y
|
thi_pistol-læren
|
thi_001951
|
1825-11-11
|
H. Clauren
| 676 |
min herre, svarede søekaptainen, gjeg ikke bruger nogen sekundant. jeg hav min jokel hos mig. fald jeg, veed jeg hvad er at gjøre. de ere alle officerer af en armee, som jeg elsk og agter meget høit, de vil vel mig ikke ladgjør uret eller vold. hr. major, hvis de ikke hav pistol, som er god, saa kan de vælgen af min han raabte paa jokeien, denne kom frem med en maroquin kasse under armen. kaptainen aabnede den. fra fløiels futteralet fremblinkede. fire kostbare pistoler. majoren takkede; men meente han var bedst øvet i at bruge sine egne pistoler. han var ualmindelig alvorlig og høitidelig. saaledes havde endnu intet menneske seet ham, søecaptainens maade at gaae frem, bragte ham ud af fatning. j disse rolige, faste ansigtstræk laae hans død. pistolerne bleve ladede, femten skridt bleve af maalte. modstanderne stode paa deres pladse, min herre, sagde majorens sekundant til søekaptainen, de er den fornærmede part. den har det første skud. kaptainen lagde an. dødsstille herskede i den halvreds tilskuerne havde dannet. majoren, blegnede. kaptainen trak sin pistol tilbage. "da den hr. major ikke vil faae det andet skud, naar jeg hav det første, skal den hr. major først skydhr. kaptain, svarede sekundagen: de synes at være megen sikker i deres konst. saa meget ædlere er det, at de renuncerer paa det første skud. men jeg, vi alle her, kunne ikke tillade det. de staaer her allene, uden sekundanter. de har givet sig under vor beskyttelse, under vore love. skyd de. itte synes sikker i min konst, men en sikker. jeg ikke vind kan giør. min pistol skyd meget godt. skal selv see. joken, raabte han til mennesket paa engelsk, kast noget op i luften; det unge menneske tog sit lommetørklæde fremnei, noget mindre, perg eller en knap, eller saadan noget. jokeyen tog en plomme op af lommen. godt, raabte kaptainen kast den høit op i luften, drengen gjorde det, kaptainen sigtede, skjød, og plommen flot sprøitende, i tusind stykker fra hinanden. en panisk ærefrygt bemægtigede sig de omkringstaaende. majoren var allerede levende død. hans læber zittrede. han ville synes behjertet, han ville mundtlig bevidne kaptainen sin beundring, men han kunde ikke tale, struben var som føret til paa ham. han kunne intet faae frem. han kunne neppe drage aande, halsbindet maae have trykket ham. kaptainen talede intet ord om hans plommeskud. han ladede i sekundantens nærværelse. paa nye sin pistol, og stillede sig paa sin plads. ogsaa majoren fattede igjen posto. han havde igjen fattet sig en smule. "skyd de, hr. major. majoren skjød og feillede. "skyd endnu engang, hr. major. de har sigtet ikke godt. falder jeg, er det en lykke for de andre herrer her. har leet gaaraftes alle, maae alle see i min pistol, en efter den anden. disse ord traf hans ledsagere, som om det havde været dødsengelen. enhver ønskede i hans inderste at han ikke havde leet. sekundanten havde intet mere imod det andet skud. majoren, skjød for dem alle, laae det alvorlige uhyre ikke ) dødt i sanden, skjød han dem alle ihiel som spurver. den overbeviisning havde enhver. majoren lagde an. det blev ham sort og hvidt for øinene. manden saae ham fast og rolig indi ansigtet. "j gaar, sagde han endelig leende. var jeg deres lille skolemester, i dag maae jeg vær deres støre. de hold for høit. saaledes vil de ikke træffe mig. majoren skjød og feilede, en kold febergysen foer igjennem alles lemmer. nu lagde kaptain an; men tog igjen, pistolen til sig. hr. major, de er et meget elændig menneske.
|
fiction
|
y
|
thi_pistol-læren
|
thi_001952
|
1825-11-11
|
H. Clauren
| 677 |
har spurgt gaaraftes; alle folk hav talt slet om dem. de er død to minutter. er de færdig med dem selv, med verden og med store gud. beed andægtig. alle mennesker bede de af, som de hav fornærmet. og gud forbarme sig over deres siel. mine herrer, hatten af: naar vi tal med den gandske verdens store mester, maa vi være med ubedækket hoved. bed demajor alle toge hattene af, jokeyen sin hue. jngen kunde holde en lem stille, saa havde mandens simple tale angrebet dem. hjertet slog saa høit paa majoren, at man kunne høre det. han stod paa den skrækkelige broe, der skiller mellem liv og død. hans bedende blik stor mod skyerne. "amen" lød fra de omkring staaendes læber. plommen, plommen, havde rørt hjerterne.
|
fiction
|
y
|
thi_pistol-læren
|
thi_001953
|
1825-11-11
|
H. Clauren
| 678 |
alle bedækkede sig igjen, majorens dødsstund, var slaget. han havde ingen draabe blod mere i ansigtet, og sittrede saa hæftig, at han ikke kunderstaae lige op. for at ende hans qval, lagde kaptainen rask an, sigtede, drog tilbage, gav sin pistol til jokeyen. og sagde fortrædelig: "det menneske er ikke værdt engelsk krudt, og gik. om aftenen viste han sig igjen sort paaklædt i kaffehuset, men ingen ville mere slaae sig til riddet paa ham. majoren tog sin afskeed.
|
fiction
|
y
|
thi_pistol-læren
|
thi_001954
|
1825-11-11
|
H. Clauren
| 679 |
j anledning af det nyelig stiftede selskab for dampskibsfarten paa rhinen, spørger speierzeitung: om den, som schillers digte skal fremkomme ved prænumeration, oberst accurto, der fører et østerrisk krigsskib, kom i begyndelsen af septbr. paa smyrnas reed, og bragte med sig sex græske mistiks og en baad, som han formedelst udøvet søerøverie havde bemægtiget sig i mykone, hvor han ogsaa havde boret et i grund. skipperen holdt han sluttet i jern, ombord.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001958
|
1825-11-11
| null | 680 |
marques v. maranhave lord cochrane), har tabt alle sine poster, værdigheder og tiller. han har ogsaa i de offentlige blade fralagt sig en mængde rygter, der gik om ham: han har ingen gjeld, har altsaa ikke kundet blive citeret eller have sogt lovene om beskyttelse mod sine creditorer, han har ikke foræret sir walter scott montezumas dolk, som han slet ikke har seet og hans gemalinde har heller aldrig ombragt nogen røver.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001972
|
1825-11-15
| null | 681 |
keiser alexander. (sand anecdote.) foraaret til det hemmelighedsfulde aar , havde udbredt sine velsignelser over europas marker. riig paa disse, var det og riig paa forventninger, frygt og haab. en stor deel af enropa rustede sig, tvungen ved verdens bestormerens overlegenhed, til frygtelig kamp mod rusland. den koldssalske franske hær nærmede sig alt mere og mere og havde allerede overskredet dette riges grændser ved kawno. dets undergang synes vist. troløshed og forræderie hanede den veien. polen haabede ved denne at tilkjempe sig sin uafhængighed. den russiske hærtrak sig tilbage.
|
fiction
|
y
|
thi_kejser-alexander
|
thi_001989
|
1825-11-18
|
Lesefrüchte
| 682 |
under dette tidspunct forlod keiseren residentsen for at begive sig til armeen. jndviet af den høieste gjestligheds hænder, beredte han sig til kjempekampen. snart havde han gamle ruslands grændser paa ryggen og befandt sig med sit følge i polen, ikke langt fra krigs=skuepladsen; da paa en skjøn men luun foraarsdag, den keiserlige vogn gik i stykker, i nærheden af en polsk stormands gods, hvilket nødsagede ham til at vente indtil den kunne blive istandsat.
|
fiction
|
y
|
thi_kejser-alexander
|
thi_001990
|
1825-11-18
|
Lesefrüchte
| 683 |
keiseren, iført en let, simpel overkjole, klædt, som en almindelig officeer, forlod vognen og gik tankefuld ind i en stadselig lindealler, der førte til et nærliggende gods, og som ydede ham dens løvrige skygge. hensunken i tanker, var han allerede kommen i nærheden af slottet, da fra et aabent vindue af samme, en himmelsk musiks melodier, ledsaget af en qvindelig udtryksfuld sang. lod ham imøde. han var ganske øre - og ilede for nærmere at lære at kjende den elskværdige sangerinde. jngen opholdt ham, thi den skjønne aften havde lokket eieren og den største deel af beboerne ud i det frie. sagte sneg han sig opad marmortrappen. musikkens toner vare hans ledsager - han stod allerede bag ved sangerindens stoel, og tvang sig til neppe at ande. damen gik fra en smeltende adagio, over til en allegro, og derpaa til en bataille. vilde phantasier lød fra de tonende strænge. udtryk og følelse ledsagede hendes spil - en enthusiasmefor noget, syntes at besiæle hende - hun pauserede endelig, og lænnede sig udmattet tildage paa hendes stoel. et bifaldsklap af keiseren lønnede spillerinden, som i det hun faae sig om, vel rødede overraskelse, men ingenlunde undseelighed. en sjelden, den fine, dannede polakkerinde egen gratie, viste sig i hendes hele væsen. - med en skjønhed, ynde og utvungenhed, som maatte imodstaae, lig indtage, modtog hun den ubekjendte gjest, og underholdt sig med ham i det franske sprog. vant til daglig, ja næsten enhver time, at erholde besøg af fordireisende officerer, som begavsig til armeen, holdt hun keiseren i hans jevne simple overkjole for en af dem, og lod samtalensom forraadte aand og følelse, glide hen over alle slags gienstande. snart erfor han at hun var datter i huset og at hendes fader stardser, sky var paa jagt. . hun ringede. der blev bragt forfriskninger frem og keiseren maatte tage plads paa den nærstaaende sopha. gjerne indvilligede, han derda han desuden selv var en smule træt, og var blevet indtaget af den unge dames skjønhed; hendes hele tornure og i særdeleshed hendes utvungne underholdning. samtalen giktilsidst ud over politikken og den daværende krig, her forraadte hun kun alt for tydelig hendes partiskhed for napoleon, og lagde en tænkemaade for dagen, der ikke passede sig for en russisk undersaat, og især mod en hende fuldkommen fremmed officeer. hun dadlede bittert det russiske cabinets foretagender, dets forholdsregler og hele handlemaade, roste derimod napoleonsskarpsindighed, hans gennie og foretagelsesaandog forglemte sig endog saaledes, at hun skred til personligheder mod keiseren selv, ved det hunsagde: "medens alexander i petersburg gjør cuur. til damerne, har fienden overskredet vore grændser, slaaer vore hære, og ødelægger vore besiddelser - kan det have andet end dette riges undergang til følge?" forgiæves søgte keiseren, hvem, med sin hele bekjendte hjertensgodhed, dog denne samtale begyndte at blive byrde fuld at henlede samtalen paa andre gjenstand, de, men den unge damt synes med villie at føre den hen derpaa igjen. jmidlertid bestræbede dos den velvillige monark sig for at overbevise hende om at hun feilede og om nødvendigheden for det russiske kabinet at handle saaledes. forgiæves, hun blev hendes nations caracteer, og monarken sit ædle hjerte, troe. i dette øjeblik rullede starostens jagtequipage ind. han traade ind i værelset og ville neppe tre sine egne øine, da han saae og kjendte keiseren. da han havde opholdt sig tidligere ved hoffet i petersburg, havde denne elskværdige monarks ansigtstræk, men ikke hans hengivenhed og troskab for ham, indpræget sig dybt i hans siel i det han satte alting tilside, bøiede han strax sine knæe for ham, og sagde. "hvilken velgjørende guddom, har jeg at takke for den undsigelige lykke, at seer min keiser hos mig. den gjenkjendte monark loe, og forskrækkedes tillige, thi den unge dame var afmægtig junken tilbage, paa sophaen. han bød hende hjelpsomt sin flacon, og var deeltagende sysselsat med at bringe. hende igjen til sig selv. kammerpigen ilede tillivløs blev hun baaret bort. dette gjorde faderen bestyrtet og synes ham uforklarligt, da han, ved sin indtrædelse i værelset fandt begge, som det syntes i en fortrolig samtale. velvillig underrettede keiseren ham om den sandsynlige aarsag dertil. faderen blegnede synlig, styrtede til monarkens fødder, og bad om naade og skaansel for sin datter, i det han gjerne og villigunderkastede sig enhver straf. rørt bød monarken ham staae op, satte sig ved hans side, og tilgav villig og gjerne." j hans hele opførsel, et hvert af hans blikke, malede sig hans skjønnejmidlertid har keiserens istandsatte eqvikjørt frem. en adjutant traade ind og meldte, at den allerede ventede ved slotsgaarden. forgjeves opbod stardsten alle sine overtalelsesgaver, for at beholde ham natten over paa sit slot. jeg maae ile, sagde keiseren spøgende, for at indhente mine forsømte pligter!" han erkyndigede sig derpaa efter datterens velbefindende, og bad om, da han hørte at hun var kommen sig igien af sin skræk, at han maatte sige hende et leyel. . commed paa sine ansgade . bleg og skjælvende nærmede sig, efter at manhavde lovet hende keiserens tilgivelse, den skjønne frimodige, og styrtede ned for den ædte fyrstes fødder. kjerlighedsfuld og blid løftede han hende op, og kyste hende paa panden. derpaa drog han en kostbar ring af sin finger, og overrakte hende den med de ord: denne ring være dem et pant paa min tilgivelse og fremtidige bevaagenhed, men tilligeen erindring om, at de ikke i fremtiden udlader dem om anliggender, som de ikke forstaaer at bedømme! give han bukkede sig, gik og efterlod alle tilsta, deværende i tans beundring over hans ædelmod. han gik, som en kjer fader til fine ventende børn, til hans af national følelse befielede hære. og omendskjøndt først sildig, ved tusende tror undersaatteres blod, seiren blev tilkjempet, og de russiske hærføreres vise plan blev kronet med hæld, saa har dog europa, rusland og dens elskværdige behersker, at takke for sin frihed, der af denne ødelæggende krig, liig en fugl phønix fremsteeg af sin aske. (lesefrüchte, des bind .)
|
fiction
|
y
|
thi_kejser-alexander
|
thi_001991
|
1825-11-18
|
Lesefrüchte
| 684 |
blandet. fra gent skrives, at da catholikernes antal, som daglig melde sig, for at blive optagne som protestantere, er meget stort og fører det ubehagelige med sig, at dette skridt bliver paafaldende, saa bar det ærværdige geistlige selskab der, besluttet at give enhver, som ønsker det, frie adgang til det hellige sacramente, uden foreløbigen at underkaste ham nogen prøvelse eller afsværgelse: saavelsom ogsaa at alle børn, som for at dødes, blive bragte til deres templer, skulle at denne grund ansees som reformeerte.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_002105
|
1825-12-06
| null | 685 |
fredagen den de december , om morgenen kl. , holdes registerings=forretning i dødsboet, efter afgangne hans christensen i seierskild, i ydbye sogn; hvilket til efterretning: for vedkommende bekjendtgjøres. vestervigkløster den de december . fischer. skiftet efter afdøde sognefoged peder jenen munk, af jestrup, i lyngs sogn, foretages til slatning paa hassing-refs herreders contoir paa vestervigkloster, næstkommende onsdag den de december , om formiddagen klokken, slet. dette bekjendtgjøres til efterretning, . dem, som under skiftet maatte have noget at varetage. vesteldigklofter den de december . ningen aartaaende. fischer. - mandagen den de december om formiddagen kl. slet, bliver i den i vesterbye forhen boende jens thomsens opbudsboe holdet samling, ved hvilken boet formenes at blive sluttet. vestervigkloster den de december . fischer.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_002176
|
1825-12-13
| null | 686 |
indenlandsk. - kjøbenhavn. man siger, at den respective sjouer corporation skal have besluttet, at give dr. j. l. heiberg en foræring af et indvendigen forgyldt blækhorn af fiint sølv med følgende jndskrift: paa den ene side, kong salamon og jørgen hattemager og paa den anden: "komsnart igjen med saadan en en skrivelse fra corsøer, indført i kjøbenhavns skilderi no. , angaaende heibergsstykke : kong salomon og jørgen hattemager: vor fetter hattemageren og min nabo tobakspinderen ere færdige at gaae i graven over den spoog spee, at blive gjort løier med paa hovedstadens skueplads. tobakspinderen har svoret paa, at han ved leilighed skal opvarte ophavnsmanden til dette spilop med en priis tobak, der nok skal betageham lysten til at skjæmte med tobakspindere, og hattemager & har besluttet at formaae alle fine laugsbrødre i hele landet til, aldrig at forfærdige oppudse eller vende nogen hat for ham eller nogen af hans tilhængere. i fire dage har intet menneskekunnet saa meget som faae oppudseet eller kantet en hat hos ham, hvorover der er opstaaet stor forlegenhed i byen. han har den tid været beskjæftiget med at udarbeide en klage over vedkommende jngen kan forestille sig hvad sensation denne sahar gjort heri byen. der skulle netop have været bal samme aften, da avisen indløb, men der blev intet af. somme folk frygter for at alt hvad viforetage os, i fremtiden vil bringes paa skuepladsen, men jeg haaber, at det har ingen nød, og at man i tider, hvor man er saa meget for forandring. de næste gange vil trække andre kjøbstæder frem." helsingøer den te decbr. det brigskib som er strandet tæt under byen, har en meget kostbar ladning, hvoraf en deel, da skibet staaer fuldaf vand, er bleven bedærvet; den bestaar af: champagneviin, karteboller, gummi sennegal, og arabicum, damepynt, optiske, chirurgiske og andre jnstrumenter, værker til uhre sølvtøi, &c. skibet var bestemt fra rouen til st. petersborg. kjøbenhavns torvepriser, den de december. rug rbd. mk. s. a rbd. m. hvede rbd. mk. a rbd. mk. byg rbd. mk. s. a rbd. mk. havre rbd. mk. a rbd. ærter rbd. mk. a rbd. pr. tønde. røget flesk rbd. mk. s. a. rbd. mk. s. grønsaltet flesk rbd. s. a rbd. mk. s. pr. lpd. smør rbd. a. rbd. fjerdingen. æg mk. s. a mk. snesen.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_002233
|
1825-12-23
| null | 687 |
j sognet timere i kongeriget reapel, blev nyelig en røverbande omtinget og indsluttet af gensdarmer og borgergarden, i et huus, hvoriden havde forsamler sig; og efter en fortvivlet modstand, hvori en gensvar, og een af borgergarden omkom, og andre paa begge sider bleve saarede, blev resten af røverne fangen.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_002239
|
1825-12-27
| null | 688 |
en mængde familier ere siden tractaten med brasilien blev afsluttet, afreiste dertil, og mange flere ville følge.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_002290
|
1826-01-03
| null | 689 |
j følge en, med en anden magt afsluttet tractat skal al negerhandel i brasilien fra udlandet af, efter aars forløb være afskaffet.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_002329
|
1826-01-06
| null | 690 |
indenlandsk. fra de decbr. til de decbr er i kjøbenhavn begravet , personer, hvoraf havde dræbt sig selv, vare omkomne ved ulykkelige hændelser, vare fundne døde, vare døde af kopperne og havde drukken sig ihiel. j samme tid er født , børn, hvoraf drenge og piger; altsaa flere døde end fødte.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_002395
|
1826-01-13
| null | 691 |
noget om lady efter stanhope. lady stanhope boer nu henimod en halvanden miil vei fra staden sidon paa toppen af en høi, hvor der for har staaet et kloster: maralius, som nu the lades huus kaldes, og som tildeels ere bygget af disses ruineer. det er kun omgivet af et lidet antal træer. j baggrunden af landskabet viser sig blot nogne høie, men prægtig er udsigten til sidon, til dens haver og havbugt. som overbringer af to anbefalings skrivelser, til lady stanhopee, af hvilken den ene var fra en at hendes fortroeligste veninder, tvivlede jeg ikke paa at faae adgang til hende: men ulykken ville at min betjent havde glemt min vigtigste anbefaling. paa mit værelse i sidon, og den anden blev ikke lagt synderlig mærke til. i det lille kammerhvori man førte mig ind, hang en arabisk landse af en overordentlig længde. efter faa øieblikske traadte miss w. den eneste engelænderinde, som lady stanhope havde beholdt hos sig derind, og bevidnede mig i ladyens navn i de artigste udtrykke, at det gjorde hende ondt, at hun ikke kunne afvige fra hendes ubrødelig overholdte regel, ikke at see nogen fremmed engelsk reisende. denne overordentlige kone, har imidlertid ikke beholdt noget tilbage af hiin chevaleriske og raske foretagelsessaand, som hun førte med til palmra og andre farlige egne af orienten, hendes sundhed er ødelagt, hun er nærvesvag, i den senere tid sætter hun megen tillid til stjernetyderie og til en ærværdig arabers videnskab, som beskjæftiger sig dermed og ofte kommer til maralius. allerede i lang tidhar hun været vant til først klokken om morgenen at gaae til seng, og at staae op igjen klokken om eftermiddagen; kjød spiser hun næsten aldrig; men istædenfor dette, har hun stort forraad af udsøgte vine og af alle i orienten, bekjendte confiturer. endskjøndt hun selv har antaget den skik, at sætte sig ned paa fod=tæppet og spise med fingrene, saa faaer dog enhver europæer, som beføler hende, et bord med knivog gafler, betynget med en stor mængde retter. hun holder arabiske domestikker af begge kjøn; de, hun havde bragt med sig fra engeland, har hunfor lang tid siden skikket tilbage. ride giør hun kun sjelden, endskjøndt hun har et dusin kostbare arabiske heste i stalden. en ven, som ofte besøger hende, har forsikkret mig, at hendes conversation er meget behagelig; men hun knytter sjelden sin saadan, uden i den rædsomme midnatstime, da . er det at hendes hele elskværdige carretter udvikker, sig. hun taler det arabiske temmelig flydende, og er meget fortroelig med alle orientalske skikke. efter hvad hun siger, har hun blandt de tyrkiske fruentimmer funden fortræffelige beundringsværdige caracterer, men aldrig blandt de græske. ved det fruentimmer af hendes egen nation, der maatte opholde sig nogen tid i marilius, hun ville blive fordømt til bestandig indspærrelse, og torde, hvis derkom en scheick eller tyrk i besøg, ikke allene ikke vise sig for denne, men maatte endog for denne holde sig paa det omhyggeligste skjult; thi den orientalske etiquette bliver her paa det strængeste fulgt. høist mærkværdig er ogsaa den jndflydelse, som lady st. har paa de tilgrændsende paschs og gouverneurer. en smyrnaisk kjøbmand af mit bekjendtskab, som vendte tilbage fra damas til beiruth med silke belæssede kammeler, blev underveis, angreben og tagen af paschaen af arre, som uden videre omstændigheder ville beholde alt. men fornævnte kjøbmand havde gjort denne handels speculation sammen med en riig moor i beiruth, som godt kjendte lady st. og ansøgte hende derfor skriftlig om hendes mægling. hun opfyldte hans bøn og paschaen lod strax ved hendes første billet, hans soldatre befale at udlevere kammelerne med deres ladning. lady st. har levet et aar i damas, og beboede et smukt huusi forstaden ; ofte naar hun klædt som mameluk, besteeg hendes hest, trængte folket sig med yttringer af beundring omkring hende. paa hendes reise til palmyra blev hun en heel dag igjennem forfulgt af en araberstamme. paa den dag, da denne ulykkelige stads beboere udraabte hende til deres dronning, er hun vist bleven behagelig og levende overrasket af den tanke, at hun var det første fruentimmer, der havde udført en saadan reise. hendes færdighed i at ride og hendes vedholdenhed i at udholde strabadser, gjorde hende snart ørkenen til et nyt fædreneland. morgenlænderne tale altid om hende med største agtelse. j det hele taget, bliver hun anseet for en dame af høi afkom, ja selv af nogle for en dronning. hun skikker de fornemmeste hoved anførere undertiden kostbare rustninger, og bliver der gjort hende en foræring, giver hun ofte indtil piastre i drikkepenge til overbringeren. hun er ædelmodig, gjestfrie og har et ophøiet væsen, der indgyder agtelse, som snart maatte give hende overvægt overmorgenlænderne. jmidlertid synes mig det maae være vanskeligt at finde en levemaade, som hun forrer i marilius, i mindste maade behagelig. kjerligheden til eventyr, og lysten til at gjøre streiftog i orienten, for at see hvorledes dens beboerbøiede sig for hende, har for lang tid siden maattet vige for ingetogenhed og overtroiske drømmerier, jmidlertid er hun dog fast besluttet aldrig at vende tilbage til hendes fædreneland, ogsaa ville hun, med den foragt, som hun affecterer at bære for hendes kjøn, dets sæder, og forkjælede qvindelige gemyt, neppe befinde sig vel blandt hendes nationsfruentimmer. endskiøndt hun under den falske forevending, at hun har grund til at klage overen eller to engelænderes opførsel, vægrer sig ved at lade nogensomhelst af sine landsmænd komme for sig, har hun dog ved flere leiligheder været dem behjelpelig. saaledes skjænkede hun engang i damas piastre til en reisende, som behøvede denne summa, for at kunne komme til jndien. en anden gang da en ulykkelig fransk lærd for hendes øine, blev skudt af nogle arabere, som laae skjulte bag en klippe, medens hun langt fra sit hjem var beskjeftiget med at aftegne et prospect, anvendte hun store summer paa at tilbagekjøbe hans bøger og papirer, for at skikke dem hjemtil hans familie, og meddeelte dem med det samme, alle nærmere omstændigheder ved denne ulykkelige tildragelse. (af litterairisches wochenblat der børsenhalle.)
|
fiction
|
bio
| null |
thi_002425
|
1826-01-17
|
Literarisches Wochenblatt der Börsenhalle
| 692 |
udenlandsk. det har behaget hs. majestæt under te decallernaadigst at rescribere cancelliet, at allerhøistsamme har allernaadigst besluttet at tillægge deres høiheder prinds christian frederik, høistsammes gemalinde, prindsesse caroline amalie, prinds frederik carl christian, prinds frederik ferdinandog prindsesserne juliane sophie og louise charlotte, prædikat af, kongelig høihed," saaledes, at de herefter skulle føre og af alle benævnes med det ærenavn, kongelig høihed." i handels- og jndustrie-tidenden sees en afbildning af de saakaldte braunske saaler under fodtøi, som fortjene alle deres opmærksomhed, der i et saa sludfuldt klima som vores, ynde at kunne gaae tør og fødderne. opfinderen er den østerrigske stabslæge braun, og den hele jndretning bestaaer i, at der anbringes paa tværs underforbladet to stykker læder omtrent af samme høide, som hælen. en af udgiverne har ladet sig forfærdige af samme slags fodtøi og derved gjort den forandring, at istedetfor paa det braunske ere to stykker under den forreste deel af foden, brugen han kun eet stykke under ballen.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_002426
|
1826-01-17
| null | 693 |
den altonaer merkur og hamborger korrespondent sees i denne tid at forsvare hinanden imod et ubeføiet udfald i algem. zeitung, over en artikel fra frankfurt. - denne enighed eller rettere sandhedskjerlighed imellem journalister, er overalt ikke saa fremmed andensteds f. ex. london, hvor de, uagtet deres forskjellige politiske anskuelser, dog staae alle som een mand, saasnart en af dem angribes i sin egenskab som journalist. j danmark (eller i det mindste i kjøbenhavner, som sidste no. af kjøbenhavns skilderie bemærker, det modsatte tilfældet. her didrager jngen mere til at nedsætte den periodiske litteratur, end netop de periodiske forfattere selv. et nyt opfundet spilleværk, thaumatrokaldet, finder stort bifald i london og i faa dage ere solgte deraf exemplarer. det bestaaer af en række af runde blade, gjennem midten af hvilke der gaaer en snor, hvis ender man kan tage fat i og ved dreining meddele bladet en svingende bevægelse, der bestaaer i en fortsat bevægelse. begge sider af bladet ere bemalede med forskjellige gienstande, som man, formedelst deres hurtige omdreien, paa eengang bliver vaer. saaledes seer man f. ex. de tørre grene af et træbeklæde sig med grønt løv, en skaldet bedække sig med en paryk, en sovende hurtigen aabne øjnene og slaae hænderne forskrækket sammen over hovedet &c. der mangler derved ikke paa moersomme og overraskende sammenstillinger. dr. rudelbach og licent. theol. holm agte at udgive en christelig huus og reise=skat, som skal indeholde et udvalg af de fortrinligste andagtsskrifter fra alle christelige aarhundreder. timoleon befrieren, et dramatisk digt af engraupach, en elegi over keiser alexanders sejerkronte hjemkomst , faaes tilkjøbs i det keiser: lige videnskabs academies boghandling.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_002470
|
1826-01-24
| null | 694 |
den altonaer merkur og hamborger korrespondent sees i denne tid at forsvare hinanden imod et ubeføiet udfald i algem. zeitung, over en artikel fra frankfurt. - denne enighed eller rettere sandhedskjerlighed imellem journalister, er overalt ikke saa fremmed andensteds f. ex. london, hvor de, uagtet deres forskjellige politiske anskuelser, dog staae alle som een mand, saasnart en af dem angribes i sin egenskab som journalist. j danmark (eller i det mindste i kjøbenhavner, som sidste no. af kjøbenhavns skilderie bemærker, det modsatte tilfældet. her didrager jngen mere til at nedsætte den periodiske litteratur, end netop de periodiske forfattere selv. et nyt opfundet spilleværk, thaumatrokaldet, finder stort bifald i london og i faa dage ere solgte deraf exemplarer. det bestaaer af en række af runde blade, gjennem midten af hvilke der gaaer en snor, hvis ender man kan tage fat i og ved dreining meddele bladet en svingende bevægelse, der bestaaer i en fortsat bevægelse. begge sider af bladet ere bemalede med forskjellige gienstande, som man, formedelst deres hurtige omdreien, paa eengang bliver vaer. saaledes seer man f. ex. de tørre grene af et træbeklæde sig med grønt løv, en skaldet bedække sig med en paryk, en sovende hurtigen aabne øjnene og slaae hænderne forskrækket sammen over hovedet &c. der mangler derved ikke paa moersomme og overraskende sammenstillinger.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_002470a
|
1826-01-24
| null | 695 |
dr. rudelbach og licent. theol. holm agte at udgive en christelig huus og reise=skat, som skal indeholde et udvalg af de fortrinligste andagtsskrifter fra alle christelige aarhundreder. timoleon befrieren, et dramatisk digt af engraupach, en elegi over keiser alexanders sejerkronte hjemkomst , faaes tilkjøbs i det keiser: lige videnskabs academies boghandling.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_002470b
|
1826-01-24
| null | 696 |
j politievennen doleres over, at forlæggeren af nyeste skilderie af kjøbenhavn" fra indeværende aars begyndelse har besluttet, ikke at overladebladet til nogen klub, med mindre der for samme betales fom gange saa meget som andre holdere erlægge, altsaa rbd. aarlig, og selv da udleveres bladet ikkun maanedsviis. - en lov, som vanskelig lader sig overholde. skulde eiendomsretten kunne strække sig til aandsarbeider, da maatte først opfindes et middel til, at de kunlod sig læse engang - en kunst, som især vilde gavne avisskriverne! de tvende danske skibe, som under orkanen, strandede i gibraltar=bayen, vare galeasen frederik, af kbhvn., skpr. petersen, og briggen, union af st. thomas, skpr. ubedasorøe academies bibliothek har i denne tidfaaet en vis udsigt til interessant forøgelse, i det hr. pastor ridder bastholm i slagelse har, ved et af hs. majestæt kongen allernaadigst approberet tilbud, overladt academiet sin udvalgte bogsamling til eie, fra den tid af, han ei selv attraaer afbenyttelsen af samme. bogsamlingen, der bestandigen forøges, bestaaer for tiden af circa bind, hvoriblandt over kobberværker, mange historiske skrifter og gode udgaver af klassikkerne, og de vilkaar, paa hvilke han har tilbudet og overladt den, ere ligesaa hædrende for eieren, som fordeelagtige for academiet. ogsaa har hs. majestæt kongen i denne anledning behaget, ved direktionen for universitetet og de lærde skoler at lade pastor og ridder bastholm tilkjendegive sin allerhøieste tilfredshed.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_002532
|
1826-01-31
| null | 697 |
fra petersburg skrives under de januar at undersøgelsen angaaende oprøret paa det hurtigste fortsættes. rebellernes plan skulle være, at tilintetgjøre den kriserlige familie, at plyndre alle eiendomme, at myrde de, der ikke hørte til complottet, kort sagt at udbrede alle anarchiets skrækkelige rædsler.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_002567
|
1826-02-07
| null | 698 |
jeg har vundet mit væddemaal, kjære ven, og udbeder mig nu mine flasker madera tilsendte med budet. de vil erindre, at deres paastand ved vor sidste samtale var: at enhver udgiver af et offentligt blad kunde ved forsigtighed, i valget af hans jndrykkelser vogte sig for miskjendelse, og de lovede derpaa at give mig en prøve; min paastand derimod var: at jntet kan indrykkes i offentlige blade det være saa uskyldigt, saa taabeligt, saa latterligt det vil, at jo publikum; naar det ei kjender anledningen, deraf vil uddrage de ufordeelagtigste slutninger. de har ved deres løierlige brev til mig villet overbevise mig om det modsatte; men deri har de bedraget dem thi medens den ene af deres læsere finder lutterdumhed i brevet, fordi han forgiæves søgte efter den satire han forudsatte maatte ligge deri, troede en anden at have opdaget et, i tyk taage indhyllet, skumlerie, og jngen faldt paa, at det var et uskyldigt spøg mellem dem og mig. de har i deres brev min herre, villet vise det latterlige der i fremkommer i sproget ved anvendelsen af upassende ord og talemaader, forbunden med en fordreiet construction, ligesom og i tankegangen selv ved en forvirret forbindelse af heterogene jdeer, hvorom brevskriveren vel har hørt noget, men intet tydeligt begreb har; de har troet at de mate. rier de valgte til gienstand for deres spøg, vare saa aldeles bortfjernede fra alt, hvad der kunde hentydes paa noget enkelt jndividuum i deres egn, saa at deraf aldrig kunde uddrages nogen anden mening, end den de selv havde, nemlig: at forfatteren med frit forsæt havde vaaset til morskab for sig selv og andre, og dog forsikkrer jeg dem, at der neppe gives en eneste periode i deres brevhvori jo een eller anden har villet finde ondskab; men da denne ikke just var let at udlede af textens ord, og aldrig ville passe rigtig til det formodede jdeal, ansaae man tillige forfatteren for et svagt hoved, der gjerne vilde; men ei forstod at gjøre sig tydelig. heri har det recenserende publicum dog vist nok uret. det er maaskee vanskeligere at skrive a la koested, end at forfatte et af sevignes eller gellerts alvorlige breve; thi saa let det er at sige en dum vittighed, saa vanskeligt er det at sige en vittig dumhed. enhver som tvivler herom, kan de min ven jo opfordre til at skrive et brev, som er bedre end deres, og man ville maaskee blive af andre tanker; men deres væddemaal min herre, det har de tabt, og det saa aldeles at de burde betale det dobbelte contingent; for nu at faae dusinet fuldt, vædder jeg endnu flasker mod sex, at saafremt devil vove et forsøg i en lignende smag, skal demed al deres kunst ikke kunde sammenælte et saadant mismask af urimelig sludder, at jo een og anden læser skal finde mening deri, og vide at henføre den til visse personer eller begivenheder. med helsen og venskab deres ærbødige. n......
|
non-fiction
|
speech
| null |
thi_002647
|
1826-02-14
| null | 699 |
buenos ayres havn, er erklæret i blokadetilstand af en brasiliansk eskadre, der holder samme indsluttet.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_002651
|
1826-02-17
| null | 700 |
efterretninger fra zante af te decbr., hvilke blive bekræftet fra flere kanter, melde at general kolokothron efter flere feilslagne storme, endelig har bemægtiget sig tripolitja; det lader ogsaa til at jbrahim er indsluttet i patra.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_002682
|
1826-02-21
| null | 701 |
j st. etienne er en vigtig handel afsluttet: et engelsk compagnie har givet ,, fr. for den blotte grund af de, den forhenværende maire tilhørende eiendomme.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_002701
|
1826-02-21
| null | 702 |
j flere portugisiske og spanske havne, bliver underhaanden overalt hvervet folk til soldater og matroser for brasiliansk tjeneste. en vaaben stilstand skal efter breve fra madras af de october være afsluttet mellem hoffet. i ava (birmanerne) og engelænderne; og fredsunderhandlinger være indledte.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_002811
|
1826-03-07
| null | 703 |
sir walter scott er uagtet handels speculationernes uhældige udfald, hvori han har taget deel, ikke bleven fattig. lady scot har arvet efter en broder en stor formue, som hun vil efterlade sine børn: det er godset abbotsfordved edingborg, der er sikkret hendes søn, som har gjort et rigt partie; desuden beholder dog altid sir walter scot sit vigtige indbringende embede.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_002816
|
1826-03-07
| null | 704 |
Subsets and Splits
No community queries yet
The top public SQL queries from the community will appear here once available.