text
stringlengths 47
13.7k
| label
stringclasses 2
values | subcategory
stringclasses 5
values | feuilleton_id
stringclasses 161
values | article_id
stringlengths 10
12
⌀ | date
stringdate 1818-02-20 00:00:00
1848-12-30 00:00:00
⌀ | feuilleton_author
stringclasses 34
values | __index_level_0__
int64 0
1.4k
|
|---|---|---|---|---|---|---|---|
the hull advertiser fortæller det skrækkelige forliis af pakketbaaden william & mary, som seilede mellem bristol og waferford i jrland. den seilede en aften kl. , med skjøn veir og gunstig vind. omtrent kl. , da styrmanden, stod til roers og kaptainen stod nær ved ham paa dækket, stødte skidet paa en klippe, kaldet de willeys eller the wolvers. passagererne som havde begivet sig til roe, bleve igjen hurtig opvakte, og mange af dem skyndte sig op paa dækket, for at erfare hvor stor faren var. men haabet varede desværre ikke længe, thi minuter efter, begyndte den at synke den scene som nu paafulgte, var yderst skrækkelig. baaden, som var meget lille blev snart fyldt, fornemmelig af skibsmandskabet, som satte over mod den walliske strandbred, og faa minuter efter sank skibet. dets stang blev staaende nogle fod over vandfladen, hvilket mandskabet holdt sig fast ved indtil baaden kom tilbage. en hr. barron, moder og søstre, meget elegante og dannede fruentimmer, (som havde deres tjener og vogn ombord, vare blandt pas. sagererne, de unge damers skrig i dødsangesten, skal have været skrækkelig. de fank alle, indslynget i hinandens arme og druknede; en mistres og en miss. sands og tre damer, til vare blandt de druknedes antal af fruentimmer og børn undgik ikke et døden. en hr. shortes fra bristol ræddede sig ved at svømme, men blev saa udmattet efter, at hans livstod i fare. walter scott denne mand er en af de første nu levende engelske digtere, født i edinburg, hvor hans fader var en udmærket sagfører. hans moden var en datter af david rutherford. dyd og talenter, især for digterkunsten, udmærkede hende, og adskillige af hendes digte bleve efterhendes indtrufne død, fundne værdige til offentlig bekjendtgjørelse. en svag legemsbygning, forbunden med lamhed, var aarsag i, at walter scott næsten ganske blev opdragen og underviist i sine forældres huus, og det undersin fortræffelige moders umiddelbare veiledning. om hans tidligere studier er lidet bekjendt, undtagen at han forraadede talent for landskabstegning : efter naturen. efterat have naaet den fornødne alder, blev han sendt til gymnastet i edinburg. denne skole giennemgik scott de sædvanlige brugelige former uden at yttre det, i ham slumrende genies kraft. tvertimod betvivlede man i hans drengealder hans hurtige fattevne. dog havde hugh blair dømmekraft nok til at forudsige hans tilkommende udmærkelse, da skolelæreren, beklagede sig over hans svage forstand. efter athave fuldendt de classiske studier gik scott til universitetet i edinburg, og allerede i sit de aar blev han optagen til sagfører ved de skotske domstole. med jver opoffrede han sig til fine embedsforretninger og giftede sig i aaret med miss carpentor, der har født ham fire børn. aaret efter sit giftermaal blev han udvalgt til sherif for grevskabet seltkirk og udnævnt til een af de før ste protokolførere ved den høieste ret i skotland. befriet fra advocaturens byrdefulde arbeider ved besiddelsen af to indbringende poster og en tilstrækkelig formue, var scott i stand til efter behag at hylde muserne. det første, der udkomaf ham, vare oversættelser af det tydske, og det paa en tid, da bürgers leonore, havde gjort den brittiske læseverden opmærksom paa phantastens vildeste frembringelser i den tydske literatur. samme aar, som oversættelsen af hiin rædsomme romance udkom i england, skrev scott to efterligninger af tydske romancer under titelen: the chace (jagten) og walliam and helen, (vilhelm og helene) og to aar senere en oversættelse af gothes gotz von berlichingen. to aar efter udkom af ham i mathew gregorys samling af undereventyrer, originalballader: ethe eve ofst. john og glensinlas." udkom hans første storre værk: the minstrels of the scottish border (minnesangerne ved skotlands bredder, i en pragtfuld udgave. denne samling vakte strax opmærksomhed, og, skjøndt de stykker, hvoraf den bestaaer, ere af meget ulige værd, saa var dog digtergeniussens høie flugt umiskjendelig i det hele værk. hans næste værk var sirtristram, en metrisk roman fra det de aarhundrede (). siden har scotts digterhæder været i bestandig tiltagen; særdeles berømt blev han ved sin lay of the last minstre, den sidste minnedigters sang) . herpaa skrev han en samling af ballader og lyriske digte (ballads and lyrical pieces). paa hans digtmarmion, a tale of floddenfield var den offentlige opmærksomhed saa meget mere spændt, da digteren selv forkyndte, at det indeholdt tilsammen baade hans bedste og sletteste poesie. samme aar skjænkede han publicum en udgave af drydens værker med en nye levnetsbeskrivelse af denne store digter og med mange anmærkninger. umiddelbart derpaa udkom i et quartbind hans beskrivelser og oplysninger til hans digt: the lay offthe last minstre. underhans bestyrelse udkom kort derpaa en ny udgave af følgende værker: lord sommers collection of historical tracts, sir ralph sadlers state papers og anna sewards poetical vorks. | non-fiction | n | null | thi_001220 | 1825-05-13 | null | 404 |
endnu samme aar skrev han sin: lady of thelake (damen fra søen), det meest populære blandt alle hans værker, skjøndt det efter manges meening i flere henseender maae staae tilbage. for : the lay of the last minstrel. fra den juni, til de septbr. afsattes af hans lady of thelake exemplarer for pund. j aaret. skrev han the vision of don roderik. (donroderiks syn), rokeby (af dette digt, afsattes ligeledes exemplare for pund fra jan. til de april og the lord ofthe isles (øernes herre, videre leverede han er prosaisk værk om oldsagerne ved englands kyster, (the border antiquities of england) og en nye udgave af stifts værker med forfatterens levnet og anmærkninger. j en senere periode udkom hans letters to his kinsfolks (breve til hans beslægtede, og hans digt the battle ofwaterloo (slaget ved waterloo). foruden dis, se værker, der viser en ikke mindre omfattende, lærdom og fliid end originalitet og digtergenius, tæller man ogsaa blandt walter scotts forfatterproducter en række af romaner, der have erholdt en sielden popularitet. blandt disse ere wawerley, guy mannering, douglas, &c. som han længe er vilde vedkjende sig. robinthe red (røde no. bin er ogsaa oversat paa dansk. scott skal være sysselsat med et beskrivende værk over skotlands oldsager, og han har tillige lovet publikumsen skotlands historie. han har en broder i amerika, hvis genie skal være beslægtet med hans, og hvem man derfor har tillagt adskillige af de interessante romaner, som walter scott ei har villet erkjende for sine. walter scott er udentvivl den rigeste af alle nulevende digtere, og er for faa aar siden bleven udnævnt til baronet. lord byrons sidste reise til grækenland. (af randers avis.) grev peter gambas (byrons ledsager) under denne titel udgivne reise-journal, har baade et bestemt sandheds=præg og giver tillige oplysning om flere interessante omstændigheder. dertil maa man vel fornemmelig regne, hvad der kan henføres under de spørgsmaale: hvad var byronssande hensigt i grækenland, stræbte han efter overherredømmet, vilde han være en gammel nations gjenopreiser og et nyt dynasties begrunder. - den græske regjering" siger grev gambarasendte deputerede til lord byron, for afham selv at erfare, om han var tilbøielig til at antage en general=gouverneurs post over grækenland, hvorved forstodes: den allerede befriede deelaf fastlandet, med undtagelse af morea og øerne. general londos, hans gamle ven (fra den tid han som yngling opholdt sig i grækenland, og en anden græker, der begge vare vel bekjendte med landets anliggender, skulde da, som raader, have sat ved siden af ham. fra cradini, hvor han da befandt sig, lod han regjeringen sige: at han for det første gik til salona og derfra skulde være til dens befaling. han vilde ikke være uvillig til at modtage en saadan post, naar han først havde overtydet sig om, at han ogsaa kunde stifte nogen nytte. de farer, hvorfor hine provindser, vare udsatte, bleve for ham en ny mægtig bevæggrund til at antage en saadan post, kun maatte han først prøve; om denne overbefaling ikke maaskee skulde bestaae i det blotte navn." - disse ere i sandhed mærkværdige yttringer, og de blive det endnu mere, naar man tillige seer hen til lord byrons ombyggelighed for at undgaae at indlade sig i forbindelse med noget af de forskjellige græske partiers overhoved; hans idelige forsikkring, at hans bestræbelser gik ud paa at knytte det hele tættere til hinanden; hans omsorg for at bringe laanet i england istand og selv at anvende endeel af sin formue deri; hans organisering, ei tiene af et slags prætoriansk skare; men af en formelig livgarde, bestaaende af sulioter og philhellener; samt flere paafaldende omstændigheder; drømme, om en græsk krone, turde maaskee saaledes, hverken i vaagen eller sovende tilstand, have været lord byron fremmet. | non-fiction | n | null | thi_001221 | 1825-05-13 | null | 405 |
hvad lord byrons reise til grækenland, og hans der tilbragte sidste levedage angaaer, vilfølgende uddrag af gambas værk maaskee ikke være uinteressant. jdet han netop, kjed af sit liv i jtalien, stod i begreb med at indskibe sig til amerika, opfordrede hans ven hobhouse. og den græske committee i london ham til at bestemme sig for grækenland. han lod derpaa altpaa det hurtigste forberede til en reise did, skjøndt mørke dødsahnelser allerede da syntes at svævefor hans siel. hans medbragte contanter bestod af , spanske plastre, og , i vexler. ogsaa medførte han kister af medicin, tilstrækkelige for mand paa aar. underveis blev skibet overfalden af en stærk storm. byron blev herover eftertænksom, men bemærkede, at modgang i begyndelsen pleiede jo at være et godt tegn. - da lorden ønskede at besøge sit palai i albara, som han havde overladt til sin banquiers opsigt, saa ledsagede jeg i gamba) ham. derhen. vor samtale underveis var tungsindig. han talte meget om sit henrundne liv og fremtdens uvished. - hvor mon vi være om et aar, sagde han blandt andet. - hvilken mærkelig ahnelse, netop aarsdagen efter blev han bisat i familiebegravelsen hos sine forfædre. - han ønskede at være til timer alene, spiste ogsaa ene, og kom kl. tilbage til staden, hvor han efterat have taget et varmt bad, igjen gik ombord. paa chephalonien opholdt han sig i lang tid, underhandlede herfra med grækerne af forskjellige partier og søgte at forskaffe sig en bestemt virkekreds. marcos bozzaris, den tappreste af hans correspondenter, faldt som bekjendeved et natligt overfald paa den tyrkiske leir, og nu gik lord byron til mesolonghi. da han landede der, havde han siden sin afreise fra chephalonien ikke været af sine klæder, men sovet paa dækket, øiensynlig i den hensigt at ville hærde sig til et feldttogs strabadser. den ste januar svømmede han en halv time. i dragomestri udkastede han en raa skizze til en suliotisk krigssang, som siden blev funden blandt hans papirer. hans forberedelser til at beleire lepanto, sulioternes oprør, hans forsøg paa idetmindste at bringe nogen mere menneskelighed i kampen, tilveiebringelse af politiske blade, organisationen af artilleriet og andre planer gjorde ham hans liv høist uroligt, medens climatet, o. s. v. afholdt ham fra at foretage sine vante ynvede legemsøvelser. under disse følelser skrev han nogle skjønne linier til sin te fødselsdag, og gamba tilføier: saavel af disse linier, som af hans daglige samtaler saae vi, at hans ærgjerrighed og stolte forhaabninger vare ganske rettede paa den græske expedition, og at han havde fast besluttet, at vende seierrig tilbage eller aldrig. en dag spurgte han sin tro tjener tita, om han tænkte paa at komme tilbage til jtalien? ja, svarede tita naar deres herlighed gaaer derhen, saa gaaer jeg med." da smillte byron og sagde: nei, til al jeg forlader aldrig mere grækerland; jeg vil ikke kunne undgaae tyrkerne, grækerne eller climatet. byron frygtede meget for at blive holdt foren almindelig sværmer, skjøndt det virkelig var hans faste beslutning at naae sit store maal eller falde som offer. han greb ogsaa enhver leilighed til selv først at le over det, som kunde synes latterligt i hans stilling. da saaledes capitain york, der var kommen for at kræve satisfaction, for krænkelsen af det joniske flags neutralitet, tilbød sig at ville komme med sin brig for lepanto, for at tage de flygtende, hvad enten det var græker eller tyrker, i beskyttelse, sagde hans for guds skyld gjør ikke dette, thi naar mine tropper vidste en plads, hvor de vare sikkre, løb de allesammen fra mig." han loe og skjemtede endnu en tid lang med capt. york om hans forehavende militair=commando, og bemærkede, hentydende til sin lamhed, at han dog allerede besad eet reqvisit til en general, han kunde idetmindste ikke løbe derfra. en anden gang sagde han: det er besynderligt nok, at stanhopee, soldaten, skriver med liv og siel imod tyrkerne, og jeg skribenten, fegter med liv og siel imod dem." - byron havde stundom lange besøg af maurokordato; men deres underholdning angik ikke altid politiken alene. jeg erindrer mig, at da de en aften saaledes sad sammen, opstod en art væddestrid imellem dem om deres kjendskab til den tyrkiske historie. moutokordato blev anseet for meget bevandret deri, og vilde sætte byron paa prøve med de ottomanniske keiseres genealogie. naar begge nu ikke, vare enige derom, fandt vi dog altid tilsidst, at byron var den som havde ret. hans hukommelse var i sandhed ogsaa beundringsværdig. han fortalte derhos, at den tyrkiske historie var en afde første bøger, der som barn havde forvoldt ham glæde, og tilføier han kjeg troer, at den har havt megen jndflydelse paa mit ønske at seelevanten: ja maaskee givet mine digte deres orientalske colorit. lord byrons første sygdom synes at have været et apoplectisk tilfælde, der for en tidhavde berøvet ham mælet. da han erholdt det igjen, viste han sig fri for al dødsfrygt, og spurgte ganske koldblodig, om dette anfald kunde blive farligt. fordølg mig det ikke, sagde han: athi jeg frygter, i sandhed, ikke for døden." da han fremdeles vedblev at skrante, erklærede han, at han for øieblikket havde besluttet, at opgive den jdee, selv at foretage en miltairisk expedition. jeg begynder at frygte for, sagde han til grev gamba: at jeg jntet videre har udrettet, end at spilde tid, penge, taal modighed og sundhed. jmidlertid var jeg forberedt derpaa. jeg viste at min vei ikke vilde komme til at gaae paa roser, og at jeg maatte holde mig fattet til at kæmpe imod bedragerie, bagtalelse og utaknemmelighed." grev gambamener, at lord byrons levemaade tildeels forværrede hans helbred, thi, for at vise at han kunde leve ligesaa nøisom, som engemeen græsk soldat, spiste han ikke andet en fisk, ost og vegetadilier, saa at hans taffel ikke kostede ham mere end paras. den de april erholdt lord b. breve fra zante og england, der opmuntrede hans ellers meget nedtrykte humeur. de indeholdt nemlig efterretning om, at et græsk laansandsynligviis vilde blive afsluttet i london, og, hvad der endnu mere glædede ham, at hans datter, som havde været meget syg, lykkelig var restitueret. - j dage (fortæller sr. gambahavde byron ingen ridetour faaet sig; og, omendskjøndt veiret var ubehageligt, besluttede han dog idag at ride ud. engelske miil fra staden, blev vi overfaldet af en heftig regn, og vi vendte ganske gjennemblødte tilbage. ved volden pleiede han ellers at stige af og seile hjem i en baad; men idag bad jeg lorden at fortsætte ridtet heelt hjem, da han, i sin nærværende tilstand, lettelig kunde forkjøle sig. men mine forestillinger var forgjæves. jeg vilde nok være en smuk soldat, sagde han eifald jeg ændsede slige smaatting. han steeg altsaa af hesten og lod sig som sædvanlig roe hjem. men neppe havde vi været to timer hjemme, før en heftig feber rystede ham. lægen foreslog aareladning; men han vægrede sig derved. har de intet andet lægemiddel, end det," sagde han: ader er død flere folk ved lantsetten end ved lantsen." nogle af de hidkaldte læger vare kun altfor villige til at føie ham i hans aversion for aareladning, ved at erklære den forikke saa nødvendig endnu. den de befandt han sig igjen ret vel, den te reed han atter ud; men for sidste gang. den de begyndte lægerne førstalvorligt at blive bekymrede for ham. han blev tvende gange aareladt og pd. blod taget fra ham. om natten havde han nogle anfald af vanvid. lægerne forfærdedes nu over symptomerne til en hjernebetændelse; de foresloge en nyaareladning, som lord byron ogsaa gav sit minde til, men befoel strax igjen at tilbinde aaren. den de stod han op, og, støttet paa sintjener tita, ravede han ind i sideværelset. da han havde sat sig ned, lod han sig bringe en bog. dr. brund bad ham med taarer i øinene, at han dog vilde lade sig aarelade; men han svarede nei, er min time kommen, saa maa jeg døe, hvad enten jeg nu lader mig aarelade eller . efter at han havde læst et par minuter, føelte han sig for svag, og styttet paa tita ravede han igjen tilbage paa sit kammer og kaste de sig paa sengen. doctorerne brund og millingen, der stedse bleve ængsteligere, ønskede nu at consulere to andre læger, en tydsker ved navn treiber og en græker navnlig lucavaja, der stod i ny og var maurokordatos læger. j førstningen vilde lord b. ikke tillade det: men da man sagde ham, at det var maurokordatos ønske, gav han efter under den betingelse; at de ikke maatte tale et ord. først nu, da lægerne havde holdt en consulation; syntes han at ahne sit nær forestaaende endeligt. da han vaag nede op, var jeg (gamba) gjerne gaaet til ham; men havde ikke mod dertil. par ny kjendte han; rakte ham haanden og forsøgte at udtale sin sidste villie. han gjentog navne og pengesummer, han tidligere havde nævnet. snart talt, han engelsk, snart jtaliensk. de, som omgave ham, have forsikkret mig, at de hverken nu eller tidligere havde hørt ham udstøde følgende afbrudtord: arme grækenland - arme stad - mine stakkels folk - hvorfor vidste jeg det ikke før - mintime har slaaet - jeg frygter ikke døden - men hvorfor gik jeg først hjem, for jeg drog hertil. en anden gang sagde han; jeg overlader noget kjert her i verden; ellers døde jeg gjerne." han talte ogsaa græsk, saasom: "jeg har opoffrettid, penge, helbred - nu ogsaa mit liv - hvad kan jeg da gjøre mere? henimod kl. , om aftenen, sagde han: "jeg vil sove, hvorpaa han strax dreiede sig om og faldt i en dyb søvn, hvoraf han desværre, aldrig meere opvaagnede. fra dette øieblik af syntes hans bevisthed borte, dog foranledigede tegn til stikflod og en rallen i halsen hans folk undertiden til at løfte hans hoved i veiret. man anvendte forgjeves alle midler, for at bringe ham af denne letargie. næste dags morgen, den de april kl. /, saae man ham slaae øinene op; men strax igjen lukke dem. lægerne greb til hans puls - han var ei mere. umiddelbar efter hans død" saa slutter grevgamba, havde hans ansigt et med rolighed og alvor blandet udtryk, hvilket sidste dog stedse mere og meere forsvandt; thi da jeg kastede det sidste blik paa ham, var udtrykket i hans mine, idet mindste i mine øine, i sandhed bimmelsk! | non-fiction | essay | thi_byron-greece_essay | thi_001222 | 1825-05-13 | null | 406 |
om en tiltagende fordærvelse. blandt dyrene. (from blackwoods edinburg magazine). | fiction | y | thi_fordævelse-dyrene_a | thi_001226 | 1825-05-20 | null | 407 |
etas parentum, pejor avis, tulitnos nequiores, mox daturos progemem ritiosiorem. | fiction | y | thi_fordævelse-dyrene_a | thi_001227 | 1825-05-20 | null | 408 |
det er ikke længer blot det æreløse menneskehvis forbrydelser mod sine medmennesker og angreb mod andres eiendom (som i mangel af seire, batailler og andre mere i øienfaldende og prægtige maader at udøve voldsomheder paa) give journalisten og læseren stof til underholdning, men selv vore hunde og heste forsynde sig mod det syvende bud, uden at kunne høste nogen, nytte af præst eller degn. der gives fortiden to sørgelige exempler paa en vanslægtet dyrerace i aviserne, som ere alt for vigtige til at blive forbigaaede med taushed. | fiction | y | thi_fordævelse-dyrene_a | thi_001228 | 1825-05-20 | null | 409 |
en politiebetjent kaldet sargent fremkom i london med en klage for magistraten over en hest, som stial høe. han sagde, at hesten komordentlig hver nat til en vognremisse, hvori dervar høe, i st. georgsgaden, spiste saa meget der, kunde ligge i den og galloperede derpaa bort. han ville vædde at det hele politie, ikke var i stand til at gribe den, thi naar man forsøgte at komme den nær, medens den spiste, slog den opmed benene, hug ud efter dem, og dersom de ikke pakkede sig deres vei, hed den. han fandt derfor det var det bedste at foredrage sagen for magistraten. | fiction | y | thi_fordævelse-dyrene_a | thi_001229 | 1825-05-20 | null | 410 |
hertil svarede en af magistratspersonerne: skulle de næste gang igjen blive fornærmet af denne tyvagtige gjest, maae de forsøge paa at gribe ham, og bringe ham her frem for os. | fiction | y | thi_fordævelse-dyrene_a | thi_001230 | 1825-05-20 | null | 411 |
nu et beviis paa en røver af hundeslægten: to damer mistris knight og en anden dameanmeldte for retten i hatton gaden, at de vare blevne plyndrede paa følgende maade af en hund. den første sagde at da hun og hendes søster, klokken om aftenen ville vende tilbage fra st. pancras kirke til battle bringe, sprang en langhaaret. hund, der lignede en hyrdes eller fæedrivers hund, uden at nogen person var at see, op fra siden af veien, greb med dens tænder redikulen hun holdt i sin haand, reev den med magt fra hende, og løb bort tvers over veien, saa gesvindt, som den kunde, redikulen indeholdt en punds note, en souvereign, (nye guinea) shilling i sølv, en sølv=fingerbølle, et par sølvbriller og forskjellige andre smaaesager. en af de tilstædeværende politiebetjente, sagde at en hund omtrent af samme udseende, angreb for nogle tid siden, en fattig kone, i nærheden af the veterinary college, og tog fra hende en bundttøi, som indeholdt to skjorter, nogle lomme tørklæder og nogle andre sager, hvilke den løb bort med, og den stakkels kone blev saa forskrækket, at det nær havde kostet hendes liv. der bleve forskjellige andre beskyldninger gjorte mod den samme hund, som man troer er bleven afrettet til tyverie, og man formoder at dens herre ikke maae opholde sig langt borte fra stedet. politiebetjenterne lovede at være paa deres post, for ommuligt at gribe røveren eller ogsaa skyde ham. den alvorlige moralist kunne rigtignok her finde anledning til at anmærke, at man kunde vente sig noget saadant af hunden, dens forvantskab med hine natlige røvere ulven og ræven, leder os til denne mistanke, og dens troskab mod sin herre, har altid liig den gamle highlænders, været anseet for at være forenet med en vis efterladenhed i udøvelsen af de strænge begreber, om eiendoms retten. | fiction | y | thi_fordævelse-dyrene_a | thi_001231 | 1825-05-20 | null | 412 |
men hvad mistanke, der end maatte falde paa hunden, har dog hesten indtil denne ulykkelige og offentlige opdagelse, ved sin opførsel, viist en uplettet caracteer, hvorom man endog ikke har kundet nære mindste mistanke, ei heller kunde nogen falde paa, at den behøvede en strikke til andet, end til at binde den til krybben med. den fandtes maaske hist og her en skotsk hest (forfatteren selv har engang eiet en af dette slags, som alfor vel forstod den maade, at aabne en landsbye, stalddør og slaae paa stokken til at klinken gik opjal som endog var bleven saa bekjendt med den meere fuldkomne mekanisme af en laas til kornkisten, at man ikke turde lade nøglen blive siddende i den. men da de senere gothiske oldgrandskere, synes at ville nægte den celtiske bjergbeboer, selv tittel, af menneske, kunne vi vel ogsaa nægte hans stumphalede, langhaarede, dværgagtige arbeidsdyr, navn af hest. hvordan det end gaaer, kunne disse smaae tyverier, begaaede af en hund eller hest, aldrig sættes i sammenligning med hine grove røverier paa gaderne, som have givet anledning til hvad der her er skrevet. det hænder imidlertid ofte, at vi ved at kasteet øie i fortidens annaler faae vort slette begreb om nutiden formindsket, dette trøster hine alt for nervøse moralister, som forarge sig over tidsalderens tiltagende fordærvelse. uden imidlertid at ville afgive os med at forsvare en saa svag sag, ville vi strax skride til beretningen af nogle faa facta, som ere komne til vor kundskab og som tjene til at vise, at flere exempler paa misgjerninger, ikke ere aldeles uden exempel blandt dyrene. (fortsættes.) | fiction | y | thi_fordævelse-dyrene_a | thi_001232 | 1825-05-20 | null | 413 |
j neustadt og furtwangen er middelpuncten for den over hele europa og amerika udbredte uhrhandel. to af schwarzwalds passer, kniebis og die hölle helvede), ere blevne meget bekjendte i den franske revolutionskrig. den første er paa grændseskjellet mellem baden og würtemberg, ved murgs kilde og forsynede med tre nu ødelagde skandser, alexander, svensk- og rosbühelskandsen. og blev dette pas indtaget af de franske. det andet pas er især blevet bekjendt ved moreaus tilbagetog . det er en snæver af høie bjerge indsluttet dal i egnen af staden reustadt, ved veien fra friburg til donanschingen. ferdinand v. schill. | non-fiction | n | null | thi_001234 | 1825-05-20 | null | 414 |
den svenske regjering har, med hensyn til toldvæsenets bedre organisation, besluttet, at landet skal inddeeles i tolddistricter. | non-fiction | n | null | thi_001246 | 1825-05-20 | null | 415 |
om en tiltagende fordærvelse. blandt dyrene. (from blackwoods edinburg magazine) (sluttet.) det første exempel paa en fordærvet caracteer, blandt dyrene, findes i den berømte sag med murdeiston og millar, hvis forhør var uheldigt for de beskyldte tobenede, og som man almindelig forsikkrer) ogsaa for deres fiirføddede hjelper og anstifter: murdeiston beboede en gaard paa de nordlige banker af tweedfloden og næsten lige over fordet gamle baroniesæde traquair. millar den anden af lungs yndlinger. - boede hos ham som hyrde og de arbeidede begge i deres kald at stiæle faar med uafbrudt flid og vedholdenhed. naar de gik hjem med deres stiaalne qvæg, søgte de endog om natten at undgaae bankerne af floden, eller de veie, der førte ned til dalen gjem nem de tilgrændsende dybe huulveie, de søgte hellere at komme langs med bjergtoppene, som adskiller den lille flod leithen fra tweed, men endog her var det farligt, thi hyrderne see leilighedsviis til deres hjorder endog for dag, og ofte naar millar havde drevet hans rov langt borte, fra og medens han endnu var hele mile fra hjemmet, og de østlige høie begyndte at farves af det klare dagskiær, overlod han det til hans hunds bestyrelse, og nedsteeg selv til bankerne af leithen udaf hans vei, for at man ikke skulle troe at han havde noget dermed at bestille. parrow (dette var hundens navn, endskjøndt eller mile fra hans herre, vedblev med ombyggelighed og taushed, at bringe faarene fremad til den mark, som hørte til murdiestons gaard, hvori man hverken spurgte eller forundrede sig over at hans herre ikke var kommen. ved siden af det straaetækte vaaningshuus, stod et af hine gamle fiirkantede taarne eller forraadshuse, hvis maleriske ruiner prydede flodens strandbred, og hvilke laae langs de sydlige og nordlige banker, i almindelighed tre eller fire hundrede alen fra den, undertiden paa toppen og undertiden i det hule af en høi. i hvælvingen af dette taarn, pleiede disse mennesker at skjule deres stiaalne faar, og medens resten af gaardens folk, var i kirken om søndagen, pleiede de at bruge deres knive, og at aftrykke med et heedt jern, et stort o paa begge sider af dyrets næse for at udslette den sande eiers mærke. medens hans medskyldige vare saaledes beskjæftigede, holdt yarrow vagt, udenfor og gav ufeilbarlig ved hans gjøen tilkjende, naar nogen som de ikke ønskede, nærmede sig. for at forandre skuepladsen for hans røverier, satte millar en nat over tveedfloden og tog veien til en bondegaard, som laae i en meget vild egn, mellem bjergene i selkirkshire, og da faarehyrder i almindelighed ere meget godt bekjendte, fandt han ingen vanskelighed i at samle en deel af en hjord, og tage det antal med sig, som han fandt passende. faar ville nødigen stige ned ad høider om nattetider og endnu mindre svømme over en flod. millar for at vogte sig saameget som muligt for at blive seet af mennesker, tog veien langs ved toppen af wallacehøi ligeoverfor, og havde i sinde at lade dem svomme tværs over tweedfloden. men da hans rov, var taget fra den meest bortliggende deel af gaarden, var det hændelsesviis for det medste, gamle faar, som af alle slags faar ere de meest halsstarrige, og alle de konster denne erfarne mand og hans kloge hund gjorde for at faae dem dertil, vare forgiæves. millar blev imidlertid ved at bestræbe sig derfor indtil daggryet, advarede ham om, at ethvert videre forsøg ville, stride mod hans sædvanlige forsigtighed. nødig, ville han rigtignok forlade sit bytte, da han, naar han blot kunne komme over aaen, kun havde en fjerdendeel engelsk miil til det gamle taarn; han overlod derfor, som han saa ofte havde gjort, foretagendets lykkelige udfald til parrow (hunden); satte selv over floden og gik hjem. han opmuntrede hunden med sin stemme, medens han endnu var nær nok til at blive hørt, uden at tildrage sig nogens opmærksomhed. den paalidelige parrow pauserede ikke, eller kjønnedes i sine bestræbelser; hele arbeidet laae nu paa ham, og han drev i nu faarene saa rasende fremad paa høire side og derpaa igjen paa venstre, at to af dem styrtede ned i floden og druknede, da de ikke igjen kunne komme i deres rigtige stilling, fordi de andre trykkede saa stærkt paa dem; imidlertid var han dog uhældig - og han vidste ogsaa hvad fare, der var, i at blive feet ved høi lys dag om mor genen, at drive faar frem af den vei, de ikke skulle gaae. man saae dem noget hen paa dagen, ganske trætte at tage deres vei hjemad, med et mærke millar havde underveis i en ensomliggende faare=fold sat paa dem. millar selv var forundret over faarenes halstarrighed og hundenes vedholdenhed. og han fortalte historien i fængslet, kort førend han fik sin dødsdom, til en respektabel forpagter. murdeiston og millar bleve henrettede og man troede i almindelighed, at yarrow skulle have samme skjebne. dog neil hunden blev kjøbt af en landmand deri naboelauget, men var ikke skikket til noget ærligt arbeide, og da hans herre ikke havde noget andet at bruge ham til, lagde man mærke til, at han endog viste mindre klogskab end en almindelig faarehund. en ung, galant og riig herre, som nyelig opholdt sig i edinburg, var eier af en smuk og dresseret vandhund, som paa sin maade besadt ligesaamange færdigheder som parrow selv, og var efter al sandsynlighed, ligesom den, oplært i at stiæle til sin herre. det varede nogen tid førend dens nye herre, som havde kjøbt den af ender handlede med hunde, lagde mærke til dens moralske fordærvelse, og han blev forundret og forlegen over at see dyret bringe hjem forskjellige salger, som det maatte have kommet til paa en urigtig maade. undertiden morede han sine venner, naar han mærkede hunden havde saadant noget i sinde, med at lade den give prøver paa sin klogskab i den spartanske konst at stiæle hemmelig men underrettede naturligviis de handlende, hvorden skulle gjøre experimentet, om at de maatte være paa deres vagt. den maade den gik frem paa, var besynderligog opvækker megen forundring, over det arbeide, der maae have været anvendt paa at dressere hunden dertil. saasnart dens herre traaede ind i boutiken, søgte hunden at undgaae ethvert tegn paa at den kjendte, eller havde noget med ham at to bestille, og gik ligegyldig og doven omkring, som om den hændelsesviis af sig selv var kommen derind. dens herre betragtede nogle vahre, og derpaa blot lagde haanden paa det stykke, som han ønskede den skulle bemægtige sig, og derpaa forlod boutikken. hunden, hvis opmærksomme øie strax have forstaaet vinker, blev, iste den for at følge sin herre, siddende ved døren, eller laae ned ved jlden for at passe paa disken indtil den mærkede at folkets opmærksomhed var henvendt fra den gienstand, som den ønskede at bemægtige sig. naar hunden nu saae leilighed, til at gjøre det ubemærket, undlod den aldrig at lobe op paa disken med sine forfødder, gribe den ting som dens herre havde peget paa, og løbe bort dermed saa hurtig, som en piil, for at finde sin herre. vi kjende en meget værdig og agtet herre, derer advokat og ofte fortalte en ubehagelig hændelse, som mødte ham paa en reise til london. j denne herres ungdom pleiede man altid at foretage reisen mellem edinburg og london til hest, sandsynligviis mellem aarene og . | fiction | y | thi_fordævelse-dyrene_b | thi_001257 | 1825-05-27 | null | 416 |
den reisende maatte enten leie hest paa hver station, eller hvis han havde i sinde at reisemere occonomisk kiøbte han en hest og solgte den naar reisen var forbi. den herre hvorom vitale, der baade forstod sig godt paa heste, og var en god rytter, havde valgt den sidste maade at reise paa, og solgt den hest han havde kjøbt i scotland, strax efter sin ankomst til london. da han havde i sinde at vende tilbage, gik han til smithsield market for at kjøbes. en hest, aftenen for han vilde afsted. jmod mørkningen blev der ham tilbuden en smuk hest for saa billig priis, at han fattede mistanke omat dyret maatte besidde en eller anden feil, men da han ikke kunde opdage nogen lyde paa den, og da sælgeren formodentlig af grunde han selv bedst kjendte var begierlig efter at slutte handelen, strax, og endog slog noget af i hans første mode rate forlangende, kjøbte vores reisende hesten, for en meget ringe priis. næste morgen begav han sig paa reisen. hans hest havde en ypperlig gang, og de første faa mile, saalænge der var megen færsel paa veien, gik det saa godt, at vores reisende ordentlig gratulerede sig selv til denne gode handel. men da han kom til finchley common, paa et sted hvorveien gaaer ned af en lille høi og opad en anden, mødte han en geistlig, som kom kjørende i en chalse med en hest for. der var just da ingen at see i nærheden, og hesten viste nu hvad profession hans første herre havde været af. jsteden for at passere forbi chaisen, lagde den bugen lige opimod den, standsede den og nærede ingen tvivl altsaa om, at jo dens herre ikke ville lade gaae forbien saa skjøn leilighed til at udøve sit kald. den geistlige som troede det samme, bød ham strax, uden han forlangede det, sin børs, og forsikkrede den forundrede og skamfulde rytter, at han ikke behøvede at drage sin pistol frem. den reisende fik hans hest trukket tilbage, gjorde mange undskyldninger for hans velærværdighed, som han imod sin villie havde forskrækket, og fortsatte sin reise. noget efter nærmede hesten sig paa den samme mistænkelige maade til en vogn, der sigtede man med en carabin ud gjennem vinduerne mod dens rytter og truede at skyde ham paa stedet, endskjøndt han, som han pleiede at udtrykke sig, var aldeles uskyldig og hverken fornærmede nogen i ord eller gjerning. med et ord, efter at hans liv en eller to gange var sat i fare ved den mistanke hans hests opførsel paadrog ham, og han flere gang var truet med at blive arresteret af politiebetjentere, som antoge ham forden berømte stratenrøver, der før havde redet paa denne hest; fandt han sig nødt til at skille sig ved dette ubeldsvangre dyr, og at kjøbe en anden hest, af en ikke saa smuk skabning, men af en bedre moralitet, for en temmelig høi priis. saaledes have vi nu viist adskillige exempler paa en fordærvet caracteer hos dyrene, men viville ikke desstomindre haabe, at disse symptomer paa en høi grad af umoralitet, ikke ville udstrække sig til de lavere klasser af dyrene, thi hvis dette skulle skee, ville vi snart høre tale omkøer, der have bestiaalet malkepigernes lommerog heste, der bestiæle deres herres. neil vi have et langt bedre begreb om de firføddede dyr heri kongeriget og haabe at dyrene, der hvad tyverie angaaer, have været mere syndede imod, endselv været syndere, ville ikke almindeligviis gjøre brug af en handlemaade, hvorved de hidindtil blot have været passive. | fiction | y | thi_fordævelse-dyrene_b | thi_001258 | 1825-05-27 | null | 417 |
doctor faust. (fragment af lessing og engel.) første scene. (theatret fremstiller i denne scene en forstyrret gothisk kirke, med eet hovedalter og sex sidealtere. ødelæggelse af guds værker og satansfryd, ruinerne af et tempel, hvor den algode forhen blev tilbedet, er hans kjereste vaaning. just her altsaa er forsamlingsted for helvedes aander, der holde de deres raadslagninger. satan selv har sit sæde paa helvedalteret; paa biealterne ere de øvrige diævle adspredte. men alle blive usynlige for øiet, kun deres fæle skurrende stemme høres. satan fordrer regnskab for de gierninger, som de øvrige diævle have udført; han er tilfreds med een, utilfreds med en anden. | fiction | y | thi_faust | thi_001259 | 1825-05-27 | Lessing & Engel | 418 |
satan: tael, du første, hvad har du gjort: første djævel: satan! jeg saae en skypaa himmelen, der bar forstyrrelse i sit skjød; da hævede jeg mig op paa den, skjulte mig i den forteste tykning, drev den, og sank med den overen from fattigs hytte, der hvilede hos sin hustroe. i den første slummer. her sønderrev jeg skyen, rystede al dens jld ned paa hytten, saa den lyse lue slog frem og al den usles eiendom blev dens rov. - det var alt var jeg formaaede, satan! thi ham selv, hans jamrende børn, hans hustroe, dem reev guds engel ud af jlden; - da jeg saae ham - flyede jeg. | fiction | y | thi_faust | thi_001260 | 1825-05-27 | Lessing & Engel | 419 |
satan: elendige feige! og du siger, det var en fattigs, en froms hytte første diævel. en froms og en fattigssatan, nu er han nøgen, ussel og fortabt. satan. for os. ja det er han for evig. fratag den rige sit guld, saa han fortvivler, og ryst det ud paa den fattiges arne, saa det forfører hans hjerte: da have vi dobbelt fordeel! at gjøre den gudfrygtige fattige endnu fattigere, det knytter ham kun desto fastere til gud. - tael, du anden, fortæl du noget glædeligere! anden diævel. det kan jeg, satan. | fiction | y | thi_faust | thi_001261 | 1825-05-27 | Lessing & Engel | 420 |
jeg gik ud over havet, og søgte en storm, hvormed jeg kunde ødelægge, og jeg fandt den: i det jeg ilede tilbage til strandbredden, gjaldede vilde eder op imod mig, jeg saae ned, og fandt en flaade seilende med pengepunge. hurtig styrtedejeg mig med orkanen dybt ned i havets bund, og klattrede atter paa den skummende bølge imod himmelen. | fiction | y | thi_faust | thi_001262 | 1825-05-27 | Lessing & Engel | 421 |
satan. og dræbte dem i bølgerne: anden diævel: saa ikke een eneste undgik, hele flaaden adsplittede jeg, og alle sjelene den bar, ere dine. satan, forrædder, de vare allerede mine. men de skulde endnu have bragt mere fordærvelse over jorden; de skulle have røvet, skændet, myrdet paa fremmede kyster, ført nye syndelokkelser fra verdensdeel til verdensdeel - alt er borte og fortabt, tilbage med dig i helvede, diævel! du forstyrrer kun mit rige. - tael dutredie, farer du ogsaa i skyer og storme, tredie diævel: saa høit flyver min aand ikke, satan jeg under ei det skrækkelige. min hele tragten gaaer ud paa vellyst. satan: da er du desto skrækkeligere for sjelene. tredie diævel: jeg saae en bolerske slum re; hun væltede sig halv drømmende, halv vaagen, de i hendes begjerligheder paa sit leie, jeg svang mig ned til hende. opmærksom lurede jeg paa ethvert af hendes aandedrag, lyttede til enhver vellystig fantaste - da greb jeg hurtig det yndlingsbillede, der satte hendes barm i den høieste uroe. af dette billede skabte jeg mig en skikkelse, en rank, kraftfuld, blomstrende yndling og - satan: (hurtig) røvede du pigen hendes uskyld? tredie diævel: røvede een endnu urørskjønhed - det første kys. videre drev jeg det, ikke. men vær vis paa. jeg har andet hende jld i blodet. hun giver sig til priis for den første, den bedste forfører, og han skal begaae synden. da er hun først forført. satan: saa have vi offer paa offer; thi hun vil igjen forføre. ha godt j din dom er plan. lærer, j første, j elændige, j som kunstifte fordærvelse i legemverdenen, denne stifter fordærvelse i sieleverdenen - det er en bedre diævel. - siig, du fjerde, hvad for noget har du gjort? fjerde diævel. jntet herre, men havt en tanke, som, naar den udførtes, slog alle deres gierninger til jorden. satan, og det er: fjerde diævel: at røve gud sin yndling, en tænkende, eensom yngling, ganske viisdommen hengiven; ganske kun andende for den følende for den; fornægtende enhver lidenskab, uden den eneste for sandhed - dig og os alle skrækkelig, naar han engang bliver folkets lærer - at røve gud ham, satan! satan, fortræffeligt, herligt, dog, planen? fjerde diævel: hvilken harme, jeg saae ingen. jeg svang mig fra alle sider om hans siel; men jeg fandt ingen svaghed, ved hvilken jeg kunde fange ham. . satan: daare har han ikke videbegjerlighed? fjerde diævel: større end nogen dødelig! satan: saa overlad ham kun til mig det er nok til hans fordærvelse. | fiction | y | thi_faust | thi_001263 | 1825-05-27 | Lessing & Engel | 422 |
og nu er satan altfor beskjæftiget med at lægge planen dertil, for at han kunne afhøre de øvrige diævle. han bryder op med forsamlingen; alle skulle staae ham bi i at udføre hans store hensigter. han troer sig fuldkommen vis paa et lykkeligt udfald af sine bestræbelser ved de hjelpemidler, magt og list give ham. men forsynets engel, der usynlig svæver over ruinerne forkynder os, at satans bestræbelser ere frugtesløse, ved de høitidelige, men blidt udtalte ord, der lyde ned fra himlen: j skulle ikke seire. | fiction | y | thi_faust | thi_001264_b | 1825-05-27 | Lessing & Engel | 423 |
naar nøden er størst, er hjælpen først. martret af uroe og kummer gik james boxvell i en dunkel ensom gang i st. james park. himlen var ligesaa mørk som hans sielbegge vare fordunklede af mørke tordenskyer. boxwell var en ung mand, otte og tyve aar, gammel, naturen havde meget gavmild udstyrer, ham med alle dens skjønneste gaver. hans aand var levende og dannet, hans hjerte ømt og skik ket til at nyde livets reneste glæder: kjerlighed og venskab; men den egensindige lykke, havde stedse behandlet ham med stedmoderlig haardhed. allerede tidlig var hans hjerte blevet saaret paa det grusomste, hans skjønneste haab tilintetgjort. allerede som dreng havde han sluttet et nøie venskabs=forbund med en skolekammerat, næsten af lige alder. venskab indgaaet i livets første blomsteralder er det reneste og varigste. det aabne hjerte, endnu aldrig bittert bedraget, nærer ingen mistanke; egennytte og egenkjerlighed, udøve endnu ikke deres fordærvelige magt, og man er, fjern fra al kold beregning, altid bereed til ethvert offer, hvad den ene ven i denne fordringsløse tilværelses ubetydelige sphære, fordrer af den anden. edward smith heed boxwells ungdoms legekammerat; dog deres - ----- unge hjerters harmoniske baand blev sønderreven. smiths fader - (han havde allerede længe ingen moder, - døde; og nu ganske fader og moderløs, lod en onkel ham komme til sig, for at sørge for hans opdragelse og fremtidslykke. adskillelsen var smertelig og boxmelfandt blandt alle sine øvrige ungdomsvenner ingen erstatning for hans tab. smith var allerede sexten aar gammel, da han forlod london, en søster: betty, et barn, paa aar, blev tilbage under opsigt af en tante, der var gammel enke. boxwell endskjøndt endnu ikke sytten aar gammel besøgte dog flitlig den bedagede enke, saa lidet ogsaa hendes eensformige underholdning, der blot angik hvad nyt der forefaldt i hendes naboeskab, kunne skaffe ham nogen nydelse; men den lille bettys liighed med hans fjerne ungdomsven og den tilbøielighed den lille altid viste for ham; da hun kom ham altid hoppende imøde, og den uforestilte glæde hun viste ved enhver lille foræring af legetøi eller bonbons, drog ham med magisk magt til enkens ensomme bolig, endskjøndt han ikke selv, kjendte den sande grund dertil. han haabede fra tid til tid at erholde efterretninger fra sin ven, men disse udebleve ganske: han vidste ikke engang om han var kommen lykkelig overhavet og havde naaet sin bestemmelse. enken synes at tvivle derom, da hun intet hørte fra ham, og heller ikke kunde erindre det skibs navn med hvem han var afseilet; tilmed indtraf det just paa den tid at flere skibe ifølge aviserne vare forulykkede ved storm. med et gammelt fruentimmers ligegyldighed, som ikke længere er i stand til at tage nogen levende deel i noget, meddeelte hun boxwell hendes bekymringer desangaaende. denne tanke rystede ham i hans inderste, og han antog det for uomstødelig sandhed; thi det er det ungdommelige gemyt egent, at det anseer et hvert glædeligt eller sørgeligt budskab for sandt, uden først at prøve det; og gandske overlader sig til det første jndtryk af glæde eller smerte; - begyndelsen hengav han sig til den meest nagende kummer; tid efter anden forvandlede denne sig til en stille veemod, og gav hans hele caracteer er gandske anden retning. den elskede afdødes søster blev ham dobbelt kjer, under hans øine voxte hun op, og i den jndbildning, at han kun for broderens skyld bar venskab for hende, udvilede sig i hans hjerte den første spire til kjerlig hed, uden at han ahnede det. den lille bettyudfoldede sig som en skjøn rosenknop; alt mer, og mere, og blev alt smukkere og smukkere; og boxwells kjerlighedsfulde opmærksomhed, den indgetogenhed, hvori hun levede med sin høit, bedagede pleiemoder, som sielden kom ud blandt andre mennesker, forenet med den omstændigheat hun saae ham næsten daglig, opfyldte ogsaa hendes unge hjerte, med en om hengivenhed forham, endnu før hun vidste at give det noget navnsaaledes hensvandt flere aar. boxwells fader var kjøbmand, og han selv havde ogsaaopofret sig til denne stand. faderen holdt det tjenligst for sønnens dannelse, at han lært handelen paa et andet handels-contoir, men han forblev imidlertid i london, og dette forandrede ikke hans sædvanlige maade at leve paa, kun hindrede nu hans nye forhold ham fra, ikke saa efte at see hans ungdomsvens søster, men dette savn gav denne fornøielse et høiere værd; dette var ogsaa tilfældet med bettyjo ældre begge bleve, jo mere varm blev deres gjensidige tilbøielighed, men det var den første kjerlighed, og isteden for den forrige barnlige, aabne fortroelighed, traade nu en blyhed, som de begge ikke kunne forklare sig, og som de, hvor ofte de end foresatte sig det, ikke kunne blive herre over. tusende gange gik han med det forsæt til bettyat aabne hende sit hele hjerte; tusende gange svævede tilstaaelsen om hans kjerlighed paa hans læber, men ved synet af hende blev han stum, og aldrig var han meere forlegen og blye, ja selv tilsyneladende kold, end i hine øieblikke, naar han havde besluttet, at gjøre ende paa den piinlige uvished, hvori han svævede. boxwells fader havde ved nogle mislykkede handels speculationer lidt betydeligt tab, han skjulte det omhyggelig for sin eneste søn, og lod sig kun i fortroelige samtaler forlyde med, at han i tiden, af ham ikke havde at vente nogen understøttelse, og at et ungt menneske maatte bestitte sig paa at lære saa meget, at han i ulykkestilfælde, som især en kjøbmand var udsat forfrem for nogen anden, kunne forlade sig paa sig selv, og byde skjebnens storme trods. et andet handelshuses banqverot styrtede fuldkom men den gamle boxvell, efterretningen derom rystede saaledes oldingen, at et slagflod pludselig endte hans liv. sønnen var ude af sig selv af bedrøvelse overdet uforventede tab af en om, elsket fader; og hans smerte blev endnu meere forøget da han erfarede at hans formue var aldeles ødelagt. han forlod nu det handelshuus, hvori han hidindtil havde funden, om ikke et rigeligt, saa dog et anstændigt udkomme, med det faste forsætikke allene at rædde saa meget af levningerne af hans faders formue som mueligt, men ogsaa vedselv at antage sig hans handel, og ved utrættelig flid, anstrængelse og sparsomhed, tid efter anden at tilfredsstille hans creditorer, og derved, at rædde den kjære afdødes gode navn og rygte for bagtalelse. brave mennesker, som kjendte ynglingen fra den fordeelagtige side, lode hans ædle beslutning vederfares ret, og billigede ikke, allene hans forsæt, men understyttede ham ogsaa med penge. saaledes lykkedes det vel boxwell, at erhverve sig en art selvstændighed, og den tankelaae vel ogsaa dybt begravet i hans siel, engang at kunne kalde den elskede betty ganske sin, men den nye valgte løbebane var aldeles ikke glædelig og haabefuld for ham. ved mangel paa egen formue, og ved den ikke meget betydelig understøttelse af nogle velvillige mænd, som det vel ikke feilede paa god villie, men paa evnemaatte han bestandig kjæmpe med saadanne hindringer, der gave ham ingen bedre udsigt til at forbedre sin stilling, og gjorde ham kun modløsere. han blev daglig mere tungsindig og denne mørke stemning havde ogsaa en væsentlig skadelig jndflydelse paa hans virksomhed. der hører en sjelden sielstyrke til ikke at trættes i sin jver, naar man mærker, alle anvendte anstrængelser for en god sag ere forgjeves, og kun faa have stand, haftighed nok til, ligesom at aftrodse en fiendtlig skjebne det, hvad den ikke frivillig vil give, og som den derimod ofte med blind forkjerlighed, odslede paa uværdige. bettys pleiemoder døde just under boxvills møisommelige og kummerfulde stilling. | fiction | y | thi_boxwell | thi_001283 | 1825-06-03 | Carl Müchler | 425 |
hun efterlod hendes søsterdatter kun nogle ubetydelige huusgeraad, da hun som enke aarlig havde levet af en pension, en beslægtet, efter hendes mands død havde udsat for hende. | fiction | y | thi_boxwell | thi_001284 | 1825-06-03 | Carl Müchler | 426 |
boxvells urolighed tiltog; han havde nu ikke blot sig selv at sørge for, men ogsaa den fader, og moderløse elskede, hvis hjelpeløse forfatning laae ham mere paa hjertet, end hans egenmislige stilling. for havde han vel ofte tænkt paa, og inderlig ønsket, at hun dog engang maatte blive hans mage, men dette var paa en tid, da han endnu holdt sin fader for velhavende, og han endnu blev blændet af det haab, derved at kunne skjænke hende et behageligt lod i livet. nu holdt han det for en uædel handling, at ville undskillig sammenknytte et saa elskværdigt væsens skjebne med sin egen mislige, og saa tungt ogsaa offeret faldt ham, og om hans hjerte saa have brustet, vilde han have renonceret paa hans livs høieste lykkehendes besiddelse, selv om de have kunne blive lykkelig ved hinandens haand. ved hendes ynde, hendes stille qvindelige dyder, hendes fordringsfrie aandsdannelse, faaer hun nok en tilbeder, sagde han til sig selv, og jeg - jeg bør undertrykke min kjerlighed for hende. han undlod imidlertid ikke, efter hans ringe evne at understytte hende, og berøvede sig selv ofte det nødvendigste; men han tvang sig, ved sine besøg hos hende, til at vise en kulde, som stal meget paafaldende af, imod hans forrige hjertelighed. betty, som altid fik hendes barndoms- og ungdomsven kjerere og kjerere, til hvem hun ogsaa foruden hiin ømme tilbøielighed, og saa blev fængslet af en levende taknemligheds følelse, for den godhed han med saa megen omskaansel havde viist hende, mærkede snart denne forandring i boxwells opførsel, og da hun ikke abnede den sande bevæggrund dertil, saa ansaae hun det for, at hans kjerlighed for hende havde tabt sig; og for første gang opvaagnede i hendes barm slumrende skindsyge, som næsten altid er kjerlighedens fientligsindede ledsagerinde. ogsaa bettys munterhed forsvandt, og en hemmelig kummer talede af ethvert af hendes ansigtstræk. boxvell fandt hende ofte hensunken i eftertanke, naar han kom til hende; med hendes kunstlede latter fulgte en halv undertrykt taare, og et uvilkaarligt fremstødt suk forraadte ham at en hemmelig kummer nagede hende. paa hans spørgsmaal fik han altid det undvigende svar: mig feiler jntet, men den tone, hvor i dette blev sagt, forraadte kun alt for tydelig, at et hjerte uden falskhed, var tvungen til tage sin tilflugt til en usandhed. den elskedes sørgmodighed formerede endnu mere boxwells tungsind. hans stilling blev ved hver dag misligere og misligere. han havde da han overtog faderens handel, indgaaet forpligtelser, som han ved alle muelige anstrængelser fra sin side, dog ikke var i stand til at opfylde; mange haardhjertede creditorer bleve grove og paatrængende, og han stod formedelst strængheden af de engelske love, i fare for at blive arresteret; hvilken skjæbne forestod da den nerfarne elskede, som var berøvet al beskyttelse? opfyldt af disse qvælende tanker, ilede han til betty, for at udøse sit hjerte i hendes skjød, og for at overtale hende til at følge ham til et tilflugtsted paa landet hos en langt ude beslægtet, indtil han, som han haabede, ville være i stand, til, at afslutte et forliig med et par haardhjertede creditorer; hvorved han med sikkerhed igjenkunne vende tilbage til london. | fiction | y | thi_boxwell | thi_001285 | 1825-06-03 | Carl Müchler | 427 |
da han kom til hendes afsidesliggende bopæl, fandt han døren tillukket. han erkyndigede sig hos verten, om han ikke vidste hvor hun var gaaet hen, og om hun ikke snart ville komme tilbage? hvorhen hun er gaaet, veed jeg ikke, svarede denne, men hun forlod huset i gaar aftes og har ikke været hjemme i nat. mueligt, raabte boxwell: a de bagtaler uskyldigheden herre. - en saa sædelig pige, bliver aldrig ude om natten, og hvorledes har deres kone kundet tillade det, som jeg dog har lagt pigen paa hjertet." det veed jeg ikke, nok herre, hvad jeg siger er sandhed. en ung mand, omtrent paa deres alder, kom her i gaar aftes og spurgte efter hende. vi viste ham til hendes værelse. efter en god times samtale, traaede han med hende ind til os, og sagde, han gik bort med jomfruen. sildig om aftenen kom en ubekjendt, bragte nøglen til jomfruens kammer, og sagde, han havde i commission at betale alt hvad hun var skyldig og et fjerdingaars leie aparte, hvorimod man maatte lade ham faae de faa sager, der hørte hende til, da hun ikke kom tilbage. vi toge pengene, udleverede sagerne, som en drager, der ventede ved døren pakkede paa. hvor hun er draget hen, veed jeg ikke, og kommer mig heller ikke ved. | fiction | y | thi_boxwell | thi_001286 | 1825-06-03 | Carl Müchler | 428 |
kommer dem heller ikke ved raabte hr. boxwell vred, de skal staae mig inde for, hvis der tilstøder hende en ulykke! hvor kan de falde paa saadan noget, herboxwell, spurgte venten med et phlegma, som endnu mere oprørte den bestyrtede: hun har betalt alt hvad hun var skyldig, og meere endnu, leien forud for et qvartal. hun maae for osgjerne gjøre hvad hun vil, om hun saa vil springe i themsen, vi kunne ikke forbyde hende det. gud skee lovl i gammel engeland bliver endnu friheden holdt i hævd og ære! med al den forbittrelse som kogte i hans jnderste indfaae boxwell dog, at han af en saa hjertesløs egoist, ikke kunne erfare noget videre. om den hemmelig undvegne. han forlod det huus, hvori hans hjertes klenodie havde boet, halv vanvittig af undertrykt vrede og martrende uroe over hvad der var bleven af hende, nu forklarede han sig den bedrøvelse, han havde mærket hos hende i den senere tid, ved en ond samvittigheds sidste skrupler, der gjorde hende bebreidelser, for den længe forehavende flugt, som et strafværdigt forræderie mod venskab og kjerlighed. overbeviist om hendes troløshed, trykket fra alle sider, saae han an en glædeløs fremtid imode, intet fængslede ham mere til en verden hvoralle blodets, følelsens, og hjertets baand vare sønderrevne. han havde tabt sin fader, tidlige re begrædt sin ungdomsvens død, dennes søster, som han havde skjænket sit hjertes hele kjerlighed, havde skammelig forraadt og forladt ham. nu stod han ensom og hielpeløs i en stor, øde verden. hans beslutning var fattet, han ville gjøre en voldsom ende paa sin elændige tilværelse. med dette forsæt gik han ind i st. james park. | fiction | y | thi_boxwell | thi_001287 | 1825-06-03 | Carl Müchler | 429 |
med en ladt pistol i lommen, traade han henbag en grenet eeg, men da han ikke langt fra sig hørte en raslen, standsede han, af frygt for at blive forstyrret i sit forehavende, og skjulte hurtig pistolen i kjolelommen; han lod som han spadserede for fornøielse, og gik igjen hen af den forladte fodstie. en mand med hatten dybt trykket ned i øinene og i en simpel overkjole, kom ham imøde. aldrig saasnart var han kommen ham nær, saa blev han staaende og mynstrede den ulykkelige fra toptil taae, traade derpaa pludselig hen til ham, og sagde: a hvorledes gaaer det boxwell, det var ham vel paafaldende, at en ubekjendtnævnte ham ved navn, men i den stemning, hvori han da befandt sig, følte han ikke den ringeste drift hos sig til at spørge den ubekjendte: hvorfra han kjendte ham; med nedslagne øinesvarede han kort og branten: slet, meget slet! det er godt, det er fortræffeligt!" - var svaret. | fiction | y | thi_boxwell | thi_001288 | 1825-06-03 | Carl Müchler | 430 |
herre, raabte boxwell, det er gud fordømme mig, et høit utidigt spas. jeg er slet ikke lystig tilmode. hvorledes kan et menneske, som kun har en ahnelse af menneske kjerlighed, finde det fortræffeligt, naar det gaaer en anden slet? jeg bliver derved, det er ret herligt, har de selv et huus, min ven? ak! sukkede boxwell, selv ikke en tagsteen, om jeg kan kalde min egen; men jeg haaber mantil snart maatte inddrømme mig eet. hvorledes er det at forstaae." jh! nu, et, bestaaende af fire bredder. daarskab! de tænker paa at døe. dermed har det endnu gode veie. de har altsaa virkelig intet eget huus, nei, neil forskaan mig dog med deres paatrængende spørgsmaale. skat, det er mig ret kjert, meget kjert, nu endnu et spørgsmaal: er de allerede gift?" hvad kommer det dem ved? hvoraf skulle jeg ernære en kone? endnu bedre lev vel!" sagde den fremmede, og lod boxwell blive staaende, i det han hurtig bortfjernede sig. | fiction | y | thi_boxwell | thi_001289 | 1825-06-03 | Carl Müchler | 431 |
denne besynderlige scene havde imidlertid saaledes overrasket den fortvivlede, at han derved glemte sit forsæt, at ville berøve sig livet; og meere beskjæftiget med den ubekjendte, end med sig selv, sagde han: hvis den karl ikke er løben ud af daarekisten, saa veed jeg ikke hvad jeg skal tænke om det. nu faldt det ham først ind, at løbe efter den ubekjendte, og erkyndigede sig nærmere om ham. han var ikke at finde i den hele park, og da han ved denne søgen stødte paa en bekjendt, som talede til ham, adspredte ham ved hans underholdning, og tilfældigviis fortalte om en selvmorder, som havde skudt sig for gjeld, og som, hvis han ikke havde udøvet denne uoverlagte handling, ved en riig onkels, nogle timer efter, paafulgte død, var bleven hjulpen ud af sin nød, saa opvaagnede igjen den naturlige lyst til livet i boxvells siel. han besluttede frem for alt, at søge at komme paa spor efter hans tabte elskede, og ikke ganske at hengive sig til fortvivlelsen. vel ikke trøstet, men dog roligere end før, vendte han tilbage til sin bopæl. søvnen, alle lidendes trøster, tilsluttede endelig hans trætte øine, og omendskjøndt ogsaa i hans oprørte sindsforfatning, skrækkende drømme af og til afbrøde, hans roe, saa følte han sig dog den følgende morgen ikke saa oprørt, som i de første øieblikke efter han havde erfaret bettys hemmelige flugt. ganske tidlig om morgenen holdt en glimrende eqvipage for boxwells bolig. en betjent ringede paa; og efter at man havde aabnet, spurgte han, om her boede en vis hr. boxwell, man svarede ham ja, og viste ham hans værelse. han bankede paa. herind, raabte boxwell. betienten traade ind. om forladelse, er det hr. james boxwell. | fiction | y | thi_boxwell | thi_001290 | 1825-06-03 | Carl Müchler | 432 |
ja, det er mig. - hvad bringer han mig?" jeg skulle bede dem, herre, at de ville behage at uleilige dem hen til min herre. han har til den ende skikket dem sin vogn. | fiction | y | thi_boxwell | thi_001291 | 1825-06-03 | Carl Müchler | 433 |
hvem er hans herre, og hvad hedder han, hvem han er, og hvad han hedder, kan jeg ikke sige dem, jeg veed ingen af delene. han er en reisende; for ganske kort tid siden ankommen og stegen af i vertshuset hertugen af york. | fiction | y | thi_boxwell | thi_001292 | 1825-06-03 | Carl Müchler | 434 |
jeg har blot været nogle timer i hans tjeneste. besynderligt, sagde boxwell; og gjorde betjenten endnu en mængde spørgsmaale om den fremmede, der ønskede at tale med ham; men denne kunde eller ville ikke give ham noget tilfredsstillende svar. selv beskrivelsen over den ubekjendtes udvortes, endskjøndt laqvaien beskrevdet nøiere end mangt et stikbrev, kunne slet ikke føre boxwell paa spor, hvem den kunne være, der saa gjerne ønskede at tale med ham. | fiction | y | thi_boxwell | thi_001293 | 1825-06-03 | Carl Müchler | 435 |
j et anfald af ondt lune, sagde han derfor. jeg indseer ikke hvorfor jeg skulle følge et menneskes opfordring, som jeg slet ikke kjender, og som dog kunde havt saamegen høflighed, at lade mig underrette om sit navn og stand. svar han kun hans herre, hvis han vil tale med mig, saa maae han uleilige sig her hen. ak!" svarede betienten: lad dem dog bevæge, hvis de ikke vil gjøre min nye herre den, villighed, saa gjør det i det mindste af godhed for mig. | fiction | y | thi_boxwell | thi_001294 | 1825-06-03 | Carl Müchler | 436 |
af godhed for ham, jeg troer han er gal? ja! de beviser mig en ret stor velgierning, kjere herre. hvorledes da min herre har lovet mig fire guineer, naar jeg bringer dem til ham. skik de ikke vognen tom tilbage." betienten sagde dette i en saa bedende og tillidsfuld tone, at boxwell ikke længere kunne bringe det over sit hjerte, at nægte ham det. godt, raabte han, naar jeg derved kan hjelpe ham til fire guineer, saa vil jeg gaae." han tog hat og stok, betjenten sprang forudog aabnede karetdøren. da boxwel var stegen ud, førte betjenten ham ind i første etage og aabnede døren for ham til et meget elegant værelse. her kom den ubekjendte, som havde talet til ham i st. james park, ham imøde. boxmell, traade forskrækket tilbage; thi denne forunderlige jndbydelse, i forening med samtalen fra i gaar, bestyrkede ham i den mening, at den fremmede vel ikke maatte være med sine fulde fem. men han synes at være riig, tænkte han ved sig selv, derfor gaaer han vel frit omkring; havde det været en anden fattig diævel, saa havde mansikkert allerede for lang tid siden bragt ham til bedlam. forlegen saae han sig omkring i værelset, og søgte efter en udgang, for i nødstilfælde at at kunne tage flugten. | fiction | y | thi_boxwell | thi_001295 | 1825-06-03 | Carl Müchler | 437 |
kiender du mig da ikke længere james, spurgte den fremmede? nei, min herre! har jeg da forandret mig saameget? – jeg kjendte dog dig ved første øjekast. see dog engang ret nøie paa mig! det vovede boxmell ikke, og rystede benægtende paa hovedet. | fiction | y | thi_boxwell | thi_001296 | 1825-06-03 | Carl Müchler | 438 |
men hvad diævelen! kjender du da ikke din gamle skolekammerat edward smith, nu først var det pludselig, som om der faldt et slør fra boxwells øine. han stirrede paa sin ungdomsven nogle øieblikke med et ansigt, som udtrykte tvivl og haab, gjenkjendte endelig de, gjennem en række af aar, halv udslettede gamle ) ansigtstræk, hans angest forvandlede sig til glæde, og han kastede sig pludselig i hans legekammerats aabne arme. efter en lang, stum omarmelse, sagde endelig smith. "strax efter min ankomst til london, var min første forretning, at erkyndige mig om dig. jeg erfarede at det just ikke gik digpaa det bedste, og ved det første tilfældige møde. med dig, erholdt jeg bekræftelsen der paa, at din egen mund. st. james park var ikke "stedet til at give mig tilkiende for dig paa dette skulle kun skee under fire øine. j vores barndom, james, vare vi fortroelige venner. den gang havde jeg lidet eller intet. du hav noget mere. du har ofte deelt broderlig mig, nu har jeg flere penge end jeg behøver, er kommen tilbage fra ostindien, og kan igjen give dignoget. men kjære broder james, endnu liggger der en svær steen paa mit hjerte, hvad en der bleven af min søster, som jeg maatte forlade som et lille barn, jngen har kundet, give mig underretning om hende, kun saa meget, har jeg erfaret, at du har redelig antaget dighende; du vil altsaa bedste kunne vide hvor hun er og hvordan det gaaer hende? at sukkede boxwell, og en taarestrøm styr, tede ud af hans øine: jeg ved ligesaa lidt omhende, som du. ojeg ulykkelige! ol ulykkelige broder, smith trængte nu ind paa sin ven, og badham løse ham denne gaade. boxwell fortalte nu alt, under de hæftigste udbrud af smerte og under tilstaaelsen af hans forigste kjerlighed forden flygtede. berolige dig" sagde smith. "jeg ville kun prøve dit hjerte. jeg har hentet bettyfra hendes bopæl, og hun ville vel ikke have fulgt, nogen anden, saa godvillig, som hendes broder. det holdt svært, meget svært, at bringe hende til lade dig forblive saalænge i uvished, og kunmit hellige lofte, at giengielde alt det rigeligt, du havde gjort mod hende, kunde berolige hende: dog hun kan selv bedste sige dig det. | fiction | y | thi_boxwell | thi_001297 | 1825-06-03 | Carl Müchler | 439 |
ved disse ord aabnede smith døren til et sideværelse, og betty, som havde hørt alle boxwells udladelser om hendes formeentlige tab, var ikke længer herre over sine følelser, hun fløi hendes elsker imøde, og han sluttede hende med inderlighed i sine arme. | fiction | y | thi_boxwell | thi_001298 | 1825-06-03 | Carl Müchler | 440 |
jeg er just kommen til rette tid" - sagde smith. "j arme skabninger havde ellers maaskee længe maattet vansmægte. jeg forudsætter at j intet inderligere ønsker, end at blive forenede med hinanden, og derfor vil jeg sørge. jeg forærer dig betty et huus, som jeg allerede har kjøbt, og endnu dertil, saamange rede pennge til udstyr, at en ordentlig mand, som dugiver din haand, ikke behøver at have næringssorger. det afhænger nu af dig søster, med hvem du vil deele dette?" betty rakte høit rødmende og med fravendtansigt boxwell hendes haand, og sagde med zittrende stemme: med ingen anden end med din ungdomsven, broder, som engang sørgede saa dybt over dinformeentlige død, altid tænkte paa dig med saa megen kjerlighed, og overdrog denne kjerlighed, paa din forladte søster. gud velsigne eder! udraabte smith rørt. j dette øieblik føler jeg først ganske det tvetydige gulds værd. | fiction | y | thi_boxwell | thi_001299 | 1825-06-03 | Carl Müchler | 441 |
indenlandsk. salg af jordegods. mandagen den de juni førstkommende om formiddagen kl. , lader eierinden, enkefrue stadel, ved een eneste auction opraabe, og uden flere auctioners holdelse, absolut bortsælge følgende: hende tilhørende eiendomme: ) hovedgaarden søe beliggende i seierslev sogn, nørre herred paa morsøe, staaende for hartkorn frie hovedgaardstaxt tdr. skpr. fdkr. alb. og ufri hartkorn tdr. skpr., samt mølleskyld td. alb., med den til samme hørende priviligerede og meget indbringende veirmølle og underliggende hoveriegjørende bøndergods staaende for hartkort tdr. / alb. ) konge- og kirke=tienden af seierslev sognehartkorn tdr. skpr. ) kirke-tienden af sønder-draabye sogns hartkorn tdr. skpr. fdr. alb. og ) ditto af alsted sogns hartkorn tdr. skpr. alb. enten samlet eller separat, paa de conditioner som paa auctionsstedet, gaarden søe, bekjendtgjøres, og tilligemed jordebog og adkomst-documenter ere til eftersyn saavel hos eierinden, boende paa gaarden ullerup paa morsøe, som hos hr. assesfor bye- og herredsfoged rummelhoff i nye. kjøbing. | non-fiction | n | null | thi_001300 | 1825-06-03 | null | 442 |
beskrivelse over canton i china. canton er hovedstaden i provindsen af samme navn, og ligger ved mundingen af floden tah, som i nærheden af staden er stor og viid. dens muur er temmelig høi, og sex eller syv engelske mile i omkreds; ikke over en trediedeel af grunden er bebygget; den øvrige deel tjener til lyststeder og fiskeparke. landet er særdeles behageligt, og mod østen bakket, saa at man fra staden og forstæderne, en omkreds af engelske mile, har den skjønneste udsigt. bygningerne i canton ere i almindelighed lave, bestaae kun afet stokværk og stueetagen er belagt med leereller røde teglstene, for kjøligheds skyld: men de anseeligste kjøbmænds og mandariners huse ere i sammenligning dermed høie og velbyggede. j adskillige dele af staden ere templer, hvori chinesernes afgudsbilleder findes; uden for samme staaer, efter aarstidernes forskjellighed, en stor mængde conditorier, oranger og tillavet mad, og ligeledes røgelse, der stedse holdes brændende. - gaderne ere lange og smalle, brolagte med flade stene og prydede med thriumphbuer, i en vis afstand fra hverandre, der yde et skjønt syn, og altid ere opfyldte med mennesker. paa begge sider ere boder, hvori forskjellige vare falholdes. et slags præsenninger ere udspændte fra huus til huus, for at forebygge, at solstraalerne ikke skulle være beboerne og de forbigaaende til uleilighed. ved enden af hver gade er et slags barriere, der, tilligemed stadens porte, lukkes hver aften. j chinagaden, der er længere og bredere end de øvrige, boe kjøbmænd, hvis handel, saavidt som den angaaer porcelain, lakerede sager, vifter a., er aldeles indskrænket til europæerne. de fleste af dem tale det europæiske sprog temmelig godt (adskillige endog dansk, i det mindste saa godt, at de kunne gjøre dem forstaaelige ved deres forretninger. foruden disse kjøbmænd, er der et selskab af tolv eller tretten, som kaldes cohong, der have udelukkende ret af regjeringen til at kjøbe de forskjellige skibes ladninger, og forsyne dem med thee, raa silke &c., som tuskartikler. uagtet disse conhongs ere skadelige for den private handel, ere de dog til overordentlig stort gavn for de forskjellige compagnier, som de handle med; thi hver enkelt af dem er borgen for det hele, og naar en fallerer, betragte de øvrige sig som ansvarlige. j canton findes ingen vogne. alle byrder bæres af dragere paa bambusrør, der ligge tværs over deres skuldre, fornemme folk og damer lade sig bære i bærestole. man kan hele dagen gjennemvandre cantons gader, uden at møde et fruentimmer, undtagen tartariske, og endda disse kun meget sielden. - paa flaadens - værft, som er beqvemt og smukt, staae de forskjellige europæiske nationers factorier, saasom de danskes, hollændernes, de franskes, engelskes a. j disse boe vedkommende compagniers supercargoer, der ere bestemte, at sørge for de ladninger, som bringes til marked; forsyne skibene med andre fra europa i hines sted, og, under deres fraværelse, at contrahere med kjøbmændenne om saadanne varer, der agtes nødvendige for næste expedition. blandt factoriernes residenter hersker stort venskab; et fælles og prægtigt taffel holdes paa compagniets bekostning, og besøg og gjenbesøg aflægges. jntet mange ler i, at opholdet for europæerne i canton gjøres saa behageligt, som mueligt, paa de fornøiel, ser nær, som flyder af fruentimmer selskab. bredderne af floden, nærmest staden, ere bedækkede med baade, der danne et slags bye eller gader, hvor de fattigere chinesere, eller rettere, tartarerne, boe. endeel af mændene gaae ommorgenen paa kysten til deres forretninger, og i disse sampans eller baade, der ikke ligge fast, sætte saavel qvinderne, som mandfolkene passagerer i land. paa disse baade leve mange tusinde sjele, som det aldrig har været tilladt at komme i land, hvis eneste bopæl er deres baad, hvori de spise, drikke, sove, og forrette mange sysler, holde ænder &c. og stundom et sviin. - manufacturerne i canton drives i særdeleshed i forstæderne; uagtet det ideligen er blevet antaget, at de vare indskrænkede til staden, og det af adskillige forfattere er blevet anført, som aarsag, hvorfor europæerne ikke maa komme ind af porterne; men det er en feiltagelse, og den sande grund for denne høist besynderlige jndskrænkning er den, at de huse, hvori de holde deres fruentimmer, ligge for det meste i staden. j wampoa, en stor rummelig ankerplads, der er - engelske mile fra canton, liggede europæiske skibe og udlosse deres ladninger, der føres til factorierne i pramme, som for - denne befordring faae deres bestemte fragt. | non-fiction | essay | null | thi_001303 | 1825-06-10 | null | 443 |
mellem denne plads og staden ere tre hoppoeller toldhuse, hvor de frem og tilbageseilende baade maa gjøre holdt, og visiteres tilligemed de passagerer, de have ombord, hvilket skeer, forat forekomme smuglerie. men de forhennævnte pramme og captainernes baade, ere fritagne herfor, de første have i dette øiemed egne betjenter, ombord, og de sidste bevogtes og visiteres, naar de lande. | non-fiction | n | null | thi_001304_a | 1825-06-10 | null | 444 |
et skibbrud i sechelles øernes archipel aar , (af journal des voyages, juni .) jeg var sluppen ud af et langvarigt fangenskab, og havde indskibet mig i mascate med kaperen hirondelle, i det haab, at komme tilbage til iisle de france. de første dage af vor seilads vare ret rolige; men de kastevinde, som følge passatvindens skifte langsad den mallabariske kyst, lode sig snart fornemme, og kastede os langt fra vor vei, henimod de sidste maldiver mod sønden og mod salomonsøerne, hvis kysterligesaa ubekjendte som de ere farlige, snart geraadede os til ulykke. | fiction | y | thi_sechelles-skibbrud | thi_001304_b | 1825-06-10 | null | 445 |
j en stormig nat, da skibet, med rev i seilene, tilbagelagde meere end otte miil i timen, hørte jeg havets brølen og vindens tuden i tougværket; maanen blev hvert øieblik tilsløret af skyer, som sammendyngede sig mod sønden, hvorfra allerede nogle lynstraaler fore ud. jeg spadserede langsom paa dækket og føelte mig i harmonie med alle disse ængstelsesgienstande, da jeg, just i det jeg kastede øinene paa dette lysnende spoer, som et skibs kjølvand dannet om natten i havene under vendekredsen, saae en tropsøesvaler, som staarede tæt ved os, og udstødte skjærende skrig; i det jeg gjorde vagtsofficieren, opmærksom paa dem, anmærkede jeg tillige, at disse fugle almindeligen holdt til luvart af øerne. "oh - sagde han til mig - vi have intet mere at frygte af landet, aldeles intet; breden, af dionysia og haverne er bleven omseilet for klokken otte i aften, og nu er den nærvedti." - hvad giør captainen? - han sover, og har forbudet os at forandre det mindste i farten, for dag. jeg kastede mig nu paa min seng. men uden at kunde finde søvnen. den anden, lieutenant, som laae hos mig, spurgte mig omveiret, og om vinden vedblev at blæse med samme furie; og han meddeelte mig ogsaa sine bekymringer, og beklagede sig over denne haardnakkenhed og vankundighed hos captainen, som saaledes satte sit skib i vove ved at holde sig for nær til maldiverne. han talede endnu med mig derom, da et gyseligt stød mindede os om, at vi vare paa et rev; inden et øieblik var jeg paa dækket, hvor der allerede herskede et forvirringsoptrin; skibet hængte fast imellem klipperne. jngen var istand til at give befalinger og endnu mindre til at udføre dem, thi den overvættes angst havde frembragt ligesom en almindelig bedøvelse. iblandt matroserne, ja endog iblandt de commanderende; den eneste mænd, anden lieutetenant, viste mod, men det var forgjeves at hans altid hævet over faren, vilde bringe det til manoeuvrering; hans stemme tabte sig midt imellem mandskabets skrig og det gyselige knag og brag af masterne, som, i deres fald, knuste alle de ulykkelige der befandt sig i nærheden af dem. det er ligesaa vanskeligt at beskrive, som at forglemme det optrin, der nu foregik for mine øine. alt det, som fortvivlelsen kan frembringe, alle de løvter, som angesten kan fravriste. mennesket, hørte jeg i denne dødsens nat. | fiction | y | thi_sechelles-skibbrud | thi_001305 | 1825-06-10 | null | 446 |
jeg føiede mig ikke til denne gyselige concert, og det forekom mig, som jeg havde mine overstandne, gjenvordigheder at takke for den art af ligegyldighed, hvormed jeg ventede paa min skjebne. | fiction | y | thi_sechelles-skibbrud | thi_001306 | 1825-06-10 | null | 447 |
inden til minutter var skibet skilt ved al takkelage, og laae dybt sunket paa siden; alle baa dene bleve i en hast bortrevne af bolgerne, som, i det de brøde sig, med brusen, paa dækket, drogemennesker og vragstykker og hinanden med sig. jeg var iblandt tallet af dem, som, ved at holde sig fast i tougværket, ikke kunne løsrives af bølgerne; natten var lang, men endelig viste dagen os et lavt land, hvis sandbredder ikke vare mere end tre hundrede skridt borte; det var den lille øde øe kaldet vaches-marines (havkøerne). de matroser som vare flygtede op paa skibsbakken, den deel af skibet, som blev mindst bedækket af bølgerne, arbeidede nu med jver paa, at sammensætte en art af flaade, for at prøve paa at vinde til kysten: men denne var aldeles besat med gyselige klipper, mod hvilke vandbjerge skyllede op med stor bragen; end mere, vinden slog ikke an paa kysten, den gik langs hen ad den, mod en lang kjæde af brændingsklipper, der endte øen ved den østlige deel; det var let at see, at flaaden aldrig kunne overvinde saa mange vanskeligheder, og jeg lavede mig til, at følge dem, som stolende paa deres kræfter, styrtede sig ud, for at svømme over. kan de svømme, mester, sagde en abyssinisk matros til mig - ja, sagde jeg til ham. - o mester! gud frelse dem, saavel som mig og han styrtede sig i havet, hvoraf han aldrig skulle komme opigjen. de første bølger førte mig med heftighed til landet; tyve gange paa nippet at knuses imod klipperne eller qvæles af bølgerne, blev jeg endelig kastet op paa sandet, ganske forstødt, med brystet og armene blodige. j det jeg gjorde nogle skridt paa havbreden, faldt jeg snart heni daanelse, udmattet af mine anspændelser under svømningen og af den mængde havvand, jeg havde drukket i mig. da var det endnu marder kom, og drog mig ud af denne forfatning: kom, kom, sagde han, i det han tog mig ved armen, staae op; jeg haabede ikke at see dig; modl. om dine ribbeen ikke ere aldeles forknuste. da han var meget stærk, trak han mig uden møie, - . hen til et sted lidt borte, hvor der var lidt ferskt vand; jeg kom til min selvbevidsthed igjen, efterat have drukket, og i det jeg kastede øinene omkring mig, spurgte jeg, om en snees ulykkelige. som jeg saae siddende ved en jld, var alt hvad der var tilbage af hirondellen, hvis besætning før denne ulykkelige hændelse, bestod af , mand; - ja, det er dem allesammen, resten er, hvor vi engang skulle hen alle; men herom er ikke spørgsmaalet nu, der maae tænkes paa at leve her, og dernæst at slippe herfra. matroser, ne havde allerede stegt nogle skaldyr, hvoraf kysten tilbød en stor mangfoldighed, den var yder, mere bedækket med drivtømmer, som strømmene uophørligen førte did fra de maldiviske øer, denne hjælp var os til stor nytte, thi det sted, hvorpaa vi vare, fremviste kun noget usselt krat, af en busk, kaldet fløielsbusken, som var os tilingen nytte, da den kun brændte med vanskelighed; den tjente om natten til lye for en stor mængde søefugle, der kom og sloge ned her, som en skye, ved solens nedgang, i det de opfyldte luften med deres hvinende skrig, og dette skraadvedblev indtil langt ud paa natten, fordi de komhid fra alle horizontens puncter. disse dye bleve al vor føde i de første dage, i det vi stegte dem paa gløder eller endog under asken, som kastanier; men det var altid et fælt vildt, seir og trannet over al beskrivelse; man maatte veltage tiltakke med dem, som de vare, ogsaa blevefuglene forladte uden afsavn, saasnart vi vare blevne dristige og kunde fange fisk og havskilpadder. tre matroser bukkede under i de første dage, som fulgte paa vort skibbrud, de vare meere endde andre, blevne sønderrevne paa klippestenenes spidser, og den fortvivlelse, hvori deres sørgelige forfatning styrtede dem, paaskyndte deres død; den yngste især vægrede sig stedse ved at modtage. mindste føde. deres liig bleve nedlagte i sandet, saavel som alle de, havet kastede op paa ky sten; men de faa overblevne, som befandt sig vel, opmuntrede ved tale og exempel af marsom jntet kunde faae magt med, tabte ikke haabet om, at slippe fra dette sørgelige sted, og naae sechellerne, som vare kun sex og tyve miil derfra. vor første tanke var, at sammensætte, af skibets vrag, et fartøi, der lignede dem paa den malabariske kyst; men da et lykketræf havde viist os vor sluppe imellem revene, hvor bølgerne havde stødt den ind, gave adskillige af os sig til at svømme hen til den, og fik den halet derudfra, under fare for at blive opslugte af haierne, hvormed havet var belemret. tømmermandens kiste blev trukken frem, ved at dyke ned imellem vragstumperne, og mange gjorde sig det til pligt, at stikke paa vor sluppe; hvor forknust den end var, haabede vi dog, ved at arbeide med jver, snart at sætte den istand til, at holde søen. den utrættelige mans havde udnævnt sig selv til captain, og jngen havde tanke, til, at gjøre ham rettigheden stridig. altid virksom, haandhævede han den samme mandstugt hos sine folk, som ombord paa et krigskib, og lod mange gienstande trække ud fra vragstykkerne, iblandt andet store lapper af sønderrevne seil, som tjente til at opføre et telt, og andre stykker til at ligge paa; vi kunde nu sove anderledes, end paa sandet, uden at udstaae saa meget af duggen om natten, og, om dagen, af solens straaler, som fortærede os. enhver havde sin post anviist af vor chef, i dagbrækningen gik de, som ikke arbeidede paa baaden, paa fiskefangst, og det var først om aftenen, naar alle arbeider vare endte, og vort traurige maaltid sluttet, at jeg spadserede med man ind af øen. mere vandt end han, til at gaae med bare fødder paa klipperne, klavrede jeg op ad de steileste høider, for der at søge æg af vendekredsens fugle; men jeg naaede kun deres top med møie, formedelst deres stakning og de nedrullende graastene, som løsnedes ved hvert skridt. fra dette høie sted, opdagede jeg, ved solens redgang, mahes høie bjerge, som, i stille veir, saae ud som en sky vedhorizonten; dette syn indgav vore matroser meget mod, og tjente til at blende dem mod farerne, ved overfarten, naar det blev spørgsmaal om at forsøge den. | fiction | y | thi_sechelles-skibbrud | thi_001307 | 1825-06-10 | null | 448 |
øen vaches marines, som kun har fem (engelske) mile i omkreds, ligger under s. br. og længden; heden er ikke saa brændende der, som man skulde troe om et sted saanær ved linien; altid gjennemblæst af vinden, om dagen, er duggen meget stærk der om natten, og afkjoler luften. to store kiær af saltag, tigt vand ere omtrent midt i øen, ved foden af en høi, som næsten aldeles bestaaer af graastene. den mindste væxt, som staaer ud paa denne øde jord, er fløielsbusken, hvorom jeg alt har talt, et lille krat med tykke blade. søefugle af alle arter, hav-skilpadder, nogle havkøer, og jordkrabben, ere dens eneste beboere. havkøerne slæbe sig ofte op paa sandbankerne for at sove der i solen, og i denne tilstand kan man høre dem puste langt borte. dette dyr er kun lidet frygteligt, uagtet sin uhyre størrelse og sine truende tænder; vore matroser dræbte adskillige i voropholdstid, men vi gjorde ikke stort væsen af dem, efterdi kjødet af dem ikke lod sig fordrage, en eneste skildpadde fornøiede os mere, naar v. kunde komme til at overraske den. den mængde fisk, som vrimler i bajen overgaaer al beskrivelse; uden andet fiskeredskab, end en stok, dræbte en eneste af os, naar han gik ud i vandet, til knæerne, flere af dem i een time, end vil kunde fortære i to dage; de almindeligste arter vare flynderen, adskillige arter rokker, captainen, hagen, hav-aalen; blandt skaldyrene vare hummerne de almindeligste; klipperne vare bedækkede af muslinger med de skjønneste porcelins skaller. | fiction | y | thi_sechelles-skibbrud | thi_001308 | 1825-06-10 | null | 449 |
det var først efter en maaneds forløb at sluppen blev istand til, at gaae i søen; jndretningen af en lille tønde til at forvare vandet, i, kostede os næsten ligesaa megen møie som hele resten; vi gjorde ogsaa aarer, et roer, og et trekantet seil. en stor skilpadde, stegt i sin skal, og nogle røgede fisk var fartøiets mundforraad, men det kunde kun rumme fem personer. da mark havde forsamlet sit mandskab, opfordrede han fire frivillige mænd til en søe-expedition, hvis nødvendighed han, uden at fordølge: dem faren, forestillede at drage os ud af den førgelig forfatning, hvori vi vare stedte; der var kun een stemme iblandt dem til at svare ham, at de havde alle det samme mod, samme foragt for døden, og at han kunde vælge uden forskiel; han udnævnede fire af de stærkeste matroser, nemlig to franskmænd, en spanier og en neger fra madagascar. nu kom touren til mig; endskjøndt for svag til at røre aaren godt, var jeg den eneste, der kunde styre om natten efter stjernerne, og tage breden om middagen med en sextant, som jeg havde istandsat saa nogenlunde: thi vi havde hverken compas eller kaart. efter kjerlig afskeed med mær takkede jeg ham forden omhu, han havde baaret for mig, saavel ombord paa hirondellen som paa øen, og i det jeg traadte sidste mand i sluppen, hvis roer jeg tog, fjernede vi os fra strandbredden to timer for solens opgang, ved at styre syd=syd=vest, smigrede jeg mig med, at have, klokken - om eftermiddag, mahes bjerge godt i syne, men efterat have roet hele dagen, var det først sildigt, at jeg øinede deres toppe imellem den dalende soels skyer. det dybe havblik, som herskede under vor hele seilads, kunde allene frelse os; thi de lange bølger fra sønden, løftede vor brystfældige baad, som et lidet blad, og den mindste vind havde bragt den til at kantre med sit lille seil. efterat have tilbragt hele dagen over aarerne, lod jeg disse binde, klokken henimod otte om aftenen, for at skaffe mine folk hvile, og lade dem nyde deres maaltid. de lagde sig derpaa til hvile nede i baaden, og jeg blev allene ved roret, styrende efter bølgerne til klokken om morgenen, da jeg lod gribe til aarerne igjen og fortsatte reisen. om middagen, da jeg saae mahes top klar, overgas jeg roret til spanierne, og lagde mig til hvile paa en af roerbænkene; min søvn var ikke lang; en feil dreining af roret sun faux corp de barre) bedækkede os med vand; og havde nær sænket baaden; hurtige til at lændse vandet ud af vor baad, undslap vi denne fare. det var det eneste uheld, som tilstødte os; og efterat have kiæmpet timer mod bølgerne, landede vi endelig paa den lille og øde nordøe, der ligger fire mile fra mahs. efterat have trukket baaden op paa sandet, var det os, saa udstrabadserede, umuligt at stikke i søen igjen, førend næste dags middag. henimod klokken fire fik hr. de qvincy, gouverneur over sechellerne, efterretning om vor sluppe, og lod en lang piroge afgaae med sine roersnegere, for at møde os; de bleve inden et øieblik fulgte af adskillige jndvaanere, som alle kom med hurtige aareslag. det var ikke vel muligt andet, end at føle medlidenhed med vor forfatning; brændte af solen, haarene forpinskede, og bedækkede med pialter, lignede vi saatemmelig de vilde, om der iblandt dem gives saaelændige. men snart bleve alle ombyggeligheder ødslede paa os i dette gjæstmilde land, og strax den næste dag affærdigede hr. de qviney et lille fartøi, for at hente mark, og resten af mine stalbrødre paa deres øe. | fiction | y | thi_sechelles-skibbrud | thi_001309_a | 1825-06-10 | null | 450 |
den fangne kjerlighedsgud. (jødisk legende.) to gamle fortrædelige jøder, brødre og handels=compagnioner: judas og jorobabel, vandrede en dag, da jerusalem allerede for lang tid siden var forstyrret, om iblandt ruinerne. ol vee, hvor øde staden er, som før var saafuld af folk, sukkede judas. det har vore fædre forskyldet ved deres synder. paa alle høie og mellem alle træer, løb de, som propheten jeremias siger, kun paa bolerie. derfor vil jeg, sagde herren, gjøre jerusalem til en steenhob og til dragebolig, jeg vel nedbryde denne stad, som man nedbryder et pottemagers kar, det skal aldrig igjen blive heelt! herren talede saaledes og det skeede!" sukkede zorobabel. og vores arme, gjennem den hele verden adspredte folk, vil endnu komme til at gjøre haardere bod, hvis det ikke aflader at dyrke den hedenske gud: den amor, der flyver omkring i skikkelse af en bevinget lille dreng, og saarer menneskene med giftige kjerlighedspile. eil kunde vi, raabte judas, adog bemægtige os, denne fugl, ligesom det i fortiden, engang lykkedes to fromme jøder, at gribe og indslutte i en blyepotte helvedes fyrste, der omsusede deres skjæg i skikkelse af en næsevis flue, uagtet han derover opsatte et saa forfærdeligt skrig, at man kunde høre det firehundrede mileborte." ved denne ærgerlig samtale, bleve de belurede af kjerlighedsgaden; og havde strax, som børn ofte have, det kaade jndfald at drille knurrepotterne. de stege just op af bjerget zion, for at finde det sted hvor det berømte salomons tempel havde staaet. med fyrighed talede de om sammes pragt, og roste ellers med megen begeistring. det umaadelige guld, som var bleven ødslet derpaa. de fordybede sig saameget i denne behagelige underholdning om dette ædle metal, at de hverken saae eller hørte hvad der foregik omkring dem. amor kunne derfor ubemærket komme flyvende og skjule sig bag en af templets indstyrtede qvaderstene. | fiction | y | thi_kærlighedsgud | thi_001309_b | 1825-06-10 | null | 451 |
da graaeskjæggene kom ham paa skuds distance nær, sigtede han efter dem, og hilsede hurtig paa hinanden enhver med en piil, som skulle trænge ind i hjertet. men da de formodentlig bare fulde pengesække og brevtasker med vexler og statspapirer (hvis saadanne vigtige blade, allerede dengang vare gangbare, i barmen, saaglede pilene ned af deres hjertes pandser og beskadigede blot klæderne en smule. forskrækkede, men altid dog endnu fattede nok, til at stikke hurtig i lommen de gyldne pile, der faldt ned forderes fodder, styrtede hebræerne hen mod den egn, hvor skuddene kom fra, og med forundring fik de øie paa den lille bueskytte, der stod og loe dem ind i ansigtet. - hal der er det slemme, skarn!" raabte de til hinanden. frisk haandpaa værket og nu, de grebe ham, i det han ville svinge sig op i luften ved vingerne og holdt ham fast. han bød dem sit gyldne kogger og øvrige vaaben, som løsepenge, men de svarede, at alt var jo allerede deres retmæssige bytte, og de skulle saaledes: skalte og valte over hans person, at han ikke skulle anrette nogen ulykke mere i verden. derpaa bandt de ham med strikker, og førte ham da det imidlertid var blevet aften, til deres bopæl, hvor de indspærrede ham i et stort træbuur. de overlagde derpaa med hinanden hvad deskulle gjøre med den slemme knegt, og hvorledes de bedst kunne berige sig ved denne fangst. judas en haardnakket stræng karl, fandt ham skyldig til døden. vi ville qvæle ham, sagde han, derpaa stoppe liget ud, og sælge ham for en uhyre priis til en eller anden fyrste, der samler paa en skat af natursjeldenheder. men bliver der ikke buden os nok, saa løse vi peent vingerne, der skal være af det fineste guld, af, smelte dem og sælge dem efter vægten. - nei, broder skakkre med ham ville vi ikke, svarede jorobabel. vi føre ham hellere levende omkring i verden, og vise ham i de store stæder for penge."nealdeles ikke. - raabte jndas. den listige, fugl kunne undløbe os, og saa stode vi efter med lange næser. zorobabel vedblev imidlertid fast at paastaae, en mildere behandling, og det saameget mere, som hans forslag, synes ham meget priseligt for pungen. efter at de have stridet med hinanden derom : hele tre dage og ikke kunne blive enige, foredroge de en rabbi sagen. - denne gamle, ærværdige herre, blev forskrækket, da han erfoer kjerlighedsgadens fængsling, og sagde: j have handlet ilde, i at tage ham tilfange, og jeg forbyder eder det under kirkens bann, længere at berøve ham sin frihed, langt mindre at ombringe ham. thi han er verdens sjæl, og den ville uddøe, hvis han ophørte at beleve den. allerede i de tredage han har været i eders værge, er det foralle mennesker uforklarlige og for mig nu opklarede underværk skeet, at kjønsdriften synes ligesom paa engang at være uddøet. mand og kone, som før forrig elskede hinanden, bleve pludselig ganske kolde mod hinanden, og ynglinger og unge møer, som altid for smillede til hinanden, saae ikke meere paa hinanden. denne kolde modbydelighed bemærkede man endog hos dyreverdenen. man søgte derfor forgjeves i de sidste dage efter et friskt æg, som man kunne behøve til hielpemiddel for en dødsyg. skynder eder derfor, hjem i mænd, lader den fangne løs, giver ham sin rustning og alt andet tilbage, hvad i have taget fra ham. gjør strax hvad jeg har befalet eder, saafremt j ønske at undgaae det halv fortjente kirkebann. | fiction | y | thi_kærlighedsgud | thi_001310 | 1825-06-10 | null | 452 |
med indbidt arrighed forlode jøderne den ærværdige rabbi, hvis bud synes dem at være meget. uret og især angreb hjertet derved, at de igjenskulle udlevere deres bytte: de gyldne vaaben. de reendte hjem, udgjøde deres vrede i eder og forbandelser over den fangne, og aabnede derpaa, af frygt for det truende bann, døren paa buret. men da nu ogsaa det kostbare bytte, skulle udleveres, geraadede den gjerrige og blodtørstige judas i rasende vrede, stødte den paa ham afskudte piil, som han ikke torde beholde, i øinene paa kjerlighedsgaden, og gjorde ham derved for evig blind. det er derfor intet underværk, at den armeblinde undertiden gjør saa selsomme og besynlige skud paa kryd og tvær, hvorover den saamange gange bliver rystet paa hovedet. hans fangenskab hos jøderne, havde endnu en anden følge. han hørte i den tid han var i sit fangebuur, ikke tale om andet, end pengeog pengegevinst, hørte nat og dag rasle og kling: med guld-og sølvmynter, og fik derved en saadan modbydelighed for disse ting, at han siden er bleven alle gjerrige folk ugunstig, anseer dem ikke at være værd nogen kjerlighedspiil, men overlader til sin fetter pluus at bringe disse metalske hjerte forbindelser i stand. (af der exchler.) | fiction | y | thi_kærlighedsgud | thi_001311 | 1825-06-10 | null | 453 |
blandet. den de mai, om eftermiddagen imellem kl. og , havde man i berlin et uveir, hvis lige jngen der kan mindes at have oplevet. næsten en halv time rullede tordenen saa uophørlig at ikke en sekunds (?) ophold fandt sted, og fra flere sider knittrede frygtelige lyn. uveiret endte med en saa voldsom hagelbyge, at et i en mands hauge opreist telt af tyk dvælk blev saa hullet, som om det var gjennemboret af kugler. j rennes har den de mai tildraget sig en skrækkelig ulykke. artillerie-regimentets laboratorium, hvori der arbeider til menneskepaa et lystfyrværkerie til kronningen, fløi nemlig i luften kl. om morgenen. hele bygningen blev ødelagt og det brændende tag slængtes overpaa et langt derfra, paa flodens anden side, beliggende bryggerie. man har allerede funden døde og forknuste mennesker, hvoraf nogle ere blevne opfiskede af floden, tildeels uden hoved, eller med afrevne armee og been. | non-fiction | n | null | thi_001312 | 1825-06-10 | null | 454 |
to formælinger for een. med triumpherende mine, traade bankørseeman, holdende en billet høit i veiret, ind til sin gemalinde, i værelset. nu er det rigtig? spurgte denne. ja, ja, svarede han, her er kammeraadens sidste afgjørende svar. himmelen være lovet, raabte madamme seeman. jeg har i disse dage lagt som paa pinebænken. var sagen gaaet tilbage - jeg havde ikke overlevet, det. jeg har allerede taget mod lykønskninger af hele verden, dog var jeg, mellem os sagt, retængstelig derved. nu, hvorfor da svarede hr. seeman stolt, min søn er dog vel en svigerson, som en titulair kammerraad ikke behøver at skamme sig ved, og hvad hovedpuncten angaaer - her slog han sig paa vestelommen, - saa kan jeg nok ogsaa maale mig med ham. . . ak, det mener jeg heller ikke, gjentog frue seeman - men, vores edward selv kunde med sine betænkeligheder du kjender ham jo - dog til slutning, endnu have gjort os en fatal streg i regningen. tænk kun, da jeg gaar spadserer med ham i haven, og i mit hjertes glæde skildrer ham hans bruds yndigheder og afmaler ham det skjønne gods, som wernichsnyelig have kjøbt, med det herlige schweitzserqvægog den talrige mængde høns, som henrykte mig saaledes, thi æggene, det veed himlen! ere saa mange, at de ikke lade sig betale tyve groschen har jeg maatte give for skokken, og stille, stille faldt hendes gemal hende ind i ordet, faarene ere hovedsagen. de nærværende høie uldpriser, ja der er noget at fortjene . . . . gaae mig med dine faar, svarede fruen heftig; (hun kunde ikke lide han nævnte de gyldene skind, da hr. gemahlen, ofte en smule ublid, kaldte hende for hele verden, et faar). ja, hvad jeg ofte ville sige, vedblev hun, der spurgte mig det komiske menneske: om jeg ogsaa var overbeviist om at henriette elskede ham. kunde jeg endog tvivle det mindste derom, føiede han til, saa ville jeg endnu træde tilbage. thi den tanke, ikke at ville føle sig ligesaa lykkelig ved min besiddelse, som jeg ved hendes, ville berøve mig mit hele livs roe... det er just, som for otte dage siden, svarede hr. seeman, da han ikke ville afslutte en fordeelagtig handel, fordi vores naboe, den fattige stakkel, havde spekuleret derpaa, og han hellere undte ham denne anseelige gevindst, end os selv. men det er følgerne af de schillerske commedier, hvorpaa dette underligemenneske ikke kan see sig mæt. jeg troer saagaar, han døde gjerne for en ven, som den hvad var det nu han hedte, . . her traade edward ind i værelset. med glædestaarer fløi moderen ham imøde, og trykkede ham til sit hjerte. rørt, men med alvorgjengieldte sønnen denne stormende omarmelse. saa koldt, spurgte næsten spottende faderen, jeg troer ikke du elsker henriette. - o! kjere, fader, hvad maatte jeg være for et menneske, naar jeg ikke elskede denne indtagende himmelske, skabning. sandelig fra vores bekjendtskabs første øieblik af indtil nu, har hver dag bunden, mig til hende med nye baand. ved hendes besiddelse maatte en konge, hvad siger jeg, det ædleste menneske føle sig lykkelig, men. . . jeg kjender dine betænkeligheder, svarede blid og leende faderen - du bliver elsket, inderlig elsket. henriette har endnu for nyelig udladt, sig om dig, med en saadan begeistring, saadan umiskjendelig ømhed, at . . . nu da, saa tilgive hun selv mig denne, endnu ikke hævede tvivl. . jeg vil troe det, gjerne troe det, ach, denne troe gjør mig saa undsigelig lykkelig. dog vished, vished, er det ikke, men en bøn afslaae de mig ikke. erklær de ikke, før vor forlovelse, førend min broder kommer hjem. de veed hvilken broderlig kjerlighed, derbinder os til hinanden og jeg vil ikke gjerne høitideligholde mit livs lykkeligste dag, uden han er tilstede. | fiction | y | thi_to-formælinger_a | thi_001322 | 1825-06-17 | K. L. Meth. Müller | 455 |
forældrene lovede dette og nu synes alt at være i rigtighed. | fiction | y | thi_to-formælinger_a | thi_001323 | 1825-06-17 | K. L. Meth. Müller | 456 |
edwards betænkeligheder og tvivl, vare ikke allene en følge af betragninger og erfaringer, som han havde gjort siden sit bekjendtskab med henriette, men et skjøndt caracteertræk hos ham, som neppe ahnende sin egen fuldkommenhed, næsten altid satte for høi priis paa andres gode, egenskaber, og modtog et hvert beviis han fik paa andres kjerlighed med den bekymring: om hans ogsaa var det værd, og nogensinde kunde være i stand til at giengielde lige med lige. allerede som dreng havde enhver egennytte været ham fremmed, allerede i den spædeste alder havde han unden glæde i at gjøre andre glæde; og saa til bageholden han end var, naar han skulle vove eller foretage noget usædvanligt for sig selv, saa dristig var han, naar det gjaldt fremmed lykke, fremmed ret; og saa snart han blev opfordret til selv at træde i kamp for dyden. da naturen havde udrustet ham med alle sine rige gaver, og derhos sat alle dens kræfter i en saa skjøn ligevægt hos ham, at ingen stak frem for den anden, saa herskede en vis rolighed og stille munterhed over hans hele væsen, som forekom den, der var hengiven til extremer, eller elskede det glimrende eller jmponerende, at være mangel paa kraft og paa en gjennemtrængende aands og siels styrke. man maatte længe omgaaes denne fortræffelige yngling, og lære ham nøie at kjende, maatte see ham handle i afgjørende livs stillinger, for at see hans hele herlige caracteer i dens fulde glands. gandske modsat var hans broder heinrichs caracteer. han var af et høist heftigt og fyrigt temperament, af en mere irretable, næsten sygelig emfindtlig følelse, og begavet med en levende phantasie, men ogsaa af mindre stærk caracteer, der ofte gjorde ham til bytte for et hurtigt virkende jndtryk; enheller besad han hiin forstands dybhed og frihed; som først formaaer at bringe saadanne egenskaber til fuldkommenhed. det synes derfor svært at begribe, hvorledes brødrene saaledes kunne elske hinanden, som de gjorde. enhver forundrede sig over den ømhed, hvormed de hang ved hinanden. vel havde i den tidligste ungdom forskjelligheden af deres gemytter for aarsaget mangen tvist; men siden edwardengang havde reddet heinrichs liv, var deres kjerlighed den inderligste, den kjerligste, som nogensinde have forenet brødre. ved at løbe paa skøiter, havde den vilde heinrich, af pralerie vovet sig ud paa et høist farligt sted, og sank ned. begge hans kammerater forlode den synkende, uden forsøg paa at rædde ham. edward, som man havde holdt for frygtsom, fordi han ikke som hine ville vove sig saa langt, styrtede uden at betænke sig hen til broderens hjelp, og reddede ham ved sit bestemte mod. j begge disse ynglingers udvortes herskede samme forskjel. edward var af fiin bygning og middel størrelse, heinrich derimod af høi vext, skjøn skabning og kraftfuldt udseende, endskjøndt hiin overgik ham, saavel i sand legems, som i aands- og caracteerstyrke. edward var, for at føie faderen bleven kjøbmand, endskjøndt videnskaberne trak ham til sig med uimodstaaelig magt; heinrich, der foretrak livet og verden, for beskjæftigelsen at studere menneskenes jdeer og jndre, havde opofret sig til videnskaberne; og beskjeftigede sig tilsidst, efter at han næsten havde lært noget af hvert, lidenskabelig med naturvidenskaben. her fandt hans levende phantasie en vid mark aabenfor sig, og de altid afvexlende naturscener stemmede, med deres levende kraft og mangfoldighed. overeens med hans lyst til afvexlinger og nyejndtrykke, derfor havde han med glæde modtaget tilbudet at gjøre en reise med en ham ligesindet, skjøndt ældre mand til det vestlige fastlands tropiske lande. to aar havde han tilbragt paa denne reise, og nu var han just paa tilbagereisen hjem. henriette, edwards forlovede var en datter af den rige uldhandler wernich, en pige, beriget af naturen med alle de yndigheder, som den formaaer at skjænke qvinden. skjønsom den unge dag, elskværdig, som den nyelig af knoppen udspringende rose, jngen kunde see, ingen nærme sig hende uden med glad begeistring, og uden at føle sig hentrukken til hende. hendes hjerte var godt, hendes forstand dannet, ved den ombyggelige underviisning af to fortræffelige lærere; men trods alt udseende af livsfylde og sundhed, led hun ofte endog physisk af overspændte følelser, og af en sygelig exaltation, som blev næret af moderen, der havde modtaget sin dannelse, i en periode for det fentimentalske sværmerie, som for nogle decenier siden, greb sig som en exedimie om sig i tydskland. da hun lærte at kjende edward, kjendte hun endnu ikke kjerlighed, men hun følte dybt ynglingens elskværdighed, følte sig æret ved hans tilbøielighed for hende, og besvarede hans sagte, agtelsesfulde nærmelse med den blideste hengivenhed, den meest fortryllende blidhed og ynde. hun troede virkelig, at elske ham, og modtog derfor forslaget og en forbindelse med ham, med alle tegn paa inderlig tilfredshed. hans væsens munterhed og mildhed, gav hende selv en hvis rolighed, og i samme en nydelse af hendes eget jeg og hendes liv, som for var ganske fremmed for hendes lidenskabelige gemyt og hendes overspændte følelser. saaledes saae hun et ønskeværdigt gladt liv ved hans side, imøde, og udlod sig derom ofte til hendes veninde, clementine, en ung pige paa hendes alder, som fra det de aar af, var bleven opdraget med hende, og som hverken gav hende noget efter i legemlige eller siels fortrin. mellem begge pigerne fandt næsten det samme forhold sted, som mellem de to brødre. ogsaa dem forenede den ommeste tilbøielighed, endskjøndt clementine stod som en dunke nellikke ved siden af en smilende rose, hvis billede henriette var. edward havde tilmeldt hans broder sin forestaaende lykke i et brev, som traf denne i lyon. her havde kan opholdt sig i en vens huus, som just nyelig var bleven formælet med en elskværdig lyonneserinde. kjed af verden og den lange omstrøifen og mættet ved synet af saamange skjønheder, længedes han af hjertet efter nye ubekjendte nydelser: kjerlighed og huuslig lykke; disse traade ham her imode, i en saa indtagende skikkelse, at han troede de kunde tilfredsstille alle hans hjertes urolige ønsker. han afmalede sig hans tilkommende kones billede med alle en fyrig phantasies farver, og snart ville han i sin vens- kone, troet at finde hvad han søgte, havde ikke hans broders brev formaaet ham til hurtig opbrud. dog dette antændte kun endnu mere den glødende jld, i det den satte henriettes elskværdighed i et saa fortryllende lys, at han med al den deel han tog i sin broders lykke, dog følte en beklemmelse og uroe, som om i øieblikket hans lyksalighed, gienstanden for hans længsel og kjerlighed, for evig skulle blive ham frareven. med en ham selv uforklarlig ængstelighed, og dog, som dreven af en uimodstaaelig magt, begav han sig paa veien og fortsatte ilende sin reise. landgodset, som wernich havde kjøbt, laae ved den landevei af hvilken heinrich skulle vende tilbage. det var en deilig sommerdag, og den nye besidders familie ønskede at tilbringe nogle uger her; edward havde just ingen pressante forretninger, der holdt ham fra morgen til aften i staden; han besluttede sig derfor gjerne til, i selskab med sin brud at nyde nogle dage i den herlige natur, som overalt omringede dette i landsæde. altid beskjæftiget med tanken om gjensynet, tænkte han at overraske broderen paa en egen behagelig maade. han vidste hvad daghan ville komme, og havde skreven ham til, at han ville reise ham imøde; men en sjelden modtagelse havde han tilberedt ham paa wernichslandgods selv. rundtom det smukke og beqvemme vaaningshuus, udbredte sig i alle retninger, fortryllende haver. en af samme, forsynet med rige blomsterpartier, som just nu prangede i underfuldglands, laae langs ved landeveien. jkke langt fra enden deraf, hævede sig, blandt skjønne rosenbuske et floras tempel i veiret. gudindens billedsstytte, som hændelseviis var bleven beskaadiget, var taget bort. edward havde lagt mærke til dette ved en spadseretour med hans kjereste, og have yttret det ønske at hun vilde den aften, hans broder kom, indtage gudindens sted, hvem hun saameget lignede, og saaledes forkynde den indtrædende en lykke, hvis skjønne betydelse ikke længe kunde blive skjult for ham. han overvandt jomfruens beskedne tvivl ved kjertegn og den bemærkning, at det man saae paa et fremmed sted, ofte havde en betydelig jndflydelse paa de virkninger, som det frembragte paa vor sjæl, og hun ønskede dog vist nokat disse virkninger paa hans broders hjerte maatte være glade og muntre. henriette gav endelig efter, halv med glæde og halv med modstand. dagen da henrich skulle komme, frembrød, endelig. den var en af den skjønne aarstids, smukkeste dage, hvori nattens dæmring næsten slutter sig lige til morgenrøden, og den lune natlet vinder fortrinnet for den hede dag. edward reiste broderen nogle mile imøde, deels for at have ankomstens time i sin magt, og deels for tidligere at kunne tilfredsstille sin længsel. jmidlertid pyntede henriette det lille tempelog sig selv. et simpelt reent gevandt, hang i rige og skiønt slagne folder ned af hendes slanke, gestalt, en blomsterkrone prydede det blonde haar, en blomsterkurv hvilede paa den ene arm, medens den anden haand synes at vælge en gave deraf, men alt overgikkes af det smillende ansigt og øinene, der svævede som solen over den hulde natur. hun var saa indtagende i denne forklædning, at selv tjenestefolkene udbrøde i glad beundring ved synet af hende. saaledes oppebiede hun den kommende; denne havde allerede nydt gjensynets salige følelse. heinrichs sjeleroe, der siden hans sidste ophold i lyon, ofte var bleven forstyrret af storme, som fornuften kun med møie var bleven herre over, synes i broderens omarmelse atter at indaande den rene barndoms fred. ak! sagde han med taarefuldt blik, - ak! det forekommer mig, som om jeg havde drukket af forglemmelsens bæger, og et nyt liv synes at op gaae formig, i det jeg herved hilser dig min edward, som skaber af en nye, nahnet glæde. jamin broder vi ville give verden et exempel paa, hvad kjerlighed er og bør være, eller nei, nei, den erfare intet af vores forbund. kan den ikke dele vor rene glæde med os, kunde den dog beplette alting med misundelsens gift og bagtalelse! vor kjerlighed ligne kostbare metaller, som skjules i jordens skjød, og som blot kunne gjøre dem lykkelige, der uden egennytte og havebegjerlighed, forstaae at glæde sig ved deres glands! med henrykkelse hørte edward paa sin broder. en fremtid smillede ham imøde, som han neppe havde tænkt sig i haabets saligste øieblikke, en glæde, hvis fryd næsten opfyldte ham med angest. heinrich spurgte efter edwards brud. du skal endnu i aften faae hende at see, svarede denne med et smiil, vi tage ind paa mine svigerforældres landgods. | fiction | y | thi_to-formælinger_a | thi_001324 | 1825-06-17 | K. L. Meth. Müller | 457 |
under denne samtale havde vognen naaet haveporten; brødrene stege ud, og traade ind i den duftende have. hele luften var som et hav at vellugt. solen sank ned i vesten og udgjød dens purpur over de pralende blomsteranlæg. her er elystum, raabte heinrich, mit hele hensvundne liv synes at være hensunken i lethes bølger, smilende førte edward broderen videre. nu traade de hen i en dunkel buskage, hvorfra en jrregang førte til det blomsterrige, hvor dets gudindes tempel stod. en straale af den dalende soelfaldt just paa den, der indtog hendes sted, og som endnu stod ubevægelig, og saae med bankende hjerte de ankommende nærme sig. heinrich gik med edward under armen henimod templet. nu rettede han sit blik op i veiret paa den levende billedstytte. hun bevægede sig sagte. gud hvad seer jeg, raabte han, edward! vaager jeg eller er det en drøm. hvem er den himmelske skikkelse? min brud, svarede edward, og i dette øieblik traade henriette selv ned af fodtrinet, og hilsede hendes forlovedes længe ventede broder. hun var, i den forvirring hun befandt sig, ubeskrivelig indtagende, heinrich stod som spigret til jorden af forundring og forhauselse. aldrig havde skjønhedens magt saaledes virket paa hans hjerte. det var, som om han følte alle sit livs glæder og smerter paa engang og i et øieblik. ogsaa henriette blev paa en hidtil ubekjendt maade rystet ved synet af den fremmedes manlig skjønne gestalt, og ved himt udtryk af ædelt mod og frie kraft, der oplivede hans hele væsen; ogsaa hende ahnede det, at dette øieblik maaske ville være et af hendes livs vigtigste. jkke saa kold! sagde edward med en tonefuld af den ømmeste kjerlighed, slut min brud, i dine arme, til dit broderlige hjerte, min heinrich, hun er vistnok ikke uværdig dertil. heinrich tøvede, da lagde broderen selv henriette ømt i hans arme. han omarmede den yndige med henrykkelsens hele jld og ak! med en voxende lidenskab. med denne omarmelse, var hans hjertes rolighed uigjenkaldelig tilintetgjort, det følede han; men hans broder ahnede det ikke! det var godt, at just henriettes forældre og clementine kom til og endte dette optrin. under velkomst complimenter, og spørgsmaale, hvilket herr, og i særdeleshed madame wernich overøste den ankomne med, som en regn; fik denne tid til at fatte sig, og til at skjule sin halv glade, halv smertelige skræk. man ilede til spisesalen, hvor et kostbart og rigeligt besat taffel, skulle tilkjendegive, saavel husets velstand, som huusmoderens smag. her erholdt : han en plads ligeover for henriette, mellem begge hendes forældre. hr. wernich, der og saa drev stærk handel med colonial-vahre, vilde have de nøiagtigste efterretninger om de vestindiske kaffe og sukker plantager, madam wernich, om de nye verdens beboeres, dragter, sæder og skikke, og heinrich fortalte med saamegenjndsigt og underholdende foredrag om alle disse gjenstænder, saa at han strax erhvervede sig det werniske ægtepars hengivenhed i en høi grad; ogsaa bemærkede ingen uden henriette selv og clemmentine, at han lod ofte sit blik hvile med en slags fød beruselse paa den første og derpaa igjen behøvede nogle øieblikke, for igjen at kunne fortsætte talens afbrudte traad. broderen hørte paa ham med undsigelig glæde, og han kunde neppe vende sine øine fra hans dyrebare broders skjønne, udtryksfulde træk. vi have allerede oftere nævnet clementine, som henriettes selskaberinde og veninde, og vi skylde derfor læseren, at sige ham noget mere bestemt om hende, da hun her er at regne blandt hovedpersonerne. hun var et fader= og moderløst, barn, da hun kom i det werniske huus. hendes forældre døde meget tidlig og i armod. da henriette endnu som barn, var bleven hendes gudmoder, og elskede meget den lille nydelige pige, blev hendes bøn, at faae hende til legeføster gjerne opfyldt af hendes forældre. børnene voxede til i føsterlig fortroelighed og sødeendrægtighed. dog da clementine fik fuldkommen kundskab om sig selv og sin stilling, indrettede hun altid sin opførsel saaledes; at henriette altid blev den første, og ethvert fortrin, som en eller anden fremmed forsøgte paa at give hende, uformærket overgik paa hiin; dette blev af denne ikke uerkjendt og ubelønnet. ogsaa hendes pleieforældre følede det ømme og ædler i denne opførsel, og fik hende derfor meget kjer. taknemmelighed blev snart den herskende følelse i clementines siel, og den med hendes dybe alvor blandede blidhed og mildhed udbredte overhendes hele væsen, er undsigelig indtagende væsen, en ynde, som de fleste kun antoge sig for en virkning af hendes sig dag for dag udfoldende ungdom. melige skjønhed. uden fordringer paa jordisk lykke, og uden stræben at tilkjempe sig den, nød hun ethvert glad øieblik med inderlig taknemmelighed mod forsynet og overlod sig barnlig from, ganske til dets ledelse. derfor stor hun næsten ukjendt af : enhver, uden hendes fosterlige veninde, som natviolen blandt pralende blomster, der kun i den tause nat udaander sine balsomdufte. da edward erholdt adgang i hendes pleieforældres huus, gjennemskuede hun snart denne ædle mands udmærkede fortræffelige caracteer, og en hemmelig ider om en slags harmonie mellem deres sjele og følelser, som erholdt næring ved enhver af den unge seemans yttrringer, drog hende uformærket til ham med fødere baand. saaledes udviklede sig, medens at hun neppe var vidende derom, en fød, stille tilbøielighed i jomfruens bryst, hvilken hun, da hun hverken haabede eller forlangte noget bestemt, ikke søgte at undertrykke. nu blev edwards formæling med henriette besluttet. havde clemmentine hidtil skjænket denne mere indtagende søster fortrinet, uden alle bittre bifølelser, ja ofte glædet sig derover, fordi hun ogsaa holdt det for taknemmelig pligt, saa forandrede sig nu pludselig hendes hele siels stemning. hun følte skinsyge, og derpaa kjendte hun nu, at hun elskede edward, hendes første, dyrebareste venindes forlovede, hvilken opdagelse for denne pige. at hun maatte undertrykke, bekjempe denne lidenskab, følte hun, og gjorde ogsaa redelig alt hvad der stod i hendes magt, for at udføre denne ædle beslutning. men det blev hende saameget sværere, jo mere hun troede at bemærke, at henriette egentlig ikke elskede edward, nemlig ikke saaledes, som hun føelte, at han fortjente at elskes; med hiin hengivenhed, som udgjør ens høieste sallighed. en skarp jagtagelse af de forlovedes forhold, og en endnu dybere forborgenhed af hvad den foregik i hendes jndre, var folgen deraf. (fortsat.) | fiction | y | thi_to-formælinger_a | thi_001325 | 1825-06-17 | K. L. Meth. Müller | 458 |
to formælinger for een. (sluttet.) det kunde, som en følge af clementines skarpe opmærksomhed ikke undgaae hende, at heinrich behandlede henriette med mere end broderlig tilbøielighed, og at han i sin opførsel, mod hende viste en hvis blye ømhed, som aldeles ikke synes at forfeile sin virkning paa hendes venindes hjerte. jmidlertid søgte hun af agtelse og kjerlighed for denne, at overtale sig til at troe, at hun tog feil og at heinrichs lidenskab, saavelsom henriettes tilbøielighed til sværmerie og hendes overspændte væsen, gave ligegyldige yttringer et anstrøg af dyb betydenhed. | fiction | y | thi_to-formælinger_b | thi_001342 | 1825-06-24 | K. L. Meth. Müller | 459 |
førend hun kunde beslutte sig til at troe noget maatte hun have talende beviser, men disse udebleve desværre heller ikke. | fiction | y | thi_to-formælinger_b | thi_001343 | 1825-06-24 | K. L. Meth. Müller | 460 |
siden heinrichs ankomst til rosenau, det wernichske gods, vare nu næsten fjorten dage forløbne. man havde henlevet i et slags sødfortroelighed med hinanden, hvorved alle befandt sig meget vel. heinrichs levende muntre caracteer, hans behagelige maade at fortælle paa, oplivede timerne for selskabelig nydelse, saa at i særdeleshed madamme wernich paa alle mulige maader udmærkede deres nye huusven og tilkommende beslægtede, og hemmelig næsten foretrak ham for hendes bestemte svigerson. ed----- ward, der foruden sin andeel i det faderlige firma, ogsaa drev en betydelig handel for sig selv, kunde i nogle aftener ikke være borte fra staden, da rosenau dog ikke laa saa kort borte derfra. det var deilige sommeraftener, og da det merniske ægtepar, ikke holdt saameget af at spadsere, gik de unge mennesker: heinrich, henriette og clementine for det meste allene ud. en aften blev den sidste forhindret fra, at deeltage i spadseretouren, og de første vandrede imidlertid i stille henrykkelse og fordybede i munter samtale gjennem landsbyens haver, da kom paa en gang en landmand løbende og raabte til dem at de maatte søge at rædde sig, da en gal hund kom løbende ligeløs paa dem. henriette blegnede af skræk, hun ville flygte, men faldt omkuld. allerede saae seemann det rasende dyr. hurtigt fattet, greb han den faldne, hævede hende høit i veiret, i hans arme, i det han med den anden haandgreb en steen og saaledes oppebiede fienden. den kom, og et sikkert kast af heinrichs kraftfulde arm strakte den død til jorden. men bleg, som døden hang den reddede i redderens arme. hvad skulle han gjøre, jntet menneske var i nærheden. han lagde hende sagte ned paa græsset under træerne og beskjeftigede sig med zittrende haand med at kalde den afmægtige tilbage til livet. det lykkedes. et nudsigelig udtryksfuldt blik faldt fra hendes skjønne øie paa den skjælvende. skam og forvirring gave hende igjen hurtig livstræfter, dog kun for et øieblik, og hun maatte af sin ledsager lade sig mere bære end føre, for at naae den faderlige bopæl. oftemaatte hun hvile underveis, men hvilke øjeblikke. vare disse for begge, i hvis hjerte den forbudne kjerligheds gift brændte. saaledes er mennesket, naar det gjelder et pligtbud altid et barn, der finder den forbudne frugt fødest. ved haveporten modtog den tilbagevendende clementine dem, og erfoer hvad der var hændet dem. | fiction | y | thi_to-formælinger_b | thi_001344 | 1825-06-24 | K. L. Meth. Müller | 461 |
hun ledsagede veninden paa hendes værelse, imedens heinrich fortalte forældrene det skeede, og sendte en tjener ud i landsbyen, for at give efterretning om at faren forbi. men neppe havde henriette naaet hendes værelse førend hun paa nye faldt afmægtig om paa sophaen og fik en hæftig feber. heinrich var ude af sig selv. | fiction | y | thi_to-formælinger_b | thi_001345 | 1825-06-24 | K. L. Meth. Müller | 462 |
neppe kunne han iagtage anstændigheds regler, som ikke altid tillode ham, at være om henriette. clementine udtydede rigtig denne lidenskabelighed, og selv venskabs frie blikke, havde let kunnet seet alting i det sande lys. mod morgen, efter en for den hele familie høist ængste, lig nat, vaagnede henriette af hendes feberphantasie, og da hun saae clementine, som intet øieblik var vegen fra hende, sidde med den meest deeltagende mine, ved hendes leie, spurgte hun hende med en sagte, men betydende mine, hvad har jeg sagt, medens jeg phantaserede? lidet forstaaeligt, svarede veninden, dito redders navn svævede bestandig paa dine læber: blot navnet? vedblev henriette ængstelig. jkke det allene, svarede clementine, det blevledsaget af ømme, elskovsfulde bi=udtryk. stillel gjentog henriette, synlig forskrækket, stille derpaa føiede hun til med taarene i øinene. du skal læse ind i mit hjerte, du min dyrebare, eeneste veninde. jeg er ikke uden skyld. clementine bad hende nu at være rolig. de sidste ord havde truffet hende paa det omfindtligste, ogsaa hun var ikke uden skyld; hun nærede jo og saa i hendes hjerte en utilladelig flamme. den følgende dag bleve alle igjen beroligede. henriette var kommen sig gandske igjen og kunde uden anstrængelse vise sig i hendes kreds. om aftenen kom uforventet edward. hans hele væsen viste en høi grad af munterhed. mansaae paa ham, at han med møie skjulte noget, hvis meddelelse maatte foraarsage ham og andre glæde. henriettes blege udseende var ham paafaldende, og da han med omhyggelig, kjerlighedsfuld deeltagelse havde spurgt efter aarsagen dertil, erfaret denne og var bleven fuldkommen beroliget i henseende til hendes velbefindende, udraabte han: nu saa er ogsaa den sjeldne glæde foreholdt mig, strax at kunne give dig et beviis paa min taknemmelighed. du er ved uddelingen af denne jords timelige goder, aabenbar kommen en smule til kort. j medens din siel søgte efter skatte i videnskabernes gebet, tabte du besiddelsen af saadanne, som ved siden af hine, neppe fortjene navn deraf, men som desværre her i verden, er et uundværligt noget. jeg foretog mig derfor at ville forbedre skjebnens efterladenhed. . som beskjæmmet holdt han her inde, derpaa vedblev han forlegen: det ville smerte dig, at maatte leve i haabet om at arve en formue som allerede andre eie. jeg lagde derfor en lille kapital i min handel hen for dig, og see, denne velsignede forsynet, velsignede den saaledes, at den næsten daglig og hver time tiltog. jeg forsøgte dermed større og større speculationer, ikke uden ængstelighed, at den vovende ven skulle tabe, hvad den forsigtige havde samlet, men kjender kjerlighed grændser, mit mod, min forvovenhed er bleven belønnet over al forventning. i gaarindløb en efterretning, om at en speculation var lykkedes, der sætter dig i besiddelse af en uafhængig formue af , gylden. her er do. cumenterne. han drog en brevtaske frem, og overgav den til broderen, paa hvis ansigt, efter, at denne ligesom alle de øvrige, havde lyttet til fuld af forundring, udbredte sig det dybeste vedmod, medens at taarene trillede ned ad de blegekinder. han stod med hæftighed op og ville forlade værelset, da faldt hans broder ham omhalsen og raabte: tilgiv mig, at jeg ikke er fremkommen deelicat nok med min efterretning! jegharsaaret dig, det var ikke broderligt, stormende trykkede heinrich ham til sit hjerte og foer udaf værelset. men udenfor, omgivet af den stille nat, gav han sin smerte og taarer frit løb. | fiction | y | thi_to-formælinger_b | thi_001346 | 1825-06-24 | K. L. Meth. Müller | 463 |
han søgte den eensomste deel af haven og kastede sig ned paa en bænk. traurig susede vinden i træerne, langt borte rullede tordenen; og tykke, svære skyer traade vexelviis frem for maanen. ja, udraabte han endelig, selve naturen, gyser til bage for mit sorte hjerte, for en elændig forbryders lastværdige opførsel. hvorledes, du kunne see denne himmelske kjerlighed og sankikke til jorden af skam, - medens du søger at berøve den redeligste meest trofaste ven det kostbareste et han eier, sorger han med huldvirksomhed for dit livs lykke. havde du stødt ham dolken i hjertet, ville du have handlet medlidende, men at stiæle hans elskedes kjerlighed, hvor gives der ord til at udtrykke en saadan grusomhed med, han taugl efter en lang pause, stod han op og sagde. har du ikke engang før frygtet at forstyrre vennens lykke, og reistfor at redde din siels fred. flye endnu engang hvo veed, hvor ofte endnu du maa gjøre det. paa din vei skal kjerlighed ikke strøe roser, giftblomster trives kun for dig i dens yndige hauger, j det han sagde dette, bøiede han sig omkring en bøgehække, og for ham stod edward, der, var bleven rørt over broderen, var gaaen efter ham og havde hørt de sidste ord. hvorfor da, kjære broder, sagde han, i det han greb ømt hans kolde haand - - jeg maae endnu opsætte min. | fiction | y | thi_to-formælinger_b | thi_001347 | 1825-06-24 | K. L. Meth. Müller | 464 |
forlovelse nogle maaneder, da vores tante er død. | fiction | y | thi_to-formælinger_b | thi_001348 | 1825-06-24 | K. L. Meth. Müller | 465 |
hvo veed om ikke da en salig dag smiller to lykkelige venner, to brødre imøde, har dulært at kjende clementine. hun er en engel! denne skjønne dunkle blomsts bæger skjuler en balsom, som formaaer at helbrede ethvert saar! lær kun først at kjende hende, at svarede heinrich, kun ikke denne himmelske godhed, jeg fortjener den ikke! lad mig, broder, lad mig kun blive allene. du kjender mig ikke. med disse ord reev han sin haand ud af broderens og ilede hjem ad. forundret saae edward efter ham, denne stemning maatte have en anden grund, end henrichs bekjendte lidenskabelighed. edward havde ogsaa førend han traf broderen, hørt enkelte ord, dog uden sammenhæng, af hans samtale med sig selv. han stod en tid lang eftertænksom, da synes en mørk ahnelse om sandheden at gribe ham, men hans gode hjerte viste den tilbage. jmidlertid havde dog dette lyn oplyst en egn, som han ikke kunne eller turde afholde sig fra nøiere at undersøge. men dette forsæt besluttede han at holdehemmelig for enhver, og hvad ogsaa resultatet af hans efterforskninger maatte være, ville han dog handle som hans hjerte, og hans kjerlighed for hans broder bød ham. fra denne aften af, synes den muntre fortrolighed, som havde gjort alle saa lykkelige, at have veget ud af familiens kreds; heinrich blev altid mørkere og mørkere, han talte lidet; ofte traade, naar han saae broderen, taarer ham i øinene; da trykkede han hurtig hans haand og forlod værelset. henriette synes at befinde sig i piinfuld forlegenhed, hun søgte øiensynlig at undgaae at være allene med heinrich og bestræbte sig for at vise edward en hengivenhed, som denne vel ikke antog for hyklerie, men dog heller ikke for en inderlig kjerligheds skjønne frugter. efterretningen om den nødvendige opsættelse af hendes forlovelse havde hun optagen med en saa selsom blanding af ikke gandske sand tilsyneladende, smerte, og undertrykt tilfredshed, at den nu allerede meere opmærksom bleve edward, følte hans første ubetydelige og senere hen næsten undertrykte mistanke med nye styrke fornyet hos sig. dog han ville have vished, og hvor skulle han erholde denne, hans nærværelse, det følte han, kunne ikke forskaffe ham den; thi det maatte bestandig opvække de hjerter, der elskede hinanden, og ikke torde, til evigvarende kamp med sig selv. men, tænkte han endelig, naar du under en forevending bortfjerner dig paa nogen tid, viser du derved de elskende en mulighed til deres forning, især naar du erklærer dig nødsaget til, om ikke for bestandig, saa dog for lang tid at maatte renuncere paa den lykke at besidde henriette thi det følte han, at heinrich for hengav sit liv, og ville beslutte at blive evig ulykkelig, før han ville berøve sin broder det, som han maatte ansee for hans høieste gode i livet. dog hvem ville give ham efterretning naar han var borteom begge de elskendes tilstand, hvem han saa gjerne ønskede at gjøre lykkelig? hvem kunnesige ham, om han ved sit offer ville udvirke det, som han ønskede at bevirke, jngen var bedre i stand dertil end clemmentine. hende maatte han anbetroe sin hemmelighed. af hende kunde han vente den kraftigste understyttelse. han søgte leilighed til at tale med hende allene, og fandt den efter faa dage. en aften, da den werniske familie havde under ledsagelse af heinrich tagen en spadseer, tour, hvori clementine formedelst en upasselighed, ingen deel kunne tage, indtraf edwardfra staden tidligere end man ventede ham. just sad den ædle pige hensunken i dybe tanker overhendes skjebne og hendes hjerte, paa sophaen. edwards billede stod for hende med dets hele elskværdighed. hun følte med smerte og anger hvor dyrebar, hvor undsigelig dyrebar han var hende; men ogsaa hvormeget taknemmeligog hed forpligtede hende til at bekjempe og gandske opofre hendes følelser for venindens bedste, selv. om edward kunne deele hendes følelser. en stille bøn fra det høie om kraft dertil opstod fra hendes bryst, da edward traade ind i værelset. han bad, hun ville tillade ham at tage plads ved siden. af hende; thi han havde en vigtig hemmelighed at opdage hende. angestfuld lyttede clementine til ethvert af hans ord. de veed, min veninde, sagde han, at jeg altid har baaren med uvillie det tryk af fremmed tyranie, som nu betynger vort fædreneland, jeg har undertiden laant denne uvillie ord. for kort tid siden skrev jeg et bittert epigram om fremmed tyrannie, som tilfældigviis forsynet med mit navns underskrift, faldt i hænderne paa spioner. just nu erholdt jeg efterretning om, at man vil bemægtige sig min person, og da sandsynligviis gjøre kort proces med mig. jeg maae flye for at sikkre mig i det mindste for øieblikket for enhver voldsomhed. endnu denne nat reiser jeg, sandsynligviis til engeland, naar jeg kunde naae dette, som jeg sik. kert haaber . . . . clementines ansigt blev pludselig bedækket med dødens bleghed. hun saae paa edward med et blik, som forraadte hendes inderste hjerte, og i det hun rakte ham skjælvende haanden, sagde hun. de vil fly ach, da flyer ogsaa enhver glæde fra vores kreds! - flye ikke, skjul dem hos os, maaske er endnu redning muelig, uden flugt . . . . hun standsede, edward følte sig rystet i sit inderste ved den tone, hvormed hun fremsagde disse ord. en fjern ahnelse om at det kunde være kjerlighed, opfyldte hans siel. allerede længe følte han sit hele hjerte hentrukken med ubegribelig magt til denne hulde pige. | fiction | y | thi_to-formælinger_b | thi_001349 | 1825-06-24 | K. L. Meth. Müller | 466 |
de tager saa inderlige deel i min skjæbne, sagde han, at denne adskillelse falder mig meget tung. . . o! clementine, naar . . . . . | fiction | y | thi_to-formælinger_b | thi_001350 | 1825-06-24 | K. L. Meth. Müller | 467 |
en hurtig beslutning opsteeg i hans siel ja kjære clemmentine, dette øieblik maae afgjøre vort livs skjæbne, naar jeg viste . . . han standsede. clementine zittrede. en lang pause paafulgte, hvor kun begges blikke forkyndte deres sjæls tilstand. . . | fiction | y | thi_to-formælinger_b | thi_001351 | 1825-06-24 | K. L. Meth. Müller | 468 |
naar jeg vidste, at det var en lykke for os alle, hvad vi nu neppe vove at nævne, hvis jeg vidste at min plan kunne begrunde denne lykke, ach! endnu i dag ville jeg sætte den i udførelse, saa meget det og skulle koste mig . . . clementine havde imidlertid vidst at fatte sig. tal de gandske ud hr. seeman, sagde hun. aabenhjertighed kan kun forebygge ulykke, hemmelighedsfuldhed kunne nu uundgaaelig frembringe den! nu da, saa viid, hvad jeg i begyndelsen meddeelte dem, var opdigtet. jeg føler at jeg af en sikkere vei kan naae maalet. jeg troer at være overbeviist om, at jeg ikke er elsket af henriette, troer meget mere at hun elsker min broder. de, kjære clementine, har vel skuet, dybere ind i hendes hjerte end jeg; sig de mig derfor med hiin aabenhjertighed, som de selv erkjender for den eneste mulighed til at forekomme ulykke, hvad er deres meening desangaaende? vær oprigtig, to kjære menneskers lykke afhænger af deres dom clementine saae paa edward med en forundrings og skrækkens mine, men hun følte dette øiebliks hele vigtighed; og vi maae føie til at hun havde bragt kjerlighed til at tie i hendes bryst, da hun langsom og høitidelig udtalte de i ord: jeg deler deres overbeviisning. nu da, svarede edward, saa skulle de ogsaa blive lykkelige . . . . | fiction | y | thi_to-formælinger_b | thi_001352 | 1825-06-24 | K. L. Meth. Müller | 469 |
han stod op, og efter at han havde bedet clementine iagttage den strængeste taushed om hvad der var forefaldet, bortfjernede han sig. endnu i døren saae han sig pludselig tilbage, da faldt hans blik paa clementines, i taarer svømmende øie. ædle mand, udraabte hun, at gjøre lykkelig, er deres høieste glæde! . . . forvirret, beskjæmmet slog hun det skjønne øie til jorden. men deres hjerter forstode hinanden, uden ord. stum sluttede edward den elskende i sine arme; derpaa ilede han ud af værelset. nogle uger vare forløbne, sorgen over den afdøde tante gik til ende. ed ward bestemte dagen til sin forlovelse, og bad selv om, at foranstalte alt ret høitideligt. heinrich synes hemmelig at være i kamp med sig selv, dog synes man af alt at kunne mærke, at han gjorde sig færdig til en anden reise. han havde ogsaa virkelig besluttet at opofre sin kjerlighed for dyden, og derpaa igjen at storme udi den vide verden, hvori han følte, ingen glæde meere ville blomstre forham. han forraadte sin plan ved flere yttringer, som bestemte edward til i et passende øieblik, at forlange af ham det løfte, ikke at afreise før efter hans forlovelse. edwards opførsel var overhovedet saaledes, at det satte alle i huset, undtagen clementine i forundring, endskjøndt ingen tillod sig at fælde nogen dom derover. endelig kom forlovelsesdagen. efter et festlig maaltid, som begge familier med alle beslægtede havde bivaanet, skulle præsten paa rosenan lægge de forlovedes hænder høitidelig i hinanden. da greb edward henriettes, haand, og førte den skjønne brud, ikke som hun og alle ventede, hen til præsten, men til broderen; derpaa tog han ogsaa dennes haand, og bragte det forundrede par hen til præsten. disse hænder forene de nu i guds navn," sagde han meget rørt, skun saaledes blive vi alle lykkelige!" man forestille sig, den forhauselse dette opvakte i den hele forsamling. men endnu mere forhøiedes denne, da han tog clementines haand, trykte den ømt til sit hjerte, og traade hen til præsten med hende, i det han sagde: og saa disse hænder ville de de forene, kun saaledes blive vi lykkelige! hvilke forklaringer nu paafulgte, hvorledes edward forstod at hæve enhver vanskelighed, enhver mistydning, alt det behøver ingen afskildring: nok er det, han havde virkelig stiftet to hjerters lykke, som ikke var uværdige dertil. men i clementines besiddelse fandt han selv den høieste sallighed, som noget menneske paa jorden, er i stand til at nyde. k. l. meth. müller. | fiction | y | thi_to-formælinger_b | thi_001353 | 1825-06-24 | K. L. Meth. Müller | 470 |
----- skrækkelig orkan i vestindien. extract from the diary of the hon. g. r. porter, missionary. tortola, tirsdagen den de septbr. . luften forkyndte stormende veir, vinden var høi nordlig. denne spaadom var des værre alt for sand, vinden tiltog tid efter anden og blev slutteligen til en orkan. da jeg frygtede for dette, fæstede jeg med mine egne hænder, saa vel som det var mig muligt, ethvert vindui huset og chirurgiret. omtrent klokken satte dr. ross, richolas mlanghiin og mig selv, os ned til middagsbordet. mr. jngramog lieutnant pynsent paa kutterbriggen flykom til os strax efter vi havde spist. omtrent ved midnatstider blev jeg nødt til at flytte min kone og børn ned fra anden etage, og lade dem ligge paa gulvet paa nogle dyner og madrasser. klokken i om morgenen trængte regnen igjennem allevegne, som om der aldeles intet tag, havde været derpaa, og tvang mig til at flytte sengene til det forreste værelse i huset. da jeg frygtede for at nogle af vinduerne oven paa vare blæste bort, gik jeg op for at undersøge det, og fandt at det vindue i mit værelse, som vendte mod vesten, var blæst i mange stykker. stormen i var saa overordentlig hæftig paa denne tid, at den truede at ødelægge hele bygningen, og for- hindrede mig fra at aabne et vindue lige over for, for at give en frie passage for vinden. jeg skyndte mig saa hurtig ned igjen, som jeg kunde, og saae fra det øieblik af, at hele huset ville sikkerlig ogsaa gaae med. klokken aabnede jeg den lem, som gik ned i kielderen, gjorde lygter færdige og sendte stole ned; forsynet synes uimodstaaelig at tilskynde mig til ikke at tabe et øieblik. børnene bleve bragte ned, og det var med megen møie, at vi kunde bevæge min kone og negrenetil at gaae ned kielderen. en stakkels neger udenfor, bad at han maatte blive tagen ind, dette skeete og femten hvide og sorte mig selv indberegnet, vare nu i kielderen. jeg var nogle øieblikke uvis med mig selv, hvor det var sikkrest dernede, endelig sagde min fornuft mig, at et hjørne maatte være det sikkreste, i fald gulvet skulle give efter, og jeg valgte derfor den krog som var beskyttet af cisternen. her faade vi alle i en kielder hvori den var tre til fire tommer dybt vand; vi lagtoge al mulig forsigtighed, og haabede at forsynet ville beskjærme os. nogle minuter for kl. . gik chirurgiret i stykker, det hørte vi tydelig, og efter hvad jeg kunne gjette, ti minuter efter kl. , rystede et skrækkeligt vindstød selv kieldermure. ne, og i dette frygtelige øieblik hørte jeg det uhyre brag, som faldet af huset gav, dette var sandelig, et rædselsfuldt øieblik kunde gulvet bære den svære vægt, eller skulle vi om faa øieblikke blive knuste af ruinerne? jeg holdt min elskede maria i mine arme, og omringet af min familie, trøstede dog den tanke mig, at vi kunde døe samlede, at ingen skulle blive tilbage at sørge for den anden. rystelsen var saa hæftig, at det rystede lamperne af krogene og vi bleve satte i fuldkomment mørke. brag fulgte paa brag, sex i tallet. det var nu let at mærke, at hele huset var gjort jevnt med jorden. vores rædning var i nu vis. ruinerne faldt fornemmelig østen for huset, og da jeg vidste, at vinden ville snart i løbe om til sønden, ville ruinerne selv danne en vold for os. regnen faldt ned i strømmeviis, min stakkels kone og børn havde blot et uldent teppe, at bedække sig med, som uagtet det ydede kun lidet forsvar, dog holdt dem varme. j det jeg og dem der vare med mig, anbefalede os alle til den almægtige gud, som hidtil havde beskyttet, os, ventede vi ængstelige paa dagslyset, som synes denne gang, at komme en heel time sildigere end sædvanlig. endelig kom dagbrækningen. jeg trængte ud af mit tilflugtsted, og saae en ødelæggelsens scene, neppe et huus var blevet staaende, og gaderne vare bestrøede med ruiner. den nye dag bragte mange bekjendtere til os, for at spørge hvorledes det var gaaet, og desværre enhver bragte sørgelige tidender. den hele byemed meget faa undtagelser var ødelagt, og mange mennesker havde sat livet til, den arme mr. dooty (og en tjenestepige, som ikke ville forlade hende, mr. austin, mr. hetherington, mr. hill og anderson og flere af vore bekjendtere vare blandt de dødes tal, og messheen, saaledes forslagen at det voldte hendes død; af mulatter og slaver veed jeg ikke engang hvor mange der vare omkomne. reppe noget vaaningshuus blev staaende paa noget gods; negrenes huse vare aldeles ødelagte tillige med den hele høst, kogehusene med undtagelse af nogle faa laae, i ruiner, sukkerrørene vare bræk kede, presidenten skrækkelig forslaaet, saa at manendog tvivlede om hans liv; tamarintræer af umaadelig størrelse revne op med rødder; ovnene selv kastede overende, enten ved vindens magt eller ved bielker af husene, i belle vue, var selv kobberet blæst ud af muren, kort sagt: saa stor, saa almindelig ødelæggelse foregaaet i saa kort tid, fandt maaskee aldrig sted før, i nogen deel af verden. dette er en svag afskildring af de skrækkelige hændelser af den de og de september , som har bragt mig til den yderste fattigdom, dog naar jeg betænker den almægtige guds naade, der bevarede mig og familie uskadt i en saa overhængende fare, saa lader jeg al knurren mod forsynet fare, og siger herren gav, herren tog, hans navn være lovet. | fiction | y | thi_vestindien-orkan | thi_001371 | 1825-07-01 | G. R. Porter | 471 |
opdagelsesreise gjort til cape breton og newforndland foretaget i aaret . | fiction | y | thi_opdagelsesrejse-cape-breton | thi_001372 | 1825-07-01 | null | 472 |
(of the naval chronicle for .) mr. hore fra london, som havde anvendt sin meste tid paa at studere cosmographien eller verdensbeskrivelsen, overtalte en deel herrer, en i tallet, til at ledsage ham paa en opdagelsesreise paa den nordvestlige kyst af africa. som en følge deraf, bleve to skibe udrustede nemlig the trinity paa tons og the mirfor, i hvilke omtrent en personer, herrer og matroser indskibede sig. j slutningen af aaret satte de seil fra gravesend, og vare hele to maaneder i søen, uden at anløbe noget land, indtil de ankom til en deel af vestindien i nærheden af cape breton; derfra satte de deres cours mod østen indtil de kom til penguinøen, hvor de gik i land og fandt den fuld af fugle saa store som gjæs, og en uendelig hoben æg, de skjøde en mængde af disse fugle og fandt dem, efter at have slaaet dem, at være en god nærende spise, de saae ligeledes en stor mængde bjørne sorte og hvide, hvoraf de dræbte nogle, og fandt dem ikke at være nogen slet føde. | fiction | y | thi_opdagelsesrejse-cape-breton | thi_001373 | 1825-07-01 | null | 473 |
de laae for anker ved newfoundland og ingen af de jndfødte havde endnu viist sig, da opdagede mr. dewborry, en af selskabet, som spadserede paa dækket, en baad med vilde, som roede mod dem, hvorpaa han raabte paa folkene at de skulle komme og see dem. strax blev en baadbemandet for at gaae og fange dem, men de lagde mærke til det, skyndte sig igjen bort saa hurtig som de kunde, og retirede til en øe oppe i bugten, hvortil vore mænd forfulgte dem, men de undløbe og efterlod dem en jld, og en bjørneskinke paa et træespid; deres baad var belagt inden med raae silke og en stor varm vante laae i den. dette førte folkene ombord, og saae intet andet, end overflod af fyrre= og grantræer. medens de laae i denne bugt, begyndte deres proviant at slippe op for dem, saa at de næsten ikke havde nogen ting at leve af, undtagen rederne af et slags haverne, som hver time bragte til sine unger overflod af alle slags fisk. da dette og saa manglede, bleve de nødsagede til, at opholde livet ved at spise raae urter og rødder, som de fandt paa det faste land. men dette tjente kunlidet til at stille deres umættelige hunger, og den yderlige nød, hvori de vare, bragte dem til at gribe til umenneskelige midler; thi medens de strøifede omkring i marker og skove for at finde noget at spise, dræbte en af matroserne hans kammerat, da denne bukkede sig ned for at tage open rod. han skar derpaa stykker ud af hans legeme, antændte en jld, stegte dem paa gløder, og spiste graadigen deraf. heller ikke blev han den eneste skyldige i denne forbrydelse, hvorved skibsmandskabet formindskedes; og officererne undredes over hvad der blev af deres folk, indtil en af mandskabet, tvungen til at søge omkring, efter noget at spise, hændelsesviis lugtede stegt kjød, og da han havde fundet stedet hvorfra lugten kom, og bebreide de den mand, som sadt og spiste deraf, at han svømmede i overflod, medens resten af hans kammerater vare færdige at styrte af hunger. svarede det stakkels menneskehertil med taarene i øinene: " hvis du endelig ønsker at vide hvad kjød jeg her har lavet til, saa viid, det er et stykke af et menneskes bagerste deel." da rygtet herom kom til skibet, kunne man strax begribe hvad der var bleven af de matroser som savnedes, og at de hverken vare opslugte af vilde dyr eller dræbte af de vilde. captainen, hvis hele sjæl oprørtes ved at høre fortællingen derom, stod op og holdt en tale, i hvilken han bestræbede sig for at overbevise dem om, hvor høiligen de havde fornærmet gud ved saadanne skrækkelige handlinger; at den hellige skrift er fuld af exempler paa mennesker, som gud have hjulpen i den yderste nød, og at det var bedre at deres legemer skulle døe, end at de skulle tilkjøde sig et øiebliks lindring ved opofrelsen af deres udødelige siels lyksalighed. efter at have foreholdt dem alt dette, formanede han dem til bodog anger, og bad dem om at forene fine bønner med hans, og bede den almægtige om hjælp i den elændige slilling hvori de vare. deres bønner bleve hørte, thi samme nat ankom et fransk skib, forsynet med levnedsmidler, som de ved list komi besiddelse af, forsynede deres skib med proviant og satte seil til engeland. | fiction | y | thi_opdagelsesrejse-cape-breton | thi_001374 | 1825-07-01 | null | 474 |
paa hjemreisen seilede de saa langt mod norden, at de, skjøndt i sommertiden, saae store øer af jis, hvor høge og andre fugle hvilede dem efter den lange flugt fra det faste land. de saae ogsaa nogle store fugle med røde næb og been, noget større end heirer, som de formodede vare storke. | fiction | y | thi_opdagelsesrejse-cape-breton | thi_001375 | 1825-07-01 | null | 475 |
til st. jves i cornvall kom de, omtrent ved enden af october, hvorfra de toge veien til sirjohns lutterals borg, hvor mr. buts, mr. bastle og andre herrer, som havde været med paa reisen bleve meget artigen modtagne og beværtede, og derfra fortsatte de reisen til londe don. mr. buts var saa forandret ved alle de besværligheder han havde gjennemgaaet paa reisen, at hverken hans fader eller moder troede det var deres søn, indtil han viste dem, et hemmeligt mærke, en vorte han havde paa sit knæe. | fiction | y | thi_opdagelsesrejse-cape-breton | thi_001376 | 1825-07-01 | null | 476 |
nogle maaneder efter deres ankomst, kom hine franskmænd, som de engelske havde berøvet deres proviant i newforndland til engeland, og fremførte deres klagemaal til kong heinrich den viil over den slette maade hvorpaa de vare blevne behandlede. da kongen havde undersøgt sagen og fandt at kun den haarde nødvendighed havde tvungen hans undersaattere til at behandle de franske saa haardt, følte han saa megen medlidenhed med dem, at han isteden for at straffe dem, betalte de franske den hele sum af de røvede levnetsmidler af hans egen pung. | fiction | y | thi_opdagelsesrejse-cape-breton | thi_001377 | 1825-07-01 | null | 477 |
efterretning om øen curacoa. (of the quebec mercury.) curacoa ligger under graders nordlig brede, søemile fra det faste land af terra firma. den er mile lang og mile bred, øen er ikke allene ufrugtbar, og har intet andet vand, end hvad regn giver den, men havnen er en af de daarligste i america; de hollandske have imidlertid bødet paa denne mangel. de have bygget omkring denne havn en af de største og meest nette og reenlige steder i vestindien. de offentlige bygninger ere talrige og smukke, og magazinerne store, godtbeliggende og velforsynede. al slags arbeide bliver her foretaget ved maskinerie, noget deraf saa vel indrettet at skibe kunne paa engang løftes lige indi dokken. endskjøndt øen, som sagt, er ufrugtbar, har dog den hollandske jndustrie bragt den til at frembringe en betydelig deel af sukker og tobak, desuden har den gode saltværker, hvorom der er meget søgning fra de engelske øer og fra colonierne paa det faste land. men hvad som gjør denne øe endnu meere fordeelagtig forhollænderne, er den contrabandehandel, som og føres mellem jndbyggerne og de spanske; tilmed er dens havn et almindeligt samlingsted for alle nationer i krigstider. | non-fiction | essay | thi_curacoa_essay | thi_001378 | 1825-07-01 | null | 478 |
de hollandske skibe fra europa anløbe denne øe, for at erholde efterretninger eller faae lodser, og derfra begive de sig for at drive handel paa de sydamerikanske stater, som de føre meget stærk, da det er meget vanskeligt for de spanske skibe, der skulle forsvare kysten, at tage disse skibe, thi de ere ikke allene stærke, forsynede med en deel kanoner, men de ere endog bemandede med et talrigt skibsmandskab af udsøgte søefolk, hvis hele jnteresse afhænger af skibets bevarelse og reisens lykkelige udfald. de have hver en deel af ladningen, som er af en vis værdie, i forhold til hvad post eieren beklæder ombord paa skibet, hvilket kjøbmanden, giver dem paa credit og det for jndkjøbsprisen. dette gjør at de kjempe med ualmindeligt mod, der er desuden en slags handel og færsel mellem denne øe og det spandske faste land. | non-fiction | essay | thi_curacoa_essay | thi_001379 | 1825-07-01 | null | 479 |
curacon har talrige vare oplag, næsten fulde af alle europas og vestindiens handels=artikler. der ere alleslags linned og uldne klædevare, kniplinger, silke, baand, jernredskaber, krigsfornødenheder, brændeviin, specerier fra de molukkiske øer, og calicoer fra jndien, hvide og malede. hertil bringer det hollandsk vestindiske og afrikanske selskab aarlig fire ladninger slaver, og til dette marked komme spanierne selv i smaae skibe, og føre gemeenlig tilbage med sig ikke allene den bedste deel af negrene til en meget høi priis, men endog store qvantiteter af alleslags gods; og sælgeren har den fordeel, at udskudet fra vare=oplager og silkeboder, som ere gaaet af moden og ikke kan sælges i europa, afsættes meget vel til dem, da blot den anbefaling at det er europæisk gods, er tilskrækkeligt for dem. spanierne betale i guld og sølv mynter eller i stænger, cacao, vanille, chinabark, cochenille og andre kostbare sager. handelen paa curasoa i fredstider indbringer hollænderne aarlig en , pund sterling. men i krigstider er fordelen meget større, thi da er det, den almindelige handelsplads for vestindien, det er et tilflugtsted for skibe af alle nationer, og forsyner paa samme tid enhver af dem med vaaben og ammunition for at ødelægge hinanden. da al samqvem med spanien er nu afbrudt, have de spanske colonier neppe noget andet market, hvorfra de kunne blive forsynede med slaver eller gods. de franske komme her for at kjøbe kjød, korn, meel og huusgeraad hvilke de engelske bringe fra det faste land af nord=amerika, eller som ogsaa er udført fra jrland, saa at enten i fred eller krig, florerer handelen herpaa overordentlig. | non-fiction | essay | thi_curacoa_essay | thi_001380 | 1825-07-01 | null | 480 |
fortælling om forliset af den engelske krigskonnert, felix, dateret santander. (of the naval cronicle for ). ærede hr. captain, jeg tager mig herved den frihed at sende dem disse linier og underrette dem om, at vi have havt det uheld at lide skibbrud med vor skonert, natten til den afvigte de januar mellem klokken og om morgenen, paa kysten, som ligger lige over for forteder, ved jndløbet os til santander. alle mand omkom uden mig, vi vare i tallet, iberegnet fanger som vi havde faaet udvexlet, og i hvilket ærende vi vare sendte dertil. vi ankom her den de fornævnte maaned, fik vore fanger ombord den de efter klokken begyndte det at blæse stærkt lige ind i havnen, saa at vi ikke kunne gaae tilsøes, da vi laae til ankers lige under fortet, fra hvilket de praiede os og befalede os at gaae tilsøes. vi sagde dem vi kunde ikke, da vinden stod lige ret ind i havnen, saa at hvis vi gjorde det, ville vi udsætte os for stor fare, da veiret saae slemt ud og vinden var ligge paa landet. de fortalte os, at hvis vi ikke lettede, ville de fyre paa os, som de gjorde omtrent klokken , klokken om natten gave de os et andet skud; klokken om morgenen et tredie, det blæste da en halv storm, klokken om morgenen fyrede de igjenpaa os, saa at vi slutteligen bleve nødsagede til at lette anker; men det var umueligt, at komme ud, vinden blæste saa stærk af n. v. med en skræktelig søegang, saa at vi vare tvungne til at kaste anker ved udløbet af bugten, søen brækkede over os hvert øieblik, og stormen tiltog. vi laae og reed den hele dag for vore ankere i livsfare, vare tvungne til at hale ned vores parlamentairslag, og hidsede det engelske unionsslag nedad. vi fyrede en hoben nødskud, men ingen forsøgte paa at komme os til hjelp, endskjøndt en fransk brig, som jeg siden hørte, og flere amerikanske kiøbmandskibe tilbøde sig at hjælpe os; men vedkommende anthoriteter i santander ville ikke. tillade dem at komme os nær. vi bleve i samme stilling indtil natten den de, stormen vedblev bestandig at tiltage: den de kastede vi te kanoner overbord; søen løb saa høi, at den bortskyllede vor baad, tilligemed en stor deel af vore folk. jngen vare mere tilbage paa dækket, end de, der vare bundne fast til forskellige dele i skibet, saaledes bleve vi staaende indtil den de, uden at vide hvad vi skulle gjøre; søen løb saa høi som bjerge, vi havde intet uden døden for øinene. captainen, lieutenant mitchell, lodsen og jeg selv, vare alle dem, der kunne sees paa dækket; skandseklæderne vare allerede borte, vil vare fæstede til ringbolterne paa skandsen og søestyrtningerne brækkede over os hvert øieblik. omtrent klokken gik vore master og bougspridt, overbord, saa at der intet var tilbage uden det blotte dæk og skroget, vi laae saaledes til om morgenen klokken , da vore ankertouge brækkedes, saa at vi ikke vidste hvad vi skulle gjøre. jeg talte til capt. cameron og overtalte ham til at springe overbord med mig, da vi ellers alle inden minutter ville være sønderslagne af vraget mod strandbredden; vi løsgjorde os selv og sprunge overbord; jeg holdt capt. cameronved hovedet nogen tid, indtil lodsen eller mitchell tog fat i mit been, da jeg blev nødsaget til at slippe mr. cameron for at reddemig selv; endeligen kastede en søe mig op paa strandbredden, hvor jeg klattrede paa hænder og fødder, da jeg ikke var i stand til at gaae, førend jeg var frie for søen. herblev jeg liggende indtil klokken næste morgen, næsten død, uden at nogen kom mig til hjelp. jeg stod op og gik op imod høiene, men var saa svag formedelst det blod jeg havde tabt, ved de skrækkelige saar jeg havde faaet paa mit hovedog andre dele af mit legeme, at jeg kunde ikke gaae videre. sluttelig tog en spanier mig opog drog mig til hans huus, hvor jeg laae nogen tid blødende, da det blev dag, sendte de budefter en doctor, som forbandt mine saar og befalede at jeg skulle bringes til sengs. j denne forfatning laae jeg flere dage, indtil jeg var kommen mig lidt igjen, da de toge mig derfra og satte mig i fængsel, hvor man lod mig forblive nøgen, halv død af hunger og næsten fortæret af utøi og snaps, og uden noget menneske til hjælp. den engelske agent kom engang for at besøge mig, men sagde, han kunne hjælpe ikke mig, da den spanske regjering havde mig i bevaring, og denne tilstod mig neppe pence om dagen, hvormed jeg knapt var i stand til at opholde livet. det ville glæde mig at kunne ord til andet fortælle dem alt dette, men jeg frygter for, at det ville tage for lang tid, da jeg er under saa stræng forvaring. jeg skulle før have givet dem efterretning derom, men jeg har ikke før funden leilighed dertil; endelig har en ven været saa artig, at tilbyde mig at overlevere dette til vores gesandt i lissabon for, at tilsende dem det. (henry ellard.) den engelske søecaptain wilsons hændelser. | fiction | y | thi_shipwreck-felix | thi_001381 | 1825-07-01 | null | 481 |
kaptain wilson var opdraget til søen fra hans tidligste alder af, og tjente i den amerikanske krig, i bataillerne ved bunkerhill og longjsland. siden gik han som styrmand med et af det ostindiske compagnies skibe til ostindien, hvor han besluttede at nedsætte sig. under krigen med hyder ali, var han sysselsat med at fore krigsforraad til den engelske armee, medens han var i denne tour blev han taget af de franske og ført til cuddalore. efter at have erholdt efterretning om, at den franske admiral suffrein havde ladet sig bestikke af hyder ali for at udlevere alle fangerne, besluttede kaptain wilson at rømme samme nat. dette forehavende udførte han tilligemed hans tjener en bengalesisk dreng. de bestege volden som var fod høi, kaptainen sprang ned og blev staaende paa sine fødder; men det stød han fik ved at springe ned fra en saadan høide, gjorde at hans kinder stødte lige mod knæerne, og kastede ham hovedkuls i floden. da han kom til sig selv igjen, vendte han tilbage til foden af muren, hvor der var en tør banke, bad drengen at kaste sig ned, og fangede ham i sine armee. han passerede paa hans flugt, tre armee af floden, betynget med drengen, som ikke kunne svømme, men da han forsøgte at passere den fjerde) paa samme maade, havde de nær begge omkommen. han vendte tilbage til strandbredden, anbefalede hans tjener til en ven, og fortsatte hans vei allene. | fiction | y | thi_shipwreck-felix | thi_001382 | 1825-07-01 | null | 482 |
slutteligen lykkedes det ham at passere over hovedfloden, men blev da uheldigviis tagen til fange af en deel af tyranens tropper. han blev strax ført til hovedqvarteret og forhørt af en officeer, som han fortalte den forunderlige efterretning om sin flugt. jndianeren saae vred paa ham, og paastod han var en logner; thi aldrig havde man hørt, sagde han, at noget menneskehavde passeret coleroonfloden ved at svømme, da alligatorne uundgaaeligen ville have greben ham, om han blot havde dyppet spidsen af hans finger deri. men kaptainen fremførte saadanne beviis for sagen, at det ikke længere kunne være nogen tvivl derom, hvorpaa mahomedaneren, løftede hans hænder i veiret og raabte: adet er en guds mandl. jmidlertid blev dog kaptain wilson dreven nøgen tilbage til siringapatnam, hvor han sad i fængsel i maaneder med en deel highlændere af oberst mleod's regiment, og gjennemgik saa mange lidelser og plager, at det er gyseligt at fortælle. fængslet var en fiirkantet plads, omkring hvis mure var en slags barrak for vagten; i midten var den skjul ovenover, men forresten aaben paa alle sider, og udsat for regn og vind. med intet andet leie, end den bare jord, uden al anden bedækkelse end de pialter, der vare svøbte omkring ham, var han fængslet til en anden fange; og de bleve ofte saa stive af kulde, at de grove huller i jorden, som et forsvar for den gjennemtrængende nattefrost. saa knap var den ration, der var tilstaaet de arme fanger, at deres rasende hunger blev aldrig stillet, og han var ofte bange forat sætte sine fingre til sin mund, af frygt for han skulle blive fristet til at bide i dem. endskjøndt han traade ind i denne elændighedens bolig, udmattet af møie og svaghed, var dog hans sundheds tilstand i et heelt aar bedre end hans kammeraters. endelig frembragte den mangehaande elændighed han leed, symptomer hos ham, som havde ført saamange over i den anden verden. hans hele legeme blev udspændt, hans laar svolmede op til en mands tykkelse om livet, og døden synes at have bestemt ham tilsit offer. da han var saa yderlig svag, og lænkerne trykkede ham saa at man frygtede for koldbrand, saablev han befriet for dem, for at lægge sig ned og døe; den soldat han sidst var lænket til, havde pleiet ham med stor godhed, og da han troede det kunne lette hans smerter, bad han om tilladelse til at give hans daglige nation, omtrent halvskillinger, til at kjøbe olie for, (hvilke tilstodes ham daglig for at kjøbe brænde og salt til at koge hans mad med, for at smørre hans beenmen dette modsatte kaptainen sig, og forestilte ham, at saa ville han intet have til at tilberede næste dags mad med. soldaten rystede med hovedet, og sagde: herre, jeg frygter for, desaa vil være død, og ikke behøver det." dog forsynet drog ham tilbage, da han var paa gravens bred. kaptainen havde den dag ombyttet hans riis med et slags korn, kaldet ratchepier, som han begierligen nedslugede, og læskede hans tørst i den saft, hvori de ere kogte; følgen deraf var en saa forfærdelig udtømmelse, at han i faa timer var forvandlet til et reent skelet, men endskjøndt overordentlig svag, følte han sig dog fuldkommen lettet for sine smerter, og anbefalede forsøget med hæld til mange af sine kammerater. efter at kaptain wilson igjen omsidder var sat i frihed, gik han atter tilsøes, og efter at have samlet en formue, nedsatte han sig i horndean i hampshire. dette eensomme tilflugtssted forlod han igjen frivillig og modtog kommanden af skibet the duff, udrustet af det det engelske missionair selskab til en reise til øerne i sydhavet. | fiction | y | thi_shipwreck-felix | thi_001383 | 1825-07-01 | null | 483 |
udenlandsk. hs. majæstæt kongen er den de dennes, om aftenen, i allerhøieste velgaaende indtruffen til rendsborg, hvor han agter at forblive til den de. hs. majestæt dronningen og de kongel. prindsesser vare blevne tilbage i louisenlund. ved placat af de juni er bekjendtgjort, at den cours, hvorefter rigsbanksedler i juli august og september maaneder skulle modtages i alle de sølvbetalinger, der kunne afgjøres med rigsbanksedler, er bestemt til / imod species eller rbd. sølv, saa at rbd. sølv i alle foranførste tilfælde kan betales med rbd. s. i rigsbanksedler og tegn. | non-fiction | n | null | thi_001384 | 1825-07-01 | null | 484 |
jfølge cancellie-placat af de dennes skulle hedestrækninger, der opdyrkes i forbindelse med andet allerede opdyrket, jord, være fritagne for at svare tiende i et tidsrum af aar fra det aar at regne, saadan hedejord første gang bærer sæd. under de dennes er udkommen en cancellie=placat, hvorved bestemmes: ) at enhver, der har kaldsret til en skole, hvor den indbyrdes underviisningsmethode er bifaldet og indført, bør, i tilfælde af vacance i skolelærer-embedet, besætte dette med en person, som, foruden de øvrige befalede egenskaber har dygtighed til at anvende bemeldte methode efter de allernaadigst approberede bestemmelser for samme, samt at collats ei bør udstædes for den til et saadant skolelærer embede kaldede, forinden fylstdestgiørende beviis, enten ved troværdig attest, eller ved prøvelse, er præsteret for at han besidder denne dygtighed. ) at de i skolelærer-seminarierne dannede og derfra afgaaede seminarister, saa og de allerede ansatte skolelærere kunne vente, at det, naar de, i paakommende tilfælde, søge omansættelse som skolelærere, eller om forflyttelse til mere indbringende skolelærer-embeder, og naar de tillige besidde de ellersfornødne kundskaber og færdigheder, skal tjene dem til særdeles anbefaling, at de med tilbørlige attester fra den i kjøbenhavn værende normalskole for denindbyrdes underviisningsmethode, eller fra forstanderen ved et kongeligt skolelærer-seminarium, eller og fra sognepræster paa de steder, hvor methoden er indført, og som af cancelliet ere bemyndigede at udstædet saadanne beviser, kunne godtgjøre at de have er hvervet den fornødne kundskab om denne lærremaade og dens practiske anvendelse. | non-fiction | n | null | thi_001385 | 1825-07-01 | null | 485 |
efter nu at have givet en forklaring over de nærmere omstændigheder, ville vi strax meddele en extract af et brev, dateret den de juni fra en herre i afrika til en ven i engelland, hvori han beskriver deres modtagelse ved det ashanterske hof. | non-fiction | essay | null | thi_001393 | 1825-07-08 | null | 486 |
dette continuerede hele tiden medens de passere, de gjennem den første gade, en engelsk miil i længde. ved hjørnet af kongens pallads gjorde de holdt, medens de foræringer de havde med til ham bleve nedlagte i et huus tæt derved; og fortsatte derpaa igjen deres vei ned af en lang gade, og bleve anviste sæde i en aaben sal for at folket kunne faae dem fuldkommen at see. mængden, der var forsamlet, overgik vel en fyrgetyve tusinde sjele. efter et qvarteers forløb kom de kongelige opvartende officiantere for at forkynde at hs. majestæt behagede at see dem. siddende paa deres hængematter, nærmede de sig torvet, som næsten er en engelsk miil lang og meere end en fjerdendeel miil i breden, her faldt dem strax en stor mængde standarter og store skjermer i øinene, da man saae enhver caboseer (det navn, som man tillægger enhver høvding eller anfører), med deres koner, børn, krigere, slaver og øvrige følge, der alle omringede deres chef. efter et kort oversyn at dømme, maae der have været en tre hundrede personer saaledes udmærkede ved store paraplyer eller skjerme, hver af dem commanderede fra som hundrede til tre tusende mand. rundt omkring i denne cirkel, rendte de omkring, hilsede og tog enhver anfører i haanden; enhver havde sit musikchor, og naar de bilsede lød musikken, medens de saluterede med musketter, vifter, elefantshaler og gud veed alt, som et tegn paa deres respect. naar de nærmede sig nogen af prindserne af blodet var støien. reent bedøvende, hvad maae det da ikke have været naar de nærmede sig hans majestæt. kort sagt enhver ting, som taushed ikke førte herre, dømmet over, søgte af alle kræfter at gjøre saameget allarm som muligt. | non-fiction | essay | null | thi_001395 | 1825-07-08 | null | 487 |
offeret føres omkring hele dagen indtil aften, og dette vedbliver indtil døden forløser det fra dets qvaler. samme dag blev en mand af stor rangbragt ud af palladset og halshugget for feighed. det jndre af landet overgaaer langt søekysten og beboerne ere mere civiliserede. *** følgende extract af et brev om samme gjenstand, have vi faaet gjennem en anden kanal. og da det berører flere punkter, som vor correspondent ikke har omtalt, troer vi det ville interesere læseren. det er datteret begyndelsen af junisamme aar. | non-fiction | essay | null | thi_001399 | 1825-07-08 | null | 488 |
en ny roman af walter scott, korsfarernes eventyr, i dele, er udkommen i london. j fortalen dertil yttrer den berømte forfatter, at han har ifinde at blive rapoleons biograph. | non-fiction | n | null | thi_001409 | 1825-07-08 | null | 489 |
indenlandsk. itzehoe, den de junii. jgaar eftermiddags kl. / indtraf hs. majestæt kongen paa slottet, heiligenstedten, hvorfra hr. grev o. v. blome, med neven, hr. grev v. blome af salzau, vare komne hs. majestæt møde tilhest. en salve af kanonskud forkyndte hs. majestæts ankomst til oldenburgskuhle, hvorpaa toget gik over den heiligenstedtner broe, som heelt igjennem var prydet med grønt og en bue i midten, hvori saaes kongens navnetræk, omvunden med blomster. ved det skjønne veir havde en stor mængde mennesker, fra hele omegnen forsamlet sig til dagens fest, som ved hr. grevens omhu blev en sand folkefest. uden betaling var foranstaltet caroussel og gynger til folkets forlystelse. over taflet udbragtes en toast for hs majestæt, ledsaget af kanonskud. kl. indtraf hs. majestæt under eskorte af vor ridende garde, her til jtzehoe, og kjørte igjennem det atstadens borgere, under hr. senator westphals anførsel, formerede spalier lige til breitenburg. hvor allerhøistsamme, ledsaget af hr. grev cour. v. ranzau, indtraf kl. og det forsamlede folksglade hurra hilsede den elskede lands fader. efter nogle minuters ophold behagede det hs. majestæt at tage det af stormfloden gjennembrudte dige og arbeidet til dets jstandsættelse i allernaadigst øiesyn. efter nøiagtigt at have betragtet alt og yttret sin høie deeltagelse i den breitenburg slot, og bye overgaaede ulykke, vendte hs. majestæt igjen tilbage til breitenburg slot, under hvis vinduer til dige=arbeidere forsamlede sig, for at tilraabe den menneskekjerlige monark et høit hurra. hs. majestæt viste sig derpaa for den forsamlede - mængde ved det aabne vindue, og tilraabte den i nogle opmuntrende ord, hvorpaa det glade folk atter udbrød i jubelraab. efter med sin sædvanlige mildhed endnu at have underholdt sig snart med denne, snart med hiin, fortsatte hs. majestæt, under alletilstædeværendes høie hurraraab, reisen over neuenbroch og krempe til glückstadt. alt forenede sig i det hjertelige ønske: held vor konge, frederik den sjette, den de juni indtraf hs. majestæt kongen tilmeldorf. høisamme kom fra glückstadt og havde kl. om eftermiddagen været i brunsbüttel. herfra behagede hs. majestæt at kjøre af elbdiget, og af den i sulten værende digeinspecteur, oberstlieutenant v. christensens og landfoged, overdigegreve og conferenceraad heinzelmanns mundt, lige beretning, at overtyde sig om dette diges farlige stilling, samt at tage de endnu kjendelige spor af ødelæggelsen i øiesyn. herfra gik farten lange diget videre til den neufelder havn og kronprindskogen, passerede derpaa det marner mellemdige og indtraf kl. om eftermiddagen, under jndvaaner nes jubel, til meldorf, hvor allerhøistsamme behagede at stige af og dinere hos landfogden, conferenceraad heinzelmann. næste dags morgen bivaanede hs. majestæt gudstjenesten i stadens kirke, og fortsatte derpaa kl. , ledsaget af meldorfernes velsignelser, sin reise langs diget i büsum, hvor hs. majestæt underveis tog baade digerne saavelsom den meldorfer wohrdener havn i øiesyn. det engelske gas-compagnie, som har paataget sig at sørge for kjøbenhavns oplysning, har sammesteds kjøbt en betydelig bygning, hvor apparaterne til gas-udviklingen skulle anlægges. | non-fiction | n | null | thi_001417 | 1825-07-08 | null | 490 |
memoirs af den afdøde almeenelikede prindsesse charlotte af engeland. (from the literary garette.) prindsesse charlotte augusta, prindsen, og prindsessens af wales's eneste barn, var fød i carlionhause den de jan. . hendes moder caroline amalia augusta, var den næstældste datter af hertugen af brunswick og augusta, den ældste søster af den afdøde konge. den lange tid hvori prindsen af wales havde henlevet ugift, og de ubeldige udsigter til en afbrudt arvefølge, gjorde at hele nationens øie var med ængstelighed henvendt paa en kongelig arvings fødsel. prindsessen af wales's accouchement var ledsaget med de meest høitidelige formaliteter, de første hofcavalerer og hendes kongelige høiheds hofdamer, gjorde deres opvartning og oppebiede hendes høiheds forløsning, som i nogle øieblikke truede hendes liv, og ved hvilken leilighed, der siges hun reddet ved en udmærket statsmands kloge venskab. prindsen af wales var tilstæde ved denne interesantog vigtige leilighed. den unge prindsesses yngre aar bleve tilbragte, sandsynligviis paa den meest fordeelagtige maade, for en constitution, som af naturen synes svag, og en siel, som efter alt i hvad den har lagt for dagen, synes at have være ----- ret stærk, original og fuld af en ædel stræbenefter fuldkommenhed. hendes første aar tilbragte hun hos hendes moder, som synes at finde en særdeles jnteresse i dette ædle og meget lovende barns opdragelse. længere hen i tiden, blev hun sat under det umiddelbare opsyn af lady de clifford. biskoppen af exeter blev udnævnt til at bestyre hendes underviisning og en underlærer blev ogsaa valgt blandt den engelske geistlighed. hendes studier blevne drevne med udmærket fliid. dem, der ansee en saadan kongelig persons underviisning, som en bestandig afvexlende lemfældig eftergivenhed, vil blive forundrede ved at høre, at med arvingen til engelands throne begyndte i almindelighed, dagens underviisning kl. om morgenen og vedblev med ubetydeligt opholdtil om aftenen. dette arbeide maae have været alt for strængt, eller snarere bedre overeensstemmende med den kundskab, man ønskede hun maatte besidde i den stilling hvortil hun var bestemt, end overeensstemmende med hendes helbred, hvilket meest burde tages i betragtning. men hendes kundskaber og fuldkommenheder overgik visselig de fleste andre fruentimmers. vi vide, at hun kjendte de fleste skribentere i de klassiske sprog; at hun var grundigen underviis i historien og de europæiske regjæringers politik, og kjendte i særdeleshed nøie til hendes fædrelands historie og constitution. hun talte fransk, tydsk, italiensk og spansk med get flydende. de mindre fuldkommenheder og færdigheder vare heller ikke forglemte, hun sang og spilte paa pianofort, harpe og guitar med mere end sædvanlig færdighed. naturen havde været hende gunstig i at give hende smag for flere ting, som sjelden pleie at være forenede; foruden hendes talent for musik, besad hun megen genifor landskabsmaling og en deel af tiden i hendes yngre aar, og følgelig ogsaa siden i hendes lykkeligere dage, som hun tilbragte i hendes gemals selskab, vare opofrede til tegning. hun skrev ziirligt og holdt særdeles meget af den ædlere deel af den engelske poste. disse vare store og ikke almindelige fuldkommenheder; i hvilken som helst stilling i livet, hun havde været sat, ville de have været beundringsværdige hos et fruentimmer, og det maa være en lærdom for ynglingen af rang og stand, som skyer anstrængelse og flid, af frygt for besværligheden, eller som af utidig stolthed seer ned fra en ophøiet stilling, paa kundskaber, som ting han ikke, behøver, at alle disse indtagende, lærerige forberedelser til udøvelsen af fremtidige pligter, vare erhvervede ved en pige, der døde i sit de aar. og denne pige var arving til den første throne verden. da hun traade ud af barndomsaarene havde hun adskillige haarde prøvelser at gjennemgaae, som viste hendes bestemte caracteer; i den smertefulde uenighed, der indtraf mellem prindsen og prindsessen af wales, tog hun moderens partie. spørgsmaalet og hendes sande og rigtige bedømmelse om denne sag, er nu uden for alundersøgelse; som et kjerligt barn, lige hengiven, til begge forældre, var dette partie det meest naturlige at tage. endog om forbrydelsen havde hvilet paa hendes moders hoved, ville hun i følge den medlidenhed, der er hendes kjøn egen, og te i følge hendes tidligere ømhed for moderen, havde taget hendes partie. hendes formælling opvakte nu almindelig deeltagelse og den unge prinds af oranien blev udvalgt til hendes gemaal. denne prinds gav store forhaabninger. han var fornemmeligen blevenopdragen i engeland og var meget vel bekjendtmed nationens skikke, aand og jnteresse. han havde nydt hiin opragelse, som passe for mænd med styrke kraft, der ere bestemte til at holde kongerigers tømme i deres haand. han havde tilbragt en stor deel af sin tid i et stille privat liv. hans familie var bleven forjaget fra thronen og vandrede omkring som afhængige af de vaklende fastlandsmagters uvisse godhed. den blev slutteligen indbuden til engeland, det almindelige tilflugtsted for faldne kongeslægter og levede der af en offentlig pension. prindsen, efter at have tilendebragt hans studeringer i oxford, begav sig til den brittiske armee paa halvøen, og gjorde de fornemste feldttog med af den spanske krig, som adjutant under den berømte wellington, en af europas største militaire helte, siden malborough. men dette partie blev afbrudt, ved en eller anden omstændighed, som man endnu ikke ved rigtig grunden til. prindsessen af wales og hertuginden af oldenborgs jndblandelse deri, vanskeligheden at bestemme den nyge bruds opholdsted, og hendes personlige modbydelighed derfor, anføres som grunde for at partiet blev afbrudt, og muligens har ogsaa alt det sammentaget, forhindret en forening, som paa det stærkeste ville have forenet alle offentlige og personlige partier og fordeele med hinanden. de sædvanlige mærkværdige tids epoker for personer af en ophøiet stilling i livet, henløb uden nogen forandring eller væsentlig virkning paa prindsessens levemaade og sædvaner. hendes fødselsdag blev for første gang festligholdt ved hoffet , da hun traaede ind i sit de aar, og den de mai s. a. blev hun an- sat ved hoffet og indført til cour hos dronningen. forsamlingen var usædvanlig talrig, og hendes pludselige fremstillelse i den brilliante hofdragt, glimrende af juveler og et diamant-tiara eller diadem, hvis smukke fjedre beskyggede et ansigt fuld af skarpsindighed aand og værdighed, tildrog sig alles beundring og opmærksomhed. de stores private liv viser sig sjelden i sin sande skikkelse. men den usædvanlige afsondring, i hvilken prindsessen tilbragte hine aar, hvori caracteren egentlig danner sig, gav en usædvanlig leilighed til at lægge mærke til hendes temperamment. anecdoter fra hendes ungdom af, tilkjendegive dømmekraft og selvstændighed; et hastigt, men ædelmodigt sindelav, en ringeagt for alt hvad der hedder personlig opofrelse og en egen og stolt engelsk aand. hun talt, ofte om dronning elisabeth, som en model for en brittisk dronning, og man har gjort den bemærkning, at hun ved hendes vide pande, store blaae øine og hendes bestemte udtryksfulde aasyn, havde en stor liighed med elisabeths portrait i hendes ungdoms og skjønheds dage. | fiction | bio | thi_charlotte-of-england | thi_001425 | 1825-07-15 | null | 491 |
j aaret besøgte prinds leopold af cobourg engeland. han havde udmærket sig den franske krig og kom over i de allierede monarkers følge. hans behagelige opførsel og sæder, tilvendte ham den unge prindsesses godhed. og han blev antagen, som hendes tilbeder. han var af en meget udmærket familie af de saxiske prindser. hans bestefader var den berømte prinds af cobourg, som kommanderede det østerrigske armeer i keiser josephs tid mod tyrkerne, og siden opreiste de østerrigske vaabens lykke i nederlandene mod de franske. formælingen imellem prinds leopold af cobourg og prindsessen, en frivillig forening (sjelden blandt de store) blev høitideligholdt den, den mai . alle hoffets gunstbeviisninger strømmede ind paa den mand, hvis fortje. nester havde erhvervet ham hendes hjerte, der udgjorde den kongelig families haab. hosebaands ordenen og kommandoen over et regimenstil hest, blev givet prindsen. han blev gjort til general i brittisk tjeneste, og blev tilbuden det igjen oprettede hertugdom kendal. folkets gavmildhed var heller ikke mindre stor en aarlig jndkomst af , pund sterling blev ham skjænket, i fald han skulle overleve sin gemalinde. den sum, der blev bestemt til det formælede par, var udmærket gavmild: pund om aaret, foruden , pund som en udstyr, , pund om aaret bleve overladte til prindsessens eget brug, og et prægtig sæt juveler og slottet claremont blev kjøbt af nationen til deres residents. | fiction | bio | thi_charlotte-of-england | thi_001426 | 1825-07-15 | null | 492 |
alting lovede den største lykke. prindsen var en elskværdig og agtværdig mand, og han elskede sin gemalinde. prindsessens ømhed for ham tiltog hver dag. deres tid svandt hen i nydelsen, af et virksomt privat liv. de vare sielden fra hinanden, de gjorde tourer tilhest sammen, besøgte de tilgrændsende landsbyer, lindrede den trængende landmands nød og synes at være skabte. til at nyde en uforanderlig, sand ægteskabelig lyksalighed. de forlode sielden claremont og kom aldrig til london uden ved offentlige anledninger, hvor deres nærværelse udfordredes. hjemme vare de sysselsatte med beskjeftigelser, der vare dem værdige. morgenen blev sædvanlig viis anvendt paa arbeider i den frie luft. efter middagsmaaltidet studerede prindsen engelsk eller hjalp prindsessen i hendes grundtegninger af de omliggende egne. aftenen tilbragdes sædvanligviis med musik, og saaledes henglede de timer, som mange mennesker af den høiere stand, tilbringe i udsvævelser og hvorved de opdynge sig aar for aar samvittighedsnag, fattigdom og skjendsel. | fiction | bio | thi_charlotte-of-england | thi_001427 | 1825-07-15 | null | 493 |
vi ville ikke detaillere tilfældene ved hendes høihed prindsessens sidste sygdom, men kun anføre, at hun efter klokken om aftenen den te november , at havde lykkelig overstaaet, hendes forlysning med et dødfødt drengebarn, befandt sig saavel, at prinds leopold, og den ene af lægerne gik bort for at nyde nogen rolig, hed. (den anden af lægerne sir r. croft blev tilbage.) efter kl. , blev den dame, der vaagede over hende først allarmeret over en vanskelighed, hendes kongelige høihed følte ved at nedsvælge noget havresuppe, især da hun nogen tiefter klagede over kulde, og at hun følte en smerte i mellemgulvet. prindsen, som var i næste værelse, blev strax kaldet, tilligemed de andre læger, hvilke anvendte ethvert middel kunsten kunne opvise. farlige krampetilfælde begyndte at indfinde sig klokken et, hvorpaa doctor baillie sendte en expres til kabinetsministrene og lod sig forlyde med sin frygt for dette tilfælde. prinds leopold blev siddende ved den høie lidendes seng. den hele tid og bestræbede sig for, saameget som muligt at skjule for hans gemalinde, den smerte og fortvivlelse han følte, ved den uventede vending tingene have taget. man siger hendes kongelige høihed neppe vendte sine øine fra hendes elskede gemahl og ofte udstrakte sin haand for at møde hans, den haand som inden en time skulle være kold, følesløs og livles. hendes kongelige høihed havde sin samling lige til det sidste øieblik, omtrent fom minutter før hun døde, spurgte hun lægerne: er der nogen fare?" desvarede, at de anmodede hendes kongelige høihed om at berolige sig. et øieblik derefter udaandede hun et sagte suk og døde. | fiction | bio | thi_charlotte-of-england | thi_001428 | 1825-07-15 | null | 494 |
saavidt vi kunne erindre, har intet offentlige uheld saaret os saa dybt. ved lord nelsons død gaves der dog nogen trøst. han var en stor siel, forløst fra jordiske lænker, efterat have gjennemgaaet ærens bane. han forlod verden, midt under seierens torden og hvirvelvind. han følte dødens braad blot for at erhverve sig et udødeligt rygte. men om dette skjønne, ædle qvindelige væsen, levede man blot i forventningen. hendes godhed og skjønhed, hendes aand, og hendes bekjendte ømme hjerte, viiste sig blandt os liig purpurskyer i en sommermorgens dagning, for pludselig igjen at forvandles til kulde og mørke, - forliig ungdommen i dens skjønhed og ynde, paa engang at slaaes for vore øine med den frygteligste fordærvelse og afblomsteen; - for liig phantasien i en skjøn drøm, at lede os gjennem haabets og lykkens meest smilende egne og pludselig igjen at nedsynke os i en tidlig grav, | fiction | bio | thi_charlotte-of-england | thi_001429 | 1825-07-15 | null | 495 |
naturmærkværdigheder paa øen cicilien. ved naro, en lille stad med en huse, fire mile fra girgentii, staaer et isoliret, af forskiellige slags fossilier dannet bjerg. naar man naaer de totredie deele af dets høide, seer man en stor mængde svovelblokke, som ved jordskjælv synes at være blevne adskilte fra en større masse, og hvoraf daglig bliver taget svovel. man henter nemlig dybt inde fra bjerget af, svovelblokke, saa at derved allerede flere grottoer er fremkomne, som danne flere stokværk. j flere risser i bjerget finder man krystalliseres svovel af mangfoldige slags farveblandinger. | non-fiction | essay | thi_sicily_essay | thi_001430 | 1825-07-15 | null | 496 |
femten toiser under svovelen ligger saltklipper, ligeledes i afsondrede blokke, som altid mere og mere aftage. her findes forværelser, stuer, gange, sale, og endog gemakker paa flere etager udhugne i salt, som synes at være belagte med den skjønneste marmor. brune aarer slynger sig hen af taget. saltet bliver stødt fiint og derpaa solgt meget billig. mellem salt og svovel findes et slags skjønt krystaliseret gibs, som ligger rundt omkring i store stykker, blandet med leer og bygningsstene. før, skal man ogsaa der have funden gediegent qvægsølv. en egn maccalubbes kaldet, ikke langt fra girgenti frembyder og et meget mærkværdigt natursyn. midt paa en slette reiser sig en middelmaadig stor forhøining iveiret, indenfor hvilken jorden synes at være ganske gjennemarbeidet. den er rund og indeholder omtrent toiser i gjennemsuit. centrummet er af confer form, fod høiere end randen, og deraf udsprudler, saavelsom ogsaa af flere steder af den omkringliggende egn, en mængde smaae kilder med grumset vand, som er meget frisk, besidder en let svovellugt, kaster blærer fra sig, og vælder frem dybt fra jorden af. hine kilder opstode den te septbr. . | non-fiction | essay | thi_sicily_essay | thi_001431 | 1825-07-15 | null | 497 |
agerdyrknings-selskaber for kjøbenhavns amt, der skiftedes , har i en generalforsamling den de decbr. f. a. besluttet at erklære sig for ophavet og afgive sin beholdne formue, bestaaende af omtrent rbd., til det kgl. landhuusholdnings=selskab, imod at det aarlig anvender renterne til bedste for beboerne af kjøbenhavns amt, og jsærdeleshed til understøttelser for nogle af amtets dristige bønder. | non-fiction | n | null | thi_001448 | 1825-07-15 | null | 498 |
----- mester hoffmann. (fortælling af carl stein.) alle beboerne i det qvarteer i hovedstaden, hvori skomager hoffmann boede, kjendte denne lige saa redelige, som muntre mand. hvem, der ville have et par stovler eller et par skoe, der skulle passe godt og holde længe, bestilte dem altid hos ham, og naar han lovede: "overmorgen skulle de være færdige!" saa kunne man gjerne vedde paa, at man kunne trække dem paa den bestemte dag. naar solen stod op om sommeren, var han allerede paa benene, ordnede arbeidet til enhveraf sine tre geseller, og sang ved det aabne vindue, ud i den friske luft, med lydelig stemme: "den mørke nat svandt rolig hen!" eller: "see hviletiden gik til ende, en qvægsom søvn har styrket, mig. en time sildigere vaagnede han sin koneog hans flinke lille datter leonore, for at de kunne besørge frokost til hans børn, syv i talletnu kom svendene, og mesteren satte sig med dem til arbeide. "munter folk!" raabte han til dem: "hvem der har en god samvittighed og gjør sin pligt, maa ogsaa lade verden høre, at han er tilfreds. frisk op, og lad os faae en sang! naar da svendene begyndte: "fryd dig ved livet " eller: "hvad spørger jeg om gods og guld!" ----- og saadanne smukke sange, sang han glad og muntre med: derfor, og fordi han altid talede og handlede venlig og godt med sine folk, ærede og elskede de ham og gjorde gjerne hvad han befalede. ofte stode de forbigaaende stille for hans vindue, og lyttede naar der blev sungen indenfor : det er dog en sang, som man gjerne gidder høre, sagde de. mester hoffmann burde antages til cantor i skolerne, hvad gielder det, saa ville børnene ikke længere brøle og skrige saa afskyeligt? var det ved solens nedgang og der hørtes hos hoffmann, velkommen og salige aften, saa aabnede endog snedkerens søn, den fortøiede otto, vinduet og hørte han leonores stemme, derimellem, accompagnerede han med sin fløite, da nore var hans hjertens pige, indtil at moderen skjeldende drev ham fra vinduet. den vakkre ungersvend havde fine grunde; thi leonore saae gemeenlig naar hun hørte fløitetoner; ud af vinduet og tilnikkede ham en venlig hilsen. hoffmanns flid og ærlighed blev ikke uden velsignelse. han havde altid fuldt op af arbeide. vel beholdt han sjelden noget tilovers, af hvad han havde erhvervet sig, thi han havde talrige spisende i huset, forsynet med den bedste appetit; børnene skulle alle lære noget ryttigt, gaae anstændigt klædt, og svendene betalte mesteren ret godt, fordi at de ikke skulle findske - med arbeidet, men gjøre det forsvarligt. dog hoffmann havde sit udkomme. firegange om aaret gik han regelmessig, om søndag efter prædiken til sine læderhandler, og betalte ham punctlig den creditterede summa. hans gode rygte, erhvervede ham altid nye kunder, og hvem, der, kjendte ham, kom stedse igjen til ham. derfor var hoffmann ogsaa altid tilfreds; men hans kone anna var det ikke gandske; hunhavde gjerne lagt noget op, og dertil kunne hun i ikke bringe det, derfor laae hun altid og ængstede ham om den tilkommende tid. "hvad hjelper os din flid, dit gode rygte, vi komme dog ikke videre dermed." sagde hun en morgen til ham. | fiction | y | thi_mester-hoffmann_a | thi_001463 | 1825-07-22 | Carl Stein | 499 |
du skal faae at see, at det endnu vil gaae os ilde, fordi du er alt for samvittighedsfuld med dito arbeide, og er alt for ærlig. hvorfor gjør duikke, som de andre mestere her, de lade sig bedre betale end du, kjøbe slettere læder, og lade deres folk gjøre løst og slet arbeide, jo snarere skoene gaae i stykker, jo snarere komme kunderne igjen. jo mindre komme de igjen!" svarede hendes mand. "du er en vakker kone, anna; men deraf forstaaer du intet. fordi at andre handle samvittighedsløst, skulle jeg derfor ogsaa gjøre det? lad mig blive ved min gode skik, der beder jeg dig! men vi svare intet sammen!" indvente hun. naar vi nu blive gamle, og du ikke meere kan, foretage dig noget? ham, der sidder ovenover os bliver ikke gammel, og hjelper enhver, der forlader sig paa ham. "hvis vi eengang skulle komme i nød, hvad have vi da med vore otte børn?" rystende paa hovedet og leende, saae han paa hende, og isteden for svar, begyndte han at synge: hvo ikkun lader herren raade. | fiction | y | thi_mester-hoffmann_a | thi_001464 | 1825-07-22 | Carl Stein | 500 |
han bygger fast paa klippegrund, han seer guds hjelperige naade, j sorrigs og i rædsels stund; men hvo sin liid til verden slaaer, paa troløst sand hans bygning staaer. da han havde udsungen, sagde anna med et dybt suk: "nu i himlens navn da, men der ahner mig intet godt. den kjere gud gjør intet underværk mere paa jorden, man skal rette sig efter tiden, man lever i. du har i alting noget egent ved dig. dit haar bliver graat, alle andre borgere bære i dette tilfælde paryk, du ikke. mit eget graae haar, gefalder mig bedre endsaadan en haarhue, som desuden koster penge!" svarede han. "skal jeg bære fremmed haarpaa hovedet, fordi det er mode, jo, da var jeg ret en nar. naar du om søndagen gaaer ud, og det er slemt veir, tager du ingen regnskjærm med, men bliver hellere vaad, vedblev hun. er det da saa stor en ulykke, at blive vaad? en mands klæder af min stand, maae aldrig være saa fine, at regnen kan skade dem. jeg ærgrer mig altid over, naar jeg seer en qvindagtig mandsperson, som ikke engang er fornem, at bruge paraplye, hvis brug dog egentlig er en slags qvindagtighed. en skomager er jo ikke gjort af sukker, at han skulle smelte ved en regndraabe. gud skee lov, jeg er ikke saa forvendt. desuden sparer jeg jo de penge jeg maatte give for en paraplye. ach! det er lutter særheder. jeg maae sige dig det reentud. ved din sælsomhed, dinstrænge redelighed, og dit stærke arbeide, skiller du os med alle vore fornemme kunder. hør kun. j gaar mødte jeg paa markedet kjøbmand wetter. de har jo allerede ikke længe ladet arbeide noget hos os! sagde jeg til ham. jeg lader nu arbeide hos ring, svarede han; man kan aldrig faa deres mands støvler slidt i stykter, og tilsidst sidder det gamle skoetøi, dog alt for klodset. de sidste støvler jeg fik fra deres mand, har jeg næsten gaaet med i to aar; hos ring derimod maae jeg hvert fjerdingaar have et par nye. det koster vel noget mere; men saaer ogsaa det nye meget nettere. nu loe hoffmann høit. "jeg beder dig, anna: er vel den mand klog, fortæl det til hvem du vil, og jeg vædder enhver vil lee og sige: den mand er en nar! - og skal jeg blive et slet menneske for en nars skyld?" "paa denne maade komme vi aldrig videre. enhver seer nu mere paa ziirlighed, end paa varighed. du vil komme til at tabe alle fornemmekunder og sluttelig komme til at lide hunger med kone og børn. det ville vi oppebie. saalænge jeg har etpar sunde hænder og forlader mig paa gud, ville vi vel ikke komme til at hungre. at du ikke har baaret dig af som andre og derved sparet penge, er nu allerede en ulykke for vores datter. en ulykke, hvorledes da?" hun elsker vor naboe wilkens søn otto, som er dig bekjendt. det veed jeg. otto elsker leonore hjertelig, og han ersmuk, brav og beskeden. det kunne blive et lykkeligt par! og vil forhaabentlig ogsaa blive det." aldeles ikke. ottos moder er ganske derimod og alting gaaer jo efter hendes hoved. hun vil at hendes svigerdatter i det mindste skal med. bringe nogen formue, men vi ere fattige. desangaaende har den gamle i gaar gandske bestemt erklæret sig, nu græder den arme pige, saa at mit hjerte er færdig at briste derved. hu, det er rigtig nok dumt. den gamle - har sagt dig, at han var tilfreds dermed, gandske rigtig, men konen fører regimentet i huset. og hun er gjerrig og hoffærdig, manden, er jo en nathue. det jevner sig nok alt, hav kun taalmodighed. begge ere jo unge; mene de hinanden det ærlig, saa kunne de endnu bie en tidlang. vist nok bedre er bedre. nu paa søndag er det minfødselsdag, saa vil jeg gaae til wilken, og tale baade med manden og konen. paa den dag er stedse alting lykkes mig bedre. jeg tænker, madam wilken vil dog være fornuftig, og leonores taarer vil blive aftørrede. "himlen give det!" sagde anna, men hendes rysten paa hovedet beviste, at hendes haab kun var meget ringe. efter nogle øieblikkes forløb fortsatte annaigjen samtalens traad. "du siger, begyndte hun,, at alting har lykkes dig vel paa din geburtsdag. du har, saalænge jeg har kjendt dig, altid været gladere tilmode den dag end ellers. men hvad lykke har du da havt paa den dag. ei, fra barnbeen af, gik mig da alting efter ønske. paa mit vandringsskab fandt jeg altid paa den tid arbeide; mine bedste kunder erholdt jeg altid paa den dag, min redelige vengoering, som i begyndelsen hialp mig til brød, ved det han gav mig læder paa borg, lærte jeg at kjende paa min fødselsdag. dig saae jeg for tyve aar siden først paa den dag, næste aar paa samme time stod vores giftermaal, og for fireog tyve aar siden, ræddede jeg paa den dag et menneskes liv. | fiction | y | thi_mester-hoffmann_a | thi_001465 | 1825-07-22 | Carl Stein | 501 |
det veed jeg. og hvad vandt du derved jntet? men gud bevares. anna, er bevidstheden, om en saadan handling, ingen gevinst? jeg kunde drage nytte deraf, men jeg vilde ikke. seer du nu, naar min geburtsdag ikke var indtruffen, havde dette gode ikke hændet mig. visselig, saa havde du arbeidet og ikke gjort spadseergangen ved floden. | fiction | y | thi_mester-hoffmann_a | thi_001466 | 1825-07-22 | Carl Stein | 502 |
rigtig; da det var en art fest, gik jeg omeftermiddagen ud. tolunge folk fore paa floden omkring i en baad og tumlede kaade omkring i den. hul naar det kun gaaer godt, tænkte jeg. og neppe havde jeg tænkt dette, hvad seerjeg, saa taber en af de unge herrer ligevægten, og styrter af baaden ud i vandet, der hvor strøm men er meest rivende, en halvhundrede skridt, ovenfor møllen. kom den ulykkelige under hjulene, saa var han uundgaaelig forloren. den tanke gjorde, at du øieblikkelig sprang. i vandet og ilede efter den ulykkelige. jkke langt fra møllen naaede jeg ham, og som temmelig god svømmer, bragte jeg ham, gjennem den skummende hvirvel paa land, saae med glæde at han endnu aandede og slog øinene op. og gik ilende derfra, uden engang at spørgeefter hans navn og stand. | fiction | y | thi_mester-hoffmann_a | thi_001467 | 1825-07-22 | Carl Stein | 503 |
rigtig; uden at nævne den spørgende mit navn, begav jeg mig bort. | fiction | y | thi_mester-hoffmann_a | thi_001468 | 1825-07-22 | Carl Stein | 504 |
Subsets and Splits
No community queries yet
The top public SQL queries from the community will appear here once available.