text
stringlengths 47
13.7k
| label
stringclasses 2
values | subcategory
stringclasses 5
values | feuilleton_id
stringclasses 161
values | article_id
stringlengths 10
12
⌀ | date
stringdate 1818-02-20 00:00:00
1848-12-30 00:00:00
⌀ | feuilleton_author
stringclasses 34
values | __index_level_0__
int64 0
1.4k
|
|---|---|---|---|---|---|---|---|
du gjemte dig saagaar for de folk, som søgte efter dig, og da man opfordrede dig i de offentlige tidender til at indfinde dig, og modtage en belønning, meldte du dig ikke; men blev hjemme, for at man ikke skulle kjende dig, var det klogt handlet? osa, anna, ret klogt, havde jeg ladet mig betale for den handling, som tilfældet tilførte mig, saa havde det været forbi; pengene, vare blevne udgivne, og jeg havde intet mere havt at haabe. men nu tænker jeg, det vil engang blive mig giengieldt om ikke her i verden. min kjære hoffmann, vil engang paa den yderste dag, den kjære gud sige til mig, du har dengang gjort det godt, og jntet taget derfor. du er en brav mand, stil dig herhen paa minhøire side, hvor mine kjere engle staae. skeer, det, saa er det jo bedre, end om jeg havde taget pengene derfor. tilmed troer jeg, at denne handling allerede her i verden bringer mig velsignelse. saa ofte noget godt vederfares mig, siger jeg altid til mig selv. det faaer du atter, for den unge mands skyld, der laae i vandet, handlede jeg nu ikke klogt og rigtigt, gaae, gaae, du er et forunderligt menneske. man kan ikke blive vred paa dig, men - maatte det kun gaae godt med os det vil nok gaae godt, det er jeg vis paa.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001469
|
1825-07-22
|
Carl Stein
| 505 |
saaledes affærdigede han i lignende tilfælde sin kone, og da det hidentil var gaaet gandske taalelig, saa lod hun sig ogsaa gjerne, altid saaledes affærdige.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001470
|
1825-07-22
|
Carl Stein
| 506 |
den gode hoffmann følte sig dog altid ved en saadan leilighed, meere beklemt om brystet end ellers. vel behøvede han ikke at angre noget af hvad han havde gjort, imidlertid sukkede han dog for leonores skyld, over at han ikke besadformue. han elskede den gode pige med faderlig ømhed; hvor gjerne havde han ikke hjulpen hende! ofte saae man hende nu med øine, røde af graad. vist nok havde hun helst skjult hendes kummer for ham, naar det kun havde været muligt. spurgte han, hvad feiller dig, mit barn, saa svarede hun, jntet, kjære fader, men han saae nu klarligen, at der laae hende noget paa hjertet; barn, sagde han endelig i det han og hendes haand, jeg veed ret vel hvad der feiler. trøst dig. paa søndag haaber jeg, skal alting, nok finde sig. hm! overlagde han nu ved sit arbeide, har min anne ret eller uret, vist nok, havde jeg givet mine kunder slette vare og daarligt arbeide, saa havde jeg vel samlet et udstyer til min datter, og anne og leonore vare rolige; men min samvittighed, nei jeg har handlet ret. det er altsaa en ulykke, at jeg i det jeg meente det ærlig med hele verden, selv er forbleven fattig. men lykke og ulykke komme fra gud. han vil hielpe mig og det gode barn, søndagen kom, hoffmann stod tidlig op. dasolen glødende stod op i østen, bad han allerede andægtig, sang sin morgensang, tog derfra ud af skabet den brune kjole med silke knapperne, den fine hat, den hvide vest, og det sølvbeslagne spandskrør, tog de blaae rasmagerstrømper paa, satte sølvskoespænderne i skoene, gik da det ringede sammen til kirke, og derfra igjen, da slutningspsalmen blev sungen til wilkens huus.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001471
|
1825-07-22
|
Carl Stein
| 507 |
naboen modtog ham med et venligt velkommen og et haandslag, og spurgte, hvad der bragte ham til ham i dag.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001472
|
1825-07-22
|
Carl Stein
| 508 |
kjære naboe, svarede han, "j kan vel formode, hvorfor jeg kommer. vore børn elske hinanden som j vel veed, og tænke paa en friste. lig forbindelse. eders otto gefalder mig saa vel, at jeg ikke ønsker mig nogen bedre svigersøn. nu ville jeg spørge eder, hvad j synes om sagen? ja, det er nu saa en egen ting, naboe, svar rede wilken, i det han rykkede bomuldshuenfrem og tilbage; i er en retskaffen mand, og eders datter et elskværdigt sædeligt barn, som ogsaa er smukt skabt; jeg for min deel havde alt saa intet derimod, men min gamle har hendes egen besynderlige meening. j er hende ikke velhavende nok, hun har allerede afslaget otto deog jeg lader hende i saadanne ting have sin egen villie. hvad hun foretager sig gaaer altid godt, hvorfor skulde jeg da stride og trættes med hende: jeg vil gjerne have fred i huset. nu, dertil kan jeg ikke sige noget videre, svarede hoffmann, vist nok er jeg ikke riig, imidlertid vil jeg dog tale med eders kone.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001473
|
1825-07-22
|
Carl Stein
| 509 |
wilken kaldte paa den gamle, og hiin fremkom nu med sin bøn og sit forslag; men hun svarede spids, at hun havde andre planer for med hendes søns tilkommende giftermaal, og at hunmaatte undre sig over, at naboe, imod sæder og skikke friede for sin datter; giftermaalstilbud skulle altid komme fra brudommen, eller ogsaa blive gjort i dennes navn; imidlertid takkede hun i ham for æren og hans gode villie, omendskjøndder kunne ikke blive noget af sagen. naboen sagde hende derpaa alt, hvad der kunne siges i denne anledning, forestilte hende sagen fra alle sider, og beviste hende, at rigdom ikke kunne gjøre lykkelig, og at det var forældres pligt at see mere paa deres børns sande lykke, end paa tilfældige udvortes omstændigheder. han talede med varme og som fader, men hørte altid en gjentagelse af den gamle beskeed, og gik endelig mismodig bort. dette var ikke det lykkelige udfald han havde ventet sig paa denne forhaabningsfulde dag.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001474
|
1825-07-22
|
Carl Stein
| 510 |
da han traade ud af wilkens dør, saae han leonore staae uden for døren. hendes blikke synes allerede langt fra at spørge ham, hvorledes sagen stod. da han kom nærmere, foldede hun de smaae hænder og hviskede: "jeg tør ikke spørge fader, hvad j har udrettet. eders øie er mørkt. det var vel intet! mit barn, svarede han, gjeg kunde skjule sandheden for dig, og opholde dig med falsk trøst, men det er ikke min maade: jeg siger dig ligefrem, moderen siger nei. da stirrede pigen dybtsukkende til jorden. "see ikke til jorden, pige, sagde faderen; men op mod det høie, derfra kommer al trøst og hjelp. er du virkelig god, saa beviis det nu i gjerningen, søg at tvinge dit hjerte, da det nu engang maa være saaledes. sog at glemme otto. har du kun mod, saa vil du ogsaa finde kraft dertil. ak, fader, han er mig saa undsigelig dyrebar, bulkede hun, det vil koste mig mit liv. den fromme vil gud forlene styrke og mod!" sagde han, i det han trykkede hendes haand. vær god, saa vel du overvinde det. lad mig tale med din moder; vi ville overlægge, hvorledes du bedste kan blive hjulpen, du kjære barn! stille grædende fulgte leonore ham ind i kammeret.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001475
|
1825-07-22
|
Carl Stein
| 511 |
anna var meget forstemt, da hun hørte dette slemme budskab, og viste intet andet raad, end at man maatte oppedie madam wilkens død som desuden var svagelig. men dette misbilligede hoffmann.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001476
|
1825-07-22
|
Carl Stein
| 512 |
konen kan endnu leve længe, svarede han, og at maatte i en saadan sag regne paa et menneskes død, er skrækkeligt, i særdeleshed, for sønnen. leonore nærer paa den maade altid forhaabninger, som maaskee aldrig blive opfyldte, thi otto, som kan blive kjed af at vente, kan faae andre tanker, og saa sidder vort barn trøstesløs der. neidet bedste, leonore, er, at du slaaer den ting gandske ud af hovedet.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001477
|
1825-07-22
|
Carl Stein
| 513 |
anna brummede ved dette forslag, og pigengik taus og forgrædt ud af værelset.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001478
|
1825-07-22
|
Carl Stein
| 514 |
betænk kun anna, sagde hoffmann, da han nu blev allene med denne, betænkt hvilken ulykke deraf kan opstaae, naar de unge folk hver time paa dagen see hinanden, i den troe at de ere bestemte til engang at blive ægtefolk. under saadanne omstændigheder vil kjerlighed og leilighed bestorme dem og maaskee lede dem til det onde, anna tang en stund, og sagde derpaa kleinmodig: "det er vistnok sandt. men veed nøre at hun intet har at haabe, sagde han videre, saa vil i det mindste hun, denne sædelige pige, intet skridt gjøre, der fører til skam og forbrydelse. ja, gjentog anna, som med al hendes qvindelige svaghed, dog besad megen naturlig forstand og æresfølelse, ja du har gandske ret, gamle. det havde jeg ikke tænkt paa. vores datter maae træde tilbage. men hvad vil hun ikke lide! der er falden mig et middel ind, hvorledes: vi kunne hjelpe hende deri, svarede han. "der er et ordsprog som siger: ude af øine ude af sind! saaledes er det ogsaa virkelig, om ogsaa kun lidt efter lidt. min svigerinde, enken, som boer sex mile herfra, har allerede for lang tid siden, villet have havt nore hos sig en tid lang. nu tænjeg, naar du paa nogen tid, og det snart, bringer hende derhen, saa ere vi alle hjulpne. hvem der ikke seer hinanden, forglemmer hinanden lettere!" dette forslag gefaldt hans kone, og saa blev man da enig om, at moderen næste morgen gandske tidlig skulle reise med nore til hendes tante. man var just bleven enig om de nærmere omstændigheder, og anna var gaaet ud, for at gjøre forberedelser til reisen, da naboens ottomed funklende øine og synlig oprørt sind, traade ind til hoffmann. hør naboe." raabte han allerede ved jndtrædelsen: "jkke sandt, de giver mig deres datter til kone? det ville jeg jo, svarede han, naar din moder havde givet sit jaord dertil, men nu - desværre nei," faldt otto ham ind i talen. men det gjør intet, naar j kun indvilliger. bruushoved sagde hiin. gjør det intet, at din moder vægrer sig ved at give sit samtykke! kunde du gjøre et saa vigtigt skridt imod hendes villie, ak, hun er jo forbiendet af guldet! sagde otto.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001479
|
1825-07-22
|
Carl Stein
| 515 |
du er selv et forblendet menneskel," svarede hiin rolig, "forblendet af din hæftighed, af den onde aand, som har opsat dig mod din moder. men lad mig dog engang høre, hvad ville dugjøre, hvis jeg indvilligede, uden at bryde mig om din moder, for et skin skyld, reise min cours med leondre. naar vi ere over grændsen lade vi os vie, som det ofte er skeet med mange andre. ere vi først et par, saa skriver jeg til min moder. saa maae hun vel tilgive og indvilge deri, hvis hun vil have mig igjen. godt, saa komme vi igjen tilbage hertil. jntet menneske skal erfareat j have vidst noget derom, og - hvad siger j dertil. jeg siger, at du er en eenfoldig karl, som man kun for sin ungdoms skyld kan tilgive, saadanne ubetænksomme handlinger. gaae med samt din gale plan, indslut dig i dit kammer, og bed gud, at han tilgiver dig din onde villie. læs det fjerde bud flittig; og hed og arbeid, at dukan komme paa bedre tanker. saalænge mine øine ere aabne, laaner jeg ikke min arm til gjerninger, hvorpaa forældres forbandelse hviler. gaae af din forbindelse med leonore, kan der intet blive. men saa betænk dog, vedblev otto, at jeg ikke kan leve uden nore, at det ellers er eders egen fordeel, mine forældre have et par tusende
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001480
|
1825-07-22
|
Carl Stein
| 516 |
daler: j faaer andeel deri. nok derom." sagde hiin. "jeg vil gjøre hvad der er ret; men du skal for fremtiden ikke komme mere herhen, min søn! jeg forbyder dig det, og vil opfordre din moder til at hun skal ogsaa forbyde dig det. det maae være saaledes! gaae otto. gud være med dig! otto var slet ikke tilfreds med denne besked, ville slet ikke indlade sig derpaa, og var i det heltaget ikke meget opbygget ved hoffmanns ytringer; men da han indsaae, at der ved den gamles bestemthed og fasthed ikke var andet at gjøre, end at have taalmodighed, og nore uden faderens tilladelse ikke ville foretage noget, saa gik han endelig vel dybt bedrøvet, men dog meere fattet end før ud, af huset. (fortsættes.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001481
|
1825-07-22
|
Carl Stein
| 517 |
mester hoffmann. (fortælling af carl stein.) (sluttet.) den følgende morgen ved dagens anbrud saaleonore tilligemed hendes moder paa vognen, og rullede ned af gaden. hoffmann tilvinkede begge den sidste hilsen. han blev gandske angest og bange om hjertet, fordi det ikke kunne være anderledes, men da han igjen havde arbeidet et qvarteers tid, gandske gjennemtænkt sagen endnu engang, og havde sungen den sang. "o gud du overskuer alt, blev det ham lettere og bedre tilmode. og da strax derpaa svendene kom og begyndte at synge muntre sange, stemmede han ogsaa i med. otto gik den næste dag meget ofte forbi hoff manns huus, og spurgte endelig den gamle, da han slet ikke saae leonore, hvor datteren var, hun er reist bort med hendes moder!" heed det. kommer hun snart tilbage?" spurgt igjenhiin, nei, hun bliver længe borte, var svaret. "slæd du dig, at det bliver gjort dig saa let at glemme hende, "saa, svarede hiin spids. j mene jeg vil glemme leonore, der tager j meget feil. - otto, vær ingen nar!" formanede den gamle ham. "for dig efter omstændighederne. lyddin moder! ei ja vist!" svarede hiin, min moder ville ogsaa at jeg skulle tage brauers rikke til kone, men det har jeg reent ud afslaaet hende, og sagde: leonore eller jngen! du er ikke rigtigklog og ikke god. gaae din vei.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001492
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 518 |
fyren gik brummende bort, imidlertid haabede han dog, trods den slemme beskeed, at hans kjereste ikke ville blive længe borte, men da anna igjen kom hjem, og leonore viste sig endnu ikke, og da han paa ingen maade kunne erfare hvor hun var, blev han formelig vred paa hendes forældre og viste sig suur mod dem, hvorpaa dog hoffmann ikke agtede. men slemmere hændelser indtraf. det ubehagelige tilfælde paa hans fødselsdag, hans frugtesløse frierie hos madam wilkens, sones kun at være begyndelsen paa en lang kjæde af ulykkestilfælde og tunge lidelser, som vel ikke formaaede at nedkue denne kraffulde mands livsmod, men nedbøiede ham dog dybt. efter saa mange skjønne lyspuncter i hans tilværelse, fulgte nu en betydelig mængde natlige skygger. en ulykkelig krig var udbrudt; fienden havde vunden et hovedslag, og nærmede sig nu hovedstaden. forvirring, bestyrtelse og fortvivlelse herskede overalt. den gode hoffmanns hjerteblødte, han elskede og ærede den unge fyrste, som i det mindste altid havde viist den bedste villie til at gjøre sine undersaattere lykkelig, selv han hang med sin hele siel ved fædrenelandet, som nu var saa haardt trykket; men ogsaa hvad ham selv angik, gik det ham daarligt. al orden var forsvunden, alle næringsveie standsede; man tilfredsstillede kun livets største fornødenheder; jngen lod noget mere bestille hos hoffmann. des uden tog man to svende fra ham til rekrutter, hans to dygtigste arbeidere. fienden rykkede indi hovedstaden, og talrige gjester, ligesaa begjerlige, som ubudne, opfyldte borgernes huse, som indqvarterede.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001493
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 519 |
endnu holdt den gode mand modet vedlige, og nynnede sig og sine til trøst, af og til en muntre sang; men da strax derpaa hans ældste sønsom opvartede de jndqvarterede, blev af en syg soldat anstukken af nærvefeber, da børnene, denene efter den anden sank syge ned paa sengenda ogsaa hans anna begyndte at klage over hovedpine, medens rundt omkring i naboeskabet, døden henrev talrige offere, da fyldte første gang hans brændende øine sig med taarer; og da annaklagende sank ned paa leiet, standsede han sukkende midt i sangen: "hvo ikkun lader herren, raade ogsaa hans sidste gesell laae syg af nærveseber; mesteren maatte bort fra det ubetydelige arbeide han havde, for at opvarte og trøste de sygeindqvarteringen havde allerede kostet meget, formidicin, læge og de syges pleie, gik de sidste penge, som vare bestemte for læderhandleren. fra alle sider stormede de elskte syges klager ind paa ham, hvilke han ikke var i stand tilat afhielpe. j hvilken frygtelig stilling befandt : sig nu den armel og dog tvivlede han endnu ikke om hjelp ovenfra. endelig begyndte ogsaa frysen, hede og hovedpine at angribe ham, og en brændende tørstplagede ham. han maatte angreben af feber gaae til sengs, og tabte den tredie dag bevidstheden. da han igjen opvaagnede til livet, befandt han sig i et fremmed lille gemak paa et sparsomt straaleie; hans hoved var forvirret og tomt, som efter onde dromme; han følte sig dødelig mat og kraftesløs. hans kone vandrede liig en skygge omkring ved vinduet; begge de ældste sønner laae ved siden af ham paa straaet, og for hans leie stod med forgfulde, hule øine wiltens otto.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001494
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 520 |
der maatte noget skrækkeligt være foregaaet, det gjettede han, men hvad, og i hvor høi grad, det kunne hans svage hoved ikke begribe. tilmed synes alt ham endnu som en drøm.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001495
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 521 |
paa en af de følgende dage, saae han ogsaa leonore træde ind i værelset; men hun var bleg og forgmodig, nu søgte hans blik om forklaring, men ingen gav ham et tilfredsstillende svar, og endnu længe herskede en mørk taushed. først senere hen, da han igjen havde samlet kræfter, og allerede formaaede af og til, at være oppe, bad han alvorlig om oplysning, og erfarede lidt efter lidt hele storheden af sin ulykke. medens han med kone og børn laae dødelig syge, var der udbrudt jld i huset og dette var afbrændt. kun med møie ræddede man de bevidstløse syge. ud af flammerne, intet blev ræddet af hvad han eiede; otto, der just vaagede hos ham, og trods den truende livsfare ikke ville vige fra ham, reev ham og anna ud af jlden og bragte dem bort, medens andre paa hans bøn, bare de rodrenge ud; de øvrige for børn vare allerede baarne til graven. uden ottos hielp havde de alle været forlorne. en medlidende naboehavde af barmhiertighed indrømmet familien et kammer i hans huus, efter at madam wilken, deels af frygt for smerte og deels af uvillie, havde nægtet det. leonore var først ved faderens gjenopvaagnen kommen tilbage fra tanten, hvorfra otto havde ladet hende hente.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001496
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 522 |
man overveie hoffmanns trøstesløse stilling, da han nu havde erfaret sin hele ulykke og kunne overskue sin hele elændighed. han var bleven den fattigste mand, fem af hans smaae børn, ved hvilke hans fader hang ved troe faderkjerlighed, og som havde udgjort hans glæde, havde døden bortreven fra ham. han sørgede dybt for det udvortes gods han havde tabt, han grædbittre taarer over hans henfarne smaae; men han fortvivlede ikke, herren gav, herren tog, hans navn være lovet!" sagde han, liig hiin fortidens lidende. . hæftigere end ham, havde ulykken rystet hans arme kone. anna taug vel og græd ikke, men hun loe heller ikke meere; kun sjelden hørte manhende tale, hun synes siden hendes helbredelse at have tabt al følelse for livet, blot undertiden udbrød hendes klage i et dybt suk.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001497
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 523 |
trøst dig, gode kone, pleiede da hendes mand at sige til hende. "hvad gud giør, en velgjort, vi have endnu tre børn og den dyrebare pligt at leve for dem. det vil igjen gaae bedre, vi behøve ikke at tabe modet jkkel ikke engang ved betlerstaven?" spurgte hun. "haaber du endnu altid, "alt med guds hielp svarede han. "just fordi det gik os en tidlang ret slet, vil det ogsaa snart igjen blive ret godt. efter en pladsregn klarer, det igjen op, og jo hæftigere stormen raser, jo kortere varer den. hvorledes, jeg skulle ikke haade mere, hvorfor bærer jeg da navnet hoffmann, føiede han til. ogsaa hans mangeaarige ven gørring var bleven et offer for nærvefeberen. hoffmann maatte nu besøge dennes søn, og bede ham om taalmodighed med den gamle gjeld, og om nye credit.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001498
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 524 |
den unge mand modtog ham med venskabelig artighed, og tilbød sig gjerne at tjene ham med alt, ligesom han ogsaa uden ophold overgav ham de forlangte vare.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001499
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 525 |
ved afskeden sagde det unge menneske med et haandtryk. "det er mig kjert, at j er kommen saa snart til mig. hernæst besøger jeg eder; thi - eders datter, er en særdeles elskværdig pige. efter min faders død seer jeg mig tvungen til at tage en kone. sig mig dog forelødig, mesterhoffmann, ville j vel give mig leonore? ei, naar hun vil have eder, svarede denne, ret gjerne, j er min bedste vens søn, og saa brav, men jeg vil til gjengield med glæde gjøre alt for at hielpe eder op igjen, forsikkrede hiin. "j kunne flytte hen til mig ret godt og værdt at takke for, afbrød denne ham; men jeg maa sige eder det ligefrem. leonore har før holdt af wilkens otto. hvem veed om hun vil give sit minde dertil. og det er dog en ting, som hun maae afgjøre. om, meente hiin. i er fader, nu vi ville see. tal, selv med pigen!" da han kom tilbage til sine, tog han leonore til side og sagde til hende: "mit barn, du holder endnu af otto. men nu begjerer den unge goering dig til kone. hvad siger dudertil, leonore foer allerede sammen, blot ved at høre navnet goering, blev bleg og rød, og saae taus ned til jorden. du tier, du skifter farve?" sagde faderen, som nøie havde lagt mærke til hende. "otto er et godt menneske; han har ræddet alle vores - liv, men hans moder er forud indtagen imoddig og os. goering mener det redeligt. han vil hielpe mig ganske paa benene igjen. overlæg det, og svar ham, naar han kommer, uden tilbageholdenhed. du har frit valg! naar goering vil hjælpe eder, sagde leonore rask, men blegnende, saa bliver han minmand. "sagte, mit barn svarede han. saa skal det ikke gaae. jeg forstaaer dig, men det er intet. gud maae føie det med mig saaledes, som han behager; paa din ulykke grunder jeg aldrig minvelfærd! giv mig kun tid." bad hun grædende. naar goering kommer, vil jeg svare. godt, kjære datter. dog ingen tvang. overlæg alt. derved blev det.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001500
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 526 |
næste søndag kom goering. leonore hørte paa hans andragende. barnlig kjerlighed gav hende mod dertil. hun ville bringe hendes kjerlighed for otto og hendes hjertes lykke, til offer for faderens vel. den gamle havde lagt nøie mærke til hende, og havde fulgt hendes hele tankegang, men hvad skulle han sige og gjøre, nu da goering førte ham hende imøde med de ord: nu svigerfader; er i alt i orden. hun vil blive min gode kone, og da leonore selv betræftede det? han fattede sig dog hurtig nok, for at udfinde et hielpemiddel, som under de daværende omstændigheder hørte til øiemedet. han ønskede nemlig kun at vinde tid, for at leonore endnu modnere kunne faae tid til at overlægge det vovede skridt. derpaa sagde han: "ret godt, dog med giftermaalet, selv maae det endnu have henstand, da vi endnu for sex uger siden have tabt vore børn, og endnu ere i den dybeste sorg. herimod kunne goering intet invende, saa ubehageligt ogsaa denne forhaling var ham, thi her var lov og - sæder paa hoffmanns side. faderen begjerede altsaa en opsættelse paa to maaneder, dermed var goering tilfreds, og leonore, som forstod faderen, trykkede taknemmelig hans haand. den unge mand tilbød sig nu, at forskyde hans tilkommende svigerfader en summa til en fuldstændig indretning, men hoffmann modtog kun en ubetydelighed, og som han let kunne erstatte; det øvrige afparrerede han meget klogeligen: thi han ville ikke paalægge sig store forbintligheder, der skulle blive til lænker for datteren; hun skulle forblive saa frie som muligt, for at hun kunne træde tilbage, hvis hendes raske beslutning skulle angre hende. desuden fordrede den gamle af goering er løfte om taushed over det hele forhold han stod i til pigen, lige til den time, da forlovelsen, skulle skee, og angav til grund for denne begjæring, at han frygtede for den forrige karl ottoskulle begaae noget uoverlagt skridt, naar han saa tidlig blev underrettet og sin elskedes tab, og desuden ønskede den gamle at undgaae alt snak og sladder, spigersønnen i haabet, garsit ord og holdt det. hoffmann befandt sig nu igjen i en høist trykkende stilling. han elskede sin datter ret fader, lig og ville gjerne see hende lykkelig. ach! han saae kun alt for tydelig hvor smertelig hendes offer var, hvorledes hun endnu bestandig kjempede med hendes hjerte, kun alt for ofte opdagede han, at hun havde grædt allene i stilhed, om endskjøndt hun i hans nærværelse fremkonstlede en munterhed, og et gladt luue, og naar han spurgte hende alvorlig, forsikkrede hun, at hun var gandske tilfreds. overbeviisningen om hendes skjulte kummer laae ham tungt paa hjertet, og gjorde ham altidfrygtsommere og frygtsommere, jo mere den bestemte tid til giftermaalet nærmede sig. ofte bad han, naar han var allene, andægtig til gud om hielp, at han naadigst ville rædde hans datter fra en ulykkelig forbindelse, men han indsaae ikke muligheden, og sørgede af gandske hjerte. om otte dage skulle forlovelsen være, paa hans geburtsdag skulle den gaae for sig, saaledes ønskede leonore det. "skulle da denne dag ikke igjen engang bring: lykke og glæde med sig." saaledes spurgte har sig selv, tid efter anden, og svævede i bestandig frygt, imidlertid lod hans troe paa gud ham dog ikke falde. det var eftermiddagen før hans fødselsdag da goerin, tilfærdig traade uventet ind til ham. "svigerfader!" sagde han, lad arbeidet er øieblik ligge og hør paa mig. jeg kan maaskeskaffe eder noget at bestille, som betaler sig godt. j forgaars er nemlig en herre ankommen hertil, som logerer hos min naboe richter, og er en fornem mand, de kalde ham jntendant. den ne harladet spørge ved sin betjent, hvem der herpaa stedet var den bedste skomager og skrædder. han vel lade gjøre støvler og klædningsstykker, til prøve, og naar haandværkerne og deres arbeide gefalder ham, vil han gjøre store bestillinger for armeen. hans betient har betroet mig at han haver leverandeurerne og selv vil slutte handel med mesterne. der var noget for dem at gjøre. mester hoffmanns støvler have altidværet bekjendte som gode og forsvarlige, og billige i prisen; læder kan de faae hos mig saameget de vil. j overtager leverancen, antager svende, sætter andre mestere i beskjæftigelse, og i et par aar, er eders forfatning bedre end den nogenfinde før har været. gefalder nu dette eder, saa gaae i morgen tidlig klokken otte til denne herre, og tag maal af ham til støvler. jeg har allerede talt til ham om eder, han venter eders ankomst.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001501
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 527 |
hoffmann takkede den unge mand af hjertet, og lovede at gaae paa bestemte tid til den fremmede. han havde følt sig forunderlig bevæget da goering gjorde ham dette forslag. det var nu, som en stemme raabte i hans indre: dinfødselsdag i morgen bliver meget lykkelig, og derpaa blottede han sit hoved da goering var gaaet, og fremsagde sagte med foldede hænder, en taknemlig bon. just nu lød aftenklokkens høitidelige klang. leonore traade ind i værelset, men da hun saae faderen bede, gik hun hen mod vinduet, som vendte mod vesten, sank knælende ned til jorden, anraabte gud om styrke for hendes blødende hjerte, og hendes øie fyldtes, med vedmodstaarer. aftensolen brød med sine glimrende straaler, gjennem de lette purpurfarvede skyer, og viste det skjønne ansigt, forklaret liig en engels aasyn. vesperklokken tonede i en skjøn velklang, og det forekom den bedende, som om dens blide og alvorlige klang bragte hende bønhørelse og kraft. med bedre mod end nogensinde før, stod hoffmann den følgende morgen op fra sit leie, tænkte paa dagens vigtighed, leonores forlovelse, og gangen til den fremmede herre, og sang den sædvanlige fromme sang. derpaa satte han sig til sit arbeide og fløitede en muntre sang dertil. da den ottende time nærmede sig, klædte han sig paa, og gik derpaa til den fremmedes bopæl i richters huus.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001502
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 528 |
da han var kommen ind og havde faaet gadedøren paa ryggen, saae han sig om, og fik øiepaa en nøgle i en dør paa høire haand; der er det vel! sagde han til sig selv og bankede paa herin, raabte en stemme i værelset, han aabnede døren og traade ind. en middelaldrende velskabt mand sad i en overkjole ved bordet og skrev.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001503
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 529 |
hoffmann bukkede hoslig, meldte hvem han var, og hvorfor han kom. den fremmede beskuede ham en tid lang med et skarpt og taust blik. endelig sagde hans o.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001504
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 530 |
hør mester hoffmann, jeg synes jeg skulle kjende dem. det veed jeg ikke af, hr. jntendant svarede hoffmann. "j det mindste kan jeg ikke erindre mig, at jeg nogensinde har seet dem her.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001505
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 531 |
her vist nok ikke, sagde hiin, jeg mener et andetstæds. har j aldrig forladt denne stad, jo, som gesell," svarede denne. "jeg var i østerrig, preussen, sachsen, bayern, i nedersachsen, hamburg, bremen og lübeck. f. har j ikke for fire og tyve aar siden, ogsaa opholdt eder i magdeburg. h. jo, jeg arbeidede der et heelt aar." f. mødte eder da intet usædvanligt? h. jo, jeg trak en ulykkelig op af vandet.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001506
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 532 |
f. med egen livsfare, ræddede j hans livjkke saa, see paa mig mester. kjender j mig endnu, jeg er den ræddede.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001507
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 533 |
den fremmede mands øine bleve vaade. han sprang op, ilede hen til den forundrede hoffmann, og indsluttede ham fast i sine arme.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001508
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 534 |
den gode mester var saa forskrækket og forvirret, at han ikke formaaede at fatte sig i de første øieblikke, ja, herre, dem er det!" (efter at han enlang tid havde betragtet ham.) "nu kjender jeg dem igjen, men - jeg begriber ikke - hvorledes gik det til, at - hvorledes kunne de endnu kjende mig? da jeg anden gang kom op paa vandfladen, sagde hiin, saae jeg eder i nærheden, af mig. "der er min skydsengel! tænkte jeg, og ethvert træk i eders ansigt trykkede sig dybt ind i min erindring, og da jeg paa strandbreden, igjen vaagnede op paa nye og saae eder, kjendte jeg eder strax igjen, og endnu fastere og dybere rodfæstede sig eders billede i min siel; men j. undveeg, og alligevel saae jeg eder altid for mig. fire og tyve aar ere siden henrundne. tiden har gravet furer i eders pande og kinder, udslettet, eders ungdoms rødme og blegnet eders haar, - men endnu staaer altid den ræddende yngling for mig, og havde jeg ogsaa først gjenfunden eder om halvtredssindstyve aar, blandt titusinde ville jeg have kjendt eder. slemme mand, hvorfor undveeg j min taknemmelighed, og mine forældres erkjendtlighed? dog hvad gjør det. nu har jeg eder, nu undgaaer j mig ikke længere, og nu modtager j capitalen med fire og tyve aars renter. der hjelper ingen modstand. siig mig mand, er du fattig? jeg er riig, jeg deler med dig. fordre saameget som du vil: jeg giver dig det. herre, sagde hoffmann, med rørt stemme, efter et øiebliks forløb, hvori han havde fattet sig, herre, de er guds bud, en engelfra himlen! jeg er fattig, dog ingen betler, og behøver intet, hvad mig selv angaaer. men gud, som jeg anraabte, som jeg fortroede mig til, sender eder for at skjænke mit hjerte trøst og fred: jeg har en datter, der udgjør mit livs lykke. hun staaer i begreb med at opofre sig for mig af barnlig kjerlighed, ved at give en mand sin haand, som hun ikke elsker, og at frasige sig en yngling, der eier hendes hele hjerte, og som hun elsker overalt, vil de, saa ræd mit barn, og de har gjort mig fuldkommen lykkelig den fremmede spurgte efter de nærmere omstændigheder, der angik hende. hoffmann fortalte, og meddeelte ham efterretning om alt hvad vi allerede vide, han forestilte ham den ulykkelige brand, der fortærede hans hytte, hans børns død, og krigens byrder og trængsler; han talte og hans frugtesløse frierie hos den gjerrige madame wilken, om goerings tilbud, og hans frygt for at hans arme datter skulle blive ulykkelig, og om hans gjeld til goering. vær rolig ven! raabte hiin, da han var færdig dermed. jskulle alle blive hjulpne." jntendanten ledsagede ham til hans boelig. derhen blev goering kaldet; den fremmede, forestillede ham de sande omstændigheder, og badham at han ville afstaae fra giftermaalet.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001509
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 535 |
om!" svarede goering; ulykkelig har jeg aldrig villet gjøre nogen, pigen er smuk og brav, derfor ville jeg tage hende til kone, da jeg nu engang maae gifte mig; men forlibt er jeg dog egentlig ikke, og da hun dog alligevel skal ægtmig af tvang, saa bryder jeg mig slet ikke omhende; jeg finder mig vel en anden brud! nu gik jntendanten med hoffmann til madame wilkens, hoffmann maatte gjentage sit tilbud, og da madammen igjen begyndte at synge den gamle vise, sagde berger - saa heed jntendanten - pludselig, hvor stort da leonores udstyer nødvendig maatte være, naar hun skulle blive ottos kone. saa en firetusinde daler, meente hun. godt, sagde berger, jeg udstyrer pigen med den summa. mester hoffmann kjøber jeg desuden et smukt huus, og indretter alting paa nye, paa det fuldkomneste. min herre, raabte denne grædende: "der er formeget, hvorledes kan jeg modtage saa betydelige gaver, gaver, hvem taler derom, spurgte den fremmede. vil j ikke modtage hvad jeg giør, som gave, saa modtag det som et laan. jeg afdrager alt paa eders arbeide, j er fra nu af skomager for vor hele armee, hvem formaaer at skildre hoffmanns glæde og taknemmelighed; og den gode moder annas rørte hjerte, hvem formaaer at beskrivleonores og hendes brudgoms fryd, den sidste ville med magt kysse intendantens haand, hvem alle aflagde deres glade tak.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001510
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 536 |
fire uger efter, stod det lykkelige unge pars bryllup, hoffmanns gjæld hos goering, blev betalt og udslettet. han boer i et smukt huus, som berger har kjøbt til ham, og arbeider med otte geseller paa det læderforraad, som goering, imod den fremmedes betaling har tilfendt ham.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001511
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 537 |
nu anna, hvad mener du? spurgte nu hoffmann sin kone. har jeg ikke altid sagt, at tillid til gud, aldrig vorder beskjemmet! ja, ja, gode mand, du har sagt det, svarede hun, tilgive mig jeg tvivlede. herren har gjort alting godt for os. nu ville vi først begynde at leve! tie aar ere nu siden den tid hensvundne. hoff mann legger nu med tre muntre dattersønner, og er en lykkelig bedstefader. hans forbedrede omstændigheder, hvis glade øievidne bergerer, har ikke forandret noget i hans caracteer; endnu arbeider han, som rørig olding flittig løs med sine geseller, og synger endnu altid sin morgenog aftensang og hans: "fryd dig ved livet, med lydelig stemme.
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001512
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 538 |
en stor deel af stadens jndvaanere kjender, denne muntre gamle, og han er i den deel af staden hvori han boer, bleven til et ordsprog, naar man blandt borgerne vil betegne en ærlig, flittig og forstandig munter mand, saa siger man: "han er som mester hoffmann."
|
fiction
|
y
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001513
|
1825-07-29
|
Carl Stein
| 539 |
blandet. etatsraad og politiedirecteur kjerulff fra kjøbenhavn befandt sig den de juli i brussel.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001514
|
1825-07-29
| null | 540 |
den kongel. familie ventes nu først hjem til kjøbenhavn den de dennes. hs. maist, skal have befunden sig upasselig, ellers vare allerhøistsamme indtruffen tidligere. hs. excell. statsminister v. kaas er fra kbhvn. med dampskibet indtruffen til lübeck den de dennes. under te juli er igjennem general-toldkammerog commerce-collegiet udfærdiget en placat, hvorved alle fabrikanter forundes rettighed til, for fremtiden paa stedet at faldholde deres fabrikata saavel i store, som smaa partier; og fabrikanterne paa landet i nærmeste kjøbstad, imod deraf at svare næringsskat; dog maae en fabrikant ikke have meere end eet udsalgsted. denne bestemmelse er ogsaa gjældende for de fabrikanter, som efter meddeelte privilegier, ere indskrænkede til udsalgsret. den berømte svenske digter atterbom og den svenske historiker, professor geyer, opholde sig i denne tid i kjøbenhavn.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001515
|
1825-07-29
| null | 541 |
vor egen geniale digter, pastor steen steensen blicher, indtraf den de, om aftenen, til hovedstaden.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001516
|
1825-07-29
| null | 542 |
professor rhabek søger i aftenbladet en forlægger til en dansk udgave af mignets franske revolutionshistorie, som han har besluttet at oversætte. collegialtidenden leverer denne gang næsten arkfulde af den, betræffende staden kjøbenhavns belysning med gas, imellem bemeldte stad og det forenede almindelige gas-compagnie i london under te dennes afsluttede contract, der bestaaer af paragrapher. den kongel. danske brig st. croix, under capitain-lieutenant klaumanns commandoankom paa reisen fra st. thomas til neapel og livorno, den de, til sidstnævnte havn, hvorfra den om nogle dage skulle tiltræde tilbagereisen til
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001517
|
1825-07-29
| null | 543 |
j et postskriptum til en samling af brebeved mr. blaanere, skreven tildeels mod enden af aaret , findes følgende, af ferdinandden syvendes biographie. vi have funden, det værd vor opmærksomhed, da det viser en stor afvigelse eller forskjel mellem denne monarks private og offentlig karacteer. forfatteren siger, det er ham meddeelt af en mand, som kjendte nøie enhver omstændighed i kongens liv, skjøndt uden at staae i nogen forbindelse eller have nogen post i palladset.
|
fiction
|
bio
|
thi_ferdinand-vii
|
thi_001533
|
1825-08-05
| null | 544 |
ferdinand var født med en svag og sygelig konstitution, hans ungdom svandt hen en rækkeaf sygdomme. mange af hans lærere vare mænd af fortjenester. escoquis underviste ham sædelære, moralsk philosophie og historie, medens fader seco, forfatteren til denfortræffelige oversættelse af bibelen, og en mand af stor lærdom, havde overopsigten med bibelske og religiøse studier. han modtog underviisning i den militaire taktik af oberst manturana, en artillerieofficeer og en meget fortjenstfuld mand. neppe havde han overvunden barndommens farligste aar, førend han begyndte at føle det had, som høitidelig var ham lovet af hans moder i en tidligere alder. dette had var indgodt hende af fredsfyrsten, som i thronarvingen saae en uovervindelig hindring lagt i veien for hans ærgjerrighed. ferdinands ungdom svandt hen underen uforsynlig forfølgelses gjenvordigheder, og dog saae man ikke ferdinand vise det ubetydeligste tegn paa vrede og fortrydelse mod hans forældre. han var i flere aar berøvet alsamqvem og omgjengelse, undtagen med de faa skjørhovede hofmænd, som vare satte til at tage vare paa hans person; det er en velbekjendt sag, at alle dem, som han viste noget særdeles venskab, blive udmærkede og forfulgte. han blev gift med maria antonia de bourbon, en prindsesse af neapel; denne prindsesse var et meget dannet fruentimmer, besad en ophøiet, tænkemaade og en meget selvstændig caracteer. hun aabnede snart hendes mands øine i henseen. de til hoffets skammelige behandling. dette elskværdige fruentimmers undergang blev snart besluttet; efter en meget besværlig fødsel og en svær sygdom, under hvilken de vare barbariske nok til at adskille hende fra hendes mand, blev hun et offer for en død, . en apotheker i madrid skjød sig selv nogle maaneder efter, og efterlod et skrevet papiir i hvilket han offentlig erklærede den deel han havde i prindsessens død. fra den tid af og til den fameuse aftaire i escurial, indtraf ingen vigtig hændelse i hans liv. tilskyndet af sin egen følelse og bevæget dertil af nogle personer ved hoffet, besluttede prindsen at kaste sig for carl den vl. fødder og forestille ham det hele folks had imod godoy; den uorden hvori hans finanter vare, og alle de andre onder, som trykkede nationen. hvad der var skreven med hans egen haand af ham i denne andledning, var et mesterstykke af resonnement, sønlig ømhed, veltalenhed og patriotisme. dette document er uhældigviis tabt, ferdinand bad deri hans fader om, at forjage fra hans pallads, den mand, som vanærede ham; at han ville strax forsamle cortes, og skjøndt sildig lytte til folkets stemme. escoiquis og hertugen af jnfantado vare de fornemste drivefjædre i denne sag; de regnede paa frankerigs understøttelse, som var bleven dem lovet af grev brauharnois, napoleons ambassadeur. men da projectet blev opdaget, mislykkedes det, en supplik i denne anledning, opsat af escoiquis og skreven af hans discippel, blev funden i foret af den sidstes kjole. jntet kunne overgaae den haarde behandling, som prindsen, maatte udstaae, da dette blev opdaget; escoiquis blev sendt til et kloster, jnfandatogjort landflygtig, og betjenterne, som ved breve holdt communicationen aaben mellem de paagieldende personer, bleve dømte til gallejerne. fra dette øieblik af, kan man regne at den art af forgudelse begyndte, som folket viste prind sen af asturien; herfra reiste sig ogsaa tildragelserne i aranjuez, da folket reiste sig en masse og greb fredsfyrsten, som ufeilbarligen havde sat livet til, havde ikke ferdinand i tide lagt sig imellem. jntet kunne overgaae nationens glæde, da den hørte at kongen havde resigneret og overdraget regjeringen til sin søn. ferdinandskorte regjering var betegnet med mange retfærdige og ædle handlinger, noget af det første han gjorde, var at kalde tilbage de ministre, som goydoy, havde landsforviist, fornemmelig jovellands, azara, o farril, og andre. en udegribeliguhældig skjebne, synes at hvile over ferdinandog hans raadgivere siden efter; - reisen til vittoria blev besluttet; - og man veed resten. ferdinands ophold i valen lay er en mærkværdig periode af hans liv; da han med bestemthed troede, at han aldrig meere ville faae magten i sine hænder, vandte han sig til denne tanke med en stokkers hele kraft; han dyrkede litteraturen, og da han fandt et superd bibliothek, tilbragte han endeel af hans ledige timer i at oversætte flere spanske værker paa fransk. hans velgjørenhed kjendte ingen grændser, og hans afreise derfra blev savnet af alle, og blev længe beklaget af de fattige og trængende. et menneske eller snarere et uhyre, kaldet: ameraga, en neve af escoquis, der havde forenet sig med ferdinands suite. da denne passerede gjennem biscaya, paa reisen, til bajonne, ledsagede ham til dette sted, det lykkedes ham at blive indført ved napoleons hofda han nu nogle maaneder efter blev udnævnt til overintendant og fornemste vogter hos prindsen i valer, ny, opførte han sig som en sand tyran, og viste den unge konge saa mange fornærmelser og saa megen grusomhed, at denne sidste blev tvungen til at indgive forestilling derom til napoleon, hvorpaa der strax kom ordre til amer aga at forlade palladset. han kastede sig da forferdinands fødder, bad om tilgivelse, og prindsen rørt af hans taarer gjorde han en for æring af et meget anseeligt landgods paa bankerne af loirefloden. flere skribentere have bebreidet ferdinand den blinde partiskhed han viste for napoleon og den fuldkomne underkastelse han viste mod hans befalinger, saavelsom ogsaa den afstaaelse af alle sine rettigheder, som han overgav ham; men behag at sammenligne ferdinands opførsel med flere store mænds paa den tid; hertil kommer at han næsten havde tilbragt sit hele liv i et slags lavt slaverie, uden endog at have været tilladt den mindste jndblandelse i politiske affairer. jeg veed for resten intet mere at kunne tilføie til ferdinands politiske historie, et par anecdoter af hans private liv ville maaskee endnu mort.
|
fiction
|
bio
|
thi_ferdinand-vii
|
thi_001534
|
1825-08-05
| null | 545 |
ved hans tilbagekomst fra frankerig og under hans reise fra grændserne til zaragossa læste han constitutionen med san carlos og den berømte general palafor. ferdinand viste denne nye coede sit høieste bifald og fandt endog den at være i analogie med monarkiets ældgamle love. naar en af hans ledsagere gjorde en anmærkning over den overordentlige frihed, der herskede i samme, beviste han ved citationer fra flere historieskrivere, at dette havde været de tidligere loves almindelige aand. det var i en landsbye, mellem zaragossa og vanlencia, at en deputation af biskopper indgjød ham de første skrupler imod denne coder. dette er et vigtigt factum men lidet bekjendt. uagtet disse hellige fædres overtalelser, betænkte ferdinand sig en lang tid, og det var først nogle dage efter hans ankomst til valencia at han ville undertegne dette fatale decreet. hvis europas nationer kjendte alle de trudsler og udslugter, af enhver art, der blev anvendte dertil, ville de eenstemmigen frikjende ferdinand. der er ofte fortalt, at fremmed jndflydelse havde en stor deel i nedbrydelsen af vor frihed: jeg behøver ikke at anføre, at den engelske gesandt var iblandt de første, der aflagde visit, og der ere dem, der ikke betænke sig paa at sige, at en berømt militair anfører gav hans votum for de foreslagne measures. uden at ville staae inde for sandheden deraf, ville de imidlertid lægge mærke til at en brittisk general, anfør te det cavalerie, som escorterede kongen ind i hovedstaden, nogle gaae endog saavidt, at de sige, at denne officeer skulle have sagt til dem, der vetrede deres frygt for udfaldet, at han ville staainde for madrids erobring og bemægtigelsen af cortes. dette er imidlertid et rygte, jeg ikke kan staae indefor.
|
fiction
|
bio
|
thi_ferdinand-vii
|
thi_001535
|
1825-08-05
| null | 546 |
med hensyn til ferdinands personlige egenskaber, kan ingen nægte, at han er den bedste søn og ægtemand. jeg har allerede bemærket at aldrig nogen hørte ham yttre et udeskedent ormod fine forældre. han førte en regulair brevvexling med den afdøde konge i mange aar førhans død. ferdinand er forgudet af hans domestikker; jeg har seet ham træde ind i værelset til en syg tjener, givet ham medicin, og viist ham saa megen opmærksomhed, som om han havde været hans egen broder. et menneske, han havde indsluttet sig med i sit kabinet, nægtede at give forklaring over noget hans majestæt forlangte, hvorpaa den sidste sagde: du taler ikke til dinkonge men til en spansk herre. ferdinand harmaaskee begaaet fril, men der er vist ikke en af dem, som jo er en følge af hans uerfarenhed og den uvidenhed hvori han er bleven holdt. han var omringet af saa mange, at det var umueligt for sandheden at nærme sig ham, naar han var overladt til sig selv, søgte han denne gudinde med den meest utaalmodige begierlighed. en herre, sagde, en dag: deres majestæt har befalet mig at læsedette papiir, det indeholder meget stærke beskyldninger mod en, der nyder deres majestæts hele fortroelighed. "det siger jntet, sagde han, næs kun!" efter at have hørt dokumentet forelæse, med den største opmærksomhed og fatning, tog han det fra secretairen, uden at sige et ord . mere, gjennemsaae det, og puttede det derpaa hans lomme. faa dage efter fik den beskyldte tilladelse til at begive sig bort fra hoffet. da porliers ulykkelige affaire fandt sted, faldt en af ferdinands tjenere ned for hans fødder, og sagde: "herre, jeg har ogsaa forbrudt mig; men deres majestæt er ædelmodig og jeg anraaber dem derfor om tilgivelse, jeg er generalens medskyldig. kongen spurgte om nogen anden kjendte til hans forbrydelse, og da han benægtede det, befallede han forbryderen at iagttage en dyb taushed. over denne gjenstand, og tilføiede: "tag dem i vare, at ingen anden end jeg bliver underrettet om deres svaghed!" tjeneren beholdt ikke allene hans plads, men blev endog betroet en meget vigtig post. den maade hvorpaa ferdinand for tiden, tilbringer dagen, er følgende. han staaer opklokken , og opofter en deel af morgenen til religiense øiemed. efter frokosten, som han nyder i selskab med dronningen, og under hvilken han converserer meget familiær med livmedikussen, den vagthavende kaptain eller nogle af de andre opvartende herrer, opofter han en timetil bestyrelsen af huuslige anliggender. naar dette er fuldført tager han en tour i hans berlinervogn, ledsaget af en eneste person, uden alanden escorte; under hans fraværelse fra palladset, besøger ferdinand i almindelighed en eller anden offentlig indretning eller et eller andet af hans lyststeder. det hænder undertiden at han paa denne tid af dagen giver andients til fremmede ministre, grandtes eller andre. han spiser til middag klokken , uden den mindste etiqvette, og alle de øvrige medlemmer af den kongelige familie indfinde sig ved middagsmaal. tidet; under hvilket kongen spøger med hans broders kone eller svigersøstre, og henvender sig ikke sjelden til de opvartende tjenere, med en eller anden skjemtefuld anmærkning. efter middagsmaaltidet, begiver han sig bort, røger en cigaar, giver de nødvendige ordres til hans kammertjener og træder derpaa ind i statsvognen med dronningen, hvorpaa hele familien kjører ud i sædvanlig orden. efter at eftermiddagstouren er forbi, gives offentlig audience, dette har han aldrig forsømt en eenene dag. enhver klasse mennesker have adgang paa denne tid; jeg har endog seet tiggere der, ferdinand hører paa enhver med den største taalmodighed, og saasnart som salen er kom, gaaer han ind i hans cabinet med en sekretair for at undersøge de supplikker eller bønskrifter, som ere indleverede. jkke en dag gaaer forbi uden des- pacho (udførelsen af offentlige forretninger.) han er ofte beskjeftiget med to ministre paa en gang. det øvrige af aftenen tilbringer han med læsning, musik, eller ogsaa i hans families selskab. pedersvendenes skjæbne.
|
fiction
|
bio
|
thi_ferdinand-vii
|
thi_001536
|
1825-08-05
| null | 547 |
jeg er en ugift mand paa omtrent aar, en pebersvend om de saa behager, og har endnu ikke været fanget i hymens lænker, endskjøndt jeg med mit gyselig ømme hjertes følelser altid har været : tilbøielig dertil. men det værste har imidlertid været, at men holdt jeg forstaaer dog saameget af loven, at jeg veed, jeg er ikke forpligtet til at anklage mig selv. dog, jeg vil fortælle det mere vidtløftigt. for at begynde maae de først lægge mærke til . at jeg er ugift, . meget begjerlig efter at bliver gift og die, ach! at jeg er gandske syg af kjerlighed. hvad det første angaaer, da er det en ting, der er meget byrdefuld for mig, og som jeg frygter vil engang foraarsage mit fuldkomne ruin, uden at jeg, som jeg for det det ønsker kan ægte, en smuk, riig og rask pige, som vil forsøde min kummer og rædde mit minde fra at uddøe i lethestodens bølger, (dog dette sidste vil der vist, nok ikke blive spørgsmaal oml; men for det die, der kommer det ømme sted: "jeg, jeg er færdig at døe af kjerlighed. dog jeg maae fortælle dem de nærmere omstændigheder. jmod be - gyndelsen af forrige maaned forflyttede jeg minbolig til free street no. . mine værelser, vende ud til gaden, og næsten lige over for lever og smiller; den deiligste, fødeste, jeg gjetter fødeste pige, jeg nogensinde faae. ohl hun er saa umaadelig elskværdig, hendes skabning, saa rank, hendes øine saa sorte, og dog saa klare, hendes kinder hvide som lillien og røde som rosen; hendes haar som den fineste silke, falder i skjønne lokker ned af hendes sneehvide hals, og synes at sove paa hendes skjønne bryst. jeg ønskeer jeg kunne afmale hende, som hun er; men elskerens indbildningsskraft formaaer ikke at skildre, eller malerens kunst at afdilde hendes engleskjønhed. da jeg kom til at boe her, var det min beslutning at leve gandske indgetogen, og at bellige philosophien min hele opmærksomhed. dog jeg havde ikke opholdt mig her meere end dage, da jeg fik øie paa det kjære, guddommelige synhun kikkede gjennem vinduerne. j et øieblik stod mit kolde hjerte i lys luc. - jeg forglemte min første beslutning, kastede philosophien hen i katkelovnskrogen, og satte mig selv den til vinduerne, fordybet i en fød beundring af hendes yndigheder og besluttet til ikke at bevæge mig, førend jeg engang igjen kunne beskue denne mit hjertes afgud. det var klokken morgenen. jeg havde ikke diet mere end een og enhalv time, da kom hun tilbage og satte sig med uforlignelig yndighed ved hendes vindue, saa at jeg kunne tydelig see hendes figur. morgenrødmen legede paa hendes kind, et smiil spillede paa hendes læber. achl tænkte jeg, naar hun blot ville see over til mig - hun saae - hvilket øiekast, det gik mig ligge til hjertet! ach! elskværdige pige, udraabte jeg gandske uvilkaarligen, gid du vidste, hvor jeg tildeder dig, du ville have medlidenhed med mig, hvis duikke kunne - jo, du ville ogsaa elske mig, halv fortvivlet og svævende mellem haab og frygt, paatog jeg mig al den værdighed, der stod i min ) magt, og spadserede majestætisk (saalænge hun kunne see mig mod kaminen, greb den foragtelige philosophie og gjorde den strax til et brændeoffer paa cupidos alter. jeg rendte derpaa hentil mit toiletbord, i hensigt at børste mit haar, ordne mine manchetter & a., for igjen at erobremin smukke erobrerske, (thi jeg nærede allerede den jndbildning om mig selv, at jeg var et mønster paa manlig skjønhed. jeg gjorde derfor et greb med begge hænder efter min haarbørste, men i minjver fik jeg fat paa blækflasken og skoebørsten, snublede over sengestokken (spildte uden at lægge mærke dertil, al blækket over mine hvide pantaloons; og hørte en allarm, men som jeg i mit store hastværk ikke lagde mærke til, hvorfra det komeller hvorved; løb derpaa igjen den til vinduet i og nikkede, foer atter igjen et par gange over mit haar og ansigt med børsten, kikkede derpaa igjen gjennem vinduet, og tog endelig igjen er par strøg med børsten, indtil jeg formodede mit haar var i fuldkommen orden (de kan kan let forestille dem, hvorledes jeg maatte see ud, besmurt med sværte paa begge sider af ansigtet; derpaa begyndte jeg igjen med manchetterne, da dette var gjort, og jeg havde kikket og atter kikket, blev jeg endelig færdig, men ikke førend jeg havde brukket et par glasruder, og bragt enhver ting : rundt omkring i største forvirring. men dette saae dog ud, som om jeg havde været beskjæftiget, mod - formue - kjerlighed. - saa bør man ikke bryde sig om noget. da jeg nu var i fuldkommen stand, satte jeg min hat paa; greb mit spanskrør og handsker, og foer gesvindt ned af trapperne, under hvilket jeg hørte et andet brag, som om himlen ville styrte sammen; alt for beskjæftiget til at spørge hvorfra eller hvorfor fløi jeg lige ud paa gaden, gandske rasende efter atsee og blive seet af min kjære caroline, (dette har jeg siden hørt, skal være hendes navn.) paa denne maade paraderede jeg flere gange op og ned forbi hendes vinduer, legede med min stok, . kastede stiaalne øiekast derop i det jeg hilsede, slog med nakken, pillede paa halstørklædet og paatog mig en uhyre vigtig og skjelmsk mine. endeligen blev jeg gandske træt og ville vende tilbage til mit værelse, for at overtænke den lykke, der muligens kunne følge af at hun havde seet mig, da pludselig en skrallende latter, liig himlens torden, bedøvede mine øren, og tilkjendegav min triumph. j begyndelsen blev jeg lidt forskrækket og gjorde et alvorligt holdt; men da jeg snart opdagede at det var munter lune, blev jeg ved at gaae frem, og var alt for meget beskjæftiget med mine egne affairet til at blande mig i andres; dog jeg kunne imidlertid ikke afholde mig fra at skeele op og see om min allerkjereste ogsaa loe, og hvis saa var, at jeg fra den retning hendes øine tog, kunne opdage af hvad, var jeg aldeles forberedt, paa at forene min latter med hendes. jeg saae opol jeg lykkelige menneske! hun loe, loe høit. jeg stirrede, hun saae paa mig; sandelig, det havde saavel hun, som alle naboerne, der nu samlede sig i deres døre, og de skjelmske piger, der kikkede fremdag gardinerne, den største grund til; thi tænk blot, den elændige tilstand, hvori jeg nu saae jeg befandt mig, mine pantaloons vare fordærvede af store sorte plumaser og revnede for og bag; og ud af lommen hang mit hvide lommetørklæde, der skulle være hvidt; men var mere skikket til at tørre mit smutsige ansigt med, som jeg oven i kjøbet havde poleret med skoebørsten, hvorved der samlede sig store sorte, sveddraaber, hvilke jeg havde taget for kjerligheds. føde taarer, der trillede ned af mine kinder, og som ikke kunne feile at smelte et hjerte af adamant, og bringe caroline til at sympatisere med mig, og hvem jeg desuden i min raptus, indbildte mig, stod med aabne arme og ventede paa mig. men o, elændige tilstand, er noget menneske blevensaa jammerligen bedragen! dog dette var ikke nok, et lidet barn, som passerede forbi, var færdig at faae et anfald af slag af forskrækkelse, fordi det troede jeg var en bussemand, medens at hundene samlede sig fra alle sider, holdt et forfærdeligt, spetakkel, og nogle truede endog med at vil gjøre et personligt angred paa mig, saa at jeg fandt det sikkrest, snarest mueligt at gribe til det mindre end hæderlige middel, at tage flugten. for at iværksætte dette, og paa samme tid at kunne dække min rettrade for fjenden, tog jeg til hælene, og kastede handsker, stok og hafra mig mod dem, der forfulgte mig. den kortedistance var det, der allene ræddede mig, dog erfarede nogle faa; som stode mig i veien og snisede, at min legemlige styrke, var ligesaa stor som mine sjelekræfter i nødens øjeblik. da jeg havde naaet mit logie, fandt jegenhver ting, som mig selv, slog mine vinduesskudder til, og kravlede saa stille som en muus, over stole, borde, brækket vandfad og vandkande, lige i min seng, hvorjeg blev liggende indtil den mørke aften. det er nu fem uger eller mere, siden denne farcegik for sig. jeg vedbliver at elske caroline medden samme hæftighed som før, i de sidste dage, har jeg sat ved mit vindue hele dagen, caroline ligeledes ved hendes - vi see bestandig til hinanden og smille undertiden; men egentligen hvorfor hun smiller, det tør jeg ikke gjette mig til undertiden tager hun ogsaa hendes lille joli i hendes arme, og giver den saadan et kos, at det lyder, i mine øren hele fire og tyve timer efter. hvem der nu blot kunne sige mig hvad jeg skal slutte af aldette og hvad jeg skal gjøre for at blive - givt: softheliterar companion, new fork, america.
|
fiction
|
y
|
thi_the-bachelors_destiny
|
thi_001537
|
1825-08-05
| null | 548 |
udenlandsk. j onsdags den de juli, kl. eftermiddag ankom deres majestæter kongen og dronningenderes kongelige høiheder kronprindsen og prindsesse wilhelmine i allerhøieste velgaaende til kjøbenhavn, paa det kongelige dampskib kiel. reisen havde været overmaade beldig, da deres majestæter og kgl. høiheder vare stegne ombord ved louisenlund tirsdag morgen kl. . de høie reisen. de begave sig strax til frederiksbergslot. om aftenen var vesterbroe, frederiksberg by og allernsmagfuldt illuminerede. en stor deel af hovedstadens jndvaanere strømmede ud til sommerresidentsen og yttrede den meest levende glæde over at seesamme igjen oplivet af et elsker kongehuses nærværelse.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001538
|
1825-08-05
| null | 549 |
en engelsk skibscaptains behandling af en spansk officeer. (of the naval cronicle, .) kaptain james mcdonald, førende skibet trelawney, seilede fra martha brae paa jamaica, den de juli , var bestemt til london, og havde ordre af hans redere at forene sig med convoyen til luvart af port anthony, om muligt inden den de f. m. efter athave krydset til luvart en timer, uden at vinde noget derved, da vinden paa samme tid blæste noget haardt og strømmen løb imod, fandt kaptain mdonald efter hans officeers raaddet klogeligst at bære af for passagen gjennem golsen af florida, som er den sædvanlige tourfor ladte skibe, der komme fra jamaica, især fra de dele af øen, der ligge til luvart. jntet af betydenhed indtraf førend den te august klokken p. m. (eftermiddag) da en mand i merset opdagede en heel flaade agterud, som viste sig at være en spansk convoj, bestaaende af seilere. kaptain mcdonald bidsede i da hans flag paa messantoppen, og lod det blive staaende næsten i timer, men det blev ikke besvaret hverten af det spanske krigskib, eller noget andet af kjøbmandskibene, som dog er den almindelige compliment, der vises ved saadanne leiligheder. - ----- den de august var den spanske convoi endnu i sigte, omtrent en miil til luvart, drivende med strømmen langsad den floridaiske kyst, klokken p. m., sattes alle læeseil til og da det blæste en lader kuling, og skibet seilede stærkere end nogle af de spanske kjøbmandskibe, kom han til luvart og seilede forud af den hele spanske convoj. klokken lagde kaptain mcdonald, mærke til at fregatten satte flere seil til, og da han ikke saae noget skib forud, begreb han, at den ville tale med ham og troede det derfor rigligst at lægge di for hans krydseil, for at den lettere kunne naae ham.
|
fiction
|
y
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001544
|
1825-08-12
|
Naval Cronicle
| 550 |
det er en antagen coustume, selv i krigstider, naar et skib jager det andet og ønsker at faae det til at dreie bi, at affyre et skud til luvart, og hvis dette ikke har den forønskede virkning, at sende den een kugle forover, mindsker det da ikke seil, har den anden lov til at give det glatte lag. eller gribe hvilkensomhelst middel for at faae det til at brase bat. j det nærværende tilfælde derimod laae kaptain mcdonald med krydsseilet bak, og forsøgte ikke paa at seile fra fregatten. men denne kom lige under hans skandse inden halv skibs længde og uden at praje ham, fyrede to skud tværs over skibets agterspeil, saa tæt at kahylvinduerne rystede og de nær havde truffen.
|
fiction
|
y
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001545
|
1825-08-12
|
Naval Cronicle
| 551 |
saasnart som kaptain mcdonald havde dreiet bi, prajede de ham paa spansk og befalede ham, at bisse baaden ud strax og komme ombord, hvortil kaptain mcdonald svarede at det var umueligt at hidse ud hans storbaad, da det var nat, han var kun svagt bemandet; og pumperne maatte bestandig være i gang, men han tilbød sig at holde sig under fregattens agterdeel indtil næste morgen, da han ville komme ombord, hvis der var nogen muelighed deri.
|
fiction
|
y
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001546
|
1825-08-12
|
Naval Cronicle
| 552 |
svaret var, at med mindre han satte sin baad udog kom ombord strax, ville de give ham det glatte lag og synke skibet.
|
fiction
|
y
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001547
|
1825-08-12
|
Naval Cronicle
| 553 |
dette foregik mellem syv og otte om aftenen, og kaptain mdonald var nødsaget til at lade sig det gefalde. da han kom ombord paa fregatten, befalede man ham at gaae ned i kabyt, ten, hvor han fandt den høistkommanderende, som strax paa spansk begyndte at overvælde ham med skjeldsord, fordi han ikke havde sat hans baadud og kommen ombord efter hans ordre, og fortalte kaptain mcdonald, at han havde ingen ret til at seile i dette farvand, da det tilhørte, hans herre, kongen af spanien.
|
fiction
|
y
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001548
|
1825-08-12
|
Naval Cronicle
| 554 |
kaptain mcdonald, svarede meget rigtigt, at disse farvande, var ligesaa frie for ham som engelsk undersaat, som for spanierne; thi de vare udenfor lodskud, og den ene side, bahamaøerne hørte til kongen af storbritanien, og den anden florida kysten til kongen af spanien.
|
fiction
|
y
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001549
|
1825-08-12
|
Naval Cronicle
| 555 |
kaptain mcdonald blev nu befalet at komme op paa skandsen, hvor han blev holdt fangen hele natten mellem to kanoner. omtrent klokken om morgenen blev fregattens baad, bemandet med officerer og mand og sendt ombord paa skibet trelavney, tagende en spansk neger med dem, der talede engelsk, som tolk. ved deres ankomst ombord paa skibet, toge det commanden fra styrmanden, hvem der nu, tilligemed matroserne, betragtede sig selv som godt prise. de spanske officerer og søefolk rumsterede da overalt omkring paa skibet, og søgte overalt hvor de kunne komme til, dog uden at tage meere fra skibet, end til af mandskabet, som de opholdt næsten mere end en time ombord paa fregatten og befalede dem derpaa at gaae ombord igjen med ordre til at vende tilbage med baaden ved det første signal, der blev gjort fra fregatten, som ogsaa blev udført.
|
fiction
|
y
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001550
|
1825-08-12
|
Naval Cronicle
| 556 |
førend dette gik for sig, blev captain mcdonald, ført af fregattens høistkommanderende, fra det sted, hvor han var holdt fangen hele natten, og fremad til bakken, under en marinvagt; paa hvilket sted, der laae to store stykker tømmer, hvert omtrent fod langt, og dommer tykt hvor de vare forenede sammen; i disse var dergjort huller for hals og been, med hængsler i den ene ende og en haspe og laas i den anden. den spanske captain befalede derpaa, at manskulle aftage captain mcdonald hans kjole, vest, halstørklæde og hat, og efter at dette var gjort, blev han lagt paa ryggen paa dækket og hans hals stukken ind i dette tømmer i futteral, som ved tykheden af det lavere stykke træe reiste hans hoved omtrent tommer op i veiret nærved fokkemasten og hans fødder mod læe-rielingen af fregatten, som gik med styrbordhalse; og solen, som var overordentlig brændende, skinnede ham ligge i ansigtet.
|
fiction
|
y
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001551
|
1825-08-12
|
Naval Cronicle
| 557 |
saasnart som captain mcdonald mærkede den spanske kaptains hensigt, og for han blev saaledes fængslet, blottede han sit bryst, og bad den spanske kaptain, at han ville befale hans marinere at skyde ham, hellere end at behandle en fører paa et engelsk skib, saa uværdigen, og at fængsle ham paa en saa skrækkelig og umenneskelig maade; men det var uden virkning paa hiin. kaptain mcdonald blev holdt fængslet paa denne maade i omtrent tre og enhalv time og udstod den meest martrende pine, da det hull hvorihans hals var stukket, var saa snævert, at han næsten var qvalt og den øverste ende trykkede hans bryst, saa at det var ham meget besværligt at trækkeaanden; han ville ogsaa uundgaaelig have sat livet til under denne marter, havde ikke nogle af de spandske matroser, der saae den smerte han var i, grebet ofte leilighed til at lindre hans pine, naar deres officerer ikke var paa den deel af skibet. denne stilling blev kaptain mcdonald liggende indtil kl. om formiddagen, da man mærkede at han ikke længere kunne udstaae de smerter han led, hvorfor der kom en officeer hid og defalede at løsne hans hals og skuldre, (men hans been forbleve fængslede, hvorpaa strax laasene, bleve aabnede og hans befaling opfyldt. - denne fængselsmaade skjøndt slem nok, var et paradiis sammenlignet med den forrige, og kaptain mcdonald erholdt nu gradeviis igjen hans styrke og hukommelse, der næsten havde forladt ham. j denne stilling blev han liggende indtil omtrent kl. , da fregatten gjorde signal forskibet trelawnes paad til at komme ombord, da dette var skeet blev kaptainen ført ind i kabytter, saa svag at han næsten ikke kunne kryde frem. hersad den høistkommanderende med hans officerer, og spiste til middag; kaptain mcdonald blev igjen gjort de spørgsmaale, hvorhen han var bestemt, og hvad cours han havde i sinde at tage &c. thi man havde hverken spurgt efter eller undersøgt hans papirer, endskjøndt han havde i denne hensigt taget dem med i hans lomme. kaptain mcdonald svarede paa hvad han spurgte, og lagede over den umenneskelige maade man havde behandlet ham paa, og sagde, han havde i sindeat fortsætte reisen til kanalen, hvis man tillodham at afreise. den spandske kaptain befalede ham derpaa at seile sin vei, og sagde, at hvis har igjen fik fat paa ham i nærheden af hans convoyskulle han føre ham til gammel-spanien. kaptain mcdonald svarede: at han i denne henseende kunne handle som han behagede, da han var nu i hans magt, men at han vistnok ikke kun de behandle ham værre, end han allerede havde gjort.
|
fiction
|
y
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001552
|
1825-08-12
|
Naval Cronicle
| 558 |
førend kaptain mcdonalds afreise, forlangte han at faae at vide fregattens navn og den navn, som førte den; hvilket den spandske kaptain aldeles afslog; men medens han var fængslet, hørte han af en spandsk neger, der børte til fregatten og som kunne tale engelsk, at fregatten var et kongeligt skib paa kanoner, kaldet roussillon og commanderet af don fransisco vidal, at der vare to register=skiber), imellem, med penge ombord og omtrent koffardieskibe, og at det blot var a dage siden de forlode havannah og gik derfra i selskab med seilere, men hvoraf nogle vare skiltes fra dem. søndag klokken p. m. d. de august , forlod kapt. den spandske convoy paa en brede, af grader og minutter og en længde af grader, og ankom til london uden videre ubehagelige hændelser den paafølgende de septemder, hvor han strax indberettede sagen til admiralitetet, for at faae fyldestgiørelse for den lidte fornærmelse.
|
fiction
|
y
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001553
|
1825-08-12
|
Naval Cronicle
| 559 |
james st. clair. jeg passerede," sagde min ven, en natfor et aar siden, gjennem en af de fornemste gader i london. klokken slog tolv, da min opmærksomhed blev henvendt paa en hoben mennesker, som stod i forsiden af en næt og elegant bygning, den jndre deel af samme synes at være i lutter liv og bevægelse, formedelst de mange lys, som bevægede sig frem og tilbage i den. jeg standsede, og havde ikke staaer længe, da en liigtiste baaren paa mænds skuldre, blev ført ud, og da følget havde sluttet sig til den, bevægede processionen sig frem af i dybeste taushed og med største høitidelighed. denne store forsamling: ) register=skibe, kaldes de skibe, som før have tilladelse til at handle paa sydamerika. af mennesker blev nu synlig, og en mørk og vindig nat blev snart opklaret ved en mængde fatler, som udbredte en klar flamme til alle sider. endelig naaede processionen kirken, og strømmede ind, indtil den fjerneste deel af samme begyndte at fyldes. under ceremonien herskede der en dyb og almindelig tanshed og den største opmærksomhed herskede under det hele, alting, var saa stille at man gjerne kunne indbilde sig at høre mængdens aandebræt, indtil sluttelig dødshymnen sagte og sørgelig tolkede alles følelse; ved enden af samme hørtes en lille raslen, frembragt ved mængden, der rettede sig mere i veiret, og aandede lydeligere, hvorpaa de med sagte skridt forlode kirken. jeg læste paa pladen, som var fæstet paa laaget af kisten, følgende jnscription. james st. clair, aar gammel, en ven af robert dawson, og under dette var tilføiet: "en ven i nøden er en ven i døden. med særdeles opmærksomhed havde jeg ogsaa betragtet, en ung mand og et ungt fruentimmer, som vare klædte som første sorgepar, i dybeste sorg. ved efterspørgsel erfarede jeg, at de vare broder og søster; og robert dawsons børn, hvis ven james st. clair havde været.
|
fiction
|
y
|
thi_james-st-clair
|
thi_001554
|
1825-08-12
| null | 560 |
st. clars historie interesserede mig meget, og den efterretning jeg fik, tjente blot til endnu mere at forøge denne jnteresse, og til at efterlade et jndtryk, som jeg haaber hverken tid eller omstændigheder kan udslette.
|
fiction
|
y
|
thi_james-st-clair
|
thi_001555
|
1825-08-12
| null | 561 |
en aldrende herre, af et aabenthjertigt udseende, og øiensynlig af en blid og venlig gemytsbeskaffenhed, havde den vane at forandre hans opholdsted fra en deel af london til den anden, uden nogen anden synlig bevæggrund, end caprice, eller lyst til forandring; man holdt ham for en mand, hvis jnkomster vare tilstrækkelige nok til at leve afhængig, uden at behøve at bebyrde sig med alle de sorger og ærgelser, som forretninger fører med sig; og som een; hvis venner og bekjendtere vare faldne fra rundomkring ham, og som nu var allene i verden, uden at nyde det behagelige af et hjem, og uden at staae i forbindelser, der kunne fremkalde hos ham naturens mere blide og ømme folelser. man havde ellers altid lagt mærke til, at hvor han hændelsesviis boede, florerede altid de fattige omkring ham. deres ansigt udtrykkede en indvortes munterhed og viste at de vare befriede fra livets største onder; beqvemmelighed og reenlighed opsloge deres bopæl, i hines engang glædeløse og elændige boliger. man øinede ikke der, saa mange kinder, blegnede ved sorg; men runde og udtryksfulde ansigter, som havde overbunden hiin gradevise hensynken af evner og kræfter, som foraarsages ved ulykkens og modgangs haarde stod og pile. mr. st. clair havde engang leilighed til at forlange en eller anden tjeneste af hr. roberts dawson, en kjøbmand; denne blev opfyldt med største redebonhed. strax efter aflagde mr. st. clair ham et besøg paa hans contoir, takkede ham med megen hjertelighed paa den ham egne maade for hans artighed, og sagde, at han for fremtiden skulle være hans og hans søns ven. mr. dawson blev forundret over, at mr. st. clair kunne gjøre saa meget værd af saaubetydelig en tjeneste, og kunne ikke bare sig forsmile af den varme og det alvor med hvilket han talede det. jkke længe efter denne hændelse, flyttede mr. st. clair ud af naboelauget og mr. dawson hørte ikke mere til ham. nogle aar hen i tiden blev mr. dawson ved nogle haarde tab og en meget lang og smertelig række af ulykker, i bund og grund ruineret. den nød han var bleven styrtet i, og den mørke og skrækkelige udsigt for ham og familie, nedbøiede saaledes hans siel, at han faldt i en dødelig sygdom, der forenet med sorgen over den ulykke, der var mødt ham paa hans gamle dage, lagde ham i graven. ) en søn og en datter vare de eneste, der overlevede ham. sønnen, et ungt menneske af faste og ædle grundsætninger, anvendte alle mulige anstrængelser for igjen at ordne hans faders forfaldne affairer, og uddeelte med den meest upartiske nøiagtighed hele formuen iblandt hans creditorer. broderen og søsteren havde forladt den store og prægtige boepæl, deres fader havde boet i, og beboede nu et huus, som var bedre skikket til deres nærværende indskrænkede jndkomster. en aften da de fade forrigfulde og nedslagne, i deres lille eensomme stue, bleve de forstyrrede ved en banken paa den ydre dør. jeg formoder, det er vel igjen en anden creditor, søster, sagde mr. dawson, paatog sig et mildt ansigt og gik igjen til døren. han komstrax igjen tilbage, fulgt af en gammel herre, af et blidt og velvilligt udseende. de er vel formodentlig, sagde den gamle herre, i det han satte sig ned og henvendte hans opmærksomhed paa broderen, en søn af robert dawson, som fallerede for nogen tid siden. mr. dawson bukkede.
|
fiction
|
y
|
thi_james-st-clair
|
thi_001556
|
1825-08-12
| null | 562 |
veed de, vedblev den fremmede, at jeg har søgt efter dem, nu i tre uger, og det først nuhar lykkes mig at finde dem. nei herre, jeg veed sandelig ikke, svarede mr. dawson, en smule forundret over denne besynderlige jndledning. de kan formodentlig, ikke meere erindre mig, sagde den gamle herre, thi de var blot en dreng, da de saae mig sidst. mit navn er st. clair og jeg ønsker at komme i kost hos dem.
|
fiction
|
y
|
thi_james-st-clair
|
thi_001557
|
1825-08-12
| null | 563 |
mr. dawson havde børt hans fader tale, om mr. st. clair og erindrede navnet meget vel, men han sagde, det gjorde ham ondt, han kunde ikke, i den forfatning hans affaires for nærværende tid var, forsyne ham dermed. men den gamle herre, vedblev at paastaae det, og efter en - heel deel desputeren, blev det endelig afgjort at han skulle forblive hos dem. om aftenen faldt samtalen paa deres nærværende omstændigheder og mr. damson fortalte, at han havde haab om at entrere i en lille handel, som kunne afhielpe deres øieblikkelige og meest trykkende mangler; han talede ogsaa om en større handelsplan i samme gade, men som det ikke kunne nytte ham at tænke paa. den følgende morgen efter frokosten gik st. clair, og kom ikke igjen førend til middag. efterat dugen var taget bort, overrakte mr. st. clair, dawson papirer, hvorved den større omtalte handels establissement var sikkret mr. dawson. mr. dawson, var nu i en god forfatning og maaske bedre, end han havde været i hans faders tid. han lod ikke en gjeld forblive ubetalt og erhvervede sig en bestandig høiagtelse ved den ædle maade, hvorpaa han havde handlet ved denne leilighed. mr. st. clair levede indtil sin dødsdag med broderen og søsteren; og da han døde efterlodhan dem en formue af omtrent , pund sterling. han havde ogsaa selv befalet, at hiin jnscription skulle skrives paa hans kiste, som jeg førhar omtalt. (ot the literary companion.) pøbelens angreb paa den afdøde kong georg den die, den de october . grev onslow fortæller derom følgende: strax efter kl. kjørte hs. majestæt ledsaget at greven af vestmoreland og mig ud fra st. james, pallads i hans statsvogn for at aabne parlamentet. mængden af folket i parken var uhyre, jeg lagde mærke til at en mørk taushed herskede blandt alle, meget faa jndivider undtagne. jngen eller i det mindste faa toge hatten af; lidet og intet hurraraab, og ofte raabet: "giv os brød, ingen krig, og nogle gange: ningen ) konge, hørtes under en gjentagen piben. jntet væsentligt indtraf imidlertid førend vi naaede den snævreste deel af st. margarets gade, mellem de to pallads-gaarde, just i det øieblik vihavde passeret det kongelige contoir og vare ligeover for stuevinduet af det huus, som støder dertil, da en lille kugle enten af blye eller marmorpasserede gjennem vindueglasset af kareten paa kongens høire haand, og gjennem borede det, efterladende et lille hull saa stort som toppen af min lille finger, og passerede ud af vognen paa den anden side hvor vinduet var nede. vi raabte, alle strax, det er et skud. kongen viste, og jeg eroverbeviist om, heller ikke følte derved nogen bestyrtelse endnu mindre frygt, der er ham alde les fremmed. vi begave os derpaa til the houseof lords (overhuset, ) hvor kongen, da vi stegud af vognen sagde til lord=kantsleren, som stod nede ved enden af trapperne for at modtage konuge, mylord, man har skudt efter os." kongen steeg op af trapperne i statsuniform; og oplæste derpaa fuldkommen frie for al sindsbevægelse sin tale, med største nøiagtighed og endog med mindre betænksomhed end ellers. da hændelsen blev meere bekjendt, blev det, som man kunne formode den fornemste gienstand forsamtalen, hvilken kongen tog deel i med megenmere rolighed end ellers. og siden efter da hans steeg ind i kareten, vare de første ord han sagde: nu vel mine herrer, en foreslaaer dette, og en anden formoder hiint og alle forglemme at der er en over os alle, som bestyrer enhver ting, og paa hvem allene vi forlade os.
|
fiction
|
y
|
thi_james-st-clair
|
thi_001558
|
1825-08-12
| null | 564 |
ved vores tilbagekomst til st. james, havde pobelens antal forøget sig i parliamentgaden og whiteball, og da vil kom ind i parken var den endnu større. der siges at ikke mindre end , mennesker vare forsamlede der, alle af den værste og laveste sort pøbel.
|
fiction
|
y
|
thi_james-st-clair
|
thi_001559
|
1825-08-12
| null | 565 |
en nye scene aabnede sig, og de fornærmelser, hvormed man nu overvældede hs. majestæt, er noget jeg aldrig kan tænke paa uden skræk, eller nogensinde glemme hvad vi følte, da de begyndte at kaste stene ind i vognen, hvoraf adskillige trafkongen; han bar det med udmærket taalmodighed, men ikke uden tydelige tegn paa hans vrede og fortrydelse over den uværdige behandling, der vistes hans person. vinduerne i kareten vare alle slagne i stykker og i denne forfatning maatte vi passere gjennem hele parken. kongen tog en af stenene ud af opslaget paa hans kjole, hvor den var bleven liggende og gav migden med de ord: "jeg giør dem en foræring heraf, som et tegn paa det venskab man har viist os paa vor tour i dag. da kongen steeg ud af vognen, blev en passage aabnet for ham gjennem mængden, ved en irlandsk herres mod og styrke, som efter al tilsyneladenhed ræddede hans monarks liv. kongen taknemmelig for hans udviste tjeneste, anmodede, den nu afdøde lord melville, da mr. dundas en skotlænder) at give denne herre en eller anden fordeelagtig post. da denne irlandske herre blev spurgt af mr. dundas hvad han kunne gjøre for ham, svarede han medhans fædrelands caracteristiske lune. den bedste, ting herre, de kan udrette for mig, er at gjøre mig til en skotlænder;" en vittig, men uhældig hentydning; thi mr. dundas, fandt sig saa høiligen fornærmet derved, at han lod jrlænderen gaae bort udelønnet. men den taknemmelige konge lod sig ikke forhindre derved. efter at høisamme gjentagne gange havde spurgt mr. dundas hvad han havde gjort for den brave jrlænder, og altid havde faaet det svar, at der endnu ingen ledig post havde viist sig, sagde hans majestæt, sluttelig meget alvorlig til ham. "vel herre, saamaae de gjøre en post for ham. ministeren opfyldte ogsaa virkelig hans majestæts ønske, og et nyt embede blev opfunden for at belønne kongens befrier, hvorved en gage af pund om aaret var forbunden.
|
fiction
|
y
|
thi_james-st-clair
|
thi_001560
|
1825-08-12
| null | 566 |
fra canada er allerede en hvedeladning indtruffen til london. til en priis fra til shill. hvoraf a shill. afgaae i fragt og shill. i told, vil fordelen ei blive stor. jmidlertid vil deromtrent blive indført qvarter; men saa kan der ogsaa bortgaae mange aar inden canada igjener istand til at udføre qvarter.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001566
|
1825-08-12
| null | 567 |
mordbrænderen fra byen elze joh. joachim holscher. (uddraget af criminal acterne.) det var i midten af det forrige aarhundrede, da den lille stad elze, i det hildeburgske undergik en skjebne, som det til held for verden er yderst sielden at finde i historiens aarbøger. meget havde dette sted, saalænge man kunne erindre sig, lidt ved ulykkes tilfælde af alle slags, men meest og hyppigst ved jld. en frygtelig ødelæg gende brand, foranlediget af uforsigtighed paa askeonsdag, aaret , og hvis sørgelige minde, endnu i vore dage blev med veemod høitidelig, holdt aarlig, lagde i saa timer den største deel af byens bygninger og med dem, dens beboeres velstand og eiendom, pludselig i gruus og aske. lignende skrækkescener indtraf ogsaa i aarene og , og endnu vare de derved foraarsagede dybe saar, ikke for halve deelen lægte, da igjen om aftenen den de januar uformodent lig en frygtelig jld opkom, og inden dagen, brød frem næste morgen, laae allerede en og fiirsindstyve bygninger forvandlede til rygende ruiner.
|
fiction
|
y
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001578
|
1825-08-19
|
Busse
| 568 |
den elændige, saamange gange ængstede stad, hvormeget maatte den ikke nu ønske vedvarende sikkerhed og at faae tid til at komme sig igien; men forgjeves; hine jammer og nødscener skulle blot være et endnu skrækkeligere forbud paa en langt frygteligere fremtid, som allerede nærmede sig de ulykkelige.
|
fiction
|
y
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001579
|
1825-08-19
|
Busse
| 569 |
sex aar vare nemlig endnu ikke forløbne, saa begyndte først egentlig den almindelige angest og bestyrtelses gyselige periode, og i et kort tidsrum fra de october til de februar var ikke mindre end gange, den mørke horizont, rød af den brændende stads lodrende flamme.
|
fiction
|
y
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001580
|
1825-08-19
|
Busse
| 570 |
skræk og bedøvelse overfaldt de ulykkelige indvaanere, overalt hørtes klager og jammerskrig, overalt saaes mangel og elændighed i dens meest rædsomme skikkelse; jngen var meere sikker paa sit tag, og sin eiendom, maaskee endog ikke en timesikker paa sit liv, ingen rolighed om dagen, ingen rolighed om natten, haab og tiltroe forsvandt, man blev uenig med hinanden indbyrdes og endog den meest kjække tabte modet. sandelig, en frygtelig forfatning! at disse saa hurtig paa hinanden følgende jldebrande ikke samtlige kunne være tilfælde eller skjødesløshed, men at meget meere et eller andet forrykt slet menneske maatte have sin ugudelige haand med i spillet, var tydelig nok. men hvem var gierningsmanden, og hvor opholdt uhyret sig, j naboeskabet, eller maaske endog i staden, selv, gaade paa gaade, thi saavidt man viste levede man dengang med naboerne rundtom i dybeste fred, og mellem sig selv indbyrdes fandt manligesaalidet det ringeste spor af et saa betydeligt fiendskab og uenighed, at det kunne have forledet : selv et afskum til en saa sort forbrydelse. man levede altsaa i lang tid i en qvælende uvished overden egentlige ophavsmand og om den nærmere foranledning til at denne navnløse elændighed, og ulykke. endelig hørtes sig tid efter anden, først sagte og derpaa lydeligen, det rygte, at en ung daglønner deri staden, ved navn hölscher, skulle være ophavsmanden dertil og denne svære mistanke, var grundet paa den dog altid betænkelige omstændighed, at jlden hver gang var opkommeni det huus, hvor samme enten havde staaet i tjeneste eller arbeide. hvad der altsaa blot i begyndelsen var formodning, vandt altid mere og meere sandsynlighed, og blev tilsidst forvandlet til en sørgelig vished. dog dette saakaldte moralske uhyre, er saa egen blandt sit slags, bliver trods sin græsselige forvildelse og ondskab, saa mærkværdig for menneskegrandskeren og frembyder saa megen stotil uforventede phsysologiske mærkværdigheder, og betragtninger, at en kort fortælling om hans tidlige ungdoms aar, vil vel ikke være udenjnteresse; tilmed da de ubrede over den senere tids tildragelser noget mere lys og forklaring, johann joachim hölscher (saaledes var forbryderens fulde navn) var fød bartholmaidag i bisperode, en lille brunsvigst landsbye. hans fader jolst henning höscher, daværende jndvaaner og bonde, døde allerede tidlig fra ham; og hans moder catharina elisabeth, fød nolten, giftede sig snart efter sin første mands død, med en hvis johan becher, som hun ogsaa lod tilskjøbe, den sandsynligviis paa hendes side arvede eiendom. paadenne maade maatte joachim, sønnen af første ægteskab, taalmodig lade sig affinde med en lille summa, og søgte saa godt, som han kunde at hugge sig gjennem verden. om hans videre opdragelse har man formodentlig bekymret sig lidet eller intet. vild og raae voxede han op, lærte hverken at læse eller skrive, og istedenfor opklarede religions begreder, opfyldte det dummeste bigotterie og den eenfoldigste overtroe hans hoved og hjerte. jmidlertid viser der sig i hans yngre aar intet paafaldende spor af hiin ubøielige egensindighed, og hiin blinde umættelige hevngierrighed, hvormed han senere hen saa tøileløs styrtede sig i fordærvelse. tilfældet førte ham til elze, hvor han i sit de aar traade som aviskarl i tjeneste hos en borger der, ved navn jakob sander. efter aars forløb, hvori han efter al tilsyne, ladenhed havde tjent sin herre troe og lydig, tog en enkekone, kaldet basen, ham som staldkarti huset. ogsaa hos denne udholdt han det i tre hele aar, uden at paadrage sig nogen anden bebreidelse, end den meget tilgivelige, at han drog alt for megen omsorg for sine heste og forede dem for godt. jmidlertid foranledigede den tilfældige omstændighed, at hans madmoder, derendnu ikke var nogen aldrende kone og i særdedeleshed var ham bevaagen for hans troeskab og den omhyggelige omsorg han bar for hendes huusvæsen, ham til det daarlige haab, at han velendog ved et giftermaal med hende, kunne gjøre en glimrende lykke. men da dette hjernespindslutteligen blev til intet, blev han paa engang kjed af alt, gik bort og lod sig hverve af de brunsvigske tropper som soldat. dog ogsaa i denne stilling var han ikke tilfredshan vidste dog igjen snart at forskaffe sig sin afskeed, og vendte tilbage til byen elze, hvor han som et nærsomt sted, troede lettest at kunne fortjene livets ophold. for destolettere at erhverve dette, giftede han sig her den de februar . med sophie blume, en datter af stadsvinehorden, og blev inddrømmet bopæl hos sin svigerfader. han førte med hende, saa vidt bekjendter, et temmelig lykkeligt ægteskab, og var hende stedse troe, ligesom heller ingen kan sige omham, at han har udsvævet i denne henseende.
|
fiction
|
y
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001581
|
1825-08-19
|
Busse
| 571 |
hun skienkede ham to børn, men som allerede tidlig døde, derimod levede hun selv i hele aar efter hendes ulykkelige mand, og ernærede sig hendes trængende alderdom af milde gaver, som godhjertede jndvaanere i staden, af og til til sendte hende.
|
fiction
|
y
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001582
|
1825-08-19
|
Busse
| 572 |
dette var nu den daglønner, hvorpaa som sagt, den almindelige mistanke faldt, uden at mani begyndelsen kunne forklare sig de bevæggrunde, der havde forledet ham til udøvelsen af hine skrækkelige forbrydelser. kun den omstændighed at han var udelukket fra arvefølgen efter sin fader, synes at have havt en sørgelig jndflydelse paa hans carakteer og lagt grunden til det uforsonlige menneskehad, som viste sig talende nok i hans hele udvortes. hans blik var altid skye og forvirret, hans mine mørk og tilbageskrækkende, hans hele væsen hemmelighedsfuldt og indsluttet i sig selv; han talede lidet, undgik med villie al nøiere omgang med fine ligemænd, i særdeleshed i alle offentlige selskaber, synes ikke at troe nogen i hele verden, og fandtes ofte paa eensomme steder, hvor man sædvanligviis saae ham hensunken i dyb eftertanke.
|
fiction
|
y
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001583
|
1825-08-19
|
Busse
| 573 |
forunderlig var det ellers hvilke ubetydelige aarsager og elændige smaatting, der havde forledet dette bevngierrige menneske til hans sorteste handlinger, og man ville have funden det utroligt, havde han ikke selv bekjendt og tilstaaet dem i hans sidste forhør. man havde ham ogsaa stærkt mistænkt for, at han havde sat saamange gange jld paa byen, for desto sikkrere at kunne stiæle, men det er beviist, at han aldrig havde tilegnet sig fremmed eiendom, paa en uretmæssig maade; han kunne snarere have gjort det for at lægge sin patriotiske tjenstfærdighed fordagen, thi ingen hialp hver gang ivrigere med at rædde og slukke, end just den ulykkelige mordbrænder selv.
|
fiction
|
y
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001584
|
1825-08-19
|
Busse
| 574 |
to aar havde han allerede tjent som staldkarl i det sanderske huus, uden at, saa vidt manveed, den ringeste klage var ført over ham, da han en dag kom i hæftig trætte med sin herre over en sønderbrudt vognaxel. herren, der troede han havde brudt den istykker af uforsigtighed, forlangte skadeserstatning af ham, og omendskjøndt det høist sandsynlig ville have forblevet med den blotte trudsel, saa kunne hölscher dog ikke forvinde den erholdte jrettesættelse, og - søndagen derpaa den de october om middagen kl. , da just jndvaanerne ville gaae i kirke, stod hans herres lade, med alt deri værende korn, i fuld brand. med den, brændte endnu dengang to andre fulde lader og to stalde.
|
fiction
|
y
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001585
|
1825-08-19
|
Busse
| 575 |
stadens magistrat, som ved denne uforventede jldebrand, maaske nærede mistanke om en alt for grov og just derfor strafværdig skjødesløshed, af huuseieren eller huustyendet i gaarden, ansaae det for nødvendig, at drage alle efter hinanden til ansvar. ogsaa hölscher var blandt disse, og fremstillede sig, da raden kom til ham og nægtede kjækt og uden at forandre en mine, at han var skyld i branden; og da de alle, paa øvrighedens særdeles forlangende maatte bekræfte deres udsagn med eed, svor han ogsaa gandske munter og ugeneret, og maaskee faldt den gang jngen, selv den fjerneste tanke ind, at her var begaaet en meeneed, da man ikke saa let kunne tænke det mueligt, at saa ungt et menneske paa nitten aar allerede var moden og i stand til en saa frygtelig handling.
|
fiction
|
y
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001586
|
1825-08-19
|
Busse
| 576 |
jkke længe efter denne første brand, forlod han hans forhenværende herres huus, og traade som aviskarl i tjeneste hos den fornævnte enkebassen. her synes det at gefalde ham bedre; han var tilfreds med hans herskab og dette med ham. saaledes varede det gode forhold næsten tre fulde aar, under hvilke den truente stad nød nogen rolighed, da til al ulykke hiin sørgelige periode indtraf, hvori han med fuldt alvor havde sat sig den grille i hovedet med et giftermaae med enken, paa engang at blive fra en fattig tjenestekarl til en riig mand og anseet borger i elze. da han nu fandt sig bedragen i denne troe, opvaagnede i hans barm, hans længe slumrende hevngierrighed med fornyet raserie og styrke. han synes han kunne ikke hvile, førend han havde gjort det uskyldige fruentimmer, af hvem han indbildte sig at være saa utaknemmelig bedragen, saa fattigt og ulykkeligt som muligt. dog gik han dennegang med mere forsigtighed tilværk, og satte den de octbr. , ikke jld, som første. gang ved høi lys dag, men om midnat, og det ikke paa enkens gaard selv, men paa naboens huus, hr. kammerraad arend bruus, i den visse formening, at ogsaa enken basens huus i ville afbrænde med. nu gik rigtig nok hiint huus, hvori jlden var anlagt tilligemed deriværende korn-forraad op i jld og rog; men til lykke for staden og til holschers store ærgelse forblev det med denne ene bygning, og enkens eiendomme bleve ganske forskaanede.
|
fiction
|
y
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001587
|
1825-08-19
|
Busse
| 577 |
dette feilslagne forsøg afholdt imidlertid ikke dette menneske fra, endnu dristigere at vove et andet af samme slags. en jrettesættelse, som han i dette mellemrum havde faaet af sit herskab: at han gav sine heste formeget korn, bidrog vel ogsaa til at paaskynde udførelsen af det andet; og neppe var nogle aar forløbne, saa opstod paa nye den de november samme aar ved middagstider en jld som fortærede fornævnte lade med alt deri indhøstet korn, og hölschers hevngierrighed var dog nu nogenlunde tilfredsstillet. opmuntret herved, kunne den forvovne forbryder, af hvem, selv af nu ubekjendte grunde, den daværende øvrighed ingen notice synes at ville tage, nu saa meget dristigere og ubehindret begaae den ene sorte handling paa den anden. han forlod imidlertid nogle dage efter den sidstnævnte brand, og det en te dage tidligere, end den egentlige tjenestetid var ude, men i alfred, hans hidtilværende tjeneste, og lod sig af kjedsommelighed hværve under de brunsvigske tropper, men vendte snart igjen tilbage, som som han ikke havde kundet undgaae sin skjæbne, først med permision og siden forsynet med afsked, til elze, hvor han, som sagt, arbeidede for dagløn, tog sig en kone og nedsatte sig.
|
fiction
|
y
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001588
|
1825-08-19
|
Busse
| 578 |
dog neppe var han ankommen dertil, saa gik ulykken for sig paa nye, thi tilfældigviis geraadede han i hæftig strid med en daværende borger ved navn curt klencker, om hans pakhuus, der ikke var meget værdt; han troede han burde forskaffe sig fyldestgjørelse og allerede den te januar om morgenen tidlig stod en anden borger erent lückes kornlade, hvori hiin klencker havde sit korn liggende, tilligemed en nær ved staaende stald, i fuldbrand. ogsaa denne gang slumrede endnu ikke den gode stads skytsgenius, og det forblev lykkeligviis ved de to fornævnte bygninger. men endnu skrækkeligere var det lod, som paa den derpaa følgende, og i eltes historie evig mærkværdige dag den te marts ( tilberedtes dette ulykkelige sted ved dette gudsforgaaede menneskes blinde og umættelige hevngierrighed. han havde, som han selv siden efter tilstod; ved en hvis leilighed laant kæmmererer ludolph sander, der paa stedet, tre ortsthaler stucken mariengroschen) omtrent s. dansk courantog denne sandsynligviis forglemt, at betale dem tilbage til holscher til bestemt tid. grundnok for dette uhyre, som formodentlig maa have holdt denne ubetydelighed for tabt, til igjen at give sin hævngierrighed frit løb. det varede ikke længe saa udbrød i samme sanders vaaningshuus en frygtelig jldebrand, som ved den heftige sydost vind udbredte sig uophørlig og rivende alt videre og videre, gjorde næsten al hielp ummelig, og inden faae timer laae den største og skjønneste deel af staden i aske. to umyndige smaae drenge, stykker hornqvæg, vaaninghuse, lader, stalde, og desforuden stedets prydelse, det stolte fod høie kirketaarn, dets harmoniske klokker, den gamle, ærværdige, næsten tusindaarige kirke, engang bygget af carl den store, bispegaarden, et adeligt gods med samtlige sidebygninger, byens bryggerhuus og den øverste portbygning, bleve alle et rov for den vilde fortærende flamme, som desforuden haardt beskadigede andre vaaningshuse, og berøvede huusfamilier, næsten alt hvad de eiede. sandsynligviis med høiere, renter, har endnu vel ingen ladet sig betale elændige syv og tyve mariengroschen, end den ulykkelige stad elze gjorde det. nu troede ogsaa stadens magistrat at maatte opbyde alt muligt, for dog engang at opdage og overbevise den ugudelige gierningsmand. man gik denne gang med største forsigtighed til værkssvarede ingen møie, forskede hemmelig og offentlig, anstillede forhør paa forhør - men alt forgjeves, ogsaa hölscher blev fremstillet og afdørt, men hiin uhørte dristighed og frimodighed, som han allerede ved de forrige forhører, havde viist i saa høi grad, vidste ogsaa denne frække og forstokkede synder at rædde sig ved denne gang, og da man paa denne tid endnu intet videre vidnesbyrd havde mod ham, saa komhan atter paa frie fod, dog begyndte man, som det lader, fra nu af at have ham skarpere i øiesyn. uagtet al denne forsigtighed, lykkedes det dog forbryderen, som i denne skrækkelige brand, synes nogenlunde at have slukket sin tørst efter hævn, og dog derved ikke havde erholdt sine omtalte tre ortsthalere, endnu samme aar, den ste julii tidlig om morgenen klokken , for anden gang at sætte jld paa den samme huusværts lade, der kort forhen havde yttret sin misfornøielse om kornkastningen, hvilket atter fortærede vaaningshuse, lader, stalde, en koe og en
|
fiction
|
y
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001589
|
1825-08-19
|
Busse
| 579 |
hest. af ubekjendte grunde blev han ogsaa denne gang frie. jmidlertid synes han ogsaa selv nu at indsee, at han fra nu af maatte opføre sig noget forsigtigere, for ikke ved sin egen skyld, at styrte sig hovedkulds i ulykke og fordærvelse. maaskee var ogsaa tilfældet, at der var ingen anledning for haanden til at tilfredsstille hans usalige. hang dertil, kort, staden blev virkelig maaneder og derover forskaanet for jldebrand.
|
fiction
|
y
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001590
|
1825-08-19
|
Busse
| 580 |
men længere kunne uhyret ikke bringe det oversit hjerte at gjøre vold paa sin sataniske lyst, at see den ulykkelige stad staae i flammer. det synes ordentlig at pine ham at have maattet undvære, dette græsselige skuespil saalænge, og - var det, at fordi den forrige strid angaaende pakhuset endnu ikke var fuldkommen forglemt, eller at en anden aarsag drev den forvorne dertil, akterne tie derom - men allerede den de februar tidlig om morgenen klokken , stod den samme borger ernst lückens nye lade, (den gamle havde han allerede for to siden aar anstukken) paa nye i lys lue, og med den blev endnu vaaningshuse, tre lader og to staldbygninger, tilligemed en koe, lagt i støv og aske.
|
fiction
|
y
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001591
|
1825-08-19
|
Busse
| 581 |
og hermed synes ogsaa maalet for hans synder og gruelige gierninger at være fuldt. øvrigheden fik nu øinene fuldkommen op, og man søgte nu kun om en passende leilighed til paa den letteste maade, at bemægtige sig mordbrænderens person.
|
fiction
|
y
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001592
|
1825-08-19
|
Busse
| 582 |
denne, som vel viste at mistanken mod ham, tiltog dag for dag, og hvem de andre jndvaanere nu frit og uden tilbageholdenhed gave tilkjende ved enhver leilighed, at man holdt ingen anden end ham for dette ryggesløse menneske, beviste sig gandske kold og ligegyldig ved slige yttringer, synes ogsaa i hans folesløse dumdristighed, at agte lidet eller jntet paa den sig altid nærmende fare, og gjorde endnu et mærkværdigt og carakteristik forsøg, for om muligt at bevise hans fuldkomne skyldighed for dagen, i den hele ulykkelige jldebrand. to dage efter den sidste brand, gaaer han nemlig hen til den derværende stadsprædikant diakonus lohmann, og melder sig hos denne hans skriftefader til skrifte og alterens sakramentemedens han er hos samme, bliver samtalen ledet : hen paa de senere ildsvaader. ogsaa hölscher giver i de stærkeste udtrykke hans uvillie og forundring tilkjende derover, og det er utroligt, men bogstaveligt sandt) beder præsten, endog utrykke, lig, at han dog i sin froprædiken i morgen, ville gjøre en andægtig bøntil gud fra prædikestolen om, at den alvidende skaber dog endelig engang ville aabenbare den skrækkelige gjerningsmand. præsten lohmann lover ham dette, og holder ogsaa virkelig den følgende morgen med hjertelig andægtighed denne bøn til gud, hvorved han af og til fatter den tilstædeværende hölscher stærkt i øiet, som imidlertid, ikke forandrede en mine, men saagar paa det andægtigste søger at fremsige bønnen efter ham. da nu, efter gudstjenestens tilendebringelse, uddelingen af den hellige nadvere begynder, og den sidste ogsaa vil træde hen til alteret, bliver det : paa engang mørkt forhans øine, og han begynder i alles nærværelse at rave - et slemt tegn, som han selv i forhøret siden efter, har villet tilskriveden tilfældige omstændighed, at han havde sømunder sine skoesoller. strax den følgende dag efter dette besynderligge tilfælde er indtruffet, lod magistraten, foranlediget af den fornævnte enke bassens klage, at nogle sager vare komne bort fra hendes syeskrin og at stærk mistanke hvilede paa hendes forrige karl joachim hölscher, foranstalte en huusundersøgelse i dennes bopæl, og da man virkelig er saa beldig her at forefinde nogle ubetydelige smaating (betydelige sager havde holscher aldrig bemægtiget sig, hvilke for nævnte enke kjendte at være hendes eiendom, saablev hiin hæftet og sat i vagten ved porten. hermed havde man da endelig forsikkret sig dette forlige menneskes person, men endnu feilede det vigtigste, nemlig vidner og hans egen tilstaaelse. ogsaa denne gang spilte skurken, som aldrig var bleven greden i gjerningen selv, ved de første forhør hans rolle saa fiint, at man ikke kunne overbevise ham, selv om den den ringeste skyld i de paasatte jldebrande. hvad der ikke paa denne maade vilde lykkes den verdslige øvrighed, det vidste slutteligen en geistlig at lokke ud af ham, som maaskee ikke har funden det saa upassende, som mange andre fandt det med en præstes kald og værdighed, at forbinde en jnqvisitor rolle, og som synes at handle efter den nædle grundsætning, at man mod saadanne forbrydere i nødstilfælde vel ogsaa maae tillade sig et lidet bedragerie, og efter acternes udvisende i sagen lod han sig ogsaa oftelede for vidt. holschers skriftefader nemlig, den allerede nævnte diaconus lohmann, besøgte den arresterede ret flittig i hans fængsel, opførste sig venlig mod ham, vandt ved denne blide behandling snart hans fuldkomne tiltroe, og gjorde ham ved det, at han altid hentydede paa en mild straf, endelig liig slangen, saa trohjertig, at han virkelig tid efter anden tilstod hans forbrydelser for ham. neppe havde han lokket den første tilstaaelse fra hans læber, saa lod han uformærket nogle af raadets medlemmer komme ind i fængslet, som først udenfor døren. hørte den fængsledes aabenhjertige samtale med hans skriftefader, derpaa pludselig traade ind i stuen, raabte vidner til, og førte alting paa stedet til protokols. efter dette forfald, nægtede hölscher intet mere, men bekjendte nu ogsaa i de offentlige forhører alting frit og utvungen for hans øvrighed. da man nu foreholdt ham alle hans skrækkelige forbrydelser efter hinanden, og forestilte ham ret levende, hvorledes han, som neppe var fire og tyve aar gammel, allerede var bleven en saaafskyelig forbryder, hvorledes han havde stiaalet flere sager, foret en meeneed, sex gange sat forsættelig jld paa byen, hvorved to umyndige børn havde sat livet til, stkr. hornqvæg og en hest var fortæret af flammerne, og i alt bygninger tilligemed meget huusgeraad og saa betydelige kornforraad vare blevne forvandlede til støv og aske; at han derved havde styrtet saamange brave mennesker i uforskyldt mangel og elændighed, og nedsunken den beklagelseværdige stad i en saa dyb gjeld, at et heelt aarhundrede ikke var tilstrækkeligt til at afbetale den - saa græd han bittre taarer og synes smertelig at angre det, og spurgte man ham hvorfor han da havde gjort alt dette, gav han til svar, at han ikke vidste det selv - det havde forekommet ham, som om han skulle gjøre det, og som om en ond aand havde trukken ham ved haarene - men nu gjorddet ham alt ondt af hjertet; gud og verden, maatte tilgive ham det, han vidste vel at han derfor maatte døe, og det vilde han gjerne." at dette sidste imidlertid ikke har været hans sande alvor, sees deraf at han snart derpaa, i sit fængsel søgte at nedsluge et forrustet knivsblad. mendette mislykkedes ham; thi bladet blev siddende tværs i strubben paa ham, og blev igjen lykkelig udtrukken af en saarlægge, uden at han derved fik det mindste saar af betydenhed.
|
fiction
|
y
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001593
|
1825-08-19
|
Busse
| 583 |
jmidlertid tog raadet heraf anledning til at lade ham nøiere bevogte; ogsaa bidrog dette megen til sagens hurtige undersøgelse, som blev overdragen til det juridiske fakultet ved universe tetet rinten. dette tilkjendte ham den straf at blive levende brændt. jkke langt fra staden, og tæt ved den hanoverske landevei, paa en høi, kaldet papendal, blev oprettet et baal, og den de mai fastsat til hans henrettelse. med fuldkommen hengivenhed i guds villie, men dog med en strøm af hede taarer, hørte holscher, . denne hans dødsdom, viiste den alvorligste angerog synes at være dybt rørt, da han samme dag med behørig høitidelighed blev ført op i kriminal-retten og staven brudt over ham. efterat disse ceremonier var tilendebragte og dommenham forelæst, overgav man deliqventen til skarpretteren af bavenstedt, for at fuldbyrde dommenpaa ham, herpaa blev han under ledsagelse af begge stadens præster og en utallig mængde tilskuere, ført ud af staden til henrettelsestedet, hvor bødelknægtene uden ophold bandt ham til pælen og antændte baalet.
|
fiction
|
y
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001594
|
1825-08-19
|
Busse
| 584 |
ogsaa her drev hiin oftenævnte skriftefader, den arme synders omvendelse saa uhyre ivrig, at han saagar besteeg baalet med ham, og overhans ivrige samtale med deliqventen, ikke lagde mærke til, hvorledes brændet under ham allerede havde fattet jld, og kun med møie blev han ræddet fra flammerne; man siger endog de allerede havde angreben fligen af hans præstekjole. thi træstadelen nod hurtig ifuld brandog det varede ikke længe, saa havde røg og flamme allerede døvet den elændiges sidste skrig og gjort ende paa hans liv. en lille modsbegroet gravsteen, paa hvilken forbryderens navn, gjerninger og henrettelsesdag ere indgravne, viser endnu den forbigaaende vandrer det sørgelige sted, hvor engang den ulykkeliges aske blev en leeg for vinden.
|
fiction
|
y
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001595
|
1825-08-19
|
Busse
| 585 |
udenlandsk. hs. excell. overhofmarschall v. hauch har, ved den kgl. families debarkering efter en lystseilads i canalen i frederiksbergs hauge, havt det uheld at falde og forslaae sig slemt; dog er dermed ingen videre fare forbunden. søndagen den de dennes, om aftenen, indtraf hs. excell. stats- og finants-minister, geheime-conferenceraad v. mosting til altona.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001596
|
1825-08-19
| null | 586 |
j medfør af ovenstaaende anbefaler jeg mig herved paa det ærbødigste til de belædle og velagtede beboere af hannherrederne, som maatte ville forunde mig deres søgning. ligeledes bekiendtgjøres, at foruden medicinal-vare, er anlægget ogsaa forsynet med alle sorter urtekrammaler- og farvevare, som ogsaa god rød og gammel viin, rom, punschextract ac. billige priser, samt hurtig og reel behandling forsikkres enhver, som maatte reflectere paa ovenstaaende. thisted, den de august . dahlerup.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001604
|
1825-08-19
| null | 587 |
kirken st. barbara. (sluttet.) axelen, hvorom denne mig uforglemmelige nats hændelser dreie sig, var en gammel, meget fattig kone. for kort tid siden jaget ud af hendes vært fordi hun ikke i lang tid havde betalt hendes leie, havde hun, da ingen vilde modtage hende, fattet den beslutning, indtil hun igjen kunne faaes et opholdsted, at opslaae hendes natlige qvarteer i kirken st. barbara. flere reparationer i kirken indvendig, vare skyld i, at den daglig blev aabnet for muurmesterne og stukkaturarbeiderne. uformærket snegsig den gamle altid mod aften ind, forstat sig i et af kapellerne, lod sig indelukke, tændte lys, forsyn nede lampen med noget sammenbetlet olie og lagde sig derpaa paa hendes bublaschte, saa kaldte hun den sopha, som hun ved alteret havde stadlet sammen af skamler og bretter, og som hun hver morgen for kirken blev aabnet, igjen drog bort. denne nat, maa hun af vores fremog tilbagegaaen og ved op¬tillukningen af døre ne, saa forsigtig vi ogsaa havde baaret os af dermed, dog være bleven forstyrret. hun var i nat engang staaet op for at see efter hendes lampe. havde renset den og igjen trukket noget frem af vægen, derfor brændte lyset klarere, da hun var ved alteret. lampen antændte hun overhoved hver aften, da det, som hun udtrykkede sig, i den vide de kirke, uden lys, blev hende for rædsomt. hendes trin havde jeg ikke kunne høre, thi hun var gaaet paa bare strømperne. hendes tiggerpoose havde hun bunden om halsen, for ikke at forkjøle sit bryst, dette var den sal. afdøde grevinde hedevigs palatine. klokkerens fortælling om de tre nætter, under hvilke det hver gang efter en ung grevindes død af mathildes huus, skulle have brændt i kirken, var blot et sagn blandt folk. jeg havde allerede før hørt tale derom; men man havde endnu intet beviis havt paa eventyret. blot overtroen, vedligeholdt erindringen om denne fabel. overalt fandt man at det var gaaet naturligt til. for aar siden var endnu ikke den underjordiske gang sammenfalden. den førte som jeg nu erfoer, virkelig til det grevelige slot. det er let muligt, at familien af denne hemmelige vei, nogle nætter igjennem, sendte fortrolige til den afdødes grav, for at sikkre sig for skindd. af lysene gik ud for og ved dødestenen, var en følge af de i kirkedørene indskaarne og med dobbelte jernkors forsynede huller; disse døre stødte her lige paa hinanden, og der maatte altsaa just paa denne plet være en bestandig stærk trækvind. det, der bevægede sig under mine fødder paa hedevigs gravmæle, maa enten have været den ophidsede jndbildningkrafts værken rotte maa have gjort hendes natterundannedenunder, eller ogsaa en smule kit, maa, da jeg havde staaet paa kobberpladen, være brækket løst i randfugerne og være faldet af. den grevelige familie, som af den, mine venner meddeelte mundtlige fortælling om hvad der var hænder mig, tilfældigviis var bleven underrettet derom, lograven aabne, men fandt ikke det mindste, som kunne lede til en eller anden formodning. tindækselen paa mathildes grav var førsti gaaraftes bleven indleveret og lagt ved aabningen, for om morgenen tidlig at blive indkittet. sakrastiet havde klokkeren i gaar glemt at tillukke. paa bordet laae et rigt broderet gevandt, som præsten i kirken st. barbara, ved uddeelingen af alterens sakramente pleiede at bruge. fliserne havde givet noget efter, følgelig var, naar ikke engang en communicant, i det han ville gaae bag om alteret, skulde falde igjennem, en aldeles omlegning af en nyere fastere grund, og af fliserne nødvendig. men da der denne søndag ikke havde været nogen communion i st. barbarakirken, havde intet menneske lagt mærke til det begyndte arbeide bag alteret. da klokken slaaer tolv, kommer vægteren i i nærheden af kirken, mathias raaber ham an, og fortæller hvad her foregik. nattevægteren ikke omstændelig underrettet om min nærværelse, træder ind i kirken, og danner nu, efter at mathias istædenfor subsidier havde lovet ham en snaps, med hans sorte pund spitz, hielpekorpset. jeg begynder neppe at skrige, saa brøler hovedkorpset, reserven og auxiliartropperne endnu tusende gange værre, end jeg. nattevægteren, veed ikke, at jeg hører til contingentet; han holder mig for en kirkerøver; deraf kommer hans greb i mig, hans banden og det stød som styrtede mig til jorden, hvor spiz knurrende stillede. sig over mig. det hørte lang tid til, før vi kunne gjøre og tilbørlig forstaaelige for hinanden. nu loe vialle fem. den stakkels kone sov denne nat paa klokkerens gulv.
|
fiction
|
y
|
thi_kirke-st-barbara
|
thi_001635
|
1825-09-02
|
H. Clauren
| 588 |
den følgende morgen var historien bekjendtpaa det hele sted. fattigkommissionen skaffede den tagløse en plads i hospitalet. der lever hun endnu den dag i dag.
|
fiction
|
y
|
thi_kirke-st-barbara
|
thi_001636
|
1825-09-02
|
H. Clauren
| 589 |
spilleraferie. (et brudstykke af directeur barrus's liv.) publikums samtale havde i nogen tid angaaet en endnu ung dame, der eftersom hun var heldig eller ubeldig, spilte i dag meget høit, i morgen meget lavt. man havde lagt mærke, til hende ved adskillige fortvivlede optrin, som omendskjøndt ikke udvortes synlige, men kun stumme og undertrykte, dog ikke havde undgaaet de speidende øine, der omringede hende: min nysgierrighed blev derved opvakt. ledsaget af en eneste tjener, gik jeg derhen og blandede mig i vimmelen, som sædvanligviis omgavhende. man tænke sig et fruentimmer over tredive aar gammel, men hvis ansigt fordreiedes af sieleængstelser, der frembragte et slags beklemmelse paa tilskuerens hjerte. hendes store funklende øie bar præget af en qvælende sorg. alt hos hende viste den hæftigste sindsbevægelse. nu bed hun sig i læberne, nu knyttede hun haanden voldsomt sammen og trykkede neglerne ind i den flade haand. hendes suk, hendes bevægelsee, den ringeste handling, alt var hos hende krampagtigt, og hvad der var besynderligst, endog gevinsten kunne ikke berolige hende; thi ved at tade tredive sols var hun omfindtligere end ved at tabe tredive louisdorer. hvis noget var i stand, til at heldrede for spillesyge, saa ville man ved synet af denne ulykkelige flye spillehuse, som røverhuler. en aften satte hun hver gang i spillet en kassebillet paa femhundrede franks, som hun trak ) ganske forkrollet frem af barmen, hvor hun synes at gjemme mange af dette slags. naar hun vandt, saa tog hun dem fra det grønne toppe uden at see paa dem, og puttede dem saaledes i barmen. en tidlang var lykken hende gunstig; men denne ustadige gudinde vendte hende snart ryggen, og hun tabte syv gange efter hinanden. alle tilskuere, som kjendte hendes hæftighed, vare forundrede over at see hende saa taalmodig ved et saa betydeligt tab. endelig kaster hun hendes sidste billet paa bordet. hun vinder. da hun vil tage hendes sats hjem, lagde en mærke til at hendes sammenkrøllede seddel endnu indeholder en anden af samme værdie. man undersøger sagen og finder det at være rigtigt. da men forlanger nu at man skal betale hende tusende franks, isteden for de som hundrede, som hun havde villet fat ind; thi sagde hun, havde jeg tabt, saa ville man ikke have givet mig noget tilbage, da man havde troet, at jeg ville sætte tusende franks. den, der holdt banken nægtede, betalingen, men da tilskuerne bleve tilspurgte desangaaende, maatte han finde sig deri.
|
fiction
|
y
|
thi_spilleraferie
|
thi_001637
|
1825-09-02
|
Frans Künlin
| 590 |
medens dette blev afgjort, lagde nogle personer, mærke til, at sedlerne var beplettede med blod, i men som uden videre følger, foraarsagede blot, nogen murren.
|
fiction
|
y
|
thi_spilleraferie
|
thi_001638
|
1825-09-02
|
Frans Künlin
| 591 |
lykken blev nu damen saa ugunstig, at hun endelig kastede den sidste seddel paa bordet og tabte den. hun var for svag til at bære dette uhæld; en dødelig bleghed overtraf hendes ansigt, og hun sank sandsesløs om. man har hende ud i forværelset. nogle tilstædeværende damer ilede hende til hjelp. en af dem reev snørebaandet over, for at skaffe hendes bryst mere luft. men hvilken skrækhvilken gyseligt, forfærdeligt syn! hendes bryst, var ganske forrevet og dryppede af blod . . . . medens tilskuerne saae med forundring paa hendes rolige spil, trykkede den ulykkelige neglene ind i barmen paa sig og sønderrev den, saa ofte - hun tog en seddel frem. jeg nærmede mig for at see saarene, de vare dybe og gyselige; sere personer ilede bort af skræk. j denne sørgelige stilling, behøvede den ulykkelige andre hjelpemidler, end man kunne byde hende i dette huus, da ingen kjendte hende, saa maatte man søge at erfare hvem hun var. hældigviis fandt man papirer hos hende, som tilkjendegav hendes navn og bopæl. hun var en datter af præsidenten for bretagner parlamentet og en enke af raadsadvokaten herr dær. uagtet de feil hun maatte have begaaet, kunde jeg dog ikke afholde mig fra at have medlidenhed med hende. i hendes ulykkelige tilstand, troede jeg ikke at kunne bevise hende nogen vigtig gere tjeneste, end at føre hende til hendes bopæl. jeg lod ved nogle bekjendtere hente en vogn og bære den syge ind deri. for begierlig efter at lære hende nøiere at kjende, kunne jeg ikke forlade hende i denne forfatning. jeg steeg ind i vognen, hvor min tjener sad og styttede hende, da hun endnu var ganske ude af sig selv. j to minutter vare vi ved hendes bopæl. de, det boede i første stolværk viste os op i anden etage. jeg bankede gjentagne gange paa, men forgjeves; man svarede mig ikke, og jeg var i begreb med at lade hente en smed, da jeg, erindrede mig at hun havde nøgler i hendes lomme. vi fandt ogsaa virkelig røglen til døren. man tænker sig min forundring, da jeg i tre paa hinanden følgende værelser, ikke fandt andet end et slet bord, træstole og nogle leerkar. j det bagerste værelse var en alkove, blot forsynet med et daarligt gardin, jeg drog det halv tilside for at see hvad der var for noget. forgiæves vil jeg forsøge at beskrive var jeg følte, da jeg fik øie paa een, af firebretter sammensatte kiste, paa bunden fyldt med straae og derover et sønderrevet toppe. dette var madame des, en datter af parlament=presidenten og en enke af en raadavokats leie, saa utrolig dette synes, saa har dog mangen kjendt denne dame og den grændseløse elændighed hvori spillesygen har styrtet hende. jmod min villie, bevægede mig noget andet, end blot ædelmod til at staae denne ulykkelige di. en tapetmager boede lige over for. løb derover, sagde jeg til min betjent, der har du penge, kjøb en madrasse og alt hvad der hører til en seng; i ti minutter maae det være færdigt, thi jeg vil ikke nogen kommer herind. jeg frygtede nemlig for at beskjemme dem, som jeg ville understytte. hun laae nu paa straaet, hvorpaa jeg havde været nødsaget til at lade hende nedlægge. jeg mærkede hun var igjen kommen til sig selv; men hun var endnu saa forvirret, at hun ikke ville desvare noget af mine spørgmaale, hvor blid og hjertelig jeg end fremkom med dem. min tjener som strax igjen tilbage, ledsaget af en dreng, som bar det forlangte. strax blev der opsat en seng i forværelset, vi bare fruedat derhen, hun skiulede sit ansigt med begge hænder. min kusk, som imidlertid paa anmodning af mig havde hentet en læge og sin kone, kom just nu tilbage med dem begge. jeg begarmig for velanstændigheds skyld ind i det bagerste værelse, medens den første bandage blev lagt paa den saarede. neppe havde jeg været der nogle minutter, saa hørte jeg en undertrykt hulken. jeg forskede efter og fandt en dør, jeg aabnede den, og hvad saae jegge paa et elændigt straaleie laae et fruentimmer, som ved synet af mig, skjulte hovedet med det daarlige teppe. "min herre, raabte hun mig imøde, siig mig af barmhjertighed hvad er det hændet min moder, hvorledes: de frue des datter, og iler hende ikke til hjelp "almægtige gud, er hun i fare, nei, men hun behøver meget deres hjelp, her begyndte hun igjen at bulke." kan deikke staae op fordi de er upasselig, spurgte jeg. hun svarede ikke. da jeg ikke kunne forklare mig aarsagen til hendes stiltienhed, saa gik jeg tilmin kudsk kone, og sagde til hende: begive edder, ind i hiint gemak, der vil i finde et fruentimmer. sporg hvorfor hun ikke vil staae op. maaske vilhun have meere fortroelighed til eder end til mig, og forklare jer aarsagen. efter nogle minutter kom magdalen tilbage, tog mig tilside, og sagde, at frøkenen allerede i to dage ingen klæder havde havt. høist forundret overlod jeg imidlertid til fremtiden at opforklare denne besynderlige omstændighed." stig. ind i vognen, magdalene, sagde jeg, tanogle af dine bedste klæder, og vær med lynets hastighed her tilbage. madam de, lod sig nu meget rolig forbindeog pleie, men lægen kunde ikke bringe hende til at svare, fortvivlelsen, forbunden med den forvirring, at maatte føle sig udsat for en fremmedsmedlidenhed, tvang hende til taushed. jeg forsøgte at aflokke hende nogle ord, da magdalene kom tilbage med to anstændige fruentimmer dragter. da hun før havde staaet i tjeneste hos en stor dame, saa kunne mademoiselle dan for øieblikket betjene sig af hendes klæder. jeg lod hende bede, ikke at lade sig see, førend jeg havde talt med hende et øieblik. derpaa lod hun mig strax kalde. hendes skjønne vext, hendes blændende hvide hund, men fornemmelig den engleblidhed, som laae udbredt over alle hendes ansigtstræk, der endnu blev mere forhøiet ved et anstrog af tungsindig hed, overraskede mig. "mademoiselle, sagde jeg til hende, endskjøndt jeg ikke har den ære at kjende dem, saa beder jeg den dog, at de vil søge at fatte dem. skjenk de kun mig deres tiltroe, jeg vil blot benytte mig af samme, for at lindre lidelser, som de vist ikke har forskyldt. jeg skjænker dem svaret; deres taarer tale alt for tydeligt. kom da til deres moder, som et tilfælde, der forhaabentlig ingen videre følger. vil have, har lagt paa sygesengen. trøst hende, og sig hende, at hun har hendes ulykke at takkefor en sand ven." jeg førte den elskværdige klothilde til hendes moder. hvis jeg havde regnet paa erkjendtlighed forden gode handling, jeg havde udøver, saa ville jeg have funden samme i det blik, som den unge klothilde kastede paa mig; thi aldrig er erkjendtlighed bleven saa sand og kraftig udtrykt. madam d. ville hverken ser paa hendes datter eller modtage hendes kjertegn. jeg troede at min nærværelse forstyrrede den moderlige kjerlighed, og ville bortfjerne mig. "nei, minherre, sagde damen med mere fasthed, end jeg havde tiltroet hende, "de ville dog ikke forlade os, uden at sige mig, hvem jeg er saameget forbunden; min erkjendtlighed kan aldrig svare til storheden af deres velgierninger; og hvor store er den ikke, naar jeg tænker paa den tilstand, hvori jeg har sat min datter, o min datter, min kjere datter, hvad har jeg sagt? tør jeg endnu give dig dette søde navn, jeg, din plageaand, din ravnemoder, aarsagen til alle dine gjenvordigheder. ømt tillukkede klothilde moderens mund, og sagde huld som en engel: "bedste veninde, sørg kun for at du faaer igjen din fuldkomne sundhed og din datter vil ikke have en eneste bebreidelse at gjøre dig.
|
fiction
|
y
|
thi_spilleraferie
|
thi_001639
|
1825-09-02
|
Frans Künlin
| 592 |
jeg troede ikke paa den ophøiede post, jeg stod, endnu at kunne ofte naturens blide følelser, ømme taarer. men ved synet at dette udbrud af barnlig kjerlighed, følte jeg at mit hjerte endnu ikke var omgjerdet af guld og værdigheder; mine taarer fløde, taarer, meere søde end mange glæder, jeg for havde kjøbt for en hoben guld. gjerne vil og sige dem, madame, hvem jeg er, naar de tillader mig strax at torde forbedre deres lykkesomstændigheder. berøvede mig ikke af en falsk undseelse denne fornøielse. naar de vil tage deres datters stilling og hendes jnte resse med paa raad, saa vil de tillade mig at handle som en god broder. jeg modtager saameget villigere deres tilbud, svarede damen, da jeg ikke har at frygte nogen ydmygelse, og er fra min families side i stand til engang at kunne giengielde dem alt." i dette tilfælde skal endnu i morgen, deres tilstand blive forbedret. da jeg nævnte mit navn, fandt fruentimmerne sig meget smigrede ved, at have en saa udmærket mand til velynder; uden mistanke og frygt troede klothilde jeg var en engel fra himmelen; sendt for at hielpe dem af deres skrækkelige elændighed, og dens endnu skrækkeligere følger. det uskyldige barn, skrev den deel jeg tog i hendes stilling, blot paa menneskelighedens regning. havde hun kunnet læse i mit hjerte, ville hun strax have seet, at den ædelmodige mandhandlede kun derfor saa ædelt, fordi han elskede hende af gandske hjerte. hendes moders ulykke havde bevæget mig til at blande mig i sagen, denne følelse havde blot været forbigaaende og have de endt sig med, at jeg havde ydet hende nogen hjelp, naar ikke klothilde havde ganske forandret mine jdeers gang, og kjerlighed forvandlet mig til det ædelmodigste menneske.
|
fiction
|
y
|
thi_spilleraferie
|
thi_001640
|
1825-09-02
|
Frans Künlin
| 593 |
den følgende dag havde tapetmager, kræmmer og moderhandlerinde nok op at bestille. vexselhuset peregaux fik ordre til maanedlig at udbetale frue d. femhundrede franks. for ikke at fornærme moderen, og i særdeleshed for ikke at løfte sløret fra datterens øine, modtog barras et beviis derfor. det var ham fornemmelig magtpaaliggende, at en riig onkel; hvis eneste arving datteren var, intet erfarede af hændelserne, som denne iøvrigt skjulte af skaansel for hendes moder. jkke destomindre mærtede den sidste snart, hvad barras førte i sit skjold; men spillesygen, som hun gandske blevbehersket af, hindrede hende fra at unddrage vellystning en der skyldige offer for hans vilde lyster. .
|
fiction
|
y
|
thi_spilleraferie
|
thi_001641
|
1825-09-02
|
Frans Künlin
| 594 |
utaalmodig kastede denne, egentlig mere beklagelsesværdige ind lastefulde lidenskabelige spillerindsig paa hendes sygeleie, inden hun igjen kunne tiletil det grønne bord. saarene vare neppe tilskrækkelig lægte, saa gik hun igjen ud, endskjøndt hun under en bitter taarstrøm havde angret hendes lidenskabelige haug til spil og hellig havde lovet bedring. men kan en spiller holde ord: hun tilbragte hele nætter ved spillebordet. hendes blod blev derved saaledes ophidset, at hendes nedpe lægte saar, igjen aabnede sig og kastede hende paa sottesengen, hvor koldbrand fortærede hendes legeme. tolvte dagen døde hun, under hendes sygdom svarede barras hverken omkostninger eller omhyggelighed, derved haabede han saameget sikkrere at komme i besiddelse af den skjønne datter. efter moderens død, sag, de klothilde hulkende til directeuren, i det hun lænnede sig paa hans arm. "jeg har tabt alt, uden dem; de allene er her vidne til min bittre smerte. vær de min fader, min ledestjerne, min beskytter, nu anvendte barræs alle forførelseskunster for at røve denne skjønne pige hendes uskyld. dog længe forgjeves. allerede troede han at have opnaaet sit maal, da en tilfældig, men mærkværdig hændelse ræddede den gode pige. klothilde, der laae næsten under for hendes sindsbedøvelse, og uden egentlig at ane følgerne: yttrede det beskedne ønske at faae en anden bopælbarras glad, lovede hende derfor strax, at næste nat skulle hun kunne sove i en anden bopæl. tidlig om morgenen klokken var man allerede beskjeftiget med jndpakningen. og for være frifor den larm, som fulgte med samme, besluttede klothilde at tilbringe dagen hos en fortroliveninde, som hun ikke havde seet i uger, emilie dusaux, en meget smuk ung pige, var kommen med klothilde til paris. da denne sidste mælde te sig hos sin veninde, sagde en tjener grædende til hende: "de kommer maaskee allerede for sildig forat modtage mit unge herskabs sidste suk. klothilde uden at ville høre mere, ilede ind i hendes venindes værelse, som neppe kunne holdes i sengen af tre fruentimmer og raabte bestandig fortvivlet, den troløse, jeg har opofret han alt. dyd, ære, venskab og mine beslægtedes kjerlighed, deres, publikums, og min egen agtelse, med et - ord, alt . saaledes vedblev hun en tidlang ; endelig skreg hun med den sidste krampagtige anstrængelse; hævn, fortvivlelse, laan mig kræfter, at jeg kan qvæle uhyret og hans bolerske og derpaa sønderrive mig selv med egne hænder!" en krampagtig trækning fordreiede den ulykkeliges lemmerog hun udaandede hendes siel under de skrækkeligste convulsioner.
|
fiction
|
y
|
thi_spilleraferie
|
thi_001642
|
1825-09-02
|
Frans Künlin
| 595 |
dette forfærdelige syn virkede sønderknusende, men afgiørende paa klothilde.
|
fiction
|
y
|
thi_spilleraferie
|
thi_001643
|
1825-09-02
|
Frans Künlin
| 596 |
glødende af kjerlighed ventede vellystningen utaalmodig i den nye bopæl paa sit bytte. da erholdt han følgende skrivelse.
|
fiction
|
y
|
thi_spilleraferie
|
thi_001644
|
1825-09-02
|
Frans Künlin
| 597 |
himmelen vaagede over mit hæld, da den førte mig i min beklagelsesværdige venindes bopæl. hendes skrækkelige død, blev en befaling for mig at drage mig tilbage fra den afgrund, som truede at opsluge mig. jeg vil ikke forvexle dem med den forræder, som dræbte den ulykkelige med sin utroskab. men hvad de ikke i dag er, kan de, naar forsynet tillader det, i morgen blive, for at straffe mig for at jeg overtræder dets bud. tusende gange tak for de velgierninger som de har bevist mig og min moder. naar de modtager disse linier, er jeg allerede paa veien til at ile i minfamilies skjød. hvis det, som jeg efterlader, ikke strækker til at dække deres udlæg, saa behag at henvende dem til min onkel, der, som jeg er overbevist, om, vil lade sig det være angelegent at betale min gjeld. klothilde. maskerade keiseren.
|
fiction
|
y
|
thi_spilleraferie
|
thi_001645
|
1825-09-02
|
Frans Künlin
| 598 |
det steinerske skuespillerselskab giver i denne tid forestillinger paa det dramatiske selskabs theater, i slagelse. det franckske selskab har opløst sig en uden for odense byes nørreport boende tømmersvend har forleden dag saaret sin egen kone med en kniv, og er arresteret.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001655
|
1825-09-02
| null | 599 |
j søndags aftes henimod kl. skrækkedes man i odense ved canalen ved en frygtelig jldløs, som dog snart erfaredes ei at være andet, end at den var gaaet jld i taget over kalkbrænderiet.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001656
|
1825-09-02
| null | 600 |
man har fundet, at den saa hyppigt forekommende sorte poppel populus nigra ) meget godt kan erstatte mahognietræet til smukt snedkerarbeide; da den ved slibning, beitsning og polering faaer er ualmindelig smukt udseende, og beholder sin glandsendnu længere end mahognietræer. og efter en reisendes udsagn skal man i ulfborsogn, ringkjøbing amt, have funden en død mandsperson paa den ensomme hede. efter al sandsynlighed var den ulykkelige myrdet; thi man fandt store spor af vold i hans ansigt. det synes som han havde været en af de omreisende kræmmere, skjøndt man ingen vare forefandt; men hvilke sandsynlig af morderen ere borttagne.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001657
|
1825-09-02
| null | 601 |
j aarhuus circulerer for nærværende tid en jndbydelse til at tage actier i den projecterede damp. skibsfart imellem jylland og kjøbenhavn. den sum, der skal udredes hertil, anslaaer man til rbdlr.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001658
|
1825-09-02
| null | 602 |
kjøbenhavns børs, den de august. cours. hamb. m., a vista . spec. . specier solgtes til m. / s. bankdisconto pc. pc. kongl. obligat. (uden renter. / a rbd. sedl. dito dito a / i banco. nationalbank-obligationer i af laanet d. de febr. ) a rbd. r. s. dito dito . i sedler.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001659
|
1825-09-02
| null | 603 |
avertissements. underskrevne, som nyelig her paa stædet har bosat sig, anbefaler sig herved det ærede publikum til indbindning og indhæftning at boger i alle formater. ligesom jeg ogsaa anbefaler mig til tapetsering af værelser og til forfærdigelse af alle sorter grovt og fiint paparbeide. ligeledes haves hos mig til forhandling de fleste sorter skrivpapirer, comaarede papirer, og betrækpapiir til vinduesskjermer, samt border til gardiner c., saavelsom ogsaa lærehoger, palmebøger, catekismusser, a. b. c. böger og almanakker, ligesom ogsaa protokoller, regnskabsbøger, skriveröger og lommebger i alle formater faaes hæftede og indbund. ne for billigste priser, og loves enhver hos mig godt og nitid arbeide og reel behandling. thisted, den de august . mühlendorff, boghandler og bogbinder. boende i storegade hos hr. a. gronlund. kirsebærviin faaes paa apotheket.
|
non-fiction
|
n
| null |
thi_001660
|
1825-09-02
| null | 604 |
Subsets and Splits
No community queries yet
The top public SQL queries from the community will appear here once available.