text
stringlengths 47
13.7k
| label
stringclasses 2
values | feuilleton_id
stringclasses 180
values | article_id
stringlengths 10
12
⌀ |
|---|---|---|---|
en engelsk skibscaptains behandling af en spansk officeer. (of the naval cronicle, .) kaptain james mcdonald, førende skibet trelawney, seilede fra martha brae paa jamaica, den de juli , var bestemt til london, og havde ordre af hans redere at forene sig med convoyen til luvart af port anthony, om muligt inden den de f. m. efter athave krydset til luvart en timer, uden at vinde noget derved, da vinden paa samme tid blæste noget haardt og strømmen løb imod, fandt kaptain mdonald efter hans officeers raaddet klogeligst at bære af for passagen gjennem golsen af florida, som er den sædvanlige tourfor ladte skibe, der komme fra jamaica, især fra de dele af øen, der ligge til luvart. jntet af betydenhed indtraf førend den te august klokken p. m. (eftermiddag) da en mand i merset opdagede en heel flaade agterud, som viste sig at være en spansk convoj, bestaaende af seilere. kaptain mcdonald bidsede i da hans flag paa messantoppen, og lod det blive staaende næsten i timer, men det blev ikke besvaret hverten af det spanske krigskib, eller noget andet af kjøbmandskibene, som dog er den almindelige compliment, der vises ved saadanne leiligheder. - ----- den de august var den spanske convoi endnu i sigte, omtrent en miil til luvart, drivende med strømmen langsad den floridaiske kyst, klokken p. m., sattes alle læeseil til og da det blæste en lader kuling, og skibet seilede stærkere end nogle af de spanske kjøbmandskibe, kom han til luvart og seilede forud af den hele spanske convoj. klokken lagde kaptain mcdonald, mærke til at fregatten satte flere seil til, og da han ikke saae noget skib forud, begreb han, at den ville tale med ham og troede det derfor rigligst at lægge di for hans krydseil, for at den lettere kunne naae ham.
|
fiction
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001544
|
det er en antagen coustume, selv i krigstider, naar et skib jager det andet og ønsker at faae det til at dreie bi, at affyre et skud til luvart, og hvis dette ikke har den forønskede virkning, at sende den een kugle forover, mindsker det da ikke seil, har den anden lov til at give det glatte lag. eller gribe hvilkensomhelst middel for at faae det til at brase bat. j det nærværende tilfælde derimod laae kaptain mcdonald med krydsseilet bak, og forsøgte ikke paa at seile fra fregatten. men denne kom lige under hans skandse inden halv skibs længde og uden at praje ham, fyrede to skud tværs over skibets agterspeil, saa tæt at kahylvinduerne rystede og de nær havde truffen.
|
fiction
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001545
|
saasnart som kaptain mcdonald havde dreiet bi, prajede de ham paa spansk og befalede ham, at bisse baaden ud strax og komme ombord, hvortil kaptain mcdonald svarede at det var umueligt at hidse ud hans storbaad, da det var nat, han var kun svagt bemandet; og pumperne maatte bestandig være i gang, men han tilbød sig at holde sig under fregattens agterdeel indtil næste morgen, da han ville komme ombord, hvis der var nogen muelighed deri.
|
fiction
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001546
|
svaret var, at med mindre han satte sin baad udog kom ombord strax, ville de give ham det glatte lag og synke skibet.
|
fiction
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001547
|
dette foregik mellem syv og otte om aftenen, og kaptain mdonald var nødsaget til at lade sig det gefalde. da han kom ombord paa fregatten, befalede man ham at gaae ned i kabyt, ten, hvor han fandt den høistkommanderende, som strax paa spansk begyndte at overvælde ham med skjeldsord, fordi han ikke havde sat hans baadud og kommen ombord efter hans ordre, og fortalte kaptain mcdonald, at han havde ingen ret til at seile i dette farvand, da det tilhørte, hans herre, kongen af spanien.
|
fiction
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001548
|
kaptain mcdonald, svarede meget rigtigt, at disse farvande, var ligesaa frie for ham som engelsk undersaat, som for spanierne; thi de vare udenfor lodskud, og den ene side, bahamaøerne hørte til kongen af storbritanien, og den anden florida kysten til kongen af spanien.
|
fiction
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001549
|
kaptain mcdonald blev nu befalet at komme op paa skandsen, hvor han blev holdt fangen hele natten mellem to kanoner. omtrent klokken om morgenen blev fregattens baad, bemandet med officerer og mand og sendt ombord paa skibet trelavney, tagende en spansk neger med dem, der talede engelsk, som tolk. ved deres ankomst ombord paa skibet, toge det commanden fra styrmanden, hvem der nu, tilligemed matroserne, betragtede sig selv som godt prise. de spanske officerer og søefolk rumsterede da overalt omkring paa skibet, og søgte overalt hvor de kunne komme til, dog uden at tage meere fra skibet, end til af mandskabet, som de opholdt næsten mere end en time ombord paa fregatten og befalede dem derpaa at gaae ombord igjen med ordre til at vende tilbage med baaden ved det første signal, der blev gjort fra fregatten, som ogsaa blev udført.
|
fiction
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001550
|
førend dette gik for sig, blev captain mcdonald, ført af fregattens høistkommanderende, fra det sted, hvor han var holdt fangen hele natten, og fremad til bakken, under en marinvagt; paa hvilket sted, der laae to store stykker tømmer, hvert omtrent fod langt, og dommer tykt hvor de vare forenede sammen; i disse var dergjort huller for hals og been, med hængsler i den ene ende og en haspe og laas i den anden. den spanske captain befalede derpaa, at manskulle aftage captain mcdonald hans kjole, vest, halstørklæde og hat, og efter at dette var gjort, blev han lagt paa ryggen paa dækket og hans hals stukken ind i dette tømmer i futteral, som ved tykheden af det lavere stykke træe reiste hans hoved omtrent tommer op i veiret nærved fokkemasten og hans fødder mod læe-rielingen af fregatten, som gik med styrbordhalse; og solen, som var overordentlig brændende, skinnede ham ligge i ansigtet.
|
fiction
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001551
|
saasnart som captain mcdonald mærkede den spanske kaptains hensigt, og for han blev saaledes fængslet, blottede han sit bryst, og bad den spanske kaptain, at han ville befale hans marinere at skyde ham, hellere end at behandle en fører paa et engelsk skib, saa uværdigen, og at fængsle ham paa en saa skrækkelig og umenneskelig maade; men det var uden virkning paa hiin. kaptain mcdonald blev holdt fængslet paa denne maade i omtrent tre og enhalv time og udstod den meest martrende pine, da det hull hvorihans hals var stukket, var saa snævert, at han næsten var qvalt og den øverste ende trykkede hans bryst, saa at det var ham meget besværligt at trækkeaanden; han ville ogsaa uundgaaelig have sat livet til under denne marter, havde ikke nogle af de spandske matroser, der saae den smerte han var i, grebet ofte leilighed til at lindre hans pine, naar deres officerer ikke var paa den deel af skibet. denne stilling blev kaptain mcdonald liggende indtil kl. om formiddagen, da man mærkede at han ikke længere kunne udstaae de smerter han led, hvorfor der kom en officeer hid og defalede at løsne hans hals og skuldre, (men hans been forbleve fængslede, hvorpaa strax laasene, bleve aabnede og hans befaling opfyldt. - denne fængselsmaade skjøndt slem nok, var et paradiis sammenlignet med den forrige, og kaptain mcdonald erholdt nu gradeviis igjen hans styrke og hukommelse, der næsten havde forladt ham. j denne stilling blev han liggende indtil omtrent kl. , da fregatten gjorde signal forskibet trelawnes paad til at komme ombord, da dette var skeet blev kaptainen ført ind i kabytter, saa svag at han næsten ikke kunne kryde frem. hersad den høistkommanderende med hans officerer, og spiste til middag; kaptain mcdonald blev igjen gjort de spørgsmaale, hvorhen han var bestemt, og hvad cours han havde i sinde at tage &c. thi man havde hverken spurgt efter eller undersøgt hans papirer, endskjøndt han havde i denne hensigt taget dem med i hans lomme. kaptain mcdonald svarede paa hvad han spurgte, og lagede over den umenneskelige maade man havde behandlet ham paa, og sagde, han havde i sindeat fortsætte reisen til kanalen, hvis man tillodham at afreise. den spandske kaptain befalede ham derpaa at seile sin vei, og sagde, at hvis har igjen fik fat paa ham i nærheden af hans convoyskulle han føre ham til gammel-spanien. kaptain mcdonald svarede: at han i denne henseende kunne handle som han behagede, da han var nu i hans magt, men at han vistnok ikke kun de behandle ham værre, end han allerede havde gjort.
|
fiction
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001552
|
førend kaptain mcdonalds afreise, forlangte han at faae at vide fregattens navn og den navn, som førte den; hvilket den spandske kaptain aldeles afslog; men medens han var fængslet, hørte han af en spandsk neger, der børte til fregatten og som kunne tale engelsk, at fregatten var et kongeligt skib paa kanoner, kaldet roussillon og commanderet af don fransisco vidal, at der vare to register=skiber), imellem, med penge ombord og omtrent koffardieskibe, og at det blot var a dage siden de forlode havannah og gik derfra i selskab med seilere, men hvoraf nogle vare skiltes fra dem. søndag klokken p. m. d. de august , forlod kapt. den spandske convoy paa en brede, af grader og minutter og en længde af grader, og ankom til london uden videre ubehagelige hændelser den paafølgende de septemder, hvor han strax indberettede sagen til admiralitetet, for at faae fyldestgiørelse for den lidte fornærmelse.
|
fiction
|
thi_mcdonald-shipcaptain
|
thi_001553
|
james st. clair. jeg passerede," sagde min ven, en natfor et aar siden, gjennem en af de fornemste gader i london. klokken slog tolv, da min opmærksomhed blev henvendt paa en hoben mennesker, som stod i forsiden af en næt og elegant bygning, den jndre deel af samme synes at være i lutter liv og bevægelse, formedelst de mange lys, som bevægede sig frem og tilbage i den. jeg standsede, og havde ikke staaer længe, da en liigtiste baaren paa mænds skuldre, blev ført ud, og da følget havde sluttet sig til den, bevægede processionen sig frem af i dybeste taushed og med største høitidelighed. denne store forsamling: ) register=skibe, kaldes de skibe, som før have tilladelse til at handle paa sydamerika. af mennesker blev nu synlig, og en mørk og vindig nat blev snart opklaret ved en mængde fatler, som udbredte en klar flamme til alle sider. endelig naaede processionen kirken, og strømmede ind, indtil den fjerneste deel af samme begyndte at fyldes. under ceremonien herskede der en dyb og almindelig tanshed og den største opmærksomhed herskede under det hele, alting, var saa stille at man gjerne kunne indbilde sig at høre mængdens aandebræt, indtil sluttelig dødshymnen sagte og sørgelig tolkede alles følelse; ved enden af samme hørtes en lille raslen, frembragt ved mængden, der rettede sig mere i veiret, og aandede lydeligere, hvorpaa de med sagte skridt forlode kirken. jeg læste paa pladen, som var fæstet paa laaget af kisten, følgende jnscription. james st. clair, aar gammel, en ven af robert dawson, og under dette var tilføiet: "en ven i nøden er en ven i døden. med særdeles opmærksomhed havde jeg ogsaa betragtet, en ung mand og et ungt fruentimmer, som vare klædte som første sorgepar, i dybeste sorg. ved efterspørgsel erfarede jeg, at de vare broder og søster; og robert dawsons børn, hvis ven james st. clair havde været.
|
fiction
|
thi_james-st-clair
|
thi_001554
|
st. clars historie interesserede mig meget, og den efterretning jeg fik, tjente blot til endnu mere at forøge denne jnteresse, og til at efterlade et jndtryk, som jeg haaber hverken tid eller omstændigheder kan udslette.
|
fiction
|
thi_james-st-clair
|
thi_001555
|
en aldrende herre, af et aabenthjertigt udseende, og øiensynlig af en blid og venlig gemytsbeskaffenhed, havde den vane at forandre hans opholdsted fra en deel af london til den anden, uden nogen anden synlig bevæggrund, end caprice, eller lyst til forandring; man holdt ham for en mand, hvis jnkomster vare tilstrækkelige nok til at leve afhængig, uden at behøve at bebyrde sig med alle de sorger og ærgelser, som forretninger fører med sig; og som een; hvis venner og bekjendtere vare faldne fra rundomkring ham, og som nu var allene i verden, uden at nyde det behagelige af et hjem, og uden at staae i forbindelser, der kunne fremkalde hos ham naturens mere blide og ømme folelser. man havde ellers altid lagt mærke til, at hvor han hændelsesviis boede, florerede altid de fattige omkring ham. deres ansigt udtrykkede en indvortes munterhed og viste at de vare befriede fra livets største onder; beqvemmelighed og reenlighed opsloge deres bopæl, i hines engang glædeløse og elændige boliger. man øinede ikke der, saa mange kinder, blegnede ved sorg; men runde og udtryksfulde ansigter, som havde overbunden hiin gradevise hensynken af evner og kræfter, som foraarsages ved ulykkens og modgangs haarde stod og pile. mr. st. clair havde engang leilighed til at forlange en eller anden tjeneste af hr. roberts dawson, en kjøbmand; denne blev opfyldt med største redebonhed. strax efter aflagde mr. st. clair ham et besøg paa hans contoir, takkede ham med megen hjertelighed paa den ham egne maade for hans artighed, og sagde, at han for fremtiden skulle være hans og hans søns ven. mr. dawson blev forundret over, at mr. st. clair kunne gjøre saa meget værd af saaubetydelig en tjeneste, og kunne ikke bare sig forsmile af den varme og det alvor med hvilket han talede det. jkke længe efter denne hændelse, flyttede mr. st. clair ud af naboelauget og mr. dawson hørte ikke mere til ham. nogle aar hen i tiden blev mr. dawson ved nogle haarde tab og en meget lang og smertelig række af ulykker, i bund og grund ruineret. den nød han var bleven styrtet i, og den mørke og skrækkelige udsigt for ham og familie, nedbøiede saaledes hans siel, at han faldt i en dødelig sygdom, der forenet med sorgen over den ulykke, der var mødt ham paa hans gamle dage, lagde ham i graven. ) en søn og en datter vare de eneste, der overlevede ham. sønnen, et ungt menneske af faste og ædle grundsætninger, anvendte alle mulige anstrængelser for igjen at ordne hans faders forfaldne affairer, og uddeelte med den meest upartiske nøiagtighed hele formuen iblandt hans creditorer. broderen og søsteren havde forladt den store og prægtige boepæl, deres fader havde boet i, og beboede nu et huus, som var bedre skikket til deres nærværende indskrænkede jndkomster. en aften da de fade forrigfulde og nedslagne, i deres lille eensomme stue, bleve de forstyrrede ved en banken paa den ydre dør. jeg formoder, det er vel igjen en anden creditor, søster, sagde mr. dawson, paatog sig et mildt ansigt og gik igjen til døren. han komstrax igjen tilbage, fulgt af en gammel herre, af et blidt og velvilligt udseende. de er vel formodentlig, sagde den gamle herre, i det han satte sig ned og henvendte hans opmærksomhed paa broderen, en søn af robert dawson, som fallerede for nogen tid siden. mr. dawson bukkede.
|
fiction
|
thi_james-st-clair
|
thi_001556
|
veed de, vedblev den fremmede, at jeg har søgt efter dem, nu i tre uger, og det først nuhar lykkes mig at finde dem. nei herre, jeg veed sandelig ikke, svarede mr. dawson, en smule forundret over denne besynderlige jndledning. de kan formodentlig, ikke meere erindre mig, sagde den gamle herre, thi de var blot en dreng, da de saae mig sidst. mit navn er st. clair og jeg ønsker at komme i kost hos dem.
|
fiction
|
thi_james-st-clair
|
thi_001557
|
mr. dawson havde børt hans fader tale, om mr. st. clair og erindrede navnet meget vel, men han sagde, det gjorde ham ondt, han kunde ikke, i den forfatning hans affaires for nærværende tid var, forsyne ham dermed. men den gamle herre, vedblev at paastaae det, og efter en - heel deel desputeren, blev det endelig afgjort at han skulle forblive hos dem. om aftenen faldt samtalen paa deres nærværende omstændigheder og mr. damson fortalte, at han havde haab om at entrere i en lille handel, som kunne afhielpe deres øieblikkelige og meest trykkende mangler; han talede ogsaa om en større handelsplan i samme gade, men som det ikke kunne nytte ham at tænke paa. den følgende morgen efter frokosten gik st. clair, og kom ikke igjen førend til middag. efterat dugen var taget bort, overrakte mr. st. clair, dawson papirer, hvorved den større omtalte handels establissement var sikkret mr. dawson. mr. dawson, var nu i en god forfatning og maaske bedre, end han havde været i hans faders tid. han lod ikke en gjeld forblive ubetalt og erhvervede sig en bestandig høiagtelse ved den ædle maade, hvorpaa han havde handlet ved denne leilighed. mr. st. clair levede indtil sin dødsdag med broderen og søsteren; og da han døde efterlodhan dem en formue af omtrent , pund sterling. han havde ogsaa selv befalet, at hiin jnscription skulle skrives paa hans kiste, som jeg førhar omtalt. (ot the literary companion.) pøbelens angreb paa den afdøde kong georg den die, den de october . grev onslow fortæller derom følgende: strax efter kl. kjørte hs. majestæt ledsaget at greven af vestmoreland og mig ud fra st. james, pallads i hans statsvogn for at aabne parlamentet. mængden af folket i parken var uhyre, jeg lagde mærke til at en mørk taushed herskede blandt alle, meget faa jndivider undtagne. jngen eller i det mindste faa toge hatten af; lidet og intet hurraraab, og ofte raabet: "giv os brød, ingen krig, og nogle gange: ningen ) konge, hørtes under en gjentagen piben. jntet væsentligt indtraf imidlertid førend vi naaede den snævreste deel af st. margarets gade, mellem de to pallads-gaarde, just i det øieblik vihavde passeret det kongelige contoir og vare ligeover for stuevinduet af det huus, som støder dertil, da en lille kugle enten af blye eller marmorpasserede gjennem vindueglasset af kareten paa kongens høire haand, og gjennem borede det, efterladende et lille hull saa stort som toppen af min lille finger, og passerede ud af vognen paa den anden side hvor vinduet var nede. vi raabte, alle strax, det er et skud. kongen viste, og jeg eroverbeviist om, heller ikke følte derved nogen bestyrtelse endnu mindre frygt, der er ham alde les fremmed. vi begave os derpaa til the houseof lords (overhuset, ) hvor kongen, da vi stegud af vognen sagde til lord=kantsleren, som stod nede ved enden af trapperne for at modtage konuge, mylord, man har skudt efter os." kongen steeg op af trapperne i statsuniform; og oplæste derpaa fuldkommen frie for al sindsbevægelse sin tale, med største nøiagtighed og endog med mindre betænksomhed end ellers. da hændelsen blev meere bekjendt, blev det, som man kunne formode den fornemste gienstand forsamtalen, hvilken kongen tog deel i med megenmere rolighed end ellers. og siden efter da hans steeg ind i kareten, vare de første ord han sagde: nu vel mine herrer, en foreslaaer dette, og en anden formoder hiint og alle forglemme at der er en over os alle, som bestyrer enhver ting, og paa hvem allene vi forlade os.
|
fiction
|
thi_james-st-clair
|
thi_001558
|
ved vores tilbagekomst til st. james, havde pobelens antal forøget sig i parliamentgaden og whiteball, og da vil kom ind i parken var den endnu større. der siges at ikke mindre end , mennesker vare forsamlede der, alle af den værste og laveste sort pøbel.
|
fiction
|
thi_james-st-clair
|
thi_001559
|
en nye scene aabnede sig, og de fornærmelser, hvormed man nu overvældede hs. majestæt, er noget jeg aldrig kan tænke paa uden skræk, eller nogensinde glemme hvad vi følte, da de begyndte at kaste stene ind i vognen, hvoraf adskillige trafkongen; han bar det med udmærket taalmodighed, men ikke uden tydelige tegn paa hans vrede og fortrydelse over den uværdige behandling, der vistes hans person. vinduerne i kareten vare alle slagne i stykker og i denne forfatning maatte vi passere gjennem hele parken. kongen tog en af stenene ud af opslaget paa hans kjole, hvor den var bleven liggende og gav migden med de ord: "jeg giør dem en foræring heraf, som et tegn paa det venskab man har viist os paa vor tour i dag. da kongen steeg ud af vognen, blev en passage aabnet for ham gjennem mængden, ved en irlandsk herres mod og styrke, som efter al tilsyneladenhed ræddede hans monarks liv. kongen taknemmelig for hans udviste tjeneste, anmodede, den nu afdøde lord melville, da mr. dundas en skotlænder) at give denne herre en eller anden fordeelagtig post. da denne irlandske herre blev spurgt af mr. dundas hvad han kunne gjøre for ham, svarede han medhans fædrelands caracteristiske lune. den bedste, ting herre, de kan udrette for mig, er at gjøre mig til en skotlænder;" en vittig, men uhældig hentydning; thi mr. dundas, fandt sig saa høiligen fornærmet derved, at han lod jrlænderen gaae bort udelønnet. men den taknemmelige konge lod sig ikke forhindre derved. efter at høisamme gjentagne gange havde spurgt mr. dundas hvad han havde gjort for den brave jrlænder, og altid havde faaet det svar, at der endnu ingen ledig post havde viist sig, sagde hans majestæt, sluttelig meget alvorlig til ham. "vel herre, saamaae de gjøre en post for ham. ministeren opfyldte ogsaa virkelig hans majestæts ønske, og et nyt embede blev opfunden for at belønne kongens befrier, hvorved en gage af pund om aaret var forbunden.
|
fiction
|
thi_james-st-clair
|
thi_001560
|
fra canada er allerede en hvedeladning indtruffen til london. til en priis fra til shill. hvoraf a shill. afgaae i fragt og shill. i told, vil fordelen ei blive stor. jmidlertid vil deromtrent blive indført qvarter; men saa kan der ogsaa bortgaae mange aar inden canada igjener istand til at udføre qvarter.
|
non-fiction
| null |
thi_001566
|
mordbrænderen fra byen elze joh. joachim holscher. (uddraget af criminal acterne.) det var i midten af det forrige aarhundrede, da den lille stad elze, i det hildeburgske undergik en skjebne, som det til held for verden er yderst sielden at finde i historiens aarbøger. meget havde dette sted, saalænge man kunne erindre sig, lidt ved ulykkes tilfælde af alle slags, men meest og hyppigst ved jld. en frygtelig ødelæg gende brand, foranlediget af uforsigtighed paa askeonsdag, aaret , og hvis sørgelige minde, endnu i vore dage blev med veemod høitidelig, holdt aarlig, lagde i saa timer den største deel af byens bygninger og med dem, dens beboeres velstand og eiendom, pludselig i gruus og aske. lignende skrækkescener indtraf ogsaa i aarene og , og endnu vare de derved foraarsagede dybe saar, ikke for halve deelen lægte, da igjen om aftenen den de januar uformodent lig en frygtelig jld opkom, og inden dagen, brød frem næste morgen, laae allerede en og fiirsindstyve bygninger forvandlede til rygende ruiner.
|
fiction
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001578
|
den elændige, saamange gange ængstede stad, hvormeget maatte den ikke nu ønske vedvarende sikkerhed og at faae tid til at komme sig igien; men forgjeves; hine jammer og nødscener skulle blot være et endnu skrækkeligere forbud paa en langt frygteligere fremtid, som allerede nærmede sig de ulykkelige.
|
fiction
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001579
|
sex aar vare nemlig endnu ikke forløbne, saa begyndte først egentlig den almindelige angest og bestyrtelses gyselige periode, og i et kort tidsrum fra de october til de februar var ikke mindre end gange, den mørke horizont, rød af den brændende stads lodrende flamme.
|
fiction
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001580
|
skræk og bedøvelse overfaldt de ulykkelige indvaanere, overalt hørtes klager og jammerskrig, overalt saaes mangel og elændighed i dens meest rædsomme skikkelse; jngen var meere sikker paa sit tag, og sin eiendom, maaskee endog ikke en timesikker paa sit liv, ingen rolighed om dagen, ingen rolighed om natten, haab og tiltroe forsvandt, man blev uenig med hinanden indbyrdes og endog den meest kjække tabte modet. sandelig, en frygtelig forfatning! at disse saa hurtig paa hinanden følgende jldebrande ikke samtlige kunne være tilfælde eller skjødesløshed, men at meget meere et eller andet forrykt slet menneske maatte have sin ugudelige haand med i spillet, var tydelig nok. men hvem var gierningsmanden, og hvor opholdt uhyret sig, j naboeskabet, eller maaske endog i staden, selv, gaade paa gaade, thi saavidt man viste levede man dengang med naboerne rundtom i dybeste fred, og mellem sig selv indbyrdes fandt manligesaalidet det ringeste spor af et saa betydeligt fiendskab og uenighed, at det kunne have forledet : selv et afskum til en saa sort forbrydelse. man levede altsaa i lang tid i en qvælende uvished overden egentlige ophavsmand og om den nærmere foranledning til at denne navnløse elændighed, og ulykke. endelig hørtes sig tid efter anden, først sagte og derpaa lydeligen, det rygte, at en ung daglønner deri staden, ved navn hölscher, skulle være ophavsmanden dertil og denne svære mistanke, var grundet paa den dog altid betænkelige omstændighed, at jlden hver gang var opkommeni det huus, hvor samme enten havde staaet i tjeneste eller arbeide. hvad der altsaa blot i begyndelsen var formodning, vandt altid mere og meere sandsynlighed, og blev tilsidst forvandlet til en sørgelig vished. dog dette saakaldte moralske uhyre, er saa egen blandt sit slags, bliver trods sin græsselige forvildelse og ondskab, saa mærkværdig for menneskegrandskeren og frembyder saa megen stotil uforventede phsysologiske mærkværdigheder, og betragtninger, at en kort fortælling om hans tidlige ungdoms aar, vil vel ikke være udenjnteresse; tilmed da de ubrede over den senere tids tildragelser noget mere lys og forklaring, johann joachim hölscher (saaledes var forbryderens fulde navn) var fød bartholmaidag i bisperode, en lille brunsvigst landsbye. hans fader jolst henning höscher, daværende jndvaaner og bonde, døde allerede tidlig fra ham; og hans moder catharina elisabeth, fød nolten, giftede sig snart efter sin første mands død, med en hvis johan becher, som hun ogsaa lod tilskjøbe, den sandsynligviis paa hendes side arvede eiendom. paadenne maade maatte joachim, sønnen af første ægteskab, taalmodig lade sig affinde med en lille summa, og søgte saa godt, som han kunde at hugge sig gjennem verden. om hans videre opdragelse har man formodentlig bekymret sig lidet eller intet. vild og raae voxede han op, lærte hverken at læse eller skrive, og istedenfor opklarede religions begreder, opfyldte det dummeste bigotterie og den eenfoldigste overtroe hans hoved og hjerte. jmidlertid viser der sig i hans yngre aar intet paafaldende spor af hiin ubøielige egensindighed, og hiin blinde umættelige hevngierrighed, hvormed han senere hen saa tøileløs styrtede sig i fordærvelse. tilfældet førte ham til elze, hvor han i sit de aar traade som aviskarl i tjeneste hos en borger der, ved navn jakob sander. efter aars forløb, hvori han efter al tilsyne, ladenhed havde tjent sin herre troe og lydig, tog en enkekone, kaldet basen, ham som staldkarti huset. ogsaa hos denne udholdt han det i tre hele aar, uden at paadrage sig nogen anden bebreidelse, end den meget tilgivelige, at han drog alt for megen omsorg for sine heste og forede dem for godt. jmidlertid foranledigede den tilfældige omstændighed, at hans madmoder, derendnu ikke var nogen aldrende kone og i særdedeleshed var ham bevaagen for hans troeskab og den omhyggelige omsorg han bar for hendes huusvæsen, ham til det daarlige haab, at han velendog ved et giftermaal med hende, kunne gjøre en glimrende lykke. men da dette hjernespindslutteligen blev til intet, blev han paa engang kjed af alt, gik bort og lod sig hverve af de brunsvigske tropper som soldat. dog ogsaa i denne stilling var han ikke tilfredshan vidste dog igjen snart at forskaffe sig sin afskeed, og vendte tilbage til byen elze, hvor han som et nærsomt sted, troede lettest at kunne fortjene livets ophold. for destolettere at erhverve dette, giftede han sig her den de februar . med sophie blume, en datter af stadsvinehorden, og blev inddrømmet bopæl hos sin svigerfader. han førte med hende, saa vidt bekjendter, et temmelig lykkeligt ægteskab, og var hende stedse troe, ligesom heller ingen kan sige omham, at han har udsvævet i denne henseende.
|
fiction
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001581
|
hun skienkede ham to børn, men som allerede tidlig døde, derimod levede hun selv i hele aar efter hendes ulykkelige mand, og ernærede sig hendes trængende alderdom af milde gaver, som godhjertede jndvaanere i staden, af og til til sendte hende.
|
fiction
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001582
|
dette var nu den daglønner, hvorpaa som sagt, den almindelige mistanke faldt, uden at mani begyndelsen kunne forklare sig de bevæggrunde, der havde forledet ham til udøvelsen af hine skrækkelige forbrydelser. kun den omstændighed at han var udelukket fra arvefølgen efter sin fader, synes at have havt en sørgelig jndflydelse paa hans carakteer og lagt grunden til det uforsonlige menneskehad, som viste sig talende nok i hans hele udvortes. hans blik var altid skye og forvirret, hans mine mørk og tilbageskrækkende, hans hele væsen hemmelighedsfuldt og indsluttet i sig selv; han talede lidet, undgik med villie al nøiere omgang med fine ligemænd, i særdeleshed i alle offentlige selskaber, synes ikke at troe nogen i hele verden, og fandtes ofte paa eensomme steder, hvor man sædvanligviis saae ham hensunken i dyb eftertanke.
|
fiction
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001583
|
forunderlig var det ellers hvilke ubetydelige aarsager og elændige smaatting, der havde forledet dette bevngierrige menneske til hans sorteste handlinger, og man ville have funden det utroligt, havde han ikke selv bekjendt og tilstaaet dem i hans sidste forhør. man havde ham ogsaa stærkt mistænkt for, at han havde sat saamange gange jld paa byen, for desto sikkrere at kunne stiæle, men det er beviist, at han aldrig havde tilegnet sig fremmed eiendom, paa en uretmæssig maade; han kunne snarere have gjort det for at lægge sin patriotiske tjenstfærdighed fordagen, thi ingen hialp hver gang ivrigere med at rædde og slukke, end just den ulykkelige mordbrænder selv.
|
fiction
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001584
|
to aar havde han allerede tjent som staldkarl i det sanderske huus, uden at, saa vidt manveed, den ringeste klage var ført over ham, da han en dag kom i hæftig trætte med sin herre over en sønderbrudt vognaxel. herren, der troede han havde brudt den istykker af uforsigtighed, forlangte skadeserstatning af ham, og omendskjøndt det høist sandsynlig ville have forblevet med den blotte trudsel, saa kunne hölscher dog ikke forvinde den erholdte jrettesættelse, og - søndagen derpaa den de october om middagen kl. , da just jndvaanerne ville gaae i kirke, stod hans herres lade, med alt deri værende korn, i fuld brand. med den, brændte endnu dengang to andre fulde lader og to stalde.
|
fiction
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001585
|
stadens magistrat, som ved denne uforventede jldebrand, maaske nærede mistanke om en alt for grov og just derfor strafværdig skjødesløshed, af huuseieren eller huustyendet i gaarden, ansaae det for nødvendig, at drage alle efter hinanden til ansvar. ogsaa hölscher var blandt disse, og fremstillede sig, da raden kom til ham og nægtede kjækt og uden at forandre en mine, at han var skyld i branden; og da de alle, paa øvrighedens særdeles forlangende maatte bekræfte deres udsagn med eed, svor han ogsaa gandske munter og ugeneret, og maaskee faldt den gang jngen, selv den fjerneste tanke ind, at her var begaaet en meeneed, da man ikke saa let kunne tænke det mueligt, at saa ungt et menneske paa nitten aar allerede var moden og i stand til en saa frygtelig handling.
|
fiction
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001586
|
jkke længe efter denne første brand, forlod han hans forhenværende herres huus, og traade som aviskarl i tjeneste hos den fornævnte enkebassen. her synes det at gefalde ham bedre; han var tilfreds med hans herskab og dette med ham. saaledes varede det gode forhold næsten tre fulde aar, under hvilke den truente stad nød nogen rolighed, da til al ulykke hiin sørgelige periode indtraf, hvori han med fuldt alvor havde sat sig den grille i hovedet med et giftermaae med enken, paa engang at blive fra en fattig tjenestekarl til en riig mand og anseet borger i elze. da han nu fandt sig bedragen i denne troe, opvaagnede i hans barm, hans længe slumrende hevngierrighed med fornyet raserie og styrke. han synes han kunne ikke hvile, førend han havde gjort det uskyldige fruentimmer, af hvem han indbildte sig at være saa utaknemmelig bedragen, saa fattigt og ulykkeligt som muligt. dog gik han dennegang med mere forsigtighed tilværk, og satte den de octbr. , ikke jld, som første. gang ved høi lys dag, men om midnat, og det ikke paa enkens gaard selv, men paa naboens huus, hr. kammerraad arend bruus, i den visse formening, at ogsaa enken basens huus i ville afbrænde med. nu gik rigtig nok hiint huus, hvori jlden var anlagt tilligemed deriværende korn-forraad op i jld og rog; men til lykke for staden og til holschers store ærgelse forblev det med denne ene bygning, og enkens eiendomme bleve ganske forskaanede.
|
fiction
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001587
|
dette feilslagne forsøg afholdt imidlertid ikke dette menneske fra, endnu dristigere at vove et andet af samme slags. en jrettesættelse, som han i dette mellemrum havde faaet af sit herskab: at han gav sine heste formeget korn, bidrog vel ogsaa til at paaskynde udførelsen af det andet; og neppe var nogle aar forløbne, saa opstod paa nye den de november samme aar ved middagstider en jld som fortærede fornævnte lade med alt deri indhøstet korn, og hölschers hevngierrighed var dog nu nogenlunde tilfredsstillet. opmuntret herved, kunne den forvovne forbryder, af hvem, selv af nu ubekjendte grunde, den daværende øvrighed ingen notice synes at ville tage, nu saa meget dristigere og ubehindret begaae den ene sorte handling paa den anden. han forlod imidlertid nogle dage efter den sidstnævnte brand, og det en te dage tidligere, end den egentlige tjenestetid var ude, men i alfred, hans hidtilværende tjeneste, og lod sig af kjedsommelighed hværve under de brunsvigske tropper, men vendte snart igjen tilbage, som som han ikke havde kundet undgaae sin skjæbne, først med permision og siden forsynet med afsked, til elze, hvor han, som sagt, arbeidede for dagløn, tog sig en kone og nedsatte sig.
|
fiction
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001588
|
dog neppe var han ankommen dertil, saa gik ulykken for sig paa nye, thi tilfældigviis geraadede han i hæftig strid med en daværende borger ved navn curt klencker, om hans pakhuus, der ikke var meget værdt; han troede han burde forskaffe sig fyldestgjørelse og allerede den te januar om morgenen tidlig stod en anden borger erent lückes kornlade, hvori hiin klencker havde sit korn liggende, tilligemed en nær ved staaende stald, i fuldbrand. ogsaa denne gang slumrede endnu ikke den gode stads skytsgenius, og det forblev lykkeligviis ved de to fornævnte bygninger. men endnu skrækkeligere var det lod, som paa den derpaa følgende, og i eltes historie evig mærkværdige dag den te marts ( tilberedtes dette ulykkelige sted ved dette gudsforgaaede menneskes blinde og umættelige hevngierrighed. han havde, som han selv siden efter tilstod; ved en hvis leilighed laant kæmmererer ludolph sander, der paa stedet, tre ortsthaler stucken mariengroschen) omtrent s. dansk courantog denne sandsynligviis forglemt, at betale dem tilbage til holscher til bestemt tid. grundnok for dette uhyre, som formodentlig maa have holdt denne ubetydelighed for tabt, til igjen at give sin hævngierrighed frit løb. det varede ikke længe saa udbrød i samme sanders vaaningshuus en frygtelig jldebrand, som ved den heftige sydost vind udbredte sig uophørlig og rivende alt videre og videre, gjorde næsten al hielp ummelig, og inden faae timer laae den største og skjønneste deel af staden i aske. to umyndige smaae drenge, stykker hornqvæg, vaaninghuse, lader, stalde, og desforuden stedets prydelse, det stolte fod høie kirketaarn, dets harmoniske klokker, den gamle, ærværdige, næsten tusindaarige kirke, engang bygget af carl den store, bispegaarden, et adeligt gods med samtlige sidebygninger, byens bryggerhuus og den øverste portbygning, bleve alle et rov for den vilde fortærende flamme, som desforuden haardt beskadigede andre vaaningshuse, og berøvede huusfamilier, næsten alt hvad de eiede. sandsynligviis med høiere, renter, har endnu vel ingen ladet sig betale elændige syv og tyve mariengroschen, end den ulykkelige stad elze gjorde det. nu troede ogsaa stadens magistrat at maatte opbyde alt muligt, for dog engang at opdage og overbevise den ugudelige gierningsmand. man gik denne gang med største forsigtighed til værkssvarede ingen møie, forskede hemmelig og offentlig, anstillede forhør paa forhør - men alt forgjeves, ogsaa hölscher blev fremstillet og afdørt, men hiin uhørte dristighed og frimodighed, som han allerede ved de forrige forhører, havde viist i saa høi grad, vidste ogsaa denne frække og forstokkede synder at rædde sig ved denne gang, og da man paa denne tid endnu intet videre vidnesbyrd havde mod ham, saa komhan atter paa frie fod, dog begyndte man, som det lader, fra nu af at have ham skarpere i øiesyn. uagtet al denne forsigtighed, lykkedes det dog forbryderen, som i denne skrækkelige brand, synes nogenlunde at have slukket sin tørst efter hævn, og dog derved ikke havde erholdt sine omtalte tre ortsthalere, endnu samme aar, den ste julii tidlig om morgenen klokken , for anden gang at sætte jld paa den samme huusværts lade, der kort forhen havde yttret sin misfornøielse om kornkastningen, hvilket atter fortærede vaaningshuse, lader, stalde, en koe og en
|
fiction
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001589
|
hest. af ubekjendte grunde blev han ogsaa denne gang frie. jmidlertid synes han ogsaa selv nu at indsee, at han fra nu af maatte opføre sig noget forsigtigere, for ikke ved sin egen skyld, at styrte sig hovedkulds i ulykke og fordærvelse. maaskee var ogsaa tilfældet, at der var ingen anledning for haanden til at tilfredsstille hans usalige. hang dertil, kort, staden blev virkelig maaneder og derover forskaanet for jldebrand.
|
fiction
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001590
|
men længere kunne uhyret ikke bringe det oversit hjerte at gjøre vold paa sin sataniske lyst, at see den ulykkelige stad staae i flammer. det synes ordentlig at pine ham at have maattet undvære, dette græsselige skuespil saalænge, og - var det, at fordi den forrige strid angaaende pakhuset endnu ikke var fuldkommen forglemt, eller at en anden aarsag drev den forvorne dertil, akterne tie derom - men allerede den de februar tidlig om morgenen klokken , stod den samme borger ernst lückens nye lade, (den gamle havde han allerede for to siden aar anstukken) paa nye i lys lue, og med den blev endnu vaaningshuse, tre lader og to staldbygninger, tilligemed en koe, lagt i støv og aske.
|
fiction
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001591
|
og hermed synes ogsaa maalet for hans synder og gruelige gierninger at være fuldt. øvrigheden fik nu øinene fuldkommen op, og man søgte nu kun om en passende leilighed til paa den letteste maade, at bemægtige sig mordbrænderens person.
|
fiction
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001592
|
denne, som vel viste at mistanken mod ham, tiltog dag for dag, og hvem de andre jndvaanere nu frit og uden tilbageholdenhed gave tilkjende ved enhver leilighed, at man holdt ingen anden end ham for dette ryggesløse menneske, beviste sig gandske kold og ligegyldig ved slige yttringer, synes ogsaa i hans folesløse dumdristighed, at agte lidet eller jntet paa den sig altid nærmende fare, og gjorde endnu et mærkværdigt og carakteristik forsøg, for om muligt at bevise hans fuldkomne skyldighed for dagen, i den hele ulykkelige jldebrand. to dage efter den sidste brand, gaaer han nemlig hen til den derværende stadsprædikant diakonus lohmann, og melder sig hos denne hans skriftefader til skrifte og alterens sakramentemedens han er hos samme, bliver samtalen ledet : hen paa de senere ildsvaader. ogsaa hölscher giver i de stærkeste udtrykke hans uvillie og forundring tilkjende derover, og det er utroligt, men bogstaveligt sandt) beder præsten, endog utrykke, lig, at han dog i sin froprædiken i morgen, ville gjøre en andægtig bøntil gud fra prædikestolen om, at den alvidende skaber dog endelig engang ville aabenbare den skrækkelige gjerningsmand. præsten lohmann lover ham dette, og holder ogsaa virkelig den følgende morgen med hjertelig andægtighed denne bøn til gud, hvorved han af og til fatter den tilstædeværende hölscher stærkt i øiet, som imidlertid, ikke forandrede en mine, men saagar paa det andægtigste søger at fremsige bønnen efter ham. da nu, efter gudstjenestens tilendebringelse, uddelingen af den hellige nadvere begynder, og den sidste ogsaa vil træde hen til alteret, bliver det : paa engang mørkt forhans øine, og han begynder i alles nærværelse at rave - et slemt tegn, som han selv i forhøret siden efter, har villet tilskriveden tilfældige omstændighed, at han havde sømunder sine skoesoller. strax den følgende dag efter dette besynderligge tilfælde er indtruffet, lod magistraten, foranlediget af den fornævnte enke bassens klage, at nogle sager vare komne bort fra hendes syeskrin og at stærk mistanke hvilede paa hendes forrige karl joachim hölscher, foranstalte en huusundersøgelse i dennes bopæl, og da man virkelig er saa beldig her at forefinde nogle ubetydelige smaating (betydelige sager havde holscher aldrig bemægtiget sig, hvilke for nævnte enke kjendte at være hendes eiendom, saablev hiin hæftet og sat i vagten ved porten. hermed havde man da endelig forsikkret sig dette forlige menneskes person, men endnu feilede det vigtigste, nemlig vidner og hans egen tilstaaelse. ogsaa denne gang spilte skurken, som aldrig var bleven greden i gjerningen selv, ved de første forhør hans rolle saa fiint, at man ikke kunne overbevise ham, selv om den den ringeste skyld i de paasatte jldebrande. hvad der ikke paa denne maade vilde lykkes den verdslige øvrighed, det vidste slutteligen en geistlig at lokke ud af ham, som maaskee ikke har funden det saa upassende, som mange andre fandt det med en præstes kald og værdighed, at forbinde en jnqvisitor rolle, og som synes at handle efter den nædle grundsætning, at man mod saadanne forbrydere i nødstilfælde vel ogsaa maae tillade sig et lidet bedragerie, og efter acternes udvisende i sagen lod han sig ogsaa oftelede for vidt. holschers skriftefader nemlig, den allerede nævnte diaconus lohmann, besøgte den arresterede ret flittig i hans fængsel, opførste sig venlig mod ham, vandt ved denne blide behandling snart hans fuldkomne tiltroe, og gjorde ham ved det, at han altid hentydede paa en mild straf, endelig liig slangen, saa trohjertig, at han virkelig tid efter anden tilstod hans forbrydelser for ham. neppe havde han lokket den første tilstaaelse fra hans læber, saa lod han uformærket nogle af raadets medlemmer komme ind i fængslet, som først udenfor døren. hørte den fængsledes aabenhjertige samtale med hans skriftefader, derpaa pludselig traade ind i stuen, raabte vidner til, og førte alting paa stedet til protokols. efter dette forfald, nægtede hölscher intet mere, men bekjendte nu ogsaa i de offentlige forhører alting frit og utvungen for hans øvrighed. da man nu foreholdt ham alle hans skrækkelige forbrydelser efter hinanden, og forestilte ham ret levende, hvorledes han, som neppe var fire og tyve aar gammel, allerede var bleven en saaafskyelig forbryder, hvorledes han havde stiaalet flere sager, foret en meeneed, sex gange sat forsættelig jld paa byen, hvorved to umyndige børn havde sat livet til, stkr. hornqvæg og en hest var fortæret af flammerne, og i alt bygninger tilligemed meget huusgeraad og saa betydelige kornforraad vare blevne forvandlede til støv og aske; at han derved havde styrtet saamange brave mennesker i uforskyldt mangel og elændighed, og nedsunken den beklagelseværdige stad i en saa dyb gjeld, at et heelt aarhundrede ikke var tilstrækkeligt til at afbetale den - saa græd han bittre taarer og synes smertelig at angre det, og spurgte man ham hvorfor han da havde gjort alt dette, gav han til svar, at han ikke vidste det selv - det havde forekommet ham, som om han skulle gjøre det, og som om en ond aand havde trukken ham ved haarene - men nu gjorddet ham alt ondt af hjertet; gud og verden, maatte tilgive ham det, han vidste vel at han derfor maatte døe, og det vilde han gjerne." at dette sidste imidlertid ikke har været hans sande alvor, sees deraf at han snart derpaa, i sit fængsel søgte at nedsluge et forrustet knivsblad. mendette mislykkedes ham; thi bladet blev siddende tværs i strubben paa ham, og blev igjen lykkelig udtrukken af en saarlægge, uden at han derved fik det mindste saar af betydenhed.
|
fiction
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001593
|
jmidlertid tog raadet heraf anledning til at lade ham nøiere bevogte; ogsaa bidrog dette megen til sagens hurtige undersøgelse, som blev overdragen til det juridiske fakultet ved universe tetet rinten. dette tilkjendte ham den straf at blive levende brændt. jkke langt fra staden, og tæt ved den hanoverske landevei, paa en høi, kaldet papendal, blev oprettet et baal, og den de mai fastsat til hans henrettelse. med fuldkommen hengivenhed i guds villie, men dog med en strøm af hede taarer, hørte holscher, . denne hans dødsdom, viiste den alvorligste angerog synes at være dybt rørt, da han samme dag med behørig høitidelighed blev ført op i kriminal-retten og staven brudt over ham. efterat disse ceremonier var tilendebragte og dommenham forelæst, overgav man deliqventen til skarpretteren af bavenstedt, for at fuldbyrde dommenpaa ham, herpaa blev han under ledsagelse af begge stadens præster og en utallig mængde tilskuere, ført ud af staden til henrettelsestedet, hvor bødelknægtene uden ophold bandt ham til pælen og antændte baalet.
|
fiction
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001594
|
ogsaa her drev hiin oftenævnte skriftefader, den arme synders omvendelse saa uhyre ivrig, at han saagar besteeg baalet med ham, og overhans ivrige samtale med deliqventen, ikke lagde mærke til, hvorledes brændet under ham allerede havde fattet jld, og kun med møie blev han ræddet fra flammerne; man siger endog de allerede havde angreben fligen af hans præstekjole. thi træstadelen nod hurtig ifuld brandog det varede ikke længe, saa havde røg og flamme allerede døvet den elændiges sidste skrig og gjort ende paa hans liv. en lille modsbegroet gravsteen, paa hvilken forbryderens navn, gjerninger og henrettelsesdag ere indgravne, viser endnu den forbigaaende vandrer det sørgelige sted, hvor engang den ulykkeliges aske blev en leeg for vinden.
|
fiction
|
thi_mordbraenderen-byen-elze
|
thi_001595
|
udenlandsk. hs. excell. overhofmarschall v. hauch har, ved den kgl. families debarkering efter en lystseilads i canalen i frederiksbergs hauge, havt det uheld at falde og forslaae sig slemt; dog er dermed ingen videre fare forbunden. søndagen den de dennes, om aftenen, indtraf hs. excell. stats- og finants-minister, geheime-conferenceraad v. mosting til altona.
|
non-fiction
| null |
thi_001596
|
j medfør af ovenstaaende anbefaler jeg mig herved paa det ærbødigste til de belædle og velagtede beboere af hannherrederne, som maatte ville forunde mig deres søgning. ligeledes bekiendtgjøres, at foruden medicinal-vare, er anlægget ogsaa forsynet med alle sorter urtekrammaler- og farvevare, som ogsaa god rød og gammel viin, rom, punschextract ac. billige priser, samt hurtig og reel behandling forsikkres enhver, som maatte reflectere paa ovenstaaende. thisted, den de august . dahlerup.
|
non-fiction
| null |
thi_001604
|
kirken st. barbara. (sluttet.) axelen, hvorom denne mig uforglemmelige nats hændelser dreie sig, var en gammel, meget fattig kone. for kort tid siden jaget ud af hendes vært fordi hun ikke i lang tid havde betalt hendes leie, havde hun, da ingen vilde modtage hende, fattet den beslutning, indtil hun igjen kunne faaes et opholdsted, at opslaae hendes natlige qvarteer i kirken st. barbara. flere reparationer i kirken indvendig, vare skyld i, at den daglig blev aabnet for muurmesterne og stukkaturarbeiderne. uformærket snegsig den gamle altid mod aften ind, forstat sig i et af kapellerne, lod sig indelukke, tændte lys, forsyn nede lampen med noget sammenbetlet olie og lagde sig derpaa paa hendes bublaschte, saa kaldte hun den sopha, som hun ved alteret havde stadlet sammen af skamler og bretter, og som hun hver morgen for kirken blev aabnet, igjen drog bort. denne nat, maa hun af vores fremog tilbagegaaen og ved op¬tillukningen af døre ne, saa forsigtig vi ogsaa havde baaret os af dermed, dog være bleven forstyrret. hun var i nat engang staaet op for at see efter hendes lampe. havde renset den og igjen trukket noget frem af vægen, derfor brændte lyset klarere, da hun var ved alteret. lampen antændte hun overhoved hver aften, da det, som hun udtrykkede sig, i den vide de kirke, uden lys, blev hende for rædsomt. hendes trin havde jeg ikke kunne høre, thi hun var gaaet paa bare strømperne. hendes tiggerpoose havde hun bunden om halsen, for ikke at forkjøle sit bryst, dette var den sal. afdøde grevinde hedevigs palatine. klokkerens fortælling om de tre nætter, under hvilke det hver gang efter en ung grevindes død af mathildes huus, skulle have brændt i kirken, var blot et sagn blandt folk. jeg havde allerede før hørt tale derom; men man havde endnu intet beviis havt paa eventyret. blot overtroen, vedligeholdt erindringen om denne fabel. overalt fandt man at det var gaaet naturligt til. for aar siden var endnu ikke den underjordiske gang sammenfalden. den førte som jeg nu erfoer, virkelig til det grevelige slot. det er let muligt, at familien af denne hemmelige vei, nogle nætter igjennem, sendte fortrolige til den afdødes grav, for at sikkre sig for skindd. af lysene gik ud for og ved dødestenen, var en følge af de i kirkedørene indskaarne og med dobbelte jernkors forsynede huller; disse døre stødte her lige paa hinanden, og der maatte altsaa just paa denne plet være en bestandig stærk trækvind. det, der bevægede sig under mine fødder paa hedevigs gravmæle, maa enten have været den ophidsede jndbildningkrafts værken rotte maa have gjort hendes natterundannedenunder, eller ogsaa en smule kit, maa, da jeg havde staaet paa kobberpladen, være brækket løst i randfugerne og være faldet af. den grevelige familie, som af den, mine venner meddeelte mundtlige fortælling om hvad der var hænder mig, tilfældigviis var bleven underrettet derom, lograven aabne, men fandt ikke det mindste, som kunne lede til en eller anden formodning. tindækselen paa mathildes grav var førsti gaaraftes bleven indleveret og lagt ved aabningen, for om morgenen tidlig at blive indkittet. sakrastiet havde klokkeren i gaar glemt at tillukke. paa bordet laae et rigt broderet gevandt, som præsten i kirken st. barbara, ved uddeelingen af alterens sakramente pleiede at bruge. fliserne havde givet noget efter, følgelig var, naar ikke engang en communicant, i det han ville gaae bag om alteret, skulde falde igjennem, en aldeles omlegning af en nyere fastere grund, og af fliserne nødvendig. men da der denne søndag ikke havde været nogen communion i st. barbarakirken, havde intet menneske lagt mærke til det begyndte arbeide bag alteret. da klokken slaaer tolv, kommer vægteren i i nærheden af kirken, mathias raaber ham an, og fortæller hvad her foregik. nattevægteren ikke omstændelig underrettet om min nærværelse, træder ind i kirken, og danner nu, efter at mathias istædenfor subsidier havde lovet ham en snaps, med hans sorte pund spitz, hielpekorpset. jeg begynder neppe at skrige, saa brøler hovedkorpset, reserven og auxiliartropperne endnu tusende gange værre, end jeg. nattevægteren, veed ikke, at jeg hører til contingentet; han holder mig for en kirkerøver; deraf kommer hans greb i mig, hans banden og det stød som styrtede mig til jorden, hvor spiz knurrende stillede. sig over mig. det hørte lang tid til, før vi kunne gjøre og tilbørlig forstaaelige for hinanden. nu loe vialle fem. den stakkels kone sov denne nat paa klokkerens gulv.
|
fiction
|
thi_kirke-st-barbara
|
thi_001635
|
den følgende morgen var historien bekjendtpaa det hele sted. fattigkommissionen skaffede den tagløse en plads i hospitalet. der lever hun endnu den dag i dag.
|
fiction
|
thi_kirke-st-barbara
|
thi_001636
|
spilleraferie. (et brudstykke af directeur barrus's liv.) publikums samtale havde i nogen tid angaaet en endnu ung dame, der eftersom hun var heldig eller ubeldig, spilte i dag meget høit, i morgen meget lavt. man havde lagt mærke, til hende ved adskillige fortvivlede optrin, som omendskjøndt ikke udvortes synlige, men kun stumme og undertrykte, dog ikke havde undgaaet de speidende øine, der omringede hende: min nysgierrighed blev derved opvakt. ledsaget af en eneste tjener, gik jeg derhen og blandede mig i vimmelen, som sædvanligviis omgavhende. man tænke sig et fruentimmer over tredive aar gammel, men hvis ansigt fordreiedes af sieleængstelser, der frembragte et slags beklemmelse paa tilskuerens hjerte. hendes store funklende øie bar præget af en qvælende sorg. alt hos hende viste den hæftigste sindsbevægelse. nu bed hun sig i læberne, nu knyttede hun haanden voldsomt sammen og trykkede neglerne ind i den flade haand. hendes suk, hendes bevægelsee, den ringeste handling, alt var hos hende krampagtigt, og hvad der var besynderligst, endog gevinsten kunne ikke berolige hende; thi ved at tade tredive sols var hun omfindtligere end ved at tabe tredive louisdorer. hvis noget var i stand, til at heldrede for spillesyge, saa ville man ved synet af denne ulykkelige flye spillehuse, som røverhuler. en aften satte hun hver gang i spillet en kassebillet paa femhundrede franks, som hun trak ) ganske forkrollet frem af barmen, hvor hun synes at gjemme mange af dette slags. naar hun vandt, saa tog hun dem fra det grønne toppe uden at see paa dem, og puttede dem saaledes i barmen. en tidlang var lykken hende gunstig; men denne ustadige gudinde vendte hende snart ryggen, og hun tabte syv gange efter hinanden. alle tilskuere, som kjendte hendes hæftighed, vare forundrede over at see hende saa taalmodig ved et saa betydeligt tab. endelig kaster hun hendes sidste billet paa bordet. hun vinder. da hun vil tage hendes sats hjem, lagde en mærke til at hendes sammenkrøllede seddel endnu indeholder en anden af samme værdie. man undersøger sagen og finder det at være rigtigt. da men forlanger nu at man skal betale hende tusende franks, isteden for de som hundrede, som hun havde villet fat ind; thi sagde hun, havde jeg tabt, saa ville man ikke have givet mig noget tilbage, da man havde troet, at jeg ville sætte tusende franks. den, der holdt banken nægtede, betalingen, men da tilskuerne bleve tilspurgte desangaaende, maatte han finde sig deri.
|
fiction
|
thi_spilleraferie
|
thi_001637
|
medens dette blev afgjort, lagde nogle personer, mærke til, at sedlerne var beplettede med blod, i men som uden videre følger, foraarsagede blot, nogen murren.
|
fiction
|
thi_spilleraferie
|
thi_001638
|
lykken blev nu damen saa ugunstig, at hun endelig kastede den sidste seddel paa bordet og tabte den. hun var for svag til at bære dette uhæld; en dødelig bleghed overtraf hendes ansigt, og hun sank sandsesløs om. man har hende ud i forværelset. nogle tilstædeværende damer ilede hende til hjelp. en af dem reev snørebaandet over, for at skaffe hendes bryst mere luft. men hvilken skrækhvilken gyseligt, forfærdeligt syn! hendes bryst, var ganske forrevet og dryppede af blod . . . . medens tilskuerne saae med forundring paa hendes rolige spil, trykkede den ulykkelige neglene ind i barmen paa sig og sønderrev den, saa ofte - hun tog en seddel frem. jeg nærmede mig for at see saarene, de vare dybe og gyselige; sere personer ilede bort af skræk. j denne sørgelige stilling, behøvede den ulykkelige andre hjelpemidler, end man kunne byde hende i dette huus, da ingen kjendte hende, saa maatte man søge at erfare hvem hun var. hældigviis fandt man papirer hos hende, som tilkjendegav hendes navn og bopæl. hun var en datter af præsidenten for bretagner parlamentet og en enke af raadsadvokaten herr dær. uagtet de feil hun maatte have begaaet, kunde jeg dog ikke afholde mig fra at have medlidenhed med hende. i hendes ulykkelige tilstand, troede jeg ikke at kunne bevise hende nogen vigtig gere tjeneste, end at føre hende til hendes bopæl. jeg lod ved nogle bekjendtere hente en vogn og bære den syge ind deri. for begierlig efter at lære hende nøiere at kjende, kunne jeg ikke forlade hende i denne forfatning. jeg steeg ind i vognen, hvor min tjener sad og styttede hende, da hun endnu var ganske ude af sig selv. j to minutter vare vi ved hendes bopæl. de, det boede i første stolværk viste os op i anden etage. jeg bankede gjentagne gange paa, men forgjeves; man svarede mig ikke, og jeg var i begreb med at lade hente en smed, da jeg, erindrede mig at hun havde nøgler i hendes lomme. vi fandt ogsaa virkelig røglen til døren. man tænker sig min forundring, da jeg i tre paa hinanden følgende værelser, ikke fandt andet end et slet bord, træstole og nogle leerkar. j det bagerste værelse var en alkove, blot forsynet med et daarligt gardin, jeg drog det halv tilside for at see hvad der var for noget. forgiæves vil jeg forsøge at beskrive var jeg følte, da jeg fik øie paa een, af firebretter sammensatte kiste, paa bunden fyldt med straae og derover et sønderrevet toppe. dette var madame des, en datter af parlament=presidenten og en enke af en raadavokats leie, saa utrolig dette synes, saa har dog mangen kjendt denne dame og den grændseløse elændighed hvori spillesygen har styrtet hende. jmod min villie, bevægede mig noget andet, end blot ædelmod til at staae denne ulykkelige di. en tapetmager boede lige over for. løb derover, sagde jeg til min betjent, der har du penge, kjøb en madrasse og alt hvad der hører til en seng; i ti minutter maae det være færdigt, thi jeg vil ikke nogen kommer herind. jeg frygtede nemlig for at beskjemme dem, som jeg ville understytte. hun laae nu paa straaet, hvorpaa jeg havde været nødsaget til at lade hende nedlægge. jeg mærkede hun var igjen kommen til sig selv; men hun var endnu saa forvirret, at hun ikke ville desvare noget af mine spørgmaale, hvor blid og hjertelig jeg end fremkom med dem. min tjener som strax igjen tilbage, ledsaget af en dreng, som bar det forlangte. strax blev der opsat en seng i forværelset, vi bare fruedat derhen, hun skiulede sit ansigt med begge hænder. min kusk, som imidlertid paa anmodning af mig havde hentet en læge og sin kone, kom just nu tilbage med dem begge. jeg begarmig for velanstændigheds skyld ind i det bagerste værelse, medens den første bandage blev lagt paa den saarede. neppe havde jeg været der nogle minutter, saa hørte jeg en undertrykt hulken. jeg forskede efter og fandt en dør, jeg aabnede den, og hvad saae jegge paa et elændigt straaleie laae et fruentimmer, som ved synet af mig, skjulte hovedet med det daarlige teppe. "min herre, raabte hun mig imøde, siig mig af barmhjertighed hvad er det hændet min moder, hvorledes: de frue des datter, og iler hende ikke til hjelp "almægtige gud, er hun i fare, nei, men hun behøver meget deres hjelp, her begyndte hun igjen at bulke." kan deikke staae op fordi de er upasselig, spurgte jeg. hun svarede ikke. da jeg ikke kunne forklare mig aarsagen til hendes stiltienhed, saa gik jeg tilmin kudsk kone, og sagde til hende: begive edder, ind i hiint gemak, der vil i finde et fruentimmer. sporg hvorfor hun ikke vil staae op. maaske vilhun have meere fortroelighed til eder end til mig, og forklare jer aarsagen. efter nogle minutter kom magdalen tilbage, tog mig tilside, og sagde, at frøkenen allerede i to dage ingen klæder havde havt. høist forundret overlod jeg imidlertid til fremtiden at opforklare denne besynderlige omstændighed." stig. ind i vognen, magdalene, sagde jeg, tanogle af dine bedste klæder, og vær med lynets hastighed her tilbage. madam de, lod sig nu meget rolig forbindeog pleie, men lægen kunde ikke bringe hende til at svare, fortvivlelsen, forbunden med den forvirring, at maatte føle sig udsat for en fremmedsmedlidenhed, tvang hende til taushed. jeg forsøgte at aflokke hende nogle ord, da magdalene kom tilbage med to anstændige fruentimmer dragter. da hun før havde staaet i tjeneste hos en stor dame, saa kunne mademoiselle dan for øieblikket betjene sig af hendes klæder. jeg lod hende bede, ikke at lade sig see, førend jeg havde talt med hende et øieblik. derpaa lod hun mig strax kalde. hendes skjønne vext, hendes blændende hvide hund, men fornemmelig den engleblidhed, som laae udbredt over alle hendes ansigtstræk, der endnu blev mere forhøiet ved et anstrog af tungsindig hed, overraskede mig. "mademoiselle, sagde jeg til hende, endskjøndt jeg ikke har den ære at kjende dem, saa beder jeg den dog, at de vil søge at fatte dem. skjenk de kun mig deres tiltroe, jeg vil blot benytte mig af samme, for at lindre lidelser, som de vist ikke har forskyldt. jeg skjænker dem svaret; deres taarer tale alt for tydeligt. kom da til deres moder, som et tilfælde, der forhaabentlig ingen videre følger. vil have, har lagt paa sygesengen. trøst hende, og sig hende, at hun har hendes ulykke at takkefor en sand ven." jeg førte den elskværdige klothilde til hendes moder. hvis jeg havde regnet paa erkjendtlighed forden gode handling, jeg havde udøver, saa ville jeg have funden samme i det blik, som den unge klothilde kastede paa mig; thi aldrig er erkjendtlighed bleven saa sand og kraftig udtrykt. madam d. ville hverken ser paa hendes datter eller modtage hendes kjertegn. jeg troede at min nærværelse forstyrrede den moderlige kjerlighed, og ville bortfjerne mig. "nei, minherre, sagde damen med mere fasthed, end jeg havde tiltroet hende, "de ville dog ikke forlade os, uden at sige mig, hvem jeg er saameget forbunden; min erkjendtlighed kan aldrig svare til storheden af deres velgierninger; og hvor store er den ikke, naar jeg tænker paa den tilstand, hvori jeg har sat min datter, o min datter, min kjere datter, hvad har jeg sagt? tør jeg endnu give dig dette søde navn, jeg, din plageaand, din ravnemoder, aarsagen til alle dine gjenvordigheder. ømt tillukkede klothilde moderens mund, og sagde huld som en engel: "bedste veninde, sørg kun for at du faaer igjen din fuldkomne sundhed og din datter vil ikke have en eneste bebreidelse at gjøre dig.
|
fiction
|
thi_spilleraferie
|
thi_001639
|
jeg troede ikke paa den ophøiede post, jeg stod, endnu at kunne ofte naturens blide følelser, ømme taarer. men ved synet at dette udbrud af barnlig kjerlighed, følte jeg at mit hjerte endnu ikke var omgjerdet af guld og værdigheder; mine taarer fløde, taarer, meere søde end mange glæder, jeg for havde kjøbt for en hoben guld. gjerne vil og sige dem, madame, hvem jeg er, naar de tillader mig strax at torde forbedre deres lykkesomstændigheder. berøvede mig ikke af en falsk undseelse denne fornøielse. naar de vil tage deres datters stilling og hendes jnte resse med paa raad, saa vil de tillade mig at handle som en god broder. jeg modtager saameget villigere deres tilbud, svarede damen, da jeg ikke har at frygte nogen ydmygelse, og er fra min families side i stand til engang at kunne giengielde dem alt." i dette tilfælde skal endnu i morgen, deres tilstand blive forbedret. da jeg nævnte mit navn, fandt fruentimmerne sig meget smigrede ved, at have en saa udmærket mand til velynder; uden mistanke og frygt troede klothilde jeg var en engel fra himmelen; sendt for at hielpe dem af deres skrækkelige elændighed, og dens endnu skrækkeligere følger. det uskyldige barn, skrev den deel jeg tog i hendes stilling, blot paa menneskelighedens regning. havde hun kunnet læse i mit hjerte, ville hun strax have seet, at den ædelmodige mandhandlede kun derfor saa ædelt, fordi han elskede hende af gandske hjerte. hendes moders ulykke havde bevæget mig til at blande mig i sagen, denne følelse havde blot været forbigaaende og have de endt sig med, at jeg havde ydet hende nogen hjelp, naar ikke klothilde havde ganske forandret mine jdeers gang, og kjerlighed forvandlet mig til det ædelmodigste menneske.
|
fiction
|
thi_spilleraferie
|
thi_001640
|
den følgende dag havde tapetmager, kræmmer og moderhandlerinde nok op at bestille. vexselhuset peregaux fik ordre til maanedlig at udbetale frue d. femhundrede franks. for ikke at fornærme moderen, og i særdeleshed for ikke at løfte sløret fra datterens øine, modtog barras et beviis derfor. det var ham fornemmelig magtpaaliggende, at en riig onkel; hvis eneste arving datteren var, intet erfarede af hændelserne, som denne iøvrigt skjulte af skaansel for hendes moder. jkke destomindre mærtede den sidste snart, hvad barras førte i sit skjold; men spillesygen, som hun gandske blevbehersket af, hindrede hende fra at unddrage vellystning en der skyldige offer for hans vilde lyster. .
|
fiction
|
thi_spilleraferie
|
thi_001641
|
utaalmodig kastede denne, egentlig mere beklagelsesværdige ind lastefulde lidenskabelige spillerindsig paa hendes sygeleie, inden hun igjen kunne tiletil det grønne bord. saarene vare neppe tilskrækkelig lægte, saa gik hun igjen ud, endskjøndt hun under en bitter taarstrøm havde angret hendes lidenskabelige haug til spil og hellig havde lovet bedring. men kan en spiller holde ord: hun tilbragte hele nætter ved spillebordet. hendes blod blev derved saaledes ophidset, at hendes nedpe lægte saar, igjen aabnede sig og kastede hende paa sottesengen, hvor koldbrand fortærede hendes legeme. tolvte dagen døde hun, under hendes sygdom svarede barras hverken omkostninger eller omhyggelighed, derved haabede han saameget sikkrere at komme i besiddelse af den skjønne datter. efter moderens død, sag, de klothilde hulkende til directeuren, i det hun lænnede sig paa hans arm. "jeg har tabt alt, uden dem; de allene er her vidne til min bittre smerte. vær de min fader, min ledestjerne, min beskytter, nu anvendte barræs alle forførelseskunster for at røve denne skjønne pige hendes uskyld. dog længe forgjeves. allerede troede han at have opnaaet sit maal, da en tilfældig, men mærkværdig hændelse ræddede den gode pige. klothilde, der laae næsten under for hendes sindsbedøvelse, og uden egentlig at ane følgerne: yttrede det beskedne ønske at faae en anden bopælbarras glad, lovede hende derfor strax, at næste nat skulle hun kunne sove i en anden bopæl. tidlig om morgenen klokken var man allerede beskjeftiget med jndpakningen. og for være frifor den larm, som fulgte med samme, besluttede klothilde at tilbringe dagen hos en fortroliveninde, som hun ikke havde seet i uger, emilie dusaux, en meget smuk ung pige, var kommen med klothilde til paris. da denne sidste mælde te sig hos sin veninde, sagde en tjener grædende til hende: "de kommer maaskee allerede for sildig forat modtage mit unge herskabs sidste suk. klothilde uden at ville høre mere, ilede ind i hendes venindes værelse, som neppe kunne holdes i sengen af tre fruentimmer og raabte bestandig fortvivlet, den troløse, jeg har opofret han alt. dyd, ære, venskab og mine beslægtedes kjerlighed, deres, publikums, og min egen agtelse, med et - ord, alt . saaledes vedblev hun en tidlang ; endelig skreg hun med den sidste krampagtige anstrængelse; hævn, fortvivlelse, laan mig kræfter, at jeg kan qvæle uhyret og hans bolerske og derpaa sønderrive mig selv med egne hænder!" en krampagtig trækning fordreiede den ulykkeliges lemmerog hun udaandede hendes siel under de skrækkeligste convulsioner.
|
fiction
|
thi_spilleraferie
|
thi_001642
|
dette forfærdelige syn virkede sønderknusende, men afgiørende paa klothilde.
|
fiction
|
thi_spilleraferie
|
thi_001643
|
glødende af kjerlighed ventede vellystningen utaalmodig i den nye bopæl paa sit bytte. da erholdt han følgende skrivelse.
|
fiction
|
thi_spilleraferie
|
thi_001644
|
himmelen vaagede over mit hæld, da den førte mig i min beklagelsesværdige venindes bopæl. hendes skrækkelige død, blev en befaling for mig at drage mig tilbage fra den afgrund, som truede at opsluge mig. jeg vil ikke forvexle dem med den forræder, som dræbte den ulykkelige med sin utroskab. men hvad de ikke i dag er, kan de, naar forsynet tillader det, i morgen blive, for at straffe mig for at jeg overtræder dets bud. tusende gange tak for de velgierninger som de har bevist mig og min moder. naar de modtager disse linier, er jeg allerede paa veien til at ile i minfamilies skjød. hvis det, som jeg efterlader, ikke strækker til at dække deres udlæg, saa behag at henvende dem til min onkel, der, som jeg er overbevist, om, vil lade sig det være angelegent at betale min gjeld. klothilde. maskerade keiseren.
|
fiction
|
thi_spilleraferie
|
thi_001645
|
det steinerske skuespillerselskab giver i denne tid forestillinger paa det dramatiske selskabs theater, i slagelse. det franckske selskab har opløst sig en uden for odense byes nørreport boende tømmersvend har forleden dag saaret sin egen kone med en kniv, og er arresteret.
|
non-fiction
| null |
thi_001655
|
j søndags aftes henimod kl. skrækkedes man i odense ved canalen ved en frygtelig jldløs, som dog snart erfaredes ei at være andet, end at den var gaaet jld i taget over kalkbrænderiet.
|
non-fiction
| null |
thi_001656
|
man har fundet, at den saa hyppigt forekommende sorte poppel populus nigra ) meget godt kan erstatte mahognietræet til smukt snedkerarbeide; da den ved slibning, beitsning og polering faaer er ualmindelig smukt udseende, og beholder sin glandsendnu længere end mahognietræer. og efter en reisendes udsagn skal man i ulfborsogn, ringkjøbing amt, have funden en død mandsperson paa den ensomme hede. efter al sandsynlighed var den ulykkelige myrdet; thi man fandt store spor af vold i hans ansigt. det synes som han havde været en af de omreisende kræmmere, skjøndt man ingen vare forefandt; men hvilke sandsynlig af morderen ere borttagne.
|
non-fiction
| null |
thi_001657
|
j aarhuus circulerer for nærværende tid en jndbydelse til at tage actier i den projecterede damp. skibsfart imellem jylland og kjøbenhavn. den sum, der skal udredes hertil, anslaaer man til rbdlr.
|
non-fiction
| null |
thi_001658
|
kjøbenhavns børs, den de august. cours. hamb. m., a vista . spec. . specier solgtes til m. / s. bankdisconto pc. pc. kongl. obligat. (uden renter. / a rbd. sedl. dito dito a / i banco. nationalbank-obligationer i af laanet d. de febr. ) a rbd. r. s. dito dito . i sedler.
|
non-fiction
| null |
thi_001659
|
avertissements. underskrevne, som nyelig her paa stædet har bosat sig, anbefaler sig herved det ærede publikum til indbindning og indhæftning at boger i alle formater. ligesom jeg ogsaa anbefaler mig til tapetsering af værelser og til forfærdigelse af alle sorter grovt og fiint paparbeide. ligeledes haves hos mig til forhandling de fleste sorter skrivpapirer, comaarede papirer, og betrækpapiir til vinduesskjermer, samt border til gardiner c., saavelsom ogsaa lærehoger, palmebøger, catekismusser, a. b. c. böger og almanakker, ligesom ogsaa protokoller, regnskabsbøger, skriveröger og lommebger i alle formater faaes hæftede og indbund. ne for billigste priser, og loves enhver hos mig godt og nitid arbeide og reel behandling. thisted, den de august . mühlendorff, boghandler og bogbinder. boende i storegade hos hr. a. gronlund. kirsebærviin faaes paa apotheket.
|
non-fiction
| null |
thi_001660
|
hr. von st. germain og hans reisekammeraters skjæbne.
|
fiction
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001661
|
allerede længe havde den blodige krig i amerika udbredt skræk og ødelæggelse; og selv i ostinden udbrød ogsaa den fordærvelige krigsflamme imellem de engelske og franske colonier; da de franske som amerikanernes bundsforvante understyttede disse med krigsfornødenheder og levnedsmidler. krigslykken erklærede sig for engelænderne. de franske bleve fordrevne fra flere egne, ogsaa begge deres vigtige faktorier, data og cossimbazar i bengalen faldt i engelændernes hænder. herr von st. germain, der havde overopsigten over begge disse faktorier, blev med sin broder gjort til krigsfange. men begge erholdt paa deres æresord, tilladelse til at vende tilbage til deres fædreland. de indskibede sig med resten af deres formueder maaske kunne beløbe sig til en , livres. for at gaae til det gode haabs forbjerg, og derfra igjen at fortsætte deres reise videre til frankerig." de havde der længe ventet forgiæves paa en leilighed, hvorved de af den sædvanlige vei kunne vende tilbage til deres fædreland. endelig besluttede de, at følge med et dansk skib, som just skulle afgaae til det røde hav, indtil den smalle landtunge ved suet i ægypten, og derfra at begive sig over cairo og alexandrien til frankerig.
|
fiction
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001662
|
efter en farlig seilads kom de den de mai i selskab med flere af deres landsmænd og adskillige engelændere til sues. den danske skibscapitain skrev strax til det franske handels compagnie i cairo, og bad om en anseelig karavane, for at bringe skibets ladning videre, der blev anslaaet til nogle millioners værdie. en dengang laae just den bekjendte jbraham bey, som først skulle give sin tilladelse til saadanne caravaner, til felds mod en anden bey, der havde gjort oprør, man maatte derfor først ansøge jbrahim bey om denne caravane. denne fandt sig øjeblikkelig tilbøielig til at indvilge det forlangte, tilbød sine egne folk og kameler og forsikkrede alle paa det høitideligste om en kraftig og eftertrykkelig beskyttelse. hvem havde abnet, troløshed og list, under disse løfter, og dog udkastede denne skjendige bey, i det øieblik han gavtilladelsen, en afskyelig plan. karavanens rigdomme og hans nedrige havesyge, bragte ham til den beslutning, at bemægtige sig de reisendes skatte. til den ende traf han hemmelig aftale, med araberne von tort, som allerede forlang tid siden havde gjort sit navn frygteligt ved mord og røverier. den lovede caravane ankom til den bestemte tidi sue; jbrahim lod endnu kjøbmændene ved anførerne for hans soldatre give den høitidelige forsikring, at han havde føiet de sikkreste anstalter til reisen, og at de kunne være ganske roelige for noget anfald af de røveriske arabere. efter at altsaa caravanen havde udhvilet nogle dage, tiltraade man den de juli reisen med den rige ladning : i det bedste haab om et lykkeligt udfald. den første nat blev tilbagelagt uden ubehagelige hændelser. men da caravanen den følgende morgen, befandt sig paa en snæver vei, mellem to bjergkjæder, styrtede pludselig med et græsseligt skrig, mere end tolvhundrede arabere, over dem, affyrede tre gange deres gevæhrer og overfaldt, nu med sabelen i haanden de faa europæere.
|
fiction
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001663
|
hvad formaaede denne lille vaabenløse skare mod den mange gange overlegne mængde? saasnart de vare komne sig igjen af deres første bedøvende skræk, søgte de deres redning i en hurtig flugt, men de bleve snart indhæntede, nedsablede, saarede, og bortførte som fanger, eller, hvad der var det skrækkeligste, afklædte til den bare skjorte og udjagede nogne i ørkenen. kun faa ræddede livet ved at flygte ind mellem bjergene, men blot for at bevare det til endnu større qvaler.
|
fiction
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001664
|
de tyrkiske befalingshavere for caravanen gjorde ikke den ringeste anstalt til at bringe de svært beladte kammeler i sikkerhed, eller paa at forsvare sig mod dette røveriske anfald. de vendte derimod ved arabernes første skud (sandsynligviis det aftalte tegn, kammelerne omkring, og dreve dem i største hurtighed til nærmeste stad, hovedsædet. for denne arabiske røverhorde. de ulykkelige europæere, som havde undgaaet denne voldsom me død, havde deelt sig i to hobe. de der havde været bagerst ved karavanen, toge veien tilbage, til suet, fra hvilken stad de kun vare miil borte, de andre, som havde været længst foranog ikke kunne bane sig vei gjennem araberne til sne, flygtede af veien til kairo, som laae over mile borte. de sidste bestode af solgende ni personer: herr von st. germain og hans broder, den danske skibscapitain vendevelden, to engelændere barington og jenkins, en armenier ved navn paulus, der havde været tolk paa det danske skib, en sort, der stod i hr. von st. germains tjeneste, og to arabiske betlere. her von st. germains broder var haardt saaret ved to og tyve sabelbug, ogsaa herr von vendewelden og engelænderen barrington havde faaet nogle, dog lette saar. de fleste vare blevne berøvede, deres klæder.
|
fiction
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001665
|
disse ulykkeliges stilling var i høieste grad skrækkelig. berøvet alle levnetsmidler, blottede for de nødvendigste klædningsstykker, matte og kraftesløse, tildeels blødende og lemlæstede, i en brændende sandørken, og fjern fra al menneskelig hielp, hvor kan noget skrækkeligere tænkes, den egn, hvorigjennem de, over mile langt, havde at slæbe sig frem i deres store elændighed, er den frygteligste paa hele jordkloden. thi ingen plet i den hede zone er mere brændende og øde, end denne ægyptiske ørken. vinden som blæser her er en fortærende jld. j en strækning af i det mindste mile, er ingen draabe vind at finde for at læske den brændende tørst med. jngen skye skaffer den hede luft nogen afkjoling; ingen regndraabe væder den glødende sand. hvorhen ogsaa det matte øie vender sig, findes ingensteds et træes kjolige skygge, eller en nærende busk. endog ikke et eneste ført græsstraae fremspirer i denne ufrugtbare jord. thi den brændende sand, der selv antager flammens rødme og bestaaer af lutter spidse kantede smaastene, fortærer enhver spire af liv.
|
fiction
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001666
|
saa frygteligt heedt, som det er under dette himmelstrøg om dagen, saa koldt er det derimod om natten. naar nu ogsaa vandreren er undgaaet solens brændende straaler, armosphærens qvælende dunster og den dræbende siroco. vind, saa bliver han dog om natten et bytte for den stærke kulde, og en hæftig feber ere for dem, som ikke ere vandte til dette clima, uundgaaelig og gjennem denne menneskeløse, skrækkelige ørken, skulle st. germain med hans staldbrødre. i ulykken, flere dage og nætter arbeide sig frem. tænker man sig nu deres hele jammerlige tilstand, saa kan man forestille sig de tusenhaande qvaler, der ventede paa dem. den meest levende indbildningsskraft formaaer ikke at afmale den græsselige elændighed, som disse ulykkelige havde at udholde paa veien til cairo. dog viville ledsage dem paa turen, og tage deel i deres lidelser. endnu havde solen ikke paa denne qvalfulde dag fuldende sit løb, da den danske skibskapitain, engelænderen barington og st. germainsbroder sank gandske udmattede ned, og ikke formaaede at gaae et skridt videre. ved den anstrængende bevægelse, havde deres saar udvidet, sig og de kom hæftigere til at bløde. martret af en brændende tørst, vansmægtede de efter en draabe vand, for at afkjøle den opsvolmede tunge. de havde ikke meere saamange kræfter, at de kunne bortjage de hære af fluer og andre jnsecter, som overfaldt dem. saaledes martret af helvedes qvaler, ventede de ulykkelige paa deres opløsning. for den danske skibs=kaptain nærmede sig den anraabte forløser, den velgjørende død, snart. en sagte trækning, en mat rallen - og han havde udstridt; hans pillegrimskab var fuld endt. snart omhyllede ogsaa en mørk skye barringtons siel, hans sandser behøvedes, scener, ne slavedes og dødens velkomne haand greb hamog førte ham over i et bedre land. fuld af fortvivlelse kastede st. germain sig over sin elskede broder, der ligeledes ventede sin forløsningsstund, og anraabte gud om forbarmelse - men græde kunde han ikke, taarekilden var udtørret, dog broderkjerlighed gav ham nye kræfter og han har med moorens hielp, hans broder, fremad, indtil solen sank ned bag bjergene og den længe forventede nat brød frem. en af de fattige arabiske betlere havde de maattet ladet ligge i ørkenen. udmattet af hunger og tørst, sankhan ned, stod endnu engang op, men faldt igjenned og kjempede med døden. man kunne ikke forblive hos ham, men maatte overlade ham til hans egen sørgelige skjebne. sandsynligviis har han strax derpaa opgivet aanden. udmattet af dagens strabadser, saae man sig nødsaget til, at hvile natten over for at samle nye kræfter til næste dags besværligheder. st. germains broder sank hen i en dyb søvn, hvoraf selv nattens skjærende kulde ikke kunne vaagne ham. men i de øvriges øine kom ingen søvn. angrebne af feberrystelser opfyldte de luften med deres klager. saa meget de ogsaa om dagen havde længes efter nattens kulde, med ligesaaængstelig utaalmodighed saae de nu den kommende morgen imøde. neppe rødmede himlen i østen, da staldbrødrene i ulykken støde op, for at træde i kamp med nye lidelser og trængsler.
|
fiction
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001667
|
man havde møie med at vaagne st. germainsbroder af sovnen. han var sig ikke længer selv bevidst, og satte i en bevidstløs tilstand sine fødder i bevægelse.
|
fiction
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001668
|
engelænderen jenkins havde ingen kræfter mere til at reise sig. "lad mig ligge der og oppebie dødens komme. gud give eder en lykkelig hjemreise." saa talede han med en mat, døende stemme og lukkede derpaa øinene. strax derpaa blev han angreben af en hæftig feberfrost, og høiede sig ned med en hjertefortærende veeklage; derpaa blev han rolig, pulsen standsede, maskinen stod stille - og jenkins var indgaaet rolighedens havn. man kan let forestille sig, hvilket jndtryk synet af de døende maatte gjøre paa de overlevende. de saae der den skjæbne som forestod dem; thi syg og afmattet, uden næringsmidler og klæ der, foran sig en brændende ørken, saa langt fra deres bestemmelsested, uden haab om menskelig hielp - hvad havde de andet at vente end den smerteligste, skrækkeligste død, og dog tiltraade de deres reise, thi kjerlighed til livet er dybt indpræntet hos mennesket, og haabet forladen os først ved livets sidste aandedrag. saalænge morgenens kjølighed endnu beskyttede dem mod solens trykkende straaler, kunde de, dog kun med yderste anstrængelse af deres faa kræfteranafbrudt fortsætte reisen. men neppe begyndte sølen at hæve sig høiere over horizonten, da sanden igjen blev heed, luften igjen brændende og en sværm af jnsecter igjen faldt overde reisende. de kunde ikke gaae videre og sankaf udmattelse ned i den glødende sand. men de skarpe smaastene søndereve deres legeme og gjorde det blodigt smerten var saa skrækkelig, at de ikke kunne blive liggende over et minuta paa sanden, men maatte reise sig og forsøge at gjøre. nogle trin til de igjen sank ned. undertiden forsøgte de at kryde fremad paa hænderne, men dette forsørgede endnu mere deres smerte. om middagen hensov armenianeren sagte og roelig. han havde haaret alle reisens besværligheder og alle legemsmerter med en standhaftighed, som var uden exempel. manthørte ingen klager eller forbandelser af hans mund, han trøstede i derimod de forsagte, vidste paa nye at oplive deres synkende mod, understøttede de svage og kraftløse, kort sagt, han gjorde alt hvad der i en saadan stilling kunde ventes af en from, ædel mand. just det modsatte viste den anden arabiske betler, som døde nogle øieblikke efter, modløs og forsagen forbandede han sin grusomme skjebne, bad andægtig til hans store prophet og overøste ham strax derpaa igjen med de største skjeldsord. han havde intet øieblik roe, klagede og jamrede, sig uophørlig og frygtede døden som det skrækkeligste onde. han opgav ogsaa aanden underangest og fortvivlelse. under ubeskrivelige lidelser oplevede herr von st. germain med hans broder og mooren, den anden ulykkelige dags aften. deres tilstand var i høieste grad skrækkelig. allerede i sex timer kjæmpede st. germains broder, med døden, og endnu bestandig ville ikke forløsningens øieblik vise sig. hunger, tørst, heede, kummer og sygdom kunne ikke saasnart fortære hans livskræfter, som hans øvrige reisekammeraters. en lykke for ham, var, at han var ganske bevidstløs, og at kun imellem nogle lyse øieblikke tillode ham, at kaste et blik paa hans sørgelige forfatning. natten var igjen meget kold, og herr von st. germain havde, som forrige nat en hæftig feber; men hans broder faldt igjen i en dyb søvn. mooren fik hæftig krampe og trækninger, som ende sig med en afmagt. da morgenen brød frem, opmuntrede herr von st. germain sin broder, og kaldte hans troe moors bevisthed tilbage. kun med møie kunde den første reise sig op; men den sidste var paa ingen maade i stand til, selv at røre etteneste lem. han var lam paa hele legemet, saae paa hans herre med stive øine, men talede ikke et ord. forgieves bestræbede hr. v. germain sig at tilbagekalde den svage livsfunke hos den ærlige moor. endnu en time blev han hos ham; men da alle hans bestrædelser vare frugtesløse, og han intet tegn paa bevidsthed gav, men blev altid stiv og ubevægelig: saa fattede han den haarde, men nødvendige beslutning, at lade den ulykkede blive liggende i ørkenen og tænke paa sin egen redning. at det var for ham en af de skrækkeligste qvaler, at see hans selskabsbrødre, den ene efter den anden, saaledes give aanden op. dog for at elændighedens bæger skulle tømmes til den sidste draabe, og for at hans lidelser skulle opnaae den største og frygteligste grad, skulle han ogsaa maatte efterlade hans elskede broder, som den morderiske ørkens offer. han holdt. saa inderlig af ham hans hele hjerte hang ved denne broder, til mod middag havde han trukken ham frem med sig under tusende besværligheder, men da den ulykkeliges sidste kræfter vare udtømte, sank han aldeles afmattet ned, for aldrig mere at staae op. st. germain forsøgte alt, for endnu engang at reise ham op; men det var umueligt. den døende anvendte den sidste rest af sine kræfter til at bede broderen at har ville forlade ham og kun sørge for sin egen redning. blor haabet om derved muligens at skaffe den døende nogen hjelp, kunne bevæge ham til at opfylde denne bøn. naar han kun havde tordet stænke paa sig selv, ville han langt hellere have endt sit qvalfulde liv ved broderens side; thi han var ligeledes nær ved at ligge under for elændigheden. hans udmattelse og hans smerter havde allerede i hele timer berøvet han bevidstheden. han var henvisnet til det bareskind og been, hans tunge, hans læber, hans gummer vare hentørrede; hans øine havde tabt. deres seekraft, og med hørelsen var allerede tidligere hans stemme bortvegen, hans hele legeme stod i en byld, og den hæftigste feber rasede i hans indre. flere anfald af slagslod og sovesyge angrebe hans svage forstand endnu mere. og under disse og andre tusindhaande arter af qvaler, slæbede st. germain sig dog fremfra et sted til et andet. kun den tanke at maaskee en eller anden rædning for hans broder var mulig, straalede frem af hans beviistløshed og gav ham nye kraft til at fortsætte sin reise. menallerede neddalede natten over ægyptens ørkener, og endnu ville ingen nædning vise sig. og en saasnart svingelen og febekkystelsen havde givet noget efter, og den lammende søvesyge gibort, trød st. germain fremad mere af instinet, end af frie overbeviisning. dag om morgenen den de dag, kunne han slet ikke komme videre; hans anstrængelser havde oversteget maalet for menneskelige kræfter. st. germain blev liggende og stred med døden. dog ofte naar lidelsen har naaet den høieste grad, naar alt haab om redning forsvinder, da kommer hielpen, sendt fra himmelen. saaledes ogsaa der. hvem havde nu for vores ulykkelige ventet anden forløsning end døden? men da viste sig i det fjerne en hob mammelukker, ridende paa kammeler. de komme nærmere, seer den døendes skrækkelige tilstand og tage ham oppaa en kammeel. deres omsorg havde st. germain at takke for sit liv. saasnart som han igjen havde samlet nogle kræfter og hans bevisthed var vendt tilbage, viste han med bedende geberder, hen mod den deel af ørkenen hvorfra han var kommen. han smigrede sig med det haab, maaskee endnu at kunne slutte sin broder, levende i sine arme. at at dette kjerlighedsfulde haab ikke blev opfyldt, alle, som gjennemsøgte det betegnede sted. bragte kun døde legemer tilbage, deriblandt var den elskede broder ogsaa. st. germain, blev ført til cairo, som nu kun laae to mile, borte og blev der, efter at have udtrykt sit forlangende med tegn, ført hen til frankernes qvarteer. det varede i lang tid, før han ved fine landsmænds menneskekjerlige omhyggelighed i igjen erholdt sin sundhed. efter dages forløb fik han igjen talens brug, først sildigere hen, fik øiet igjen sin spændekraft og hans øre fornam igjen den menneskelige stemmes lyd.
|
fiction
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001669
|
efter to maaneders forløb, var han næsten igjen gandske frisk, men opholdt sig endnu en tid lang, i catro og kom i november hjem til sine i marseille. at st. germain udholdt alle disse lidelser, er et mærkeligt beviis paa den menne skelige naturs overordentlige kræfter, det viser hvad den kan bære, naar enhver kraft i samme, bliver anstrænget og sat i virksomhed.
|
fiction
|
thi_hr-st-germain
|
thi_001670
|
vexelbedragerier. en riig kjøbmands søn kom til en jøde, at hvem han ofte havde laant smaa summer, og bad ham at forskyde ham to tusende daler paa en vexel. de gjorde nemlig den aftale med hinanden, at vexelen vel skulde lyde paa et aar men jøden skulle forpligte sig skriftlig til, endnu at prolongere den paa et aar. pengene blev i jødens huus, i overværelse af en notarius udbetalt, og vexelen saa lovformelig affattet, at ikke den ringeste indvending derimod lod sig gjøre. neppe var notarius ude af døren: saa sagde jøden, det maatte kun blive ved det ene aar, som var bestemt i vexelen til forfaldstid, han kunne ikke indlade sig paa prolongation; men ville ved aarets udgang udbetales paa et bræt. hans hensigt var at gjøre den unge mand fortræde lig, og dette opnaaede han saa fuldkommen, at denne efter en lang hæftig ordvexel, sagde: skjelm jeg vil ikke have dine penge, naar det ikke bliver ved vores aftale! "godt, svarede hebræeren, det han strøg dukaterne til sig, saa ere pengenmine, og her er vexelen." ved disse ord drog han samme op af lommen, reev den i stykker og kastede den i kaminilden, som ikke uden hensig, brændte i værelset. efter et aars forløb meldte jøden sig og fordrede hans torusende daler. den unge mand ville kaste ham ned af trapperne, men han beraabte sig paa vexelen, som han ogsaa foreviste. hiin faldt det ikke ind, at jøden istædet for vexelen havde kundet kaste et lignende sammenlagt papiir i jlden. han lod ham klage, men blev dømt til at betale gjelden, da notariusen, var et umistænkeligt vidne paa at summen var udbetalt og modtaget. abraham moses en velhavende jøde blev engang anklaget af en af hans troesforvandte for en vexelgjeld af tusende dukater. han nægtede for retten at have modtaget disse penge, og til bød sig at bevidne med eed, at vexelen ikke var udstædt af ham. hans contrapart beraabte sig ikke allene paa underskriftens liighed med andre haandskriftet af abraham moses; men ogsaa paa to apartiske vidner, som den gang vare tilstædet ved udbetalingen af pengene. dommerne paa de steder hvor de fornævnte vidner nu opholdte sig, bleve anmodede om at kalde dem begge frem forsig, og begge forklarede eensstemmig, indtil den mind ste omstændighed tiden og stedet, hvor abrahamnoses i deres nærværelse havde modtaget hintusinde dukater, og udstædt en vexel derfor. vidnernes troværdighed erholdt derved en større vægt, da begge vare bekjendte, som ordentlige og ærlige folk, og ikke vel havde kunnet aftale, da de boede saa fjernt fra hinanden, enhver lille omstændighed, af deres udsagn. abraham moses maatte altsaa betale. en lang tid efter, kom han hændelseviis paa et kaffehuus og fandt en fremmed jøde, der siddende. han erkyndigede sig om, hvem han var, og hørte til hans store forundring, at det var en af de vidner, som var fremstillet mod ham i vexelprofessen. han spurgte den fremmede omhan kjendte ham og erholdt nei, til svar. hvorledes kan du da, vedblev han hidsig, redelig forsikskre, at jeg i din nærværelse har laant penge, naar du ikke kjender mig, over dette spørgsmaal. blev den fremmede næsten ligesaa forundret, som abraham var forhauset over hans opdagelse. himlen bevare mig derfra, sagde han moddig har jeg aldrig vidnet, men mod abraham moses, som jeg kjender meget vel. jeg er abraham moses, og har maattet betale vexelen, fordi du er en efter en lang ordvexling. blev sagen bragt frem for dommeren, som efter en kort undersøgelse fik opdaget, at den foregivne freditor var en bedrager, der i nærværelse af to fremmede, ærlige jøder, havde udgivet et slet, elændigt menneske for abraham moses, hvis haandhan forstod at efterskrive, og havde udbetalt ham pengene. begge bedragere bleve straffede, som dem, der havde udstædt falske vexler. et ungt menneske, som stod i fyrstelig tieneste, kom til en jøde, som ville laane ham to hundrede daler. pengene laae færdige, og jøden gavham pen, blæk og papiir for at skrive vexelen, det unge menneske begyndte at skrive; men oversmurte med flid saaledes papiret, at det ikke kunde bruges. jøden ville give ham et andet ark: lad det kun være, svarede han, jeg har bedre papir hos mig. han tog en convolut op af lommen, trak et ark papiir frem af samme, og skrev med dygtige strøg og saa vidtløftig, vexelen derpaa, at den opfyldte hele den første side af arket. jøden gjennemlæste vexelen, var fuldkommen tilfredsdermed, og lagde den i vinduet for at tørre. først mod aften da det begyndte at blive mørkt, lag de han den sammen og puttede den i skuffen med sine øvrige papirer. da forfaldstiden kom, indstillede han sig igjen med sin vexel hos skyldneren. og fordrede betaling. men denne tog ilde imod ham, og beraabte sig paa en prolongation af vexelen, og paa en i terminviis accepteret betaling. jødenstudsede, tog vexelen op af lommen, læste den tog tre gange igjennem og kunde ikke finde nogen af delene, indtil det unge menneske vendte bladet om og viste ham det paa den anden side gandske omstændelig og lovmæssig. det var den anden creditor gandske ubegribeligt, thi han erindrede ikke den omstændighed, at det unge menneske havde taget et ark papiir frem af sin lomme, og altsaa forhen allerede havde skreven prolongationen og betalingsterminerne paa den anden side. skyldneren behandlede imidlertid sagen som spøg, og betalte strax hele summen, efterat han endnu nogen tid havde ængstet jøden. til lykke havde han kort før, faaet en betydelig arv, eller havde han sandsynligviis fundet sig fristet til, alvorlig at sætte sin plan igjennem.
|
non-fiction
|
thi_vexelbedragerier_anecdote
|
thi_001671
|
en englænder vil have opfunden et halsbind, marine cravate), der beskytter imod at drukne. det er af læder og tommer i gjennemsnit. med dette beholder man altid hovedet ovenfor vandet.
|
non-fiction
| null |
thi_001679
|
stokholms stadstidende har den paafaldende efterretning, at dyrlægen strømholm er død, efterat være bleven smittet ved at secere en styrtet hest. ) englænderne skulle have ifinde, paa sicilien at anlægge silkespinderier ved dampmaskiner.
|
non-fiction
| null |
thi_001680
|
ved triest er fanget en fod lang har, som veiede , pd. og nu forevises i wien. dens lever allene veiede pd. og gav pd. tran, de øvrige jndvolde v. pd.
|
non-fiction
| null |
thi_001681
|
grenadeerhen og pragerbarnet. flere aar før syvaars krig, studerede jeg paa en tydsk høiskole, retslære, historie, statistikog mathematik. jeg øvede mig, saavel i de gamle som nyere sprog; og havde altsaa gode udsigter til at bliver ansat i det civile fag. men da brød i aaret den preusiske krig ud, og det krigerske jern; soldaterkaarden, drog mig magnetisk til sig, som saa mange andre unge mennesker, der paa den tidgik i kamp for fyrste og fædreneland.
|
fiction
|
thi_pragerbarnet
|
thi_001705
|
jeg gik under et østerigsk infanterie-regiment, blev formedelst min anseelige gestalt og høide, kadet under et grenadeer-compagnie, og efter et morderisk slag udnævnt til officeer. den gang var det endnu skik, at tropperne efter det møisommelige sommerfeldtog regelmæssig drog i vinterqvarteer og leirede sig omkring deres hovedmagasin, hvoraf de fik deres underholdning, rundt om i stæder og landsbyer. man drog ikke før marts igjen i feldten.
|
fiction
|
thi_pragerbarnet
|
thi_001706
|
saaledes ville min gode lykke, at mit regiment, blev anviist sit vinterqvarteer i prag. her kom jeg i meget behagelige selskabelige forhold. kjerligheden til studeringer opvaagnede igjen hos mig. jeg læste flittig i historien, øvede mig i de europæiske sprog, saameget min stands krigerske øvelser tillod det; læste herhos ogsaa mathematik og opmuntrede mig i min ærefulde og strænge haand, tering med musik, hvori jeg fra ungdommen af havde gode kundskaber. vores oberst, en fortræffelig mand, saae dette meget gjerne. han udmærkede omhyggelig alle de officerer, der uden at forsømme deres militaire pligter, ogsaa søgte at danne deres aand ved kundskaber. jeg har ham at takke for, at jeg blev indført i en galant, frie og uafhængig enkes huus, som havde en meget elskværdig niete under opsigt. der tilbragte jeg mange lykkelige timer. i huset herskede den fineste verdens tone; og der hengik faa dage, hvor man ikke glædede sig med musik. jeg havde leilighed til at lade høre og beundre min færdighed paa violin. dette opvakte gunstige tauker om min person. jeg lagde ogsaa mærke til, at jeg fremfor alle blev gjerne s. et af frøkenen. men - . i den stilling, hvori jeg befandt mig, havde jeg holdt det for daarskab at lade min rolighed forstyrre, og tage en lidenskab med i feldten, hvoraf jeg efter hvad min fornuft tilsagde mig, ikke kunne spaae mig nogen livs lykke. altsaa kom det ikke til nogen erklæring. med foraaret kom den tid, da vil igjen skulle tykke i marken. jeg tog tid efter anden afskeed i alle de huse hvor jeg havde nydt en god modtagelse. men opsatte at tage afskeed fra tanten og min unge veninde - jeg veed ikke selv ret hvorfor - indtil dagen, der var bestemt til vores afreise. just denne dag havde jeg min post paa hovedvagten og blevafløst klokken . jeg ville ikke uleilige mig hjemfor at tage civile klæder paa, som jeg ellers pleiede at gjøre ved statsbesøg. men fremstillede mig nu under behørig undskyldning i mit krigerigske optog, altsaa i min uniform, sabelen ved siden, og den høie bjørneskinds hue paa hovedet. jeg blev imodtaget med sædvanlig godhed, ja jeg kan sige med et rørt hjerte. thi da jeg under taksigelse tog afskeed, og talte om uvisheden, maaske nogensinde igjen at gjensee saa elskværdige personer, traade taarer frøkenen i øinene. man forlangte nu, at jeg skulle sætte mig ned, og aflægge den besværlige børneskindshue, som nu blev opstilt til skuepaa bordet. frøkenen havde i en slags adspredelse meget at bestille med huen, dreiede den hist og her, og undersøgte det forgyldte skildt, som prydet med keiserens navn staaer, lige oven over panden. endelig sprang hun op og sagde: hun ville dog give mig en erindring, med, som skulle beskytte mig mod alle ubehagelige tilfælde, ja for alle farlige saar. en saadan, amulet," sagde jeg leende, modtaget af en saaskjøn haand, ville have dobbelt værd for mig efter denne forsikkring gik hun ind i et sideværelse, men kom snart igjen tilbage, og bragte en lille tavle af tyndt kobber med, paa hvilken et saakaldet pragerbarn stod ikke daarlig malet.
|
fiction
|
thi_pragerbarnet
|
thi_001707
|
for at forstaae dette, maa man vide, at i en kirke i staden prag, er vor frelsers billede som barn, udsat til dyrkelse. mange fromme mennesker især af det qvindelige kjøn, valfatte til denne kirke og forrette deres bøn for helgenbilledet. saaledes komda denne lille figur i stort rye, fordi mange, giødende af andagt, fandt sig ved bønnen lettet om hjertet, og ofte troede at see opfyldt deres hemmelige ønsker ved bønnens kraft. man malte og tegnede det efter, afbiledde det i vox, eller hamrede dem ud i forgyldte kobberplader en basrelief, og forærede dem til sine venner.
|
fiction
|
thi_pragerbarnet
|
thi_001708
|
frøkenen forærede mig en af disse meget net forfærdigede pragerbarn. hun stak det omhyggelig ind, bag det forgyldte skildt paa min bjørneskindshue, formanede mig til at være gudfrygtig, og med tillid at bære barnet flittig hos mig og forvare det vel, med forsikkring at det ville bevare mig for alle siels og legems onder, og at alt hvad jeg foretog mig, ville lykkes. endskjøndt jeg ikke troede paa denne velmeente forsikkring, saa rørte dog den godhiertighed mig, med hvilken denne uskyldige pige paatrængte mig det til erindring. i det jeg bevidnede hende mintak for hendes kjerlighedsfulde forsorg, bortfjernede jeg mig, for at ordne det nødvendige til min afmarsch. den følgende dag drog mit regiment under klingende spil gjennem den samme gade forbi huset. jeg havde den fornøielse endnu engang at see tanten og frøkenen ved vinduet, hilsede begge med min sabel, og berørte med min flade haand grenadeerhuen, til tegn paa at pragerbarnet der laae endnu vel forvaret. hun tilnikkede mig sit bifald - og jeg drog derpaa ud af stadsporten. feldttoget begyndte. det var af et de besværligste og hedeste jeg har nogensinde bivaanet. vi droge i lange marscher fremad, til siden og tilbage, gjennem biergige egne og huulveie; endelig kom det til et blodigt slag ved collin. det var just i midten af sommeren. ved de mange bevægelser som vi meget rask udførte og under trængsel og vedvarende fyren, blev heden qvælende og min bjørneskindshue blev mig høist besværlig. jeg lagde den altsaa af og overgav den til den hos mig staaende, tambour, som hang den i en snor, baglæns overskulderen. da vi rykkede videre frem, hørte jeg paa engang bag mig et jammerskrig. jeg kastede øinene tilbage, og saae desværre min arme tambour liggepaa jorden, hans been knuste af en kanonkugle. min biøneskindshue ville jeg nu ikke ved fremrykningen lade i stikken. jeg sprangt altsaa hentil den ulykkelige, trøstede ham, befriede ham formin hue, og hang den nu i hurtigheden selv om mig saaledes at den laae til siden, vendt lige mod mit bryst, - jeg forføiede mig igjen hen til mine grenaderer. min oberstlieutnant laae imidlertid skudt paa jorden. og kaptainen vinkede at jeg skulle indtage hans sted; jeg fulgte hans befaling. paa den fløi, hvor vistode, tabte vi overordentlig mange folk. et skjult, batterie, som spillede paa os, ud af skoven, anrettede morderiske ødelæggelser blandt tropperne. paa engang kom den befaling fra feldtherren, at nogle grenadeer regimenter skulle rykke frem, for at bestorme batteriet. det hvorved jeg stod, havde den ære at blive befalet til dette farlige foretagende. vi tykkede nu rask frem og bleve to gange kastede tilbage. da vi den tredie gang gjorde anfaldet, faldt ogsaa min tappre kapitain, og jeg overtog strax hans post i spidsen af tropperne; men neppe havde jeg i forteret marsch gjort omtrent hundrede skridt fremad, da ogsaa en geværkugle traf mig paa brystet, men tillykke lige paa min bjørneskindshues forgyldte skildt. den trykkede en fordydning ind, men blev mat liggende i huuslingen. den bulde frøken og pragerbarnet faldt mig strax ind; dog jeg havde ikke tid til videre at overlade mig til disse tanker. endnu omtrent hundrede skridt fra os laae batteriet, vi trængte fremadi stormskridt, liig rasende mennesker, der havde helliget sig døden, og nu var jeg saa lykkelig med min lille sammensmeltede hob af tappre grenaderer at trænge ind, førend de andre compagnier. vi fik strax hjelp, og nu udførte bajonet og sabelhug det øvrige. hvem, der ikke allerede har seet og oplevet en saadan tummel, kan ikke danne sig noget begreb derom. mine kræfter vare udtømte, saa jeg flød hen i sved, og var sort af krudtdamp, som en satan; mine armezittrede. j denne tilstand satte jeg mig ned paa stumpen af et afhugget træe for at hvile en smule udmine tappre forsamlede sig om mig og de erobrede, kanoner. men hvor lidet var deres antal, totrediedeele vare tilintetgjorte, jeg selv var den eneste officeer som var tilbage af compagniet. medens jeg nu sad saaledes pustende og trak efter veiret, kastede jeg et blik paa min arme grenadeer hue, som havde beskyttet mig saa fortræffelig. jeg saae at kuglen var gaaet gjennem skildtet og havde truffet den lille kobberplade med pragerbarnet. dette havde altsaa ræddet mit liv. jeg forestillede mig nu hvorledes frøkenen og tanten ville glæde sig. naar jeg ved min tilbagekomst kunne fortælle hende denne besynderlige hændelse. - dette skeede nu den følgende vinter efter feldttoget, vi bleve igjen indqvarterede i prag, og jeg, befordret til kaptain for compagniet. man kan vel tænke, at jeg forsømte ikke at opsøge de huse, hvori jeg før havde erfaret saamange beviser paa en god modtagelse. jeg blev overalt modtaget med den samme artighed, men frem for alt i frøkenens huus. man glædede sig over min lykkelige tilbagekomst. og hvad udrettede pragerbarnet var strax der første spørgsmaal."det blev mit skjold og beskytter, som de tilsagde mig svarede jeg. "til beviis viste jeg strax min bjørneskindshue. jeg maatte nu fortælle tildragelsen med alle omstændigheder. glæde og forundring afvexlede i min unge venindes ansigt, og jeg blev nu i huset betragtet, som et menneske, det himmelske barn havde taget under sin beskyttelse og blev alttid udmærket ved den venskabeligste modtagelse og behandling. for øvrigt udviklede, kort at sige, tid efter anden, en om lidenskab sig, mellem frøkenen og mig. der bleve forskjellige planer udkastede, som den gode, tante ogsaa begunstigede. men jeg erklærede med standhaftighed, at saalænge krigen varede, maatte man opsætte fuldbyrdelsen af vore ønsker. de grunsom jeg fremførte, bleve billigede. saaledes drogjeg altsaa igjen i feldten, ledsaget af min elskede i venindes ønsker, og anbefalet til pragerbarnets beskyttelse, uden at noget uheld mødte mig, undtagen i sidste feldttog før freden blev afsluttet, da jeg i en fegtning, fik et dygtigt skud i den venstre arm, hvorved benet blev knuset. derpaa erholdt jeg, udygtig til tjeneste, for øieblikket, tilladelse at reise til prag. jeg udholdt meget smertelige kirurgiske operationer, helbredelsen varede over : aar og dag. knive og chirurgiske jnstrumenter, bleve anvendte paa mig for at udtage de adsprede: beensplinter. men ved alle de qvaler, jeg udholdt, var tantens og min elskede piges troe pleie, det mest lindrende lægemiddel. endelig fik jeg igjen min sundhed; men paa paa den venstre arm blev jeg, som jeg endnu er, halv lam, saa at jeg ikke fuldkommen vel kunde udrette alting med samme. efter ansøgning blev jeg ved fredsslutningen endtlediget af krigstjenesten og befordret til en ærefuld civil tjeneste. min elskede veninde blev nu min. og saaledes havde jeg dog i grunden min grenadeerhue og pragerbarnet at takke for, at jeg blev min hele øvrige levetid lykkelig og under andre forhold fører et meget ære v. j. fuldt og virksomt liv.
|
fiction
|
thi_pragerbarnet
|
thi_001709
|
indenlandsk. af fjerde aars beretning fra det nedersachsiste. selskab til christelige opbyggelsesskrifters udbredelse. seer man med megen forundring: "at der i holsteen skal have været til landsbyer, hvis beboere endnu i aaret vandrede i sandelig mørke og i dødens skygge, og som først nu ved rundelig tildelelse af selskabets tractat-skriften, ( ex. i et eneste sogn, vare blevne uddragne, af denne tilstand.
|
non-fiction
| null |
thi_001710
|
j nogle uger har der været snakket vidt og bredt, om en fremmed dame, som opholdt sig i svendborg egnen, og ved sine særheder tildrog sig almindelig opmærksomhed. jsær viste hun sig som de fattiges og syges ven, da hun selv tilbar dem vederqvægende underholdning og bekostede deres cuur, og for øvrigt ved alle leiligheder var yderst spendabet og godtgjørende, hvortil da hørte penge i skjeppeviis. ogsaa til odense gjorde hun i forrige uge. en dags reise, efter sigende for at hæve nye remisser. hun besad derhos mange færdigheder, saasom i at ride og tale flere sprog. naturligviis, fandt hun beundrere og gjæster. snart blev hun udgivet for en frøken nr., en comtesse de b. datter af en preussisk general, snart for endnu en høiere person &c. &c. jmidlertid skal det, efter en af øvrigheden anstillet forhør over denne hemmelig hedsfulde, ikke være saa ganske rigtigt med hendes angivne fødsel, saalidet som med hendes liv og levnet. efter forlydende blev hun først kjendt at en person som har tjent i kjøbenhavn. formedelst et krampeanfald har hun foreløbig erholdt stuearrest og der er sat vagt for huset, at jngen skal tilføre hende noget. ligesaa villigt som rygtet for gjorde hende til prindsesse, har det nu omskabt hende til en kjøbenhavnsk nymphe, der skal have taget en jsralit ved næsen. andre forsikkre, at hun sidste sommer har gjort en reise i jylland, med et beriderselskab. det rigtige vil vel snart erfares; men saa meget er vist, at hendes naade, har spilt sin rolle fortræffeligt, og derved sat den kosteligste anecdoter i omløb, j foraaret var der i kjøbenhavn en historie i omløb om en ung jsralit, som i hamborger aviser søgte reiseselskab til kjøbenhavn, hvortil meldte sig en dame, der udgav sig for en comtesse; men havde sine aarsager, hvorfor hun ikke ville lade sit navn blive bekjendt. hun reiste da med jødentil kjøbenhavn, der blev saa indtaget i hendes tillokkelser, at hun skildte ham ved nogle tusende, daler. denne dame formeenes at være den hemmelighedsfulde, som nu er arresteret i fyenj odense opholder sig fortiden en hr. cander, som sælger magneter, eller staal, som er magnetiseret, og afgiver et fyrstaal til at slaae jld med. han har dem af forskjellig styrke, den kan trække indtil pd. jern til sig. denne mand skal være født i afrika, er vildt opfødt som barn i ørken, har ganske hvidt haar og er kun aar gammel; hans øine ere hverken blaae, brune eller graae; men rødlige omtrent som agerhønsenes. j graat veir eller i mørke seer han bedst; men solens straaler kan hans øine ikke taale. han taler godt tydsk, atter er i egnen af odense indtruffet en ulykkelig tildragelse, da en ung kone fra ravnebjergforleden dag ved et vaadeskud af sin egen broder, blev truffet saaledes, at tvende knapper, hvormed bøssen var ladet, bleve siddende fast i livet. hun er bragt til odense under en duelig læges behandling, og man haaber at faae hende reddet. for kort siden blev en røgter i svendborg, saa jammerlig forstanget af en gal tyr, at han omtrent dage derefter døde. saarene skulle for en deel være gaaet igjennem lungen. at tyren strax maatte bøde med livet, derfor skylder man dens eier al agtelse, der sikkert ogsaa da rygteren tjente ham, har viist sig mod den forulykkede som en menneskeven.
|
non-fiction
| null |
thi_001712
|
panantis skjæbne i algier. det længselfulde ønske jeg følte, igjen at formit fædreland jtalien, bevægede mig til at forlade engeland. min hensigt var at gjøre overfarten paa et engelsk skib, men flere af mine venner overtalede mig til at indskibe mig paa en ficiliansk brig, der var bestemt til palermoog som skulle afseile med flere passagerer med første convoy til middelhavet. medens v. nu med utaalmodighed ventede paa afreisens øieblik, erfarede vi til vor store ærgelse, at convoyen allerede var afseilet og at vi nu vare udsatte for den fare, ubeskyttede og overladte til talrige fienders angred at gjennemseile en deel af oceanet.
|
fiction
|
thi_panantis-skæbne_a
|
thi_001714
|
endelig lettede vi anker og seilede ned af themsen. uden synderligt uheld lagde vi den biscaiske bugt tilbage, og passerede forbi asturien, sallicien og estramadura. efter at en hæftig nordostvind, havde drevet os gjennem strædet ved gibraltar og langt ud i det atlantiske hav, mødte vi to engelske, fra ostindien tilbagevendende skibe, hvem vi meddeelte de vigtigste nyeheder og modtoge derimod en foræring af noget fortræffelig madeira. jmidlertid vare vi om dagen udsatte for de meest brændende soelstraaler, som contrasterede paafaldende med de skjønne nætter. medens vi forsøgte paa at gjenvinde hvad vi havde tabt ved at komme ud af vor cours, passerede viførst nær forbi salee, som er bekjendt for fine røveriske jndbyggere. j det fjerne viste sig den skjønne bjergkjæde atlas og de langs kysten byggede minarets og mange andre bygninger af forskjellig dannelse, og frugtbare og veldyrkede dale frembøde de deiligste prospecter. efter at vi havde seilet om kap spartel, lagde vi endelig indløbet til strædet ved gibraltar tilbage, hvor de skjønne naturscener, som ender sig i de i det fjerne optaarnede bjerge henrykkede os. formedelst den i flere egne langs den spanske kyst herskende gule feber, torde vi ikke lande. jkke destominedre bød klogskab os i vor stilling, at opholde os nogle dage ved gibraltar for at slutte os til den første til middelhavet seilende convoi, hvilket forekom os saa meget nødvendigere, som rygtet i almindelighed lød, at den algierske eskadre var i søen og havde begaaet røverier i forskellige egne. matroserne som kjendte den skrækkelige skjæbne, der ventede paa dem, naar de skulle falde i hænderne paa barbarerne, begyndte at murre og erklærede at de ikke ville blive længere ved skibet, hvis captainen vægrede sig ved at opperdie den første convoi. men denne talede i en høi tone og søer at hvis de ikke øieblikkelig vendte tilbage til deres pligt og igjen adløde ham, ville ved ankomsten til sicilien lade dem kaste i fængsel. jeg tog matrosernes partie, men blev ikke tilskrækkelig understøttet af mine reisekammerater. kaptainen lovede imidlertid at anløbe minorka, for at komme i følge med det første engelske krigsskib, som seilede derfra til sicilien, men istæden for at opfylde dette løfte, tog han aabenbar en retning, som nødvendig maatte føre os den barbariske kyst nærmere. da vi seilede forbi øensardinien frembød uhældsvanger sig et skuespil for os, vi fik nemlig øine paa flere seilere, af et slags fremmed udseende, som holdt sig nær ved landet, og ved deres vedvarende manøvres strax opvakte mistanke hos skibsmandskabet, at det var søerøvere. kaptainen nægtede det haardnakket, og paastod at det var en engelsk convoj, ja han ville endog at vi skulle seile lige løspaa skibene. efter en lang strid forlangte vil alvorlig at han skulle styre til øen st. pietro. kun imod sin villie gav han efter for vort forlangende. da pesten rasede paa malta, saatorde vi vel ikke komme i staden, men man henviste os paa et sted, hvor vi kunne gaae i landog forfriske os igjen efter en ubehagelig søe=reises besværligheder. af jndvaanerne paa øen st. pietro erholdt viden foruroligende efterretning at den algierske og trepolitanske eskadre krydsede i nærheden; og at de algierske baade nogle aftener før vare landede paa kysten og havde bortført en mængde, qvæg og en dreng. uagtet den fare, der truede os, lod kaptainen dog om aftenen lette anker og sætte seil til. medens vi seilede ud af bugten, kom en matros, som kaptainen havde sendt i et eller andet ærende i land med skibsbaaden, tilbage med den efterretning, at man paa sanpietro troede at have hørt allarmskud. endnu bade vi kaptainen indstændig om, under disse farlige omstændigheder at vende tilbage til havnen; men han forblev døv mod alle vore bønner. tog tankefuld og tause fortsatte vi vores reise, indtil pludselig et vindstød fra landet tog vor storestang overbord, saa at den i faldet nær havde slaaes. kaptainen ihjæl. luften blev immer mørkere og mørkere og i bølgernes brøl blandede sig tordenens rullen fra de optaarnede skyer. saaledes begyndte den første nat efter vores afreise fra san pietro. forgiæves søgte vi at lukke vore øine, og neppe havde trætheden mod dagens anbrud lukket dem, da ridder rossi med skjælvende stemme bragte os den efterretning, at manjust nu havde faaet øie paa de samme skibe, som vi ved jndseilingen til san pietro havde seet. jeg ilede op paa dækket, hvor jeg fandt alt i angest og forvirring. de fremmede seilere, sex i tallet, vare dengang endnu kun neppe mærkelige pletter paa horizonten; men lidt efter lidt bleve de større, og snart viste deres bevægelser, alt for tydelige deres fiendtlige hensigter. reppe havde man lagt mærke til dette for en almindelig skræk og bestyrtelse angreb hele skibsmandskabet. ulykkeligviis lagde vinden sig, som hidtil havde blæst hæftig, saa at vi derved bleve satte ud af stand til at forandre skibets retning. kaptainen forstummede af skræk og havde tabt al kraft til at handle. da en sagte vind reiste sig, bade vi ham om at seile ind mod landet, hvorvi da, hvor galt det end gik, kunne rædde os i den store skibsbaad. men han viste hen mod en fiendtlig skib, der laae under vinden, og som afskar os tilbagetoget i denne retning. fra nu af gjorde han intet forsøg mere hverken til forsvar eller til flugt. da vi først saae fienden, var den i det mindste femten mile, og kysten af sardinien derimod kun fem engelske mile borte. selv søerøverne yttrede siden efter, da de havde taget os, at vi havde et slet rais kaptain; thi hvis vi havde gjort den mindste bevægelse mod kysten, ville de ikke have vovet at følge os. men da de havde mærket vor hele uvirksomhed og en tilsyneladende tilbøielighed til at nærme os, havde . de været af den mening, at vi vare forherede og bleve drevne frem af en uundgaaelig fordærvelses aand. alt var i frygt og skræk ombord paa vores skib. jsteden for gjensidig hielp og opmuntring. viiste sig had og strid blandt skibsmandskabet. en af vore søefolk, der havde været i salee i slaverie og endnu havde sin derværende skjebne i frisk minde, rendte fuld af fortvivlelse løs paa kaptainen og havde stødt ham dolken i hjertet, var ikke jeg og de øvrige passagerer sprungen imellem. en anden endnu mere rasende, greb en antendt brand og maatte med magt holdes fra krudtkammeret. nogle vilde tage livet af sig selv ombord, andre styrte sig i havet og saaledes undgaae deres skjebne. paa denne fortvivlelsesfulde tilstand fulgte snart en dyb taushed, og strax derpaa saae man den ene efter den anden stige ned i rummet for at oppebie udfaldet paa alt dette. vi passagerer bleve paa dækket, hensunkne i en dyb eftertanke over den sig os nærmende fordærvelse. kaptainen, som aldrig før havde staaet til roers, tog nu commanden af samme og benyttende en svag vindvendte han fordelen af skibet mod søeksverne, saa at vi styrede dem imøde istedenfor at oppebie deres ankomst. flere timer henløbe i denne piinlige tilstand. da korsarerne kom nærmere fornam vi tydelig deres skrækkelige frydeskrig, og snart opfyldte talrige turbaner dækker paa deres skib. nu tabte selv den meest uforskrækkede blandt os, den sidste straale af haab, og som electriseret af en lynstraale, skjulte enhver sig saa godt som han kunde, for at oppedie den os truende katastrophe. altid nærmede barbarernes skrækkelige frydeskrig sig mere og mere; med vilde blikke og blottede sabler viste de sig i store hobe paa dækket, færdige til at entre. et kanonskud var losenet til overgivelse; derpaa fulgte et andet og strax derpaa sprang røverne i stort antal ombord. deres første bevægelser indskrænkede sig til en og truende svingen men deres blinkende sadler, som var ledsaget med den befaling ikke at gjøre nogen modstand, hvilket de ikke behøvede at gjentage, da vi kun vare i stand til at adlyde. derpaa antog vore nye gjester en mindre raae tone og raabte i frankersproget: nopauro, nopauto: (frygter eder ikke), de fordrede derpaa rum og nøglerne til vore kister, deelte os i to dele og skikkede den eneombord paa amiral=fregatten, medens den anden, bevogtet af maurer, blev paa det tagne skib. jeg befandt mig blandt de første. neppe vare vi komne paa dækket, da et almindeligt seiersskrig af barbarerne modtog os. gjennem en række af tyrker og bevæbnede matroser bleve vi førte frem for storrais eller den høistkommanderende paa den algierske eskadre. han sad imellem befalshaverne for de fem andre fregatter, der havde forsamlet sig hos ham, for at beraadslaae om deres videre operationer og over hvad forholdsregler de skulde tage med os. vi bleve derpaa i al korthed og i en stolt tone forhørte, dog blev jngen grovt eller fornærmende behandlet. storrais fordrede meget høslig vore penge, uhre. ringe og andre sager af værdie, for, som han sagde, at sikkre dem mod det sorte havs beboeres novbegjerlighed, hvoraf en stor deel af mandskabet bestod, og som samtlige vare røvere. han lagde alt med den forsikkring i en lille kasse, at det skulle blive givet os tilbage, naar vi forlode skibet, derpaa førte man os i raisens ydre kabytte og lod os sidde ned paa en matte. aftensmaaltidet bestod i en fortagtig deig, som blev frembaaren i en uhyre stor pande paa dækket. en sværm hungrige maurer og negere faldt strax over den, og gjorde fælles sag til at tømme panden. strax efter solens nedgang lod man os stige ned i rummet, der lignede mere et begravelsested, end et opholdsted for levende væsener. her maatte vi udstrække vore trætte lemmer over blokke, tougværk og skibsredskaber, og paa dette tornede leie tilbringe natten. a neppe begyndte det at dages, førend vi frøst, de frem af vor gravhule, vankede hist og heromkring paa dækket og søgte at gjette vor skjebne af barbarernes stemme og miner; men vi kunde ikke opdage noget paa denne maade og bleve derfor ved, at leve i den samme tvivl og uvished. den anden dag efter vores fangenskab opstod om middagen en storm, ledsaget af et frygtelig vedholdende tordenveir og af de sædvanlige forbud til en orkan, som til andre tider ville have sat os i skræk, men nu foraarsagede os en hemmelig fornøielse, i det vi lagde mærke til den lammende virkning, stormen, havde paa vore uvidende herrer, som vare gandske dumme i søevæsenet og i vild uorden løb omkring paa skibet og anraabte alla om redning, indtil de, da de ikke længere vare i stand til at regjere skibet, ikke allene spurgte vore matroser til raads, men sluttelig saagar gandske overlode skibet til deres ledelse. pludselig bemægligede sig mig den tanke, at det nu var muligt ved en vel beregnet og forenet anstrængelse af vore matroser og passagerer, at bringe skibet nærmod den sardiniske kyst eller i fald stormen vedvarede at løbe lige ind i en havn paa denne øe, og paa denne maade igjen erholde vor frihed. men forgjeves forsøgte jeg med min hele veltalenhed at bevæge mine ulykkeskammerater til at udføre denne plan. snart var det gunstige øieblik forbi. stormen lagde sig og korsarerne istemmede nu deres gamle vise, som ved synet, af et fremmed skib blev endnu meere forhøiet. det var et lidet græsk fartøi. efter at sammes kjekke mandskab med deres faa kanoner havde gjort en tapper modstand, men endelig blevet tvunget til at overgive sig, kastede de førend det strog, seil, først den kostbareste deel af deres ladning overbord. men denne dristighed maatte de betale dyrt; thi neppe vare de komne ombord paa det : algierske skib, førend de under de hæftigste forhaanelser, bleve pryglede og mishandlede. det næste skib, som stødte paa os, var en tunesiske corvette. da en krig mellem begge røverstater, just blev ført med megen forbittrelse, saa kom det strax til en haarnakket fægtning, hvori tuneserne endelig efter at have erholdt nogle glatte lag, maatte overgive sig; det hele mandskab blev lagt i lænker, den tappre kaptain halshugget, hans hoved stukket paa en landse, i triumph baaren omkring paa skibet, og derpaa paa et ophøiet sted af samme stillet til skue. korsarernes vilde larmende glæde var grændseløs. rais troede at have gjort underværker og modtog i stolt tiltroe om hans vigtighed, hans officerers og mandskabs lykønskninger; ogsaa vi ansaae det forklogskab, at følge deres exempel, endskjøndt vi følte medlidenhed med tunesernes sørgelige skjæbne. nu stødte ogsaa briggen med vort øvrige ulykkeskammerater til os, som vi i fire dage havde tabt af sigte, og til vores gjensidige glæde, bleve de nu forenede med os. ogsaa vor forrige kaptain, saamegen grund han ogsaa havde givet os til at besvære os over ham, opvakte vor medlidenhed og alt var forglemt, vi ansaae ham ikke meere som ophavsmand, men som deeltager i vores ulykke.
|
fiction
|
thi_panantis-skæbne_a
|
thi_001715
|
det algierske skibsmandskab bestod af en blanding af det africanske fastlands forskjellige folkestammer, tilligemed flere af hine banditer fra levanten, som aarlig blive indførte fra smyrna og andre egne fra tyrkiet til røverstaternes tjeneste. her saae man en ligesaa stor forskjellighed af farver, som nationer, fra tombuctus fladnæsede beboer indtil almohadernes hvide ætling. denne brogede vrimmel var overalt bedækket med fateller, den vrimlede af utøi. j bestandig bekymring for, at en smitsom sygdom, en naturlig følge af saadan ureenlighed skulle bryde ud, og fordømt til at see disse dumme fatalister gaae omkring overalt med brændende lamper og piber, var vores stilling saa ængstelig at den neppe lader sig beskrive. men
|
fiction
|
thi_panantis-skæbne_a
|
thi_001716
|
liig sammenpakkede sild, lignede vores leie prokrustes seng. efter tyrkisk viis udstrakte paa dækket, maatte vi fortære vort elændige maaltid. med udskudet af skibsmandskabet, vores drikbestod af fordærvet vand, som gik, i et stort leerkar mellem alle bordgjesterne fra haand til haand. den daglige ret var uforanderlig cuscusu, og naar vi imellemtider paa en eller anden maade, søgte at krydre den, maatte vi henvende os til en elændig proviantmester, ved navn soliman, som fordrede for den ringeste ubetydelighed, en umaadelig priis, hvilken vi, da rais ædelmodig. havde taget vore samtlige penge i forvaring, ikke vare i stand til at betale. undertiden afhjalridderen rossis børn vore mangler, i det de gik omkring blandt tyrkerne og indsamlede i deres forklæde til os figener og andre tørrede frugter. overhovedet opdagede vi ved nærmere bekjendtskab, agtværdige undtagelser fra den almindelige algierske caracteer, hvoriblandt en ung mand ved navn, achmet, en arabisk prindses søn, der tjente, rais, som sekretair og da han havde været i de fleste europæiske havne, talede han færdig fransk og italiensk. ogsaa maae jeg med berømmelse, omtale agaen for den tyrkiske milits og med sandhed bevidne, at ingen af vort reiseselskab, saalænge vi vare ombord paa fregatten, bleve i mindste maade fornærmede, og fremfor alle bleve fruentimmerne behandlede med den største agtelse. rais indbød os af til i kabytten, hvor der blev fortalt et erabisk eventyr og en god kop kaffe blev ombaaren; hvorpaa fulgte et lille glas med rum, som man havde røvet fra vores brig. vi forsamlede os daglig for at høre afrikanernes raae sange, og for at see paa maurernes og negrenes dandse, og lode os ikke naar vi bleve opfordrede til sang, overgaae af dem i beredvillighed. overhoved blev efter nogle dage vore udsigter i fremtiden meere blide. den rais vi vare faldne i hænderne paa, førte navnet hamida, han var af mørk ansigtshos i farve og havde er vildt blik, men hans opførsel var iøvrigt ingenlunde frastødende. uagtet den i algier næsten uforanderlige regel, at anbetroe janischarerne alle vigtige overbefalingsposter, var hamida omendskjøndt en maurer og det endog af den lave stamme cubails, dog stegen i veiret, og faaet en stor=amirals rang. kun fortjenester og roes havde forskaffet ham en saa høi post og holdt ham fast derpaa, uagtet en tyrkisk kabale, lod intet middel være uforsøgt til at fortrænge ham derfra. hamida besad mod og talenter og var frem for alt, yderst frugtbar paa hielpemidler, hvilke egenskaber han især havde at takkefor hans glimrende lykke. j hans ungdom havde han staaet i portugisisk tjeneste og man holdt ham nu for den bedste søeofficeer, den algierske regjering havde. allerede som kaptain paa en lille schebekke gav han beviis paa sin duelighed, gjorde flere priser af stor værdie og udstrakte sine krydstourer lige til madeira og rewfoundlands banter, hvor han var meget heldig mod amerikanerne. hans største foretagende var erobringen. af en portugisisk fregat, der samme skib hvorpaa vi befandt os. den største feil i hans carakteer, var et alt for høit begreb om hans egne fuldkommenheder og et hang til at nedværdige alfremmed fortjeneste. han var heller ikke stræng nok mod hans folks udskieelser. sielden gik han omkring paa skibet, men siddende med krydsviis, over hinanden slagne been paa et i øinefaldende sted paa dækket, pleiede han daglig at tilbringe. tre eller fire timer for at uddeele befalinger, rygtobak og stryge hans stusbart. under fægtningen viste han tapperhed og jnsigt; men hans hæftighed og utaalmodighed var en bestandigplage for hans undergivne. dreven omkring af modvind nærmede vi os paa nye de italienske kyster og selv mit fædreland, toskang faae jeg i det fjerne; men i hvilke omstændigheder og i hvilken stilling! engang troede man at opdage et amerikansk skib og ville allerede giøre jagt derpaa, da man fandt at det var et franske skib, hvorpaa man opgav forsættet. senere herstødte vi paa et med engelsk pas fra konsulen i cagliari forsynet skib, men hvis mandskab dog bestod af genuesere og toskanere. da det var kommen nærnok, befalede man kaptainen at skikke sine papirer ombord, ved hvilken leilighed jeg havde den ære at blive udvalgt til raisens tolk, hvilket forskaffede mig den forønskede leilighed at kunne blive mine landsmænd nyttig og ved den meest gunstige fortolkning af deres papirer at kunne fremskynde deres frigivelse. vel fattede rais de tanker, at en landgang med held kunne blive udført paa den neapolitanske kyst; men et krigsraad som han til den ende sammenkaldte, holdt det for raadeligere at tilbringe den sig nærmende bairamsfest i algier, men førend vi satte vores cours derhen, vendte vi os mod marseille og derpaa mod kysterne af tunis. efterat vores rais til ingen nytte havde kryde, set langs ved kysten af suez, besluttede han endelig at vise sig for tunis, for enten at lokke fjenden ud eller for at gjøre nogle priser. da vi havde nærmet os goletta, drog den tunesiske eskadre enten af utilbøielighed for en fægtning eller fordi den ikke var forberedt derpaa, sig strax tilbage under fortets kanoner, hvorpaa hamida en afstand af fire engelske mile begyndte en ualmindelig hæftig, men aldeles nyttig kanonade mod samme og efter et to dages ophold foran aabningen ved ankerpladsen, fortsatte han sin fart videre mod vesten langs den tunesiske kyst. da vinden ikke var gunstig at seile lige ind til algier med, løb vi ind i bona. neppe have vi ankret, førend de tyrkiske soldater, bevæbnede fra hoved til fødsaate, liig en bjergstrøm styrtede i land og som hos fjenden, begyndte uden forbarmelse at plyndre jndvaanerne flere af dem saae vi fra skibet af gribe flugten med sager af værdie. efterat eskadrens mandskab var færdig med deres røverie paa landet og havde bragt levnetsmidler ombord, gik vi igjen under seil, og styrede langt ved kysten af mauritien, endelig fik vi i den fjernevestlige horizont, øie paa sørøverittes store middelpunct, som en gunstig vind snart bragte os nærmere til. algier ligger i en stor halveirkel af høie, som i amphiteatralsk skjønhed hæve sig rundom op i veiret og for størstedelen ere bedækkede med lyststeder, der frembyde fra søesiden et yderst omene. og - . tiltrækkende og malerisk syn, og de talrige viinbjerge, orange og olivenskove, der omgive staden, synes ikke at have noget tilfælleds med de afrikanske tyraners vilde caracteer og forunderlige levemaade, der beboe den. da vi nærmede os ankerpladsen, løb overalt paa fregatten et lydeligt glædesskrig, og neppe var ankeret kastet, for man gjorde, anstalt til landing. med raae stemme befalede rais hamida de ficilianske matroser under agaens opsigt at bestige den store baad; passagerer. ne vare bestemte til at forhøie glandsen af hans triumpherende indtog. han befalede os til den ende at følge ham i et jagtskib, som skulle bringe ham i land. saasnart vi havde betraadt strandbredden, maatte vi danne et tog bag efter ham, i hvis spidse han meget tilfreds stillede sig. en umaadelig folkemængde var strømmet sammen ved stranden, for at hilse de hjemvendende triumpheren. de søerøvere med glade raab; dog bleve vi hverken plyndrede eller beskjemmede, en behandling, som skal vederfares mange kristne slaver ved deres landing paa denne uvenlige kyst. paa en lang omvednaaede vi det til de fangnes forhør og endelig condemnering af tagne priser, bestemte pallads. raigik ind i den indre deel af bygningen, medens vibleve udenfor, indtil man kaldte paa os. efter at et stort telttag var udspændt paa forsiden af huset, viste regjeringens medlemmer sig i barbarisk pompog skrækkende majestæt, ledsaget af ulemas eller lovens fortolkere og divanes fornemste agas, med megen gravitet satte de sig ned, og spurgte efter vore papirer, som bleve behørig undersøgte og derpaa forelagte den engelske consul, hvis nærværelse altid blev forlangt ved disse undersøgelser. for at kunne gjøre de paastande gieldende, som han kunde have paa et eller andet. konsulen indsaae vore dokomenters utilstrækkelighed; men dreven af hans hjerres godhed og medlidenheds følelsen for mennesker i von ulykkelige stilling, søgte han paa enhver malig maade at unddrage os fra den truende fare. den omstændighed at nogle af vort reiseselskab vare fødte i et med frankerig forenet land, standseden ikke consulens ædelmodige bestræbelser, vi vare ulykkelige, dette var for ham tilstrækkelig grund til at antage sig os. men med dristighed forsvarede rats ham da søerøveriets ugudelige love. en god prise, fangne slaver!" saaledes lød nu en mumlen gjennem den hele forsamling, der meddeelte sig snart til den forsamlede . mængde, som med deres larmende skrig synes at ville fremkalde en saadan retsslutning. herpaa fordrede den engelske konsul, ridder rossis gemahlinde, som engelænderinde tilligemed hendes tvende børn formelig tilbage; efterat dette var bevilget traaede hendes gemaal ridderen nogle skridt, fremad og gjorde hans paastand paa frigivelse gieldende, paa grund af at han havde ægtet en engelænderinde og var fader til to brittiske undersaattere. ogsaa denne fordring havde det forønskede udfald, og han forenede sig strax med hans ængstelig ventende familie. nu gjorde consulen et forsøg til fordeel for de øvrige samtlige passage. rer, men forgiæves, det lydelig gjennem salen tonende raab: chiavi chiavi: (slaver, slaver !) gjenlød skrækkelig blandt mængden, og forkyndte os vor skjebne. raadsforsamlingens medlemmer stode op; konsulen og hans følge tilligemed ridder, rossi og hans familie bortfjernede sig, og efterlode os, som slaveriets slagtoffere i en tilstand af ubevægelig følesløshed. (fortsættes i næste no.)
|
fiction
|
thi_panantis-skæbne_a
|
thi_001717
|
blandet. kongen af frankerig har allerede sat for den engelske hofmaler, hr. lawrence, der af sin monark er sendt til paris for at male carl x.
|
non-fiction
| null |
thi_001718
|
da videnskabsakademiet i lyon i slutningen af august uddeelte sine præmier, tilkjendte den prof. dittmar i berlin den første priis for meteorologien.
|
non-fiction
| null |
thi_001719
|
j lonquedok og det sydlige frankerig lover mansig en fortræffelig viinhøst, og har derfor besluttet at kalde dette aars væxt carl xdes viin." j grevskabet limmerick, i jrland, har atter viist sig forskjellige spor af udøvede umenneskelige grusomheder.
|
non-fiction
| null |
thi_001720
|
panantis skjæbne i algier. (sluttet.) førend vi endnu vare kommet os af vor stumme skræk, bleve vi under anførsel af grandescrivan og guardian bascha ført gjennem en stor deel af staden, til pascialik eller baschaens pallads, deyens unværende bolig, under ledsagelse af en utallig hoben tilskuere, hvis mængde endnu blev forstørret ved det, at det var den manriske sabath fredag.) den første gienstand, der faldt os i øinene, var sex blodige hoveder, som vare lagte foran indgangen i en rad, og det endog saaledes at vi for at komme gjennem det jndre af slotsgaarden maatte gaae over dem. det var nogle urolige agas hoveder, der havde vovet at knurre mod deiens anseelse. en dye tanshed herskede mellem ringmurene af dette, pallads, hvor mistanke synes at have opslaget sit sæde, og frygten stod malet paa ethvert ansigt. efter at vi havde maattet stille os i række under dejens vinduer, for at skaffe despotens øienoget at glæde sig over, viste han sig i vinduet, kastede et blik paa os, hvori stod malet glæde og foragt, og gjorde derpaa et tegn med haanden; hvorpaa vi fik befaling at forføie os bortog ankom paa en omvei gjennem staden foranen stor, mørk bygning. det var den saakaldte bagno bestemt til modtagelse af kristne slaver: --- som ogsaa kaldes basios og esclavos. enhver nerve littrede og alle vore lemmer skjælvede, da vi betragtede dette skrækkelige opholdsted. hvem der bliver bragt i dette huus, er slave!" dette vare de første ord, som slutteren vetrede ved vores jndtrædelse i samme. da vi passerede gjennem den mørke smitsige forgaardomringede en mængde slaver os, som bare de forladte lidendes kiendetegn. paltede, aftærede, blege med indfaldne øine, og med blikke der forkyndte en elændighed, hvilken synes at have qvælet medlidenhedens finere følelse, for andres lidel. delser, saae de os trække forbi, uden at yttre den mindste tegn paa deeltagelse, som man dog synes at kunne vente i en saadan stilling. liig misdædere, som bleve førte til schafottet, bestege vi fangehusets trappe, og ligesom dømte forbrydere sædvanligviis synes at blive beviiste nogen eftergivenhed, behandlede ogsaa slutteren. os den første dag med særdeles opmærksomhed. og agtelse; han indbød os i sit eget værelse, og paastod at vi skulle deele hans middagsmud med ham. ved bordet befandt sig foruden mig og mine reisekammerater, tre slaver, som allerede i mange aar havde været i fangtskab, og vare af god herkomst og opdragelse.
|
fiction
|
thi_panantis-skæbne_b
|
thi_001734
|
den følgende dag hengik ved underhandlinger med den engelske consul og andre venner i
|
fiction
|
thi_panantis-skæbne_b
|
thi_001735
|
staden, saavelsom ogsaa med de fornemste jøder, hvem vi kunne troe, ville være os meest nyttige ved vores udløsning. hvad mig angaaer, saa begyndte jeg at betragte tingen i et noget gunstigere lys. mine venner, ridderen rossiog gemahlinde talede med varme for mig hos consulen, og denne menneskekjerlige mand gjorde alt hvad der stod i hans magt, for at rive mig ud af min skrækkelige stilling. j bagno talte, man hemmelig om, at han havde formelig tilbagefordret mig hos deyens ministre. men manhavde nægtet min udlevering, i det en af dem i ville have bevilget samme mod en løsepenge af zechiner i guld (nitusende daler, og det fordi regjeringen vidste at jeg var en stor digter, og meget riig. man føiede hertil at ministrenevare ikke tilbøielige til under nogetsomhelst paaskud at udlevere mig, da hans høihed havde til hensigt at betjene sig af mine beundringsværdige talenter til sager af stor vigtighed. guardian baschaen eller den øverste opsynsmand ved fængselet tog mig tilside og begyndte meget alvorlig at tiltale mig paa følgende maade. "sandelig!" sagde han, lykken har taget dig i sin særdeles beskyttelse. reppe ankommen som slave til algier, viser sig allerede den følgende: dag en post, som andre ikke i hundrede aar, ville være i stand til at erholde. du burde springe og hoppe af glæde." og har jeg ikke, faldt jeg ham ind i talen, alt aarsag til at spørge, hvilken trøst gives der for den, som er i lænker," "den menneskelige naturs svaghed; svarede guardian bascha. "slaveriet er alle menneskers naturlige tilstand; alt afhænger af den stærkeres love, af omstændigheder og nødvendighed. vi ere alle vanens, lidenskabernes, sygdommes og dødens slaver. men hvem der hæver sig til en mægtig post, ophører i at være slave, og kan selv have slaver, som staae beredet paa eens vink, og i det du lyder een, befaler du over tusende. du har et godt ho ved, taler godt og er for os en god acqvisition, naar du engang er deiens tolk og sekretair, vil du svømme i guld, du vil blive kundskadens lampe og besidde mange kostbare haver; duvil blive en stor herre, og alt vil bøie sig for dig. "formegen ære, svarede jeg, jeg fortjener den ikke. men ved hvilket tilfælde er dejen bleven foranlediget til at kaste sine øine paa mig, nu," svarede hiin, det har altid været dejens stik at have, en slave til geheimesekretair, efter at en af disse utroe hunde havde forraadt ham, lod han hovedet slaae af ham. paa ham fulgte en anden, men denne kjeltring. pleiede at meddele de fremmede consuler hemmelige efterretninger, og blev derfor dømt til at prygles tildøde. herpaa tog hans høihed en jøde i sin tjeneste; men da han blot tænkte paa at samle penge, bemægtigede man sig hans skatte og lod ham brænde. derpaa gjorde man forsøg efter hinanden med en maurer og en araber, men det lykkedes ikke og nu slog man hovedet af dem, for at forhindre dem fra at sladre af skolen. nu har dejen besluttet, at forsøge det endnu engang med en kristen, og du er den lykkelige hvorpaa hans valg er faldet men, afbrød jeg ham, gjeg er nysgjerrig efter at vide hvorlænge begge de kristne, joden, mauren og araberen ere blevne paa denne post? nogle holdt sig i tre, andre i sex til til maaneder i tjenesteen; dog ingen bragte det til et aar, men alle levede et kort, og lystigt liv. saaledes endte guardian bascha sine efterretninger. "disse æresbeviisninger, svarede jeg, ville uden tvivl være meget antagelige, men jeg frygter for de ville føre. et alt for stort ansvar med sig. tusind tak, for den velmeente deel du tager i min befordring; men jeg frygter for baschaerne blive for snart kjede af deres tjeneste og begynde temmelig snart at lege tyraner mod dem.
|
fiction
|
thi_panantis-skæbne_b
|
thi_001736
|
under denne samtale gik slaveriets slagtoffere hist og her omkring i de dunkle gange eller laae paa den blotte jord med en lille bedækning i af straae, gruppevise udstrakte og ventede paa tiden til aftenmaaltidet. jmidlertid kom den engel ske vice-consul som havde anbefalet os til grandescrivano og guardian bascha med megen godhed, for at underrette mig om de skridt, som consulen havde gjort til min fordeel hos deien, og at han endnu sildig var gaaet hen til residentsvalladset. paa den anden side søgte grande: serivano igjen at udslukke den svage straale, af haab, som viceconsulens besøg havde opvakt hos mig. jeg maatte, meente han, betragte minskjæbne som aldeles uundgaaelig afgjort, thi omendskjøndt i begyndelsen, consulens anseelse og veltalenhed kunne have havt nogen jndflydelse, saa var dog efter engang meddeelt afstaaende svar, min dom som slave uundgaaelig, og selv den møie man gjorde sig for min befrielse, gjorde, naar de vare uden lytteligt udfald, min tilstand kun saameget baabløsere. man begriber let at jeg qvælet af de piinligste bekymringer, tilbragte en sovnløs nat. endnu var dagen ikke brudt frem, endnu havde mennesker og fæe ikke havt tid at udhvilesig efter gaards dagens arbeide, da slutterens raae stentorstemme lød: vamos a trabajo (til arbeide) hvem der ikke med den største hurtighed fulgte dette raab, følte pisken. førend vi forlode fængslet, viiste den sorte aga sig med nogle jernringe, der skulle smedes om vor venstre fod, som et varigt kiendetegn paa slaveriet. efter at aggen havde fæstet ringen om benene, paa den ene efter den anden af mine kammerater, gav han ogsaa mig en ring i haanden med de ord: "hans høihed ville bevise mig en særdeles ære, ved selv at tillade mig at forde anlægge ringen. med følelser, ikke ulige dem en visir føler, som porten tilstaaer den hemmelighedsfulde forret at qvæle sig selv med den tilsendte silkesnor, greb jeg, bedækket med kold sved, slaveriets nedværdigende symbol og søgte taus at finde mig i min skjæbne. de nye slagtofferes tal af forskjellige nationer, som samtlig paa barbarernes sidste krydstog, vare gjorte til fanger og passerede ved denne leilighed mynstring, beløb sig til fire hundrede. efterat vi have erholdt befaling til at begive os hentil skuepladsen for vort arbeide, skrede vil fremad, ledsaget af vore opsynsmænd, som bevæbnemed piske, ofte udraabte: a trabajo can insidel, a trabajor til arbeide, j vaniro hunde, til arbeide.) under denne bedækning kom vi til de offentlige bagerovne, hvor enhver af os blev tilkastet to sorte brød, saaledes som man kaster noget til hunde. begjerlig grebe de ældre fanger dem, og nedslugede dem med skrækkelig graadighed. da vi vare ankomne til marinens store halle, fandt vi der regjeringsmedlemmerne, med jndbegreb af agaen for det militaire, stor=admiralen, den øverste rais, cadien, muftien og ulemas, siddende med heele tyraniets pragt. vi bleve derpaa ordnede i rækker af dem, talte og mynstrede med særdeles opmærksomhed. med bankende hjerte fæstede vi vore blikke paa forsamlingen og en dyd tanshed herskede i hele salen. endelig blev den afbrudt ved ministeren for søevæsenet og den første statssekretair, han nævnte mig ved navn og befalede mig at træde frem. da jeg havde adlydt, blev der forelagt mig mange slags spørgsmaale, over mine beskjæftigelser i england og mine øvrige forbindelser med dette land. efter at jeg havde besvaret det saa godt jeg kunde, udsagde ministeren følgende ord, der virkede paa mig som en talismaan; ti star francol. (du er frie. et saadant tilfælde, som dette, var det eneste i algiers annaler, thi der gaves intet exempel paa at en slave saa umiddelbar efter at han var tagen til fange, var bleven frie uden løsepenge. en soldat fik ordre til at aftage mig jernet; efter at dette var skeet, opfordrede - han mig til at aflægge ministeren min tak. den ne besvarede min tiltale med et haandtryk og mange artige udtrykke, og befalede endelig drasomanen at føre mig hen til den brittiske consulsbopæl. mit hjerte flød over af glæde ved den første tanke om den igjenerholdte frihed; den anden tanke var helliget mine ulykkelige reisekammerater, som begyndte at smigre sig med det søde haabom en lignende behandling. næst min egen rædning ville i dette afgjørende øieblik, intet have ydet mig saamegen glæde, som opfyldelsen af deres forhaabninger. langsom gik jeg bort med min nye fører og ofte standsede jeg i den længsels fulde forventning at see dem følge efter; men allerede var befaling meddeelt at føre dem alle til arbeide og at anvise enhver sin forretning. med nedbøiet hoved og svømmende i taarer, nærmet de de sig, og med et sagte haandtryk tilsukkede de mig et levvel og forsvandt.
|
fiction
|
thi_panantis-skæbne_b
|
thi_001737
|
ved min ankomst til det brittiske consulat, forlod dragomanen mig; min ædelmodige ven ridder rossi ilede mig imøde, og vi sank maalløse i hinandens arme. snart kom ogsaa consulen, hvis aasyn bevidstheden om en god handling omstraalede. aldrig vil erindringen om navnemac dønne, og tanken om hans ædelmod udde hos mig. faa consuler have besiddet en større jndflydelse over disse barbarer, saa sandt er det, at magten allene ikke er tilstrækkelig, naar den ikke er understøttet af talenter og caracteer.
|
fiction
|
thi_panantis-skæbne_b
|
thi_001738
|
efter at jeg i consulatet havde modtaget nogle forfriskninger, befalede man mig at begive mig hen til det store priis magazin, og igjen at fordre tilbagegivelsen af mine sager, som regjeringen havde befalet. ved min ankomst fandt jeg, at alt: penge, bøger, vare, og klæder vare bortstiaalne og altsaa ikke havde undgaaet tyrkernes og maurernes rovbegierlige hænder. et haardt tab, dybest følte jeg tabet. af mit manuscript, og især smertede det mig meest at tabe nogle bemærkninger og fremstillingen af og mange for mine øine forefaldne historiske tildragelser. forgiæves søgte jeg overalt; det var kunalt for vist at man havde kastet overbord alle mine papirer. ofte havde jeg den kummer at møde vores forrige skibsmandskab paa gaden, belagt med lænker og færdige at ligge under for deres elændige og nedværdigende tilstand. de fruentimmer som endnu ikke vare solgte til maurerne, havde den danske consuls frue taget til sig og behandlede dem med den største opmærksomhed. til minglæde bemærkede jeg, at de fangne daglig bleve mere rolige og muntre. med ridder rossis elskværdige familie levede jeg nær ved den engelske consuls lyststed, som gav os daglig nye beviser paa sin gjæstfrihed. jeg gik ofte ind til staden, men bemærkede aldrig nogen tiltrækkende. eller mærkværdig gienstand. her var ingen bogsamling, ja ikke engang et kaffehuus med en ener ste tidende. dog underholdt jeg mig undertiden med statssekretairen, rais hamidda og en af kadierne. jeg blev ogsaa forestilt deien, men hans skumle blik var afskrækkende og tilbagestodende. altid følte jeg en hemmelig gysen, naar jeg gjennemvandrede denne skrækkelige stads trange mørke og urene gader, tanken om dette rige for barbarie og slaverie som omgav mig, om den tvang, der herskede, formedelst mistanke, skindsyge og had, og paa den uophørlige fare manstod i, for at blive beskjemmet, kastet i lænker og myrdet, alt dette ængster siælen og sløver tænkekraften. hertil kom, at jeg vidste tyranen, havde udladt sig med, at han angrede at han havde været saa villig til at give mig frie, og at han endnu altid kunde forandre sin beslutning i denne henseende.
|
fiction
|
thi_panantis-skæbne_b
|
thi_001739
|
hvem der ikke har været vidne til den skjebne, der venter de fristne slaver i barbariet, kan ikke gjøre sig noget begred om den afgrund af elændighed, hvori disse hans med. mennesker ere nedsunkne. jeg selv, som saae det, og indtil en vis grad folie det, veed ikke hvor jeg skal finde ord til at beskrive det. hvem der er erklæret for slave, bliver strax afklædt og bedækket med en art sækkelærred; man lader ham sædvanligviis arbeide uden skoe og strømper og ikke sjelden med ubedækket hoved i solens brændende straaler. mange lade som et sørgttegn deres skjæg voxe og overhovedet maae de leve i en utroelig ureenligheds tilstand. nogle af disse elændige maae forfærdige touge og stil for flaaden, og deres tyraner udpresse ofte som betaling for formindsket haarhed, hyppige pengesummer af deres slagtoffere. andre maae arbeide i dejens tjeneste, og mange bruges af manrerne, hvem de blive solgte til paa markederne, til de laveste huuslige arbeider. nogle maa, som lastdyr bære stene og træe til offentlige bygninger. de fornævnte to sorte brødkager udgjøre deres hovednæring, og havde ikke nogle rige maurer testamenteret store summer til slavernes underholdning, saa ville de om fredagen være uden alle næringsmidler. om natten blive de, som forbrydere indspærrede i et fængsel, og maa i de aabne gange ligge nogne udstrakte paa jorden, udsatte for aarstidens strænghed. paa landet maae de hyppig ligge under frie himmeleller søge beskiermelse i hulerne. andre maae grave brønde, eller reengjøre cloaker, staae hele uger indtil midten af legemet i vand og indaande mephetiske dunster eller arbeide i bestandig fare for at steenbruden skulle falde sammen over dem. mange blive endog spændte i et aag med arbeidsdyrene, og tvungne til næsten ganske allene at trække svære byrder; altid erholde de flere slag end deres mere begunstigede kammerat æslet eller muuldyret. jkke sjelden blive flere begravede under nedstyrtede bygninger eller finde døden i gruber, hvorhen man skikker dem, for at blive frie for dem. j gjennemsnit tader aarlig mod en til to hundrede mennesker liog vet, af mangel paa næring, medicinsk hjelp og andre livets fornødenheder; og ved de efterlevende, naar den udøielige tyran hører der undslipper dem et suk, eller en klage; den ringeste forseelse, den mindste uforsigtighed bliver straftet med slag under fodsaalerne eller paa ryggen, og gjenstridighed mod denne mishandling bliver ofte straffet med døden. er en slave underveis bleven udmattet ved sygdomme, besværligheder eller mishandling, saa lader man ham paa en umenneskelig maade ligge paa landeveien, udsat for den fare, at blive beskjemmet eller nedtraadt af de forbigaaende. ofte vende de ulykkelige, blodryppende og bedækkede med buler og saar tilbage fra bjergene. en aften mod skumringen raabte en hæs stemme paa mig, da jeg kom nærmere, fandt jeg en mand, liggeudstrakt paa jorden, som skummet stod ud af munden, og blodet trængte frem af næse og øren. "kristen, kristen!" tiltalede han mig med svag stemme, for guds skyld hav medlidenhed med min jammer, og end en tilværelse, som jeg ikke er i stand til længere at bære." hvem er du?" spurgte jeg, angreben af forskrækkelse ved synet af ham. "jeg er en slave, svarede den ulykkelige, vi blive alle slet behandlerde. en oldak af militzen, som kom denne vei, tilraabte mig med vred stemme i forbigaaende hvorledes vover du christenhund at standse paa veien, naar en troende gaaer forbi, disse orvar ledsagede af et slag og stød, der kastede mig ned fra et ophøiet sted og satte mig i denne tilstand.
|
fiction
|
thi_panantis-skæbne_b
|
thi_001740
|
en anden gang, saae jeg en kristen slave, siddende kummerfuld under en gammel muur: ved hans fødder laae en uhyre byrde, som han synes at være sunken ned under, hans ansigt var blegt og aftærret, hans vilde mod jorden fæstede blikke, viiste spor af en for tiden fremskyndet alderdom. j det han slog sig fortvivlet for panden og brystet, udstødte han dybe suk. "hvad - . feiler eder ven, sagde jeg, hvorfor disse udbrud af smerte og fortvivlelse. armee kristen, svarrede hans for eder er ingen hjelp, eders angestskrig bliver ikke hørt i himlen. neapel er mit fædreland; see nu hvorledes angest og elændighed, kan forandre et menneskes ansigt. elleve aar er det siden mine lidelser begyndte; forgiæves har jeg hidendtil anraabt beslægtede og andre medmenneskeom hjelp, jeg har intet mere jeg tør haabe paa. hvad har jeg gjort, hvorved jeg har fortjent en saadan elændighed?" alle de trøstegrunde, som min deeltagelse indgjød mig, besvarede den ulykkeligmed en tvungen latter, og da jeg i det jeg gik bortsaae mig tilbage, væltede han sig stønnende og fuld af fortvivlelse paa jorden. endskjøndt der bliver sat en bestemt løsepenge, for at holde haabet og friheden vedlige hos dem alle, saa er dog ved den besynderlige maade og viis, hvorpaa denne løskjøbelse maae skee, deres haab for det meste forgieves. have de, efter at have erholdt tilladelse til at drive en haandtering, erhvervet sig formue; saa tillader man dog ikke at de bruge den som løsepenge. tilbud af denne slags, blev hidindtil altid afvist, af den grund, at dejensaa alligevel er lovlig arving, til hvad hans slaver, eier; ogsaa fremskyndes ikke sielden en saadan arv, derved at man rydder dens besidder af veien.
|
fiction
|
thi_panantis-skæbne_b
|
thi_001741
|
men ikke nok, at kristenslaverne sukker underumaadeligt arbeide og virkelige mishandlinger: ogsaa spot, haan og beskjemmelse er deres lod. vantro kristenhund, dette er den sædvanlige tiltel, hvormed man tiltaler slaven og som altid ledsages med foragtelige geberder, og ofte med voldsomheder. bliver den fangne syg, saa maatte har omkomme paa gaderne, hvis ikke spansk velgiøren, hed havde opofret et lidet fond til stiftelse af et hospital for fangne kristne slaver, hvor de i det mindste kunne døe i fred, dog er der for at række dem religionens trøst paa sygeleiet, kun en ene ste præst, som med hans virkelig kristelige iver dog er utilstrækkelig for tretusende slaver; hvoraf desuden endnu hundrede ere adspredte paa landet. selv et begravelsested efter sin religions brug, var indtil for ti aar siden nægtet de kristne slavei algier og ofte blev deres legeme i frie luft henkastet til næring for orme og rovfugle. kunmed megen stor vanskelighed fik carl den iv udviist for en uhyre priis, en lille plads foran søen, som to siden har tjent til begravelsesplads for de kristne, uden dog at være beskyttet ved nogetsom helst kiendetegn, eller med nogensomhelst indhægning. saaledes leve og døe de kristne slaver i algier!
|
fiction
|
thi_panantis-skæbne_b
|
thi_001742_a
|
den ulykkelige. to skolekammerater havde længe været skildte adden ene havde søgt at gjøre sin lykke i jndien, den anden i paris. hiin var vel ikke uden møie, men dog uden uheld, bleven riig ved uafbrudt stræbsomhed; endelig reiste han tilbage til europa, og ilede til paris for igjen at forene sig med sin ven.
|
fiction
|
thi_den-ulykkelige
|
thi_001742_b
|
han spurgte med livende deeltagelse efter ham, man undveeg i begyndelsen at svare, endelig sagde man ham dog, at denne mand ikke havde været særdeles heldig i sine speculationer; han havde allerede to gange maattet træffe en overeenskomst med sine creditorer; nu havde han for tredie gang erklæret sig for insolvent, og ventede i en ubekjendt krog indtil det ville lykkes ham, at formaae hans creditorer, til at indgaae forliig. tredie gang vil han ikke kunne overleve det, raabte jndianeren, hvis ikke forsynet havde skikket mig til hans redning. jeg tiller for at bringe ham trøst og hielp. jeg er riig, derfor behøver han ikke at frygte for at blive fattig; men jeg frygter for den fortvivlelse, som han ved sine fine følelser, maae geraade i, ved saa gjentagne ulykkes tilfælde. ned møie erfarede han endelig hvorhen hans ulykkelige ven havde flygtet. han begav sig hentil denne skjulte krog. uventet holdt hans postchalse stille for en bygning, som laae midt i en fortryllende egn, omgivet af prægtige haver og synes at være et fandt epikuræisk opholdsted. efterat de første glædes-yttringer vare forbi, saade jndianeren: "jeg skjalv for at finde dig et eller andet fælt og trøstesløst opholdsted. gud skee lov, din bopæl er saa smuk, som jeg nogenfinde kunde være i stand til at tilbyde dig den. du har altsaa havt venner i din ulykke, som indtoge mit sted. "hvem mener du da at dette lyststed tilhører, svarede hiin, det er dog med alle sine omliggende herligheder vel værdt en hundrede tusinde daler. du gode himmel, den er alt hvad der er bleven mig tilovers efter mit første uheld, . man holdt et gladt maaltid. en ypperlig beværtning! fortræffelig viin, efter bordet gjorde den ulykkelige hans ven det forslag, til vogns at besøge en nærliggende skov. i det de morede sig der - thi den var af betydeligt omfang, herlig vedligeholdt og overalt gjennemskaaren med lige allersaavel for jagt, som lystpartier, sagde den ulykkelige til sin trøster: dette sted er neppe sex hundrede franker værdt, det er alt hvad jeg har reddet af mit andet skibbrud. ved deres tilbagekomst til slottet modtog den ulykkelige et brev. lad os, raabte han, efter at have læst det, ile til paris. mine anliggende: ere bragte i det rene; mine kreditorer have modtaget pc. kom lad os tile! begge vennerne reise. til mit hotel! tilraabte den ulykkelige postillionen, jeg vil ikke tillade, at du boer andetsteds end hos mig. og vognen rullede nu ind i et af de smukkeste hoteller, som laae i et af de skjønneste qvarterer i paris. er det din eiendom, spurgte manden fra jndien, forundret over denne bygnings pragt. ziirlighed og størrelse, den maae jo være en million værdt, at mere, min dyrebare ven, svarede den ulykkelige i en følsom tone, og det er alt hvad mit sidste uheld har levnet mig man siger efter alle disse ulykker, skal manden, endnu have havt det uheld, at blive gift med en skjøn ung kone, som paa hendes side ogsaa havde lidt trende uhæld, nemlig trende ægteskabskilsmisser, som den ene med den anden iberegnet, har indbragt hende en kapital af firehundrede tusende franks. phantasien kan neppe forestille sig at nogen høiere grad af ulykke, endnu kunne være disse mennesker forbeholdt, men samvittigheden gruet ved denne høide, thi dens synspunct har allerede ved første uheld været oversteget.
|
fiction
|
thi_den-ulykkelige
|
thi_001743
|
blandet: en høist vigtig proces svæver i denne tid fordomstolen i neapel. en skomager og en parykmager have beviist, at de nedstamme fra en naturlig søn af fyrst ludovis, der efterlodsig store midler, som fyrst piombino arvede. de have indgaaet den accord med en jurist, at hans skal have en trediepart af arven, ifald han vinder sagen for dem. ved første jnstants have det virkelig allerede vunden, og stadfæstes dommen ved de høiere instantser, tilfalder dem en formue, af omtrent mill. fr.
|
non-fiction
| null |
thi_001744
|
spører, præst i rechenberg i franken, levede. i det attende aarhundrede. hans præken, hvoraf nedenstaaende er uddraget. er trykt . den blev holdt i anledning af bækkeners udsættelse til bedste for de fattige, og texten var tob. , . sørg ikke, min søn, fordi vi nu ere fattige, o. s. v. ved denne leilighed erindrede han, at tobie hustru ernærede den blinde mand ved at spinde, (kap. , .), og gjør derved et hæftigt udfald. ei allene mod bønderqvinderne, men fornemmelig mod sin egen kone. "min smukke engel! saaledes tiltaler han hende: gud bevares! hvormange alen tøi har du spundet til i vinter," aa hvad, - siger det skabilkenhoved: du har jo i sommer seet det paa blegen, saa behøver du jo ikke at spørge derom?" - tosse, jeg veed det nok, halvanden alen mindre end trefjerdedeel. det er saameget man kan bøde en skjorte med optil navlen." - derpaa tiltaler han sig selv; hold, vor herre forlade mig, gaaer præsten saaledes sin egen kone paa livet, hvad vil han da gjøre ved andres: "ved at besvare sig selv, kommer ham til at fremlægge sin uskrømtede troesbekjendelse betræffende det smukke kjøn. "qvinden elsker jeg af naturen, naar hun er smuk, galant, artig, honet og pyntelig klædt, ligesom en smuk hest, saa veed jeg nok at respectere hende, naar hun kan holde godt huus, see paa mandens øine alt, hvad han vil. hal da leer hjertet, naar manden kommer hjem og møder saadan elske værdig engel, der med de smaa sneehvide hænder tager fat paa ham, kysser og klapper, sætter, en lille steg og lidt salat paa bordet, flytter sig tæt hen til ham og siger: "min engel! hvor vil han have, jeg skal skjære?" og andre slige honning= og sukkersøde ord. men naar en hoskiboski, roski, et gammelt orgelværk, et forrustet rivejern, et murmeldyr, en skændegjest, en maaræske, er i huset, som altid brumler: mum, mum, mum, som slaaer den ene dør efter den anden, som farer ud i gaarden med jldtangen og kaster den saa igjen hen i skorstenen; som gjør et fjæs, der seer ud som en uglerede, som ikke lader andet komme paa bordet en suppe af salte helvedpølen, som har et gesigt som en æddikebrygger, og hvad satan det ellers hedder, saadan en kan jeg ikke lide. angaaende omvendelsen paa sottesengen udtrykker han sig saaledes: "mange christne har den dumme mening: aa, naar jeg kommer paa sottesengen, vil jeg gjøre bod og blive gudfrygtigere, saa maa præsten op om natten, bringe bægeret og brøddaasen, og tale trøsteligt og smukt til hr. urian, saaledes at satan ikke bliver prior i klosteret. ja det er en trøst, men en ussel trøst. af slig trøst døer smedens kat, du daare, mens du er frisk maa du blive skikkelig. forbedre dig, mens du endnu kan synde. naar du ligger der, strækker alle fire i veiret, og vræler som en stukket væder: mæ, saa vil derblive en glæde, naar satan kommer med det sorte register, der fremstiller dine synder regiment og bataillonviis for dig, naar den fæle mand, døden, griber fat i sengestolperne, og gjør dig saa angest, at du løber af dit skind, naar luus og muus skye dig, da vil du først huske paa, hvad den gamle har præket. har du ikke pakket, noget i troens og taalmodighedens sæk, o herre, je! saa seer det slet ud; saa faaer du en snavs himmelfart; det vil gaae dig, som skrædderen, der stikker udenfor hullet." gyllands kundskabstidende pag. .)
|
non-fiction
| null |
thi_001772
|
j aaret vare portugiserne forlegne for at finde en general at sætte i spidsen for deres tropper. de tilstode selv at nationen ikke frembragte en saadann. da de paa jorden ikke kunne finde nogen, saa foreslog een den hellige antonius. efter de portugisiske love maatte man have gjennemgaaet de lavere grader for at blive general, hvilket heller ikke er saa ilde betænkt. for at rydde denne hindring af veien, trak man en soldaterkjole paa den hellige antonius's billede, den anden dag, en underofficeers kjole, og den tredie dag en officeers uniform, og saaledes steeg han i kort tid lige til general=feldtmarskal; men erholdt nu en moderat gage af modorer eller dukater. han blev haaren foran armeen i en portechaise, alle fulgte ham modig, og de leirede sig efter nogle dags marscher to mile fra badajos, hvor hertugen af berwik, som stod paa den anden side af floden guadiana, modtog dem med nogle kanonskud. den anden morgen fandtes vore tappre portugisere i fuldt arbeide med at flygte. længe kunde hertugen ikke begribe aarsagen dertil, og da han frygtede, at et eller andet krigspudslaae skjult derunder, lod han indhente kundskab derom ved nogle frivillige. disse bragte en deel fangne tilbage og nu erfarede man, at den første kanonkugle havde taget hovedet af vores hellige antonius, man tænkte da ikke længere paa at holde stand, men alle løb derfra i største forvirring. dog beholdt hans hellige excellence sin post, og kongen bragte ham aarlig hans gage i en rød fløiels pung. hvorledes det gik med hovedet, veed man ikke, det var jo ogsaa ganske unødvendigt, at mænd og koner skride til fjerde og femte giftermaal, er allerede nu blandt de ikke almindelige hændelser, imidlertid gives der dog exempler paa, at folk have giftet sig meget oftere. et af de overordentlige og næsten utroelige fortæller den hellige hjeronimus, paa hvis ord mandog vel maae forlade sig. denne siger nemlig, at han havde i den romerske biskop damaj sus den stes tid personlig kjendt et fruentimmer i rom, som paa lovlig maade tid efter anden havde været gift med siger to og tyve mænd, og efter hendes sidste gemahls død, havde hun funden en mand, som ligeledes efter hinanden havde havt tyve ægtekoner og overlevet dem alle. dette giftelystne par fattede nu den beslutning, endnu engang at forsøge sin lykke og at gifte sig med hinanden. hele rom var høilig forundret over denne beslutning, og i den meest spændte forventning, hvilken af disse to personer, der skulle overleve denanden. efter nogle aars forløb afgjorde skjebnen dette til fordeel for manden og meddeelte ham prisen. ved konens liigbegjengelse, som manden under trængsel af en uhyre folkemængde, ledsagede til jorden, blev der af folket sat ham, ligen seiervinder, en laurbærkrands paa hovedet og en palmegreen givet ham i haanden.
|
non-fiction
| null |
thi_001773
|
indenlandsk. for at bevare mindet om hs. høihed prinds christians nærværelse paa bornholm, og give efterkommerne et talende beviis paa bornholmernes kjerlighed til det danske kongehuus, have landets jndvaanere eenstemmig besluttet at opreiseen mindestatte, der er hugget af en i almindingen værende smuk kampesteen, som, efter slibningen, har faaet et skiønt udseende, og bestaaer af en alen høi obelisk, der hviler paa et terning formig, fodstykke af en eneste steen, der omtrent har cubikfods størrelse. efterat hs. majestæt kongen allernaadigst havde givet sin tilladelse til denne mindestøttes opførselse, blev den paa hans høihed prinds christians fødselsdag, den de f. m., paa den høitideligste maade indviet ved taler, sange a., hvilket udførlig findes beskrevet i no. . af dagen.
|
non-fiction
| null |
thi_001791
|
blandet. j britisk monitor bringes et mærkværdigt, aftstykke til offentlig kundskab, nemlig: et brev fra statholder publius lentulus til det romerske senat, hvilket skal findes blandt vatitacanets manuscripter, og som formedelst den taushed de romerske historieskrivere tacius og svetonius iagttage om jesu christus, har dobbelt interesse. følgende er brevets jndhold: "der befinder sig for nærværende tid i jndæg en mand med sjeldne dyder, som kalder sig selv jesus christus. udlændingerne holde ham for en prophet, men hans tilhængere holde ham, for i en søn af den udødelige gud. han opvækker døde og helbrede ralle sygdomme, enten ved nogle ord eller ved at lægge hænderne paa de syge. han er høi og velskabt, hans blik er mildt og ærværdigt. hans haar har en farve, som man ikke nøie kan beskrive; det falder i sammensundne lokker ned af skuldrene, i panden er det deelt ad. de franske hære, blive optagne i colonien, der bestod af mand, hvoraf halvparten var vaabendygtig. spise=, hvile og vaabentimerne vare fastsatte. men i slutningen af octobr. opfordrede mand spandske tropper, kolonien til at rømme den spanske grund, og efter det franske forts jndtagelse til trinidads munding, begave de franske nyebyggere sig til de forenede nordamerikanske stater. kort efter fremkomden nye republik tiepas, som den de juli erklærede sin uafhængighed; proklamationer: var dateret fra hovedstaden nachogdoches og underskreven af james long, som præsident for det øverste raad, der bestod af medlemmer og den bevæbnede magts anfører. antallet af deres stridsmænd beløb sig foruden de venskabeligen sindede vildes stammer, til mand, iblandt hvilke der var adskillige forulykkede jndbyggere : fra champ d' asyl. der udkom allerede en tidende: republikkaneren fra texas. men og saa denne colonie opløste sig kort tid efter, og general long begav sig til de forenede stater. landets fornemmeste produkter ere tømmer, vildt, især vilde heste og steenkul. udg. hans pande er glat og høi, kinderne have en behagelig rødme; næsen og munden ere udmærket skjønt dannede; hans skjæg er af stærk væxt, af samme farve, som hans haar og gaffelformig deelt ad. hans øine ere overordentlig ler vende. han iretsætter med anstand og formaner, med blidhed, i hans tale og handlinger hersker ynde og værdighed. man har aldrig seet ham lee, men ofte græde. han besidder særdeles meget maadehold og er meget beskeden - kort sagt, han er et menneske, som med sin fuldkomne skjønhed og sine gudommelige fuldkommenheder, overgaaer alle andre mennesker." da de syv frimurere den de f. m. bleve hængte i granada (den ottende, som først skulde have været optaget i ordenen, slap med aars galeistraf, indtraf endnu en anden tragisk scene af et besynderligt slags. under henrettelsen, gav nemlig en toldbetjent sig til at skraale af fuld hals: "leve den absolute konge og jndqvisitionen! døe alle frimurere!" men det blev hans svanesang; thi en soldat af eskorten overvældedes saaledes af fine følelser, at han i et hugmed sin sabel kløvede skraalerens baade hatog hoved. ved den tumult dette optrin foraarsagede, maatte garnisonen i hele to dage og nætter blive under vaaben. øvrigheden selv gik de ulykkelige frimureres skjebne saa nær, at den indgav gjentagen ansøgning om deres benaadelse; men justits= og naade ministeren, hr. colomarde, blev ubøielig og fornyede sin tordnende beslutning om bloddommens fuldbyrdelse - kongen af avas stadsvogn, som strax blev gjort til bytte efter birmannerkrigens udbrud, er nu bragt til england og der udstillet til skue i den ægyptiske halle. den overgaaer i pragt alt, hvad man hidtil har seet af orientalsk arbeide, og selv med hensyn til smagen vilde den gjøre enhver europæisk kunstner ære. den danner en eneste stor masse af guld, sølv og ædelsteene, har en høide imellem og alen og er bestemt til at trækkes af elephanter. de ædelstene, den bagner af, maae vel beløbe sig til flere tusinde og bestaae af diamanter, rubiner, saphirer, smaraader, amethyster, topaser &c.
|
non-fiction
| null |
thi_001823
|
buenos ayres. (af relation d'un voyage, fait dans les prorines de la plata.) himlen var klar og vinden gunstig; vi saae buenos ayres selv, før høien hvorpaa staden ligger; saa lav er samme; kathedralkirken og klokketaarnene af et dusin kirker, de eneste store bygninger, som gives i staden; flyde i et perspectiosammen med masterne paa skibene, som liggefor anker paa floden, og ved smuk veir er dette syn ikke uden ynde. jeg smigrede mig med det, haab, at finde huenos ayres taalelig, og derved erholde nogen erstatning fordi jeg betraaede denne utaknemmelige jordbund, men snart kom jeg udaf vildfarelsen, da vi var komne nær nok, for gandske at kunne oversee maleriet; thi nu saae jeg blot lave og hæslige huse, som man tildeels seer fra den bagerste side. en plads, liig grevepladsen i paris, med en forfalden muur ved siden, opdyngede hjerneskal og oxehorn, som danne en ringmuur om samme, saaledes er den sørgelige entree til denne hovedstad beskaffen, hvordesuden menneske hænder intet have gjort forat lette menneskers landing og udlysningen af vare, thi fandtes der ikke en daarlig havnedæmning, der blot er bygget for at kunne opstille, nogle kanoner paa, saa ville dette sted endnu være mere smudsigt og ekelt, end da det blev opdaget. dander er alt for lavt vande i floden, til at man kan komme lige hen til dæmningen, saa blive skibene liggende paa grund, og derkomme plumpe, med blod og talg overtrukne tohjulede karter, ofte meget langt ud i vandet, og med denne befordring holder man sit jndtog i buenos ayres, naar snavset hindrer een fra at gaae til fods.
|
fiction
|
thi_buenos-aires_a
|
thi_001834
|
Subsets and Splits
No community queries yet
The top public SQL queries from the community will appear here once available.