Dataset Viewer
text
stringlengths 47
13.7k
| label
stringclasses 2
values | feuilleton_id
stringclasses 180
values | article_id
stringlengths 10
12
⌀ |
|---|---|---|---|
den store engelske taler phillips carakteer-skildring af rapoleon bounaparte (efter hans forviisning til elba.) han er falden. - vi kunne nu standse forandet glimrende uhyre, der liig en kjempestatue hævede sig i veiret blandt os og tilbageviste med forfærdelse det opmærksomme øie, dets storhed, tildrog sig. | fiction | thi_napoleon-skildring | thi_000004 |
stor, skummel, og egen sad han paa thronen, liig en eremit indsluttet i sin egen originalitet førte han scepteret. | fiction | thi_napoleon-skildring | thi_000005 |
en fast, kjæk og selvstændig sjæl, en villie despotisk i sine befalinger; en sjælstyrke, der holdt skridt med udførelsen af hans planer, og en samvittighed bøielig for alt, naar det gjældte hans jnteresse- betegner omridset af denne sjeldne caracteer, maaske den meest overordentlige man nogensinde i denne verdens annaler saae regjere og - falde. | fiction | thi_napoleon-skildring | thi_000006 |
kastet ind i verden i midten af en revolution, der fremskyndede enhver sjælekrafts udvikling hos et folk, som intet overhoved erkjendte, begyndte han sin løbebane, som fremmed af fødsel og discippel, af medlidenhed. | fiction | thi_napoleon-skildring | thi_000007 |
med ingen anden ven end sit sværd og ingen i formue uden hans egne talenter, trængte han sig med hæftighed frem i de rækker, hvor rangformue og genie stode opstillede og al kappelysveeg for ham, som for en uforanderlig skjæbnes bydende vink. han kjendte ingen anden bevæggrund end jnteressen og anerkjendte intet andet criterion end lykken. han dyrkede ingen anden gud end ærgjærrigheden og med orientalsk andagt nedknælede han for denne hans afguds alter. som en følge heraf var der ingen troesbekjendel. se han jo bekjendte sig til, ingen meening han jo antog; i haab om et dynastie opretholdt han halvmaanen; for en skildsmisse skyld bøiede han sig for korset; fra st. ludvigs fader, og moderløse barn, blev han republikkens adopterede søn og med en fadermorders utaknemmelighed opreiste han paa thronens og tribunernes ruiner. dispotismens throne. | fiction | thi_napoleon-skildring | thi_000008 |
som erklæret catholik satte han paven i fængsel, som forestilt patriot udsuede han landet, og brutti navn greb han uden samvittighedsnag og uden skamrødme cæsars diadem. | fiction | thi_napoleon-skildring | thi_000009 |
ved hans politiske pantomine legede lykken den eenfoldige naar det gjaldt hans capriser. ved en let bedrørelse af ham styrtede throner omkuld; betlere regjærede; systemmer forsvandt; de vildeste theorier antoge hans luners farve. alt hvad der var ærværdigt af ælde og alt hvad der var nyt byttede med et dramas hurtighed plads med hinanden, endog et øiensynligt nederlag antog en seiers udseende; thi selve flugten fra egypten var det der afgjorde hans skjæbne og det allene deropløftede ham paa keiserthronen. men var hans lykke stor, var ogsaa hans sjæls anlæg udmærkede store. lynsnar fulgte udførelsen paa hans beslutninger; det var ham det samme at beslutte og at udføre. for mennesker af ringere sjælevner synes hans conbinationer: aldeles umuelige og hans planer aldeles uudførlige, men i hans haand bare deres udvortes simplicitetens præg og lykken retfærdiggjorde deres valg. hans person lignede hans sjæls caracteer; gav denne aldrig efter i cabinettet, bukkede hiin heller aldrig under i feldten. | fiction | thi_napoleon-skildring | thi_000010 |
naturen selv eiede ingen hindringer han jo formaaede at overvinde; tiden ingen modstand, som han ikke bragte til at vige; mellem alpernes klipper, i arabiens sandørkener eller under polernes snee, trodsede han kjæk faren og uddeelte sine befalinger med aandsnærværelse. hele europas faste land skjalv ved at beskue hans diærve planer og over at see dem, som et mirakkel, udførte. scepticitismen bøiede sig for hans kjæmpeforetagender, romance antog udseende af historie, der gaves jntet utroligt nok for at blive troet, eller for høit for forventningen: da europa saae en subaltern fra corfica svinge sit keiserlige banner over hendes ældste hovedstæder. oldtidens helligdomme bleve almindelige steder forhans undersøgelser, konger vare hans folk, nationer hans udsatte poster og han selv handlede med hoffer, kroner, leire, kirker og cabinetter, som med titulaire figurer paa et skakbredt. blandt alle disse omvæltninger stod han selv uforanderlig som diamantklippen. det var ham uden forskjæl enten han befandt sig i felten eller i forgemakket, i folkevrimmelen eller ved leveen; enten han bar jacobinerhuen eller jernkronen; enten han forskjød en braganza, eller ægtede en hapsburg; enten han afluttede freden med caren af rusland paa en tømmerslaade eller beskuede nederlaget ved leipzigs galier - han var altid den samme militaire despot. fra vuggen af opvoxet i leiren, var han tilden sidste time, armeens yndling og enten det var i leiren, eller i cabinettet bedrog han aldrig en ven eller forglemte en udviist tjeneste. af alle hans soldater forlod derfor ingen ham, for deres tjeneste ikke længere kunde gavne og deres første stipulation lød for deres favourits sikkerhed. thi de vidste vel, at var han end ødsel mod dem, var han en forøder mod sig selv og udsatte han dem for farer, lønnede han dem derfor med plyndret gods. for soldatens skyld lagde han ethvert folk under contribution. for folket opoffrede han endog noget af sin stolthed. den seirende veteraner glimrede med hans bytte og hovedstaden prydet med plyndrede konstværker blev verdens miniatur=hovedstad. j skildringen af denne forunderlige sammensatte caracteer maae ikke hans forestillelse glemmes: skjøndt han var pressens fangevogter, affecterede han dog at være videnskabernes beskytter; hav confiskerede bøger, og opmuntrede philosophien; han forfulgte forfattere og blev selv bogtrykkernes morder og dog foregav han at beskytte de lærde. endskjøndt han var palms snigmorder, paabød de stael taushed og blev kotzebues angiver, var han dog davids ven, de lilles velgjører og sendte hans academiske premie til philosophen i engeland. en saadan blanding af modsigelser og paa samme tid en saadan selvstændighed, fandtes aldrig før forenede i en og samme caracteer: som royalist, republikaner og keiser; som mahomedaner, catholik og synagogernes beskytter; som subaltern og monark, som forræder og tyran; som christen og vantroe - var han dog gjennem alle livets omvexlinger den samme alvorlige, utaalmodige og ubøielige original. det samme hemmelighedsfulde, ubegribelige væsen - manden uden lige og uden skygge! hans fald liig hans hele liv lod sig ikke forudberegne. kort sagt hans hele livs historie forekom verden som en drøm og ingen kan sige hvorledes eller hvordan man blev opvakt af denne underfulde phantasie. | fiction | thi_napoleon-skildring | thi_000011 |
dette er et mat og svagt malerie af napoleon bounaparte den første og som man vil haabe den sidste keiser af frankerig. | fiction | thi_napoleon-skildring | thi_000012 |
at han har virket meget ondt derom er ingen tvivl, ligesaalidet som at han har været et redskab til meget godt. ved hans hjælp, enten det var plan eller ikke, bleve spanien, portugal og frankerige, velsignede med en frie constitution. overtroen fandt sin grav under jnqvisitionens ruiner og fendal systemmet med det hele slængaf tyraniske drabantere er flygtet for bestandig. kongerne kunde lære af ham: at deres vigtigste og ædleste studium er folkets lykke, og folket: at der gives ingen saa stor despotisme, der jo ogsaa er et hjælpemiddel derimod, og for dem, der ville hæve sig paa begges ruineer, er han et levende exempel: at kan end ærgjerligheden hæve mennesket fra den laveste stilling i veiret, kan den ogsaa nedstyrte det fra den høieste. | fiction | thi_napoleon-skildring | thi_000013_a |
phillips. engelen i domino. minatstimen nærmede sig allerede, tusende og atter tusende lys trodsede i neapels gader den indbrydende dunkelhed og kastede deres magiske glands paa den brogede vrimmel, som paa den tid søgte at forene sig paa en punkt. fra alle sider trængte masker sig til gaden toledo, hvor en menneskevrimmel, som selv den stærkeste phantasie neppe kan danne sig et begreb om, lydelig jublende, bølgede sig op og ned. mig var, saa fortæller baron r... kavalier ved det anske gesandskab, dette besynderlige skuespil ikke længere nyt, thi karnevalet havde allerede varet flere dage i sin fulde glands, jeg søgte derfor at unddrage mig fra den byrdefulde trængsel og gik, dreven af nysgierrighed, ind i det offentlige spillehuus, som brilliant oplyst allerede ved sit ydre udseende var tillokkende. men neppe havde jeg betraadt forsalen saa befandt jeg mig som i en feeverden, hvor alt var beregnet paa at sætte sandserne i bevægelse. øiet blev blændet af en fortryllende pragt, nogle mandoliners og guitarers ømme toner frydede øret og krydrede drikke af alle slags, udbredte deres behagelige vellugt. orienvedblev jeg, en duelig konstner, ville j vel kjære, mester male mig min elskede. - ja, hvis jeg var hvad jeg synes at være, ret gjerne, og nu beder jeg dig indstændig maaske. lad mig gaae." det er skade, sagde jeg, min pige kan godt lide den vakkre tydske albert, angiolina ville vist gjerne lade sig male af ham. ubevægelig som en statue stod han der, da jeg havde nævnet dette navn, endelig udraabte han, "meget besynderligt, og begyndte at tage min figur nøiere i øiesyn. troer du at kjende mig, ædle maskespurgde jeg. a det just ikke, var svaret, i mensig mig, jeg besværger dig, om du veed hvem jeg er, ja og nei, dog naar jeg udlægger din egen talle. - i hvorledes da. du sagde, du er ikke hvad du synes at være, du er altsaa ikke, den tydske maler albert, himmel og helvede raabte han, det er mere end tilfældigt maskeradespøg, hvem er de, herre?" en ubekjendt ven, svarede jeg og ved blev med forhøiet, stemme: grev von hohenfels de staaer ved randen af en dyb afgrund! her opstod en lang pause, ingen lyd komover hans læber, men enhver bevægelse vidnede om den frygtelige storm, som rasede i hans jndre. under samtalen vare vi komne forbi hovedgadens menneskevrimmel og stode eensomme og tausved havbredden, indtil greven endelig afbrød, det dybe stille. med en tone som ingen penformaaer at skildre, raabte han, i det han styrtede til mine fødder. hal ogsaa dig kjender jeg. du er et væsen af en høiere art, sendt mig til redning, thi kun en engel, ingen dødelig i denne store stad, kan kjende mit navn." fat dem herr greve, begyndte jeg, i det jeg løf tede ham op, jeg er intet overjordisk væsen, men kun en himmelsk aands reddende værktøi, som vaager over deres skridt. hvem er da, spurgte han, det velgjørende væsen, der endnu deeltagende nedskuer paa mig og saa pludselig holder mig tilbageved dette bølgedybs skummende rand, det er, svarede jeg, den reeneste kjerligheds aand, maderkjerlighedens genius. ordet: moder, virkede paa ham som en tryllelyd og bragte den forvildede igjen tilbage, til sine sandsers brug. han skjælte paa sig selv, forbandede sin skjæbne og bestormede mig sluttelig med en mængde spørgsmaale, som det ikke var mig muligt tilstrækkelig at besvare paa dette sted, jeg bad ham derfor, at følge mig og lovede endnu samme aften at meddele ham fyldestgiørende forklaring over det besynderlige i min pludselige fremstillelse. da alting stod i en saadan spænding holdt jeg det ikke for tjenligt foreløbigen at melde noget om scenen i spillehuuset og efterforske opningen af en gaade, som halv om halv opløst, dog endnu forekom mig meere mørk og uforklarlig jo mere jeg havde grund til at formode i den skjønne ubekjendte for hvilken min jnteresse nu tog en alvorligere retning, at finde den tilbedede angiola, desto ubegribeligere blev mig den art og maade hvorpaa vi stødte paa hinanden, og da jeg nu endelig ved nogle udladelser af min ledsager erfoer, at spillet kun havde en liden betydende andeel i hans vederværdigheder, blev jeg ganske forvildet deri og ønskede endnu ivrigere end den gjenkjendte maler, at faae en forklaring over disse indviklede tildragelser. aldrig saasnart vare vi komne hjem førend jeg strax overgav greven en skrivelse, som vor gesandt nyelig havde modtaget fra tydskland, samme indeholdt efter den sædvanlige jndledning af complimenter, omtrent følgende: det er dem vist ikke ubekjendt, at den ædle hohenfels, deres ungdoms ven og den ømmest blandt ægtefæller, ikke kom tilbage fra den blodige krig mod den franske republik. undstgelig stor, som den korte lykke var, jeg nød ved hans side, var ogsaa min smerte, dog der opblomstrede for mig, i min haabefulde søn albert, en fød trøst. herlig modnedes drengen til yngling og lagde for dagen de mest glimrende anlæg, forenede med en gjennemtrængende og dyb følelse, der ogsaa snart tog en afgjørende retning. han var endnu ikke sytten aar gammel, da hans malerier allerede opvakte flere kjenderes opmærksomhed og der behøvedes ingen særdeles opmuntring, for at bevæge ham til ganske at opofre sig til denne ædle konst, da jusdette stemte fuldkommen overeens med hans tilbøielighed. stille og flittig vedblev han at arbeide, studerede de gamle tydske konstnere, for hvilke hans lærere havde indgydet ham en besynderlig forkjerlighed, og drog endelig udenlands, for at skaffe sin siæl føde ved beskuelsen af raphaels himmelske malerier. under sit flereaarige ophold i rom erholdt jeg de glædeligste efterretninger om hans fremgang i konsten, hans breve aandede hiin glade munterhed som kun er præget af en indvortes salig tilfredshed, med et ord, han var vist fuldkommen lykkelig, indtil han for omtrent otte maaneder siden kom til neapel. længe havde han ikke opholdt sig, her, førend hans breve pludselig antoge en anden karakteer, mørk tungsind traade istæden for det forrige glade lune, snart bleve efterretningerne om ham sjældnere og udebleve endelig ganske, allerede begræd jeg den dyrebare som død, da afpresser min grændseløse kummer hans ungdoms ven en tilstaaelse: at min søn lever, at han elsker - elsker uden grændser med møie erhverver jeg mig de hemmelighedsfulde breve fra den fortroelige og seer deraf med dyb smerte, at min albert har tabt sig selv i en vild lidenskab, som truer ham med sikker undergang, hvis en klogleders beskjærmende haand ikke holder ham tilbage. | fiction | thi_domino_a | thi_000013_b |
fjern fra alle, der for vare ham saa dyrebare, staaer han nu, en ubekjendt fremmed alene i det store neapel. jeg kjender ingen der, som jeg kan meddele mine bange bekymringer, hvis opsyn og varetægt jeg kunne anbefale ham til, derfor henvender jeg mig med mine indstændige bønner til dem o, gid de som ven, som skydsengel, staae ved siden af deres ungdoms legebroders sønog blive ham en anden fader, jeg føler fuldkommen vel hvad jeg forlanger, men hvad vover ikke en moder, naar det gjælder en søns lykke, som i enhver henseende fortjener hendes kjærlighed. for ikke ved conventionelle forhold at blive forstyrret i sin tilbøielighed, har han fortiet sin stand og reiser under det simple navn af maler, albert. den gienstand, der saaledes har indtaham, veed jeg ikke nærmere at betegne; brevene, indeholde kun sværmende skildringer af hans angiola s.... som efter nogle adspredte yttringer, maae være af en betydelig familie. denne omstændighed især foruroliger mig saa meget mere, da jeg veed hvormange farer den i de sydlige lande er udsat for, som indlader sig i saadanne forbindelser. | fiction | thi_domino_a | thi_000014 |
en dyb bevægelse bemægtigede sig greven ved gjemmenlæsningen af disse kjærlighedsfulde linier, han kunde ikke holde op, men traadte taus ud paa balconen. jeg ærede hans hjertes følelser og overlod ham, i det jeg aabnede et andet vindue, uforstyrret til sine betragtninger. det var en underfuld februari rat, rolig svømmede den fulde maane i det klare blaae, drog lange guldstriber hen af den sagte rullende flod og oversaaede den med glimrende ædelstene; enhver lille bølge kastede et gjenskiær tilbage af dens venskabelige lys. j. fuld klarhed prunkede det nære pausilip; omfløret af en let taage svømmede torrents kyster i det vide fjerne og længere hen reiste caprils himmelhøie klipper sig, som kjemper, i veiret, op af det dunstrige hav. fra vesuus røgstotter, glimtede tid til anden en dunkelrød flamme og gjennem denne store scenes høitidelige stille lod en fjærn tordens hule drøn. men den vaagnede ikke de slumrende, som havde leiret sig forgløse omkring den frygtelige afgrund. jngen levende skabnings lyd tonede henover fra det nærliggende porticii, hvis skinnende hvide huse kastede deres bævende billedtilbage i bølgerne. ved den bortdragende vinters kjølighed, aandede af og til fra vesten en mild foraarsluft, der omviftede sagte kinderne og lagde sig ømt til det bankende bryst, som om den kjærlighedsfuld og trøstende vilvære alle sorger og smerter over med sig et fjærnere land. | fiction | thi_domino_a | thi_000015 |
den evige, udbrød jeg sluttelig til greven, alle disse herligheders skaber, har paa en forunderlig maade ført os sammen. jeg var førderes ven, førend jeg blev en bekiendt af dem gjør de mig derfor i denne høitidelige midnatsstund til deres lidelsers fortrolige, jeg vil deele alt med dem og lindre og yde hjælp, hvor jeg kan. ædle mand, var svaret, deres venskab udbreder en straale af lys giennem min kummers nat, hvorledes skulle jeg ikke være villig til at udgyde dem i dens barm, som saa hjertelig tager deel i alt. (fortsættes.) | fiction | thi_domino_a | thi_000016 |
----- engelen i domino. (fortsat.) jndhyllede i varme mantler satte vi os ud i nattens frie og greven begyndte: fjern fra alle hverdags drifter, ene og allene beskjæftiget med min konst var jeg bleven fremmed for verden. jeg havde betragtet livet med sine fremstillinger, naturen, med dens tryllerige frembringelser, mere under phantasie billeder end i virkeligheden og naar jeg ogsaa engang kastede det forvænte blik skye omkring mig, saavar det i visse maade blot konst=øiet, som provende og forskende hvilede paa de sig frembydende, gjenstænder. saaledes havde jeg tilbragt en lykkelig men eensformig tilværelse, indtil jeg kom til neapel. det paradiis, som her i nattens slør laae udbredt, gjorde et dybt jndtryk paa mig, jeg følte for første gang, at naturens varme blomstrende liv er skjønnere endalle konstens døde billeder og mit hjerte blev greden af et brændende ønske, af en almægtig længsel efter noget, som jeg intet navn viste at give, og som jeg søgte forgiæves mellem ischias aurbærlunde og i torrentos orangeskove. dog forsømte jeg i denne tilstand ikke mine tidligere ungdoms beskjæftigelser, jeg ønskede sysselsættelse for penselen og fandt den ogsaa snart i mar----- schesen af cellemaras udmærkede billedsamling, hvem jeg var bleven anbefalet af en romersk konstner. her arbeidede jeg temmelig flittig, afcopierede mange fortræffelige smaaestykker af de gamle neapolitaneres talrige værker, og blev ved disse studier hyppigt beluret af marchesen som snart overvældede mig med byrdefulde høfligheds beviisninger. jeg kunde ikke for velanstændigheds skyld afslaae ham den bøn, at male hans datter, som inden kort tid, skulle givtes med en herre fra palermo. maleriet, lykkedes mig. faderen hos hvem det skulle indtage den fraværendes sted, følte en barnlig glæde over at see det fremstaae under penselen og kunde neppe oppebie den dag jeg havde lovet det skulle blive færdigt. endelig nærmede den længe forventede time sig. medens gjuseppa for sidste gang sad for mig; stod marchesen i glad utaalmodighed ved siden af mig, og gav agt paa ethvert af mine strøg. da jeg endelig lagde paletten af haanden, omarmede han mig taknemmelig og rev derpaa hastig fløidøren op, brudgommen, flere beslægtede og andre personer traade ind, dog jeg saae kun en blandt dem alle, saae hende atter og havde seet hende for en evighed. hendes billede havde gjennemtrængt mit inderste, liig en saliggjørende engel svævede det formig i mine drømme, og stod naar jeg vaagnede. med almægtigt tryllerie ved min side. man skjænkede mit arbeide bifald, man overvædede mig med de mest smigrende ord; men jeg hørte kun lidet, og hørte endnu mindre deraf, da ved hendes side ogsaa hun traaede hen til mig og ledsagede gjuseppas venskabelige tak med en kort lovtale. alt hvad der foregik med mig, hvilke følelser, hvilke tanker der gjennemstrømmede mit indre, er ikke bleven mig vitterligt, jeg ved kun at marchesen havde foranstaltet et prægtigt aftensmaatid, at en æresplads mellem de to veninder var bleven mig til deel, og at den luneste og skjønneste af alle sommernætter var brudt frem, da selskabet skiltes ad. uden at føle nogen lyst til hvile, ilede jeg med bevingede fjed ud i det frie. mine følelser førte mig til mit yndlingsted, til pausilips yndige høi, hvor engang laurbær beskyggede virgils gravsted. her sad jeg eensom paa det svulmende græs, og skuede hen over palmerne og de blomstrende granattræer ud i det vide verdenshav; men anderledes forekom mig nu egnen, den opvakte ikke længere nogen ubekjendt længsel i min barm. nu forstod jeg havet, bjergene, øerne og den fjerne aftenhimmels glimrende randpaa hvilken hist og her endnu en rose laae strød. hensunken i beskuelsen heraf, overfaldt mig en blid slummer; føde billeder dæmrede dunklere og dunklere for min siel, indtil endelig bevidstheden forsvandt og den skjønneste af alle drømme omsvævede min slummer: jeg saae en morgenstierne svømme under mig paa de skvulpende bølger, og stjernen, var besaaet med blomster og blomsterne kastede en glands fra sig, som farvede lyspuncter, gjennem nattens dunkelhed. forunderlige farveblandinger svævede mig forbi, klarere og klarere blev immer overgangen til det fine ste skyggespil for det skjærpede øie, indtil jeg endelig kunde skjelne blomster=atommerne fra hinanden, hvilke, som en armosphære svømmede om lyskuglen. tid efter anden geraadede den magiske taage i en sagte bevægelse; den farvede luft sammenflød i bestemte, former, og lagde sig endelig, som et svømmende slør om en engleskikkelse, der hævede sig langsom op fra dybet. skikkelsen svævede mig forbi, sagte og blid, som en mild foraarsvind, der aander gjennem blomsterlunden. derpaa blev jeg paa engang hensat i en rummelig billedsal, hvis vægge prunkede med de herligste kunstarbeider. paa den eene side udbredte sig langt borte et luftigt forhæng, paa hvilken brogede gestalter gyngede sig i letafvexling op og ned. det var mine phantaster, som forvandlede til vidtomfattende luftsyner, liig skyggerne i en tryllelygte, dandsede forbi øiet. længe betragtede jeg denne underfulde leeg; og da jeg endelig vendte mine blikke mod de meere uforanderlige billeder, saae jeg i en følgeagtig fremstilling, mit heele tidligere liv med sine sorger og glæder, med alle sine forhaabninger og drømme. jeg saae mine barndoms lege, gjenkjendte mine brogede korthuse, og mine schillerske luftkasteller og følte mig saa lykkelig, saa glad; indtil et grusomt skrækkebillede tilbagekaldte hos mig erindringen om den første falske tone, som skurrende lød gjennem min unge siel: midt i et feltslags tummel, laae min fader, søndertraadt af flyvende heste, han loe og var delig hvid og rød, men det var blodfarve og liig-bleghed. gjennemtrængt af dyb sorg, stod min moder tæt ved ham, og jeg ved hendes side, ville aftørre hendes taarer; men græd selv. jeg stod hensunken i smertelige erindringer, da nærmede luftskikkelsen sig billederne, aandede paa dem og pludselig sammensmeltede farverne til en uregelmæssig form. efter at den sidste fortids=scene var forsvunden, vendte synet sig mod mig, og sagde med en himmelsk blid stemme til mig: nu har jeg udslettet fortidens billeder af din siel, nu fremstiller jeg mig for din phantasie, og dunkelt lader dig ahne den skjulte fremtid. almægtig virkede lyden af hans stemme paa mig enhver erindring var forsvunden, al frie virkekraft standset, mit heele væsen henrevet af en uendelig kjerligheds følelse. fuld af navnløs længsel, fulgte jeg denne hulde engel, vilde holde, vilde omfavne hende, vilde gandske tabe mig i denne eneste omarmelse; men jeg griber - faaer kun en luftig taage, og styrter i et bundløst hav, som forhænget havde, skjult. dybt under vandene, sad paa knækkede lilier dødens blege engel; den nærmede sig og bøiede den udgaaende fakkel ned, som om den ville kysse mig; men det yndige tryllebillede svævede pludselig hen forbi den, modtog hans kys og bragte ham hid til mig. da blev dødens engel, berørt af den himmelske aande, til en kjerligheds engel; selv var jeg saa salig; saa let som et vindpust, omsvævede jeg fuld af ubeskrivelig fryd, liig en smigrende zephyr, den hulde gestalt. vi svømmede gjennem vand og luft, gjennemfløi den fjerne æther, og kom endelig til en blomsterverden, hvor jeg gjenkjendte morgenstjernen. | fiction | thi_domino_b | thi_000023 |
her er mit hjem," sagde det indtagende væsen; her tør du elske og omfavne mig; du vil gjennem æoner vandre ved min side, indtil vi eengang forenede fare over til den evige soels lyse, klare kilde. j samme øjeblik sank blomsterluftens dække, og for mig svævede, som en forklaret engel - angjola, og jeg vaagnede. | fiction | thi_domino_b | thi_000024 |
med denne sværmende begeistring, vedblev greven hele timer i et blomsterrigt sprog at fortælle, for hans siel svævede endnu de formerog farver med hvilke han havde afskildret sit livog sin kjerlighed, for sin fraværende ven. umuligt vilde det være paa hans maade at afmal - alle de efterfølgende smaae hændelser, alle de skildringer af de ømmeste stillinger og øieblikke fulde af den saligste glæde, derfor maae jeg ved et let udkast fortsætte historiens traad. greven saae den elskede ofte i marchesens, gjestfri huus. j begyndelsen nærmede han sig hende med en skye tilbageholdenhed, dog da hunkom ham uformærket i møde, hævede sig hans mod og opflammede i hans jnderste en uendelig lykkes første straale af haab. gjuseppa var ham en hengiven veninde og tillige hans elskedes mest intime fortrolige, snart kom derfor det øieblik, som med ord, omarmelse og kys beseglede den første kierligheds hellige pagt. under smerter og taarer drog endelig gjuseppina bortpaa klipperen capris høieste top stode de elskende ved siden af den trøstesløse marchese og saae den bevingede seiler forsvinde i det vide fjerne, som bortførte den dyrebare til et nyt ubekjendthjem. venindens giftermaal var en mærkværdig tidspunkt i grevens historie. jndtil da havde han blot beruset sig i øieblikkets salige nydelse; men paa den festlige formælingsdag, fløi den første tanke gjennem hans siel, om en varig besiddelse af den elskede gienstand. ved siden af en bortreisende veninde og den tilbageblivende elskede, gav den natlige fart til øen, de engang fattede jdeer, nye næring, spændte følelsen paa det høieste; men fremstillede ogsaa muligheden om et hidtil endnu aldrig ahnet tabfor den ophidsede phantasie. den smertefulde afskeed opfyldte de elskende med sørgmodige tanker. om adskillelse, som nu fandt saa meget mere næring, da de nu ikke længere kunde saa ubehindret see og tale med hinanden. j begyndelsen, søgte de at holde sig skadesløse ved skriftlig at meddele hinanden deres følelser, dog de døde bogstaver kunde ikke længe tilfredsstille deres længsel, man holdt hemmelige sammenkomster; men den ublandede lykke, hiin forsvundne dages skjønnesalige fred var borte. med øiet hæftet paa fremtiden blandede sig forgmodige ahnelser i øieblikkets fryd, som ogsaa for snart gik i opfyldelse. den unge prinds gravino af en gammel apulisk fyrste=stamme var kommen til hovedstaden for at nyde det nære karnevals forlystelser. de hjerteligste forsikkringer, de helligste eder omevig kjerlighed af den elskede mund, formaaede ikke at dæmpe den engang antændte lue. tan ken om et muligt, maaske meget nær forliisvar fremtraadt med alle sine skrækkebilleder for den martredes siel, havde berøvet ham hans sinds-roe og fred og lammet alle sjelekræfter. den kjerlighedsfulde angiola gjorde alt hvad der paa nogen maade kunde berolige ham, hun følte den elskedes lidelser meere end hendes egne dog var hun stærk nok til at kunne skjule den dobbelte smerte der nagede hendes jnderste for en hvert fremmed øie. med den fineste qvindelige følelse, forbandt hun en næsten mandig styrke og hiin kjække bestemhed, som man saa ofte finder hos et varmere klimats=fruentimmer. snart veeg prindsen ikke meere fra hendes side, faderen lod betydende vink falde, men hun vedblev at være fattet og meddeelte hendes elskede disse førgelige efterretninger, tilligemed hendes faste beslutning før at vove det yderste end bryde hendes eeder. man kan let forestille sig hvilket jndtryalt dette maatte gjøre paa greven og i hvilken forvirring han befandt sig da endelig karnevaler tog sin begyndelse. hvor havde ikke begge for saa maaneder siden glædet sig ved denne muntre, fest. under let maskespøg ville de nærme sig hinanden og omringet af den larmende mængde tilhviske hinanden søde kjerlighedsfulde ord. hvortillokkende vare ikke disse drømme, men hvorganske anderledes viste virkeligheden sig ikke. angiola havde aftvungen greven et bestemt løfte at han ville skye ensomhed og styrte sig i den støiende vimmel; men det muntre liv adspredte ham ikke, det stod i en alt for stødende, contrast med hans tilstand. trykkende var menneske, vrimmelen for ham byrdefuld, ja næsten utaalelig bleve ham undertiden de smaae drillerier, som maskefriheden tilstod enhver forbigaaende. midt imellem saamange tusende, som under brogede klædebon vare glade og lykkelige, stod han allene med sit blødende hjertesaar, hvori han følte skjærende dolke, naar han saae den elskede ved prindsens side. alle disse tilstødede tilfælde maatte virke stærk paa greven, der ved sin egne maade at danne sig paa, nu stod som en lærling i verden. stille munter og frie for alle lidenskaber var han bleven til mand. konsten havde opvakt og forfinet hans følelser, det jndtryk som den paradisiske naturgjorde paa ham, havde hævet disse til det høieste. da den første kierligheds himmelske aasyn smillede ham imøde. paa denne maade nød han dens glæder med største inderlighed, men dens sorgermaatte ogsaa angribe ham hæftig og gjennem trænge og ryste hans inderste siel. under trykkende qvaler, saa fortæller greven vare de festlige dage henrundne, ingen glædesstraale blinkede mig imøde gjennem det dybe mørke, selv angiolinas kjerlighedsfulde trøst formaaede ikke meere at forjage min kummer; men jeg ventede dog bestandig med utaalmodighed paa den time, hvori jeg skulle blive saa lykkelig at see hende; ogsaa for i dag var det attraaede øjeblik endelig kommen. jeg iler hen til den elskede og finder hende, som ellers altid stedse var fattet bleeg, ude af fatning, forstyrret og svømmende taarer. ude af mig selv styrter jeg ned for hendes fødder, besværger hende at tale og erfarer nu at hendes fader har bedet hende om i morgen ved middagstider at være ene, da han havde noget vigtigt at betroe hende. jeg ahnede kun alt for vel jndholden deraf, blodet standsede i mine aarer ved tanken derom. da omslyngede mig hendes armee ømmere og inderligere end nogensinde før og med fast stemme sagde hun: alt kan jeg, alt vil jeg gjøre for dig elskede, alt - ogsaa døe! et langt heedt kys beseglede endnu den frygtelige døds-eed, da meldte pludselig den troe i dørvogterske, faderen, som havde hørt tale om angiolinas upasselighed. ude af mig selv styrtede jeg bort, kysset brændte, liig det som engang dødens engel vil sende mig, min hele bevidsthed var forsvunden og hiin drøm svævede i sin fulde klarhed for min siel. jeg foler atter den qvægende kjøling der vifter mig imøde fra bølgerne, og iler for at styrte mig i deres favn, da lød pludselig navnet albert, jeg faaer noget af min eftertanke tilbage, med forvirring studser jeg ved at høre den elskede nævne, navnet hohenfels fængsler mine trinved breden af det bølgende, skummende hav, og det søde ord moder, bringer mig endelig tilbage til den truende, skrækkende virkelighed. jeg gjorde alt for at opmuntre den trøstesløse, ven, søgte at oplive hans haab og bad ham efterat han var kommen sig lidt efter sin angribende fortælling, om at meddele mig nogle nødvendige oplysninger. har de, spurgde jeg, opdaget deres sande stand for deres elskede? nei, gav han til svar, jeg fandt den tanke mere behagelig, uden hensyn til alle udvortes forhold kun at vorde elsket som menneske. efter tingenes nærværende gang, føiede han til, havde desuden den tomme tittel ikke gavnet mig noget. elsker den gamle greve, spurgde jeg videre, sin datter, sikkert var svaret, han er en om fader, en ædel, men ærgjerrig mand, som den stolte kummer trykker, at maatte see sin ældgamle slægt uddøe. de besøger ofte spillehuset, vedblev jeg. meden forundret mine saae greven paa mig og svarede derpaa; for at blive frie for nogle paatrængende maskers byrdefulde spøg, flygtede jeg engang derhen, men snart blev det mig det kjæreste opholdsted, da mit givne ord nu engang holdt mig fængslet til mennesker. der laae noget beroligende for mig i den tanke, at jeg idet mindste ikke der var den eneste lidende, omendskjøndt de andres lidelser vare af en anden slags. af kjedsommelighed tog jeg mig ogsaa snart et kort, men tabte flere gange saa anseelig at min desuden ikke store kasse snart var forsvunden. j denne forlegenhed, vilde jeg henvende mig til marchesen, men angiola, som bestandig spurgte med kjerlighedsfuld deeltagelse, om alt hvad der angik mig, havde neppe hørt mit uheld, førend hun tog hendes lille skat frem, og paanødte mig den saalænge, indtil jeg modtog den som et laan, derpaa bad hun mig indstændig paa nye at forsøge, min lykke, hun synes nemlig, at de mange slags adspredelser ikke havde virket saa ugunstig paa min humeur. af disse grunde, sagde grevenvidere: blev mit ophold hyppigere i hiint mig ellers forhadte sted, men hvorledes er de blevensaa nøie underrettet om alt, hvad der angaaer mig? hvor var det muligt, at - holdt inde, afbrød jeg den spørgende, vi ere os endnu gjensidig mange forklaringer skyldige. men hist begynder morgenen allerede at dæmre og de trænger meget til rolighed. bliv de hos mig og nyden vederqvægende slummer, jeg vil imidlertid virke for dem, thi deres affairer udfordrer en kjæk beslutning og en rask handlemaade. taknemmelig antog greven mit tilbud og lagde villig sin skjæbne i mine hænder. reppe var gesandten staaen op, saa ilede jeg til ham, forefter en kort fortælling om det forefaldne, at forelægge ham mine planer, han billigede dem fuldkommen og gav mig mange nødvendige oplysninger om de nærmer omstændigheder, familien hohenfels betræffende, og rask skred jeg derpaa til værket. saa tidlig, som nogenlunde anstændigheden, tillod det, lod jeg mig som ubekjendt melde hos grev scalabrini og blev ikke lidet overrasket, da jeg i hans store, ædle gestalt strax gjenkjendte den fremmede, hvis slæbende domino, havde igaar paa en saa ubehagelig maade berøvet mig min skjønne ledsagerinde. men dagelsesskib fury, lieutenant hume johnstonesom ville have gjort den forestaaende reise med. | fiction | thi_domino_b | thi_000025 |
j følge efterretninger fra corfica, er der i mindre end to maaneder indtil midten af marts, fem ten mord bleven begaaede og man har hidentil kungreben en af gierningsmændene. | non-fiction | null | thi_000026 |
for næsten et aar siden er der opsat et stilladeved dronning annas statue ved st. pauls kirken i london for at istandsætte hs. majestætsdyrebare næse. men stilladsen er endnu in statugud og næsen ogsaa. | non-fiction | null | thi_000027 |
den bekjendte fanatiske folke=prædikant hans nielsen houge er død paa gaarden bredtvedi nærheden af christiania. | non-fiction | null | thi_000028 |
avertissement. paa apotheket i thisted, ere til de billigste priser, at bekomme fölgende varesorter : fiin blaae caffe, middel ditto, haisan, haisan-tschin og congo thee, caroline riis, riismeel, sagogryn, malaga rosiner, franske svedsker, raffinade melis, candis (lys), havannah og raffineret puddersukker. sojacapers, cary, provence olie, syltet ingefær, muscatel-rosiner, krakmandler, söde og bittre ditto, cathrineblommer og figener. de fleste slags vine, saavel desert, som bordvine, punsch-extract, conjac, gammel rom, og fransk pomerantz. eau de cologne, andre lugtende vande og fiin pariser pomade. hvide voxlys saavel taffel som alterlys, endvidere haves gigttaft, kirkebröd, bomuld og farvevare. | non-fiction | null | thi_000034 |
engelen i domino. (sluttet.) jeg fortalte derpaa med mild skaansel, dog uden tilbageholdenhed de elskendes historie, afmalede med de mest levende farver, deres hele væsens inderlige altomfattende sammenkjædning, gav ham de nødvendige oplysninger om den ældgamle familie hohenseels og talede endelig med al den veltalenheds jld der stod i min magt, til det vrede og dog ømme faderhjerte. jkke uden at afbryde mig, ha. greven hørt mig til ende, derpaa tog han ordet og sagde: tilgiv mig hr. baron de adskillige udbrud af minhæftighed. det kan som fader ikke være mig ligegyldige at see min datter være paa afveie, der under andre omstændigheder ville sætte en plet paa mit huses glands og sikkert have styrtet mig og hende i fordærvelse. de har ret, afbrød jeg ham, men da nu engang omstændighederne have føiet sig saaledes, saa beroer det blot paa dem at lede hine vildfarende trin til deres ellers saa dyrebarebarns lykke og held. ol tøv ikke med at skjænke ud af de ædleste væsener, som naturen skabte: for hinanden og som adskildte kun ville tilbringe. kort og jammerfuld tilværelse, deres velgnelse. ansee mig ikke for svag, svarede greven, fordi jeg siger dem at jeg under deres rørende fortælling, allerede har fattet min beslutning, jeg er, vedblev han, endnu ikke saa gammel, at jeg ikke meere skulle kunne sætte mig ind i den lidenskabelige ungdoms-følelser, desuden har deres skildring tilbagekaldt i min erindring, mit eget livs mærkværdigste katastrophe. min desværre fortidlig hensovne gemalinde, var kommen af et anseeligt fyrstehuus. ved undsigelige besværligheder tilkjæmpede jeg mig hende og erkjender endnu fuldkommen, at en adskillelse, da ville for bestandig have tilintetgjort alle vore gjensidige glæder i livet. desuden er den saakaldte maler albert, ved min gamle ven cellamara, allerede bleven mig bekjendt som en mand af udmærkede fortjenester. deres æresord, deres gesandts forsikringer. er mig borgen for hans stand, altsaa kan intet være at . . . . gode fader, faldt jeg ham i et udbrud af glæde ind i talen, de indvilger, de vil . . . stille, ven! afbrød han mig, endnu en betingelse: da jeg kun alt for vel føler, at jeg ved dette besynderlige tilfælde virkelig er en meget god fader, saa fordrer jeg ogsaa et lidet offerjeg er den sidste af en af de ældste sicilianske familier, som i denne øes historie har spillet en ikke ubetydelig rolle. jkke uden smerte seer jeg derfor at denne ved min død skulle uddøe. vil forhold, vil greven kunne overtale sig til at ombytte sit familienavn ved mit? - ved den anseelse hvori jeg staae her, vil regjeringen ingen vanskeligheder lægge i veien derfor. jeg kjendte de familie=forhold grev hohenfels stod i, kjendte moderens ømhed og sønnens fordomsfrie tænkemaade og tog derfor ikke i betænkning, at forsikre den særdeles glade greve omhans ønskes opfyldelse og saaledes blev da undergjensidige taknemligheds-yttringer de elskedes forbindelse foreløbigen sluttet mellem os. efter at de første glædesyttringer vare forbi, sagde greven: "men min angiola fortjener, dog alligevel, uagtet den hældige vending sagen, har taget, en lille rævselse og den skal ogsaa blive hende til deel. prinds gravino har i gaar meddeelt mig sine ønsker i henseende til min datter og jeg havde bestemt middagsstunden, i dag for at underrette hende derom, bring de mig den unge greve hid til den tid, det øvrige vil de nok finde sig. for den skjønne udsigts skyld, havde greven, sin boepæl i det høieste og længst bortliggende qvarteer i staden; den største deel af formiddagen var derfor henløben, førend han omsider komtilbage. j den korte tid vi havde været bekjendte, havde jeg erhvervet mig hans hele fortrolighed. han følte meget vel, at han som nyelig udtraadt af en phantasieverden maatte handle meere passiv end activ i det virkelige liv og overlod sig derfor gjerne til en vens ledelse. af denne aarsag spurgte han ogsaa nu næsten slet ikke meere, hvad der egentlig var i gjære, at intet ubehage ligt forestod ham, mærkede han vel paa den glade lune, hvormed jeg paa alle maader søgte at opmuntre ham. blandt andet opkastede jeg, halv i spøg og halv i alvor, det spørgsmaal, om han vel kunde beslutte sig til, af antagelige grunde, at ombytte sit navn for et andet. jeg havde ikke taget feil, hans svar opfyldte fuldkommen mine forventninger. da den forønskede time nærmede sig, forestilte jeg greven for gesandten, som modtog sin ungdomsvens søn med den største hjertelighed og satte sig strax derpaa i vognen med os. dunkle anelser maatte vel have opstaaet i den elskedes siel, dog ahnede han vist ikke det nære øiebliks lykke og blev høist forundret, da man holdt stille for det velbekjendte huus og jeg bød portneren, melde den unge grev scalabrini. med villie havde jeg valgt dette ravn, da jeg kunde forud beregne, at samme maatte gjøre et fordeelagtigt jndtryk paa den gamle greve. han komos ogsaa virkelig imøde med den gladeste, blideste mine og omarmede den høistforundrede med faderlig ømhed. j lang tid havde den overvættes lykkelige ingen andre udtryk for sine følelser end taarer og stumme omfavnelser. det var en angribende scene, dog skulle snart en endnu skjønnere følge paa den. efter at den første storm var forbi, bad den gamle greve sin søn træde ind i et aabent sideværelse og lod derpaa sin datter kalde. bleg og frygtsom; men dog med en hvis rolighed i hendes væsen traade angiola ind. faderen ønskede hende blidt velkommen og sagde efter nogle indledende vendinger i samtalen, saa alvorligt som muligt, at nu var det tid at tænke paa en lykkelig forbindelse for hende. han havde vedblev han allerede truffet et ærefuldt valg og bar den faste tiltroe til hende, at hun, som en lydig datter ikke vilde modsætte sig hans ønske. under taarer greb hun sin faders haand og bad, dog uden at forebringe usande grunde, i de meest rørende udtrykke om endnu at forskaane hende for en saadan forbindelse. greven synes at studse og trængte hæftigere indpaa hende, desto inderligere blev hendes bønner, indtil endelig samtalen; ved det hun besvor ham ikke at gjøre hende ulykkelig, blev alvligere. jeg har sagde han, i dag lært at kjenmin angiola fra en side, der fortjente hendes faders vrede, dog vil jeg ikke forstyrre mit eneste barns lykke og forlanger kun endnu en ganske bestemt erklæring, om jeg skal afvise den ædle unge og mand, der beder om dig uden alt haab, ja min dyrebare, min gode fader, raabte hun glad og lagde taknemmenlig sit glødende ansigt til hans bryst. j samme øieblik styrtede den unge greve ind, omfattede hendes knæ og raabte: " saa ganske uden haab, vil du dog ikke sende mig bort?" - hun hører den velbekjendte stemme, vender sig om, men alting synes at forsvinde for hende, da faderens glædestaarer perler paa hendes kind, og hun føler sig omslynget af dobbelte kjerlighedsarme; endelig strømmer i ædel selvfornægtelse, taknemmelighedens glade følelser gjennem hendes skjønne hjerte. jkke i den elskedes arme, men til faderens fødder synker hun, som kjerlig og velsignende bøier sig ned over de lykkelige. endelig river i følelsens storm, den sallige den elskede til sig. men ikke bryst til bryst, ikke hjerte til hjerte, liv synes nu at sammenkjede sig til liv i denne eneste omarmelse og i et langt glædeskys, sammenfløde deres sjæle for evig i hinanden. uformærket havde den gamle greve trukken sig tilbage fra den skjønne gruppe og overlod de salige til uforstyrrede at nyde deres lykke, i det han gav os et sagte vink om at træde ind i sideværelset. just havde gesandten, ikke uden dyb rørelse begyndt paa sin taksigelse, da man meldte prinds gravino, som sandsynligviis utaalmodighed, efter at erfare sin skjæbne, drev derhen. da jeg frygtede den vilde kalabresers vrede, badjeg ham hurtigst muligt intet at melde om dagens hændelser og tog strax tillige med gesandten afskeed. denne besluttede fuld af glæde strax at skrive til den bekymrede moder og bad mig, da jeg var nøiere underrettet om alle omstændighederne, at opsætte brevet. gjerne opfyldte jeg hans forlangende, da en saa behagelig commission ikke kunde være mig andet end velkomunder disse arbeider henflød den øvrige deel af dagen, saa at tiden først om aftenen tillod mig at besøge de lykkelige. den gamle greve havde en endnu tidligere jndbydelse kaldt til hoffet; han kunde derfor kun i faae ord meddeele mig en forønsket efterretning. den stolte prinds havde nemlig uagtet al skaansel, hvormed det blev ham sagt, modtaget sit afslag med den største fortrydelse og var fuld af lidenskabelig forbittrelse, afreist endnu samme time. jeg blev inderlig glad over at en sag, der kunde havt farlige følger, havde faaet saa godt et udfald og traade i den muntreste stemning ind til de forelskede. angiola var allerede underrettet af sin elskede greve om mine bestræbelser for dem og traade mig med hjertelighed i møde, dog blev hun snart tvivlsom staaende, thi i den forrige aftens costume stod jeg for hende; men stemmen bragte snart hendes formodninger til vished, hun sagde derfor rødmende, saa skal ogsaa jeg i dem gjenfinde min skydsengel. hvorledes dyrebare ven, raabte greven, er de virkelig. den samme maske afbrød angiola ham, af hvis ræddende haand, min faders stemme pludselig reev mig. nu udbrøde begge i den inderligste taksigelse, som jeg søgte at afbryde ved en fremstilling af alle de smaae hændelser, som i gaar lode mig formode, under den gamle tydske malers maske, at finde grev hohenfels. efterat jeg havde fremstillet hiin mærkværdige aftens fordeelagtige begivenheder i et klart lys, tog angiola ordet og bad mig nu at affordre greven nogle forklaringer over den ubesindigste og mest uoverlagte af alle hendes handlinger, de maae ikke, føiede hun til, betragte en forelsket piges fortvivlelsesfulde skridt med alt forstrænge øine. for at give denne for hende piinlige samtale en anden retning, gjentog jeg spøgende, at tilfældet havde gjort mig til hendes ridder, men ikke til hendes dommer og roste derpaa hendes malerisk, skjønne udseende i den spanske dominomed fjederhatten. denne yttring havde i greven igjen opvakt kunstneren, han ønskede at see den elskede i denne costime og bad hende saalænge indtil hun gav efter for hans ønsker. medens hun var ude, fortalte greven mig at angiola havde været ganske fortvivlet over, at forbindelsen med prindsen inden faa timer skulle foreslaaes hende, hun frygtede ved hendes vægring at paadrage sig faderens vrede, og i det hun føler sit eget jammerfulde lod, seer hun den elskede synke under den skrækkeligste fortvivlelse, da flyver gjennem hendes ophidsede phantasie, tanken at redde sig ved flugten men midlerne dertil feile hende; hun iler derfor med dristig bestemthed til spillebordet, og haaber at frarive den foranderlige lykke den forventede skat; men forgiæves, det sidste guldstykke er snart bortede øvrige ubehagelige hændelser, vedblev greven, er dem bekjendte, kun maa jeg endnu bemærke, at faderens vrede stemme, pludselig fremstillede for hendes martrede siel, med de gyseligste farver, det urigtige ved en flugt. til hvilke skridt, svarede jeg, formaaer kjerligheden ikke at forlede en forrig sicilianerinde, et tydsk fruentimmer ville, vist nok i mange henseender forundres over angiolinas vovestykke, i særdeleshed naar det er hende ubekjendt at det lede spil, udgjør alle neapolitanske damers hoved underholdning og at de følgelig ere meget øvede deri. angiolagjentog greven, hader denne jammerlige tidsfordriv, men kan dog ikke altid undgaae at deeltage deri. indhyllet i en lang domino, det skjønne hoved ombølget af stolte fjædre, traade nu angiolaind: saaledes raabte den henrykte greve, ja sandelig, saaledes maae jeg male dig, elskede! for i dette billede at have enevigvarende erindring. om vore smerter og vore uventede glæder; rig - tig, greve, gjentog jeg, og da det nu engang var i fortunas uindviede tempel, de første scener. forefaldt, som havde en forandring til følge i deres ulykkelige skjebne, saa lad os strax gaae hen og ofte paa den ubestandige gudindes alter en ducat. som sagt, saa gjort. j særdeles munter stemning ilede vi gjennem vrimmelen og betraade. snart den velbekjendte forsal. angiola var begierlig efter at see den pige hvis venlige snaksomhed første gang havde draget min opmærksomhed hen paa greven. denne kjendte saavel maleren som mig og kastede forskende blikke paa den lille spanier, der i skalkagtigt lune ligeledes tog sin maske af et øieblik, for at drikke sin limonade. da pigen fik øie paa det hulde ansigt, vendte hun sig mod mig og hviskede med et betydende sideblik i øret: "en engel i domino. her sluttede baronen brudstykket af sin dagbog og føiede endnu mundtlig til. egteskabets lykkelige baand forenede snart begge de elskende, med hvem jeg i faa dage levede i det inderligste venskab, og i hvis selskab jeg tilbragte de skjønnste timer i mit liv. en munter dame i selskabet. tog nu ordet og sagde: min kjære baron, skulle vi da saa ganske maatte forlade os paa hiint physonomiske udsagn af limonade-skjænkerinden, de har sagt os saa lidet om deres venindes skjønhed og jeg er en stor elskerinde af slige skildringer. jstedetfor alt svar, viiste baronen selskabet. en riig med et kostbart malerie prydet tabatiere, da raabte alle eensstemmig: ja sandelig, hun var en engel i dømino! c. seidel. | fiction | thi_domino_c | thi_000035 |
den ædle kong gustav adolph i landshut. da denne svendske konge i aaret trængte seierig frem fra overrhinen gjennem schwaben og bayern, saae man store forandringer imøde. efter at hertugdømmet würtemberg var blevet befriet fra det trykkende keiserlige aag, traf gustavadolph alle anstalter til at trænge ind i bayern. staden donanwerths hurtige indtagelse aabnede for ham det hele land paa hiinside af donauog synes at været et lykkeligt forvarsel for hans foretagendes heldige udfald; men overgangen over lechfloden blev gjort ham stridig af tilly og hertugen af bajern maximilian. alle broer over denne flod vare sløifede og de ved breden, liggende stæder indtil augsburg, besatte. | fiction | thi_kong-adolf-1632 | thi_000036 |
med den tanke at herie og tilintetgjøre landshut med jld og sværd reed han med dybt alvoi miner og ansigtstræk, overlæggende og kjæmpende med sig selv, ned af gaden til det fyrstelige slot, steeg af hesten og besaae den indre deel af samme. hans stormende vrede, synet af de om naade og skaansel anraabende jndvaanere, den virkning det gjorde paa hans store kongelige hjerte, vare ikke, uden al sandsynlighed aarsag i, at han, i det han gik gjennem slottets gemakker, faldt i afmagt. da han, var kommen sig igjen steeg han til hest og reed med største hurtighed til den port, gjennem hvilken han var indkommen. pludselig reiste sig en storm, blinkende lynstraaler, og hæftige tordenslag bragte gustav adolph. som allerede maatte have anseet besvimmelsen som et slemt forvarsel, endnu mere ud af fatning, og saaledes forlod han landshut med tilgivende mine og den faste beslutning, ikke meere at sætte sin fod i denne stad. om imidlertid gustav adolph uden hiin tilstødende tilfælde, havde hævnet sig paa en saa barbarisk maade, som han truede med? - det er meget at tvivle paa. | fiction | thi_kong-adolf-1632 | thi_000039_a |
skotske mærkværdigheder. af walter scots værker. (fortsat.) historieskriveren wilson, fortæller følgende om highlændernes maade at jage hjorten paa, isen hændelse, som tilstødte ham ved denne vovelige tidsfordriv, medens han endnu var ung og fulgte greven af esser. hr. peter lee af lime i cheshire inviterede mylord en sommerdag til en hjortejagt. en stor hjort var opjaget og forfulgt af mange herrer, og blev omsider staaende ved vandet. flere hvoriblandt jeg var, stode med deres dragne sværd, færdige, for at tage imod hjorten, naar den kom op fra vandet. hjortene, der, vare meget glubske og farlige, hvilket gjorde os unge endnu mere begjærlige efter at faae fat paa den; men den undgik os alle. jeg havde det uheld at blive hindret fra at komme den nær, ved et faldpaa den slibrige vei; hvilket gav anledning til at nogle der ikke kjendte mig, sagde: at jeg var falden af frygt. da det blev mig fortalt, forlod jeg hjorten og vendte mig til den herre, som først udlod sig dermed; men han var af et koldt temperament, og sagde, ordene vare slupne ham af munden uden at han vidste det, desuden nægtede han sagen og lod til han fortrød det. men dette gjorde mig endnu mere hæftig i at forfølge hjorten, for at oprette hvad jeg havde tabt i anseelse. og det hændte sig at jeg var den eneste jæger, der var nær ved den, da hundene omringede den bayen og var kommen den meget nærtil hest, da brød hjorten igjennem hundene, gik løs paa mig og reev siden ud paa min hest med dens horn, tæt ved mit laar. jeg forlod da hesten og har mig klogere af (hundene havde atter omringet hjorten) i det jeg listede mig bag om den med mit sværd og hugscenerne i haserne itu, svingede mig op paa ryggen og skjar struben over paa den. medens jeg foretog mig dette, naaede selskabet mig og dadlede minuforsigtighed i at udsætte mig for en saadan fare. haarforhed var i enhver henseende highlændernes catacteer egen; at blive beskyldt for qvindagtighed, var den bittreste bebreidelse, der kunde gjøres en. man fortæller om den gamle sir ewen camenor af lochiel, da han var omtrænt halvfjerdsindstyve aar gammel, at natten overraskede ham paa et jagdpartie. han indsvøbte sig i sin plaid en lang viid kappe highlænderne bære) og lagde sig gandske rolig ned paa sneen for at sove. jblandt hans ledsagere, som paa samme maade vare i færd med at gjøre sig et natteleie til rette, lagde han mærke til, at en af hans sønnesønner for at faae det desmere beqvemt, havde sammentullet en stor sneehold og lagt den under sit hoved. den gamle chefs vrede, blev opvakt, ved synet af hvad han ansaae for vanattet overdaadighed: "skam dig!" raabte han, i det han sparkede sneepuden bort under hovedet paa ham er du saa qvindagtig at du behøver en hovedpude?" en jnginieurofficeer fra highlandet, der har skreven en deel interessante breve fortæller noget lignende, og tilføier følgende: denne og mange andre fortællinger, synes romantiske, men der er en ting, som troværdige have forsikret mig om, at høilænderne naar de nødes til at tilbringe natten mellem høiene, i koldt, tør og vindigt veirligt, dyppe de undertiden deres pladi en bæk, tage en flig deraf op over deres hoveder og dreie sig saalænge omkring indtil de ere fuldkommen indhyllede i den. derpaa lægge de sig ned paa heeden i lye af en høi; varmen og fugtigheden af deres legemer frembringer snart en tydamp, liig den af en kogende kjeddel. de sige fugtigheden holder varmen inde, ved at gjøre tøjet tæt og hindrer derved vinden fra at trænge igjennem. dette drager jeg saameget mindre i tvivl som jeg ofte har seet dem, selv uden nødvendighed udsætte sig for at blive vaade, og naar deres hue er bleven gjennemblødt, tage de den gemeenlig af, vride den som en karklud og sætte den paa igjen. forbemeldte omtaler den besynderlige maade, hvorpaa de highlandske chefer sammenkaldte deres stammer, naar de bleve anfaldne af fiender eller andre - clans : en gjed blev slagtet, hvorpaa der blev gjort et kors af et eller andet slags let træe, de yderste ender deraf bleve sat jld paa, og derpaa slukkede, ved at dyppes i dyrets blod. det blev kaldet the fiery cross (det grumme kors) eller the cross ofshame (det vanærende kors) fordi ulydighed mod hvad dette kors paabod medførte vanære. det blev derpaa overleveret til et hurtigt og troe sendebud, som løb af alle kræfter med det til næste landsbye, hvorhan overleverede det til den fornemste med et eneste ord, der tilkjendegav samlingstedet. modtageren var forpligtet til at sende det ligesaa gesvindt videre, og saaledes passerede det med utrolig hurtighed gjennem det heele district der tilhører chefen, og selv blandt hans allierede og naboer, hvis det gieldte fælles sag. ved synet af dette kors, er enhver mandsperson fra sexten til tyve aar, der var i stand til at føre vaaben, forpligtet til, i hans bedste rustning, uden ophold, at begive sig til samlingstedet. hvem der undlod at indfinde sig, kunde vente at blive straffet med jld og sværd, hvilket ogsaa dette krigs=signal emblematisk tilkjendegiver den ulydige, ved dets blodige og brændte mærker. under borgerkrigen og , blev korset ofte brugt; engang passerede det gjennem det heele district breadalane, en strækning af engelske mile i timer. | fiction | thi_wscott_a | thi_000039_b |
franske misceller. j en proces mellem den meget bekjendte madam de sainet vincent og monsjeur de richelieu, angaaende en vexel paa , daler, som han benægtede at have foræret hende, sagde han forretten meget bidende til hende: men madam betragt da blot deres figur, synes de den er værd en saa uhyre sum, saa indbildsk, min hr. marskalk," svarede hun, er jeg ikke; men betragt blot deres egen og overvei saa om en mindre sum kunde gjøre den passabel! | non-fiction | null | thi_000039_c |
uagtet formeldte hertug de richilieusaaledes bortødstede mange penge, for at føre en unyttigproces, var dog altid lykken ham gunstig: en enke efter en major fra compiegne, faldt af et slags barbarisk forfængelighed paa, at berøve sin fattige familie omtrænt , daler, for at testamentere dem til hertugen. en notarius reiste i denne anledning til paris, og lod sig melde hos hans excel lence, for at forkynde ham denne nyehed, efter at have ladet ham lig længe i forgemakket, befalede han, at føre ham ind, da han havde ting at meddeele, der ville interesere marskalken, da denne gamle spøgefugl havde hørt hans ærende, sagde han med et slags ironisk koldblodighed: sandelig, dersom alle de fruentimmer, jeg havde nydt en hyrdetime hos, havde testamenteret mig deres midler, ville jeg nu været rigere end kongen. | non-fiction | null | thi_000039_d |
ved en hvis høitidelighed, som fandt sted førrevolutionen i parer, raabte blot soldaterne i og arbeiderne, leve kongen, den hele umaadelige masse af tilskuere lagttog derimod en dyb taushed. den neapolitanske ambassedeur der var tilstæde, tilkjendegav sin forundring derover for en som ledsagede ham. naar fyrsten er døv, er ogsaa folket stumt, svarede denne ham. | non-fiction | null | thi_000039_e |
som et beviis paa sædernes tilstand i paris , læser man følgende i memoires de bachaumont: mademoiselle du the er en af de meest berømte glædespiger i denne hovedstad; den ære, hun har nydt, at give hertugen af chartres, den første underviisning i kjerlighedens henrykkelser, har sat hende i stort rye. hun har et blondt intetsigende, ansigt, en kold faaremine, nogen forstand, men efter moden; det er alt hvad der kan siges om hende. for øieblikket tilhører hun marquis de gemissom uagtet han ægtede en af de smukkeste hofdamer, finder det alligevel fødere at ruinere sig ved denne pige. denne der fornemmer at hendes elskers formue aftager, har valgt det kloge forsæt at give ham afskeed. milord de egrement er den lykkelige dødelige, som det igjen er tilladt at deele hende rosenleie for en lille gratification af louis dorer forden første gang og daler om maaneden. deres gjensidige eder og løfter ere udentvivl nøiagtigen holdte, thi hele paris er vidne dertil, og det er en af dagens nyeheder. | non-fiction | null | thi_000039_f |
(authentisk document af the confectionsof the lady of guernsey) brandenburghhouse d. juli . min herre og gemaal! atter og for sidste gang apellerer jeg til deres majestæt for at erholde den retfærdighed som hidtil er bleven mig nægtet. mit hjerte sønderrevet af saamange modstridende følelser, et rov for angest og fortvivlelse, søger begjerlig efter nogen hvile, fra de sorger, der saalænge have nedtrykt det; og skjælver af attraae efter en leilighed til at løsrive sig fra byrden, inden det brister og jeg synker ned i min stille grav. min naadige monark, jeg forlanger ikke deres kjerlighed; jeg beder endog ikke om deres venskab - jeg vil ikke lægge nogen tvang paa deres tilbøielighed, eller blande mig i hine fornøielser, som de føler at være uundgaaelig nødvendige for deres lykke. al. - desværre veed jeg alt forvel, at ethvert konstgreb er blevet gjort brug, af, for at indpræge de meest ufordeelagtige meninger mod mig i deres bryst, heller ikke kan jeg just nu haabe at see dem fuldkommen udryddede; men, o! hav medlidenhed med mine ufortjente lidelser, og tillad for engang i det mindste, en t ----- haabløs og trøstesløs kone, at gjøre hendes retmæssige, skjøndt fremmedblevne deeltager af hendes glæder og lidelser, bekjendt med hendes kummer. skal mit faderlige huses ære blive besmittet, fordi hans barn ingen beskytter kunde finde, til at forsvare hende mod hendes bagtaleres ondskab? – skal man virkelig kunne sige, at et mægtigt riges monark, født for at regjere og være elsket - en mand fortrinligen begavet med forstand og sjele-adel, tillod hans lidenskaber at blive saameget herre over sin fornuft, at han kunde fæste troe til de mest uhyre opdigtelser, som bagtaleriske tunger nogensinde have opfunden, falske venner og aabenbare fjender have i lige grad arbeidet paa min undergang. et fiint lagt system af bedragerie har uophørligt været anvendt paa os begge, og for sildig des- værre, har jeg opdaget mine fjenders listige planer. det er allene denne opdagelse, der har bevæget mig til at appellere for sidste gang til deres kongelige hjerte. den underretning jeg nyelig har faaet, lægger aabenlyst for dagen en saadan blanding af nedrighed, saadanne jntriguer og meeneederier, at jeg gyser, ikke allene ved tanken om den forfatning hvori de have bragt mig; men ved at betragte den skrækkelige høide, af menneskelig ryggesløshed og ondskab, hvortil et hofs yndlinger kunne - bringe det, for derved at opnaae deres ryggesløse hensigter. opvoxen under en om moders øie, kjendte jeg i min ungdom intet til bedragerie og forestillelse og bar derfor heller ingen mistanke til nogen, mit hjerte var af naturen aabent for ædel tiltroe og venskab; selv uerfaren i forestillelse, hvor kunde jeg nogensinde falde paa, at der gaves væsener, nedrige nok til at udsprede deres snarer liig æderkoppens væv, og til at vente med graadigt øie indtil leilighed fandtes for at styrte sig hen over deres rov. og dog af saadanne, desværre, blev jeg omringet saasnart jeg satte foden paa dette af frihed saa pralende land, og førend jeg endog fandt leilighed til at gjøre mig bekjendt med landets almindeligste skikke, vare bagtalelsens giftige tunger i fuldt arbeide med at bortstjæle mit gode, navn og rygte. - lidet, sandelig lidet, kunde jeg formode, at en medskabnings ubetydelige smaaefeil i dette ædelmodige land, skulle blive udbredte med begjerlighed - hvorledes kunne jeg da være bered paa at forsvare mig mod usande, falske og ærerørende beskyldninger, jeg havde endnu ikke dengang lært at "paa ørne vinger udødelig bagtalelse flyer. medens dydige handlinger kun fødes og døe. lidet kunde jeg formode, at uskyldig aabenhiertighed skulle nogensinde blive antaget for mangel paa qvindelig delicatesse; lidet kunde jeg forestille mig, at goddædige handlinger, ikke den kunde udøves, uden at en eller anden hemmelig forbryderisk bevæggrund tillagdes dem; lidet drømte. jeg om, at jeg var fordømt til at blive en kastehold for partieaand og at enhver handling i mit liv skulle blive offentlig undersøgt, roset eller dadlet, eftersom det bedst stemmede overeens med de hinanden modsatte partiers planer og jnteresse hvorledes kunde da jeg, en fremmed og et fruentimmer, forsvare mig imod æreskjenderens giftige pile, naar hverken kraft, behændighed eller den mest forsigtige klogskab, kan sætte manden, - i stand til at beskytte sig derimod, naar angrebet skeer paa denne maade? havde jeg kjendt mine hemmelige fjender, maaske kunde jeg da have undgaaet og beskjemmet dem ved at aabenbare deres rænker; men neil jeg var omringet og smiggret af dem, og man lærte mig at sætte min fortrolighed til dem, som til mine mest hengivne veninder. min største ulykke var, at jeg dannede mig et feil begreb om de egenskaber, som en dame af ophøiet rang, burde besidde: havde jeg ombyttet min naturlige oprigtighed og kjerlighed for uskyldig tidsfordriv, med en stiv tilbageholdenhed, hof=etiquitte og forestillelse, ville hinehandlinger der vare en følge af en overdreven emsindlighed ikke funden sted; og den onskabsfulde ville aldrig havt nogen leilighed til at forvandle dem til hvad de først kaldte letsindighed, siden gave navn af ubeskedenhed, og endelig kaldte forbryderske tilbøieligheder, indtil jeg slutteligen blev anklaget som forræder mod min kongetroløs mod min mand. jkke destomindre, saa stor den uretfærdigheder, der er begaaet mod mig, saa ubarmhiertigen jeg er bleven forfulgt, fremstillet som jeg endnu er, til at pege fingre ad; søger jeg dog ikke at giengielde. dette ved beskyldninger, men vilde være tilfredsmed, hvis det angik blot min egen lykke, at forlade denne kummerfulde verden, uden at yttre et eneste bebreidende, ord - ja gladeligen lægge erindringen om alle mine lidte fornærmelser, i forglemmelsens skjød, men o, min gemalnaar jeg overveier størrelsen af den elændighed hvori jeg er bleven styrtet og sammenligner den med min ungdoms uskyldige glæder, eller med de høie forventninger jeg gjorde mig om den lykke, at blive en gemalinde af engelands oplyste og fuldkomne prinds! - naar mine tanker svæve tilbage til hiint skrækkelige øieblik, da mit inderlig elskede barn, umenneskelig, blev revenfra sin moders arme, naar jeg skuer tilbage, paa de mange skammelige forsøg, der ere gjorte paa, at berøve mig min ære og at nedbryde, min siels roe, indtil jeg, frygtsom for at see en fjende i hvert aasyn, omsidder flyede det landhvor jeg burde have funden beskyttere og venner: og søgte et fristed blandt fremmede. - naar, omendskjøndt have adskilte mig fra mine forfølgere, deres bittre had alligevel forfulgte mig, og jeg omgiven af spioner, blev jaget og beluret endog i min landflygtighed; - naar det sidste haab; en trøstesløs moder blev mig berøvet og jeg maatte bøie mig under forsynets tilskikkelsen ved tabet af hende, hvis liv og lyksalighed vare mig langt dyrebare end mit eget. - naar fremmede hoffer vare lave nok til at forene sig med mine fjender, og behandle et værgeløst fruentimmer, der ingen fornærmede, med ethvert slags beskjemmelse; - naar kirkens bønner bleve mig nægtede og underordnede gudsbespottelig, erklære de, at alteret ikke maatte blive besmittet ved deres dronnings navn. o! naar alle disse skrækkelige og krænkende erindringer trænge ind paa min siel, saa synker hiin aandskraft, som hidentil har holdmig i veiret, under den tunge byrde; mit blodiisner i mig af skræk og jeg føler, at hiin time, naar døden skal lukke mine øine og gjøre en ende paa alle mine jordiske lidelser - snart nærmer sig. min naadige konge, kun den, der føler sig strafværdig, kan med skjælven see den sidste timenærme sig. martyren for den retfærdige sag smiller ved synet af torturen og hilser glad det øieblik, der befrier ham fra hans forfølgere; endog med døende læber opløfter han sine bønner, til den almægtige og naar han udaander sit sidste suk, gientager han hans ord, der døde forvore synder; fader forlad dem; thi de vide ikke hvad de gjøre." ja sandelig, jeg føler jeg kan forlade en verden, der er saa riig paa saadanne, uoverskuelige lidelser, uden smerte - med stille sindsroe og glæde, og med hensyn til mig selv. jkke kaste et eneste dvælende, længselsfuldt øie tilbage. og naar min siel da tager sin flugt til den evige lyksaligheds boliger, vil jeg knæle for den almægtiges throne og bede, at der maa blive viist barmhiertighed mod dem, der ikke vidste hvorledes de skulle vise barmhiertighed mod mig herneden. af alle de veie der lede til menneskelig lyksalighed, er den, den mest sikkre og taknemmelige, der er betegnet med medynk og menneskekjerlighed; og hvormeget skjønnere er ikke hæderens krands, gjennemslynget med mildhed og retfærd jeg er ikke ligegyldig for verdens gode meening og langt fra mig skal det være, at foragte publikumsstemme, eller at ringeagte den almindelige meening; men jeg foragter hyklerie og ønsker ikke at blive anseet for bedre end jeg er, heller ikke ville jeg endog nu, ydmygget og nedværdiget, som jeg maae synes i mine fienders øine, gjøre en handling, der afviger fra sandhed, ære og retfærd var det end muligt, at jeg derved kunde vinde et rige, eller blive sat i besiddelse af de rettigheder, som jeg saa indstændig; men frugtesløs, har forlangt af deres hænder. - - men desværre, desværre, hvor kan jeg haabe at gjøre dem bekjendt med den hemmelige aarsag til vores gjensidige sorger, naar ikke engang en sammenkomst tilstaaes mig? hvor kan jeg vente at kunne overbevise dem, der saa ofte har viist at deres hjerte ikke var aabent for overbeviisning, dog med de beviser jeg nu er i besiddelse af, ville jeg endog begaae en uretfærdighed mod deres majestæt, hvis jeg ikke gjorde forsøg paa at aabenbare hine facta, som intet andet menneskeligt væsen vil nogensinde vove at bringe for lyset. min siel er i fred med hele verden, og intet kan nu møde mig, der er i stand til at forstyrre min indvortes sindsroe. tillad mig da at nyde den glade tanke, at kunne gyde trostens balsom (for nogen trost staaer i min magt at yde. en barm, der undertiden maa være et rov forængstelige følelser. skulle imidlertid mine bønner og instændige begjæringer, ikke være til nogen nytte. skulle fornærmelser blive lagt til . . . . og nye bagtalelser bleve opdyngede paa mit uskyldige hoved, - o! saa skjænke den almægtige mig styrke til endnu at bevare min forstand, og med kristelig resignation, lære at bære min skjæbne med taal. modighed, jeg har ingen egennyttige hensigter, ingen ærgjerrige bevæggrunde at tilfredsstille mit heele liv bær vidne om, at hverken stolthed eller forfængelig ærgierrighed ligge til grund for mine handlinger; men det bruuswickske huuses ære, har altid været mig hellig og til mit sidste aandedrag vil jeg erklære, at jeg aldrig satte nogen plet paa denne ære, saa berømmelig hævdet ved mine blodsforvandtes og forfædres blod. kan da nogen troe, at jeg ville fornedre mig til at besmittedet ædle og stormodige engelske folks (der have til trods for magten og undertrykkelsen, lagt deres kjerlighed til mig for dagen.) kan nogen troe, at en dronning, der saae hun regjerede i sit folks hjerter, skulle ved hendes eget forhold ville tilintetgjøre deres gode meening om hende, kan den største sceptiker, der ikke forud er indtaget mod mig, med grund fæste troe til, at jeg, hvis jeg var skyldig i de forbrydelser man beskylder mig for, skulle selv med mit eget livs fare, ville gaae løs paa mine anklagere og det endog paa en tid, da det, at nedværdige mig i andres øine, var den fornemste vei til at gjøre lykke! neil dette lader sig ikke forene med sund sandsmen strider mod alle menneskelige principer. tillad mig her, min gemaal, at vise den største deel af den britiske nation, den taknemmelige hyldning den fortjener: troe ikke at jeg, naar jeg saaledes høitidelig mindes de engelskes ædelmod og hengivenhed, derved mener nogen mangel paa agtelse mod deres monark. det engelske folk er sandelig et troet folk, mod deres konge, og dets ædelmodige jver, i at ville befrie en qvindelig skabning fra undertrykkelse, er fuldkommen overeensstemmende med de mest ophøiede begreber og troeskab mod konge, fædreland og gammel ridder ære. gid deres majestæt maae længe regjere i deres hjerter og gid staten maae blive bestyret ved saadanne raad, som bedst kunne fremme dens flor og deres lykke over hvem de regjerer! med et suk, vil jeg springe forbi det grusomme afslag jeg fik paa den herlige dag da de blev kronet; jeg ønsker ikke at gjøre nogen den ringeste bebreidelse; men jeg føler det at være en hellig pligt, før jeg lægger min pen, at erklære, at jeg ved dette foretagende ikke var ledet ved nogens raad, imod min egen tilbøielighed; thi omendskjøndt jeg bærer den største høiagtelse for hine mig trofast hengivne venner, der have forblevet deres forfulgte dronning troe, hvad rygter man endudspredte om hende - saa har jeg dog i alt bestandig handlet efter mit eget hjertes tilskyndelser og er allene ansvarlig for ethvert skridt jeg har gjort. skulle dette brev imod mine forventninger, nogensinde komme for publikums øine, vil det uden tvivl være underkastet hine fienders dadel, som intet uden min død kan tilfredsstille; thi jeg har desværre for lang tid siden erfaret, at for disse mennesker, havde min opførsel end viist sig at være: kydsk som hiint glimrende krystal, ved frosten dannet af den hvide sneeville de dog alligevel opdage pletter deri, og kapes om med fornyet ondskab at sværte mit gode navn og rygte. og endskjøndt de aldrig hverken føle samvittigheds nag, eller have medynmed mine lidelser, tilgiver jeg dem dog af gandske hjerte, thi jeg veed, der kommer en giengieldelsens dag over dem, og at uagtet de nu kunne triumphere over mine ulykker, kunne de ikke berøve mig. min reenhed og uskyldighed, eller lægge sig imellem hiin retfærdige dommer i himmelen og mig. | fiction | thi_confessions-of-lady-guernsey_a | thi_000052 |
j aaret kom en græsk kjøbmand fra candia, i selskab med sin skjønne fyttenaarige datter til michaelsmessen i caminetz podolskisønnen, til den daværende commandant, oberst ved den polske kronarmee, baron vonder witwe, havde ofte leilighed til at see dette unge fruentimmer. hun vandt hans hjerte, han bad om hendes haand, fadeten gav sit samtykke og ægtebaandet blev i al stilhed knyttet. den unge mand kjendte sin faders grundsætninger, og vidste han aldrig ville give sit minde til en misalliance, derfor skeede vielsen hemmelig. da den gamle commandant fik efterretning derom, blev han yderst opbragt. han truede sin søn med at gjøre ham arveløs, og forbød ham det faderlige huus. alle bønner og forestillinger fra sønnens side, vare forgjeves. nogen tid derpaa spadserede den gamle general med flere officerer paa voldene omkting staden, for at gjøre sig en bevægelse. hændelse viis kom den unge grækerinde, i selskab med hendes fader, gaaende, og da hun vidste at adskille commandanten fra de øvrige, gjorde hun ham i forbigaaende en dyb compliment. hendes overordentlige skjønhed, gratie og beskedenhed, var den gamle general paafaldende, og fængslede saa stærkt hans opmærksomhed at han stod stille og vinkede hende at komme nærmere. med anstand og værdighed nærmede hun sig den gamle general, kyste ærbødig sommen paa hans kjole, kaldte ham beskeden og blye fader og bad om tilgivelse for hendes elskede gemal. den gamle blev dybtrørt, beundring og medlidenhed angreb paa en gang hans siel - han tog hendes haand, løftede hende kjerlig op, indgod hende mod, og førte hende tilligemed hendes fader i sit pallads, lod sin søn komme og en fuldkommen udsoning fulgte paa denne rørende scene. overordentlig skarpt syn. kobberstikker ludovico i rom besad et meget skarpt syn. han maatte ofte kjempe med næringssorger og arbeidede for enhver. engang kom en middelmaadig digter til ham, med et digt i haanden, som han vilde dedicer, til den daværende pave leo den de og bestilte det pavelige portrait, med bøn om at sætte det forandigtet. kunstneren overtog arbeidet, men dog under den betingelse at han maatte være nærværende ved digtets overleverelse; hvilket blev ham tilstaaet. | fiction | thi_skjønheds-og-sædeligheds-magt | thi_000053 |
hvoraf kommer det, sagde paven efterat han flygtig havde gjennemlæst versene, at med dette almindelige digt følger et saa sjeldent konstværk, af hvem er det: nu traade ludovico frem og svarede af mig. | fiction | thi_skjønheds-og-sædeligheds-magt | thi_000054 |
beskjæmmet stod digteren der, da paven strax befalede at udbetale kunstneren zechiner. | fiction | thi_skjønheds-og-sædeligheds-magt | thi_000055 |
ludovico begyndte at læse, men styrtede afmægtig til jorden. bladet indeholdt nemlig gouverneurens jndberetning til paven, om den samme dag over konstnerens broder afsagte dødsdom, fordi denne havde dræbt en anden, i en duel. denne dom erfoer ludovico først nu. af agtelse for konstneren blev den dømte benaadet af paven, og digteren maatte ved sin bortgang lade sig nøie med en indviet rosenkrands. skotske mærkværdigheder. af walter scots værker. (fortsat.) den største deel af de anseelige higblandske familier troe, at have en titulair eller snarere en huusaand, der er dem hengiven, tager deel i deres held og tilkjendegiver ved dens jamren, enhver nær forestaaende ulykke. saaledes hørtes, naar et dødsfald skulle indtræffe, i den gamle highlandske familie mlean of lochbuy, en af de i striden faldne forfædres aander, galopere langs med en steenbank og derpaa at ride tre gange omkring familie=slottet, rystende med hans tryllebidsel, og saaledes forkynde den nær forestaaende ulykke. hvor let saavel øiet som øret kan blive bedraget ved saadanne leiligheder, er noksom bekjendtved fortællinger og armeer, der have været seete luften og andre spøgelseagtige phænomena, hvoraf historien vrimler. et saadan syn skal være seet ved southerfelimontain, mellem penritog keswick, den de juni , af to personer, willmur lancaster af blakchilis og daniel stricket hans tjener, hvis vidnesbyrd om sagen, med en nøiagtig efterretning om synet, datteret den juli , er trykket i clarks surveys of the lake; synet bestod af adskillige afdeelinger til hest, der bevægede sig i regelmæssig orden med en jevn hurtig bevægelse i en krum linie omkring bjerget og synes for tilskuerne. at forsvinde paa bjergspidsen. mange personer, bevidnede, at have seet dette phænomen og lagde mærke til at den sidste, af den formodede trop, tilfældigviis forlod geledderne og reed i gallop fremadtil fronten, hvorpaa han igjen begyndte sit jevne sædvanlige skridt. dette besynderlige syn, kan maaske foruden hvad der kan skrives paa indbildningskraftens regning, blive forklaret som et optisk bedragerie. clanville taler om en familie, som ved en blid musik, der lød fra familie-boligen, og synes at døe hen i en tilgrændsende skov, høitidelig bleve varslede naar noget mærkværdigt i familien skulle indtræffe, men det mærkeligste exempel af dette slags anføres i the memoirs of lady fanshaw, der er saa bekjendt for hendes ægteskabelige troskab og hengivenhed. det hændte sig, at hendes mand; sir richard og hun, under deres ophold i jrland, besøgte en ven, der var anfører for et partie, og som der beboede, som baron hans gamle familie=slot, der var omgivet af dybe grave. om midnat blev hun vaagnet ved et ængsteligt, overnaturligt, og gjennemtrængende skrig, og da hun saae ud af sengen, fik hun øie paa et qvindeligt ansigt og skikkelse, der bevægede sig frem og tilbage ved vinduet. afstanden fra jorden, saavelsom ogsaa den omstændighed med graven udenfor, gjorde det aldeles umuligt, at det hun saae kunde være et væsen, der hørte til denne verden. ansigtet lignede et ungt og smukt fruentimmers; men var blegt og haaret, løst, rødagtigt og udslaget. dragten som lady fanshaws frygt ikke forhindrede fra at lægge nøiagtig mærke til, var den gamle irlandske. synet lod sig endnu see nogen tid og forsvandt da med to høie skrig, liig dem, der først havde opvakt lady fanshaws opmærksomhed. om morgenen fortalte hun med megen forskrækkelse hendes vært, hvad hun havde været øievidne, til, og fandt ham, ikke allene villig til at troe det; men endog til at ville forklare hende synet: en nærbeslægtet af mig døde sidste nat her paa slottet, vi skjulte formodningen om hans død for dem, for at intet ubehageligt jndtryk skulle formørke den glade modtagelse vi skyldte dem. altid før en saadan ting indtræffer i familien her paa slottet, er dette qvindelige væsen, der viste sig for dem, synlig. man anseer hende for at være et fruentimmer af lav extraction, som en af mine forfædre nedværdigede sig til at ægte, og som han siden, for at forsyne den skam han havde gjort sin familie, lod drukne i slotsgraven. | fiction | thi_skjønheds-og-sædeligheds-magt | thi_000057_a |
skotske mærkværdigheder. af walter scots værker. (fortsat.) den største deel af de anseelige higblandske familier troe, at have en titulair eller snarere en huusaand, der er dem hengiven, tager deel i deres held og tilkjendegiver ved dens jamren, enhver nær forestaaende ulykke. saaledes hørtes, naar et dødsfald skulle indtræffe, i den gamle highlandske familie mlean of lochbuy, en af de i striden faldne forfædres aander, galopere langs med en steenbank og derpaa at ride tre gange omkring familie=slottet, rystende med hans tryllebidsel, og saaledes forkynde den nær forestaaende ulykke. hvor let saavel øiet som øret kan blive bedraget ved saadanne leiligheder, er noksom bekjendtved fortællinger og armeer, der have været seete luften og andre spøgelseagtige phænomena, hvoraf historien vrimler. et saadan syn skal være seet ved southerfelimontain, mellem penritog keswick, den de juni , af to personer, willmur lancaster af blakchilis og daniel stricket hans tjener, hvis vidnesbyrd om sagen, med en nøiagtig efterretning om synet, datteret den juli , er trykket i clarks surveys of the lake; synet bestod af adskillige afdeelinger til hest, der bevægede sig i regelmæssig orden med en jevn hurtig bevægelse i en krum linie omkring bjerget og synes for tilskuerne. at forsvinde paa bjergspidsen. mange personer, bevidnede, at have seet dette phænomen og lagde mærke til at den sidste, af den formodede trop, tilfældigviis forlod geledderne og reed i gallop fremadtil fronten, hvorpaa han igjen begyndte sit jevne sædvanlige skridt. dette besynderlige syn, kan maaske foruden hvad der kan skrives paa indbildningskraftens regning, blive forklaret som et optisk bedragerie. clanville taler om en familie, som ved en blid musik, der lød fra familie-boligen, og synes at døe hen i en tilgrændsende skov, høitidelig bleve varslede naar noget mærkværdigt i familien skulle indtræffe, men det mærkeligste exempel af dette slags anføres i the memoirs of lady fanshaw, der er saa bekjendt for hendes ægteskabelige troskab og hengivenhed. det hændte sig, at hendes mand; sir richard og hun, under deres ophold i jrland, besøgte en ven, der var anfører for et partie, og som der beboede, som baron hans gamle familie=slot, der var omgivet af dybe grave. om midnat blev hun vaagnet ved et ængsteligt, overnaturligt, og gjennemtrængende skrig, og da hun saae ud af sengen, fik hun øie paa et qvindeligt ansigt og skikkelse, der bevægede sig frem og tilbage ved vinduet. afstanden fra jorden, saavelsom ogsaa den omstændighed med graven udenfor, gjorde det aldeles umuligt, at det hun saae kunde være et væsen, der hørte til denne verden. ansigtet lignede et ungt og smukt fruentimmers; men var blegt og haaret, løst, rødagtigt og udslaget. dragten som lady fanshaws frygt ikke forhindrede fra at lægge nøiagtig mærke til, var den gamle irlandske. synet lod sig endnu see nogen tid og forsvandt da med to høie skrig, liig dem, der først havde opvakt lady fanshaws opmærksomhed. om morgenen fortalte hun med megen forskrækkelse hendes vært, hvad hun havde været øievidne, til, og fandt ham, ikke allene villig til at troe det; men endog til at ville forklare hende synet: en nærbeslægtet af mig døde sidste nat her paa slottet, vi skjulte formodningen om hans død for dem, for at intet ubehageligt jndtryk skulle formørke den glade modtagelse vi skyldte dem. altid før en saadan ting indtræffer i familien her paa slottet, er dette qvindelige væsen, der viste sig for dem, synlig. man anseer hende for at være et fruentimmer af lav extraction, som en af mine forfædre nedværdigede sig til at ægte, og som han siden, for at forsyne den skam han havde gjort sin familie, lod drukne i slotsgraven. | fiction | thi_wscott_b | thi_000057_b |
foruden disse familie=aander, have highlænderne ogsaa adskillige bjerg= og flodgader, for exempel flod=dæmonen eller den saakaldte flodhest, den besøger mest de highlandske søer og floder en af dens mærkværdigste bedrifter, skal være udført ved bankerne af loch vennachar- : det bestod i ødelæggelsen af en heel liigskare. en trold, klæd i gammeldags rustning, den ene haandbedækket med blod, kaldet lham dearg eller den røde haand: er en beboer af glenmore og rotemurtus skove. andre aander af frygtelig skabning, beboede efter deres formeening, huler, hederog bjerge i highlandet, hvor ethvert blændeværk, frembragt ved taage eller den besynderlige brækning af lysstraalerne, som undertiden falder paa særegne gjenstænder, aldrig feiler at frembringe et saadant syn, for den ensomme og melankolske bjergbeboers jndbildningsskraft. anecdot. | fiction | thi_wscott_b | thi_000058 |
indenlandsk. hans majestæt kongens reiseroute. torsdagen den die juni om eftermiddagen kl. slet, afreiser hans majestæt kongen med suite fra louisenlund over mesundtil flensborg, hvor der holdes natteqvarteer. fredagen den de juni, vil kongen have en dejeunde paa postgaarden i flensborg, og afreiser derpaa om middagen kl. slet over apenrade til hadersleben, hvor der holdes natteqvarter. - løverdagen den te juni afreises fra hadersleben over colding til veile, paa hvilket sidste sted der spises og holdes natteqvarteer. søndagen den de juni reises fra veile. . over horsens til aarhuus, hvor der spises og holdes natteqvarteer. j aarhuus forbliver hans majestæt indtil den te junii. - tirsdagen den inde juni reiser kongen fra aarhuus til randers. - onsdagen den de juni reises fra randers over hobroe, hvor der spises til middag; derfra til aalborg, hvor der holdes natteqvart. torsdagen den de junii. forbliver hans majestæt kongen i aalborg. fredagen den de juni reises fra aalborg over sundbye, sæbye til frederikshavn, hvor der spises og holdes natteqvarteer. - loverdagen den de juni reises fra frederikshavn til skagen, hvor der spises og holdes natteqvarteer. - søndagen den de juni reises fra skagen over hjørring, hvor der spises til middag og derefter til borglundkloster, hvorder holdes natteqvarteer. - mandagen den de juni reises fra borglundkloster, saa vidt mueligt langs kysten til hvor der spises til middag, og derefter fortsættes reisen til thisted. - tirsdagen den de, juni reises fra thisted, over vildsund, mors, nyekjøbing, sallingsund og skibe til viborg. onsdagen den de juni reises fra viborg over holstebroe, hvor der spises til middag. til ringkjøbing, hvor der holdes natteqvarteer. torsdagen den de juni reises fra ringkjøbing, om mueligt langs ringkjøbingfjord, til varde, hvor der holdes natteqvarteer; paa et sted omtrent midtveis imellem ringkjøbing og varde spises til middag. - fredagen den de juni reises fra varde til ribe, hvor derspises og holdes natteqvarteer. - løverdagen den de juni reises fra ribe til tønder, hvor der spises og holdes natteqvarteer. - søndagen den de juni reises fra tønder til dagebull, saaledes, at der ankommes dertil naar ebben begynder, for strax at indskibes paa færgen til fohr, hvor der landes ved wück. - man - dagen den de juni reises fra wück, over uttersen til øen amrum, og naar alt der er beseet, retourneres til wück paa fohr. - tirsdagen den de juni reises fra wück overvandet til dagebüll, og derfra over bredstedt, til huusum, hvor der tages natteqvarteer. - onsdagen den te juni reises fra husum til louisenlund. | non-fiction | null | thi_000064 |
j ethvert land blev handelen statens støtte og for at kunne drive den til fuldkommenhed, udfordres foruden facile love og den nødvendige kapital, ogsaa at den handlende maae besidde de fornødne kundskaber og speculationsaand. til hvilken høide en stat kan hæve sig ved jndustrie, og især ved de handlendes rastløse speculationer: og virkekraft, derpaa er engeland det mest talende beviis, hvilken vælde, hvilken magt har det ikke opnaaet, man tænke sig blot at det engelske ostindiske compagnies besiddelser udgjorde meere end , qvadrat mile, med en folkemængde af millioner mennesker. man skulle troe, at compagniets fond fra begyndelsen af, havde, været meget stort, men tvertimod var samme meget ringe, speculationer, handels=held og senere hen erobringer, bragte det til hvad det er. hertil kommer den enighed og samdrægtighed, som hersker imellem de handlende indbyrdes og caracteriserer de engelske kjøbmænd, naar det angaaer fælleds jnteresse. selv her i danmark, have vi i særdeleshed en stad, der skylder indbyrdes eendrægtighed og handels-jndustrie sin opkomst og udbredte handel, jeg mener flensborg. ----- flere huse forenede sig, naar een eller anden fordeelagtig speculation frembød sig; handelsbetjente, ja selv tjenestefolk af den simplere slags, lagde deres fortjente skjærv i kjøbmandens haand og modtog ordentlig den avance som denne sum kunne kaste af sig, og derved hævede staden sig tid efter anden til den rang den bærer blandt danmarks kjøbstæder. man tænke sig blot at deres coloniehandel paa de vestindiske øer dreves med a skibe, hver paa a . commercelæsters drægtighed, hver ladning indbragte til beløb , a , species, foruden dette havde den en svær brændeviins=handel, mange manufacturer og fabrikker, hvoriblandt garverier. man kan let forestille sig hvilske rigdomme staden maae have besiddet, da den under krigen med engeland tabte over mill. rbd. rede sølv foruden hvad den led ved fientlige, oversvømmelser og pengevæsenet, og er dog endnu en betydelig handelstad. - hvad der her henseende til eendrægtighed er sagt i det store, gjælder ogsaa om handelen i det smaae: den mindre handlende kan intet foretage, naar hans eget fond ikke ere tilstrækkeligt nok og hans medhandlende ikke ville forene sig til et fælleds maal. og hvor sjelden finder man ikke dette i smaastæderne, hvor brødnid som oftest foranlediger, at medhandlende af en lav misundelse, og af fryg. for at den anden skulle profitere formeget, ikke allene nægter at deeltage deri, men endog paa en eller anden maade søger at forparre den fordeel den anden muligen kunde have derved. andre derimod der virkelig besidde evne, have forliden virkelystog ville intet vove, frembyder sig en eller anden for deelagtig entreprise, der ikke strax er saa aabenbar profitabel, at man saa at sige blot behøver at række haanden ud for at gribe pengene, faaer den virksomme speculant ofte isteden for participantere eller hjælp en medynksom trækken paa skuldrene eller ogsaa et af der kommer ikke noget ud af det." de smaahandlende i vore dage have desværre ofte det tilfælles med den simple bonde, der ikke vil indsee selv de mest indlysende, lidet bekostelige forbedringer i landbruget, fordi hans fader eller farfader ikke har benyttet sig deraf, saaledes gaaer det ofte den handlende; den og den artikkel, har han og forfædre handlet med i flere aar; det og det sted have de dreven deres handel paa og der ville de ogsaa afsætte deres producter, uden at tage hensyn til at priserne eller stædernes fabrikata eller udførsels=artikler have ved conjuncturerne faaet en og anden forandring, vist nok er den nærværende tidsperiode farlig og enhver speculation forbunden med saameget des. større hazard; men det er nu engang kjøbmandens lod at maatte ofte vove meget for at vinde lidet. hertil kommer at alle disse aar, efter, krigen, der for de fleste staters handlende i enropa have været at ligne med den farlige crises en patient falder i, efter en overspændelse af nerverne, for de danske handlende især have de været særdeles uheldsbringende, da landets egne producter staae saa lavt i udlandet. vistnok næst landmanden, er ingen stand for øieblikket mere at beklage end handelstanden. bonden til hvem han skulle afsætte sine fleste vare, er forarmet, de faa contanter han kan skrabe sammen gaaer til de kongelige skatter og en følge deraf er, at denne for det meste som man siger maae skrives for - alting, naar da terminen engang kommer giver han enten sit boe op til skifterettens behandling, eller betaler maaske en tiende deel af hvad han skylder; nu kommer snapstinger, kjøbmanden skal betale, kan ikke og taber sin credit. en afde ulykkelige ting for den handlende i smaastæderne er det saakaldte landprangerie, som kjøbmanden selv som oftest giver den største opmuntring til, ved at overdrage velhavende bønderkarle paa landet credit paa udsalg af flere handels=artikler, følgen deraf er, at disse mennesker, der ere vandte til at leve som bønder, ere frie for de svære tynder og byrder, som den egentlige kjøbmand maae svare, have saa mange færre nødvendigheder end vi, og følgelig naar de fortærer mk., lever kjøbmanden ikke under rbd.; inden føie tid faaer en lang meerskumspibe i den ene haand, en sølvbeslagen stok i den anden, et par sølvsporer paa begge been og begynder selv at handle en partie paa stiftstæderne og ringkjøbing og inden man ved et ord deraf, har man den personificerede pranger for sig. hvor skadelig landprangeriet end er for kjøbmanden selv, er det endnu skadeligere for landmanden; thi prangeren berøver ham hans faa contanter og forfører hans kone til at bortødsle det i flas og stads, som han skulle betale sine skatter med, og derved sætter ham i den største forlegenhed; ordsproget siger jo leilighed giør tyve, dette er ogsaa tilfældet her, thi naar intet skridt behøves at gjøres for at faae allehaande luxusartikler, er jo fristelsen saameget desstørre. men for igjen at komme tilbage til kjøbmanden. en anden ting, der skader denne, er den mangel paa handelskundskaber, som saa ofte spores blandt en deel af de handlende i smaastæderne. jeg mener ikke derved at han skulle forstaae en heel deel sprog, kunne beregne en indisk annas mod engelsk mynt eller kunne adskille indianske fuglereder fra paraibiske; men man kan med rette fordre af ham, at han skal kunne skrive sit eget modersmaal nogenlunde correct, forstaae saameget af regnekunsten, som er nødvendigt for hans handel, uden at behøve at skrive stræger isteden for tal, at han skal kjende de stæders mynt, maal og vægt hvorpaa han handler og endelig at han skal forstaae og kjende de handels-artikler han handler med, for at hverken han eller de, der kjøbe af ham, skulle blive bedragne. dette kan ikke skee naar enhver kan blive kjøbmand. hvor lider desuden ikke kjøbmanden i sin agtelse, naar mennesker uden aldannelse og kundskaber sættes ved siden af ham. faa ting ere ellers saa ødelæggende for kjøbmanden, ja for enhver landmand, som den slette maade hvorpaa vor uld bliver behandlet og de lave priser, den som en følge deraf staaer i, skylden er tildeels bondens egen mangel paa kundskab om uldens sortering og deels kjøbmandens, fordi han ikke selv opmuntrer bønder, til forædling af hans producter, men som ofteste anbetroer hans kramboddreng til at gjøre jndkjøbaf uld og andre artikler, hvis bonitet og godhed, denne aldeles ikke forstaaer at bedømme; folgen deraf er, at bonden i flæng sælger ham sin uld, uden hensyn til sortering og afklipning; muligen ogsaa naar han kan komme til, blander, sand eller anden slags ureenlighed i den, der bedærver den, naar da den fremmede kjøbmand faaer den, bliver den caseret og dens priis og anseelse falder alt dybere og dybere hos udlændingen. men intet overgaaer det store tab, som ikke allene landet, men handelstanden lider ved den slette og daarlige behandling af vort korn, og dertil er tildeels ogsaa kjøbmanden skyld, da han ikke opmuntrer landmanden til sammes forædling, og det dog staaer i dennes magt, at fremtvinge det. at danmarks kornhandel er paa en daarlig fod, kan ikke nægtes. hr. conferentsraad schlegel anfører i hans anmærkninger, over kammerherre hoppes skrift, om de lave kornpriser som aarsag til den alminde - lig standsning i handel og vandel, blandt andet følgende: vore kornvare ere urene, uvægtige og fugtige. man minde sig blot, hvor ilde vores hvede og byg, ere anseete i livorno, genua, marseille, hvor man tørrer det ved ankomsten, hvilket og skeer med alt dansk korn i holland. men hvi afhjælpe da ikke landmanden eller kjøbmanden feilen? – rei, feilen afhjælpes ikke afden simple grund, at det hidtil ikke var fornødent at afhjælpe den. danmarks landmænd have i en lang række af aar, ret vel kunne afsætte det maadelige korn de avlede, til saadanne priser, at de vare holdne, uden at det behøvedes at umage sig med en forædling, som ikke blev betalt fordi jngen forlangte den. (fortsættes.) redningen. (novelle. | non-fiction | null | thi_000071 |
den brune sammenskrumpne tonelise lodsig det smage ualmindeligt vel, paa den skjønne enke grevinde von t., himmelblaae atlasses kanapee. de tynde æderkoppefødder paa hendes haand, som man skulle ansee for fingre, forlængede sig i det uendelige, naar hun greb med dem efter bagværket paa sølvtallerkenen. næsen synes hun at have sendt ud paa bytte efter den dampende mokkas vellugt, og derpaa igjen at trække sig tilbage og skjule sig. en nærvetrækning, der aldrig tog ende, laae som et luftmeteor paa hendes ansigt og i de gule, sort behaarede øinelaage, medens de smaae, grønne, rullende øinestene snart sammentrukke sig krampagtig, som hos en kat, og snart udrundede sig behagelig. hvem der havde truffet denne spøgelseagtige skabning i en skov, ville have veget til siden for hende. den heele landsbye skyede den gamle, der boede i et meget lille huus, med nogle sorte katte, der klavrede oplad den tørre lange kone, som paa en humlestang og forstode hende ord for andet, naar hun talede til dem, derfor vare ogsaa kattene for landsbyens beboere ikke mindre viderlige og modbyderlige end deres eierinde. jmidlertid havde grevinden dog ladet hende hente op paa slottet, da man havde forsikkret hende, at ingen kunde spaae saafortræffelig i kaffe som hun. tonelise hævede nu kaffekoppen i veiret, betragtede jndholden, og sagde: ringe, krandse, edelstene, flammer, kan maa vel see noget skjønnere, end hvad deres excellence har havt den naade at kaste opliigkisten med cypresserne hvile dybt i baggrunden, ovenover staaer den splinternye brudesæng, ja min delligste, naadigste frue, sørgeaaret er forbi og glædesaaret begynder, seer de, der staaer deres anden gemall har man nogensinde seet et saadant bakkenbart? hvor øiet funkler her ud af koppen og de sorte lokker, og ordenen! nu, jeg siger jntet meer, deres naade bliver for livstid lykkelig, tænk, paa mig. jeg seer næsten intet, sagde grevinden. ei, naar jeg blot seer det, raabte tonelise; det træffer snart ind, naar han da kommer kjørende ind af den store borgport, faaer de ham tidlig nok at see. amalie rystede de blonde lokker og lod den, samle gaae. ængstet af den piinligste uvished havde hun ladet hente spaaqvinden. hun ventede fra det franske hof et afgjørende svar i amledning af den hende tilkommende pension, uden hvilke hun ville blive nødt til at leve i den meest trængende forfatning og troede derfor at ville blive spaaet noget ganske andet end en gemaal, som hun dengang var langt fra at tænke paa jntet slot i heele elsas saae saa skummelt, de og eensomt som grevinde tors. som en storm havde hendes gemals hastige død, revet hende bort fra den store verdens skueplads, hentil denne fæle borg. her havde amalie tilbragt et aar i den mest qvælende eensomhed. den trængende forfatning hvori hun som enke var bleven sat, forhindrede hende saagaar fra at lade hendes undsigelig elskede søn komme til sig fra schweitz. først femten aar gammel var adalberti moder, da han saae verdens lysførste gang, aldrig havde man seet et skjønnere barn. hans billede var amalies trøst, den eneste gienstand for hendes ønsker og haab. grevinden fandt sit lod taaleligt, saalænge foraar og sommer førte det gyldne scepter, over de grønne bjerge, der omgave hendes slot, men da de sildige efteraars storme susede gjennem skovene, alle blade faldt af og fuglene vendte tilbage for at opsøge deres gamle reder i borgens kroge, da blev det grevinden saa trangt om hjertet og hun begyndte at udkaste en mængde planer for at kunne komme til at vende tilbage til verden. da den gamle bortfjernede sig, efterlod hun grevinden til de smerteligste følelser ved at overtænke hendes stilling. hendes gemal havde ægtet den fattige, men skjønne fader= og moderløse amalie, der efter fransk skik og brug var opdraget i et kloster, medens hun endnu var et barn. fra den barnlige og lykkelige ensomheds hulde fred, havde denne forbindelse pludselig bortrevet hende, og sadt hende ind i den store verdens cirkel, hvor hun saae sig omgivet af lutter fortryllende ting og nu havde hendes gemals død igjen, paa engang bragt hende tilbage fra alle disse glimrende circler til ensomheden, der ikke meere havde det behagelige tiltrækkende for hende, som havde gjort hende saa lykkelig i hendes barndom. grevenhavde nemlig ikke sin formue; men et godt embeds jndtægter, at takke for sit huses glands. paa døden som pludselig overraskede ham havde det unge lykkelige par ikke tænkt. j det at grevinden sad fordybet i bange smertelige drømme, fra fortiden og offrede hendes kjere gemaals minde, oprigtige taarer, raslede det ved den forlængst tilsluttede borgport, klokken klang og amalie hørte hestetrampen og modige hestes vrinsken. salsdørene gik op og en høi smuk manlig skabning med en hat med fjære i haanden og med vildesorte lokker, der flagrede om det brune blomstrendansigt, traade med let, behagelig anstand indværelset, kyste grevindens haand og overrakte hende en stor forseglet skrivelse, i det han forestillede sig selv som kapetain gustav von r. . den paa sin gjennemreise til sit faders landgods, bad om den gunst at torde overlevere det konglige franske hofs afgjørende svar i den skjønneenkes egne hænder. j det kaptainen talede med amalie faldt hende uvilkaarlig, ved hans øinerfunklen og hans vilde lokkers flageren, kaffkoppens spaadom ind, thi ogsaa ordenen var der, og han havde som en fremmed i den sildige aftenstund ikke lagt mærke til den nye beqvemmere indgang til borgen, men havde vendt sig til den gamle borgport hvor igjennem han ogsaa var leven indladt. dybt angrede det den fromme amalie, at hun af hendes kammerjomfrue havde ladet sig forlede til at lade den gamle kalde, thi hun var nu i den fremmedes nærværrelse piinlig forlegen, rødmede den ene gang efter den anden og kunde sjælden finde de rette ord til at udtrykke hvad hun ville sige. for den skjønne krigsmand var dette slet intet nyt, han var vandt til at behage fruentimmerne og den eensomme hvide dueunge i dette forfaldne kragereede var hans falkeøje velkommen. amalies hulde uskyldog barnlige følelser fortryllede ham, han opbøde alt hvad der stod i hans magt for at oplive samtalen og gjøre jndtryk paa hende, han forelæste hende selv kongens brev, som var affattet i de naadigste udtryt og langt overgik amalies forventninger, da hun forsikkredes en anseelig pension for livs tid, hvortil kongen endnu egenhændig havde tilføiet. "denne pension beholder vor værdige statstjeners enke, selv om hun skulle skride til et andet valg, for i hendes sønat opdrage os et levende mønster af hans fader, og for at kunne forsørge ham. med skrivelsen, fulgte en anviisning for det første forløbne enkeaar. hede og søde taarer oversvømmede amalies ansigt ved at høre disse tegn paa kongelig naade og tilmed var hun ved ordene: et andet valg, bleve saa ildende rød, at hun faae udsom en rose i tordenregn, der nedbøier det perletunge hoved. hun tog imidlertid mod til sig og sagde: "jeg føler dybt hans majestæts naade, men et andet valg, efter jeg har tabt den mest agtværdige og frommeste mand? jeg, moder til en søn, der er hans livagtige billede, neil at døe som enke, det har jeg svoret gud, da jeg knælede og bad ved hans afsjetede legeme! hvorfor, faldt gustav hende ind i talen, med saa megen ungdom, ynde, skjønhed og behagelighed, himmelen hører ikke saadanne eeder. da gustav mærkede at fortrydelsen farvede amalies ansigt, forandrede han samtalen og talede om andre ting. han udkastede i den mørke sals ensomhed, hvor de begge sad ved kaminen, indtagende skildringer af det store verdens liv, og først sildig bortfjærnede den skjønne fremmede sig for endnu samme nat at naae sin faders landsæde. tilladelsen at komme igjen, kunde ikke nægtes overbringeren af et saa behageligt budskab og gustav benyttede sig flittig af denne tilladelse. da det faderlige riddergods, ikke saa mere end fire mile fra amalies, gavdet ham leilighed til at foranstalte mangen findrig fest, til hvilken de omkringboende godseiere bleveindbudne og hvortil amalke ogsaa maatte indfinde sig, da hun bestormedes af de ømmeste bønner og gustavs fader desuden selv kom for at afhænte hende. hun, hvis skjønhed skinnede gjennem sørgesløres, som morgensolen, var disse festers dronning. alle tilstædeværende behandlede, som af en stiltiende overeenskomst, gustav og amalie, som et brudepar og omendskjøndt hun mærkede det og altid sagde til sig selve det kan og maae ikke blive saaledes! var dog den hylding hende behagelig, som denne aanderige, skjønne, med roes og tegn paa kongelig naade prydede mand ) viiste hende, og hun fandt ingen grund til at unddrage sig derfra, saalænge hans kjærlighed holdt sig ærbordig inden sine skranker og kun bestod i holagtelses-beviisninger. paa en af det opvaagnende foraars skjønne dage, ved enden af marts, da gustav tidlig havde indfunden sig hos amalie og var bleven til middag, fortalte han hende, at mandeltræerne paa de sydlige, længstbortliggende bjerge allerede blomstrede, og tilbød sig at føre hende, derhen, da veien var ganske tør og den ætherblaae luft mild. amalie var strax villig, kastede det grønne slør over hatten og greb efter hendes handsker. gustav berørte sløret, trykkede det til sine læber og sagde ømt: jntet sort slør mere, grønt er haabet og snart vil den hele natur klæde sig i grønt, jeg maatte selv i sørgetiden, svarede amalie veemodig, bære dette grønne slør, lægen befalede mig det, da mineforgrædte øine ikke kunde taale soelskinnet. solen funkler i dugdraaberne saa meget behageligere, svarede gustav og et saadant forgjetmigeiøie, kan kun udgyde frisk dug, ikke salte taarer. amalie tang og det skjønne par vandrede ned af bjergstien. da de gik gjennem landsbyen blev kaptainen opmærksom paa de skjøntbeliggende, reenlige og siirlig oppudsede bondehytter, som han ellers ved den hurtige gjennemfart, ikke havde lagt mærke til, amalie sagde ham, at siden kongen havde gjort hende saa lykkelig ved sin store naade, havde hun rigelig understøttet hendes gode undergivende og at ingen ulykkelige meere fandtes i landsbyen. kaptainen udbrød i lovtaler over amalies høimodighed, dog føiede han til, armod var snarere noget der fængslede medlemmerne af den arbeidende folkeklasse, til livet, end et onde for dem, da disse kun stode i ubetydelige forhold i livet, og fik ved kampmed trang og seieren over den, endnu en jnteresse mere i livet. amalie rystede igjen meget alvorlig paa hovedet, men gustav forstod - igjen at dreie samtalen paa noget andet. en omstændighed hialp ham ogsaa ud af forlegenheden. hvad kan det være for et sandt spaanhuus, sagde han, i det de begge nærmede sig tonelises hytte. det stikker jo som et uglereede ind i borgmuren og ganske symmetrisk spille fire sorte kattesine hen paa os. jeg veed ikke, svarede amalie, imidlertid blev i det lille huuset vindue revet op og to slemmere øine end kattenes kikkede ud. det er ham. det er ham, deres excellence, saaledes, ganske livagtig stod han i koppen, snarrede tonelise, den fortrydelige grevinde imøde, kaldte paa hendes katte, der fløi ind af vinduet, og slog det i igjen. lykkeligviis havde gustav ikke forstaaet hendes pluddervælsk og var desuden ganske forfærdet over hendes hæslighed, han spurgde derfor slet ikke den hævende amalie hvad det var, men førte hende videre gjennem landsbyens steenport. barnlig glædede amalie sig, efter det lange fangenskab i det øde slot, da hun befandt sig igjen paa marken. lærkernes glade jubei den frie luft og mandelblomsternes rosenfarvede glands som laae henstrøede paa det grønne tæppe af de af solen forgyldte bjerge, hvor lam græssede, brogede køer hvilede, klokker lød og utallige kilder perlede gjennem græsset; opvakte i amalies ømme hjerte ved ord og blikke, jldog varme følelser hos den farlige naboe, der følte sig nærmere maalet og nu kun søgte at spinde traadene i sit næt endnu finere og tættere sammen. gustav elskede egentlig ikke amalie, men spottede i stilhed over hendes fromhed og hendes barnlige væsen, men den rige og skjønne frues besiddelse laae ham paa hjertet og det behagede ham dog ogsaa at hun var dydig, thi den meest fordærvede mand søger dog at faae en dydig kone. amalie var ved kongens naade bleven velhavende og en tantes nære visse død, aabnede hende udsigten til at blive eier af en anseelig formue, det var derfor fremfor alt vigtig for gustav at hun skjænkede ham sin haand, thi han havde forødet sin heele formue. (sluttes i næste nummer.) | fiction | thi_redningen-novelle_a | thi_000072_a |
anecdoter. don bernhard en af de rigeste og fornemste herrer i spanien, indførte ved sin datters formæling med en ung riig spanier i saragossa, mai , en nye etiquette, der gav publikum stof til latter og mangeslags anmærkninger: don bernhardo førte nemlig brudens moder, ind i salen, der lod, som sædvanlig ved saadanne høitidelige anledninger, sit slæb bære af en page. for nu paa sin side, at kunne rose sig af en lignende udmærkelse, efterlignede dombernhard hende ved at lade sin kaardespidse bære af en hoftavaleer. da nu hiin var meget feed og havde en vraltende gang, saa maatte kavaleren, for ikke at incomodere hans høihed, gjøre svære spring baade til høire og venstre, efter som kaarden dinglede frem og tilbage, ved hvert trin herren tog. dette var for tilskuerne er saa comisk optrin, at de vare færdige at qvæles af latter, da de ikke torde lee høit. | non-fiction | null | thi_000072_b |
den franske læge galland oversatte som bekjendt tusinde og en nat i sit modersmaal. fortællingerne i de første bind begyndte samtlige meddet omqvæd, hvis du ikke sover kjære søster, saa fortæl os et af de eventyr, som du nok selvveed." nogle unge mennesker fandt denne gjentagelse saa smagløs, at de aftalede imellem sig at tugte forfatteren derfor paa en latterlig maade. | non-fiction | null | thi_000073 |
j en kold vinternat gik de, en efter anden til lægens huus og bankede saalænge, indtil han komop af sængen, galland kom derpaa i let slaabrok til vinduet og spurgte hvad man forlangte, hvis de de ikke sover, svarede de, der stode uden: for, saa fortæl os et af de skjønne eventyr, som de nok selv veed." dette spøg gjentage de flere gange og galland lod ved fortællingerne i de forgende bind, dette omqvæd blive borte. man fortæller en anecdote om den berømte engelske skuespiller quin, der i lang tid havde været publikums yndling. han og skuespille-directeuren riche, have indtil aaret , været gode venner, da de ved en hissig dispute geraadede i uenighed og quin begav sig til bath. denne ville imidlertid gjerne udsone sig med riche, udenat han behøvede at gjøre nogen undskyldning og skrev derfor følgende brev til ham: "jeg er i bath. quin. svar: bliv der til fanden fører dem bort derfra. riche. | non-fiction | null | thi_000074 |
blandt besynderlige indtræffende tilfælde kan den henregnes, at værtshuuset antelope i salisburhavde først en eier der hedte hr. good (god); derpaa en eier, der hedte hr. toogood (for god) og har nyelig faaet en, som hedder hr. best (bedst). man vil vide at lord byron, før sin afreise fra corfu, havde sluttet sit digt dan juan og skikken manuscriptet til engeland. han havde tilskreven hr. göthe at han paa sin tilbagereise fra grækenlan, ville besøge ham i weimar. lord byron har i grækenland efterladt en betydelig formue, da han havde havt i sinde at topholde sig en tid lang der. | non-fiction | null | thi_000080 |
----- forlangt jndrykkelse. noget om de handlende og handeli smaastæderne. (fortsat.) af forrige nummer see vi, etatsraad schlegels første grund, for kornets slette behandling hos os. den anden grund anfører han at være, den allerede i christian den andens tid af bispen jens baldenak opfundne maade: at stalde øxen, da det slette korn fandt en vis og ikke synderlig kræsen kunde i staldstuden. den die aarsag er den saa almindelige brændeviinsbrænden, der begyndte i christian den tes tid og er endnu ikke forbi, hvad landboerne angaaer. denne brændeviinsbrænden bidrog meget til at vore kornvare forbleve slette; thi det er bekjendt, at finkelkogeren behøver ikke at bekymre sig om reent korn til sin dont, da der af svangt og fugtigt korn kan laves ligesaa god og lislig finkel, som af reent korn. vel kunde man troe, at de love, som afskaffe brændeviinsbrænden paa landet, meget maa have formindsket det qvantum korn, som ellers kom i brændeviinsvanden; men deri, tager man ikke lidet feil; thi paa landet hørte, brænding just ikke op fordi den blev orduden, ja der brændtes endog paa landet ofte efter bestilling fra kjøbstæderne. saaledes er det nu bekjendt nok, at den almindelige lønlige brændeviinsbrænden i jylland, især vester paa, ligeop til mors og thye, for det meste var commissions arbeide, i lang tid for randers og siden for flensborg. | non-fiction | null | thi_000087 |
at man i jylland blev ved med at sende kjøbmandsgods til norge, var fordi norge vilde kjøbe det, og en vigtig grund til at det kunde bruges der i landet, var at det fornemmelig anvendtes til fladbrød, hvori man allerede var van til en og anden fremmed jngredients, ved siden af hvilken avner og noget ukrudsfrøe nok kunde taales. men denne tiltakketagen med slet dansk korn i norge, tildeels ogsaa i sverrig, var i lang tid en hovedaarsag til det danske korns vedvarende slethed. den indbyrdes handel blev meget understøttet af danmark og norges indbyrdes beliggenhed, som voldte at danske kornhandlere ikke behøvede at bestræbe sig for at raadebod paa een af det danske korns store naturfeil, dets fugtighed. trængte norge til korn fra danmark og efteraaret eller og vinteren, saa var reisen saa kort at kornet ikke kunde tage skade i skibet, ikke at tale om at overmaade meget korn førtes fra jylland til det sydlige norge, ofte endog forbi stavanger, i aabne eller halvaabne skuder, undertiden selv i baade, hvori kornet var ikke uden al forbindelse med luften. behøvede norge korn fra danmark om foraaret og om sommeren, saa var kornet udtorsket vinteren i forveien og havde ligget paa loftet i nogen tid og derved blevet noget tørret. altsaa føltes den uleilighed ved kornet, dets fugtighed, ikke nær saa stærk som ved handelen med længere fraliggende lande. og dette er een grundmere til at kunne paastaae at den norske kornhandel har haft en skadelig virkning paa den danske agerdyrkning i at holde denne paa et lavere trin, og binde den til slette producter. den femte grund til den danske kornhandels vantrivelse, ligger i det yderst ustadige kornpoliti, som vi havde gjennem det og aarhundrede indtil , hvilket h. c. raaden slet ikke har berørt, og som rec. vil ogsaa for kortheds skyld. indskrænke sig til blot at nævne, men dog anmærkeat dette kornpoliti var saadant, at aldeles ingen reel kornhandel kunde opkomme ved siden deraf, hvilket allerede warfeldt har viist." slutteligen anfører forfatteren, efterat have beviist, at danmarks afsætning af korn til norge, ikke er saa betydelig som man troer, nemlig kun , tdr. af ,, tdr. af alle slage. kornførselen fra october til november. ); at danmark derfor ikke har mistet sin kornhandel. derimod er det muligt at norges og danmark forandrede stilling kunne tvinge os til at forædle vort korn, og endelig slutter han saaledes: alt beroer nu paa, om vore kjøbmænd ville indskrænke sig til blot at befatte sig med gode kornvare; men uheldigviis er vor handelstand neppe kommen tilbage fra den afvei, den lige fra frederik den tes tid har været paa, den, at følge glimrende handelsplaner meere end jevne og solide, saa at vore kjøbmænd have snarere ført deres handel end landets (det rybergske handelshuusi en vis periode undtagen) og de have derved kun lidet udrettet til productionens fremme, hvorved landet kunde have vundet uberegnelig, isteden for at vi nu efter saa mange glimrende handelsaar ikke have synderlig tilbage uden bankeroterere, tomme pakhuse og havne fyldte med raadnende skibe. (sluttes i næste no.) | non-fiction | null | thi_000089_a |
redningen. (novelle.) (sluttet.) moder, moder, lod det som sølvklokker fra borgvinduet, da amalie og gustav kom tilbage fra spadseergangen. adalbert var kommen ved en god leilighed fra schweitz for at overraske den kjære moder. med den reeneste henrykkelse sluttede amalie den skjønne dreng til sit hjerte. aftenen fløi som paa lynets vinger; og den lykkelige moder lagde i begyndelsen slet ikke mærke til at et uveir, det ellers sjelden hjemsøgte denne egn, havde fulgt paa den skjønneste foraarsdag. regnen styrtede ned i strømme og - slog mod vinduesenderne; heele borgen geraadede i en skrækkelig bevægelse. gustav kunde ikke tænke paa at komme videre, da skylregnen aldrig ophørte, og slotsbetjenterne forsikkrede, at huulveien, var over en mands høide opfyldt med vand. amalies hjerte slog høit af stille glæde, ved tanken om: at hun allerede næste morgen tidlig kunde gjensee gustav; hun skjendte vel derfor paa sig selv, men det hialp ikke meget. hun til bød sin gjest det eneste beboelige værelse, foruden hendes eget, der var paa slottet, og som hun selv kun engang flygtig havde seet; thi enhver krog i denne gamle borg havde noget rædsom for hende, og hun havde først lært at kjende den efter hendes gemals død. gustav modtog tilbudet med varme, og man skiltes først sildig ad, da storm og regn havde ophørt. adalbert fulgte moderen paa hendes værelse, hvorhan efter en hjertelig bøn, indslumrede. amalie glædede sig endnu længe over, ved natlampensskin at beskue det længe savnede hulde ansigt, som rolighed og blide drømme endnu meere forskjønnede; bad derpaa med hjertelig andagt, slog er kors over den lille, og sov rolig ind. jmidlertid gik den gamle krumme slotsfoged med blottet sølvgraae jsse, fløielshuen under armen, i sin knappe vide kjole og sorte silkestrømper, stille og alvorlig foran den fremmede og lyste ham meget forsigtig op af trappen til gjesteværelset, der laae ved enden af en lang gang, som snoede sig omkring i mange bugter. hvislende som en slange, gik døren efter nogen modstand, op, til et stort og skummelt kammer. fra de forældede damaskes tapeter, stirrede mørke malede ansigter, i anløbne forgyldte rammer, ridderbilleder med gamle sorte skjæg, ned. de blive dog vel ikke alle levende til natten, sagde gustav, spøgende, da den gjennem skyerne blodrød opgaaende fuldmaane, i forening med den ildrøde flamme i den uhyre store kamin, græsselig sminkede de blege ansigter, saa at det syntes som om at panderne begyndte at rynke sig. øinene, at funke, læberne at trække sig sammen. slotsfogden rystede veemodig og næsten bebreidende paa hovedet og sagde betænkelig: med nat, ensomhed og gamle billeder maae selv den mest forvovne ikke spøge. kuglen søger brystet. aandeverdenens skrækkebilleder trænge sig gjennem alle sjælle! han taug og sagde derpaa efter en liden pause, her er snoren til klokken, hvis deres naade skulle befale noget. derpaa saae han efter jlden, vandpokalen og om vinduerne vare fast lukkede og anbefalede sig derpaa med et ærbødigt buk, hvori dog smerte og misbilligelse viste sig, som heller ikke undgik den fremmedes opmærksomhed. det løb ham ogsaa ved den gamles ord, iiskoldt over ryggen. han saae sig omkring om der var nogen slaae for døren, men da han ingen fandt, loe han over sig selv og sagde: jntet overgaaer dog en saadan gammel halvfemsindstyve aarig oldings overtroe, den gamle har jo flere furer paa sit madre ansigt end man kunde tælle paa en fem tønde lands ager, han maa allerede igjengaae i barndommen. saa dum er ingen fornuftig mere, at han troer paa en gud, spøgelser, og diævle gives der ikke, med vores sidste aardedrag er alting ude, det veed man jol kun forindskrænkede mennesker har den kloge opfunden dette eventyr for at betjene sig af til sine hensigters opnaaelse; thi naar ikke en usynlig skranke var sat for folkemassens lidenskaber, saa ville den vistnok snart tilkjempe sig verdens beherskelse; men skarpsindigheden, modstaaer den vilde raae kraft og tæmmer den. aanden, nei den intellertuelle kraft ville jeg sige, føiede gustav til, thi der gives ingen sjæl, hvad der tænker i mig, er ingen sjæl huult lød i dette øieblik tolv slag fra væguhret, en storm drev de hidentil maaneklare skyer sammen, fra nogle kroge udfore skrigende og pibende nogle alliker, der strøge gjennem kammeret og atter bleve usynlige, et broget mal slagrede omkring lyset i store vide kredse og udslukkede det endelig med finestore vinger. i gangen lod sig høre en knagen, der nærmede sig døren, sukkede, gik tilbage, og derpaa lød det som om et vaaben klingrende faldt til jorden. regnen havde slukket jlden i kaminen. forskrækket og iiskold kastede gustavsig halv afklædt som han var paa sengen, og tildækkede sig, men han fik ingen sovn i sine øineog kom om morgenen med søvnige blikke og blegansigt ind i salen, hvor amalie allerede sad medden lille ved frokostbordet. det føde blik hvorrued hun sagde ham god morgen og hendes kinders himmelske rødme tilintetgjorde snart det jndtrykden gaadefulde nat havde gjort paa ham; og gustav spøgede og legede med adalbert, han troede at denne morgen ville sætte seglet paa hans lykkethi han holdt amalie for sin eiendom, siden han havde boet under hendes tag. amalie selv forekom det, ved drengens muntre spøg med den skjønne gustav, som om barnet maatte glæde sig, i ham at finde en anden fader og som om hendes eed havde været overilet og daarlig, kun den førstsmerte havde forført hende til at gjøre en saa uoverlagt eed, meente hun, og gustav havde fuldkommen ret naar han sagde: gud hører ikke saadanne eeder. disse amalias hemmelige tanker kunde man tydelig læse i hendes blikke den kloge gustav læste deri, som i en opslagen bog; thi jorenere en qvindelig sjæl er, jo mindre forstaaer den at skjule sin kjerlighed. han haabede alt af en spadseretour han just ville foreslaae, da slotsfogden, der hver morgen kom for at erfaresin herskerindes befalinger, traade ind. han saae skarp paa gustav og sagde: mine gamle øine vise mig, at deres naade har havt en slem nat, ja visselig raabte gustav, stormen har holdt et rasende huus. det gik saa vidt, at det forekommig som om en kniv blev kastet tæt hen mod døreen. slotsfogden blegnede ved disse ord og lænnede sig paa bordet. den blide grevinde skjød - strax en stoel hen til ham og rakte ham en kopchokolade; drik de kjære erhard, sagde hun, de befinder dem ikke vel, saa bliver det bedre med dem. det siger jntet, naadige grevinde, stammede den gamle og hostede. har de hellers ikke mærket noget, spurgde han gustav. det gik uroligt nok til, da klokken var slagen tolv, sagde gustav, en mængde alliker fløi frem af deres smuthuller langs loftet. en møll fløinæsten surrende gjennem lyset, sværmede hen og slukkede det, tilmed hørte jeg en knagen og sukken i gangen for kniven faldt. forskrækket skjødslotsfogden sin kop tilbage som han just ville sætte til munden og sagde skjælvende; saa maajeg tale. jeg og de øvrige betientere have hidendtil ikke forsømt nogen forsigtigheds-regel forat holde alting hemmelig for deres naade, fordi at opholdet hos os ikke skulle blive dem forhadt, men jeg ønskede dog at den lille greve ikke var nærværende, naar jeg fortæller det. amalie førte den lille ind i sovegemakket og kom tilbage i den største spænding, næsten vred paa sig selv, fordi hun følte sig saa beklemt. for fiirsindstyve aar tilbage, sagde erhard, til amalie, da jeg endnu var en knos paa sexten aar, saae det anderledes ud her paa slottet, da blev det pragtfuldt indrettet til vor salige, naadige greves bedstefaders bryllup, og alt var saaledes beregnet paa varigheden, at det endnu i dag maatte have seet ud som nyt, naar greven og dennes hr. fader ville have boet her, men det ville de ikke og kun deres naades ulykke har ført dem hertil, hvor det vist ikke behager dem. | fiction | thi_redningen-novelle_b | thi_000089_b |
generalen døde nogle aar efter sin formæling. her, hvor han ville tilbringe sine dage i fred, thihave og park vare da heel konstig og ziirlig prydede og fuld af skjønne springvande og marmorbilleder, som under forgylt tag vare sikkrede for uveirret, selve slotsgaarden lignede en blomsterhave og alt hvad der nu, forældet og anløbet, fornærmer øiet, stod den gang i sin fulde glands, tilmed var, skoven histoppe paa høien, der nu udbreder en saadan skummelhed, den gang først nyelig plantet og man havde en friere udsigt. godserne vare ogsaa i den bedste tilstand og den unge, enke saae sig snart omringet af friere, men som hun alligevel afviste, fordi hun havde maattet aflægge hendes døende gemal den eed, at hun kunvilde leve for hendes eneste søn adalbert. adalbert, faldt captainen ham ind i talen. | fiction | thi_redningen-novelle_b | thi_000090 |
ja, svarede den gamle, alle grever af t. fra de ældste tider, fra heinrich finklers tid af kaldes adalbert, der kommer af at st. | fiction | thi_redningen-novelle_b | thi_000091 |
adalbertus er familiens skytspatron. dog lad mig fortælle videre. den skjønne grevinde forglemte endelig hendes eed, ved synet af en rask og af udseende, meget elskværdig frieherre, som hun gav sin haand; dog maatte han først høitidelig love hende, at ansee hendes barn aldeles som sin søn og stedse sørge for ham som en retskaffen fader. endnu ved indgangen til kapellet hørte jeg den armedame sige til brudgommen: selv i graven vilde jeg ingen roe nyde, naar de ikke elskede min søn, ja fra hiin verden vilde jeg komme tilbage for at affordre dem opfyldelsen af deres eed. der gives folk som ikke vilde vide noget af en anden verden at sige, adalberts stedfader maae vel have været saadan een. jeg saae ham stilleleende at kysse grevindens haand og de bleve i guds navn, viede sammen; men jeg befandt mig derved aldeles ikke vel om hjertet. strax efter vielsen begyndte vores kjære herskerinde at skrante, blev tungsindig og hensvandt saaledes tid efter anden, at enhver kunde see hvorledes døden dag for dag tærede paa hendes unge liv. den unge herre var hensat i en opdragelses-anstalt, og maatte endnu hentes fra stratsborg for at modtage moderens sidste velsignelse, som indsatte hendes mand til formynder og bestyrer af hendes anseelige formue og som derpaa rolig ind; underlig nok var det, at den hulde afdødes himmelblaae store øine ikke kunde tilsluttes; det hedte da, hun hentede snart een efter sig. naar det kun ikke var hendes søn, sagde den overlevende mage, og gud forlade mig det, han forekom mig derved, som om han ønskede vi skulle sige ja, men vi gjorde det ikke. jeg havde forlovet mig med den skjønneste pige i hele landsbyen med antonie, som nu heder tonelise, der gik mig et stik gjennem hjertet, da jeg nyelig saae hende komme til slottet. grevinden blev bleg. erhard vedblev efter en kort pause. friherren ville see min brud, hun gefaldt ham og han tog hende i al stilhed med sig til paris, hvor de forødede sammen den formue, som skulle tilfalde den unge grev adalbert. jeg græmmede mig saaledes over hyklerinden antonie, at jeg foresat mig aldrig at gifte mig, og det har jeg holdt. mod den tid at den unge herre skulle blive myndig, kom hans stedfader i et fattigt og jammerligt optog her tilbage til slottet, strax derpaa kom ogsaa antonie, og drog ind i den gamle hytte, som stod tom og som ved adskillige gamle historier var i vanrygte. efter nogen tid lod den gamle friherre ved et bud den unge herre kalde til sig fra universitetet for at gjøre regning med ham. ved herrens lange fraværelse var slottet bleven ganske forfaldet, da han havde bortforpagtet alt og intet gav til dets vedligeholdelse og forbedring. den skjønne have var overgroet med græs, marmorbillederne vare i den senere tid, det ene efter det andet blevne ført bort, formodentlig til salg; dette sidste gjorde mig dog mindst ondt, thi jeg kan ikke lide de nogne uforskammede qvindemennesker om de endogsaa ere af steen og see noksaaskjønne ud. da nu grev adalbert kom tilbage til sin faders residents og saae at alt var saa øde og bart blev han tungsindigere end han havde været, og græd længe ved sin moders grav. i stedfaderen var reden paa jagt, da grev adalbert ankom. først ved bordet faae de hinanden. med tilsyneladende hjertelighed bad den tredske mand den ædle yngling velkommen. han sagde til ham, at det var bedre først i morgen, at begynde paa deres forretninger, da adalberdog vel behøvede rolighed at udhvile sig efter sin lange reise. adalbert var villig dertil, thi hans til veemod stemte siel, havde modbydelighed for pengeforretninger. ved aftensmaaltidet havde baronen indbuden, nogle adelsmænd fra naboelauget, der blev dygtig støiet og drukket. det smertede adalbert saameget, at han for deserten, klagede over hovedpine og mathed og begav sig til roe selv lyste jeg ynglingen op til det kammer, hvor deres naade denne nat har sovet - han blev dog ikke ombragt der, raabte kaptainen, som var bleven saa bleg som et liig. nei, sagde erhard, men har nu kun: adalbert havde den fromme og hellige vanealtid at fremsige et tydsk fadervor førend han lagde sig til at sove og derpaa at gjøre det hellige kørses betegnelse for sig som en god katolsk christen. jeg lurede endnu en smule førend jeg forlod det kjære unge blod, glædede mig af hjertet og sagde: gud skee lov, at dog ungdommen endnu er som i vore yngre aar; thi jeg var da allerede aar gammel; men siden har tiderne meget forandret sig. jeg gik derpaa veltilmode min vei. et saa elskværdigt barn, kan intet ondt komme nær tænkte jeg. jeg havde ogsaa ret. klokken var ni, da grev adalbert begavsig til roe, strax efter reiste ogsaa de vilde gjæster bort, jeg hialp at rødde op og lagde mærke til friherren, der saae ud, som den der havde drukken, sin samvittighed i søvn for at begaae en slet handling. han behagede mig aldeles ikke og desudenhavde jeg endnu den hjertesorg at antonie snige sig ind til ham. vi folk i slottet begave os tidlig til roe. jeg var meget træt og forfast ind. vor unge greve maatte vel have sovet en tre timer, da han pludselig opvaagnede, thi det store stueuhr, som jeg ikke siden har trukket op, slog . her foer kaptainen forskrækket sammen og skreg mere end han raabte: min gud, den slog jo denne nat, slog den, spurgte den gamle rolig, det undrer mig ikke, thi gud kjender timerne og veed naar den rigtige slaaer. lyden af det sidste slag, vedblev erhard, var neppe hendet, førend han saae noget hvidt bevæge sig svævende frem og tilbage i det dunkle kammer og ængstelig vridende sine hænder, de vankede fremog tilbage fra døren og til sengen. en kold gysen, bemægtige sig ham, især da sløret, der bedækkede den ranke skikkelse, skiltes af, viste øinehvori taarer glindsede, og skjønne lokker som det klare maaneskin, der omslyngede dens pande; det forekom ham pludselig, som om han saae sin elskede afdøde moder for sig. jmidlertid lod sig paa den sandbestrøede gang uden for forsalen, en lyd, af fodtrin høre, som af en der vandrede frem og tilbage, dog derved faldt ham intet ondt ind, kun øinede han skikkelsen svæve som en stribe af maanelyset. ved døren. pludselig hørtes en klingrende lyd, det hvide luftbillede var forsvunden og adalbert hørte et vaaben falde raslende til jorden. derpaa ilede det med raske skridt gjennem gangen, som om det flyede. ad albert kunde ikke falde i søvn. en uforklarlig frygt holdt hans fod tilbage, naar han ville staae op og udgrunde hele gaaden; dog forekom det altid ham, som han saae moderens smillende ansigt, men han syntes som hendes mildt perlende øine stode i hans hjerte og han saae hende der. da den unge greve om morgenen havde klædt sig paa og aabnede døren for at gaae til sin sted, fader, følte han, i det han gik, noget haardt ligge for sine fødder, han bukkede sig ned og tog det i mørke op, det var et mordgevæhr, han ilede tilbage til kammeret for at betragte det; gjenkjendte han deri en ofte beundret sjældenhed, som var bleven bevaret som en familieeiendom i flere aarhundrede, en italiensk tveægges forunderlig indfattet dolk, som en af baronens adelige forfædre havde hjembragt fra nogle berømte toge som et erindringstegn. baronens vaaben stod indæsset paa klingen, denne dolk kunde blot slotsherren have havt i hænderne, thi den kom aldrig fra ham. det blev nu klart, for adalbert at hans stedfader vilde have myrdet ham om natten, men at hans moders aand maatte have skrækket ham tilbage og morderen havde ladet dolken falde og var flygtet. da min unge herre nu med tusend taarer laae og bad med inderlighed, takkende gud og moderkjerligheden for sin redning og endnu holdt dolken i hænderne, kom jeg derind; og da jeg fandt ham i en saa frygtelig bevægelse, med mordegevæbret i hænderne, overvandt jeg al frygt, og hvilede ikke, førend han havde opdaget mig som en gammel tro tjener alt hvad der var mødt ham. jeg havde dog baaret ham paa mine arme og den kjære yngling var jo saa indtagende, som deres egen hjertenskjære adalbert da vi begge havde, beroliget os noget, gik den unge greve ganske trøstig til sin stedfader, for at tage afskeed med ham, thi han ville ikke længere boe med ham under et tag; men med et græsselig fortrukkent ansigt stod antonie ved døren, vinkede os tilbage og sagde, baronen er bleven meget syg, han kan ikke tale med nogen hun tilhyllede derpaa hendes liigblege ansigt for vore gjennembørende blikke og vi bortfjernede os stille. min unge herre, reed meget tidlig om morgenen afsted, nogle dage efter døde baronen; man troede at han om natten havde taget gift." jmidlertid var gustav bleven saa bleg som døden og amalie tang, i det hun zittrende og grædende foldede hænderne og skuede med de blaae øinemod den klare himmel, da kom adalbert indspringende i kammeret og raabte: kjære moder, hvorfor vil du da saalænge indspærre mig, jeg er jo kommen hertil for at see dig amalie sluttede barnet i sine arme som om hun vilde beskytte det mod alle farer og skjulte sit indtagende ansigt i mængden af hans blonde lokker. adalbert omflyngede den hævende moder med navnløs angest; længe bleve moder, og barn staaende i tans omarmelse, da amalie var kommen til sig selv igjen og faae op, var kaptainen borte. paa samme tid lød dødningsklokken i landsbyen, om natten var antonidød. grevinden lod hendes hytte rive ned og en træeplantage der anlægge, men intet ville trives paa denne vanhellige jordbund. gustav var bleven advaret ved aandeværdenen; aldrig mere nærmede han sig amalie: men han forandrede sit liv og afsagde sine fritænkerske vildfarelser. amalie ledsagede hendes adalbert til schweitz; af hendes siel var den nye kjerligheds, lokkende billede forsvunden, og hun levede nu kunfor hendes barns lykke. den vakre erhard havde grevinden taget med, adalbert var allerede en lykkelig mage da han og amalie tillukkede den meer end hundrede aarige oldings øine, som med et blidt smil indsov i herren. amalie velsignede den redeliges støv, thi hun vidste vel, at han havde været hendes skytsengel. | fiction | thi_redningen-novelle_b | thi_000092 |
guds veie ere skjulte og dunkle, men hans villie er klar. hilmine v. chezy, | fiction | thi_redningen-novelle_b | thi_000093 |
udenlandsk. den røver der havde overfalden og plyndret den christiansandske post, er allerede greben; dog erflere breve blevne borte. | non-fiction | null | thi_000094 |
flere norske lærde have sluttet en physiographisk forening, hvis øiemed skal være at udvide kundskaben om norges naturlige beskaffenhed. - skibsfarten i memel har i afvigte april maaned, været saa levende, som man nogensinde kan erindre sig, skibe ere indløbne, udløbne. hamborg den de mai. af hvede er omtrænt en læster kjøbt til udførsel; det samme er tilfældet med et lige qvantum rug; hvilket dog, om endskjøndt omsætningen ikke er betydelig, dog har forhindret prisernes videre falden. byg er slet ikke blevet søgt; men havre af bedste slags, havde nogen afsætning. london den de mai. fremmed byg, hvilket siden længere end de mai, har lagt under kongellaas, er nu, under betaling af en svær told med tillæg, tilladt frie jndførsel; for alle andre kornsorter, boghvede og vikker vedblive derimod vor re havne at være lukkede. ved temmelig betydelig jndførsel, fandt havre dog god afsætning til forhøiede priser. | non-fiction | null | thi_000095 |
forlangt jndrykkelse. noget om de handlende og handel, i smaastæderne. (sluttet.) en anden ting, der klages med føie over i smaastæderne, er at handels=artiklerne ikke altid ere gode, af bedste slags eller bonitet; dette er som forhen sagt undertiden en følge af, at kjøbmanden ikke forstaaer sig paa jndkjøbet af flere artikler, og er i saa henseende dog meere at undskylde, end mange af de omkringreisende mosaiter, og kræmmere, der ofte med fuldt overlæg sælge, os slette vare for gode. ja det er ofte forunderligt at see, med hvilken begjerlighed, man især ved markederne kappes om at skille disse med de uægte og slette tøier og vare, de ikke paa større stæder kunne afsætte, og som man ofte af meget bedre bonitet og til billigere priser kunne kjøbe hos vore egne kjøbmænd; der siges jo for et gammelt ordsprog afremmede koste feie altid bedst" og dette er vist nok i dobbelt henseende anvendeligt her; thi naar saadan et par koste, især ebræere, (der besidde en egen gave at lokke folk penge ud af lommen paa have feiet et sted reent for contanter, saa kan man være overbeviist om at der er ebbe i alles kasse og den boesatte kjøbmand maae ofte i lang tid efter, leve af at give credit og tage paa credit. dette er ogsaa ofte skylden, hvorfor ikke kjøbmændene i smaastæderne kunne anskaffe sig et godt sorteret oplag af manufacturvare, da disse omreisende kræmmere, berøve ham næringen. for et lille stæds øvrige beboere kunne imidlertid ovenmeldte kræmmerhandel, fra en synspunct være gavnlig, nemlig at hvor der ere flere concurentere og afsætningen, der kunne ikke enkelte efter behag foreskrive denpriserne. en hovedgrund som kjøbmanden ofte anføres, hvorfor han ikke altid kan være sorteret med gode forsvarlige vare, er at disse under den nærværende pengetrang, sjælden søger saa meget som godt kjøb. uhældigviis forstaae faa udenfor kjøbmandstanden sig paa at bedømme en varesorts godhed og ægthed. den handlende derfor, der ville forsyne sig med et udmærket assortiment af blot gode og ægte vare, kunne ikke sælge disse til en priis som hans øvrige medhandlende og ville derved tabe i sin søgning; vel kan man antage at han vilde vinde noget igjen, naar det blev bekjendt han solgte blot gode vare, men dog neppe saa betydeligt, som han i forhold dertil ville tabe, thi betragte vi blot det større antal kjøbere, ville vi finde: at uagtet conjuncturerne have forværret sig, have dog desværre en større luxus i alle . stænder indsneget sig, som det under nærværende i trange pengetider, er saameget des vanskeligere at tilfredstille. alle ville glimre, fra hofdamen af og indtil den simpleste bondepige og da hine gyldne tider ikke ere meere, maae begge ofte lade sig nøiemed uægte stads, isteden for ægte, og maaskeer den første med hensyn til den rang hun beklæder mangen gang simplere end den sidste. dette er ikke allene tilfældet med manufactur= og gaalanterie-vare; men med mange artikler bonden, behøver: han kjøber mangen et jnstrument eller redskab som behøves til hans gaard og som han veed, ikke er af bedste slags, for en ringe priis, fordi han ikke har flere penge og nu med møisommelighed benytter sig af det i lige saa lang tid, som det forrige bedre. jeg vil ingenlunde med alt dette undskylde, eller sige at kjøbmanden skulle sælge slet. te for gode vare; thi dette er bedragerie; men at han saavidt muligt, bør være forsynet med begge deele. orden og røiagtighed ansees ellers næstretskaffenhed i handel og vandel, at være den største anbefaling for enhver, og i særdeleshed for kjøbmanden; thi hvor ofte maae ikke især ved commissions=handel denne ganske fidere paa sin correspondents redelighed og accuratesse. pluraliteten forstiller sig ellers i almindelighed, at der for at handle en detail kun udfordres faa eller ingen kundskaber; men denne ider er ganske feil; allerede af hvad jeg forhen har anført, sees blandt andet, at kjøbmanden skal kjende de artikler hvormed han handler, og af hvor stor vigtighed er ofte denne ting ikke allene for ham selv; men ogsaa forsine medmenneskers sundhed, maaske har f. ex. slet eller forfalsket viin været fleres morder end man troer, intet er mere skadelige end de surrogater som bruges til at sætte couleur eller smag paa vine og brændevine; det er jo almindelig bekjendt, at en af geistlighedens store revenner paa flere steder i et vist catholsk land, bestaae i udsalget af vine, hvis giftige tilsætninger ikke allene - ere skadelige for sundheden, men endog inden faa aar lægge et menneske i graven, en vis handlende i naboelandet maatte for nogle aar siden bøde med sin frihed fordi han havde solgt vitriolfyre for citronsyre. selv i vores egn skal en omreisende pranger have solgt kaffe, som han for at give mørkere skiær, havde vasket i vitriolvand, er dette sandhed, fortjente han en saa alvorlig rævselse, at han en anden gang glemte, af lav egennytte at skade sine medmenneskers helbred. saaledes kunde man anføre en heel deel exempler paa, hvor vigtigt det er for den handlende og foros, at han kjender de nødvendige, uskyldige og forbedrende surrogater, og at han veed at adskille disse fra de skadelige. jøvrigt have detailhandlerens speculationsaand og virksomhed ofte megen jndflydelse paa jndvaanernes occonomiske forfatning i smaastæderne, især paa de familier der ikke er formuende noktil at kunne indkjøbe qvantiteter fra hovedstaden. eller udlandet; thi skal kjøbmanden tage sine handets artikler fra tredie eller fjerde haand, isteden for han ved at drive sin handel paa længere bortliggende stæder og udlandet, kunde faae dem fra anden eller første, blive hans priser i forhold dertil meget høiere og altsaa trykkende for enhver, der er nødsaget til at kjøbe i mindre qvantiteter. der kunde siges meget mere om denne gjenstand, som ville blive alt for vidtløftigt her at anføre. gid handelen, der altid var staternes grundpille, ogsaa i vort fædreland snart igjenmaae kunne storere; gid dette flor maae grunde sig paa vore producters forædling og sande værd luden hvilke enhver stigen i priserne blot vil blive temporair); thi den største masse menneskeer i stæderne leve jo af kjøbmanden og maae han bukke under for tidernes tryk eller aldeles ikke kunne speculere med landets producter, hvor uheldig er da ikke allene disse; men landmanden, der jntet kan sælge. hvor fordeelagtig en ingeniens og virksom handlende, er for en lille stad, har man saamange, exempler paa; især naar han dermed forener formue og lyst til at gavne og understytte sine lidende i medmennesker. blandt dem, der især i denne sidste henseende fortjene sine medborgeres taknemmelige erindring, var den afdøde kjøbmand christen hou i thisted. mange troede sig berettigede til at dadle ham for hans feil; men faa erindrede hvad de skyldte ham. - aldrig lod han nogen gaae uhjulpen fra sin dør. jkke allene enkelte jndivider; men flere familier, havde ham at takke for deres fremtidige lykke, jeg haaber der. for, flere med velvillie ville mindes ham og ikke finde det upassende, at jeg slutter disse bemærkninger med nogle faa linier til hans minde. | fiction | null | thi_000102 |
hist hviler du i gravens tause bolig, hiint maal for jordens svage vandringsmand du uden nag, men sagte blid og rolig gik over til hiint underskjønne land, hvor livets fryd, hvor kummers tunge taarer. jndlulles i en stille salig roe; ei miskjendt daad, ei jordens tant der saarer, hist hvor seraphen fæstede sin boe! her mangen broder aldrig dig vil glemme, du blev hans hjælp i nødens tunge tid, huld fulgte du naturens moderstemme - at gjøre vel - at gavne var din jld; thi skjøntes ei dit værd - og glemmes end dit minde, (her mangen ædel mand, fik samme lod som du, vil veldaad skjønnest krands, omkring din urne vinde. og frelste broder til vil komme dig ihu. a. | non-fiction | null | thi_000103 |
biskop bonifacius saae paa uret, sprang opog raabte paa sin tjener, churtig joseph klæd mig paa, det er paa høi tid at jeg holder messe. joseph ilede til garderoben og bragte præstekjolen med alt tilbehør, hvoriblandt et par beenklæder af sort fløiel befandt sig. man ryste ikke alt for tidlig paa hovedet ved at høre i tale derom. de spille i vores lille historie en betydelig rolle, men med anstand. desuden er det kun en intetsigende affecteret peenhed og saagar et kiendetegn paa en ureen jndbildningskraft, naar en anstiller sig som om han ikke tør nævne dette uskyldige klædningsstykke i et anstændigt selskab. for den reene er alting reent. da bonifacius ville trække dem paa, lagde han mærke til at en som var sprungen op paa samme, bring mig et par andre, sagde han, overleveerdisse til agath og paalæg ham at sye det næt tilagath hedte den høierværdige herres livskrædder, men joseph som først for faa dage siden var kommen i biskoppens tjeneste, og som var fremmed i hans herres residents, kjendte ikke den gode mester, og havde saagar aldrig hørt, tale om ham. han vidste derimod, at et nonneekloster som ikke laae langt fra biskoppens boepæl, førte navn af den hellige agathe. dette faldt ham strax ind, og da han just intet forslagent hoved var, saa troede han i sin eenfoldighed, at biskoppen pleiede at lade hans klædningsstykker istandsætte hos de hellige søstre. han lagde derfor beenklæderne i et tørklæde, gik dermed til klosteret og forlangte at faae abedissen i tale. denne ærværdige matrone, der formodede et eller andet budskab i embeds=forretninger, begav sig strax til taleværelset, og lod sendebudet, komme for sig. han traaede ind, gjorde sit skrabud. og sagde, hr. biskoppen lader eder venligst hilse og skikker eder herved en patient som j skulle tage i cuur. j det samme blottede han beenklæderne, lagde dem i abedissens af forundring opløftede hænder og løb, da han havde endnu flere smaae ærender at udrette, der ikke taalte opsættelse, hurtig igjen bort, førend at hun af bestyrtelse kunde frembringe et ord. | fiction | thi_misforstaaelsen | thi_000104 |
hun kastede underklæderne (som man paa en anstændig maade pleier at udtrykke sig) med afskye paa en stoel og sagde til sig selv; hvilken uhørt skammelig anmodning! biskoppen maae være bleven vanvittig; eller ogsaa maae det have gaaet ham i dag som den hellige augustinus, der i sine bekiendelser siger i al fortrolighed til gud. drukkenskab være langt fra mig, men et lille ruus overfalder vel undertiden din tjener, men var end ogsaa dette tilfældet, vedblev hun, saa har vistnok den hellige mand aldrig tilladt sig saa uanstændige viinløier, som vores hr. | fiction | thi_misforstaaelsen | thi_000105 |
biskop, der paa sine gamle dage endnu er saafuld af narrestreger. | fiction | thi_misforstaaelsen | thi_000106 |
efter denne samtale med sig selv, begyndte hun at overlægge hvad man skulle foretage sig i dette underlige tilfælde. j den første hidsighed, løb hende den vilde tanke gjennem hovedet, at tage de uskyldige underklæder med ovngaffelen og og kaste dem i jlden, hvilke som bekjendt skeete den attende october paa wartburg med adskillige bøger. men forudseende, at biskoppen ville ligesom hiin, de brændte bøgers forfatter, ilde optage denne fremgangsmaade, som man kun kan tillade sig i høieste rød, afstod hun igjen fra sit forehavende og fattede den mere milde beslutning, at forsamle klosterjomfruerne, foredrage dem sagen og høre deres mening derom. sammenkaldte ved den usædvanlige klokkes lyd, fremstillede nonnerne sig og sluttede en kredsom deres abedisse, der havde bedækket corpusdelicti med et tørklæde. i biskop bonifacius, begyndte hun, ahar bragt en stor skam over os, i det han har tilsendt os et klædebon, hvis navn en tugtig klosterjomfru, ikke tager paa tungen endnu mindre i haanden, for at vi skulle istandsætte end derpaa værende skade, med disse ord, drog hun tørklædet tilside. nonnerne udstøtte alle paa en gang et forfærdelsens skrig og løbe deres vei. abedissen raabte med lydelig stemme, de flygtende tilbage, i det hun gav dem den forsikkring, at hun igjen havde tildækket det sorte uhyre. lydige vendte de om og holdt haanden, for ansigtet, men saae dog for ikke at falde i det de gik, gjennem fingrene og stillede sig igjen paa - deres forrige plads. nu blev der da holdt et raad om hvorledes man skulle forholde sig ved denne biskoppens selsomme begjering. fleertallet af stemmer og abedissen selv fandt det raadeligst ikke at opirre biskoppen mod klosteret, men enhver, der afgave denne mening, erklærede tilligeat hun for ingen priis kunde beslutte sig til at bevise ham den føielighed at reparere hans beskadigede eiendom: efter mange forgjeves underhandlinger, faldt abedissen paa det jndfald at overdrage forretningen til en ung novise, ved navn antonie, som man, da hun endnu blot havde tilbagelagt halvdelen af hendes prøveaar, ikke havde taget med paa raad. antonie var enriig mands datter som havde et stort bispegods i forpagtning. hun elskede en brav yngling, men desværre var han fattig og hendes strænge fader, lod sig paa ingen maade. bevæge til, som han udtrykte sig: at give sit samtykke til hendes giftermaal med en betler. da han derfor behandlede hende haardt, fordi hendes kjerligheds forstaaelse mishagede ham, og han desuden ville paatrænge hende et ulideligt menneske til ægtemand, der havde intet at være stolt af, uden sine pengeskrine, saa rømte hun hemmelig og kastede sig i klosterets beskyttende arme. men med en fod stod hun endnu i verden og havde stor lyst til ogsaa igjen at sætte den anden ind i den, hvis hændelseviis, endnu under hendes prøveaar, et eller andet middel kunde findes til at bøie hendes faders stivsindighed. hændelsen synes det hende derfor lykkelig, da hun blev kaldet frem for abedissen og spurgt, om hun da hun endnu var et halvt verdens barn, ville paatage sig det af biskoppen begjærede, men forklosterjomfruer usømmelige arbeide. efter en kort betænkning sagde hun ja. hvad hemmelige anslag hun smedede i hendes lille hoved, det behøvevi ikke at undersøge, thi tanker ere jo toldfrie. nonnerne loe og hviskede hinanden spotske domme i øret over antonie, da hun uden at lade . sig forstyrre, tog beenklæderne under armen og gik dermed ind i hendes celle. det arbeide derhavde sat klosteret i oprør, var høist ubetydelig og fuldbragt i fom minuter. men den flittige syepige, hastede ikke med at overlevere dem, tog dermod hendes, bag om sengen skjulte skrivetøi, frem, for medens at biskoppens nedre klædebon(for at tale med luther, forjagede alle besøgfra hende at bringe et brev i stand til hendes anton. pennen sløi for hende og hun var just ved at slutte, da den gamle velbekjendte dominas slæbende trin lod sig høre paa gangen, udenfor hendes celle og kom nærmere og nærmere. himmel, hun kommer til mig, raabte hun, og da hun ikke i angesten vidste hvor hun skulle gjemme sit lille kjerligheds brev, stak hun det i lommenpaa beenklæderne og tog disse fat, som om hun endnu havde meget at sye sammen. abedissen traaede ind og spurgte: er du færdig mit barn, endnu ikke ganske høierværdige frue, sagde antonie zittrende. ei du doventes, raabte dominaen og bøiede sig med brillerne paa næsen ned til fløiels beenklæderne, da hun nu fandt den opsprungne sømigjen sammensyet, tilføiede hun leende: du har nok syet i søvne, siden du ikke veed det. der er jo gjort hvad der skulle gjøres. ja hovedtingen vel, svarede den forskrækkede pige, men der gives endnu nogle løse knapper. det kommer ikke os ved, svarede abedissen. hvem der er alt for tjenstfærdig, paabyrder manaltid mere. saae biskoppen at vi havde arbeidet med lyst og behag, saa var han i stand, til at sende os sin hele gamle garderobe, at reparere. | fiction | thi_misforstaaelsen | thi_000107 |
med disse ord greb hun beenklæderne fra pigens skjød og stak dem under hendes huusmantefor at bære dem til hendes værelse. antonie som ikke ville lade hendes kjerlighedsbrev komme i urette hænder, greb igjen efter sam - mes fløiels couvert og sagde: tillad mig høiærværdige frue at jeg berøver dem uleiligheden jeg skal følge med og bære dem. ved dette høflige tilbud ville hun skaffe sig leilighed, til at faae sit lille brev tilbage og skjule det i hendes barm, men det slog feil. domingen lod sig ikke narre biskoppens eiendom fra og da antonie under skin af tjenstfærdighed brugte nogen magt, sagde den gamle dame i en vranten tone. jeg befaler dig, lad være, din paatrængende høflighed udarter til uhøflighed. bestyrtet og ydmyg trak den arme pige sig tilbage og domingen gik bort med det høie bytte. den følgende dag festligholdt biskoppen sin geburtsdag med et stort gjestebud, hvortil han havde indbuden prælater og riddere. der blev dygtig drukken, thi man sad ved en biskops taffel og den høie geistlighed frodsede den gang ikke lidet. selskabet havde just faaet ind deserten. og havde, ved at tømme de fulde bæggere, naaet den høieste grad af munterhed, da joseph, den kloge tjener, overleverede en ziirlig med blomster fyldt kurv, der nyelig var bragt portneren, af en ubekjendt, som en geburtsdagpresent til den høierværdige herre. | fiction | thi_misforstaaelsen | thi_000108 |
leende betragtede biskoppen kurvens fine fletning og udraabte, "var jeg dog saa sikker paa kardinalshatten, som jeg er sikker paa, at dette er klosterarbeide. see blot mine herrer hvorjeg staaer i behagelig erindring hos mine geistlige naboersker, og kurven er tung, der ligger vist oven i kjøbet noget behageligt skjult under blomsterdækket. | fiction | thi_misforstaaelsen | thi_000109 |
han krammede blomsterne ud og stødte snart paa et fast legeme der var indhyllet i et fiint med naale sammenhæftet papiir. triumpherende, viste han selskabet den lille pakke og opfordrede dem til at gjette jndholden. gjesterne overgik hinanden i de mest smigrende gisninger. enhver fremkom med noget skjønnere end hans formand. efterat de samtlig havde forsøgt at opløse gaaden, rev biskoppen papiret af og - hans gamle beenklæder faldt ham i hænderne. han blev saa forskrækket, som om han havde fundet en slange under blomsterne, og det hele taffels umaadelige latter hindrede ham længe fra at bede dosmeren, der stod bag hans stoeog loe, om at gjøre rede for sagens sande sammenhæng. endelig da han ved forhøiet stemme, var i stand til at blive hørt, blev misforstaaelsen i faa ord klar og det leende chorbegyndte igjen stærkere end før. tidlig næste morgen lod biskoppen sig klæde paa, for at kjøre til klosteret og gjøre sin tjeners dumhed god igjen hos abedissen. han havde tagen paa sig de omhandlede beenklæder, fordi han ved det hurtige brug af samme, troede paa en hvis maade, at bevise klosteret en ære. da han var reisefærdig og kun endnu ville stikke en haandfuld penge i den ene lomme, fandt han allerede pladsen opfyldt med et sammenlagt papiir. ol det spøgefulde nonner tænkte han i det første øjeblik, de har vist i spog sendt mig en skrædderregning da han aabnede det, indeholdt det følgende: hjertenskjære anton. | fiction | thi_misforstaaelsen | thi_000110 |
glæd dig, glæd dig, en haabets stjerne gaaer op for os, maaske der endnu kan blive et par af os, og dertil vel biskop bonifacius hvis han er taknemmelig, forhielpe os; thi jeg har i tugt og ære beviist ham en villighed. nu hør blot hvordan det gik til. | fiction | thi_misforstaaelsen | thi_000111 |
j dag formiddag bleve nonnerne pludselig ved den saakaldte kapitelklokke sammen kaldte, jeg forundrede mig derover, som noget usædvanligt, da jeg imidlertid, himmelen skee tak! endnu ikke er indklædt, saa tænkte jeg, hvad kommer det dig ved, og blev rolig i min celle; men efter en halv time blev jeg ogsaa kaldet. abedissen stod endnu i midten af nonnerne, som en høne blandt hendes kyllinger og alle satte et ansigt op, som om noget særdeles ondt var vederfares dem, og hvad var det saa vel, biskoppen som maae være en gammel spøgefugl, havde faaet det naragtige jndfald, at sende et par beenklæder, som en som var sprungen op paa, til klosteret for at lade gjøre i stand af en geistlig haand, der var nu en jammer paa færde, gamle og unge frugtede for dem, som et brændt barn for jlden, derfor spurgde den gamle domina mig, om jeg som endnu var et halvt verdensbarn ville sye de par stik, jeg sagde ja, og tænkte i mit hjerte: biskoppen skal og maae betale dig arbeidet. | fiction | thi_misforstaaelsen | thi_000112 |
men penge vil jeg ikke have, det kan du vel tænke. jeg venter en meget skjønnere løn. biskoppen, som min fader ærer som en gud, kan blive vor talsmand hos ham og drive det igjennem, at vi jo snarere jo bedre kunne faae hinanden. gaae altsaa til hans høiærværdighed og hils ham ligefrem, at jeg udbeder mig den godhed, af ham. jeg har redelig fortjent det, thi hvorville ikke den gamle herre have ærgret sig, naar nonnerne, de knibske abekatte, havde sendt ham hans klædningsstykke i samme stand tilbage med en spodsk compiiment. ja sandelig det var skeet, naar jeg ikke af et godt hjertehavde lagt mig imellem. forestil biskoppen alt og stig ham endnu oven i kjøbet at han burde ogsaa hjælpe mig ud af klosteret, da jeg verslig sindede skabning, ikke er der til nogen nytte. tag din bedste grønne kjole paa anton, naar du gaaer til biskoppen og forsøm intet øjeblik at smede medens jernet er varmt. din indtil døden troe. antonie. | fiction | thi_misforstaaelsen | thi_000113 |
biskoppen loe hjertelig over dette brev og besluttede strax at opfylde pigens ønske. han kjørte til klosteret, undskylde den slemme misforstaaelse hos abedissen og forlangte at tale med antonie under fire øine. frygtsom og rødmende traade hun frem. bonifacius, der ingen hader var af kjønnet, fandt hende skjøn. nere end han havde forestilt sig. derved fuldkommen indtaget, talte han venlig til hende og takkede hende for hendes tjenstfærdighed. heraf blev det hende klart, at han maatte have læst hendes aabenhjertige og noget frie brev. hun var som om hun af skam skulle synke til jorden, men bonifacius trøstede hende med, at han forstod spøg, og ikke havde taget noget ord som angik hamfortrydelig op. derpaa tilstillede han hende igjen brevet og erklærede tillige, at bortsendelsen deraf til vedkommende, nu ikke længere var fornødent, da han uden videre anmodning, skulpaa bedste maade besørge hendes hjertes anlig gende hos hendes fader. med denne forsikkring, forlod han hende og holdt næste dag sit ord. | fiction | thi_misforstaaelsen | thi_000114 |
faderen var i begyndelsen da biskoppen foredrog ham sagen, meget fortredelig derover og havde gjerne støiet og bandet; men hans ærbør, dighed for den høiærværdige biskop lagde han tømme og bidsel i munden. han hørte rolpaa de forestillinger, der bleve ham gjorte og tilstod endog at anton var en brav karl og en duelig jæger, kort han havde kun det at indvende imod ham, at han endnu intet levebrød, havde. det vil jeg sørge for, sagde biskop pen. en af mine venner har just en anseelforsttjeneste ledig, og vil ikke nægte mig den til eders tilkommende svigersøn. fire uger derpaa fik anton den for ham udvirkede bestaling som forster, drog ind i sin smukke forstboelig, holdt bryllup med antoniog begge følte sig i deres ægteskab saa lykkelige at de endnu, da de allerede vare besteforældre sagde: aldrig har vel saalænge verden har staaet, en ringe tjenstvillighed baaret saa skjønne renter. | fiction | thi_misforstaaelsen | thi_000115_a |
haabet. (et fragment.) livet er et bedragerie, og kun den er den lykkeligste som bedst bliver bedragen! haab du skulle være himmelens datter, værde lidendes ledsagerinde, de ulykkeliges trøster, nei, du er dog en bedragerske vist nok forstaaer du saa fint at blande dine gifte, vel smage dine palliativer saa født vel lydedin sladdren saa behagelig for den syges øre, thi derfor er du jo en qvinde; men er du derfor en mindre farlig fiende for vor roehist sidder han den arme trøstesløse, med det stive blik fæstet paa jorden, alle hans planer om tilkommende lykke ere tilintetgjorte, alle de tusende og atter tusende glæder, som i fremtiden smillede ham imøde, ere tilintetgjorte, givne til priis for en uoverskuelig række af navnløse lidelser; ingenstæds findes en udvei, ingenstæds øines trøst eller hjelp. da bryder et dunkelt skjær gjennem hans celle - han forsøger langsomt at lette sit matte hoved op i veiret; men veemod og kummer trykke det nedigjen, endelig lykkes det ham, og han seer, - (o den ømme, for ham allerede saalænge fremmede glæde gjennemhæver hans hjerte!) - han seer en række tilkommende glædescener, fremstillede for hans blikke! billede paa billede flyver forbi hans øiedet ene altid gladere end det andet. hvilket glimrende, yppigt farvespil; thi paa at blande farverne forstaaer du dig mesterlig, hvor fine ere ikke coutourerne! hvilket blændende hold; hvor levende og sandt er ikke alt: henreven, ude af sig selv, springer han op, hans puls slaaer raskere, hans hjerte banker høit, hans bryst bliver trangere, enhver nærve merspændt, musklerne i hans ansigt sammentrække sig til en munter latter, han stitrer med begierlige blikke derhen og en glædestaare zittrer i hans øiepludselig træder virkeligheden med hendes alvorlige ansigt dertil, og berører din tryllelygte med sin kobberstav, lyset slukkes og med det forsvinde allede glade billeder, alle de glimrende farver. blodet standser i hans aarer, hans nærver slappes; det smil, der oplivede hans ansigt, den glæde, som gjennemhævede hans hjerte, det mod, som bevingede hans puls, alt, alt forsvinder, og kun taaren bliver tilbage i hans øie saa funkler den opgaaende morgensoels diamanti violens bæger. en mængde lysstraaler bryde sig paa det lille omfang af dens overflade og kaste tusende prægtige farver tilbage. - nu indhyller en taageskye solen, lysstraalerne forsvinde og med den alle dens tusende prægtige farver; diamanten funkler ikke mere, kun - en stakkels vanddraabe bliver tilbage i violens bæger. | fiction | thi_haabet | thi_000115_b |
udenlandsk. j følge de sidste efterretninger fra cairo bortrykker pesten der daglig over de mennesker. | non-fiction | null | thi_000116 |
indenlandsk. endelig frembrød den glade dag, da thyelands beboere ved deres eget arnested, efter trende seclers forløb, skulle see deres konge. allerede i forveien vare en deel af embedsmændene afreiste for at modtage hs. majestæt ved amtets grændse. j thorupstrandgaard ved vesterhavet, mile fra thisted, havde hr. amtmand ridder faye paa egen bekostning ladet foranstalte en dejenner dinatoir i hr. nielsens boepæl, ved hvilken ogsaa en deel telte vare opførte til domestiqvernes beqvemmelig hed. over bordet lod hr. kammerjunker myliusfornemmelig ved de tilstedeværende geistlige embedsmænd, med hr. amtmandens tilladelse afsynge en sang; og da reisen efter maaltidet strax fortsattes gjennem en deel af hr. kammerjunkerens eiendomme, blev hs. majestæt escorteret af et talrigt følge skab; foruden alle omegnens sognefogder og aagaardgodses bønder, som af kjerlighed til deres elskede konge, havde forsamlet sig for at bevidne allerhøisamme deres hengivenhed og ærefrygt. paa veien imellem thorupstrand og bjergets mølle, var opført tvende landlige æresporte og overalt modtoges hs. majestæt med den jubel, som man kan vente sig at et trofast folk, der første gang seer den ædle landsfader i deres midte. paa sidste station modtoges hs. majestæt af en ridende escorte, bestaaende deels af embedsmænd, og deels af omegnens unge mennesker, der geleidede ham til thisted, hvor hs. majestæt under en taltig mængdes jubel, kanonernes torden og klokkernes ringen, holdt sit indtog, og steeg af i hs. høivelbaarenhed hr. amtmand, ridder fayes gaard, hvor en stor deel af byens og omegnens embedsmænd modtoge hs. m., i en ved entreen til formeldte bolig, indrettet, og med couleurte lamperbecoreret arbourette eller løvhytte; hvorefter de hos høisamme stedtes til cour. paa torvet paraderede byens borgerskab med vaiende fane og klingende spil. om aftenen var den hele bye illumineret, især udmærkede hr. assessor og amtsforvalter caroes store hauge eller skov=anlæg sig, det brilliant oplyst med utallige lamper, smagfuldt ordnede, synes at hensætte tilskuerne i en feeverden. om morgenen behagede det hs. majestæt efter givne audience og efterat havde efterseet embedsmændenes protokoller, at lade byens borgerskab paradere for sig og yttre sin allerhøieste tilfredshed med sammes øvede, manovres og smagfulde uniform. derpaa tog han kirken, raadstuen, skolen og flere offentlige bygninger her, i behageligt øiesyn. kl. forlod hs. m. igjen thisted og reiste til vilsund, hvor en uhyre vrimmel mennesker havde indfunden sig for at see deres elskede fyrste. efterat hs. majestæt var stegen i færgen, der førte kongeslag og vimpel, var betrukken med grønt og forsynet med et ophøiet sæde, prydet med guldgaloner, hilsedes han med gange kanonskud og med forenet jubelraab fra alle munde; hvilket hs. majestæt høigunstigt behagede at gjengjælde med at hilse og et tre gange gjentaget hurra. hvorpaa høisamme fortsatte. touren over mors og passerede gjennem en, af hr. assessor, byefoged rummelhoff, ved begyndelsen af nyekjøbing byes eiendomme, oprettet simpel, men smagfuld æresport, hvor en deel af byens respective jndvaanere til hest, havde indfunden sig og ledsagede hs. majestæt til nyekjøbing, hvor han under trompeters blæsen fra kirketaarnet samt klokkernes ringen og de sædvanlige æres beviisninger drog ind, og behagede hos hr. assesfor rummelhoff at indtage en dejenner. ved maaltidet bleve hs. majestæts, hs. majestæt dronningens og de kongelige prindsers og prindsessers skaal under kanonernes torden og folkets jubelraab frembragte. efter at have taget byens mærkværdigheder i allerhøieste eftersyn og meddeelt cour og audience, fortsatte hs. majestæt reisen, til sallingsund, hvor færgen ligeledes paa det smagfuldeste var indrettet. paa overfarten modtoges høisamme midstrøms af hs. høivelbaarnhed, stiftamtman dog ridder schønheider. | non-fiction | null | thi_000125 |
aldrig er nogen fyrste med større kjerlighed modtaget af sit folk, og aldrig fortjente nogen fyrste at være høiere elsket, end frederieh den tet hans hjerte kjender enhver, - men den humanitet hvormed han besøgte sit elskede folk, maa endnu binde dem inderligere til ham. han modtoges med jubel; men forlodes med taarer! | non-fiction | null | thi_000126_a |
julie eller reliqverne i dobberan. (fortælling.) ret ærgerlig sad jeg i en krog paa gjæstgiverstedet morianen schwan i det meklenburgske, tordenregn og storm larmede frygtelig. udmattet af den hurtige reise og længselsfuld efter snart at naae reisens forønskede maal, sad jeg tankefuld og lod de blaae skyer trække hen forbi mig da forstyrrede hestetrampen mig i mine føde drømme, døren til gjæsteværelset fløi op og en fremi en guulagtig reisekappe med firedobbelt kravpaa, styrtede ind. lys!" raabte den tykke morianvært i det han bød den fremmede velkommen. - heste." raabte den jndtrædende. da natten bryder ind, ville deres naade gjøre vel i, at hvile nogle timer, bemærkede hiin, i det han bøiede sig forover og dreiede den hvide nathue underdanig mellem hænderne. | fiction | thi_julie-eller-reliqvierne_a | thi_000126_b |
og de, afbrød den gule ham barsk, ville gjøre meget bedre i, at udføre hvad jeg befalerheste forlanger jeg, og en flaske viin, af bedste slags, og lad mig nu være i roe. | fiction | thi_julie-eller-reliqvierne_a | thi_000127 |
værten gik brummende ud. den fremmede kastede den guldbebræmmede skotske hue paa bordet og sig selv i en lænestoel. vild foer han med udspillede fingre gjennem det bruunlokkede haar, og slog sig fortvivlet for panden, stod op, maalte med lange skridt det ikke alt for store værelse, medens han blandede en mængde narrisk og forvirrettøi sammen. tydelig forstod jeg følgende apostrophe. | fiction | thi_julie-eller-reliqvierne_a | thi_000128 |
o, ondskabsfulde, lumske skjæbne! o joseph o potiphars qvinde, og jeg dumme, erkedumme, diævel, hvorfor reev jeg bindet fra det lykkelig omtaagede øie, hvorfor skulle egypterens toqvette qvinde sønderrive kjolen paa hiin isralitiske lykkens skjødebarn og hvorfor du julie, mit elskende ømme hjerte, det er dit værk satan! ja den lede satan var det, der i en klokkers skikkelse nærmede sig til mig, for at skille mig ved min himmelske lykke og drage mig, ned i smertens og fortvivlelsens helvedes pol julie, braagede, glatte slange, hvorfor er du ikke den lillierene engel, som jeg holdt dig for at være gud veed hvormeget jeg endnu vilde have faaet at høre af dette slags, hvis den med lys indtrædende kjældersvend, ikke havde gjort en ende paa hans besynderlige samtale med sig selv. men hvor blev jeg ikke forundret, da jeg ved lysets skin, i den naragtige taler gjenkjendte min gamle ungdomsven fernando. man kan let forestille sig, at jeg ikke længe forsømte at spørge den gjenfundne hvad de selsomme talemaader, som jeg havde hørt, skulle betyde. jeg skjulte slet ikke for min ven, at det glædede mig høiligen, at finde ham nu saa temmelig med sin fulde forstands brug, da jeg havde gjort mig alle slags gale forestillinger derom, ved at høre alt det uarriske tøi; thi sandelig uden en oedipus skarpsin, kan dog nogen vanskelig udfinde noget sammenhæng mellem madamme, potiphar og en frøken julie, mellem josephs sønderrevne kjole og den talendes sønderrevne hjerte. den forunderlige helgen istemmede paa nye, da jeg slog paa denne stræng en jereminde oversin grusomme skjebne, og tilføiede adskillige hymner til det qvindelige kjøns roes, som jeg af agtelse for de hulde læserinder ikke vil gjentage. han sprang paa nye op, saa synes det mig i det mindste, i en forvildet phantasie, over til de disparateste gjenstande og blandede de meest forunderlige ingredienser saa ravgalt blandt hinanden, at det løb mig iiskoldt ned af ryggen og jeg var meget tilbøielig til at tage min ovenfor anførte gunstige dom tilbage. endelig lagde stormen sig og da uveiret udenfor havde udraset og maanen venlig smilede til os gjennem de adspredte skyer, synes ogsaa fornand at blive roligere og at gjenfinde den tabte fatning. han lod paa min bøn de hidskaffede heste igjen sende tilbage, og efter nogle hjertelige drag af viinflasken, havde gjort den af naturen oprigtige fornando endnu aabenhjertigere, begyndte han omtrent, som følger: tilgiv min hjertens broder, du som maaskee min skytsgenius sendte mig til trost, tilgiv, at jeg maa forekomme dig en smule forrykt, men troemig paa mit ord, hvad der er hændet mig, er af . . den slags, at det kunne berøve en ærlig mandden smule forstand han har faaet af naturen. hør mig taalmodig og dom saa selv. du kjender min underlige gamle, for en aar siden, forlovede han mig, ret som en commediefader, med hans intime ven og krigskammerats datter, der først skulle komme til verden, thi min svigerpapa in spe var den gang, saa vidt mig senere er bleven bekjendt, først brudgom. denne faderlige aftale, bekymrede jeg mig dog, da den blev mig meddeelt, ikke det ringeste om, thi endnu for faa uger siden, min kjære heinrich, slog dette hjerte saa roligt, som det maatte have slaaet under den sløikjole, jeg bar, da det behagede min hr. papa at befale over samme. kjerligheden med dens himmel og helvede, var mig fremmed, amors magt ansaae jeg for en fabel, kun af bøger og af nogle venners daarskab lærte jeg at kjende den. | fiction | thi_julie-eller-reliqvierne_a | thi_000129 |
ved dette sted paakom mig en hoste, fernando slog mig godmodig paa ryggen, i den mening at jeg havde faaet en draabe viin i vrangstruben. | fiction | thi_julie-eller-reliqvierne_a | thi_000130 |
vel følte ofte, saa vedblev han, mit fulde hjerte en længsel efter hiin salige følelse, vel troede jeg nu og da, naar jeg kom tilbage fra een eller anden glimrende pige= eller kone-cirkel, at dette eller hiint indtagende evabarn havde antændt den himmelske funke i mit bryst, men allerede den følgende morgen, følte jeg at jndbildningen derom, pigen og kjerligheden var bortsovet. endelig kom den fastsatte giftermaals termin, jeg skulde til gellenau, for at lære at kjendeog føre frøken restorf, som min bestemte, brud hjem. ganske rolig modtog jeg min faders befalinger og lovede paa bedste maade at udføre det overdragne ærende. frøkenen skal være ret smuk, min søn, sagde den gamle herre, i det han velsignede mig, det er altsaa saa meget bedre; thi den behagelige tilgift af de rige gellenanske godser er ikke at for agte. jeg følte dette selv, og satte mig troftig i reisevognen, som min godmodige, ømme moder, havde forvandlet til en rullende viktualiebod. efterat jeg havde trukken omkring i sanden i to dræbende lange dage, saae jeg de hvide huse i dobberan skinne frem mellem de mørke buske; den blaae søe og aftenrødmens purpurhimmer indsluttede det glimrende landskab i forgyldt ramme. ganske magelig kunde jeg endnu i dag have naaet gellenau; men det indtagende badested, smillede mig saa behagelig imøde, at jeg besluttede, at overnatte der. jeg steeg af i gjæstgivergaarden, hvor man ringede til aftensmaaltidet. hurtig bragte jeg mit toilet i orden og traaede ind i den herlige spisesal. der var endnu en plads tilovers, ved et af skjænkebordene, som jeg indtog. jeg følte mig ualmindelig let og vel tilmode ved det solklare skin af de mange lys i det glimrende og dog saa muntre selskab, som sad fortrolig omkring i smaae cirkler. hvorledes det gik til at jeg den aften var saa særdeles skikket til at modtage ethvert jndtryk, enhver følelse, ved jeg likke, maaskee laae en physisk aarsag til grund, der vel lader sig finde i reisestrabatserne, eller havde virkelig tilfældet ikke samlet her andet end skjønne qvindelige skabninger, nok var det, jeg kunde ikke see mig mæt paa disse muntre glædefunklende pigeøine, som lynede mig imøde. enhver af disse skinnende meteor truede at blive farlig for minroe og der nedregnede paa mig kolde, uoverbundne, tørre træmand, en hagel af gloende kjerlighedspile. alle disse pyntelige skabninger droge mig paa en forunderlig maade til sig, alle hyldede jeg paa en gang, og enhver havde jeg kunnet falde om halsen. medens mine sikkre blikke fløi ustadige omkring, havde jeg overseet det skjønneste, som sadt mig ganske nær. saa gaaer det ofte i verden. det er ikke muligt, kjære evard fløitede en nattergalstemme, til en temmelig høi, paa een. gelst klædt ung mand, der havde plantet sig henved min side, jeg vendte hovedet hen hvor lyden, kom fra og saae en engel. ach kjære, gode heinrich, seer du denne bevægelse var det, som skilte mig med min hele livsroe. hvad som fortryllede mig et øieblik før, gad jeg ikke mere see paa, alt omkring mig var ligesom nedsjunken til et intet; jeg havde kun øie og sindfor den hulde naboerske, dette indtagende ansigt, disse skielmske, mørke, luende øine, dette glindsende kastaniebrune haar, denne ranke fine rymphevext, en anden kan afmale dig alt dette - jeg, formaaer det ikke, endskjøndt hendes billede, til min ulykke staaerindpræget i dette hjerte med undslettelige farver, og først naar dette falder heni støv og aske, vil dit billede julie udslettes deraf. o. josephl joseph, oljeg besværger dig, faldt jeg fernandeind i talen, som gjorde mine til igjen at villelade et dusin intetsigende udraab løbe af stabelen, jeg beder dig, fortsæt rolig din fortælling, at jeg kan dømme i sagen, og selv erfare om din stilling er saa fortvivlet, som du skriger til. min ven druknede den begyndte klagesang i et glas nierensteiner og fortsatte historiens af brudte traad saaledes. den lille hviskede allehaande uforstaaeligt tøi til den mig noget fatale: monsieur edvard, og den ved siden af hende, siddende dame i lyseblaae kjole. hvorledes mon han nu ogsaa seer ud, sagde hun og loe høit, jh, nu ganske menneskelig, svarede det fortrædelige menneske med et sideblik paa mig - og frisningen og hviskningen begyndte paa nyemig selv halv ubeviist havde jeg hæftet mit blik, paa det kjære hulde væsen, intet træk af det bøielige ansigt undgik mig, jeg synes ligesom at opsluge hende med øinene, da traf hendes flammeblik mig - jeg blev forlegen, meget forlegen, greb efter flasken som stod foran mig for at fylde mit glas og - en pludselig allarm med stolene vognede mig op af mine drøm me. damerne sprang nemlig hurtig op fra deres sæder, for ikke at drukne i det røde hav af viin, som jeg i min adspredelse, udgjød over hele borddugen. blodet fløi mig op i kinderne og jeg formaaede ikke at fremstamme et eneste ord til undskyldning, hine vare imidlertid leende løbne ud af salen. denne gang stod det ikke, som ellers i min magt at bortsove min kjerlighedsruus. nei den kjære gud veed jeg lukkede intet øie; bestandig svævede den fremmedes hulde skikkelse for mig. tilmed tillod ikke mit slette humeur mig at sove. jeg skjældte paa mig selv fordi jeg havde baaret mig saabarnagtig og tosset ad. det første jndtryk er ofte det mest afgjørende; men hvad maatte hun vel tænke om mig. jeg grundede paa et middeltil at gjøre mine dumme stræger god igjen, og sætte mig i et fordeelagtig lys for pigen. j en art af delirium henvendte jeg mig med hele samtalen til den skjønne, hun svarede, talen tog en ommere vending - jeg var lykkelig, den gyldne drøm ville indlulle mig i en fød slummer, da skrækkede igjen pigens lydelige latter mig op, og i fortrukken maske svævede min naboes modbydelige ansigt igjen for mit trætte øie. dog hvortil de mange ord, kjære heinrich, det var den uroligste nat i mit liv. amor og morpheus bleve dødsfiender, kun hymen formaaer at udsone dem med hinanden. | fiction | thi_julie-eller-reliqvierne_a | thi_000131 |
den følgende morgen havde min johan sin nød med mig. jeg skjælte fordi han havde været skjødesløs og ikke lagt puderne tilrette som han pleiede og kaldte ham en næseviis, fordi han spurgde, til hvilken time jeg ville at hestene skulle bestilles. det ærlige skind tang, tog min frakke nedfra sømmet og i det han tømte lommerne udlagde han børs, lommetørklæde, brevtaske, en fruentimmerhandske og en gaffel paa bordet, saae paa mig, rystede paa hovedet og gik ud forat børste frakken. | fiction | thi_julie-eller-reliqvierne_a | thi_000132 |
graadig faldt jeg hen over handsken, trykte tusinde kysse derpaa; thi hvem kunde den vel tilhøre uden den indtagende naboerske. de røde viinpletter tilkjendegav det noksom: jeg havde i aabenbar forlegenhed stukken den til mig. med den engelske fortskaftede trefork maatte det ved have samme sammenhæng. jeg klædte mig paa og maaske med mere ombyggelighed end nogensinde før. den arme johan som presiderede ved tøilettet, blev igjendygtig udskjældt; thi han opførte sig ligesaa ubehændig som langsomt. da halsløifen to gange mislykkedes, bad jeg ham gaae fanden i vold og fuldendte selv det konstige værk. j det jeg lagde frakken i sine tilbørlige folder, kastede jeg et selvtilfreds blik paa mit adoniserede billede i speilet, et andet ud gjennem vinduet og see engang, der vandrede det hulde barn i sneehvid morgennegligs, omgivet af gaarsdagens selskab paa den saakaldte kamp, eller indhegnede eng. j to spring var jeg nede hos hende. da jeg traaede ud af døren, mødte hendes blik mig, hun stødte paa edward som ledsagede hende, og talte nogle ord til hendes blaae veninde, som uden tvivl angik mig. jeg rettede mine skridt mod indgangen af promenaden, ueenimed mig selv, om jeg skulle tale til de fremmedefor at undskylde min ubehændighed i gaar; men mit bryst var saa beklemt og jeg følte tydelig at jeg ikke kunde frembringe et eneste ord. for at faae tid til at fatte mig noget, ville jeg just bøie af til venstre, da hr. edward traaede hen til mig og bød mig en venlig god morgen. tager jeg ikke feil, sagde han, saa var de i gaaraftes mine damers naboe ved bordet. ja jeg var saa ulykkelig. - den lille havde just kastet sine øine paa mig og indviklede mig derved i en labyrinth af lykke og ulykke, som jeg aldrig kunde finde ud af. | fiction | thi_julie-eller-reliqvierne_a | thi_000133 |
jeg veed hvad de vil sige, afbrød edwardmig, skaden er ubetydelig. dog tillad mig førster at udbede mig deres navn, mit er edvard vorsternenthal. jeg er frieherre von tiesen au, svarede jeg mine søstre lucie og julie vedblev hiin, i det han presenterede mig for dem. lucie von sternenthal afbrød jeg herden fortællende, i det jeg sprang op fra stolen, lucie var dit hjertes udvalgte, ei da skal dufernand saae forundret paa mig, hvad feiler dig kjære heinrich, spurgde han jntet svarede jeg, i det jeg fattede mig igjen, bliv kun ved, alsaa lucie var det, som havde noget saa forunderlig tiltrækkende for dig. gud give, svarede min ven, gud give, at det var hende; thi hun er reen som guld og har tro bevaret hendes uskyld og qvindelige reenhed. | fiction | thi_julie-eller-reliqvierne_a | thi_000134 |
her sammentrak min mund sig uvilkaarlig til latter. | fiction | thi_julie-eller-reliqvierne_a | thi_000135 |
jeg forstaaer og tilgiver, vedblev fernandedit sceptisk-ironiske ansigt. du har ret, hun duer ikke, dog hvad lucie angaaer, hende tør jeg gaae i jlden for, hun bestod sin prøve. hørnu videre. samtalen med fornævnte damer, var nu indledet og julie lagde saamegen aand. og siel paa en saa elskværdig maade, for dagen, at hun fuldkommen retfærdiggjorte min hidendtil paa jntet grundede lidenskab. ogsaa jeg maatte vel have vist mig i et fordeelagtigt lys, thi frøkenen rødmede adskillige gange, en omstændighed, som min egenkjerlighed udlagde paa en smigrende maade. saaledes blev da bekjendtskabet knyttet og jeg behøver vel ikke at føie til, at jeg med en glødendes kjerligheds hæftighed gjorde mig al umage for at vedligeholde det. ja, jeg havde fast besluttet, at beleire julies hjerte og erobre det. men da jeg overtænkte den angrebsplan som jeg vilde følge, faldt mig pludselig min brud, min faders hensigter med mig og bestemmelsen, med min reise o. s. v. ind. retfærdige gud, tænkte jeg hvorledes skulle jeg overvinde alle disse fataliteter. j lystspil og romaner hæves lesaadanne forhindringer; men i det virkelige livfalder det vanskeligt. jeg var færdigt at bryde, mit hoved itu, men intet klogt jndfald vilde falde mig ind. endelig troede jeg at have fundet det. min frøken brud maae give mig kurven, udraabte jeg, det er midlet til at erholde min faders samtykke, til en anden forbindelse. for at udføre denne plan tog jeg mit, min brud tiltænkte og veltrufne miniaturportraitud af sit futteral, lod min farvelade udpakke og bragte paa min forfængeligheds bekostning et besynderligt kjerligheds offer. jeg gav minnæse en fæl cirkumfler, malede nogle dygtig skatteringer paa den glatte pande, førte begge mundkrogene temmelig indiscret op til begge øren og gav kindet mere udstrækning til næsens uforholdsmæssige længde. efter at jeg saaledes havde fuldendt mit abransigt, forfattede jeg et lille brev til min allerkjæreste, som skulle betage hende enhver formodning om, at der maaske kunde boe en skjøn siel under denne baviansmaske. medens jeg skrev og forseglede, maatte johan forskaffe mig et bud til gellenau. jeg affærdige selv den bredskuldrede mercur og aandede friere da han var marscheret af. j den faste, trøstelige overbeviisning at faae et foragteligt svar, begyndte jeg at angribe, julies hjerte. dog hvortil trætte dig, kjære heinrich, ved en fortælling om alt det enkelte, hvad jeg foretog mig for at gjøre mig behagelig for pigen og bringe hende til at føle jnteresse for mig. mine bestræbelser synes ikke, at være forgiæves. to lykkelige uger hengik. bestandig synes jeg maalet nærmere og stod paa den punkt, hvor man troer at have den søde overbeviisning at være elsket, endskjøndt munden, endnu ikke med ord havde bekræftet, hvad hendes blikke og opførsel paa mangfoldige maader forraadte mig. jeg var julies bestandige ledsager, intet feilede endnu til min lykke uden hendes tilstaaelse. men aki da skulle jeg paa engang og ne af mine behagelige drømme. i gaar aftalede vi med hinanden, at vi ville tage stedets, i mange henseender mærkværdige kirke i øiesyn. jeg havde lovet at afhænte sternenthals og længselen maatte have ført mig tidligere til deres huus end man havde ventet. mig, nok var det, da jeg kom til døren af det værelse, som damerne beboede, skrallede mig en lydelig, munter latter imøde; tydelig hørte jeg mit navn nævne, derpaa igjen en sagte hvisken og atter igjen en tydelig latter, som aldrig tog ende. jeg aabnede døren, hurtig skjulte julie noget glimrende i barmen og lucie ikke mindre forlegen end hendes søster, kastede et papir blandt end mængde andre som laae foran hende paa bordet. neppe formaaede julie at styre sig, tydelig saae jeg den vold, som hun maatte gjøre paa sig for at skiule sin latter. hendes morgen gewandts tynde musselinforraadte at hun gjemte en medallion paa brystet og en retmæssig mistanke bemægtige sig mit hjerte. jeg var forraadt, ført bag lyset. min heede, glødende, oprigtige, ærlige kjærlighed havde kun tjent den forfængelige til tidsfordriv. samtalen standsede, fruentimmerne vare forlegne og jeg karrig paa ord. endelig kom edwardog gjorde ved sin nærværelse ende paa min piinlige stilling. fruentimmerne grebe deres shavlsog vi gik til kirken, som jeg paa en anden tidog i en anden stemning ville have betragtet med megen jnteresse; thi særdeles mærkværdig er den gothiske bygning ved sin romantiske beliggenhed, de svære ranke piller og de mange statuer, og malerier, ligge ærværdige ved tiden og det øiemed hvortil de ere bestemte, men nu var mintanke ganske sysselsat med det forbandede billede, som hvilede for mine øine ved julies hjerte. hendes venlige blik, synes mig at være coqvetterie, hendes spørgsmaal, om der feilede mig noget, løb som spot. (fortsættes.) | fiction | thi_julie-eller-reliqvierne_a | thi_000136_a |
aarsagen til den sidstafdøde dronning af engelands død (of tie confections of tilady af guerneen.) man antager i almindelighed at aarsagen til hendes majestæts død, var den fremgangsmaade, der iagttoges mod hende den mærkværdige de mai , uden tvivl saarede det hende ogsaa dybt; men et sildigere og mere dødelig saarmodtog hun, da hun blev tilbageviist fra carlton-palace. man vil erindre, at kort tid førhendes majestæts død, havde man lagt mærketil en qvindelig skabning, der ofte nærmede sig fornævnte pallads og som, naar man spurgde hende i om hendes forretning, svarede: hun ønskede at tale med kongen. tjenerne skielte hende ud, for hendes paatrængenhed og truede med at bemægtige sig hendes person, hvis hun blev ved, at falde dem besværlig. da hendes majestæt (thi det var dronningen forklædt) fandt, at hun blev anseet for en vanvittig, greb hun til det sidste middel, at sige for skilvagten hvem hun var, og at grunden hvorfor hun søgte at blive indladt under denne forklædning, var for at overlevere en suplik til hans konge. skilde vagten indvendte derimod, at han ikke torde forlange andients for hende. hun begjerede da af ham, at han selv skulde bringe brevet til hans majestæt, hans naadige konge: han lovede at gjøre det; men dette gjorde han blot for at blive frie for hendes overhæng, ikke i den hensigt at opfylde hans løfte, da han vel vidste at et forsøg af dette slags ville paadrage ham sin afskeed fra tjenesteen. da han ikke des stomindre havde i sinde at gaae ærligt til værks, gjorde han den eneste ting, der stor hans magt - han tog brevet tilbage og leverede det til hendes troe tjener en udlænding: som formedelst hans ukyndighed i det engelske sprog, sagde, da han tilbageleverede det til hen - des kongelig majestæt, at den soldat havde bragt det fra slottet. den ulykkelige dame, der forestilte sig at hendes brev var bleven presenteret for kongen og at han havde nægtet at læse det, lagde da for dagen en mere dybt krænket følelse, end hun nogensinde før havde viist i hendes ulykker. ved modtagelsen deraf lagde hendes majestæt haanden paa hjertet og sagde: "her ender sig mine unyttige bestræbelser. han er bedraget og jeg maae underkaste mig skjæbnen . . . . . dronningen forblev derpaa nogen tid paa sit værelse, for som man formodede, at hvile en smule, men da hun kom tilbage, kunde man læse i hendes ansigt, at hun var et rov for overordentlig hæftige sindslidelser. samme aften (hvilket vist nok endnu er i publikums erindring) besøgte hendes majestæt, drurylanes theater, men fra det øieblik af, viste hendes ord og handlinger at hun var kjed af denne verden og hverken havde meere at frygte eller haabe. alle de uretfærdigheder, der vare begaaede tilbagekaldtes igjen i hendes erindring, og lagde sig som en tung byrde paa hendes bryst, og hun døde som en, til hvem man skyldte meget, men hvis kristen kierlighed tilgav alt! | fiction | thi_confessions-of-lady-guernsey_b | thi_000137 |
kjøbenhavns børs, den de junii. cours. hamb. m. , a vista . specier . spec. solgtes til rbmk. s. disconto pc. pc. kgl. obligationer (uden renter) . nationalbank-oblig. (af laanet febr. , uden renter) a rbd. r. s. eller / rbdlr. sedler pr. rbd. rede sølv. | non-fiction | null | thi_000136_b |
----- julie eller reliqvierne i dobberan. (sluttet. | fiction | thi_julie-eller-reliqvierne_b | thi_000139 |
klokkeren foreviiste os kirkens mærkværdigheder og forklarede dem paa en ham egen maade. | fiction | thi_julie-eller-reliqvierne_b | thi_000140 |
End of preview. Expand
in Data Studio
README.md exists but content is empty.
- Downloads last month
- 32