text
stringlengths 47
13.7k
| label
stringclasses 2
values | feuilleton_id
stringclasses 180
values | article_id
stringlengths 10
12
⌀ |
|---|---|---|---|
goethes dandselærer. (af hans aus meinem leben.) j strasburg vaktes snart tilligemed den øvrige livslyst, mine lemmers taktfærdighed. hverken søgn= eller helligdage gik man forbi noget forlystelsested uden der at see en glad hob forsamlet til dands, og især valtsende. ligeledes var der og privathaller paa lyststederne, og man talte allerede om de brillante redouter, i tilkommende vinter. her havde jeg ikke været i ringe forlegenhed; men en ven, der selv valisede meget godt, raadede mig først at øve mig i de mindre betydelige selskaber, for siden at kunne gielde noget i de større. han bragte mig til en dandsemmester, som var bekjendt for sin duelighed; og denne lovede mig, naar jeg først havde gjentaget begyndelsesgrundene og faaet færdighed deri, da at bringe mig videre. han var en af de tørre smidige franske naturer, og modtog mig venligjeg betalte ham en maaned forud og fik tolv billetter, hvorimod han lovede mig visse timers underviisning. manden var streng nøiagtig uden at være pedantisk, og da jeg ikke havde ringe ovelse i forveien, blev jeg snart efter hans hoved og fik hans bifald. denne underviisning lettede den omstændighed saare meget, nemlig: at han havde tadøttre, begge smukke og endnu ei tyve aar gamle. da de fra barnbeen af vare ovede i denne kunst, havde de megen færdighed deri, og kunde endog have skaffet den meest uskikkede skolar nogen kundskab deri. de vare begge meget vakkre talte kun fransk og jeg har for min deel gjort mig al umage for ei at synes klodset. jeg var saalykkelig, at de roste mig, og bestandig vare villigetil efter faderens lille violin, at dandse en minuet. ja endog lidt efter lidt til at lære mig valtsen, hvilket rigtignok kostede nogen umage. iøvrigt syntes faderen ei at have mange kunder, og de førte et ensomt liv. derfor bade de mig mang engang, efter at underviisningen var endt, at blive og sladre en times tid med dem, hvilket jeg gjerne gjorde, saameget mere, som den yngste behagede mig meget, og de begge opførte sig i det hele meget anstændigt. jeg læste ofte en roman for dem, og de gjorde det samme. den ældste som var ligesaa smuk, ja maaskee endnu smukkere end den yngste, behagede mig ikke saa godt, som denne, men viste sig langt forbindtligere mod mig og føieligere end den anden. stedse var hun ved haanden, naar timen begyndte, og forlængede den ofte, saa jeg noglegange troede det min skyldighed at tilbyde faderen to billetter, som han dog ikke tog imod. den yngste derimod, omendskjøndt ikke uvenlig imod mig, var dog meere stille, og kom ikke før faderen kaldte for at afløse den ældre. aarsagen hertil fik jeg en aften at vide. theda jeg efter endt dands vilde gaae med den ældstind i dagligstuen, holdt hun mig tilbage og sagde: lad os blive her et øieblik, thi jeg vil tilstaae dem det, min søster har en som spaaer i kort, hos sig, der skal sige hende, hvordan det har sig med en ven, der er udenlands, ved hvem hele hendes hjerte hænger og til hvem hun sætter hele sit haab. mit er frit, sagde hun videre og jeg maa vel snart vænne mig til at see det forsmaaet. jeg sagde hende derpaa nogle galanterier, i det jeg svarede: at hun nu kunde overbevise sig om, hvordan det forholdt sig dermed, naar hun ligeledes adspurgte den kloge kone; jeg vilde og giøre det, allerede for længe siden havde jeg ønsket at vide noget lignende, men ei rigtig fattet troedertil. hun dadlede mig derfor og forsikkrede: at jntet i verden var vissere end dette orakelsudsagn, det vil sige, naar man ikke adspurgte hende for narrerie skyld, men kun i virkelige anliggender. jeg fik hende tilsidst til at gaae med mig ind i kammeret, efterat hun først havde seet sig for, om forretningen var forbi. vi fandt søsteren meget oprømt, og imod mig var hun mere forekommende end sædvanligt, spøgende og næsten aandrig, thi da hun var bleven overtydet om sin fraværende vens troskab, troede hun, det kunde ikke skade at være artig imod hendes søsters nærværende ven, thi det troede hun mig at være. nu smigrede vi for den gamle og lovede hende god betaling, naar hun ogsaa vilde spaa den ældste søster og mig. med sædvanlige forberedelser og ceremonier lagde hun hendes kramfrem for først at spaae den skjønne. hun betragtede nøie kortenes stilling, men syntes at forhauses og vilde ikke ud med sproget. jeg seer alt, sagde den yngste, som allerede havde nogen kundskab i at udlægge den magiske tavle, at j nødig vil aabenbare min søster noget ubehageligt: men det er et ulykkeligt kort. den ældste blev bleg, dog fattede hun sig, og sagde. saa tael dog, det er jo ikke livet om at gjøre. efter et dybt suk, viiste den gamle hende, at hun elskede, men at hun ikke blev elsket igjen, at en anden person var i veien og saa fremdeles. man saae, hvor forlegen den gode pige blev. den gamle vilde gjøre det godt igjen ved at give haabom breve og penge. breve, sagde det smukke barn, venter jeg ikke og penge bryder jeg mig ikke om. er det sandt hvad j siger, at jeg elsker, saa fortjener jeg et hjerte, som elsker mig igjen. vi vil see, om det ikke bliver bedre, svarede den gamle, i det hun blandede kortene, men for for alle vore øine var det endnu bleven værre. den skjønne laae ikke allene eensommere, men omgivet af allehaande fortrædeligheder; venner, vare rykkede længere bort fra hende og nærmere imod mellemfigurerne. den gamle vilde lægge opendnu tredie gang, i haab om bedre udfald, men det smukke barn kunde ikke holde sig længere, hun faldt i en heftig graad, hendes fulde barm bølgede sig voldsomt, hun vendte sig bort og ilede ud af værelset. jeg viste ei, hvad jeg skulde gjøre. tilbøielighed holdt mig hos den nærværende, medlidenhed drev mig til hiin, min stilling var piinlig nok. trøst lucinde, sagde den yngste, gaae de efter hende, (fortsat.)
|
fiction
|
thi_goethes-danselærer_a
|
thi_000969_b
|
göethes dandselærer. (af hans: aus meinem leben.) (sluttet.) jeg tøvede lidt, hvorledes kunde jeg trøste hende uden at vise i det mindste et slags tilbøielighed og kunde jeg vel gjøre det paa en passende kold maade, lad os følges ad, sagde jeg til emilie. jeg troer ikke, min nærværelse vil være hende til behag, svarede hun. dog gik vimen fandt døren tillaaset. lucinde svarede ikke, hvormeget vi end bankede, raabte og bade. lad hende være, sagde emilie, siden hun i ikke vil anderledes. naar jeg tænker paa hendes væsen fra vort første bekjendtskab af, saa havde hun bestandig noget heftigt og forunderligt i sin charakteer, og hendes godhed for mig yttrede sig meest derved, at hun ikke udgjød sin harme imod mig. hvad skulde jeg gjøre. jeg betalte den gamle rigelig for den ulykke hun havde stiftet og vilde gaae, da emilie sagde: jeg vil bestemt ogsaa have lagt kortet op for dem. den gamle var bered. lad mig ei være tilstede derved, raabte jeg, og ilede ned af trappen. - den anden dag havde jeg ikke mod til at gaae derhen. den tredie sendte emilie en dreng til mig som ofte havde bragt mig budskab fra søstrene. og baaren blomster og frugter tilbage til dem, og lod mig sige, at jeg endelig den dag maatte . ----- - komme. jeg indfandt mig og til sædvanlig tid, og fandt faderen allene, der endnu rettede meget paa mine trin og skridt, min gang og komme, min figur og anstand og iøvrigt syntes veltilfreds med mig. den yngste kom mod slutningen af timen og dandsede med mig en grazios, menuet, i hvilken hun viste en saadan yndeog tækkelighed, at faderen forsikkrede, han saare sielden ved sine øvelser havde seet et saavakkert og øvet par. efter timen, gik jeg som sædvanlig ind i dagligstuen, faderen lod os være allene, jeg savnede lucinde. hun ligger til sengs, sagde emilie, og jeg seer det gjerne, vær ei bekymret derfor. hendes sygdom lindres snart, naar hun troer sig syg paa legemet. hun vil nødig døe, og derfor følger hun vore raad. vi har nogle huusmidler som hun bruger, og udhviler sig derefter, og saa lægge sig lidt efter lidt de rasende bølger. hvor hun er god og elskværdig, nu hun lider af denne indbildte sygdom, og da hun i grunden befinder sig ret vel, og kun er angreben af lidenskab, saa udtænker hun allehaande romantiske dødmaader, som hun dog frygter for paa samme maade, som børn, man fortæller spøgelse historier. saaledes erklærede hun mig i gaar aftes, at hun denne gang ufeilbarlig maatte døe, men forinden skulde man først føre hen til hende den utaknemmelige ven, der, . først gjorde saa meget af hende og siden behandlede hende saa slet, hun vilde da i de sidste øieblikke gjøre ham ret bittre bebreidelser og da opgive aanden. - jeg veed aldeles ikke, raabte jeg, jeg nogensinde har yttret nogen tilbøielighed for hende. jeg kjender een, som bedst kan meddele mig dette vidnesbyrd. emilie smillede og sagde: jeg forstaaer dem, men naar vi ikke bære os admed klogskab og fatning, kunne vi let komme i en slem forlegenhed. hvad siger de naar jeg beder dem: herefter at høre op med timerne: hos os. de har endnu fire billetter tilovers fra sidste maaned og min fader har allerede meere endengang sagt: at det ei var forsvarligt længere. at tage deres penge; uden hvis de ellers alvorligere vil hellige dem til dandsekunsten, hvad en ung mand af verden behøver, besidder de allerede. - og dette raad at flye vort huus, giver demig emilie, just jeg, sagde hun, men ikke afmig selv. hør blot, da de i forgaars aftes ilede bort, lod jeg kortene lægge op for dem, og det samme udsagn viste sig tre gange og stedse tyligere og tydeligere. de var omgivet af alleslags goder og glæder, af venner og store herrer, penge manglede de ikke. fruentimmerne holdt sig i nogen afstand. min stakkels søster stod i i særdeleshed længst borte, en anden rykkede nærmere og nærmere, men kom dog aldrig ved siden af dem, thi en tredie stillede sig imellem. naar jeg siger dem, jeg tænkte paa mig selv ved den anden, dame, vil de bedst kunne begribe mit velmeente raad. en fraværende ven har jeg lovet mit hjerte og min haand, og indtil nu, elsker jeg ham høiest af alt, dog det var muligt, at deres nærværelse kunde blive af en større betydning end hidtil, og hvordan vilde da det forhold blive, de kom til at staae i til os to søstre. den ene gjorde de ulykkelig ved deres kulde, den anden ved deres tilbøielighed, og alle disse qvaler skulde vi lide for ingen ting og et kort bekjendskab. thi havde vi ikke allerede vidst, hvem de de er og hvad de har at haabe, saa har kortene, allerede vist mig det paa den allertydeligste maade. lev nu vel, sagde hun, og gav mig haanden. jeg nølede - nu sagde hun, siden det er sidste gang, vi tales sammen, tag da, hvad jeg ellers vilde have nægtet dem. hun faldt mig om halsen og kyssede mig inderligt. jeg omfavnede hende og trykkede hende op til mig. i dette øieblik fløi sidedøren op, og søsteren sprang ien let, men anstændig naldragt fremog raabte: du skal ikke allene tage afskeed med ham. emilie slap mig, og lucinde greb mig, knugede sig fast til mit hjerte, trykkede hendes sorte lokker til mine kinder og blev en tidlang i denne stilling. jeg var nu i klemme imellem begge søstrene, som emilie et øieblik forhen havde forudsagt mig. lucinde gav da slip paa mig, og saae mig lige i ansigtet. jeg vilde gribe hendes haand og sige hende noget venligt, men hun vente sig bort, gik med stærke skridt nogle gange op og ned i værelset og kastede sig da i hjørnet af sophaen. emilie traadte hen til hende, men blev strax bortviist, og nu opstod en scene, som endnu hvergang jeg mindes den, er mig piinlig. omendskjøndt den i virkeligheden ikke havde noget theatralsk ved sig, men ganske passede til en ung, livlig franskmandinde, maatte det dog være en god skuespillerinde med følelse, der værdig skulde kunne fremstille den paa theatret.
|
fiction
|
thi_goethes-danselærer_b
|
thi_000984
|
lucinde gjorde nu sin søster tusende bebreidelser. det er ikke det første hjerte, som bøiede sig til mig, og som du vendte fra mig. var det ikke ligesaa med den fraværende, som tilsidst for mine øine forlovede sig med dig. jeg maatte see paa det, taale det, men jeg veed, hvormange taarer det har kostet mig. han har du ogsaa snappet bort fra mig, uden at lade den anden fare, hvormange fængsler du ikke paa engang? jeg er aabenhjertig og godmodig, og enhver troerstrax at kjende mig og da at turde oversee mig.
|
fiction
|
thi_goethes-danselærer_b
|
thi_000985
|
du er forborgen og stille, og folk troer, at underværker ligge skjult bag denne forstillelse. men det er jntet, uden et koldt, egosstisk hjerte, som veed at opoffre alt for sig selv. men ingen kjender, det saa let, fordi det ligger dybt skjult i dit bryst, ligesaalidet som mit troe hjerte, der er lige saa aabent, som mit ansigt.
|
fiction
|
thi_goethes-danselærer_b
|
thi_000986
|
emilie tang, og havde sat sig ved siden af søsteren, som blev hidsigere og hidsigere i sin tale, og udlod sig over visse ting, der egentlig ikke kom mig ved at vide. emilie derimod, som søgte at gjøre sin søster god igjen, gav mig, bag fra et tegn, men eftersom skindsyge og mistanke seer med tusinde øine, syntes lucinde. ogsaa at have lagt mærke dertil. hun sprang op, gik løs paa mig, dog ikke med heftighed. hun stillede sig foran mig, og syntes at grunde paa noget. derpaa sagde hun, jeg veed, jeg ganske har mistet dem, og giør ingen videre fordring, paa dem. men du skal heller ikke have ham, søster. ved disse ord tog hun mig i egentlig forstand fat ved hovedet, i det hun med begge hænder foer i mine lokker, trykkede mit ansigt til sit, og kyssede mig gjentagne gange paa munden. nu raabte hun, frygt min forbandelse. ulykke paa ulykke for bestandig over den, som først efter mig kysser disse læber. vov nu igjenat binde an med ham; jeg veed, himlen dennes gang hører min bøn. og nu min herre, bortbort, saa hurtig de kan.
|
fiction
|
thi_goethes-danselærer_b
|
thi_000987
|
jeg ilede ned af trappen med det faste forsæt aldrig at sætte min fod mere i dette huus.
|
fiction
|
thi_goethes-danselærer_b
|
thi_000988
|
romerske fruentimmer. frue bruun i hendes briese ans rom skildrer de rommerske damer paa følgende maade: jntet paa jorden kan tænkes skjønnere end en romersk brunette, især ved lys. den blændende, hvide pande, ombølget af det glindsende sorte haar, under hvilken øiet funkler frem af den herlige hvælving, under skyggende øinehaar, over - hvilket ziirlig krummede buer svæve hovedets hele herlige form, den grandiøst hvælvede kindog fremfor alt maaden, hvorpaa hovedet hos enhver romerinde fra prindsessen af til almueskonen hviler paa nakken, og denne paa skuldrene, og maaden hvorpaa det bevæger sig, om hvor guddommeligt, kun i rom allene finder man saa almindelig denne halsens, skuldrenes og barmens klassiske skjønhed. ogsaa arme og hænder ere en raphaels pensel værdige. med eet ord: saalænge romerske damer sidde eller knæle, ere de gudininder eller hellige, men staae de op og gaae, er trylleriet for største deelen hævet. thi saasnart de første ungdomsaar ere forbi, gjør sundhed og magelighed, at skjønheds fylde bliver fedme, men dandse de er trylleriet gandske forsvunden. dog hos koner af den fattigere middelstand og almuesklassen bevare tarvelighed i levemaade og taaleligt arbeide; (thi tungt arbeide paatager sig end ikke den ringeste romerinde) længere den skjønne legemsskabning; disse gaae og bevæge sig hurtig; og i de raske, vilde sattariis ere de liig de rasende bacantinder paa de gamles basreliefs.
|
fiction
|
thi_romerske-fruentimmer
|
thi_000989
|
forbryderen. (sand tildragelse, af golds london magazine.) syden for fortet cumberland paa kysten af hampshire reiser sig en lille høi i veiret, hvorfra det tilgrændsende landskab antager det meest maleriske udseende. paa den ene side kaster et mørkt moras et dunkelt skjær paa den fjerne horizont; men derimod paa høire side af fortet, stiger den ene høi fremfor øiet efter den anden langs søekysten, indtil de sluttelig blive mindre og mindre og endelig begrændses ved synet af oceanets dybe blaae. paa den yderste fjærne grændsestaaer galgen hvor de ulykkelige forbrydere blive henrettede, den staaer paa et koldtøde morads, og eftersom de hensmuldrende levninger af retfærdighedens offere svinge frem og tilbage med vinden eller falde stykkeviis til jorden, istemme rovfuglene deres hæse skrig omkring stedet, ængstelige for deres rov, og fremstille en evigvarende rædselsfuld scene. er dagen stormende, brydede mørke vover mod høiene, søetaagen ruller ned af deres sider og den kunstige spidse høi at jord, vædes ved skummet, der spreder sig rundt, om med uimodstaaelig magt. vandrerens øiedrages maaskee da hen til stedet; thi naar den lavere deel af landet er tildeels oversvømmet, kneiser høiens blaae top frem i havet, der omringen den. den interesserer vandreren, ved dens fuldkomne øde beliggenhed; men den bliver hellig forhans erindring, naar han hører den sorgens fortælling, der er forbunden med den, hvilken vi ofte have hørt i vor barndom og aldrig fuldkommen: kunne udslette af vor erindring.
|
fiction
|
thi_fobryderen
|
thi_000990
|
for omtrent tredive aar siden, kom en ung, mand med en gammel bedstemoder og en søn, til at boe i kort frastand fra fortet; de beboede en lille hytte i naboelauget og deres underholdning afhang fornemmelig af den sparsomme jndkomst fiskeriet kastede af sig. de have en gang været respectable handelsfolk i porsmouth. menen blanding af uforudseete omstændigheder, havde bragt dem til betlerstaven og tvungen dem til at søge et tilflugtsted i ensomheden. j faa maaneder efter deres ankomst, giengav den opmuntring de modtoge fra fortet, hvorhen de daglig førte deres kurve med fisk, dem nogenlunde deres rolighed; men jevndogns stormens usædvanlige hæftighed slog deres lille fiskesmakke itu modde tilgrændsende klipper og gjorde deres ymyge, næringsgreen til en af de meest farlige og ufordeelagtige. for endnu mere at forøge deres elændighed, vansmægtede sønnens ærværdige fader og moder i den største armod, uden hverken venner eller beslægtede til at hjelpe dem. han kunde have baaren hans egen kummer med sielstyrke, men at see dem, der vare hjertet saadyrebare, hentæres af hunger og fattigdom, see dem nedsynke paa deres leie, uden endog at eieen mundfuld brød at give dem og neppe en klædetraad til at beskytte dem mod nattekulden, bragte ham til den yderste fortvivlelse. naar han saae hungerens mathed udbrede sig over hans gamle bedstemoders hele væsen - saae hendes legeme svinde langsomt hen og nærme sig graven, - naar hendes kummerfulde blikke blot synes at anraabe ham om et eneste vederqvægende maaltid, og hendes indsunkne kinder, tid efter anden antage dødens blege farve, forvandlede hans fortvivlelse sig til et vildt raserie. han griber leiligheden, da hans fader, som for det meste var kommen sig af sin sygdom, var gaaet hen for at bede commandanten paa fortet om understøttelse, til at postere sig paa landeveien, i hensigt at aftvinge een eller anden reisende penge for at indkjøbe det nødvendigste for. med et par pistoler i lommen farer han ud af hytten for strax at udøve hans forbryderiske hensigter. natten var velskikket dertil, mørk og stormende, bølgernes huule vilde brag og søefuglens hæse skrig, gjorde scenen endnu mere rædselsfuld. den unge mand hastede imidlertid skjælvende fremad. en frygtelig storm rasede allerede. tordenens hule drøn gjenlød fra alle kanter og lynilden, hvislede omkring ham. da han passerede forbiden ensomtliggende galge, under hvilke forbrydernes been laae ubegravede og blegnedes i solen, og hørte den sørgelige raslen af lænker, ved hvilke et hensmuldret skelet hang, blev strax den jder levende i hans phantasie, at saaledes vilde det gaae ham, hvis han blev opdaget og hans bestemthed fik for første gang et stød. stormen rasede imidlertid med uafbrudt hæftighed og og flammende lyn oplyste af og til det spøgelsseagtige skelet, hvis hvide been hang og dinglede for vinden. i dette øieblik hører han lyden af fodtrin fra heeden, som nærme sig; de komme nærmere og en mørk figur, aldeles indsvøbt i en reisekappe stod ved siden af røveren. han drog pistolen fra sit gjemme og den fremmede giklangsom fremad; to gange skialv hans haand. fortvivlelsen kom ham slutteligen til hjælp; han tænkte paa sin døende bedstemoder, og paa hans egen fader der omkom af hunger, udenhaab om at kunne hjælpe ham, og han fyred løs, med en angestfuld stønnen og med en rallende stemme, der gav gjenlyd i hans siel, faldt den fremmede livløs til hans fødder. oprort af en mængde modstridende følelser, bar han det blodige legeme til hans hytte og lagde det paa en stoel, indtil han kunde faae hentet en lygte og bemægtige sig pengene og klæderne. det var nu dyb midnat; den gamle tantehavde for lang tid siden begivet sig til roe, og alt omkring var stille, kun bølgernes fjerne brøl, og nordenvindens sørgelige lyd, som preb melankolsk gjennem den fugtige muur i hytten, hørtes. efter kort tids forløb vendte morderen tilbagemed en lanterne i haanden. han kastede er mistænkeligt blik omkring sig, laasede døren til værelset, og forsøgte da skjælvende, at blotte hans offers ansigt. han drog kappen forsigtig tilbage, som skjulede ansigtet og legemet rullede ned paa jorden og viste de stive øine, de fordriede ansigtstræk af hans fader af den fader, for hvis skyld han havde nedværdiget sig saa dybt til forbrydelsen, og som han havde myrdet, da denne vendte tilbage fra fortet medet løfte om understøttelse fra commandanten. han stirrede paa legemet, og hans hele sjesynes at tabe sig i et stiv blik, endelig brast han ud i en helvedes triumpherende latter og den dybeste galskab og forvirring bemægtigede sig hans hjerne. han reiste legemet op fra jorden, og med et vildt skrig, som siges at have overgaaet al beskrivelse, fløi han ind i kammeret til hans bedstemoder; en svag lampe brandt dunke i kaminkrogen da han traade ind og det iturevne omhæng var draget tæt omkring sengen. han nær, mede sig - drog gardinet tilside og vaagnede den skjælvende kone ved hans vilde galskab. hun fløi høit op i sengen ved allarmen, og den første gjenstand, som fremstillede sig for hende, var hendes blodbestænkte døde søn, der stirrede paa hende med stive brustne øine, og det skrækkelige syn af hendes sønnesøn, der skar tænder af raserie, udøste de meest forfærdelige eder og skreg og hylede høit, som om han var besat af en ond aand; snart kunde hun ikke see, ikke føle mere, døden greb sit offer i samme øieblik, hun kastede kun endnu et ømt blik, som om hun vilde anraabe hendes morder om velsignelse, og derpaa tillukkede hendes øine i gravens evige slummer. den ulykkelige fadermorders skrig havde imidlertid tildraget sig nogle vagters opmærksomhed fra fortet, som just hændelseviis passerede forbi i dette øieblik. de trængte ind i hytten for at undersøge sagen og saae et saa skrækkeligt syn, de aldrig kunne glemme. den gamle tantes døde legeme laae paa sengen, hun havde nyelig givet aanden op, og den sindsforvirrede havde taget faderens døde legeme i sine arme, og græd og loe vexelviis over det, som et barn; medens han sig selv ubevidst snoede de runde lokker og sine fingre og strøg med haanden, tværs over de blege ansigtstræk, der berørte hans hjerte med dødens jiskulde. det var med temmelig besværlighed, at vagten var i stand til at forsikkre sig ham; men det lykkedes slutteligen ved et krigspuds; og han blev fort ombord paa forbryderskibet, som laae stationeret paa kysten ligeoverfor fortet cumberland. bedstemoderens og faderens liig bleve roligen bragte til graven, og omstændighederne ved denne skrækkelige tildragelse, erindrede blot som en drøm om at noget; saadant engang var skeet. nogen tid svandt hen og den time han skulle forhøres, nærmede sig. den stakkels forvildedes. sind, synes at have forvandlet sig til en stille dyb sørgmodighed. de svære jern, der hidtil . havde været fæstede til hans fødder, bleve derfornu aftagne og han blev tilladt at opholde sig i den kabytte, hvorfra han havde udsigten over strandbredden. her pleiede han at sidde hele timer og see paa skibene der passerede frem og tilbage og græde ved erindringen om fortidens dage. j en frastand stod galgen: stedet hvor han udøvede, forbrydelsen og hvor han sandsynligviis skulle udstaae sin straf. en gysen foer over hans hele væsen, naar han fik øie paa den, og vild salskab bemægtigede sig da hans siel. men naar anfaldet var forbi, kom undertiden taarerne ham til hielp, og han græd allene i stilhed. hans hjerte, der af naturen var ædelt og folsømt synes at være blevet endnu blødere ved ulykken og endog hans med=forbrydere bleve rørte, naar de saae ham med øinene stivt hæftede paa jorden. mumlende og talende med sig selv. hans helbred, led imidlertid daglig, og det var synligt, ved hans forøgede tungsing og hans hectiske rødme, at hans dage her paa jorden vare talte. han synes selv altid at glæde sig ved tanken om at døden nærmede sig, og et mat smiil foer ofte overhans blege ansigt, naar han betragtede sine hentærede kinder og saae sit henvisnede legeme. da hans sidste time nærmede sig, ønskede han forsidste gang at see den grav, som dækkede alt, hvad der engang var ham saa undsigeligt dyrebart. henreven af denne tanke, greb han den første gunstige leilighed, da vinduerne i hans kabyte vare aabne og vagten om aftenen havde forladt ham, til at befrie sig fra de lænker, der bandt ham, og svømmede til den ligeover for liggende strandbred. midt i nattens stille, saae man lys bevæge sig frem og tilbage i forbryderskibet, allarmklokken gik, kanontordenen løb hen over søen, og vagternes og søefolkenes almindelige forvirring : forkyndte at en fange var undløben. en vel bemandet baad, i hvilke man ogsaa tog to blodhunde blood honnds) roeve strax over til den an - den strandbred; hundene, efterfulgte af deres ledsagere, bleve strax udsendte paa spor efter den stakkels vanvittige. de satte hurtig afsted og fandt snart den lille hytte, hvori den lidende engang boede, og som nu i almindelighed, blev skyet, som et vanhelligt tilflugtsted for onde aander. officeren skyndte sig til stedet; men neppe naaede de det, førend de hørte et svagt dødsskrig. det kom fra forbryderen, som var bleven opspøret af hundene i hans faders forfaldne hjem, og der havde lagt sig sukkende nedpaa det leie, hvor han sidst havde sovet saa født. blodhundene fore kos paa deres rov, og i faa øieblikke laae fadermorderens legeme, slidt i mange stykker, i den gyseligste og meest lemlæstede tilstand paa jorden.
|
fiction
|
thi_fobryderen
|
thi_000991
|
han blev begravet ved siden af hans myrdede offere, i den lille jordhøi, som vi have omtalt i begyndelsen, og skjøndt mange vintres storme, have faret hen over hans grav, og søefuglene have bygget sine reder paa den, sover han dog saa roligt, som om hele naturen laae i det dybeste stille omkring ham. denne sande fortælling om hans lidelser, meddeles imidlertid ofte den forbireisende vandrer, naar han standser for at betragte det vilde sted, hvor han hviler, og han skjænker ofte hans minde en medlidende taare. overtroen har indviet hans gravsted; og naar den mørke vove bryder mod strandbredden og orkaanen hyler gjennem heeden, siges hans aand, at svæve over hans kolde hvilested og glæde sig ved synet af elementernes kamp.
|
fiction
|
thi_fobryderen
|
thi_000992
|
frankerige havde saa mange flere grunde til at finde sig fortørnet over dette forhold, som staden, hamborg længe havde været et tilflugtsted for tyve tusinde franske emigranter, som derfra havde organiseret hære og smeddet sammenrottelser imod republiken, imedens de to ulykkelige officerer, der bare ulykkens og skibbruddets hellige præg, bleve overleverede.
|
non-fiction
| null |
thi_001010
|
et dekret af konsulerne lagde beslag paa de hamborgske skibe, der befandtes i frankerigshavne, kaldte de franske diplomatiske og kommersielle agenter tilbage fra hamborg, og viste denne stads agenter i frankerige bort derfra. kort efter, da de franske hære havde havt lykke, og de heldige forandringer den attende brumaire hver dag sporedes, ilede senatet i hamborg at skrive et langt brev til napoleon forat bevidne ham sin anger. napoleon svarede saaledes: jeg har modtaget deres brev, mine herrer, det retfærdiggiør dem ikke. mod og dyd bevare staterne; feighed og forbrydelse, ere deres undergang. de har krænket gjæstfrihed, hvilket aldrig er hændet iblandt ørknens meest barbariske horder. deres medborgere ville stedse bebreide dem det. de to ulykkelige, som de har udleveret, døe med navn; men deres blod vil gjøre deres forfølgere større skade, end en hærskulle kunne gjøre. en høitidelig deputation fra senattet kom tiltuillerierne for at gjøre napoleon offentlig undskyldning. han tilkjendegav dem paa nye, hele sin harme, og da disse gesandtere paaberaabte sig deres svaghed, sagde han: nu da, besad j ikke de svage staters hielpemiddel, kunde j ikke lade dem undløbes.
|
non-fiction
| null |
thi_001011
|
direktoriet havde antaget den grundsætning, at underholde de franske fanger i england, hvorimod engeland skulde underholde sine i frankrige. vi have i engeland flere fanger, end denne magt havde i frankerige; denne tingenes stilling var desaarsag til byrde for dette. hertil kom den ubehagelige følge, at den engelske regjering ved foranførte fremgangsmaade bemyndiges til, under paaskud af ansvarlighed, at have forstaaelser i hjertet af republiken. consularregjeringen stræbte omhyggelig efter at forandre denne indretning. hver af de to nationer paatog sig at sørge for de fanger, den bevarede.
|
non-fiction
| null |
thi_001012
|
j den stemning, hvori gemytterne befandt sig, behøvedes at samle, og at forene de forskjellige partier, som havde deelt nationen.
|
non-fiction
| null |
thi_001013
|
claudius alexander, greve af bonneval. bonneval ustridig, en af de mærkværdigste mænd i det de aarhundred, blev født af en anseelig fransk familie i paris . allerede i sit de aar kom han til kongens adelige livgarde, men viste tidligt udsvævende hang til sandse. lige fornøielser. ludvig den des erobresyge gav ham snart leilighed til at vise sig i feldten, i træfningen mellem landen og neervinden. de juli ) med saa megen dristighed at man gav ham et infanterierregiment, hvilket under hans anførsel snart udmærkede sig i armeen. man lærte at kjende ham som en talentfuld og lykkelig partiegjenger; enhver fulgte ham gjerne naar han foretog sig et streiftog; han nød især marschallen af luxemburgs agtelse og vilde snart erholdt en høiere befordring, hvis denne ei allerede var død . men nu kom der bonneval mange hindringer i veien, og efter freden til ryswick blev hans regiment aftakket, uagtet det var det skjønneste og tapreste. bonneval overlod sig nu til det meest tøilesløse livtalte ofte imod hof og religion, indvikledes i adskillige dueller og gjorde sig stedse flere fjender, der kun ventede paa leilighed at skade ham. jmidlertid erholdt han, da den spanske successionskrig, udbrød, tilladelse til at hverve et regiment med hvilket han gik som oberst til jtalien og udmærkede sig igjen ved tapperhed, men tillige ved udsvævelser. formedelst de udsuelser, han af pengemangel havde tilladt sig, afslog den franske krigsminister ham videre befordring; hvorpaa han troede at kunne gjøre retmæssig fordring, da han nylig var kommet sig af de saar, han havde erholdt. han udbrød derfor i heftige yttringer imod hoffet, ministeren og den bekjendte mad. main, tenon, og søgte om sin afskeed, da han ved flugten var undgaaet fængsel. omendskjøndt han nu som meeneder, erklæredes at have forbrudtsin ære, sine værdigheder og sine godser, endog sit liv, gjorde dette dog ei synderligt jndtryk paa ham. han levede ved adskillige tydske hoffer, og da hans kasse var, som søgte han keiserlig tjeneste. ved hielp af den keiserlige gesandt i rom tunetti siger marquis af prie, og hans velynder, den berømte prinds engen, saae han, sit ønske opfyldt, og blev i aaret ansat som generalmajor, fægtede under eugen mod sit fædreneland, trængte ind i kirkestaten og befæstede commacchio. ved den til rastadt sluttede fred blev den mod bonneval som landsforræder begyndte proces nedlagt og tilbagegievelsen af hans godser bevilgedes ham, dog kunde han ei faae dem tilbage fra sin broder, som besad dem, og med hvem han førte en lang proces derom. j den ny udbrudte krig mod tyrkerne, var bonneval, som nyelig før var udnævnt til feldtmarschal=leutenant, med, bivaanede det blodige slag ved peterwardein (te august ) med stor tapperhed, deeltog siden, i erobringen af temeswar og begav sig medens hans regiment laae i vinterquarteer, til wien. siden gik han til paris, hvor man modtog ham, med megen agtelse, og her ægtede han en fransk frøken, som han dog snart forlod og aldrig saae mere, omendskjøndt han anviste hende en standsmæssig underholdning af sine jndkomster og vedligeholdt brevvexling med hende. derpaa gik han igjen med engen til ungarn og erholdt efter slaget ved belgrad og fæstningens overgivelse. daler af det der gjorte rige bytte. efter freden i pasarowick (de juli ) erholdt : bonneval en hofkrigsraadsplads i wien; men letsindighed, sandselighed og lyst til spot og den tiltagne frihed at blande sig i eugens huslige anliggender, var aarsag i at denne, for at fjerne ham, fik ham udnævnt til general=feldttøimester i nederlandene. bonneval reiste vel til brussel for at tiltræde sin plads, men var fuld af hevngierrighed mod engen. han yttrede den derved, at han sendte hyppige klager til wien over den for nævnte marquis af prie, engens yndling, som dengang var understatholder i rederlandene. marquien klagede igjen over ham og fik befaling at bemægtige sig hans person og lade ham sætte paa citadellet i antverpen. derpaa skulle han til wien og gjøre regnskab; men han gik imod befaling først over haag, hvorhan blev næsten en maaned, corresponderede med frankerig og holdt omgang med den spanske og franske gesandt. alt dette erfarede man i wienog følgen var, at bonneval, da han endelig tiltraaede sin reise derhen, blev bragt som fange til slottet spielberg ved brünn, man anlagde proces imod ham, hofkrigsraadet dømte ham fra livet, hvilken dom keiseren forvandlede til et aars fængsel paa spielberg. efter dette aars forløb blev han bragt over tyrolgrændsen med det forbud aldrig mere at sætte sin fod paa tydsk grund. han gik til venedig, og hvor meget han indskrænkede sig, var han dog nær ved virkelig mangel, da en vexel af gylden - formodentlig fra engen - reddede ham. efterat han forgjeves havde søgt venetiansk og russisk gjeneste, tilbød han porten samme, og gik efter et næsten toaarigt ophold i venedig til constantinopel. da rygtet om hans tapperhed og fortællingen om hvor menneskekjerlig han havde de- . handlet de fangne tyrker gik foran ham, modtog man ham meget gunstigt. for at kunne faae audienz hos storsultanen antog han den muhamedanske religion, fik underviisning af mustilod sig omskjere og fik navn af achmet paschahans aarlige jndkomst beløb sig til daler. kjed af det ledige liv søgte han om at blive commandant i en tyrkisk fæstning i servien; men storveziren hindrede det, og først efter hans død, blev han ansat som chef ved bombadererne og arbeidede her paa at forbedre det tyrkiske artillerie. hertil indskrænkedes hans virksomhed formedelst de mægtige paschaers misundelse, sultanens ubestemhed og de tyrkiske troppers ulyst til europæisk disciplin. jmidlertid nødhan gandske sin stillings behageligheder og døde natten mellem den de og de marts i enalder af aar.
|
fiction
|
thi_greve-bonneval
|
thi_001014_a
|
axel greve af fersen. fersen var kongelig svendsk rigsmarschal, nedstammede fra en gammel svendsk familie, der var i besiddelse af mange godser, fornemmelig i finland. han spillede en udmærket rolle ved ludvig den des hof, og hans indtagende skabning gjorde ham til kongens og dronningens yndling. overalt heed han le beauxer, sen (den smukke fersen), og det var almindelig mening, at han nød dronninges hemmelige gunst, da revolutionens storm udbrød, fulgte grevfersen ei andre yndlingers exempel, som forlode den ulykkelige monark. den styrtede kongefamilie troe og hengiven, udkastede han mange planer til dens redning. paa flugten til varrennes havde han sin plads paa kudskesædet. samme jver viste han, da den kongelig familie var indsluttet i temple. engang søgte han at befrie marie antoinette ved at tilsende hende nelliker, hvori billetter vare indsluttet. da alle hans bestræbelser vare forgjeves, begav han sig til brüssel, hvor han længe opholdt sig. den troskab han havde viist bourbonnerne erhvervede ham gustav den dies og siden gustav den des yndest. denne sidste ophøiede fersen til de høieste hædersposter i sit fædreneland. han blev ridder og commandeur for en kongelig orden, generallieutenant, kantsler for akademiet i upsala og rigsmarschal. ved slutningen af gik han som gesandt til kongressen, i rastadt, der blev uden følger. siden tog han ingen virksom deel i sverrigs offentlige anliggender. hvad der i stokholm blev fortalt om hans hemmelige planer og virken, beroede paa rygter, som, uagtet de bleve ubeviste, dog havde de blodigste følger. grev fersen var nær det de aar, da hans plads som en af rigets høieste embedsmænd den juni kaldte ham til en sørgeceremonie, der blev yderst sørgelig for ham selv. kronprinds christian augusts liig var bragt fra qvinddinge, hvor han var død den mai til lilienholm, og skulde derfra bringes til residentsen. anordningen ved dette liigtog tilkom grev fersen som marschal, hvorfor han befandt sig i en sexspændig vogn tæt foran liget, som blev trukken af heste. synet af denne sørgehøitidelighed henrev folket, som enthusiastisk havde elsket kronprindsen og af ham ventet held og lykke, til lydelige udbrud af smerte, hvori blandedes forbandelser mod de personer, man ansaae for aarsag til prindsens død. uden at kunne anføre anden grund end det uventede i begivenheden, talte dunkle rygter om en voldsom dødsmaade og nævnte grev fersens navn. da toget var kommet til den med mennesker opfyldte adolph frederiks plads, udraabte folket med lydelige trudsler grev fersens, og hans søsters navne, og steenkast søndersloge vinduerne i hans vogn. marschallen flygtede ind i et privathuus, medens toget bevægede sig fremad; den oprørte folkemængde omringede huset og fordrede kronprindsens morder frem. forgjeves søgte de tililende generaler adlerereutz og silbersparre - at bilægge stormen; efter frugtesløse bestræbelser førte silbersparre den ulykkelige selv udaf huset, men forgjeves forsikkrede han om hans uskyldighed. berøvet sin orden, kaarde og kappe blev han maalet for en almindelig regnaf steen og slag. saaledes kom han til raadhuset, men før han kunde redde sig derind, blev han greben, slæbt ved haarene og saalænge mishandlet med stød og slag, til han opgav aanden. hans nogne liig blev udstillet til skue og først sildig lykkedes det at dæmpe folkets rasen, der endnu fordrede flere blodige offere.
|
fiction
|
thi_fersen
|
thi_001014_b
|
mit ideal. (oversat af det jtalienske.) hvis billede er du, som altid mig omsvæver, selv her i dette nu som smilende min siel til himlens boner hæver, siig hvem er dukbag bunkte trylleslør du altid til mig smile, naar jeg forladt af kummer uden søvn paa bløde leie hvileden mørke nat, et himmelsk klædebon den tydske barn tilstører, som sneen hvidt; et ømt uskyldigt smiil kun sagte læben rører, saa ømt, saa blidt selvet af hendes blik meest kjelen vellyst skaber j koldest bryst, og ondskabs hvasse braad sin æddertunge taber, og smiller trøst naar ofte miskjendt daad med graad mit øie væder tit ædles løn. du sagte hvisker mig, at dyden hist er grædet dens lod er skjøn, et forigt die hjertets uskyld malet, og straaler fryd, det til min svage siel med almagtsstyrke taler: vær god og nyd ja for dit blide aasyn, hellige forsvinder al jordens pragt, med ømme rosenkjeder evig du mig binder med tryllemagt. som morgenrøden blid du sagtelig nedsvæver flyer mig forbi; i fjerne skjønne dal, og hvor sig fieldet hæver, du fulgte mig. er du en genius som venlig mig ledsager paa livets vei. saa led mig stedse huld i fremtids mørke dage forlad mig ei tryk mig da ømt, naar døden leen svinger, til skjønne barm; og føer til himlen mig paa ætherens lette vinger, fra verdens larm.
|
non-fiction
| null |
thi_001016
|
den spaadom, som bebudede høivande eller oversvømmelse sidstafvigte de marts, skal have sat amagers beboere i en saa panisk skræk, at flere familier flygtede til kjøbenhavn, for der at vente hiin rædsomme dag. ei heller hovedsta dens jndbyggere vare gandske uden frygt, thi nogle i nyehavn boende familier rykkede op i øverste etage. et ungt menneske derimod, som just netop natten imellem bemeldte de og paafølgende te marts, havde besluttet at deeltage en maskerade, indfandt sig først strax efter kl. , klædt som en vægter, og afsang med den sædvanlige vægtermelodie følgende vers: hou vægter, klokken er slagen tolv, den de marts er svunden, og faren er forbi; see - dagen er udrunden, og endnu leve vi vi syn for sagen har vort selskab herin salvo er - propheten var en nar ved en maskerade i en af hovedstadens klubder onsdagen den anden marts saae man en dame iklædt en holsteensk bondepiges dragt. hun havde stillet sig ved et perspectiv, der forestillede glückstadt i den ved oversvømmelsen den die og de febr. sørgelige situation. trykte exemplarer af et i denne anledning affattet digt laae derved, og savnede naturligviis ikke afsætning.
|
non-fiction
| null |
thi_001026
|
la tour var første grenadeer i den franske republik, født i carbaix i dep. finisterre i aaret og helligede sig krigstanden fra sin tidligste ungdom. blev han capitain ved regimentet augoumois. j den amerikanske krig tjente han som frivillig og dernæst som hertugen af crebillons adjutant ved beleiringen af mahon, da han vægrede sig ved at være chef for dette corps. han var altid den første ved angreb og den sidste ved tilbagetoget og derhos ligesaa menneskelig som tapper. engang har han en saaret paa sine skuldre af slaget; kongen af spanien, der havde erfaret hans store fortjenester, tilbød ham en pension af pistoler, men han afslog den. skjøndt aar gammel var han ved revolutionskrigens udbrud en af deførste, der ilede til armeen. j aaret tjente han som grenadeercapitain i regimentet d'augoumois og aaret derpaa commanderede han grenaderer ved den spanske armee, uden at ville antage generals titel. ved ethvert krigsraad var han tilstæde. sædvanlig afgjorde under latours commando den avantgarde som man kaldte. helvedes colonnen, seieren, før armeenkunde komme til. ved ham lærte dengang jnfanteriet at bruge bajonetten. dog helligede han midt under vaabenbraget, sine ledige timer til eftertanke og videnskabelighed; stedse fandt man en bog ved hans kaarde. tyve gange var hans hat og hans kappe som han har paa den venstre arm gjennemskudte, selv var han aldrig saaret. vor capitain" sagde hans grenaderer forstaaer, at døve kuglerne." da han efter baseler-freden havde indskibet sig til bretagne faldt han en engelsk caper i hænderne og blev et aar som fange i engelland. derpaa nedsatte han sig i passyved paris beskjeftigede sig med litteraire arbeider, blandt andet et glossarium over sprog og en fransk celtisk ordbog. allerede forhen havde han udgivet sine origines gaulvises, et værk, der uagtet sine dristige hypotheser ei er uden fortjeneste. da krigen paa nye brød ud , erfarede han at hans naarige ven lebrigand, som han skyldte sin lyst til videnskaberne, ved reqvisition. skulde skilles fra sin eneste søn. latour stillede sig i hans sted og gjorde med graae haar, men et ungdommeligt hjerte feldtoget i schweiz med under massena. bonaparte kaldte han til den lovgivende forsamling, men latour afslog tilbudet med de ord: "jeg forstaaer ikke at give love, men vel at forsvare dem, man sende mig til armeen." han gik virkelig til rhinarmeen og her i blev han efter den første beslutning af den første consul i april udnævnt til første grenade er ved den franske armee. tillige fik han en æressabel, men afslog den dermed forbundne pension. han tjente i den de halvbrigade og fægtede i slaget ved neuberg blandt de forreste, da en uhlan gjennemborede hans hjerte med sin landse. han blev begraven paa valdpladsen, og paa steder, hvor han faldt oprettet en sarkophag med den jndskrivt: a la memoire de late tour d'autergne, premier grenadier de france, tus le juin ; og hans navn blev staaende i compagniets liste, hvor han havde tjent. den domfældtes redning fra døden. - paa den tid, da den berømte sixtus den v. beklædte den pavelige stoel, fordristede hertugen af parma, prinds rannecio farnese sig til at bære vaaben i staden rom, hvilket udtrykkelig var forbuden af paven. da derfor prindsen en dag ville gjøre hs. hellighed sin opvartning, blev han paa pavens befaling, arresteret i forværelset og sat i fængsel paa engelsburg.
|
fiction
| null |
thi_001073
|
j disse gravens fire vægge, jndsluttet er en kjæledægge af lykken, far og mor. ved sukkergodt, og nye moder, og næsviished, og slemme noder, blev han ret lang og stor.
|
non-fiction
| null |
thi_001078
|
en sand tildragelse. (oversat af the literary companion, new fork. america.) ved det saakaldte trinity collegium i dublin, existerede der engang en samling af unge mennesker, hvilket, som det ikke er sjeldent tilfældet ved saadanne offentlige læreanstalter, med villie forsømte deres studeringer og videnskabelige øvelser, for uforstyrret at kunne følge deres større. tilbøielighed til spil, drik og adspredelser, under alle slags skikkelser. disse mindre laster ere, især farlige for unge mennesker af ringe formue, de indskrænkede midler de have at tilfredsstille, deres lidenskab med, tvinge dem ofte til at gribe til det foragtelige hjelpemiddel at laane af deres fortroelige venner, endskjøndt de ere moralsk overbeviste om, at laanet, uden en forandring i deres levemaade aldrig vil blive betalt, thi hvem kan formode, at den, som laaner penge af en anden til en egennyttig og unødvendig tilfredsstillelse. af en lidenskab, vil længere hen i tiden, for at kunne tilbage betale disse, indskrænke hans sædvanlige udgifter, som selve handlingen af laane til dette øiemeed, viser han ikke er i stand til at gjøre. der skulle hverken være en der laaver eller en, der laaner ud, thi saavel laanet, selv, som venner tabes ofte derved, og laan sløver, desuden den skarpe sparsommelighed og virksom: ----- hed. dette er en marime, som ikke er uværdig at lægges mærke til af nutidens unge mennesker, da jkke jagtagelsen af denne, som man strax vil see, kan lede til store feil og forbrydelser. - de unge mennesker vedbleve uden ophold deres udsvævende levemaade, indtil deres credit var tabt. og andre, slette midler de anvendte til at erholde hvad de ønskede, vare blevne saa almindelig bekjendte, at et længere ophold paa samme sted, ville blive farlig for dem, og de bleve, som man let kan slutte sig til, stratenrøvere. jkke destomindre, viste en af dem, ved navn par, kun lidet anlæg til denne nye haandtering, da han jevnlig var hjemsøgt af angerfulde følelser, over den ulykke og kummer, som hans slette opførsel sandsynligviis kunne paaføre hans familie. disse anfald af samvittighedsnag gjorde, at hans selskabsbrødre tydelig kunde mærke paa ham, hvor nedslagen han var, og bragte dem til at mistænke ham for feighed, og det i saa høi en grad, at de vare bange for at hans frygtsomhed engang kunde blive aarsag i at de bleve opdagede; de besluttede derfor at befrie deres selskab for et medlem, der var saa farlig for deres jnteresse. nogle stemte for at skyde hjernen ud paa hanandre for at hænge ham, men en af de kjækkeste, og som havde meest jndflydelse hos dem, sagde at han ønskede, at skaffe ham en eller anden maade at undløbe paa, og foreslog følgende middel, som efter nogen overveielse blev antaget. et reeb blev bunden om halsen paa den ulykkelig paar, og enden gjort fast til grenen af et træe, lige over hans hoved, en bandage blev bunden for hans øine og hans hænder bundne bag paa, og saaledes blev han forladt, siddende paa hans hest, hvis første forsøg paa at tilfredsstille sin hunger ville strax føre ham ind i evigheden. de skildtes derpaa ad. caar, den person, som havde foreslaaet denne plan, havde ved universitetet været en intim ven af den stakkets p. og havde opfunden denne maade, at forsøge at rædde hans liv paa, uden at paadrage sig mistanke af at føle en eneste funke af medlidenhed, der ville have været anseet for en ligesaa stor forbrydelse i dette agtværdige selskab, hvoraf han var et medlem, som majestæts forbrydelse. han begav sig derfor strax efter at hans kammerater, havde adspredt sig, til stedet, hvor præst var efterladt. da han nærmede sig ham, lagde han mærke til at han sad i en bedende stilling og tilsyneladende i den meest rasende angest; thi hesten, som paa den tid savnede sit sædvanlige foder, begyndte at gaae fremad, tiltrukken ved det frisk, grønne græs, som omringede ham, uagtet de gjentagne paamindelser af hans rytter, der med en alvorlighed, som uagtet hans farlige stilling, synes latterlig, bestandig udraabte: hol holball. men ball uden at bryde sig om trudsler, eller caresser, fortsatte sit maaltid, og ville efter al tilsyneladenhed snart have gjort en ende paa vor ulykkelige helt, havde ikke c. i dette critiske øjeblik kommen ham til hjelp. pant blev løsladt og sat i frihed, i det han, høitidelig gav sit æresord i pandt paa, at forlade denne deel af kongeriget og aldrig meddele nogen, kundskab om c. og hans kammerrater. taknemmelig mod forsynet for saa mange overstand ne farer, begyndte han strax at forandre og forbedre sin opførsel, og da han af naturen besad et godt hoved og mange fuldkommenheder, blev han, med tiden ved hielp af øvelse, et agtværdigt og nyttigt medlem af det menneskelige samfund.
|
fiction
|
thi_trinity
|
thi_001081
|
jmidlertid fortsatte c., og hans kammerrater deres meriter paa landeveiene, og fik, hver i sin tid, de fleste af dem, den skjebne, som de saa høiligen havde fortjent for deres forbrydelser; slutteligen blev c. allene efterladt tilbage, hvis fortrinlige klogskab og kjækhed, bragte ham i lang tid til at blive anseet for en skræk for jrland; men krukken gaaer saa ofte vands, til den gaaer hankeløs hjem igjen, saaledes blev ogsaa den stakkels cans slutteligen greben, og efter at han var forhørt, blev der fra justiciens side, anlagt sag mod ham, og han blev forti fængsel til næste retssamling.
|
fiction
|
thi_trinity
|
thi_001082
|
hvor ere de mildeste vinter-opholdsteder i europa for skrantninger, authentic memoirs of the most eminent physiciens and surgeons of great britain ect, ect. second edition . p. . man kan uden betænkning sige, at de skjønneste vinterelimater i europa findes i den deel at den spanske kyst, som grændser til middelhavet. climatet i lissabon er lang mildere, end i england, og cintra, i miles fjerne, skaffer et sikkert tilflugtsted for en hæftig hede paa ethver i aarstid. dog er der meget ubehageligt veir i lissabon, hver vinter. heftige stormvinde og regn komme strygende tværts over det atlantiske hav, med en magt, hvortil vi ere kun lidet vante, og gadernes slette broelægning og ujevnhed forbyder næsten al bevægelse tilfods.
|
non-fiction
|
thi_opholdssteder_essay
|
thi_001091
|
der er ingen part, selv i frankrigs sydligste yderkant, som er fri for meget koldt veir om vinteren, skjøndt det just ikke er af lang varighed. det samme skjøndt i mindre grad, alt som mangaaer syd efter, kan siges om jtalien, hvor det i det mindste to maaneder af enhver vinter, i det hele taget, er umueligt at undgaae vaadt, kulde, og ubehageligt veir, hvis ubehagelighed upaatvivleligen bliver forøget ved muursteens=stuks og marmorgulvene, og ved den hyppige mangel paa kaminer i værelserne. pisa siges at nyde det i bedste vinterelimat i jtalien, og derefter maae neapel stilles. rom er meget behagelig om forlaaret, og florenz om sommeren. men det er i saadanne steder som barcelona, valentia a., hvor der blot er vinter i mild temperatur, klar soel, og agurblaa himmel, og som blive søgte af emigranter fra vore nordlige climater.
|
non-fiction
|
thi_opholdssteder_essay
|
thi_001092
|
pastor bastholm, anstiller i bemeldte blad et forsøg paa at opløse spørgsmaaler, hvorledes vil den tid blive beskaffen, som vi gaae imøde, han fortæller: hvorledes han tydeligt erindrer sig, at da han var et ungt mennesker og studerede i göttingen, hørte han den da meget gamle og berømte geograf, hofraad gatterer, en dag at sige paa sit collegium mine herrer, dersom amerika havde været saa tidlig opdyrket som europa, saa vilde man ikke kunne have brugt guld og sølv som penge, ligesaalidet som jern; thi massen af de ædle metaller er saa stor i amerika." af den omstændighed, at de engelske bjergværkscompagnier begynde at drive de sydamerikanske bjergværker med alle den nyere kulturs apparater og en kjæmpemæssig kraft, holder ridder bastholm det ikke vanskeligt at forudsee hvad virkning hine overordentlige omstændigheder ville have paa de europæiske staters tilstaand og paa danmarks i særdeleshed. - hvad der foregaaer i england - hedder det til slutning - bebuder os hvad der vil møde os selv. det giver sig tydelig tiltilkjende af alle omstændigheder, at pengene vælte ind i england i saadan masse, at folket bliver stedse meere forlegen med hvorledes de skal anvende dem. jndustriens og handelens, tilligemed folkemængdens tilvæxt bliver en naturlig følge deraf, dette vil gaae saavidt, at tilsidste engeland og de øvrige fabriklande ikke længere kunne brødføde sig selv; spørgsmaalet efter de raae productioner vil idelig tiltage, blive aarene noget mindre frugtbare, saa vil kornvarene stige. overordenligt, circulationen eller pengemassen, vil voxe til en uhyre grad; alle faste eiendom dom ville stige i forhold, fastlandsstaterne ville i i fremtiden let kunne befrie sig for deres statsgield, da dens beløb vil successive svinde i indvortes værdie. capitalisterne ville af samme aarsag blive forarmede; eierne af varer og faste eiendomme ville profitere. - hvo handler derfor klogt i denne tidspunkt? – den som anvender sine capitaler til at opkjøbe faste eiendomme og til at fylde sine magaziner med varer, imedens det endnu er tid dertil.
|
fiction
|
essay
|
thi_001093
|
den engelske kong carl den , blev vedhans tronbestigelse, overrakt et digt, af en dengang meget yndet poet, ved navn waller.
|
non-fiction
| null |
thi_001094
|
kongen gjennemlæste det med opmærksomhed: hr. waller, sagde han derpaa, adisse vers ere meget smukke, men det forekommer mig dog, som deres digt til cronwels ære var bedre.
|
non-fiction
| null |
thi_001095
|
krigen. (en fortælling af montgomery, of the literaar, companion, new tork, america.) julia maria var datter af en officeer under revolutions perioden i america som var faldet, kronet med seierens laurbær i det blodige slag ved bunker hill. hans to sønner, som begge beklædte en høi charge i armeen og marqvis d'estanville, oberst ved dragonerne og julies forlovede, vare hans adjutanter paa ærens dag.
|
fiction
|
thi_the-war_a
|
thi_001104
|
oberst d'estanville med et udvaglt cavaleriekorps, var i nærheden af generals paa person, paa hvis hoved det brittiske ministerium. havde sat en høi priis. den begierlige fjendes skud søgte derfor generalen, med samme begjerlighed, som blodhunden søger sit rov. ved en uventet manøvre af fjenden, blev den troe trop, der omgav vor helt, angreben i flanken og aldeles omringet i samme øieblik, som de dreve en fiendtlig afdeling ned af høien. tre gange slog d'estanvilleskjække hob, hessianernes og de fiendtligsindede vildes angreb, tilbage og man kunde tydelig see, at det i særdeleshed var dem om deres tappre hærførers liv at gjøre - tre gange samlede de sig igjen og anfaldt : og tre gange bleve de drevne tilbage, general --- p. og hans korps var lidt efter lidt bleven adskildt fra hovedarmeen og nu havde de intet andet middel tilbage end at retirere. ved hvert anfald af deres talrige angribere, droge de sig langsomt tilbage, men angrebet blev altid fornyet under de vildes døvende krigssange og skrig. en lang række døde legemer, der laae adspredte langs veien betegnede den amerikanske rettrade.
|
fiction
|
thi_the-war_a
|
thi_001105
|
men nu, kunne de ikke komme længere. de uforsonlige fiender, angrebe dem med forøget antal og bag dem tilintetgjorde den vrede bølge, der brød mod strandbredden, ethvert haab. de vare nu, i vild fortvivlelse, i færd med at kaste sig i den skummende strøm foran dem, da de i stor frastand fik øie paa flere kavallerie afdeelinger, der indsvøbte i støvskyer, nærmede sig hurtig, for at komme dem til undsætning, oplivede af haab, samlede de paa nye alt deres mod og deres hele styrke, for med fortvivlet bestemthed, at frelse deres frihed og deres liv. den kjækkemarqvis og generalen anførte denne haandfuld brave; bag dem rede julies to brødre, side ved side, den yngste førende fanen i hans venstre. haand, resten fulgte i en dobbelt linie og reiste sig høiere i stighøilerne. deres blodige sabler, nu hævede, nu sunkne, uddeelte uundgaaelig død. og medens de rasende hugge sig vei gjennem den angribende fjende, opfyldes med forøget antal. hurtigen deres sted, som falde for deres hvasse sabler, og alt trodser deres forenede anstrængelser. de hørte nu klarinettens skarpe tone, som forkynde dem den nære undsætning - de høre nu jorden drønne under de snysende heste - de høre, deres høistkommanderende byde dem, angriber: men ak! det er forsildig. j befrielsens, i serens øieblik, falder sværdet fra hans kraftløse, haand, bidslet falder fra hans convulsivt sammenbøiede fingre, og udmattet ved tabet af det blod. som strømmede fra saamange saar, som bedækkede hans ædle bryst, falder denne patirotiske hofvidsmand, destanville fanger ham op i sine arme; hans sidste ord vare: "jeg har gjort minpligt. jeg døer som frie mand!" saaledes døde patrioten. skulle jeg fortsætte fortællingen om slaget? hvo kjender ikke denne ærefulde dags hændelser, hvor ofte ere vi ikke ved fortællingen derom blevne begeistrede af fædrelands kjerlighed og have besluttet at leve og at døe for dette, den gjenvundne frihed og liv, selv glæden over seieren, kunde ikke formilde de estanvilles smerte. han tænkte paa julie. det var ham, der skulle frembringe tidenden om hendes faders, og hendes broders skjebne. men han kjendte hendes hjerte, hendes patriotisme skulle berøve smerten sin braand, og styrke hende til at bære næsten med rolighed, selv det værste blandt onder, naar blot hendes fædreland var sikkret. fædrelands kjerlighed var i hine farens dage qvindens stærkeste lidenskab, lidet kjende vi til de mange lidelser de maatte udstaae. aldrig, kunne vi sætte tilbørlig priis paa hine følelser, der bragte dem endog til med fornøielse at kunne lytte til fortællingen om den mands, faders, broders død, der farvede valdpladsen med sit blod, for at udslette ethvert spor af fremmed tyrannie, i deres fødeland, som opofrede deres blod og deres kjæreste børn for at tilkjøbe sit fødeland friheden, j hine ædles skygger. - matyrer for en tyranie, besjel os med eders aand, og vi skulle altid vide at beskytte hiin fødselsret j skjænkede os drønnende minutskud naaede snart julias, dre, hun ventede alt længe armeens tilbagekomst. pibens skjærende toner i enkelte mellemrum, det høitidelige trommeslag, den langsomme og afmaalte marsch af den sig nærmende armee, sagde hende, at de sørgede for en eller anden falden vaabenbroder. den kikkert hvormed hun havde beskuet slagets fortgang, faldt fra hendes haand, og hun stod nu ved indgangen til hendes faders telt. en ahnelsesfuld gysen foer gjennem hendes hele væsen; hendes kind blev bleg, som bjergets snee; en kold dug hvilede paa hendes høie hvide pande; hendes sorte, glindsende lokker bevægede sig hid og did for vinden; hendes haand hvilede fast paa den urolig bølgende barm, som for at standse hendes ængstelige hjertes banken, medens hun havde hendes øie hæftet paa det sig nærmende sørgetog. her ville billedhuggeren funden en gjenstand værdig hans meisel. de to kjække gardere, der stode skildvagt gjorde holt paa hver side af hende, medens den lange procession passerede forbi, først kom den engelsk generals stridshingst. ført af to soldatre, dragende paa hver side af ham i støvet, fanerne med st. georgs kors og den engelske løve i, næst ham reed atten ryttere i aabne geleder med deres omvendte sabler, i centrummet reed general den nu høist kommanderende general og fire adjutantere. efter disse fulgte musikken, der spilie en høitidelig sørgemelodie, derpaa en lang linie af jnfanterie med omvendte vaaben; efter dem reed oberst marqvis o'estanville paa en sort ganger fulgt af hans regiments dragoner. det lange hvide haar, der slyngede sig ned af hans stormhue, var bestænket med blod og støv, med blege kinder og hans øie stivt hæftet paa jorden, sad han ligesom begravet i dybe betragtninger; hans stridshest, med bøiet hals og flyvende manke, gik med høitidelige skridt fremad. efter dem fulgte i en lille afstand to liighaarer, paa enhver laae et sønbrudt sværd og pistoler, de bleve bevogtede paa alle sider ved fyrgetyve ridende officerer, samlede af den hele armee, og dannede i to bøiede qvarreer; herpaa fulgte to hvide heste ledte at fire tjenere, klædte i hvidt, og endelig reedmed et blegt og smertefuldt aasyn oberst=lieutnant p. julias tvillingbroder, førende i den eneste haand han havde tildage, den standart med hvilken han havde forladt leiren; ingen taare væddede hans kind, intet forrigfuldt suklød fra hans bryst. hans hoved var blottet, og et saar i panden var omvunden med en hvid bandage; i taushed stirrede han ned paa hans nærbeslægtedes liigkister, og skred fremad, fulgt i nogen afstand ved en lang udstrakt linie af tropper, som sluttede processionen. de passerede forbi og lyden af deres fodtrin tabte sig i det fjerne. julia bevægede sig ikke talede ikke græd ikke hendes øine vare som i døden fæstede paa det punct hvor den sidste soldat forsvandt og længe stod hun, som rodfæstet til stedet. nogle musketsalver opvakte hende fra hendes bedøvelse, hun hævede hendes øine i veiret, to heste hørtes komme galloperende mod hende, og hendes broder og destanville steeg af he(fortsat. sten og stode foran hende.
|
fiction
|
thi_the-war_a
|
thi_001106_a
|
hassan ben sherishah ferdusi: ferdusi, persernes vigtigste episke digter, blomstrede ved aaret . han var født i thushvor hans forældre levede som agerdyrkere.
|
fiction
|
thi_hassan-ben_a
|
thi_001106_b
|
haver og fandt i et lysthuus to af keiserens digtere, som underholdt sig med at improvisere vers. ferdusi nærmede sig dem og blandede sig i deres underholdning. ansari, een af hine digtere, berømt som lyriker, forhausedes ved at høre en yngling i bondeklæder yttre sig med saa megen aand og fortsatte samtalen med ham. han fik at vide, i hvad hensigt han var kommen og fortalte sagen for sultanen, som gav ferdusibefaling, efter først at have prøvet ham, at besynge de gamle perserkongers bedrifter og lovede ham et guldstykke for hvert vers. ferdusi anvendte en række af aar paa dette arbeid og bragte et stort historisk digt af , vers (kaldet shahnameh, (kongernes bog) tilveie, hvilket indbefatter persiens historie fra nushirvan indtil jesdegard og egentlig bestaaer af en række historiske epopeer. helten rustan, den persiske herkules's bedrifter udgjøre et af de skjønste episoder i samme. ferdusi overgav sit værk til sultanen, som indtaget imod ham af en bagtaler, kun lod ham udbetale en sølvmynt for hver vers. digteren, fortrydelig over at see sig saa uværdig behandlet, forærede pengene bort, udstrøg en mængde vers til mahumeds roes som han havde indflettet i sit digt og hevnede sig ved en bitter satire. nødt til at flygte, begav han sig til thus, hvor han levede skjult. jmidlertid fortrød mahmud sin uretfærdighed, og, da han fik at høre at digteren levede i mangel, lod han belæsse kammeler med rige foræringer til ham. da de ankom for portene af thus mødte de ferdusis liigfærd. - hans shahname, er et af de meest udmærkede blandt asiens digterværker; det persiske sprog har intet værk, der kan sættes ved siden deraf. for historien er det af uskatteerlig værdie, men endnu kun lidet brugt. en engelsk oversættelse, som champion begyndte paa , blev ufuldendt. enkelte fragmenter findes oversatte i jones's commentarier i wilkens persiske chrestomathie, i schle- gels europa og i tydsk merkur. det hele skal nu udkomme, trykt i ostindien. et fragmentudkom i caltutta under titel af schred.
|
fiction
|
thi_hassan-ben_a
|
thi_001109
|
om gudelige forsamlinger. foranlediget ved hr. pastor n. f. s. grundtvigs betænkninger. audiatur et altera pars! visselig maa det inderlig bedrøve enhver sandhedens og det sande godes ven, naar det kommer dertil, at præsten nødes til at føre klagemaal over nogen eller nogle af hans menighedsmedlemmer, især naar det angaaer gudelighed, gudsfrygt og gudsdyrkelse; ord og ting, hvis hellighed og ærværdighed, bør indgyde enhverder vedkjender sig dem, alt for megen ærbødig, hed til enten at give eller søge anledning til klageeller anklage; hvilket den oprigtige kristen, den sande hellige vist omhyggeligen vil skye og flye, og som den, der efter skriftens, fornuftens og den sande egenkjerligheds bydende, frygter gud, ærer kongen, lyder øvrigheden og agter præsten som sjælesørger, sikkerlig aldrig vil blive udsat for. men hvad skal, hvad kan da en præst vel gjøre, naar personer, der ville indbilde sig selv og andre, at de ere indspirede, begynde at stifte en menighed i hans menighed, gjør proselytter, agere apostler og offentligen lægge ringeagt forlærestanden og læreren for dagen? skal han, maa han, bør han, som sendebud i jesu krististed, som den der ei allene beder: tilkomme dito rige, men ogsaa skal stræbe efter bedste evne til bønhørelse af disse hans lærers ord i den meest udstrakte forstand, ved stedse at udbrede kristelig kundskab, sandhed og dyd i den embeds=kreds, hvor gud og kongen satte ham, være ligegyldig og taus ved, at personer og selskaber, undernavn af gudelige og hellige, virke tvertimod ham og stræbe tilbage til uvidenhed og alle dens følger, - ved at banlyse fornuften og de baade levende og afdøde lærere, som opmuntre til dens brug, vistnok undgaae de og derved følelsen af hvert et slag af aandens sværd ligesaa heldigen, som de snildeligen undvige hver mulighed af en overbeviisning, der skal grunde sig paa fornuftig overveielse. derved er det at de saa let vinde tilhængere blandt den tankeløse almue; fordi det er lettere at troe (som de troe) end at tænke, lettere at bede end at handle, lettere at synes end at være god. naar nu præsten med vished veed, at der, i de saakaldte gudelige forsamlinger, arbeides ligetvertimod hans redelige bestræbelser for at udbrede mere og meere kristelig og fornuftig kundskab i hans menighed, er han da troe i sit kald, naar han er ligegyldig ved, at hans advarsel derimod intet nytter, at hans embeds værdighed og sandhedens ære krænkes, at kongens og øvrighedens anordninger og forbud overtrædes men, vil man maaskee indvende, der burde intet forbud mod endelige forsamlinger finde sted, og de ere jo tilladte under betingelse af præstens kundskab derom eller nærværelse derved. men hvorledes skal en præst paa landet, der har langt til sit anner, i sine sogne mange byer, og i disse gudelige forsamlinger, kunne bivaane dem alle og forvisse sig om hvad der foretages i dem alle, at deri ei nedbrydes om aftenen, hvad han har stræbt at opbygge om dagen, ja var det endda kuns bøn, sang, og læsning af sandoplysning befordrende bøger, som beskjæftigede dem, saa maatte de være uskyldige og kunde være gavnlige, skjønt overflødige og unødvendige, da alt dette kan foretages med virkelig held, andagog velsignelse i enhver enkelt familie. men de lade det ei blive derved, de gaae videre ved at læse og forklare bibelen, en forklaring, der vist maa blive ligesaa forskjellig, som de personers duelighed eller udduelighed, der driste sig til at paatage sig dette arbeide, hvorom siges, at det for et fornuftigt tænkende menneske er uforstaaeligere, end græsk og latin. men det skal være gammeldags kristendom, der foredrages, gamle aandelige bakkelser, og og flere deslige retter, der trakteres med. det er vel ligegyldigt hvad der læses, naar det kun er gudeligt, hvorledes det forklares naar det kun er gammeldags, hvorledes foredraget, eller hvad duelighed fortolkerne besidde, naar de kun ere hellige, dog dette kan vel neppe falde nogen indat tænke eller sige. kan og maa ingen haandværker gjøres til svend uden foregaaende lære, eller vinde langsrettighed uden foreviist mesterstykke, og har vor, for al god orden saa aarvaagne regjering forbudet qvaksalvere, understraf, at afgive sig med at helbrede sygdomme paa det menneskelige legeme, hvortil kun prøvede, og duelige læger ere berettigede; mon vel den samme vise regjering ville taale, at slige fuskere, som hine lecteurer, fordærve sjælenes smag for, og evne til at fordøie reene sandheder og ædle begreber, ved at bibringe dem hvilket somhelst ufordøieligt miskmask, hvormed saadanne fortolkere, opvarte deres tilhørere; der, strudsen lige, gabende sluge, hvad der kastes til dem, kunde manantage at det just var her i disse gudelige forsamlinger, at ægte gammeldags og sand kristendomskulle findes og ikke i kirken; saa bleve lærde studier, med hensyn til religionen, en unyttig besværlighed; skoler, theologiske faculteter, kirker og præster, bekosteligheder, man let kunde i undvære. skal præsten desuden endnu være taus og taalig, naar en person, der saa godt som nylig er traadt ud af landsbyeskolen, men er bleven indviet i de helliges mysterier, vover sig indbildsk i offentlig modsigelse med præsten under hans embeds forretninger i kirken, eller naar en mand med pharisæisk stolthed efter gudstjenesten indbyder til aften-traktement hos sig paa kjærner, istedenfor de i kirken nylig forelagte avi ner, ja endog ved kirkens dør opfordrer præsten til at forsvare, hvad han i sin prædiken har yttret, som stridende mod hans vidløse jndbildning; dog de lade det ei blive ved at holde sig til kirken og præsten; de anfalde i deres hellige paroxysmus, eller henrevne af det ubetvingelige element, præst og almue paa veie og stier med deres tankeløse væv, og drage veemodsfulde suknaar man ei vil lade sig deres præk vel smage. her kan med sandhed siges: vi tale det vi videog vidne det vi have erfaret. sligt overmod passer sig dog kun lidet til den sande kristelige ydmyghed, der især bør pryde den, der vil kalde sig hellig og opvakt.
|
non-fiction
|
thi_about-god
|
thi_001109_b
|
----- krigen. (en fortælling af montgomery, of the literar companion, new-york, america.) (sluttet.)
|
fiction
|
thi_the-war_b
|
thi_001125
|
j julias kummerfulde møde med hendes broder og marqvien, søgte de at skienke hinanden gjensidig trøst. de gjorde hende det forslag at hun strax skulle vende tilbage med dem til boston. j aftenskumringen naaede de staden, som de blot for faa timer siden havde forladt, med en oplivende følelse om deres tilkommende. lykke. hvor sørgelig var dette haab bleven tilintetgjort. julia engang omringet af slægtninge og venner, var nu næsten berøvet alle. et aar var neppe henløben siden hun havde seet levningerne af en inderlig elsket modernedsynkes i graven. - men hun havde dog endnu nogle tilbage, der kunde lede hendes fremtids fjed. en skrækkelig dag var forsvunden og intet spor deraf var efterladt tilbage, uden den sørgelige erindring om storheden af hvad hun havde tabt og det marmor i hvilken den sidste tappre handling i deres liv, stod udgravet. onkler, beslægtede, broder alle var faldne. hendes broder carl var nu hendes eneste beskytter. næste morgen forlod den styrke, som under den foregaaende dags scener havde holdt oberstlieutnant paaskopreist, ham ganske. svæk- -- ----- ket ved lidelser og smerte, fængslede en farlig sygdom, denne rastløse mand, der tørstede igjen efter at møde sit fædrelands fiende, til hans leie. den spendte tilstand hans siel var i, forvandledes til et skrækkeligt raserie, og hiin stolte skabning, som engang havde været beundret af venner og frygtet af fiender, - ham der kold havde gaaet kjæk gjennem blodsudgydelse og død, og anført det blodige slag, hvor forandret nuøiets klare glands var fordunklet, hine læber hvorfra før hørtes commando ord, zittrede af smerte og udstødte en smertefuld stønnen. hiin stærke mussculense haand, der havde svinget en helts sværd, havde ladt dens sædvanlige kraft, og skjælvede af svaghed. timer svandt efter timer, men endnu lovede lægens kunst intet haab - enhver dag bragte ham nærmere til graven. j to lange, kjedsommelige uger, sad julie ved siden af hans seng, for at pleie den syge, og vaage over de hurtig svindende øieblikke af broderens liv. destanville opofrede enhver ledig time, for at hjelpe hende i denne førgelige beskjætigelse.
|
fiction
|
thi_the-war_b
|
thi_001126
|
j morgen i dagbrækningen maa jeg være langt borte fra dig. himlen beskytte og bevare dig indtil jeg kommer tilbage. han trykkede et farvel kys paa hendes blege kinder, og ved midnatstider lød hornet, der forkyndte hans opbrud fra byen. næste dag opfyldes julias sørgelige ahnelser, hendes broder døde, og hun blev efterladt, som fremmed et i fremmed landforladt og uden en eneste ven, at tye til for trøst.
|
fiction
|
thi_the-war_b
|
thi_001128
|
hendes eneste haab var nu d'estanvilles tilbagekomst. næste morgen i dagbrækningen, blev hun opvakt ved krigsraab og artillerie torden, det var den seierrige tilbagekomst af d'estanvilles tropper. et nyt haab oplivede julias aasyn, da hun saae det stolte jndtog i byen, fulgt af den beundrende folkemængde, hvis hurraraab lød mod himlen. hun ventede flere timer med bange ægstelighed hendes vens tilbagekomst. enhver lyd i gaden troede hun at være en trampen af hans hest, og enhver lyd bedrog hende. han kom ikke. aftenen nærmede sig om sider, paa alle de spørgsmaale hun gjorde om ham, det eneste dyrebare hun eiede tilbage i den hele vide verden, fik hun blot til svar, at han om natten, da de havde angrebet de vilde i midten af en dyb, mørk skov; i slagets tummel var kommen fra dem, og de formodede han var bleven fangen. allerede oplyste mange kjerters glands den rummelige hall, hvor hendes broder oberst par laae i stadselig ligparade, ved hans hovedpude, knælede den blege julia, og opsendte liig en bedende engel sine bønner og hendes elskede drestanvilles redning, da flyver paa engang salsdøren op. en vild i fuld rustning triner ind. julie farer høit op af forskrækkelse. den vilde nærmer sig langsomt og breder armene ud, endelig gjenkjender hun de velbekjendte træk og flyver i d'estanvilles armee, som rigtignok var bleven fangen; men var flygtet, og havde besluttet at overraske hende i denne dragt. snart derpaa ophørte hiin morderiske kamp; frihedstræet blomstrede over hans hele fædreland. ømmere og fastere baand forenede snart o'estanville med hans julia, og ofte plantede de i forening med hinanden en rose paa de faldnes grave.
|
fiction
|
thi_the-war_b
|
thi_001129
|
du seer heraf min ven, at giftermaal er omgjerdet med saa mange forhindringer, at de, derhave i sinde at bryde igjennem eller overvinde, dem, maae være glade hvis de slutteligen finde en leie af torne, isteden for roser. lovene ere itteat laste derfor, thi de have saa godt som de kunde forhindret folk fra at indlade sig i forbindelser, og giftermaal er sandelig bleven en meget alvorlig sag i england, og intet uden alvorlige folk findes almindelighed villige til at indlade sig deri. den unge, den muntre, og den smukke, som blot ledes dertil af lidenskab, indlader sig sjelden deri, da denne drivefjær er tagen bort, og ingen uden den gamle, den grimme, og den vindesyge sees at forene sig med hinanden, som hvis de ogsaa virkelig efterlade sig nogen afkom, vil denne sandsynligviis blive en hæslig race, liig dem selv. hvad der gav anledning til disse love, maae have været nogle saadanne hændelser som disse det hændte undertiden at en gnier, som havde tilbragt hans ungdom i at sammenskrabe penge, forat kunne give hans datter en saadan medgift, der kunne forskaffe hende en stor og fornem herre, til mand, fandt slutteligen hans forventninger feilslagne, derved at hun randt bort med hans laqvai, dette maae have været et skrækkeligt stød, for den arme trøstesløse fader, at see hans datter, kjøre i en vogn med to, istedetfor med sex. hvilken streg i regningen af forsynet, at see hans kjerrepenge komme til en tigger; hele naturen raabte at og vee, over en saadan vandhelligelse! det hændte vel ogsaa undertiden, at en dame, som havde arvet alle en adelig frøkens titler og nerve tilfælde, fandt for godt at nedværdige sig og forbedre sin sundhed ved at ægte en landmand, dette maae have været et slemt stød for hendes utrøstelige slægtninge, at maatte see en saa skjøn blomst bortsnappet fra en blomstrende familie og plantet paa en møding; dette var jo en reen forkeert omvæltning i tingenes første principer! for derfor at forekomme at de store ikke skulle indlade sig i gemenne forbindelser, bleve hine hindringer mod giftermaal opfundne, for at de rige, kunne gifte sig blandt de rige, og den fattige som ikke vil leve som pebersvend maae være fornøiet med at forøge hans fattigdom med en kone. saaledes have lovene ret herlig vendt op og ned paa bevæggrundene til ægteskab; naturen siger os, at skjønhed er den rigtige tilskyndelse til giftermaal for dem, der ere rige, og penge for dem, som ere fattige, men tingene ere her saaledes indrettede, at de rige tilskyndes til at gifte sig til en formue, som de ikke behøve, og de fattige have ingen anden bevæggrund end skjønheden, som de ikke tør føle for.
|
non-fiction
|
thi_about-marriage
|
thi_001161
|
disse ere nogle faa af de forhindringer for ægtestanden her, og det er vidst, at de i visse maader have svaret til øiemedet; thi at leve som pebersvend er bleven baade almindeligt og moderne. gamle ungkarle vise sig over alt, uden mindste forevending, hvorfor de ei have giftet sig; og gamle piger seer man allevegne slaae omsig med forlibte øiekast. for at tilstaae sandheden, hvis jeg var en engelsmand, troer jeg, at jeg selv ville blive en gammel pebersvend; jeg ville aldrig have mod nok til at gjennemgaae alle de formaliteter, som ere foreskrevne ved lovene. jeg ville finde mig i at frie paa en fornuftig maade til min kjæreste, men ikke at gjøre cour til hendes : fader, moder, en lang række af fettere, tanter og beslægtede, og derpaa at staae til skue forden hele forsamling i en landsbyekirke, nei førville jeg vende ryggen til hende og gjøre cour til hendes oldemoder. jeg kan ikke begribe nogen anden aarsag hvorfor man betynger ægteskab med saamange forbud og tyngder, uden det er fordi man allerede betragter landet for at være for folkerigt, og at man anseer disse for de meest virksomme midler, til at formindske folkemængden. hvis dette er bevæggrunden, kan jeg ikke andet end lykønske disse kloge opfinderiske hoveder til det lykkelige udfald af deres plan. held være eder j svagsynede politikkere, j der troer at kunne luge ukrudtet op blandt menneskene! det tilkommer eder at klippe vingerne paa vindskibelighed og omskabe hymen til en mægler. det tilkommer eder at beskue smaae gjenstænder med et microskopisk øie; men at være blind for dem, der udfordre et skarpt og udstrakt syn. det er eder j jndsigtsfulde som ere skjænkede den største jndsigt blandt menneskene, der er eder der sætte et skillerum mellem det menneskelige samfund, og svække dets magt, ved at fjerne det der skulle sammenbinde det med forenet kraft. det er eder, der indføre virkelig national nød, for at undgaae nogle faaes indbildte elændighed. j kunne retfærdiggjøre eders handlinger ved hundrede grunde, der ligne sandhed; man kan derimod modsige eder med faa grunde, og disse ere sande erindringer fra spanien.
|
non-fiction
|
thi_about-marriage
|
thi_001165
|
(efter en mundtlig fortælling af en simpel soldat. taget af poles london annual repositorv for .) bataillen ved toulouse.
|
fiction
|
thi_battle-by-Toulouse_a
|
thi_001166
|
saa snart som fienden lagde mærke til at viordnede vores linier, aabnede de øieblikkelig en skrækkelig jld af bomber, drueskud og musketild, der meiede ned vore geleder, efter hvert som vi formerede dem. det var gyselig at see det blodbad, som skeede paa dette sted. macoara kunde neppe faae dannet den høire fløi. alt blev næsten nedskudt, førend man kunde naae værkerne, endskjøndt afstanden var blot tre hundrede. alen. jeg hørte til den høire fløi. vi kunne ansees for al verden, som et stort skjold mod fienden, thi vi modtoge dens første jld, og den rasede noget frygteligt. røgen og jlden synes at formørke himlen, thi kanon- og muskerskud brølede liig tordenen, og mangen helt faldt og reiste sig aldrig mere. saasnart som vores fløi var opstillet, anfaldt vi fienden, under oberstens commando med et levende hurraraab; den venstre fløi fulgte ligesaa rask. alle tropperne, som saae os angribe, tilraabte os et hurra, og at bravo to og fyrgetyvende regiment." kunde høres overalt gjennem kanontordenen. hurra, hurra, hurra! lød paa alle sider af os fra divisionen. portugisere og spaniere: alle saae at døden fulgte i vore spor; alle saae vore mænd falde, liig æbletræets frugter, naar det rystes ved brusende storme. jeg havde hidindtil undgaaet døden i alle de slag jeg havde været i, men denne gang nærede jeg intet haab om at forlade valdpladsen levende. kuglerne dandsede omkring os liig hagl, størstedelen af dem paa høire fløi, som vare døde eller saarede fik to, tre og flere skud paa engang. manden paa min høire side blev truffen af sex drueskud og faldt ned saa død som en steen, og hans broder, der stod paa hans anden side, blev saaret ved det samme. da vi omtrent vare alen fra redouten, fik jeg et skud, i min høire arm og var tvungen til at gjøre holdt; men jeg var næsten vis paa endnu at blive truffenaf et, førend jeg kunde komme i sikkerhed. jeg gik til bagtroppen, nogle faae alen tilbage og lagde mig i en plov fure, og troede jeg der kunde være i sikkerhed. men jeg havde neppe udstrakt mig der paa den fugtige grund, førend en kanonkugle bedækkede mig næsten overalt med jord, jeg reiste mig op igjen og gik tilbage den vei vi havde marscheret fremad, da jeg vidste at jeg der i var sikker. mit saar blødte stærkt. jeg kunde ikke faae det forbunden. jeg havde omtrent at - gaae en halv miil til det sted hvor chirurgerne opholdt sig. i dette øieblik passerede vores artillerie forbi, for at nærme sig det punct hvor vore øvrige tropper stode, een steeg af sin hest, da han saae den stilling jeg var i, og gav mig en drikviin af hans feldtflaske. jeg bad gud velsigne ham derfor. - du fortjener, sagde han, com det saa var guld du drak, thi j have havt en haard strid, skyndt dig hen til chirurgerne, de ere omringede i hobetal af saarede fra det to og fyrgetyvende regiment, der nede ved de huse, hvor vi passerede forbi." jeg takkede paa nye denne brave artillerist. han gav sin hest af sporerne og skyndte sig efter kanonerne. jeg fandt mig meget vederqvæget ved vinen, og skyndte mig alt det jeg kunde til de huse han havde peget paa. det varede hele to timer, førend lægerne kunne komme til at see til min arm. de vare meget stærkt beskjæftigede med at afsætte arme og been, og det i saadan mængde, at det var et ret hjerteskjærende syn, i hele to timer at maatte være øinevidne dertil.
|
fiction
|
thi_battle-by-Toulouse_a
|
thi_001167
|
regimentets styrke, da vi marscherede ud af leiren om morgenen, var omtrænt fom hundrede og halvtredsindstyve, alle saa gode soldatre, som nogensinde havde været i regimentet; det var ogsaa de meest indbildte folk i hele armeen, da soldatere selv altid tænkte og sagde, at der ikke var mage til dem i hele engeland. mænd, som ikke taalte det mindste ord; men som ogsaa ansaae det det for deres stolthed at seire eller døe: og dette var ogsaa dagen, hvorpaa de havde leilighed til at prøve sig. deres tab var ikke mindre end syv og tyve officerer og fire hundrede og fjorten gemene.
|
fiction
|
thi_battle-by-Toulouse_a
|
thi_001168
|
den die dag efter kom over-chirurgen, saae til vore saar, og sagde os, at der var allerede indrettet hospitaler for os i toulouse, og at freden allerede var afsluttet, førend slaget var holdt. jeg kan ikke sige hvad denne nyehed ær grede mig. selv var jeg syg og saaret, og jeg tænkte paa de tusende, som vare faldne faa dage før. min tjenestetid var nu forbi, jeg tænkte paa mit fædreland; men alt var mørkt og sørge. ligt. ti aar, de bedste af mit liv, vare tilbragte blandt de laveste i armeen, jeg synes nu jeg var vandt dertil og at jeg maatte vedblive at være soldat. jeg havde i den tid tabt alle mine beslægtede, undtagen min broder; men han var dog alligevel min ømme, hengivne broder, og folandet var mig dog ogsaa kjert, endog i denne fattige og elændige forfatning, hvor jeg lage. natten kom slutteligen, medens fusende planer i gjennemkrydsede mit hoved. søvnen stial sig over mig og jeg faldt i en urdlig slummer hvorsyner om svundne dage, slag, planer, hiemmet, mit saar, min venneløse, lemlæstede forfatning, der ville vare maaske for mit hele livfremstillede afvexlende for min phantasie, indtiljeg omsidder faldt i en fast slummer.
|
fiction
|
thi_battle-by-Toulouse_a
|
thi_001169_a
|
uheldig feiltage, under lystighederne i paris, i anledning af dauphins formæling, (der siden efter blev den ulykkelige ludvig den vi) paa ludvig den des plads, bleve meget prægtige fyrværkerier foranstaltede; men ved en eller anden hændelse, kom der jld i det stellads som var opreist for tilskuerne. trængselen og kjørselen med de sønderknustevogne, var skyld i at flere personer bleve tramvede ihiel. en mand ved navn pierre debois, som var gaaen derhen som tilskuer, og med sig et unge, fruentimmer, med hvem han næste dag skulhave bryllup. da det fornævnte ulykkes tilfælde nødte enhver til at søge sin sikkerhed i en hurtig flugt, skyndte pierre og hans kjæreste sig fra denne sørgelige stene, og da han var stærk og før, har han i stand til i nogen tid at beskytte hende, mod den hæftigste trykning af mængden; men faren og skrækken forøgede sig, og hun raabte: ol jeg falder, jeg kan ikke gaae videre. modaabte elskeren, jeg kan endnu rædde dig, hvis du blot kan komme op paa mine skuldre. han fandt snart at hans skuldre havde faaet deres byrde, og oplivet med nyt mod trængte han sig gjennem mængden og naaede et sikkert sted, hvori han satte ned hans kostbare byrde og ventede med et smiil at belønnes for al hans møie. halv beruset af glæde over at have ræddet sin elskede, vender han sig om for at omfavne hende; men og veel han finder, at det er et gandske fremmedt menneske, der har benyttet sig af leiligheden, og at han har efterladt sin egen henriette for at omkomme i trængselen.
|
non-fiction
| null |
thi_001169_b
|
om det folk, der taldes cantos i brasilien. the ladies polite remembrancer . vi mødte flere familier af det folk, som kaldes cafutos der ere en blanding af de sorte og jndianerne. deres udvortes er for europæerne noget høist forunderligt, de ere smækkre og mukuskuløse, i særdeleshed ere bryst= og arm musklerne meget stærke. fødderne derimod i forholddertil, svagere. de ere af en mørk kobber couleur eller kaffebrune. deres ansigtstræk have i det hele mere af den æthiopiske end den amerikanske race. deres aasyn er ovalt, kindebenene, ere opstaaende; men ikke saa brede, som hos jndianerne, næsen er bred og fladdannet, men hverken opstaaede eller meget bøiet, munden bred, med lykke, men lige læber, hvilke saavelsom det nederste kindebeen staae ubetydelig frem. de sorte øine have et mere aabent og frit øiekast end jndianernes, men ere endnu en smule meere confer, endskjønt de ikke staae saa meget ind af som hos dem, vende heller ikke saa meget ud ad, som hos æthiopierne. men hvad der giver disse mestizer, et særdeles paafaldende udseende, er det overordentlig lange hovedhaar, som især mod enden er halv krøllet, og reiser sig næsten perpendikulair en fod og fra forhovedet eller og saa en fod og en halv, og danner derved en uhyre og meget grim art paryk. dette forunderlighoved med haar, som ved første syn synes mere konstigt end naturligt og næsten bringer en i erindring omplica polonica, er ingen sygdom, men blot en følge af den blandede race og den mellemting af negrenes uld og amerikanernes lange, stive haar. denne naturlige paryk er ofte saa høi, at de der bære den maae bøie sig for at komme ind og ud af deres sædvanlige dør paa hytterne; det tykke haar er desforuden saa indvillet i hinanden, at det ikke engang kan lade sig kjemme. denne haarets dannelse giver cafutoerne en ligning med papuaserne i nye guinea. noget om dicelegante zeituns planen til denne tidende, der kan ansees som den første i sit slags, udkastede den bekjendte hofraad spazier i leipzig og begyndte med den aar . han besad i en høi grad de egen. skaber, der ere uundværlige for redacteuren af et blad, der skulde være toilettecture for den fornemmere qvindelige slægt og en let underholdning for dannede mænd. denne elegante tidende valgte efter sin første plan til sit jndhold alt hvad conversationen i de høiere cirkler mellem mandfolk og fruentimmer pleier at udbrede sig, over. den udkom ugentlig tre gange og blev optagen med stigende bifald. da de skjønne kunster overhovedet og fornemmelig alt hvad der angik theatret laae inden for dette blads grændser, og spazier fik begge schlegeler til medarbeidere, kunde det ei feile at die elegante zeitungblev alle dem en torn i øiet, som havde noget imod den schlegelske skole, som uden al skaansel søgte at gjøre sine kunsttheorier gjeldende. til disse hørte især den af mængden priste og af den strængere kritik fordømte a. v. kotzebue, som kom paa den jder selv at udgive et blad, hvorved han haabede ved mængdens bifald at fortræn - ge die elegante zeitung. han forbandt sig derfor med sin ven og forsvarer g. merkel og i aaret udkom under begges redaction den freimuthige den frimodige). spazier indsaae, kotzebues hensigt og frygtede maaskes den anseelse, hvori han stod hos mængden; han troede at maatte gaae der freimüthige imøde med desamme vaaben den brugte mod ham, og saaledes begyndte en feide, der under idelige angreb og forsvar naaede en høi grad af forbittrelse. man forøgede nu paabegge sider de ugentlige udgivne blades antal til fem. publikum fandt noget pikant i denne strid, og, da det ene ei kunde forstaaes uden det andet holdt man begge blade, som saaledes uvillig befordrede hinandens fordeel. denne pennekrig vedvarede til , da kotzebne, som blev uenig med merkel overlod denne allene redationen af den frimodige. spazier fortsatte imidlertid feiden med den mindre frygtelige merkel til sin død . først paa dødssengen udsonede han sig med ham. derpaa udgav mahlmann, som havde talrige venner i den dannede læseverden, zeitung for die elegante welt uden at fortsætte den ved spaziers død ophørte strid. begge blade gik fredelig ved siden af hinanden indtil merkeltraade bort af skuepladlen i efteraaret , da der freimüthige ophørte. vel levede dette blad op igjen næste aar i en anden skikkelse og med en anden tendens. den lange feide havde imidlertid mærkelig forandret den elegante tidendes oprindelige characteer, da den fordrede en grundighed, som ei mere ganske passede til den elegante cirkel. den nye udgiver tog ogsaa meere hensyn til de virkelig dannede end til de elegante.
|
non-fiction
| null |
thi_001169_c
|
- narino faliero de dage af venedig, (af noterne til marino faliero doge of venice, an historical tragedy by lord byron, oversat af et gl. italiensk manuskrift.) den te september blev marino faliero udvalgt til doge eller hertug af republiken venedig. han var greve af valdemarino, paa grændserne af triviso, ridder, og en mægtig herre. saasnart som valget var skeet, blev det afgjort i det store raad, at en deputation af tolv medlemmer skulle afsendes til grev marino faliero, som da befandt sig paa hans vei til rom; thi den gang han blev valgt, var han gesandt ved den hellige faders hof i rom. den hellige fader selv, holdt den gang sit hoi avignon. da grev marino som dage skulle lande heri staden, den te october , paa kom en tyk taage, og formørkede saaledes luften at han var nødsaget til at stige i land ved st. markuspladsen, mellem de to stytter, hvor misdædere pleie at henrettes, alle ansaae dette for et meget slemt tegn. jeg maae heller ikke forglemme hvad der fortælles i en gammel historisk kronikke. da grev marino faliero var podesta og kapitain af triviso, tøvede biskoppen for længe med at komme med det hellige sacrament, paa en dag, da en procession skulle finde sted. nu var fornævnte marino faliero, saa stolt og hidsig, at han slog biskoppen paa øret, saa at han næsten faldt til jorden; og derfor tillod himlen, at hans forstand skulle saaledes forvildes, at han selv blev skyld i, at han fik et ynkeligt endeligt. da han havde været doge i ni manneder og ser dage, søgte han, da han var ugudelig og ærgjerrig, at gjøre sig selv til ene regent i vennedig, paa følgende maade: da den torsdag kom, paa hvilken de pleiede at jage tyren, fandt denne jagt, sted, som sædvanlig, og i følge de tiders brug, begave alle sig efter at dette var forbi til dogens pallads og samledes i en af hans sale, hvor de underholdt sig med fruentimmerne, og dandsede indtil klokken ringede første gang, da et kostbart maaltid blev serveret. dogen pleiede at betale udgifterne derved, hvis han var formælet; efter maaltidet gik alle hjem.
|
fiction
|
thi_faliero
|
thi_001188
|
til denne fest kom der en hvis ser michele steno, en ung, meget fattig herre, men kjæk og forvoven, og som elskede en af dogens damer. sir michele var iblandt fruentimmerne paa balkonen og opførte sig noget ubeskedent, saa dogen befalede man skulle sparke ham ned adbalkonen, og dogens pager kastede ham strax ned deraf. ser michele fandt det var en fornærmelse, der ikke kunde taales, og da festen var forbi, og alle andre have forladt palladset, blev han ophidset af vrede, tilbage, gik ind i audiens=salen og skrev nogle upassende ord: der angik dogen og gemalinde, paa den stoel, hvori denne pleiede at sidde; thi i de dage lodikke hertugen sin stoel overtrække med cyprisk silketøi, men han sad i en stoel af træe. senmichele skrev derpaa: marino faliere, den smukke kones mand; andre kyssehende, men han underholder hende. om morgenen saae man disse ord, det blev anseet som en skjændig og skammelig ting og senatet befalede republikens retslærde at anhængiggjøre og behandle sagen med største flid. en sum blev strax udbuden for den, der kunde opdage, hvem der havde skrevet disse ord. sluttelig blev det bekjendt at det var michele steno. det blev strax besluttet i de forgetyves raad, at han skulle arresteres; han tilstod da, at han i et anfald af ærgelse og vrede, foranlediget derved at han blev kastet ned af balkonen i hans kjerestes nærværelse, havde skreven disse ord. j raadet blev derpaa debatteret, derom. dette tog hans ungdom i betragtning og at han var elsker, og han blev derpaa dømt til to maaneders fængsels straf og til at forvises venedig paa et aar. ved at høre denne naadige dom, blev dogen overmaade opbragt, da han synes raadet ikke havde taget tilbørlig hensyn til den respect det skyldte hans værdighed; og sagde at det burde dømt ser michele til at hænges eller i det mindste til landsforviisning for livstid.
|
fiction
|
thi_faliero
|
thi_001189
|
men nu havde skjebnen bestemt det saaledes, at dogen selv skulle miste hovedet, og da det er nødvendigt for en virkning, at den ogsaa maae existere en aarsag, saa hændte det sig at den samme dag, som fornævnte dom var afsagt over steno, hvilken just var den første dagi fasten, gik en herre af huset babara, som var meget kolerisk, ned til arsenalet og forlangte nogle visse sager af captainerne paa galeierne. dette gjorde han i nærværelse af arsenalets admiral, og denne hørende hans forlangende, svarede - nei, det kan ikke skee. det ene ordtog det andet, og denne herre slog admiralen med hans knyttede ræve, lige over øiet, og da han hændelseviis havde en ring paa fingeren, reerden hull paa huden, saa at det blødte. admiralen, ganske saa forslaget og blodig som han var ilede lige til dogen for at klage og for at bede ham at lade denne herre af huset barbaro haardt afstraffe. - hvad vil du, jeg skulle kunne gjøre for dig l. svarede hertugen, "tænk hiin pasqvil, som blev skreven over mig, og tænk paa den maade, hvorpaa de have straffet den knægt, den michele steno, som skrev den; see her hvilken agtelse de fyrgetyves raad bære for vor person." hertil svarede admiralen; min herre doge, i fald j ønsker at gjøre eder selv til prinds og hugge alle disse gemenne herre i tusende stykker, saa har jeg stærkt i sinde, hvis j. blot vil hielpe mig, at gjøre eder til hersker over hele denne stat, og saa kan j straffe dem alle. da hertugen hørte dette sagde han; a hvorledes kan saadan en ting udføres," og derpaa talede de med hinanden derom.
|
fiction
|
thi_faliero
|
thi_001190
|
dogen kaldte paa hans neven ser bertuctio faliero, som boede hos ham i palladset, og de overlagde det sammen. og uden at forlade stedet, sendte de bud efter philip calendoro, en meget berømt søehelt, og efter bertuecio jsraello, som var overordentlig træsk og listig. de raadførte sig derpaa med hinanden, og bleve enige om, at indkalde flere, og saaledes mødte de flere nætter efter hinanden i dogens pallads. det blev der besluttet, at sexten eller sytten anførere skulle blive posterede i forskiellige dele af staden, hver i spidsen for bevæbnede mænd, men de som fulgte dem, skulle ikke vide deres bestemmelse. paa den bestemte dag skulle de hist og her gjøre spetakler mellem dem selv indbyrdes for at dogen kunne have en forevending for at lade ringe med st. markuskirkens klokker. disse klokker blive aldrig ringede uden efter hertugens ordre. ved klokkens lyd, skulle disse sexten eller sytten med deres følgesvende indfinde sig paa st. markuspladsen, gjennem de gader, som nærme sig den; og naar de første og adelige jndvaanere kom dertil, for at høre aarsagen til opløbet, skulle de sammensvorne hugge dem ned, naar dette var forbi, skulle dogen mar ino falieroblive udraabt til herre af venedig. da alleting vare saaledes afgjorte, bleve de enige om at udføre deres forehavende paa onsdag den femtende april i aaret . saa hemmelig gik de til værk, at ikke en eneste drømte om deres listige anslag. men herren, som altid har hjulpet denne hans herlige stad, og elsker dens retfærdighed og hellighed, har aldrig forladt den, og indskjød en vis beltramo bergamasco at bringe sammensværgelsen for lyset, og det paa følgende maade. denne beltramo, som hørte til ser niccololioni af santo stefano, havde hørt nogle faa ord om hvad der skulle skee, og saa gik han i fornævnte april maaned til ser niccolo lionis. huus og fortalte ham alle de nærmere omstændigheder ved sammensværgelsen. da ser niccolo hørte alle disse ting, blev han ganske stumaf forundring og skræk; han lod atter beltramo fortælle ham alle omstændigheder derved, og denne bad ham at holde alting hemmeligt og sagde, han havde fortalt ser niccolo det, fordi han kunde blive hjemme den dag, og saaledes rædde sit liv. beltramo ville gaae igjen, men ser niccolo befalede sine tjenere at tage fat paa ham og sætte ham i forvaring. ser niccolo gik derpaa til messer giovani grade, nigo rasoni og til ser marco cornaro, og alle tre gik, efter paa nye at have forhørt beltram, til kirken san salvadore og sendte deres tjenere omkring for at sammenkalde raads herrerne, de avogaderi, de capi de dieci og det store raad. da alle vare samlede blev historien fortalt til dem. de bleve som stumme af forskrækkelse, og besluttede at sende bud efter beltramo; han blev bragt ind for dem. de examinerede ham og bleve overbeviste om, at sagen var sand, og grebe strax, hvor overordentlig bestyrtede de endvare, til de nødvendige forholdsregler; de sendte bud efter capi de quaranta signori de note, capi de sestieri og cinque deella pacer, og disse bleve beordrede til at samle deres folk og andre sikkre paalidelige mænd, der skulle begive sig til hovedmændenes huse, for sammensværgelsen og forsikkre sig deres personer. de fornemste for arsenalet bleve ogsaa arresterede, for at berøve de sammensvorne midlerne til at skade med. da natten kom paa samledes de i palladset; de befalede at under forsamlingen skulle portene for den firkantede gaard i palladset lukkes. og de sendte bud efter bevogteren, af klokketaarnet og forbød at ringe med klokkerne. alt dette blev fuldbyrdet. de fornævnte sammensvorne bleve grebne, og bragte til palladset, og da de til mænds raad, fandt at dogen var med i sammensværgelsen, besluttede de, at af de første af statens embedsmænd skulle slutte sig til dem, for at overveie og raadføre sig med dem, men de tillodes ikke at ballotere. sildig om natten, just før dagbrækningen, valgte de en junta af tyve af de viseste, værdigste og ældste af venedigs adelsmænd, som skulle være som raadgivere; dog blev ingen af det falieriske huus tilladt at deeltage deri, og en niccolo faliero og en anden af samme navn fra santomaso bleve udelukkede af raadet, fordi de hørte til dogens familie. ) anførerne for de fyrgetyve, hovedmændene i nattevagten, sessions=anførerne, og dem, de skulle vedligeholde den offentlige rolighed. . de fornævnte tyve adelsmænd bleve strax indkaldte i de ti mænds raad, og de sendte bud, efter dogen marino faliero, som da holdt forsamling med flere af stor formue, herrer og andre gode mænd, men ingen vidste hvorledes sagen stod.
|
fiction
|
thi_faliero
|
thi_001191
|
paa samme tid var bertueci jsraello, en af ophavsmændene for de sammensvorne, bleven arresteret og bragt bunden frem for raadet. flere vigtige personer vare ogsaa grebne, tilligemed flere søefolk og mennesker af forskjellig rang. disse bleve examinerede og sammenrottelsen beviist at være sand.
|
fiction
|
thi_faliero
|
thi_001192
|
den de april faldt den dom i de til mænds raad, at filippo calendario og bertucti jsraello skulle hænges paa balconens røde, pillere udenfor palladset, fra hvilken hertugen pleiede at see paa tyre-jagten; og der bleve de hængte med knæbeler i munden. næste dag bleve atter ti fornemme herrer, dømte til døden, de bleve grebne ved chiozza, hvor de forsøgte paa at flygte, siden bleve de successive nogle dage efter hinanden, deels enkelte og deels parreviis hængte op paa støtterne af palladset; der begyndte fra de røde piller af og ligned mod kanalen. andre fanger bleve satte i frihed, fordi de, endskjøndt de vare indviklede i sammenrottelsen, dog ikke havde laant haanden til noget; thi nogle af hovedmændene havde blot sagt dem, at de skulde indfinde sig bevæbnede og færdige til statens tjeneste for at forsikkre sig visse forbrydere, for resten vidste de intet. fredagen den de april faldt dommen saaledes i de ti mænds raad, at dogen marino faliero skulle miste sit hoved, og dette skulle skee, paa landingsstedet ved steentrappen, hvor dogerne først pleie at aflægge deres eed, førend de træde ind i palladset. den følgende dag den de april lukkedes alle palladsets porte, og hertugen blev halshugget omtrent i middagstimen, og hans fyrstelige hue blev taget af hans hoved, førend han kom ned af trapperne. da executionen var forbi, siges der, at en af de til mænds raad, skal have gaaet ud paa en af støtterne over palladset, der vender mod st. markuspladsen, vist det blodige sværd for folket og udraabt med lydelig stemme. den skrækkelige dom er kommen over forræderens hoved!" hvorpaa dørene bleve aabnede og folket trængte derind for at see dogens afsjælede legeme. der maae lægges mærke til, at giovanni sando, raadsherren, var ikke tilstæde, da fornævnte dom blev afsagt; fordi han befandt sig ikke vel og var bleven hjemme, saa at blot fjorten ballotterede; det er at sige for raadsherrer, og ni af de til mænds raad. og det blev bestemt at alle hertugens eiendomme, saavelsom de andre forræderes formue skulle være forfalden til statens kasse. men som en naade mod hertugen, blev det afgjort i de ti mænds raad, at det skulle være ham tilladt at disponere over ducater af hans egen formue. og det blev besluttet at alle raadsherrer og avagadori i republikken, de af de til mænds raad og medlemmerge af juntaen, som havde deeltaget i dommenover hertugen og de andre forrædere, skulle meddeles privelegium, og tilladelse at bære vaaden dag og nat i venedig; og det blev dem ogsaa tilladt at føre to bevæbnede tjenere med sig, der maatte leve og boe i deres egne huse. og den, som ikke holdt to tjenere, kunne overdrage privelegiumet til hans sønner eller brødre, men blot til to. tilladelse at fore vaaben, blev ogsaa tilstaaet de fire notarier i cancelliet, det er at sige de af høieste ret, som forfattede testamentet, disse vare amedio, nicolette de lorino, steffanello and pietro de compostelli. efter at forræderne vare blevne hængte og dogen halshugget, forblev staten længe i stor rolighed og fred. og efter hvad jeg har læst i den gamle historiske krønikke, blev hertugens legeme ført bort i en barke med otte fakler, til hans
|
fiction
|
thi_faliero
|
thi_001193
|
gradsted i kirken san giovanni paolo, hvor det blev nedlagt. hans grav er endnu at see paa denne øe, midt i den lille kirke santa maria della pace, som blev bygget af biskop gabrieaf bergamo. deri er en liigkiste af steen, hvorpaa disse ord staae indgravede: "heic lacet dominus marinus faletro due." han blev ikke at malet i den store retssal, men paa det sted, hvor det skulle have staaet, seer man disse ord : hic est locus marini decapitati pro criminibus." man troer ogsaa at hans bopæl, blev skjænket til kirken sanct apostolo, det var det store huus, der ligger ved bryggen. men det kan ikke have været tilfældet, eller ogsaa maae familien have kjøbt det tilbage af kirken, thi det tilhører endnu den falieriske familie. jeg kan slutteligen ikke undlade at bemærke, at nogle havde skrevet følgende ord paa det sted, hvor hans portrait skulle have staaet. marinus faletrodur, temeritas me cepit, dænas lui, de capitakus pro criminibus." andre havde forfattet et par linier, der vare værdige at indskrives paa hans grav. dur venetum jacet heie, patriam qui prodere. tentans sceptra decus, censum, perdidito jathue caput.
|
fiction
|
thi_faliero
|
thi_001194_a
|
noget af lord byrons biographie. (of poles anual repositori .) lord byron var fød aaret , blev opdraget i harrow skole og udmærkede sig med hans accentriske caracteer og hans tidlig modne forstand og talenter. j hans nittende aar udgav lordden, hans ledige timer - for hvilke han blev ubarmhiertig gjennemhæglet i edinburgh revien, hvorpaa han strax tog levende til gjenmæle i hans english bards and scotsh reviews, en af de bittreste og mægtigste satirer, der nogensinde, er kommen til publikums kundskab. da byronhar meget ung, fortælles der, at han fattede kjerlighed for en miss car, en meget elskværsig ung dame; men denne forbindelse blev ved en eller anden leilighed afbrudt, hvilket han tog sig meget nær, som seet af nogle rørende værs blandt hans tidlige arbeider.
|
fiction
| null |
thi_001194_b
|
da han havde opnaaet den mandbare alder, indskibede lorden sig i falmouth til lissabon, reiste gjennem portugal og spanien, anlob malta og sicilien, og fortsatte touren til morea og constantinopel. j aaret , blev lorden angrebet af en hæftig feber, og det var med nødog neppe at han slap derfra livet. medens fregatten salsette, hvormed lorden var passageer, laae i dardanellerne, fattede han den underligegrille at more sig ved at svømme tværs overhellespont. efter en fraværelse af henved aar, gjensaae lord byron igjen hans fødeland og udgav der childe harold, the giaour, the brideof abydos, og the corsair, meget betydelige og brilliante værker.
|
fiction
| null |
thi_001195
|
(formedelst bededagen er ingen cours noteret. ----- af engelske aviser. (af bladet the brittis press.) for nyelig blev en ung dame anklaget for retten i bowstreet, for at ville drukne sig selv i themsen, den herre, der beskyldte hende derfor, forklarede, at han en aften sildig, da han gik ned at cathrine street, hørte et skrig, som det lod til af et fruentimmer, der var i stor nød; han løb til og saae en ung pige, som stod i en gaard og græd bitterligt. han talte til hende, men hun i vedblev at græde hæftig, og da han vendte sig et øieblik om for at tale med nogle personer, der vare med ham, løb hun ned til stranden mod norfolkstreet. han randt efter hende, men hun løb med ualmindelig hurtighed og da hun naaede enden af gaden, forsøgte hun paa, at kaste sig over stakkitværket i theemsen; men heldigviiblev hun hængende ved hendes klæder, som holdhende fast indtil han kom, og ved hielp af vægteren fik han hende ræddet fra hendes farlige stilling. hun blev bragt til vagthuset, hvor hun blev meget syg, hvorfor constablen tog hende meget men neskekjerligt til hans eget huus, og hans kone, vaagede over hende hele natten. om morgenen, forlod hun hende en kort tid, efter at have, som hun formodede, borttaget enhver ting, hvormed hun kunde skade sig. da hun kom tilbage, fandt hun ikke desstomindre med forskrækkelse at den - stakkels pige havde forsøgt paa at dræbe sig ved at stikke knappenaale ind i struben. endog paa denne særegne maade ville det have lykkes hende at have udført hendes hensigt, havde ikke konstabelens (politibetjentens) kone kommen til i tide. hun havde om morgenen fortalt, at hun var af en meget respectabel familie, men at hun var bleven forført af en vis berømt bankør, som nu igjen havde forladt hende. hendes venner ville ikke kjendes ved hende, og hun kom derpaa ind i det saakaldte guardian asylums), men ) ved dette guardian asylum forstaaes her et tilflugtsted for faldne piger, og i intet land er ved en saadan indretning saa velgjørende som i engeland, hvor konsten at forføre, drives til den høieste grad af fuldkommenhed og hvor dens offere blive saa grusomt behandlede af forældre og venner. opdragen i en boardingschool eller saakaldet pensionair anstalt ofte indtil det de og de aar under en stræng gouvernantes opsigt; eller ogsaa hjemme under en moders strænge opsyn, bliver den unge engelænderinde, der af naturen sædvanligviis har stærke lidenskaber, opdragen i tvang og etiqvette, som især hvad det andet kjøn angaaer, er lidet overeensstemmende med pigens hæftige følelser; hertil kommet at da unge fruentimmer i de bedre familier sædvanligviis ikke give sig af med huusholdnings affairer, men blot med et eller andet haandarbeide, og musik, tegning o. s. v., faaer lidenskaben dobbelt, endnu vedbleve hendes venner at være ubøielige, og tilsidst hørte hun i et uheldigt øieblik paa en slet qvindes overtalelser til at forlade hendes tilflugtsted, og begive sig til et ildeberygtet huus i cathrinegaden. her havde hun blot været to eller tre dage, da hun fuld af afskye over den ryggesløshed, hun der var vidne til, og mistvivlende omnogensinde igjen at blive forsynet med hendes familie, besluttede at ende hendes elændighed, ved et selvmord, og var gaaet ud i den hensigt, da han fandt hende grædende. hun gav efretning om hendes familie, som var meget anseet og agtet. kun aar, og overmaade sum synes hun at have modtaget en god opdragelse. det blev i retten besluttet, at hun skulle forblive hos konstabelens kone, indtil det videre fornødne kunde blive iagttaget med hensyn til hendes fremtidige forsørgelse og indtil man havde forsøgt paa, muligens at faae hende forsonet med hendes familie. svingerum; og endelig kommer hertil den stive afmaalte omgang mellem moder og datter, der fjerner den indbyrdes fortroelighed. triumphen bliver derfor lettere for forføreren, den undertrykte natur=følelse gjør sine rettigheder gieldende, snart slutter hun sig med inderlig kjerlighed til det væsen, der anvender alt for at behage hende, og da en engelænderinde i almindelighed, selv elsker varmt og vedholdende, fæster hun hurtig lid til sin elskers løfter og troskab, - hun ladet sig henrive af lidenskaben, forlader sine forældres huus, tømmer kjerlighedens bæger - og seer sig, snart forladt af ham der var hendes alt! aldeles fremmed i den hele vide verden, tilbageviist med haan og trudsler af fader, moder, broder, søster, venner og hvad der fordum var hende saakjert, uden hielp, uden understyttelse, og udenendog en eneste ledende haand, seer hun, fordi at naturens følelse hos hende var mægtigere endklogskabens, sig udsat for skjændsel, nag og hunger, hvor kan man da undres over, at fortvivlelsen bemægtiger sig hende og hun, hvis hendes følelser ikke ere des delikattere, lytter til en rufferskes overtalelser eller ogsaa gjør ende paa en elændig overs. tilværelse. qvindelige stratenrøvere. en captain paa et fransk skib som laae ved londondringe indgav en klage til retten over følgende: han angav at han for faa dage siden var ankommen dertil med en ladning æg, af omtrent pund sterlings værdie, og havde ført dem til borough market sidst markedsdag, hvor han solgte den største part af dem og modtog beløbet i banknoter. om morgenen havde han drukket vel meget paa en tom mave, som pludselig og uforventet gjorde ham beruset. han lagde alle sine penge i en lærredspose og forlod markedet for at gaae hjem. men paa hans vei gjennem en alle, kaldet maadenhead court, blev han omringet af en flok fruentimmer, som angreb ham meget heftig, slog ham ned, og en af dem satte knæet paa brystet af ham og holdt ham fast i struben, saalænge indtil de andre havde plyndrethans lommer, tog hans lærredspose og meere end pund i penge. han forsøgte paa at gjøre saamegen allarm som mueligt for at tiltrække de forbigaaendes opmærksomhed, men da han talte kun lidt engelsk, forstod man ham ikke, og fruentimmerne kom bort med hans penge. en besynderlig hændelse tildrog sig hos hr.
|
non-fiction
| null |
thi_001215
|
the hull advertiser fortæller det skrækkelige forliis af pakketbaaden william & mary, som seilede mellem bristol og waferford i jrland. den seilede en aften kl. , med skjøn veir og gunstig vind. omtrent kl. , da styrmanden, stod til roers og kaptainen stod nær ved ham paa dækket, stødte skidet paa en klippe, kaldet de willeys eller the wolvers. passagererne som havde begivet sig til roe, bleve igjen hurtig opvakte, og mange af dem skyndte sig op paa dækket, for at erfare hvor stor faren var. men haabet varede desværre ikke længe, thi minuter efter, begyndte den at synke den scene som nu paafulgte, var yderst skrækkelig. baaden, som var meget lille blev snart fyldt, fornemmelig af skibsmandskabet, som satte over mod den walliske strandbred, og faa minuter efter sank skibet. dets stang blev staaende nogle fod over vandfladen, hvilket mandskabet holdt sig fast ved indtil baaden kom tilbage. en hr. barron, moder og søstre, meget elegante og dannede fruentimmer, (som havde deres tjener og vogn ombord, vare blandt pas. sagererne, de unge damers skrig i dødsangesten, skal have været skrækkelig. de fank alle, indslynget i hinandens arme og druknede; en mistres og en miss. sands og tre damer, til vare blandt de druknedes antal af fruentimmer og børn undgik ikke et døden. en hr. shortes fra bristol ræddede sig ved at svømme, men blev saa udmattet efter, at hans livstod i fare. walter scott denne mand er en af de første nu levende engelske digtere, født i edinburg, hvor hans fader var en udmærket sagfører. hans moden var en datter af david rutherford. dyd og talenter, især for digterkunsten, udmærkede hende, og adskillige af hendes digte bleve efterhendes indtrufne død, fundne værdige til offentlig bekjendtgjørelse. en svag legemsbygning, forbunden med lamhed, var aarsag i, at walter scott næsten ganske blev opdragen og underviist i sine forældres huus, og det undersin fortræffelige moders umiddelbare veiledning. om hans tidligere studier er lidet bekjendt, undtagen at han forraadede talent for landskabstegning : efter naturen. efterat have naaet den fornødne alder, blev han sendt til gymnastet i edinburg. denne skole giennemgik scott de sædvanlige brugelige former uden at yttre det, i ham slumrende genies kraft. tvertimod betvivlede man i hans drengealder hans hurtige fattevne. dog havde hugh blair dømmekraft nok til at forudsige hans tilkommende udmærkelse, da skolelæreren, beklagede sig over hans svage forstand. efter athave fuldendt de classiske studier gik scott til universitetet i edinburg, og allerede i sit de aar blev han optagen til sagfører ved de skotske domstole. med jver opoffrede han sig til fine embedsforretninger og giftede sig i aaret med miss carpentor, der har født ham fire børn. aaret efter sit giftermaal blev han udvalgt til sherif for grevskabet seltkirk og udnævnt til een af de før ste protokolførere ved den høieste ret i skotland. befriet fra advocaturens byrdefulde arbeider ved besiddelsen af to indbringende poster og en tilstrækkelig formue, var scott i stand til efter behag at hylde muserne. det første, der udkomaf ham, vare oversættelser af det tydske, og det paa en tid, da bürgers leonore, havde gjort den brittiske læseverden opmærksom paa phantastens vildeste frembringelser i den tydske literatur. samme aar, som oversættelsen af hiin rædsomme romance udkom i england, skrev scott to efterligninger af tydske romancer under titelen: the chace (jagten) og walliam and helen, (vilhelm og helene) og to aar senere en oversættelse af gothes gotz von berlichingen. to aar efter udkom af ham i mathew gregorys samling af undereventyrer, originalballader: ethe eve ofst. john og glensinlas." udkom hans første storre værk: the minstrels of the scottish border (minnesangerne ved skotlands bredder, i en pragtfuld udgave. denne samling vakte strax opmærksomhed, og, skjøndt de stykker, hvoraf den bestaaer, ere af meget ulige værd, saa var dog digtergeniussens høie flugt umiskjendelig i det hele værk. hans næste værk var sirtristram, en metrisk roman fra det de aarhundrede (). siden har scotts digterhæder været i bestandig tiltagen; særdeles berømt blev han ved sin lay of the last minstre, den sidste minnedigters sang) . herpaa skrev han en samling af ballader og lyriske digte (ballads and lyrical pieces). paa hans digtmarmion, a tale of floddenfield var den offentlige opmærksomhed saa meget mere spændt, da digteren selv forkyndte, at det indeholdt tilsammen baade hans bedste og sletteste poesie. samme aar skjænkede han publicum en udgave af drydens værker med en nye levnetsbeskrivelse af denne store digter og med mange anmærkninger. umiddelbart derpaa udkom i et quartbind hans beskrivelser og oplysninger til hans digt: the lay offthe last minstre. underhans bestyrelse udkom kort derpaa en ny udgave af følgende værker: lord sommers collection of historical tracts, sir ralph sadlers state papers og anna sewards poetical vorks.
|
non-fiction
| null |
thi_001220
|
endnu samme aar skrev han sin: lady of thelake (damen fra søen), det meest populære blandt alle hans værker, skjøndt det efter manges meening i flere henseender maae staae tilbage. for : the lay of the last minstrel. fra den juni, til de septbr. afsattes af hans lady of thelake exemplarer for pund. j aaret. skrev han the vision of don roderik. (donroderiks syn), rokeby (af dette digt, afsattes ligeledes exemplare for pund fra jan. til de april og the lord ofthe isles (øernes herre, videre leverede han er prosaisk værk om oldsagerne ved englands kyster, (the border antiquities of england) og en nye udgave af stifts værker med forfatterens levnet og anmærkninger. j en senere periode udkom hans letters to his kinsfolks (breve til hans beslægtede, og hans digt the battle ofwaterloo (slaget ved waterloo). foruden dis, se værker, der viser en ikke mindre omfattende, lærdom og fliid end originalitet og digtergenius, tæller man ogsaa blandt walter scotts forfatterproducter en række af romaner, der have erholdt en sielden popularitet. blandt disse ere wawerley, guy mannering, douglas, &c. som han længe er vilde vedkjende sig. robinthe red (røde no. bin er ogsaa oversat paa dansk. scott skal være sysselsat med et beskrivende værk over skotlands oldsager, og han har tillige lovet publikumsen skotlands historie. han har en broder i amerika, hvis genie skal være beslægtet med hans, og hvem man derfor har tillagt adskillige af de interessante romaner, som walter scott ei har villet erkjende for sine. walter scott er udentvivl den rigeste af alle nulevende digtere, og er for faa aar siden bleven udnævnt til baronet. lord byrons sidste reise til grækenland. (af randers avis.) grev peter gambas (byrons ledsager) under denne titel udgivne reise-journal, har baade et bestemt sandheds=præg og giver tillige oplysning om flere interessante omstændigheder. dertil maa man vel fornemmelig regne, hvad der kan henføres under de spørgsmaale: hvad var byronssande hensigt i grækenland, stræbte han efter overherredømmet, vilde han være en gammel nations gjenopreiser og et nyt dynasties begrunder. - den græske regjering" siger grev gambarasendte deputerede til lord byron, for afham selv at erfare, om han var tilbøielig til at antage en general=gouverneurs post over grækenland, hvorved forstodes: den allerede befriede deelaf fastlandet, med undtagelse af morea og øerne. general londos, hans gamle ven (fra den tid han som yngling opholdt sig i grækenland, og en anden græker, der begge vare vel bekjendte med landets anliggender, skulde da, som raader, have sat ved siden af ham. fra cradini, hvor han da befandt sig, lod han regjeringen sige: at han for det første gik til salona og derfra skulde være til dens befaling. han vilde ikke være uvillig til at modtage en saadan post, naar han først havde overtydet sig om, at han ogsaa kunde stifte nogen nytte. de farer, hvorfor hine provindser, vare udsatte, bleve for ham en ny mægtig bevæggrund til at antage en saadan post, kun maatte han først prøve; om denne overbefaling ikke maaskee skulde bestaae i det blotte navn." - disse ere i sandhed mærkværdige yttringer, og de blive det endnu mere, naar man tillige seer hen til lord byrons ombyggelighed for at undgaae at indlade sig i forbindelse med noget af de forskjellige græske partiers overhoved; hans idelige forsikkring, at hans bestræbelser gik ud paa at knytte det hele tættere til hinanden; hans omsorg for at bringe laanet i england istand og selv at anvende endeel af sin formue deri; hans organisering, ei tiene af et slags prætoriansk skare; men af en formelig livgarde, bestaaende af sulioter og philhellener; samt flere paafaldende omstændigheder; drømme, om en græsk krone, turde maaskee saaledes, hverken i vaagen eller sovende tilstand, have været lord byron fremmet.
|
non-fiction
| null |
thi_001221
|
hvad lord byrons reise til grækenland, og hans der tilbragte sidste levedage angaaer, vilfølgende uddrag af gambas værk maaskee ikke være uinteressant. jdet han netop, kjed af sit liv i jtalien, stod i begreb med at indskibe sig til amerika, opfordrede hans ven hobhouse. og den græske committee i london ham til at bestemme sig for grækenland. han lod derpaa altpaa det hurtigste forberede til en reise did, skjøndt mørke dødsahnelser allerede da syntes at svævefor hans siel. hans medbragte contanter bestod af , spanske plastre, og , i vexler. ogsaa medførte han kister af medicin, tilstrækkelige for mand paa aar. underveis blev skibet overfalden af en stærk storm. byron blev herover eftertænksom, men bemærkede, at modgang i begyndelsen pleiede jo at være et godt tegn. - da lorden ønskede at besøge sit palai i albara, som han havde overladt til sin banquiers opsigt, saa ledsagede jeg i gamba) ham. derhen. vor samtale underveis var tungsindig. han talte meget om sit henrundne liv og fremtdens uvished. - hvor mon vi være om et aar, sagde han blandt andet. - hvilken mærkelig ahnelse, netop aarsdagen efter blev han bisat i familiebegravelsen hos sine forfædre. - han ønskede at være til timer alene, spiste ogsaa ene, og kom kl. tilbage til staden, hvor han efterat have taget et varmt bad, igjen gik ombord. paa chephalonien opholdt han sig i lang tid, underhandlede herfra med grækerne af forskjellige partier og søgte at forskaffe sig en bestemt virkekreds. marcos bozzaris, den tappreste af hans correspondenter, faldt som bekjendeved et natligt overfald paa den tyrkiske leir, og nu gik lord byron til mesolonghi. da han landede der, havde han siden sin afreise fra chephalonien ikke været af sine klæder, men sovet paa dækket, øiensynlig i den hensigt at ville hærde sig til et feldttogs strabadser. den ste januar svømmede han en halv time. i dragomestri udkastede han en raa skizze til en suliotisk krigssang, som siden blev funden blandt hans papirer. hans forberedelser til at beleire lepanto, sulioternes oprør, hans forsøg paa idetmindste at bringe nogen mere menneskelighed i kampen, tilveiebringelse af politiske blade, organisationen af artilleriet og andre planer gjorde ham hans liv høist uroligt, medens climatet, o. s. v. afholdt ham fra at foretage sine vante ynvede legemsøvelser. under disse følelser skrev han nogle skjønne linier til sin te fødselsdag, og gamba tilføier: saavel af disse linier, som af hans daglige samtaler saae vi, at hans ærgjerrighed og stolte forhaabninger vare ganske rettede paa den græske expedition, og at han havde fast besluttet, at vende seierrig tilbage eller aldrig. en dag spurgte han sin tro tjener tita, om han tænkte paa at komme tilbage til jtalien? ja, svarede tita naar deres herlighed gaaer derhen, saa gaaer jeg med." da smillte byron og sagde: nei, til al jeg forlader aldrig mere grækerland; jeg vil ikke kunne undgaae tyrkerne, grækerne eller climatet. byron frygtede meget for at blive holdt foren almindelig sværmer, skjøndt det virkelig var hans faste beslutning at naae sit store maal eller falde som offer. han greb ogsaa enhver leilighed til selv først at le over det, som kunde synes latterligt i hans stilling. da saaledes capitain york, der var kommen for at kræve satisfaction, for krænkelsen af det joniske flags neutralitet, tilbød sig at ville komme med sin brig for lepanto, for at tage de flygtende, hvad enten det var græker eller tyrker, i beskyttelse, sagde hans for guds skyld gjør ikke dette, thi naar mine tropper vidste en plads, hvor de vare sikkre, løb de allesammen fra mig." han loe og skjemtede endnu en tid lang med capt. york om hans forehavende militair=commando, og bemærkede, hentydende til sin lamhed, at han dog allerede besad eet reqvisit til en general, han kunde idetmindste ikke løbe derfra. en anden gang sagde han: det er besynderligt nok, at stanhopee, soldaten, skriver med liv og siel imod tyrkerne, og jeg skribenten, fegter med liv og siel imod dem." - byron havde stundom lange besøg af maurokordato; men deres underholdning angik ikke altid politiken alene. jeg erindrer mig, at da de en aften saaledes sad sammen, opstod en art væddestrid imellem dem om deres kjendskab til den tyrkiske historie. moutokordato blev anseet for meget bevandret deri, og vilde sætte byron paa prøve med de ottomanniske keiseres genealogie. naar begge nu ikke, vare enige derom, fandt vi dog altid tilsidst, at byron var den som havde ret. hans hukommelse var i sandhed ogsaa beundringsværdig. han fortalte derhos, at den tyrkiske historie var en afde første bøger, der som barn havde forvoldt ham glæde, og tilføier han kjeg troer, at den har havt megen jndflydelse paa mit ønske at seelevanten: ja maaskee givet mine digte deres orientalske colorit. lord byrons første sygdom synes at have været et apoplectisk tilfælde, der for en tidhavde berøvet ham mælet. da han erholdt det igjen, viste han sig fri for al dødsfrygt, og spurgte ganske koldblodig, om dette anfald kunde blive farligt. fordølg mig det ikke, sagde han: athi jeg frygter, i sandhed, ikke for døden." da han fremdeles vedblev at skrante, erklærede han, at han for øieblikket havde besluttet, at opgive den jdee, selv at foretage en miltairisk expedition. jeg begynder at frygte for, sagde han til grev gamba: at jeg jntet videre har udrettet, end at spilde tid, penge, taal modighed og sundhed. jmidlertid var jeg forberedt derpaa. jeg viste at min vei ikke vilde komme til at gaae paa roser, og at jeg maatte holde mig fattet til at kæmpe imod bedragerie, bagtalelse og utaknemmelighed." grev gambamener, at lord byrons levemaade tildeels forværrede hans helbred, thi, for at vise at han kunde leve ligesaa nøisom, som engemeen græsk soldat, spiste han ikke andet en fisk, ost og vegetadilier, saa at hans taffel ikke kostede ham mere end paras. den de april erholdt lord b. breve fra zante og england, der opmuntrede hans ellers meget nedtrykte humeur. de indeholdt nemlig efterretning om, at et græsk laansandsynligviis vilde blive afsluttet i london, og, hvad der endnu mere glædede ham, at hans datter, som havde været meget syg, lykkelig var restitueret. - j dage (fortæller sr. gambahavde byron ingen ridetour faaet sig; og, omendskjøndt veiret var ubehageligt, besluttede han dog idag at ride ud. engelske miil fra staden, blev vi overfaldet af en heftig regn, og vi vendte ganske gjennemblødte tilbage. ved volden pleiede han ellers at stige af og seile hjem i en baad; men idag bad jeg lorden at fortsætte ridtet heelt hjem, da han, i sin nærværende tilstand, lettelig kunde forkjøle sig. men mine forestillinger var forgjæves. jeg vilde nok være en smuk soldat, sagde han eifald jeg ændsede slige smaatting. han steeg altsaa af hesten og lod sig som sædvanlig roe hjem. men neppe havde vi været to timer hjemme, før en heftig feber rystede ham. lægen foreslog aareladning; men han vægrede sig derved. har de intet andet lægemiddel, end det," sagde han: ader er død flere folk ved lantsetten end ved lantsen." nogle af de hidkaldte læger vare kun altfor villige til at føie ham i hans aversion for aareladning, ved at erklære den forikke saa nødvendig endnu. den de befandt han sig igjen ret vel, den te reed han atter ud; men for sidste gang. den de begyndte lægerne førstalvorligt at blive bekymrede for ham. han blev tvende gange aareladt og pd. blod taget fra ham. om natten havde han nogle anfald af vanvid. lægerne forfærdedes nu over symptomerne til en hjernebetændelse; de foresloge en nyaareladning, som lord byron ogsaa gav sit minde til, men befoel strax igjen at tilbinde aaren. den de stod han op, og, støttet paa sintjener tita, ravede han ind i sideværelset. da han havde sat sig ned, lod han sig bringe en bog. dr. brund bad ham med taarer i øinene, at han dog vilde lade sig aarelade; men han svarede nei, er min time kommen, saa maa jeg døe, hvad enten jeg nu lader mig aarelade eller . efter at han havde læst et par minuter, føelte han sig for svag, og styttet paa tita ravede han igjen tilbage paa sit kammer og kaste de sig paa sengen. doctorerne brund og millingen, der stedse bleve ængsteligere, ønskede nu at consulere to andre læger, en tydsker ved navn treiber og en græker navnlig lucavaja, der stod i ny og var maurokordatos læger. j førstningen vilde lord b. ikke tillade det: men da man sagde ham, at det var maurokordatos ønske, gav han efter under den betingelse; at de ikke maatte tale et ord. først nu, da lægerne havde holdt en consulation; syntes han at ahne sit nær forestaaende endeligt. da han vaag nede op, var jeg (gamba) gjerne gaaet til ham; men havde ikke mod dertil. par ny kjendte han; rakte ham haanden og forsøgte at udtale sin sidste villie. han gjentog navne og pengesummer, han tidligere havde nævnet. snart talt, han engelsk, snart jtaliensk. de, som omgave ham, have forsikkret mig, at de hverken nu eller tidligere havde hørt ham udstøde følgende afbrudtord: arme grækenland - arme stad - mine stakkels folk - hvorfor vidste jeg det ikke før - mintime har slaaet - jeg frygter ikke døden - men hvorfor gik jeg først hjem, for jeg drog hertil. en anden gang sagde han; jeg overlader noget kjert her i verden; ellers døde jeg gjerne." han talte ogsaa græsk, saasom: "jeg har opoffrettid, penge, helbred - nu ogsaa mit liv - hvad kan jeg da gjøre mere? henimod kl. , om aftenen, sagde han: "jeg vil sove, hvorpaa han strax dreiede sig om og faldt i en dyb søvn, hvoraf han desværre, aldrig meere opvaagnede. fra dette øieblik af syntes hans bevisthed borte, dog foranledigede tegn til stikflod og en rallen i halsen hans folk undertiden til at løfte hans hoved i veiret. man anvendte forgjeves alle midler, for at bringe ham af denne letargie. næste dags morgen, den de april kl. /, saae man ham slaae øinene op; men strax igjen lukke dem. lægerne greb til hans puls - han var ei mere. umiddelbar efter hans død" saa slutter grevgamba, havde hans ansigt et med rolighed og alvor blandet udtryk, hvilket sidste dog stedse mere og meere forsvandt; thi da jeg kastede det sidste blik paa ham, var udtrykket i hans mine, idet mindste i mine øine, i sandhed bimmelsk!
|
non-fiction
|
thi_byron-greece_essay
|
thi_001222
|
om en tiltagende fordærvelse. blandt dyrene. (from blackwoods edinburg magazine).
|
fiction
|
thi_fordævelse-dyrene_a
|
thi_001226
|
etas parentum, pejor avis, tulitnos nequiores, mox daturos progemem ritiosiorem.
|
fiction
|
thi_fordævelse-dyrene_a
|
thi_001227
|
det er ikke længer blot det æreløse menneskehvis forbrydelser mod sine medmennesker og angreb mod andres eiendom (som i mangel af seire, batailler og andre mere i øienfaldende og prægtige maader at udøve voldsomheder paa) give journalisten og læseren stof til underholdning, men selv vore hunde og heste forsynde sig mod det syvende bud, uden at kunne høste nogen, nytte af præst eller degn. der gives fortiden to sørgelige exempler paa en vanslægtet dyrerace i aviserne, som ere alt for vigtige til at blive forbigaaede med taushed.
|
fiction
|
thi_fordævelse-dyrene_a
|
thi_001228
|
en politiebetjent kaldet sargent fremkom i london med en klage for magistraten over en hest, som stial høe. han sagde, at hesten komordentlig hver nat til en vognremisse, hvori dervar høe, i st. georgsgaden, spiste saa meget der, kunde ligge i den og galloperede derpaa bort. han ville vædde at det hele politie, ikke var i stand til at gribe den, thi naar man forsøgte at komme den nær, medens den spiste, slog den opmed benene, hug ud efter dem, og dersom de ikke pakkede sig deres vei, hed den. han fandt derfor det var det bedste at foredrage sagen for magistraten.
|
fiction
|
thi_fordævelse-dyrene_a
|
thi_001229
|
hertil svarede en af magistratspersonerne: skulle de næste gang igjen blive fornærmet af denne tyvagtige gjest, maae de forsøge paa at gribe ham, og bringe ham her frem for os.
|
fiction
|
thi_fordævelse-dyrene_a
|
thi_001230
|
nu et beviis paa en røver af hundeslægten: to damer mistris knight og en anden dameanmeldte for retten i hatton gaden, at de vare blevne plyndrede paa følgende maade af en hund. den første sagde at da hun og hendes søster, klokken om aftenen ville vende tilbage fra st. pancras kirke til battle bringe, sprang en langhaaret. hund, der lignede en hyrdes eller fæedrivers hund, uden at nogen person var at see, op fra siden af veien, greb med dens tænder redikulen hun holdt i sin haand, reev den med magt fra hende, og løb bort tvers over veien, saa gesvindt, som den kunde, redikulen indeholdt en punds note, en souvereign, (nye guinea) shilling i sølv, en sølv=fingerbølle, et par sølvbriller og forskjellige andre smaaesager. en af de tilstædeværende politiebetjente, sagde at en hund omtrent af samme udseende, angreb for nogle tid siden, en fattig kone, i nærheden af the veterinary college, og tog fra hende en bundttøi, som indeholdt to skjorter, nogle lomme tørklæder og nogle andre sager, hvilke den løb bort med, og den stakkels kone blev saa forskrækket, at det nær havde kostet hendes liv. der bleve forskjellige andre beskyldninger gjorte mod den samme hund, som man troer er bleven afrettet til tyverie, og man formoder at dens herre ikke maae opholde sig langt borte fra stedet. politiebetjenterne lovede at være paa deres post, for ommuligt at gribe røveren eller ogsaa skyde ham. den alvorlige moralist kunne rigtignok her finde anledning til at anmærke, at man kunde vente sig noget saadant af hunden, dens forvantskab med hine natlige røvere ulven og ræven, leder os til denne mistanke, og dens troskab mod sin herre, har altid liig den gamle highlænders, været anseet for at være forenet med en vis efterladenhed i udøvelsen af de strænge begreber, om eiendoms retten.
|
fiction
|
thi_fordævelse-dyrene_a
|
thi_001231
|
men hvad mistanke, der end maatte falde paa hunden, har dog hesten indtil denne ulykkelige og offentlige opdagelse, ved sin opførsel, viist en uplettet caracteer, hvorom man endog ikke har kundet nære mindste mistanke, ei heller kunde nogen falde paa, at den behøvede en strikke til andet, end til at binde den til krybben med. den fandtes maaske hist og her en skotsk hest (forfatteren selv har engang eiet en af dette slags, som alfor vel forstod den maade, at aabne en landsbye, stalddør og slaae paa stokken til at klinken gik opjal som endog var bleven saa bekjendt med den meere fuldkomne mekanisme af en laas til kornkisten, at man ikke turde lade nøglen blive siddende i den. men da de senere gothiske oldgrandskere, synes at ville nægte den celtiske bjergbeboer, selv tittel, af menneske, kunne vi vel ogsaa nægte hans stumphalede, langhaarede, dværgagtige arbeidsdyr, navn af hest. hvordan det end gaaer, kunne disse smaae tyverier, begaaede af en hund eller hest, aldrig sættes i sammenligning med hine grove røverier paa gaderne, som have givet anledning til hvad der her er skrevet. det hænder imidlertid ofte, at vi ved at kasteet øie i fortidens annaler faae vort slette begreb om nutiden formindsket, dette trøster hine alt for nervøse moralister, som forarge sig over tidsalderens tiltagende fordærvelse. uden imidlertid at ville afgive os med at forsvare en saa svag sag, ville vi strax skride til beretningen af nogle faa facta, som ere komne til vor kundskab og som tjene til at vise, at flere exempler paa misgjerninger, ikke ere aldeles uden exempel blandt dyrene. (fortsættes.)
|
fiction
|
thi_fordævelse-dyrene_a
|
thi_001232
|
j neustadt og furtwangen er middelpuncten for den over hele europa og amerika udbredte uhrhandel. to af schwarzwalds passer, kniebis og die hölle helvede), ere blevne meget bekjendte i den franske revolutionskrig. den første er paa grændseskjellet mellem baden og würtemberg, ved murgs kilde og forsynede med tre nu ødelagde skandser, alexander, svensk- og rosbühelskandsen. og blev dette pas indtaget af de franske. det andet pas er især blevet bekjendt ved moreaus tilbagetog . det er en snæver af høie bjerge indsluttet dal i egnen af staden reustadt, ved veien fra friburg til donanschingen. ferdinand v. schill.
|
non-fiction
| null |
thi_001234
|
den svenske regjering har, med hensyn til toldvæsenets bedre organisation, besluttet, at landet skal inddeeles i tolddistricter.
|
non-fiction
| null |
thi_001246
|
om en tiltagende fordærvelse. blandt dyrene. (from blackwoods edinburg magazine) (sluttet.) det første exempel paa en fordærvet caracteer, blandt dyrene, findes i den berømte sag med murdeiston og millar, hvis forhør var uheldigt for de beskyldte tobenede, og som man almindelig forsikkrer) ogsaa for deres fiirføddede hjelper og anstifter: murdeiston beboede en gaard paa de nordlige banker af tweedfloden og næsten lige over fordet gamle baroniesæde traquair. millar den anden af lungs yndlinger. - boede hos ham som hyrde og de arbeidede begge i deres kald at stiæle faar med uafbrudt flid og vedholdenhed. naar de gik hjem med deres stiaalne qvæg, søgte de endog om natten at undgaae bankerne af floden, eller de veie, der førte ned til dalen gjem nem de tilgrændsende dybe huulveie, de søgte hellere at komme langs med bjergtoppene, som adskiller den lille flod leithen fra tweed, men endog her var det farligt, thi hyrderne see leilighedsviis til deres hjorder endog for dag, og ofte naar millar havde drevet hans rov langt borte, fra og medens han endnu var hele mile fra hjemmet, og de østlige høie begyndte at farves af det klare dagskiær, overlod han det til hans hunds bestyrelse, og nedsteeg selv til bankerne af leithen udaf hans vei, for at man ikke skulle troe at han havde noget dermed at bestille. parrow (dette var hundens navn, endskjøndt eller mile fra hans herre, vedblev med ombyggelighed og taushed, at bringe faarene fremad til den mark, som hørte til murdiestons gaard, hvori man hverken spurgte eller forundrede sig over at hans herre ikke var kommen. ved siden af det straaetækte vaaningshuus, stod et af hine gamle fiirkantede taarne eller forraadshuse, hvis maleriske ruiner prydede flodens strandbred, og hvilke laae langs de sydlige og nordlige banker, i almindelighed tre eller fire hundrede alen fra den, undertiden paa toppen og undertiden i det hule af en høi. i hvælvingen af dette taarn, pleiede disse mennesker at skjule deres stiaalne faar, og medens resten af gaardens folk, var i kirken om søndagen, pleiede de at bruge deres knive, og at aftrykke med et heedt jern, et stort o paa begge sider af dyrets næse for at udslette den sande eiers mærke. medens hans medskyldige vare saaledes beskjæftigede, holdt yarrow vagt, udenfor og gav ufeilbarlig ved hans gjøen tilkjende, naar nogen som de ikke ønskede, nærmede sig. for at forandre skuepladsen for hans røverier, satte millar en nat over tveedfloden og tog veien til en bondegaard, som laae i en meget vild egn, mellem bjergene i selkirkshire, og da faarehyrder i almindelighed ere meget godt bekjendte, fandt han ingen vanskelighed i at samle en deel af en hjord, og tage det antal med sig, som han fandt passende. faar ville nødigen stige ned ad høider om nattetider og endnu mindre svømme over en flod. millar for at vogte sig saameget som muligt for at blive seet af mennesker, tog veien langs ved toppen af wallacehøi ligeoverfor, og havde i sinde at lade dem svomme tværs over tweedfloden. men da hans rov, var taget fra den meest bortliggende deel af gaarden, var det hændelsesviis for det medste, gamle faar, som af alle slags faar ere de meest halsstarrige, og alle de konster denne erfarne mand og hans kloge hund gjorde for at faae dem dertil, vare forgiæves. millar blev imidlertid ved at bestræbe sig derfor indtil daggryet, advarede ham om, at ethvert videre forsøg ville, stride mod hans sædvanlige forsigtighed. nødig, ville han rigtignok forlade sit bytte, da han, naar han blot kunne komme over aaen, kun havde en fjerdendeel engelsk miil til det gamle taarn; han overlod derfor, som han saa ofte havde gjort, foretagendets lykkelige udfald til parrow (hunden); satte selv over floden og gik hjem. han opmuntrede hunden med sin stemme, medens han endnu var nær nok til at blive hørt, uden at tildrage sig nogens opmærksomhed. den paalidelige parrow pauserede ikke, eller kjønnedes i sine bestræbelser; hele arbeidet laae nu paa ham, og han drev i nu faarene saa rasende fremad paa høire side og derpaa igjen paa venstre, at to af dem styrtede ned i floden og druknede, da de ikke igjen kunne komme i deres rigtige stilling, fordi de andre trykkede saa stærkt paa dem; imidlertid var han dog uhældig - og han vidste ogsaa hvad fare, der var, i at blive feet ved høi lys dag om mor genen, at drive faar frem af den vei, de ikke skulle gaae. man saae dem noget hen paa dagen, ganske trætte at tage deres vei hjemad, med et mærke millar havde underveis i en ensomliggende faare=fold sat paa dem. millar selv var forundret over faarenes halstarrighed og hundenes vedholdenhed. og han fortalte historien i fængslet, kort førend han fik sin dødsdom, til en respektabel forpagter. murdeiston og millar bleve henrettede og man troede i almindelighed, at yarrow skulle have samme skjebne. dog neil hunden blev kjøbt af en landmand deri naboelauget, men var ikke skikket til noget ærligt arbeide, og da hans herre ikke havde noget andet at bruge ham til, lagde man mærke til, at han endog viste mindre klogskab end en almindelig faarehund. en ung, galant og riig herre, som nyelig opholdt sig i edinburg, var eier af en smuk og dresseret vandhund, som paa sin maade besadt ligesaamange færdigheder som parrow selv, og var efter al sandsynlighed, ligesom den, oplært i at stiæle til sin herre. det varede nogen tid førend dens nye herre, som havde kjøbt den af ender handlede med hunde, lagde mærke til dens moralske fordærvelse, og han blev forundret og forlegen over at see dyret bringe hjem forskjellige salger, som det maatte have kommet til paa en urigtig maade. undertiden morede han sine venner, naar han mærkede hunden havde saadant noget i sinde, med at lade den give prøver paa sin klogskab i den spartanske konst at stiæle hemmelig men underrettede naturligviis de handlende, hvorden skulle gjøre experimentet, om at de maatte være paa deres vagt. den maade den gik frem paa, var besynderligog opvækker megen forundring, over det arbeide, der maae have været anvendt paa at dressere hunden dertil. saasnart dens herre traaede ind i boutiken, søgte hunden at undgaae ethvert tegn paa at den kjendte, eller havde noget med ham at to bestille, og gik ligegyldig og doven omkring, som om den hændelsesviis af sig selv var kommen derind. dens herre betragtede nogle vahre, og derpaa blot lagde haanden paa det stykke, som han ønskede den skulle bemægtige sig, og derpaa forlod boutikken. hunden, hvis opmærksomme øie strax have forstaaet vinker, blev, iste den for at følge sin herre, siddende ved døren, eller laae ned ved jlden for at passe paa disken indtil den mærkede at folkets opmærksomhed var henvendt fra den gienstand, som den ønskede at bemægtige sig. naar hunden nu saae leilighed, til at gjøre det ubemærket, undlod den aldrig at lobe op paa disken med sine forfødder, gribe den ting som dens herre havde peget paa, og løbe bort dermed saa hurtig, som en piil, for at finde sin herre. vi kjende en meget værdig og agtet herre, derer advokat og ofte fortalte en ubehagelig hændelse, som mødte ham paa en reise til london. j denne herres ungdom pleiede man altid at foretage reisen mellem edinburg og london til hest, sandsynligviis mellem aarene og .
|
fiction
|
thi_fordævelse-dyrene_b
|
thi_001257
|
den reisende maatte enten leie hest paa hver station, eller hvis han havde i sinde at reisemere occonomisk kiøbte han en hest og solgte den naar reisen var forbi. den herre hvorom vitale, der baade forstod sig godt paa heste, og var en god rytter, havde valgt den sidste maade at reise paa, og solgt den hest han havde kjøbt i scotland, strax efter sin ankomst til london. da han havde i sinde at vende tilbage, gik han til smithsield market for at kjøbes. en hest, aftenen for han vilde afsted. jmod mørkningen blev der ham tilbuden en smuk hest for saa billig priis, at han fattede mistanke omat dyret maatte besidde en eller anden feil, men da han ikke kunde opdage nogen lyde paa den, og da sælgeren formodentlig af grunde han selv bedst kjendte var begierlig efter at slutte handelen, strax, og endog slog noget af i hans første mode rate forlangende, kjøbte vores reisende hesten, for en meget ringe priis. næste morgen begav han sig paa reisen. hans hest havde en ypperlig gang, og de første faa mile, saalænge der var megen færsel paa veien, gik det saa godt, at vores reisende ordentlig gratulerede sig selv til denne gode handel. men da han kom til finchley common, paa et sted hvorveien gaaer ned af en lille høi og opad en anden, mødte han en geistlig, som kom kjørende i en chalse med en hest for. der var just da ingen at see i nærheden, og hesten viste nu hvad profession hans første herre havde været af. jsteden for at passere forbi chaisen, lagde den bugen lige opimod den, standsede den og nærede ingen tvivl altsaa om, at jo dens herre ikke ville lade gaae forbien saa skjøn leilighed til at udøve sit kald. den geistlige som troede det samme, bød ham strax, uden han forlangede det, sin børs, og forsikkrede den forundrede og skamfulde rytter, at han ikke behøvede at drage sin pistol frem. den reisende fik hans hest trukket tilbage, gjorde mange undskyldninger for hans velærværdighed, som han imod sin villie havde forskrækket, og fortsatte sin reise. noget efter nærmede hesten sig paa den samme mistænkelige maade til en vogn, der sigtede man med en carabin ud gjennem vinduerne mod dens rytter og truede at skyde ham paa stedet, endskjøndt han, som han pleiede at udtrykke sig, var aldeles uskyldig og hverken fornærmede nogen i ord eller gjerning. med et ord, efter at hans liv en eller to gange var sat i fare ved den mistanke hans hests opførsel paadrog ham, og han flere gang var truet med at blive arresteret af politiebetjentere, som antoge ham forden berømte stratenrøver, der før havde redet paa denne hest; fandt han sig nødt til at skille sig ved dette ubeldsvangre dyr, og at kjøbe en anden hest, af en ikke saa smuk skabning, men af en bedre moralitet, for en temmelig høi priis. saaledes have vi nu viist adskillige exempler paa en fordærvet caracteer hos dyrene, men viville ikke desstomindre haabe, at disse symptomer paa en høi grad af umoralitet, ikke ville udstrække sig til de lavere klasser af dyrene, thi hvis dette skulle skee, ville vi snart høre tale omkøer, der have bestiaalet malkepigernes lommerog heste, der bestiæle deres herres. neil vi have et langt bedre begreb om de firføddede dyr heri kongeriget og haabe at dyrene, der hvad tyverie angaaer, have været mere syndede imod, endselv været syndere, ville ikke almindeligviis gjøre brug af en handlemaade, hvorved de hidindtil blot have været passive.
|
fiction
|
thi_fordævelse-dyrene_b
|
thi_001258
|
doctor faust. (fragment af lessing og engel.) første scene. (theatret fremstiller i denne scene en forstyrret gothisk kirke, med eet hovedalter og sex sidealtere. ødelæggelse af guds værker og satansfryd, ruinerne af et tempel, hvor den algode forhen blev tilbedet, er hans kjereste vaaning. just her altsaa er forsamlingsted for helvedes aander, der holde de deres raadslagninger. satan selv har sit sæde paa helvedalteret; paa biealterne ere de øvrige diævle adspredte. men alle blive usynlige for øiet, kun deres fæle skurrende stemme høres. satan fordrer regnskab for de gierninger, som de øvrige diævle have udført; han er tilfreds med een, utilfreds med en anden.
|
fiction
|
thi_faust
|
thi_001259
|
satan: tael, du første, hvad har du gjort: første djævel: satan! jeg saae en skypaa himmelen, der bar forstyrrelse i sit skjød; da hævede jeg mig op paa den, skjulte mig i den forteste tykning, drev den, og sank med den overen from fattigs hytte, der hvilede hos sin hustroe. i den første slummer. her sønderrev jeg skyen, rystede al dens jld ned paa hytten, saa den lyse lue slog frem og al den usles eiendom blev dens rov. - det var alt var jeg formaaede, satan! thi ham selv, hans jamrende børn, hans hustroe, dem reev guds engel ud af jlden; - da jeg saae ham - flyede jeg.
|
fiction
|
thi_faust
|
thi_001260
|
satan: elendige feige! og du siger, det var en fattigs, en froms hytte første diævel. en froms og en fattigssatan, nu er han nøgen, ussel og fortabt. satan. for os. ja det er han for evig. fratag den rige sit guld, saa han fortvivler, og ryst det ud paa den fattiges arne, saa det forfører hans hjerte: da have vi dobbelt fordeel! at gjøre den gudfrygtige fattige endnu fattigere, det knytter ham kun desto fastere til gud. - tael, du anden, fortæl du noget glædeligere! anden diævel. det kan jeg, satan.
|
fiction
|
thi_faust
|
thi_001261
|
jeg gik ud over havet, og søgte en storm, hvormed jeg kunde ødelægge, og jeg fandt den: i det jeg ilede tilbage til strandbredden, gjaldede vilde eder op imod mig, jeg saae ned, og fandt en flaade seilende med pengepunge. hurtig styrtedejeg mig med orkanen dybt ned i havets bund, og klattrede atter paa den skummende bølge imod himmelen.
|
fiction
|
thi_faust
|
thi_001262
|
satan. og dræbte dem i bølgerne: anden diævel: saa ikke een eneste undgik, hele flaaden adsplittede jeg, og alle sjelene den bar, ere dine. satan, forrædder, de vare allerede mine. men de skulde endnu have bragt mere fordærvelse over jorden; de skulle have røvet, skændet, myrdet paa fremmede kyster, ført nye syndelokkelser fra verdensdeel til verdensdeel - alt er borte og fortabt, tilbage med dig i helvede, diævel! du forstyrrer kun mit rige. - tael dutredie, farer du ogsaa i skyer og storme, tredie diævel: saa høit flyver min aand ikke, satan jeg under ei det skrækkelige. min hele tragten gaaer ud paa vellyst. satan: da er du desto skrækkeligere for sjelene. tredie diævel: jeg saae en bolerske slum re; hun væltede sig halv drømmende, halv vaagen, de i hendes begjerligheder paa sit leie, jeg svang mig ned til hende. opmærksom lurede jeg paa ethvert af hendes aandedrag, lyttede til enhver vellystig fantaste - da greb jeg hurtig det yndlingsbillede, der satte hendes barm i den høieste uroe. af dette billede skabte jeg mig en skikkelse, en rank, kraftfuld, blomstrende yndling og - satan: (hurtig) røvede du pigen hendes uskyld? tredie diævel: røvede een endnu urørskjønhed - det første kys. videre drev jeg det, ikke. men vær vis paa. jeg har andet hende jld i blodet. hun giver sig til priis for den første, den bedste forfører, og han skal begaae synden. da er hun først forført. satan: saa have vi offer paa offer; thi hun vil igjen forføre. ha godt j din dom er plan. lærer, j første, j elændige, j som kunstifte fordærvelse i legemverdenen, denne stifter fordærvelse i sieleverdenen - det er en bedre diævel. - siig, du fjerde, hvad for noget har du gjort? fjerde diævel. jntet herre, men havt en tanke, som, naar den udførtes, slog alle deres gierninger til jorden. satan, og det er: fjerde diævel: at røve gud sin yndling, en tænkende, eensom yngling, ganske viisdommen hengiven; ganske kun andende for den følende for den; fornægtende enhver lidenskab, uden den eneste for sandhed - dig og os alle skrækkelig, naar han engang bliver folkets lærer - at røve gud ham, satan! satan, fortræffeligt, herligt, dog, planen? fjerde diævel: hvilken harme, jeg saae ingen. jeg svang mig fra alle sider om hans siel; men jeg fandt ingen svaghed, ved hvilken jeg kunde fange ham. . satan: daare har han ikke videbegjerlighed? fjerde diævel: større end nogen dødelig! satan: saa overlad ham kun til mig det er nok til hans fordærvelse.
|
fiction
|
thi_faust
|
thi_001263
|
og nu er satan altfor beskjæftiget med at lægge planen dertil, for at han kunne afhøre de øvrige diævle. han bryder op med forsamlingen; alle skulle staae ham bi i at udføre hans store hensigter. han troer sig fuldkommen vis paa et lykkeligt udfald af sine bestræbelser ved de hjelpemidler, magt og list give ham. men forsynets engel, der usynlig svæver over ruinerne forkynder os, at satans bestræbelser ere frugtesløse, ved de høitidelige, men blidt udtalte ord, der lyde ned fra himlen: j skulle ikke seire.
|
fiction
|
thi_faust
|
thi_001264_b
|
naar nøden er størst, er hjælpen først. martret af uroe og kummer gik james boxvell i en dunkel ensom gang i st. james park. himlen var ligesaa mørk som hans sielbegge vare fordunklede af mørke tordenskyer. boxwell var en ung mand, otte og tyve aar, gammel, naturen havde meget gavmild udstyrer, ham med alle dens skjønneste gaver. hans aand var levende og dannet, hans hjerte ømt og skik ket til at nyde livets reneste glæder: kjerlighed og venskab; men den egensindige lykke, havde stedse behandlet ham med stedmoderlig haardhed. allerede tidlig var hans hjerte blevet saaret paa det grusomste, hans skjønneste haab tilintetgjort. allerede som dreng havde han sluttet et nøie venskabs=forbund med en skolekammerat, næsten af lige alder. venskab indgaaet i livets første blomsteralder er det reneste og varigste. det aabne hjerte, endnu aldrig bittert bedraget, nærer ingen mistanke; egennytte og egenkjerlighed, udøve endnu ikke deres fordærvelige magt, og man er, fjern fra al kold beregning, altid bereed til ethvert offer, hvad den ene ven i denne fordringsløse tilværelses ubetydelige sphære, fordrer af den anden. edward smith heed boxwells ungdoms legekammerat; dog deres - ----- unge hjerters harmoniske baand blev sønderreven. smiths fader - (han havde allerede længe ingen moder, - døde; og nu ganske fader og moderløs, lod en onkel ham komme til sig, for at sørge for hans opdragelse og fremtidslykke. adskillelsen var smertelig og boxmelfandt blandt alle sine øvrige ungdomsvenner ingen erstatning for hans tab. smith var allerede sexten aar gammel, da han forlod london, en søster: betty, et barn, paa aar, blev tilbage under opsigt af en tante, der var gammel enke. boxwell endskjøndt endnu ikke sytten aar gammel besøgte dog flitlig den bedagede enke, saa lidet ogsaa hendes eensformige underholdning, der blot angik hvad nyt der forefaldt i hendes naboeskab, kunne skaffe ham nogen nydelse; men den lille bettys liighed med hans fjerne ungdomsven og den tilbøielighed den lille altid viste for ham; da hun kom ham altid hoppende imøde, og den uforestilte glæde hun viste ved enhver lille foræring af legetøi eller bonbons, drog ham med magisk magt til enkens ensomme bolig, endskjøndt han ikke selv, kjendte den sande grund dertil. han haabede fra tid til tid at erholde efterretninger fra sin ven, men disse udebleve ganske: han vidste ikke engang om han var kommen lykkelig overhavet og havde naaet sin bestemmelse. enken synes at tvivle derom, da hun intet hørte fra ham, og heller ikke kunde erindre det skibs navn med hvem han var afseilet; tilmed indtraf det just paa den tid at flere skibe ifølge aviserne vare forulykkede ved storm. med et gammelt fruentimmers ligegyldighed, som ikke længere er i stand til at tage nogen levende deel i noget, meddeelte hun boxwell hendes bekymringer desangaaende. denne tanke rystede ham i hans inderste, og han antog det for uomstødelig sandhed; thi det er det ungdommelige gemyt egent, at det anseer et hvert glædeligt eller sørgeligt budskab for sandt, uden først at prøve det; og gandske overlader sig til det første jndtryk af glæde eller smerte; - begyndelsen hengav han sig til den meest nagende kummer; tid efter anden forvandlede denne sig til en stille veemod, og gav hans hele caracteer er gandske anden retning. den elskede afdødes søster blev ham dobbelt kjer, under hans øine voxte hun op, og i den jndbildning, at han kun for broderens skyld bar venskab for hende, udvilede sig i hans hjerte den første spire til kjerlig hed, uden at han ahnede det. den lille bettyudfoldede sig som en skjøn rosenknop; alt mer, og mere, og blev alt smukkere og smukkere; og boxwells kjerlighedsfulde opmærksomhed, den indgetogenhed, hvori hun levede med sin høit, bedagede pleiemoder, som sielden kom ud blandt andre mennesker, forenet med den omstændigheat hun saae ham næsten daglig, opfyldte ogsaa hendes unge hjerte, med en om hengivenhed forham, endnu før hun vidste at give det noget navnsaaledes hensvandt flere aar. boxwells fader var kjøbmand, og han selv havde ogsaaopofret sig til denne stand. faderen holdt det tjenligst for sønnens dannelse, at han lært handelen paa et andet handels-contoir, men han forblev imidlertid i london, og dette forandrede ikke hans sædvanlige maade at leve paa, kun hindrede nu hans nye forhold ham fra, ikke saa efte at see hans ungdomsvens søster, men dette savn gav denne fornøielse et høiere værd; dette var ogsaa tilfældet med bettyjo ældre begge bleve, jo mere varm blev deres gjensidige tilbøielighed, men det var den første kjerlighed, og isteden for den forrige barnlige, aabne fortroelighed, traade nu en blyhed, som de begge ikke kunne forklare sig, og som de, hvor ofte de end foresatte sig det, ikke kunne blive herre over. tusende gange gik han med det forsæt til bettyat aabne hende sit hele hjerte; tusende gange svævede tilstaaelsen om hans kjerlighed paa hans læber, men ved synet af hende blev han stum, og aldrig var han meere forlegen og blye, ja selv tilsyneladende kold, end i hine øieblikke, naar han havde besluttet, at gjøre ende paa den piinlige uvished, hvori han svævede. boxwells fader havde ved nogle mislykkede handels speculationer lidt betydeligt tab, han skjulte det omhyggelig for sin eneste søn, og lod sig kun i fortroelige samtaler forlyde med, at han i tiden, af ham ikke havde at vente nogen understøttelse, og at et ungt menneske maatte bestitte sig paa at lære saa meget, at han i ulykkestilfælde, som især en kjøbmand var udsat forfrem for nogen anden, kunne forlade sig paa sig selv, og byde skjebnens storme trods. et andet handelshuses banqverot styrtede fuldkom men den gamle boxvell, efterretningen derom rystede saaledes oldingen, at et slagflod pludselig endte hans liv. sønnen var ude af sig selv af bedrøvelse overdet uforventede tab af en om, elsket fader; og hans smerte blev endnu meere forøget da han erfarede at hans formue var aldeles ødelagt. han forlod nu det handelshuus, hvori han hidindtil havde funden, om ikke et rigeligt, saa dog et anstændigt udkomme, med det faste forsætikke allene at rædde saa meget af levningerne af hans faders formue som mueligt, men ogsaa vedselv at antage sig hans handel, og ved utrættelig flid, anstrængelse og sparsomhed, tid efter anden at tilfredsstille hans creditorer, og derved, at rædde den kjære afdødes gode navn og rygte for bagtalelse. brave mennesker, som kjendte ynglingen fra den fordeelagtige side, lode hans ædle beslutning vederfares ret, og billigede ikke, allene hans forsæt, men understyttede ham ogsaa med penge. saaledes lykkedes det vel boxwell, at erhverve sig en art selvstændighed, og den tankelaae vel ogsaa dybt begravet i hans siel, engang at kunne kalde den elskede betty ganske sin, men den nye valgte løbebane var aldeles ikke glædelig og haabefuld for ham. ved mangel paa egen formue, og ved den ikke meget betydelig understøttelse af nogle velvillige mænd, som det vel ikke feilede paa god villie, men paa evnemaatte han bestandig kjæmpe med saadanne hindringer, der gave ham ingen bedre udsigt til at forbedre sin stilling, og gjorde ham kun modløsere. han blev daglig mere tungsindig og denne mørke stemning havde ogsaa en væsentlig skadelig jndflydelse paa hans virksomhed. der hører en sjelden sielstyrke til ikke at trættes i sin jver, naar man mærker, alle anvendte anstrængelser for en god sag ere forgjeves, og kun faa have stand, haftighed nok til, ligesom at aftrodse en fiendtlig skjebne det, hvad den ikke frivillig vil give, og som den derimod ofte med blind forkjerlighed, odslede paa uværdige. bettys pleiemoder døde just under boxvills møisommelige og kummerfulde stilling.
|
fiction
|
thi_boxwell
|
thi_001283
|
hun efterlod hendes søsterdatter kun nogle ubetydelige huusgeraad, da hun som enke aarlig havde levet af en pension, en beslægtet, efter hendes mands død havde udsat for hende.
|
fiction
|
thi_boxwell
|
thi_001284
|
boxvells urolighed tiltog; han havde nu ikke blot sig selv at sørge for, men ogsaa den fader, og moderløse elskede, hvis hjelpeløse forfatning laae ham mere paa hjertet, end hans egenmislige stilling. for havde han vel ofte tænkt paa, og inderlig ønsket, at hun dog engang maatte blive hans mage, men dette var paa en tid, da han endnu holdt sin fader for velhavende, og han endnu blev blændet af det haab, derved at kunne skjænke hende et behageligt lod i livet. nu holdt han det for en uædel handling, at ville undskillig sammenknytte et saa elskværdigt væsens skjebne med sin egen mislige, og saa tungt ogsaa offeret faldt ham, og om hans hjerte saa have brustet, vilde han have renonceret paa hans livs høieste lykkehendes besiddelse, selv om de have kunne blive lykkelig ved hinandens haand. ved hendes ynde, hendes stille qvindelige dyder, hendes fordringsfrie aandsdannelse, faaer hun nok en tilbeder, sagde han til sig selv, og jeg - jeg bør undertrykke min kjerlighed for hende. han undlod imidlertid ikke, efter hans ringe evne at understytte hende, og berøvede sig selv ofte det nødvendigste; men han tvang sig, ved sine besøg hos hende, til at vise en kulde, som stal meget paafaldende af, imod hans forrige hjertelighed. betty, som altid fik hendes barndoms- og ungdomsven kjerere og kjerere, til hvem hun ogsaa foruden hiin ømme tilbøielighed, og saa blev fængslet af en levende taknemligheds følelse, for den godhed han med saa megen omskaansel havde viist hende, mærkede snart denne forandring i boxwells opførsel, og da hun ikke abnede den sande bevæggrund dertil, saa ansaae hun det for, at hans kjerlighed for hende havde tabt sig; og for første gang opvaagnede i hendes barm slumrende skindsyge, som næsten altid er kjerlighedens fientligsindede ledsagerinde. ogsaa bettys munterhed forsvandt, og en hemmelig kummer talede af ethvert af hendes ansigtstræk. boxvell fandt hende ofte hensunken i eftertanke, naar han kom til hende; med hendes kunstlede latter fulgte en halv undertrykt taare, og et uvilkaarligt fremstødt suk forraadte ham at en hemmelig kummer nagede hende. paa hans spørgsmaal fik han altid det undvigende svar: mig feiler jntet, men den tone, hvor i dette blev sagt, forraadte kun alt for tydelig, at et hjerte uden falskhed, var tvungen til tage sin tilflugt til en usandhed. den elskedes sørgmodighed formerede endnu mere boxwells tungsind. hans stilling blev ved hver dag misligere og misligere. han havde da han overtog faderens handel, indgaaet forpligtelser, som han ved alle muelige anstrængelser fra sin side, dog ikke var i stand til at opfylde; mange haardhjertede creditorer bleve grove og paatrængende, og han stod formedelst strængheden af de engelske love, i fare for at blive arresteret; hvilken skjæbne forestod da den nerfarne elskede, som var berøvet al beskyttelse? opfyldt af disse qvælende tanker, ilede han til betty, for at udøse sit hjerte i hendes skjød, og for at overtale hende til at følge ham til et tilflugtsted paa landet hos en langt ude beslægtet, indtil han, som han haabede, ville være i stand, til, at afslutte et forliig med et par haardhjertede creditorer; hvorved han med sikkerhed igjenkunne vende tilbage til london.
|
fiction
|
thi_boxwell
|
thi_001285
|
da han kom til hendes afsidesliggende bopæl, fandt han døren tillukket. han erkyndigede sig hos verten, om han ikke vidste hvor hun var gaaet hen, og om hun ikke snart ville komme tilbage? hvorhen hun er gaaet, veed jeg ikke, svarede denne, men hun forlod huset i gaar aftes og har ikke været hjemme i nat. mueligt, raabte boxwell: a de bagtaler uskyldigheden herre. - en saa sædelig pige, bliver aldrig ude om natten, og hvorledes har deres kone kundet tillade det, som jeg dog har lagt pigen paa hjertet." det veed jeg ikke, nok herre, hvad jeg siger er sandhed. en ung mand, omtrent paa deres alder, kom her i gaar aftes og spurgte efter hende. vi viste ham til hendes værelse. efter en god times samtale, traaede han med hende ind til os, og sagde, han gik bort med jomfruen. sildig om aftenen kom en ubekjendt, bragte nøglen til jomfruens kammer, og sagde, han havde i commission at betale alt hvad hun var skyldig og et fjerdingaars leie aparte, hvorimod man maatte lade ham faae de faa sager, der hørte hende til, da hun ikke kom tilbage. vi toge pengene, udleverede sagerne, som en drager, der ventede ved døren pakkede paa. hvor hun er draget hen, veed jeg ikke, og kommer mig heller ikke ved.
|
fiction
|
thi_boxwell
|
thi_001286
|
kommer dem heller ikke ved raabte hr. boxwell vred, de skal staae mig inde for, hvis der tilstøder hende en ulykke! hvor kan de falde paa saadan noget, herboxwell, spurgte venten med et phlegma, som endnu mere oprørte den bestyrtede: hun har betalt alt hvad hun var skyldig, og meere endnu, leien forud for et qvartal. hun maae for osgjerne gjøre hvad hun vil, om hun saa vil springe i themsen, vi kunne ikke forbyde hende det. gud skee lovl i gammel engeland bliver endnu friheden holdt i hævd og ære! med al den forbittrelse som kogte i hans jnderste indfaae boxwell dog, at han af en saa hjertesløs egoist, ikke kunne erfare noget videre. om den hemmelig undvegne. han forlod det huus, hvori hans hjertes klenodie havde boet, halv vanvittig af undertrykt vrede og martrende uroe over hvad der var bleven af hende, nu forklarede han sig den bedrøvelse, han havde mærket hos hende i den senere tid, ved en ond samvittigheds sidste skrupler, der gjorde hende bebreidelser, for den længe forehavende flugt, som et strafværdigt forræderie mod venskab og kjerlighed. overbeviist om hendes troløshed, trykket fra alle sider, saae han an en glædeløs fremtid imode, intet fængslede ham mere til en verden hvoralle blodets, følelsens, og hjertets baand vare sønderrevne. han havde tabt sin fader, tidlige re begrædt sin ungdomsvens død, dennes søster, som han havde skjænket sit hjertes hele kjerlighed, havde skammelig forraadt og forladt ham. nu stod han ensom og hielpeløs i en stor, øde verden. hans beslutning var fattet, han ville gjøre en voldsom ende paa sin elændige tilværelse. med dette forsæt gik han ind i st. james park.
|
fiction
|
thi_boxwell
|
thi_001287
|
med en ladt pistol i lommen, traade han henbag en grenet eeg, men da han ikke langt fra sig hørte en raslen, standsede han, af frygt for at blive forstyrret i sit forehavende, og skjulte hurtig pistolen i kjolelommen; han lod som han spadserede for fornøielse, og gik igjen hen af den forladte fodstie. en mand med hatten dybt trykket ned i øinene og i en simpel overkjole, kom ham imøde. aldrig saasnart var han kommen ham nær, saa blev han staaende og mynstrede den ulykkelige fra toptil taae, traade derpaa pludselig hen til ham, og sagde: a hvorledes gaaer det boxwell, det var ham vel paafaldende, at en ubekjendtnævnte ham ved navn, men i den stemning, hvori han da befandt sig, følte han ikke den ringeste drift hos sig til at spørge den ubekjendte: hvorfra han kjendte ham; med nedslagne øinesvarede han kort og branten: slet, meget slet! det er godt, det er fortræffeligt!" - var svaret.
|
fiction
|
thi_boxwell
|
thi_001288
|
herre, raabte boxwell, det er gud fordømme mig, et høit utidigt spas. jeg er slet ikke lystig tilmode. hvorledes kan et menneske, som kun har en ahnelse af menneske kjerlighed, finde det fortræffeligt, naar det gaaer en anden slet? jeg bliver derved, det er ret herligt, har de selv et huus, min ven? ak! sukkede boxwell, selv ikke en tagsteen, om jeg kan kalde min egen; men jeg haaber mantil snart maatte inddrømme mig eet. hvorledes er det at forstaae." jh! nu, et, bestaaende af fire bredder. daarskab! de tænker paa at døe. dermed har det endnu gode veie. de har altsaa virkelig intet eget huus, nei, neil forskaan mig dog med deres paatrængende spørgsmaale. skat, det er mig ret kjert, meget kjert, nu endnu et spørgsmaal: er de allerede gift?" hvad kommer det dem ved? hvoraf skulle jeg ernære en kone? endnu bedre lev vel!" sagde den fremmede, og lod boxwell blive staaende, i det han hurtig bortfjernede sig.
|
fiction
|
thi_boxwell
|
thi_001289
|
denne besynderlige scene havde imidlertid saaledes overrasket den fortvivlede, at han derved glemte sit forsæt, at ville berøve sig livet; og meere beskjæftiget med den ubekjendte, end med sig selv, sagde han: hvis den karl ikke er løben ud af daarekisten, saa veed jeg ikke hvad jeg skal tænke om det. nu faldt det ham først ind, at løbe efter den ubekjendte, og erkyndigede sig nærmere om ham. han var ikke at finde i den hele park, og da han ved denne søgen stødte paa en bekjendt, som talede til ham, adspredte ham ved hans underholdning, og tilfældigviis fortalte om en selvmorder, som havde skudt sig for gjeld, og som, hvis han ikke havde udøvet denne uoverlagte handling, ved en riig onkels, nogle timer efter, paafulgte død, var bleven hjulpen ud af sin nød, saa opvaagnede igjen den naturlige lyst til livet i boxvells siel. han besluttede frem for alt, at søge at komme paa spor efter hans tabte elskede, og ikke ganske at hengive sig til fortvivlelsen. vel ikke trøstet, men dog roligere end før, vendte han tilbage til sin bopæl. søvnen, alle lidendes trøster, tilsluttede endelig hans trætte øine, og omendskjøndt ogsaa i hans oprørte sindsforfatning, skrækkende drømme af og til afbrøde, hans roe, saa følte han sig dog den følgende morgen ikke saa oprørt, som i de første øieblikke efter han havde erfaret bettys hemmelige flugt. ganske tidlig om morgenen holdt en glimrende eqvipage for boxwells bolig. en betjent ringede paa; og efter at man havde aabnet, spurgte han, om her boede en vis hr. boxwell, man svarede ham ja, og viste ham hans værelse. han bankede paa. herind, raabte boxwell. betienten traade ind. om forladelse, er det hr. james boxwell.
|
fiction
|
thi_boxwell
|
thi_001290
|
ja, det er mig. - hvad bringer han mig?" jeg skulle bede dem, herre, at de ville behage at uleilige dem hen til min herre. han har til den ende skikket dem sin vogn.
|
fiction
|
thi_boxwell
|
thi_001291
|
hvem er hans herre, og hvad hedder han, hvem han er, og hvad han hedder, kan jeg ikke sige dem, jeg veed ingen af delene. han er en reisende; for ganske kort tid siden ankommen og stegen af i vertshuset hertugen af york.
|
fiction
|
thi_boxwell
|
thi_001292
|
jeg har blot været nogle timer i hans tjeneste. besynderligt, sagde boxwell; og gjorde betjenten endnu en mængde spørgsmaale om den fremmede, der ønskede at tale med ham; men denne kunde eller ville ikke give ham noget tilfredsstillende svar. selv beskrivelsen over den ubekjendtes udvortes, endskjøndt laqvaien beskrevdet nøiere end mangt et stikbrev, kunne slet ikke føre boxwell paa spor, hvem den kunne være, der saa gjerne ønskede at tale med ham.
|
fiction
|
thi_boxwell
|
thi_001293
|
j et anfald af ondt lune, sagde han derfor. jeg indseer ikke hvorfor jeg skulle følge et menneskes opfordring, som jeg slet ikke kjender, og som dog kunde havt saamegen høflighed, at lade mig underrette om sit navn og stand. svar han kun hans herre, hvis han vil tale med mig, saa maae han uleilige sig her hen. ak!" svarede betienten: lad dem dog bevæge, hvis de ikke vil gjøre min nye herre den, villighed, saa gjør det i det mindste af godhed for mig.
|
fiction
|
thi_boxwell
|
thi_001294
|
af godhed for ham, jeg troer han er gal? ja! de beviser mig en ret stor velgierning, kjere herre. hvorledes da min herre har lovet mig fire guineer, naar jeg bringer dem til ham. skik de ikke vognen tom tilbage." betienten sagde dette i en saa bedende og tillidsfuld tone, at boxwell ikke længere kunne bringe det over sit hjerte, at nægte ham det. godt, raabte han, naar jeg derved kan hjelpe ham til fire guineer, saa vil jeg gaae." han tog hat og stok, betjenten sprang forudog aabnede karetdøren. da boxwel var stegen ud, førte betjenten ham ind i første etage og aabnede døren for ham til et meget elegant værelse. her kom den ubekjendte, som havde talet til ham i st. james park, ham imøde. boxmell, traade forskrækket tilbage; thi denne forunderlige jndbydelse, i forening med samtalen fra i gaar, bestyrkede ham i den mening, at den fremmede vel ikke maatte være med sine fulde fem. men han synes at være riig, tænkte han ved sig selv, derfor gaaer han vel frit omkring; havde det været en anden fattig diævel, saa havde mansikkert allerede for lang tid siden bragt ham til bedlam. forlegen saae han sig omkring i værelset, og søgte efter en udgang, for i nødstilfælde at at kunne tage flugten.
|
fiction
|
thi_boxwell
|
thi_001295
|
kiender du mig da ikke længere james, spurgte den fremmede? nei, min herre! har jeg da forandret mig saameget? – jeg kjendte dog dig ved første øjekast. see dog engang ret nøie paa mig! det vovede boxmell ikke, og rystede benægtende paa hovedet.
|
fiction
|
thi_boxwell
|
thi_001296
|
men hvad diævelen! kjender du da ikke din gamle skolekammerat edward smith, nu først var det pludselig, som om der faldt et slør fra boxwells øine. han stirrede paa sin ungdomsven nogle øieblikke med et ansigt, som udtrykte tvivl og haab, gjenkjendte endelig de, gjennem en række af aar, halv udslettede gamle ) ansigtstræk, hans angest forvandlede sig til glæde, og han kastede sig pludselig i hans legekammerats aabne arme. efter en lang, stum omarmelse, sagde endelig smith. "strax efter min ankomst til london, var min første forretning, at erkyndige mig om dig. jeg erfarede at det just ikke gik digpaa det bedste, og ved det første tilfældige møde. med dig, erholdt jeg bekræftelsen der paa, at din egen mund. st. james park var ikke "stedet til at give mig tilkiende for dig paa dette skulle kun skee under fire øine. j vores barndom, james, vare vi fortroelige venner. den gang havde jeg lidet eller intet. du hav noget mere. du har ofte deelt broderlig mig, nu har jeg flere penge end jeg behøver, er kommen tilbage fra ostindien, og kan igjen give dignoget. men kjære broder james, endnu liggger der en svær steen paa mit hjerte, hvad en der bleven af min søster, som jeg maatte forlade som et lille barn, jngen har kundet, give mig underretning om hende, kun saa meget, har jeg erfaret, at du har redelig antaget dighende; du vil altsaa bedste kunne vide hvor hun er og hvordan det gaaer hende? at sukkede boxwell, og en taarestrøm styr, tede ud af hans øine: jeg ved ligesaa lidt omhende, som du. ojeg ulykkelige! ol ulykkelige broder, smith trængte nu ind paa sin ven, og badham løse ham denne gaade. boxwell fortalte nu alt, under de hæftigste udbrud af smerte og under tilstaaelsen af hans forigste kjerlighed forden flygtede. berolige dig" sagde smith. "jeg ville kun prøve dit hjerte. jeg har hentet bettyfra hendes bopæl, og hun ville vel ikke have fulgt, nogen anden, saa godvillig, som hendes broder. det holdt svært, meget svært, at bringe hende til lade dig forblive saalænge i uvished, og kunmit hellige lofte, at giengielde alt det rigeligt, du havde gjort mod hende, kunde berolige hende: dog hun kan selv bedste sige dig det.
|
fiction
|
thi_boxwell
|
thi_001297
|
ved disse ord aabnede smith døren til et sideværelse, og betty, som havde hørt alle boxwells udladelser om hendes formeentlige tab, var ikke længer herre over sine følelser, hun fløi hendes elsker imøde, og han sluttede hende med inderlighed i sine arme.
|
fiction
|
thi_boxwell
|
thi_001298
|
jeg er just kommen til rette tid" - sagde smith. "j arme skabninger havde ellers maaskee længe maattet vansmægte. jeg forudsætter at j intet inderligere ønsker, end at blive forenede med hinanden, og derfor vil jeg sørge. jeg forærer dig betty et huus, som jeg allerede har kjøbt, og endnu dertil, saamange rede pennge til udstyr, at en ordentlig mand, som dugiver din haand, ikke behøver at have næringssorger. det afhænger nu af dig søster, med hvem du vil deele dette?" betty rakte høit rødmende og med fravendtansigt boxwell hendes haand, og sagde med zittrende stemme: med ingen anden end med din ungdomsven, broder, som engang sørgede saa dybt over dinformeentlige død, altid tænkte paa dig med saa megen kjerlighed, og overdrog denne kjerlighed, paa din forladte søster. gud velsigne eder! udraabte smith rørt. j dette øieblik føler jeg først ganske det tvetydige gulds værd.
|
fiction
|
thi_boxwell
|
thi_001299
|
indenlandsk. salg af jordegods. mandagen den de juni førstkommende om formiddagen kl. , lader eierinden, enkefrue stadel, ved een eneste auction opraabe, og uden flere auctioners holdelse, absolut bortsælge følgende: hende tilhørende eiendomme: ) hovedgaarden søe beliggende i seierslev sogn, nørre herred paa morsøe, staaende for hartkorn frie hovedgaardstaxt tdr. skpr. fdkr. alb. og ufri hartkorn tdr. skpr., samt mølleskyld td. alb., med den til samme hørende priviligerede og meget indbringende veirmølle og underliggende hoveriegjørende bøndergods staaende for hartkort tdr. / alb. ) konge- og kirke=tienden af seierslev sognehartkorn tdr. skpr. ) kirke-tienden af sønder-draabye sogns hartkorn tdr. skpr. fdr. alb. og ) ditto af alsted sogns hartkorn tdr. skpr. alb. enten samlet eller separat, paa de conditioner som paa auctionsstedet, gaarden søe, bekjendtgjøres, og tilligemed jordebog og adkomst-documenter ere til eftersyn saavel hos eierinden, boende paa gaarden ullerup paa morsøe, som hos hr. assesfor bye- og herredsfoged rummelhoff i nye. kjøbing.
|
non-fiction
| null |
thi_001300
|
beskrivelse over canton i china. canton er hovedstaden i provindsen af samme navn, og ligger ved mundingen af floden tah, som i nærheden af staden er stor og viid. dens muur er temmelig høi, og sex eller syv engelske mile i omkreds; ikke over en trediedeel af grunden er bebygget; den øvrige deel tjener til lyststeder og fiskeparke. landet er særdeles behageligt, og mod østen bakket, saa at man fra staden og forstæderne, en omkreds af engelske mile, har den skjønneste udsigt. bygningerne i canton ere i almindelighed lave, bestaae kun afet stokværk og stueetagen er belagt med leereller røde teglstene, for kjøligheds skyld: men de anseeligste kjøbmænds og mandariners huse ere i sammenligning dermed høie og velbyggede. j adskillige dele af staden ere templer, hvori chinesernes afgudsbilleder findes; uden for samme staaer, efter aarstidernes forskjellighed, en stor mængde conditorier, oranger og tillavet mad, og ligeledes røgelse, der stedse holdes brændende. - gaderne ere lange og smalle, brolagte med flade stene og prydede med thriumphbuer, i en vis afstand fra hverandre, der yde et skjønt syn, og altid ere opfyldte med mennesker. paa begge sider ere boder, hvori forskjellige vare falholdes. et slags præsenninger ere udspændte fra huus til huus, for at forebygge, at solstraalerne ikke skulle være beboerne og de forbigaaende til uleilighed. ved enden af hver gade er et slags barriere, der, tilligemed stadens porte, lukkes hver aften. j chinagaden, der er længere og bredere end de øvrige, boe kjøbmænd, hvis handel, saavidt som den angaaer porcelain, lakerede sager, vifter a., er aldeles indskrænket til europæerne. de fleste af dem tale det europæiske sprog temmelig godt (adskillige endog dansk, i det mindste saa godt, at de kunne gjøre dem forstaaelige ved deres forretninger. foruden disse kjøbmænd, er der et selskab af tolv eller tretten, som kaldes cohong, der have udelukkende ret af regjeringen til at kjøbe de forskjellige skibes ladninger, og forsyne dem med thee, raa silke &c., som tuskartikler. uagtet disse conhongs ere skadelige for den private handel, ere de dog til overordentlig stort gavn for de forskjellige compagnier, som de handle med; thi hver enkelt af dem er borgen for det hele, og naar en fallerer, betragte de øvrige sig som ansvarlige. j canton findes ingen vogne. alle byrder bæres af dragere paa bambusrør, der ligge tværs over deres skuldre, fornemme folk og damer lade sig bære i bærestole. man kan hele dagen gjennemvandre cantons gader, uden at møde et fruentimmer, undtagen tartariske, og endda disse kun meget sielden. - paa flaadens - værft, som er beqvemt og smukt, staae de forskjellige europæiske nationers factorier, saasom de danskes, hollændernes, de franskes, engelskes a. j disse boe vedkommende compagniers supercargoer, der ere bestemte, at sørge for de ladninger, som bringes til marked; forsyne skibene med andre fra europa i hines sted, og, under deres fraværelse, at contrahere med kjøbmændenne om saadanne varer, der agtes nødvendige for næste expedition. blandt factoriernes residenter hersker stort venskab; et fælles og prægtigt taffel holdes paa compagniets bekostning, og besøg og gjenbesøg aflægges. jntet mange ler i, at opholdet for europæerne i canton gjøres saa behageligt, som mueligt, paa de fornøiel, ser nær, som flyder af fruentimmer selskab. bredderne af floden, nærmest staden, ere bedækkede med baade, der danne et slags bye eller gader, hvor de fattigere chinesere, eller rettere, tartarerne, boe. endeel af mændene gaae ommorgenen paa kysten til deres forretninger, og i disse sampans eller baade, der ikke ligge fast, sætte saavel qvinderne, som mandfolkene passagerer i land. paa disse baade leve mange tusinde sjele, som det aldrig har været tilladt at komme i land, hvis eneste bopæl er deres baad, hvori de spise, drikke, sove, og forrette mange sysler, holde ænder &c. og stundom et sviin. - manufacturerne i canton drives i særdeleshed i forstæderne; uagtet det ideligen er blevet antaget, at de vare indskrænkede til staden, og det af adskillige forfattere er blevet anført, som aarsag, hvorfor europæerne ikke maa komme ind af porterne; men det er en feiltagelse, og den sande grund for denne høist besynderlige jndskrænkning er den, at de huse, hvori de holde deres fruentimmer, ligge for det meste i staden. j wampoa, en stor rummelig ankerplads, der er - engelske mile fra canton, liggede europæiske skibe og udlosse deres ladninger, der føres til factorierne i pramme, som for - denne befordring faae deres bestemte fragt.
|
non-fiction
| null |
thi_001303
|
mellem denne plads og staden ere tre hoppoeller toldhuse, hvor de frem og tilbageseilende baade maa gjøre holdt, og visiteres tilligemed de passagerer, de have ombord, hvilket skeer, forat forekomme smuglerie. men de forhennævnte pramme og captainernes baade, ere fritagne herfor, de første have i dette øiemed egne betjenter, ombord, og de sidste bevogtes og visiteres, naar de lande.
|
non-fiction
| null |
thi_001304_a
|
et skibbrud i sechelles øernes archipel aar , (af journal des voyages, juni .) jeg var sluppen ud af et langvarigt fangenskab, og havde indskibet mig i mascate med kaperen hirondelle, i det haab, at komme tilbage til iisle de france. de første dage af vor seilads vare ret rolige; men de kastevinde, som følge passatvindens skifte langsad den mallabariske kyst, lode sig snart fornemme, og kastede os langt fra vor vei, henimod de sidste maldiver mod sønden og mod salomonsøerne, hvis kysterligesaa ubekjendte som de ere farlige, snart geraadede os til ulykke.
|
fiction
|
thi_sechelles-skibbrud
|
thi_001304_b
|
j en stormig nat, da skibet, med rev i seilene, tilbagelagde meere end otte miil i timen, hørte jeg havets brølen og vindens tuden i tougværket; maanen blev hvert øieblik tilsløret af skyer, som sammendyngede sig mod sønden, hvorfra allerede nogle lynstraaler fore ud. jeg spadserede langsom paa dækket og føelte mig i harmonie med alle disse ængstelsesgienstande, da jeg, just i det jeg kastede øinene paa dette lysnende spoer, som et skibs kjølvand dannet om natten i havene under vendekredsen, saae en tropsøesvaler, som staarede tæt ved os, og udstødte skjærende skrig; i det jeg gjorde vagtsofficieren, opmærksom paa dem, anmærkede jeg tillige, at disse fugle almindeligen holdt til luvart af øerne. "oh - sagde han til mig - vi have intet mere at frygte af landet, aldeles intet; breden, af dionysia og haverne er bleven omseilet for klokken otte i aften, og nu er den nærvedti." - hvad giør captainen? - han sover, og har forbudet os at forandre det mindste i farten, for dag. jeg kastede mig nu paa min seng. men uden at kunde finde søvnen. den anden, lieutenant, som laae hos mig, spurgte mig omveiret, og om vinden vedblev at blæse med samme furie; og han meddeelte mig ogsaa sine bekymringer, og beklagede sig over denne haardnakkenhed og vankundighed hos captainen, som saaledes satte sit skib i vove ved at holde sig for nær til maldiverne. han talede endnu med mig derom, da et gyseligt stød mindede os om, at vi vare paa et rev; inden et øieblik var jeg paa dækket, hvor der allerede herskede et forvirringsoptrin; skibet hængte fast imellem klipperne. jngen var istand til at give befalinger og endnu mindre til at udføre dem, thi den overvættes angst havde frembragt ligesom en almindelig bedøvelse. iblandt matroserne, ja endog iblandt de commanderende; den eneste mænd, anden lieutetenant, viste mod, men det var forgjeves at hans altid hævet over faren, vilde bringe det til manoeuvrering; hans stemme tabte sig midt imellem mandskabets skrig og det gyselige knag og brag af masterne, som, i deres fald, knuste alle de ulykkelige der befandt sig i nærheden af dem. det er ligesaa vanskeligt at beskrive, som at forglemme det optrin, der nu foregik for mine øine. alt det, som fortvivlelsen kan frembringe, alle de løvter, som angesten kan fravriste. mennesket, hørte jeg i denne dødsens nat.
|
fiction
|
thi_sechelles-skibbrud
|
thi_001305
|
jeg føiede mig ikke til denne gyselige concert, og det forekom mig, som jeg havde mine overstandne, gjenvordigheder at takke for den art af ligegyldighed, hvormed jeg ventede paa min skjebne.
|
fiction
|
thi_sechelles-skibbrud
|
thi_001306
|
inden til minutter var skibet skilt ved al takkelage, og laae dybt sunket paa siden; alle baa dene bleve i en hast bortrevne af bolgerne, som, i det de brøde sig, med brusen, paa dækket, drogemennesker og vragstykker og hinanden med sig. jeg var iblandt tallet af dem, som, ved at holde sig fast i tougværket, ikke kunne løsrives af bølgerne; natten var lang, men endelig viste dagen os et lavt land, hvis sandbredder ikke vare mere end tre hundrede skridt borte; det var den lille øde øe kaldet vaches-marines (havkøerne). de matroser som vare flygtede op paa skibsbakken, den deel af skibet, som blev mindst bedækket af bølgerne, arbeidede nu med jver paa, at sammensætte en art af flaade, for at prøve paa at vinde til kysten: men denne var aldeles besat med gyselige klipper, mod hvilke vandbjerge skyllede op med stor bragen; end mere, vinden slog ikke an paa kysten, den gik langs hen ad den, mod en lang kjæde af brændingsklipper, der endte øen ved den østlige deel; det var let at see, at flaaden aldrig kunne overvinde saa mange vanskeligheder, og jeg lavede mig til, at følge dem, som stolende paa deres kræfter, styrtede sig ud, for at svømme over. kan de svømme, mester, sagde en abyssinisk matros til mig - ja, sagde jeg til ham. - o mester! gud frelse dem, saavel som mig og han styrtede sig i havet, hvoraf han aldrig skulle komme opigjen. de første bølger førte mig med heftighed til landet; tyve gange paa nippet at knuses imod klipperne eller qvæles af bølgerne, blev jeg endelig kastet op paa sandet, ganske forstødt, med brystet og armene blodige. j det jeg gjorde nogle skridt paa havbreden, faldt jeg snart heni daanelse, udmattet af mine anspændelser under svømningen og af den mængde havvand, jeg havde drukket i mig. da var det endnu marder kom, og drog mig ud af denne forfatning: kom, kom, sagde han, i det han tog mig ved armen, staae op; jeg haabede ikke at see dig; modl. om dine ribbeen ikke ere aldeles forknuste. da han var meget stærk, trak han mig uden møie, - . hen til et sted lidt borte, hvor der var lidt ferskt vand; jeg kom til min selvbevidsthed igjen, efterat have drukket, og i det jeg kastede øinene omkring mig, spurgte jeg, om en snees ulykkelige. som jeg saae siddende ved en jld, var alt hvad der var tilbage af hirondellen, hvis besætning før denne ulykkelige hændelse, bestod af , mand; - ja, det er dem allesammen, resten er, hvor vi engang skulle hen alle; men herom er ikke spørgsmaalet nu, der maae tænkes paa at leve her, og dernæst at slippe herfra. matroser, ne havde allerede stegt nogle skaldyr, hvoraf kysten tilbød en stor mangfoldighed, den var yder, mere bedækket med drivtømmer, som strømmene uophørligen førte did fra de maldiviske øer, denne hjælp var os til stor nytte, thi det sted, hvorpaa vi vare, fremviste kun noget usselt krat, af en busk, kaldet fløielsbusken, som var os tilingen nytte, da den kun brændte med vanskelighed; den tjente om natten til lye for en stor mængde søefugle, der kom og sloge ned her, som en skye, ved solens nedgang, i det de opfyldte luften med deres hvinende skrig, og dette skraadvedblev indtil langt ud paa natten, fordi de komhid fra alle horizontens puncter. disse dye bleve al vor føde i de første dage, i det vi stegte dem paa gløder eller endog under asken, som kastanier; men det var altid et fælt vildt, seir og trannet over al beskrivelse; man maatte veltage tiltakke med dem, som de vare, ogsaa blevefuglene forladte uden afsavn, saasnart vi vare blevne dristige og kunde fange fisk og havskilpadder. tre matroser bukkede under i de første dage, som fulgte paa vort skibbrud, de vare meere endde andre, blevne sønderrevne paa klippestenenes spidser, og den fortvivlelse, hvori deres sørgelige forfatning styrtede dem, paaskyndte deres død; den yngste især vægrede sig stedse ved at modtage. mindste føde. deres liig bleve nedlagte i sandet, saavel som alle de, havet kastede op paa ky sten; men de faa overblevne, som befandt sig vel, opmuntrede ved tale og exempel af marsom jntet kunde faae magt med, tabte ikke haabet om, at slippe fra dette sørgelige sted, og naae sechellerne, som vare kun sex og tyve miil derfra. vor første tanke var, at sammensætte, af skibets vrag, et fartøi, der lignede dem paa den malabariske kyst; men da et lykketræf havde viist os vor sluppe imellem revene, hvor bølgerne havde stødt den ind, gave adskillige af os sig til at svømme hen til den, og fik den halet derudfra, under fare for at blive opslugte af haierne, hvormed havet var belemret. tømmermandens kiste blev trukken frem, ved at dyke ned imellem vragstumperne, og mange gjorde sig det til pligt, at stikke paa vor sluppe; hvor forknust den end var, haabede vi dog, ved at arbeide med jver, snart at sætte den istand til, at holde søen. den utrættelige mans havde udnævnt sig selv til captain, og jngen havde tanke, til, at gjøre ham rettigheden stridig. altid virksom, haandhævede han den samme mandstugt hos sine folk, som ombord paa et krigskib, og lod mange gienstande trække ud fra vragstykkerne, iblandt andet store lapper af sønderrevne seil, som tjente til at opføre et telt, og andre stykker til at ligge paa; vi kunde nu sove anderledes, end paa sandet, uden at udstaae saa meget af duggen om natten, og, om dagen, af solens straaler, som fortærede os. enhver havde sin post anviist af vor chef, i dagbrækningen gik de, som ikke arbeidede paa baaden, paa fiskefangst, og det var først om aftenen, naar alle arbeider vare endte, og vort traurige maaltid sluttet, at jeg spadserede med man ind af øen. mere vandt end han, til at gaae med bare fødder paa klipperne, klavrede jeg op ad de steileste høider, for der at søge æg af vendekredsens fugle; men jeg naaede kun deres top med møie, formedelst deres stakning og de nedrullende graastene, som løsnedes ved hvert skridt. fra dette høie sted, opdagede jeg, ved solens redgang, mahes høie bjerge, som, i stille veir, saae ud som en sky vedhorizonten; dette syn indgav vore matroser meget mod, og tjente til at blende dem mod farerne, ved overfarten, naar det blev spørgsmaal om at forsøge den.
|
fiction
|
thi_sechelles-skibbrud
|
thi_001307
|
øen vaches marines, som kun har fem (engelske) mile i omkreds, ligger under s. br. og længden; heden er ikke saa brændende der, som man skulde troe om et sted saanær ved linien; altid gjennemblæst af vinden, om dagen, er duggen meget stærk der om natten, og afkjoler luften. to store kiær af saltag, tigt vand ere omtrent midt i øen, ved foden af en høi, som næsten aldeles bestaaer af graastene. den mindste væxt, som staaer ud paa denne øde jord, er fløielsbusken, hvorom jeg alt har talt, et lille krat med tykke blade. søefugle af alle arter, hav-skilpadder, nogle havkøer, og jordkrabben, ere dens eneste beboere. havkøerne slæbe sig ofte op paa sandbankerne for at sove der i solen, og i denne tilstand kan man høre dem puste langt borte. dette dyr er kun lidet frygteligt, uagtet sin uhyre størrelse og sine truende tænder; vore matroser dræbte adskillige i voropholdstid, men vi gjorde ikke stort væsen af dem, efterdi kjødet af dem ikke lod sig fordrage, en eneste skildpadde fornøiede os mere, naar v. kunde komme til at overraske den. den mængde fisk, som vrimler i bajen overgaaer al beskrivelse; uden andet fiskeredskab, end en stok, dræbte en eneste af os, naar han gik ud i vandet, til knæerne, flere af dem i een time, end vil kunde fortære i to dage; de almindeligste arter vare flynderen, adskillige arter rokker, captainen, hagen, hav-aalen; blandt skaldyrene vare hummerne de almindeligste; klipperne vare bedækkede af muslinger med de skjønneste porcelins skaller.
|
fiction
|
thi_sechelles-skibbrud
|
thi_001308
|
Subsets and Splits
No community queries yet
The top public SQL queries from the community will appear here once available.