text
stringlengths 47
13.7k
| label
stringclasses 2
values | feuilleton_id
stringclasses 180
values | article_id
stringlengths 10
12
⌀ |
|---|---|---|---|
det var først efter en maaneds forløb at sluppen blev istand til, at gaae i søen; jndretningen af en lille tønde til at forvare vandet, i, kostede os næsten ligesaa megen møie som hele resten; vi gjorde ogsaa aarer, et roer, og et trekantet seil. en stor skilpadde, stegt i sin skal, og nogle røgede fisk var fartøiets mundforraad, men det kunde kun rumme fem personer. da mark havde forsamlet sit mandskab, opfordrede han fire frivillige mænd til en søe-expedition, hvis nødvendighed han, uden at fordølge: dem faren, forestillede at drage os ud af den førgelig forfatning, hvori vi vare stedte; der var kun een stemme iblandt dem til at svare ham, at de havde alle det samme mod, samme foragt for døden, og at han kunde vælge uden forskiel; han udnævnede fire af de stærkeste matroser, nemlig to franskmænd, en spanier og en neger fra madagascar. nu kom touren til mig; endskjøndt for svag til at røre aaren godt, var jeg den eneste, der kunde styre om natten efter stjernerne, og tage breden om middagen med en sextant, som jeg havde istandsat saa nogenlunde: thi vi havde hverken compas eller kaart. efter kjerlig afskeed med mær takkede jeg ham forden omhu, han havde baaret for mig, saavel ombord paa hirondellen som paa øen, og i det jeg traadte sidste mand i sluppen, hvis roer jeg tog, fjernede vi os fra strandbredden to timer for solens opgang, ved at styre syd=syd=vest, smigrede jeg mig med, at have, klokken - om eftermiddag, mahes bjerge godt i syne, men efterat have roet hele dagen, var det først sildigt, at jeg øinede deres toppe imellem den dalende soels skyer. det dybe havblik, som herskede under vor hele seilads, kunde allene frelse os; thi de lange bølger fra sønden, løftede vor brystfældige baad, som et lidet blad, og den mindste vind havde bragt den til at kantre med sit lille seil. efterat have tilbragt hele dagen over aarerne, lod jeg disse binde, klokken henimod otte om aftenen, for at skaffe mine folk hvile, og lade dem nyde deres maaltid. de lagde sig derpaa til hvile nede i baaden, og jeg blev allene ved roret, styrende efter bølgerne til klokken om morgenen, da jeg lod gribe til aarerne igjen og fortsatte reisen. om middagen, da jeg saae mahes top klar, overgas jeg roret til spanierne, og lagde mig til hvile paa en af roerbænkene; min søvn var ikke lang; en feil dreining af roret sun faux corp de barre) bedækkede os med vand; og havde nær sænket baaden; hurtige til at lændse vandet ud af vor baad, undslap vi denne fare. det var det eneste uheld, som tilstødte os; og efterat have kiæmpet timer mod bølgerne, landede vi endelig paa den lille og øde nordøe, der ligger fire mile fra mahs. efterat have trukket baaden op paa sandet, var det os, saa udstrabadserede, umuligt at stikke i søen igjen, førend næste dags middag. henimod klokken fire fik hr. de qvincy, gouverneur over sechellerne, efterretning om vor sluppe, og lod en lang piroge afgaae med sine roersnegere, for at møde os; de bleve inden et øieblik fulgte af adskillige jndvaanere, som alle kom med hurtige aareslag. det var ikke vel muligt andet, end at føle medlidenhed med vor forfatning; brændte af solen, haarene forpinskede, og bedækkede med pialter, lignede vi saatemmelig de vilde, om der iblandt dem gives saaelændige. men snart bleve alle ombyggeligheder ødslede paa os i dette gjæstmilde land, og strax den næste dag affærdigede hr. de qviney et lille fartøi, for at hente mark, og resten af mine stalbrødre paa deres øe.
|
fiction
|
thi_sechelles-skibbrud
|
thi_001309_a
|
den fangne kjerlighedsgud. (jødisk legende.) to gamle fortrædelige jøder, brødre og handels=compagnioner: judas og jorobabel, vandrede en dag, da jerusalem allerede for lang tid siden var forstyrret, om iblandt ruinerne. ol vee, hvor øde staden er, som før var saafuld af folk, sukkede judas. det har vore fædre forskyldet ved deres synder. paa alle høie og mellem alle træer, løb de, som propheten jeremias siger, kun paa bolerie. derfor vil jeg, sagde herren, gjøre jerusalem til en steenhob og til dragebolig, jeg vel nedbryde denne stad, som man nedbryder et pottemagers kar, det skal aldrig igjen blive heelt! herren talede saaledes og det skeede!" sukkede zorobabel. og vores arme, gjennem den hele verden adspredte folk, vil endnu komme til at gjøre haardere bod, hvis det ikke aflader at dyrke den hedenske gud: den amor, der flyver omkring i skikkelse af en bevinget lille dreng, og saarer menneskene med giftige kjerlighedspile. eil kunde vi, raabte judas, adog bemægtige os, denne fugl, ligesom det i fortiden, engang lykkedes to fromme jøder, at gribe og indslutte i en blyepotte helvedes fyrste, der omsusede deres skjæg i skikkelse af en næsevis flue, uagtet han derover opsatte et saa forfærdeligt skrig, at man kunde høre det firehundrede mileborte." ved denne ærgerlig samtale, bleve de belurede af kjerlighedsgaden; og havde strax, som børn ofte have, det kaade jndfald at drille knurrepotterne. de stege just op af bjerget zion, for at finde det sted hvor det berømte salomons tempel havde staaet. med fyrighed talede de om sammes pragt, og roste ellers med megen begeistring. det umaadelige guld, som var bleven ødslet derpaa. de fordybede sig saameget i denne behagelige underholdning om dette ædle metal, at de hverken saae eller hørte hvad der foregik omkring dem. amor kunne derfor ubemærket komme flyvende og skjule sig bag en af templets indstyrtede qvaderstene.
|
fiction
|
thi_kærlighedsgud
|
thi_001309_b
|
da graaeskjæggene kom ham paa skuds distance nær, sigtede han efter dem, og hilsede hurtig paa hinanden enhver med en piil, som skulle trænge ind i hjertet. men da de formodentlig bare fulde pengesække og brevtasker med vexler og statspapirer (hvis saadanne vigtige blade, allerede dengang vare gangbare, i barmen, saaglede pilene ned af deres hjertes pandser og beskadigede blot klæderne en smule. forskrækkede, men altid dog endnu fattede nok, til at stikke hurtig i lommen de gyldne pile, der faldt ned forderes fodder, styrtede hebræerne hen mod den egn, hvor skuddene kom fra, og med forundring fik de øie paa den lille bueskytte, der stod og loe dem ind i ansigtet. - hal der er det slemme, skarn!" raabte de til hinanden. frisk haandpaa værket og nu, de grebe ham, i det han ville svinge sig op i luften ved vingerne og holdt ham fast. han bød dem sit gyldne kogger og øvrige vaaben, som løsepenge, men de svarede, at alt var jo allerede deres retmæssige bytte, og de skulle saaledes: skalte og valte over hans person, at han ikke skulle anrette nogen ulykke mere i verden. derpaa bandt de ham med strikker, og førte ham da det imidlertid var blevet aften, til deres bopæl, hvor de indspærrede ham i et stort træbuur. de overlagde derpaa med hinanden hvad deskulle gjøre med den slemme knegt, og hvorledes de bedst kunne berige sig ved denne fangst. judas en haardnakket stræng karl, fandt ham skyldig til døden. vi ville qvæle ham, sagde han, derpaa stoppe liget ud, og sælge ham for en uhyre priis til en eller anden fyrste, der samler paa en skat af natursjeldenheder. men bliver der ikke buden os nok, saa løse vi peent vingerne, der skal være af det fineste guld, af, smelte dem og sælge dem efter vægten. - nei, broder skakkre med ham ville vi ikke, svarede jorobabel. vi føre ham hellere levende omkring i verden, og vise ham i de store stæder for penge."nealdeles ikke. - raabte jndas. den listige, fugl kunne undløbe os, og saa stode vi efter med lange næser. zorobabel vedblev imidlertid fast at paastaae, en mildere behandling, og det saameget mere, som hans forslag, synes ham meget priseligt for pungen. efter at de have stridet med hinanden derom : hele tre dage og ikke kunne blive enige, foredroge de en rabbi sagen. - denne gamle, ærværdige herre, blev forskrækket, da han erfoer kjerlighedsgadens fængsling, og sagde: j have handlet ilde, i at tage ham tilfange, og jeg forbyder eder det under kirkens bann, længere at berøve ham sin frihed, langt mindre at ombringe ham. thi han er verdens sjæl, og den ville uddøe, hvis han ophørte at beleve den. allerede i de tredage han har været i eders værge, er det foralle mennesker uforklarlige og for mig nu opklarede underværk skeet, at kjønsdriften synes ligesom paa engang at være uddøet. mand og kone, som før forrig elskede hinanden, bleve pludselig ganske kolde mod hinanden, og ynglinger og unge møer, som altid for smillede til hinanden, saae ikke meere paa hinanden. denne kolde modbydelighed bemærkede man endog hos dyreverdenen. man søgte derfor forgjeves i de sidste dage efter et friskt æg, som man kunne behøve til hielpemiddel for en dødsyg. skynder eder derfor, hjem i mænd, lader den fangne løs, giver ham sin rustning og alt andet tilbage, hvad i have taget fra ham. gjør strax hvad jeg har befalet eder, saafremt j ønske at undgaae det halv fortjente kirkebann.
|
fiction
|
thi_kærlighedsgud
|
thi_001310
|
med indbidt arrighed forlode jøderne den ærværdige rabbi, hvis bud synes dem at være meget. uret og især angreb hjertet derved, at de igjenskulle udlevere deres bytte: de gyldne vaaben. de reendte hjem, udgjøde deres vrede i eder og forbandelser over den fangne, og aabnede derpaa, af frygt for det truende bann, døren paa buret. men da nu ogsaa det kostbare bytte, skulle udleveres, geraadede den gjerrige og blodtørstige judas i rasende vrede, stødte den paa ham afskudte piil, som han ikke torde beholde, i øinene paa kjerlighedsgaden, og gjorde ham derved for evig blind. det er derfor intet underværk, at den armeblinde undertiden gjør saa selsomme og besynlige skud paa kryd og tvær, hvorover den saamange gange bliver rystet paa hovedet. hans fangenskab hos jøderne, havde endnu en anden følge. han hørte i den tid han var i sit fangebuur, ikke tale om andet, end pengeog pengegevinst, hørte nat og dag rasle og kling: med guld-og sølvmynter, og fik derved en saadan modbydelighed for disse ting, at han siden er bleven alle gjerrige folk ugunstig, anseer dem ikke at være værd nogen kjerlighedspiil, men overlader til sin fetter pluus at bringe disse metalske hjerte forbindelser i stand. (af der exchler.)
|
fiction
|
thi_kærlighedsgud
|
thi_001311
|
blandet. den de mai, om eftermiddagen imellem kl. og , havde man i berlin et uveir, hvis lige jngen der kan mindes at have oplevet. næsten en halv time rullede tordenen saa uophørlig at ikke en sekunds (?) ophold fandt sted, og fra flere sider knittrede frygtelige lyn. uveiret endte med en saa voldsom hagelbyge, at et i en mands hauge opreist telt af tyk dvælk blev saa hullet, som om det var gjennemboret af kugler. j rennes har den de mai tildraget sig en skrækkelig ulykke. artillerie-regimentets laboratorium, hvori der arbeider til menneskepaa et lystfyrværkerie til kronningen, fløi nemlig i luften kl. om morgenen. hele bygningen blev ødelagt og det brændende tag slængtes overpaa et langt derfra, paa flodens anden side, beliggende bryggerie. man har allerede funden døde og forknuste mennesker, hvoraf nogle ere blevne opfiskede af floden, tildeels uden hoved, eller med afrevne armee og been.
|
non-fiction
| null |
thi_001312
|
to formælinger for een. med triumpherende mine, traade bankørseeman, holdende en billet høit i veiret, ind til sin gemalinde, i værelset. nu er det rigtig? spurgte denne. ja, ja, svarede han, her er kammeraadens sidste afgjørende svar. himmelen være lovet, raabte madamme seeman. jeg har i disse dage lagt som paa pinebænken. var sagen gaaet tilbage - jeg havde ikke overlevet, det. jeg har allerede taget mod lykønskninger af hele verden, dog var jeg, mellem os sagt, retængstelig derved. nu, hvorfor da svarede hr. seeman stolt, min søn er dog vel en svigerson, som en titulair kammerraad ikke behøver at skamme sig ved, og hvad hovedpuncten angaaer - her slog han sig paa vestelommen, - saa kan jeg nok ogsaa maale mig med ham. . . ak, det mener jeg heller ikke, gjentog frue seeman - men, vores edward selv kunde med sine betænkeligheder du kjender ham jo - dog til slutning, endnu have gjort os en fatal streg i regningen. tænk kun, da jeg gaar spadserer med ham i haven, og i mit hjertes glæde skildrer ham hans bruds yndigheder og afmaler ham det skjønne gods, som wernichsnyelig have kjøbt, med det herlige schweitzserqvægog den talrige mængde høns, som henrykte mig saaledes, thi æggene, det veed himlen! ere saa mange, at de ikke lade sig betale tyve groschen har jeg maatte give for skokken, og stille, stille faldt hendes gemal hende ind i ordet, faarene ere hovedsagen. de nærværende høie uldpriser, ja der er noget at fortjene . . . . gaae mig med dine faar, svarede fruen heftig; (hun kunde ikke lide han nævnte de gyldene skind, da hr. gemahlen, ofte en smule ublid, kaldte hende for hele verden, et faar). ja, hvad jeg ofte ville sige, vedblev hun, der spurgte mig det komiske menneske: om jeg ogsaa var overbeviist om at henriette elskede ham. kunde jeg endog tvivle det mindste derom, føiede han til, saa ville jeg endnu træde tilbage. thi den tanke, ikke at ville føle sig ligesaa lykkelig ved min besiddelse, som jeg ved hendes, ville berøve mig mit hele livs roe... det er just, som for otte dage siden, svarede hr. seeman, da han ikke ville afslutte en fordeelagtig handel, fordi vores naboe, den fattige stakkel, havde spekuleret derpaa, og han hellere undte ham denne anseelige gevindst, end os selv. men det er følgerne af de schillerske commedier, hvorpaa dette underligemenneske ikke kan see sig mæt. jeg troer saagaar, han døde gjerne for en ven, som den hvad var det nu han hedte, . . her traade edward ind i værelset. med glædestaarer fløi moderen ham imøde, og trykkede ham til sit hjerte. rørt, men med alvorgjengieldte sønnen denne stormende omarmelse. saa koldt, spurgte næsten spottende faderen, jeg troer ikke du elsker henriette. - o! kjere, fader, hvad maatte jeg være for et menneske, naar jeg ikke elskede denne indtagende himmelske, skabning. sandelig fra vores bekjendtskabs første øieblik af indtil nu, har hver dag bunden, mig til hende med nye baand. ved hendes besiddelse maatte en konge, hvad siger jeg, det ædleste menneske føle sig lykkelig, men. . . jeg kjender dine betænkeligheder, svarede blid og leende faderen - du bliver elsket, inderlig elsket. henriette har endnu for nyelig udladt, sig om dig, med en saadan begeistring, saadan umiskjendelig ømhed, at . . . nu da, saa tilgive hun selv mig denne, endnu ikke hævede tvivl. . jeg vil troe det, gjerne troe det, ach, denne troe gjør mig saa undsigelig lykkelig. dog vished, vished, er det ikke, men en bøn afslaae de mig ikke. erklær de ikke, før vor forlovelse, førend min broder kommer hjem. de veed hvilken broderlig kjerlighed, derbinder os til hinanden og jeg vil ikke gjerne høitideligholde mit livs lykkeligste dag, uden han er tilstede.
|
fiction
|
thi_to-formælinger_a
|
thi_001322
|
forældrene lovede dette og nu synes alt at være i rigtighed.
|
fiction
|
thi_to-formælinger_a
|
thi_001323
|
edwards betænkeligheder og tvivl, vare ikke allene en følge af betragninger og erfaringer, som han havde gjort siden sit bekjendtskab med henriette, men et skjøndt caracteertræk hos ham, som neppe ahnende sin egen fuldkommenhed, næsten altid satte for høi priis paa andres gode, egenskaber, og modtog et hvert beviis han fik paa andres kjerlighed med den bekymring: om hans ogsaa var det værd, og nogensinde kunde være i stand til at giengielde lige med lige. allerede som dreng havde enhver egennytte været ham fremmed, allerede i den spædeste alder havde han unden glæde i at gjøre andre glæde; og saa til bageholden han end var, naar han skulle vove eller foretage noget usædvanligt for sig selv, saa dristig var han, naar det gjaldt fremmed lykke, fremmed ret; og saa snart han blev opfordret til selv at træde i kamp for dyden. da naturen havde udrustet ham med alle sine rige gaver, og derhos sat alle dens kræfter i en saa skjøn ligevægt hos ham, at ingen stak frem for den anden, saa herskede en vis rolighed og stille munterhed over hans hele væsen, som forekom den, der var hengiven til extremer, eller elskede det glimrende eller jmponerende, at være mangel paa kraft og paa en gjennemtrængende aands og siels styrke. man maatte længe omgaaes denne fortræffelige yngling, og lære ham nøie at kjende, maatte see ham handle i afgjørende livs stillinger, for at see hans hele herlige caracteer i dens fulde glands. gandske modsat var hans broder heinrichs caracteer. han var af et høist heftigt og fyrigt temperament, af en mere irretable, næsten sygelig emfindtlig følelse, og begavet med en levende phantasie, men ogsaa af mindre stærk caracteer, der ofte gjorde ham til bytte for et hurtigt virkende jndtryk; enheller besad han hiin forstands dybhed og frihed; som først formaaer at bringe saadanne egenskaber til fuldkommenhed. det synes derfor svært at begribe, hvorledes brødrene saaledes kunne elske hinanden, som de gjorde. enhver forundrede sig over den ømhed, hvormed de hang ved hinanden. vel havde i den tidligste ungdom forskjelligheden af deres gemytter for aarsaget mangen tvist; men siden edwardengang havde reddet heinrichs liv, var deres kjerlighed den inderligste, den kjerligste, som nogensinde have forenet brødre. ved at løbe paa skøiter, havde den vilde heinrich, af pralerie vovet sig ud paa et høist farligt sted, og sank ned. begge hans kammerater forlode den synkende, uden forsøg paa at rædde ham. edward, som man havde holdt for frygtsom, fordi han ikke som hine ville vove sig saa langt, styrtede uden at betænke sig hen til broderens hjelp, og reddede ham ved sit bestemte mod. j begge disse ynglingers udvortes herskede samme forskjel. edward var af fiin bygning og middel størrelse, heinrich derimod af høi vext, skjøn skabning og kraftfuldt udseende, endskjøndt hiin overgik ham, saavel i sand legems, som i aands- og caracteerstyrke. edward var, for at føie faderen bleven kjøbmand, endskjøndt videnskaberne trak ham til sig med uimodstaaelig magt; heinrich, der foretrak livet og verden, for beskjæftigelsen at studere menneskenes jdeer og jndre, havde opofret sig til videnskaberne; og beskjeftigede sig tilsidst, efter at han næsten havde lært noget af hvert, lidenskabelig med naturvidenskaben. her fandt hans levende phantasie en vid mark aabenfor sig, og de altid afvexlende naturscener stemmede, med deres levende kraft og mangfoldighed. overeens med hans lyst til afvexlinger og nyejndtrykke, derfor havde han med glæde modtaget tilbudet at gjøre en reise med en ham ligesindet, skjøndt ældre mand til det vestlige fastlands tropiske lande. to aar havde han tilbragt paa denne reise, og nu var han just paa tilbagereisen hjem. henriette, edwards forlovede var en datter af den rige uldhandler wernich, en pige, beriget af naturen med alle de yndigheder, som den formaaer at skjænke qvinden. skjønsom den unge dag, elskværdig, som den nyelig af knoppen udspringende rose, jngen kunde see, ingen nærme sig hende uden med glad begeistring, og uden at føle sig hentrukken til hende. hendes hjerte var godt, hendes forstand dannet, ved den ombyggelige underviisning af to fortræffelige lærere; men trods alt udseende af livsfylde og sundhed, led hun ofte endog physisk af overspændte følelser, og af en sygelig exaltation, som blev næret af moderen, der havde modtaget sin dannelse, i en periode for det fentimentalske sværmerie, som for nogle decenier siden, greb sig som en exedimie om sig i tydskland. da hun lærte at kjende edward, kjendte hun endnu ikke kjerlighed, men hun følte dybt ynglingens elskværdighed, følte sig æret ved hans tilbøielighed for hende, og besvarede hans sagte, agtelsesfulde nærmelse med den blideste hengivenhed, den meest fortryllende blidhed og ynde. hun troede virkelig, at elske ham, og modtog derfor forslaget og en forbindelse med ham, med alle tegn paa inderlig tilfredshed. hans væsens munterhed og mildhed, gav hende selv en hvis rolighed, og i samme en nydelse af hendes eget jeg og hendes liv, som for var ganske fremmed for hendes lidenskabelige gemyt og hendes overspændte følelser. saaledes saae hun et ønskeværdigt gladt liv ved hans side, imøde, og udlod sig derom ofte til hendes veninde, clementine, en ung pige paa hendes alder, som fra det de aar af, var bleven opdraget med hende, og som hverken gav hende noget efter i legemlige eller siels fortrin. mellem begge pigerne fandt næsten det samme forhold sted, som mellem de to brødre. ogsaa dem forenede den ommeste tilbøielighed, endskjøndt clementine stod som en dunke nellikke ved siden af en smilende rose, hvis billede henriette var. edward havde tilmeldt hans broder sin forestaaende lykke i et brev, som traf denne i lyon. her havde kan opholdt sig i en vens huus, som just nyelig var bleven formælet med en elskværdig lyonneserinde. kjed af verden og den lange omstrøifen og mættet ved synet af saamange skjønheder, længedes han af hjertet efter nye ubekjendte nydelser: kjerlighed og huuslig lykke; disse traade ham her imode, i en saa indtagende skikkelse, at han troede de kunde tilfredsstille alle hans hjertes urolige ønsker. han afmalede sig hans tilkommende kones billede med alle en fyrig phantasies farver, og snart ville han i sin vens- kone, troet at finde hvad han søgte, havde ikke hans broders brev formaaet ham til hurtig opbrud. dog dette antændte kun endnu mere den glødende jld, i det den satte henriettes elskværdighed i et saa fortryllende lys, at han med al den deel han tog i sin broders lykke, dog følte en beklemmelse og uroe, som om i øieblikket hans lyksalighed, gienstanden for hans længsel og kjerlighed, for evig skulle blive ham frareven. med en ham selv uforklarlig ængstelighed, og dog, som dreven af en uimodstaaelig magt, begav han sig paa veien og fortsatte ilende sin reise. landgodset, som wernich havde kjøbt, laae ved den landevei af hvilken heinrich skulle vende tilbage. det var en deilig sommerdag, og den nye besidders familie ønskede at tilbringe nogle uger her; edward havde just ingen pressante forretninger, der holdt ham fra morgen til aften i staden; han besluttede sig derfor gjerne til, i selskab med sin brud at nyde nogle dage i den herlige natur, som overalt omringede dette i landsæde. altid beskjæftiget med tanken om gjensynet, tænkte han at overraske broderen paa en egen behagelig maade. han vidste hvad daghan ville komme, og havde skreven ham til, at han ville reise ham imøde; men en sjelden modtagelse havde han tilberedt ham paa wernichslandgods selv. rundtom det smukke og beqvemme vaaningshuus, udbredte sig i alle retninger, fortryllende haver. en af samme, forsynet med rige blomsterpartier, som just nu prangede i underfuldglands, laae langs ved landeveien. jkke langt fra enden deraf, hævede sig, blandt skjønne rosenbuske et floras tempel i veiret. gudindens billedsstytte, som hændelseviis var bleven beskaadiget, var taget bort. edward havde lagt mærke til dette ved en spadseretour med hans kjereste, og have yttret det ønske at hun vilde den aften, hans broder kom, indtage gudindens sted, hvem hun saameget lignede, og saaledes forkynde den indtrædende en lykke, hvis skjønne betydelse ikke længe kunde blive skjult for ham. han overvandt jomfruens beskedne tvivl ved kjertegn og den bemærkning, at det man saae paa et fremmed sted, ofte havde en betydelig jndflydelse paa de virkninger, som det frembragte paa vor sjæl, og hun ønskede dog vist nokat disse virkninger paa hans broders hjerte maatte være glade og muntre. henriette gav endelig efter, halv med glæde og halv med modstand. dagen da henrich skulle komme, frembrød, endelig. den var en af den skjønne aarstids, smukkeste dage, hvori nattens dæmring næsten slutter sig lige til morgenrøden, og den lune natlet vinder fortrinnet for den hede dag. edward reiste broderen nogle mile imøde, deels for at have ankomstens time i sin magt, og deels for tidligere at kunne tilfredsstille sin længsel. jmidlertid pyntede henriette det lille tempelog sig selv. et simpelt reent gevandt, hang i rige og skiønt slagne folder ned af hendes slanke, gestalt, en blomsterkrone prydede det blonde haar, en blomsterkurv hvilede paa den ene arm, medens den anden haand synes at vælge en gave deraf, men alt overgikkes af det smillende ansigt og øinene, der svævede som solen over den hulde natur. hun var saa indtagende i denne forklædning, at selv tjenestefolkene udbrøde i glad beundring ved synet af hende. saaledes oppebiede hun den kommende; denne havde allerede nydt gjensynets salige følelse. heinrichs sjeleroe, der siden hans sidste ophold i lyon, ofte var bleven forstyrret af storme, som fornuften kun med møie var bleven herre over, synes i broderens omarmelse atter at indaande den rene barndoms fred. ak! sagde han med taarefuldt blik, - ak! det forekommer mig, som om jeg havde drukket af forglemmelsens bæger, og et nyt liv synes at op gaae formig, i det jeg herved hilser dig min edward, som skaber af en nye, nahnet glæde. jamin broder vi ville give verden et exempel paa, hvad kjerlighed er og bør være, eller nei, nei, den erfare intet af vores forbund. kan den ikke dele vor rene glæde med os, kunde den dog beplette alting med misundelsens gift og bagtalelse! vor kjerlighed ligne kostbare metaller, som skjules i jordens skjød, og som blot kunne gjøre dem lykkelige, der uden egennytte og havebegjerlighed, forstaae at glæde sig ved deres glands! med henrykkelse hørte edward paa sin broder. en fremtid smillede ham imøde, som han neppe havde tænkt sig i haabets saligste øieblikke, en glæde, hvis fryd næsten opfyldte ham med angest. heinrich spurgte efter edwards brud. du skal endnu i aften faae hende at see, svarede denne med et smiil, vi tage ind paa mine svigerforældres landgods.
|
fiction
|
thi_to-formælinger_a
|
thi_001324
|
under denne samtale havde vognen naaet haveporten; brødrene stege ud, og traade ind i den duftende have. hele luften var som et hav at vellugt. solen sank ned i vesten og udgjød dens purpur over de pralende blomsteranlæg. her er elystum, raabte heinrich, mit hele hensvundne liv synes at være hensunken i lethes bølger, smilende førte edward broderen videre. nu traade de hen i en dunkel buskage, hvorfra en jrregang førte til det blomsterrige, hvor dets gudindes tempel stod. en straale af den dalende soelfaldt just paa den, der indtog hendes sted, og som endnu stod ubevægelig, og saae med bankende hjerte de ankommende nærme sig. heinrich gik med edward under armen henimod templet. nu rettede han sit blik op i veiret paa den levende billedstytte. hun bevægede sig sagte. gud hvad seer jeg, raabte han, edward! vaager jeg eller er det en drøm. hvem er den himmelske skikkelse? min brud, svarede edward, og i dette øieblik traade henriette selv ned af fodtrinet, og hilsede hendes forlovedes længe ventede broder. hun var, i den forvirring hun befandt sig, ubeskrivelig indtagende, heinrich stod som spigret til jorden af forundring og forhauselse. aldrig havde skjønhedens magt saaledes virket paa hans hjerte. det var, som om han følte alle sit livs glæder og smerter paa engang og i et øieblik. ogsaa henriette blev paa en hidtil ubekjendt maade rystet ved synet af den fremmedes manlig skjønne gestalt, og ved himt udtryk af ædelt mod og frie kraft, der oplivede hans hele væsen; ogsaa hende ahnede det, at dette øieblik maaske ville være et af hendes livs vigtigste. jkke saa kold! sagde edward med en tonefuld af den ømmeste kjerlighed, slut min brud, i dine arme, til dit broderlige hjerte, min heinrich, hun er vistnok ikke uværdig dertil. heinrich tøvede, da lagde broderen selv henriette ømt i hans arme. han omarmede den yndige med henrykkelsens hele jld og ak! med en voxende lidenskab. med denne omarmelse, var hans hjertes rolighed uigjenkaldelig tilintetgjort, det følede han; men hans broder ahnede det ikke! det var godt, at just henriettes forældre og clementine kom til og endte dette optrin. under velkomst complimenter, og spørgsmaale, hvilket herr, og i særdeleshed madame wernich overøste den ankomne med, som en regn; fik denne tid til at fatte sig, og til at skjule sin halv glade, halv smertelige skræk. man ilede til spisesalen, hvor et kostbart og rigeligt besat taffel, skulle tilkjendegive, saavel husets velstand, som huusmoderens smag. her erholdt : han en plads ligeover for henriette, mellem begge hendes forældre. hr. wernich, der og saa drev stærk handel med colonial-vahre, vilde have de nøiagtigste efterretninger om de vestindiske kaffe og sukker plantager, madam wernich, om de nye verdens beboeres, dragter, sæder og skikke, og heinrich fortalte med saamegenjndsigt og underholdende foredrag om alle disse gjenstænder, saa at han strax erhvervede sig det werniske ægtepars hengivenhed i en høi grad; ogsaa bemærkede ingen uden henriette selv og clemmentine, at han lod ofte sit blik hvile med en slags fød beruselse paa den første og derpaa igjen behøvede nogle øieblikke, for igjen at kunne fortsætte talens afbrudte traad. broderen hørte paa ham med undsigelig glæde, og han kunde neppe vende sine øine fra hans dyrebare broders skjønne, udtryksfulde træk. vi have allerede oftere nævnet clementine, som henriettes selskaberinde og veninde, og vi skylde derfor læseren, at sige ham noget mere bestemt om hende, da hun her er at regne blandt hovedpersonerne. hun var et fader= og moderløst, barn, da hun kom i det werniske huus. hendes forældre døde meget tidlig og i armod. da henriette endnu som barn, var bleven hendes gudmoder, og elskede meget den lille nydelige pige, blev hendes bøn, at faae hende til legeføster gjerne opfyldt af hendes forældre. børnene voxede til i føsterlig fortroelighed og sødeendrægtighed. dog da clementine fik fuldkommen kundskab om sig selv og sin stilling, indrettede hun altid sin opførsel saaledes; at henriette altid blev den første, og ethvert fortrin, som en eller anden fremmed forsøgte paa at give hende, uformærket overgik paa hiin; dette blev af denne ikke uerkjendt og ubelønnet. ogsaa hendes pleieforældre følede det ømme og ædler i denne opførsel, og fik hende derfor meget kjer. taknemmelighed blev snart den herskende følelse i clementines siel, og den med hendes dybe alvor blandede blidhed og mildhed udbredte overhendes hele væsen, er undsigelig indtagende væsen, en ynde, som de fleste kun antoge sig for en virkning af hendes sig dag for dag udfoldende ungdom. melige skjønhed. uden fordringer paa jordisk lykke, og uden stræben at tilkjempe sig den, nød hun ethvert glad øieblik med inderlig taknemmelighed mod forsynet og overlod sig barnlig from, ganske til dets ledelse. derfor stor hun næsten ukjendt af : enhver, uden hendes fosterlige veninde, som natviolen blandt pralende blomster, der kun i den tause nat udaander sine balsomdufte. da edward erholdt adgang i hendes pleieforældres huus, gjennemskuede hun snart denne ædle mands udmærkede fortræffelige caracteer, og en hemmelig ider om en slags harmonie mellem deres sjele og følelser, som erholdt næring ved enhver af den unge seemans yttrringer, drog hende uformærket til ham med fødere baand. saaledes udviklede sig, medens at hun neppe var vidende derom, en fød, stille tilbøielighed i jomfruens bryst, hvilken hun, da hun hverken haabede eller forlangte noget bestemt, ikke søgte at undertrykke. nu blev edwards formæling med henriette besluttet. havde clemmentine hidtil skjænket denne mere indtagende søster fortrinet, uden alle bittre bifølelser, ja ofte glædet sig derover, fordi hun ogsaa holdt det for taknemmelig pligt, saa forandrede sig nu pludselig hendes hele siels stemning. hun følte skinsyge, og derpaa kjendte hun nu, at hun elskede edward, hendes første, dyrebareste venindes forlovede, hvilken opdagelse for denne pige. at hun maatte undertrykke, bekjempe denne lidenskab, følte hun, og gjorde ogsaa redelig alt hvad der stod i hendes magt, for at udføre denne ædle beslutning. men det blev hende saameget sværere, jo mere hun troede at bemærke, at henriette egentlig ikke elskede edward, nemlig ikke saaledes, som hun føelte, at han fortjente at elskes; med hiin hengivenhed, som udgjør ens høieste sallighed. en skarp jagtagelse af de forlovedes forhold, og en endnu dybere forborgenhed af hvad den foregik i hendes jndre, var folgen deraf. (fortsat.)
|
fiction
|
thi_to-formælinger_a
|
thi_001325
|
to formælinger for een. (sluttet.) det kunde, som en følge af clementines skarpe opmærksomhed ikke undgaae hende, at heinrich behandlede henriette med mere end broderlig tilbøielighed, og at han i sin opførsel, mod hende viste en hvis blye ømhed, som aldeles ikke synes at forfeile sin virkning paa hendes venindes hjerte. jmidlertid søgte hun af agtelse og kjerlighed for denne, at overtale sig til at troe, at hun tog feil og at heinrichs lidenskab, saavelsom henriettes tilbøielighed til sværmerie og hendes overspændte væsen, gave ligegyldige yttringer et anstrøg af dyb betydenhed.
|
fiction
|
thi_to-formælinger_b
|
thi_001342
|
førend hun kunde beslutte sig til at troe noget maatte hun have talende beviser, men disse udebleve desværre heller ikke.
|
fiction
|
thi_to-formælinger_b
|
thi_001343
|
siden heinrichs ankomst til rosenau, det wernichske gods, vare nu næsten fjorten dage forløbne. man havde henlevet i et slags sødfortroelighed med hinanden, hvorved alle befandt sig meget vel. heinrichs levende muntre caracteer, hans behagelige maade at fortælle paa, oplivede timerne for selskabelig nydelse, saa at i særdeleshed madamme wernich paa alle mulige maader udmærkede deres nye huusven og tilkommende beslægtede, og hemmelig næsten foretrak ham for hendes bestemte svigerson. ed----- ward, der foruden sin andeel i det faderlige firma, ogsaa drev en betydelig handel for sig selv, kunde i nogle aftener ikke være borte fra staden, da rosenau dog ikke laa saa kort borte derfra. det var deilige sommeraftener, og da det merniske ægtepar, ikke holdt saameget af at spadsere, gik de unge mennesker: heinrich, henriette og clementine for det meste allene ud. en aften blev den sidste forhindret fra, at deeltage i spadseretouren, og de første vandrede imidlertid i stille henrykkelse og fordybede i munter samtale gjennem landsbyens haver, da kom paa en gang en landmand løbende og raabte til dem at de maatte søge at rædde sig, da en gal hund kom løbende ligeløs paa dem. henriette blegnede af skræk, hun ville flygte, men faldt omkuld. allerede saae seemann det rasende dyr. hurtigt fattet, greb han den faldne, hævede hende høit i veiret, i hans arme, i det han med den anden haandgreb en steen og saaledes oppebiede fienden. den kom, og et sikkert kast af heinrichs kraftfulde arm strakte den død til jorden. men bleg, som døden hang den reddede i redderens arme. hvad skulle han gjøre, jntet menneske var i nærheden. han lagde hende sagte ned paa græsset under træerne og beskjeftigede sig med zittrende haand med at kalde den afmægtige tilbage til livet. det lykkedes. et nudsigelig udtryksfuldt blik faldt fra hendes skjønne øie paa den skjælvende. skam og forvirring gave hende igjen hurtig livstræfter, dog kun for et øieblik, og hun maatte af sin ledsager lade sig mere bære end føre, for at naae den faderlige bopæl. oftemaatte hun hvile underveis, men hvilke øjeblikke. vare disse for begge, i hvis hjerte den forbudne kjerligheds gift brændte. saaledes er mennesket, naar det gjelder et pligtbud altid et barn, der finder den forbudne frugt fødest. ved haveporten modtog den tilbagevendende clementine dem, og erfoer hvad der var hændet dem.
|
fiction
|
thi_to-formælinger_b
|
thi_001344
|
hun ledsagede veninden paa hendes værelse, imedens heinrich fortalte forældrene det skeede, og sendte en tjener ud i landsbyen, for at give efterretning om at faren forbi. men neppe havde henriette naaet hendes værelse førend hun paa nye faldt afmægtig om paa sophaen og fik en hæftig feber. heinrich var ude af sig selv.
|
fiction
|
thi_to-formælinger_b
|
thi_001345
|
neppe kunne han iagtage anstændigheds regler, som ikke altid tillode ham, at være om henriette. clementine udtydede rigtig denne lidenskabelighed, og selv venskabs frie blikke, havde let kunnet seet alting i det sande lys. mod morgen, efter en for den hele familie høist ængste, lig nat, vaagnede henriette af hendes feberphantasie, og da hun saae clementine, som intet øieblik var vegen fra hende, sidde med den meest deeltagende mine, ved hendes leie, spurgte hun hende med en sagte, men betydende mine, hvad har jeg sagt, medens jeg phantaserede? lidet forstaaeligt, svarede veninden, dito redders navn svævede bestandig paa dine læber: blot navnet? vedblev henriette ængstelig. jkke det allene, svarede clementine, det blevledsaget af ømme, elskovsfulde bi=udtryk. stillel gjentog henriette, synlig forskrækket, stille derpaa føiede hun til med taarene i øinene. du skal læse ind i mit hjerte, du min dyrebare, eeneste veninde. jeg er ikke uden skyld. clementine bad hende nu at være rolig. de sidste ord havde truffet hende paa det omfindtligste, ogsaa hun var ikke uden skyld; hun nærede jo og saa i hendes hjerte en utilladelig flamme. den følgende dag bleve alle igjen beroligede. henriette var kommen sig gandske igjen og kunde uden anstrængelse vise sig i hendes kreds. om aftenen kom uforventet edward. hans hele væsen viste en høi grad af munterhed. mansaae paa ham, at han med møie skjulte noget, hvis meddelelse maatte foraarsage ham og andre glæde. henriettes blege udseende var ham paafaldende, og da han med omhyggelig, kjerlighedsfuld deeltagelse havde spurgt efter aarsagen dertil, erfaret denne og var bleven fuldkommen beroliget i henseende til hendes velbefindende, udraabte han: nu saa er ogsaa den sjeldne glæde foreholdt mig, strax at kunne give dig et beviis paa min taknemmelighed. du er ved uddelingen af denne jords timelige goder, aabenbar kommen en smule til kort. j medens din siel søgte efter skatte i videnskabernes gebet, tabte du besiddelsen af saadanne, som ved siden af hine, neppe fortjene navn deraf, men som desværre her i verden, er et uundværligt noget. jeg foretog mig derfor at ville forbedre skjebnens efterladenhed. . som beskjæmmet holdt han her inde, derpaa vedblev han forlegen: det ville smerte dig, at maatte leve i haabet om at arve en formue som allerede andre eie. jeg lagde derfor en lille kapital i min handel hen for dig, og see, denne velsignede forsynet, velsignede den saaledes, at den næsten daglig og hver time tiltog. jeg forsøgte dermed større og større speculationer, ikke uden ængstelighed, at den vovende ven skulle tabe, hvad den forsigtige havde samlet, men kjender kjerlighed grændser, mit mod, min forvovenhed er bleven belønnet over al forventning. i gaarindløb en efterretning, om at en speculation var lykkedes, der sætter dig i besiddelse af en uafhængig formue af , gylden. her er do. cumenterne. han drog en brevtaske frem, og overgav den til broderen, paa hvis ansigt, efter, at denne ligesom alle de øvrige, havde lyttet til fuld af forundring, udbredte sig det dybeste vedmod, medens at taarene trillede ned ad de blegekinder. han stod med hæftighed op og ville forlade værelset, da faldt hans broder ham omhalsen og raabte: tilgiv mig, at jeg ikke er fremkommen deelicat nok med min efterretning! jegharsaaret dig, det var ikke broderligt, stormende trykkede heinrich ham til sit hjerte og foer udaf værelset. men udenfor, omgivet af den stille nat, gav han sin smerte og taarer frit løb.
|
fiction
|
thi_to-formælinger_b
|
thi_001346
|
han søgte den eensomste deel af haven og kastede sig ned paa en bænk. traurig susede vinden i træerne, langt borte rullede tordenen; og tykke, svære skyer traade vexelviis frem for maanen. ja, udraabte han endelig, selve naturen, gyser til bage for mit sorte hjerte, for en elændig forbryders lastværdige opførsel. hvorledes, du kunne see denne himmelske kjerlighed og sankikke til jorden af skam, - medens du søger at berøve den redeligste meest trofaste ven det kostbareste et han eier, sorger han med huldvirksomhed for dit livs lykke. havde du stødt ham dolken i hjertet, ville du have handlet medlidende, men at stiæle hans elskedes kjerlighed, hvor gives der ord til at udtrykke en saadan grusomhed med, han taugl efter en lang pause, stod han op og sagde. har du ikke engang før frygtet at forstyrre vennens lykke, og reistfor at redde din siels fred. flye endnu engang hvo veed, hvor ofte endnu du maa gjøre det. paa din vei skal kjerlighed ikke strøe roser, giftblomster trives kun for dig i dens yndige hauger, j det han sagde dette, bøiede han sig omkring en bøgehække, og for ham stod edward, der, var bleven rørt over broderen, var gaaen efter ham og havde hørt de sidste ord. hvorfor da, kjære broder, sagde han, i det han greb ømt hans kolde haand - - jeg maae endnu opsætte min.
|
fiction
|
thi_to-formælinger_b
|
thi_001347
|
forlovelse nogle maaneder, da vores tante er død.
|
fiction
|
thi_to-formælinger_b
|
thi_001348
|
hvo veed om ikke da en salig dag smiller to lykkelige venner, to brødre imøde, har dulært at kjende clementine. hun er en engel! denne skjønne dunkle blomsts bæger skjuler en balsom, som formaaer at helbrede ethvert saar! lær kun først at kjende hende, at svarede heinrich, kun ikke denne himmelske godhed, jeg fortjener den ikke! lad mig, broder, lad mig kun blive allene. du kjender mig ikke. med disse ord reev han sin haand ud af broderens og ilede hjem ad. forundret saae edward efter ham, denne stemning maatte have en anden grund, end henrichs bekjendte lidenskabelighed. edward havde ogsaa førend han traf broderen, hørt enkelte ord, dog uden sammenhæng, af hans samtale med sig selv. han stod en tid lang eftertænksom, da synes en mørk ahnelse om sandheden at gribe ham, men hans gode hjerte viste den tilbage. jmidlertid havde dog dette lyn oplyst en egn, som han ikke kunne eller turde afholde sig fra nøiere at undersøge. men dette forsæt besluttede han at holdehemmelig for enhver, og hvad ogsaa resultatet af hans efterforskninger maatte være, ville han dog handle som hans hjerte, og hans kjerlighed for hans broder bød ham. fra denne aften af, synes den muntre fortrolighed, som havde gjort alle saa lykkelige, at have veget ud af familiens kreds; heinrich blev altid mørkere og mørkere, han talte lidet; ofte traade, naar han saae broderen, taarer ham i øinene; da trykkede han hurtig hans haand og forlod værelset. henriette synes at befinde sig i piinfuld forlegenhed, hun søgte øiensynlig at undgaae at være allene med heinrich og bestræbte sig for at vise edward en hengivenhed, som denne vel ikke antog for hyklerie, men dog heller ikke for en inderlig kjerligheds skjønne frugter. efterretningen om den nødvendige opsættelse af hendes forlovelse havde hun optagen med en saa selsom blanding af ikke gandske sand tilsyneladende, smerte, og undertrykt tilfredshed, at den nu allerede meere opmærksom bleve edward, følte hans første ubetydelige og senere hen næsten undertrykte mistanke med nye styrke fornyet hos sig. dog han ville have vished, og hvor skulle han erholde denne, hans nærværelse, det følte han, kunne ikke forskaffe ham den; thi det maatte bestandig opvække de hjerter, der elskede hinanden, og ikke torde, til evigvarende kamp med sig selv. men, tænkte han endelig, naar du under en forevending bortfjerner dig paa nogen tid, viser du derved de elskende en mulighed til deres forning, især naar du erklærer dig nødsaget til, om ikke for bestandig, saa dog for lang tid at maatte renuncere paa den lykke at besidde henriette thi det følte han, at heinrich for hengav sit liv, og ville beslutte at blive evig ulykkelig, før han ville berøve sin broder det, som han maatte ansee for hans høieste gode i livet. dog hvem ville give ham efterretning naar han var borteom begge de elskendes tilstand, hvem han saa gjerne ønskede at gjøre lykkelig? hvem kunnesige ham, om han ved sit offer ville udvirke det, som han ønskede at bevirke, jngen var bedre i stand dertil end clemmentine. hende maatte han anbetroe sin hemmelighed. af hende kunde han vente den kraftigste understyttelse. han søgte leilighed til at tale med hende allene, og fandt den efter faa dage. en aften, da den werniske familie havde under ledsagelse af heinrich tagen en spadseer, tour, hvori clementine formedelst en upasselighed, ingen deel kunne tage, indtraf edwardfra staden tidligere end man ventede ham. just sad den ædle pige hensunken i dybe tanker overhendes skjebne og hendes hjerte, paa sophaen. edwards billede stod for hende med dets hele elskværdighed. hun følte med smerte og anger hvor dyrebar, hvor undsigelig dyrebar han var hende; men ogsaa hvormeget taknemmeligog hed forpligtede hende til at bekjempe og gandske opofre hendes følelser for venindens bedste, selv. om edward kunne deele hendes følelser. en stille bøn fra det høie om kraft dertil opstod fra hendes bryst, da edward traade ind i værelset. han bad, hun ville tillade ham at tage plads ved siden. af hende; thi han havde en vigtig hemmelighed at opdage hende. angestfuld lyttede clementine til ethvert af hans ord. de veed, min veninde, sagde han, at jeg altid har baaren med uvillie det tryk af fremmed tyranie, som nu betynger vort fædreneland, jeg har undertiden laant denne uvillie ord. for kort tid siden skrev jeg et bittert epigram om fremmed tyrannie, som tilfældigviis forsynet med mit navns underskrift, faldt i hænderne paa spioner. just nu erholdt jeg efterretning om, at man vil bemægtige sig min person, og da sandsynligviis gjøre kort proces med mig. jeg maae flye for at sikkre mig i det mindste for øieblikket for enhver voldsomhed. endnu denne nat reiser jeg, sandsynligviis til engeland, naar jeg kunde naae dette, som jeg sik. kert haaber . . . . clementines ansigt blev pludselig bedækket med dødens bleghed. hun saae paa edward med et blik, som forraadte hendes inderste hjerte, og i det hun rakte ham skjælvende haanden, sagde hun. de vil fly ach, da flyer ogsaa enhver glæde fra vores kreds! - flye ikke, skjul dem hos os, maaske er endnu redning muelig, uden flugt . . . . hun standsede, edward følte sig rystet i sit inderste ved den tone, hvormed hun fremsagde disse ord. en fjern ahnelse om at det kunde være kjerlighed, opfyldte hans siel. allerede længe følte han sit hele hjerte hentrukken med ubegribelig magt til denne hulde pige.
|
fiction
|
thi_to-formælinger_b
|
thi_001349
|
de tager saa inderlige deel i min skjæbne, sagde han, at denne adskillelse falder mig meget tung. . . o! clementine, naar . . . . .
|
fiction
|
thi_to-formælinger_b
|
thi_001350
|
en hurtig beslutning opsteeg i hans siel ja kjære clemmentine, dette øieblik maae afgjøre vort livs skjæbne, naar jeg viste . . . han standsede. clementine zittrede. en lang pause paafulgte, hvor kun begges blikke forkyndte deres sjæls tilstand. . .
|
fiction
|
thi_to-formælinger_b
|
thi_001351
|
naar jeg vidste, at det var en lykke for os alle, hvad vi nu neppe vove at nævne, hvis jeg vidste at min plan kunne begrunde denne lykke, ach! endnu i dag ville jeg sætte den i udførelse, saa meget det og skulle koste mig . . . clementine havde imidlertid vidst at fatte sig. tal de gandske ud hr. seeman, sagde hun. aabenhjertighed kan kun forebygge ulykke, hemmelighedsfuldhed kunne nu uundgaaelig frembringe den! nu da, saa viid, hvad jeg i begyndelsen meddeelte dem, var opdigtet. jeg føler at jeg af en sikkere vei kan naae maalet. jeg troer at være overbeviist om, at jeg ikke er elsket af henriette, troer meget mere at hun elsker min broder. de, kjære clementine, har vel skuet, dybere ind i hendes hjerte end jeg; sig de mig derfor med hiin aabenhjertighed, som de selv erkjender for den eneste mulighed til at forekomme ulykke, hvad er deres meening desangaaende? vær oprigtig, to kjære menneskers lykke afhænger af deres dom clementine saae paa edward med en forundrings og skrækkens mine, men hun følte dette øiebliks hele vigtighed; og vi maae føie til at hun havde bragt kjerlighed til at tie i hendes bryst, da hun langsom og høitidelig udtalte de i ord: jeg deler deres overbeviisning. nu da, svarede edward, saa skulle de ogsaa blive lykkelige . . . .
|
fiction
|
thi_to-formælinger_b
|
thi_001352
|
han stod op, og efter at han havde bedet clementine iagttage den strængeste taushed om hvad der var forefaldet, bortfjernede han sig. endnu i døren saae han sig pludselig tilbage, da faldt hans blik paa clementines, i taarer svømmende øie. ædle mand, udraabte hun, at gjøre lykkelig, er deres høieste glæde! . . . forvirret, beskjæmmet slog hun det skjønne øie til jorden. men deres hjerter forstode hinanden, uden ord. stum sluttede edward den elskende i sine arme; derpaa ilede han ud af værelset. nogle uger vare forløbne, sorgen over den afdøde tante gik til ende. ed ward bestemte dagen til sin forlovelse, og bad selv om, at foranstalte alt ret høitideligt. heinrich synes hemmelig at være i kamp med sig selv, dog synes man af alt at kunne mærke, at han gjorde sig færdig til en anden reise. han havde ogsaa virkelig besluttet at opofre sin kjerlighed for dyden, og derpaa igjen at storme udi den vide verden, hvori han følte, ingen glæde meere ville blomstre forham. han forraadte sin plan ved flere yttringer, som bestemte edward til i et passende øieblik, at forlange af ham det løfte, ikke at afreise før efter hans forlovelse. edwards opførsel var overhovedet saaledes, at det satte alle i huset, undtagen clementine i forundring, endskjøndt ingen tillod sig at fælde nogen dom derover. endelig kom forlovelsesdagen. efter et festlig maaltid, som begge familier med alle beslægtede havde bivaanet, skulle præsten paa rosenan lægge de forlovedes hænder høitidelig i hinanden. da greb edward henriettes, haand, og førte den skjønne brud, ikke som hun og alle ventede, hen til præsten, men til broderen; derpaa tog han ogsaa dennes haand, og bragte det forundrede par hen til præsten. disse hænder forene de nu i guds navn," sagde han meget rørt, skun saaledes blive vi alle lykkelige!" man forestille sig, den forhauselse dette opvakte i den hele forsamling. men endnu mere forhøiedes denne, da han tog clementines haand, trykte den ømt til sit hjerte, og traade hen til præsten med hende, i det han sagde: og saa disse hænder ville de de forene, kun saaledes blive vi lykkelige! hvilke forklaringer nu paafulgte, hvorledes edward forstod at hæve enhver vanskelighed, enhver mistydning, alt det behøver ingen afskildring: nok er det, han havde virkelig stiftet to hjerters lykke, som ikke var uværdige dertil. men i clementines besiddelse fandt han selv den høieste sallighed, som noget menneske paa jorden, er i stand til at nyde. k. l. meth. müller.
|
fiction
|
thi_to-formælinger_b
|
thi_001353
|
----- skrækkelig orkan i vestindien. extract from the diary of the hon. g. r. porter, missionary. tortola, tirsdagen den de septbr. . luften forkyndte stormende veir, vinden var høi nordlig. denne spaadom var des værre alt for sand, vinden tiltog tid efter anden og blev slutteligen til en orkan. da jeg frygtede for dette, fæstede jeg med mine egne hænder, saa vel som det var mig muligt, ethvert vindui huset og chirurgiret. omtrent klokken satte dr. ross, richolas mlanghiin og mig selv, os ned til middagsbordet. mr. jngramog lieutnant pynsent paa kutterbriggen flykom til os strax efter vi havde spist. omtrent ved midnatstider blev jeg nødt til at flytte min kone og børn ned fra anden etage, og lade dem ligge paa gulvet paa nogle dyner og madrasser. klokken i om morgenen trængte regnen igjennem allevegne, som om der aldeles intet tag, havde været derpaa, og tvang mig til at flytte sengene til det forreste værelse i huset. da jeg frygtede for at nogle af vinduerne oven paa vare blæste bort, gik jeg op for at undersøge det, og fandt at det vindue i mit værelse, som vendte mod vesten, var blæst i mange stykker. stormen i var saa overordentlig hæftig paa denne tid, at den truede at ødelægge hele bygningen, og for- hindrede mig fra at aabne et vindue lige over for, for at give en frie passage for vinden. jeg skyndte mig saa hurtig ned igjen, som jeg kunde, og saae fra det øieblik af, at hele huset ville sikkerlig ogsaa gaae med. klokken aabnede jeg den lem, som gik ned i kielderen, gjorde lygter færdige og sendte stole ned; forsynet synes uimodstaaelig at tilskynde mig til ikke at tabe et øieblik. børnene bleve bragte ned, og det var med megen møie, at vi kunde bevæge min kone og negrenetil at gaae ned kielderen. en stakkels neger udenfor, bad at han maatte blive tagen ind, dette skeete og femten hvide og sorte mig selv indberegnet, vare nu i kielderen. jeg var nogle øieblikke uvis med mig selv, hvor det var sikkrest dernede, endelig sagde min fornuft mig, at et hjørne maatte være det sikkreste, i fald gulvet skulle give efter, og jeg valgte derfor den krog som var beskyttet af cisternen. her faade vi alle i en kielder hvori den var tre til fire tommer dybt vand; vi lagtoge al mulig forsigtighed, og haabede at forsynet ville beskjærme os. nogle minuter for kl. . gik chirurgiret i stykker, det hørte vi tydelig, og efter hvad jeg kunne gjette, ti minuter efter kl. , rystede et skrækkeligt vindstød selv kieldermure. ne, og i dette frygtelige øieblik hørte jeg det uhyre brag, som faldet af huset gav, dette var sandelig, et rædselsfuldt øieblik kunde gulvet bære den svære vægt, eller skulle vi om faa øieblikke blive knuste af ruinerne? jeg holdt min elskede maria i mine arme, og omringet af min familie, trøstede dog den tanke mig, at vi kunde døe samlede, at ingen skulle blive tilbage at sørge for den anden. rystelsen var saa hæftig, at det rystede lamperne af krogene og vi bleve satte i fuldkomment mørke. brag fulgte paa brag, sex i tallet. det var nu let at mærke, at hele huset var gjort jevnt med jorden. vores rædning var i nu vis. ruinerne faldt fornemmelig østen for huset, og da jeg vidste, at vinden ville snart i løbe om til sønden, ville ruinerne selv danne en vold for os. regnen faldt ned i strømmeviis, min stakkels kone og børn havde blot et uldent teppe, at bedække sig med, som uagtet det ydede kun lidet forsvar, dog holdt dem varme. j det jeg og dem der vare med mig, anbefalede os alle til den almægtige gud, som hidtil havde beskyttet, os, ventede vi ængstelige paa dagslyset, som synes denne gang, at komme en heel time sildigere end sædvanlig. endelig kom dagbrækningen. jeg trængte ud af mit tilflugtsted, og saae en ødelæggelsens scene, neppe et huus var blevet staaende, og gaderne vare bestrøede med ruiner. den nye dag bragte mange bekjendtere til os, for at spørge hvorledes det var gaaet, og desværre enhver bragte sørgelige tidender. den hele byemed meget faa undtagelser var ødelagt, og mange mennesker havde sat livet til, den arme mr. dooty (og en tjenestepige, som ikke ville forlade hende, mr. austin, mr. hetherington, mr. hill og anderson og flere af vore bekjendtere vare blandt de dødes tal, og messheen, saaledes forslagen at det voldte hendes død; af mulatter og slaver veed jeg ikke engang hvor mange der vare omkomne. reppe noget vaaningshuus blev staaende paa noget gods; negrenes huse vare aldeles ødelagte tillige med den hele høst, kogehusene med undtagelse af nogle faa laae, i ruiner, sukkerrørene vare bræk kede, presidenten skrækkelig forslaaet, saa at manendog tvivlede om hans liv; tamarintræer af umaadelig størrelse revne op med rødder; ovnene selv kastede overende, enten ved vindens magt eller ved bielker af husene, i belle vue, var selv kobberet blæst ud af muren, kort sagt: saa stor, saa almindelig ødelæggelse foregaaet i saa kort tid, fandt maaskee aldrig sted før, i nogen deel af verden. dette er en svag afskildring af de skrækkelige hændelser af den de og de september , som har bragt mig til den yderste fattigdom, dog naar jeg betænker den almægtige guds naade, der bevarede mig og familie uskadt i en saa overhængende fare, saa lader jeg al knurren mod forsynet fare, og siger herren gav, herren tog, hans navn være lovet.
|
fiction
|
thi_vestindien-orkan
|
thi_001371
|
opdagelsesreise gjort til cape breton og newforndland foretaget i aaret .
|
fiction
|
thi_opdagelsesrejse-cape-breton
|
thi_001372
|
(of the naval chronicle for .) mr. hore fra london, som havde anvendt sin meste tid paa at studere cosmographien eller verdensbeskrivelsen, overtalte en deel herrer, en i tallet, til at ledsage ham paa en opdagelsesreise paa den nordvestlige kyst af africa. som en følge deraf, bleve to skibe udrustede nemlig the trinity paa tons og the mirfor, i hvilke omtrent en personer, herrer og matroser indskibede sig. j slutningen af aaret satte de seil fra gravesend, og vare hele to maaneder i søen, uden at anløbe noget land, indtil de ankom til en deel af vestindien i nærheden af cape breton; derfra satte de deres cours mod østen indtil de kom til penguinøen, hvor de gik i land og fandt den fuld af fugle saa store som gjæs, og en uendelig hoben æg, de skjøde en mængde af disse fugle og fandt dem, efter at have slaaet dem, at være en god nærende spise, de saae ligeledes en stor mængde bjørne sorte og hvide, hvoraf de dræbte nogle, og fandt dem ikke at være nogen slet føde.
|
fiction
|
thi_opdagelsesrejse-cape-breton
|
thi_001373
|
de laae for anker ved newfoundland og ingen af de jndfødte havde endnu viist sig, da opdagede mr. dewborry, en af selskabet, som spadserede paa dækket, en baad med vilde, som roede mod dem, hvorpaa han raabte paa folkene at de skulle komme og see dem. strax blev en baadbemandet for at gaae og fange dem, men de lagde mærke til det, skyndte sig igjen bort saa hurtig som de kunde, og retirede til en øe oppe i bugten, hvortil vore mænd forfulgte dem, men de undløbe og efterlod dem en jld, og en bjørneskinke paa et træespid; deres baad var belagt inden med raae silke og en stor varm vante laae i den. dette førte folkene ombord, og saae intet andet, end overflod af fyrre= og grantræer. medens de laae i denne bugt, begyndte deres proviant at slippe op for dem, saa at de næsten ikke havde nogen ting at leve af, undtagen rederne af et slags haverne, som hver time bragte til sine unger overflod af alle slags fisk. da dette og saa manglede, bleve de nødsagede til, at opholde livet ved at spise raae urter og rødder, som de fandt paa det faste land. men dette tjente kunlidet til at stille deres umættelige hunger, og den yderlige nød, hvori de vare, bragte dem til at gribe til umenneskelige midler; thi medens de strøifede omkring i marker og skove for at finde noget at spise, dræbte en af matroserne hans kammerat, da denne bukkede sig ned for at tage open rod. han skar derpaa stykker ud af hans legeme, antændte en jld, stegte dem paa gløder, og spiste graadigen deraf. heller ikke blev han den eneste skyldige i denne forbrydelse, hvorved skibsmandskabet formindskedes; og officererne undredes over hvad der blev af deres folk, indtil en af mandskabet, tvungen til at søge omkring, efter noget at spise, hændelsesviis lugtede stegt kjød, og da han havde fundet stedet hvorfra lugten kom, og bebreide de den mand, som sadt og spiste deraf, at han svømmede i overflod, medens resten af hans kammerater vare færdige at styrte af hunger. svarede det stakkels menneskehertil med taarene i øinene: " hvis du endelig ønsker at vide hvad kjød jeg her har lavet til, saa viid, det er et stykke af et menneskes bagerste deel." da rygtet herom kom til skibet, kunne man strax begribe hvad der var bleven af de matroser som savnedes, og at de hverken vare opslugte af vilde dyr eller dræbte af de vilde. captainen, hvis hele sjæl oprørtes ved at høre fortællingen derom, stod op og holdt en tale, i hvilken han bestræbede sig for at overbevise dem om, hvor høiligen de havde fornærmet gud ved saadanne skrækkelige handlinger; at den hellige skrift er fuld af exempler paa mennesker, som gud have hjulpen i den yderste nød, og at det var bedre at deres legemer skulle døe, end at de skulle tilkjøde sig et øiebliks lindring ved opofrelsen af deres udødelige siels lyksalighed. efter at have foreholdt dem alt dette, formanede han dem til bodog anger, og bad dem om at forene fine bønner med hans, og bede den almægtige om hjælp i den elændige slilling hvori de vare. deres bønner bleve hørte, thi samme nat ankom et fransk skib, forsynet med levnedsmidler, som de ved list komi besiddelse af, forsynede deres skib med proviant og satte seil til engeland.
|
fiction
|
thi_opdagelsesrejse-cape-breton
|
thi_001374
|
paa hjemreisen seilede de saa langt mod norden, at de, skjøndt i sommertiden, saae store øer af jis, hvor høge og andre fugle hvilede dem efter den lange flugt fra det faste land. de saae ogsaa nogle store fugle med røde næb og been, noget større end heirer, som de formodede vare storke.
|
fiction
|
thi_opdagelsesrejse-cape-breton
|
thi_001375
|
til st. jves i cornvall kom de, omtrent ved enden af october, hvorfra de toge veien til sirjohns lutterals borg, hvor mr. buts, mr. bastle og andre herrer, som havde været med paa reisen bleve meget artigen modtagne og beværtede, og derfra fortsatte de reisen til londe don. mr. buts var saa forandret ved alle de besværligheder han havde gjennemgaaet paa reisen, at hverken hans fader eller moder troede det var deres søn, indtil han viste dem, et hemmeligt mærke, en vorte han havde paa sit knæe.
|
fiction
|
thi_opdagelsesrejse-cape-breton
|
thi_001376
|
nogle maaneder efter deres ankomst, kom hine franskmænd, som de engelske havde berøvet deres proviant i newforndland til engeland, og fremførte deres klagemaal til kong heinrich den viil over den slette maade hvorpaa de vare blevne behandlede. da kongen havde undersøgt sagen og fandt at kun den haarde nødvendighed havde tvungen hans undersaattere til at behandle de franske saa haardt, følte han saa megen medlidenhed med dem, at han isteden for at straffe dem, betalte de franske den hele sum af de røvede levnetsmidler af hans egen pung.
|
fiction
|
thi_opdagelsesrejse-cape-breton
|
thi_001377
|
efterretning om øen curacoa. (of the quebec mercury.) curacoa ligger under graders nordlig brede, søemile fra det faste land af terra firma. den er mile lang og mile bred, øen er ikke allene ufrugtbar, og har intet andet vand, end hvad regn giver den, men havnen er en af de daarligste i america; de hollandske have imidlertid bødet paa denne mangel. de have bygget omkring denne havn en af de største og meest nette og reenlige steder i vestindien. de offentlige bygninger ere talrige og smukke, og magazinerne store, godtbeliggende og velforsynede. al slags arbeide bliver her foretaget ved maskinerie, noget deraf saa vel indrettet at skibe kunne paa engang løftes lige indi dokken. endskjøndt øen, som sagt, er ufrugtbar, har dog den hollandske jndustrie bragt den til at frembringe en betydelig deel af sukker og tobak, desuden har den gode saltværker, hvorom der er meget søgning fra de engelske øer og fra colonierne paa det faste land. men hvad som gjør denne øe endnu meere fordeelagtig forhollænderne, er den contrabandehandel, som og føres mellem jndbyggerne og de spanske; tilmed er dens havn et almindeligt samlingsted for alle nationer i krigstider.
|
non-fiction
|
thi_curacoa_essay
|
thi_001378
|
de hollandske skibe fra europa anløbe denne øe, for at erholde efterretninger eller faae lodser, og derfra begive de sig for at drive handel paa de sydamerikanske stater, som de føre meget stærk, da det er meget vanskeligt for de spanske skibe, der skulle forsvare kysten, at tage disse skibe, thi de ere ikke allene stærke, forsynede med en deel kanoner, men de ere endog bemandede med et talrigt skibsmandskab af udsøgte søefolk, hvis hele jnteresse afhænger af skibets bevarelse og reisens lykkelige udfald. de have hver en deel af ladningen, som er af en vis værdie, i forhold til hvad post eieren beklæder ombord paa skibet, hvilket kjøbmanden, giver dem paa credit og det for jndkjøbsprisen. dette gjør at de kjempe med ualmindeligt mod, der er desuden en slags handel og færsel mellem denne øe og det spandske faste land.
|
non-fiction
|
thi_curacoa_essay
|
thi_001379
|
curacon har talrige vare oplag, næsten fulde af alle europas og vestindiens handels=artikler. der ere alleslags linned og uldne klædevare, kniplinger, silke, baand, jernredskaber, krigsfornødenheder, brændeviin, specerier fra de molukkiske øer, og calicoer fra jndien, hvide og malede. hertil bringer det hollandsk vestindiske og afrikanske selskab aarlig fire ladninger slaver, og til dette marked komme spanierne selv i smaae skibe, og føre gemeenlig tilbage med sig ikke allene den bedste deel af negrene til en meget høi priis, men endog store qvantiteter af alleslags gods; og sælgeren har den fordeel, at udskudet fra vare=oplager og silkeboder, som ere gaaet af moden og ikke kan sælges i europa, afsættes meget vel til dem, da blot den anbefaling at det er europæisk gods, er tilskrækkeligt for dem. spanierne betale i guld og sølv mynter eller i stænger, cacao, vanille, chinabark, cochenille og andre kostbare sager. handelen paa curasoa i fredstider indbringer hollænderne aarlig en , pund sterling. men i krigstider er fordelen meget større, thi da er det, den almindelige handelsplads for vestindien, det er et tilflugtsted for skibe af alle nationer, og forsyner paa samme tid enhver af dem med vaaben og ammunition for at ødelægge hinanden. da al samqvem med spanien er nu afbrudt, have de spanske colonier neppe noget andet market, hvorfra de kunne blive forsynede med slaver eller gods. de franske komme her for at kjøbe kjød, korn, meel og huusgeraad hvilke de engelske bringe fra det faste land af nord=amerika, eller som ogsaa er udført fra jrland, saa at enten i fred eller krig, florerer handelen herpaa overordentlig.
|
non-fiction
|
thi_curacoa_essay
|
thi_001380
|
fortælling om forliset af den engelske krigskonnert, felix, dateret santander. (of the naval cronicle for ). ærede hr. captain, jeg tager mig herved den frihed at sende dem disse linier og underrette dem om, at vi have havt det uheld at lide skibbrud med vor skonert, natten til den afvigte de januar mellem klokken og om morgenen, paa kysten, som ligger lige over for forteder, ved jndløbet os til santander. alle mand omkom uden mig, vi vare i tallet, iberegnet fanger som vi havde faaet udvexlet, og i hvilket ærende vi vare sendte dertil. vi ankom her den de fornævnte maaned, fik vore fanger ombord den de efter klokken begyndte det at blæse stærkt lige ind i havnen, saa at vi ikke kunne gaae tilsøes, da vi laae til ankers lige under fortet, fra hvilket de praiede os og befalede os at gaae tilsøes. vi sagde dem vi kunde ikke, da vinden stod lige ret ind i havnen, saa at hvis vi gjorde det, ville vi udsætte os for stor fare, da veiret saae slemt ud og vinden var ligge paa landet. de fortalte os, at hvis vi ikke lettede, ville de fyre paa os, som de gjorde omtrent klokken , klokken om natten gave de os et andet skud; klokken om morgenen et tredie, det blæste da en halv storm, klokken om morgenen fyrede de igjenpaa os, saa at vi slutteligen bleve nødsagede til at lette anker; men det var umueligt, at komme ud, vinden blæste saa stærk af n. v. med en skræktelig søegang, saa at vi vare tvungne til at kaste anker ved udløbet af bugten, søen brækkede over os hvert øieblik, og stormen tiltog. vi laae og reed den hele dag for vore ankere i livsfare, vare tvungne til at hale ned vores parlamentairslag, og hidsede det engelske unionsslag nedad. vi fyrede en hoben nødskud, men ingen forsøgte paa at komme os til hjelp, endskjøndt en fransk brig, som jeg siden hørte, og flere amerikanske kiøbmandskibe tilbøde sig at hjælpe os; men vedkommende anthoriteter i santander ville ikke. tillade dem at komme os nær. vi bleve i samme stilling indtil natten den de, stormen vedblev bestandig at tiltage: den de kastede vi te kanoner overbord; søen løb saa høi, at den bortskyllede vor baad, tilligemed en stor deel af vore folk. jngen vare mere tilbage paa dækket, end de, der vare bundne fast til forskellige dele i skibet, saaledes bleve vi staaende indtil den de, uden at vide hvad vi skulle gjøre; søen løb saa høi som bjerge, vi havde intet uden døden for øinene. captainen, lieutenant mitchell, lodsen og jeg selv, vare alle dem, der kunne sees paa dækket; skandseklæderne vare allerede borte, vil vare fæstede til ringbolterne paa skandsen og søestyrtningerne brækkede over os hvert øieblik. omtrent klokken gik vore master og bougspridt, overbord, saa at der intet var tilbage uden det blotte dæk og skroget, vi laae saaledes til om morgenen klokken , da vore ankertouge brækkedes, saa at vi ikke vidste hvad vi skulle gjøre. jeg talte til capt. cameron og overtalte ham til at springe overbord med mig, da vi ellers alle inden minutter ville være sønderslagne af vraget mod strandbredden; vi løsgjorde os selv og sprunge overbord; jeg holdt capt. cameronved hovedet nogen tid, indtil lodsen eller mitchell tog fat i mit been, da jeg blev nødsaget til at slippe mr. cameron for at reddemig selv; endeligen kastede en søe mig op paa strandbredden, hvor jeg klattrede paa hænder og fødder, da jeg ikke var i stand til at gaae, førend jeg var frie for søen. herblev jeg liggende indtil klokken næste morgen, næsten død, uden at nogen kom mig til hjelp. jeg stod op og gik op imod høiene, men var saa svag formedelst det blod jeg havde tabt, ved de skrækkelige saar jeg havde faaet paa mit hovedog andre dele af mit legeme, at jeg kunde ikke gaae videre. sluttelig tog en spanier mig opog drog mig til hans huus, hvor jeg laae nogen tid blødende, da det blev dag, sendte de budefter en doctor, som forbandt mine saar og befalede at jeg skulle bringes til sengs. j denne forfatning laae jeg flere dage, indtil jeg var kommen mig lidt igjen, da de toge mig derfra og satte mig i fængsel, hvor man lod mig forblive nøgen, halv død af hunger og næsten fortæret af utøi og snaps, og uden noget menneske til hjælp. den engelske agent kom engang for at besøge mig, men sagde, han kunne hjælpe ikke mig, da den spanske regjering havde mig i bevaring, og denne tilstod mig neppe pence om dagen, hvormed jeg knapt var i stand til at opholde livet. det ville glæde mig at kunne ord til andet fortælle dem alt dette, men jeg frygter for, at det ville tage for lang tid, da jeg er under saa stræng forvaring. jeg skulle før have givet dem efterretning derom, men jeg har ikke før funden leilighed dertil; endelig har en ven været saa artig, at tilbyde mig at overlevere dette til vores gesandt i lissabon for, at tilsende dem det. (henry ellard.) den engelske søecaptain wilsons hændelser.
|
fiction
|
thi_shipwreck-felix
|
thi_001381
|
kaptain wilson var opdraget til søen fra hans tidligste alder af, og tjente i den amerikanske krig, i bataillerne ved bunkerhill og longjsland. siden gik han som styrmand med et af det ostindiske compagnies skibe til ostindien, hvor han besluttede at nedsætte sig. under krigen med hyder ali, var han sysselsat med at fore krigsforraad til den engelske armee, medens han var i denne tour blev han taget af de franske og ført til cuddalore. efter at have erholdt efterretning om, at den franske admiral suffrein havde ladet sig bestikke af hyder ali for at udlevere alle fangerne, besluttede kaptain wilson at rømme samme nat. dette forehavende udførte han tilligemed hans tjener en bengalesisk dreng. de bestege volden som var fod høi, kaptainen sprang ned og blev staaende paa sine fødder; men det stød han fik ved at springe ned fra en saadan høide, gjorde at hans kinder stødte lige mod knæerne, og kastede ham hovedkuls i floden. da han kom til sig selv igjen, vendte han tilbage til foden af muren, hvor der var en tør banke, bad drengen at kaste sig ned, og fangede ham i sine armee. han passerede paa hans flugt, tre armee af floden, betynget med drengen, som ikke kunne svømme, men da han forsøgte at passere den fjerde) paa samme maade, havde de nær begge omkommen. han vendte tilbage til strandbredden, anbefalede hans tjener til en ven, og fortsatte hans vei allene.
|
fiction
|
thi_shipwreck-felix
|
thi_001382
|
slutteligen lykkedes det ham at passere over hovedfloden, men blev da uheldigviis tagen til fange af en deel af tyranens tropper. han blev strax ført til hovedqvarteret og forhørt af en officeer, som han fortalte den forunderlige efterretning om sin flugt. jndianeren saae vred paa ham, og paastod han var en logner; thi aldrig havde man hørt, sagde han, at noget menneskehavde passeret coleroonfloden ved at svømme, da alligatorne uundgaaeligen ville have greben ham, om han blot havde dyppet spidsen af hans finger deri. men kaptainen fremførte saadanne beviis for sagen, at det ikke længere kunne være nogen tvivl derom, hvorpaa mahomedaneren, løftede hans hænder i veiret og raabte: adet er en guds mandl. jmidlertid blev dog kaptain wilson dreven nøgen tilbage til siringapatnam, hvor han sad i fængsel i maaneder med en deel highlændere af oberst mleod's regiment, og gjennemgik saa mange lidelser og plager, at det er gyseligt at fortælle. fængslet var en fiirkantet plads, omkring hvis mure var en slags barrak for vagten; i midten var den skjul ovenover, men forresten aaben paa alle sider, og udsat for regn og vind. med intet andet leie, end den bare jord, uden al anden bedækkelse end de pialter, der vare svøbte omkring ham, var han fængslet til en anden fange; og de bleve ofte saa stive af kulde, at de grove huller i jorden, som et forsvar for den gjennemtrængende nattefrost. saa knap var den ration, der var tilstaaet de arme fanger, at deres rasende hunger blev aldrig stillet, og han var ofte bange forat sætte sine fingre til sin mund, af frygt for han skulle blive fristet til at bide i dem. endskjøndt han traade ind i denne elændighedens bolig, udmattet af møie og svaghed, var dog hans sundheds tilstand i et heelt aar bedre end hans kammeraters. endelig frembragte den mangehaande elændighed han leed, symptomer hos ham, som havde ført saamange over i den anden verden. hans hele legeme blev udspændt, hans laar svolmede op til en mands tykkelse om livet, og døden synes at have bestemt ham tilsit offer. da han var saa yderlig svag, og lænkerne trykkede ham saa at man frygtede for koldbrand, saablev han befriet for dem, for at lægge sig ned og døe; den soldat han sidst var lænket til, havde pleiet ham med stor godhed, og da han troede det kunne lette hans smerter, bad han om tilladelse til at give hans daglige nation, omtrent halvskillinger, til at kjøbe olie for, (hvilke tilstodes ham daglig for at kjøbe brænde og salt til at koge hans mad med, for at smørre hans beenmen dette modsatte kaptainen sig, og forestilte ham, at saa ville han intet have til at tilberede næste dags mad med. soldaten rystede med hovedet, og sagde: herre, jeg frygter for, desaa vil være død, og ikke behøver det." dog forsynet drog ham tilbage, da han var paa gravens bred. kaptainen havde den dag ombyttet hans riis med et slags korn, kaldet ratchepier, som han begierligen nedslugede, og læskede hans tørst i den saft, hvori de ere kogte; følgen deraf var en saa forfærdelig udtømmelse, at han i faa timer var forvandlet til et reent skelet, men endskjøndt overordentlig svag, følte han sig dog fuldkommen lettet for sine smerter, og anbefalede forsøget med hæld til mange af sine kammerater. efter at kaptain wilson igjen omsidder var sat i frihed, gik han atter tilsøes, og efter at have samlet en formue, nedsatte han sig i horndean i hampshire. dette eensomme tilflugtssted forlod han igjen frivillig og modtog kommanden af skibet the duff, udrustet af det det engelske missionair selskab til en reise til øerne i sydhavet.
|
fiction
|
thi_shipwreck-felix
|
thi_001383
|
udenlandsk. hs. majæstæt kongen er den de dennes, om aftenen, i allerhøieste velgaaende indtruffen til rendsborg, hvor han agter at forblive til den de. hs. majestæt dronningen og de kongel. prindsesser vare blevne tilbage i louisenlund. ved placat af de juni er bekjendtgjort, at den cours, hvorefter rigsbanksedler i juli august og september maaneder skulle modtages i alle de sølvbetalinger, der kunne afgjøres med rigsbanksedler, er bestemt til / imod species eller rbd. sølv, saa at rbd. sølv i alle foranførste tilfælde kan betales med rbd. s. i rigsbanksedler og tegn.
|
non-fiction
| null |
thi_001384
|
jfølge cancellie-placat af de dennes skulle hedestrækninger, der opdyrkes i forbindelse med andet allerede opdyrket, jord, være fritagne for at svare tiende i et tidsrum af aar fra det aar at regne, saadan hedejord første gang bærer sæd. under de dennes er udkommen en cancellie=placat, hvorved bestemmes: ) at enhver, der har kaldsret til en skole, hvor den indbyrdes underviisningsmethode er bifaldet og indført, bør, i tilfælde af vacance i skolelærer-embedet, besætte dette med en person, som, foruden de øvrige befalede egenskaber har dygtighed til at anvende bemeldte methode efter de allernaadigst approberede bestemmelser for samme, samt at collats ei bør udstædes for den til et saadant skolelærer embede kaldede, forinden fylstdestgiørende beviis, enten ved troværdig attest, eller ved prøvelse, er præsteret for at han besidder denne dygtighed. ) at de i skolelærer-seminarierne dannede og derfra afgaaede seminarister, saa og de allerede ansatte skolelærere kunne vente, at det, naar de, i paakommende tilfælde, søge omansættelse som skolelærere, eller om forflyttelse til mere indbringende skolelærer-embeder, og naar de tillige besidde de ellersfornødne kundskaber og færdigheder, skal tjene dem til særdeles anbefaling, at de med tilbørlige attester fra den i kjøbenhavn værende normalskole for denindbyrdes underviisningsmethode, eller fra forstanderen ved et kongeligt skolelærer-seminarium, eller og fra sognepræster paa de steder, hvor methoden er indført, og som af cancelliet ere bemyndigede at udstædet saadanne beviser, kunne godtgjøre at de have er hvervet den fornødne kundskab om denne lærremaade og dens practiske anvendelse.
|
non-fiction
| null |
thi_001385
|
efter nu at have givet en forklaring over de nærmere omstændigheder, ville vi strax meddele en extract af et brev, dateret den de juni fra en herre i afrika til en ven i engelland, hvori han beskriver deres modtagelse ved det ashanterske hof.
|
non-fiction
| null |
thi_001393
|
dette continuerede hele tiden medens de passere, de gjennem den første gade, en engelsk miil i længde. ved hjørnet af kongens pallads gjorde de holdt, medens de foræringer de havde med til ham bleve nedlagte i et huus tæt derved; og fortsatte derpaa igjen deres vei ned af en lang gade, og bleve anviste sæde i en aaben sal for at folket kunne faae dem fuldkommen at see. mængden, der var forsamlet, overgik vel en fyrgetyve tusinde sjele. efter et qvarteers forløb kom de kongelige opvartende officiantere for at forkynde at hs. majestæt behagede at see dem. siddende paa deres hængematter, nærmede de sig torvet, som næsten er en engelsk miil lang og meere end en fjerdendeel miil i breden, her faldt dem strax en stor mængde standarter og store skjermer i øinene, da man saae enhver caboseer (det navn, som man tillægger enhver høvding eller anfører), med deres koner, børn, krigere, slaver og øvrige følge, der alle omringede deres chef. efter et kort oversyn at dømme, maae der have været en tre hundrede personer saaledes udmærkede ved store paraplyer eller skjerme, hver af dem commanderede fra som hundrede til tre tusende mand. rundt omkring i denne cirkel, rendte de omkring, hilsede og tog enhver anfører i haanden; enhver havde sit musikchor, og naar de bilsede lød musikken, medens de saluterede med musketter, vifter, elefantshaler og gud veed alt, som et tegn paa deres respect. naar de nærmede sig nogen af prindserne af blodet var støien. reent bedøvende, hvad maae det da ikke have været naar de nærmede sig hans majestæt. kort sagt enhver ting, som taushed ikke førte herre, dømmet over, søgte af alle kræfter at gjøre saameget allarm som muligt.
|
non-fiction
| null |
thi_001395
|
offeret føres omkring hele dagen indtil aften, og dette vedbliver indtil døden forløser det fra dets qvaler. samme dag blev en mand af stor rangbragt ud af palladset og halshugget for feighed. det jndre af landet overgaaer langt søekysten og beboerne ere mere civiliserede. *** følgende extract af et brev om samme gjenstand, have vi faaet gjennem en anden kanal. og da det berører flere punkter, som vor correspondent ikke har omtalt, troer vi det ville interesere læseren. det er datteret begyndelsen af junisamme aar.
|
non-fiction
| null |
thi_001399
|
en ny roman af walter scott, korsfarernes eventyr, i dele, er udkommen i london. j fortalen dertil yttrer den berømte forfatter, at han har ifinde at blive rapoleons biograph.
|
non-fiction
| null |
thi_001409
|
indenlandsk. itzehoe, den de junii. jgaar eftermiddags kl. / indtraf hs. majestæt kongen paa slottet, heiligenstedten, hvorfra hr. grev o. v. blome, med neven, hr. grev v. blome af salzau, vare komne hs. majestæt møde tilhest. en salve af kanonskud forkyndte hs. majestæts ankomst til oldenburgskuhle, hvorpaa toget gik over den heiligenstedtner broe, som heelt igjennem var prydet med grønt og en bue i midten, hvori saaes kongens navnetræk, omvunden med blomster. ved det skjønne veir havde en stor mængde mennesker, fra hele omegnen forsamlet sig til dagens fest, som ved hr. grevens omhu blev en sand folkefest. uden betaling var foranstaltet caroussel og gynger til folkets forlystelse. over taflet udbragtes en toast for hs majestæt, ledsaget af kanonskud. kl. indtraf hs. majestæt under eskorte af vor ridende garde, her til jtzehoe, og kjørte igjennem det atstadens borgere, under hr. senator westphals anførsel, formerede spalier lige til breitenburg. hvor allerhøistsamme, ledsaget af hr. grev cour. v. ranzau, indtraf kl. og det forsamlede folksglade hurra hilsede den elskede lands fader. efter nogle minuters ophold behagede det hs. majestæt at tage det af stormfloden gjennembrudte dige og arbeidet til dets jstandsættelse i allernaadigst øiesyn. efter nøiagtigt at have betragtet alt og yttret sin høie deeltagelse i den breitenburg slot, og bye overgaaede ulykke, vendte hs. majestæt igjen tilbage til breitenburg slot, under hvis vinduer til dige=arbeidere forsamlede sig, for at tilraabe den menneskekjerlige monark et høit hurra. hs. majestæt viste sig derpaa for den forsamlede - mængde ved det aabne vindue, og tilraabte den i nogle opmuntrende ord, hvorpaa det glade folk atter udbrød i jubelraab. efter med sin sædvanlige mildhed endnu at have underholdt sig snart med denne, snart med hiin, fortsatte hs. majestæt, under alletilstædeværendes høie hurraraab, reisen over neuenbroch og krempe til glückstadt. alt forenede sig i det hjertelige ønske: held vor konge, frederik den sjette, den de juni indtraf hs. majestæt kongen tilmeldorf. høisamme kom fra glückstadt og havde kl. om eftermiddagen været i brunsbüttel. herfra behagede hs. majestæt at kjøre af elbdiget, og af den i sulten værende digeinspecteur, oberstlieutenant v. christensens og landfoged, overdigegreve og conferenceraad heinzelmanns mundt, lige beretning, at overtyde sig om dette diges farlige stilling, samt at tage de endnu kjendelige spor af ødelæggelsen i øiesyn. herfra gik farten lange diget videre til den neufelder havn og kronprindskogen, passerede derpaa det marner mellemdige og indtraf kl. om eftermiddagen, under jndvaaner nes jubel, til meldorf, hvor allerhøistsamme behagede at stige af og dinere hos landfogden, conferenceraad heinzelmann. næste dags morgen bivaanede hs. majestæt gudstjenesten i stadens kirke, og fortsatte derpaa kl. , ledsaget af meldorfernes velsignelser, sin reise langs diget i büsum, hvor hs. majestæt underveis tog baade digerne saavelsom den meldorfer wohrdener havn i øiesyn. det engelske gas-compagnie, som har paataget sig at sørge for kjøbenhavns oplysning, har sammesteds kjøbt en betydelig bygning, hvor apparaterne til gas-udviklingen skulle anlægges.
|
non-fiction
| null |
thi_001417
|
memoirs af den afdøde almeenelikede prindsesse charlotte af engeland. (from the literary garette.) prindsesse charlotte augusta, prindsen, og prindsessens af wales's eneste barn, var fød i carlionhause den de jan. . hendes moder caroline amalia augusta, var den næstældste datter af hertugen af brunswick og augusta, den ældste søster af den afdøde konge. den lange tid hvori prindsen af wales havde henlevet ugift, og de ubeldige udsigter til en afbrudt arvefølge, gjorde at hele nationens øie var med ængstelighed henvendt paa en kongelig arvings fødsel. prindsessen af wales's accouchement var ledsaget med de meest høitidelige formaliteter, de første hofcavalerer og hendes kongelige høiheds hofdamer, gjorde deres opvartning og oppebiede hendes høiheds forløsning, som i nogle øieblikke truede hendes liv, og ved hvilken leilighed, der siges hun reddet ved en udmærket statsmands kloge venskab. prindsen af wales var tilstæde ved denne interesantog vigtige leilighed. den unge prindsesses yngre aar bleve tilbragte, sandsynligviis paa den meest fordeelagtige maade, for en constitution, som af naturen synes svag, og en siel, som efter alt i hvad den har lagt for dagen, synes at have være ----- ret stærk, original og fuld af en ædel stræbenefter fuldkommenhed. hendes første aar tilbragte hun hos hendes moder, som synes at finde en særdeles jnteresse i dette ædle og meget lovende barns opdragelse. længere hen i tiden, blev hun sat under det umiddelbare opsyn af lady de clifford. biskoppen af exeter blev udnævnt til at bestyre hendes underviisning og en underlærer blev ogsaa valgt blandt den engelske geistlighed. hendes studier blevne drevne med udmærket fliid. dem, der ansee en saadan kongelig persons underviisning, som en bestandig afvexlende lemfældig eftergivenhed, vil blive forundrede ved at høre, at med arvingen til engelands throne begyndte i almindelighed, dagens underviisning kl. om morgenen og vedblev med ubetydeligt opholdtil om aftenen. dette arbeide maae have været alt for strængt, eller snarere bedre overeensstemmende med den kundskab, man ønskede hun maatte besidde i den stilling hvortil hun var bestemt, end overeensstemmende med hendes helbred, hvilket meest burde tages i betragtning. men hendes kundskaber og fuldkommenheder overgik visselig de fleste andre fruentimmers. vi vide, at hun kjendte de fleste skribentere i de klassiske sprog; at hun var grundigen underviis i historien og de europæiske regjæringers politik, og kjendte i særdeleshed nøie til hendes fædrelands historie og constitution. hun talte fransk, tydsk, italiensk og spansk med get flydende. de mindre fuldkommenheder og færdigheder vare heller ikke forglemte, hun sang og spilte paa pianofort, harpe og guitar med mere end sædvanlig færdighed. naturen havde været hende gunstig i at give hende smag for flere ting, som sjelden pleie at være forenede; foruden hendes talent for musik, besad hun megen genifor landskabsmaling og en deel af tiden i hendes yngre aar, og følgelig ogsaa siden i hendes lykkeligere dage, som hun tilbragte i hendes gemals selskab, vare opofrede til tegning. hun skrev ziirligt og holdt særdeles meget af den ædlere deel af den engelske poste. disse vare store og ikke almindelige fuldkommenheder; i hvilken som helst stilling i livet, hun havde været sat, ville de have været beundringsværdige hos et fruentimmer, og det maa være en lærdom for ynglingen af rang og stand, som skyer anstrængelse og flid, af frygt for besværligheden, eller som af utidig stolthed seer ned fra en ophøiet stilling, paa kundskaber, som ting han ikke, behøver, at alle disse indtagende, lærerige forberedelser til udøvelsen af fremtidige pligter, vare erhvervede ved en pige, der døde i sit de aar. og denne pige var arving til den første throne verden. da hun traade ud af barndomsaarene havde hun adskillige haarde prøvelser at gjennemgaae, som viste hendes bestemte caracteer; i den smertefulde uenighed, der indtraf mellem prindsen og prindsessen af wales, tog hun moderens partie. spørgsmaalet og hendes sande og rigtige bedømmelse om denne sag, er nu uden for alundersøgelse; som et kjerligt barn, lige hengiven, til begge forældre, var dette partie det meest naturlige at tage. endog om forbrydelsen havde hvilet paa hendes moders hoved, ville hun i følge den medlidenhed, der er hendes kjøn egen, og te i følge hendes tidligere ømhed for moderen, havde taget hendes partie. hendes formælling opvakte nu almindelig deeltagelse og den unge prinds af oranien blev udvalgt til hendes gemaal. denne prinds gav store forhaabninger. han var fornemmeligen blevenopdragen i engeland og var meget vel bekjendtmed nationens skikke, aand og jnteresse. han havde nydt hiin opragelse, som passe for mænd med styrke kraft, der ere bestemte til at holde kongerigers tømme i deres haand. han havde tilbragt en stor deel af sin tid i et stille privat liv. hans familie var bleven forjaget fra thronen og vandrede omkring som afhængige af de vaklende fastlandsmagters uvisse godhed. den blev slutteligen indbuden til engeland, det almindelige tilflugtsted for faldne kongeslægter og levede der af en offentlig pension. prindsen, efter at have tilendebragt hans studeringer i oxford, begav sig til den brittiske armee paa halvøen, og gjorde de fornemste feldttog med af den spanske krig, som adjutant under den berømte wellington, en af europas største militaire helte, siden malborough. men dette partie blev afbrudt, ved en eller anden omstændighed, som man endnu ikke ved rigtig grunden til. prindsessen af wales og hertuginden af oldenborgs jndblandelse deri, vanskeligheden at bestemme den nyge bruds opholdsted, og hendes personlige modbydelighed derfor, anføres som grunde for at partiet blev afbrudt, og muligens har ogsaa alt det sammentaget, forhindret en forening, som paa det stærkeste ville have forenet alle offentlige og personlige partier og fordeele med hinanden. de sædvanlige mærkværdige tids epoker for personer af en ophøiet stilling i livet, henløb uden nogen forandring eller væsentlig virkning paa prindsessens levemaade og sædvaner. hendes fødselsdag blev for første gang festligholdt ved hoffet , da hun traaede ind i sit de aar, og den de mai s. a. blev hun an- sat ved hoffet og indført til cour hos dronningen. forsamlingen var usædvanlig talrig, og hendes pludselige fremstillelse i den brilliante hofdragt, glimrende af juveler og et diamant-tiara eller diadem, hvis smukke fjedre beskyggede et ansigt fuld af skarpsindighed aand og værdighed, tildrog sig alles beundring og opmærksomhed. de stores private liv viser sig sjelden i sin sande skikkelse. men den usædvanlige afsondring, i hvilken prindsessen tilbragte hine aar, hvori caracteren egentlig danner sig, gav en usædvanlig leilighed til at lægge mærke til hendes temperamment. anecdoter fra hendes ungdom af, tilkjendegive dømmekraft og selvstændighed; et hastigt, men ædelmodigt sindelav, en ringeagt for alt hvad der hedder personlig opofrelse og en egen og stolt engelsk aand. hun talt, ofte om dronning elisabeth, som en model for en brittisk dronning, og man har gjort den bemærkning, at hun ved hendes vide pande, store blaae øine og hendes bestemte udtryksfulde aasyn, havde en stor liighed med elisabeths portrait i hendes ungdoms og skjønheds dage.
|
fiction
|
thi_charlotte-of-england
|
thi_001425
|
j aaret besøgte prinds leopold af cobourg engeland. han havde udmærket sig den franske krig og kom over i de allierede monarkers følge. hans behagelige opførsel og sæder, tilvendte ham den unge prindsesses godhed. og han blev antagen, som hendes tilbeder. han var af en meget udmærket familie af de saxiske prindser. hans bestefader var den berømte prinds af cobourg, som kommanderede det østerrigske armeer i keiser josephs tid mod tyrkerne, og siden opreiste de østerrigske vaabens lykke i nederlandene mod de franske. formælingen imellem prinds leopold af cobourg og prindsessen, en frivillig forening (sjelden blandt de store) blev høitideligholdt den, den mai . alle hoffets gunstbeviisninger strømmede ind paa den mand, hvis fortje. nester havde erhvervet ham hendes hjerte, der udgjorde den kongelig families haab. hosebaands ordenen og kommandoen over et regimenstil hest, blev givet prindsen. han blev gjort til general i brittisk tjeneste, og blev tilbuden det igjen oprettede hertugdom kendal. folkets gavmildhed var heller ikke mindre stor en aarlig jndkomst af , pund sterling blev ham skjænket, i fald han skulle overleve sin gemalinde. den sum, der blev bestemt til det formælede par, var udmærket gavmild: pund om aaret, foruden , pund som en udstyr, , pund om aaret bleve overladte til prindsessens eget brug, og et prægtig sæt juveler og slottet claremont blev kjøbt af nationen til deres residents.
|
fiction
|
thi_charlotte-of-england
|
thi_001426
|
alting lovede den største lykke. prindsen var en elskværdig og agtværdig mand, og han elskede sin gemalinde. prindsessens ømhed for ham tiltog hver dag. deres tid svandt hen i nydelsen, af et virksomt privat liv. de vare sielden fra hinanden, de gjorde tourer tilhest sammen, besøgte de tilgrændsende landsbyer, lindrede den trængende landmands nød og synes at være skabte. til at nyde en uforanderlig, sand ægteskabelig lyksalighed. de forlode sielden claremont og kom aldrig til london uden ved offentlige anledninger, hvor deres nærværelse udfordredes. hjemme vare de sysselsatte med beskjeftigelser, der vare dem værdige. morgenen blev sædvanlig viis anvendt paa arbeider i den frie luft. efter middagsmaaltidet studerede prindsen engelsk eller hjalp prindsessen i hendes grundtegninger af de omliggende egne. aftenen tilbragdes sædvanligviis med musik, og saaledes henglede de timer, som mange mennesker af den høiere stand, tilbringe i udsvævelser og hvorved de opdynge sig aar for aar samvittighedsnag, fattigdom og skjendsel.
|
fiction
|
thi_charlotte-of-england
|
thi_001427
|
vi ville ikke detaillere tilfældene ved hendes høihed prindsessens sidste sygdom, men kun anføre, at hun efter klokken om aftenen den te november , at havde lykkelig overstaaet, hendes forlysning med et dødfødt drengebarn, befandt sig saavel, at prinds leopold, og den ene af lægerne gik bort for at nyde nogen rolig, hed. (den anden af lægerne sir r. croft blev tilbage.) efter kl. , blev den dame, der vaagede over hende først allarmeret over en vanskelighed, hendes kongelige høihed følte ved at nedsvælge noget havresuppe, især da hun nogen tiefter klagede over kulde, og at hun følte en smerte i mellemgulvet. prindsen, som var i næste værelse, blev strax kaldet, tilligemed de andre læger, hvilke anvendte ethvert middel kunsten kunne opvise. farlige krampetilfælde begyndte at indfinde sig klokken et, hvorpaa doctor baillie sendte en expres til kabinetsministrene og lod sig forlyde med sin frygt for dette tilfælde. prinds leopold blev siddende ved den høie lidendes seng. den hele tid og bestræbede sig for, saameget som muligt at skjule for hans gemalinde, den smerte og fortvivlelse han følte, ved den uventede vending tingene have taget. man siger hendes kongelige høihed neppe vendte sine øine fra hendes elskede gemahl og ofte udstrakte sin haand for at møde hans, den haand som inden en time skulle være kold, følesløs og livles. hendes kongelige høihed havde sin samling lige til det sidste øieblik, omtrent fom minutter før hun døde, spurgte hun lægerne: er der nogen fare?" desvarede, at de anmodede hendes kongelige høihed om at berolige sig. et øieblik derefter udaandede hun et sagte suk og døde.
|
fiction
|
thi_charlotte-of-england
|
thi_001428
|
saavidt vi kunne erindre, har intet offentlige uheld saaret os saa dybt. ved lord nelsons død gaves der dog nogen trøst. han var en stor siel, forløst fra jordiske lænker, efterat have gjennemgaaet ærens bane. han forlod verden, midt under seierens torden og hvirvelvind. han følte dødens braad blot for at erhverve sig et udødeligt rygte. men om dette skjønne, ædle qvindelige væsen, levede man blot i forventningen. hendes godhed og skjønhed, hendes aand, og hendes bekjendte ømme hjerte, viiste sig blandt os liig purpurskyer i en sommermorgens dagning, for pludselig igjen at forvandles til kulde og mørke, - forliig ungdommen i dens skjønhed og ynde, paa engang at slaaes for vore øine med den frygteligste fordærvelse og afblomsteen; - for liig phantasien i en skjøn drøm, at lede os gjennem haabets og lykkens meest smilende egne og pludselig igjen at nedsynke os i en tidlig grav,
|
fiction
|
thi_charlotte-of-england
|
thi_001429
|
naturmærkværdigheder paa øen cicilien. ved naro, en lille stad med en huse, fire mile fra girgentii, staaer et isoliret, af forskiellige slags fossilier dannet bjerg. naar man naaer de totredie deele af dets høide, seer man en stor mængde svovelblokke, som ved jordskjælv synes at være blevne adskilte fra en større masse, og hvoraf daglig bliver taget svovel. man henter nemlig dybt inde fra bjerget af, svovelblokke, saa at derved allerede flere grottoer er fremkomne, som danne flere stokværk. j flere risser i bjerget finder man krystalliseres svovel af mangfoldige slags farveblandinger.
|
non-fiction
|
thi_sicily_essay
|
thi_001430
|
femten toiser under svovelen ligger saltklipper, ligeledes i afsondrede blokke, som altid mere og mere aftage. her findes forværelser, stuer, gange, sale, og endog gemakker paa flere etager udhugne i salt, som synes at være belagte med den skjønneste marmor. brune aarer slynger sig hen af taget. saltet bliver stødt fiint og derpaa solgt meget billig. mellem salt og svovel findes et slags skjønt krystaliseret gibs, som ligger rundt omkring i store stykker, blandet med leer og bygningsstene. før, skal man ogsaa der have funden gediegent qvægsølv. en egn maccalubbes kaldet, ikke langt fra girgenti frembyder og et meget mærkværdigt natursyn. midt paa en slette reiser sig en middelmaadig stor forhøining iveiret, indenfor hvilken jorden synes at være ganske gjennemarbeidet. den er rund og indeholder omtrent toiser i gjennemsuit. centrummet er af confer form, fod høiere end randen, og deraf udsprudler, saavelsom ogsaa af flere steder af den omkringliggende egn, en mængde smaae kilder med grumset vand, som er meget frisk, besidder en let svovellugt, kaster blærer fra sig, og vælder frem dybt fra jorden af. hine kilder opstode den te septbr. .
|
non-fiction
|
thi_sicily_essay
|
thi_001431
|
agerdyrknings-selskaber for kjøbenhavns amt, der skiftedes , har i en generalforsamling den de decbr. f. a. besluttet at erklære sig for ophavet og afgive sin beholdne formue, bestaaende af omtrent rbd., til det kgl. landhuusholdnings=selskab, imod at det aarlig anvender renterne til bedste for beboerne af kjøbenhavns amt, og jsærdeleshed til understøttelser for nogle af amtets dristige bønder.
|
non-fiction
| null |
thi_001448
|
----- mester hoffmann. (fortælling af carl stein.) alle beboerne i det qvarteer i hovedstaden, hvori skomager hoffmann boede, kjendte denne lige saa redelige, som muntre mand. hvem, der ville have et par stovler eller et par skoe, der skulle passe godt og holde længe, bestilte dem altid hos ham, og naar han lovede: "overmorgen skulle de være færdige!" saa kunne man gjerne vedde paa, at man kunne trække dem paa den bestemte dag. naar solen stod op om sommeren, var han allerede paa benene, ordnede arbeidet til enhveraf sine tre geseller, og sang ved det aabne vindue, ud i den friske luft, med lydelig stemme: "den mørke nat svandt rolig hen!" eller: "see hviletiden gik til ende, en qvægsom søvn har styrket, mig. en time sildigere vaagnede han sin koneog hans flinke lille datter leonore, for at de kunne besørge frokost til hans børn, syv i talletnu kom svendene, og mesteren satte sig med dem til arbeide. "munter folk!" raabte han til dem: "hvem der har en god samvittighed og gjør sin pligt, maa ogsaa lade verden høre, at han er tilfreds. frisk op, og lad os faae en sang! naar da svendene begyndte: "fryd dig ved livet " eller: "hvad spørger jeg om gods og guld!" ----- og saadanne smukke sange, sang han glad og muntre med: derfor, og fordi han altid talede og handlede venlig og godt med sine folk, ærede og elskede de ham og gjorde gjerne hvad han befalede. ofte stode de forbigaaende stille for hans vindue, og lyttede naar der blev sungen indenfor : det er dog en sang, som man gjerne gidder høre, sagde de. mester hoffmann burde antages til cantor i skolerne, hvad gielder det, saa ville børnene ikke længere brøle og skrige saa afskyeligt? var det ved solens nedgang og der hørtes hos hoffmann, velkommen og salige aften, saa aabnede endog snedkerens søn, den fortøiede otto, vinduet og hørte han leonores stemme, derimellem, accompagnerede han med sin fløite, da nore var hans hjertens pige, indtil at moderen skjeldende drev ham fra vinduet. den vakkre ungersvend havde fine grunde; thi leonore saae gemeenlig naar hun hørte fløitetoner; ud af vinduet og tilnikkede ham en venlig hilsen. hoffmanns flid og ærlighed blev ikke uden velsignelse. han havde altid fuldt op af arbeide. vel beholdt han sjelden noget tilovers, af hvad han havde erhvervet sig, thi han havde talrige spisende i huset, forsynet med den bedste appetit; børnene skulle alle lære noget ryttigt, gaae anstændigt klædt, og svendene betalte mesteren ret godt, fordi at de ikke skulle findske - med arbeidet, men gjøre det forsvarligt. dog hoffmann havde sit udkomme. firegange om aaret gik han regelmessig, om søndag efter prædiken til sine læderhandler, og betalte ham punctlig den creditterede summa. hans gode rygte, erhvervede ham altid nye kunder, og hvem, der, kjendte ham, kom stedse igjen til ham. derfor var hoffmann ogsaa altid tilfreds; men hans kone anna var det ikke gandske; hunhavde gjerne lagt noget op, og dertil kunne hun i ikke bringe det, derfor laae hun altid og ængstede ham om den tilkommende tid. "hvad hjelper os din flid, dit gode rygte, vi komme dog ikke videre dermed." sagde hun en morgen til ham.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001463
|
du skal faae at see, at det endnu vil gaae os ilde, fordi du er alt for samvittighedsfuld med dito arbeide, og er alt for ærlig. hvorfor gjør duikke, som de andre mestere her, de lade sig bedre betale end du, kjøbe slettere læder, og lade deres folk gjøre løst og slet arbeide, jo snarere skoene gaae i stykker, jo snarere komme kunderne igjen. jo mindre komme de igjen!" svarede hendes mand. "du er en vakker kone, anna; men deraf forstaaer du intet. fordi at andre handle samvittighedsløst, skulle jeg derfor ogsaa gjøre det? lad mig blive ved min gode skik, der beder jeg dig! men vi svare intet sammen!" indvente hun. naar vi nu blive gamle, og du ikke meere kan, foretage dig noget? ham, der sidder ovenover os bliver ikke gammel, og hjelper enhver, der forlader sig paa ham. "hvis vi eengang skulle komme i nød, hvad have vi da med vore otte børn?" rystende paa hovedet og leende, saae han paa hende, og isteden for svar, begyndte han at synge: hvo ikkun lader herren raade.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001464
|
han bygger fast paa klippegrund, han seer guds hjelperige naade, j sorrigs og i rædsels stund; men hvo sin liid til verden slaaer, paa troløst sand hans bygning staaer. da han havde udsungen, sagde anna med et dybt suk: "nu i himlens navn da, men der ahner mig intet godt. den kjere gud gjør intet underværk mere paa jorden, man skal rette sig efter tiden, man lever i. du har i alting noget egent ved dig. dit haar bliver graat, alle andre borgere bære i dette tilfælde paryk, du ikke. mit eget graae haar, gefalder mig bedre endsaadan en haarhue, som desuden koster penge!" svarede han. "skal jeg bære fremmed haarpaa hovedet, fordi det er mode, jo, da var jeg ret en nar. naar du om søndagen gaaer ud, og det er slemt veir, tager du ingen regnskjærm med, men bliver hellere vaad, vedblev hun. er det da saa stor en ulykke, at blive vaad? en mands klæder af min stand, maae aldrig være saa fine, at regnen kan skade dem. jeg ærgrer mig altid over, naar jeg seer en qvindagtig mandsperson, som ikke engang er fornem, at bruge paraplye, hvis brug dog egentlig er en slags qvindagtighed. en skomager er jo ikke gjort af sukker, at han skulle smelte ved en regndraabe. gud skee lov, jeg er ikke saa forvendt. desuden sparer jeg jo de penge jeg maatte give for en paraplye. ach! det er lutter særheder. jeg maae sige dig det reentud. ved din sælsomhed, dinstrænge redelighed, og dit stærke arbeide, skiller du os med alle vore fornemme kunder. hør kun. j gaar mødte jeg paa markedet kjøbmand wetter. de har jo allerede ikke længe ladet arbeide noget hos os! sagde jeg til ham. jeg lader nu arbeide hos ring, svarede han; man kan aldrig faa deres mands støvler slidt i stykter, og tilsidst sidder det gamle skoetøi, dog alt for klodset. de sidste støvler jeg fik fra deres mand, har jeg næsten gaaet med i to aar; hos ring derimod maae jeg hvert fjerdingaar have et par nye. det koster vel noget mere; men saaer ogsaa det nye meget nettere. nu loe hoffmann høit. "jeg beder dig, anna: er vel den mand klog, fortæl det til hvem du vil, og jeg vædder enhver vil lee og sige: den mand er en nar! - og skal jeg blive et slet menneske for en nars skyld?" "paa denne maade komme vi aldrig videre. enhver seer nu mere paa ziirlighed, end paa varighed. du vil komme til at tabe alle fornemmekunder og sluttelig komme til at lide hunger med kone og børn. det ville vi oppebie. saalænge jeg har etpar sunde hænder og forlader mig paa gud, ville vi vel ikke komme til at hungre. at du ikke har baaret dig af som andre og derved sparet penge, er nu allerede en ulykke for vores datter. en ulykke, hvorledes da?" hun elsker vor naboe wilkens søn otto, som er dig bekjendt. det veed jeg. otto elsker leonore hjertelig, og han ersmuk, brav og beskeden. det kunne blive et lykkeligt par! og vil forhaabentlig ogsaa blive det." aldeles ikke. ottos moder er ganske derimod og alting gaaer jo efter hendes hoved. hun vil at hendes svigerdatter i det mindste skal med. bringe nogen formue, men vi ere fattige. desangaaende har den gamle i gaar gandske bestemt erklæret sig, nu græder den arme pige, saa at mit hjerte er færdig at briste derved. hu, det er rigtig nok dumt. den gamle - har sagt dig, at han var tilfreds dermed, gandske rigtig, men konen fører regimentet i huset. og hun er gjerrig og hoffærdig, manden, er jo en nathue. det jevner sig nok alt, hav kun taalmodighed. begge ere jo unge; mene de hinanden det ærlig, saa kunne de endnu bie en tidlang. vist nok bedre er bedre. nu paa søndag er det minfødselsdag, saa vil jeg gaae til wilken, og tale baade med manden og konen. paa den dag er stedse alting lykkes mig bedre. jeg tænker, madam wilken vil dog være fornuftig, og leonores taarer vil blive aftørrede. "himlen give det!" sagde anna, men hendes rysten paa hovedet beviste, at hendes haab kun var meget ringe. efter nogle øieblikkes forløb fortsatte annaigjen samtalens traad. "du siger, begyndte hun,, at alting har lykkes dig vel paa din geburtsdag. du har, saalænge jeg har kjendt dig, altid været gladere tilmode den dag end ellers. men hvad lykke har du da havt paa den dag. ei, fra barnbeen af, gik mig da alting efter ønske. paa mit vandringsskab fandt jeg altid paa den tid arbeide; mine bedste kunder erholdt jeg altid paa den dag, min redelige vengoering, som i begyndelsen hialp mig til brød, ved det han gav mig læder paa borg, lærte jeg at kjende paa min fødselsdag. dig saae jeg for tyve aar siden først paa den dag, næste aar paa samme time stod vores giftermaal, og for fireog tyve aar siden, ræddede jeg paa den dag et menneskes liv.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001465
|
det veed jeg. og hvad vandt du derved jntet? men gud bevares. anna, er bevidstheden, om en saadan handling, ingen gevinst? jeg kunde drage nytte deraf, men jeg vilde ikke. seer du nu, naar min geburtsdag ikke var indtruffen, havde dette gode ikke hændet mig. visselig, saa havde du arbeidet og ikke gjort spadseergangen ved floden.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001466
|
rigtig; da det var en art fest, gik jeg omeftermiddagen ud. tolunge folk fore paa floden omkring i en baad og tumlede kaade omkring i den. hul naar det kun gaaer godt, tænkte jeg. og neppe havde jeg tænkt dette, hvad seerjeg, saa taber en af de unge herrer ligevægten, og styrter af baaden ud i vandet, der hvor strøm men er meest rivende, en halvhundrede skridt, ovenfor møllen. kom den ulykkelige under hjulene, saa var han uundgaaelig forloren. den tanke gjorde, at du øieblikkelig sprang. i vandet og ilede efter den ulykkelige. jkke langt fra møllen naaede jeg ham, og som temmelig god svømmer, bragte jeg ham, gjennem den skummende hvirvel paa land, saae med glæde at han endnu aandede og slog øinene op. og gik ilende derfra, uden engang at spørgeefter hans navn og stand.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001467
|
rigtig; uden at nævne den spørgende mit navn, begav jeg mig bort.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001468
|
du gjemte dig saagaar for de folk, som søgte efter dig, og da man opfordrede dig i de offentlige tidender til at indfinde dig, og modtage en belønning, meldte du dig ikke; men blev hjemme, for at man ikke skulle kjende dig, var det klogt handlet? osa, anna, ret klogt, havde jeg ladet mig betale for den handling, som tilfældet tilførte mig, saa havde det været forbi; pengene, vare blevne udgivne, og jeg havde intet mere havt at haabe. men nu tænker jeg, det vil engang blive mig giengieldt om ikke her i verden. min kjære hoffmann, vil engang paa den yderste dag, den kjære gud sige til mig, du har dengang gjort det godt, og jntet taget derfor. du er en brav mand, stil dig herhen paa minhøire side, hvor mine kjere engle staae. skeer, det, saa er det jo bedre, end om jeg havde taget pengene derfor. tilmed troer jeg, at denne handling allerede her i verden bringer mig velsignelse. saa ofte noget godt vederfares mig, siger jeg altid til mig selv. det faaer du atter, for den unge mands skyld, der laae i vandet, handlede jeg nu ikke klogt og rigtigt, gaae, gaae, du er et forunderligt menneske. man kan ikke blive vred paa dig, men - maatte det kun gaae godt med os det vil nok gaae godt, det er jeg vis paa.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001469
|
saaledes affærdigede han i lignende tilfælde sin kone, og da det hidentil var gaaet gandske taalelig, saa lod hun sig ogsaa gjerne, altid saaledes affærdige.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001470
|
den gode hoffmann følte sig dog altid ved en saadan leilighed, meere beklemt om brystet end ellers. vel behøvede han ikke at angre noget af hvad han havde gjort, imidlertid sukkede han dog for leonores skyld, over at han ikke besadformue. han elskede den gode pige med faderlig ømhed; hvor gjerne havde han ikke hjulpen hende! ofte saae man hende nu med øine, røde af graad. vist nok havde hun helst skjult hendes kummer for ham, naar det kun havde været muligt. spurgte han, hvad feiller dig, mit barn, saa svarede hun, jntet, kjære fader, men han saae nu klarligen, at der laae hende noget paa hjertet; barn, sagde han endelig i det han og hendes haand, jeg veed ret vel hvad der feiler. trøst dig. paa søndag haaber jeg, skal alting, nok finde sig. hm! overlagde han nu ved sit arbeide, har min anne ret eller uret, vist nok, havde jeg givet mine kunder slette vare og daarligt arbeide, saa havde jeg vel samlet et udstyer til min datter, og anne og leonore vare rolige; men min samvittighed, nei jeg har handlet ret. det er altsaa en ulykke, at jeg i det jeg meente det ærlig med hele verden, selv er forbleven fattig. men lykke og ulykke komme fra gud. han vil hielpe mig og det gode barn, søndagen kom, hoffmann stod tidlig op. dasolen glødende stod op i østen, bad han allerede andægtig, sang sin morgensang, tog derfra ud af skabet den brune kjole med silke knapperne, den fine hat, den hvide vest, og det sølvbeslagne spandskrør, tog de blaae rasmagerstrømper paa, satte sølvskoespænderne i skoene, gik da det ringede sammen til kirke, og derfra igjen, da slutningspsalmen blev sungen til wilkens huus.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001471
|
naboen modtog ham med et venligt velkommen og et haandslag, og spurgte, hvad der bragte ham til ham i dag.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001472
|
kjære naboe, svarede han, "j kan vel formode, hvorfor jeg kommer. vore børn elske hinanden som j vel veed, og tænke paa en friste. lig forbindelse. eders otto gefalder mig saa vel, at jeg ikke ønsker mig nogen bedre svigersøn. nu ville jeg spørge eder, hvad j synes om sagen? ja, det er nu saa en egen ting, naboe, svar rede wilken, i det han rykkede bomuldshuenfrem og tilbage; i er en retskaffen mand, og eders datter et elskværdigt sædeligt barn, som ogsaa er smukt skabt; jeg for min deel havde alt saa intet derimod, men min gamle har hendes egen besynderlige meening. j er hende ikke velhavende nok, hun har allerede afslaget otto deog jeg lader hende i saadanne ting have sin egen villie. hvad hun foretager sig gaaer altid godt, hvorfor skulde jeg da stride og trættes med hende: jeg vil gjerne have fred i huset. nu, dertil kan jeg ikke sige noget videre, svarede hoffmann, vist nok er jeg ikke riig, imidlertid vil jeg dog tale med eders kone.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001473
|
wilken kaldte paa den gamle, og hiin fremkom nu med sin bøn og sit forslag; men hun svarede spids, at hun havde andre planer for med hendes søns tilkommende giftermaal, og at hunmaatte undre sig over, at naboe, imod sæder og skikke friede for sin datter; giftermaalstilbud skulle altid komme fra brudommen, eller ogsaa blive gjort i dennes navn; imidlertid takkede hun i ham for æren og hans gode villie, omendskjøndder kunne ikke blive noget af sagen. naboen sagde hende derpaa alt, hvad der kunne siges i denne anledning, forestilte hende sagen fra alle sider, og beviste hende, at rigdom ikke kunne gjøre lykkelig, og at det var forældres pligt at see mere paa deres børns sande lykke, end paa tilfældige udvortes omstændigheder. han talede med varme og som fader, men hørte altid en gjentagelse af den gamle beskeed, og gik endelig mismodig bort. dette var ikke det lykkelige udfald han havde ventet sig paa denne forhaabningsfulde dag.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001474
|
da han traade ud af wilkens dør, saae han leonore staae uden for døren. hendes blikke synes allerede langt fra at spørge ham, hvorledes sagen stod. da han kom nærmere, foldede hun de smaae hænder og hviskede: "jeg tør ikke spørge fader, hvad j har udrettet. eders øie er mørkt. det var vel intet! mit barn, svarede han, gjeg kunde skjule sandheden for dig, og opholde dig med falsk trøst, men det er ikke min maade: jeg siger dig ligefrem, moderen siger nei. da stirrede pigen dybtsukkende til jorden. "see ikke til jorden, pige, sagde faderen; men op mod det høie, derfra kommer al trøst og hjelp. er du virkelig god, saa beviis det nu i gjerningen, søg at tvinge dit hjerte, da det nu engang maa være saaledes. sog at glemme otto. har du kun mod, saa vil du ogsaa finde kraft dertil. ak, fader, han er mig saa undsigelig dyrebar, bulkede hun, det vil koste mig mit liv. den fromme vil gud forlene styrke og mod!" sagde han, i det han trykkede hendes haand. vær god, saa vel du overvinde det. lad mig tale med din moder; vi ville overlægge, hvorledes du bedste kan blive hjulpen, du kjære barn! stille grædende fulgte leonore ham ind i kammeret.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001475
|
anna var meget forstemt, da hun hørte dette slemme budskab, og viste intet andet raad, end at man maatte oppedie madam wilkens død som desuden var svagelig. men dette misbilligede hoffmann.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001476
|
konen kan endnu leve længe, svarede han, og at maatte i en saadan sag regne paa et menneskes død, er skrækkeligt, i særdeleshed, for sønnen. leonore nærer paa den maade altid forhaabninger, som maaskee aldrig blive opfyldte, thi otto, som kan blive kjed af at vente, kan faae andre tanker, og saa sidder vort barn trøstesløs der. neidet bedste, leonore, er, at du slaaer den ting gandske ud af hovedet.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001477
|
anna brummede ved dette forslag, og pigengik taus og forgrædt ud af værelset.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001478
|
betænk kun anna, sagde hoffmann, da han nu blev allene med denne, betænkt hvilken ulykke deraf kan opstaae, naar de unge folk hver time paa dagen see hinanden, i den troe at de ere bestemte til engang at blive ægtefolk. under saadanne omstændigheder vil kjerlighed og leilighed bestorme dem og maaskee lede dem til det onde, anna tang en stund, og sagde derpaa kleinmodig: "det er vistnok sandt. men veed nøre at hun intet har at haabe, sagde han videre, saa vil i det mindste hun, denne sædelige pige, intet skridt gjøre, der fører til skam og forbrydelse. ja, gjentog anna, som med al hendes qvindelige svaghed, dog besad megen naturlig forstand og æresfølelse, ja du har gandske ret, gamle. det havde jeg ikke tænkt paa. vores datter maae træde tilbage. men hvad vil hun ikke lide! der er falden mig et middel ind, hvorledes: vi kunne hjelpe hende deri, svarede han. "der er et ordsprog som siger: ude af øine ude af sind! saaledes er det ogsaa virkelig, om ogsaa kun lidt efter lidt. min svigerinde, enken, som boer sex mile herfra, har allerede for lang tid siden, villet have havt nore hos sig en tid lang. nu tænjeg, naar du paa nogen tid, og det snart, bringer hende derhen, saa ere vi alle hjulpne. hvem der ikke seer hinanden, forglemmer hinanden lettere!" dette forslag gefaldt hans kone, og saa blev man da enig om, at moderen næste morgen gandske tidlig skulle reise med nore til hendes tante. man var just bleven enig om de nærmere omstændigheder, og anna var gaaet ud, for at gjøre forberedelser til reisen, da naboens ottomed funklende øine og synlig oprørt sind, traade ind til hoffmann. hør naboe." raabte han allerede ved jndtrædelsen: "jkke sandt, de giver mig deres datter til kone? det ville jeg jo, svarede han, naar din moder havde givet sit jaord dertil, men nu - desværre nei," faldt otto ham ind i talen. men det gjør intet, naar j kun indvilliger. bruushoved sagde hiin. gjør det intet, at din moder vægrer sig ved at give sit samtykke! kunde du gjøre et saa vigtigt skridt imod hendes villie, ak, hun er jo forbiendet af guldet! sagde otto.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001479
|
du er selv et forblendet menneskel," svarede hiin rolig, "forblendet af din hæftighed, af den onde aand, som har opsat dig mod din moder. men lad mig dog engang høre, hvad ville dugjøre, hvis jeg indvilligede, uden at bryde mig om din moder, for et skin skyld, reise min cours med leondre. naar vi ere over grændsen lade vi os vie, som det ofte er skeet med mange andre. ere vi først et par, saa skriver jeg til min moder. saa maae hun vel tilgive og indvilge deri, hvis hun vil have mig igjen. godt, saa komme vi igjen tilbage hertil. jntet menneske skal erfareat j have vidst noget derom, og - hvad siger j dertil. jeg siger, at du er en eenfoldig karl, som man kun for sin ungdoms skyld kan tilgive, saadanne ubetænksomme handlinger. gaae med samt din gale plan, indslut dig i dit kammer, og bed gud, at han tilgiver dig din onde villie. læs det fjerde bud flittig; og hed og arbeid, at dukan komme paa bedre tanker. saalænge mine øine ere aabne, laaner jeg ikke min arm til gjerninger, hvorpaa forældres forbandelse hviler. gaae af din forbindelse med leonore, kan der intet blive. men saa betænk dog, vedblev otto, at jeg ikke kan leve uden nore, at det ellers er eders egen fordeel, mine forældre have et par tusende
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001480
|
daler: j faaer andeel deri. nok derom." sagde hiin. "jeg vil gjøre hvad der er ret; men du skal for fremtiden ikke komme mere herhen, min søn! jeg forbyder dig det, og vil opfordre din moder til at hun skal ogsaa forbyde dig det. det maae være saaledes! gaae otto. gud være med dig! otto var slet ikke tilfreds med denne besked, ville slet ikke indlade sig derpaa, og var i det heltaget ikke meget opbygget ved hoffmanns ytringer; men da han indsaae, at der ved den gamles bestemthed og fasthed ikke var andet at gjøre, end at have taalmodighed, og nore uden faderens tilladelse ikke ville foretage noget, saa gik han endelig vel dybt bedrøvet, men dog meere fattet end før ud, af huset. (fortsættes.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_a
|
thi_001481
|
mester hoffmann. (fortælling af carl stein.) (sluttet.) den følgende morgen ved dagens anbrud saaleonore tilligemed hendes moder paa vognen, og rullede ned af gaden. hoffmann tilvinkede begge den sidste hilsen. han blev gandske angest og bange om hjertet, fordi det ikke kunne være anderledes, men da han igjen havde arbeidet et qvarteers tid, gandske gjennemtænkt sagen endnu engang, og havde sungen den sang. "o gud du overskuer alt, blev det ham lettere og bedre tilmode. og da strax derpaa svendene kom og begyndte at synge muntre sange, stemmede han ogsaa i med. otto gik den næste dag meget ofte forbi hoff manns huus, og spurgte endelig den gamle, da han slet ikke saae leonore, hvor datteren var, hun er reist bort med hendes moder!" heed det. kommer hun snart tilbage?" spurgt igjenhiin, nei, hun bliver længe borte, var svaret. "slæd du dig, at det bliver gjort dig saa let at glemme hende, "saa, svarede hiin spids. j mene jeg vil glemme leonore, der tager j meget feil. - otto, vær ingen nar!" formanede den gamle ham. "for dig efter omstændighederne. lyddin moder! ei ja vist!" svarede hiin, min moder ville ogsaa at jeg skulle tage brauers rikke til kone, men det har jeg reent ud afslaaet hende, og sagde: leonore eller jngen! du er ikke rigtigklog og ikke god. gaae din vei.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001492
|
fyren gik brummende bort, imidlertid haabede han dog, trods den slemme beskeed, at hans kjereste ikke ville blive længe borte, men da anna igjen kom hjem, og leonore viste sig endnu ikke, og da han paa ingen maade kunne erfare hvor hun var, blev han formelig vred paa hendes forældre og viste sig suur mod dem, hvorpaa dog hoffmann ikke agtede. men slemmere hændelser indtraf. det ubehagelige tilfælde paa hans fødselsdag, hans frugtesløse frierie hos madam wilkens, sones kun at være begyndelsen paa en lang kjæde af ulykkestilfælde og tunge lidelser, som vel ikke formaaede at nedkue denne kraffulde mands livsmod, men nedbøiede ham dog dybt. efter saa mange skjønne lyspuncter i hans tilværelse, fulgte nu en betydelig mængde natlige skygger. en ulykkelig krig var udbrudt; fienden havde vunden et hovedslag, og nærmede sig nu hovedstaden. forvirring, bestyrtelse og fortvivlelse herskede overalt. den gode hoffmanns hjerteblødte, han elskede og ærede den unge fyrste, som i det mindste altid havde viist den bedste villie til at gjøre sine undersaattere lykkelig, selv han hang med sin hele siel ved fædrenelandet, som nu var saa haardt trykket; men ogsaa hvad ham selv angik, gik det ham daarligt. al orden var forsvunden, alle næringsveie standsede; man tilfredsstillede kun livets største fornødenheder; jngen lod noget mere bestille hos hoffmann. des uden tog man to svende fra ham til rekrutter, hans to dygtigste arbeidere. fienden rykkede indi hovedstaden, og talrige gjester, ligesaa begjerlige, som ubudne, opfyldte borgernes huse, som indqvarterede.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001493
|
endnu holdt den gode mand modet vedlige, og nynnede sig og sine til trøst, af og til en muntre sang; men da strax derpaa hans ældste sønsom opvartede de jndqvarterede, blev af en syg soldat anstukken af nærvefeber, da børnene, denene efter den anden sank syge ned paa sengenda ogsaa hans anna begyndte at klage over hovedpine, medens rundt omkring i naboeskabet, døden henrev talrige offere, da fyldte første gang hans brændende øine sig med taarer; og da annaklagende sank ned paa leiet, standsede han sukkende midt i sangen: "hvo ikkun lader herren, raade ogsaa hans sidste gesell laae syg af nærveseber; mesteren maatte bort fra det ubetydelige arbeide han havde, for at opvarte og trøste de sygeindqvarteringen havde allerede kostet meget, formidicin, læge og de syges pleie, gik de sidste penge, som vare bestemte for læderhandleren. fra alle sider stormede de elskte syges klager ind paa ham, hvilke han ikke var i stand tilat afhielpe. j hvilken frygtelig stilling befandt : sig nu den armel og dog tvivlede han endnu ikke om hjelp ovenfra. endelig begyndte ogsaa frysen, hede og hovedpine at angribe ham, og en brændende tørstplagede ham. han maatte angreben af feber gaae til sengs, og tabte den tredie dag bevidstheden. da han igjen opvaagnede til livet, befandt han sig i et fremmed lille gemak paa et sparsomt straaleie; hans hoved var forvirret og tomt, som efter onde dromme; han følte sig dødelig mat og kraftesløs. hans kone vandrede liig en skygge omkring ved vinduet; begge de ældste sønner laae ved siden af ham paa straaet, og for hans leie stod med forgfulde, hule øine wiltens otto.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001494
|
der maatte noget skrækkeligt være foregaaet, det gjettede han, men hvad, og i hvor høi grad, det kunne hans svage hoved ikke begribe. tilmed synes alt ham endnu som en drøm.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001495
|
paa en af de følgende dage, saae han ogsaa leonore træde ind i værelset; men hun var bleg og forgmodig, nu søgte hans blik om forklaring, men ingen gav ham et tilfredsstillende svar, og endnu længe herskede en mørk taushed. først senere hen, da han igjen havde samlet kræfter, og allerede formaaede af og til, at være oppe, bad han alvorlig om oplysning, og erfarede lidt efter lidt hele storheden af sin ulykke. medens han med kone og børn laae dødelig syge, var der udbrudt jld i huset og dette var afbrændt. kun med møie ræddede man de bevidstløse syge. ud af flammerne, intet blev ræddet af hvad han eiede; otto, der just vaagede hos ham, og trods den truende livsfare ikke ville vige fra ham, reev ham og anna ud af jlden og bragte dem bort, medens andre paa hans bøn, bare de rodrenge ud; de øvrige for børn vare allerede baarne til graven. uden ottos hielp havde de alle været forlorne. en medlidende naboehavde af barmhiertighed indrømmet familien et kammer i hans huus, efter at madam wilken, deels af frygt for smerte og deels af uvillie, havde nægtet det. leonore var først ved faderens gjenopvaagnen kommen tilbage fra tanten, hvorfra otto havde ladet hende hente.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001496
|
man overveie hoffmanns trøstesløse stilling, da han nu havde erfaret sin hele ulykke og kunne overskue sin hele elændighed. han var bleven den fattigste mand, fem af hans smaae børn, ved hvilke hans fader hang ved troe faderkjerlighed, og som havde udgjort hans glæde, havde døden bortreven fra ham. han sørgede dybt for det udvortes gods han havde tabt, han grædbittre taarer over hans henfarne smaae; men han fortvivlede ikke, herren gav, herren tog, hans navn være lovet!" sagde han, liig hiin fortidens lidende. . hæftigere end ham, havde ulykken rystet hans arme kone. anna taug vel og græd ikke, men hun loe heller ikke meere; kun sjelden hørte manhende tale, hun synes siden hendes helbredelse at have tabt al følelse for livet, blot undertiden udbrød hendes klage i et dybt suk.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001497
|
trøst dig, gode kone, pleiede da hendes mand at sige til hende. "hvad gud giør, en velgjort, vi have endnu tre børn og den dyrebare pligt at leve for dem. det vil igjen gaae bedre, vi behøve ikke at tabe modet jkkel ikke engang ved betlerstaven?" spurgte hun. "haaber du endnu altid, "alt med guds hielp svarede han. "just fordi det gik os en tidlang ret slet, vil det ogsaa snart igjen blive ret godt. efter en pladsregn klarer, det igjen op, og jo hæftigere stormen raser, jo kortere varer den. hvorledes, jeg skulle ikke haade mere, hvorfor bærer jeg da navnet hoffmann, føiede han til. ogsaa hans mangeaarige ven gørring var bleven et offer for nærvefeberen. hoffmann maatte nu besøge dennes søn, og bede ham om taalmodighed med den gamle gjeld, og om nye credit.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001498
|
den unge mand modtog ham med venskabelig artighed, og tilbød sig gjerne at tjene ham med alt, ligesom han ogsaa uden ophold overgav ham de forlangte vare.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001499
|
ved afskeden sagde det unge menneske med et haandtryk. "det er mig kjert, at j er kommen saa snart til mig. hernæst besøger jeg eder; thi - eders datter, er en særdeles elskværdig pige. efter min faders død seer jeg mig tvungen til at tage en kone. sig mig dog forelødig, mesterhoffmann, ville j vel give mig leonore? ei, naar hun vil have eder, svarede denne, ret gjerne, j er min bedste vens søn, og saa brav, men jeg vil til gjengield med glæde gjøre alt for at hielpe eder op igjen, forsikkrede hiin. "j kunne flytte hen til mig ret godt og værdt at takke for, afbrød denne ham; men jeg maa sige eder det ligefrem. leonore har før holdt af wilkens otto. hvem veed om hun vil give sit minde dertil. og det er dog en ting, som hun maae afgjøre. om, meente hiin. i er fader, nu vi ville see. tal, selv med pigen!" da han kom tilbage til sine, tog han leonore til side og sagde til hende: "mit barn, du holder endnu af otto. men nu begjerer den unge goering dig til kone. hvad siger dudertil, leonore foer allerede sammen, blot ved at høre navnet goering, blev bleg og rød, og saae taus ned til jorden. du tier, du skifter farve?" sagde faderen, som nøie havde lagt mærke til hende. "otto er et godt menneske; han har ræddet alle vores - liv, men hans moder er forud indtagen imoddig og os. goering mener det redeligt. han vil hielpe mig ganske paa benene igjen. overlæg det, og svar ham, naar han kommer, uden tilbageholdenhed. du har frit valg! naar goering vil hjælpe eder, sagde leonore rask, men blegnende, saa bliver han minmand. "sagte, mit barn svarede han. saa skal det ikke gaae. jeg forstaaer dig, men det er intet. gud maae føie det med mig saaledes, som han behager; paa din ulykke grunder jeg aldrig minvelfærd! giv mig kun tid." bad hun grædende. naar goering kommer, vil jeg svare. godt, kjære datter. dog ingen tvang. overlæg alt. derved blev det.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001500
|
næste søndag kom goering. leonore hørte paa hans andragende. barnlig kjerlighed gav hende mod dertil. hun ville bringe hendes kjerlighed for otto og hendes hjertes lykke, til offer for faderens vel. den gamle havde lagt nøie mærke til hende, og havde fulgt hendes hele tankegang, men hvad skulle han sige og gjøre, nu da goering førte ham hende imøde med de ord: nu svigerfader; er i alt i orden. hun vil blive min gode kone, og da leonore selv betræftede det? han fattede sig dog hurtig nok, for at udfinde et hielpemiddel, som under de daværende omstændigheder hørte til øiemedet. han ønskede nemlig kun at vinde tid, for at leonore endnu modnere kunne faae tid til at overlægge det vovede skridt. derpaa sagde han: "ret godt, dog med giftermaalet, selv maae det endnu have henstand, da vi endnu for sex uger siden have tabt vore børn, og endnu ere i den dybeste sorg. herimod kunne goering intet invende, saa ubehageligt ogsaa denne forhaling var ham, thi her var lov og - sæder paa hoffmanns side. faderen begjerede altsaa en opsættelse paa to maaneder, dermed var goering tilfreds, og leonore, som forstod faderen, trykkede taknemmelig hans haand. den unge mand tilbød sig nu, at forskyde hans tilkommende svigerfader en summa til en fuldstændig indretning, men hoffmann modtog kun en ubetydelighed, og som han let kunne erstatte; det øvrige afparrerede han meget klogeligen: thi han ville ikke paalægge sig store forbintligheder, der skulle blive til lænker for datteren; hun skulle forblive saa frie som muligt, for at hun kunne træde tilbage, hvis hendes raske beslutning skulle angre hende. desuden fordrede den gamle af goering er løfte om taushed over det hele forhold han stod i til pigen, lige til den time, da forlovelsen, skulle skee, og angav til grund for denne begjæring, at han frygtede for den forrige karl ottoskulle begaae noget uoverlagt skridt, naar han saa tidlig blev underrettet og sin elskedes tab, og desuden ønskede den gamle at undgaae alt snak og sladder, spigersønnen i haabet, garsit ord og holdt det. hoffmann befandt sig nu igjen i en høist trykkende stilling. han elskede sin datter ret fader, lig og ville gjerne see hende lykkelig. ach! han saae kun alt for tydelig hvor smertelig hendes offer var, hvorledes hun endnu bestandig kjempede med hendes hjerte, kun alt for ofte opdagede han, at hun havde grædt allene i stilhed, om endskjøndt hun i hans nærværelse fremkonstlede en munterhed, og et gladt luue, og naar han spurgte hende alvorlig, forsikkrede hun, at hun var gandske tilfreds. overbeviisningen om hendes skjulte kummer laae ham tungt paa hjertet, og gjorde ham altidfrygtsommere og frygtsommere, jo mere den bestemte tid til giftermaalet nærmede sig. ofte bad han, naar han var allene, andægtig til gud om hielp, at han naadigst ville rædde hans datter fra en ulykkelig forbindelse, men han indsaae ikke muligheden, og sørgede af gandske hjerte. om otte dage skulle forlovelsen være, paa hans geburtsdag skulle den gaae for sig, saaledes ønskede leonore det. "skulle da denne dag ikke igjen engang bring: lykke og glæde med sig." saaledes spurgte har sig selv, tid efter anden, og svævede i bestandig frygt, imidlertid lod hans troe paa gud ham dog ikke falde. det var eftermiddagen før hans fødselsdag da goerin, tilfærdig traade uventet ind til ham. "svigerfader!" sagde han, lad arbeidet er øieblik ligge og hør paa mig. jeg kan maaskeskaffe eder noget at bestille, som betaler sig godt. j forgaars er nemlig en herre ankommen hertil, som logerer hos min naboe richter, og er en fornem mand, de kalde ham jntendant. den ne harladet spørge ved sin betjent, hvem der herpaa stedet var den bedste skomager og skrædder. han vel lade gjøre støvler og klædningsstykker, til prøve, og naar haandværkerne og deres arbeide gefalder ham, vil han gjøre store bestillinger for armeen. hans betient har betroet mig at han haver leverandeurerne og selv vil slutte handel med mesterne. der var noget for dem at gjøre. mester hoffmanns støvler have altidværet bekjendte som gode og forsvarlige, og billige i prisen; læder kan de faae hos mig saameget de vil. j overtager leverancen, antager svende, sætter andre mestere i beskjæftigelse, og i et par aar, er eders forfatning bedre end den nogenfinde før har været. gefalder nu dette eder, saa gaae i morgen tidlig klokken otte til denne herre, og tag maal af ham til støvler. jeg har allerede talt til ham om eder, han venter eders ankomst.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001501
|
hoffmann takkede den unge mand af hjertet, og lovede at gaae paa bestemte tid til den fremmede. han havde følt sig forunderlig bevæget da goering gjorde ham dette forslag. det var nu, som en stemme raabte i hans indre: dinfødselsdag i morgen bliver meget lykkelig, og derpaa blottede han sit hoved da goering var gaaet, og fremsagde sagte med foldede hænder, en taknemlig bon. just nu lød aftenklokkens høitidelige klang. leonore traade ind i værelset, men da hun saae faderen bede, gik hun hen mod vinduet, som vendte mod vesten, sank knælende ned til jorden, anraabte gud om styrke for hendes blødende hjerte, og hendes øie fyldtes, med vedmodstaarer. aftensolen brød med sine glimrende straaler, gjennem de lette purpurfarvede skyer, og viste det skjønne ansigt, forklaret liig en engels aasyn. vesperklokken tonede i en skjøn velklang, og det forekom den bedende, som om dens blide og alvorlige klang bragte hende bønhørelse og kraft. med bedre mod end nogensinde før, stod hoffmann den følgende morgen op fra sit leie, tænkte paa dagens vigtighed, leonores forlovelse, og gangen til den fremmede herre, og sang den sædvanlige fromme sang. derpaa satte han sig til sit arbeide og fløitede en muntre sang dertil. da den ottende time nærmede sig, klædte han sig paa, og gik derpaa til den fremmedes bopæl i richters huus.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001502
|
da han var kommen ind og havde faaet gadedøren paa ryggen, saae han sig om, og fik øiepaa en nøgle i en dør paa høire haand; der er det vel! sagde han til sig selv og bankede paa herin, raabte en stemme i værelset, han aabnede døren og traade ind. en middelaldrende velskabt mand sad i en overkjole ved bordet og skrev.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001503
|
hoffmann bukkede hoslig, meldte hvem han var, og hvorfor han kom. den fremmede beskuede ham en tid lang med et skarpt og taust blik. endelig sagde hans o.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001504
|
hør mester hoffmann, jeg synes jeg skulle kjende dem. det veed jeg ikke af, hr. jntendant svarede hoffmann. "j det mindste kan jeg ikke erindre mig, at jeg nogensinde har seet dem her.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001505
|
her vist nok ikke, sagde hiin, jeg mener et andetstæds. har j aldrig forladt denne stad, jo, som gesell," svarede denne. "jeg var i østerrig, preussen, sachsen, bayern, i nedersachsen, hamburg, bremen og lübeck. f. har j ikke for fire og tyve aar siden, ogsaa opholdt eder i magdeburg. h. jo, jeg arbeidede der et heelt aar." f. mødte eder da intet usædvanligt? h. jo, jeg trak en ulykkelig op af vandet.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001506
|
f. med egen livsfare, ræddede j hans livjkke saa, see paa mig mester. kjender j mig endnu, jeg er den ræddede.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001507
|
den fremmede mands øine bleve vaade. han sprang op, ilede hen til den forundrede hoffmann, og indsluttede ham fast i sine arme.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001508
|
den gode mester var saa forskrækket og forvirret, at han ikke formaaede at fatte sig i de første øieblikke, ja, herre, dem er det!" (efter at han enlang tid havde betragtet ham.) "nu kjender jeg dem igjen, men - jeg begriber ikke - hvorledes gik det til, at - hvorledes kunne de endnu kjende mig? da jeg anden gang kom op paa vandfladen, sagde hiin, saae jeg eder i nærheden, af mig. "der er min skydsengel! tænkte jeg, og ethvert træk i eders ansigt trykkede sig dybt ind i min erindring, og da jeg paa strandbreden, igjen vaagnede op paa nye og saae eder, kjendte jeg eder strax igjen, og endnu fastere og dybere rodfæstede sig eders billede i min siel; men j. undveeg, og alligevel saae jeg eder altid for mig. fire og tyve aar ere siden henrundne. tiden har gravet furer i eders pande og kinder, udslettet, eders ungdoms rødme og blegnet eders haar, - men endnu staaer altid den ræddende yngling for mig, og havde jeg ogsaa først gjenfunden eder om halvtredssindstyve aar, blandt titusinde ville jeg have kjendt eder. slemme mand, hvorfor undveeg j min taknemmelighed, og mine forældres erkjendtlighed? dog hvad gjør det. nu har jeg eder, nu undgaaer j mig ikke længere, og nu modtager j capitalen med fire og tyve aars renter. der hjelper ingen modstand. siig mig mand, er du fattig? jeg er riig, jeg deler med dig. fordre saameget som du vil: jeg giver dig det. herre, sagde hoffmann, med rørt stemme, efter et øiebliks forløb, hvori han havde fattet sig, herre, de er guds bud, en engelfra himlen! jeg er fattig, dog ingen betler, og behøver intet, hvad mig selv angaaer. men gud, som jeg anraabte, som jeg fortroede mig til, sender eder for at skjænke mit hjerte trøst og fred: jeg har en datter, der udgjør mit livs lykke. hun staaer i begreb med at opofre sig for mig af barnlig kjerlighed, ved at give en mand sin haand, som hun ikke elsker, og at frasige sig en yngling, der eier hendes hele hjerte, og som hun elsker overalt, vil de, saa ræd mit barn, og de har gjort mig fuldkommen lykkelig den fremmede spurgte efter de nærmere omstændigheder, der angik hende. hoffmann fortalte, og meddeelte ham efterretning om alt hvad vi allerede vide, han forestilte ham den ulykkelige brand, der fortærede hans hytte, hans børns død, og krigens byrder og trængsler; han talte og hans frugtesløse frierie hos den gjerrige madame wilken, om goerings tilbud, og hans frygt for at hans arme datter skulle blive ulykkelig, og om hans gjeld til goering. vær rolig ven! raabte hiin, da han var færdig dermed. jskulle alle blive hjulpne." jntendanten ledsagede ham til hans boelig. derhen blev goering kaldet; den fremmede, forestillede ham de sande omstændigheder, og badham at han ville afstaae fra giftermaalet.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001509
|
om!" svarede goering; ulykkelig har jeg aldrig villet gjøre nogen, pigen er smuk og brav, derfor ville jeg tage hende til kone, da jeg nu engang maae gifte mig; men forlibt er jeg dog egentlig ikke, og da hun dog alligevel skal ægtmig af tvang, saa bryder jeg mig slet ikke omhende; jeg finder mig vel en anden brud! nu gik jntendanten med hoffmann til madame wilkens, hoffmann maatte gjentage sit tilbud, og da madammen igjen begyndte at synge den gamle vise, sagde berger - saa heed jntendanten - pludselig, hvor stort da leonores udstyer nødvendig maatte være, naar hun skulle blive ottos kone. saa en firetusinde daler, meente hun. godt, sagde berger, jeg udstyrer pigen med den summa. mester hoffmann kjøber jeg desuden et smukt huus, og indretter alting paa nye, paa det fuldkomneste. min herre, raabte denne grædende: "der er formeget, hvorledes kan jeg modtage saa betydelige gaver, gaver, hvem taler derom, spurgte den fremmede. vil j ikke modtage hvad jeg giør, som gave, saa modtag det som et laan. jeg afdrager alt paa eders arbeide, j er fra nu af skomager for vor hele armee, hvem formaaer at skildre hoffmanns glæde og taknemmelighed; og den gode moder annas rørte hjerte, hvem formaaer at beskrivleonores og hendes brudgoms fryd, den sidste ville med magt kysse intendantens haand, hvem alle aflagde deres glade tak.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001510
|
fire uger efter, stod det lykkelige unge pars bryllup, hoffmanns gjæld hos goering, blev betalt og udslettet. han boer i et smukt huus, som berger har kjøbt til ham, og arbeider med otte geseller paa det læderforraad, som goering, imod den fremmedes betaling har tilfendt ham.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001511
|
nu anna, hvad mener du? spurgte nu hoffmann sin kone. har jeg ikke altid sagt, at tillid til gud, aldrig vorder beskjemmet! ja, ja, gode mand, du har sagt det, svarede hun, tilgive mig jeg tvivlede. herren har gjort alting godt for os. nu ville vi først begynde at leve! tie aar ere nu siden den tid hensvundne. hoff mann legger nu med tre muntre dattersønner, og er en lykkelig bedstefader. hans forbedrede omstændigheder, hvis glade øievidne bergerer, har ikke forandret noget i hans caracteer; endnu arbeider han, som rørig olding flittig løs med sine geseller, og synger endnu altid sin morgenog aftensang og hans: "fryd dig ved livet, med lydelig stemme.
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001512
|
en stor deel af stadens jndvaanere kjender, denne muntre gamle, og han er i den deel af staden hvori han boer, bleven til et ordsprog, naar man blandt borgerne vil betegne en ærlig, flittig og forstandig munter mand, saa siger man: "han er som mester hoffmann."
|
fiction
|
thi_mester-hoffmann_b
|
thi_001513
|
blandet. etatsraad og politiedirecteur kjerulff fra kjøbenhavn befandt sig den de juli i brussel.
|
non-fiction
| null |
thi_001514
|
den kongel. familie ventes nu først hjem til kjøbenhavn den de dennes. hs. maist, skal have befunden sig upasselig, ellers vare allerhøistsamme indtruffen tidligere. hs. excell. statsminister v. kaas er fra kbhvn. med dampskibet indtruffen til lübeck den de dennes. under te juli er igjennem general-toldkammerog commerce-collegiet udfærdiget en placat, hvorved alle fabrikanter forundes rettighed til, for fremtiden paa stedet at faldholde deres fabrikata saavel i store, som smaa partier; og fabrikanterne paa landet i nærmeste kjøbstad, imod deraf at svare næringsskat; dog maae en fabrikant ikke have meere end eet udsalgsted. denne bestemmelse er ogsaa gjældende for de fabrikanter, som efter meddeelte privilegier, ere indskrænkede til udsalgsret. den berømte svenske digter atterbom og den svenske historiker, professor geyer, opholde sig i denne tid i kjøbenhavn.
|
non-fiction
| null |
thi_001515
|
vor egen geniale digter, pastor steen steensen blicher, indtraf den de, om aftenen, til hovedstaden.
|
non-fiction
| null |
thi_001516
|
professor rhabek søger i aftenbladet en forlægger til en dansk udgave af mignets franske revolutionshistorie, som han har besluttet at oversætte. collegialtidenden leverer denne gang næsten arkfulde af den, betræffende staden kjøbenhavns belysning med gas, imellem bemeldte stad og det forenede almindelige gas-compagnie i london under te dennes afsluttede contract, der bestaaer af paragrapher. den kongel. danske brig st. croix, under capitain-lieutenant klaumanns commandoankom paa reisen fra st. thomas til neapel og livorno, den de, til sidstnævnte havn, hvorfra den om nogle dage skulle tiltræde tilbagereisen til
|
non-fiction
| null |
thi_001517
|
j et postskriptum til en samling af brebeved mr. blaanere, skreven tildeels mod enden af aaret , findes følgende, af ferdinandden syvendes biographie. vi have funden, det værd vor opmærksomhed, da det viser en stor afvigelse eller forskjel mellem denne monarks private og offentlig karacteer. forfatteren siger, det er ham meddeelt af en mand, som kjendte nøie enhver omstændighed i kongens liv, skjøndt uden at staae i nogen forbindelse eller have nogen post i palladset.
|
fiction
|
thi_ferdinand-vii
|
thi_001533
|
ferdinand var født med en svag og sygelig konstitution, hans ungdom svandt hen en rækkeaf sygdomme. mange af hans lærere vare mænd af fortjenester. escoquis underviste ham sædelære, moralsk philosophie og historie, medens fader seco, forfatteren til denfortræffelige oversættelse af bibelen, og en mand af stor lærdom, havde overopsigten med bibelske og religiøse studier. han modtog underviisning i den militaire taktik af oberst manturana, en artillerieofficeer og en meget fortjenstfuld mand. neppe havde han overvunden barndommens farligste aar, førend han begyndte at føle det had, som høitidelig var ham lovet af hans moder i en tidligere alder. dette had var indgodt hende af fredsfyrsten, som i thronarvingen saae en uovervindelig hindring lagt i veien for hans ærgjerrighed. ferdinands ungdom svandt hen underen uforsynlig forfølgelses gjenvordigheder, og dog saae man ikke ferdinand vise det ubetydeligste tegn paa vrede og fortrydelse mod hans forældre. han var i flere aar berøvet alsamqvem og omgjengelse, undtagen med de faa skjørhovede hofmænd, som vare satte til at tage vare paa hans person; det er en velbekjendt sag, at alle dem, som han viste noget særdeles venskab, blive udmærkede og forfulgte. han blev gift med maria antonia de bourbon, en prindsesse af neapel; denne prindsesse var et meget dannet fruentimmer, besad en ophøiet, tænkemaade og en meget selvstændig caracteer. hun aabnede snart hendes mands øine i henseen. de til hoffets skammelige behandling. dette elskværdige fruentimmers undergang blev snart besluttet; efter en meget besværlig fødsel og en svær sygdom, under hvilken de vare barbariske nok til at adskille hende fra hendes mand, blev hun et offer for en død, . en apotheker i madrid skjød sig selv nogle maaneder efter, og efterlod et skrevet papiir i hvilket han offentlig erklærede den deel han havde i prindsessens død. fra den tid af og til den fameuse aftaire i escurial, indtraf ingen vigtig hændelse i hans liv. tilskyndet af sin egen følelse og bevæget dertil af nogle personer ved hoffet, besluttede prindsen at kaste sig for carl den vl. fødder og forestille ham det hele folks had imod godoy; den uorden hvori hans finanter vare, og alle de andre onder, som trykkede nationen. hvad der var skreven med hans egen haand af ham i denne andledning, var et mesterstykke af resonnement, sønlig ømhed, veltalenhed og patriotisme. dette document er uhældigviis tabt, ferdinand bad deri hans fader om, at forjage fra hans pallads, den mand, som vanærede ham; at han ville strax forsamle cortes, og skjøndt sildig lytte til folkets stemme. escoiquis og hertugen af jnfantado vare de fornemste drivefjædre i denne sag; de regnede paa frankerigs understøttelse, som var bleven dem lovet af grev brauharnois, napoleons ambassadeur. men da projectet blev opdaget, mislykkedes det, en supplik i denne anledning, opsat af escoiquis og skreven af hans discippel, blev funden i foret af den sidstes kjole. jntet kunne overgaae den haarde behandling, som prindsen, maatte udstaae, da dette blev opdaget; escoiquis blev sendt til et kloster, jnfandatogjort landflygtig, og betjenterne, som ved breve holdt communicationen aaben mellem de paagieldende personer, bleve dømte til gallejerne. fra dette øieblik af, kan man regne at den art af forgudelse begyndte, som folket viste prind sen af asturien; herfra reiste sig ogsaa tildragelserne i aranjuez, da folket reiste sig en masse og greb fredsfyrsten, som ufeilbarligen havde sat livet til, havde ikke ferdinand i tide lagt sig imellem. jntet kunne overgaae nationens glæde, da den hørte at kongen havde resigneret og overdraget regjeringen til sin søn. ferdinandskorte regjering var betegnet med mange retfærdige og ædle handlinger, noget af det første han gjorde, var at kalde tilbage de ministre, som goydoy, havde landsforviist, fornemmelig jovellands, azara, o farril, og andre. en udegribeliguhældig skjebne, synes at hvile over ferdinandog hans raadgivere siden efter; - reisen til vittoria blev besluttet; - og man veed resten. ferdinands ophold i valen lay er en mærkværdig periode af hans liv; da han med bestemthed troede, at han aldrig meere ville faae magten i sine hænder, vandte han sig til denne tanke med en stokkers hele kraft; han dyrkede litteraturen, og da han fandt et superd bibliothek, tilbragte han endeel af hans ledige timer i at oversætte flere spanske værker paa fransk. hans velgjørenhed kjendte ingen grændser, og hans afreise derfra blev savnet af alle, og blev længe beklaget af de fattige og trængende. et menneske eller snarere et uhyre, kaldet: ameraga, en neve af escoquis, der havde forenet sig med ferdinands suite. da denne passerede gjennem biscaya, paa reisen, til bajonne, ledsagede ham til dette sted, det lykkedes ham at blive indført ved napoleons hofda han nu nogle maaneder efter blev udnævnt til overintendant og fornemste vogter hos prindsen i valer, ny, opførte han sig som en sand tyran, og viste den unge konge saa mange fornærmelser og saa megen grusomhed, at denne sidste blev tvungen til at indgive forestilling derom til napoleon, hvorpaa der strax kom ordre til amer aga at forlade palladset. han kastede sig da forferdinands fødder, bad om tilgivelse, og prindsen rørt af hans taarer gjorde han en for æring af et meget anseeligt landgods paa bankerne af loirefloden. flere skribentere have bebreidet ferdinand den blinde partiskhed han viste for napoleon og den fuldkomne underkastelse han viste mod hans befalinger, saavelsom ogsaa den afstaaelse af alle sine rettigheder, som han overgav ham; men behag at sammenligne ferdinands opførsel med flere store mænds paa den tid; hertil kommer at han næsten havde tilbragt sit hele liv i et slags lavt slaverie, uden endog at have været tilladt den mindste jndblandelse i politiske affairer. jeg veed for resten intet mere at kunne tilføie til ferdinands politiske historie, et par anecdoter af hans private liv ville maaskee endnu mort.
|
fiction
|
thi_ferdinand-vii
|
thi_001534
|
ved hans tilbagekomst fra frankerig og under hans reise fra grændserne til zaragossa læste han constitutionen med san carlos og den berømte general palafor. ferdinand viste denne nye coede sit høieste bifald og fandt endog den at være i analogie med monarkiets ældgamle love. naar en af hans ledsagere gjorde en anmærkning over den overordentlige frihed, der herskede i samme, beviste han ved citationer fra flere historieskrivere, at dette havde været de tidligere loves almindelige aand. det var i en landsbye, mellem zaragossa og vanlencia, at en deputation af biskopper indgjød ham de første skrupler imod denne coder. dette er et vigtigt factum men lidet bekjendt. uagtet disse hellige fædres overtalelser, betænkte ferdinand sig en lang tid, og det var først nogle dage efter hans ankomst til valencia at han ville undertegne dette fatale decreet. hvis europas nationer kjendte alle de trudsler og udslugter, af enhver art, der blev anvendte dertil, ville de eenstemmigen frikjende ferdinand. der er ofte fortalt, at fremmed jndflydelse havde en stor deel i nedbrydelsen af vor frihed: jeg behøver ikke at anføre, at den engelske gesandt var iblandt de første, der aflagde visit, og der ere dem, der ikke betænke sig paa at sige, at en berømt militair anfører gav hans votum for de foreslagne measures. uden at ville staae inde for sandheden deraf, ville de imidlertid lægge mærke til at en brittisk general, anfør te det cavalerie, som escorterede kongen ind i hovedstaden, nogle gaae endog saavidt, at de sige, at denne officeer skulle have sagt til dem, der vetrede deres frygt for udfaldet, at han ville staainde for madrids erobring og bemægtigelsen af cortes. dette er imidlertid et rygte, jeg ikke kan staae indefor.
|
fiction
|
thi_ferdinand-vii
|
thi_001535
|
med hensyn til ferdinands personlige egenskaber, kan ingen nægte, at han er den bedste søn og ægtemand. jeg har allerede bemærket at aldrig nogen hørte ham yttre et udeskedent ormod fine forældre. han førte en regulair brevvexling med den afdøde konge i mange aar førhans død. ferdinand er forgudet af hans domestikker; jeg har seet ham træde ind i værelset til en syg tjener, givet ham medicin, og viist ham saa megen opmærksomhed, som om han havde været hans egen broder. et menneske, han havde indsluttet sig med i sit kabinet, nægtede at give forklaring over noget hans majestæt forlangte, hvorpaa den sidste sagde: du taler ikke til dinkonge men til en spansk herre. ferdinand harmaaskee begaaet fril, men der er vist ikke en af dem, som jo er en følge af hans uerfarenhed og den uvidenhed hvori han er bleven holdt. han var omringet af saa mange, at det var umueligt for sandheden at nærme sig ham, naar han var overladt til sig selv, søgte han denne gudinde med den meest utaalmodige begierlighed. en herre, sagde, en dag: deres majestæt har befalet mig at læsedette papiir, det indeholder meget stærke beskyldninger mod en, der nyder deres majestæts hele fortroelighed. "det siger jntet, sagde han, næs kun!" efter at have hørt dokumentet forelæse, med den største opmærksomhed og fatning, tog han det fra secretairen, uden at sige et ord . mere, gjennemsaae det, og puttede det derpaa hans lomme. faa dage efter fik den beskyldte tilladelse til at begive sig bort fra hoffet. da porliers ulykkelige affaire fandt sted, faldt en af ferdinands tjenere ned for hans fødder, og sagde: "herre, jeg har ogsaa forbrudt mig; men deres majestæt er ædelmodig og jeg anraaber dem derfor om tilgivelse, jeg er generalens medskyldig. kongen spurgte om nogen anden kjendte til hans forbrydelse, og da han benægtede det, befallede han forbryderen at iagttage en dyb taushed. over denne gjenstand, og tilføiede: "tag dem i vare, at ingen anden end jeg bliver underrettet om deres svaghed!" tjeneren beholdt ikke allene hans plads, men blev endog betroet en meget vigtig post. den maade hvorpaa ferdinand for tiden, tilbringer dagen, er følgende. han staaer opklokken , og opofter en deel af morgenen til religiense øiemed. efter frokosten, som han nyder i selskab med dronningen, og under hvilken han converserer meget familiær med livmedikussen, den vagthavende kaptain eller nogle af de andre opvartende herrer, opofter han en timetil bestyrelsen af huuslige anliggender. naar dette er fuldført tager han en tour i hans berlinervogn, ledsaget af en eneste person, uden alanden escorte; under hans fraværelse fra palladset, besøger ferdinand i almindelighed en eller anden offentlig indretning eller et eller andet af hans lyststeder. det hænder undertiden at han paa denne tid af dagen giver andients til fremmede ministre, grandtes eller andre. han spiser til middag klokken , uden den mindste etiqvette, og alle de øvrige medlemmer af den kongelige familie indfinde sig ved middagsmaal. tidet; under hvilket kongen spøger med hans broders kone eller svigersøstre, og henvender sig ikke sjelden til de opvartende tjenere, med en eller anden skjemtefuld anmærkning. efter middagsmaaltidet, begiver han sig bort, røger en cigaar, giver de nødvendige ordres til hans kammertjener og træder derpaa ind i statsvognen med dronningen, hvorpaa hele familien kjører ud i sædvanlig orden. efter at eftermiddagstouren er forbi, gives offentlig audience, dette har han aldrig forsømt en eenene dag. enhver klasse mennesker have adgang paa denne tid; jeg har endog seet tiggere der, ferdinand hører paa enhver med den største taalmodighed, og saasnart som salen er kom, gaaer han ind i hans cabinet med en sekretair for at undersøge de supplikker eller bønskrifter, som ere indleverede. jkke en dag gaaer forbi uden des- pacho (udførelsen af offentlige forretninger.) han er ofte beskjeftiget med to ministre paa en gang. det øvrige af aftenen tilbringer han med læsning, musik, eller ogsaa i hans families selskab. pedersvendenes skjæbne.
|
fiction
|
thi_ferdinand-vii
|
thi_001536
|
jeg er en ugift mand paa omtrent aar, en pebersvend om de saa behager, og har endnu ikke været fanget i hymens lænker, endskjøndt jeg med mit gyselig ømme hjertes følelser altid har været : tilbøielig dertil. men det værste har imidlertid været, at men holdt jeg forstaaer dog saameget af loven, at jeg veed, jeg er ikke forpligtet til at anklage mig selv. dog, jeg vil fortælle det mere vidtløftigt. for at begynde maae de først lægge mærke til . at jeg er ugift, . meget begjerlig efter at bliver gift og die, ach! at jeg er gandske syg af kjerlighed. hvad det første angaaer, da er det en ting, der er meget byrdefuld for mig, og som jeg frygter vil engang foraarsage mit fuldkomne ruin, uden at jeg, som jeg for det det ønsker kan ægte, en smuk, riig og rask pige, som vil forsøde min kummer og rædde mit minde fra at uddøe i lethestodens bølger, (dog dette sidste vil der vist, nok ikke blive spørgsmaal oml; men for det die, der kommer det ømme sted: "jeg, jeg er færdig at døe af kjerlighed. dog jeg maae fortælle dem de nærmere omstændigheder. jmod be - gyndelsen af forrige maaned forflyttede jeg minbolig til free street no. . mine værelser, vende ud til gaden, og næsten lige over for lever og smiller; den deiligste, fødeste, jeg gjetter fødeste pige, jeg nogensinde faae. ohl hun er saa umaadelig elskværdig, hendes skabning, saa rank, hendes øine saa sorte, og dog saa klare, hendes kinder hvide som lillien og røde som rosen; hendes haar som den fineste silke, falder i skjønne lokker ned af hendes sneehvide hals, og synes at sove paa hendes skjønne bryst. jeg ønskeer jeg kunne afmale hende, som hun er; men elskerens indbildningsskraft formaaer ikke at skildre, eller malerens kunst at afdilde hendes engleskjønhed. da jeg kom til at boe her, var det min beslutning at leve gandske indgetogen, og at bellige philosophien min hele opmærksomhed. dog jeg havde ikke opholdt mig her meere end dage, da jeg fik øie paa det kjære, guddommelige synhun kikkede gjennem vinduerne. j et øieblik stod mit kolde hjerte i lys luc. - jeg forglemte min første beslutning, kastede philosophien hen i katkelovnskrogen, og satte mig selv den til vinduerne, fordybet i en fød beundring af hendes yndigheder og besluttet til ikke at bevæge mig, førend jeg engang igjen kunne beskue denne mit hjertes afgud. det var klokken morgenen. jeg havde ikke diet mere end een og enhalv time, da kom hun tilbage og satte sig med uforlignelig yndighed ved hendes vindue, saa at jeg kunne tydelig see hendes figur. morgenrødmen legede paa hendes kind, et smiil spillede paa hendes læber. achl tænkte jeg, naar hun blot ville see over til mig - hun saae - hvilket øiekast, det gik mig ligge til hjertet! ach! elskværdige pige, udraabte jeg gandske uvilkaarligen, gid du vidste, hvor jeg tildeder dig, du ville have medlidenhed med mig, hvis duikke kunne - jo, du ville ogsaa elske mig, halv fortvivlet og svævende mellem haab og frygt, paatog jeg mig al den værdighed, der stod i min ) magt, og spadserede majestætisk (saalænge hun kunne see mig mod kaminen, greb den foragtelige philosophie og gjorde den strax til et brændeoffer paa cupidos alter. jeg rendte derpaa hentil mit toiletbord, i hensigt at børste mit haar, ordne mine manchetter & a., for igjen at erobremin smukke erobrerske, (thi jeg nærede allerede den jndbildning om mig selv, at jeg var et mønster paa manlig skjønhed. jeg gjorde derfor et greb med begge hænder efter min haarbørste, men i minjver fik jeg fat paa blækflasken og skoebørsten, snublede over sengestokken (spildte uden at lægge mærke dertil, al blækket over mine hvide pantaloons; og hørte en allarm, men som jeg i mit store hastværk ikke lagde mærke til, hvorfra det komeller hvorved; løb derpaa igjen den til vinduet i og nikkede, foer atter igjen et par gange over mit haar og ansigt med børsten, kikkede derpaa igjen gjennem vinduet, og tog endelig igjen er par strøg med børsten, indtil jeg formodede mit haar var i fuldkommen orden (de kan kan let forestille dem, hvorledes jeg maatte see ud, besmurt med sværte paa begge sider af ansigtet; derpaa begyndte jeg igjen med manchetterne, da dette var gjort, og jeg havde kikket og atter kikket, blev jeg endelig færdig, men ikke førend jeg havde brukket et par glasruder, og bragt enhver ting : rundt omkring i største forvirring. men dette saae dog ud, som om jeg havde været beskjæftiget, mod - formue - kjerlighed. - saa bør man ikke bryde sig om noget. da jeg nu var i fuldkommen stand, satte jeg min hat paa; greb mit spanskrør og handsker, og foer gesvindt ned af trapperne, under hvilket jeg hørte et andet brag, som om himlen ville styrte sammen; alt for beskjæftiget til at spørge hvorfra eller hvorfor fløi jeg lige ud paa gaden, gandske rasende efter atsee og blive seet af min kjære caroline, (dette har jeg siden hørt, skal være hendes navn.) paa denne maade paraderede jeg flere gange op og ned forbi hendes vinduer, legede med min stok, . kastede stiaalne øiekast derop i det jeg hilsede, slog med nakken, pillede paa halstørklædet og paatog mig en uhyre vigtig og skjelmsk mine. endeligen blev jeg gandske træt og ville vende tilbage til mit værelse, for at overtænke den lykke, der muligens kunne følge af at hun havde seet mig, da pludselig en skrallende latter, liig himlens torden, bedøvede mine øren, og tilkjendegav min triumph. j begyndelsen blev jeg lidt forskrækket og gjorde et alvorligt holdt; men da jeg snart opdagede at det var munter lune, blev jeg ved at gaae frem, og var alt for meget beskjæftiget med mine egne affairet til at blande mig i andres; dog jeg kunne imidlertid ikke afholde mig fra at skeele op og see om min allerkjereste ogsaa loe, og hvis saa var, at jeg fra den retning hendes øine tog, kunne opdage af hvad, var jeg aldeles forberedt, paa at forene min latter med hendes. jeg saae opol jeg lykkelige menneske! hun loe, loe høit. jeg stirrede, hun saae paa mig; sandelig, det havde saavel hun, som alle naboerne, der nu samlede sig i deres døre, og de skjelmske piger, der kikkede fremdag gardinerne, den største grund til; thi tænk blot, den elændige tilstand, hvori jeg nu saae jeg befandt mig, mine pantaloons vare fordærvede af store sorte plumaser og revnede for og bag; og ud af lommen hang mit hvide lommetørklæde, der skulle være hvidt; men var mere skikket til at tørre mit smutsige ansigt med, som jeg oven i kjøbet havde poleret med skoebørsten, hvorved der samlede sig store sorte, sveddraaber, hvilke jeg havde taget for kjerligheds. føde taarer, der trillede ned af mine kinder, og som ikke kunne feile at smelte et hjerte af adamant, og bringe caroline til at sympatisere med mig, og hvem jeg desuden i min raptus, indbildte mig, stod med aabne arme og ventede paa mig. men o, elændige tilstand, er noget menneske blevensaa jammerligen bedragen! dog dette var ikke nok, et lidet barn, som passerede forbi, var færdig at faae et anfald af slag af forskrækkelse, fordi det troede jeg var en bussemand, medens at hundene samlede sig fra alle sider, holdt et forfærdeligt, spetakkel, og nogle truede endog med at vil gjøre et personligt angred paa mig, saa at jeg fandt det sikkrest, snarest mueligt at gribe til det mindre end hæderlige middel, at tage flugten. for at iværksætte dette, og paa samme tid at kunne dække min rettrade for fjenden, tog jeg til hælene, og kastede handsker, stok og hafra mig mod dem, der forfulgte mig. den kortedistance var det, der allene ræddede mig, dog erfarede nogle faa; som stode mig i veien og snisede, at min legemlige styrke, var ligesaa stor som mine sjelekræfter i nødens øjeblik. da jeg havde naaet mit logie, fandt jegenhver ting, som mig selv, slog mine vinduesskudder til, og kravlede saa stille som en muus, over stole, borde, brækket vandfad og vandkande, lige i min seng, hvorjeg blev liggende indtil den mørke aften. det er nu fem uger eller mere, siden denne farcegik for sig. jeg vedbliver at elske caroline medden samme hæftighed som før, i de sidste dage, har jeg sat ved mit vindue hele dagen, caroline ligeledes ved hendes - vi see bestandig til hinanden og smille undertiden; men egentligen hvorfor hun smiller, det tør jeg ikke gjette mig til undertiden tager hun ogsaa hendes lille joli i hendes arme, og giver den saadan et kos, at det lyder, i mine øren hele fire og tyve timer efter. hvem der nu blot kunne sige mig hvad jeg skal slutte af aldette og hvad jeg skal gjøre for at blive - givt: softheliterar companion, new fork, america.
|
fiction
|
thi_the-bachelors_destiny
|
thi_001537
|
udenlandsk. j onsdags den de juli, kl. eftermiddag ankom deres majestæter kongen og dronningenderes kongelige høiheder kronprindsen og prindsesse wilhelmine i allerhøieste velgaaende til kjøbenhavn, paa det kongelige dampskib kiel. reisen havde været overmaade beldig, da deres majestæter og kgl. høiheder vare stegne ombord ved louisenlund tirsdag morgen kl. . de høie reisen. de begave sig strax til frederiksbergslot. om aftenen var vesterbroe, frederiksberg by og allernsmagfuldt illuminerede. en stor deel af hovedstadens jndvaanere strømmede ud til sommerresidentsen og yttrede den meest levende glæde over at seesamme igjen oplivet af et elsker kongehuses nærværelse.
|
non-fiction
| null |
thi_001538
|
Subsets and Splits
No community queries yet
The top public SQL queries from the community will appear here once available.