text
stringlengths 47
13.7k
| label
stringclasses 2
values | feuilleton_id
stringclasses 161
values | article_id
stringlengths 10
12
⌀ | date
stringdate 1818-02-20 00:00:00
1848-12-30 00:00:00
⌀ | feuilleton_author
stringclasses 34
values | __index_level_0__
int64 0
1.4k
|
|---|---|---|---|---|---|---|
det var et skrækkeligt veir, og dog havde stadens hele folkemængde begivet sig udenfor porten for at see keiseren nogle øieblikke tidligere. han lagde mærke til, da han nærmede sig den, at der paa murene stode ammunitionskarrer og artillerie, og yttrede sin forundring derover. de vare bestemte - sagde man til ham - til at bruges mod dem, men vi have standset dem paa veien, og gjøre dem herved en foræring dermed. det er godt mine børn, j have altid været gode borgere, svarede han. han var meget tilfreds med at befinde sig blandt chaldneserne og modtog dem med megen agtelse, og godhed. jeg har ikke glemt sagde han, at j. i fyretyve dage kjækt modstode fjenden, og forsvarede tappert passagen over saonefloden, dersom alle franske havde besiddet eders mod og patriotisme, ville ikke en eneste fremmed have kunnet forladt frankerig igjen. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000585 | 1824-11-12 | null | 200 |
den de reiste vi og naaede om aftenen avalon, hvor han som overalt blev modtagen med destørste glædesyttringer, man trængte sig omkring ham, man var færdig at qvæle hinanden for at komme til at see, at høre og tale med ham. de meest udmærkede damer i staden tilbragte dag. og nat paa trapperne og i corridorerne for at komme til at tale med ham. tre af dem, udmaattet af at have staaet hele dagen, bad os om tilladelse i mangel af stole, at maatte sætte sig ned ved siden af os: det var i en sal der stødte til keiserens værelse, hvor man havde lagt madrasser paa gulvet for at vi kunde hvile nogle øieblikke. jntet var mere morsomt, end at see disse tro unge og elegante bonapartistinder, frygtsom siddende i en grouppe paa et simpelt teppe i midten af vores smutsige bivoac. vi søgte at holde dem med selskab, men vore øine lukkede sig mod vores villie: sov kun, sagde de, vi ville vaage over keiseren. trætheden fik slutteligen overuagt over galanteriet og snart indsove vi roligen ved deres fødder. da vi vaagnede fandt vi den ene dame, staaende skildvagt ved keiserens dør; han fik det at vide, og bevidnede hende sin tak for hendes hengivenhed for ham i de forbintligste og artigste udtrykke. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000586 | 1824-11-12 | null | 201 |
jeg troer det var i avalon, at en officeer af generalstaben kom for at bringe efterretning om marskal neyls underkastelse og parolbefaling. den de ankom keiseren til auxerre, hvorhan for første gang blev modtaget af en prefect han steeg af i præfectens gaard. paa kaminen i første sal befandt sig en buste af keiserinden, og hendes søn, og i næste sal napoleonsportrait i fuld legemsstørrelse, iført sine keiser, lige prydelser. keiseren modtog strax alle authoriteters og retspersoners lykønskninger. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000587 | 1824-11-12 | null | 202 |
han havde troet i auxerre at finde marskalney. - jeg begriber ikke - sagde han til bertrand - hvorfor ney ikke er her, det forundrer og foruroliger mig; skulle han have forandret sine tanker, men han ville ikke have compromitteret sin spøger prefecten. man maaimidlertid vide hvad man har at holde sig til: nogle timer efter kom marskalken, klokken var omtrent otte om aftenen, grev bertrand kom for at underrette keiseren derom. marskalken ville - sagde han - førend han fremstillede sig for hans majestæt, samle sine tanker, og skriftlig retfærdiggjøre de forholds=regler han havde taget, før og efter tildragelserne fontainebleau." oh, hvad behøver jeg nogen retfærdiggjørelse? svarede rapoleon, sig ham jeg holder ligesaa meget af ham nu som før, og at jeg i morgen vil see og omfavne ham. han ville ikke modtage ham samme dag for at straffe ham fordi han havde ladet ham bie paa sig. om morgenen da keiseren saae ham, sagde han til ham, omfavn mig min kjære marskal det glæder mig at see dem, de behøver ingen retfærdiggjørelse; jeg har altid æret og agtet dem, som den kjækkeste blandt kjække. aldrig har jeg tvivlet paa deres hengivenhed for mig. deri - har deres majestæt ladet mig vedfares ret, deres majestæt kan gjøre regning paa mig, naar det angaaer fædrenelandet. det er for fædrenelandet at jeg har udgydet mit blod og jeg er villig til at udgyde den sidste draabe for dette. jeg elsker dem, sire, men fædrenelandet gaaer foranalt, foran alt. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000588 | 1824-11-12 | null | 203 |
keiseren erfarede i det øieblik, da han forlod auxerre, at tropperne i marseille gjorde mine, til at ville forurolige hans bagtropper. han gav ordre desangaaende til de divisioner, som vare posterede langs veien, og reiste uden at lade sig forurolige. da han nærmede sig fossard, fik han øie paa dragonerne af kongens regiment, der stode i slagorden; men havde forladt deres officerer, for at forene sig med keiserens, han steeg af hilsede dem med hiint militiare alvor, der klædte ham saavel og uddeelte forfremmelser og complimenter blandt dem. jntet regiment undgik os. naar officererne gjorde omstændigheder, kom soldaterne uden dem; dog jeg har uret, det die regiment husarer, kunde keiseren ikke drage til sig. den kjække moncey, der anførte det, var en mand af forstand, og man kan ikke tvivle om hans hengivenhed fornapoleon, hans gamle velgiører; men alle mennesker see ikke een ting fra den samme synspunct, nogle ansaae for deres pligt at ile napoleon imøde. mancey troede sig forbunden til at flye ham. han havde besvoret sit regiment, ikke at gjøre ham den skam at forlade ham. hans officerer, og husarer, der forgudede ham, fulgte ham, i det luften gjenlød af raabet: vive iempereur, de troede paa denne maade at forene med hinanden, den hengivenhed de skyldte napoleon og ham. man gav os efterretning om at to tusende mand af livvagten til hest vare posterede i skoven ved fontainebleau. enskjøndt dette ikke var sandsynligt, ansaae man dog for nødvendigt ikke ) at passere skoven, uden at lagttage den nødven dige forsigtighed. paa vores anmodning lodkeiseren sig ledsage af omtrent to hundrede cavalerer. jndtil da, havde han ikke havt anden escorte, end general droust, der kjørte i sin vogn foran hans, og min som sluttede troppen. obersterne germanovsky og du camp, kaptain raal og tre eller fire polakkere galopperede paa begge sider af kareten. vore heste, vore postilloner, og vore forridere prydede med trefatvede baand, gave vores fredelige optoget gladt, og festligt udseende, der contrasterede meget med den belønning, der var sat paa vore hoveder, og de menneskers sorg og fortvivlelse, der havde erklæret os for fredløse. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000589 | 1824-11-12 | null | 204 |
vi marscherede næsten hele natten, da keiseren ville indtræffe til fontainebleau i dagbrækningen. jeg gjorde ham opmærksom paa, at det synes mig uforsigtigt, at stige af paa slottet; men han svarede mig: a de er et barn, dersom noget skulle skee, nyttede al vor forsigtighed til jntet. vores skjæbne staaer skreven der høit oppe i det han viste med fingeren mod himlen.) jeg havde troet at synet af slottet fontainebleau, det sted hvor han længere tilbage i tidenhavde steget ned af thronen, og hvor han igjenviste sig i dag som seiervinder og regent, skulle have gjordt jndtryk paa ham, og bragt ham til at tænke paa forgjengeligheden af al menneskelig storhed. jeg iagttog derfor nøie ethvert af hans ansigtstræk, men lagde ikke mærke til nogen bevægelse hos ham. han gjennemløb strax efter sin ankomst haverne og slottet, med ligesaa megen fornøielse og nysgierrighed, som om han for første gang tog det i besiddelse. selv beboede han de smaae gemakker og gjorde mig meget artig opmærksom paa deres overordentlige pragt og ziirlighed, han førte mig derpaa ned i sit bibliothelog i det han steeg op igjen sagde han med en tilfreds mine: vi befinde os vel her. ja, sire, man befinder sig altid vel hjemme, svarede jeg. han smillede, og var troer jeg, vel tilfreds med mig, for min beleilige smiger. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000590 | 1824-11-12 | null | 205 |
klokken dicterede han mig dagsparolen og denne ordre tilkjendegav at vi skulle tage natteqvarteer i essonne; men middag indløb efterretning om kongens afreise. han lod mig strax kalde: a de kommer til at reise foran og forberede alting til min ankomst." er det til essonne, deres majestæt befaler jeg skulde begive mig hen? nei, det er til paris. kongen og prindserne ere flygtede, jeg vil endnu denne aften være i tuillerierne, han gav mig derpaa nogle hemmelige ordres og jeg forlod fontainebleau med et hjerte opfyldt af glæde og lyksalighed. kongen havde ogsaa virkelig forladt paris, ministrene, fortfarende i deres engang antagne lognagtigheds og forestillelses system blev endnu bestandig ved at skjule sandheden og med den samme uforskammenhed at skjule napoleons og sines nærforestaaende ødelæggelse. endelig efter tusende omsvad maatte man tilstaae at napoleon, ikke var mere end nogle mile fra paris. kongen. som ministrene ikke havde frygtet at føre bag lyset, havde neppe tid til at tænke paa sin flugt. han viste ved denne sørgelige leilighed en aandsstyrke, som ikke nok kan berømmes. hans opførsel, var ikke liig en krigerisk prinds, der forfor fod forsvarer sin hovedstad og ikke forladet den, uden skjælvende af raserie og fortvivlelse, men liig en god fader, der ikke uden smerte fjerner sig fra det tag hvorunder hans børn ere fødte. man havde troet at napoleon ville holde et thriumpherende indtog i sin hovedstad, men deri bedrog man sig, han gav sine gamle grenaderer, ordre til at udhvile en dag i fontaineblean. klokken to den de marts begav napoleon, sig paa marschen til paris, opholdt ved den mængde mennesker, der var sammendyngede paa veien dertil, og ved de ankommende troppers og generalers lykønskninger, ankom han ikke til paris førend om aftenen klokken ni. saasnart som han havde sat fod paa jorden, styrtede man sig over ham, tusende arme løftede ham i veiret og bare ham fort med sig i thriumph. jntet syn var mere rørende, end at see gjenforeningen af en saadan mængde af generaler og officerer, der trængte sig frem i alle gemakker i thuillerierne, for at gjensee napoleon. glad overat see sig thriumpherende efter saa mange skjæbnens omvexlinger, ydmygelser og fortrædeligheder, glemte de stedets hellighed, for at overlade sig uden tvang til den trang de følte til at med deele andre den lykke de følte. de løbe hinanden, imøde, trykkede hinanden tæt i hinandens armeog omfavnede igjen hinanden paa nye. slots salene synes forvandlede til en kampplads, hvor venner og brødre, uventet undgangne døden, gjenfindes paa nye og omfavne hinanden efter en seier. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000591_a | 1824-11-12 | null | 206 |
den stiaalne ring. (fortsat.) om morgenen derpaa vaagnede solen mig. allerede klokken . jeg opfordrede min stuekammerat, til at tage en spadseretour med mig; men det gefaldt ham bedre under dynen; han vil de endnu sove nogle timer, a de er en syvsover, sagde jeg - og gik allene. jeg besteeg en høi, leirede mig i det grønne, og frydede mig ved beskuelsen af de paradisiske egne, hvor igjennem rhinstrømmen neden under mig, flyngede sig. da jeg havdet frydet mig ved dette skjønne syn, gik jeg tilbage til værtshuset. værten traadte mig imøde med nøglen til mit værelse, og saade, hr. rickard var reden ud, og kom først hjemigjen til middag. dette forundrede mig; da jeg intet godt ahnede, skyndte jeg mig op paa vores fælleds kammer. der var intet spor meere at see til min hr. rickard; - han havde taget sit hele pikpak, og, min faderlige ring med sig. bestyrtset lod jeg min hest sadle og satte efter roveren; men han havde vundet for stort forspring, jeg forfeilede vel ogsaa den vei han havde taget, kort, jeg fandt ham ikke, og han kom, som det forstaaer sig selv, ikke igjen. jeg maatte nu opgive haabet og at kunne finde min fader, ogsaa syntes lykken ikke at ville lade mig finde helene, derfor besluttede jeg at tiltræde tilbagereisen. | fiction | thi_stolen-ring_b | thi_000591_b | 1824-11-12 | A. F. C. Langbein | 207 |
allerede sad jeg tilhest, med ansigtet vendt mod norden og kastede mod sønden et afskedsblik til helene. da faldt et afsidesliggende bjerg mig, i øinene, og det var, som om en stemme bødmig, at ride derhen, jeg vendte til den ende minhest om. da jeg naaede toppen, saae jeg ligeover for et mindre høit bjerg, hvorpaa laae et anseeligt slot, og neden under i dalen, en velbygget lille stad, hvis yderste bygninger og haver, berørte begge bjerges fod. mod siden, dog temmelig nær det sted jeg stod, udbredte sig en skjøn, med træer og hvide statitier omgivengræsplet. denne tildrog sig i særdeleshed min opmærksomhed, da to lytte mænd, som syntes at være noget berusede, med klodsede gebærder og latter forfulgte et ungt fruentimmer, der bestandig sagte at undvige dem. hendes figurlignede helenes, og jeg jagede derfor over halsog hoved ned af bjerget, for at beskytte hende. da jeg kom nærmere saae jeg, at jeg alligevel havde taget feil. pigen var meget smuk og begge de paatrængende herrers kaade overgivenhed, mishagede mig saa meget mere, da deres fyretyve aar og deres stive paaklædning med haarpung, og kaarde ikke passede dertil. de stirrede et øieblik paa mig, da jeg kom springende til, men fortsatte derpaa igjen deres uforskammede jagt. jeg steeg af hesten, overgar den til en tjenstvillig dreng og ilede ned gjennem den nærmeste aabning. i plankeværket. her stod en bedaget, vanskabt, i gammel tydsk dragt klædt dværg, der klappede glad i hænderne, over at see de vellystige fanner, havde fanget pigen og strede af alle kræfter om et kys. den lille vanskabning synes at ville forbyde mig indgangen i skrankerne, men jeg skjød den tilside, gik rask løs paa begge tykkerterne og sagde: rolig mine herrer, et kys er en frivillig gave, som ingen ædel mand søger at tiltvinge sig. de stode som forstenede. pigen løb fra dem, gjorde mig en compliment og ilede modstaden. jeg bød hende min arm, hun modtog den, og de tykke og dværgen lod og raillerede over os. hvem er da disse uopdragne herrer, spurgt jeg sagte. begge - svarede pigen - staae i fyrsten af arenhains tjeneste, som er eier afdenne lille stad og betydelige godser. hist seer de hans slot, der boer han med en stor hofstat, hvortil disse herrer hører. den tykkeste blandt dem er kapelmester, den anden livlæge. dværgen er ogsaa et appendix til det fyrsterlige tjenerskab og løber altid bag efter dem, naar de saaledes svæve omkring. havde jeg vist at min uhældige stjerne havde ført mig herhen, hvor jeg roe ville læse schillers maria stuart, var jeg bleven hjemme. saa talede pigen med en ualmindelig behagelig stemme og med en godmodig mine, som end nu meere forskjønnede det indtagende ansigt. mit blik hvilede med inderlig behag paa denne forningspunct af yndigheder, og det angrede mislet ikke at jeg var reden hen over bjerget. | fiction | thi_stolen-ring_b | thi_000592 | 1824-11-12 | A. F. C. Langbein | 208 |
vi naaede staden. pigen standsede udenforet anseeligt huus, og sagde: a her er min bopæl. vil de behage at spadsere ind med. min fader, der er præst her paa stædet, vil glæde sig overat kunne takke dem for den beskyttelse de har ydet mig. det forstaaer sig selv, at jeg glad greb leiligheden til længere at nyde den elskværdige piges selskab. faderen, en elskværdig olding var sysselsat med sin blomsterhave. han kom, uden at kaste paa mig hiint stive mistroiske blik, dersaa ofte møder den fremmede, mig venskabelig - imøde. datteren fortalte ham, hvorledes jeg havde ræddet hende paa græspletten. han takkede mig og liig homers grækere, der først gjestfrie beværte enhver fremmed, der kommer i deres huus, og derpaa først spørge efter hans navn, saaledes undersøgte ikke den gode præst med et ordmine personlige forhold, men indbød mig strax til at spise til aftens hos sig. jeg modtog jndbydelsen, anbefalede mig for et qvarteerstid, forat see efter min hest, som jeg ved drengen havde sendt til værshuset. j det jeg var beskjeftiget med at besørge det nødvendige der, fremstillede sig en mørk, stornæset mand, der gik lige løs paa mig, og sagde: er de det menneske, der har opført sig uartie mod den fyrstelige hr. livlæge og kapelmester, jeg laae ham lige i ansigtet, og sagde: allartigheder min herre, synes her at være tilladt, da de selv gjør et saa uartigt spørgsmaal. jeg frabeder mig al spøg sagde han stoltjeg er den høikurfyrstelige justitsdirekteur. men dog vel ikke min hovmester," afbrød, jeg ham. jeg frabeder mig deslige spidser, udraabte han hæftig - viis mig deres pas, jeg opvartede dermed. han fandt intet at anmærke derved, men betydede mig følgende dag. at forlade staden og det hele kurfyrstelige gebet, maaske, maaskee ogsaa ikke!" svarede jeg jeg skal lære dem lydighedle raabte han, og stormede vred bort. den smule onde lune, hvori dette optrin havde sat mig, forsvandt strax igjen i præstegaarden, hvor jeg igjen gik hen. frederikke, hvis beskytter jeg havde været, fængslede mig ved hverøieblik, alt meer og meer, og vandt i mit hjerteen plads ved siden af helene, endskjøndt denne endnu bestandig beholdt fortrinet. ogsaa præstens kone, som først nu viste sig for mig, var et godt, blidt fruentimmer. hun sagde mig altid, hver gang hun trippede igjennem værelset, et eller andet venskabeligt ord. ved bordet underholdt hun mig om fyrsten og hans hof. hun i elskede ham, som en vakker from herre, men dadlede derimod at han begravede sig saa dybt i sine andagtsbøger, og hverken saae eller hørte, at han var omringet af ulve i faareklæder. hans hidtilværende secretair og forlæser, føiede hun, til, har af ærgelse over denne complot taget sin afsked, og fyrsten har allerede i nogen tid, gjort i sig forgiæves umage for at finde en anden brugbar, ung mand i dennes sted. frederikke saae paa mig, og jeg læste i hendes øie, at hun ønskede jeg maatte være duelig, og tilbøielig til at modtage denne post. jeg havde ingen lyst til at træde i tjeneste hos en privat mand - hvad jo dog fyrsten kun var, fordi manuden en skygge af frihed, hvert øjeblik og hvertime maatte være tilstede, og ved en betjent, eller vel endog ved den foragtelige lyd af en klokkeblive kaldet til sin herre. dog frederikkes øine tryllede snart denne gamle betænkelighed udaf hovedet paa mig, og jeg sagde hende at ulveni faareklæder ikke skulle afskrække mig fra at tilbyde fyrsten, min tjeneste, naar jeg blot, som en, der var ham aldeles ubekjendt, kunde haabe at finde gehør hos ham. nu først tillod den beskedne præst sig, at spørgeefter min stand. jeg svarede ham, at jeg studerende lovkyndigheden, forstod fransk og jtalienske og følte mig voxen til at bestyre en privatsecretairs forretninger. det glæder mig - sagde han - de gefalder mig, og det ville være mig hjerteligt tjert, at vi kunne beholde dem hos os. vort bekjendtskab er vist nok endnu alt for ungt til at jeg kunde anbefale dem til fyrsten, men jeg vil forestille dem for ham, og da han just ikke er mistroisk, saa vihan formodentlig lade deres ærlige ansigt gielde som borgen for deres fremtidige gode forhold. lad os engang vove det, svarede jeg. rodmende tilnikkede frederikke mig bifald og hendes fader bestemte næste morgen til at indført, mig hos fyrsten. vi gik temmelig tidlig til slottet. fyrsten lod os strax komme for sig. han lagde, da vi traade ind i værelset, en i sort carduan indbunden bogfra sig og modtog os meget venskabeligt. præsten anførte mit andragende. tans betragtede fyrsten mig en tid lang, som om han af mine ansigtstræk ville udforske mit jnderste. han spurgte mig derpaa efter min herkomst og min reises øiemeed. jeg holdtes da, for hvad jeg altid har været anseet for, en søn af en vis valland, og foretog blot denne reise for at lære at kjende menneskene og verden. skriver de en tydelig haand?" spurgte han derpaa. jeg tilbød mig at give en prøve derpaa. han dicterede mig et brev, hvori han meddeelte en venhans dom over et nyt theologisk værk. min haand gefaldt ham. han rakte mig derpaa den bog, som han ved vores ankomst havde lagt bort. det var en deel af jacob bøhmers skrifter. jeg maatte forelæse ham en side deraf. j det jeg lod høre min stemme, traade en, som jeg med øinene hæftede paa bogen, ikke havde kundet lægge mærke til, med sagte skridt, ind i værelset. kort derpaa gav fyrsten mig et tegn, at holde inde med at læse. jeg saae mig om og bag mig stod - helene. (fortsættes.) | fiction | thi_stolen-ring_b | thi_000593 | 1824-11-12 | A. F. C. Langbein | 209 |
den stiaalne ring. (fortsat.) hun slog af forundring begge sine hænder sammen, men jeg blev af glæde saa forskrækket, at jeg lod den ærlig jacab falde paa jorden. fyrsten rystede lidt paa hovedet, tog bogen, som jeg hurtig fik op igjen, af min haand, og lagde den efter en let berørelse med sine læber, paa bordet. derpaa saae han paa mig og helene og spurgte, hvad feiler eder l. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000605 | 1824-11-19 | A. F. C. Langbein | 210 |
naadige hr. onkel - svarede hun - det overrasker mig, at finde den unge, vakre mand her, der, som jeg allerede har fortalt dem, i hiin lille stad, hvor vores ahnherre ligger begravet, beskyttede mig for anfaldet af en gal hund; og som jeg kun kunne belønne med en rose fordi han havde reddet mit liv. hvor underbar himlen føier det. - raabte fyrsten - og foldede sine hænder. det var en brav handling, som jeg paatager mig at gjengjælde. dem. foreløbigen herr walland udnævner, og dem til min sekretair, med den hos mig sædvanlige løn af daler, og frie kost og logie. hvad brød jeg mig om løn og kost, som den lykke berusede, for fremtiden, at kunne leve uner et tag med helene; jeg maatte anvende bregen møie for at tæmme min hæftige glæde. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000606 | 1824-11-19 | A. F. C. Langbein | 211 |
dog jeg søgte at skjule mine følelser, og tog med ærbare ord imod denne post. ogsaa helene takkede onkelen, for at han ville afbetale hendes gjeld til mig. jeg anbefalede mig derpaa, og foranstaltede det fornødne, for at kunne tiltræde mit lille embede. præsten ledsagede mig, og fortalte mig underveis, at helene von arenhain var fyrstens niece og sandsynligviis den bestemte arving til hans store formue. der er endnu een, med hende ankommen tante, en frue von barwald, der har overopsigten over huusvæsenet; thi fyrsten bekymrer sig kun lidet om verdslige ting. og er derfor ofte i fortiden bleven meget bedrager. af huushovmestere og kokke. saaledes erfarede jeg med stille misfornøielse, at den stolte matrone var paa slottet, som engang havde overtrukken min glædes himmel med mørke skyer. jeg gik hen i vertshuset, hvor min hest og bagage befandt sig. her lurede justitsdirecteuren paa mig. nu vil de snart fadle?" tilraabte han mig bydende. nei herr justitsdirecteur. - svarede jeg. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000607 | 1824-11-19 | A. F. C. Langbein | 212 |
det gefalder mig saa vel paa dette sted, at jeg maaskee forbliver her. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000608 | 1824-11-19 | A. F. C. Langbein | 213 |
han gloede paa mig, og befalede mig vred, strax at afreise hvis jeg ikke med politiebetjente, ville bringes over grændsen. derfor vil de tjenstligst forskaane mig - sagde jeg leende. - fyrsten har just i dette øieblik havt den naade at udnævne mig til sin secretair. han blev paa engang som forvandlet til en billedstotte, og var et øieblik ueenig med sig selv, hvorledes han skulle bære sig ad, ved dette tordenslag. endelig sammentrak, hans forstenede ansigt til et hyklerisk griin. ei, det har vet pastoren bevirket!" sagde han med en spotssmigrende stemme. nu ja, naar man har voxne døttre - her hee, hi biljeg sagde ham, at han gjorde den vakkre præsturet, ved at paadigte ham en saadan bevæggrund. men han tilbageviiste min modsigelse med latter, og forsikrede, at han oprigtig glædede sig over min lykke, min dobbelte lykke. naar dog, - brummede han, i det han trykkede min haand til afskeed, og gik ned af trappen - den pabst dog ikke ville befatte sig med saadanne ting!" derpaa lobhan hastig hen mod slottet, og hug med stokken, i gadestenene, saa at gidsterne fløi deraf. præsten havde bedet mig, at spise hos sig til middag, og jeg spiste hos ham, fordi jeg ikke strax ville gjøre min antrædelse ved det fyrstens taffel. frederikke som imidlertid af hendes fader havde erfaret mit bekjendtskab med helene, var stille og nedslagen. hun undgik, at tale om helene, ogsaa jeg føiede den lille skindsyge i, ikke, at lade falde et ord om frøken von arenhain. dette beroligede hende tidefter anden, og slutteligen blev hun igjen gandske munter, da jeg ved afskeden lovede at besøge hendes fader, saa ofte som mine forretninger ville tillade det. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000609 | 1824-11-19 | A. F. C. Langbein | 214 |
mod aften holdt jeg med en dreng, der barmin mantelsæk, mit jndtog i slottet. jeg blev anmeldt, for frue overhovmesterinden. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000610 | 1824-11-19 | A. F. C. Langbein | 215 |
hun lod mig bie længe, indtil hun endelig viste sig for mig med et stort bundt nøgler, og vinkede mig uden at mæle et ord til at følge sig. der er skriverlokalet!" sagde hun, i det hun- oplukkede for mig to nætte smaae kamre. jeg trak min mantelsæk ind. er det den hele bagagel., spurgte hun haanlig leende; og i det jeg ville svare hende, at man til hest ikke kan bringe meget med, ilede hun bort, uden at høre mig. saaledes lod, den strænge frue mig for første gang føle det trykkende, ved at være en anden subordineret. jeg havde gjerne paa stedet igjen rystet det trykkende aag af min skuldre men helenes nærværelse styrkede mig til at bære det taalmodigt. fyrsten selv, omgikkes mig meget blid og velvillig. først den næste morgen blev jeg kaldet til ham, og da han havde dicteret mig nogle linier, og jeg havde læst for ham en halv times tid, vare mine forretninger for det dag tilendebragte. ved taffelet saae jeg helene, men ogsaa den stolte tante og de tre herrer, som jeg dagen i forveien havde havt hiin affaire med. de sidste lode, som de slet ikke kjendte mig mere, og hun selv forekom mig saa gandske forandret, at jeg ogsaa næsten ikke havde kjendt hende igjen. vellystningerne fra igaar, vare i dag skinnhellige hang med hovedet, og udgjød over enhver gjenstand, der blev talt om ved bordet, en moralsk suppe, krydret med bibelske sprog, og aandelige vers. fyrsten, som de ved denne paatagne fromhed, ville behage, var ingen hykler som de, han var en dannemand, gudfrygtig baade i hjerte og vandel; men rigtignok en from sværmer og en tilhænger af de herenhuttiske brødre. grev von zinzendorph og hans troesbekienderes værker, vare de bøger, hvoraf jeg sædvanlig maatte forelæse ham: dog besad han ogsaa en betydelig samling af ældre dybsindige skrifter, hvis forfattere rose sig af en fortrolig omgang med gud og aanderne. ogsaa disse mystikker kom undertiden i læretimer frem for lyset. men kirken besøgte fyrsten aldrig. hans dristige jndbildningskraft fandt min gode præsts prækener, som han kun to eller tre gange havde hørt, for simple og almindelige. han prækede undertiden selv naar evangeliske brødre besøgte ham, og han tilderes ære foranstaltede en hemmelig gudstjeneste paa slottet. ved saadanne høitideligheder, krummede og bukkede de tre hyklere sig for et syns skyld og anstillede sig som om de vare medlemmer af secten, ja vare endog frække nok til at bestige talerstolen. men uagtet jeg aldrig ville nedlade mig til desligforagtelige konstgreb, var dog fyrsten mig ligesaa bevaagen som dem, og beviste mig ved flere anledninger en udmærket fortrolighed, som han ikke værdigede dem. derfor var jeg dem ogsaa en torn i øiet. de stiklede ved bordet ofte paamig og talte om kjettere, om mennesker udenreligion, og skeelte derved over til mig; men den høimodige fyrste tog slet ingen hensyn til deres forblommede talemaader. for mig vare de afstumpede pile, der undermaaltidet fløi mig forbi, saa meget mindre føle, lige, da jeg ved samme leilighed saae helene og glædede mig ved mangen et huldt blik af hende. men enhver mulighed at tale med hinanden under fire øine søgte frue von barwald, som vogterinde over frøkenens ære omhyggelig at forebygge. jeg holdt mig derfor ogsaa selv inden skrankerne. den afstand, der var imellem en privatsekretair og en fyrstes niece var alt for stor. min lidenskab turede endnu paa randen, uden at torde vove et springderover. paa den anden side straalede mig helene som maanen og stjernerne imøde, uden at en eneste tanke opstod hos mig om at komme i besiddelse af hende. frederikke derimod var et lys, jeg kundet nærme mig, uden som et myg at forbrænde vingerne. jeg besøgte hende derfor ogsaa flittig, ikke som elsker men som ven. de kommer, som de var kaldet - sagde hunen dag til mig. - de maa hjelpe mig med raad og daad. en af mine veninder, en meget smuk pige, befinder sig just nu i en ængstelig forlegenhed. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000611 | 1824-11-19 | A. F. C. Langbein | 216 |
charlotte, - saa hedder hun - elsker en brav ung mand, kjøbmand elbing; men hen. des tante paastaaer at hun skal ægte den kurfyrsterlige kapelmester, som frier til hende. hun hader ham, som billigt er, og da hun selv besidder en ikke ubetydelig formue, saa kan hun selv vælge efter egen tilbøielighed; men den taassede gaas har dog ladet sig overtale af hendes tante til at underkaste sit valg en levende spaaqvindes afgjørelse. denne gamle sybille spiller under dækket med kapelmesteren og tanten. charlotte skal i aften see den af skjebnen hende bestemte brudgom i et tryllespeil. mendet er bedragerie. det saakaldte tryllespeil bestaaer blot i en stor glastavle, som er indfattet i en ramme og er omgivet af et forhæng, og er indsat i en borttagen dørs sted. og bag dette glas vil kapelmesteren i fuld legemsstørrelse vise sig. alt dette har jeg faaet at vide af en ligesaaærlig som paalidelig pige, der tjener hos sandsigerinden, og som denne har givet i commission hemmelig at føre den smukke hr. kapelmester indi kammeret, medens den gamle, som en forberedelse til hovedscenen, har opslaget skjebnens kort, og vil ogsaa der vise charlotte hendes bestemte bruddom. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000612 | 1824-11-19 | A. F. C. Langbein | 217 |
jeg loe af fortællingen og sagde: amit raadvar at opdage charlotte det opspundne bedragerie for at tilintetgjøre dets virkning. derved ere vi ikke komne videre, svarede frederikke, kapelmesteren gjør det hele til løier og tanten taler paa nye for ham. men kunde manhemmelig og endog uden charlottes vidende, bringe det dertil, at elbing istedenfor den tykkekapelmester viser sig i speilet, saa var min veninde frie for al videre paanøden. thi tanten, har indgaaet den overeenskomst med hende, at hun uden modsigelse maae ægte den, der viser sig i tryllespeilet, om det end er elding, men at hun uden vægring skal ægte kapelmesteren i falddet er ham. ret godt, sagde jeg. men omvexlingen af begge meddeillerne. er en sag vi ville deele imellem os. jeg gjør den foranstaltning, at elbing viser sig i tryllespeilet; og de lægger paa hvad maade de helst kan, kapelmesteren saadanne hindringer i veien, at det bliver ham umuligt, at indfinde sig om aftenen kl. i sandsigerindens huus. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000613 | 1824-11-19 | A. F. C. Langbein | 218 |
jeg vægrede mig for at paatage mig den tildeelte rolle, fordi den ikke lod sig udføre uden list og rænker, der ere mod min natur. men frederikke loe over mine betænkeligheder, og sagde list mod list er tilladt, og det saameget desmere i her, som en god handling, to elskedes forening derved befordres. hun ville ikke høre paa flere jndvendinger og jeg maatte tilsidst love at holde kapelmesteren i tømme. for at dette kunde skee uden opsigt, lod jeg, om eftermiddagen, da fyrsten tilfældigviis talede med mig om musik, mig forlyde med det ønske, at lade opføre om aftenen et vist geistlige syngestykke, som nyelig var bleven indspillet. dog fyrsten havde uheldigviis ingen lyst dertil; han trøstede mig med at det skulle skee næste dagjeg maatte nu paa en anden maade søge at fange kapelmesteren, som endnu kl. ville befinde sig hjemme. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000614 | 1824-11-19 | A. F. C. Langbein | 219 |
det simpleste middel var at indspærre ham i slottet. dette blev gjort muligt ved den omstændighed, at porten bestandig var tillukket, og ingen uden ved dørvægterens hielp kunde komme ud. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000615 | 1824-11-19 | A. F. C. Langbein | 220 |
han havde to nøgler. en havde han altid hos sig; den anden hang i hans stue paa et søm, og hans kone aabnede porten, naar han ikke selv var tilstede. jeg brugte ofte den gamle mand; til at udrette mine ærender for mig. det forundrede ham derfor slet ikke, at jeg just overdrog ham nu, at udføre noget for mig, som i det mindste udfordrede halvanden times fraværelse. j det han gjorde sig reisefærdig, tog jeg portnoglen ned fra væggen og lagde den forsigtig i den gamles rummelige kjolelomme. min ærlige haand skjalv ved denne skjelmstreg; men skumringen i stuen lod den fuldkommen lykkes. mit sendebud gik rigtignok bort med begge noglerne. jeg skyndte mig nu hurtig fra porten og stillet de mig oppe i slottet i mit vindue, der gik til gaarden. neppe var jeg der, saa stolpede kapelmesteren, med sin galonerede klædning paa, der endog lyste i mørke, tvers over gaarden og ilede hen til porten. bydende kaldte han paa portneren, og raabte gjentagne gange paa ham med forstærket stemme, medens den gamle portnerinde søgte at finde, den af mig bortskaffede nøgle. endelig kom hun med en lanterne i haanden ud af hendes stue og yttrede sine beklagelser i ord, som jeg ikke kunde forstaae. kapelmesteren begyndte græsselig at bande, og med en bjørns raserie, der vil tugte og omrive et træe, som dette ubehændige dyr er falden nedaf, lob han storm mod porten. strax derpaa blev mit navn nævnet. hurtig løb kapelmesteren igjen over gaarden, og jeg for at være tilstede ved hans besøg, smuttede ind i mit værelse. han overfaldt mig, med hæftige bebreidelser, fordi jeg bortsendte en mand i øst og vest, der skulle passe sin post ved porten. jeg svarede ham, at det var skade han ikke havde forbuden mig det i gaar, saa var det ikke skeet i dag; dog ville jeg give ham det gode raad, at lade portnerinden aabne porten for sig. saa klog er jeg selv, skreg han; men der er ingen nøgle, den gamle dumrian har taget begge nøgler med." glad over at ingen mistanke faldt paa mig, viiste jeg den grove kart, da han endnu vilde skjælde mig mere ud, dristig døren. taarnklokken slog just otte og han løb, som om fødderne brændte under ham tilbage til porten. jeg stillede mig paa luur, og hørte at har holdt et præsseligt spetakkel i portnerstuen. men derpaa igjen hørtes et jammerskrig, som om han var i livsfare. den gamle kone løb ængstelig overgaarden til vagtstuen, hvor, af vor slotsgarnison, tolv gamle soldatre, tre daglig havde vagt. jmidlertid skreg kapelmesteren altid stærkere og stærkere, saa at det blev kristen pligt at ile ham til hjelp. jeg fandt ham geraadet i den snurrigste ulykkeaf verden. min fange havde nemlig villet sætte sig i frihed, gjennem det eneste lille vindue, der var i portnerens lille stue, men var, som proppen i en flaske bleven siddende. benene og den nederste halve deel af legemet hang udenfor, og den anden halve deel var indenfor. saaledes holdt han sig, i det han ventede paa redning, i ligevægt, men denne blev som det saa ofte skeer med den politiske forstyrret paa den meest fiendtlige maade. der stod nemlig udenfor under vinduet en grobian, som uafladelig med en stok bearbeidede kapelmesterens bagre legems deel, især den meest ophævede deel af samme, og som hverken med trampen eller skrigen lod sig forstyrre i denne forretning. jeg var ude af stand til at kunne hjelpe den lidende. han stak saa fasmellem vinduesrammen, at jeg ikke formaaede at hale ham ud. ligesaalidet kunde jeg bring: den rastløse tugtemester til at holde inde, da den revsedes brede legemsmasse tildækkede hele vinduet. dog snart kom der hjelp; portnerinden, havde opbuden hele det samlede vagthavende, mandskab og da disse hialp mig til at trække, droge vi lykkelig den slagne mand ud af klemme. wer da, raabte jeg hurtig ud gjennem vinduet. god ven! svarede den øverbefalende for garnisonen med sin grove basstemme. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000616 | 1824-11-19 | A. F. C. Langbein | 221 |
denne gamle krigskammerat, en forhenværende preusisk underofficeer, havde gjort sig tilgode i staden. da han nu i mørke og taage, den sidste i hovedet, kommer tilbage til slottet, i er haet par been hænge ud af vinduet, og iden tanske, at de tilhører en uroesstifter, gjør han sig den længe savnede fornøielse dygtig at sætte, som i fordums gode, gamle tider, sin korporalstok i bevægelse. det erfarede jeg bag efter af ham; thi nu bortfjernede jeg mig uden ophold, for at undgaae en nye ordvexsling med kapelmesteren. strax derpaa kom dørvogteren til mig og afgav beretning om den ham overdragne commission. han anklagede sig selv, at han af uforsigtighed havde taget begge nøgler med sig. jeg fandt det ikke for raadeligt, at bringe ham ud af drømmen, men glædede ham med en saa rigelig belønning for hans udførte ærende, at han leende satte sig ud over kapelmesterens vrede, der strax ved portens aabning, som et rasende vildsviin foer ud af samme. de er en rar fyrl. raabte frederikke, da jeg næste gang besøgte hende. spillet er vunden, hør blot hvorledes det gik til: lotte og tanten gaae lykkeligviis endnu førklokken otte til sandsigerinden. hun lægger kortene, og den tykke mand viser sig baade forog bag, som den brudgom himmelen havde bestemt hende. det arme barn giør sig nu ogsaa beredt paa at see den forhadte gestalt i tryllespeilet. - nu ringer det i næste værelse. det var det mellem sandsigerinden og hendes tjenestepige aftalte tegn, at speileganden var kommen og var indbragt i kammeret. gøglerinden gjør nu allehaande figurer omkring tryllespeilet, griber endelig to lys og raaber med høitidelig stemme. du som er bestemt til denne ædle jomfrues mage, kom tilsyne, kom tilsyne!" - see da staaer elbing for dem. - charlotte jubler; besværgerinden lader af forskrækkelse begge lys falde; og tanten bliver dødbleg. jmidlertid springer elbing ud af huset. strax derpaa forlader ogsaa lotte og hendes tanie den endnu gandske bedøvede sandsigerinde. denne tager nu pigen i forhør. den sine løsforsikkrer at hun har ført kapelmesteren, der var kommen efter bestemmelse klokken , ind i kammeret. nu saa har ogsaa den onde været med i spillet, siger den gamle, og bliver saaforsagt, at hun ikke tør blive allene i stuen. kort derpaa styrter kapelmesteren aandeløs ind. han hører med forskrækkelse at alting er forbiog overvælder sandsigerinden med bebreidelser. hun siger, hvad kan jeg derfor at satan har blandet sig med i spillet, og snart antaget deres, snart elbings skikkelse? han kalder det dumme streger, skielder hende ud for en bedrager, ske, og slaaer tryllespeilet i stykker; men hun kaster kar og potter efter ham og driver ham derved paa flugten. min veninde er nu fuldkommen lykkelig, saa de frederikke sluttelig. jeg opdagede hende i dag sagens rette sammenhæng. men tanten anseer endnu synet af elbing, for nogen overnaturligt. hun mukker derfor ikke et ordderimod; men gjør allerede anstalter til lottes forønskede forlovelse. kapelmesteren kunde ikke tilgive mig, at han ved mig har tabt en riig brud og havde faaet prygl ovenikjøbet. han drager mig vel ikke til ansvar derfor, da han maae holde sit forehavte skjelmstykke hemmelig; men naar han seer mig, funkler hans øine af vrede. og saa hans venner ere meere end nogensinde for forbittrede paa mig, derfor beder jeg himmelen om ikke at lade mig blive syg her paa slottet; thi jeg maatte da befrygte at livlægen, for at hævne sin ven gav mig et successionspulver. mindre farlig er justitsdirecteuren for mig, som trods alle sine kneb og fiff, ikke kan krumme et haar paa mit hoved. men allermindst bryder jeg mig om dvergenslatterlige ungade, som hver gang vi møde hinanden, viser mig en knyttet næve. | fiction | thi_stolen-ring_c | thi_000617 | 1824-11-19 | A. F. C. Langbein | 222 |
den stiaalne ring. (sluttet). en dag da frue barvald var gaaet ud, lod helene mig ved hendes kammerjomfrue bede at jeg ville komme ned i haven, hun havde noget hun ville tale med mig om. glad og frygtsom ilede jeg derned. hun ventede mig paa et sted, hvor vi ikke kunde blive seet fra slotsvinduerne, og i den varmeste venskabs-tone, sagde hun: "jeg anseer det som en taknemmelig pligt at maatte sige dem noget ubehageligt. de har fiender, paa slottet, der søger at sværte dem hos fyrsten. jeg takker dem for denne advarsel, naadigfrøken, svarede jeg; men min vandel er reen, og min troskab mod fyrsten uforanderlig: hvad har jeg da at frygte, jeg er derimod mine fiender med get forbuden, at de have forskaffet mig dette beviis paa deres velvillie, min dyrebare frøken. o, jeg er dybt i deres gjeld, gjentog hun sukkende. de ræddede mit liv, og jeg - gav dem en halv henvisnet rosel - jeg forsikkrede, at denne rose havde et uforgjengeligt værd for mig, og i det jeg aabnede mintegnebog, viste jeg kjerlighedsblomsten, der laae i hellig bevaring mellem silkepapiir. rørt rakte helene mig haanden. vi forblive venner sagde hun hjertelig. - dog nu forlader de mig kjære walland, jngen skal eller maae vide noget om vores sammenkomst, og i saa fald maae man vogte sig for at træerne havde øine og øren. lykkelig, som en gud, gik jeg tilbage. kapelmesteren mødte mig med hans sædvanlige tordnende ansigt paa slotstrappen; men jeg hilsede ham saavenlig, at han studsede og gloede paa mig, som om han troede jeg var bleven vanvittig. nogle dage efter, blev mig, da jeg om morgenen ville høre hvad fyrsten havde at befale, forgemakket fortalt, at han var syg og gav ingen audience. om middag kom han ikke til taffels. ogsaa helene og tanten lode sig heller ikke see. jeg spiste allene med mine tre modstandere. et sandt giftmaaltid. de talte med hinanden et pluddervælsk af afbrudte ord, og loe derimellem uopbørlig. jeg vidste ikke om jeg var forraadt eller solgt. om eftermiddagen blev jeg kaldet til fyrsten. usædvanlig bleg sad han mellem puderne i hans lænnestoel, og sagde med mat stemme: tag plads ved min side, det falder mig tungt at tale, men en forunderlig hændelse nøder mig dertil. jeg veed ikke, om de har hørt, at paa det sted hvor dette slot er bygget, stod fordum et munkekloster. det sidste overhoved derfor, var en aandelig inspireret abed, kaldet ricodemus. om hvem historien fortæller, at han var en mand af overordentlig strenge sæder og næsten kjæmpemæssig legemsstørrelse. herpaa grunder sig det gamle sagn, at hans aand endnu imellem vanker omkring blandt disse mure, som dommer. dog hvorledes kan jeg endnu kalde dette er sagn, vedblev han sukkende. det er sandhed!" jeg hørte hans tordenstemme forrige nat; han raabte for min sovekammerder: arenhain, abed nicodemus taler med digjeg finder behag i din fromhed, men en afskyelig, en antikrist faldt ned som fra skyerne, traade i din tjeneste og besidder din fortrolighed. riv i morgen denne slange fra din barmkast den over grændserne af dit gebet ellers viser jeg mig frygtelig for dig næste nat, og død og fordærvelse ere mine følgesvende. saa lød den skrækkelige rost, og jeg ville gjerne skjule for mig selv hvem den ivrede imod. jmod mig, naadige herre! sagde jeg uforskrækket. tiden jeg blev ansat i deres tjeneste, sætter det uden for al tvivl. men abernicodemus kjender ikke mig, og var han ingen hellig person, ville jeg kalde ham en bagvasker, stille, stille, faldt fyrsten mig ængstelig ind i ordet: besvar de mig sandt og oprigtig, som om de stod for gud, det spørgsmaal: er deen kristen. ja jeg er, svarede jeg med fasthed, og saae, ham frit ind i øinene. det beroliger mig, sagde han. en god samvittighed taler af deres øine. gud allene skuer, ind i hjertet; selv engle og hellige er dette lukker, for. derfor skal aandens ord ikke lede mig vilde i min tiltroe til dem. jeg vil modig oppebiham, og forsvare dem mod ham. jeg forlod fyrsten med det forsæt, at befrieham for dette forsvar og overhoved søge at afvende fra ham det tiltænkte besøg. jeg sluttede mig, let til hvorfra abeden vilde komme, og besluttede at spærre ham veien. men da han, ifølge sagnet skulle være en kjempe, saa var feide mod ham uden assistance heel betænkelig. jeg saae mig derfor om efter en dygtig kampbroder. mit valg faldt paa den fyrsterlige livkudsk, der var en karl med marv i knoklerne, som jeg kunde forlade mig paa. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000632 | 1824-11-26 | A. F. C. Langbein | 223 |
disse, der snarere havde ventet himmelen skulle styrte ind, end denne usædvanlige nattevandring, havde ikke laaset døren, og i deres støiende ruus, hører de ikke fyrstens sagte trin. pludselig staaer han for dem. af forskrækkelse springe de op, og klamre sig, ikke mægtig deres fødders brug, rundt om bordet, og de stærkbevægede drikkekar styrte overende. fyrsten forhausedes. alt synes ham et blændeværk. men da han fordrede af drukkenboltene, der stirrede paa ham med stive øine, at de skulle gjøre regn. skab for hvad han saae, og de begyndte med stammende tunge at ville frembringe adskillige hykleriske udflugter, da saae han hvem han havde at gjøre med, befalede dem at tie stille, bemægtigede sig nogle exemplarer af de afsungne sange og gik tilbage til sit værelse. her læste han, sin livlæges poesier, hvis haandskrift han kjendte. de vare fulde af uanstændigheder og spot over pietister og helgener. angreben og saaret derved fra den omfindtligste side, besluttede fyrstenuden videre at give de afmaskerede hyklere sin afskeed. det var neppe bleven dag, da han lod mig kalde. med bedrøvelse fortalte han mig hvorledes han havde opdaget hans tjeneres falsk hed og uværdige opførsel, og meddeelte mig den ubehagelige befaling, at forkynde justitsdirecteuren, livlægen, kapelmesteren og dværgen deres afskeed. han overgav mig tillige fire forseglede ruller med guldstykker. "jeg skienker herved sagde han - enhver hans fulde aars løn. menbefal i mit navn modtageren deraf, inden tretimer at forlade slottet og aldrig igjen at kommer for mine øine. kun justitsdirecteuren maa og vil jeg endnu taale saalænge indtil han har overleveret sin eftermand arkivet." jeg udførte den mig givne befaling med al den skaansel, der var mig muligt, da jeg frygtede for udbrud af fortvivlelse. men herrerne ventede allerede den dom jeg forkyndte dem, og fandt pillen saa meget mindre bitter, som fyrstens gavmilde haand havde forgyldet den. vi havde for lang tid siden besluttet, ikke, længere at forbittre os livet ved at blive her og sagde de pralende. - vi kunne ved vores videnskaber og talenter overalt gjøre bedre lykke. kun dværgen tilstod, at han ikke havde lært andet, end at spise brød. dog naar alting slaaer feil, - sagde han - saa lader jeg mig see for penge. med denne betlertrodsighed, grebe de, med undtagelse af juristen, reisestaven og vandre de fort. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000638 | 1824-11-26 | A. F. C. Langbein | 224 |
ogsaa jeg maatte den følgende dag reise, dog ikke forviist, men i fyrstens forretninger, han sendte mig til en af tydsklands hovedstæder forat drive paa en process, som der ogsaa allerede var gjort anhængig, men hang som i kjeder; tillige fik jeg den commission at opsøge en erfaren læge og en duelig musicus og afslutte en overeenskomst med begge. en dygtig justitsdirecteur var allerede funden i nærheden, og dværgens post blev ubesat. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000639 | 1824-11-26 | A. F. C. Langbein | 225 |
kort for min afreise sandt jeg endnu en gunstig leilighed at tale med helene uden vidner. denne lykke varede kun fem minutter, men jeg havde ikke byttet dem for ligesaa mange leveaar; thi ethvert ord, et hvert blik af den inderligelskede, opdagede mig uvilkaarlig gjenkjerligheds søde hemmelighed. beruset af glæde kastede jeg mig i vognen og den eneste tanke paa den ensomme, lange reise, var helene. jeg var to maaneder fraværende, da jeg kom tilbage og kjørte forbi præstegaarden, reev frederikke vinduet op og raabte: at holdt et øieblik, jeg har noget vigtigt at sige dem. jeg sprang ind i huset. hun hoppede mig glad imøde og sagde: ei, hvilken forandring, vil de finde paa slottet. der er for fire uger, siden en ung herre ankommen, som man hvisker hinanden i øret, skal være fyrstens søn. der overfaldt mig en skræk, saa jeg troede jeg skulle synke ned. dog jeg fattede mig voldsomt, erklærede denne nyehed for et tomt byeslader, og randt, ærgerlig, som en der er bleven narret april, hurtig igjen bort. ulykkelige amadis, duhar tabt din princesse!" raabte frederikke, leende efter mig, da jeg halv sandsesløs styrtede mig i vognen. j slottet saae jeg hverken til høire eller venstre, og undgik paa veien enhver samtale, for i tet mindste at beholde saalænge min møisommelig tilkjempede fatning, at jeg kunde aflægge beretning om min reise. det gik i begyndelsen ret godt, men snart tabte jeg traaden. den stilling jeg stod i for fyrsten var saaledes, at jeg kunde gjennemsee en række værelser, der stode aabne bag ham. døren til det sidste af disse gemakker gik op, helene traadte ind, og neiede for mig, men neppe havde hun gjort nogle skridt, fremad, førend et ungt menneske kom, med naragtige luftspring, dandsende og fløitende ind gjennem samme dør, tog helene om livet og reev hende, uagtet at hendes modstand, valtsende med sig igjennem to værelser. da han kom mig nærmere kjendte jeg ham - det var richard, min ring blinkede paa hans haand. - jeg sittrede i af vrede, og kunde neppe afholde mig fra at angribe ham. i dette øieblik blev han mig vaer, han blev hæftig forskrækket, slap frøkenen, tildækkede hans ligblege ansigt med hans lommetørklæde, gik den vei dandsende tilbage han var kommen, med bævende knæer, og forsvandt gjennem den sidste dør. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000640 | 1824-11-26 | A. F. C. Langbein | 226 |
fyrsten og helene saae paa ham med forundring. derpaa vendte hiin sig til mig og spurgte: kjender de ham, ja, naadige herre! - svarede jeg - menendnu nøiere kjender jeg den ring han bærer. den blev mig berøvet." cellmuligt - raabte fyrsten. - hiin ring, som de paa denne overraskende maade gjør fordring paa, var engang min eiendom, og hiinunge mande fik den, paa anden haand af mig. høist forundret saae jeg paa ham, og sagde: naadigste herre, jeg er geraadet i en labyrint, af gaader. den eneste udvei frembyder maaskee min levnetshistorie, befaler de at høre den. ret gjerne. - sagde han, - og vinkede til helene at forlade os. hun trak sig tilbage til næste værelse. jeg fortalte nu, hvorledes det var gaaet fra min moders død af, og hvorledes jeg var reden fra den ene til den anden greves slot og havde foreviist ringen. de siger mig intet nyt, faldt fyrsten mig indi ordet. alt dette har hiin unge mand fortalt mig som hans egen historie. det faldt ham let; - svarede jeg, - thi jeg var desværre saa uforsigtig at aabenbare ham mine hemmeligheder. han bemægtigede sig strax derpaa min ring og tog flugten. taus overveiede fyrsten sagen. endelig spurgte han, om jeg blandt min moders efterladenskaber ikke eiede et brev, hvori ringen blev omtalt. jeg sagde jo, og hentede det hurtig fra mit kammer. fyrsten kastede et blik derpaa, sprang op, omfavnede mig og raabte. ja du, du er min søn, hiin er en bedrager, mine følelser ved denne anledning overgik albeskrivelse. et paradiis aabnede sig for mig. dog pludselig faldt det mig ind og jeg erindrede fyrsten om, at min moder havde sagt min fader, var en greve. "ja, jeg var endnu greve, da jeg skrev dette brev, - svarede fyrsten; - først sildigere blev jeg som gesandt ved det spanske hof, udnævnt til fyrste. under den tid havde din moder forladt hendes hjemsted, og med forsæt holdt skjult hvor hun ville begive sig hen. jeg kunde, saameget som jeg ogsaa søgte at udforske det, ikke udfinde hendes opholdsted, ogsaa jeg var ved minophøielse, der synes at være forbleven hende ubekjendt, bleven hende fremmed. efter min tilbagekomst fra madrid, blev jeg dødelig syg, kom til erkjendelse og mine synder, og vendte mig til gud. dog om alt dette tale vi en anden gang. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000641 | 1824-11-26 | A. F. C. Langbein | 227 |
nu ville vi høre, hvad den aventurier, der nærhavde tilstiaalet sig en søns rettigheder hos mig, kan anføre til sit forsvar. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000642 | 1824-11-26 | A. F. C. Langbein | 228 |
en betjent blev skikket efter ham, men kom tilbage med den efterretning; at den unge herre, . havde kastet sig paa en hest, og var med slap tøile, gallopperet bort. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000643 | 1824-11-26 | A. F. C. Langbein | 229 |
hvad have vi mere vidnesbyrd behov for, at han var en bedrager!" sagde min fader. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000644 | 1824-11-26 | A. F. C. Langbein | 230 |
han ville lade ham forfølge med stikbreve, men jeg bad for ham. "saa slet dette menneskeer, saa beviste han dog mig en betydelig tjeneste. jeg havde aldrig viist min ring til en fyrste, fordi jeg søgte en greve, og saaledes var jeg maaskemit hele liv forbleven faderløs. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000645 | 1824-11-26 | A. F. C. Langbein | 231 |
du har ret. - sagde min fader. - slette menneskers straf er overbeviisningen om, at de imod sin villie have stiftet noget godt. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000646 | 1824-11-26 | A. F. C. Langbein | 232 |
den ædle olding lod derpaa det hele huusgefinde kalde sammen, og forestillede mig for dem, som sin son. jngen tog hjerteligere deel i sagens lykkelige vending, end helene, som fra første øieblik af havde hadet og undflyet hiin frække vagabond. min værdige fader overgav mig et med landsherrens confirmation bekræftet document, hvorved han indsatte mig i alle en ægte søns rettigheder; kort derpaa blev jeg helenes lykkelige gemaal. ogsaa den gode frederikke gik ikke tomhændet derfra. den nye, af mig udsøgte huuslæge, var en elskværdig mand, som hun slet ikke søgte saaledes at undvige, som hans hæslige formand, der jagede hende omkring paa græsplætten. de unge folk kom derimod, uagtet det var sildig høst ofte der fortrolig sammen, og førend den første snee faldt, vare de forlovede med hinanden. min fader paatog sig at udstyre bruden, og anrettede for sin læge og mig paa en dag et fyrsteligt bryllup. denne æresbeviisning udvirkede jeg for frederikke, da jeg paa en vis maade havde hende at takke for min nærværende lykke. havde hun ikke paa hiin, for min skjæbne saa vigtige dag, da jeg skuede ned fra bjerghøiden i det forjettede land, havt det jndfald, at ville læse maria stuart i det - grønne, saa havde jeg aldrig betraadt min faders dørtærskel, og helene havde for mig været evig tabt. | fiction | thi_stolen-ring_d | thi_000647_a | 1824-11-26 | A. F. C. Langbein | 233 |
udenlandsk. en mand, som var i havre da den franske kronprætendent i forrige maaned ankom der med et amerikansk skib, fortæller følgende om ham: hantaler perfect baade fransk og spansk, men ikke engelsk. en franskmand havde i amerika bragt ham ombord og betalt overreisen med dollars. underveis havde han havt klammerie med styrmanden og truet med at lade ham fængsle, saasnart det stege iland; matroserne derimod lovede han alle at gjøre til capitainer. jmidlertid tog det en anden vending for den stakkels skjelm. j et kaffehuushvor han drak for et par sous liqueur kunde han ikke fortie sin høie bestemmelse, og blev strax snappet af politiebetjentene. fra paris skal være kommen befaling til at sætte ham paa citadellet, hvor han skulle kunne vente en mild behandling. | non-fiction | null | thi_000649 | 1824-11-26 | null | 234 |
kjerlighedskuren. a. balskikke. de unge piger komme nu tildags allevegne til elskere; de gamle derimod sjelmere. det unge, dem føre f. ex., den fjere papa paa bal. der ere, som bekjendt ogsaa unge mænd, og da hjerterne, paa baller, hvor alle mennesker pleie at blive varme, ogsaa blive det, saa nærmer man sig der hurtigere hinanden end andensteds. medens nu den gamle papa fra lhomdre eller wistbordet af, kaster et blik fra side værelset af ind i salen og hans datter her giver hendes dandselystne smaa fødder frit løb, veed han intet ord af, at maaskee en af de unge dandsehelte, midt inde i dandsen selv, i begyndelsen, har overrumplet pigens hjerte, med blikke og siden med sine talegaver, fuldkommen indtaget det, og det ikke blot for en balnat, nei gud bevares for en levetid, ja endog for en heel evighed tiljust saaledes var det gaaet kommerceraad, tobakshandler rügeleins smukke constance. . bestemt klokken ti. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000663 | 1824-12-10 | Fr. Laun | 235 |
og siden efter hjemme hvorledes gik det ikke da først den arme constance. det var virkelig heller ikke at undres over: thi hendes nydeligt lille hoved, fuldt af kjerlighed hvori tiden og evigheden var fløiet ind, tillod hende ikke for tummel deri at tillukke et øie den hele øvrige tid af natten og blev først glad da temmelig tidlig kaminflammen knittrede og kaffekopperne klierede. paaklædningen skulle da ogsaa saa hurtig som muligt besørges og hulter til bulter maatte det dog ikke gaae dermed. meget mere skulle der tilligeudgrundes hvilken reglige var den smukkeste og meest kunstløse; men en saadan konstløshed, saameget havde constance allerede ved hendes sextenaarige livspraxis erfaret, udfordrer ofte en forfærdelig anvendelse af tid og kunst, fornemmelig paa de dage, der følge paa saadanne nætter. den, der fra ung af, ene skulle disponere over constances tid og evighed; hr. henrich koller havde nemlig paa ballet staaet i en gandske kort afstand fra hende, da hun lydelig nohavde lovet hendes veninde jutta et besøgom morgenen precise kl. . ham par naturligviis ingen stavelse undgaaet af hvad hun sagde. hvem kunde derfor vide om han precis klokken til vilde indfinde sig i nærheden af juttas vaaning, eller snarere, hvem kunde ikke forudser dette. men naar han nu ventede der, ventede forgjæves, blot fordi constances tollette havde taget formegen tid, hvorledes havde den gode constance kunde have forsvaret, med hendes omme samvittighed at lade ham bles. det feilede endnu. og just denne morgen mislykkedes alt ved constances paaklædning. afskyelig! gandske af skyelig tilraabte hun den ene gang efter den anden hendes billede i speilet, som hun endnu aldrig havde skjænket saa vedholdende og omhyggelige blikke. hun skikkede hendes troe hielperske, tjenestepigen ud for ene at kunde lægge haand der paa; men det gjorde ikke sagen bedre. jngen folde paa det sted, ingen lille lok hvor den skulle være og paa den tredie hat hun satte paa, fandt tes overalt kanter, som den ikke maatte have ligesaa godt som paa den første og anden, hun havde forsøgt. hr. koller undtagen, var hele verden hende imod, en flue paa vægen var hende til besværsaagaar det livløse fandt hun barbarisk f. ex sin faders portrait. endnu alvorligere end sædvanlig, synes det at skue herned paa hende fordi hun denne gang var saalænge om at klæde sig paa. gud i himmelen, raabte hun da klokken slog til, og det raabte hun saa høit, at kommerceraaden, der i tredie værelser derfra just veiede ducater ved sin pult, kastede alting og ilede over hals og hoved til, for at see hvad der var tilstødt hans kjere constance. det feilede oven i kjøbet endnu, at en skulle komme for at opholde hende, nu da den allerede havde slaaet til og hr. koller unægtelig allerede stod paa sin post. . musikmesteren. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000664 | 1824-12-10 | Fr. Laun | 236 |
hvorfor skriger du da saa, mit barn, spurg de den deeltagende fader. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000665 | 1824-12-10 | Fr. Laun | 237 |
en haarnaals ondskab blev angivet som aarsag. hvorhen da saa hurtig constance, musikmesteren kommer jo klokken til musikmesteren, raabte constance blegnen, de: at det just var en musikdag, havde aldeles ikke faldet hende ind. j dag, sagde hun gandske forsagt, i dag kjære fader, maae jeg virkelig forsømme timen, da jeg har lovet den gode juttaet besøg. saa, raabte commerceraaden. det var mig den rette aarsag, nei, nei, saadanne kostbare musiktimer maae ikke forsømmes uden nødvenvendighed. johan, hr. commerceraad, svarede den jndtrædende. gaae engang over hist i hjørnehuset til frøken jutta og sig at det gjør min datter meget ondt, at hun ikke kan komme i formiddag. . den grundige undskyldning. commerceraaden brummede endnu meget, men constance havde andet at gjøre, end at høre derpaa hendes eneste trøst var nu, at hun neppe ville overleve den forherede musiktime; men døde hun, saa var det jo en udmærket grundig undskyldning hos hr. koller for at hun ikke komhr. koller saa kalculerede hun endvidere, døer naturligviis strax af sorg bag efter. paa megen tid maatte begge rigtignok renuncere, men hvad kunde det skade folk, for hvis kjerlighed en heel evighed stod til reede. saaledes havde constance overlagt alt gandske fortræffeligt. naar det kun ogsaa havde indtruffen; men derimod varede musiktimmen selv en evighed, en marterfuld evighed, og da den var forbi, stod tiden desværre endnu i frisk minde forhende og saae den arme constanceret skade fra op i øinene. da opsteeg hos hende en let formodning. menom den kiære endnu ventede, udraabte hun, kastede, silkekaaben om sig og ilede hurtig ned af trappen. og ud af huset, og see hr. koller havde virkelig ikke forladt sin opservationspost. j faae øjeblikke kom nu alt i stand. glæden paa begge sider, dog alligevel, at have opnaaet deres ønske, tillod dem ikke at tie dermed. . om og paa hvad. fra nu af havde constance hver dag, i det mindste noget i en boutique eller hos en veninde at forrette og hvem der paa alle disse toure, blev truffen af hende var hr. heinrich koller. til lykke fandt kommerceraaden ikke paa, at en pige paa sexten aar allerede ofte er forsigtig nok til at tænke paa hendes tilkommende giftermaal. men til ulykke, maatte hr. koller just reise bort paa nogle dage og brevet som traade i hans sted hos constance, geraadede i kommerceraadens hænder. af den luende kjerlighedsflamme i dette brev, blev mandens ansigt sat paa en saadan maade, i glød, som om han den hele dag havde maattet holde ud ved et høifyrsteligt kjøkkens skorsteen. hvad er det, spurgde han sin datter, holdende brevet hen for hende. han ville vide hvem den heinrich var som havde skrevet under, og de han nu efterhaanden havde faaet piint ud af hende hvorledes en saadan dag var opkommen, saa vilde han ogsaa vide, om og hvorpaa hr. kolter ville gifte sig med constance. vel meenteconstance, at en oekonom paa fem og tyve aar, saa smuk som han, vel maatte kunne slaae sig igjennem, det forstaae sig allene; men kommerceraaden som hun troede at beskjemme med at yttre denne mening, sagde, at man af et saadant beviis bedst kunde see at hun endnu var en barn, og børn maatte ikke gifte sig, det var en bekjendt sag. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000666 | 1824-12-10 | Fr. Laun | 238 |
jmidlertid erkyndigede kommerceraaden sig et ter den unge herres omstændigheder. men resultatet var ikke hældigt for constances planer. j den korte tid, han havde opholdt sig i staden, intet menneske vidste hvorfor, havde han allerede gjort alt for megen gjeld, og var hans nærværende reise ustridig en følge af hans gjeld, thi neppe var han bleven vexelmyndig, saa havde han ogsaa allerede udstedet vexsler, for ikke at lade den nye erholdte ret blive ubenyttet, og just disse vexler nødsagede ham til at spille den synlige. . den græsselige skjebne. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000667 | 1824-12-10 | Fr. Laun | 239 |
jøvrigt var hr. kammerraad rügelein ikke ret vel tilmode ved sagen. saa lidet han i almindelighed vidste, saa vidste han dog, at naar giftermaalstanker først ere komne i hovedet paa pigerne, saa er det ikke saa let at faae dem uddrevne igjen, uden ved et giftermaal. hvilken glæde var det derfor ikke for ham, da just stiftsraad nenner virkelig anholdt om constances haand. constances fortvivlelse var kjempestor, da han meddeelte hende sagen. tusende piger vilde grebet med begge hænder mod stifsraadens tilbud; thi han var smuk, behagelig og havde tilskrækkelige jndkomster til at ernære en temmelig stor familie, men hvem der nu som constance, allerede havde bortskjænket sit hjerle, trodsfaderens forbud lod hun uopholdelig afsende en staffet til hr. koller, som allerede om morgenen havde notificeret hende sin ankomst ved et ridt (en tour til hest) forbi hendes vindue. naar constance tænkte paa hendes faders haardnakkenhed, saa kunde hun ikke forestille sig hendes skjebne græsselig nok. ja, hvis der havde været noget at foretage sig ved døden, men denne seendrægtige karl, kjendte hun allerede fra den forommeldte musiktime, da hun allerede var fuldkommen marschfærdig ind i evigheden, men hvem som dengang ikke kom var døden og af sig selv at kaste sig den i armene det ville være at være alt for paatrængende og læder nu engang ikke en smuk pige. . tippo saib. nedsjunken i disse mørke tanker stod constance, paa den tid hendes fader som middagssovn, ved den lille havder som førte ud til frie mark. det unge græs skjød hyppigt frem. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000668 | 1824-12-10 | Fr. Laun | 240 |
j mængde fremvældede overalt sæd og blomster af jorden. træernes knoppe ventede kunpaa den varme regn, som den skyede himmel at lerede forkyndte, for at forvandle sig til fødduftende blomster, og i luften svævede den muntre, lærke og anmeldte huld, at alt hvad der var skjønt vendte tilbage. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000669 | 1824-12-10 | Fr. Laun | 241 |
constance saae jntet af alt dette, aldeles intet. død og grav var hendes eneste tankemidt i dette nye liv. da kom til al lykke en sort puddel springende og bragte hende paa andre ideer. det var den bekjendte tippo saib hr. kollers livpuddel, der tillige forrettede løbers og heidukkes tjeneste hos ham og aldrig frivillig var at antræffe andensteds end i nærheden af sin herre. constance saae venlig mod den side tippovar kommen fra, og see, der var hr. koller allerede selv og gjorde hende sin compliment. h. hanselv. constande, min dyrebare, eneste constance! sagde den unge mand, efterat deres første allegro kun alt for snart var overgaaet til det erbarmeligste lammentofo, fat kun mod, fortvivl ikke for tiden. lad, som de hengiver dem villig i deres hr. faders umenneskelige villie. ved tippo saib, han skal lære at kjende kjerlighedsmagt, hvorpaa han endnu ikke vil troe. paa mit æresord, jeg kommer engang pludselig som en tyv om natten og bortfører dem af hans huus. bagporten kjender jeg allerede. hist er den lille trappe, hvor de fortalte mig nyelig ingen meer kommer. døren, som er nedenunder behøver de kun om aftenen hemmelig at aabne, saa kommer jeg, klattrer over havemuren og er som en lynild ved hiin dør. tippo bag efter. derpaa gaaer det op af trappen hvor de venter paa mig i deres kaabe. jeg tager dem under armen og saa gaaer det tralleralleral over alle bjerge. af gud, sukkede den krænkede ærbarhed, hos constance. neil sagde hun, nei, hun gjorde hendes eneste dyrebare fornuftige forestillinger; men han forkastede dem alle med kjerligheds magt og omstændighederne, og da nu s. - ærbarhedens jndvendinger vare tilsidesatte saa kunde alt det øvrige heller ikke holde stik, men johan, sagde constance ængstelig, sover jo ovenfor den lille trappe til venstre. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000670 | 1824-12-10 | Fr. Laun | 242 |
johan, svarede hr. koller, der er jo en god gammel karl, som troer paa spøgelser. for at fornøie ham bliver jeg nedenfor trappen endnu en gang saa stor til, som jeg er, ved hjælp af hvide lagener. og sæt karlen skulle være frietænker og gjøre allarm, nu vel, saa hidser jeg tippo paa ham og raaber, naar denne har ham ved brystet: muk endnu engang, gamle, hvis du for bestandig vil have mukket af, eller lad heller være at mukke, forhold dig hellere stille som det tilkommer en fornuftig karl, hvem et saadant best har i kløerne, eller - du forstaaer mig. - saa vil nok, tænker jeg, johan lade os gaae vor vei, og skriger han ogsaa en tid brand! naar hunden igjen løber bag efter os, saa gjør det jmet. her udenfor staaer min gode hest, derpaa svinger jeg mig, tager min stance paa og saa gaaer det ud i den vide verden. og hvad skal vi da fange an, spurgde ikke saadumt, stance? men hr. koller svarede, da foretage vi os hvad vi ville. ak, du kjære gud, jeg hører alt fader, raabte stance. j et øieblik var hr. koller med sin puddel om hjørnet og da commerceraaden, kom, sad hans lille datter allerede langt fra døren i en ensom krog af haven og strikkede saaflittig og uden at see op, som om hun allerede havde sat der og strikket et halvt aarhundrede eller i det mindste under den ankommendes middagssøvn. . paa christihimmelfartsdagnu, sagde commerceraaden i det han blæste sin pibe op, nu vil det snart gaae for sig. min søster skriver just, at hun har eqviperet dig med alt hvad du behøver som brud. paa christi himmelfartsdag tænker jeg derfor at vi ville høitideligholde forlovelsen. stance vedblev at strikke uden at see op, dog med en temmelig rolig mine, thi hun tænkte: jeg veed nok hvad jeg veed. men jo mere hun, da hun igjen blev allene, tænkte paa hvad hun vidste og paa hr. kollers plan, desto mere vindig forekom den sidste hende. ja den kunde saagaar aldeles mislykkes. j hvorvel hendes fader laae saa langt borte fra den gamle johan, at vel neppe denne kunde skrige ham vaagen, saa gaves der dog endnu en ung stærk gartner, paa hvilken hr. koller aldeles ikke synes at have tænkt. tilmed, sukkede stance, synes alt ikke at være saa vel overlagt, som for exempel den omstændighed amed den vide verden, og da kunde vi foretage os hvad vi ville." alligevel troede hun at burdelade det komme an derpaa. derfor sørgede hun i ogsaa hver aften redelig for, at døren til den hemmelige trappe stod aaben. men hvad der gjorde hovedet meget varmt paa hende, var, at hun allerede havde holdt det saaledes og luret oven paa hele otte dage naar johan var gaaet til sengs, og det bevidste gespenst udeblev dog altid. hun gjorde sig tusinde slags tanker derom. man kunde umulig have begrebet det, thi saa ville hun ikke have staaet sig saa godt hos papa. men om den eneste var bleven utroe, var bleven en meeneder, den gode stance vidste, ingen ende paa hendes angest og bedrøvelse, da endelig christi=himmelfartsdag brød frem, at hun følte sig aldeles ikke som om hun skulle fare til himmels. . selskabs-cavalieren. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000671 | 1824-12-10 | Fr. Laun | 243 |
med hr. kollers udeblivelse gik det gandske naturligt til. just den anden aften efter deres middagssamtale, da han var i færd med at sætte sine spøgelse aperater i stand, bankede det paa en gang saa stærkt paa hans dør, at spøgelsemageren næsten selv var bleven bange for spøgelser. men hans forskrækkelse giover til virkelig frygt, da en lille artig mand aabnede døren og paa spørgsmaalet, om det var tilladt at træde ind, uden at oppebie svaret virkelig traade gandske nær hen til ham, foreviste ham en vexsel og bad, i det han trak paa skuldrenom et lille enten - eller da nu vexsel udstæderens, fuldkommen sprængte kasse ikke tillod dette enten, saa traade hiint eller ind i en vel conditionert retsbetjents skikkelse. den hele lange tid fra da af indtil christihimmelfartsdag, havde nu hr. koller havt en saadan selskabscavaleer paa salen hos sig, uden endog engang at kunne finde en sikkert maade til at faae et brev practiceret i stances hænder. thipaa huusværtens folk kunde man ikke forlade sig, da hans insolvente tilstand havde gjort dem alle meget haardhjertede mod ham. . brevet. paa christihimmelfartsdag ved bordet, geraadede til al lykke stance i hendes fortvivlelse paa den tanke, uden sikkert sendebud, at sende et brev ud paa lykke og fromme. gartne rens pige hvoraf hun betjente sig var visseligintet mindre end i rye for at være slue. jmidlertid lykkedes det, brevet kom virkelig i den elskedes hænder. stance sagde ham deri, at hun vidste ikke de mindste hvordan hun var faren, og besvor hr. koller ved hans kjerlighed, hvis denne, da han i saa lang tid intet tegn havde givet fra sig paa at han levede, virkelig endnu skulle existere, at fremstille sig om aftenen paa slaget syv ved den bagre haveder. hendes fader havde nemlig bestemt høitideligheden i anledning af hendes forlovelse med stifsraad renner paa denne aften. . den betænkelige tilstand. forlovelsesfesten raabte arrestanten med en saa forfærdelig stemme at retsbetjenten traade hurtig. ind fra salen og spurgte hvad han havde at befale. ) jeg befaler, var svaret, at han strax paa stedet lader hente hr. actuarius. der ere forefaldne ting, ting, som kunde gjøre mig rasende, hvis jeg ikke allerede var det. kort ven, denne herr actuarius maa umage sig herhen. retsbetjenten stirrede en stund paa den mundsom frembragte saadanne forunderlige talemaader. gjør han anstalt, eller - - raabte hr. | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000672 | 1824-12-10 | Fr. Laun | 244 |
koller og retsbetjenten skyndte sig baglænds ud, i det han greb for sig med begge hænder. han raabte ogsaa ængstelig paa en nede i gaarden forat hente actuarius derhid. denne forholdsregel synes ham at være meget nødvendig da een bevogter for en saadan arrestant synes ham at være for lidet. hjertet paa manden i salen, bankede immerstærkere. mandens trin i kammeret blev nemlig ved hvert minut hæftigere, saa at hiin hvert øjeblik tænkte, nu river han vist døren op og griber dig i struben. . det gaaer ikke anverselskyldnerens tiltagende hæftighed reiste sig blot af at han ved nærmere overlæg ikke vidste hvad han skulle begynde med den fremstævnede actuarius. j frihed maatte hr. koller komme, for at kunne forhindre forlovelsen. derfor ville han have actuariusen fat, men hvorledes skal jeg faae ham overtalt dertil, spurgde han? med fornuftige forestillinger, nei det gaaer ikke an. det kan man kalde at kaste perler forsviin. men endelig raabte han dog. nu, ja nu har jeg det. derved jublede han, saa tydelig, at rets betjenten allerede tog fat i klinken paa trappe, døren for endnu i tide at kunde rædde sig ved hælene. thi sagde han, en retsbetjent er hertil lands allerede for en saa liden løn plaget nokhan behøver oven i kjøbet ikke at udsætte sig for en rasendes bid. . de tre grunde. et frydeskrig hvori nu arrestanten udbrød, gjorde retsbetjenten endnu mere bange; men det var blot et udbrud af glæde hos hr. koller over den just udfundne plan, hvorved han haabede at blive frie. han byggede sin plan fornemmelig paa tre grunde. den første var, at uctuariussen, som han tilfældigviis da han blev arresteret, opdagede ikke forstod fransk, den anden grund var just den derværende franske besætning og den tredie var den overordentlige sorgløse maade hvorpaa actuariussen klædte sig. sagen gaaer an, den maae gaae an, raabte arrestanten i det han sprang op derpaa tog han et rødt baand, som et medlem af æreslegionen for nogle uger, sandsynligviis havde forglemt, og bandt det i sit knaphul. (fortsat.) | fiction | thi_kjerlighedskuren_a | thi_000673 | 1824-12-10 | Fr. Laun | 245 |
udenlandsk. det er nu bleven besluttet, at der skal opføres, kais (steenmure langs med themsen, lige fra londons, til westminster=broen. det er et af de betydeligste foretagender, som nogensinde er gjort til staden londons forskjønnelse og nytte. det heleet et privatforetagende, som hertugen af yorkstaaer i spidsen for. bekostningen er anslaaet til , pd. sterl., der sammendringes ved actierpaa pd. | non-fiction | null | thi_000676 | 1824-12-10 | null | 246 |
j en af londons forstæder opstod nyelig en forfærdelig allarm, og man hørte en vedvarende ubehagelig klokkelyd. alle løbe ud paa gaden, og hvad saae man, af de londonske skarnagere, hver med sin store haandklokke, som han lod lyde saa klart som mueligt. disse herrer feirede paa denne maade en staldbroders bryllup, som med det betømte engelske stærke øll havde bragt deres blod i oprør. foran kjørte brud og brudom paa en almindelig londonske karnkarre, og bag efter fulgte de andre karrer i den skjønneste orden. saasnart man havde erfaret hvad der foregik, afbrød jngen deres læde; men man gav dem endog allehaande smaa foræringer i penge, brændeviin, kager o. s. v. ved havorth, i nærheden af keighley, paa grændsen af lancashire og yorkshire aabnede sig den den september sidstleden pludselig paa høilandet af stanbury=moor en stor revne og jorden nedsankhenved alen. af aabningen udflød en mudret, vandstrøm, der med stor heftighed fortsatte sit løbomtrent en engelske mile, næsten overalt i en dybde af alen og ofte til fod bred. dette phænomen har anrettet stor skade: thi lig en lavastrømnedstyrtede alt for det. paa samme tid brød et heftigt uveir løs, ledsaget med storm og stærk regn. | non-fiction | null | thi_000677 | 1824-12-10 | null | 247 |
j en dal i jura bjergene har man fod dybt i jorden funden en klokke af centners vægt. man formoder, at der paa dette sted engang er skeet et jordskred, hvorved maaskee et kloster eller en kirke er sunken i jorden. eftergravningerne fortsættes nu. | non-fiction | null | thi_000678 | 1824-12-10 | null | 248 |
----- kjerlighedskuren. (sluttet.) . excursionen. | fiction | thi_kjerlighedskuren_b | thi_000690 | 1824-12-17 | Fr. Laun | 249 |
hr. actuarius, sagde han til denne, der strax derpaa traade ind med en vigtig mine, pralerieer som bekjendt ikke min sag. dog maae jeg gjøre dem opmærksom paa, at jeg endnu besidder anseelige venner. just i dette øieblik er jeg, ved en fransk, overmaade smigrende skrivelse! bleven tilsendt denne orden med anmodning om at indfinde mig personlig hos den herværende kommandant. de kan let forestille dem hvorubehagelig det maatte være mig, skriftlig angivne den egentlige forhindring. actuariussen yttrede nogen betænkning des- angaaende, fornemmelig fordi maaske kommandanten med et magtsprog kunde komme retten i veien. | fiction | thi_kjerlighedskuren_b | thi_000691 | 1824-12-17 | Fr. Laun | 250 |
fyl hr. actuarius, sagde hr. koller, skamdem over at tiltroe en mand, som den herværende kommandant saadant noget som man endnu ikke kan beskylde for noget jndgreb i vore love. de vil ogsaa selv skaffe dem mine creditorers bebreidelser paa halsen, hvis de vil nægte mig denne bøn, da min gang derhen tillige gjør mig frie for gjælden, da der just hos kommandanten venter mig en tre gange saa stor summa som den, hvorfor jeg her er arresteret. | fiction | thi_kjerlighedskuren_b | thi_000692 | 1824-12-17 | Fr. Laun | 251 |
efter flere lignende forestillinger og en skriftlig æresforsikkring, at han selv, om kommandanten, for at begunstige ham, villegjøre et indgreb i hans creditorers vexelret, paa ingen maade skulle benytte samme, lod actuariussen sig endelig den foreslagne excursion gefalde. dog gav han, i det han gik bort den forundrede retsbetjent et vink, at han endnu maatte forblive der, for i tilfælde ikke betaling paafulgte, strax igjen at fastholde arrestanten. . krigslist. | fiction | thi_kjerlighedskuren_b | thi_000693 | 1824-12-17 | Fr. Laun | 252 |
ved et stort huus, som ved en stor rummelig gaardsplads førte fra en gade til den anden, sagde vexselskyldneren til sin ledsager, som havde øinene overalt, lad os benytte os af denne gjennemgang hr. actuarius. nu kom det an paa, om den kollerske plan, ville lykkes eller skulle strande. j det huus han gik igjennem, vidste nemlig den fangne, at der boede en general, for hvis dør en skildvagt stod. paadenne gik nu hr. koller løs og den forsigtige actuarius fulgte ham skridt for skridt. kammerat saaledes tiltalede vexselskyldneren skildvagten paa fransk i en fortrydelig tone, sæt dog engang denne byrdefulde betler fast, som forfølger mig. det er politiesag, kammerat, ) ved dette, af det røde baand i knaphullet, vel understyttede ord, befalede soldaten den virkelig fattigt antrukne actuarius, at blive, og holdt med magt den bestyrtede tilbage, der afmangel paa kundskab i det franske sprog ikke kunde gjøre sig forstaaelig, medens hr. koller, heel vel tilmode over den igjen erholdte frihed, spadserede ud gjennem den anden udgangs portil den bekjendte haveder. . beraadslaaelsen. alting som efter bestemmelse. just da kl. slog , indtraf hr. koller paa det bestemte sted. stance kom strax derefter. han blev forskrækket over hendes liigblege ansigt, og sagde min gud, kjære stande, hvorfor da saa sørgmødig, hvortil skulle disse taarer, vi ere hos hinanden. hvad kunne vi mere forlange, komde, kom de. hvorhen dahvor det træffer kjære stance. verden er forskrækelig stor. men hvor langt ville vi komme, tilmed om dagen, og omtrænt om et par timer skal forlovelsen gaae for sig. snart bliver jeg bevogter fra alle sider og i morgen tidlig maae jeg reisemed fader og den saakaldte brudgom ud paa hans gods. der skal om faae dage bryllup pet være. fordømte forholdsregler, raabte hr. koller, og nu fandt man paa engang at man havde forsømt tiden for lutter overveielser, thi constances fader og brudgom tilligemed en herre, og en dame kom just spadserende opad den store brede, med nye kiissand bestrøede vei til haveporten. . comediens begyndelse. forbandet, raabte herr koller, og stance, vilde falde i afmagt. men dette tillod han aldeles ikke, nei gud bevares, sagde han, løbe - maae de, løbe dygtig for mig; thi jeg løber efter dem og de lader blot som om de flygtede foret beruset menneske i deres faders arme. jeg seer vel, at vi maae sætte imod commedien med deres saakaldte forlovelse, en anden commedie. nu skynd dem, skynd dem, jeg skal nok tumle bag efter. ak, et beskjenket menneske, raabte stance, som bifaldt planen og løb de just ankommende imøde. hr. koller tumlede sig lystig bag efter. mine herrer og damer, tilraabte han de forundrede i en berusets tone, de see mig saa festlige ud og hvor der gives en fest, der er jeg gjerne ogsaa. beskyt mig, jeg beder dem mod denne frøken, som vil nægte mig adgang hertil. med disse ord satte han sig ned paa en af de mellemste stole som tjeneren just nyelig havde sat sammen i lindegangen for gjesterne. tag de plads mine skjønne damer. ogsaa de mine herrer, uden videre omstændigheder. min rang maae ikke genere dem, hvad kan de for, at jeg er marskalk. og om jeg ogsaa sætter hovedet lidt tilrette paa den herværende kommandant, saa bliver derfor intet haar krummet paa eder. det gjor mig ellers ondt for den mand. det diner som han gav mig i dag var kosteligt, men de herværende jndvaanere blive ikke nok skaanede af ham, og det vil keiseren dog frem for alt. apropos johann, eller hvad han hedder, lad os faae theen frem. lure vi ikke alle derpaa, men godt thee, karl, eller det gaaer ham ikke godt. . comediens fortsættelse. | fiction | thi_kjerlighedskuren_b | thi_000694 | 1824-12-17 | Fr. Laun | 253 |
kommerceraaden, der saavelsom de andre troede denne gjæst at see en noget exalteret marskalk, gav tjeneren et vink at skaffe theen frem og forsikkrede den forestilte beskjænkede med selvtilfredshed, at han ville være tilfreds med hans ægte karavanthe. saa beruset som manden, ogsaa var, følte dog verten sig beæret med hans nærværelse, ja da han for kort tid siden havde afsluttet en handel med kommandanten om leveranser til armeen og ikke var tilfreds med ham, ansaae han saagaar dette bekjendtskab for en stor lykke. da man efterat havde drukket thee, gik ud at spadsere, holdt faderen en dygtig straffe. præken for stange over at hun endnu bestandig søgte at undvige en, den gang saa vigtig og trods sin drukkenskab meget agtværdig herre, og tvang hende ordentlig til at modtage den arm, som den falske marskalk bød hende. da han endelig havde bragt hende dertil, blev hun paa en gang som det synes, overordentlig lydig. . enden paa comedien. | fiction | thi_kjerlighedskuren_b | thi_000695 | 1824-12-17 | Fr. Laun | 254 |
i dette øieblik bortdrog nogle knaldsidibusser, som herr koller tilfældigviis havde hos sig og uformærket anbragte, den almindelige opmærksomhed fra parken. alle brøde deres hoveder om hovedsagen, og beskaffenheden med disse knald. under uroligheden, herover havde de elskende benyttet denne omstændighed og mørket, til at forsvinde af haven. men neppe havde stance, glædet sig overat være kommen lykkelig bort og havde gaaet nogle skridt, førend ogsaa den strafværdige handling, med sin hele vægt vilde sønderknuse hende, og hr. koller med al sin letsindighed vidste ikke hvorledes han skulle bære sig af med hende og hendes betænkeligheder. men hvorhen nu, spurgte hun. | fiction | thi_kjerlighedskuren_b | thi_000696 | 1824-12-17 | Fr. Laun | 255 |
for det første, svarede han, som er dig bekjendt over alle bjerge. siden ville vi vel see hvor vi komme hen. | fiction | thi_kjerlighedskuren_b | thi_000697 | 1824-12-17 | Fr. Laun | 256 |
men stance var ikke tilfreds med dette svar, hun gjorde meget mere den ene jndvending derimod efter den anden. aldrig saa snart havde han gjendreven den ene, saa bragte hun atter en nye for dagen. derved blev tingen saalængforhalet paa denne side af bjergene, at paa en gang fra alle kanter frembrøde franske gensdatmeer, to af disse førte hr. koller med mag - derfra og gjennem haven tilbage i kommerceraadens huus, hvor han i et tobaks=magazin fik et fast, men ikke meget behageligt qvarteer. . den jnteressante samtale. om morgenen efter denne høist fortrædelige nat, traade en fornem fransk officeer, en overordentlig stræng og alvorlig mand ind i magazinet. han gjorde ham nogle spørgsmaale, angaaende hvad forretninger han havde med den franske commandant, om hans orden o. s. v. da desuden alt ved actuariussens udsagn var bekjendt, saa kunde hr. koller intet nægte og søgte derforkun at give sagen et blidere anstrøg. brummende forlod officeren ham og i hele otte dage spurgte intet menneske efter ham uden den soldat som skulle sørge for hans forstegning foruden dette lod ogsaa denne, den selskalige underholdning være sig angelegen. men de dertil valgte gienstande hørte, om ogsaa til det jnteressante, saa dog ikke til de behageligste. næsten altid naar han kom, pleiede han nemlig at meddele ham hvor hyppigt misbrug, af ordener og andre ting, som han kunde have gjort sig skyldig i, havde foranlediget en dødsdom; men derhos trøstede han ham ogsaa sædvanlig med; at der gaves exellente skytter ved armeekorpset og hr. koller kunde gratulere sig selv med at blive skudt af deres hænder. saa høit som den fangne ogsaa i begyndelsen havde glædet sig over, i det mindste at finde et menneske, som han kunde tale med, lige saahøit begyndte han snart igjen at ønske denne selskabsbroder pokker i vold, der altid søgte at lede samtalen hen paa hans nær forestaaende død. | fiction | thi_kjerlighedskuren_b | thi_000698 | 1824-12-17 | Fr. Laun | 257 |
en aften blev endelig den indløbne dom bekjendtgjort for ham. livet blev ham af allerhøiste naade skjænket og straffen forandret til tyveaarigt arbeide paa galeierne. tidlig den følgende dags morgen skulle han allerede afreise til brest. . formelig afstaaelse. | fiction | thi_kjerlighedskuren_b | thi_000699 | 1824-12-17 | Fr. Laun | 258 |
hele natten over, havde han tid nok til at overlægge hvormeget bedre han havde kundet anvende de næstfølgende tyve aar, end paa galejerne. da havde han vistnok ikke villet fulgt sin grændseløse letsindighed, som før. fuld af anger og sønderknuselse skrev han nu et brev til sin fader og bad, da man var færdig dermed, at mandog ville tilsende ham dette. | fiction | thi_kjerlighedskuren_b | thi_000700 | 1824-12-17 | Fr. Laun | 259 |
en halv time efter at han havde afgivet brevet, blev magazinet aabnet og isteden for soldaterne, som han havde ventet for at afhente ham, traade hans fader oeconomieraaden selv ind. | fiction | thi_kjerlighedskuren_b | thi_000701 | 1824-12-17 | Fr. Laun | 260 |
jngen bebreidelser, begyndte han da sønnen, trykkede faderens haand angerfuld til sit hjerte. dit brev er allerede i mine hænder. du har derved forekommet de bebreidelser, som jeg kunne have at gjøre dig. dog endnu et ord i fortrolighed. jeg troer din dom kunde blive meget formildet, naar du skriftlig ville afstaae frøken nügeleins haand. er det muligt, raabte den skyldige og udfærdigede strax den kraftigste afstaaelse paa constances haand og hjerte for tid og evighed. opklarelse. efter denne forskrivning, sagde oeconomieraaden leende, efter denne haaber jeg alt. ol min fader, raabte den trøstede, hvor lykkelig er jeg først at meddeles dette haab gjennem deres mund. men sig mig nu ogsaa hvem derbringer dem herhen i mit fængsel? alt dette, svarede han gaaer gandske naturligt til. et gods i omegnen af denne stad som jeg har kjøbt, var aarsag i at jeg kom hertil og maatte affinde mig med den franske commandant. da actuariussen som du havde spillet den fordømte streg blev bragt til ham, var jeg just hos ham. jeg ville have glædet mig meget over igjen at være kommen paa spor efter dig landløber, som jeg længe forgiæves har søgt at finde, havde det fordømte misbrug med den orden ikke været. men paa min forestilling, at du nok skulle blive afstraffet derfor, undertrykte commandanten sagen. et brev fra frøken ragelein, som du havde efterladt i dit logie, gav mig efterretning om hvor du var at finde. jeg ilede til bagdøren til den nageleinske have og fik virkelig øie paa diginde i samme. nu bleve vagterne udstillede, som commandanten havde overladt til min disposttion; thi det faldt mig strax ind at det løb ud paa en bortførelse. medens jeg nu aftalte sagen med commerceraaden, blev du bragt herhid, og dinelskede blev bortviist til haven. den her i huset indqvarterede stabsofficeer, var let at bevæge til at gaae ind i min plan og nu er jeg da endelig her for at sige dig, at alt dette kun er hændet dig for engang at bringe dig til sandheds-erkjendelse om, hvorhen et letsindigt liv, som det duhidentil har ført, kunde føre dig. du er frie og som jeg vil haabe, indseer du, at min kuurvel var noget haard, men i sammenligning med den megen kummer din letsindighed allerede har foraarsaget mig, har den vist ikke været alt for haard. og stance, raabte den overvættes glade, hvad er der bleven af hende? hun har efter tilbagekomsten fra haven, affecteret en sygdom for at undgaae forlovelsen, med stifsraad nenner. men en uges nøie forvaring, i hvilke uforsigtigheden af hendes projecterede flugt, bestandig er bleven hende klarere, har været jndledningen til en skriftlig afstaaelse, der saa temmelig ligner din. her er documentet. eders evige kjerlighed bleve j saaledes lykkelig kurerede for, og at din opførsel for fremtiden ikke mere behover en kuur af en saadan slags, det troer jeg at kunne haabe af din forstand. . naar enden er god saa er alting godt. dette haab var ikke forgiæves. heinrich, havde lært at indsee, at der i længden, af letsin. dighed ikke kommer andet end ulykke. han opofrede sig derpaa til landvæsenet, som han fra grunden af forstod, saa meget des ivrigere som hans fader lod ham indskrive for det, i denne stadsomegn kjøbte gods. da han to aar derefter paa en maade, der var overeensstemmende med dyd og sædeligheds love, tilfældigviis forbandt sig med en beslægtet af commerceraad nügelein, var stance og hendes mand ogsaa blandt bryllupsgjæsterne. hun og brudgommen morede sig megen over nødvendigheden og evigheden af deres forrige kjerlighed og over den besynderlige; men i det mindste hvad dem angik, ret probat fundne kuur, for samme. de kunne saameget desto hjerteligere lee af det, da stance i hendes ægteskab med stiftsraaden var meget lykkelig, og den, for sin letsind gandske helbredede heinrich ligeledes havde den bedste udsigt til, ved dens haand, som var bleven ham tilkjendt ved alteret, at see en skjøn fremtid imøde. | fiction | thi_kjerlighedskuren_b | thi_000702 | 1824-12-17 | Fr. Laun | 261 |
slaget ved plattsburgh. fjenden nærmede sig nu langs bredden af søen mod floden, sarange, ved hvis munding landsbyen plattsburg ligger, forsvaret bag til og paa siderne ved skoven, hvis mørke, ubegrændsede linie, behageligen afbrydes ved dens nætte og smukke bygninger, beliggende omkring en cirkeldannet, baj, i hvis sølverskjød, floden udgyder sig, vedvarende skjærmysler fandt nu sted mellem fienden og vore militaire lette tropper, syv hundrede mand samlede sig snart fra de omkringlig gende skove. provindsen vermont, som begrændser den modsatte strandbred af jndsøen, udsendte nu dens feldbeboere. adspredte i et bjergigt land, maatte det vel have været vanskeligt at samle de faa beboere, men rygtet om fiendens jndfald løb fra høi til høi, fra landsbye til landsbye, nogle toge hestene fra ploven, andre randt til fods, efterlode deres hjorder paa græsgangene og gave sig neppe tid til at tage en afskeeds velsignelse med paa reisen fra koner, og mødre, naar de rakte dem deres vaaben. | fiction | thi_slaget-ved-plattsburgh | thi_000722 | 1824-12-24 | null | 262 |
deres gevæhr paa skuldren, et krudthorn ved siden, undertiden en ration i lommen, trængte hob paa hob ind i burlington, og alle, (efter hvad en ven, der har været øinevidne til denne scene har fortalt mig, ekom løbende, enten paa deres egne been eller til hest. | fiction | thi_slaget-ved-plattsburgh | thi_000723 | 1824-12-24 | null | 263 |
den smukke lille bye burlington, er bygget langs ad en høi paa den modsatte strandbred, og lidt høiere op i søen, end plattsburgh. hervar enhver baad og cande sat i reqvisition; skare efter skare skyndte sig til strandbredden, og ligesom de adspredte hobe stormede til platts burgh ved rarangefloden for at modstaae fjendens overgang, eller kastede sig ind i skoven for at angribe og udmatte fiendens bagtropper. | fiction | thi_slaget-ved-plattsburgh | thi_000724 | 1824-12-24 | null | 264 |
flaaden var udrustet, og da den fjendtlige komi sigte, blev den lagt i slaglinie ved jndløbet. af bugten. med saadan utrættelig virksom hed havde amerikanerne forberedt sig til striden, at en af skibene, som var med i slaget, var bleven bygget og udrustet paa en fjorten dages tid. atten dage for træfningen, stod endnu tømmeret hvoraf det var bygget og voxte i skoven ved søens strandbred. den engelske flaade, under captain downies komando forte os kanoner og henimod unsende mand; den ameritanske under kommandeur mdonough havde kun kanoner og henimod otte hundrede mand. det første kanonskud, der blev vexlet med fjenden, var et signal for armeen til lands. en fortvivlet kamp paafulgte. de engelske søgte med forvoven kjækhed to gange. og at demægtige sig broerne og to gange bleve de drevne tilbage, derpaa forsøgte et delaschement, i det de detilerede opad floden, at vade over, men her modtog en levende musketild dem pludselig fra skovene og tvang dem til at drage sig tilbagemed tab. | fiction | thi_slaget-ved-plattsburgh | thi_000725 | 1824-12-24 | null | 265 |
denne dags held, følte begge partier, ville bestemme udfaldet af dette slag hvortil begge flotillier nu gjorde sig færdige. mangen et ængsteligt øiekast sendtes mod søen, hvor disse nu lagde sig i slagorden ved strandbreden. to timer var striden tvivlsom; skibene paa begge sider vare berøvede stil og takkelage. | fiction | thi_slaget-ved-plattsburgh | thi_000726 | 1824-12-24 | null | 266 |
som vaklende og ødelagde vrag, gave og modtoge de dog de stød, som truede med at nedsynke dem i havets skjød. det skib, hvorpaa den amerikanske commandeur befandt sig, var to gang i brand, dets kanoner gjort ubrugelige, og læk baade over og undervands. fienden var i samme forfatning. bataillen skeede, som det synes i fuld slagorden; da begge foretog en manøvre, der skulle afgjøre dagens held. med undsigelig besværlighed bragtes det amerikanske skib til at vende; fienden forsøgte forgjeves det samme, en frisk jld spillede nu paa det, og det strøget glædesskrig, der reiste sig nu paa strandbred, den, og lød overalt gjennem de amerikanske linier, døvede for et øieblik bataillens larm. for en korttid synes de brittiske stridskræfter at slappes, men derpaa snarere oplivet paa nye, end afskrækkede ved ulykken, vedligeholdt de graahærdede veteranere deres plads og fortsatte kampen indtil mørket afbrød den. | fiction | thi_slaget-ved-plattsburgh | thi_000727 | 1824-12-24 | null | 267 |
den lille stad burlington, fremviste under disse hede timer, et meget forskjelligt, men ikke mindre interessant skuespil: alle forretninger hvilede, de bekymrede jndbyggere beklædte alle høie, og trættede deres øine og øren for at opfange et eller andet signal, som kunde forkynde dem udfaldet af en strid, der var dem saa vigtig. den fjerne kanontorden og røg tilkjendegav at slaget var begyndt. minutter svunde langsomhaab og frygt afløste hinanden vexelviis. sluttelig ophørte kanonaden, men endnu kunde intet, selv ved hjælp af teleskopet blive opdagett uden at det sidste skimt af røg, forsvandt lid, efter lidt, og uvisheden om liv, ære og formue vare tabte eller ræddede, tiltog. jkke en lyd hørtes, jndvaanerne saae paa hinanden, uden at tale, fruentimmer og børn vandrede langs strandbredden tilligemed en deel beboere fra vermont, der vare ankomne samme dag, men kunde ingen leilighed faae til at komme over søen. alle baade vare paa den anden side og enhver der, var alt for beskjæftiget til at kunne meddele efterretning om søeslaget. aftenen kom paa, og endnu saae man ingen plet der rørte sig paa vandet. en mork taaget nat fulgte derpaa, og nogle søgte med sorgmodige hjerter, at finde hjem, medens andre endnu tøvede, lyttede til enhver lyd, spadserede urolige frem og tilbage og fremkaldte i deres jndbildningsskraft alle de sandsynlige og mulige aarsager, der kunde foraarsage denne opsættelse. vare de slagne nogle ville da have taget deres tilflugt til baadene; havde de været heldige - mange ville da have brændt af begjerlighed efter at kunne bringe denne tidende. klokken hørtes over vandet gjennem nattens mørke, et frydeskrig, det lød, som et thriumphraab. men kom det fra venner eller fiender, nu blev det lydeligere, det blev kjendt, og gientaget af de lyttende paa strandbredden, naaede høien og seier! seier!" lød nu gjennem hele landsbyen. jeg kan ikke beskrive denne scene, saaledes som den er fortalt mig; men de kan forestille dem hvorhurtig blodet trængte sig gjennem hjertet, hvor unge og gamle randt omkring som ude af dem selv, hvorledes de loe, græd, sang og loe igjen. inden en halv time stod den hele lille stad brilliant oplyst, som i en jld. qvinden (samme blad.) | fiction | thi_slaget-ved-plattsburgh | thi_000728 | 1824-12-24 | null | 268 |
studeringer tiene til fornøielse, til prydelse, og til at opnaae færdighed i en eller anden videnskab. de bruges fornemmelig til fornøielse i eensomme timer. til prydelse tjene de i samtale, og ved at opnaae en eller anden færdighed i videnskaber, tjene de til at kunne bedømme og bestyre forretninger; thi mænd, der blot besidde praxis, kunde udføre og maaske dømme om parti culaire omstændigheder en af gangen; men en almindelig bedømmelse af sager i det heleat udkaste, at lægge planer og at bestyre affairen komme bedst fra dem, der ere lærde. at anvende formegen tid paa studeringer, er at spilde sin tid ørkesløs, at gjøre alt formeget brug af dem til prydelse, er affectation, at rette sin bedømmelse aldeles efter de regler de foreskrive os, er at bære sig af som en skolepedant. studeringer forbedre vore natur=anlæg, der gjøres fuldkomne ved erfarenhed; thi naturens gaver ere liig naturlige planter, der trænge til at beklippes ved studeringer, og studeringer selv give alt for mange vidtløftige regler, naar de ikke begrændses ved erfarenhed. listige mennesker foragte studeringer, eenfoldige beundre dem og vise mænd bruge dem; dog lære de ikke selv, hvorledes de skulle bruges, der erhverves ved undersøgelse og agtpaagivenhed. læs ikke, for at kunne forvirre og modsige, for at troeog antage alt for afgjort, eller for at finde noget at kunne tale og raisonere over; men for at kunne betragte og overlægge. nogle bøger skulle man smage paa, andre skulle nedsluges og nogle faa burde blive tyggede og fordøiede, det vil sige: nogle bøger skulle man blot læse enkelte dele af, andre skulle ikke læses alt for opmærksomt, og nogle faa burde læses heelt igjennem, og det med flid og opmærksomhed. nogle bør man lade læse af andre og uddrage extracter af, men dette bør blot være tilfældet med dem, der indeholde mindre vigtige materier og med de ringere slags bøger. andre udarbeidede bøger, ere i almindelighed som distillerede vande, blot flygtige sager. læsning gjør en mand dannet, samtaler giver ham færdighed, og skrivning, gjør ham nøiagtig. hvis en mand derfore skriver lidet, maae han have en god hukommelse, hvis han diseurerer lidet, maae han have et spillende vid, og hvis han ikke læser maae han besidde megen snilhed, for at synes at forstaae hvad han ikke forstaaer. bacon. | fiction | thi_bacon-studeringer | thi_000735 | 1824-12-24 | Bacon | 269 |
holme, en halv miilsvei herfra, tildrog sig i torsdags en naturbegivenhed, som fortjener at bemærkes: paa en temmelig høi banke udsprang der pludseligt paa forskjellige steder en vandstraale af jorden som et springvand, af flere tommers tykkelse og en alens længde. (af stiftstidenden.) under de novbr. er meddeelt allerhøieste confirmation paa en af cancellieassessor, bye- og herredsskriver toft i thisted indsendt fundatsfor et legat til fordeel for fattig- og skolevæsenet i thisted bye. jndledningen til bemeldte fundats er saa lydende: "kun meget enkelte af denne byes jndvaanere er det bekjendt, at afden oldenborgske stamme de nu høisalige konger, kong hans og kong frederik den de, i fortiden have været her. aarstal og datum kjender ingen. vi have nu nydt den særdeles lykke, personligen at være vidner til, at vor saa elskede, riegode konge, hs. majestæt kong frederik den te, efter at have overnattet i vor lille bye, idag nærmere har taget den i allernaadigst øiesyn, samt omhyggeligen erkyndiget sig om alle dens anliggender, og erindringen om denne glædelige begivenhed vil tilvisse troligen opbevares fra slægt til slægt. overalt paa sin reisehavde hans majestæt alt længere forud, udtrykkeligen ladet afsige alle festiviteter og bekostninger; men man ønskede dog allevegne, hvad naturligt var, paa den værdigste maade at lægge for dagen, hvormeget man taknemmeligen følte og interesserede sig for den allerhøieste nærværelse. og under saadanne betragtninger er det, at jeg har besluttet og herved fastsætter saaledes som følger a. fundator skjænker derpaa og giver til fordeel for thisted bye den capital, rbdlr. r. s., som stedse skal benævnes: kegattet for thisted bye i anledning af den de juni ." selv capitalen maae aldrig forbruges, men ikkun de aarlige renterderaf, og disse skulle stedse anvendes for en eller anden gienstand, som fremmer thisted byes hæder eller tarv, saasom: til fordeel for skolevæsenet (hvorpaa hs. majestæts faderlige omsorg saa stadigen er henvendt, ved blandt andet at anvendes som hædrende opmuntring for en udmærket lærer, eller for nogle af de sædeligste og haabefuldeste børn; til anskaffelse af et eller andet passende agtelses-tegn for denne eller hinfortjeneste af thisted bye, eller til, fra byens side at udvise en villige deeltagelse, ved gandske eller tildeels at afhielpe et eller anden uheld, som tilfældigen maatte være tilstødt denne eller hiin, vindskibelige, men mindre formuende jndvaaner : til understøttelse for værdige trængende, i særdeleshed huusarme, eller som til bidrag til en eller anden jndretning i eller ved byen, det være sig til nytte eller til forskjønnelse. ligesom iøvrigt de aarlige renter selv i flere paafølgende aar skulle kunne anvendes for et og desamme øiemed, saaledes skulle de ogsaa, forsaavidt saadant maatte findes hensigtsmæssigt, kunne sammenspares for flere aar, til deskraftigere anvendelse i en given henseende, og bør i saafald, saavidt muligt, det indkomne rentebeløb gjøres frugtbringende. administrationen og renternes aarlige anvendelse er henlagt under forenet bestyrelse af de geistlige og verdslige authoriteter. for saavidt den bestemte anvendelse af capitalens renter maatte være en saadan, at den for vedkommende er af hædrende natur, da bør overleveringen stedse skee paa selve dagen den de juni, og i nærværelse af alle besty relsens medlemmer, der i saa fald træde sammen paa raadstuen. er renternes anvendelse derimod blot velgjørende, da kan det være nok, at det bestemte beløb, mod vedbørlig qvittering, afgives til vedkommende paa selve, den de junii. (resten angaaer legatets specielle bestyrels.) - det har derhos tillige behaget hs. majestæt at befale, cancelienssessor toft skal tilkjendegives, allerhøistsammes tilfredshed med denne hans donation til thisted bye, der ikke mindre bærer vidne om hans patriotiske sindelang, end om hans undersaatlige hengivenhed. | non-fiction | null | thi_000749 | 1824-12-24 | null | 270 |
(extract af et brev fra bombay fra en af de personer, der ræddede sig ved skibbruddet.) vi forlode bassorah den te marts og havde en lang og kjedsommelig passage ned at eupbrat. den de laae vi ud af rarrah, en øe omtrent mile fra bushire. om natten, den de blæste det rask med temmelig svær søegang. den de, klokken a. m. (formiddag blev det stille med mørk overskyet himmel, torden og lynild. storseilet blet halet op, og meerseilene tagne ind strax efter. klokken halv kom pludselig en byge fra nord, ledsaget af torden, lynild og regn. jeg var i seng; men vognede lykkeligviis. jeg skyndte mig at kommeud, da jeg hørte blæsten og da vores lugar vendte ud til storlugen, lob jeg op og stod paa mellemdækket for at see, hvad der var paa færdeda jeg saae opad, gik skibet ned af med kjølen, vandet kom fusende ind over bagord reling, barkassen blev halet ned, og paa samme tid hørte jeg en knagen over mig, som maae have, været stormasten. strax derpaa lod et skrækkeligt skrig, og jeg befandt mig selv under vandet. ----- alt dette maae have fundet sted i mindre endet minut og et halvt, efterat bygen først kom paa da jeg igjen kom op paa overfladen befandt jeg mig mellem en mængde bræddestykker og hørte nogle faa mennesker omkring mig. jeg følte mig ikke desstomindre draget uimodstaaelig ned under vandet og blev fort en eller favne ned, førend den kraft, der tvang mig nedad, ophørte. | fiction | thi_bombay-skibsbrud | thi_000755 | 1824-12-31 | null | 271 |
der var intet, der holdt fast ved mig, men en magt, jeg ikke kunde modstaae, drog mig nedmed sig. formodentlig havvirvelen, dannet ved det synkende skib. da jeg anden gang naaede strandbredden og svømmede en smule, saae jeg en baad med kiølen opad, som jeg arbeidede mig hen til, og kom op paa. jeg hørte nogle folk i vandet omkring mig (det var gandske mørkt og regnede, jeg raabte da paa dem, og var snart omringet af eller af mine ulykkelige kammerater. alting var ellers nu stille, kun bølgernes brusen og et gjennemtrængende skrig hørtes af en lille dreng, der var i nogen frastand fra os, men som det var os umuligt at hielpe. jnden faa minutter sank han, og vi vare nu de eneste tilbage af personer, som for faa minutter, siden, ikke engang drømte om fare. bygen var nu forbi; men der løb en svær søegang, som bragte canden til at rulle frem og tilbage, altid kastede os bort fra den og udmattede os meget. efterat have tumlet saaledes omkring for nogen tid, kunde eller af os ikke holde det længere udmen lode sig falde. der var nu blot tilbage af de personer, hvoraf skibsmandskabet havde bestaaet og vi ventede hvert øieblik at deele samme skjebne. det lykkedes os, ikke desstomindre sluttelig at bringe baaden paa ret kjøl, endskjønde, den var fuld af vand, og det ved at lægge nogle faa sparer, der flød omkring, tværs over relingen, hvilket hindrede den fra at rulle saa stærkt. vi gjorde disse fast paa den bedste maade vil kunde, ved afrevne stumper af klude af vore skjorter og lommetørklæder, og satte os paa dem. j dagbrækningen, som vi meget længedes efter, saae vi øen barrah, omtrent mile fra os. vi kunde ogsaa kjende det høie land ved bushire, men det var langt borte. vort antal blev nu forøget med to andre mænd, der havde opholdt sig i nærheden af os, paa nogle sparer, indtil vores lille flaade kunde blive færdig. en at disse stakkels mennesker døde inden vi naaede strandbredden. j denne stilling, siddende nogne paa een elændig baad, medens enhver søslog over os, vedbleve vi at drive hen mod øen og omtrent kl. p. m. nærmede vios strandbredden, paa en miil eller to nær, og haabede, paa en halv time at naae landet. paa denne tid lagde jeg til vor store bedrøvelse mærke til, at det var flod, og at den begyndte at sætte os bort fra kysten og drive os omkring øen. da viøiensynlig kom alt længere og længere bort fra strandbredden, foreslog nogle at svømme i land, men da vi ville gjøre forsøger, fandt vi os for svage, og afstanden, saa stor, at vi vare glade ved at vende om, og det var med den største besværlighed at nogle afos igjen naaede baaden. lykkeligviis forandrede strømmen sig strax derpaa, og dreve os ind adigjen, og lidt efter solens nedgang bleve vi kastede ind paa et klippereev, hvor vi svømmede og vadede indtil vi kom paa tørt land. efterat have spadseret eller timer paa strandbredden, . naaede vi en bye, hvor vi strax bleve bragte frem for sheiken. han inddrømmede os et værelse i sit huus, og forsynede os med hvad klæder og levnetsmidler, der var at bekomme paa øen, som er meget fattig. vi opholde os deri tre dage, og bleve i den tid beviiste al den opmærksomhed og artighed, vi kunde vente. den de marts gav sheiken os en baad, i hvilken vi naaede bushire samme aften. vi vare paa reisen forsynede med enhver nødvendighed. bushire forlode vi den de og ankom til basorah for faa dage siden. j flere dage efter vores ulykkelige skibbrud maatte jeg holde sengen, opsvolmet af soel og salt vand, og saaret paa flere steder af de stød jeg havde faaet paa klipperne ved at lande, men forøvrigt har jeg befunden mig frisk og vel. | fiction | thi_bombay-skibsbrud | thi_000756_a | 1824-12-31 | null | 272 |
(af schillers philosophiske breve.) nu bedste raphael, lad mig skue omkring mig. høiden er bestegen, taagen er faldet; som i et blomstrende landskab staaer jeg midt i den . | non-fiction | thi_schiller-kjerlighed | thi_000757 | 1824-12-31 | Schiller | 273 |
unaadelige. et reent soellys har luttret alle mine begreber. kjerlighed altsaa det skjønneste i den besjelede skabning, den almægtige magnet i aar, deverdenen, andagtens og den meest ophøiede dyds kilde - kjerlighed, er kun et gjenskin af denne eneste oprindelige kraft, en tiltrædelse af det fortreffelige, grundet paa en øieblikkelig ombytning af personlighed, en omvexling af væsen. naar jeg haver, saa berøver jeg mig noget, naar jeg elsker, saa bliver jeg rigere ved det jeg elsker. tilgivelse er at gjenfinde en forødt eiendom. - menneskehad er et forlænget selvmord; egoismus er et skabt væsens høieste armod. da raphael reev sig ud af min sidste omfavnelse, da sønderreves min siel, og jeg begræd tabet af min skjønnere halvdeel. paa hiin salige aften, du kiender den, da vores sjele, for første gang, fyrig berørte hinanden, bleve alle dine store følelser mine, da gjorde jeg kun min evige eiendomsret paa din fortræffelighed, gjeldende. - stoltere af at elske dig, end at være elsket af dig, thi det første havde gjort mig til raphael. kjerlighed finder ikke sted mellem eenstonende sjele, men blandt harmoniske. med behag gjenkjender jeg igjen mine følelser i beskuelsen af dine, men med forig længsel fortærer jeg de høiere som mangle mig. den samme reget leder kjerlighed og venskab. den ømme des demonda elsker hendes othello formedelst de farer han har gjennemgaaet, den mandige othello elsker hende for de taarer hun udste for ham. der gives øieblikke i livet, hvori vi ere oplagte til at trykke enhver blomst, enhver fjernstjerne, enhver orm og enhver ahnet høiere aand til vort bryst. - en omarmelse af den hele natur, liig vores elskedes. du forstaaer ) mig min raphael. det menneske, som har bragt det saavidt at han kjender al den skjønhed, storhed, og fortræffelighed i det smaae og store, som gives i naturen og veed i denne store mangfoldighed at finde den største eenhed, er allerede rykket guddommen meget nærmere. den hele skabning sammensmeltes i hans personlighed. naar et hvert menneske elskede verden, saa besadenhver enkelt den. | non-fiction | thi_schiller-kjerlighed | thi_000758 | 1824-12-31 | Schiller | 274 |
vor tids philosophie frygter jeg modsiger denne lære, mange af vore tænkende hoveder have ladet sig det være magtpaaliggende med spot at udrive denne himmelske drift af den menneskelige siel, at udslette guddommens præg og at opløse denne energie, denne ædle enthusiasme, i en kleinmodig jndifferenses kolde, dræbende aande. j den slaviske følelse af deres egen uværdighed, ere de komne overeens med egennytten, denne velvilliens farlige fjende, om at forklare et phænomen, der var deres indskrænkede hjerte alt for guddommeligt, af en ussel egoismehave de spunden deres trøstesløse lærer og gjort deres egne indskrænkede siele til maalestok forskaberen. vanartede slaver, som under klangen af deres kjeder raabe frihed. stift, der drev daarskabens dadel indtil jnfamie formenneskeheden, og paa den skamstøtte, som hans satte den hele menneskeslægt, først skrev sit eget navn, stift selv kunde ikke give den menneskelige natur et saa dødeligt saar, som disse farlige tænkere, der med skarpsindighedens og genniets kraft udsmykke egennytten og forædle den til et system. | non-fiction | thi_schiller-kjerlighed | thi_000759 | 1824-12-31 | Schiller | 275 |
hvorfor skal den hele slægt undgjælde forat nogle medlemmer mistvivle om dens værd? jeg tilstaaer det frimodig, jeg troer paa virkeligheden af en uegennyttig kjerlighed. jeg er fortabt, hvis den ikke er til, jeg opgiver gud, udødeligheden og dyden. jeg har intet beviismere for haabet derom, naar jeg ophører at troepaa kjerligheden. en aand, der blot elsker sig selv er et svømmende atom i et umaadeligt som rum. | non-fiction | thi_schiller-kjerlighed | thi_000760 | 1824-12-31 | Schiller | 276 |
for næsten en aar siden, behøvede hans majestæt, den daværende prinds af wales, nødvendig pund sterling, paa en tid af dagen, og anmodet paa en saa usædvanlig maade, at den herre, som forsynede ham dermed, blev nysgjerrig efter at vide til hvad øiemed de vare bestemte. ved efterforskning kom han til kundskab om, at prindsen, strax pengene kom, trak et par støvler, paa, tog hans kjole og vest af, trak en simpel morgenfrakke paa, uden stjerne; lagde hans haar tilside, tog en nedslagen hat paa og spadserede ud dermed. denne efterretning opvakte endnu større nysgierrighed; og med nogen møieopdagede denne herre, gienstanden for prindsens bemmelighedsfulde besøg. en officeer i armeen, var just kommen fra america med koneog sex børn, i saa fattige omstændigheder, at han for at kunne tilfredsstille nogle graadige creditorer, var i begreb med at sælge hans post, der ville have ruineret hans familie aldeles, prindsen fik hændelseviis kundskab derom. forat rædde en brav soldat fra mangel, skaffede han ham de penge han feilede, og for at der ikke skulle møde nogen friltagelse, bragte han ham dem selv. da han; i en simpel bopæl ved coventgarden spurgte efter officeren, blev han viist optil hans værelse og fandt der familien i den yderste forlegenhed og sorg. dybt rørt ved synet, forærede han ham ikke allene pengene, men bad ham henvende sig til oberst lake, boende i den og den gade og meddele nogen efterretning om hvorledes det gik ham i fremtiden. da han havde sagt dette, forlod han dem, uden at nogen i familien vidste, hvem de havde at takkefor deres rædning. | fiction | thi_george-den-fjerde | thi_000766_a | 1824-12-31 | null | 277 |
kjerlighed og giftermaal. nogle ægteskaber synes at være sluttede i himlen, andre synes at skee hurtig, for at angredet langsomt, og andre synes ved deres uoverlagte forbindelse, kun at være sluttet for ægteskabelige løier. det er imidlertid vist, at et saadant forbund for livstid ofte reiser sig af en blot hændelse her i verden, som for exempel mr. david williamsons, en præst i karl den andens tid. denne monark blev kaldet tilbage og sat paa thronen ved de skotske presbytterianere, den belønning han gav dem for deres troskab, var at udstede adskillige haarde love mod dem og forfølge dem hæftig. da mr. david en aften blev stærk eftersat, tog han sin tilflugt til en fornem dames huus, ikke snarere var han kommen ind, før dragonerne vare ham i hælene. . damen blev sat i den største forlegenhed derved, men da kjønnet ofte besidder en forunderlig aandsnærværelse, fattede hun strax den beslutning : at lægge ham i seng til hendes datter, en ung dame af stor skjønhed. hun tænkte det sted, ville blive mindst mistænkt, og kunde aldrig forestille sig, at en mand af hans profession og carakteer, omringet ved blodige bødler, der øieblikkelig pleiede at myrde deres ulykkelige offere, kande være i stand til at foretage sig noget, som kunde skabe hendes datters uskyldighed. mesterdavid blev strax bragt i seng til den unge dame, med støvler og sporer paa, klædt som han var, med undtagelse allene af en fruentimmernatkappe. efter at dragonerne havde gjennem søgt enhver krog i huset, kom de slutteligen til den unge dames sovegemak. moderen fortalte. dem med en beundringsværdig aandsnærværelse. og raskhed, at hendes døttre var i seng, og at hun haabede, da de vare soldatre og mænd af levemaade, at de ikke ville vise nogen grovhed mod to værgeløse fruentimmer. hun aabnede derpaa døren med en rolig mine. de gik ind, gjennemsøgte værelset en smule, aabnede derpaa sagte gardinerne, fandt sig, ved synet, af hovedkaperne overbeviste om, at deres rovvar ikke der, og begave sig derpaa igjen meget beskedne ud. men da de skulle have deres qvarteer i naboelauget, var hun nødsaget til, at lade mester david blive i rolig besiddelse af hans gjemmested resten af natten. saaledes ræddede hun hendes præst, men hun tog meget feil i henseende til hans gode egenskaber, thi hun var kort tid efter tvungen til, at give ham hendes datter til ægte, for at rædde begges, ære. hr. og mad. williamson bleve siden, efter begge forestillede karl den anden, der aabenhjertet erklærede, at hans egen frygt, da han var skjult i eegen, var saa stor, at al verdens skjønhed ville have passeret ubemærket af ham. | fiction | thi_david-williamson | thi_000766_b | 1824-12-31 | null | 278 |
louisa benoni. (af m'kenzie.) sir edward archer, hvis bekjendtskab jeg havde den ære at gjøre i florentz, besad en carakteer, der var langt ophøiet og hævet over den almindelig klasse af engelske reisende. nogle af hans landsmænd, som boede i jtalien, kjendte hans levnets historie. en af dem, der nu og da kunde tale om noget andet, end malerier og oparaer, fortalte mig den. han havde reist udenlands i en tidlig periode, af hans liv, strax efter at han ved sin faders død var bleven herre over en betydelig formue, som han havde den lykke at være arving til, og al den ungdommen egne tilbøielighed til at nyde. skjøndt altid gavmild og undertiden næsten odsel, gjorde han sig aldrig latterlig ved hans ødselhed, og skjøndt man af og til talede om ham, som en mand, der elskede fornøielse og adspredelser, et terlod han sig altid flere exempler paa velgjøren, hed, end et uordentligt liv. for dette, saavelsom for den agtelse, man uagtet hans feil, altid bar for hans caracteer, holdt man for, han havde en herres selskab at takke, der havde været hans selskabsbroder ved universitetet, og ledsagede ham snarere som ven, end som lærer. denne herre blev uhældigviis i marseille angreben af en langsom tærende sygdom, som gjorde det nødvendigt for ham at foretage en søereise og overlade sir edward til at fortsætte den øvrige deel af hans forehavende tour. han nedsteeg en dag i dalene ved piemont, hvor uagtet veienes ujevnhed, han dog som engelskmand foretrak hellere at benytte sig af en engelsk jagthest end et italiensk muulæsel, hans hest gjorde uheldigviis et feiltrin og faldt overende med sin rytter, der af sin tjener igjen blev løftet op fra jorden næsten uden livstegn. de bare ham paa en bærebør til nærmeste huus, der hændelsesviis tilhørte en landmand, som synes at være hævet over det almindelig slags, og for hvis dør nogle naboer vare forsamle, de for at helligholde en landlig fest, da siredwards tjenere kom bærende med deres herre i fornævnte forfatning. den naturlige medlidenhed, som hans stilling opvakte, var synlig hos alle, men især synes husets eier, hvis navn var venoni, at blive meget rørt derved. han drog strax ombyggelig omsorg for den fremmede, og med hans datters hielp, som just deeltog i en dands, viste de største tegn paa den meest omme deeltagelse, og søgte at bringe sir edward igjen til live, venon i besad nogen jndsigt i lægevidenskaben og hans datter frembragte en bog med medicinske forskrifter. sir ed ward blev derpaa, efter at være bleven aarelade bragt til sengs og pleiet med den største omhyggelighed af hans vært og familie. en temmelig hæftig feber var følgen af dette fald; efter nogle dages forløb aftog det, og da en uge var gaaen, var han i stand til at deeltage i venonis og hans datters selskab. han kunde ikke lade være at yttre nogen forundring over den sidstes forfinede og dannede conversation, der langt oversteeg, hvad man kunde vente sig af et fruentimmer af hendes stand. hendes fader fortalte ham aarsagen: hun var opdraget i en dames huus, som hændelsesviis paa en reise kom gjennem deres dal og tog natteleie i venonis hytte, (hans huus kunde blot betragtes som en hytte af et bedre slags) den nat hun blev født. da moderen døde, tog denne signora, hvis navn man efter hendes eget ønske havde givet barnet, hende hjem til sig, der lærte hun mange ting, som hun her ikke behøvede, imidlertid var hun dog ikke saa indbildst af hendes lærdom, at hun skulle ville forlade hendes fader paa hans gamle alder, og han tilføiede, at han haabede snart at see hende boesat ved siden af sig, for bestandig. | fiction | thi_louisa-benoni | thi_000781 | 1825-01-07 | M Kenzie | 279 |
sir edward havde nu leilighed til at lære at kjende louisa bedre fra hendes faders beskrivelse. musik og tegning, hvori hun besadtemmelig færdighed, havde sir edward studeret med held. louisaa følte en slags glæde, som hun aldrig havde følt før, ved at høre siedward rose hendes tegning, og venonis familie concerter, overgik langt hvad de førhavde været, da engang hans gjest var kommen sig saa vidt, at han kunde tage deel i dem. venonis færdighed paa fløite overgik al den mufik, der gaves i dalen, men hans datters lutovergik igjen den, og sir edward spillede en violin, der var endnu skjønnere end alt dette. dog hans conversation med louisa, var liig et ophøiet væsens, kundskab, smag, følelse, det var længe siden louisa havde hørt disse navne, iblandt de uvidende dalbeboere, var det en vellyst at høre dem nævne. af sir edwards mund, der var en af de smukkeste mandspersoner jeg har seet, vare de dobbelt indtagende; hvad han sagde var altid saa interessant, hans ansigt saa udtryksfuldt og levende; han havde ved sin sygdom tabt noget af det første, men vunden meget i henseende til det sidste. louisaa var ikke mindre indtagende, og siredward kunde ikke længe see hende uden bevægelse. under hans sygdom ansaae han blot denne følelse for taknemmelighed, og da den blev stærkere, søgte han at undertrykke den, ved tanken om hendes stilling og hvad han skyldte hende; men hans bestræbelser vare uden virkning og følgelige tiltog hans lidenskab daglig. der gaves kun en maade hvorpaa sir edwards stolthed tillodham at tilfredsstille sin lidenskab. han tænkte undertiden paa denne, som uværdig; men han var bleven afhængig af ord, han havde ofteforagtet, en slave af sæder, han ofte havde fordømt! slutteligen blev han enig med sig selv, og besluttede hvis han kunde, ikke at tænke mere paa taknemmelighed eller de baand dyden, paalagde ham. louisa, der forlod sig paa begge dele, meddeelte nu sir edward en vigtig hemmelighed. det var efter at en duet var forbi, som de havde spillet i hendes faders fraværelse; hun igjen tog ophendes lut, og sang en melankolsk arie, som hun havde componeret og helliget hendes moders minde. denne, sagde hun, hørte aldrig nogen uden min fader, jeg spiller den undertiden naar jeg er ene og i veemodig stemning. jeg veed ikke hvorfor den just nu faldt mig ind, imidhar jeg dog nogen aarsag til at være sørgmodig. sir edward trængte ind paa hende for at faae aarsagen at vide; efter nogen betænkning, fortalte hun ham alt. hendes fader havde bestemt hende en naboesøn, af stor formue, men raae sæder, til mand. hun havde altid paa det varmeste erklæret sig imod partiet, saavidt hendes følelse for pligt, og hendes blide caracteer vilde tillade det; men venoni havde haardnakket besluttet partiet, og hun følte sig ulykkelig blot ved at tænke derpaa. at ægte den man ikke kan elske - at ægte saadan en mand - nei det kunde sir edward ikke tillade; al modstand, var nu forgiæves fra hans side. han trykkede hendes haand; sagde det ville være profant at tænke paa en saadan forbindelse, roste hendes skjønhed, talte om hendes elskværdige egenskaber, og sluttede med at sværge paa, at han tilbad hende. hun hørte paa ham med uforestilt fornøielse. hvilket hendes rodmen kun slet kunne skjule. siedward benyttede sig af det gunstige øieblik, talte om hans inderlige kjerlighed, hvor intet sigende ceremonier og formaliteter ere, hvorliden kraft lovlige forbindelser have, og hvor evighine ere, der sluttes af kjerlighed, og anmodede, hende slutteligen om at flygte med ham og at krone begges dage med lyksalighed. louisa studsede ved forslaget. hun ville have givet ham bebreidelser; men hendes hjerte var ikke skabt dertil, hun kunde kun græde. deres samtale blev afbrudt ved faderens ankomst, som kom med hans tilkommende svigersøn. han var just et saadant menneske, som louisaa havde afskildret ham, grov, udannet og uvidende. men venoni, endskjøndt meget hævet over sine naboer i enhver henseende uden i rigdomme, betragtede ham, som fattige mennesker ofte betragte den rigere, for fuldkommen, uden at kunne indsee hans mangler. han tog sin datter tilside, sagde hende, han havde bragt med sig hendes tilkommende mand, og at han havde i sindede skulle holde bryllup i det seneste inden en uge. næste morgen var louisa ikke vel, og holdt sig paa sit værelse. sir edward var nu fuldkommen helbredet. han blev anmodet om at tage en spadseretour med venoni, men for - han gik, greb han hans violin og tog nogle faa klagende toner paa den. louisa hørte dem. om aftenen vandrede hun ene omkring, for uforstyrret at kunne overgive sig til sine sørgmodige betragtninger. hun naaede en eensom liggende plæt, hvor en deel popler, dannede en skov, paa bredden af den lille, klare flod, der slyngede sig gjennem dalen. en nattergal stod leiret paa en green og havde allerede begyndt sin melodiske sang. louisa satte sig ned paa en visnet træestump og lænnede sit kind paa hendes haand. efter et øjebliks forløb, blev fuglen bortskræmmet fra grenen, og fløi udaf buskagen. louisa brast i taarer - hunvendte sig om, og saae sir edward staae for sig. j hans øie var endnu noget saa inderligt og smægtende, hans kastede det sørgmodigt til jorden og synes ikke at være i stand til at tolkehans følelser. befinder de dem ikke vel siredward, spurgte louisa med svag og afbrudtstemme. jeg er syg, sagde han, det er vist, men det er sjæls=sygdom. louisa kan ikke helbrede mig derfor. jeg er ulykkelig, men jeg fortjener at være det. jeg har brudt gjæstfrihedens og taknemmelighedens love. jeg har vovet at ønske en lyksalighed, og at tale om hvad jeg ønskede; endskjøndt det saarede min inderlig kjære velgjørerindes hjerte - men jeg vil komme til at bøde haardt derfor. det øieblik jeg forlader dem louisa, er jeg for bestandig ulykkelig, dog gidde maae blive lykkelig, lykkelig ved overbeviisningen om, at de har opfyldt deres pligter mod en fader, og lykkelig i en mands arme, som ved besiddelsen af en saadan kone, kan forfines og dansnes. jeg reiser til mit fædreneland for at drukne enhver tanke, enhver følelse i kjedsommelige forretninger, eller smagløse adspredelser, for at jeg muligens maae kunne indhylle i halv forglemmelse, den lykke, som jeg har efterladt mig; hendse. en glædesløs tilværelse, som jeg engang nærede den søde drøm, at louisa ville have forskjønnet ) taarer vare det eneste svar hun kunde give, sir ed vards tienere nærmede sig med den vogn, hvori han ville afreise. han tog op af hans lomme to portraiter, det ene havde han taget af louisa; han fæstede det om hans hals, kystedet med henrykkelse og skjulte det i sin barm, rakte han det andet tvivlraadig frem. dette, sagde hans hvis louisa vil modtage det, vil imellemstunder, erindre hende om den, som engang fornærmede, men aldrig ophørte at tilbede hende. hun vil maaske kaste sit øie paa det, naar ortginalen ikke er mere til, naar hans hjerte har glemt hvad kjerligheder, og har ophørt at være elændigt. louisa blev sluttelig overvunden. hendes i ansigt var først blegt som døden, derpaa blev det overtrukken med et rørt karmosin. oh! sir edward! sagde hun, hvad vil de have mig til at gjøre, han greb hæftig hendes haand, og førte hende under en svag modstand til vognen. de stege ind, kjørte afsted med rasende hurtighed og havde snart hine høie af sigte, hvori den ulykkelige venonis hjorde græssede. louisas dyd var overvunden, men hendes følelse for dyden var ikke tilintetgjort. hverken hendes forførers løfter om evig troskab, eller den vedholdende og ærbødige opmærksomhed, han viste hende under den hurtige reise til engeland, kunde stille den angest, som hun følte ved erindringen hendes hensvundne, og tanken om hendes nærværende stilling. sir edward følte fuldkommen hvilken magt hendes skjønhed og kummer havde over ham. hans hjerte var ikke skikket til, hvad han sandsynlig viis troede det havde havt styrke til, det var bøieligt for samvittigheds nag, medliden hed og kjerlighed, disse følelser maatte han han maaskee snart have overvunden, hvis de havde udbrudt i hæftighed og bebreidelser, men louisas rolige, blide kummer, nærede kunendnu mere hans ømhed og hengivenhed for hende. hun talte aldrig om, at hun led uret - kun nogle faa frembrydende taarer, forkyndte det undertiden, og naar tiden havde givet hende mere fatning, løb hendes luths melankolske toner. ved deres ankomst til engeland, førte siredward, louisa til hans landgods, der blev hun behandlet med al mulig opmærksomhed, og havde hun ønsket det, kunde hun gjerne have levet i meer end almindelig pragt og glands, men hun ville ikke føie sir edward i, at glimre med en brilliant eqvipage og vise en pragt, som hun altid ønskede at skjule, og om muligt at forglemme. hendes bøger og musik vare hendes eneste fornøielse, hvis de kunde kaldes fornøielser, da de blot tjente til at lindre hendes clændighed og til, for enkelte øjeblikke at sløve indvortes bebreidelser. disse bleve meget forøgede ved erindringenom hendes fader: en fader, efterladt ene i en alder, da han følte ulykken og hans datters vanære dybere. sir edward var alt for ædelmodig til ikke at tænke paa at sørge for venoni. han ville forsyne den uret, han havde gjort ham, ved hiin grusomme gavmildhed, der blot kan være en opreisning for den nedrige, men er en fornærmelse for den rettænkende. han fik ikke des: stomindre en leilighed til at udføre hans forsæt. han erfoer, at venoni strax efter sin datters flugt, havde forladt sit forrige opholdsted, og eftersom hans naboer fortalte, var død i en landsbye i savoyen. hans datter følte herved det bittreste samvittighedsnag og hun lod sig i lang tid ikke troste. sir edward anvendte sin hele ømhed og opmærksomhed for at formilde hendes smerte, og efter at dens første hæftighed havde sat sig, førte han hende til london, i haab om at saa mange nye gjenstænder, der i almindelighed for alle have interesse, maatte bidrage til adsprede den. for en mand med sir edwards følelser, havde louisas smerte, en hvis fordring paa opmærksomhed og godhed. han leiede et huustil hende, adskildt fra sit eget, og behandlede hende, med en elsker hele ømhed og delicatesse. menhans bestræbelser for at trøste og moere hende vare uden held. hun følte alt for meget hendes brøde, hun beskyldte sig ikke allene for at have ruineret sig selv, men for at være hendes faders morder. j london fandt sir ed vard sin søster, som havde ægtet en mand af stor formue og ranghan havde giftet sig med hende, fordi hun var et smukt fruentimmer og blev beundret af smukke, mænd; og hun havde ægtet ham, fordi han var den rigeste blandt hendes tilbedere. de levede følgelig som almindelige folk i den stilling, nødtørftige med kongelige jndkomster, og meget elændig blandt bestandige adspredelser. en saadan scene var saa fremmed for den jdee, siedward havde dannet sig om den modtagelse, hans fædreneland og venner ville forskaffe ham at han fandt en bestandig kilde til mishag i omgangen med hans ligemænd. ved deres ikke forfinede, eccentriske samtaler, vare deres tankerintetsigende og deres kundskab overfladisk, og med hele deres ahne- og embedstolthed, vare deres grundsætninger slette og deres tænkemaade uædel. i deres foregivne venskab og hengivenhed opdagede han blot egennyttige planer; og deres glæder erfarede han var ligesaa falske, som deres venskab. j louisas omgang fandt han forstand og sandhed; hendes hjerte var den eeneste, der tog varmt deel i hans vel; hun saafølelser for dyden, at vende tilbage i siredwards bryst og følte det venskab han viste, hende. undertiden naar hun fandt ham forrigfuld, lød muntre melodier fra hendes lut, og hendes ansigt viste en munterhed, som ikke var hende egen. hendes hjerte var ofte ved at briste at kummer, som hun ædelmodig søgte at skjule forham, hendes skjønne legeme, alt for deelicat til at kunne udholde en kirup mod hendes smertelige følelser, synes at give efter for dem, søvnen j nægtede hendes trætte øienlaage hvile, rødmenpaa hendes kind falmede, og glandsen af hendes øie tabte sig. sir edward saae disse tegn, paa henvisnen med det dybeste samvittighedsnag. han forbandede ofte hine falske ideer om fornøielse, der havde bragt ham til at ansee en uskyldig piges ruin, som elskede og betroede sig til ham, som en gienstand for overdaadighed; og at sætte en stolthed i at fuldbyrde en saadan handling. ofte ønskede han, at kunne udslette af hans liv nogle faa strafværdige maaneder og at det igjen maatte staae i hans magt at giøre den familie lykkelig, hvis aabne og umistænkelige godhed han havde gjengieldet med en røvers troløshed og en snigmorders grusomhed. en aften, da han saa i et lille forværelse med louisa, og hans siel var vexelviis oprørt og beroliget ved tanken derom, hørtes fra gaden, de smeltende føde toner af et haandorgel; louisa lagde hendes lut tilside og lyttede. de arier, som blev spillet, var hende bekjendt fra hendes fødeland, nogle faa taarer, som hun bestræbede sig for at skjule, stial sig ned af kinderne. sir edvard befalede at hente den spillende ind i værelset, han blev strax derpaa bragt indog sat ved døren i værelset, hvor de opholdt sig. han spillede en eller to muntre stykker, som louisa ofte havde dandset i hendes barndom, hun sank hen i erindringer fra fortiden og hendes laarer flød uden tvang. pludselig forandrede den spillende tonen og istemte en melankolsk arie, af en vild og klagende slags. louisa fløiop fra hendes stoel og hen mod den fremmede. denne kastede af en laset kjole og et plaster - og for hende stod hendes fader. - hun ville have tillet til og omfavnet ham; men han vendte sig bort i nogle øieblikke og ville ikke tage hende i sine arme. dog naturen overvandt sluttelig hans harme, han brast i taarer og trykkede den længe fortabte datter til sit bryst. | fiction | thi_louisa-benoni | thi_000782 | 1825-01-07 | M Kenzie | 280 |
(en legende, meddeel i staatsbürgerliches magazin de binds ste hæfte, af pastor beier i carlum). i den vestlige ende af bulderuper kirke i amtet tøndern, hængte, dersom jeg er bleven retunderrettet, en tyk, med pile udstukket, ulden kappe, der var saa hensmuldret, at den faldt ned af sig selv og ( - ) blev udfeiet: med skarnet. til denne kappe knytter sig følgende legende, som jeg her fortæller saaledes som jeg erindrer mig som dreng paa stedet selv at have hørt af fædrene: j gammel tid regjerede her til lands en fyrste til aarene, der havde to sønner. af disse havde den ældste, saalænge hans fader levede, begivet sig ud af landet, og blev der indtil han var død. derpaa vendte han tilbage, i den hensigt at følge ham i regjeringen. denne ret gjorde hans yngre broder, der var bleven hjemme, ham stridig. endelig forligede de sig saaledes, at de vilde overlade afgjørelsen til den ældste herredsfoged i landet. efter anstillet undersøgelse fandt man, at herredsfogden i halstrup (halstruphoff) iblandt alle i landet var den ældste. denne erholdt altsaa det hverv, efter en vis tid at afgive sin dom i denne sag. dertil forberedede han sig blandt andet derved, at han lod sin gule (hvide) ridehest forre med hvedeknopper og melk og dygtigt øve i at løbe og springe, og anskaffede sig en saa tyk ulden kappe, at en piil neppe kunde igjennembore den. dagen kom, da han skulde afgive sin dom. dette skulde skee i vornhøi, (urnehøved) et sted paa veien imellem flensborg og hadersleben, i nærheden af tollstadt, hvor endnu en strækning af veien, brolagt med stene (dengang, skal betegne pladsen (til dette øiemeed) hvor han fældede dommen. der reed herredsfogden ned til bestemte tid, indhyllet i sin kappe. begge prindserne fandt han med deres bevægnede ryttere paa det bestemte sted, da han nu skulde afgive sin dom om hvem det skulde følge faderen i regjeringen, reed han for fronten og raabte høit: "jeg holder med den herre, der er her i landet," gav sin hurtige hefsporerne, og flyede, forfulgt af den ældste prindses rytteries pile, lige til boldersleben. forandenne landsbye var en hække, der just var til lukket. en gammel kone, der opholdt sig i nærheden af samme, ilede til for at lukke hækken op, da hun saae ham komme ridende saaledes over hals og hoved. denne tilraabte han, at hun ei skulde lukke op, satte flux over den, og vandt derved et saadant forspring, at de nu ikke mere kunde naae ham med deres pile. han tog sin vei til grunhofer marken, der dengang var bevoxet med en saa stor og tyk kratskov, at han, der kjendte samme, kunde holde sig skjult derj denne kratskov opholdt han sig saalænge indtil han sikkert kunde vove sig ud, hvorpaa han vendte tilbage til sit hjem. af taknemmelighed skjænkede den ny fyrste herredsfogden de frihedde. for hans gaard, som den endnu nyder. til krindring om denne begivenhed blev den med pile gjennemborede kappe ophængt i taarnet i bulderup kirke, hvorunder halstruphoff hører, hvor den endnu og maaskee endnu nogle aar senere hængte, da den endelig ganske henmuret faldt ned, og blev udfeiet. | fiction | thi_tysk-legende | thi_000784 | 1825-01-07 | Pastor Beier | 281 |
man har i london contoirer, som man kalder regifter-offices, hvor man mod at betale en shilling bliver forsynet med tjenere og piger. ogsaa gives her lignende bureaux, for handelsbetjente, saavelsom ogsaa for personer, der have lange reiser for, og søge en compagnon. j aaret . blev ogsaa en saadan anlagt for giftermaal, men den var kun af kort varighed, thi udførrelsen, af denne originale idee, var forbunden med alt for mange misbrug. jngen ordentlige mennesker meldte sig, men desflere uordentlige, og en stor mængde spøgefugle, som snart gjorde ende paa hele indretningen. | non-fiction | null | thi_000810_a | 1825-01-21 | null | 282 |
besynderlig hændelse. (from the hull advertiser.) følgende interessante tildragelse er fortalt af en engelsk leutenant price, som paa den forunderligste maade fortjente en betydelig sumprispenge: medens vi krydsede ud af kap tiburoon paa st. domingo, i kutteren the sparrow, kommanderet af lieutnant wylie, jagede og naaede vi en amerikansk brig, hvis ladning, tillige med mange andre omstændigheder, opvagte megen mistanke om, at det var fjendens eiendom, hvorfor de ogsaa bragte den op til port-royal paa jamaica, for at blive undersøgt. | fiction | thi_domingo-hændelse | thi_000810_b | 1825-01-21 | null | 283 |
men den americanske kaptain, svor ikke destomindre ved alle mulige guder paa, at de papirer vare ægte han fremlagde, saa at admiralitets retten saae sig beføiet til at frikiende ham, hvorpaa han strax anlagde sag mod lieutenant wylie for opbringelse og reisens forsinkelse. saaledes stod sagen, da den nuværende lientnant fitton (den gang midshipman og kaptain paa et lille avisskib, ankom til port=royal, og gik ombord til lieutnant wylie for at aflægge ham et besøg, han fandt ham meget nedslaaet ved tanken om, muligens at kunne komme til at betale skades erstatninger, der ville ødelægge ham. | fiction | thi_domingo-hændelse | thi_000811 | 1825-01-21 | null | 284 |
da fitton hørte kaptainens og briggens navn og hvoraf ladningen bestod, sagde han til sin ven, han skulde ikke frygte, thi skibet var en god, lovlig prise. | fiction | thi_domingo-hændelse | thi_000812 | 1825-01-21 | null | 285 |
han fortalte derpaa, at da han krydsede med hans avisskib, nær det sted, hvor the sparrow. havde jaget den omtalte brig og næsten omtrent paa samme tid, havde de fanget en stor havde bleve meget forundrede ved at høre den matros, som var i færd med at skjære ham op, raabe: e kom gutter, her er breve til jer. seer j her har vi faaet posten ombord, og tog med det samme en bundt papirer ud af maven paa den. disse vare endnu blevne ubetydelig beskadigede ved dyrets fordøielses-evner, og fitton, beholdt dem. | fiction | thi_domingo-hændelse | thi_000813 | 1825-01-21 | null | 286 |
det viste sig nu, at de vare den americanske kapitains sande papirer, som han havde kastet, overbord, da hiin forfulgte ham, og som vare blevne slugte af hayen, de viste tillige at ladningen var uimodsigelig fransk eiendom. | fiction | thi_domingo-hændelse | thi_000814 | 1825-01-21 | null | 287 |
de to venner reiste derpaa strax op til kingston med dette nye og afgjørende beviis; men alvidere undersøgelse var ganske unødvendig; thi kapitainen paa briggen, blev saa tordenslagen, ved at høre denne omstændighed (da han naturligviis betragtede det som himlens straf for hans meneed) at han øieblikkelig gjorde sig usynlig og skibet blev derpaa condemmeret som lovlig prise, hvorved lieutenant wylie sik tre tusende pund sterling paa sin part. mr. fitton sendte med en complimenthayens kindtænder op til admiralitetsretten paa jamaica (hvor de endnu ere) ledsaget med den anmærkning, at han ansaae dem for en meget passende bibel til alle neutrale at sværge paa dog denne sladderagtige hay lod det ikke blive ved, at tilføie amerikanerne denne skade, kaptain otway tjente paa den tid i westindien paa fregatten trent og var hændelseviis nærværende, da undersøgelsen i anledning at haven blev foretaget. da han laae færdig og skulle seile ud paa en krydstour, anmodede mr. waterhouse priisagenten, ham om, hvis han skulle møde en vis amerikansk brig i som han beskrev) og fik at høre, at kaptainens navn var pearl darkey, (et navn som han ikke saa let forglemte, at bringe ham op, i følge de forenævnte papirer, hvori han var omtalt. fregatten trent seilede, og stødte blandt andre paa en brig, der efter beskrivelse lignede: den mr. waterhouse havde talt til ham om. | fiction | thi_domingo-hændelse | thi_000815 | 1825-01-21 | null | 288 |
j det øieblik kaptainen kom hen til ham paa fregattens skandse med hans papirer i haan - den, sagde kaptain otway paa lykke og fromme til ham. ohl mr. pearl darkey, hvorledes befinder de dem - det glæder mig at see dem der er manden jeg har søgt saalænge efter, jonathan let øgenavn engelænderne give amerikanerne) blev forskrækket og bleg, da han hørte sit rette navn paa en saa familiaimaade nævne (thi det var virkelig kapt. darkey selv) kaptain otway tillagde derfor, forat hjelpe ham ud af drømmen; jeg kjender alle de forbindelser de staaer i, og veed alt hvad der angaaer dem, og nu bringer jeg dem ind i portroyal. manden sluttede naturligviis, i hans forvirring og forskrækkelse, at en eller anden, der var medvider i hemmeligheden, havde forraadt ham og søgte ikke engang at forsvare sig under hans paatagne navn. skibet blev derpaa bragt ind og condemmeret, efter at man have erholdt det fuldeste beviis paa, at dets ladning var fjendens eiendom. under sagens hele behandling var den antiiamerikanske hay et stiltiende, men overbevisende vidnesbyrd. | fiction | thi_domingo-hændelse | thi_000816_a | 1825-01-21 | null | 289 |
hvem er din ven, (af det engelske.) du spørger mig, om du tør kalde ham din ven, siig mig william græder han med dig i nødens time, vil han ligefrem sige dig selv, sandheden, naar du begaaer handlinger, som andre dadle dig for paa dit bag, eller gjøre lat terlige, vil han modig staae frem til dit forsvar, naar bagtaalelsen med sine dræbende vaaden søger hemmelig at nedrive dit gode navn og rygte, vil han vedkjende sig dig med samme hjertelighed, og opføre sig mod dig med samme venskabelige opmærksomhed i selskab med dem, der ere dine overmænd i rang og formue, som naar stoltheden og forfængelighedens fordringer ikke blande sig i venskabets hvis ulykke og tab skulle tvinge dig til at vælge en lavere carriere i livet, hvor du ikke kan vise dig med samme slands, eller beværte dine venner med samme rundhed, som før, vil han da endnu føle sig lykkelig i dit selskab og isteden for, tid efter anden at trække sig tilbage fra en forbindelse, hvorved jntet er at vinde, finde glæde i at erkjende sig for din ven, og med velvilligt hjerte hielpe dig til at bære byrden af din kummer, - naar sygdomme nøder dig til at trække dig tilbage fra den muntre og støiende verden, vil han da følge dig til dit ensomme tilflugtsted; lytte med opmærksomhed paa fortællingen omdin sygdoms symtomer og gyde trøstens balsam i din nedbøiede siel, og endelig naar døden skal bryde ethvert jordisk baand, vil han da udøse en taare paa din grav og bevare en kjær erindring i sit hjerte om eders gjensidige venskab. - den mand, som ikke vil gjøre alt dette, kan være din selskabsbroder - din smigrer - din forfører - men troe mig, din ven er han ikke! | non-fiction | thi_ven_essay | thi_000816_b | 1825-01-21 | null | 290 |
kort caracteristik af henrich den viii konge i engeland. denne konges carakteer fortjener at blive skildret af en mesterhaand. her ere nogle træk af ham. | fiction | thi_heinrich-viii | thi_000817 | 1825-01-21 | null | 291 |
saasnart som henrich havde forstødt sin gemalinde catharina af arragonien, ægtede han anna boleyn; ogsaa af denne skjønhed blev han snart kjed. hun blev moder til den efterfølgende store dronning elisabeth. anna boleyn, blev som bekjendt halshug get. johanne af seymour indtog igjenhendes sted som dronning. en naturlig død, forløste hende fra den ustyrlige henrich. han formælede sig derpaa med prindsesse anna at cleve. men da han ikke fandt hende saa smuk, som man havde afmalet hende, forvandlede, hans kjerlighed sig til had og hun blev snart forstødt. | fiction | thi_heinrich-viii | thi_000818 | 1825-01-21 | null | 292 |
catharina howard, hertugen af nordfolks datter blev derpaa hans gemalinde, men omtrent et aar efter formælingen lod han hende, under foregivende af at hun ikke havde været troe nok, halshugge; dog egentlig var henrich forliidt i cathrine parre, en enke af stor skjønhed. | fiction | thi_heinrich-viii | thi_000819 | 1825-01-21 | null | 293 |
herpaa lod henrich strax udgaae en befaling, at alle de som vidste og skjulte noget om hans forrige dronnings utroeskab, skulle gjøre sig skyldig i dødsstraf o. s. v. over denne forordning gjorde sig ikke allene hans undersaattere, men hele europa lystig. | fiction | thi_heinrich-viii | thi_000820 | 1825-01-21 | null | 294 |
enken parre, med hvem lord lartiner, havde været gift, var en meget klog og dydig dame, hun blev nu, som hans sjette gemalinde ophøiet paa thronen. da paven ikke ville bevilge hans skilsmisse med hans første gemalinde, adskilte han sig gandskee fra den rommerske pavestoel, og lod sig af parlamentet erklære som det eneste overhoved for kirken i hans rige. han inddrog derpaa alle klostere, hvis skatte vare nødvendige for hans udtømte skatkammer. han lod collegiebygninger, kapeller og hospitaler sløife. | fiction | thi_heinrich-viii | thi_000821 | 1825-01-21 | null | 295 |
j denne anledning har man et besynderligt træk af ham: | fiction | thi_heinrich-viii | thi_000822 | 1825-01-21 | null | 296 |
j den hellige thomas kirke i canterbury, som ligeledes blev ødelagt, fandt man en overordentlig stor skat og saamange penge at otte stærke mænd maatte bære dem bort. henrich lod derfor den hellige thomas citere for retten, formelig dømte for forræderie, hans beenbleve offentlig opbrændte og hans navn udstrøgen blandt helgenenes tal i almanakken og breviariet. | fiction | thi_heinrich-viii | thi_000823 | 1825-01-21 | null | 297 |
ved alt dette søgte han dog altid at beholde navn af en god katholik. helgenes tilbedelse blev ikke afskaffet, men blot indskrænket. han lod oversætte bibelen i det engelske sprog, og forbød under livs straf enhver lægmand at læse den. han skrev i det latinske sprog en bekjendt bog, og satte ligeledes dødsstraf for den, der anerkjendte pavens overherredømme. | fiction | thi_heinrich-viii | thi_000824 | 1825-01-21 | null | 298 |
nationen kuurrede over saadanne voldsomheder. men kongen havde de store paa sin side, som han berigede med kløsternes ranede skatte. pavens tilhængere, og dem, der bekjendte sig til luthers lære, bleve lige haardt forfulgte af kongen. som en af den tidsalders anseete lærde mænd, opsatte han selv sin troes=bekjenkjendelse. men saa villig som hans undersaattere ogsaa vare til at føie sig efter kongens jndfald, saa vare de dog ikke altid hurtige nok til at rette sig efter hans egensindighed, thi han forandrede næsten daglig noget i sine troesartikle. | fiction | thi_heinrich-viii | thi_000825 | 1825-01-21 | null | 299 |
Subsets and Splits
No community queries yet
The top public SQL queries from the community will appear here once available.