text
stringlengths 47
13.7k
| label
stringclasses 2
values | feuilleton_id
stringclasses 161
values | article_id
stringlengths 10
12
⌀ | date
stringdate 1818-02-20 00:00:00
1848-12-30 00:00:00
⌀ | feuilleton_author
stringclasses 34
values | __index_level_0__
int64 0
1.4k
|
|---|---|---|---|---|---|---|
og neppe brød den hulde morgenrøde frempaa den natlige himmel, da vores venner forlode schmalsbach. allerede saae man solens første straaler glimte gjennem skovens træer og jublende sang lærkerne deres hymner til skaberens priis. j venskabelig samtale ilede nu vennerne fremadt endelig fremtraaede i de høie buskes dunkelhed og skjult mellem klipperne, ruinerne af adolphs eck. en blid rolighed synes at svæve over denne fortryllende dal. camillo kunde ikke undlade at besee alt nøie, medens wilibald som jagtelsker drev omkring i skoven. da camillo betragede denne af den ømmeste kjerlighed indviede jordbund, hvor j maginas kjære omsorg havde smykket adolps liv med glædens myrther, følte han sig underfuld begeistret. der. hvor i stille ensomhed to ømme hjerter levede ingetogen med og for hinanden, der stod nu vilde buske, som omringede fredens bolig og natfuglen sværmede susende over dem og ruinerne. men i cpheus ømme fletninger, der flyngede sig op ad muren, oplivedes billedviis jmaginas minde i camillos siel. han kunde ikke undlade sig selv, med forvoven haand at røve en gren deraf og meente at være vis paa hendes tilgigelse derfor, naar han aflagde den forevigede, hvis aand synes at omsvæve ham, det løfte, kun at flette dette ephen, som en beskyttende talisman i en anden jmaginas brudekrands, der i kjerlighed og troskab var hende liig. neppe vare disse ord komne over camillos læber, da susede en ugle hen over hans hoved i og som en aand havde skrækket ham, ilede han ud af ruinerne. vilibald der kom for at opsøge ham, følte sig ligeledes angreben af en uforklarlig banghed, over at see hans camillo for sig, med de skjønne øine stivt hæftede paa jorden. dog snart satte de opvagte følelsers storm sig og den muntre wilibald fandt det værd at lee af, at en ugle, der var opaget af dem, kunne skrække begge heltene. camillo forblev i rørt stemning; en heed længselhavde bemægtiget sig ham, og for han forlodruinerne, fremsagde han i from rørelse, en stille bøn til erindring om dette trofaste ægtepar. og nu gaaer det videre. - sagde wilibaldvi komme jo ikke af stedet, naar du vil saaledes opholde dig overalt, saa vil natten slutteligen overraske os førend vi endnu kunde have naaet noget natherberge." med disse ord drog han ham fremad med sig. desuden maae du ogsaa betænke, at hvad der er borte er borte. - saa de han, og søgte at berolige sin ven. vi to ville begge holde os til de levendes døttre, jeg holder overhovedet ikke noget af hvad der hører til aanderiget. blev jeg ikke imidlertid i grotten. gandske underlig tilmode, fra rosenbuskene hviskede stemmer rundtomkring mig og da jeg kom til dig blev det endnu slemmere. jeg vædder jmaginas aand har omsvævet os, kun at vi ikke de aanderige kysse føle formeget. ogsaa camillos forgmodige stemning forsvandt lidt efter lidt. den skjønne indtagende egn opvagte hans levende kunstfølelse og allere de ofte havde han i eensomme øieblikke ønsket at være maler. wilibald beklagede derimod, at han ingen flint havde hos sig; thi at springe saaledes med de vilde gjeder omkap fra klippe til klippe, at efterligne deres lette løb, og ligesom at kunne beherske mennesket under ham i dalen, ville for ham være en kostelig lyst. medens endnu begge talte sammen om gjenstdige ønsker og haab, hørtes et valdhorns toner, hvis scho gjenlød og tabte sig blandt bjergene. begge lyttede i stille henrykkelse. hører du, blot camillol - raabte willibald - jeg behover kun at ønske, saa er jeg vedmaalet; det er de herrer bjergaander, kom lados see om de holder en stor eller lille jagt!" witibald! - svarede nu camillo halvsagte - seer du jntet, der, nu igjen her, nu hvad seer du da? - svarede denne. - det er dog vel ingen aand? ved denne bemærkning løb han ned af bjerget, som camillo med bervingede skridt var sprungen ned ad. og nu saae ogsaa wilibald, hvorledes en hvid skikkelse, som de vilde gjeder, ilede med de smaae fødder, over klippespidserne, gjennem buskene og endelig forsvandt i dalen. det maae vi nærmere betragte - raabte han og vilde neppe give sig tid til at komme efter det skjønne barn, i det han i en fart løb af den ubanede vei. en allerkjæreste pige, ikke sandt camillo, jeg tænker det var en lille blondine, føiede han til du maae have fortræffelige øine - svarede denne - af blondinen saae jeg jntet, kun den lette, hurtige skikkelse har overrasket mig. kom kun, det vil opklare sig, vi ville maaske ellers ikke kunde indhente hende: med hurtig tilfærdighed drog wilibald den i tanker hensunkne camillo frem med sig. og to som maal for deres planløse vandring, saae de en i fiskerbytte skjult af træer og buske. særdeles i romantisk laae det nette huus, beskygget af nogle taarepile og melodisk raslede en klar bæk gjennem den venlige dal, ved hvis bred et fiskernet laae udbredt. allerede synet af et menneske opvakte glade følelser hos den muntre wilibald, for ham, havde det hele tiden været for stille og eensomt. han haabede for gode ord og contant betaling, at erholde her en lille ret fisk. i det han tilraabte fiskeren en god aften, og pikkede ham trohjertig paa skulderen, sagde han: "forund et par reisende at hvile ud hos eder og hav den godhed at give os noget at spise. | fiction | thi_rejsende-venner_a | thi_000260 | 1824-07-29 | Amalie Clarus | 100 |
fiskeren lagde sine kroge tilside og saae begge de fremmede stift i øinene, endelig rakte han dem haanden til velkomst, greb fadet, hvori de fange. de fisk laae og bad dem at tage plads under træerne. | fiction | thi_rejsende-venner_a | thi_000261 | 1824-07-29 | Amalie Clarus | 101 |
blanca raabte den gamle og en pige traaede ud af hytten. begge bleve som forblændede ved dette hulde syn og saae spørgende paa hinanden. som frembragt ved et tryllerie stod det yndige elskede væsen med sit skjønne guldlokkede haarfor dem og af hendes blaae øine straalede en himmelglands dem imøde. hun var overraskeet, de fremmedes nærværelse, der vel i hendes ensomhed vare sjeldne gjæster, synes at have fængslet hendes maske fødder, som forhen svævede saa let hen over bjergene og dog kunde den lillepaa hvis ansigt uskyldigheden tronede, ikke undlade at kaste et øiekast paa begge de fremmede. faderens tiltale bragte igjen nyt liv i hende. blanca - sagde han - besørg for disse herrer et godt aftensmaaltid, det bedste vores lille huus formaaer, hører du herrerne ere fremmed i vores egn. let som en sylphe svævede den lille hen overmarken, medens wilibalds øine endnu vare fæstede paa det sted, hvor hun forsvandt saa hurtig for ham. fiskeren gjorde sig umage for at underholde vore reisende og fortalte dem om den mangehaande modgang og de ubehageligheder, som havde truffet ham og hans, hvorledes han havde sendt sin blanca bort, for at beskytte hende forde raae soldater. dog nu, føiede han rolig til, er jo gud skee lov, kampen overstaaet og siden har jeg ogsaa pigen her hos mig. da fiskeren talede om de vilde krigeres tøileløshed, saae wilibald hen paa sin camilloog mangen anmærkning havde han vist nok anført til undskyldning for sine vaabenbrødre. men da blanca igjen kom ud, og begyndte at dække et bord under nøddertræerne som stode tæt ved paa en grøn eng, saa vare hans øine som fængslede til blot at see derhen, hvordenne venlige glut syslede, som gjestfrie veninde. alt hos hende maatte han taus beundre, fiinheden af hendes angdommelige skjønne ansigt, det blændende hvide lærredstørklæde, som tugtig tilhyllede hendes barm, kort sagt en hvis egen ynde synes ham at hvile over pigen. han vilde gjerne gjort camillo, som var kommendybt ind i en alvorlig samtale med fiskeren, opmærksom derpaa og kunde i det mindste ikke undlade at sige til sig selv. saa lænker jeg mig jaginal camillo havde for lang tid siden denne blankas elskværdighed, men villidældod ham jo slet ikke tid til at nærme sig bende hanødte fiskeren sine giester til at tage plads og nyde et sparsomt aftensmaaltid; men ingen ville sætte sig først. blankas ankomst afgjorde endelig dette, dog synes en ublid skjebne at svære over vilibald, hun satte sig ved camillos side, i det hiin satte sig ved faderen lige overee for hende. med høitrødmende og glødende kinder lagde hun de skjønne blaae foreller for, men wilibald gjorde den sindrige bemærkning. at blancas himmelblaae øine synes at fora dunkle forellernes blaae og havde hellere slet ikke spist, for uforstyrret at kunne skue ind i hendes skjønne øine. det var ham ubegribeligt, hvorledes hans ven camillo, kunde som det synes være saa kold uden at erkjende den lykke, at sidde ved siden af hende. men camillo var ikke saa kold, som hans ven troede, hvem havde ikke ogsaa yndet blancamen han følte sig i stand at frasige sig hendes selskab, thi en maatte jo dog tale med faderen og han undte gjerne sin wilibald en uforstyrret beskuelse af pigen. da nu alle ret fortroelig havde, sat en stund sammen, saa blev ogsaa blanca muntrere og tog deel i samtalen. fiskeren blev, snaksom, ogsaa blanca talte om de mange i ryttere, hun havde seet hos sin gudmoder i worms. i dette øieblik blev vilibalds forfængelig hed opvakt, for at kunne fremstille sig for hende i fuld uniform, havde han gjerne forvandlet sig en times tid. faderen modsagde sin datter, dog hun lodsig ikke forstyrre, men roste med uskyldig snaksomhed de barske soldater, der dog alligevel har de været smukke krigsmænd. under denne samtale svandt timerne hastig. skjøn steeg maanen og bag de skovrige bjerge og oplyste den hele egn, og aftenrødmen, den endnu ikke ganske var forsvunden, udgjød en underskjøn glands over blancas milde, og venlige engleansigt. alle synes nu at være hinanden nærmere bekjendt. der gives timer i vort liv, saa rige paa fryd, saa hurtigt bortilende, at vi troe at have faaet en nye erfarinog finde alting hos os forandret. j saadanne øieblikke ligger fremtiden, som forklaret for vore blikke. men saa nøisom er mennesket, at isteden for klogelig at gribe sin opblomstrende lykke, støder det den selv ved dristig lidenskab tilbage fra sig. ogsaa wilibald blev meere forvoven; hans øine lode sig ikke længere tilfredsstille og da blanca førte ham op i det kammer, som hun havde gjort i stand til ham og camillo, saaomfavnede han hende og et hedt kys brændte paa hendes skjønne kinder. wilibald! - raabte camillo - hvad begynder du paal!" blanca blev forskrækket og skamfuld; stille grædende rakte hun camillotaknemmelig haanden og sneg sig bedrøvet ned i hendes kammer. nu bestormedes begges hjerter med bebreidelser, dog formaaede ingen at faae det oversit tunge og da de trætte sank ned paa deres leie, da sammenvævede en drømmerig slummers skjønne billeder, det nærværende og forbigangne i hinanden. jmagina og blanca udgjorde et, den forklaredes aandevæsen blev nøie forenet med blancas indtagende munterhed. | fiction | thi_rejsende-venner_a | thi_000262 | 1824-07-29 | Amalie Clarus | 102 |
om morgenen vakte den muntre larm i huset dem. alting var allerede i bevægelse. høns og duer omslagrede den lille gaard. wiibald var den første ved vinduet. gjennem de høie træer kastede solen dens velgjørende straaler ind i stuen. et blik i skyens reneblaae erindrede ham om blancas skjønne øie. | fiction | thi_rejsende-venner_a | thi_000263 | 1824-07-29 | Amalie Clarus | 103 |
dog var nu i den stille morgenstund hans ønsker mere luttrede; han ønskede nu kun hendes tilgivelse; thi hendes kjære billede ville ledsage ham overalt. | fiction | thi_rejsende-venner_a | thi_000264 | 1824-07-29 | Amalie Clarus | 104 |
jmidlertid kom blanca, hun synes ligesom at svæve hen af det grønne græstæppe. græsset, glimrede endnu af duggen, let paaklædt berørte hun neppe jorden og det blonde haar endnu ikke opbunden i fletninger, bølgede sig som en gylden. strøm i lange lykker ved af pande og barm. wilibald følte sig som beruset ved dette synog det var ham endog kjert, at camillo, som han ellers undte alt godt, bortdrømte dette skjønne skuespil. nu forsamlede den brogede, bevingede yngel sig om blanca, hun strøede med hendes lille haand foderet ud blandt dem og klappede med uskyldig ømhed hendes yndlinger, ved aarbredden holdt allerede baaden med nættet og fiskeren traaede just ud af hytten for at begynde sit dagsværk blanca løb hurtig derfra, men det var ikke undgaaet ham at hun havde sendt et blik op til syvsoverne. herned, raabte wilibald, og camillos langsomhed ærgrede ham i dag for første gang han gik ene ned, men hans øine søgte hende forgjæves i hytten, og da han kom til fiskeren, var hun heller ikke der. med camillo traaede hun ud af huset, og da wilibald ønskede hende en god morgen, drog en høi purpurrødme sig overhendes skjønne jomfruelige kinder og wilibaldfølte ogsaa sine gløde. afskeden og ledsagelsen forskaffede vores willibald endnu nogle salige øieblikke. fiskeren gik selv med sine gjæster for at føre dem gjennem en kort fodstie til dalen. blanca var kommen i nærheden af wilibald, hun vidste selv ikke hvorledes; men det var jo den sidste gang hun gik ved den fremmedes side. og wilibaldssagtmodighed, der i dag som forandret gik vedsiden af hende, og endelig indstændig bad hende om tilgivelse for sin hæftige opførsel gaar, gjorde hende saa forvirret, at hun bøde ham haanden til forsyning, og gav ham den forsikkring, at hun gjerne og ofte vilde tænke paa ham, j blancas skjønne øie glindsede taarer, da hun sagde disse ord og wilibald have kundet kysse hende for dette beviis paa hendes ømme deeltagelse. ogsaa han følte sig rystet i sit jnderste, dog holdt retskaffenhed og agtelse for blancas uskyld ham tilbage fra at opvækkeforhaabninger som han ikke troede at kunne opfylde. selv blancas fader havde ogsaa i denne korte tid faaet sine gjæster kjer og de skiltes alle meget rørte fra hinanden. nogle timer sildigere vandrede vores reisende. igjen tilbage til schwalbach og den eneste nydelse. som endnu var bleven dem tilbage af dette lille eventyr, var, at kunne tale med taknemmelig kjerlighedom blancas skjønhed og godhed og om den gamles venskabelige og redelige tænkemaade. camillos var, siden jmaginas minde, havde fornyet sig hos ham; som besjelet af en anden aand. det forekom ham, som hende han saahøit tilbad, fra hendes himmelske bolig, ville sende ham et ømt billede af hende selv; som om han ved synet af et qvindeligt væsen maatte føle hendes aanderige jndflydelse. kun da troede han at maatte føle sand kjerlighed, kun da meente han, vilde ogsaa overbeviisningen om trofast hengivenhed, finde jndpas, i hans med mistanke omgjerdede siæll. den indtagende blanca havde gefaldet ham meget vel, men hiin følelse var forbleven ham fremmed. han lagde ogsaa mærketil hvorledes wilibald følte sig hentrukken ved hendes skjønhed, og skaansel er den ene venden anden skyldig. med villie undgik han at nærme sig hende; thi de saar, som ved skinsyge og mistroe af en kjer haand tilføies os, helbredes aldrig. og willibalds aabenhjertige bekjendelse; thi han gjorde ingen hemmelighed for ham, hvilket jndtryk blancas skjønne skabning, naturlighed og caracteerseenfoldighed havde opvakt hos ham; gjorde at ikke den ædle camillo ville krænke sin ven ved at nære saadanne følelser i sit hjerte, camillo vidste at bedragen tillid blandt allesielelidelser er den smerteligste, det ene menneske kan tilføie det andet. jmidlertid biedrog reisens afvexlinger, smaae eventyr, omendskjøndt blot interessante for øieblikket, de fortryllende egne hvorigjennem de passerede, den brogede vrimmel, som morede, dem i flere stæder, alt biedrog til at adspredevennerne og wilibalds munterhed, hiin glade frie opførsel vendte tilbage hos ham. menmest velgjørende virkede camillos kjerlighedsfulde deeltagelse til hans helbredelse, og han var snart igjen den gamle, muntre camillo, der i enhver ubetydelighed forstod at udlede stof til til at more sig og andre. lidt efter lidt forsøgte camillo, jo nærmere de kom de polske grændser, i spøgende hintydning, at oplive mindet, om de indtagende piger, som han der ville komme til at gjensee. j begyndelsen vilde wilibald ikke stemme i med, men da de kjørte forbi flere lyststeder, som vare blevne beboede af ham, som ubuden gjæst, saa oplivede ogsaa erindringen, denne mægtige skaberinde, i hans hukommelse, mangen et skjønt fruentimmer=ansigt og mangen en polakkerindes ædle anstand, glade munterhed, og aanderige og vittige underholdning, i hans phantasie udkasteds et høist tiltrækkende malerie. en aften, det var allerede om efteraaret, blev deres levende samtale afbrudt ved det at en meget elegant vogn rullede forbi. to sortklædte damer, hvoraf den ene holdt en dreng paa skjødet, gjengjældte deres artige compliment med en venskabelig hilsen willibald troede at have funden bekjendtere i dem, dog var det mere ønsket at træffe bekjendtere. han maatte ogsaa overtænke det saalænge som han vilde, han kunde dog ikke erindre nogen, endskjøndblanca, altid fremstillede sig for hans phantasieog forekom ham som et væsen fra en anden verden, de kunde vel have kjørt en times tid, da de sik øie paa et landsted og da de kom nærmere saae de den vogn, hvori begge damerne kjørte forbi dem, holde udenfor. wilibalds nysgjerrighed blev opvagt; han ønskede just ikke at komme ind i den skjønne have, som ved sin pragtfulde indhægning og store omfang, tilkjendegav en velhavende eier; men en reisende meente han, kan man dog ikke fortænke i, at han ønske at beskue det skjønne, hvor det frembyder sig for ham camillo lod sig let overtale til at nydevenne skjønne aften, og at gaae et stykke til fods, egentlig for med mere beqvemmelighed at kunne lytte til gjennem gitterdørene og de - smagfulde espaliers. begge nærede vel det haab, at beboerinderne af dette feepalads, skulle blive synlig for dem. haven var prydet med blomsterbeeder. brogede astres i skjøn ordnet mængde, saae de blomstre i grønt omslyngede beder, espalierne afvexlede med malvablomster og rosenbuske, og paa et andet sted hørte vores lyttere, en kildes sagte rislen. dog eensom blev den store have, og witibalds taalmodighed var tilende. han gik sagte foran og tænkte camillo ville vel snart komme efter. men harpetoner løde og til det inderste hjerte trængte de ord: og salgar sank, sungen af en blid qvindelig stemme. (sluttes i næste nummer.) | fiction | thi_rejsende-venner_a | thi_000265 | 1824-07-29 | Amalie Clarus | 105 |
udenlandsk. doctor philip frantz v. silhold af würtemberg reiser i denne tid i japan, hvor han tænker at forblive i aar og er nu beskjæftiget med en afhandling om dette land, som skal trykkes i batavia. priserne paa rug var i hamborg den de dennes meget staue. god havre derimod var meget søgt og blev betalt med a mk. høiere end forrige postdag. bygget holdt sin priis. | non-fiction | null | thi_000266 | 1824-07-29 | null | 106 |
jdealerne eller de reisende venner. (sluttet.) wilibald vendte tilbage for at kalde paa camillo, dog denne saae og hørte intet. mennu naaede ogsaa harpens tone hans øre og han ilede nærmere. fortrædelig over den støihan gjorde, bad camillo ham at være stille og blev virkelig vred, da han gjorde ham det forslag, at stige over den ikke meget høie muur, i haab om, at sangerinden maaskee da kunde blive synlig for dem. camillo svarede nei, og sagde, selv tanken og at ville betræde denne helliges gebet, at afbryde de ømme accorder som dybe molltoner langsom løde gjennem havensynes ham at være dumstridig. jmagina - sukke camillo, - og slog sit blik tungsindig til jorden. j dette øieblik kom den lille dreng, springende gjennem haven med et purpurfarvet shavl armen og løb hen mod den side, harpetonerne kom fra. nu var camillo ikke meere at bringe bort, han maatte først see drengens aanderige moder. men det var forgiæves, hans haab blev uopfyldt, hun havde taget en anden vei til slottet, og begge gik i forstemt lune over saaledes at blive skuffet, fortrædelige tilbage til deres vogn. willibald var en smule vred, fordi camillo ikke før ville følge ham i haven. han afbrød endelig tausheden i det han skjældte paa sin ven og beskyldte ham for egensindighed og ondlune. seer du, havde du steget med over plankeværket, saa have vi nu kundet trøste de sørgende, og - føiede han til - de synger os vel endnu engang deres ossians sang. men camillo forblev mørk, og var karrig paa ord, kun wilibalds forsikkring, at han her ikke var ubekjendt, men snart ville faae at vide hvem eieren af dette landsted var, formaaede at opmuntre ham noget. kjende vi først navnet, - raabte han fuld af gladt haab, - saa lade vi os som fremmede melde hos dem; og jeg skulle meget tage feil, hvis de ikke gave os tilladelse til, at see deres skjønne have, og saa finder det øvrige sig nok af sig selv. camillo var utilfreds med sig selv, fordi noget, der kunde sætte ham i en salig henrykkelse, tillige kunde opvække en saadan beemod hos ham. han bestræbede sig for, ved sin vens glade lune, igjen at forjage sine mørke forestillinger om livet og i det han søgte at sammenligne jmaginas billede, som han bevarede, som sit hjertes helligdom, med den ubekjendte sangerinde, vendte freden igjen tilbage i hans bryst, som svulmede høit af haab og længsel efter kjerlighed. . allerede den følgende dag havde wilibaldved sine spioner erfaret, hvem eieren af landstedet vare. han kom som ude af sig selv til det vertshuus, hvor camillo sad, fortabt i mørke, betragtninger, og overskuede den udstrakte egn. glæd dig camillo nu ere vi ved maalet, raabte han ham imøde, og faldt ham stormende om halsen, i det han nævnede grevinde clotilde von lubomirska som eierinde af land. stedet og jdola von gualtieri, som damens veninde. | fiction | thi_rejsende-venner_b | thi_000270 | 1824-08-05 | Amalie Clarus | 107 |
jdola. - spurgte camillo - nu ja jdola, hvad er det saa videre. hvad gjør navnet til sagen, personerne ville vi med den første see. - dog i morgen - vedblev wilibald - har jeg lovet at vi begge skulle deeltag, i et partie til de herlige bjergværker i wielieska. flere fremmede reise derhen; leiligheden syntes mig gunstig, den gives ikke altid, derfor melde bestandig flere sig for at deeltage deri og det har jo længe været dit ønske, at see denne underverden. ved min haand vil du altsaa stige ned, jeg selv fører dig ind dette pallads, hvis behersker som ved tryllerie lod opstaae alt, hvad phantasien, formaaer at frembringe af skjøndt og jnteres. sant: altere, stytter, billeder, alt af salt, vil du gjenfinde i denne underjordiske verden." kun intet solens lys." faldt camille ham, adspredt ind i ordet. | fiction | thi_rejsende-venner_b | thi_000271 | 1824-08-05 | Amalie Clarus | 108 |
du unøjsomme, hvem vil da overalt kun stræbe efter det høieste, de utallige lamper, som hist oplyse vores vei og opklare for os, de dybe afgrunde, hvori vi let kunde forvilde os, ville vel ogsaa opvække hos dig følelser og ærefrygt, for hvad mennesket formaaer at frembringe. men naar sielen sættes i bevægelse af haab og længsel, da forsvinder al tilfredshed, timerne krybe langsom frem, og en hver adspredelse som bringe os til at glemme os selv, gribe vi med glad begjerlighed. saaledes gik det ogsaa med vores camillo. wili bald foreslog ham derfor at gjennemstreise til hest cracaus omegn. | fiction | thi_rejsende-venner_b | thi_000272 | 1824-08-05 | Amalie Clarus | 109 |
efter længe at have sværmet omkring, vendte de om aftenen veltilmode tilbage til staden, de rede begge langsomme og tankefulde hen adveichselflodens bredder. camillos smukke hest havde lidt meget ved sin herres onde lunenu synes han roligere end forhen, og klappede, det troe dyrs hals og bryst, som om han igjenvilde forsyne sig med det og afbede sin hæftighed. fra haven tonede musik og sang. de sidste soelstraaler luede endnu paa bjergtoppene, spellede sig i vandets overflade og farvede stadens høie taarne i aftensrødens guld. da løde i det fjerne et valdhorns toner i harmoniske accorder. blancal - raabte wilibald dybt rystet. ved disse toner - det var et huldt, og elskværdigt natur=barn, ikke sandt, camilloja blanca, var en elskværdig skabning, ogsaa jeg vil bevare hendes minde, svarede denne wilibald var bleven alvorligere, ved erindringen om blanca. denne pludselige forstemthed, der ellers var ham saa fremmed, ærgrede ham, og han skammede sig ved at have forraadt en saadan svaghed for camillo, da han dog altil kaldte denne en sværmer, naar han aabenbarede for ham sine ynglings jdeer, der altid stode i nøie forbindelse med jmaginas troe kjerlighed. jmidlertid fortrængte anstalterne til touren, til bjergværkerne næste morgen, og den muntre selskabelighed ved aftenstallet, oplivet af den ædle unger viin, endelig resten af denne sørgmodighed, og ond lune wilibalds arrigste fjende, blev i denne glade kreds spøgende og leende forjaget. fremmede og jkkefremmede forsamlede sig tidlig om morgenen i vertshuset, for i fælledsskab med hinanden at beundre dette ophøiede skuespilaf menneskelig virksomhed. nogle af selskabet. havde allerede været der før. wilibald og disse fortalte om det underjordiske levnet, som hundrede af bjergfolkene føre, der arbeide i klippen. alles forvendtning blev spendt efter at see dette underværk med de kolossalske afbildninger, udhugne af salt. men ikke uden en hemmelig gysen betraaedes denne ubanede vei, især var for nogle fruentimmer, det hele høist overraskende, og da vilibald, som den møisommelige nedstigen af en vindeltrappe var for langsom, ved hjælp af et reeb blev nedladt i den uoverseelige dybde, da skreg flere høit, ængstelig bekymret for den kjære reisebroder. men da selskabet var kommen ned og wilibald ubeskadiget traaede dem i møde, trykkede camillo ham i heed kjerlighed til sit bryst og vandrede ved hans haand gjennem hiin laby, rinth af underjordiske gange. ærefrygt og forhauselse holdt alles blikke fængslede, da de uhyrsale, fra til fod høie fremviste sig, i hvis mitte træetrapper svævede, der gik ned til de dybeste afgrunde og oplyste af utallige lampefrembøde sig for deres øie. jkke uden ængstelighed fulgte de to damer, dem; men hvis levende konstfølelse dog overnandt den qvindelige frygtsomhed. trøstet var drede de fremad, for at see det eneste store skuespil i sit slags, for at beundre tusinde fod under dagens lys, en søe af mere end hundrede fod omfang. en af førerne som hørte rose fruentimmernes mod, meente, at allerede et selskab, hvoriblandt nogle damer, var gaaet foran dem, ned til søen. jmidlertid tonede krigerisk musik op fra dybet. alle følte sig henrykte, høist overraskende synes disse toner at hilse de nye ankommende, og et eget jndtryk opvakte det, her i denne ensomhed mellem grotter og regelmessig hugne saltpillere, i en virkelig magisk belysning. at finde et antal menneske, der som tilskuere omgave strandbredden, eller indskibede sig med. fremmede og bekjendtere som tilfældet føiede sig, forenede sig her til et behageligt heelt. paa en gang bleve camillos øine som blændede, sagte hviskede han til sin wilibald de ord. seer du ikke hist begge fruentimmerne, det forte gevandt og purpurschavlet, kjender du hende? det er jdolal" raabte han henrykt, henrevenaf en salig ahnelse. de fremmede faae forundrede paa camillo. wilibald troede at vogne af en drøm, men da han saae og atter saae derhen, synes det ham selv, at det var begge damerne. - hvilket møde - raabte han og trykte sin vens haand - nu sig endnu engang, at vi ikke ere lykkens skjødebørn, som endog her i underverdenen finde en nye livssoel! under glade sange indskibede selskabet sig til en træbroe, som førte over en afgrund. c. millos hjerte slog høit, thi nu skulde han see hende; men i dette øieblik hævede ømme melodier sig som aandehymner op fra dybet, liig sphærernes musik svævede disse stemmer i den reneste harmonie, ledsaget ved hammernes monotoniske slag op fra dybet og rørte alle hjerter til from bøn. de stærke jndtryk som disse underjordiske sange opvakte, havde adspredt selskabet, kun jdola lod camillo ikke komme sig af øinene, og da denne blev vaer, hvorledes hun udmattet og angreben, søgte at fatte sig ved at lænne sig paa broens rækværk, var han ubemærket traadt hende nærmere. pludselig synes jorden at give efter under hendes fodder, og hun havde nær styrtet ned i den græsselige afgrund; men camillos arm omslyngede hende. som en ubekjendt af hende, havde han dog som en stiltiende jagttager opholdt sig i nærheden af hende, beundret den skjønne yndige skabning, bedækket af det sorte klædebon, som endnu meere forhøiede hendes fine skjønhed, og hans lykkelige skjæbne udvalgte ham til at bilvi hendes redder. grevinden ilede forskrækket til, over at see hendes jdola afmægtig i en fremmeds armee. omhyggelig lagde hun schavlet om den elskede veninde og rakte hende viin og styrkende draaber. wilibald benyttede denne gunstige leilighed, til at lade sin camillo vise sig fra en fordeelagtig side. alle blikke vare henvendte paa ham, og paa jdolaskinder, der vare blege af skræk viste sig forlegenhed, over at see sig i en ubekjendts arme; men en stille sallighed som bragte hendes barm til at hæve sig, talede ud af de skjønne øine. | fiction | thi_rejsende-venner_b | thi_000273 | 1824-08-05 | Amalie Clarus | 110 |
seer du vel, jdola, - sagde grevinden, og hialp hendes veninde op, - vi fruentimmerere ikke vandte til saadan noget. du holder dig for stærkere, end du er, svingelen angreb dig, gud, hvor let kunde jeg have tabt dig. - raabte hun smertelig og omfavnede den dyrebare, i det hun føiede til: jeg ville aldrig kunde tilgivemig selv, at have ført dig herhid, hvis det ikke længe havde været dit eget ønske. | fiction | thi_rejsende-venner_b | thi_000274 | 1824-08-05 | Amalie Clarus | 111 |
o! nu er det forbil - sagde jdola i en beroligende tone - og jeg vil ikke meere vige fra din side. men stemmerne løde saa overordentlig rørende, at det forekom mig, som om jeg maatte ned, og paa engang var min tænkekraft borte, og uden denne fremmedes beskyttende, arm, ville jeg vist have funden en viid grav her, men hvor er han, at jeg kan takke ham derfor, raabte hun og dreiede det skjønne ansigt, beskygget af de mørke lokker, til siden, hvorcamillo og wilibald i ærbødig frastand. havde fulgt dem. og da han nærmede sig hende og hun saa ham ind i de skjønne funklende øinesaa var det, som om der, med den kjære stemme, der bevidnede hende sin ærbødighed, billedet af den fremmede og hendes byrebare broder, sammenfløde til et. dog ogsaa uden denne liighed, følte hun at taknemmelighed evig vilde gjøre hende til hans skyldner. den beskedne unge mands figur, selv det ømme sværmerie som hans talende øie forraadte hende, fandt paa en aldrig før folt maade vei til hendes hjerte. og hvorfor hun saa hurtig fattede tiltroe til den fremmede, vidste j dola kun, ved at undersøge sit hjerte, at undskylde, ved hans liighed, med hendes afdøde, elskede broder. selskabet kom endelig, efter flere times opholdt i jordens skjød, op hvor dagens lysglædede dem. wilibald havde imidlertid gjort grevindens nærmere bekjendtskab og erholdt af hende den tilladelse, med sin ven at maatte slutte sig til hendes selskab. en saadan maade at møde hinanden paa, hæver sig hurtig og let over et nyt bekjendtskabs fremmede forhold, og selv grevindens strænge onkel, grev kosinsky skjænkede de unge mænd agtelse og fortrolighed. jdola von gualtieri som ved første øiekast havde henrykt hans camillo, blev naturligviis ogsaa for wilibald ved nærmere bekjendtskab, den interessanteste gienstand for hans samtaler med grevinden. jdolas venindeomendskjøndt hun ikke længere var i hendes første ungdoms blomster, blev dog endnu altid en meget indtagende, smuk kone, som lagde fordagen en dannet forstand, forenet med en umiskjendelig godmodighed. hendes gemal- saa fortalte hun med fornyet bedrøvelse, vores wilibald - var faldet i kamp for frihed, og fædreland. jdola gualtieri var med hendes broder som stod ved den italienske armee, bleven indqvarteret hos hendes onkel grev kosinsky og havde fattet den heeltemodige beslutning, da hun, foruden den elskede broder ingen levende nær beslægtet efterlod i fædrelandet, at ledsage denne dyrebare gjennem alle krigens farer. dog - føiede grevinden til - endelig seirede alle vore bønner, og oberstlieutenantens forestillinger over jdola, saa at hun blev tilbage for ikke ved hendes nærværelse at gjøre ham hans tunge kald besværligere, da han dog ikke længere formaaede at beskytte hende. ved grevindens ombyggelige venskab, som ofte ikke følte sin egen smerte for blot at indgyde i jdolas hjerte en straale af glad følelse, blev hendes sjæl igjenroligere, og hun besluttede sig til at opfylde hendes broders ønsker og at oppebie her fredens og den dyrebares tilbagekomst. men skjæbnen som ofte grusomt tilintetgjør vore skjønneste forhaabninger, havde bestemt det anderledes. allerede i en af de næstfølgende skjærmysler ved pruzannz og podobua, faldt grevindens gemalog jdolas elskede broder. de ulykkelige fruentimmer som i lykkens dage havde sluttet et nøie venskabs=forbund, forenede nu deres kummerfulde hjerter, endnu uopløseligere med hinanden. siden - sagde grevinden dybtrørt - leve vi sammen som søstre, hvilke et lige stort tab have truffen og som fra himmelen er sendt hinanden til trøst, min lille oscar bliver ogsaa elsket af jdola som om det var hendes egen søn. jdola der bemærkede, endskjøndt hun stod i nogen frastand, hendes venindes samtale med wilibald von osten, traaede til og grevindens øine, der glimrede af taarer, sagde hende at den havde været om den forbigangne tid. og saa hun følte sig dybt bevæget. hendes hele væsen var som oplyst i smerte og glæde en nye jld synes at oplive alle hendes træk, det skjønne øine straalede af henrykkelse og dog var hendes bryst som tilsluttet. gjerne havde hun, for alle de fremmedes aasyn omfavnet hende, forat fortælle, hvorledes ogsaa camillo von arnim hendes ridder, havde været døden meget nær i krigen, og hvorledes gud underbar havde beskyttet ham og sendt hende ham, der i liighed var den dyrebare broder saa nær beslægtet, til hendes skytsengel. alt dette laae tungt paa hendes hjerte, og dog hun maatte indslutte sin stille. lykke hos sig selv, og tog ingen deel i samtalen, førend hun igjen ankom til hendes venindes slot, kun naar camillo til hest nærmede sig vognen. talede angest, bekymring og kjerlighed af henog des blikke. den høie figur, dristigheden hvormed han forstod at tæmme den vilde hingst, de skjønne mørke øine, som fuld af kjerlighed ydmygsøgte at udspeide hendes ønsker, alt henrykte hende, og stille overlod jdola sig til den tanke, at skjæbnen i camillo havde sendt hende sin ledsager paa livets bane. fra denne dag af, vare wilibald og camillo stedse indbudne gjæster paa grevindens slot. jdolas følelser som for første gang vovede at yttre sig med saadan styrke havde allerede for lang tid siden forraadt hendes hjertes følelser for veninden. men alligevel, var en piges fremtid, som skjæbnen havde anbetroet til hendes moderlige omsorg, hende alt forkjer og dyrebar til at overlade hendes livs lykke til det uvisse ved et flygtigt bekjendtskab. camillo von armin havde vel, i det første øieblik af deres bekjendtskab erhvervet sig en hellig fordring paa jdolas taknemmelighed og wilibalds roes var borgen for camillos, redelige hensigter, hans ædle caracteer faldt des- uden alt mere og mere i øinene paa grevindens strænge onkel, men grev kosinsky troede som upartisk jagttager, bedre at kunne prøve begge deunge mænd, der vare bleven ham saa kjære, end de af det skjønne udvortes indtagne fruentimmer. ogsaa ham var jdol a kjær, han troede at kunne gjøre fordring paa faderrettigheder hos hende, og ville ikke afvige fra sine strænge grundsætninger. deres hjertes skjønne harmonie, overvandtendelig enhver kold, prøvende forholdsregel. camille havde allerede forlænge siden betroet sin ven den hemmelighed, at han troede at være elsket af jdola og at fremtiden, hvis han torde haabe at vinde hendes hjerte ville førham til en troe kjerligheds høieste lyksalighed; thi i jdol at lever for ham en anden jmagina. wilibald vidste kjerlighedsfuld at trøste ham, og at oplive den frygtsomme kjerlighed ved haabet, endskjøndt han følte sit eget hjerte fattigt paa fryd. paa en af de skjønneste høstaftener hvormunter selskabelighed havde forsamlet talrige gjæster paa grevindens slot, undlod heller ikke vore venner at indfinde sig. camillos øinesvævede sørgmodig omkring, thi j dola var endnu ikke kommen tilsyne, og uden hendes nærværelse følte han sig angreben af en ubekjendtlængsel og dog var den frygtsomme kjerlighed for blye til at spørge efter gienstanden derfor. wilibald lagde mærke til følelsens kamp paa camillos ansigt, mørk fortrædelighed, men maaskee endnu mere bekymringen for, at maaskee jdola ved upasselighed blev holdt tilbage fra selskabet, troede wilibald at kunne læse i hans vens forstyrrede træk. han troede at burde tjene ham som talsmand; men camillo som følte sig for beklemt i den store sal, ilede, uden at oppebie dette ud i haven. neppe var han kommen der, førend den lille oscar sprang ham imøde og førte ham hen til en nærliggende salon, hvor han fik øie paa jdolaved siden af hendes harpe. hun forekom ham i dag, som et overfordisk væsen, han saae hende for første gang klædt i hvidt let og kunstløs var hendes skjønne mørke lykker ordnede, og paa brystet bar hun nogle blomster, blandt hvilke camillomed glad anelse bemærkede en myrthearen. den sorte sørge=gevandt havde j dola baaret siden, den inderlig elskede broders død, foragtende enhver anden prydelse. maaskee havde en flygtig grille eller hendes eget hjertes følelser i dagbevæget hende til at aflægge hendes sorg. hun valgte en hvid kjole, bandt brude-myrthen mellem de øvrige blomster og fulgte saaledes udenanger den prophetiske aand, som i dag styrede hendes tænke= og handlemaade. jdola var saa skjøn, at selv grevinden blev glad overrasket ved synet af hende. denne anmærkning havde været aarsag i, at jdola af blye beskedenhed endnu ikke havde kommen til selskabet og flygtede ud med den lille oscari den stille have. her fandt hun harpen hendes troe ven og trøster. j ømme melodier, som bare præget af hendes hemmeligste følelser, lagde det oprørte hjertes storm sig, og hun var just i begreb med at gaae til selskabet. men paa engang stod camillo, hensjunken i salig henrykkelse foran hende. han vilde talemen hans hjerte fængsledes, taus talte hans øine til hendes hjerte og endskjøndt jdolas, blikke fæstede sig paa jorden, havde hun forstaaet. ham, og det søde navn jdolal lød fra camillos læber. han havde kundet sjunket ned til hendes fødder for at aabne sit fulde hjerte for hende, men den lille oscar kaldte hans bevidsthed tilbage. jdola som med glad bevægelse læste sin lykke i det sværmende øie, rakte ham haanden, som om hun vilde gaae tilbage med ham til selskabet og navnet: camillolød uvilkaarlig og ubeviist fra de skjønne læber. saaledes bliver øieblikket ofte afgjørende. camillo vovede at udbede sig myrthegrenen, som en erindring om disse salige øieblikke og med et sagte tryk af hendes bløde haand blev myrthen skjænket ham. jdolal min jdola, raabte camillo og oscar omslyngede den stormende som om han vilde bede ham, ikke at handle fuldt saa voldsomt med hans veninde. men camillo var som forandret, hvad den for faa øieblikke siden havde syntes ham umueligt var nu skeet. hans helligste hemmelighed aabenbarede han nu jdola selv og i tillid til gjenkjerlighed, haabede han at slette myrthen og epheni jdolas brudekrands. det ømmeste kierligheds-baand, knyttet ved agtelse og kjerlighed, var nu sluttet, og da de nu torde tilstaae det frit, traaede jdola med en hvis hemmelig stolthed, ved camillos arm ind i salen. alles blikke vare spørgende hæftet paa de jndtrædende og en lykkelig kjerligheds salige følelse straalede frem af det skjønne pars øine. endnu denne aften blev jdola ved grevindens onkel, høitidelig forlovet med camillo. med inderlig kjerlighed omfavnede den ædle grevinde brudeparret og i hendes øine som svømmede i taarer læste man de velsignelser, som hun af hendes inderste hjerte nærede for begge hendes venner. | fiction | thi_rejsende-venner_b | thi_000275 | 1824-08-05 | Amalie Clarus | 112 |
wilibald var gandske beruset af glæde over at see hans camillo ved maalet af hans meest længselsfulde ønsker; dog kunde han ikke undlade, da han aflagde de nyeforlovede sine lykønskninger, at tilføie; han bad at man snart ville lade bryllupsfæsten gaae for sig, hvis han ellers skulle komme til at dandse med i bryllupsrækkerne, thi da nu camillo var bleven ham utroe, saa ville han seile tilbage til rhinens bredder, for der, hvis at lykken vilde være ham gunstig, at styre gjennem livet med den elskværdige blanca. | fiction | thi_rejsende-venner_b | thi_000276_a | 1824-08-05 | Amalie Clarus | 113 |
indenlandsk. ved offentlig auction som afholdes paa nyekjøbing byes raadstue, fredagen den de august om formiddagen klokken , bliver i følge det kongelige rentekammers ordre opraabt til bortforpagtning paa aar, den hans majestæt kon gen tilhørende jagtrettighed paa dutrup sogns marker. | non-fiction | null | thi_000278 | 1824-08-05 | null | 114 |
nu var han i sit attende aar, og gislavar i sit femtende, hun forbunklede heele omegnens unge piger, ved sin elskværdighed, og dog vidste han endnu ikke, at det fornemmelig var hende, der trak ham til møllen, hvorhan følte sig saa glad, saa lykkelig, som om det var - hans fædrenehjem og ikke den høitbeliggende ridderborg. her var gisla, han og georg endnu de muntre børn, som da han ene levede i deres midte, og under glad spøgsvandt timerne for de som minuter. snart klattrede de op af bjergene og søgte blomsterog bær, snart øvede de sig i ridderslege, hvori erich var georgs lærer, og hvori gislasad paa en forhøining, forestillende kampdommer og uddeelte prisen. naar da aftenen kom, saa forsamlede de sig sædvanlig hos modermøllerske, der viste at fortælle heel skjønne eventyr, (fortsættes.) | fiction | null | thi_000293a | 1824-08-12 | null | 115 |
bjergskakten. (fortsat.) da hun nu saaledes en aften sad hos dem, dreiede samtalen sig paa bjergværkerne, og møllerinden sagde: det er en heel forunderlig sag med de skatte, som skjules i jorden, og hvormed i særdeleshed her rundt om os alle bjerge skulle være opfyldt med. kun sjelden er et menneske som vores ridder saa lykkelig at finde en indgang dertil, og endnu veed ingen om de ligge i herrens magt eller i den ondes forvar. erich forskrækkedes ved hans pleiemoders udladelser, og bebreidede hende denne dumdristigetale; men hun svarede at hun blot ville fortælle dem hendes mølles historie for at retfærdiggjøre sin tvivl. dette var ham særdeles velkommen. | fiction | thi_bjergskakten_a | thi_000301 | 1824-08-19 | Vilhelmine Willmar | 116 |
alle hørte med opmærksomhed paa ham, og han vedblev at skildre de farer, bjergfolkene udsætte sig for ved deres møisommelige arbeide, hvor ofte man har exempel paa, at en deel af degruber, hvori stollerne ikke ere rigtig anlagte. eller en metalaare er feil hugget, ere styrtet sammen, hvor en smule svingel er nok til at drage døden efter sig, og vandene, føiede han med en forunderlig bevægelse til, hvor de brydeind, maae alt gaae under! erich rykkede den gamle nærmere, og bad ham dog heller, at lade fare den farlige næringsgreen; ja han lovede han vilde tale med sin fader. om, at sørge for ham paa en anden maade, dog bjergmanden vilde ikke vide noget heraf, og begyndte nu at skildre det behagelige ved hans arbeide. han fortalte hvor hjerteopløftende det var, naar det heele bjergselskab med sang og ) ban forberedede sig til at fare ned i dybet, og hvorledes det derpaa, lystig som til dands, gined ad. naar bjergmanden fornam køllernes slag, og karrernes rullen, saa var dette forham en saa sød musik, som om han hørte lærkens og nattergalens slag. og naar nu - vedblev han med stigende varme - spaaestikken sænker sig, naar den høitklingende lyd forkynder sølvaaren, og naar det nu under arbeidet blinker og glimrer, da svolmer bjergmandens bryst, og det forekommer ham, som om himlen havde aabnet sig for ham i jordens dybde, er den ogsaa ikke - føiede han med et næsten forklaret aasyn til, og foldede hænderne saavel bjergmandens som alle levende kreaturers hjem den bærer, nærer og pleier, liig en om moder alle deres børn, og er livets aandeforsvunden, indslutter den dem i sit skjød, hvorde sove og hvile, indtil engelen kalder, og de vogne til en nye tilværelse! alt var stille, da bjergmanden her endte sin tale, og fremsagde nogle minutter sagte en andægtig bøn. derpaa stod han op fra sit sæde, saae ud gjennem det lille vindue, og sagde, nu er alt igjen roligt, og da den klare maane har, som et slør, sønderrevet de bunkle skyer, saa ville han nu fortsætte sin vandring. derpaa rakte han først møllerkonen, derpaa gisla haanden til afskeed, eftersom de fade efterhinanden. foran hende blev han staaende, saae hende ind i det ungdommelige blomstrende ansigt, og sagde med betydning: ogsaa rosen skaaner, den giftige meeldug ikke! saaledes trænger og saa smertens braad ind i et hvert menneskes hjerte, det være ogsaa nok saa reent for skyld. jmidlertid mærk dig det min lille pige, ligesom sølvet renset fra slaggen perler frem af jlden, og diamanten først, naar den er kommen fra sliberens haand, faaer sin fulde glands, og kaster tusende skjønne lysstraaler omkring sig, saaledes hæver siælen sig, prøvet ved lidelser fra jorden til himlen, hvorfra den er kommen!" gisla vidste ikke, hvad hun ville sige dertil dog det blev hende ganske ængsteligt om hjertet og ikke tanken, men en dunkel følelse, ledte hendes blik hen paa erich, der for første gang slog øinene ned. begge agtede ikke derpaa, da bjergmanden ogsaa tog afskeed fra mølleren og georg, indtil han tilsidst traadte hen til junkeren, rakte ham haanden, og som begeistret af en prophetisk aand udraabte: vend dit blikmod himlen, paa jorden er ingen lykke beskjeret dig og hurtig, som om der var noget der drev ham fremad, føiede han til: endnu har kun den hvide hest været synlig i det fjerne, men snart kommer han anstigendes, vild reisehan sin mahnen, øinene rulle af ædel vrede. hører du vandene bruse, seer du bjerget zittre, kun mod, junker, den fromme har paa jorden intet at frygte: bjergmandens ansigt havde ikke været junkeren saa paafaldende, som da han talte disse underlige ord til ham. han blev bestandig blegere og blegere, og da maanens straaler, fordunklende den lille lampe, brød ind igjennemvinduet og kastede et skjær hen paa ham, forekom det junkeren, som om en aand og intet levende væsen havde talt til ham. han ville have tilbudet sig som ledsager, da han ogsaa skulle oppaa borgen, men en ham før ubekjendt gysen holdt ham tilbage, og hiin havde for lang tidsiden forladt møllen, da han var i færd med at gaae. georg, saavelsom mølleren og møllerkonen, fældte mange slags domme over denne besynderlige bjergmand; dog gisla og erich sagde intet dertil, men hæftede undertiden øinene paa hinanden, det forekom dem, at de først nu lærte at kjende hinanden, og en veemodig sød følelse lærte dem, at de kun i deres egne hjerter kunde søge kilden til deres tilkommende lidelser. erich skred nu hen gjennem den mørke dal, og, kun ledsaget af gislas billede og hensjunken i tanken paa hende, forglemte han snart baade møllerindens fortælling og den blege bjergmands spaadomme. berthold havde ventet ham, og hans uddeblivelse i den stormende nat havde opfyldt hans hjerte med bange sorger for hans yndlings lykke. erich den eneste af hans syv sønner, der opfyldte alle hans forhaabninger, skulle efter hans mening engang formæle sig med en frøken, af ædet slægt som han og dydig, skiøn og huldsom hans moder gerlinde havde været. nu tænkte han paa muligheden af, at hans hjerteved den daglige gang til diævelsmøllen, kunde blive indtaget af den elskværdige gisla, der vel forenede alle qvindelige fuldkommenheder hos sig, men hvis lave herkomst dog gjorde ham det umuligt nogensinde at erkjende hende som datter. for nu at forebygge en kjerlighed, som ingen af dem kunde overlade sig til, besluttede han at indskrænke erichs besøg i møllen, og da han jufnu traadte ind i værelset til ham, sagde han ham uden tilbageholdenhed, at han i fremtiden maatte være bedre betænkt paa, at sysselsætte sig med beskjæftigelser, der vare meere passende for hans stand, vel var det ham undertiden tilstaaet at besøge sin pleiemoder; men dette kunde ligesaa godt skee derved at hun besøgte ham paa borgen, som at han altid skulle gaae til hende. erich forskrækkedes derved, og i smerten, som han følte ved at høre sin faders befaling, syntes allerede de lidelser, der skulle komme over ham, at have begyndt; dog da han var vandt til at adlyde faderen, lovede han sjeldnere at gaae til møllen. berthold blev derved lidet vild, da han troede det skeede af et beredvilligt hjerte. med en sieleangest, der ellers var ham fremmed, kastede ynglingen sig paa sit leie, det tyk - kes ham, at han i saa timer var bleven mange aar ældre, og nu, da man ville skille ham fra hans ungdoms legesøster, nu blev han først vaer, at han ogsaa i hende ikke længer saae det ømme barn, men at det var en pige, man vilde berøve ham, og at denne pige var hans hjertes afgud, som han følte, han først i døden kunde opgive. nu faldt bjergmandens ord ham ind: at han skulle vende sig til himlen, da ingen lykke var beskjæret ham paa jorden, og blodet blev til jis i hans aarer, og han gjennemsukkede endelig hele natten, uden at endog selv en let slummer havde vugget ham ind i forglemmelsens skjød. da han om morgenen kom til sin fader, saae denne, fuld af forundring paa ham; thi der var foregaaet med ham en saa besynderlig forandring. at han ikke forstod at løse denne gaade. ved igjenkjendte han i ham endnu sin elskede erich, men det var ikke meere den samme muntre glade yngling, som smillede dagen glad imøde og hensov rolig natten. mandlig alvor, blandet med dyb tungsing, thronede paa hans ædle pande, og af hans ellers saa venlige øine, talede en fremmed aand, som han ikke vidste at forklare sig hvad var. han kappedes nu med sine brødre i ridderlige øvelser, og foruden det, at han ved mangen en naturgave var dem overlegen, overgik han dem ogsaa i brugen af vaaben, og paadrog sig derved paa nye deres had og forfølgelse. de havde længe staaet i den formening: at han, der var opdragen af en simpel møllerkone, var udygtig til at føre spyd og landse, og da han virkelig, ved hans godhed for hans pleiemoder, som de allene tilskrive hans gientagen besøg i møllen, havde længe forsømt disse øvelser, saa havde dette bestyrket dem i deres vildfarelse, og de vare allerede betænkte paa, hvorledes de ville, for at udelukke ham fra at arve efter faderen, overtale ham til at vælge den geistlige stand. ) før havde han vel laant deres jndskydelser, at opofre sig for den saliggjørende kirke, et velvilligt øre, men nu da han kjendte sit hjerte, da han følte, at kjerlighed til gisla overveiede alle andre følelser, erklærede han, da de endnu vovede et forsøg, alvorlig og bestemt, at han sporede ingen tilbøielighed hos sig til klosterlivet, ja han opfordrede dem endog til, da de ansaae dette at være saa fortjenstfuldt, selv at opofre sig dertil. berthold beundrede i stilhed hans mod og duelighed, og han ville ret af hjertet have glædet sig over hans fremskridt, naar ikke alvor og tungsind havde præget sig alt dybere og dybere ind i hans ansigtstræk. han forskede ofte efter, hvad der paa engang havde saa ganske kundet forandre ham men erich holdt sin hemmelighed omhyggelig indsluttet i sit bryst, da det ahnede ham, at han ikke torde aabenbare den, uden at han ville lægge hindringer i veien for sin kjerlighed, og giøre sig og gisla ulykkelig. (sluttes i næste rummer.) | fiction | thi_bjergskakten_a | thi_000308 | 1824-08-19 | Vilhelmine Willmar | 117 |
bjergskakten. (sluttet.) i diævelsmøllen var erich ikke kommen i flere maaneder, men næsten daglig besteeg han et nærliggende bjerg, hvorfra han nøie kunde lægge mærke til alt, og gisla hvis stille virksomhed han derved havde leilighed til at belure, forekom ham altid skjønnere og meere tiltrækkende. da han nu engang havde vovet sig nærmere og kun en busk unddrog ham fra hendes øine, da saae han først, at hendes kinders ømme rosenfarve var forsvunden, og at hun, da moderen forlod hende, begyndte ret inderlig at græde. forend han viste et ord deraf, løb ved dette syn de klare taarer ned af kinderne, og det blev han derved kun tungere om hjertet. møllerkonen var imidlertid flere gange kommen paa borgen, havde ogsaa spurgt ham hvorfor han ikke besøgte dem mere, og endog udladt sig med, at det kom vel af stolthed, at han skyede hende og hendes børn; dog gjorde dette sidste hende strax igjen ondt, da hun saae hvor det smertede ham. han fortalte hende nu faderens forbud, og møllerkonen gav ham ret, ja hun bestyrkede ham endog deri, og haabede, da hun i havde kastet et ind blik i sin datters hjerte, at hans bestandighed i at afholde sig fra at see hende, skulle helbrede hendes hjerte. men da erich havde seet gislas blege kinder, var ogsaa hans beslutning forbi. længselen efter hende lod ham hverken dag eller nat roe, og han tænkte kun afladelig paa, at kunne tilfredsstille sit ønske: endnu engang at see hende. da han nu en morgen tidlig saae hende gaae til skoven for at samle bær, som kurven i hendes haand viste, da gik han af andre veie bag efter og mødte hende paa eet sted, hvor han ellers ofte havde siddet med hende og georg. j begyndelsen var hun ganske tilbageholdende, endskjønde hun ikke kunde skjule den glæde hun følte overat see ham efter saa lang skilsmisse. hun kaldte ham isteden for erich, junker, og han maatte længe bede hende derom, for hun ville sætte sig ved hans side. gjerne havde hun spurgt ham, hvorfor han saa ganske havde forglemt hende, dog det var som hendes tunge ville nægte hende denne tjeneste; thi hendes moder, havde, for at betage hendes elskende hjerte alt haab, tiet med, at erich kun derfor undgik at komme til møllen, fordi hans fader havde befalet ham det. da han nu fortalte hende dette, begyndte hun hæftig at græde, han søgte forgiæves at beroligehende, og da han spurgte, om da virkelig savnet af ham havde været hende saa smerteligt, og hun ikke kunde nægte at hendes hjertes roe og fred var flygtet med ham, da trykte han hende fast til sit bryst og lovede hende høit og dyrt, at han aldrig skulle elske en anden end hende, og da hun havde givet ham samme løfte, aftalte de, at de undertiden, paa dette sted ville møde hinanden. dog ikke for ofte gjentog erich, thi kun tiden kan kronevores kjerlighed, uforsigtighed derimod fordærve alt. vi ere dog endnu unge, og kunne bie indtil det lykkes mig, eller himlen føier det saaledes, at min faders hjerte formildes og han tillader mig at tage en kone efter mit eget hjerte, og ikke en for hendes adelige families skyld. de skiltes af med den forsikkring, at blive hinanden troe i liv og død, og erich vendte tilbagetil borgen, muntere end han i lang tid havde været. jmidlertid vidste begge de forelskede saaomhyggelig at skjule deres hemmelighed, at meer end et aar forløb, uden at noget menneskeahnede hvor inderlig kjær de havde hinanden, jmidlertid var den allerede bedagede ridder berthold begyndt at skrante og en morgen fandt man ham død paa hans leie. erich var den eneste af hans sønner, som oprigtig fældede taarer for ham, og aldrig kunde i forglemme den dyrebare fader. efter hans begravelse bragte fader ambrosius, som i ham tabte sin bedste ven, er testamente for lyset, som han længe før sin død, uden sønnernes vidende havde nedlagt i klosteret. heri befalede han nu, at arvingerne i fællesskab skulle besidde de godser, der havde til hørt ham, og at samme ogsaa skulle drive bjergværket i broderlig eendrægtighed. foruden dette testamente havde bertholdendnu givet ambrosius en commission, som kun angik erich. han havde nemlig skjult en stor skat af guld og sølv under alteret i kapellet, hvorhen han haabede at avind og ondskab ikke skulde naae; og denne skat bestemte, han for erich, naar hans brødre forfulgte ham og ville berøve ham hans arvedeel, eller ogsaa, - naar, som han frygtede for, da den hvide helhavde vist sig, et eller andet uheld skulle standse bjergværkets drift. ridder berthold var neppe bragt til sit hvilested, saa begyndte hans sønner at føre et ganske nyt liv. selv otto vendte tilbage til den fadelige borg for, som den ældste af hans brødre, ganske at omdanne alt. de store summer som berthold havde sammensparet vare snart fortærede og for at opfylde denne aabning, bød otto, der ikke allene havde anmasset sig herredømmet over sine brødre, men over alt hvad de eiede, at et større antal bjergfolk skulle antages for at hugge nye gange og skaffe flere ædle metaller tilveie. nu blev ogsaa virkelig guld og sølv funden i mængde, langt mere end i bertholds levetid, og det gik nogen tid ret godt. men da nu i bjerget den ene lystighed efter den anden fandt, sted, og leer- og tinkaar bleve ombyttede med sølvkar, saa bragte bjergmesteren en dag den efterretning: at den hvide hest igjen havde ladet sig see. den havde som første gang, majestætisk svævet gjennem gangene og ingen havde seet hvorfra eller hvorhen den var kommen. men otto og hans brødre agtede ikke derpaa, ligesaalidet som paa erichs advarsel, der bad dem at vogte sig for himlens hevn, derimod dreve de det endnu værre, end forhen. erich havde efter sin faders død undertiden, igjen besøgt møllen, dog var der, næsten endnu mindre haab om at forene sig med sin gisla endforhen. han deeltog ikke i deres øsle liv og blev derfor saameget desmere forhadt af dem, og de lode ingen af de summer berthold havde samlet eller bjergværket afgav, komme ham tilgode. nu havde de ogsaa faaet udinsket, at det ikke var hans barndoms pleiemoder, men vel hans legeføster den skjønne gisla, der drog ham til møllen. de spottede ham ikke allene for hans valg, men bestræbede sig endog for, da det smukke møllerbarn gefaldt dem alle vel, at gjøre hendes troskal vaklende. dog hos gisla fandt alle deres glatte ord intet jndpas, og de rige foræringer som man bød hende, afviste hun med standhaftighed. | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000334 | 1824-08-26 | Vilhelmine Willmar | 118 |
enhver bøn af erich om at faae noget af sin formue i hænde var forgiæves, og han maatte haabe paa en bedre fremtid med taalmodighed. | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000335 | 1824-08-26 | Vilhelmine Willmar | 119 |
pater ambrosius havde let kundet hjelpe ham, af sin nød; men han ansaae hans kjerlighed til gisla; som en vanære for ham som adelsmand, og tang med hans hemmelighed. da nu herrerne von hakenau lode deres svende og tjeneres klæder og vamse besye med sølv, saa fremstillede bjergmesteren sig atter fordem, og sagde: at den hvide hest igjen havde viist sig for dem, dog havde han ikke denne gang saa langsom som for marscheret omkring, men havde i vilde spring styrtet gjennem alle gruberne. hans øine havde saaledes funklet af vrede, at arbeidenne grebne af frygt og angest havde kastet sig paa knæe og havde anraabt den, herre gud om tilgivelse for deres synder, og da de vare standne op igjen var hesten forsvunden. nul tilraabte hugo, berholds anden søn, ham, da kjender j jo et middel, at forjage det fiendtligsindede væsen paa, naar den kommer i igjen saa bed kun erich der ogsaa denne gang var tilstede, bad indstændig at tilbagekalde en saadan gudsbespottelse; men en skrallende latter var det svar han fik, og da bjergmesteren anførte flere tilfælde, hvor bjergmanden havde ladet sig see som en advarende genius, svarede otto ham, at den har de viist sig for hans fader som en dverg, men aldrig som en hest. ol den kommer i mangehaande skikkelser! svarede denne - ofte har man ogsaa truffet den som en gammel bjergmand. selv paa den tid, fortalte han, da bjergværket endnu ikke gav noget af sig, og at udbyttet mangen dag var saa lidet, at neppe arbeidslønnen derved kunde bestrides, een gang, da vi vare i færd med at stige ned i gruberne, traade en fremmed bjergmand hentil os. vi saae først mistroisk paa ham, men hans tale var, som det anstaaer bjergmanden: gud signe eder alle, bjergmester, gesvorne, stiger og slaggesel, saaledes som j her forsamlede ere. med venskab er jeg staaet op, med venskab vil jeg sætte mig ned igjen. hilsede jeg ikke bjergerlauget, var jeg ingen ærlig bjergmand! min fader, - fortalte han videre - som var bjergmester for mig, svarede, i det han som vi pleie, rakte ham haanden, saaledes at tommelfingrene træffe sammen, og hænderne forene sig i hinanden til fast tryk: gud holde lauget i ære, i dag, i morgen og bestandig, er det end ikke stort, feiler det dog ikke æren nu spurgte han ham, hvad hans begjering var, han svarede han ville bede os, at vi ville tillade ham at stige ned med os. jeg har denne nat gjentog han, paa bjergets side bleven vaer et lysegrønt skinn, lad mig derfor forsøge, om jeg ogsaa endnu formaaer at finde de skatte som det anviser. derpaa foer han ned med os, og hvor han slog, der glimrede guld og sølv os i møde og kasserne fyldte sig og vi samlede mere i dag, end der var skeet i flere uger, og da vi vilde takke den gamle bjergmand derfor, var han ikke meere at finde blandt os, og vi indsaae da, at det maatte have været bjergaanden. saa lad den da vise sig i denne skikkelse. - udraabte otto - jo oftere, jo bedre! erich gyste tilbage for en saadan overmod, og gik inderlig bedrøvet til diævelsmøllen for at opmuntre sig ved synet af gisla. dog ogsaa ved siden af hende, tænkte han paa den sælsomme bjergmand, og det forekom ham endnu, som om han hørte den stemme, hvormed han baddem begge vende deres øine mod himlen. hans tungsind smittede ogsaa den blide gisla; thi ogsaa hun ahnede, at der ingen roser vilde blomstre her paa jorden for deres kjerlighed, og hun, som endnu synes at være nærmere beslægtet med himlen, end hendes ungdomsven, søgte at trøste og forberede ham paa en mørk fremtid! af erichs stedbrødre, var huge den, der stærkest forfulgte den skjønne gisla, og kom ofte under mange slags forrevendinger til møllen ja havde endog forstaaet at indtage mølleren, for sig. men naar denne blot ville tale et ord til hugos fordeel og hans hensigter med gislahavde han alle sine imod sig; thi ogsaa georg var erichs varmeste ven. bjergværket gav imidlertid altid rigere og rigere udbytte og med dette steeg ødselheden hos adelsheits sønner, som endelig naaede den høieste grad. allerede vare borde og stole indlagte med sølv, selv sengestolperne, portringene, ja selv hundenes halsbaand vare beslagne. og tilsidst for at krone det hele, lode de saagarhestene beskoe med sølv. erich bad trods alle fornærmelser og skjældsord, at de skulle holde inde, men de bleve endnu døve for den redelige advarers stemme. nu traade en dag bjergmesteren bleg som et liig, indtil dem, og med zittren og bæven berettede han, at den hvide hest atter igjen havde viist sig for dem og styrtet sig som rasende, med funklende øineog vildbrusende mahn fra en stolle til den anden, gjennem en gang til den anden. dog ogsaa denne gang loe junkerne og sagde: den kunde kun komme, igjen den skulle altid være velkommen, da bjerget ved et hvert af dens besøg altid gav rigere udbytte. otto den overmodigste af alle sine brødre, drev endnu kaadheden saa vidt: at han befalede bjergmesteren: at hilse hesten fra ham og indbyde ham til et gjestebud, som han med alle sine brødre og bekjendtere, med det første vilde give nede i genderne. - erich følte sig angreben af en kold gysen, et han bad endnu engang og bad forgiæves, jmidlertid stod huge betænksom ved det store buevindue og skuede ned af til diævelsmøllen, og da han vendte sig om igjen, stod ondskab og lumsk list saa paafaldende skreven i hans træk, at erich følte en smertelig stikken i sit bryst, og det forekom ham som om det virkelig havde lykkedes den falske, at røve ham sin gisla. allerede denne dag lod otto giøre forberedelser til et stort gjestebud og paa en rummelig plads i skaktens midte blev jord og steenført bort, paa nogle store sølvbarrer nær, hvor man satte taffelet. herpaa bleve gjesterne indbudne og alt hvad rigdom formaaer at frembringe af kostelig spise og drikke fandtes her i overflod. | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000336 | 1824-08-26 | Vilhelmine Willmar | 120 |
erich saae paa alle disse anstalter med blødende hjerte. han vidste ikke hvad der var bedst, enten at blevaane det underjordiske gjestebud eller at blive derfra. uenig med sig selv gik han til møllen, hvor gisla, som allerede rygtet om festen havde naaet, kom ham i møde med øine, der vare røde af graad, og besvor ham med den omhyggeligste kjerligheds angest, ikke at fare ned med i skakten. saaledes havde han endnu aldrig før seet hende, hun fordrede under tusende taarer det løfte af ham, at tilstaae hende denne bøn, og det med en banghed, en hast, som endog gjorde det dybeste indtryk paa hans hjerte. det er ikke din død jeg frygter for, raabte hun, thi døe kunde jo ogsaa jeg, men et frygteligt veh! gjenlyder fra mit hjertes jnderste, og løber frygteligere end dødens gysen gjennem mine aarer, det hedder - adskillelse! - at være adskilt fra dig, og endnu at leve, hvorledes formaaer jeg det! erich sluttede den klagende pige i sine armetrykte det reneste, helligste kjerligheds kys paa hendes læber: du er min - sagde han - om ikke allerede paa jorden, saa dog i himlen hvorledes det end gaaer, saa modtag forsikkringen om min uendelige kjerlighed, min uforanderlige troskab, derpaa gjorde han sig umage for at trøste, at berolige hende, men hun ville intet vide af trøst eller beroligelse førend han havde lovet hende, ikke at komme til gjestebudet i skakten; og endelig, hun var jo for ham det dyrebareste paa jorden, besluttede han ikke længere at vakle i sin beslutning. da han rakte hende haanden og ville give hende det løfte at opfylde hendes forlangende - da stod paa engang uden at de havde seet hvorfra han var kommen, den gamle bjergmand for dem, som i hiin stormende aften var taget ind i møllen. ogsaa nu havde han som den gang et dødningeblegt udseende og øinene laae dybt inde i hovedet paa ham uveiret nærmer sig, - sagde han, i det han vendte sig til erich. kun hvem der har et reenhjerte har intet at frygte. jmidlertid tag her denne til beskyttelse, og far derpaa kun i gudsnavn ned i dybden, var det ogsaa kun for at forkynde verden herrens domme. | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000337 | 1824-08-26 | Vilhelmine Willmar | 121 |
ved disse ord rakte han ham en sneehviblomst, saaledes som man, endskjøndt sielden finder den opspiret under jorden, den var sælsom skjøn dannet, en rank stamme, hvis stil og blade, pralede med den herligste hvide farve. den vellugt, som denne underfulde blomst udbredte rundt omkring sig lignede den af bernsteen, olie, naar den reen og klar trænger sig ud af sin kilde; og den havde, paa den ømme, af anget udmattede gisla en saadan bedøvende virkning, at hun sank afmægtig ned. | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000338 | 1824-08-26 | Vilhelmine Willmar | 122 |
da just nu en lykkelig stierne førte møller, konen dertil, saa var bjergmanden allerede gaaet sin vei, og hun der saae hendes barn ligge bleog uden liv i erichs arme, kunde for skrækneppe spørge om aarsagen dertil. med faa ordfortalte han hende hvad der var foregaaet, lagde den kjære byrde til moderens barm, og besvordenne at paage over at der intet ondt vederfores . hende. hun er min eiendom. - sagde han - jeg fordrer hende af dig moder; thi kommer jeg denne gang lykkelig fra min broders gjeste bud, saa bliver hun min kone, skulle jeg end frasige mig alle min stands forrettigheder og ernære mig ved at dyrke jorden og passe møllen! her ilede han bort, førend gisla endnu var kommen til sig selv igjen, fordi hun ikke paa nyeskulle bestorme ham med bønner; og da han besteeg det bjerg hvorpaa borgen laae, og endnu engang kastede et blik tilbage, da saae han hvorledes hun rettede sig op, og langsom ved hendes moders side vandrede til møllen; han havde endnu ikke tabt dem af syne, da han blev hugo og mølleren vaer paa en bjergspidse de synes at tale ivrig om en sag af vigtig hed. en bitter følelse bemægtigede sig ham; han, der var ligesaagodt bertholds søn som hiin, maatte see sig spottet, forraadt og bedraget af dem naturen bød ham at elske, og dog undertrykke enhver tanke om hevn og giengieldelse, thi de vare jo hans brødre. da nu den følgende morgen brød frem, var et hæftigt tordenveir trukket op paa himlen, saaledes: at de fleste gjester, der vare indbudne til den underjordiske fest, bleve forhindrede fra at komme; dog bertholds syv sønner, blandt hvilke nogle allerede havde kone og børn, vare allerede nok til at besætte et stort taffel; og saa droge de, da middagsstunden nærmede sig, alle festlig smykkede ned af bjerget fra borgen og nedfore under høie jubelskrig i skakten. erich som raden traf sidst, besvor brødrenei det mindste at lade børnene bleve tilbage; men ogsaa nu ville de ikke høre ham. de smaae skulle see den klare fakkelglands, hvorved denne gang gruberne som den klare lyse dag vare oplystebetragte de funklende stene og gjestebudet blive dem en erindring om, hvorledes deres fædre havde forstaaet at nyde og forskjønne livet. ) endelig foer ogsaa erich med tungt hjerte og med den hvide blomst, som han bar skjult under, klæderne, fast trykket til sit hjerte, ned i den frygtelige dybde, og af den glimmer og den pragt som her var dynget paa hinanden var hans nær ved at blive blind. taflet ville have bøiet sig under byrden af sølvog guldkarrerne, naar det ikke havde hvilet paa et ligesaa rigt, som sikkert fodstykke. muntre satte man sig nu ned og medens fade og pokallergik flittig omkring, maatte bjergfolkene spille paa zithar og cimpal, og synge lystige sange dertil. allerede vare de fleste retter, hvoraf erich var den eneste, der intet nød, for største deelen serverede, da paa engang al sang og musik forstummede og alles blikke hæftede sig paa eet sted, hvor den hvide hest, med det stolte hoved, kneisende i veiret, stod pludselig for dem. paa samme tid hørtes en tummel, liig de fjerne vindes brusen og en fæel hylende tone lød gjennem de slangebugtende hvælvinger. alle, selv otto og hugo kunde ikke afholde sig fra en hemmelig gysen; og da hesten nærmede i sig, saa var det som paa engang alle tunger forstummede. derpaa begyndte han langsom at gallopere i en rundeel omkring taffet, og ligesom han fordoblede sine skridt, forstærkede ogsaa den brusende hylen sig, og da hesten nu begyndte at gjøre luftige spring omkring taflet, begyndte bjerget at zittre og det brusede lig havets bølger. fædrene sukkede, børnene græd, alle vare som naglede til deres sæder og ingen formaaede i at tænke paa redning. | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000339 | 1824-08-26 | Vilhelmine Willmar | 123 |
beder. - raabte nu erich til dem, i det han hævede sig op fra sit sæde - maaske kan endnu den barmhiertige gud forbarme sig over eders misgierninger. | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000340 | 1824-08-26 | Vilhelmine Willmar | 124 |
da han havde sagt dette, nærmede han sig hesten og otto fattende et glimt af haab, sagde mismodig til ham. ræd os min broder, og halvedelen af alt hvad villeie, er dit - tag ogsaa gisla, raabte hugo, dog ynglingen havde allerede befalet sig gud, og tænkte nu kun paa hvorledes han kunde rædde deres sjæle. og allerede vaklede bjerget og dets uhyre kløfter aabnede sig, flammer sprudede ud derafog svovldunste brøde frem, da erich greb den vældige hest ved den lange hvide mahn; og under alles angestskrig, saae han da med gysen, hvorledes vandet i strømme brød ind. | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000341 | 1824-08-26 | Vilhelmine Willmar | 125 |
endelig lykkedes det ham, at svinge sig op paahestens glindsende ryg, og den svømmede med ham paa vandet, som hvert øieblik steeg høiere. sine sandser ikke meere mægtig, fornam han kunendnu en brusen, som fra det fjerne og derimellem de døendes vaandeskrig, og en uhyre knagen og bragen, som han alt blot bunke kunde erindre sig, og snart forlod hans bevisthed ham gandske. da han igjen slog øinene op, saae han atter den blaae himmel over sig, og ved siden af ham stod pater ambrosius, som dybt bedrøvet rakte ham haanden for at reise sig, og da han nu med møie ville staae op, da saae han, og en anden afmagt havde nær paa nye styrtet ham til jorden, at det hele bjerg, hvorfra han nu befandt sig et godt stykke bortfjernet, var nedstyrtet, og skakten var bleven hans letsindige brødres grav. bedende sank han ned paa sine knæe, og ydmygede sig for herren, derpaa lod han sig af pateren som et barn lede hen til borgen og neppe havde han naaet sit leie førend alle hans kræfter, gjen forlode ham; derpaa henfaldt han igjen til en stille sandsesløshed, som kun var forskjellig fra døden deri, at han stivt stirrede hen for sig og mekanisk tog, hvad man bød ham til hans helbredelse. saaledes tilbragte han, uden selv at kjende sin tilstand, paa en jammerfuld maade sine dage for enhver der saae ham. tale gjorde han slet ikke, og det synes, som hiin frygtelige tildragelse. ) havde gandske berøvet ham hukommelse og følelse. hans pleiemoder og ambrosius veeg ikke fra hans leie; men fra det øieblik, da ambrosius havde funden ham efter den dybe afmagt, og han havde havt nogen samling, kjendte han ingen mere. saaledes henløb en lang tid bedrøvet og langsom, det var som om det skrækkelige, hvortil erich havde været vidne, endnu virkede stærkt paa ham. endelig efterat vinteren kold og uvisvar hensvunden, besluttede ambrosius at føre. den syge ud i den frie natur, at den velgjørende foraarsvarme, ligesom den trænger ind i den stivnede jord, og fremlokker græs, blomsterog blade, ogsaa maatte styrke ham paa nye, og fremkalde hos ham lyst til livet og opvækkeerindringen i hans siæll. længe havde allerede erich siddet paa den skjønne med maigrønt bedækkede bjergspidse, da han uvilkaarlig vendte det syge hoved mod den side hvorunder i dalen, hans barndoms skueplads, diævelsmøllen laae, og længer henne de rædsomme ruiner af det sammenstyrtede bjerg, hvor hans fader havde funden sin lykke og hans brødre deres grav. han foer hæftig sammen, og et høit skrig, som udspressedes af hans bryst, var siden hiin ulykkesdag den første lyd, som kom over hans mund, og som lod den gode ambrosius haabe, at denne ikke vilde være gandske forstummet. virkelig synes det ogsaa i dette øieblik, som det dunkle slør var sønderreven, der hidindtil havde, berøvet ham den evne at tænke, og som om, tidefter anden flere forestillinger samlede sig i hans giel, der lode ham alt mere og meere skimte der, forbigangne tid gjennem den skumle nat, der omgav ham. ambrosius tog med deeltagelse hans haand, og et sagte tryk som han erholdt tilbage fra erich, overbeviste ham om, at følelsen vendte tilbage i hans forstummede bryst, ja at han endog synes at kjende ham. sagte ledsagede han ham nu igjentil hans leie, for at derved, som hos de blinde, det gjenskjænkede syn ikke maae gives til priis. for solen, men at helbredelsen langsomt men desto sikkere maae følge paa. saaledes gik det ogsaa vel lignede han endnu længe barnet, som de forekommende gienstande, vel er bekjendt, men som det endnu ikke veed at benævne, dog opgik ved hver dag et nyt lys meere i hans siel, og som hans sjelekræfter tiltoge, saaledes styrkedes ogsaa hans svage legeme. da nu ambrosius igjen en dag førte ham i det frie, raabte han, efter saa lang tids forløb for første gang navnet gisla, og med følelsen af hans kjerlighed opvaagnede ogsaa bevidstheden om hans hele liv og lidelser, og han forlangte man skulle føre gisla til ham eller ham til hende. ambrosius blev forskrækket og tøvede med at svare ham, og da han saae den gamle, bedagede mand ind i øinene, og disse fyldte sig med taarer, saa spurgte han ikke videre efter hende, men en navnløs smerte angreb ham, der først da forvandledes til hengivenhed i guds villie, da ogsaa velgjørende taarer vædede hans kinder, og nu udraabte han: hun hvile i guds haand. | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000342 | 1824-08-26 | Vilhelmine Willmar | 126 |
virkelig sov gisla allerede siden flere maaneders forløb i skjødet af moder jord, befriet; fra den jammer, der forgiftede hendes livsblomster, og da nu erich igjen kunde stige ned adbjerget, var hans første gang til hendes gravhøi, hvor han ønskede sig ned til hende i den kjolige seng, i hvilken hun havde funden roe. | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000343 | 1824-08-26 | Vilhelmine Willmar | 127 |
da han nu var fuldkommen helbredet, førte ambrosius ham til den skat, som hans fader havde givet ham i forvaring til ham, og kunhans hjerte, ikke hans læber gjorde hiin den bebreidelse, at han med et saadant udstyr, og saa kunde have forskaffet sin gisla et skjønt lod paa jorden, nu var hun ham berøvet, og en høiere lykke, end han nogensinde i denne - fuldkomne verden kunne have skjænket hende, var bleven hende til deel, derfor tog han nu guldet og oprettede over hendes grav en skjønhøihvælvet domkirke, hvori han bad for hendes siels roe, saavelsom ogsaa for hans slagne brødre. hans hele formue skienkede han til et kloster, som han lod opbygge, og satte den ærværdige ambrosius, som opnaaede en meget høi alder, til første abbed i samme, i det han selv, uden at beklæde en høiere værdighed end en lajenbroder, besluttede at ende sine levedage deri, og da hvile ved gislas side. | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000344 | 1824-08-26 | Vilhelmine Willmar | 128 |
borgen med alle dens herligheder stod fra den tid af forladt og blev et rov for tiden, som efter aarhundrede ogsaa gjør sin jern ret gieldende, over erichs stiftelse. den rige skakt er aldrig mere bleven aabnet, og paa det indsunkne bjerg have fredelige beboere nedsat sig, der ikke, engang ahne, at der under deres hytter, er uddøvet, en saa frygtelig straffedom over stolthed, overmod og ødselhed. | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000345 | 1824-08-26 | Vilhelmine Willmar | 129 |
udenlandsk. j norge er udfærdiget en nye lov angaaende told- og consumtions-væsenet. blandt andre forandrede bestemmelser indeholder denne lov følgende; hverken brændt kaffe eller anden slags brændte værter maa mere indføres; den bestemmelse, at jndførselen af spanske, franske og portugisiske vine, samt rom ikke maa skee uden directe fra steder, hvor de produceredes, er aldeles ophævet; egelast er tilladt at udføres, tiden, hvori varer maae henlægge paa criditoplag, er forlænger fra til aar. jstedetfor at straffene for comsumtionssvig hidtil have været de samme, er dette derhen forandret, at videre straf, end at varerne forbrydes, ei for consumtionssvig anvendes. paa adskillige artikler er jndførsels= og transit tolden, noget forhøiet, saasom paa brændeviin og rom, gryn, byg og havremeel, kaffe, kjød og flæsk, hør, kartofler, viin og tobak; hvorimod den paa andre artikler er nedsat, saasom paa dreieler og lærreder. udførselskolden er noget forhøiet paa fiskevare, rogn og tran. | non-fiction | null | thi_000346 | 1824-08-26 | null | 130 |
om navnkundighed, beundring, applaus o. de l. det er en meget rigtig anmærkning, at af de handlinger, som fortjene vor opmærksomhed, ere ikke altid de meest glimrende de største; thi navnkundighed, beundring og bifald vindes som oftest ikke uden ved udvortes og tilfældige omstændigheder, der til ere aldeles adskilte og forskjellige fra dyd og heltemod. en ophøiet stilling i livet, storheden af en handlings følger og alle lykkens gunstbeviisninger maae forene sig for at kunne frembringe noget stort i publikums øineda derimod, den der handler med standhaftighed, aandstyrke, flid og taalmodighed; men er berøvet dette glimrende udvortes, skrider ubemærket forbi mængden og lider og handler, i hvorved med samme aandstyrke og standhaftighed, saa dog alligevel uden medynk og uden roes. denne anmærkning kan udvides til enhver ting i livet. jntet maae bedømmes efter den virkning det gjør paa mængdens øie og øre. | non-fiction | null | thi_000354 | 1824-09-09 | null | 131 |
tusende elændigheder gjøre et stille usynligt anfald paa mennesket, og hiertet, føler utallige ængstelige slag, som aldrig udbryde i klager. vore fornøielser ere maaske ogsaa for størsteder, len hemmelighedsfulde og bæres for det meste med en slags taus tilfredshed, en slags ind- vortes bevisthed, et slags skjult haab, en særegen forestilling man gjør sig om ting, der aldrig meddeles andre; men som man forbeholder sig selv til lønlig overveielse i eensomme timer. størstedelen af vort liv er en kjæde af smaae hændelser og ubetydeligheder, af attraae efter gjenstænder som ikke ere langt borte, at smerte over feilslagne forhaabninger uden slemme følger, af intetsigende ærgelser som foraarsage os smerte, flyve forbi os og forsvinde igjen, af intetbetydende sladder som surre en stund for vort øre og høres aldrig mere, af glæder, der som et luftsyn dandse foran os og adspredes, at komplimenter, der glide forbi sjælen liig al anden musik og ere lige hurtig forglemte af dem dergjorde dem og af dem, der modtog dem. | non-fiction | null | thi_000355 | 1824-09-09 | null | 132 |
det rige partie. det selsomme taarn. min ven ründel og jeg, den nuværende hofadvokat fasbinder, vi studerede sammen i m. derfra havde vi tidlig om morgenen tager en ridetour til det lille t. til pindseskyden, forat more os der en eftermiddag, og derfra igjenlystig og munter at vende tilbage. vi loe meget og saaledes som det nu ofte gaaer til naar mankommer i latter, saaledes raabte randel paa engang: "hvad fanden er det for et sælsomt taarn, der ligger foran os. nu saae vi daførst at vi havde forfeilet veien. jsteden for at naae m. vare vi neppe nogle bøsseskud fra staden b. siden vi just ikke nu vare oplagte til at bedrøve os derover, besluttede vi at tilbringe resten af dagen og natten i b., da vi endnu ikke havde betragtet denne bekjendte fabrikstad nær ved. et hvert eventyr havde været os velkommen. de, fra de tilgrændsende byer tilbagevendende, gyntede par viste at det var en festdag, som just var tilende og det tynde purpursløer, i hvilket solens nedgang havde indhyllet den hele egn, gav den velbyggede stad, et særdeles venligt udseende, stadsoldaten hilsede os, da vi rede lang, som ind, med portlænken, og lod, da han saae vores velvillige ansigter, falde den flygtige anmærkning, at det var meget tørstigt veir i dag. randel var godmodig nok til at tage hensyn dertil. de sorte øine. den store drede gade foran os, overraskede os ikke lidet ved dens stadselige huse. j særdeleshed stod en sand pragtbygning, omtrænt i midten af gaden, for hvilken stænder og aldre af alle skikkelser viste deres ærbødighed. de forbigaaende mandspersoner toge deres hatte. for et vindne i første etage, saa dybt af, at vi allerede vare overbeviste om, at vi der ville komme til at see sidde den regjerende borgermester i fuldpindsestads. for om muligt, at bevæge denne at kaste sine politie=øine ud af vinduet og tilstaae, os en fuldkommen beskuelse af hans hele brystbillede, lode vi vore heste, som vi hidindtil havde ladet gaae sagte som paa filtskoe, ved huset gjøre dygtige kaprioler. alle vinduer i gaden fløi op. alt hvad der havde hoved, strakte det ud, saa langt som muligt. dog over det ansigt, som i hiint huuskom til syne, havde vi næsten begge to tabt ligevægten, thi (alle borgermestere i ære) det alsigt havde ingen borgermester, det hørte en engel til, en livagtig erkeengel. den ærefrygt vi følte, bragte hurtig hatten af hovedet paa os, endog førend haanden vidste hvad den gjorde. ründel og jeg, vi elske verden og menneskene, hvorfor skulle vi da ikke ogsaa holde af fruentimmerne, hvorledes var det vel muligt ikke at have denne engel kjer, blot et eneste blik af disse det himmelske væsens sorte øinegjør os, den hele opsigt, vi havde tænkt at gjøre med vores riden, til intet. vi vare endog glade, at vi kunne holde os fast paa vore heste, og droge beskjemmede, som det anstod sig efter en saadan ydmygelse, skridt for skridt til gadens ende, hvor det, efter udseende reenlige værtshuusden lange næse laae, for hvis dør en neppe paaklædt kieldersvend synes at være bered til at modtage os. men tilbage til hiint vindue, maatte vi endnu til hest, kaste øinene nogle gange og havde i det mindste den trøst, endnu bestandig at see de saa frygtelig blevne sorte øine, rettet hen paa os. allerede enke. hvad befaler de naadige herrer; spurgte mennesket, da han havde viist os opad en trappe til et ret smukt værelse, hvorfra man kunde overskuden deel af gaden, hvori den livagtige engeboede. for det første, - sagde ründel, i det han viiste med sin pegesinger hen paa hiint huus - hvad er det for en dame der, ak! svarede den lille karl, i det han udstødte et saa dybt suk, at jeg næsten var fristet til at byde ham et temperende pulver, for at afkjøle hans hede, det er vor stads krone. hvem der engang kommer til at eie den, den faaer en skatpaa et par tønder guld. men paa patriotismefeiler det derimod hende gandske forskrækkelige hvad mener de vel, ikke en eneste af vore smukke, unge herrer anstaaer hende, og dog har hun staden og den gamle frøstler, der ægtede hende da hun neppe var femten aar gammel, at takkefor alt. havde testamentet blot ikke været, saa havde hun nu maatte dandse efter en anden pibemen den salig commerceraad frøstler, testamenterede hende den ene dag alt, og den anden ægtede han hende. | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000375 | 1824-09-16 | null | 133 |
randel og jeg kunde ikke komme til os selv igjen af forundring. altsaa allerede enke, udraabte jeg. ja vel, og det neppe nok. tidlig om morgenen var vielsen, og om middagen døde han, underet. patronen gjorde os bestandig alt mere og meere varm ved lovtaler over den skjønne, ved hvis syn, vi allerede vare blevne varme nok. han gav hende det vidnesbyrd, at hun var orden, sædeligheden og huusligheden selv. den salige frøstler havde allerede forlovet sig med hende i hendes de aar og ligesom efter vielsen, da han havde maattet foretage den lange reise ind i evigheden, maatte han ogsaa reise bort. saadan havde han ogsaa før maattet gjøre en i verden. j det halve aar han var fraværende, havde fristere af alle slags, søgte at gjøre hende utro; men hun havde skikket dem alle bort igjen med en lang næse. og kieldermesteren var sandelig ikke hendes afgjorte lovtaler; thi det nag han bar til hende, fordi hun, blandt mange andre derværende cavalierer, ogsaa først for sex uger siden havde foræret værtens søn, doctoren, en kurv, stak ved enhver leilighed igjennem, naar han ville rose hende. jntet under derfor, at dette physiske og moralske under, hvis hulde seeværktøi, vedvarende synes at hvile paa vertshusets vinduer, hvori vi havde lagt os ret mageligt, fra sekund til sekund stalos alt mere og mere i øinene. en eller anden feil have imidlertid de fleste ting. dette yttrede randel heel betænkelig. hvem veed ellers om ikke denne skjønne maske skjuler en som hjernekiste. det er jo et skalkeskjul, hvormed - naturen heel hyppigen skal overraske de skjønnes beundrere. neppe vare disse ord komne ud af munden, paa ham, saa bragte ogsaa kieldermesteren den bestilte limonade ind. uden at blive spurgt derom, udbrød han igjen under jskjænkningen i følgende lovtale: og til frue kommerceraadindens mange fortrin kommer ogsaa en munterhed og en aand, som det er vanskeligt at finde mage til. omendskjøndt man just ikke kunde anerkjende compotencen af denne smagens dommer, saa blev hans bemærkning dog altid en art modbeviis for den, saavel hos mig som randel fremspirende frygt, det blev os tillige en drivefjer mere, til at gaae ud paa nærmere undersøgelser. erobringsplan. og - spurgte jeg mennesket - ikke en eneste har hidentil kundet finde nøglen til denne elsk værdiges hjerte, jkke en for omtrent en uge siden har vel en fremmed, som i førstningen boede her hos os inlogeret sig, for at gefalde hende, ligeover for hvor hun boer; han skal være steenrig og seer ikke daarlig ud. men det er en besynderlig særsindet en, saa at det vel neppe lykkes ham. j øvrigt er han den eneste mandsperson, som hun altid i hendes selskabsjomfrues og søsters nærvarelse, modtager besøg af i hendes eget huus. | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000376 | 1824-09-16 | null | 134 |
hm! det var tillige en hindring og en sporemere for randel og mig, til at stræbe efter at gjøre hendes bekjendtskab; kjeldermesteren synes ikke at vide, at hos mange fruentimmer, gielder selv den sletteste særhed hos en mand, mere end hans fortrinligste egenskaber. | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000377 | 1824-09-16 | null | 135 |
hvorledes, om det nu lykkedes en af os at stikke den fremmede ud? tilfældet havde ført os gandske uventet til b. hvem vidste hvad skjæbnen endnu kunde føre i sit skjold? vore, hjerter, ikke gandske saa nye, som de maaskee saae ud til, havde just ferie. et forsøg paa den skjønne kunde man derfor vove, uden at vi skadede en andens rettigheder eller vores egen samvittighed. vist nok, lod, efter alt hvad i havde hørt, det lette, overfladiske af vores hidtilværende kjerlighed sig ikke anvende paa den unge enke. hun forlangte, under alle omstændigheder af hjertet, at det skulle gandske hellige sig hende, ikke et offer for dage uger, maaneder eller aar, men for det hele liveller for at udtrykke mig i kunstsproget, for en heelevighed; og hun syntes ogsaa at fortjene en saa dan opofrelse. saaledes var da for det første den nærmere bestemmelse fattet. naar kieldermesterens beskrivelse over hende var overeensstemmende med sandhed og en af os havde den lykke at gefalde hende i særdeleshed, saa behøvedes der hos en skjønhed som hende, just ikke stor betænkning: vel studerede vi endnu, men studeringerne kunde jo, om ikkeophøre, saa dog, isteden for paa akademiet, fuldendes et andetsteds, mindre paafaldende ved de nye forhold man derved kom i. unge vare vi nu vistnok ogsaa; men dog allerede i flere aar ikke længere for unge til at forestille en ægtemand. og min formynder og randels fader, som i vores mindreaarighed vist nok havde en ikke ubetydelig stemme i sagen, maatte jo ikke være ved deres fulde fem, naar de af egensindighed ville have forhindret os fra at faae denne store gevindst i ægtestandens lotterie. ak! vikjendte dem jo. allerede for den lille tønde guldsskyld havde de ikke gjort det, omendskjøndt den ogsaa havde været sammensmeltet i eet. deri maatte vi nu vistnok finde os, at blot een kunde komme til at besidde skatten, randel eller jeg. ved de store egenskaber damen befad, var det rigtignok bedrøveligt for den, der maatte gaae tomhændet bort; med det afhang ikke af os. alt kom jo an paa, hvem hendes lille hjerte erklærede sig for. man seer allerede deraf, at vi af hendes blikke, som endnu fra tid til anden faldt over til vore vinduer, allerede nærede saa temmelig haab om at hun ville give den fremmede løbepas og ville beslutte sig til at tage en af os to. den hvide fane. efter et metalvægtigt haandtryk, spurgte jeg kieldermesteren paa hvad maade man bedst kunde faae adgang i damens huus. men med al den ærbødighed som prænumerationen paa taknemmelighed indgjød ham, svarede han kun ved at trække paa skuldrene. kom, broder hertz sagde da ründel, i det han tog mig under armen, det besynderlige gjør lykke. vi gaaer lige løs paa hendes huus, inden, vi komme derhen, vil der vel fødes en ider i vores hjerne, som baner os veien til det fortryllede slot. vi gik, men endskjøndt et sneevidt battisttørklæde, liig en fane til tegn paa overgivelse skinnede os i møde fra vinduet, saa synes dog vores hjernekiste denne gang at være gandske tom. de mange fuldkommenheder som kieldermesteren havde tillagt damen og som virkelig hendes ædle ansigtstræk synes at aflægge et vidnesbyrd om, nedfloge aldeles vores mod. jntet andet blev os tilovers end i forbigaaende, at gjøre brug af hiin i kleinstadtische ret, at hilse enhver. den ynde hvormed hun takkede, overgik al beskrivelse, randel kom derved saa gandske ud at fatning at han tabte hatten. vi ville imidlertid vanskelig have forstaaet at afbenytte denne, ynde til vores fordeel, var ikke, hvad beskrivermit jubel, i samme øieblik hendes hvide battist, tørklæde slagret ned paa gaden. uden at tænke paa sin hat, anstillede ründel med mig en vedderenden efter tørklædet, begge greb vi det paa engang. begge ilede v. dermed ind i huset, og op af trappen. om de var passende eller ikke at et tørklæde saa let som en fjær blev haaren af to, derpaa tænkte vi ikke. . | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000378 | 1824-09-16 | null | 136 |
j visse henseender bare vi i det vore hjerter, og de vare centner tunge. alti alt. | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000379 | 1824-09-16 | null | 137 |
min herre, deres hat, sagde damen ovenfor og kom os meget gratis i møde fra forhøiningen ved vinduet, i det hun viste ned paa gaden. naar man har tabt hovedet, kan man vel ogsaa glemme hatten. hverken randel eller jeg havde tænkt paa den hat, der var bleven liggende neden under. det maatte jo endog ærgre ham, at han blev erindret derom, thi medens han løb efter hatten, gav han jo mig leilighed til at vinde et forspring for ham i damens gunst. men endnu saa beruset af den lykke, saa lynsvar at være kommen ind i hendes kammer, kunde min aand i dette øieblik umulig gjøre store spring. destobehændigere sprang randel ned af trappen. og stod virkelig allerede mellem mig og den skjønne enke, førend denne var bleven halvfærdig med hendes korte tak for vores udviste opmærksomhed. det lille, ubetydelige tab, sagde damen, (næsten alt for galant for hende, der stod i saadant nye for at være tilbageholden) er bleven mig til stor fordeel. thi uden dette, ville det ved været vanskeligt mine herrer, at have den lykkeat gjøre deres behagelige bekjendtskab? med megen gratie viste hun hen paa sophaen, og vi vægrede os naturligviis ikke at tage plads derpaa. jeg drog neppe aande. naar man saae enkens hele figur var hun endnu skjønnere end hendes brystbillede. det var en antik gratioi modern klædedragt og selv en kunstkjender, der saae hende, ville ikke have kundet sagt at den var smagløs. nei, hun var jo selv skjønhed, ynde, i smag, kort sagt hun var alt i alt. mit øie i det mindste var af denne troe. eendnu en herre. ak, jeg troede endnu saa meget om hende, som gjorde mig saa fornøiet. det var forekom men mig som hiint batistørklæde for, ikke saa gandske ufrivillig eller uforvarende var falden ned, men som om det med forsæt var skudt ud af vinquet. det havde man ogsaa virkelig kundet kalde en udmærket undtagelse til vores fordeela hendes sædvanlige forsigtighedsfulde opførsel, men endnu mere hendes blik, det skjønnehuldrige blik, som ved denne leilighed sendtes ned af gaden, galt mig, mig allene, da min venist forblyffet ved det hans hat faldt af, i dette bjeblik ikke saae op ad. denne tanke ville endnu have gjort mig langt lykkeligere, havde jeg, ved at være længere allene med hende, funden leilighed til, at forvandle min troe til vished. men nu traade, da hun ringede, en betjent i kostbart liberie ind med theen, og neppe havde vi modtaget hendes børen at tage til takke med en kop, saa bankede det paa døren, og endnu en herre traade inddenne studsede synlig over vores nærværelse og standsede et øjeblik førend han traade damen, nærmere, der modtog han meget venskabelig. efter kjeldermesterens hele beskrivelse at slutte, var det hiin fremmede, der havde indqvarteret sig lige over for vores skjønne theeskjenkerinde. stille underholdning. jeg forstod strax min ven, da han gav mig en vink om den fremmede. det skulle betyde at han havde den samme meening, som jeg om ham, for vores skyld behøvede den nye gjest ikke athave havt saa smukke ansigtstræk og en saa regelmæssig figur som han havde. desuden hviske de damen artig nogle ord fagte til ham, hvilke randel og jeg vare fristede til at ansee for en krænkelse af vore rettigheder. mig fortrød det meest, da dog aabenbar hendes tilkastede lomme. tørklæde havde gjældt mig. damen fortalte ham derpaa hvorledes hun var bleven bekjendt med os. vi nævnede, paa hen des anfordring vore navne, hvorpaa hun gjorde, os bekjendt med den byrdefulde gjests navn. enken satte sig ned for at skjænke thee. det ære at modtage de første kopper hun rakte os, var høist piinlig, da den gav tilkjende, at den hun opvartede efter os, var hende mindre fremmed. vi vare just ligesaa stumme som ham, der velneppe nærede et venligere sindelav mod os, end vi mod ham. havde ikke porcelainskopperne undertiden klirket, og vertinden fra tid til anden afbrudt den ubehagelige taushed med ligegyldige spørgsmaale, saa havde det været saa stille som i kirken, under bønnen fra prædikestolen. mavetrykken. randel blev først kjed af det, og gik efter sin hat. men neppe bemærkede værtinden dette, saa ilede hun efter ham. jeg læste i hendes mine, at hun besvor ham at blive. ufeilbar - tænkte jeg - fordi hun frygter for, jeg saa maatte ligeledes gaae bort. nu traade hun hen til pianofortet. hun spillede og sang. havde hendes udvortes allerede dygtig slaget os, saa var det ved denne sirenestemmes klang aldeles forbi med vor roe. den fremmede var færdig at briste af ærgelse, da vores taknemmelige hjerter, uden tilbageholdenhed udgjød sig i lovtaler over hendes sang. han synes nu at ville sluge hendes blikke og vores ogsaa. de sidste synes at foraarsage ham mavetrykken. overhoved saae han med skele øinepaa, at damen gjorde os opmærksom paa flere skjønne malerier paa væggene, hendes bogsamling og meget andet. deri havde han nu gandske uret. han gav jo næsten ikke en artikuleret lydfra sig, og der blev jo derfor intet andet tilovers for hende og os, end at søge en gienstand at tale om. men vi havde ogsaa uret naar vi fortrød, paa, at hun engang til afvexling søgte at opmuntre den forstemte. hun gjorde derved ikke andet, end hvad enhver, kun halv saa danvet værtinde ville have gjort, naar et saa snorrige kløverblad som vi tre, havde indfunden sig hos hende. den bedste position. yderlig kold, og med et alenlangt ansigt anbefalede endelig den tredie gjest sig. | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000380 | 1824-09-16 | null | 138 |
mine herrer - sagde damen yderst forbindtlig til os, (i det vi nu kun derfor grebe til hattene, for at de atter kunde blive os fratagne, og vi kunde erholde en utrykkelig tilladelse til at blive længere) jeg er dem særdeles megen tak skyldig, for den velvillighed hvormed de har hjulpen mig til at forkorte en kjedsommelig aften. behold de mig i behagelig erindring. jeg skal ikke glemme deres behagelige selskab. det store venskab de har beviist, ved at beære en dem aldeles udekjendt med deres besøg, skal aldrig udslettes af min erindring. | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000381 | 1824-09-16 | null | 139 |
virkelig laae i den tone hvori hun sagde dette, mere end tom artighed. der laae noget hjerteligt der. men med alt dette havde hun ikke allene tænkt paa, ikke igjen at tage hattene fra os, men meget mere, førend vi saae os for, med en sandkrigskonst manøvreret saa tæt til salsdøren og taget en saa fortræffelig position, at der saalænge hun beholdt denne, aldeles ikke fra vores side var at tænke paa nogen fremrykken. og hun gjorde endog mine til længe at ville beholde denne stilling. hvad vi derfor endnu ville sige hende maatte skee fra vores nærværende standpunct. | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000382 | 1824-09-16 | null | 140 |
men da vore hjerter vare saa overvættes fulde, havde det gjort vore hoveder saa tomme, at vi ikke kunde finde de rette ord til noget. hensigtsmæssig erkyndelse. | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000383 | 1824-09-16 | null | 141 |
til lykke geraadede randel slutteligen paa det hensigtsmessige spørgsmaal, hvem den tause fortrædelige herre havde været, som vi havde havt, den ære at lære at kjende hos hende. efter hvad kjeldermesteren havde meddeelt os, blev . det dog altid det rigtigste at udlokke af hende føl hvad forhold hun stod i til den kurisse fremmedkun det var tvivlsomt om hun ville besvarspørgsmaalet. saasnart derfor randel havde gjort hende dette spørgsmaal, bevogtede jeg med mine blikke hendes ansigtstræk og øine med en opmærksomhed, som en politiespion døren af et mistænkeligt huus. fortælling. den herre - svarede hun og en skalkagtig. næsten sporsk latter spillede derved om de smukke rosenlæber - er en beslægtet, meget langt udbeslægtet af min afdøde mand. hans fordomme mod det qvindelige kjøn gjøre ham ulykkelig han hører tilfældigviis tale om mig i en onkels huus, der boer i udlandet. venskab afskildrer min caracteer. fruentimmerhaderen seerformodentlig har han fæstet nogen troe til skildringen, et miniaturportrait af mig, som er i minonkels eie. den unge mands phantasie forener hvad han har hørt om mig, med ansigtstrækkene som maleren temmelig godt har afcopieret og see, i hans aandrige øie opstaaet et idialiseret billede af mig. en anden aarsag finder jeg i det mindste ikke til hans beslutning strax at lade spænde for og reise for at lære at kjende mig. med et anbefalingsbrev kommer han til mig. en aldrende mand er hans ledsager. denne besværger mig paa det jndstændigste at gjøre hvad brevet indeholder. den unges trøstesløse forældre ønsker nemlig, at han maatte blive vunden for verden og ægtestanden, at han, ved omgang med mig og ved mine overtalelser, maatte blive tilbagegivet en ung forlovet, fra hvilken hans overspændte fordringer har bortfjernet ham. commissionen er mig meget viin, lig. men hans forældre vare min salig mands fortroeligste venner. deres eneste søns lykke lage dem alt for meget paa hjertet til at jeg ikke skulle have rakt haanden til for at virke til deres øiemeds opnaaelse, omendskjøndt jeg ved første sammenkomst med ham strax kunde indsee hvorutilstrækkelig middelet var. alt for meget indtaget af min onkels gode mening om mig beviste han den største enthusiasme for min person. vertshuset hører han tilfældigviis en bekræftelse paa hvad der havde bevæget ham til reisen. hans besøg i mit huus tiltage. men det er ham ikke nok. han forlader vertshuset for at flytte indnogle ledig staaende værelser ligeover for mig. kun fordi han seer mig underrettet om hans forlovelse med en anden, og jeg til trods for hans i begyndelsen bestemte afslag, ikke lader mig afvise fra at antage mig hendes sag, synes han for en tid lang at søge at undgaae en formelig erklæring. dog hver dag maatte jeg vente denne. jmidlertid vare hans forældre ved mig blevne underrettede om hvorledes sagerne stode og havde tillige erholdt den erklæring, at jeg hvis deres søn, skulle have hensigter med mig, har ud af stand til at opfylde disse. et jilbud bragte mig deres svar. da hjertet i slige tilfælde bør have en fortrinlig stemme, men nit aldeles ikke ville erklære sig for deres søn, saa kunde de ikke misbillige mit forhold, men inde mig for guds skyld, ikke at afvise den findlige unge mand med haardhed. de bevore mig at være langmodig og have taalmolighed med ham; men gave mig ogsaa midler i hænderne, til, i nødstilfælde at kunne skille mig af med ham. alt dette, min herrer vedblev hun; fortæler jeg dem saameget hellere, da jeg veed, at man her i staden og fornemlig i værtshuset hvor e logerer, begynder at ansee mig for denne unge mands forlovede. sagens rigtige sammenhæng, haaber jeg, de ikke vil gjøre brug af til at fortælle igjen. men jeg ønskede rigtig nok, fald talen skulde falde paa den foregivne forhvelse, at de, i mit navn, alvorlig ville modge samme. (sluttes i næste nummer.) | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000384 | 1824-09-16 | null | 142 |
fortegnelse. over nogle almindelige dyrs levealder, efter de berømteste naturkyndiges opgivelse. alder. aldes. et asen. aar. en tyr..... aar. en kat..... - en hund. - en ørn.. - en gjed. . - en o. - en hare. - en agerhøne - en due........... . en væder. . en ravn. - et faar.... - et sviin. - en turteldue - anecdoter. | non-fiction | null | thi_000385 | 1824-09-16 | null | 143 |
----- det rige partie. (sluttet.) den gode siel. hvem var lykkeligere end randel og jeg. v. gave de høitideligste løfter, i forekommende tilfælde, at modsige rygtet paa det alvorligste. derhos bade vi hende om at maatte den følgende morgen gjøre hende vores opvartning og trykkede i glædes-tummelen over at erholde tilladelse, dertil, en specie i haanden paa betienten som lyste os ud. neden under ved døren holdt vi hinanden længe omarmede. vores gjensidige lykke var saa meget større, som enhver troede at han skulle komme i besiddelse af denne skat. j det vi gik vide, re kom det for en dag: jeg mærkede nemlig snart at randel holdt sig til den yderst forbindtlige maade hvorpaa den skjønne enke traadte i veien for ham, da han ville gaae saa tidligden gode siel tænkte jeg, han kan jo ikke vide, bort. at det skeede af frygt for at jeg ogsaa skulde forlade hende. han havde, da hans opmærksomhed var henvendt paa hatten, som var falden ham af : haanden, ikke lagt mærke til det blik, som fulgte med det mig, ene mig tilkastede battistørklæde. jeg besluttede imidlertid ligesaa lidet at forstyrre ham i hans salige haab, som damen hiin fremmede, der endnu havde lys hos sig, og laae i vinduet og som ogsaa længe blev en gienstand for vores muntre lune. j øvrigt faldt det os nu som et slør fra øinene, hvorfor ikke den skjønne dame bad os om at blive længere. hvorledes havde hun i en lille stad kundet vedligeholde det gode rygte hvori hun stod, naar hun havde givet unge lystige personager som vi, lange aftenandiencer. . gratulation. kieldermesteren, som i grunden ogsaa var meget forliebt i vores gudinde, satte et par dygtige øine op, da vi saa muntre som glæden selv, kom hjem igjen. efter nogen hosten, kunde han ikke længere undlade at fremkomme med en gratulation, skjøndt den var færdig at sønderrive hjertet paa ham. han sagde, at der foruden den fremmede som boede lige over for hende, og dennes selskabsbroder, havde det endnu ikke lykkes nogen mand under tredsindstyve aar, at være tilstede ved den elskværdige dames theebord, og gav ikke utydelig at forstaae, at det vel, ved aldeles fremmedesom vi, havde noget at betyde, ja at kjerlighed maatte være i spillet med fra hendes side. ad vocem kjere, sagde jeg da og udførte, den commission som enken havde givet os angaaende den fremmede. det var just vand paa kieldermesterens mølle. jeg troer det allerede, sagde han. en af dem mine herrer, er det som har den lykke, at foreden rige brud hjem. os kunde det gode menneske jo let overtale, ved troede det jo allerede selv. men des omhyggeligere maatte vi ogsaa være paa vores vagt, at viikke forraadte os for ham. den ædle druesaft. jkke mere end billigt opgave vi fuldkommen vor res søvn for den nat, hvem vil løbe efter ting, som man aabenbare ikke kan naae? en anden langt værdigere og notabene langt opnaaeligere gienstand, sysselsatte os jo tilstrækkelig, og skaftede os den behageligste beskjæftigelse. den virkelig ret ædle druesaft, der var at bekomme i dette huus, tjente os til en venskabelig staldbroder hele natten. | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000399 | 1824-09-23 | Fr. Laun | 144 |
næsten havde den gjort mig alt for blød. den fuldkomne overbeviisning som randel synes at have om, at det store lod ville blive hans, opvagte hos mig, der naturligviis var fuldkommen: overbeviist om noget andet, en ret hjertelig medlidenhed. jeg kunde ikke tænke mig det øjeblik skrækkeligt nok for den armee, naar denne jndbildning skulle berøves ham; tilmed da hans eneste skjønne drøm, ved hans vens, ved min lykke, skulle tilintetgjøres. denne omstændighed kunde maaske virke fordeelagtig paa vores hidtilværende broderlige forhold. | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000400 | 1824-09-23 | Fr. Laun | 145 |
randel - sagde sig derfor, da stjernen, fortrængt af den stille nærmende morgen, kun kastede matte blikke ned til os, og hævede dertil mit paa nye iskjænkte glas høit i veiret. endnu dette glas paa vores broder-forbund, guldlade det evig bestaae. | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000401 | 1824-09-23 | Fr. Laun | 146 |
hurtig greb han flasken, skjænkede i, og havede rask sit glas i veiret. | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000402 | 1824-09-23 | Fr. Laun | 147 |
hvem der ogsaa, vedblev jeg, bliver valgt at den skjønne enke, skal den anden ikke lade ham undgielde derfor nei, raabte han med bævende stemme, og i hans vaade øie kunde jeg tydelig læse mine egne følelser - nei, du maa derfor ligesaa godt være min, som før efterat vi have tømt glassene, skeede ogsaa allerede nogle nærmere forslag i henseende til fremtiden. vore beslægtede skikkede os des værre altid færre penge end vi bragte i omlød, paa akademiet. de lode os vel endog undertiden, saa at sige, ligge krum. jeg foreslog derforat den som fik denne stads skat i besiddelse skulle være forpligtet til at staae den anden bi i saadanne nødstilfælde. | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000403 | 1824-09-23 | Fr. Laun | 148 |
det skee, raabte ründel. paa det hurtigste maa han hielpe ham, naar nøden kræver det. seierstegnet. | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000404 | 1824-09-23 | Fr. Laun | 149 |
endelig greb dog søvnen, af fortrydelse over at vi ikke ville gjøre cour til den, os ved haarene. larmen paa gaden vognede mig igjenda solen stod allerede høit paa himlen. randel laae snorkende med hovedet paa vinduespuden. kieldermesteren, som just kom med kaffeen indaf døren, sagde venlig, at han nu allerede tredie gang havde spurgt om vi befalede frokost. ja nok, var svaret. jeg vaagnede min ven. en skjøn reisevogn rullede ned af gaden. jeg erkyndigede mig om hvem den vel kunde tilhøre? den bevidste fremmede herre, svarede kieldermesteren. endnu sildig i nat lod han bestille postheste, og kjører nu ogsaa allerede bort, ustridig med en dygtig kurv. først da den reisende just nu kikkede ud af vognen forstod jeg kieldermesterens ord. jeg kulende vores underlige selskabsbroder fra gaaraftes. et nyt tegn paa den forhaabede thriumph. af det uvilkaarlige udbrud af vores glæde, mærskede kjeldermesteren vist fuldkommen, hvorledes det havde sig med os. . hugget over hjerneskallen. uhret paa raadhuset slog just , da vi traade. ind i enkens huus. vi bleve viste ned i haven. rundom stode de herligste blomsterbeder og en vellugt duftede os i møde. haven var et opholdsted, der var dens eierinde værdig. hun kom. hendes øie funklede og hendes kinderglødede endnu skjønnere end i gaar. som baaren paa den letteste zephyrs vinger, svævede hunmere end hun gik hen til os, og takkede os langt inderligere end i gaar, fordi vi havde villet tilbringe den lange, kjedsommelige aften hos hende. maaskee - spurgte hun - har de seet vores selskabsbroder kjøre bort, vi bejaede det. | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000405 | 1824-09-23 | Fr. Laun | 150 |
gud! - raabte hun - hvor glad er jeg ikke, at jeg er bleven frie for ham for saa let kjøb! for øvrigt er manden meget at beklage. han var soldat, og fik i et slag, jeg veed ikke hvor, et hug over hjerneskallen, som længe, truede ham med døden. ak! hvo veed om det ikke, havde været bedre for ham at døe, thi hiint hug har virket yderst ufordeelagtigt paa hans siel. først troer han nemlig siden den tid, at alle fruentimmer ere troeløse og hans anden endnu luheldigere ider er, at ingen kan modstaae ham. uagtet den første jder sparer han dog ingen møie for, at søge en undtagelse fra regelen, det vel sige en kone, der slet ikke vil fæste noget venligt blik paa nogen anden mandsperson, end ham. jndledninger. | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000406 | 1824-09-23 | Fr. Laun | 151 |
den jnderlighed hvormed damen altid takkede os paa nye, og den glæde der viiste sig i hendes øie, gjorde mig de ord lettere, som jeg just belavede mig paa at fremsige. randel og jeg havde nemlig forhen hjemme kastet lod om, hvem af os begge, der først skulle gjøre hende sin kjerligheds erklæring, og loddet var falden paa mig. det synes mig raadeligt, for det første at meddele hende nogen efterretning om vores familie og deres lykkelige occonomiske omstændigheder, saavelsom ogsaa vore gode udsigter i fremtiden ved dennes jndflydelse, for derpaa sikkere at kunne bygge den erklæring, at vi begge elskede hende undsigelig, og gjøre hende det spørgsmaal, hvem hun maaske ville gjøre lyksalig ved at skjænke sin haand. begge to. med megen velvillie og langmodighed havde damen allerede hørt paa mine generalogiskeocconomiske efterretninger, og givet hendes særdeles satisfaction tilkjende ved den lykke som ventede os begge, saa at jeg med et mod og en præcision som jeg før neppe havde tiltroet mig selv, nu ogsaa indstillede hovedsagen til hendes afgjørelse. den ret synlige forvirring hvormed hun optog dette, kunde ikke føre mig vild. den ømme qvindelighed, saameget vidste jeg allerede af romaner, og af hvad man havde fortalt mig, paakommeri almindelighed ved saadanne leiligheder en art febergysen, der gjør det meget forklarligt, om ansigtets munterhed hos den skjønne, pludselig synes som om den var for bestandig udslettet. nei, de ord, de virkede meere, end hiin febergysen. jdet hun trak paa skuldrene, erklærede hun nemlig ligefrem, at ikke allene randel, men ogsaa jeg, kort sagt at vi begge to fordrede formeget af hende. opklaring. i gaard aftes - sagde hun - befandt jeg mig i en meget stor forlegenhed. min søster var bortreist, og den herre, som i morges forlod staden havde bedet mig engang at maatte besøge mig, uden at tage sin selskabsbroder med. j den visse forudsætning, at jeg endnu mod aftenen ville erholde et andet manligt besøg, blev denne bøn af sand inderlig medlidenhed og blot for snarere at blive befriet for ham, tilstaaet den stakkel. men da det imidlertid kommer dertil, faaer jeg et brev som siger mig at jeg har feilet i henseende til hiin forudsætning. denne tste a tete maatte imidlertid opvække saamegendesstørre frygt hos mig, da den under alle omstændigheder medbragt en kjerligheds-erklæring. jeg skrev derfor til den overspændte unge mands selskabsbroder, der allerede tidlig havde erhvervet sig min fortrolighed, at han enten strax maatte komme til mig, eller jeg maatte frasige mig alle besøg. den sindsyges vakkre ven ilede herover til mig. han var ude af sig selv over mit alternative. hans syge - sagde han - ville, hvis han fulgte med, unddrage ham sin fortrolighed for bestandig, og ved den foregivne upasselig hed, vist nok ikke med det gode lade sig afholde fra at besøge mig. da den unge ulykkeliges, gemyts-tilstand, just nu var i alt for stærk bevægelse, til at det ikke ville virke yderst omfindtlig, ja endog ødelæggende paa ham, hvis man nu voldsomt ville søge at afværge hans paatrængen. hed, raadede han mig, at lade en eller anden komme til mig, eller ogsaa at høre og besvare hans kjerligheds-erklæring; thi paa saadant noget maatte jeg forberede mig. det staaer jo - sagde han - altid i min magt, en eller anden dag at bringe sagen til at gaae krebsgang ved at opvække hans skinsyge. men den forestillelse som det andet forslag fordrede, oprørte mit hjerte. | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000407 | 1824-09-23 | Fr. Laun | 152 |
jeg skikkede bud efter flere bekjendtere i byen. men en tour paa landet gjorde at ingen var at finde hjemme. da kommer de mine herrer riden - de op af gaden. den paa faldende støi, for deres heste gjorde heruden for huset, gjorde mig nysgjerrig. den opmærksomhed hvorved deres øine vare henvendte paa mit vindue, bragte mig paa den jder, at maaske de kaprioler de lode deres heste gjøre, kunde være en slags hylding. de viste mig. lysten til eventyr stod umiskjendelig skreven i deres øine. de hilsede herop og tabte hvis jeg ikke tager feil, derover deres stigbøiler. allerede ved denne hilsen, og endnu mere ved det de medens de rede langsom videre, gientagne gange saae tilbage, kom jeg til at tænke paa en mulighed. skulle - tænkte jeg - disse herrer maaskee endog søge at gjøre dit bekjendtskab. hilsenen og maaden hvorpaa det skeede synes at bekræfte min formodning. det var endog ikke usandsynligt, at de valgte den korteste vei, og uden videre tiltænkte mig æren af deres besøg. jeg havde nemlig allererede ofte bemærket, hvorledes selv anstændige unge herrer, som ankomme hertil, ofte mod os smaae kjøbstædsfolk saaledes forglemme al anstændighed, som om de holdt os for en art underordnede væsener, som de store stæders beboere kunde byde alt. de mine herrer behøvede ikke at gaae saa langt. der gaves jo mange slags forevendinger til at kunne besøge mig, kort sagt, jeg troer virkelig at denne ære var mig tiltænkt. dette gav da paa engang minnaturlige munterhed, som ved den mig forestaaende fortrædelige aften var bleven gandske stum, paa engang et velgjørende stød. den fik igjen sin spendekraft for at kunne modtage dem. gandske forgabet i den tanke at de vist maatte komme, hvilede mit øie bestandig paa vinduerne i værtshuset. og - hvad beskriver min glæde. - see, da træde de arm i arm ud af huusdøren. deres søgende blikke ere ene hæftede paa disse vinduer. deres gang gieldt altsaa min ringhed. men den blyehed som viste sig i deres hele væsen jo nærmere de kom, var et slags smigrerie for mig, en frivillig tilstaaet, men egentlig uvelkommen hyldning; thi den gjorde en streg i min regning. jeg maatte jo frygte at de derved ville lade dem afholde fra det besøg, hvorpaa jeg allerede havde beredt mig, og som jeg, jeg tilstaaer det gandske aabenhjertig, ønskede særdeles. jeg besluttede mig da til at lade mit tørklæde falde ned paa gaden. mit øiemed blev derved opnaaet. de komog hialp mig ret taalelig til at fordrive en, for mig ellers vist nok ret trist og kjedsommelig aften. spørgsmaal og svar. den fine, omendskjøndt ikke uvenskabelige jronie i fortællingen kjolnede mit hjerte lidt efter lidt for damen. og - begyndte jeg, (medens randel tankeløs og mørk, berøvede en rosenstæk, der stod ved siden af ham, alle sine blomster ved udrivelidt efter lidt alle dens enkelte blade, og det aabenbarlig ikke i det bedste humeur) emaatte de ikke tænke, at en ung mand, som man paa en saadan maade tilkaster et tørklæde, derved let kunde herlede en rettighed for sig, i det høieste kunen fordring, svarede hun geskjæftig. at tilbagevise den blev dog altid i min magt. en alvorlig hensigt var ikke at formode, da alle forhold synes at forbyde det. hvorledes da, spurgte jeg. eil en student og allerede en giftermaalsplan, det kan ingen forudsætte. i gaar sluttede jeg mig til af deres hele væsen at de vare studerende, i dag - veed jeg det med sikkerhed. og tilmed - vedblev hun - torde jeg ikke lade noget krav paa mig blive gieldende, da jeg allerede i aar og dag har været hemmelig forlovet. . hielpemidler. ei, eil - raabte jeg bittert, vogt de dem der ikke komda, at en saadan kasten med tørmer for deres brudoms øren. han kunde dog, finde den spøg for alvorlig ogsaa da - spurgte hun, med en fra den hidtil værende ironiske, gandske forandret tone - naar jeg kun ved at opvække hans skinsyge, kunde bortfjerne ham paa en god maade? – hans beslægtede havde just anviist mig denne maade i nødstilfælde. | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000408 | 1824-09-23 | Fr. Laun | 153 |
allerede i gaar eftermiddag ville min forlovede have været her. han ville havt den bedste leilighed til at forjaget hiin ulykkelige, ved sine smigrerier for mig. men tilbageholdt ved alleslags forretninger, kunde han først indtræffe hertil i nat. | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000409 | 1824-09-23 | Fr. Laun | 154 |
vi maa have gjort nogle erbarmelige ansigter, randel og jeg; thi det var udenfor al tvivl, at vi her intet havde forestilt, aldeles jntet, uden en elændig hielpemiddel. . galopp. | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000410 | 1824-09-23 | Fr. Laun | 155 |
børnlille - saa lod nu, en mig og min venvelbekjendt mandsstemme fra en tilgrændsende løvhytte - jeg takker eder hjertelig, at j i gaar har saa godt indtaget mit sted; thi jeg er selv denne dames forlovede. | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000411 | 1824-09-23 | Fr. Laun | 156 |
den mand som her traade venskabelig ud til os, kjendte saavel os, som vore forældre. noget slemmere kunde nu heller ikke møde os, end saaledes at blive reven ud af vores jncognito. alt det venskab som, det upartisk sagt, ret godt sammenpassede par, viiste os, var ikke i stand, til at holde os tilbage. vi ilede over til vertshuset, stege til hest, og lode os af karlen vise en vei hvorved vi undgik at passere gjennem den skjønne, store gade. en forbandet maade at spille den forlovede paa - raabte randel, efterat et vedholdende galop, havde unddraget stadens bes selsom me taarn for vore øine. senere hen morede vi os mangen gang overde, i hiin søvnløse, men haabefulde nat, allerede tildeels gjordte bestemmelser som en følge af det rige partie, der om morgenen var bleven saagandske til vind. dets gode nytte havde imidlertid dette eventyr havt for os. endnu i gaarsagde ründel leende til mig - at han siden den tid, naar forfængeligheden paa en eller anden maade vilde føre ham vild, kun behøvede at tilbagekalde hos sig erindringen om vertshuset den lange næse, for strax at kunne see sig selv paa stedet i det rette lys. - og mig gaaer det sandelig ligedan! | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000412 | 1824-09-23 | Fr. Laun | 157 |
udenlandsk. englænderne indrette nu paa deres store skibe saadanne sluknings=redskaber, at matroser skulle kunne være istand til at slukke den stærkeste brandombord. der anbringes nemlig slukningspumper paa hver af skibets sider, forsynede med de behørige slanger. | non-fiction | null | thi_000418 | 1824-09-23 | null | 158 |
cathedralkirken i new-york skal i anstundende vinter oplyses ved gas. | non-fiction | null | thi_000419 | 1824-09-23 | null | 159 |
(historisk beretning.) slaget ved ligny. memoires de la vie prive de napoleon en . efter at have udstædt en kjæk proklamation, til sine soldatre, var det at den store napoleon, besluttede at angribe de allierede med sin armee. planen keiseren havde lagt til slaget var lige værdigt de franskes mod og deres chefs høie reputation. det er imidlertid nødvendigt at gaae nogle dage tilbage i tiden. | fiction | thi_napoleon-memoirs_a | thi_000427 | 1824-09-30 | null | 160 |
j de efterretninger, der vare komne fra en ikker haand og efter de commissionairer, der forsynede hertugen af otranto dermed (denne spillede ellers en meget tvetydig rolle) vare de allieredes stilling nøiagtig detailleret. napoleon vidste at wellingtons armee befandt sig udstrakt fra havkysten af til nivelles, at preusserne styttede deres høire fløi paa charkeroy; og at resten af deres armee laae adspredt i større og mindre divisioner indtil rhinen. han ansaae gjendens linier for at være alt for meget udstraki og at det derfor var muligt for ham, ved ikke at give dem tid til at trække sig sammen, at deele deto armeer af og anfalde de forhansede tropper, den ene efter den anden. han forenede ogsaa virkelig hele kavalleriet, til et eneste korps paa tyve tusende mand, hvormed han havde i sinde at kaste sig med lynets hurtighed i midten af fjendens kantoneringer. dersom seiren begunstigede dette vovestykke, skulle centrummet af vores armee næste dag angribe brussel, den høire og venstre fløi drive engelænderne tilbage over schelde, og preuserne over maasfløden. naar nederlandene var blevne erobrede havde man bevæbnet de misfornøiede, trængt alt videre og videre frem indtil rhinen, og der havde man paa nye søgt at slutte en fred. den de om natten, gav vores armee som keiseren havde draget omsorg for at holde skjult, sig paa marschen, ikke det mindste tegn viste sig paa at fjenden havde forudseet vores opbrud, og alt synes at love os et stort resultat, da napoleon fik underretning om, at general bourmont, obersterne clouet og villoutreys og to andre officerer nyelig havde deserteret over til fjenden. | fiction | thi_napoleon-memoirs_a | thi_000428 | 1824-09-30 | null | 161 |
han vidste fra marskalk nov, at mr. de bourmont, under tildragelserne ved besancon havde viist en slags betænkelighed og han havde derfor aldeles ikke bekymret sig om at bruge ham. men da bourmont havde givet sit æres ord til general grard, at tjene keiseren troe, og denne general, som napoleon gjorde meget af, tilbød sig at staae inde for bourmont, saa sam) tykkede han at i ansætte ham. hvorledes kundhan formode, at denne officeer, som havde erhvervet sig saamegen ære , ville gaae. over til fjenden aftenen før en bataille. | fiction | thi_napoleon-memoirs_a | thi_000429 | 1824-09-30 | null | 162 |
napoleon gjorde paa øieblikket, i hans angrebsplan de forandringer, som dette uventede forræderie gjorde nødvendig og satte sig derpaa i spidsen for armeen. | fiction | thi_napoleon-memoirs_a | thi_000430 | 1824-09-30 | null | 163 |
den de, kl. om morgenen befandt han sig personlig i jumiguan ved eurefloden. | fiction | thi_napoleon-memoirs_a | thi_000431 | 1824-09-30 | null | 164 |
klokken satte hans armee sig i bevægelse, marscherende i tre kolonner og trængte sig hurtigen frem gjennem beaumont, maabenge og philippeville. et corps infanterie under general ziethenville gjøre passagen over sambrefloden stridig; men det de corps jægere understyttet af det niende, angreb det med sabelen i haanden og gjorde tre hundrede fanger. sapeurerne og marinerne af garden blev derpaa sendt efter fjenden for at istandsætte broerne, og ikke lade den faae tid til at ødelægge dem. de forfulgte den som tirallieurs og trængte med den ind i charleroy. den kjække pajol ankom snart med sit cavalerie, og staden var vores. jndvaanerne glade over at modtage de franske, hilsede dem eenstemmig med det vedvarende hurraraab: leve keiseren, leve frankerig. general pajol lod strax ved general clanys husarer sætte efter preusserne, og dette brave regiment sluttede denne dag med at erobreen fane og tilintetgjøre en bataillon, som havde vovet at modsætte sig. jmidlertid havde det andet corps passeret sambrefloden ved marchiemmes og kastet overende, alt hvad der modsatte sig det. preusserne havde igjen begyndt at samle sig og ville gjøre modstand, men general reille huggede ind med det lettecavallerie, adspredte dem og tog to hundrede mand til fange. slagen paa alle kanter kastede de sig nu vo et paa høiderne af fleurus, som for tyde aar siden, havde været saa uhældige for frankerigs fjender. napoleon oversaae med et eneste øjekastterrainet. vore tropper anfaldt med hæftighed preusserne i stormskridt. tre carreerjnfanterie, styttet paa flere escadroner cavallerie og artillerie udholdte angrebet med kjækhed. trættet ved deres ubevægelighed befalede keiseren. general letort at angribe dem i spidsen for dragonerne af den kongelige garde. j samme øjeblik bringer general excelman fjendens venstre fløi til at vige; den de escadron hufarer anført af den unge og tappre briquevillekaster sig over preusserne fra en side, medens letort angriber den anden. deres linie bliver gjennembrudt og tilintetgjort; men de sælge os seieren dyrt; thi letort blev dræbt. denne dag, der var af liden vigtighed i henseende til dens følger, da den kun kostede fjenden. kanoner og tre tusinde mennesker, havde derimod paa armeen den meest lykkelige virkning. en lændegigt som nødte marskalk mortier til at holde sengen, og general bourmont forræderie havde frembragt en følelse af uvished og frygt, som blev aldeles adspredt ved det lykkelige udfald denne første kamp havde faaet. jndtil nu havde enhver divisionschef beholdt den umiddelbare kommand over deres corpserog man tænke sig hvad deres jver og kappelystmaatte være. keiseren begik nu den feil at kuldkaste haabet om den belønning de gjorde sig for deres mod og deres ærgjerrighed; han satte general derlon og grev reille under marskal neys kommando, som han havde ladet komme for sildig, og grev grad og grev vandamme under marskalk grouchy, som det havde været bedre at have ladet blive i spidsen for kavaleriet. den de om morgenen indtog armeen faaledes deelt, følgende stilling: . marskal rey med det ste og det corps, kavalleriet under general lefevre, desnouet, tes og det under general kellerman havde deres avantgarde i trasnes, og de andre tropper, laae fordeelte omkring gosselies, og bestoaf : , mand med kanoner, udgjorde venstre fløi og blev som sagt commanderet af marskalk ney. marskalk grouchy med det tredie og fjerde corps og generalerne pajol, excelman og milhauds cavalerie var opstillet foran paa høiderne af fleurus. die og de corps havde , mand med kanoner, udgjorde høire fløi; og blev commanderet af marskal grouchy. det sjette corps og gaarden stode afdeelte i flere mindre divisioner mellem fleuris og charleroy var mand stærk med kanoner, udgjorde centrummet og reserven, og blev commande ret af keiseren i egen person. den hele keiserlige armee bestod af: , mand infanterie, , mand cavallerie, , mand artillerie til hest og fods, og jngenieurer. jalt , mennesker, og kanoner; men som havde at stride mod en næsten dobbelt overlegen fiende. samme dag var marskalk blüchers armee, mand stærk, bleven samlet paa nye med megen hurtighed, posteret paa høiderne af bry og sombref og havde besat landsbyerne ligny og st. amand, som beskyttede dens front. dens cavallerie udstrakte sig langs veien til namur. hertugen af wellingtons armee, som denne general endnu ikke havde faaet tid til at samle, bestod omtrent af , mand, de laae adspredte mellem ath, nivelle, genappe og brussel. keiseren recogniserede i egen person blachers stilling; indsaae denne generals pla) general blücher havde ikke faaet tid til samle sin hele styrke - ner, og besluttede derfor at levere ham et slag, førend armeens reserver og den engelske armee, som han ventede og endnu ikke havde havt tid til at samle sig, kunne forene sig med ham. han afsendte gieblikkelig en ordre til marskal ney, som han formodede var paa veien til qvatre bras, hvor han kun skulle have funden faa folk, at jage engelænderne kjækt foran sig og derpaa ved en ombøining falde den preusiske armee i ryggen. paa samme tid forandrede han den keiserlige armees front, general grouchy rykkede fremtil sombref, general gerard til ligny, general vandamme til st. amand. general grard med sin division, fem tusinde mand stærk, blev detascheret med det andet corps og stillet bag ved general vandammes venstre fløi, paa en saadan maade, at han kunde understytte ham og paa samme tid forbindemarskal neys armee med napoleons. garden og curassererne under millhaudbleve posterede ved reserven foran fleurus. kl. angreb det die corps st. amand og indtoge den. preusserne under anførsel af blücher indtoge landsbyen paa nye; de franske forskanset i kirkegaarden, forsvarede sig med haardnakkenhed; men overvældet af overmagten vare de nær ved at vige, da general drouot, som mere end engang afgjorde slagets skjæbne, med batterier af garden anfaldt fienden fra den anden side og tvang den til at standse. paa samme tid trængte marskal grouchr sig med held frem til sombref, og generalgerard angreb med hæftighed landsbyen ligny. dens mure med skydehuller og en dyb grav, gjorde det ligesaa vanskeligt som farligt at nærme sig den; men disse forhindringer afskrækkede hverken general lefol eller de brave som han commanderede. de trængte frem af med plantet bajonet og i et øieblik vare preusserne trængte tilbage og nødsagede til at vige pladsen. da marskal blücher vidste at besiddelsen, af ligny afgjorde bataillens skjæbne, ilede han til med kjernen af sine tropper, og der, for at betjene mig af hans egne ord: "begyndte en strid, der kan betragtes som en af de blodigste, historien kan fremvise. j fem hele timer udspyede to hundrede jldsvælg paa denne ødelæggelsens kampplads saar og døden. j femtimer vare snart franskmændene, snart preusserne seierherrer og gjorde hinanden besiddelsen, af denne blodige post stridig. mand mod mand, fod mod fod, syv gange dreve de hinanden ud, og syv gange, indtoge de den igjen. keiseren ventede hvert øieblik, at marskal ney skulle komme og tage deel i striden. fra begyndelsen af slaget, havde han gjentagne gange givet ham ordre til at mangerere paa en saadan maade, at han kunde omgaae preussernes høire fløi, og han satte saa stor en priis paa denne diversion, at han skrev til marskalken og gjentog flere gange, at de franskes skjædne var i hans hænder. ney svarede ham at han havde hele den engelske armee at slaaes med, denne lovede han ham at holde varm den hele dag, men jntet videre. keiseren bedre underrettet, forsikkrede ham, at han ikke havde andet end wellingtons avantgarde for sig, og befalede ham paa nye, at drive engellænderne tilbage og at erobre qvatre bras, det koste hvad koste ville. marskalken vedblev haardnakket i sin uheldige feiltagelse. napoleon overbeviist om vigtigheden af det, marskalk ney nægtede at foretage og udføre, sendte strax ordre til det første corps, i største hast at begive sig over paa preussernes høire fløi, men efter at have tabt det kostbare øieblik ved at bie, troede han ikke længere udenfare at kunne forsætte striden, og han gav general girard, som ikke havde meere end fem finde mand hos sig ordre, at bevirke den bevægelse, som grev de erlon skulle udføre med tyve tusinde mand, det er at sige: at omgaae saamand og at falde fienden i ryggen. denne manøvre mesterlig udført, og understyttet af et angreb af garden, et brilliant udført anfald af garden under general dolores brigade og af gardens grenaderer til hest, afgjorde seieren. preusserne angrebne paa alle kanter retirerede i uorden, og overlade os valdpladsen, fyrgetyve kanoner og flere faner. paa venstre fløi havde marskal ney istedenfor i største hast at begive sig til qvaire bras og at udføre den diversion som var bleven ham befalet, anvendt tolv timer paa unyttige, intetsigende manøvres og gav derved prindsen af oranien tidtil at forstærke sin avantgade. napoleons bestemt ordres lod ham ikke længere tid til overveielser, han satte sig i bevægelse og ville uden tvivl erstatte den tabte tid, thi uden at lade undersøge hverken fiendens stilling, eller styre, ke, angreb han den med hæftighed. general foys division begyndte angrebet inddroge sine tirailleurer og udsatte vagter. kavaleriet bachelu, hjulpet, forsvaret og understøttet ved denne division angreb og adsplittede, tre batailloner skotter, men nye tropper der ankom til forstærkning, anført af hertugen af wellington og de skotskee, hollandske og prindsen, af oraniens udmærkede tapperhed opsatte foren tid det hældige udfald. denne modstand langt fra at betage marskalk ney modet, bragte ham derimod til at handle med langt mere kraft, end han nogensinde for havde viist. han angreb de engelsk hollandske med rasenhed og drev dem tilbage til grændserne af skoven bossu. det ste regiment jægere og det te af landsenererne kastede brunswickerne overende, og det de regiment curasserer passerede over legemerne af to batailloner skotske og tog en fane fra dem. det te ikke mindre kjæk, forfulgte fjenden indtil skovens begyndelse, men denne skov, som man ikke havde ladet recognisere, var besat med . engelsk infanterie. vore curasserer blivne angrebne af en jld paa pistolskuds distance, som paa engang, udbredte ødelæggelse og forvirring i deres geleder nogle officerer der nyelig vare komne ind i regimentet, istedenfor at standse uordenen, forøgede den ved at skrige: rædde sig hvem der kan. denne uorden, som i et øjeblik, udbredte sig fra den ene til den anden indtil beaumont, havde kundet foraarsage stor ulykke, dersom generals foys jnfanterie, ikke var bleven standhaftig staaende, og havde fortsat striden, med ligesaa megen vedholdenhed som kjækhed. marskal ney, som ikke havde meere end , mand med sig, ville lade det første corps, som han havde ladet blive bag ved sig rykke frem, men keiseren havde, som før er sagt befalet grevderlon som commanderede det udtrykkelig, at at forene sine tropper med hans, og denne generalgav sig paa marschen. da ney fik denne nyehed at vide, var han midt i den hedeste jld af de fiendtlige batterier. a seer de disse kugler, raabte han, med mørk fortvivlelse, gjeg ville ønske, at de alle gik igjennem livet paa mig. han lod paa øjeblikket sende jilbud efter grevderlon, og befalede ham, hvilkensomhelst ordre han havde faaet af keiseren selv, at komme tilbage. grev erlon havde den svaghed og det uhæld at adlyde. han forblev med sine tropper hos marskalken; men klokken blev . om aftenen og marschalken, afskrækket ved de forhindringer der vare mødt ham og misfornøiet med sig selv og andre, havde ophørt med striden. hertugen af wellington, hvis styrke efterhaanden havde forøget sig til , mennesker, retirerede om natten i god orden til genappes. marskalk ney skyldte hans troppers store tapperhed og hans generalers duelighed den ære, ikke at have været bleven tvungen til at forlade sin stilling. den hidsighed hvormed man fægtede denne dag, bragte selv de mennesker, der vare vandte til med koldt blod at see krigens rædsler, til at gyse. lignys og st. amands ryggende ruiner, vare opfyldte med døde og døende. gravenforan ligny lignede en flod af blod, i hvilke døde legemer svømmede; i quatre bras det samme syn! den dybe vei, som stødte til skoven var forsvunden under de brave skotske og vores curasserers blodige legemer. den keiserlige garde udmærkede sig overalt ved sit myrdelystne raserie. den sloges og raabte bestandig vive iempereur, point de quartier." (leve keiseren, ingen pardon) general grards corps viiste det samme fjendlige sindelav, flere af dem, efter at have opbrugt sin amuition, forlangte med høie raab. - patroner og preussere!" preussernes tab, gjort betydeligt ved jlden af vores artillerie, var , mand. blücher, kastet af hesten ved vore curasserer, ræddede sig kun ved et mirakkel. | fiction | thi_napoleon-memoirs_a | thi_000432 | 1824-09-30 | null | 165 |
engelændernes og hollændernes tab var mand. tre regimenter skotske og de brunsvickske sorte husarer, bleve næsten aldeles nedbuggede. hertugen af brunswick selv og en mængde andre høie officerer bleve dræbte. | fiction | thi_napoleon-memoirs_a | thi_000433 | 1824-09-30 | null | 166 |
vi tabte paa høire fløi næsten mand og flere generaler. prinds jeronimus allerede saaret ved overgangen over sambrefloden, fik en let saar i haanden, men vedblev bestandig at holde sig i spidsen for sin division, og udviste megen tapperhed og koldblodighed. vores hele tab ved ligny, der kan anslaaes til, mand, blev gjort endnu meere føleligt derved at general grard blev dødelig saaret. faae officeer have havt en saa ædel carakteer og en saa vedholdende tapperhed. mere begierlig efter ærens end lykkens gunstbeviisninger, var hans kaarde hans eneste eiendom, og hans sidste øjeblikke, isteden for at forskjønnes blot ved erindringen. om hans heeltemodige handlinger, vare besværede ved den kummer at maatte efterlade sin familie i trængende omstændigheder. ) seiren ved ligny opfyldte ikke fuldkommen: keiserens forventninger: dersom marskal ney - sagde han - havde med sin hele magt angrebet engelænderne, ville han aldeles have til intetgjort dem, og ville have kundet givet preusserne sin rest, og dersom han, efter denne første feil ikke have begaaet den anden og forhindret grev d'erson fra at udføre hvad der var befalet ham, ville det første corps, naar det havde kommet til, have forkortet blüchers modstand, og gjort hans nederlag uopretteligt, hele hans armee, vilde have været taget eller ødelagt. denne seier, hvor ufuldkommen den var, blev i det mindste af generalerne anseet for at være af største vigtighed; thi den adskilte den engelske armee fra den preussiske og gav os haab om at kunne slaae den ene efter den anden. | fiction | thi_napoleon-memoirs_a | thi_000434 | 1824-09-30 | null | 167 |
indenlandsk. qvartalscoursen for de næste tre maaneder, october, november og december, er fremdeles bestemt til / mod rbd. sølv, saa at rbd. sølv i alle foranførte tilfælde kan betales med rbd. s. i rigsbanksedler og tegn. | non-fiction | null | thi_000445 | 1824-09-30 | null | 168 |
dommeren og karpen. (oversat af fransk). en herre fra landet, som holdt en aarlig retsdag paa hans gods, brugte en til dommer, der var prokurator i en naboebye. da der forefaldt faa sager paa godset, holdt han denne retkun engang om aaret, og da var det godseierens skik at invitere flere naboer til et middagsmaaltid. engang hændte det sig, at det indtraf paa en fastedag, og da dommeren ved hans ankomst fandt ingen i retsværelset, gik han meget familitair ned i kjøkkenet for at see hvad der tilderededes for ganen. da kokken var fraværende havde han tid nok til at undersøge en hver ting; og da han slutteligen kastede sine øine paa et kar fuldt af vand, saae han en stor deel af levende karper deri, et syn, der frembragte hos ham en nendelig fornøielse. da han fandt, han var allene og tænkte visselig paa næste dag, besluttede han at tage en af dem, i den fulde overbeviisning, at om man skulle savne en, ville ingen falde paa at mistænke ham, efterat han havde gjort dette, puttede han den i sine buxer, da han sluttede sig til, at hans lommer ville være en alt for usikker plads. | fiction | thi_dommeren-karpen | thi_000474_b | 1824-10-14 | null | 169 |
efter at han havde gjort dette, gik han tilbagetil den sal, hvori selskabet begyndte at forsamle sig; og det hændte sig saaledes, da det var om vinteren, at dommeren var kommen til at sidde lige over for kaminilden, i midten af et talrigt | fiction | thi_dommeren-karpen | thi_000475 | 1824-10-15 | null | 170 |
antal af smukke damer. for bedre at skjule hans tyverie, havde han lagt hans frakke over hans beenklæder, karpen begyndte imidlertid strax, da den følte varmen af jlden, at blive noget urolig, hvilken en af damerne lagde mærketil og begyndte at lee noget umaadeligt deraf, i det hun tillige skjulte hendes ansigt med hendes muffe. de andre damer blandt hvilken en almindelig hvisken fandt sted, begyndte strax der paa ogsaa at lee, i det de af og til kastede et staalent øiekast til dommerens besjælede burer, men uden at gjette den egentlige aar sag, der satte dem i en saa mistænkelig bevægelse. hans velbyrdighed blev i begyndelsen forundret over den ualmindelige lystighed, der herskede blandt damerne, men da han nøiere undersøgte det punct, hvorpaa deres kydske øiekast faldt, ophørte hans forundring. og dahan ikke var en af dem, der lod sig saa let bringe ud af fatning, sagde han: "jeg veed meget velmine damer, at de leer af mig, og jeg vil der for strax vise dem aarsagen dertil." da nu dommeren virkelig ogsaa gjorde tegn til at ville gjøre: lvor deraf, reiste hans skjønne auditorium sig op i største forskrækkelse og bedækkede halvedelen af deres øine med deres lommetørklæder, men dommeren bad dem gandske jovialsk, ikke at blive forskrækket, og tog derpaa karpenfra dens forunderlige opholdsted. - her mine damer, raabte han, er den uskyldige gjenland for deres skræk, jeg vil vædde, at ingen udbildte sig at det var en fisk." mændene beyndte nu ogsaa at lee hjertelig af denne hænfise, og damerne bleve den øvrige deel af daen vexselviis drillede dermed. | fiction | thi_dommeren-karpen | thi_000476 | 1824-10-15 | null | 171 |
blandinger. forgangen blev et faar slagtet hos en w. webr i groby, leicestershire, og da man aabnede, fandtes i dens næt en fugl uden liv og saa som en due, den havde næb, og var fuldmmen skabt som en fugl, men havde hverken, kløer eller fjere. faaret havde altid været frisk og vel. denne besynderlige omstændighed er aldeles authentisk, og vil sandsynligviis være af jnteresse, for naturkyndige. | non-fiction | null | thi_000477 | 1824-10-15 | null | 172 |
af professor l. kruse er i det tyske sprog i leiplig udkommen en historisk roman i walter scottsmaneer, betitlet: syv aar, et bidrag til et nordisk hofs hemmelige historie." deele. den anbefales i hamb. correspondent, som særdeles interessant og værdig at sættes ved siden af w. scotts bedste værker. det vil ikke være læserne vanskeligt at gjette historiens skueplads," hedder det, lethi en stor politisk begivenhed, der til sin tid opfyldte europa med rædsel og afsky, er ikke aleneste indvævet deri, men udgjør meget mere axlen, hvorom den interessante handling dreier sig. hiin nordiske nations sæder og skikke ere troe afskildrede." fra det engelske opdagelseskib griper, captain lyon, har man nyelig havt efterretning. | non-fiction | null | thi_000483 | 1824-10-14 | null | 173 |
j cassel levede, under den, hældigviis kun kort vedvarende kong jeronimus's regiering, en enke og hendes datter i dyb indgetogenhed. de ernærede sig af renterne af en lille capital. deres rygte var ubeskaaret. vel heed det om dem begge, at de ikke vare de franske, som den gang i stor mængde opholdt sig i cassel meget hengivne; men da de levede saa indgetogen kunde man intet gjøre dem. en tjener af det hemmelige politie seer engang tilfældigviis datteren og hun gefalder ham. strax udkaster han en platil at berøve hende hendes uskyldighed. nogle dage efter indfinder sig en politiebetjent, hos datteren, og befaler hende i en bydende tone, strax at fremstille sig for overpolitiemesteren darlin. moder og datter, der ikke vide sig noget ondt bevidst, forskrækkes i begyndelsen, men fatte strax mod, og pigen gaaer hen til politiemeste ren. darlin modtager hende meget artig, nøder hende til at sidde ned, spørger om hendes familie-forhold, og gjor hende slutteligen det forslag at lade sig optage blandt de fruentimmers tal, som staten berettiger til at føre en forbuden, omgang med det mandlige kjøn. et saadansprog er hende paafaldende; hun beder om en nøiere forklaring og hører med forundring, hvordybt hun skal fornedres. hun springer op, ude af sig af forskrækkelse, iler skjælvende til nogle af sine beslægtede, styrter ned paa en stoeli værelset og kan ikke tale for graad. man lader moderen hente, og datteren begynder at fortælle hende aarsagen til hendes hæftige smerte." gode raad vare nu dyre, da man kjendte politiets magt. endelig besluttede moderen sig til at gaae til darlin. hun besværger ham, henflyder i taarer, forsikkrer at hendes datter er uskyldig og fordrer erstatning. daarlin nævner en anden politiebetjent, kaldet kautz, af hvem han havde faaet det andrag, at kalde hendes datter, for sig og at foreslaae hende det foranførte. der hengaaer atter nogle dage i nagende kummer over denne beskjæmmelse, og see, da bliver datteren igjen fordret frem for kautz. jsteden forhende fremstiller moderen sig; hun bliver hæftig. og aftvinger ham endelig den erklæring; man havde seet hendes datter sildig paa gaden, og i selskab med en mandsperson. moderen, der aldrig nogensinde havde veget fra datterens side, tør ikke, af frygt for politiet erklære kautz for løgner, men forlanger confrontation med angiveren og truer i modsat tilfælde med justitiens tiltale. for tredie gang bliver datteren kaldet frem og og det endog under trudsel om straf, hvis hun ikke fremstiller sig. hun kommer, ledsaget at hendes moder, hvilken nedbøiende overraskelse. hun finder kautz, og ved siden af ham denuncianten, der med fræk pande vidner moddatteren. han var en uværdig søn af en bravborger i cassel. alle de høitidelige forsikkringer, bønner, og taarer af troværdigere vidner, ere aldeles spildte paa kautz og hans forvorvne leiesvends hjerte. kantz triumpherer, med en helvedes haanlatter over moderens littroenhed og blinde tiltroe og afskediger hende fori dag, i forventning om nærmere beskeed. jmidlertid vil en af denne families trøstesløse slægtninge træde imellem, henvender sig skriftlig til justitsministeren og beder og fyldestgjørelse for den familien tilføiede tort. men endogsaa nu høre ikke forfølgelserne op. ministerens lange taushed lader den ulykkelige familie befrygte det slemmeste; moder og datter hentæres synlig af skam og kummer. og følgen deraf er en langvarig, langsom tærende nærvefeber der angribe begge. endelig kommer en skrivelse fra ministeren, paa hendes beslægtedes foresning. og den heele fyldestgjørelse bestaaer i nogle omfindtlige ord over denne ubehagelige hændelse, og i den forsikkring at gierningsmændene skulle blive dragne til ansvar. jøvrigt - saa heed det - giver man begge damerne det velmeente raad, med stiltienhed gandske at forbigaae sagen og undertrykke den. guds skee lov aaret gjorde gandske ende paa dette franske uvæsen i tydskland. | fiction | null | thi_000501 | 1824-10-22 | null | 174 |
----- keiser napoleons tilbagereise fra elbatil paris i aaret . saf memoires de la vie privie de napoleon.) den de febr. kl. , fik garden og de officerer keiseren havde med sig paa elba, ordre, til at holde sig færdige til afreisen: alt satte sig i bevægelse, garderne toge igjen med glæde de vaaben, som i saa lang tid havde henlagt ubrugte, og svore frivilligen, ikke at forlade dem saalænge de aandede. hele øens befolkning, fruentimmer, børn, oldinge, trængte sig hurtigen frem til strandbreden, og fra alle sider saaes de meest rørende scener. man omringede napoleons tro ledsagere i landflygtigheden, man trættedes om den fornøielse at berøre deres klæder, at see dem, at omfavne dem endnu engang. øens fornemste unge mennesker, ansøgte som en naade, om i at maatte deeltage i de farer der kunde møde keiseren. glæde, ære, haab, spillede af alles øine, man vidste ikke hvorhen reisen skulle gielde; men napoleon var med, og hvor han var, hvor kunde man da tvivle om sejeren? klokken otte om aftenen forkyndte et kanonskud afreisen. tusende ømme omfavnelser forbittrede afskedstimen. de franske strømmede ned til barkerne, en krigerisk musik lod sig høre; og napoleon og sine bortfjernede sig majestætisk fra strandbredden under det tusende gange gjentagne raab: vive iempereur a) da napoleon satte fod paa skibet udraabte han som cæsar fordum: skjæbnens loder kastet. hans ansigt var roligt, hans pande, klar; han synes at være mindre sysselsat med hans foretagendes lykkelige udfald, end med midlerne til at komme hurtig til maalet. grev bertrands øine funklede af haab og glæde, general drouot var tankefuld og alvorlig, cambronne synes kun lidet at bekymre sig om fremtiden, og synes kun sysselsat med hvorledes han paa bedste maade kunde opfylde sin pligt. de gamle grenaderer havde igjen faaet deres krigerske og truende mine. keiseren disconrerede og spøgede bestandig med dem, han tog dem i ørene og bakkenbarterne, gjenkaldte igjenerindringen hos dem, om deres farer, deres ) flaaden bestod af briggen iinconstant, det førte kanoner og havde grenaderer ombord og af andre smaae, lette skibe med mand jnfanterie, to hundrede korsiske jægere og omtrent af de polske lette ryttere. felukkerne og briggen vare indrettede paa en saadan maade, at man ikke kunde mærke de havde tropper ombord, men saae ud som kjøbmandsskibe. seiervindinger og søgte at nedlægge hos dem, den tiltroe, han selv var besjelet af. alle brændte af begjerlighed efter at erfare, hvorhen de vare bestemte; men ærbødigheden, tillod ingen at spørge derom; endelig afbrød, napoleon tausheden: grenaderer, sagde han, vi reise til frankerig, vi reise til paris. ved disse ord opklaredes alle ansigter. uroligheden forvandlede sig til glæde, og det døvende, skrig: vive la france, tilkjendegav napoleon at kjerligheden til fædrenelandet udslukkedes aldrig i de franskes hjerter. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000514 | 1824-10-29 | null | 175 |
en engelsk corvette, commanderet af captain cambell synes at have ordre til at bevogte øen elbars) den kom og reiste ophørlig mellem livorno og porto-ferrajo. j jndskibelsens øieblik befandt den sig just i denne sidste havn, men indgjød ingen urolighed, derimod havde man signaliseret i kanalen flere franske skibe, som kunde opvække en grundet frygt, imidlertid haabede, man at nattevinden vilde begunstige flaadens fart, saa at den før dagbrækningen ville være ude af syne. man havde neppe seilet omkring kap. st. andre paa øen elba, da vinden stillede af og det blev gandske stille ved dagbrækningen var man ikke kommen længere end mile, og vi befandt os endnu imellem elba og øen capraia. faren synes at være stor, flere af mandskabe, vare af den meening at det var bedre at vende, tilbage til porto ferrajo. men keiseren befalede at fortsætte seiladsen, da han, hvordan det end gik, havde det alternativ tilbage, enten at bemægtige sig den frandske krydser, eller at tage sin tilflugt til øen corfica, hvor han var overbeviist om, at han ville blive vel modtaget. man anseer det i almindelighed for vist, at keiseren ved sin flugt fra øen elba, blev favoriseret: af capt. cambell: det troer jeg ikke; men alting leder til at troe, at denne officeer maa have modtaget af sin regjering ordre til ikke at modsætte sig den. for at lette seiladsen befalede han at kaste overbord alle de indskibede sager, som ogsaa gladeligen blev udført i samme øieblik. mod middag begyndte vinden at friske en smule og kl. befandt man sig paa høiden af livorno. en fregat saaes i en fem miles frastand under vinden, en anden laae under de forsikanske kyster, og et krigskib, som man kjendte for at være briggen zephyr, commanderet af captain andrieux, kom seilende lige fordevind nedmod den keillige flaade. man foreslog i begyndelsen at raabe ham an og faae ham til at heise det trefarvede flag; imidlertid gav keiseren ordre til garderne at tage huerne af, og at skjule sig under dæk, og foredrog hellere at passere forbibriggen, uden at give sig tilkjende, og forbeholdsig det andet middel i nødstilfælde. kl. om aftenen passerede de to brigger forbi hinanden, og deres commandeurer, der vare bekjendtere, talede vexelviis til hinanden. captainen paa zephyr spurgte hvorledes keiseren befandt sig, og keiseren svarede ham selv igjennem raaberen, at han befandt sig overmaade vel. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000515 | 1824-10-29 | null | 176 |
de to brigger, der havde forskjellig bestemmelse, kom snart hinanden ud af sigte, uden at captain andrieux nærede mindste formodning om det kostbare bytte, som han lod undvige. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000516 | 1824-10-29 | null | 177 |
natten til den de og de vedblev vinden at friske paa. j dagbrækningen faae man et krigsskib paa kanoner, som synes at styre coursen mod st. florent eller til sardinien; man bemærkede strax at dette skib ikke bekymrede sig om briggen. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000517 | 1824-10-29 | null | 178 |
keiseren havde førend han forlod elba skreven med egen haand to proclamationer, den ene til de franske og den anden til armeen. han ville nu have dem reenskrevne. det ville ikke lykkes hans secretair og general bertrand at dezifftere dem, de bragte dem derfor til napoleon, som selv mistvivlede om det ville lykkes ham og derfor kastede dem ærgerlig i havet. han dicterede derpaa strax, efterat have samlet sine tanker nogle øieblikke, to proclamationer, en til armeen og en til det franske folk. j den sidste nævner han hertugen af castigliones og hertugen af ragusas forræderie som aarsagen til hans uhæld. medens keiseren dieterede disse proclamationer, var han besjælet af den dybeste foragt og uvillie. baade de generaler, som han beskyldte for at have overgivet frankerige, og de fjender, som havde bragt det under aaget, synes at staae for hans øine. han gientog altid navnen: marmont, og d'angereau og altid vare de ledsagede med trudsler og tillæg, der hentydede paa den jder han havde om deres forræderie. da proclamationerne vare skrevne, oplæste keiseren dem med høi stemme, og satte alle dem, der forstode at skrive godt, i arbeide med at afcopiere dem. j et øieblik tjente bænker og trommertil borde, og soldater, søefolk og officerer, toge alle muntre fat paa denne beskjæftigelse. efter nogen tids forløb, sagde hans majestæt til de officerer som omringede ham. nu mine herrer kommer touren til dem at tale til armeen; man maa underrette dem om hvad frankerig venter sig af dem under de omstændigheder, hvori vi nu befinde os; kom bertrand, pennen i haanden. stormarskalken undskyldte sig. keiseren tog da ordet, og dicterede uden at standse, en opfordring til armeens generaler, officerer, og soldater, hvori den keiserlige garde besvordem i ærens og fædrelandets navn at afkaste bourbonnernes aag. denne opfordring var neppe færdig, da manlangt borte fik øie paa antibes kyster, strax hilsede keiseren og hans brave fædrelandet med det udraab: vive la france, vivent les francois og paatoge igjen i samme øieblik den trefarvede kokade. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000518 | 1824-10-29 | null | 179 |
den ste marts kl. , seilede man ind i havbugten juan. general dronot og et vist an tal officerer og soldatre paa felukken caroline. stege i land førend keiseren, som endnu befandt sig i en temmelig stor frastand fra strandbredden. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000519 | 1824-10-29 | null | 180 |
j samme øjeblik lagde de mærke til et stort skib til luvart, der synes for fulde seil at styre ned paa briggen; de bleve derved angrebne af den hæftigste urolighed; gik frem og tilbageog beviste ved deres gebærder og hurtige skridt, den bevægelse og frygt hvori de vare satte. general drougt befalede at udlosse caroline og at ile briggen til hielp; i et øieblik vare kanoner, raperter, amunitionskister, bagage kort sagt alt kastet paa sanden, og allerede havde grenadererne og de brave marinere af garden begyndt at bruge aarerne, da hurraraab naaede deres øren og tilintetgjorde deres frygt. det var keiseren, der enten af klogskab eller utaalmodighed var stegen ned i en simpel lille jolle. skrækken ophørte paa engang, og grenadererne modtoge ham med udstrakte armee og gave ham de meest rørende beviser paa deres hengivenhed og glæde. klokken satte han fod paa land; jeg hørte ham sige, at aldrig nogensinde før havde en saa dyd følelse bemægtiget sig ham. han opslog sin bivoge paa en eng omringet af oliventræer: seer de, sagde han, en lykkelig spaadom, maatte den ogsaa kunne realiseres! man fik øie paa nogle bønder; keiseren lod dem kalde, og spurgte dem om adskillige ting. en af dem havde før tjent under ham, han gjenkjendte strax sin gamle general og ville ikke forlade ham mere. napoleon vendte sig om til stormarskalken, og sagde smillende til ham. nu vel bertrand, see, der er allerede forstærkning. han tilbragte aftenen med at tale og lee familiairt med sine generaler og officerer. jeg seer allerede her, sagde han, den frygt, som jeg vil sætte bourbonnerne i, og den forlegenhed, som alle de ville befinde sig i, der have vendt mig ryggen. derpaa, i det han vedblev at skjemte over . samme gjenstand, afskildrede han med sin sædvanlige klogskab marskalkernes og de store personers caracteer, som havde tjent ham før, og morede sig meget over hvor travelt de ville faae med at iagttage den udvortes klogskab, og oppeble klogelig det øieblik, da de skulle erklære sig for det stærkeste partie. hans foretagenders lykkelige udfald synes mindre at sysselsætte ham, end de farer for hvilke hans venner og tilhængere ville blive udsatte hvem han betegnede med navn af patrioter. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000520 | 1824-10-29 | null | 181 |
hvad vil der blive af patrioterne, inden min ankomst til paris, gjentog han ofte. jeg skjælver for at vendeerne og emigranterne skulle masacre re dem; gud naade dem hvis de gjør dem noget jeg skal ingen medlidenhed vise. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000521 | 1824-10-29 | null | 182 |
keiseren havde strax efter han var landet, sendt en capitain af garden og mand til antibes deres ordre løde paa, at fremstille sig som deserteurer fra øen elba, udspionere hvorledes garnisonen var findet og dersom det var gunstig, at faae den bestukken; men henreven af deres ukloge jver, marscherede de ind i byen under raabet: vive empereur, commandanten lod da opløfte vindebroen og tilbageholdt dem som fanger. da napoleon ikke saae dem komme tilbage, lod han en officeer af garden kalde og sagde til ham de begiver dem strax for antibes mure; de overleverer eller lader overlevere general corsindenne depesche; selv gaaer de ikke ind i byen, man kunne tilbageholde dem der; men de søger at vinde soldaterne, forelæser dem mine proklamationer og taler med dem. veed j da ikke siger de til dem, at eders keiser er her, at garnisonerne i grenoble og lyon i stormskridt, nærme sig for at forene sig med ham, for at kunne marschere foran i hans avantgarde, kom, hilser paa nye eders ørne, eders trefarvede faner. keiseren og fædrenelandet befaler eder det: komdenne officeer kom tilbage og forkyndte at byens porte og havn vare tillukkede og at det ik ke havde været ham muligt hverken at komme tilat tale med general corsin eller nogen af soldaterne. napoleon synes at have taget feili sine forventninger, men var kun lidet urolig overdenne forhindring. klokken om aftenen begavhan sig paa marschen, førende med sig fire smaae artillerie kanoner. de polske havde ikke kundet indskibe deres hæste, men havde ført deres sadler og tilbehør med sig, og marscherede gladeligen ved avantgarden, nedbøiet under vægten af denne svære bagage. rapoleon lod kjøbe alle de heste de stødte paa, og bragte paa denne maade tid efter anden et lille cavallerie paa benene. han begav sig til cannes, derfra til grasses og ankom om aftenen den den til landsbyen, cerenon; tilbagelagde saaledes tyve mile den første dag. han modtoges overalt med en enthusiasme som forudsagde hans foretagendes lykkelige udfald. den die laae keiseren i baremeog den de i digne. rygtet om hans landing, som løb fra det ene sted til det andet, opvakte overalt en følelse blandet med glæde, forundring og urolighed. bønderne velsignede hans tilbagekomst, og tilbøde ham troskab, i deres naive sprog, men da de saae hans lille hob, betragtede de den med en om medlidenhed og tabte haabet om at han kunde seire med saa svage midler. den te sov napoleon i gap, og beholdt ikke hos sig mere end sex mænd til hest og fyrgetyve grenaderer. det var i denne bye, at han første gang lod trykke sine proclamationer; de udbredte sig med lynets hurtighed, og opflammede alle hovederog alle hjerter til en saa varm enthusiasme, at hele landets folkemængde opstod en masse og narscherede foran i spidsen. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000522 | 1824-10-29 | null | 183 |
han laante i disse proclamationer intet navn, som man har foregivet; hverken høistcommanderende general, eller hans søns general=lieutenant. førend han forlod elba, havde han besluttet, saasnart han kom paa det faste land igjenat antage navn af fransk keiser. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000523 | 1824-10-29 | null | 184 |
han havde overveiet at enhver anden qvalitet, formindskede hans magt og hans jndflydelse paa folket og armeen, kastede uvishedens slør overhans hensigter, opvakte tvivl og betænkeligheder, og satte ham i øvrigt i en slags fiendtlig stilling mod frankerige. han vidste desuden, at det altid stod i hans magt, at gjøre sig til legetim keiser i frankerig, dersom nationens stemme var ham nødvendig for at gjengive ham i hele europas og frankerigsøine, det, som, han ved sin abdication for et øieblik havde kundet tabe. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000524 | 1824-10-29 | null | 185 |
de øverste autoriteter i gap, vare ved hans ankomst bortreiste. han modtog derfor kun lykønskninger af mairen, municipalitetet og officererne paa halv sold. han underholdt sig med dem om revolutionens goder, om folkets sonberainitet, frihed og lighed, og fremfor alt om emigranterne og bourbonnerne. førend han forlod dem, udstædte han en proclamation til beboerne af alpedepartementerne. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000525 | 1824-10-29 | null | 186 |
den te, klokken to om eftermiddagen forlod keiseren gap. hele byens folkemængde fulgte ham. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000526 | 1824-10-29 | null | 187 |
da jndvaanerne i st. ronnel faae hans lille antal soldatre, frygtede de for der kundet tilstøde ham noget, foreslog derfor, at ringe medstormklokken, for at samle landsbyernes mandskab, der kunde escortere ham en massa. nei, sagde keiseren, den tænkemaade de lægge fordagen, lære mig at jeg ikke er bedraget i mine forventninger, den ere mig en sikker borgen formine soldaters sindelav; dem som jeg møden rangere sig ved min side, jo flere de ere, jo mere, sikker er jeg paa mit hæld. bliv derfor rolig i eders hjem. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000527 | 1824-10-29 | null | 188 |
samme dag laae keiseren i gorp; generalcambronne med fyrgetyve mand udgjorde avantgarden og trængte frem indtil mure. cam bronne gik som oftest allene foran fine grenaderer for at vise dem veien og skaffe dem logie og fødemidler førend de kom. neppe var keiserens navn kommen over hans læber, førend man trængte sig omkring ham for at bevise ham den meest ømme og levende deeltagelse. en eeneste maire eller byefoged i sisteron, marqvis de . proberede paa at oprøre indbyggerne i hans jurisdition imod napoleon, i det han afmalede hans soldater som røvere og mordbrændere. forvirret over at cambronne saa hurtig fremstillede sig for ham ene, og uden andre vaaben end sin kaarde, forandrede han sproget og lod, som han kun havde frygtet for ikke at faae sin betaling. cambronne kastede koldt sin børs hentil ham og sagde: giør dem betalt. jndbyggerne skamfulde derover, kappedes om at forsyne dem med flere levnetsmidler, end man havde forlangt, og da bataillonen fra øen elba komtilbød de den en trefarvet fane, som et tegn paa deres høiagtelse og hengivenhed. da de marscherede ud af dette district mødte general cambronne og hans fyrgetyve grenaderer en bataillon, der var sendt fra greenoble for at sperre dem passagen. cambronne ville taalemed dem, men blev ikke hørt. keiseren underrettet om denne modstand, stillede sig paa øiebliktet i spidsen; hans garde, udmattet af en lang marsch i snee og klippeveie, havde ikke kundet følge ham; men da den hørte den fornærmelse man ville tilføie cambronne, og de farer, som keiseren kunde udsættes for, glemte den sin hele møie og skyndte sig fremad. de soldater, der ikke længere kunde drage deres saarede og blodige fødder med sig, bleve understyttede af deres kammerater, eller baarne paa krydslagte geværer, og alle svore som fordum fabius's soldater, hverken at seire eller døe; men at bleve seierherrer. da keiseren fik øie paa dem, rakte han dem haanden og udraabte: j spidsen for eder, mine tappre, frygter jeg ikke til tusende mand. ) jmidlertid havde tropperne fra grenoble trukket sig tilbage og taget stilling tre mile fra grop, mellem nogle jndsøer, nær ved en landsbye. keiseren recogniserede dem, han fandt i den opstillede slaglinie en bataillon af det de linie-regiment, et companie sapeurer, i det hele til mand. han sendte dem i møde escadronschefen roul; men de nægtede at ville høre ham. da vendte napoleon sig til grev bertrandog sagde: z.. har bedraget mig; men det siger intet, fremad!" han steeg derpaa strax af og gik, fulgt af sin garde med fældet gevæhr, lige op til detaschementet, a hvorledes mine venner - sag de han - kjende j mig ikke meere; jeg er eders keiser. dersom der iblandt eder gives nogensoldat, der vil dræbe sin general, sin keiser, saakan han, see her er jeg i det han blottede sit bryst. | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000528 | 1824-10-29 | null | 189 |
et almindeligt raab: vive iempereur var svaret. de forlangte strax at marschere i spidsen imod den division, som dækkede grenoble. man gav sig paa marschen fulgt af beboerne, som forøgede sig hvert øieblik. vizilles jndvaanere udmærkede sig ved deres enthusiasme: det er her at revolutionen først opstod, sagde visse bravfolk; det er os, som først vovede at fordre menneskets hellige rettigheder, det er atter her at de franskes frihed fornyes, og at frankerig gjenvinder sin hæder og uafhændighed. (fortsættes i næste no.) | fiction | thi_napoleon-memoirs_b | thi_000529 | 1824-10-29 | null | 190 |
ansøgning. om byefoged tjenesten i fredericia, følsom fredens fyrste, fik førninger fordufriestadens fredericia foged, formedelst forfærdelifatale fortredeligheder falder fortrængte frederfor femte frederiks fode. forstandigste fyrste forlindre frederiks fortredeligheder; forund friderik fredericia fogeds forretninger: faaer for nævnte frederik fogderiet, fornøies fædrelandet. fornemste faders forbintligste. frederik viveen ditto ansøgning om samme. som kongens arve undersaat, maae jeg for kongen klage, at lykken spiller banqverot for mig i disse dage; og da jeg bange er at den med støvler og med sporer, til fredericia tyer hen, som andre debitorer, da, som en byefoged ene er, der slig en karl kan klemme; er min veemodigste begiær, mig kongen vil forfremme til byefoged, at jeg kunde da ham ret qvid juris lære, og udi fredericia, min lykke arrettere. | non-fiction | null | thi_000530_b | 1824-10-29 | null | 191 |
keiser napoleons tilbagereise fra elbatil paris i aaret . af memoires de la vie prise de napoleon) (fortsat.) mellem vizelle og grenoble kom en regiments=adjutant af de linie-regiment keiseren imøde, for at tilkjendegive ham, at oberst labedoyere, dybt rørt over den vanære derhvilede over frankerig, og besjælet af de varmeste følelser; havde brudt op med sin division fra grenoble, og ilede i forceret marsch keiseren, imøde. kort efter hørte man langt borte gjentagne hurraraab: det var labedoyere med det de linieregiment, hans tropper gjennembrøde deres geleder, utaalmodige efter at forene sig med keiserens. omfavnelser og tusende gjentagne raab: vive la garde, vive le tieme, vive empereur, udtrykte deres følelser. napoleon, der ved hvert skridt saae sin magt tiltage og hørte den almindelige jubel, besluttede endnu samme aften at holde sit indtog i grenoble. for han kom til staden blev han han standset, af en ung handlende, der stod som officeer vednationalgaden: sire - sagde hans jeg kommer for at tilbyde deres majestæt , franksog min kaarde. jeg modtager begge deele, bliv de hos mig, var keiserens svar. længere hen, stødte et andet detaschement officerer til keiseren, som bekræftede hvad labedoyere havde fortalt. at general marchand og præfecten havde erklæret sig imod ham, og at garnisonen og nationalgarden endnu ikke havde yttret noget gunstigt sindelav. | fiction | thi_napoleon-memoirs_c | thi_000548 | 1824-11-05 | null | 192 |
da keiseren kom tilbage til erkebispens, var det store galerie i dette pallads gandske opfyldt med generaler, oberster, magistratspersoner og administrateurer af forskjellige rang og værdighed, kort sagt, man troede at befinde sig i tuillerierne. (sluttes i næste nummer.) | fiction | thi_napoleon-memoirs_c | thi_000567 | 1824-11-05 | null | 193 |
j begreb med at forlade academiet, reed jeg endnu engang gjennem egnen, for at tage afskeed med den. jeg kom til en lille stad, hvor jeg ville spise til middag. her stod en reisevogn, forspændt med fire heste, foran værtshuusgaarden, af hvis dør just to damer traaede ud. den ene omtrent sytten aar gammel, var engleskjøn, den anden derimod aldrende og stolt af miner og geberder. de gik til byens kirke, hvilken klokkeren, som de havde ladet kalde, aabnede for dem, jeg sneg mig ind bagefter. de spurgte efter en ridders hvilested fra fortiden, som laae begravet der i kirken. klokkeren førte dem frem paa en frie plads foran alteret og viste dem en gravsteen paa hvilken en ridder i legems=størrelse. stod udskaaren. matronen holdt ham en standsmæssig lovtale, hvorved klokkeren, den ærbødigste. tilhører flittig nikkede med hovedet. jmidlertid knælede den skjønne pige, som jeg hørte kaldehelene, ned ved gravmælet, fremsagde med foldede hænder en sagte bøn, kyssede derpaa steenmandens mund, og lagde rørt en rose paa hans bryst. efterat have feiret den afdødes minds forlode de kirken. jeg trykkede mig ind i en krog for at kunne see dem passere tæt forbi mig og fulgte dem, efterat dette var skeet, lige i hælene. forankirkedøren strømmede et par hundrede mennesker os imøde, som forfulgte en gal hund med stene. han løb, i det jeg blev ham vaer, allerede løs paa helene og vilde bide hende, da jeg sprang fremmed en knippel, som jeg havde reevet af haanden, paa en, der stod uvirksom og gabede, og slog det onde dyr til jorden. et jubelskrig lød rundtomkring mig. den forskrækkede pige faldt i armene paa den gamle. denne spurgte: i hvem er de paen student. - af adel. - rei - derpaa kastede hun hovedet tilbage, sagde koldt: at vi takke! og trak pigen bort med sig. men helene vendte tilbage, rakte mig en rose og lagde med et sælefuldt blik, som jeg aldrig vil glemme, haanden, paa hjertet. matronen rystede paa hovedet, ilede burtig til vognen, satte sig deri med pigen og kjørte bort. jeg søgte hos verten at faae udforsket begge damers navn og boepæl, han vidste intet. jeg spurgte klokkeren, han kunde ligesaalidt give mig nogen oplysning; saaledes var det kjere barn, uden haab om at gjensee hende, forsvunden; kunengelens billede blev tilbage i mit hjerte. mis modig lod jeg min hest føre frem, gjorde endnu et forsøg paa at erfare noget af karlen, og har vidste virkelig mere end de andre. han havde hørt af kudsken, at damernes reise gik til den sydlige tydskland. derhen kunde jeg ikke følge dem. min moder ventede mig med længsel; da jeg kom, fandt jeg hende syg. lægerne som jeg spurgte om hendes tilstand, gave kun lidet haab. hun blev dag for dag svagere, og synes desforuden at lide af en sindsvaghed. man kunde tydelig mærkeat en hemmelighed trykkede hende, som hun ligesaaugjerne ville opdage, som tage med sig i graven. engang blev jeg om natteen kaldet ind til hende. kjære søn - sagde hun - følelsen om minnær forestaaende død aftvinger mig en smertelig bekjendelse. jeg førte din salig stedfader, bag lyset, da vi giftede os, ved foregivendet om, at jeg var enke efter en i udlandet afdød embedsmand, men forhen levede jeg i et ulovligt egteskab, du hedder ikke walland, som man hidindtil har kaldet dig, men du er en naturlig søn af en mand af stand, hvis rigdom du allerede kan domme om af denne ring. - hun aabnede derpaa et lidet futteral og vedblev. denne ring, som i det mindste er tusende daler være var mig anbetroet af din fader, for at overleveres dig, for at du derved engang i tiden, kunde legitimere dig for ham, som søn." forundret spurgte jeg om min faders navn. det er grev - - sagde hun, og tabte i dette øieblik, angreben af et slagstod, mælet. hun gamig ved gebærder at forstaae, at hun ville skrive; men i det jeg ville give hende en skrivertavle, tabte hun bevidstheden og døde. hendes hurtige død rystede mig dobbelt, da det lys, som just nu begyndte at udbrede sig overmin herkomst, paa engang igjen udslukkedes. da jeg var bleven nogen roligere begyndte jeg at opsøge min fader. jeg fandt i min moders papirer det brev ved hvilken han havde sendthende ringen, men i stedet for navnet, stod blot et flygtig pennestrøg, som ikke lod sig forklare. vigtigere var for mig, en derved liggende pung med guld, som forsynede mig med reisepenge og satte mig i stand til at kjøbe en ridehest. min moder var, da hun giftede sig, kommen med mig fra det sydlige tydskland. deraf sluttede jeg, at min fader maatte boe der, og at reisederhen var det jeg ønskede, fordi jeg paa det omvankende ridder og ogsaa haabede at finde helene. med trøstigt mod tog jeg altsaa min vei mod sønden, og reed fra slot til slot, overalt hvoren greve boede, der, efter sin alder, kunde være min fader. jeg meldte mig som en mand, der havde en kostbar ring at sælge. man lod mig, overalt komme frem for sig; men ingensteds bemærkede jeg, ved foreviisning af dette kienodie nogen forandring i herrernes ansigt, imidlertid. bød jeg overalt min ring frem, for at være vis paa at beholde den, for rbd., og da afslog enhver handelen med haanlatter. forgiæves søgte jeg efter helene. den rosehun havde skjænket mig, blev min kjæreste eiendom, jeg førte den overalt med i min brevtaske, og kyste den saa ofte, at jeg alvorlig maatte forbyde mig det selv, for ikke at ødelægge den. da jeg omtrent en dages tid, havde reistomkring paa kryds og tvers, traf jeg i et værtshuus hvor jeg overnattede, en ung mand, der kaldte sig rictard og ligeledes gjorde en reise til hest. da vi behagede hinanden, bleve vi eenge. om, den følgende dag, at lade vores klepperter, (heste, hvile og selv at nyde den skjønne egn. vidrak ved aftensmaaltidet en fortræffelig viin, der forvandlede mig til en uforsigtig sladrer; jeg fortalte om min grevelige herkomst, viiste min drikkebroder ringen og betroede ham den fremgangsmaade som jeg brugte for at opdage min fader. vi spøgede derover og gik glade tilseng. (forsættes.) | fiction | thi_stolen-ring_a | thi_000568 | 1824-11-05 | A. F. C. Langbein | 194 |
----- keiser napoleons tilbagereise fra elbatil paris i aaret . af memoires de la vie prive de napoleon. (sluttet.) keiseren standsede nogle øieblikke, omfavnede generalerne monton duvernay, gerard og andre officerer, som hele paris troede var i færd med at forfølge ham, og efter at have uddeelt til høire og venstre nogle smiil og mange complimenter, gik han ind i sit gemak og lod dekeiserlige hofbetjente, municipalcorpset og cheferne for nationalgarden og de militaire corpser, blive ham forestilte. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000580 | 1824-11-12 | null | 195 |
aftenen tilbragte han i sit kabinet, hans forste tanker var keiserinden, til hvem han og saa skrev et meget ømt brev og et ligeledes til prinds joseph, at han igjen var kommen paa tronen, og overdrog ham, at gjøre det bekjendtfor de udenlandske magters ministere. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000581 | 1824-11-12 | null | 196 |
efter at have udstædt en deel decreter og ordres til cheferne for de troppe-afdelinger, som laae cantonerede i de tilgrændsende provindser, afreiste rapoleon den de, dybt rørt af den kjerlighed og velvillie, lyoneserne havde viist ham. nationalgarden, rørt over den tiltroe keiseren havde viist dem, ved at anbetroe dem omsorgen! for sin person, deeltog ikke mindre i den alminde----- lige glæde; og den dag napoleon afreiste var for lyon en sorgens dag, ligesom den dag han ankom, havde for dem været en sand festdag. keiseren tog sit natteqvarteer i macon, han ville ikke staae af hos præfecten; men logerede i anberget la sauvage. han behøvede ikke meere som i grenoble og lyon at vente ved stadens porte, nei folket og magistraten ilede ham imøde, og gjorde hinanden æren stridig, hvem der førstskulle vise ham sin hyldning og ærbødighed. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000582 | 1824-11-12 | null | 197 |
om morgenen modtog han lykønskninger, af nationalgaden, municipalcorpset a. en af mairens colleger holdt en lang tale, der morede os meget; da den var endt, sagde keiseren til ham: de har da været meget forundret over at erfare min afreise fra elba?" ja saa min troevar jeg saa - svarede taleren - da jeg hørte at de havde indskibet dem, sagde jeg til mine bekjendtere, det menneske maae være gal, han undkommer aldrig." napoleon kunde ikke afholde sig fra at lee over disse naive udtrykke. jeg veed - svarede keiseren ham, en smule ondskabsfuldt at j alle ere lidt tilbøielige til at lade eder forskrætte. det have jviist mig i sidste feldttog. j skulle have opført eder, som chalonneserne; men j have ikke hævdet burgundernes ære. det var ikke vores skyld, sire, svarede han - vi blive slet bestyrede, de havde givet os en uduelig maire. det er muligt, viis, have alle begaaet sottiser, det maae man glemme, frankerigs lykke og fremtidige held, see det, er den gjenstand hvormed vi alle bør sysselsætte os. han afskedigede dem derpaa venskabeligpræfecten havde taget flugten. keiseren spurgde mig om hans navn, det var et menneske kaldet germain, som han havde gjort til greve og kammerherre, uden rigtig at vide hvorfor. - hvorledes - sagde keiseren til mig - denne lille germain, har han troet sig forbunden til at flygte for mig, men han kommer vel igjentilbage til os. han skal ikke længere bestyre forretningerne. han overdrog mig derpaa at lade indrykke i departements-avisen, efterretning om tildragelsen, ved grenoble og lyon. redacteuren en rasende royalist skjulte sig, og jeg anbetroede en nyelig ansat underpræfect at drage omsorg for at opfylde keiserens ordre. men enten det nu var ligegyldighed eller uduelighed nok var det han henvendte sig til den, der trykkede avisen, som sammensatte, noget, der langtfra ikke var som vi ønskede det. man begyndte med en meget rigtig, men meget utidig lovtale over ludvig den viii, og man sluttede med at erklære, at saa god en kongeikke var skikket til at regjere over de franske, og at de behøvede en fyrste, som napoleon. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000583 | 1824-11-12 | null | 198 |
keiseren, der ville læse alt, forlangte bladet, af mig. jeg lod som jeg ikke havde det vedhaanden; efter tusende bestræbelser for at forhindre ham fra at see det, maatte jeg sluttelig give ham det. jeg troede han havde givet mig en drøi næse derfor, men han lod det blive ved at sige mig: sog at forandre dette menneske, det er en nar, og bed ham for fremtiden ikke at holde lovtaler over mig." jeg lod ham ogsaa komme, gav ham en jrettesættelse, og han slap med frygten, saavel som jeg. den de ankom vi til chalons meget tidlig. | fiction | thi_napoleon-memoirs_d | thi_000584 | 1824-11-12 | null | 199 |
Subsets and Splits
No community queries yet
The top public SQL queries from the community will appear here once available.