Subset (40)

default · 5.61M rows

Split (1)

train · 5.61M rows

id stringlengths 1 75	text stringlengths 2 37.3M	source stringclasses 9 values	added stringdate 2020-09-14 00:00:00 2025-08-05 00:00:00	created stringlengths 10 22	token_count int64 2 2.6M
wikisource_29961	Kongens Fald/28 <pages index="Kongens Fald.djvu" from=177 to=185 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-09, 2021-01-09	31
wikisource_29964	Kongens Fald/29 <pages index="Kongens Fald.djvu" from=186 to=187 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-09, 2021-01-09	31
wikisource_29970	Kongens Fald/30 <pages index="Kongens Fald.djvu" from=188 to=192 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-09, 2021-01-09	31
wikisource_29979	Kongens Fald/31 <pages index="Kongens Fald.djvu" from=193 to=202 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-11, 2021-01-11	31
wikisource_29980	Junglebogen/Mowglis brødre Klokken var syv en meget varm Aften i Seeonee-bankerne, da Fatter Ulv vaagnede, efter at have sovet hele Dagen; han kradsede sig, gabede og spilede sine Poter ud, den ene efter den anden for at blive den søvnige Fornemmelse i Tæerne kvit. Mutter Ulv laa med sin store graa Snude tværs over de fire kravlende, pibende Unger, og Maanen skinnede ind i Mundingen af Hulen, hvor de alle boede. »Uh!« sagde Fatter Ulv, »det er paa Tide at gaa paa Jagt igen.« Og han skulde lige til at springe ud og ned ad Bakken, da en lille Skygge med en busket Hale gled ind over Tærskelen og peb: »Held og Lykke være med dig, du Ulvenes Høvding; Held og Lykke og stærke hvide Tænder til de dejlige Børn, saa at de aldrig maa glemme de sultne her i Verden.« Det var Schakalen — Tabaqui, Snyltegæsten — og Indiens Ulve foragter Tabaqui, fordi han løber med Sladder og stifter Fortræd og æder Klude og Læderstumper fra Landsbymøddingeme. Men de er ogsaa bange for ham, fordi Tabaqui, mere end nogen anden i Junglen, er tilbøjelig til at blive gal, og saa glemmer han, at han nogensinde har været bange for nogen, og løber gennem Skoven og bider alle, som han træffer paa sin Vej. Selv Tigeren løber i Skjul, naar lille Tabaqui bliver gal, thi Galskab er det mest vanærende, der kan ramme et vildt Dyr. Vi kalder det Vandskræk, men de kalder det dewanee — Galskab — og flygter. »Saa kom da ind og se dig om,« sagde Fatter Ulv kort; »men der er intet at æde her.« »Ikke for en Ulv,« sagde Tabaqui, »men for saa ringe en Skabning som mig er et tørt Ben et Festmaaltid. Hvem er vi, Schakalerne, at vi skulde vrage og være kræsne?« Han smuttede hen i den bageste Ende af Hulen, hvor han fandt et Hjorteben med en Smule Kød paa, og gav sig nok saa fornøjet til at gnave paa det. »Mange Tak for dette gode Maaltid,« sagde han og slikkede sig om Munden. »Hvor de dejlige Børn dog er smukke! Hvilke store Øjne de har! Og det i deres Alder! Aa ja, jeg burde jo sandelig have husket, at Kongebørn er Helte ligefra deres tidligste Tid.« Tabaqui vidste ligesaa godt som enhver anden, at intet er værre end at sige smukke Ting om Børn, mens de hører paa det; og det morede ham at se Mutter og Fatter Ulvs bekymrede Miner. Tabaqui sad stille og nød den Fortræd, han havde gjort, og saa sagde han ondskabsfuldt: »Shere Khan, den store, har skiftet Jagtgrund. Han vil jage mellem Bakkerne her i en Maanedstid, har han sagt mig.« Shere Khan var den Tiger, der boede ved Waingunga-flodens Bred, fem Mil derfra. »Det har han ikke Ret til!« begyndte Fatter Ulv vredt. »I Følge Jungleloven har han ikke Ret til at skifte Jagtgrund uden at give tilbørligt Varsel i Forvejen. Han vil skræmme hvert eneste Stykke Vildt i to Miles Omkreds bort, og jeg — jeg maa jage for to i denne Tid.« »Hans Moder kaldte ham ikke Lungri (den halte) for ingenting,« sagde Mutter Ulv roligt. »Han har været halt paa det ene Ben ligefra sin Fødsel, og det er Grunden til, at han kun dræber Kvæg. Nu er Landsbyfolkene ved Waingunga vrede paa ham, og han er kommen herhid for at gøre vore Landsbyfolk vrede. De vil gennemstrejfe hele Junglen efter ham, naar han er langt borte, og saa sætter de Ild paa Græsset, og vi og vore Børn maa flygte. Vi er sandelig Shere Khan meget taknemlige!« »Skal jeg fortælle ham om eders Taknemlighed?« sagde Tabaqui. »Ud med dig!« snærrede Fatter Ulv. »Ud med dig og jag med din Herre. Du har gjort Ulykker nok for een Nat.« »Jeg gaar,« sagde Tabaqui roligt. »Der kan I høre Shere Khan nede i Krattet. Jeg kunde have sparet mig den Efterretning.« Fatter Ulv lyttede, og nede i Dalen, der førte ned mod en lille Flod, hørte han det tørre, vrede, snærrende, syngende Hyl af en Tiger, der intet har fanget, og hvem det er ligegyldigt, om hele Junglen faar det at vide. »Det Fæ!« sagde Fatter Ulv. »At begynde sit Natte-arbejde med saadant et Spektakel! Tror han, at vore Hjorte ikke er raskere til Bens end hans fede Okser nede ved Waingunga?« »Hys! Det er hverken Okser eller Hjorte, han jager i Nat,« sagde Mutter Ulv. »Det er Mennesker.« Hylet var gaaet over til en Slags snurrende Brummen, der syntes at komme fra alle mulige Retninger paa samme Tid. Det er den Lyd, som forvirrer Brændehuggere og Tatere, der sover under aaben Himmel, og stundom faar dem til at løbe lige ind i Gabet paa Tigeren. »Mennesker!« sagde Fatter Ulv og viste alle sine hvide Tænder. »Puh! Er der ikke Insekter og Frøer nok i Dammene til, at han kan lade være at jage Mennesker? Og det oven i Købet paa vor Jagtgrund!« Jungleloven, der aldrig giver nogen Befaling uden gode Grunde, forbyder alle Dyr at æde Mennesker, undtagen naar man dræber for at vise sine Børn, hvorledes man skal bære sig ad med at dræbe, og selv i saa Tilfælde maa det ske udenfor Stammens eller Flokkens Jagtgrunde. Den virkelige Grund hertil er, at Drabet af et Menneske tidligere eller sildigere hidkalder hvide Mænd paa Elefanter og bevæbnede med Bøsser, og Hundreder af brune Mænd med Trommer, Brandraketter og Fakler. Saa gaar det ud over alle i Junglen. Men den Grund, som Dyrene foregiver blandt dem selv, er, at Mennesket er det svageste og mest forsvarsløse af alle levende Væsener, og at det derfor ikke sømmer sig for ægte Jægere at gøre ham Fortræd. De siger ogsaa — og det er ganske sandt —, at de, der æder Mennesker, bliver skabede og mister Tænderne. Den brummende Lyd blev stærkere og sluttede med det rungende Brøl, som en Tiger udstøder, idet den springer til. Saa lød der et Hyl fra Shere Khan — et Hyl, der slet ikke lignede en Tigers. »Han er sprunget fejl,« sagde Mutter Ulv. »Hvad er der i Vejen?« Fatter Ulv løb et Par Skridt ud af Hulen og hørte Shere Khan mumle og brumme rasende, mens han tumlede om i Krattet. »Det Fæ har været dum nok til at springe efter Brændehuggerens Lejrbaal og har brændt sine Fødder,« sagde Fatter Ulv med et Grynt. »Tabaqui er med ham.« »Der er nogen, der kommer op ad Bakken,« sagde Mutter Ulv og spidsede det ene Øre. »Hold dig parat.« Buskene raslede en Smule nede i Krattet, og Fatter Ulv sank ned i Bagbenene, færdig til Spring. Hvis nogen havde iagttaget ham, vilde han have faaet det vidunderligste i hele Verden at se: en Ulv, der standser midt i Springet. Han sprang til, førend han saa, hvad det var, han sprang efter, og saa forsøgte han at standse sig selv. Resultatet blev, at han foer en fire, fem Fod lige op i Luften og kom ned igen næsten paa samme Sted, hvorfra han var sprungen op. »Menneske!« snærrede han. »En Menneskeunge. Se en Gang!« Lige foran ham, holdende sig ved en lav Gren, stod en nøgen, brun Rolling, som lige havde lært at gaa — den blødeste og mest smilehullede lille Fyr, som nogensinde er kommen til en Ulvs Hule om Natten. Han saa op i Fatter Ulvs Ansigt og lo. »Er det dér en Menneskeunge?« sagde Mutter Ulv. »Saadan en har jeg aldrig set. Bring den herhen.« En Ulv, der er vant til at haandtere sine egne Unger, kan, om det gøres nødigt, tage et Æg mellem Tænderne uden at knække Skallen; og skønt Fatter Ulvs Kæver sluttede sig tæt om Barnets Ryg, lagde han det ned mellem sine Unger, uden at dets Hud var saa meget som ridset af en Tand. »Hvor lille! Hvor nøgen, og — hvor kæk!« sagde Mutter Ulv med blød Stemme. Barnet puffede sig frem mellem Ulveungerne for at komme tæt ind til det varme Skind. »Se, se! Han vil have noget at drikke, ligesom de andre. Naa, saadan ser altsaa en Menneskeunge ud. Mon der nogensinde har været en Ulvinde, som kunde rose sig af at have en Menneskeunge mellem sine egne Børn?« »Jeg har hørt nogle Gange om en saadan Begivenhed, men det er aldrig hændet i vor Stamme, og heller ikke andetsteds, saa længe jeg har levet,« sagde Fatter Ulv. »Han er helt haarløs, og jeg kunde dræbe ham blot ved at røre ved ham med Foden. Men se, han kigger op paa os og er slet ikke bange.« Maaneskinnet forsvandt fra Hulens Munding, thi Shere Khans store, firkantede Hoved og Skuldre blev stukket ir.d gennem Indgangen. Bagved ham peb Tabaqui: »Herre, Herre, her løb den ind!« »Shere Khan viser os en stor Ære,« sagde Fatter Ulv, men hans Øjne var meget vrede. »Hvad ønsker Shere Khan?« »Mit Bytte. En Menneskeunge gik denne Vej,« sagde Shere Khan. »Forældrene flygtede. Giv mig den.« Shere Khan var sprunget op i Brændehuggernes Lejr-baal, som Fatter Ulv havde sagt, og var rasende paa Grund af Smerten i sine forbrændte Fødder. Men Fatter Ulv vidste godt, at Hulens Munding var for snæver til, at en Tiger kunde komme ind ad den. Selv der, hvor Shere Khan nu stod, var hans Skuldre og Forpoter klemt sammen af Mangel paa Plads, ligesom en Mand vilde være, hvis han forsøgte paa at kæmpe i en Tønde. »Ulvene er et frit Folk,« sagde Fatter Ulv. »De tager mod Befalinger af deres Stammehøvding, men ikke af nogen stribet Kvægdræber. Menneskeungen er vor — vi kan selv dræbe ham, om vi vil.« »Om I vil! Hvad bryder jeg mig om, hvad I vil? Ved den Okse, jeg har dræbt, skal jeg staa her og snuse ind i eders Hundehul for at faa, hvad der tilkommer mig? Det er mig, Shere Khan, der taler!« Tigerens Brøl fyldte Hulen som en Torden. Mutter Ulv rystede Ungerne af sig og sprang frem; hendes Øjne skinnede som to grønne Lamper i Mørket og stirrede lige ind i Shere Khans flammende Øjne. »Og det er mig, Raksha (Djævelen), som svarer. Menneskeungen er min, Lungri, — min og ingen andens! Han skal ikke dræbes. Han skal leve for at løbe med Stammen og jage med Stammen; og tilsidst — mærk dig det, du Jæger efter nøgne smaa Unger, du Frøæder, du Fiskedræber — skal han jage dig! Pak dig nu, eller ved den Hjort, jeg har dræbt (jeg æder ikke forsultent Kvæg), du skal komme tilbage til din Moder mere halt, end da du kom til Verden, du forbrændte Junglebæst. Gaa!« Fatter Ulv saa forbløffet til. Han havde næsten glemt den Tid, da han vandt Mutter Ulv i aaben Kamp med fem Medbejlere, — den Gang hun endnu løb med Stammen og ærligt fortjente sit Tilnavn »Djævelen«. Shere Khan kunde maaske have staaet sig mod Fatter Ulv, men Mutter Ulv kunde han ikke hamle op med, thi han vidste, at i den Stilling, han indtog, havde hun alle Fordelene af Terrænet, og hun vilde kæmpe, saa længe der var Liv i hende. Derfor trak han sig brummende tilbage fra Hulens Munding, og da han var vel ude, raabte han: »Hver Hund gøer i sin egen Gaard! Nu faar vi se, hvad Stammen siger til denne Opfostring af Menneskeunger. Ungen er min, og under mine Tænder kommer den til syvende og sidst, I buskhalede Tyve!« Mutter Ulv kastede sig pustende ned mellem Ungerne, og Fatter Ulv sagde alvorligt til hende: »I saa Henseende har Shere Khan Ret. Ungen maa fremstilles for Stammen. Vil du fremdeles beholde ham, Mutter?« »Beholde ham?« gispede hun. »Han kom hertil nøgen, ved Nattetid, alene og meget sulten; og dog var han ikke bange! Se bare, han har allerede puffet een af mine Unger til Side. Og hin halte Slagter vilde have dræbt ham, og vilde saa være løbet sin Vej til Waingunga, mens Landsbyfolkene vilde have opsporet alle vore Lejer for at hævne sig! Beholde ham? Ja, det vil jeg rigtignok! Lig stille, lille Frø. O du Mowgli — thi Mowgli, Frøen, vil jeg kalde dig — der vil komme en Tid, da du skal jage Shere Khan, som han har jaget dig.« »Men hvad vil vor Stamme sige?« sagde Fatter Ulv. Jungleloven siger med klare og tydelige Ord, at naar en Ulv gifter sig, har han Lov til at trække sig tilbage fra den Stamme, han hører til; men saa snart hans Unger er gamle nok til at kunne staa paa deres Ben, maa han bringe dem til Stammemødet, der i Reglen afholdes hver Maaned ved Fuldmaane, for at de andre Ulve kan kende dem igen. Efter saaledes at være inspicerede, har Ungerne Lov til at løbe, hvorhen de vil, og indtil de har dræbt deres første Raabuk, gives der ingen Undskyldning for den voksne Ulv af Stammen, der dræber en af dem. Morderens Straf er Døden, hvor han bliver antruffen; og hvis Læseren vil tænke sig et Øjeblik om, vil han indse, at dette er ganske i sin Orden. Fatter Ulv ventede, til hans Unger kunde bruge Benene en Smule, og saa førte han, den Nat, da Stammen holdt Møde, dem, Mowgli og Mutter Ulv til Raadsklippen, en Bakketop bedækket med Klippestykker og Rullesten, hvor hundrede Ulve kunde finde Skjul. Akela, den store, graa, ensomme Ulv, som paa Grund af sin Styrke og Snildhed var Stammens Høvding, laa udstrakt, saa lang han var, paa Klippen, og nedenfor ham sad nogle og fyrretyve Ulve af alle Størrelser og Farver, ligefra de grævlingefarvede Veteraner, som ganske alene kunde tage det op med en Raabuk, og til de sorte Ynglinge paa tre Aar, som troede, at de kunde gøre det samme. Den ensomme Ulv havde nu i et Aar været deres Høvding. I sine unge Dage var han to Gange falden i en Ulvefælde, og een Gang havde han faaet Prygl og var bleven liggende som død; saa han kendte Menneskenes Skikke og Sædvaner. Der blev kun talt meget lidt ved Raadsklippen. Ungerne trillede rundt mellem hverandre midt i Kredsen, hvor deres Forældre sad, og af og til gik en ældre Ulv roligt hen til en Unge, betragtede den omhyggeligt og vendte lydløst tilbage til sin Plads. En Gang imellem puffede en Moder sin Unge langt ud i Maaneskinnet for at være sikker paa, at den ikke skulde blive overset. Akela raabte af og til oppe fra sin Klippe: »I kender Loven — I kender Loven. Se eder vel for, o Ulve!« Og de ængstelige Mødre gentog Raa-bet: »Se — se eder vel for, o Ulve!« Tilsidst — og Mutter Ulvs Nakkehaar rejste sig, da Øjeblikket kom — puffede Fatter Ulv »Mowgli Frøen«, som de kaldte ham, ind i Kredsen, hvor han satte sig ned og lo og legede med nogle Smaasten, der skinnede i Maanelyset. Akela ikke saa meget som løftede sit Hoved op fra Poterne, men blev ved med det monotone Raab: »Se eder vel for!« Et dumpt Brøl hævede sig bag Klipperne; det var Shere Khans Stemme, og han skreg: »Ungen er min. Giv mig ham. Hvad har det frie Folk at gøre med en Menneskeunge?« Akela bevægede ikke en Gang sine Øren; alt, hvad han sagde, var: »Se eder vel for, oUlve! Hvad har det frie Folk at gøre med en andens Befalinger? Se eder vel for!« Der lød et Kor af dyb Knurren, og en ung Ulv paa tre Aar gentog Shere Khans Spørgsmaal: »Hvad har det frie Folk at gøre med en Menneskeunge?« Nu siger Jungleloven, at hvis der rejser sig nogen Tvivl om, hvorvidt en Unge skal optages i Stammen, maa mindst to af Stammens Medlemmer tale dens Sag, og det maa naturligvis ikke være Forældrene. »Hvem vil tale for denne Unge?« sagde Akela. »Hvem af det frie Folk vil tale dens Sag?« Ingen svarede, og Mutter Ulv gjorde sig rede til at kæmpe, skønt hun vidste, at det vilde blive hendes sidste Kamp. Den eneste fremmede, som har en Stemme med ved Stammemødet, er Baloo, den dorske, brune Bjørn, som underviser Ulveungerne i Jungleloven; gamle Baloo, der kan komme og gaa, hvor han lyster, fordi han kun æder Nødder og Rødder og Honning — han satte sig nu over Ende paa sin Bagdel og gryntede. »Menneskeungen — Menneskeungen?« sagde han. »Jeg taler for Menneskeungen. Der er intet ondt i en Menneskeunge. Jeg er ikke veltalende, men jeg taler Sandhed. Lad ham løbe med Stammen og blive antaget ligesom de andre Unger. Jeg vil selv undervise ham.« »Vi maa have een endnu,« sagde Akela. »Baloo har talt, og han er vore Ungers Lærer. Hvem vil tale foruden Baloo?« En sort Skygge sprang ind i Kredsen. Det var Ba-gheera, den sorte Panther, kulsort over hele Kroppen, men Panthertegningen viste sig i visse Belysninger paa hans Skind, ligesom Mønsteret i Silkemoiré. Alle kendte Bagheera, og ingen havde Lyst til at trodse ham; thi han var snild som Tabaqui, kæk som den vilde Bøffel, og hensynsløs som en saaret Elefant. Men hans Stemme var blid som den vilde Honning, der drypper fra Træerne, og hans Skind var blødere end Dun. »O Akela, og I, det frie Folk,« sagde han med indsmigrende Røst, »jeg har ingen Ret til at trænge mig ind i eders Forsamling; men Jungleloven siger, at naar der opstaar en Tvivl om en ny Unge, som ikke nødvendiggør hans Død, saa kan Ungens Liv købes. Og Loven siger ikke noget om, hvem der maa eller ikke maa betale Prisen for Ungens Liv. Har jeg Ret?« »Ja, ja!« raabte de unge Ulve, som altid er sultne. »Hør paa Bagheera. Ungen kan købes. Det siger Loven.« »Da jeg véd, at jeg ingen Ret har til at tale her, beder jeg eder om Forlov.« »Tal!« raabte en Snes Stemmer. »At dræbe en nøgen Unge er skændigt. Desuden kan han jo blive et bedre Bytte for jer, naar han er vokset til. Baloo har talt hans Sag. Nu lægger jeg til Baloos Ord en Okse, en fed, nylig dræbt Okse, som ligger ikke en halv Fjerdingvej herfra, hvis I saa vil optage Menneskeurigen i Stammen, i Overensstemmelse med Loven. Hvad mener I?« Der blev en Skraalen af mange Stemmer i Munden paa hverandre: »Hvad gør det? Han dør af Vinterregnen. Han bliver brændt ihjæl af Solen. Hvad ondt kan en nøgen Frø gøre os? Lad ham løbe med Stammen. Hvor er Oksen, Bagheera? Lad os optage ham.« Og saa lød Akelas dybe Bjæf: »Se eder vel for — se eder vel for, o Ulve!« Mowgli var endnu fuldstændig optaget af Smaastenene, og han lagde ikke en Gang Mærke til, at Ulvene kom hen og tog ham i Øjesyn een for een. Tilsidst løb de alle ned ad Bakken for at finde den døde Okse, og kun Akela, Bagheera, Baloo og Mowglis egne Ulve blev tilbage. Shere Khan brølede endnu ude i Mørket, thi han var meget vred over, at Mowgli ikke var bleven udleveret til ham. »Ja, brøl du kun,« sagde Bagheera i Skægget; »thi den Tid vil komme, da dette nøgne lille Væsen vil faa dig til at brøle i en ganske anden Toneart, — hvis jeg ellers kender Menneskene ret.« »Det var rigtigt gjort,« sagde Akela. »Mennesker og Menneskeunger er meget kloge. Han kan blive os til Nytte en Gang.« »Ja vist, han kan blive til Nytte i Nødens Time; thi ingen kan gøre sig Haab om at være Stammens Høvding for bestandig,« sagde Bagheera. Akela svarede ikke. Han tænkte paa den Stund, der kommer for enhver Høvding, da hans Styrke svigter ham, og han bliver svagere og svagere, indtil endelig Ulvene dræber ham og vælger en ny Høvding — der ogsaa vil blive dræbt, naar hans Tid kommer. »Før ham bort,« sagde han til Fatter Ulv, »og opdrag ham, som det sømmer sig for en af det frie Folk.« Og saaledes gik det til, at Mowgli blev optaget i Seeonee-Ulvestammen for en Okse og paa Baloos Borgen. Nu maa vi springe en ti, elleve Aar frem i Tiden og lade os nøje med at tænke os det vidunderlige Liv, som Mowgli førte mellem Ulvene; thi dersom vi skulde beskrive det hele, vilde det fylde mange Bøger. Han voksede op sammen med Ulveungerne, skønt de naturligvis var fuldvoksne Ulve, mens han endnu var et lille Barn, og Fatter Ulv lærte ham, hvad en Ulv maa have Forstand paa, og hvad alt i Junglen betød, indtil hver Raslen i Græsset, hvert Pust af den varme Nattevind, hvert Skrig af Uglerne over hans Hoved, hver Kradsen af Flaggermusens Kløer i Træerne, hvert Plask af Smaafiskene, der sprang i Dammen, var ligesaa tydeligt og forstaaeligt for ham, som Kontorarbejdet for en Forretningsmand. Naar han ikke fik Undervisning, laa han og sov i Solen, og aad, og faldt i Søvn igen; var han snavset eller varm, svømmede han i Skovdammene; hvis han fik Lyst til Honning (Baloo lærte ham, at Honning og Nødder smagte ligesaa godt som raat Kød), klatrede han op i Træerne efter den, og Bagheera viste ham, hvordan han skulde bære sig ad med det. Bagheera lagde sig ud paa en Gren og raabte: »Kom her, lille Broder!« I Begyndelsen kravlede Mowgli afsted som et Dovendyr, men snart lærte han at svinge sig mellem Grenene næsten ligesaa dristigt som de graa Aber. Ved Stamme-møderne indtog han ogsaa sin Plads paa Raadsklippen, og da han her opdagede, at naar han stirrede stivt paa en Ulv, blev denne nødt til at slaa Øjnene ned, saa morede han sig med at stirre paa dem. Til andre Tider trak han de lange Torne ud af Skindet paa sine Venner, thi Ulvene lider meget af, at Torne og Burrer sætter sig fast i deres Pels. Stundom vandrede han om Natten ned ad Bakkerne til de dyrkede Jorder og kiggede meget nvsgærrigt paa Landsbyfolkene i deres Hytter, men han havde Mistillid. til Menneskene, fordi Bagheera en Gang havde vist ham en stor firkantet Kasse med et Faldgitter, saa snedigt skjult i Junglen, at han nær var vandret lige ind i den, og fortalt ham, at det var en Fælde. Mere end alt andet holdt han af at gaa med Bagheera dybt ind i den mørke, varme Skov, sove hele den døsige Dag, og om Natten se Bagheera dræbe sit Bytte. Bagheera dræbte baade til højre og venstre, naar han var sulten, og det samme gjorde Mowgli — med een Undtagelse. Saa snart han var gammel nok til at kunne forstaa, hvad der blev sagt ham, fortalte Bagheera ham, at han aldrig maatte dræbe Kvæg, fordi han var bleven købt ind i Stammen for en Okse. »Hele Junglen er din,« sagde Bagheera, »og du kan dræbe alle, som du er stærk nok til at dræbe, men for den Okses Skyld, for hvilken du blev købt, maa du aldrig dræbe eller æde Kvæg, ungt eller gammelt, det siger Jungleloven.« Og Mowgli adlød trofast. Og han voksede og blev stærk, som en Dreng maa blive, der ikke véd af, at han lærer noget, og som ikke har noget i Verden at tænke paa undtagen Mad. Mutter Ulv sagde ham et Par Gange, at Shere Khan ikke var en, man kunde stole paa, og at han en Gang maatte dræbe Shere Khan; men medens en ung Ulv vilde have husket det Raad hver Time paa Dagen, glemte Mowgli det, fordi han kun var en Dreng — ihvorvel han vilde have kaldt sig selv en Ulv, hvis han havde været i Stand til at tale i noget menneskeligt Tungemaal. Shere Khan krydsede stadig hans Vej i Junglen, thi efterhaanden som Akela blev gammel og svag, var den halte Tiger bleven fine Venner med Stammens yngre Ulve, der fulgte efter ham for at faa en Bid med af hans Maal-tider, — noget som Akela aldrig vilde have tilladt, hvis han havde følt sig stærk nok til at hævde sin Myndighed i dens fulde Udstrækning. Shere Khan smigrede de unge Ulve og udtalte sin Forundring over, at saadanne smukke unge Jægere vilde lade sig regere af en døende Ulv og en Menneskeunge. »Der siges,« sagde Shere Khan, »at ved Møderne vover I ikke at se ham ind i Øjnene;« hvorpaa de unge Ulve knurrede og rejste Børster. Bagheera, som havde sine Øjne og Øren allevegne, vidste ogsaa noget om dette, og et Par Gange sagde han Mowgli rent ud, at Shere Khan en skøn Dag vilde dræbe ham; men Mowgli lo og svarede: »Jeg har Stammen og jeg har dig; og saa doven Baloo end er, slaar han nok et Slag eller to for min Skyld. Hvad har jeg da at være bange for?« En meget varm Dag fik Bagheera en ny Idé; den var fremkaldt af noget, han havde hørt — maaske noget, som Sahi, Pindsvinet, havde fortalt ham; men da Mowgli og han var komne dybt ind i Junglen, og Drengen laa med sit Hoved paa Bagheeras smukke, sorte Skind, sagde denne: »Lille Broder, hvor ofte har jeg sagt dig, at Shere Khan er din Fjender« »Lige saa mange Gange, som der er Nødder paa den Palme dér,« sagde Mowgli, som naturligvis ikke kunde tælle. »Men hvad saa? Jeg er søvnig, Bagheera, og Shere Khan er ikke andet end en lang Hale og store Ord — ligesom Mor, Paafuglen.« »Nu er det ikke Tid til at sove. Baloo véd, at Shere Khan er din Fjende; jeg véd det; Stammen véd det; og selv de dumme, dumme Hjorte véd det. Tabaqui har ogsaa sagt dig det.« »Hoho!« sagde Mowgli. »Forleden Dag kom Tabaqui til mig med noget uforskammet Vrøvl om, at jeg var en nøgen Menneskeunge, som ikke en Gang duede til at grave Jordnødder; men jeg greb Tabaqui i Halen og slog ham to Gange mod et Palmetræ for at lære ham at være høflig.« »Det var dumt gjort; thi skønt Tabaqui er en Fredsforstyrrer, kunde han have sagt dig noget, som angik dig meget nær. Luk dine Øjne op, lille Broder. Shere Khan vover ikke at dræbe dig i Junglen; men husk, Akela er meget gammel, og snart vil den Dag komme, da han ikke længere kan dræbe en Raabuk, og saa er det forbi med hans Magt som Høvding. Mange af de Ulve, der tog dig i Øjesyn, da du første Gang blev bragt til Raadsforsam-lingen, er ogsaa gamle, og de unge Ulve mener, som Shere Khan har lært dem at mene, at en Menneskeunge ikke bør have Plads i Stammen. Det varer ikke længe, før du bliver et Menneske.« »Og hvad er da et Menneske, at han ikke maa løbe med sine Brødre?« sagde Mowgli. »Jeg er født i Junglen. Jeg har adlydt Junglens Lov, og der er ikke en Ulv i vor Stamme, af hvis Poter jeg ikke har trukket en Torn ud. De og ingen andre er mine Brødre!« Bagheera strakte sig ud i hele sin Længde og lukkede Øjnene halvt. »Lille Broder,« sagde han, »føl under min Kæve.« Mowgli løftede sin stærke, brune Haand, og lige under Bagheeras Underkæve, hvor de vældige, svulmende Muskler skjultes af de silkebløde Haar, traf han en lille bar Plet.« »Der er ingen i hele Junglen, der véd, at jeg, Bagheera, bærer dette Mærke — Mærket af Halsbaandet; men alligevel, lille Broder, blev jeg født iblandt Mennesker, og iblandt Mennesker døde min Moder — i Burene ved Kongens Palads i Oodeypore. Dette var Grunden til, at jeg betalte Prisen for dig i Raadet, den Gang du var en lille nøgen Unge. Ja, ogsaa jeg er født iblandt Mennesker. Jeg havde aldrig set Junglen. De fodrede mig bag Jærnstænger af en Blikkasserolle. Men en Nat følte jeg, at jeg var Ba- gheera — Pantheren — og ikke et Legetøj for Mennesker, og jeg brød den tossede Laas itu med et eneste Slag af min Pote og gik bort; og fordi jeg kender Menneskenes Vis, er jeg mere frygtet i Junglen, end selve Shere Khan. Er det ikke sandt?« »Jo,« sagde Mowgli; »alle i Junglen frygter Bagheera — alle undtagen Mowgli.« »Aa, du er en Menneskeunge,« sagde den sorte Panther kærligt; »og ligesom jeg vendte tilbage til min Jungle, saaledes maa ogsaa du tilsidst vende tilbage til Menneskene, som er dine Brødre, — hvis du ikke forinden bliver dræbt i Raadet.« »Men hvorfor — men hvorfor skulde nogen ville dræbe mig?« sagde Mowgli. »Se paa mig,« sagde Bagheera; og Mowgli saa ham fast ind i Øjnene. Det varede ikke et halvt Minut, før den store Panther maatte vende Hovedet bort. »Det er Grunden,« sagde han og flyttede sin Pote mellem Løvet. »Ikke en Gang jeg kan se dig ind i Øjnene, og jeg er dog født iblandt Mennesker og elsker dig, lille Broder. De andre hader dig, fordi deres Blik ikke kan møde dit, fordi du er klog, fordi du har trukket Torne ud af deres Fødder — fordi du er et Menneske.« »Alt dette vidste jeg ikke,« sagde Mowgli mut og rynkede sine tykke sorte Øjenbryn. »Hvorledes lyder Jungleloven? Slaa først og raab saa. Selve din Sorgløshed siger dem, at du er et Menneske. Men vær klog. Mit Hjærte siger mig, at første Gang Akela forfejler sit Bytte, — og for hver Gang han jager, har han vanskeligere ved at rive Bukken omkuld, — vil Stammen vende sig mod ham og mod dig. Saa vil de holde Junglemøde ved Raadsklippen, og saa — og saa — nu har jeg det!« sagde Bagheera og sprang op. »Gaa hurtigt ned til Menneskenes Hytter i Dalen og tag noget af den røde Blomst, som de dyrker dér; saa vil du, naar Timen kommer, have en stærkere Ven end jeg eller Baloo eller de af Stammen, som elsker dig. Hent den røde Blomst.« Med »den røde Blomst« mente Bagheera Ilden. Ingen Skabning i Junglen tør nævne Ilden ved dens rette Navn; alle Dyrene lever i dødelig Skræk for den og opfinder Hundreder af omskrivende Navne til den. »Den røde Blomst?« sagde Mowgli. »Den vokser udenfor deres Hytter i Tusmørket. Jeg skal nok hente noeet af den.« »Talt som det sømmer sig for en Menneskeunge,« sagde Bagheera stolt. »Husk, at den vokser i smaa Krukker. Hent i en Fart en af dem, og gem den hos dig til Nødens Stund.« »Godt!« sagde Mowgli. »Jeg gaar. Men er du sikker paa, o min Ven Bagheera« — og han slog sin Arm om Pantherens smukke Hals og saa den dybt ind i de store Øjne — »er du sikker paa, at alt dette er Shere Khans Værk?« »Ved den brudte Laas, der satte mig i Frihed, det er jeg, lille Broder.« »Nu da, ved den Okse, for hvilken jeg blev købt, jeg vil betale Shere Khan hans fulde Løn for dette, og maaske endda lidt mere,« sagde Mowgli; og væk sprang han. »Han er et Menneske. Han er et Menneske helt igennem,« sagde Bagheera ved sig selv og lagde sig ned igen. »O, Shere Khan, aldrig har du jaget siettere, end da du for ti Aar siden jagede denne Frø!« Mowgli var allerede langt borte. Han løb rask gennem Skoven og Hjærtet brændte i ham. Da Aftentaagen steg, kom han til Hulen, og trak Vejret, mens han saa ned i Dalen. Ungerne var ude, men Mutter Ulv, der laa langt inde i Hulen, kunde høre paa hans Aandedræt, at der var noget i Vejen med hendes Frø. »Hvad er det, min Søn?« sagde hun. »Flaggermusesnak om Shere Khan,« raabte han tilbage. »Jeg jager mellem Pløjemarkerne i Nat,« og hau dykkede ind mellem Buskene, ned mod Strømmen, der flød i Bunden af Dalen. Der standsede han, thi han hørte Stammens Jagthyl, Skriget af en jaget Hjort og dennes Snøften, idet den vendte sig om for at tage imod sine Forfølgere. Saa lød der nogle ondskabsfulde, spodske Hyl fra de unge Ulve: »Akela! Akela! Lad den ensomme Ulv vise sin Styrke. Plads for Stammens Høvding! Spring, * Akela!« Den ensomme Ulv maatte have sprunget og sprunget for kort, thi Mowgli hørte dens Tænder smække sammen og derpaa et Hyl, da Hjorten sparkede den til Side med sit Forben. Mowgli ventede ikke længere, men foer afsted; og Hylene lød svagere og svagere bagved ham, mens han løb hen over Landsbyens Kornmarker. »Bagheera havde Ret,« stønnede han, idet han kastede sig i noget Hø udenfor en Hyttes Vindue. »I Morgen bliver den afgørende Dag, baade for Akela og for mig.« Saa trykkede han sit Ansigt tæt op til Vinduet og iagttog Ilden paa Arnestedet. Han saa Konen staa op flere Gange i Løbet af Natten og fodre Ilden med nogle sorte Klumper; og da Morgenen kom, og Taagen var hvid og kold, saa han et Barn tage en Vidiekurv, der indvendig var dækket med Jord, fyldte den med Trækulsgløder, stikke den under sit Tæppe og gaa ud for at se til Køerne i Stalden. »Er det det hele?« sagde Mowgli. »Naar en Unge kan gøre det, er der intet at være bange for;« og han gik rundt om Hjørnet, mødte Drengen, tog Kurven ud af Haanden paa ham og forsvandt i Taagen, mens Drengen skraalede af Angst. »De ligner mig i høj Grad,« sagde Mowgli, pustende paa Ilden, saaledes som han havde set Konen gøre. »Men denne Skabning her dør, hvis jeg ikke giver den Mad;« og han lagde Kviste og tør Bark paa Gløderne. Halvvejs oppe ad Bakken mødte han Bagheera, hvis Pels skinnede med Perlemorsglans af Morgenduggen. »Akela har sprunget for kort,« sagde Pantheren. »De vilde have dræbt ham i Nat, men de vilde have fat i dig med. De søgte efter dig oppe paa Bakken.« »Jeg var nede mellem Pløjemarkerne. Jeg er parat. Se her!« Mowgli holdt Kurven med Gløderne i Vejret. »Godt! Jeg har set Menneskene stikke en tør Gren ned i det dér, og et Øjeblik efter blomstrede den røde Blomst paa Enden af den. Er du ikke bange?« »Nej, hvorfor skulde jeg være bange? Jeg husker nu — hvis det ikke er en Drøm, — at førend jeg blev en Ulv, laa jeg ved Siden af den røde Blomst, og der var lunt og godt.« Hele Dagen sad Mowgli i Hulen og holdt sin Ild vedlige ; af og til stak han tørre Grene ned i den for at se, hvad der blev af dem, og tilsidst fandt han en Gren, som han var tilfreds med. Om Aftenen, da Tabaqui kom til Hulen og med uhøflige Ord sagde ham, at han skulde give Møde ved Raadsklippen, lo han saa længe, til Tabaqui løb sin Vej. Og saa gik Mowgli, stadig leende, til Raadet. Akela, den ensomme Ulv, laa ved Siden af sin Klippe, som Tegn paa, at Værdigheden som Høvding over Stammen nu var ledig, og Shere Khan med sit Følge af Ulve, som han havde fodret med sine Levninger, vandrede aaben-lyst frem og tilbage og tog imod Smiger. Bagheera laa lige ved Siden af Mowgli, og Ildkurven stod imellem Mow-glis Knæ. Da alle var forsamlede, begyndte Shere Khan at tale — hvad han aldrig vilde have vovet at gøre, den Gang Akela stod i sin fulde Kraft. »Det har han ikke Ret til,« hviskede Bagheera. »Sig det! Han er en Hundesøn og vil blive forskrækket.« Mowgli sprang op. »Frie Folk!« raabte han, »er Shere Khan Stammens Høvding? Hvad har en Tiger at gøre med vor Høvdingværdighed?« »I Betragtning af, at Høvdingværdigheden nu er ledig, og da jeg er bleven anmodet om at tale —« begyndte Shere Khan. »Af hvem?« sagde Mowgli. »Er vi alle Schakaler, at vi skulde krybe for denne Kvægslagter? Stammen alene afgør, hvem Stammens Høvding skal være.« Nogle hylede: »Stille, du Menneskeunge!« — andre: »Lad ham tale! Han har holdt vor Lov!« — men til sidst tordnede de ældste i Stammen: »Lad den døde Ulv tale!« Naar en Stammehøvding har forfejlet sit Bytte, kaldes han »den døde Ulv,« saa længe han endnu lever — men det er ikke længe. Akela løftede sit gamle trætte Hoved: »Frie Folk, og I med, Shere Khans Schakaler! I tolv Aar har jeg været eders Høvding paa Jagten, og i al den Tid er ikke en af jer faldet i en Fælde eller bleven lemlæstet. Nu har jeg forfejlet mit Bytte. I véd, hvorledes Sammensværgelsen mod mig blev sat i Gang. I véd, hvorledes I lod mig springe som første Mand mod en Buk, for at min Svaghed kunde blive aabenbar. Det var fiffigt udtænkt. Nu har I Ret til at dræbe mig her ved Raads-klippen. Derfor spørger jeg, hvem vil træde frem og gøre det af med den ensomme Ulv? Thi i Følge Jungleloven er det min Ret, at I kommer imod mig een for een.« Der blev en lang Stilhed, thi ingen af Ulvene havde Lyst til at kæmpe en Tvekamp paa Liv og Død med Akela. Saa brølede Shere Khan: »Bah! hvad har vi at gøre med denne tandløse Tosse? Han er dødsdømt! Det er Menneskeungen, der har levet for længe. Frie Folk, han var mit Bytte fra Begyndelsen af. Giv mig ham. Jeg er ked af denne taabelige Sammenblanding af Ulve og Mennesker. Han har gjort Ulykker i Junglen i ti Aar. Giv mig Menneskeungen, eller jeg vil jage her for stedse og ikke give jer et eneste Ben. Han er et Menneske og Barn af et Menneske, og jeg hader ham helt inde fra Marven af mine Ben!« Og over Halvdelen af Stammen hylede: »Et Menneske! et Menneske! hvad har vi at gøre med et Menneske? Lad ham gaa didhen, hvor han hører hjemme!« »Og sende alle Landsbyfolkene efter os?« raabte Shere Khan. »Nej, giv mig ham. Han er et Menneske, og ingen af os kan se ham ind i Øjnene.« Akela løftede igen sit Hoved og sagde: »Han har ædt vor Føde. Han har sovet hos os. Han har drevet Vildtet sammen til os. Han har holdt hver Tøddel af Junglens Lov.« »Og jeg betalte en Okse for ham, da han blev antaget. En Okse er kun lidet værd, men Bagheeras Ære er noget, som han maaske vil kæmpe for,« sagde Bagheera med sin blideste Stemme. »En Okse, der blev betalt for ti Aar siden!« snærrede Stammen. »Hvad bryder vi os om ti Aar gamle Ben?« »Eller om et Løfte?« sagde Bagheera og blottede sine hvide Tænder. »Med Rette kaldes I det frie Folk!« »Ingen Menneskeunge kan slaa Følgeskab med Jungle-folket,« hylede Shere Khan. »Giv mig ham!« »Han er vor Broder i alt, undtagen i Herkomst,« vedblev Akela, »og I vil dræbe ham her? Da har jeg i Sandhed levet for længe. Nogle af eder æder Kvæg. og om andre har jeg hørt, at I, efter Shere Khans Anvisning, gaar ned til Landsbyen i mørke Nætter og snapper Børn bort fra Dørtrinene. Derfor véd jeg, at I er Kujoner, og til Kujoner taler jeg nu. Det er sikkert, at jeg maa dø, og mit Liv er ikke af nogen Værdi, ellers vilde jeg tilbyde det som Offer i Menneskeungens Sted. Men for Stammens Æres Skyld, — en Bagatel, som I har glemt ved at være uden Høvding, — lover jeg, at hvis I lader Menneskeungen gaa bort i Fred, vil jeg, naar min Time kommer, ikke blotte en eneste Tand imod jer. Jeg vil dø uden at kæmpe. Det vil frelse i det mindste tre Liv. Mere kan jeg ikke gøre; men hvis I vil, kan jeg spare eder for den Skam at dræbe en Broder, mod hvem der ingen Beskyldning kan hæves, — en Broder, der er købt ind i Stammen i Overensstemmelse med Jungleloven.« »Han er et Menneske — et Menneske — et Menneske !« snærrede Stammen, og de fleste af Ulvene flokkedes om Shere Khan, hvis Hale begyndte at bevæge sig. »Nu ligger Sagen i dine Hænder,« sagde Bagheera til Mowgli. »Vi kan intet mere gøre, undtagen kæmpe.« Mowgli stod oprejst, med Ildkurven i Haanden. Saa strakte han sig og gabede haanligt lige op i Øjnene paa Raadsforsamlingen; men egentlig var han rasende af Harme og Sorg, thi, som ægte Ulve, havde Ulvene aldrig sagt ham, hvor inderligt de hadede ham. »Hør efter!« raabte han. »Hold op med den Hundebjæffen! 1 Nat har I sagt mig, at jeg er et Menneske, — skønt jeg ellers vilde være vedbleven at være en Ulv blandt eder til mit Livs Ende, — og I har sagt mig det saa ofte, at jeg føler, at I har Ret. Derfor kalder jeg eder ikke længere mine Brødre, men, som det sømmer sig for et Menneske, kalder jeg eder Hunde. Hvad I vil gøre og hvad I ikke vil gøre, tilkommer det ikke jer at sige. Det bliver min Sag; og for at vi kan se desto klarere i Sagen, har jeg, Mennesket, her medbragt en Smule af den røde Blomst, som I Hunde er bange for.« Han slyngede Ildkurven mod Jorden, og nogle af Gløderne antændte en Tot tørt Mos, som blussede op, mens hele Raadet rædselsslagen trak sig tilbage for de hoppende Flammer. Mowgli stak sin visne Gren ind i Ilden, indtil Kvistene fængede og knitrede og svang den over sit Hoved blandt Ulvene, der dukkede sig. »Du er deres Mester,« sagde Bagheera sagte. »Frels Akela fra Døden. Han har altid været din Ven.« Akela, den barske, gamle Ulv, som aldrig i hele sit Liv havde bedt om Naade, kastede et bønfaldende Blik til Drengen, der stod nøgen, med det lange, sorte Haar bølgende ned over Skuldrene, i Skæret af den flammende Gren, der fik de mørke Skygger omkring ham til at fare sammen og gyse. »Godt!« sagde Mowgli og saa sig langsomtom. »Jeg ser, at I er Hunde. Nu gaar jeg fra eder til mit eget Folk — hvis det er mit eget Folk. Junglen er lukket for mig, og jeg maa glemme eders Sprog og eders Selskab; men jeg vil være barmhjærtigere, end I er. Fordi jeg har været eders Broder i alt, undtagen i Herkomst, lover jeg, at naar jeg er et Menneske blandt Mennesker, vil jeg ikke forraade jer til Menneskene, som I har forraadt mig.« Han sparkede til Ilden med sin Fod, og Gnisterne fløj til Vejrs. »Der skal ingen Krig være mellem os af Stammen. Men jeg har en Gæld at betale, før jeg gaar.« Og han gik frem til det Sted, hvor Shere Khan sad og blinkede dumt ad Flammerne, og greb ham i Hageskægget. Bagheera fulgte med for alle Tilfældes Skyld. »Op 'med dig, Hund!« raabte Mowgli. »Rejs dig, naar et Menneske taler, eller jeg sætter Ild paa din Pels!« Shere Khans Øren laa fladt tilbage paa hans Hoved, og han lukkede Øjnene, thi den flammende Gren var meget nær ved ham. »Denne Kvægdræber sagde, at han vilde dræbe mig i Raadet, fordi han ikke havde faaet mig dræbt, da jeg var en Unge. Se, saaledes og sa al edes prygler vi Mennesker Hunde. Rører du dig, Lungri, jager jeg den røde Blomst ned i Svælget paa dig!« Og han slog Shere Khan i Hovedet med Grenen, og Tigeren klynkede og peb i Dødsens Angst. »Bah, du svedne Junglekat — gaa nu! Men husk, at naar jeg næste Gang kommer til Raadsklippen som et Menneske, bærer jeg Shere Khans Skind paa mit Hoved. Hvad det øvrige angaar, saa skal Akela leve, saa længe han lyster. I dræber ham ikke, thi jeg vil ikke have det. Og heller ikke vil jeg have, at I skal sidde her mere og række Tunge, som om der var noget ved jer, thi I er kun Hunde, som jeg driver bort — saaledes! Pak jer!« Grenens Ende flammede højt op, og Mowgli slog til højre og venstre rundt i Kredsen og Ulvene flygtede hylende, mens Gnisterne sved deres Pels. Tilsidst var kun Akela, Bagheera og en halv Snes Ulve, der havde taget Mowglis Parti, tilbage paa Stedet. Da begyndte noget at gøre ondt inden i Mowgli, som han aldrig før havde følt det, og han snappede efter Vejret og hulkede, og Taarerne løb ned over hans Ansigt. »Hvad er det? hvad er det?« sagde han. »Jeg har ikke Lyst til at forlade Junglen, og jeg forstaar ikke dette. Skal jeg til at dø, Bagheera?« »Nej, lille Broder. Det er kun Taarer, saadan som Menneskene udgyder dem,« sagde Bagheera. »Nu véd jeg, at du er et Menneske og ikke længere en Menneskeunge. Sandelig, for Fremtiden er Junglen lukket for dig. Lad dem kun rinde, Mowgli, det er kun Taarer.« Og Mowgli satte sig ned og græd, som om hans Hjærte skulde briste; aldrig før i hele sit Liv havde han grædt. »Nu vil jeg gaa til Menneskene,« sagde han. »Men først maa jeg sige Farvel til Moder.« Og han gik til Hulen, hvor hun boede sammen med Fatter Ulv, og han lagde sit Hoved ind til hendes Pels og græd, mens de fire Unger hylede ynkeligt. »I maa ikke glemme mig,« sagde Mowgli. »Ikke saa længe vi kan følge et Spor,« sagde Ungerne. »Kom hen til Foden af Bakken, naar du er bleven Menneske, saa skal vi tale med dig; og om Natten vil vi løbe ned paa Pløjemarkerne og lege med dig.« »Kom snart tilbage!« sagde Fatter Ulv. »O, vise, lille Frø, kom snart tilbage, thi vi er gamle, din Moder og jeg.« »Kom snart tilbage, du min lille, nøgne Søn,« sagde Mutter Ulv. »Thi, o Menneskebarn, jeg har elsket dig højere, end jeg nogensinde har elsket mine egne Unger.« »Jeg kommer sikkert,« sagde Mowgli; »og naar jeg-kommer, er det for at sprede Shere Khans Skind ud paa Raadsklippen. Glem mig ikke! Sig til dem i Junglen, at de aldrig maa glemme mig!« Dagen gryede, da Mowgli gik alene ned ad Bakken, bort til de hemmelighedsfulde Væsener, der kaldes Mennesker.	wikisource	2025-08-18	2021-01-16, 2021-01-16	14,565
wikisource_29981	Junglebogen/Kaa's jagt Det, som nu skal fortælles, hændte nogen Tid, førend Mowgli blev stødt ud af Seeonee-Ulvestammen og hævnede sig paa Tigeren Shere Khan. Det var i de Dage, da Baloo lærte ham Jungleloven. Den store, gravitetiske, gamle brune Bjørn var henrykt over at have en saa lærenem Elev, thi Ulveungerne vilde aldrig lære mere af Jungleloven, end hvad der angik deres egen Stamme og Slægt, og løb bort, saa snart de havde lært Jagtreglen: »Lydløse Fødder, Øjne, som kan se i Mørke, Øren, som kan høre Vindene rejse sig fra deres Leje, og skarpe, hvide Tænder, — det er Kendemærkerne paa vore Brødre, med Undtagelse af Tabaqui, Schakalen, og Hyænen, hvem vi hader.« Men Mowgli var en Menneskeunge og maatte derfor lære en hel Del mere end dette. Stundom kom Bagheera, den sorte Panther, slentrende gennem Junglen for at se, om hans Kæledægge havde gjort Fremskridt, og laa saa og brummede med Hovedet lænet mod et Træ, mens Mowgli opremsede Dagens Lektie for Baloo. Drengen kunde klatre næsten ligesaa godt, som han kunde svømme, og svømme næsten ligesaa godt, som han kunde løbe; og Baloo, Lovens Lærer, lærte ham Skovens og Vandets Love: hvordan man kan kende en raadden Gren fra en frisk; hvordan man skal tale høfligt til de vilde Bier, naar man træffer en Sværm af dem halvhundrede Fod over Jorden; hvad man skal sige til Mang, Flaggermusen, naar man forstyrrer dens Hvile imellem Grenene midt om Dagen; og hvordan man skal advare Vandslangerne i Skovsøerne, førend man springer ud iblandt dem. Ingen af Junglefolket holder nemlig af at blive forstyrret, og alle har de en stærk Tilbøjelighed til at fare løs paa næsvise Fremmede. Mowgli lærte fremdeles »den Fremmedes Jagtraab«, som man altid maa raabe, naar man jager i Junglen udenfor sit eget Om-raade, og som skal gentages højt, indtil det bliver besvaret. Det lyder i Oversættelse: »Giv mig Lov til at jage her, thi jeg er sulten«; og Svaret er: »Saa jag da for Føden, men ikke for Morskab.« Af alt dette kan man forstaa, hvor meget Mowgli havde at lære udenad, og han blev led og ked af at gentage det samme over hundrede Gange; men, som Baloo sagde til Bagheera en Dag, da Mowgli havde faaet paa Øret og var løbet sin Vej i Arrigskab: »EnMenneskeunge er en Menneskeunge, og han maa lære hele Jungleloven.« »Men husk paa, hvor lille han er,« sagde den sorte Panther, der vilde have forkælet Mowgli frygteligt, hvis den havde faaet sin Villie. »Hvor kan hans lille Hoved rumme al din lange Snak?« »Er der noget Væsen i Junglen, der er for lille til at blive dræbt? Nej. Det er Grunden til, at jeg lærer ham alt dette, og det er ogsaa Grunden til, at jeg slaar ham — meget forsigtigt —, naar han glemmer det.« »Forsigtigt! Hvad kender du til Forsigtighed, du gamle haardpotede Fyr?« brummede Bagheera. »Hans Ansigt er helt forslaaet i Dag paa Grund af din — Forsigtighed! Uf!« »Hellere maa han blive forslaaet fra Top til Taa af mig, som elsker ham, end komme i Fortræd paa Grund af Uvidenhed,« svarede Baloo meget alvorligt. »For Tiden lærer jeg ham Junglens Mesterord, som vil beskytte ham mod Fugle og Slanger og alle firføddede Jægere, undtagen hans egen Stamme. Hvis han blot husker Ordene, kan han nu kræve Beskyttelse hos alle i Junglen. Er det ikke en Smule Prygl værdt?« »Naa ja — men pas dog paa, at du ikke dræber Menneskeungen. Han er ingen Træstamme, som du kan skærpe dine sløve Kløer paa. Men hvad er det for Mesterord, du taler om ? Jeg er mere skikket til at yde andre Hjælp end til selv at bede derom« — og Bagheera strakte sin ene Pote ud og saa beundrende paa sine staalblaa, knivskarpe Kløer — »men alligevel kunde jeg nok have Lyst til at høre dem.« »Jeg skal kalde paa Mowgli, og saa kan han sige dem — hvis han vil. Kom, lille Broder!« »Det summer i mit Hoved som i et Træ, hvor Bierne bygger,« sagde en gnaven lille Stemme over deres Hoveder, og Mowgli lod sig glide ned ad en Træstamme, meget vred og fornærmet, og tilføjede, da han naaede Jorden: »Det er for Bagheeras Skyld, jeg kommer, og ikke for din, du tykke, gamle Baloo!« »Det er mig aldeles ligegyldigt,« svarede Baloo, skønt han baade var stødt og bedrøvet. »Saa sig da Bagheera de Junglens Mesterord, som jeg har lært dig i Dag.« »Mesterordene for hvilket Folk?« sagde Mowgli, glad ved at kunne vise sin Dygtighed. »Junglen har mange Tungemaal, men jeg kan dem alle.« »En Smule kan du, men ikke meget. Ser du, Ba-gheera, hvor utaknemlige de er mod deres Lærer. Ikke en eneste Ulveunge er nogensinde kommen tilbage for at takke gamle Baloo, for hvad han har lært Ham. Saa sig da Jægerfolkenes Ord, du lærde Mand.« »Vi er af eet Blod, du og jeg,« sagde Mowgli med Bjørne-Udtalen, som alle Jægerfolkene bruger. »Godt. Og saa Fuglenes.« Mowgli gentog Ordene og sluttede med Glentens Piben. »Og saa Slangefolkenes,« sagde Bagheera. Svaret var en fuldstændig ubeskrivelig Hvislen, og Mowgli sparkede bagud og klappede i Hænderne af Selvtilfredshed, og sprang op paa Bagheeras Ryg, hvor han satte sig sidelænds, trommede med Hælene paa den glinsende Pels og skar de værste Ansigter ad Baloo, som han kunde hitte paa. »Det var rigtigt, det var rigtigt! Det var nok en Smule Tamp værdt,« sagde den brune Bjørn kærligt. »En skøn Dag vil du tænke paa mig med Taknemlighed.« Og saa vendte han sig bort for at fortælle Bagheera, hvorledes han havde tigget Hathi, den vilde Elefant, der kender til alle den Slags Ting, om at sige sig Mesterordene, og hvorledes Hathi havde ført Mowgli ned til en Dam, for at han kunde lære Slangeordet af en Vandslange, thi han — Baloo — havde ikke kunnet udtale det, og hvorledes Mowgli nu var sikker mod alle Farer i Junglen, thi hverken Slange, Fugl eller firføddet Dyr vilde skade ham. »Han behøver altsaa ikke at frygte nogen,« sluttede Baloo, og klappede sig paa sin tykke, pelsklædte Mave af Stolthed. »Undtagen hans egenStamme,« sagde Bagheera sagte, og tilføjede derpaa højt til Mowgli: »Lad være at knække mine Ribben, lille Broder! Hvorfor danser du saadan op og ned?« Mowgli forsøgte nemlig paa at faa dem til at høre efter, hvad han sagde, ved at hale i Pelsværket paa Ba-gheeras Skulder og sparke ham haardt i Siden. Da de to skænkede ham deres Opmærksomhed, raabte han netop af fuld Hals: »Og saa skal jeg selv have en Stamme og føre den afsted mellem Grenene hele Dagen.« »Hvad er det nu for Narrestreger, du lille Drømmer?« sagde Bagheera. »Jo, og saa skal vi kaste Grene og Snavs ned i Hovedet paa gamle Baloo,« vedblev Mowgli. »Det lovede de mig. Av!« »Ho!« Baloos store Lab rev Mowgli ned af Ba-gheeras Ryg, og da Drengen laa mellem de store Forlabber, kunde han se, at Bjørnen var vred. »Mowgli,« sagde Baloo, »du har snakket med Ban-darfolket — Aberne.« Mowgli skævede til Bagheera for at se, om Pantheren ogsaa var vred, og Udtrykket i Bagheeras Øjne var saa haardt som Sten. »Du har været sammen med Abefolket — de graa Aber — Folket uden Lov — som æder alt, hvad de finder. Det er en stor Skam for dig.« »Da Baloo slog mig i Hovedet,« sagde Mowgli, der endnu laa paa Ryggen, »løb jeg min Vej, og saa kom de graa Aber ned fra Træerne og havde ondt af mig. Der var ingen andre, der brød sig om mig.« Han snøftede en Smule. »Medlidenhed hos Aberne!« fnyste Baloo. »Det er ligesom om jeg vilde tale om Ro i en Bjærgstrøm eller Kølighed i Sommersolen! Og hvad saa mere, Menneskeunge ?« »Og saa — og saa gav de mig Nødder og rare Ting at spise, og de — de bar mig paa Armene op i Trætoppene og sagde, at jeg var deres Broder og Blod af deres Blod, naar undtages, at jeg ingen Hale havde, og en skøn Dag skulde jeg blive deres Høvding.« »De har ingen Høvding,« sagde Bagheera. »De lyver, som de altid har løjet.« »De var meget gode imod mig og bad mig komme igen. Hvorfor har I aldrig ført mig sammen med Abefolket? De gaar paa Bagbenene, ligesom jeg, og slaar mig ikke med haarde Labber, men leger hele Dagen. Lad mig komme op! Ækle Baloo, lad mig komme op! Jeg vil op og lege med dem igen.« »Hør nu, Menneskeunge,« sagde Bjørnen, og hans Stemme rullede som Tordenen i en hed Nat. »Jeg har lært dig hele Junglens Lov for alle Junglens Folk — undtagen for Abefolket, som lever i Træerne. De har ingen Lov. De er Udskud. De har ikke en Gang deres eget Sprog, men bruger de Ord, som de kan stjæle sig til at høre, naar de lytter og kigger og ligger paa Lur oppe imellem Grenene. Deres Skikke er ikke vore Skikke. De har ingen Høvdinger. De har ingen Hukommelse. De praler og sladrer og siger, at de er et stort Folk og vil gøre Storværker i Junglen, men en Nød, der falder ned fra et Træ, faar dem til at le, og saa er det hele glemt. Vi af Junglefolket har intet med dem at gøre. Vi drikker ikke, hvor Aberne drikker; vi gaar ikke, hvor Aberne gaar; vi jager ikke, hvor de jager; vi dør ikke, hvor de dør. Har du nogensinde før i Dag hørt mig tale om Bandarfolket ?« »Nej,« hviskede Mowgli sagte, thi der var meget stille i Skoven, nu da Baloo havde holdt op at tale. »Junglefolket taler ikke om dem og tænker ikke paa dem. De er saare mange, ondskabsfulde, skidne, skamløse, og hvis de har noget bestemt Ønske, saa er det, at Junglefolket skal lægge Mærke til dem. Men vi lægger ikke Mærke til dem, selv naar de kaster Nødder og Snavs ned i Hovedet paa os.« Han havde næppe talt ud, førend en Hagl af Nødder og Kviste raslede ned mellem Grenene; og de kunde høre Aberne snøfte og hyle og hoppe arrige hid og did i Træerne. »Abefolket er forbandet,« sagde Baloo, »forbandet af Junglefolket. Husk vel paa det.« »Forbandet,« gentog Bagheera; »men alligevel mener jeg, at Baloo burde have advaret dig imod dem.« »Jeg? Hvor kunde jeg ane, at han vilde lege med saadanne skidenfærdige Slyngler? Abefolket! Puh!« En ny Salve haglede ned over Hovederne paa dem, og de to travede afsted og førte Mowgli med sig. Hvad Baloo havde sagt om Aberne, var fuldstændig sandt. De lever i Trætoppene, og da Dyrene meget sjældent ser til Vejrs, krydser Aberne og Junglefolket ikke hinandens Veje. Men naarsomhelst Aberne finder en syg Ulv eller en saaret Tiger eller Bjørn, piner og plager de den, og de kaster Grene og Nødder efter alle Dyr for Morskabs Skyld og i Haab om at blive lagt Mærke til. Saa hyler og skriger de meningsløse Sange, og opfordrer Junglefolket til at klavre op i Træerne og slaas med dem, eller ogsaa leverer de rasende Kampe mellem hverandre indbyrdes uden Spor af Grund, og lader de døde Aber ligge lige for Næsen af Junglefolket. De er altid lige paa Nippet til at vælge en Høvding og faa egne Love og Skikke, men det bliver aldrig til noget, fordi de ikke kan huske fra den ene Dag til den anden, og derfor slaar de sig til Taals med det Mundheld, de har lavet: »Hvad Bandarfolket mener nu, vil hele Junglen senere mene,« hvilket glæder dem i høj Grad. Ingen af Dyrene i Skoven kan ,naa op til dem, men paa den anden Side vil ingen af Dyrene tage Notits af dem, og derfor var de saa glade, da Mowgli kom op for at lege med dem og fortalte dem, hvor vred Baloo var. De havde ikke i Sinde at gøre mere — Bandarfolket har overhovedet aldrig noget i Sinde; men saa hittede en af dem paa noget, som han syntes var en glimrende Idé, og han sagde til alle de andre, at Mowgli vilde være en nyttig Person at have i Stammen, fordi han kunde flætte Kviste sammen til Skærme, der tog af for Vinden, og hvis de fangede ham, kunde de faa ham til at lære dem den Kunst. Naturligvis havde Mowgli, der jo var en Brændehuggers Barn, arvet alle Slags Instinkter, og plejede ofte at lave smaa Hytter af nedfaldne Grene uden egentlig selv at tænke over det; det havde Abefolket i Træerne set ham gøre og beundrede det højligt. Nu, sagde de, skulde de virkelig have en Høvding og blive det klogeste Folk i hele Junglen — saa kloge, at alle andre skulde lægge Mærke til dem og misunde dem. Derfor fulgte de ganske stille gennem Junglen efter Baloo, Bagheera og Mowgli, indtil det var paa Tide at tage en Middagslur, og Mowgli, der skammede sig i høj Grad over sin Opførsel, havde lagt sig til at sove mellem Pantheren og Bjørnen med den Beslutning, aldrig mere at have noget at gøre med Abefolket. Det næste, han følte, var, at nogle Hænder greb fat i hans Arme og Ben — haarde, stærke, smaa Hænder, — derpaa, at nogle Kviste piskede ham i Ansigtet, — og saa stirrede han ned mellem de svajende Grene, mens Baloo vakte hele Junglen med sine dybe Brøl, og Bagheera sprang opad Træstammen og viste alle sine Tænder. Bandarfolket hylede af Triumf og foer op i de højeste Grene, hvor Bagheera ikke turde følge dem, mens de raabte: »Han har lagt Mærke til os! Bagheera har lagt Mærke til os! Hele Junglefolket beundrer os for vor Behændighed og vor Snildhed !« Saa begyndte de deres Flugt; og Abers Flugt igennem en Skov hører til de Ting, som ingen kan beskrive. De har deres Hovedveje og Tværveje, op og ned, fra halvtreds til halvfjerds eller hundrede Fod over Jorden, og disse Veje kan de gaa selv i Mørke, om det er nødvendigt. To af de stærkeste Aber holdt Mowgli under Armene og svang sig afsted med ham gennem Trætoppene, tyve Fod i hvert Spring. Havde de været alene, kunde de være komne dobbelt saa hurtigt af Sted, men de maatte bære Drengen og det sinkede dem. Saa svimmel Mowgli end var, kunde han dog ikke lade være med at nyde denne vilde Flugt, skønt de Glimt, han fik at se af Jorden, der langt nede, gjorde ham bange, og det frygtelige Sæt, som det gav i ham ved Enden af hver Svingning gennem den tomme Luft, fik Hjærtet til at fare op i Halsen paa ham. Hans Eskorte foer med ham op i Trætoppe, indtil han følte de tynde Kviste bøje sig og knage under dem, og svang sig saa med en Snøften og et Vræl ud og ned gennem Luften, indtil de blev hængende ved Hænder eller Fødder i de lavere Grene af det næste Træ. Stundom kunde han se milevidt ud over den stille, grønne Jungle, ligesom en Mand i en Mastetop kan se ud over Søen, og i næste Øjeblik piskede Grenene og Bladene ham i Ansigtet, og han og hans to Bevogtere var næsten helt nede ved Jorden igen. Og saaledes foer hele Bandarstammen, hoppende og larmende og vrælende og hylende, gennem Træernes Kroner med Mowgli, deres Fange. En Stund var han bange for, at de skulde lade ham falde; saa blev han vred, men var klog nok til ikke at sætte sig til Modværge, og tilsidst begyndte han at tænke. Først og fremmest gjaldt det om at faa Bud afsted til Baloo ogBagheera, thi han vidste, at hans Venner umuligt kunde holde Skridt med den Fart, som Aberne skød. Det var til ingen Nytte at se nedad, thi han kunde kun se det øverste af Grenene, og derfor stirrede han opad, og højt oppe i den blaa Luft fik han Øje paa Chil, Glenten, der svævede rundt i store Kredse, mens den holdt Øje med Junglen og ventede paa, at et eller andet Dyr skulde dø dernede. Chil saa, at Aberne bar paa noget, og dalede nogle hundrede Alen ned for at se, om det var noget, der var godt at æde. Den peb forbavset, da den saa Mowgli blive slæbt op i en Trætop og hørte ham raabe paa Glenternes Vis: »Vi er af eet Blod, du og jeg.« Grenene lukkede sig over Drengen, men Chil svævede videre til det næste Træ i rette Tid til at se det lille brune Ansigt dukke op igen. »Læg Mærke til mit Spor,« raabte Mowgli, »og meld det til Baloo af Seeoneestammen og Bagheera fra Raadsklippen!« »I hvis Navn, Broder?« Chil havde aldrig før set Mowgli, skønt den naturligvis havde hørt Tale om ham. »Mowgli, Frøen. Menneskeungen kalder de mig. Læg Mærke til mit Spo-o-or!« De sidste Ord skreg han, mens han blev svunget gennem Luften, men Chil nikkede og svævede i Vejret, indtil den ikke saa større ud end et Sandskorn, og der blev den hængende og iagttog Trætoppenes Svajen med sine skarpe Øjne, mens Mowglis Eskorte foer afsted. »De løber ikke langt,« sagde den og smaalo. »De fuldender aldrig, hvad de begynder paa. Altid skal de have noget nyt at more sig med, de Bandarfolk. Men hvis jeg ellers forstaar mig paa Tingene, saa har de denne Gang skaffet sig en Ulykke paa Halsen, thi Baloo er ingen Fugleunge, og Bagheera kan mere end dræbe Geder, det véd jeg da nok.« Den hvilede paa Vingerne, med Fødderne trukne op under sig, og ventede. Imidlertid var Baloo og Bagheera nær ved at gaa ud af deres gode Skind af Raseri og Sorg. Bagheera klatrede, som han aldrig før havde klatret, men de tynde Grene knækkede under hans Vægt, og han faldt til Jorden med Kløerne fulde af Bark. »Hvorfor advarede du ikke Menneskeungen?« brølede han til stakkels Baloo, som havde sat i et kluntet Trav i Haab om at indhente Aberne. »Hvad Nytte var det til at prygle ham halvt fordærvet, naar du ikke advarede ham ?« »Skynd dig! Skynd dig! Vi — vi kan maaske endnu indhente dem!« stønnede Baloo. »Med den Fart, du stiller op? En halvdød Ko kunde jo rende fra dig! Lovlærer — Ungetamper — ruller du saadan afsted en Fjerdingvej endnu, saa revner du. Sæt dig ned og tænk dig om! Læg en Plan. Lad os ikke spilde Tiden med at jage efter dem. Følger vi dem for tæt i Hælene, lader de ham maaske falde.« »Uuh! Aah! De er maaske allerede bievne trætte af at bære ham og har ladet ham falde. Hvem kan stole paa Bandarfolket? Strø døde Flaggermus paa mit Hoved! Giv mig sorte Ben at æde! Rul mig ind i de vilde Biers Sværme, for at de kan stikke mig ihjæl, og begrav mig hos Hyænerne, thi jeg er den elendigste af alle Bjørne! Uhuhuhu—u! O Mowgli, Mowgli! Hvorfor advarede jeg dig ikke mod Abefolket, i Stedet for at slaa Hovedet i Stykker paa dig? Og maaske jeg har slaaet saa haardt, at han har glemt sin Lektie til i Dag, og saa er han alene i Junglen uden at kunne et eneste Mesterord.« Baloo slog Labberne over Ørene og rullede sig stønnende frem og tilbage. »Han kunde da i det mindste alle Ordene for lidt siden,« sagde Bagheera utaalmodigt. »Baloo, du har hverken Omtanke eller Agtelse for dig selv. Hvad tror du, Junglen vilde sige, hvis jeg, den sorte Panther, rullede mig sammen ligesom Sahi, Pindsvinet, og hylede?« Rudyard Kipling: Jungle-Bogen. »Hvad bryder jeg mig om, hvad Junglen siger? Han er maaske død nu.« »Med mindre de lader ham falde ned fra Grenene for Løjers Skyld, eller dræber ham paa Grund af en eller anden ørkesløs Idé, er jeg ikke bange for Menneskeungen. Han er klog og vel oplært, og han har fremfor alt de Øjne, som gør Junglefolket bange. Men han er i Bandar-folkets Magt, og da de lever i Træerne, frygter de ikke for nogen af vort Folk. Og det er en slem Ting.« Ba-gheera slikkede tankefuldt sin ene Forpote. »Fæ som jeg er! Aa, jeg fede, brune Rodgraver af et Fæhoved,« sagde Baloo og rullede sig op med et Sæt. »Sandt er det, hvad Hathi, den vilde Elefant, siger: »Hver har sin Frygt.« De, Bandarfolket, frygter Kaa, Slangen fra Klipperne. Han kan klatre ligesaa godt, som de kan. Han stjæler Abeungerne om Natten. Deres modbydelige Haler bliver kolde af Skræk, blot de hører hans Navn blive hvisket. Lad os gaa til Kaa.« »Hvad kan han gøre for os? Han tilhører ikke vor Stamme, thi han har ingen Fødder — men han har de ondskabsfuldeste Øjne af Verden,« sagde Bagheera. »Han er meget gammel og meget snild. Og fremfor alt er han altid sulten,« sagde Baloo forhaabningsfuldt. »Lov ham en hel Del Geder.« »Naar han een Gang har ædt, sover han en hel Maaned igennem. Han sover maaske netop for Øjeblikket, og selv om han er vaagen, vil han maaske foretrække at dræbe sine Geder selv.« Bagheera, der ikke kendte ret meget til Kaa, var naturligvis noget mistænksom overfor ham. »Jamen i saa Tilfælde maa vi to tilsammen da kunne faa ham snakket til Fornuft; hvad, gamle Jæger?« Og Baloo gnubbede sin falmede brune Skulder imod Pantheren, hvorpaa de travede afsted for at søge efter Kaa, Python-slangen fra Klipperne. De fandt ham udstrakt paa en varm Klippekam i Eftermiddagssolen, i Færd med at beundre sin smukke nye Dragt; han havde levet noget tilbagetrukket i den sidste halve Snes Dage, medens han skød Ham, men nu saa han højst elegant ud, som han laa der, med det store, stumpnæsede Hoved mod Jorden, snoende sit tredive Fod lange Legeme i fantastiske Slyngninger og Krumninger, og slikkende sig om Munden, mens han tænkte paa, hvad han vilde have til Middag. »Han har ikke ædt endnu,« gryntede Baloo lettet, saa snart han fik Øje paa Slangens smukke, brun- og gul-spættede Dragt. »Han er altid en Smule blind, naar han har skudt Ham, og meget tilbøjelig til at slaa fra sig.« Kaa var ikke nogen Giftslange — tværtimod, han foragtede Giftslangerne og ansaa dem for Kujoner; hans Styrke laa i hans Favntag, og den, der først var bleven omsnoet af hans vældige Ringe, kunde ligesaa gærne tage Afsked med Livet. »God Jagt!« raabte Baloo og satte sig paa sin Bag- del. Ligesom alle Slanger af den Stamme var Kaa noget døv og hørte ikke straks Raabet; men da han hørte det, sænkede han Hovedet og rullede sig sammen, parat til at møde enhver Fare. »God Jagt for os alle,« svarede han. »Aa, er det dig, Baloo? Hvad vil du her? God Jagt, Bagheera. Jeg i det mindste trænger i høj Grad til en god Jagt. Véd I, om der er noget Vildt ude? En Daahind eller en ung Buk? Jeg er ligesaa tom som en udtørret Brønd.« »Vi er ude paa Jagt,« sagde Baloo i en ligegyldig Tone. Han vidste, at man ikke maa overile sig, naar man taler med Kaa. Han er altfor stor. »Saa lad mig faa Lov til at være med,« sagde Kaa. »Et Slag mere eller mindre har ikke noget at sige for dig, Bagheera, eller for Baloo, men jeg — jeg maa vente i Dagevis ved en Skovsti eller klavre den halve Nat om i Træerne, blot for at faa fat i en elendig Abeunge. Uf! Grenene er ikke, som de var i mine unge Dage. Det er raadne Kviste og tørre Pinde altsammen.« »Maaske din store Tyngde kan bidrage til at forklare Sagen,« sagde Baloo. »Jeg har en anselig Længde — en anselig Længde,« sagde Kaa, en Smule stolt af sig selv. »Men det er ikke Grunden; Skylden ligger hos det Tømmer, der vokser nu til Dags. Jeg var meget nær ved at falde ned, sidste Gang jeg var paa Jagt — unægteligt meget nær ved det — og da min Hale ikke var viklet tæt om Træet, gled jeg, og Støjen deraf vækkede Bandarfolket, som gav sig til at raabe de værste Skældsord efter mig.« »Fodløse, gule Jordorm,« mumlede Bagheera i Skægget, med en Mine, som om han forsøgte paa at erindre noget. »Sssss! Har de nogensinde kaldt mig det?« sagde Kaa. »Saadant noget lignende var det, de raabte ned til os en Gang i forrige Maaned, men vi lagde ikke Mærke til dem. De siger alt muligt — for Eksempel, at du har mistet alle Tænderne og ikke tør give dig i Lag med større Dyr end Kid, fordi —ja, de er unægteligt skamløse, disse Bandarfolk — fordi du er bange for Gedebukkenes Horn,« vedblev Bagheera blidt. En Slange, og især en forsigtig gammel Pythonslange som Kaa, viser meget sjældent, at den er vred, men Baloo og Bagheera kunde se de store Svælgmuskler paa begge Sider af Kaas Hals bølge og svulme op. »Bandarfolket har skiftet Opholdssted,« sagde han roligt. »Da jeg kom ud i Solen i Dag, hørte jeg dem huje i Trætoppene.« »Det — det er Bandarfolket, som vi søger for Øjeblikket,« sagde Baloo, men Ordene blev næsten siddende fast i Halsen paa ham, thi det var første Gang, saa længe han kunde huske, at nogen af Junglefolket havde ladet sig forlyde med, at Abernes Gøren og Laden i mindste Maade interesserede ham. »Det er utvivlsomt ingen ringe Ting, der fører to saa-danne Jægere — sikkert Høvdinger i deres egen Jungle — paa Bandarfolkets Spor,« svarede Kaa høfligt, bristefærdig af Nysgærrighed. »Aa,« begyndte Baloo, »jeg er ikke andet end Seeo-nee-Ulveungernes gamle og stundom meget taabelige Lærer i Loven, og Bagheera her —« »Er Bagheera,« sagde den sorte Panther og lukkede sine Kæver med et Smæk, thi han holdt ikke af at spille den ydmyge. »Sagen er den, Kaa, at disse Nøddetyve og Palmebladsstjælere har stjaalet vor Menneskeunge, som du maaske har hørt Tale om.« »Sahi (der, i Parenthes bemærket, er lidt for vigtig af sine Pigge) fortalte mig noget om et Menneskevæsen, der var bleven optaget i en Ulvestamme, men jeg troede ikke paa det. Sahi er altid fuld af Historier, som han kun kender halvvejs og fortæller meget daarligt.« »Men denne Historie er virkelig sand. Det er en Menneskeunge, som der aldrig har været Mage til,« sagde Baloo. »Den bedste og klogeste og kækkeste af alle Menneskeunger — min egen Discipel, som en Gang skal gøre Baloos Navn berømt over hele Junglen; og desuden, jeg — vi — elsker ham, Kaa.« »Ts! Ts!« sagde Kaa, svajende frem og tilbage med Hovedet. »Jeg véd ogsaa, hvad Kærlighed er. Jeg kunde fortælle Historier, som —« »Som bør gemmes til en maaneklar Nat, naar vi alle har ædt og er oplagte til at skænke dem den Ros, som de sikkert fortjener,« faldt Bagheera ham hurtigt i Talen. »For Øjeblikket er vor Menneskeunge i Bandarfolkets Hænder, og vi véd, at af hele Junglefolket frygter de kun Kaa.« »De frygter kun mig, og det har de god Grund til,« sagde Kaa. »Sladrende, taabelige, forfængelige — forfængelige, taabelige og sladrende er Aberne. Men et Menneskevæsen, som falder i deres Hænder, har ikke noget godt at vente sig. De bliver kede af de Nødder, de plukker, og kaster dem fra sig. De slæber afsted med en Gren en halv Dag for at udrette et eller andet stort med den, og saa knækker de den midt over. De kaldte mig ogsaa — var det ikke den gule Fisk?« »Orm — Orm — Jordorm,« sagde Bagheera, »foruden andre Ting, som min Blufærdighed forbyder mig at gentage.« »Vi maa minde dem om at tale godt om deres Herre og Mester. Ssssp! Vi maa hjælpe paa deres daarlige Hukommelse. Naa, hvad Vej løb de saa med Ungen?« »Junglen alene véd det. Imod Solnedgang, tror jeg,« svarede Baloo. »Vi tænkte, at du vidste det, Kaa.« »Jeg? Hvor skulde jeg vide det fra? Jeg tager dem, naar jeg træffer dem, men jeg jager hverken efter Aber eller Frøer — og heller ikke efter Andemad paa en Dam, for den Sags Skyld. Hsss!« »Op, op! Op, op! Hallo! Hallo! Se op, Baloo af Seeonee-Ulvestammen!« Baloo saa til Vejrs for at se, hvor Stemmen kom fra, og fik Øje paa Chil, Glenten, der skød ned mod Jorden, mens Solen skinnede paa Vingernes opadbøjede Kanter. Det var næsten Chils Sovetid nu, men den havde strejfet henover Junglen for at søge efter Baloo og havde ikke kunnet finde ham under det tætte Løv. »Hvad er det?« sagde Baloo. »Jeg har set Mowgli mellem Bandarfolket. Han bad mig sige det til dig. Jeg passede paa, og saa Bandarfolket føre ham over Floden til »de kolde Lejer«. Maaske bliver de der en Nat, maaske ti Nætter, maaske kun en Time. Jeg har bedt Flaggermusene holde Øje med dem, saa længe det er mørkt. Det er mit Budskab. God Jagt, alle I dernede!« »En fuld Kro og en dyb Søvn for dig, Chil!« raabte Bagheera. »Jeg skal huske dig, næste Gang jeg fælder mit Bytte, og gemme Hovedet til dig alene, o du bedste af alle Glenter!« »Ikke noget at takke for. Drengen kunde Mesterordet, saa det var da det mindste, jeg kunde gøre for ham,« og Chil kredsede igen til Vejrs for at søge sin Rede. »Han har ikke glemt at bruge Munden,« sagde Baloo og fniste af Stolthed. »At tænke sig, at saadan en lille Fyr husker Fuglenes Mesterord, og det, mens han bliver slæbt afsted gennem Trætoppene!« »Ja, du bankede det ogsaa forsvarligt ind i ham,« sagde Bagheera. »Men stolt af ham er jeg, — og nu maa vi afsted til de kolde Lejer.« De vidste alle, hvor det Sted var, men faa af Junglefolkene havde nogensinde besøgt det, thi det, som de kaldte »de kolde Lejer«, var en gammel, forladt By, glemt og begravet i Junglen, og Dyrene bor sjældent et Sted, hvor Menneskene en Gang har bygget. Vildsvinene gør det vel, men Jægerstammerne ikke. Desuden havde Aberne opslaaet deres Bolig der, for saa vidt de overhovedet kunde siges at have nogen fast Bolig, og intet Dyr med Selvagtelse vilde derfor nærme sig Stedet, undtagen naar der var Tørke i Junglen, thi da kunde der endnu findes en Smule Vand i de gamle, faldefærdige Cisterner og V andbassiner. »Det er en halv Nats Vej herfra, naar vi løber med fuld Fart,« sagde Bagheera, og Baloo satte et meget alvorligt Ansigt op. »Jeg skal løbe, saa rask jeg kan,« sagde han ængsteligt. »Vi tør ikke vente paa dig. Du maa komme bagefter, Baloo. Kaa og jeg maa løbe, saa hurtigt Benene kan bære os.« »Ben eller ikke Ben,« svarede Kaa kort, »jeg kan da nok holde Skridt med alle dine fire Ben.« Baloo anstrængte sig for at skynde sig, men maatte snart sætte sig pustende ned, og derfor overlod de det til ham at komme bagefter. Bagheera foer afsted i en Panthers rappe Galop. Kaa sagde ikke noget, men hvor meget end Bagheera skyndte sig, var den vældige Pythonslange dog stadig ved Siden af ham. Naar de kom til en Bjærgstrøm, fik Bagheera Forspring, fordi han sprang over den, mens Kaa svømmede, med Hovedet og to Fod af Halsen over Vandet, men paa flad Mark indhentede Kaa ham igen. »Ved den brudte Laas, der satte mig i Frihed,« sagde Bagheera, da Tusmørket faldt paa. »Du løber ikke daarligt!« »Jeg er sulten,« sagde Kaa. »Og desuden kaldte de mig en spættet Frø.« »Orm — Jordorm, og gul oven i Købet.« »Det kommer ud paa eet. Lad os skynde os,« og Kaa gled med Lynets Fart henover Jorden, mens dens sikre Øje fandt den korteste Vej at slaa ind paa. Abefolket i »de kolde Lejer« tænkte imidlertid slet ikke paa Mowglis Venner. De havde bragt Drengen til den forladte By, og var for Øjeblikket saare vel tilfredse med sig selv. Mowgli havde aldrig før set en indisk By, og skønt denne ikke var stort andet end en Dynge Ruiner, forekom den ham højst mærkværdig og pragtfuld. En eller anden Konge havde for mange mange Aar siden bygget den paa en lille Bakke. Man kunde endnu se Spor af de brolagte Landeveje, der førte hen til de forfaldne Porte, hvor de sidste Splinter af Træet endnu hang fast ved de slidte, rustne Hængsler. Træer var voksede tværs igennem Murene, hvis Brystværn var styrtet ned og smuldret hen, og vilde Slyngplanter hang ud af Taarnvinduerne som svære, hængende Guirlander. Et stort Palads uden Tag laa paa Toppen af Bakken. Marmorblokkene i Gaardene og Springvandene var revnede og havde røde og grønne Pletter, og selv de svære Stene i den Gaard, hvor Kongens Elefanter havde haft Bolig, var bievne skubbede til Vejrs og sprængte fra hinanden af Græs og unge Træer. Fra Paladset kunde man se ud over de talrige Rækker af Huse uden Tage, der udgjorde Byen, og som lignede en tom Bikage, fyldt med Mørke; man kunde se den uformelige Stenblok, som havde været et Gudebillede, og som stod midt paa en Korsvej; Hullerne og Fordybningerne paa Gadehjørnerne, hvor de offentlige Brønde en Gang havde været, og de knuste Tempelkupler, overgroede af de vilde Figentræers Kviste. Aberne kaldte dette Sted for deres By og lod, som om de foragtede Junglefolket, fordi det bor i Skoven. Og dog havde de intet Begreb om, hvortil disse Bygninger var opførte, eller hvordan de skulde bruge dem. De plejede at sætte sig i en Kreds i Forsalen til Kongens Raadssal, loppe sig og lege, at de var Mennesker; eller ogsaa løb de ind og ud i de ødelagte Huse, samlede Kalkbrokker og gamle Mursten i en Krog og glemte straks igen, hvor de havde gemt dem, sloges og skreg og trængte sig sammen, foer saa pludselig fra hverandre og op og ned ad Terrasserne i de kongelige Haver, hvor de rystede de højstammede Roser og Orangetræerne, blot for at have den Fornøjelse at se Blomster og Frugt falde af. De undersøgte alle Gangene og de mørke Korridorer og de talløse smaa mørke Kamre i Paladset, men kunde aldrig huske, hvad de havde set og hvad ikke; og saaledes flakkede de om, enkeltvis, parvis, eller i hele Skarer, og fortalte hverandre, at nu var de akkurat ligesom Mennesker. De drak af Cisternerne og svinede Vandet til, og saa kom de op at slaas over det, og saa foer de afsted i store Flokke og raabte: »Der er dog ingen i hele Junglen saa kloge og gode og begavede og stærke og elskværdige som Bandar-folket!« Og saa begyndte de forfra igen paa det altsammen, indtil de blev kede af Byen og vendte tilbage til Trætoppene i det Haab, at Junglefolket vilde lægge Mærke til dem. Mowgli, der var bleven opdraget under Junglens Lov, hverken syntes om eller forstod denne Maade at leve paa. Det var sent om Eftermiddagen, da Aberne kom slæbende med ham til »de kolde Lejer«, men i Stedet for at lægge sig til at sove, som Mowgli vilde have gjort efter en lang Rejse, tog de hverandre i Hænderne og gav sig til at danse rundt og synge deres dumme Sange. En af Aberne holdt en Tale og fortalte sine Kammerater, at Mowglis Tilfangetagelse betød en ny Epoke i Bandarfolkets Historie, thi Mowgli vilde lære dem at flætte Kviste og Kæppe sammen til Skærme mod Vind og Vejr. Mowgli tog da nogle Slyngplanter og begyndte at flætte dem sammen, og Aberne forsøgte at efterligne ham, men det varede kun et Par Minutter, saa tabte de Interessen for Sagen og begyndte at trække hverandre i Halen og springe hid og did paa alle fire og vræle. »Jeg er sulten,« sagde Mowgli. »Jeg er ukendt med denne Del af Junglen. Giv mig noget at spise, eller lad mig faa Lov til at jage her.« En Snes Aber sprang afsted for at hente Nødder og vilde Meloner til ham; men paa Vejen kom de op at slaas, saa at de tabte de fleste af Frugterne, og de gad ikke gøre sig den Ulejlighed at bringe ham, hvad der var til- overs. Mowgli var ikke blot sulten, men ogsaa øm i alle Lemmer og vred, og han strejfede igennem den tomme By, idet han af og til udstødte »den Fremmedes Jagtraab« ; men ingen svarede, og Mowgli forstod, at han var kommen til et meget slemt Sted. »Alt, hvad Baloo sagde om Bandarfolket, er sandt,« tænkte han. »De har ingen Lov, intet Jagtraab, ingen Høvdinger — ikke andet end taabe-lige Ord og smaa, tyvagtige Hænder. Hvis jeg bliver dræbt eller sulter ihjæl her, er det min egen Skyld. Men jeg maa forsøge paa at komme tilbage til min egen Jungle. Baloo vil naturligvis prygle mig, men det er da bedre end at rende her og jage efter dumme Rosenblade ligesom Bandarfolket.« Men ikke saa snart havde han naaet Byens Mur, førend Aberne slæbte ham tilbage, mens de sagde ham, at han ikke vidste, hvor lykkelig han var, og kneb ham for at faa ham til at være taknemlig. Han bed Tænderne sammen og svarede ikke, men fulgte de skraalende Aber til en Terrasse ovenfor de røde Sandstens-Vandbassin er, der var halvt fulde af Regnvand. Midt paa Terrassen laa, halvt i Ruiner, en hvid Marmorpavillon, bygget til Ære for Dronninger, der var døde for hundrede Aar siden. Det hvælvede Tag var delvis styrtet ned og havde spærret den underjordiske Korridor, gennem hvilken Dronningerne havde plejet at gaa herhid fra Paladset. Men Murene stod endnu, byggede af det skønneste, hvide Marmor med Reliefornamenter og prydede med Agat, Kameol, Jaspis og Lapis lazuli, og Maanen, der netop steg op over Bakken, skinnede paa det gennembrudte Stenhuggerarbejde og kastede Skygger, der saa ud som sort Fløjlsbroderi, paa Jorden bagved. Hvor træt, søvnig og sulten Mowgli end var, kunde han dog ikke bare sig for at le, da Bandarfolket begyndte at fortælle ham, tyve paa een Gang, hvor store og vise og stærke og elskværdige de var, og hvor dumt det var af ham, at han kunde have Lyst til at forlade dem. »Vi er store. Vi er frie. Vi er vidunderlige. Vi er det vidunderligste Folk i hele Junglen! Det siger vi allesammen, og derfor maa det være sandt,« raabte de. »Du har aldrig hørt det før, og du kan bringe vore Ord tilbage til Junglefolket, saa at de for Fremtiden lægger Mærke til os, og derfor vil vi fortælle dig, hvor fortræffelige vi er.« Mowgli gjorde ingen Indvendinger, og Aberne samlede sig i Hundredevis paa Terrassen for at lytte til de mest veltalende af Stammen, der sang Bandarfolkets Pris, og naar-somhelst en Taler standsede af Mangel paa Vejr, raabte de allesammen: »Det er sandt! det siger vi allesammen!« Og Mowgli nikkede og blinkede med Øjnene og sagde ja, naar de rettede et Spørgsmaal til ham, og det løb rundt for ham ved alt dette Spektakel. »Tabaqui, Schakalen, maa have bidt dem allesammen,« sagde han til sig selv, »og deraf er de bievne gale. Dette maa bestemt være dewanee, Galskaben. Mon de aldrig vil lægge sig til at sove? Nu gaar der en Sky for Maanen. Hvis den Sky bare var stor nok, kunde jeg forsøge paa at flygte, mens det var mørkt. Men jeg er saa træt.« Den samme Sky blev ogsaa iagttaget af to gode Venner, der laa nede i den forfaldne Grav under Byens Mur; thi Bagheera og Kaa vidste godt, hvor farlige Aberne er, naar man træffer dem i stort Antal, og havde ikke Lyst til at løbe nogen Risiko. Aberne indlader sig aldrig i Kamp, med mindre de er hundrede mod een, og der er ikke ret mange i Junglen, der har Lyst til at modtage en Kamp paa de Betingelser. »Jeg vil gaa hen til den vestlige Side af Muren,« hviskede Kaa, »og benytte mig af den skraanende Jordbund til at gøre et hurtigt Angreb. De vil ikke kaste sig over mig i Hundredevis, men —« »Jeg véd det,« sagde Bagheera. »Gid Baloo var her; men vi maa gøre, hvad vi kan. Naar den Sky der skjuler Maanen, springer jeg op paa Terrassen, hvor de er i Færd med at holde en Slags Raadslagning over Drengen.« »God Jagt,« sagde Kaa barsk og gled bort i Retning af Murens vestlige Side; men denne var tilfældigvis den bedst bevarede, og det varede nogen Tid, inden den store Slange kunde finde en Vej op over Stenene. Skyen gled for Maanen, og medens Mowgli tænkte paa, hvad han nu skulde gøre, hørte han Bagheeras lette Fjed paa Terrassen. Den sorte Panther var kommen farende næsten lydløst og slog nu om sig — han var klog nok til ikke at spilde Tiden med at bide — til højre og venstre mellem Aberne, der sad i Hundredevis rundt om Mowgli. Der lød et Hyl af Forskrækkelse og Raseri, men idet Bagheera snublede over de rullende og sparkende Legemer under hans Fødder, raabte en Abe: »Der er kun een! Dræb ham! Dræb ham!« En forvirret Masse af Aber væltede sig bidende, kradsende, rivende og slidende henover Bagheera, mens fem eller seks greb fat i Mowgli, slæbte ham op ad Pavillonens Mur og puffede ham igennem Hullet i det sammenstyrtede Tag. En blandt Mennesker opdraget Dreng vilde have slaaet sig slemt, thi der var godt femten Fod ned til Gulvet, men Mowgli faldt, som Baloo havde lært ham at falde, og kom ned paa Fødderne. »Bliv du nu dér,« raabte Aberne, »til vi har dræbt dine Venner, saa skal vi lege med dig — hvis ikke Gift-folket har gjort det af med dig forinden.« »Vi er af eet Blod, I og jeg,« sagde Mowgli hurtigt med Slangernes Udtale. Han kunde høre det rasle og hvisle i Gruset rundtom og gentog derfor Mesterordet for en Sikkerheds Skyld. »Gansssske rigtigt! Læg jer, alle Slanger!« sagde en halv Snes sagte Stemmer. I Indien bliver enhver Ruin før eller senere en Bolig for Slanger, og den gamle Pavillon vrimlede af Brilleslanger. »Staa stille, lille Broder, ellers træder du paa os.« Mowgli stod saa roligt, han kunde, kiggede ud gennem Murens gennembrudte Arbejde og lyttede til den frygtelige Larm af den Kamp, der rasede rundt om den sorte Panther — Abernes Hylen og Vrælen, og Bagheeras dybe, hæse Prusten, mens han vendte og drejede sig og sparkede og slog, begravet, som han var, under Dynger af Fjender. For første Gang siden sin Fødsel kæmpede Bagheera for sit Liv. »Baloo maa være i Nærheden; Bagheera vilde ikke være kommen alene,« tænkte Mowgli; og saa raabte han højt: »Til Cisternen, Bagheera! Spring i Cisternen! Se at naa Vandet!« Bagheera hørte dette Raab, der sagde ham, at Mowgli var i Sikkerhed, og det gav ham nyt Mod. Tomme for Tomme, under en fortvivlet men tavs Kamp banede han sig Vej til Vandbassinerne. Og i det samme lød fra den Kant af Muren, der var nærmest ved Junglen, Baloos tordnende Krigsraab. Den gamle Bjørn havde gjort sit bedste, men han kunde ikke komme før. »Bagheera,« raabte han, »her er jeg! Jeg klavrer! Jeg iler! Halloho! Stenene glider under mine Fødder! Vent paa mig, 1 forbandede Bandarfolk!« Stønnende kravlede han op ad Terrassen og forsvandt i samme Øjeblik under en Hærskare af Aber, men han satte sig støt ned paa sin Bagdel, aabnede sin Favn, greb saa mange Fjender, som han kunde, mellem Forlabberne, og begyndte saa paa et regelmæssigt Dask-Dask ligesom en Dampers Skovlhjul. Et vældigt Plask underrettede Mowgli om, at Bagheera havde banet sig Vej til Cisternen, hvorhen Aberne ikke kunde følge ham. Pan-theren laa og gispede efter Vejret, med Hovedet lige i Vandfladen, mens Aberne stod i tre Rækker paa de røde Stentrin, dansende op og ned af Raseri og rede til at springe løs paa ham fra alle Sider, dersom han vilde krybe op for at hjælpe Baloo. Da var det, at Bagheera løftede sin dryppende Hage og i sin Fortvivlelse udraabte Slangernes Mester ord og bad om Hjælp — »Vi er af et Blod, I og jeg« — thi han troede, at Kaa var flygtet i det afgørende Øjeblik. Selv Baloo, halvt kvalt under Aberne, som han var, paa Kanten af Terrassen, kunde ikke bare sig for at le, da han hørte den sorte Panther bede om Hjælp. Kaa havde netop banet sig Vej op paa den vestlige Mur, og det med et Sæt, der havde sendt en hel Murtinde ned i Graven; nu vilde han benytte sig af Terrænforholdene, og rullede sig sammen og op igen et Par Gange, for at være sikker paa, at hver Fod af hans Legeme var parat til Kampen. Imidlertid kæmpede Baloo videre, Aberne hylede rundt om Bagheera i Cisternen, og Mang, Flaggermusen, fløj til og fra og bragte Efterretningen om det store Slag ud over hele Junglen, indtil selv Hathi, den vilde Elefant, gav sig til at trompete, og adspredte Bander af Abefolket kom springende langvejs fra gennem Trætoppene for at hjælpe deres Kammerater i de kolde Lejer, og alle Fuglene i flere Miles Omkreds blev vækkede ved Larmen af Kampen. Men nu kom Kaa susende, rask og kamplysten. En Pythonslange kæmper ved at slaa ligeud med Hovedet, og i det Slag lægger den hele sit Legemes Kraft og Vægt. Hvis du kan tænke dig en Lanse, en Murvædder eller en Hammer paa næsten en halv Tons Vægt, dreven fremad af en koldblodig og rolig Aand i Skaftet, saa har du et svagt Begreb om, hvad Kaa lignede, naar han kæmpede. En fire eller fem Fod lang Pythonslange kan slaa en Mand til Jorden, hvis den rammer ham midt paa Brystet, og Kaa var, som vi jo véd, tredive Fod lang. Han slog tavs sit første Slag lige midt ind i den Hob, der omringede Baloo, — og han behøvede ikke at slaa flere. Aberne adspredtes øjeblikkeligt under Skriget: »Kaa! det er Kaa! Løb! Løb!« Mange Slægtled af Aber har kyset deres Børn til at være artige med Historier om Kaa, Nattetyven, der kunde liste sig langs med Grenene uden at gøre mere Støj end det voksende Mos, og bortføre de stærkeste Aber; gamle Kaa, der kunde se ud som en vissen Gren eller en raad-den Træstub, og det saa livagtigt, at de klogeste lod sig narre, indtil den visne Gren pludselig greb dem. Kaa var Indbegrebet af alt, hvad Aberne frygtede i Junglen, thi ingen af dem kendte Grænserne for hans Magt, ingen af dem kunde se ham ind i Ansigtet, og ingen af dem var nogensinde sluppet levende ud af hans Favntag. Derfor flygtede de rædselsslagne op ad Husenes Mure og Tage, og Baloo pustede uhyre lettet. Hans Pels var meget tykkere end Bagheeras, men han havde alligevel lidt frygteligt i Kampen. Og nu aabnede Kaa for første Gang sin Mund og udtalte et eneste langt hvislende Ord, og Aberne langt borte, der skyndte sig afsted for at komme Kammeraterne i de kolde Lejer til Undsætning, standsede lamslaaede af Frygt, saa at Grenene bøjede sig og knækkede under dem. Aberne paa Murene og de tomme Huse holdt inde med deres Skrig, og i den Stilhed, der i dette Øjeblik herskede over hele Byen, kunde Mowgli høre Bagheera springe op fra Cisternen og ryste sine vaade Flanker. Saa brød Larmen løs igen. Aberne sprang højere opad Murene, hængte sig rundt om de store Stengudebilleders Halse, hoppede langs med Murtinderne og skreg, mens Mowgli dansede rundt inde i Pavillonen, kiggede ud gennem det gennembrudte Arbejde i Muren og tudede som en Ugle mellem Fortænderne for at vise sin Haan og Foragt. »Se at faa Menneskeungen ud af Fælden dér; jeg kan ikke mere,« gispede Bagheera. »Lad os tage Menneskeungen med os og gaa. De vil maaske til at angribe igen.« »De rører sig ikke, før jeg befaler dem det. Ssssstille! Bliv hvor I er!« hvislede Kaa, og atter blev der dødsstille i Byen. Saa fortsatte han, henvendende sig til Bagheera: »Jeg kunde ikke komme før, Broder, men jeg syntes, at jeg hørte dig kalde?« »Jeg — jeg har maaske udstødt et Raab i Kampens Hede,« svarede Bagheera. »Baloo, er du saaret?« »Jeg er ikke vis paa, om de ikke har revet mig i hundrede smaabitte Bjørne,« sagde Baloo og rystede alvorligt det ene Ben efter det andet. »Av, hvor jeg er øm!« Kaa, jeg tror, vi skylder dig vort Liv — Bagheera og jeg.« »Ikke noget at tale om. Hvor er Menneskepurken?« »Her, i en Fælde. Jeg kan ikke klavre op,« raabte Mowgli. Den sammenstyrtede Hvælvings Krumning var ovenover ham. »Faa ham væk. Han danser ligesom Mor, Paafuglen. Han træder vore Unger ihjæl,« sagde Brilleslangerne derinde. »Oho!« sagde Kaa og smaalo. »Han har nok Venner allevegne, den Stump. Træd tilbage, Menneskeunge, og kryb i Ly, o Giftfolk, saa skal jeg bryde Muren ned.« Kaa saa omhyggeligt efter, indtil han fandt en Revne i Marmoret, hvis Farve viste ham, at her var der et svagt Sted; derpaa slog han et Par lette Slag med Hovedet for at mærke sig Afstanden, og saa løftede han seks Fod af sit Legeme op fra Jorden og afleverede med fuld Kraft en halv Snes knusende Slag. Muren styrtede sammen i en Sky af Støv og Murbrokker, og Mowgli sprang ud gennem Aabningen, styrtede henimod Baloo og Bagheera og slog sine Arme om de to store Dyrs Halse. »Er du saaret?« spurgte Baloo og omfavnede ham kærligt. »Jeg er træt og sulten og temmelig forslaaet; men aa, hvor de har mishandlet jer, mine Brødre! I bløder.« »Det ér der ogsaa andre, der gør,« sagde Bagheera, slikkede sig om Munden og betragtede Abeligene paa Terrassen og rundt om Cisternen. »Det gør ingenting, nu da du er i Sikkerhed, du kæreste af alle smaa Frøer!« klynkede Baloo. »Det skal vi senere tales ved om,« sagde Bagheera i en tør Tone, som Mowgli slet ikke holdt af. »Men her er Kaa, som har vundet Slaget for os, og hvem du skylder dit Liv. Tak ham saaledes, som vore Skikke byder, Mowgli.« Mowgli vendte sig om og saa den store Pythonslanges Hoved svaje en Fod over sit eget. »Naa, saa det er Menneskepurken,« sagde Kaa. »Hans Hud er meget blød, og han ligner nærmest Ban-darfolket. Tag dig i Agt, lille Menneske, at jeg ikke en Gang i Tusmørket, naar jeg nylig har skudt Ham, tager fejl af dig og en Abe.« »Vi er af eet Blod, du og jeg,« svarede Mowgli. »Du har frelst mit Liv i Nat. Mit Bytte skal være dit Bytte, hvis du nogensinde er sulten, o Kaa.« »Mange Tak, lille Broder,« sagde Kaa, hvis Øjne tindrede af Munterhed. »Og hvad kan da en saa tapper Jæger dræbe ? Jeg vilde gærne vide det, for at jeg kan følge med, næste Gang du jager.« »Jeg dræber ikke noget — dertil er jeg for lille — men jeg driver Gederne henimod dem, der har Brug for dem. Naar du en Gang bliver sulten, saa kom til mig og se, om jeg ikke taler sandt. Jeg kan udrette noget med disse her« — han strakte Hænderne frem — »og hvis du nogensinde skulde blive fanget i en Fælde, kan jeg maaske betale den Gæld, som jeg skylder dig, Bagheera og Baloo. God Jagt for jer alle, I mine Herrer og Mestere.« »Vel talt,« brummede Baloo, thi Mowgli havde takket paa en meget velopdragen Maade. Pythonslangen lagde et Øjeblik sit Hoved let paa Mowglis Skulder. »Et tappert Hjærte og en smidig Tunge,« sagde han. »De vil føre dig vidt i Junglen, lille Menneske. Men skynd dig nu bort med dine Venner; gaa og læg dig til at sove, thi Maanen er ved at gaa ned, og hvad der nu skal ske, er det ikke værdt, at du faar at se.« Maanen sank bag Bakkerne, og de skælvende Aber, der krøb sammen paa Murene og Tinderne, saa ud som løjerlige, rystende Skygger. Baloo gik ned til Cisternen for at drikke, og Bagheera begyndte at slikke sin Pels, mens Kaa gled hen midt paa Terrassen og slog Kæverne sammen med et skarpt Smæk, der fik alle Aberne til at stirre paa ham. »Maanen gaar ned,« sagde han. »Er det lyst nok endnu til, at I kan se?« Og fra Murene lød, med en klagende Stønnen som Vindens i Trætoppene: »Vi ser, o Kaa.« »Godt. Nu begynder Dansen — Kaa’s Hungerdans. Sid stille og se til.« Han drejede sig to eller tre Gange i en stor Cirkel, svajende med Hovedet fra højre til venstre. Saa begyndte han at lave Løkker og Ottetaller med sit Legeme og sære ubestemte Trekanter, der gled over i Kvadrater og femkantede Figurer og bugtende Snoninger — stadig med samme Fart, hverken hurtigere eller langsommere, og stadig nynnende en sagte Sang dertil. Det blev mørkere og mørkere, indtil endelig de bevægelige, bølgende Ringe ikke længere kunde ses, men man hørte Skællene rasle. Baloo og Bagheera stod som forstenede, det brum- mede nede i deres Struber, og Haarene paa deres Hals strittede i Vejret; Mowgli saa forundret til. »Bandarfolk,« sagde Kaa’s Stemme endelig, »kan I røre Haand eller Fod uden min Befaling? Tal!« »Uden din Befaling kan vi ikke røre Haand eller Fod, o Kaa!« »Godt! Kom alle eet Skridt nærmere til mig.« Abernes Rækker traadte hjælpeløst nærmere, og Baloo og Bagheera gjorde i samme Øjeblik modstræbende eet Skridt fremad. »Nærmere!« hviskede Kaa, og alle rykkede igen fremad. Mowgli lagde Haanden paa Baloo og Bagheera for at faa dem bort, og det gav et Sæt i de to store Dyr, som om de var bievne vækkede af en Drøm. »Lad din Haand blive liggende paa min Skulder,« hviskede Bagheera. »Lad den blive liggende dér, ellers maa jeg vende tilbage — tilbage til Kaa. Aah!« »Det er jo ikke andet end gamle Kaa, der hvirvler rundt i Støvet,« sagde Mowgli; »lad os gaa.« Og de tre lod sig glide gennem et Hul i Muren, der vendte ud mod Junglen. »Uf!« sagde Baloo, da han igen stod under de tavse Træer. »Aldrig mere vil jeg have Kaa til Forbundsfælle,« og han rystede sig. »Han er klogere end vi,< sagde Bagheera, dirrende i alle Lemmer. »Var jeg bleven dér, vilde det ikke have varet længe, førend jeg var sprungen lige i Gabet paa ham.« »Den Vej vil mange gaa, førend Maanen staar op næste Gang,« sagde Baloo. »Han vil faa en god Jagt — paa sin egen Manér.« »Men hvad betød da det hele?« spurgte Mowgli, der ikke kendte noget til en Pythonslanges Magt over andre Dyr. »Jeg saa ikke andet end en stor Slange, som gjorde nogle løjerlige Bugtninger, indtil det blev for mørkt til at se noget. Og hans Snude var helt blodig. Hoho!« »Mowgli,« sagde Bagheera vredt, »hans Snude var blodig for din Skyld, ligesom mine Øren og Flanker og Poter og Baloos Hals og Skuldre er blodige for din Skyld. Hverken Baloo eller Bagheera vil kunne have nogen Fornøjelse af Jagten i lang Tid.« »Det er lige meget,« sagde Baloo; »vi har Menneskeungen igen.« »Sandt nok; men han er kommen os dyrt til at staa, baade med Hensyn til Tid, der kunde være anvendt til god Jagt, med Hensyn til Saar og til Haar — min Pels er næsten plukket helt af Ryggen paa mig — og endelig med Hensyn til Ære. Thi husk vel paa det, Mowgli, at jeg, den sorte Panther, blev nødt til at bede Kaa om Hjælp, og baade Baloo og jeg blev saa dumme som Smaafugle af at se paa Hungerdansen. Og alt dette, Menneskeunge, kom af, at du legede med Bandarfolket.« »Det er sandt, det er sandt,« sagde Mowgli bedrøvet. »Jeg er en ond Menneskeunge, og min Mave er tung af Sorg.« »Hm! Hvad siger Jungleloven, Baloo?« Baloo vilde nødig skaffe Mowgli flere Ubehageligheder, men han kunde ikke forvanske Loven og mumlede derfor: »Anger redder aldrig for Straf. Men husk paa, han er saa lille, Bagheera.« »Vist husker jeg det, men han har gjort Ulykker og maa derfor have sine Prygl. Mowgli, har du noget at sige til dit Forsvar?« »Nej. Jeg har handlet ilde. Baloo og du er saarede. Jeg fortjener at faa Prygl.« Bagheera gav ham en halv Snes Rap — rene Kærlighedsklap fra en Panthers Synspunkt; de vilde næppe have vækket en Pantherunge — men for en syv Aars Dreng var det saa alvorlig en Dragt Prygl, som man vel kunde ønske sig fri for. Da det var overstaaet, snøftede Mowgli og rejste sig op uden at sige et Ord. »Naa,« sagde Bagheera, »sæt dig saa op paa min Ryg, lille Broder, saa vil vi gaa hjem.« En af de smukkeste Bestemmelser i Jungleloven er den, at naar Straffen er fuldbyrdet, er Forbrydelsen glemt. Der er ingen, der skænder bagefter. Mowgli lagde sit Hoved paa Bagheeras Ryg og sov saa dybt, at han ikke en Gang vaagnede, da Pantheren lagde ham fra sig i den hjemlige Hule.	wikisource	2025-08-18	2021-01-16, 2021-01-16	18,447
wikisource_29982	Junglebogen/Tiger! Tiger! Da Mowgli forlod Ulvehulen efter at have besejret Stammen ved Raadsklippen, gik han ned til de dyrkede Jorder, hvor Landsbyfolkene boede, men han standsede ikke dér, fordi det var altfor nær ved Junglen, og han vidste, at han havde skaffet sig i det mindste een slem Fjende i Raadsforsamlingen. Derfor skyndte han sig videre ad den ujævne Vej, der løb gennem Dalen, og fulgte den i et jævnt Trav næsten fem Mil, indtil han kom til en Egn, som han ikke kendte. Her udvidede Dalen sig til en stor Slette, oversaaet med adspredte Klippestykker og gennem-skaaren af Kløfter. For den ene Ende af Sletten laa en lille Landsby, og for den anden voksede det frodige Junglekrat lige ned til Græsmarkerne, hvor det standsede saa brat, som om det var bleven skaaret af med en Kniv. Over hele Sletten gik Kvæg og Bøfler og græssede, og da de smaa Drenge, der vogtede Hjorderne, saa Mowgli, raabte de op og løb deres Vej, mens de gule Hunde, der driver omkring ved alle indiske Landsbyer, gøede. Mowgli gik videre, thi han var sulten, og da han kom til Landsbyens Indgang, saa han, at den store Tjørnebusk, hvormed Porten blev spærret, naar Tusmørket faldt paa, var skubbet til Side. »Hm!« sagde han, thi paa sine natlige Strejftog efter Føde havde han truffet paa mere end een af den Slags Forskansninger. »Menneskene her er altsaa ogsaa bange for Junglefolket.« Han satte sig ned ved Porten, og da en Mand kom ud, rejste han sig op, aabnede sin Mund og pegede ned i den for at antyde, at han var sulten. Manden gloede paa ham og løb saa tilbage op igennem Landsbyens eneste Gade, raabende paa Præsten. Præsten, som var en stor, tyk Mand, klædt i hvidt og med et rødt og gult Mærke i Panden, gik ned til Porten, og sammen med ham mindst hundrede andre, som gloede og snakkede og raabte og pegede paa Mowgli. »De har daarlige Manerer, disse Menneskevæsener,« tænkte Mowgli ved sig selv. »Kun de graa Aber vilde opføre sig paa den Maade,« og han rystede sit lange, sorte Haar tilbage og rynkede Panden. »Hvad er I bange for?« sagde Præsten. »Se paa Mærkerne paa hans Arme og Ben. Det er Ulvebid. Han er ikke andet end et Ulvebam, der er løbet væk fra Junglen.« Naturligvis var Ungerne ofte, naar de legede med Mowgli, komne til at nappe ham haardere, end de egentlig havde i Sinde, og hans Arme og Ben var derfor over-saaede med hvide Ar. Men han var den sidste i hele Verden, der vilde have kaldt det for Bid, thi han vidste, hvad et virkeligt Bid vilde sige. »Ak! ak!« sagde to eller tre Kvinder i Munden paa hverandre. »Ulvene har bidt ham, stakkels Barn! Han er en køn Dreng. Hans Øjne skinner ligesom Ild. Sandelig, Messua, han ligner din Dreng, som Tigeren tog.« »Lad mig se paa ham,« sagde en Kvinde med tunge Kobberringe om Haandled og Ankler, og skyggede med Haanden over Øjnene, mens hun betragtede Mowgli. »Ja, det gør han rigtignok. Han er tyndere, men hans Øjne er aldeles som min Drengs.« Præsten var en fiffig Mand, og han vidste, at Messua var gift med den rigeste Mand i Landsbyen. Derfor saa han en kort Stund op mod Himlen og sagde højtideligt: »Hvad Junglen har taget, har Junglen givet tilbage. Før Drengen til dit Hus, min Søster, og glem ikke at hædre den Præst, der ser saa dybt ind i Menneskelivet.« »Ved den Okse, for hvilken jeg blev købt,« tænkte Mowgli, »al den Snakken er aldeles, som om jeg endnu en Gang blev taget i Øjesyn af Stammen! Naa, er jeg et Menneske, saa er jeg et Menneske.« Mængden skiltes ad, og Kvinden vinkede til Mowgli, at han skulde følge med til hendes Hytte, der indeholdt en rød, lakeret Seng, en stor Kornbeholder af Ler med ejendommelige Reliefmønstre udenpaa, et halvt Dusin Kobberkasseroller, et Billede af en Hindugud i en lille Alkove, og paa Væggen et virkeligt Spejl af den Slags, som sælges paa Landsbymarkedeme for en halvhundrede Øre. Hun gav ham en stor Skaal Mælk og et Stykke Brød og saa lagde hun sin Haand paa hans Hoved og saa ham ind i Øjnene; thi hun tænkte, at det kunde dog maaske virkelig være hendes Søn, der var kommen tilbage fra Junglen, hvor Tigeren havde taget ham. »Nathoo, Nathoo!« sagde hun. Men Mowgli gav ikke noget Tegn til, at han kendte det Navn. »Husker du ikke den Gang, jeg gav dig dine nye Sko?« Hun berørte hans Fod, — den var næsten ligesaa haard som Horn. »Nej,« sagde hun sørgmodigt, »disse Fødder har aldrig baaret Sko, men du ligner min Nathoo meget, og du skal være min Søn.« Mowgli var urolig, fordi han aldrig før havde været under Tag; men da han betragtede Straataget, saa han, at han kunde rive Hul i det, hvad Øjeblik det skulde være, hvis han vilde bort, og han saa ogsaa, at Vinduet ingen Kroge havde. »Hvad nytter det til at være Menneske,« sagde han endelig til sig selv, »naar man ikke forstaar Menneskesproget? Jeg staar jo her ligesaa taabelig og stum, som et Menneske vilde være hos os i Junglen. Jeg maa lære at tale deres Sprog.« Det var ikke for ingenting, at han, medens han var hos Ulvene, havde lært at efterligne Bukkenes Skrig og de smaa Vildsvins Grynten i Junglen. Saa snart Messua udtalte et Ord, gentog Mowgli det næsten aldeles rigtigt, og førend det blev mørkt, havde han lært Navnene paa mange af Genstandene i Hytten. Ved Sengetid opstod der en Vanskelighed, thi Mowgli vilde ikke sove i noget, der i den Grad lignede en Pan-therfælde, som denne Hytte, og da de lukkede Døren, sprang han ud gennem Vinduet. »Lad ham have sin Vilje,« sagde Messuas Mand. »Husk paa, at han sikkert aldrig før har sovet i en Seng. Hvis han virkelig er sendt os i Stedet for vor Søn, vil han ikke løbe bort.« Altsaa strakte Mowgli sig i noget langt tørt Græs i Udkanten af Marken, men førend han endnu havde lukket Øjnene, puffede en blød, graa Snude ham under Hagen. »Pyh!« sagde Graabroder (det var den ældste af Mutter Ulvs Unger). »Dette er kun en daarlig Løn for at have fulgt dig fem Mil. Du lugter allerede af Brænderøg og Kvæg — aldeles ligesom et Menneske. Vaagn op, lille Broder; jeg har nyt at melde.« »Har I det alle godt i Junglen?« sagde Mowgli og omfavnede ham. »Alle, undtagen de Ulve, som blev svedne af den røde Blomst. Men hør nu. Shere Khan er gaaet sin Vej for at jage langt borte, indtil hans Pels er bleven hel igen, thi han blev slemt forbrændt. Og han sværger paa, at naar han kommer tilbage, vil han kaste dine Knokler i Waingunga.« »Det skal vi være to om. Jeg har ogsaa gjort et lille Løfte. Men det er altid godt at høre nyt. Jeg er træt i Aften, meget træt af alt det nye, jeg har oplevet, Graabroder, — men bring mig stadig de Nyheder, du faar at høre.« »Og du glemmer jo ikke, at du er en Ulv? Menneskene vil ikke faa dig til at glemme det?« sagde Graabroder ængsteligt. »Aldrig! Jeg vil aldrig glemme, at jeg elsker dig og alle derhjemme i Hulen; men jeg vil heller aldrig glemme, at Stammen har udstødt mig.« »Maaske bliver du ogsaa udstødt af denne Stamme. Menneskene er kun Mennesker, lille Broder, og deres Snak er ligesom Frøernes Snak i en Dam. Naar jeg kommer herned igen, vil jeg vente paa dig i Bambuskrattet ved Udkanten af Græsmarken.« I tre Maaneder efter den Nat kom Mowgli næppe en eneste Gang udenfor Landsbyens Port, saa travlt havde han med at lære Menneskenes Sæder og Skikke. For det første maatte han bære et Klæde rundt om Lænderne, hvad der plagede ham skrækkeligt; og dernæst maatte han lære en hel Del om Penge, som han ikke forstod et Muk af, og om Pløjning, hvis Nytte han ikke kunde indse. Endvidere drillede Landsbyens Smaabørn ham og gjorde ham meget vred. Heldigvis havde Jungleloven lært ham at beherske sig, thi i Junglen er Liv og Føde afhængig af, om man har den fornødne Selvbeherskelse; men naar de gjorde Nar af ham, fordi han ikke vilde lege eller sætte Drager op, eller fordi han udtalte et eller andet Ord galt, var det kun Bevidstheden om, at det var under en Jægers Værdighed at dræbe smaa nøgne Unger, der afholdt ham fra at tage dem i Nakken og slaa dem i Stumper og Stykker. Han kendte slet ikke sin egen Styrke. I Junglen vidste han, at han var svag i Sammenligning med Dyrene, men i Landsbyen sagde Folk, at han var stærk som en Okse. Han havde intet Begreb om, hvad Frygt var, thi da Landsbypræsten sagde ham, at Guden i Templet vilde blive vred paa ham, hvis han spiste Præstens Mangoer, saa tog han Gudebilledet, bar det hen til Præstens Hus og bad Præsten om at gøre Guden vred, saa vilde han med Glæde slaas med den. Det var en frygtelig Skandale, men Præsten fik den dysset ned, og Messuas Mand maatte betale en Mængde Sølv for at forsone Guden. Fremdeles havde Mowgli ikke Skygge af Idé om Kasteforskel mellem Mand og Mand. Da Pottemagerens Æsel faldt i Lergraven, trak Mowgli det op ved Halen, og hjalp ham med at læsse Potterne paa det, da han skulde til Markedet i Kanhiwara. Det var ogsaa en slem Skandale, thi Pottemageren er en Mand af lav Kaste, og hans Æsel er endnu længere nede i Rangforordningen. Da Præsten skændte paa Mowgli, truede Mowgli med at sætte ham op paa Æselet, hvorfor Præsten sagde til Messuas Mand, at han gjorde bedst i at sætte Mowgli til Arbejde saa snart som muligt; og Landsbyens Høvding sagde til Mowgli, at han skulde gaa ud med Bøflerne næste Dag og vogte dem, mens de græssede. Ingen var gladere herover end Mowgli; og samme Aften gik han, fordi han saa at sige var bleven udnævnt til Embedsmand i Landsbyen, hen for at deltage i en Forsamling, der hver Aften mødtes paa den murede Terrasse under det store Figentræ. Det var Landsbyens Klub; Høvdingen, Natvægteren, Barberen, der var inde i al Landsbysladderen, og gamle Buldeo, Landsbyens Jæger, der ejede en gammel Soldaterbøsse, samledes her for at ryge. Aber sad og pludrede i Grenene over deres Hoveder, og under Terrassen var der et Hul, hvor en Brilleslange boede, og den fik sin lille Skaal Mælk hver Aften, fordi den var hellig; og de gamle Mænd sad omkring Træet og talte sammen og dampede af de store Huka’er (Vandpiber) til langt ud paa Aftenen. De fortalte vidunderlige Historier om Guder og Mennesker og Spøgelser; og Buldeo fortalte endnu vidunderligere Historier om Dyrenes Liv i Junglen, indtil Øjnene var nærved at trille ud af Hovedet paa Børnene, der sad udenfor Kredsen. De fleste af Historierne drejede sig om Dyr, thi Junglen havde de jo altid lige i Nærheden: Hjortene og Vildsvinene stjal af deres Afgrøde, og af og til blev et Menneske i Tusmørket bortført af en Tiger, ikke langt fra Indgangen til Landsbyen. Mowgli, der jo naturligvis kendte noget til det, de talte om, maatte gemme Ansigtet i Hænderne for at skjule, hvor godt han morede sig, mens Buldeo, med Bøssen over Knæene, steg fra den ene vidunderlige Historie til den anden. og Mowglis Skuldre rystede af Latter. Buldeo sad og forklarede, at den Tiger, der havde bortført Messuas Søn, var en Spøgelsetiger, og dens Legeme beboe-des af Aanden af en ondskabsfuld gammel Aagerkarl, der var død for nogle Aar siden. »Og jeg véd, at det forholder sig saadan,« sagde han, »thi Purun Dass haltede altid paa Grund af et Slag, han havde faaet under Spektaklerne, den Gang hans Regnskabsbøger blev brændte; og den Tiger, jeg taler om, den halter ogsaa, som man kan se af dens ujævne Spor.« »Det er sandt, det er sandt, det maa være sandt,« sagde Graaskæggene og nikkede. »Er alle dine Fortællinger ligesaa gale Røverhistorier?« sagde Mowgli. »Den Tiger halter, fordi den blev født halt, — det véd jo al Verden. Det er Barnesnak at sige, at en Aagerkarls Sjæl er gaaet over i et Dyr, der aldrig har havt saa meget Mod som en Schakal.« Buldeo var maalløs af Forbavselse et Øjeblik, og Høvdingen stirrede paa Drengen. »Oho! Naa, saa det er Jungleungen?« sagde Buldeo. »Naar du er saa klog, saa skulde du hellere bringe dens Skind til Kanhiwara, thi Regeringen har sat en Pris af hundrede Rupier paa dens Liv. Men endnu hellere skulde du tie stille, naar ældre Folk taler.« Mowgli rejste sig for at gaa. »Nu har jeg ligget her hele Aftenen og lyttet til,« raabte han tilbage over sin Skulder, »og med een eller to Undtagelser har Buldeo ikke sagt eet sandt Ord om Junglen, som dog ligger udenfor hans Dør. Hvor skal jeg da tro paa Historien om de Spøgelser og Guder og Nisser, som han siger, at han har set ?« »Det er paa høje Tid, at den Dreng kommer ud og vogter Kvæg,« sagde Høvdingen, mens Buldeo fnyste og snøftede af Vrede over Mowglis Uforskammethed. I de fleste indiske Landsbyer er det Skik, at nogle faa Drenge driver Kvæget og Bøflerne paa Græs tidligt om Morgenen og hjem igen om Aftenen; og disse Dyr, som vilde trampe en hvid Mand ihjæl, finder sig i, at nogle Børn, som næppe naar op til deres Snuder, slaar dem og skælder dem ud og hujer ad dem. Saa længe Drengene holder sig i Nærheden af Hjordene, er de sikre nok, thi ikke en Gang en Tiger tør angribe en Flok Kvæg. Men hvis de strejfer om for at plukke Blomster eller jage efter Firben, bliver de stundom bortførte af Tigeren. Næste Morgen ved Daggry red Mowgli gennem Landsbygaden paa Ryggen af Rama, den store Tyr, og de skiferblaa Bøfler med de lange, bagud krummede Horn og de vilde Øjne kom een for een ud af deres Stalde og fulgte ham. Mowgli overbeviste snart de andre Børn, der var med ham, om, at han var deres Herre og Mester. Han tampede Bøflerne med en lang, glat Bambusstok og gav Kamya, en af Drengene, Ordre til at lade Kvæget græsse for sig selv, mens han selv drog videre med Bøflerne, samt paalagde ham at passe vel paa ikke at fjærne sig fra Hjorden. En indisk Græsgang er fuld af Klippestykker, Buske, Tuer og smaa Kløfter, imellem hvilke Hjorderne spreder sig og forsvinder. Bøflerne holder sig i Reglen til Dammene og de sølede Steder, hvor de ligger og vælter sig eller soler sig i det varme Dynd i Timevis. Mowgli drev dem hen til den Kant af Sletten, hvor Waingungafloden bryder frem fra Junglen; saa lod han sig glide ned af Ramas Ryg og løb hen til et Bambuskrat, hvor han fandt Graabroder. »Aa,« sagde Graabroder, »her har jeg ventet i mange Dage. Men hvad skal det betyde, at du kommer med en Kvæghjord!« »Jeg er Landsbyhyrde for Tiden,« sagde Mowgli.. »Hvad nyt om Shere Khan?« »Han er kommen tilbage til denne Egn og har længe ligget paa Lur efter dig. Nu er han gaaet bort igen, thi det er sparsomt med Vildt. Men han har i Sinde at dræbe dig.« »Det er godt,« sagde Mowgli. »Saa længe han er borte, maa du eller en af Brødrene sidde paa den Klippeblok dér, saa at jeg kan se dig, naar jeg kommer ud fra Landsbyen. Naar han kommer tilbage, saa vent paa mig i Kløften ved Dhaktræet midt paa Sletten. Vi behøver da heller ikke at vandre lige ind i Gabet paa Shere Khan.« Saa udsøgte Mowgli sig et skyggefuldt Sted, hvor han lagde sig ned og sov, mens Bøflerne græssede omkring ham. At vogte Kvæg i Indien er saa omtrent det dov-neste Dagdriverliv i hele Verden. Kvæget driver rundt og gumler og lægger sig ned og driver afsted igen, uden saa meget som at brøle. De grynter blot, og Bøflerne endda kun meget sjældent; de vandrer een for een ud i Mudderpølene og arbejder sig frem i Dyndet, indtil kun deres Snuder og sløve, porcellænsblaa Øjne viser sig paa Overfladen, og der ligger de saa ligesaa roligt og tungt som Træblokke. Solen brænder, saa at det ser ud, som om Klipperne dansede i Varmen, og Hyrdedrengen hører en Glente (aldrig mere end een) skrige saa højt oppe i Luften, at den næsten er usynlig, og han véd, at hvis han døde. eller en Ko døde, vilde Glenten suse ned, og den nærmeste Glente, Mile borte, vilde se den synke og selv følge efter, og ligesaa den næste og den næste, og næsten endnu før han var rigtig død, vilde en Snes sultne Glenter være komne farende ud fra det tomme Rum. Saa sover han og vaagner og sover igen, flætter smaa Kurve af tørt Græs og putter Græshopper i dem, eller laver sig et Halsbaand af røde og sorte Nødder fra Junglen, eller iagttager et Firben, der soler sig paa en Klippeblok, eller en Slange, der jager en Frø nede ved Sumpen. Saa synger Drengene lange, lange Sange med løjerlige Triller i Slutningen paa de indfødtes Vis, og en enkelt Dag synes at være længere end de fleste Menneskers hele Liv; eller maaske de bygger en Borg af Ler med Lerfigurer af Mennesker og Heste og Bøfler, og stikker Siv i Menneskenes Hænder og leger, at de er Konger og de andre Figurer deres Hære, eller at de er Guder, som skal tilbedes. Saa falder Aftenen paa; Drengene raaber, og Bøflerne rejser sig fra det klæbrige Dynd med en Lyd som Geværskud, og saa vandrer de alle afsted i en lang Række henover den graa Slette tilbage til Landsbyens blinkende Lys. Dag efter Dag drev Mowgli Bøflerne ud til deres Sølepladser, og Dag efter Dag saa han Graabroders Ryg en halv Mils Vej borte paa den anden Ende af Sletten, — hvoraf han vidste, at Shere Khan ikke var vendt tilbage, — og Dag efter Dag laa han i Græsset og lyttede til Lydene rundtom, og drømte om de gamle Dage i Junglen. Hvis Shere Khan havde traadt galt paa sin halte Fod oppe i Junglen ved Waingunga, vilde Mowgli have kunnet høre ham, saa stille var disse lange Morgener. Tilsidst kom der en Dag, da han ikke saa Graabro-der paa det aftalte Sted, og han lo og drev Bøflerne hen-imod Kløften ved Dhaktræet. Der sad Graabroder, og hvert Haar paa hans Ryg strittede. »Han har skjult sig i en Maaned for at gøre dig tryg. Han gik over Bakkerne i Gaar Nat sammen med Tabaqui, lige i dit Spor,« sagde Ulven pustende. Mowgli rynkede Panden. »Jeg frygter ikke for Shere Khan, men Tabaqui er meget listig.« »Ham skal du ikke være bange for,« sagde Graabroder og slikkede sig en Smule om Munden. »Jeg mødte Tabaqui ved Daggry. Nu fortæller han Glenterne alt, hvad han véd, men han fortalte ogsaa mig det, førend jeg knækkede Ryggen paa ham. Shere Khans Plan er at ligge paa Lur efter dig ved Landsbyporten i Aften — efter dig og ingen anden. For Øjeblikket ligger han og hviler sig i den store, tørre Kløft ved Waingunga.« »Har han ædt i Dag, eller vil han jage mig med tom Mave?« sagde Mowgli, vel vidende, at Svaret betød Liv eller Død for ham. »Han dræbte et Vildsvin ved Daggry, og drukket har han ogsaa. Du husker nok, Shere Khan har aldrig kunnet faste, ikke en Gang naar det gælder Hævn.« »Aa, det Fæ! det Fæ! Saa dum som en Unges Unge! Han har baade ædt og drukket, og nu bilder han sig ind, at jeg vil vente, til han har sovet! Hvor ligger han? Hvis vi bare var en halv Snes Stykker, kunde vi faa Bugt med ham, mens han ligger. Bøflerne her vil ikke angribe ham, med mindre de lugter ham, og jeg kan ikke deres Sprog. Kan vi ikke komme paa hans Spor, saa at de kan lugte det?« »Han svømmede et langt Stykke ned ad Waingunga for at forhindre det,« sagde Graabroder. »Det har Tabaqui lært ham, det er sikkert nok. Han vilde aldrig selv være faldet paa det.« Mowgli stod med Fingeren i Munden og tænkte: »Den store Kløft ved Waingunga. Den munder ud i Sletten, ikke en halv Fjerdingvej herfra. Jeg kan føre Hjorden rundt gennem Junglen til den øverste Ende af Kløften og saa lade den storme ned — men saa vilde han luske ud af den nederste Ende. Den maa vi spærre. Graabroder, kan du dele Hjorden for mig?« »Nej, jeg maaske ikke — men jeg har bragt en klog Hjælper med.« Graabroder travede bort og dukkede ned i et Hul. Straks efter viste der sig et stort, graat Hoved, som Mowgli godt kendte, og den varme Luft fyldtes af det trøstesløseste Skrig i hele Junglen — en Ulvs Jagthyl ved højlys Dag. »Akela! Akela!« udbrød Mowgli og klappede i Hænderne. »Jeg kunde jo have vidst, at du ikke vilde glemme mig. Vi har et stort Stykke Arbejde for os. Del Hjorden, Akela. Hold Køerne og Kalvene sammen og Tyrene og Plovbøflerne for sig.« De to Ulve løb ud og ind mellem Hjorden, som snøftende kastede Hovederne i Vejret og delte sig i to Hobe. I den ene stod Bøffelkøeme rundt om deres Kalve, gloede og skrabede i Jorden med Fødderne, rede til at angribe Ulvene og trampe Livet ud af dem, hvis de blot stod stille et Øjeblik; i den anden pustede og stampede Tyrene og Bøflerne, men skønt de gjorde et mere truende Indtryk, var de ikke nær saa farlige, thi de havde ingen Kalve at beskytte. Seks Mand kunde ikke have delt Hjorden smukkere. »Hvad nu?« stønnede Akela. »De forsøger paa at slutte sig sammen igen.« Mowgli sprang op paa Ramas Ryg. »Driv Tyrene til venstre, Akela. Graabroder, naar vi er borte, saa hold Køerne sammen og driv dem ind i den nederste Ende af Kløften.« »Hvor langt?« spurgte Graabroder stønnende og pustende. »Indtil Siderne af Kløften er saa høje, at Shere Khan ikke kan springe over dem,« raabte Mowgli. »Hold dem dér, til vi kommer.« Tyrene foer afsted, drevne af Akela, og Graabroder stoppede lige foran Køerne. De styrtede løs paa ham, og han jog afsted, stadig holdende sig lige foran dem, henimod Kløftens nedre Munding, mens Akela drev Tyrene et langt Stykke til venstre. »Godt gjort! Et Anfald til, saa er de i fuld Fart. Forsigtig, Akela — forsigtig! Snapper du for meget, angriber Tyrene dig. Hallo! Dette her er en vildere Jagt end at jage Hjorte. Havde du tænkt dig, at disse Kreaturer kunde løbe saa rask?« raabte Mowgli. »Jeg har — har ogsaa jaget den Slags før i mit Liv,« gispede Akela i Støvet. »Skal jeg dreje dem ind i Junglen?« »Ja! Drej dem i en Fart. Rama er vild af Raseri. Aa, hvis jeg blot kunde sige ham, hvad det er, jeg vil have ham til at gøre i Dag!« Tyrene drejede, denne Gang til højre, og foer larmende ind i Krattet. De andre Hyrdedrenge, der vogtede Kvæget en halv Fjerdingvej derfra, skyndte sig til Lands- byen, saa hurtigt deres Ben kunde bære dem, og skreg, at Bøflerne var bievne gale og var løbet deres Vej. Men Mowglis Plan var simpel nok. Alt, hvad han vilde, var at gøre en stor Omvej op ad Bakken, naa Kløftens øverste Munding og saa lade Tyrene storme ned igennem den og klemme Shere Khan inde mellem Tyrene og Køeme; thi han vidste, at naar Shere Khan havde ædt og drukket sig mæt, vilde han ikke være i Stand til at kæmpe eller klavre op ad Kløftens Sider. Nu beroligede han Bøflerne ved at tale til dem, og Akela var bleven langt tilbage og tudede kun nu og da for at sætte Fart i Bagtroppen. Det var en meget lang Omvej, thi de havde ikke Lyst til at komme for nær hen til Kløften og advare Shere Khan. Tilsidst drejede Mowgli den forskræmte Hjord ud paa en græsklædt Plet, som skraanede stejlt ned mod Kløftens øverste Munding. Deroppe fra Højden kunde man se ud over Trætoppene ned paa Sletten nedenfor; men Mowgli havde kun Øje for Kløftens Sider, og han saa til sin store Glæde, at de var næsten lodrette, og at de Ranker og Lianer, som hang ud over dem, ikke kunde give en Tiger Fodfæste til at slippe op. »Lad dem faa Vejret, Akela,« sagde han og rakte Haanden op. »De har endnu ikke lugtet ham. Lad dem faa Vejret. Jeg maa fortælle Shere Khan, hvem det er, der kommer. Nu har vi ham i Fælden.« Han satte Hænderne for Munden og raabte ned igennem Kløften, — det var næsten ligesom at raabe igennem en Tunnel, — og Ekkoet sprang fra Klippe til Klippe. Efter lang Tids Forløb hørte man som Svar en mæt, lige vaagnet Tigers drævende, søvnige Snærren. »Hvem raaber?« brølte Shere Khan, og en pragtfuld Paafugl flagrede skrigende op fra Kløften. »Jeg, Mowgli! Kvægtyv, nu er Timen slaaet, da dit Skind skal dække Raadsklippen! Ned — jag dem ned, Akela! Ned med dig, Rama!« Hjorden standsede et Øjeblik paa Brinken, men Akela satte i med sit mest skingrende Jagthyl, og de styrtede afsted imellem hverandre, akkurat ligesom Dampere i Strømhvirvler, mens Sand og Stene fløj dem om Ørene. Da de først var i Gang, var det dem umuligt at standse, og førend de endnu var komne rigtigt ind i Kløften, lugtede Rama Shere Khan og brølede. »Haha!« lo Mowgli paa Ramas Ryg. »Nu véd du, hvad der er Meningen!« Og den stride Strøm af sorte Horn, skummende Muler og glødende Øjne hvirvlede ned gennem Kløften, akkurat Ugesom Rullestene skylles ned ad en opsvulmet Flod; de svagere blandt Bøflerne blev puffede ud til Kløftens Sider, hvor de rev Slyngplanterne i Stumper og Stykker. De vidste, hvilket Stykke Arbejde de havde for sig, — en Bøffelhjords frygtelige Angreb, imod hvilket ingen Tiger kan gøre sig Haab om at holde Stand. Shere Khan hørte deres Hoves Dundren, kom paa Benene °g traskede tungt ned igennem Kløften, seende fra Side til Side efter en Mulighed for Flugt, men Kløftens Vægge var lodrette, og han var nødt til at trave videre, tung af Mad og Drikke og oplagt til alt andet hellere end til at kæmpe. Hjorden plaskede gennem den Mudderpøl, han netop havde forladt, og brølede, saa at det rungede i den snævre Kløft. Mowgli hørte et svarende Brøl fra Kløftens nederste Ende, saa Shere Khan gøre omkring, — thi Tigeren vidste godt, at i værste Tilfælde var det dog bedre at møde Tyrene end Køerne med deres Kalve, — og saa traadte Rama fejl, snublede og løb videre igen over noget blødt, indtil den, efterfulgt af alle Tyrene, brasede lige ind i den anden Hjord, og saa stærkt var Sammenstødet, at de svagere Bøfler blev løftede helt op fra Jorden. Stødet førte begge Hjorder ud paa Sletten, hvor de stangede og stampede og fnyste. Mowgli saa sit Snit, gled ned ad Ramas Ryg og slog om sig til højre og venstre med sin Stok. »Rask, Ak ela! Spred dem! Adsplit dem, ellers giver de sig til at kæmpe med hverandre indbyrdes. Driv dem fra hverandre, Akela. Saa, Rama, — saa —! Stille, Børn! Rolig — bare rolig! Nu er det hele forbi.« Akela og Graabroder løb hid og did og nappede Bøflerne i Benene, og skønt Hjorden een Gang drejede rundt for at fare op igennem Kløften, lykkedes det dog Mowgli at faa Rama til at gøre omkring, og saa fulgte de andre ham ned til Sølepladserne. Shere Khan trængte ikke til mere. Han var død, og Glenterne flokkedes allerede om ham. »Brødre, han døde som en Hund,« sagde Mowgli og greb efter den Kniv, som han nu, da han levede blandt Menneskene, altid bar i en Skede om Halsen. »Men han vilde aldrig have vovet at kæmpe. Hans Skind vil tage sig godt ud paa Raadsklippen. Lad os skynde os med at tage fat paa Arbejdet.« En blandt Mennesker opdraget Dreng vilde aldrig have drømt om paa egen Haand at flaa en ti Fod lang Tiger, men Mowgli vidste bedre end nogen, hvorledes Skindet sidder paa Dyrene, og hvorledes man skal bære sig ad med at faa det af. Ikke desto mindre var det et strængt Stykke Arbejde, og Mowgli flænsede og sled og brummede en Timestid, mens Ulvene sad og gispede med Tungen ud af Halsen eller gik hen og halede i Skindet, naar han forlangte det. Pludselig følte han en Haand paa sin Skulder, og da han saa op, fik han Øje paa Buldeo og hans Bøsse. Børnene havde fortalt nede i Landsbyen, at Bøflerne havde bisset, og Buldeo var harmfuld gaaet ud, kun altfor begærlig efter at faa Lejlighed til at give Mowgli en Overhaling, fordi han ikke passede ordentligt paa Hjorden. Ulvene trak sig tilbage ud af Sigte, saasnart de saa Manden komme. »Hvad er dette for Narrestreger?« sagde Buldeo vredt. »Bilder du dig ind, at du kan flaa en Tiger? Hvor har Bøflerne dræbt den? Og det er oven i Købet den halte Tiger, paa hvis Hoved der er sat en Pris af hundrede Rupier! Naa ja — saa vil vi for denne Gang se igennem Fingre med, at du lod Hjorden bisse, og maaske du oven i Købet faar en Rupi, naar jeg har bragt Skindet til Kanhiwara.« Og han søgte i sit Lændeklæde efter sit Fyrtøj og bøjede sig ned for at afsvide Shere Khans Knur-haar, som de fleste indfødte Jægere altid gør, for ikke at blive forfulgte af Tigerens Spøgelse. »Hm!« sagde Mowgli halvt ved sig selv, mens han krængede Skindet af den ene Forpote. »Saa du vil bringe Skindet til Kanhiwara, hæve Belønningen og maaske give mig een Rupi? Men jeg har selv Brug for det Skind. Tag den Ild væk, gamle Mand!« »Hvad er det for en Maade at tale paa til Landsbyens bedste Jæger? Det er dit Held og dine Bøflers Dumhed, der har hjulpet dig til dette Bytte. Hvis Tigeren ikke nylig havde ædt, vilde den nu være fem Mile herfra. Du kan ikke en Gang flaa den ordentligt, din Tiggerunge, og saa vover du endda at sige til mig, Buldeo, at jeg ikke maa svide dens Knurhaar! Mowgli, du skal ikke faa saa meget som en eneste Anna af Belønningen, men derimod en ordentlig Dragt Prygl. Lad Kadaveret ligge!« »Ved den Okse, for hvilken jeg blev købt,« sagde Mowgli, som var i Færd med Skulderen, »skal jeg sidde her hele Dagen og skændes med en gammel Abekat? Akela! Dette Menneske plager mig.« Buldeo stod endnu bøjet over Shere Khans Hoved, men pludselig laa han og sprællede i Græsset, mens en graa Ulv stod med begge Forbenene paa hans Bryst, og Mowgli flaaede væk saa ubekymret, som om han var ganske alene i hele Indien. »Javel,« sagde han med sammenbidte Tænder. »Du har fuldstændig Ret, Buldeo. Jeg faar ikke saa meget som en eneste Anna af Belønningen. Der er en gammel Krig mellem denne halte Tiger og mig — en meget gammel Krig — og nu har jeg sejret.« For at vise Buldeo Retfærdighed, maa vi sige, at hvis han havde været ti Aar yngre, vilde han have taget Kampen op med Akela, i Fald han havde mødt den i Skoven; men en Ulv, der adlød denne Dreng, som havde en gammel Krig med en menneskeædende Tiger — det var ikke noget almindeligt Dyr. Det var Trolddom og Hekseri af værste Slags, tænkte Buldeo, og han var næsten bange for, at Amuletten om hans Hals ikke kunde beskytte ham. Han laa ganske stille og ventede hvert Øjeblik at se Mowgli forvandle sig til en Tiger. »Maharaj! Store Konge!« hviskede han endelig hæst. »Ja,« sagde Mowgli uden at vende Hovedet, men han lo ved sig selv. »Jeg er en gammel Mand. Jeg vidste ikke af, at du var mere end en Hyrdedreng. Maa jeg rejse mig og gaa bort, eller vil din Tjener sønderrive mig?« »Gaa, og Fred være med dig. Men bland dig ikke en anden Gang i min Jagt. Slip ham, Akela.« Buldeo humpede afsted til Landsbyen, saa hurtigt han kunde, og saa sig flere Gange tilbage over Skulderen, om ikke Mowgli havde forvandlet sig til et eller andet frygteligt Uhyre. Da han naaede Landsbyen, fortalte han en Historie om Trolddom og Hekseri og Fortryllelse, som fik Præsten til at sætte et meget alvorligt Ansigt op. Mowgli fortsatte sit Arbejde, men det var næsten Tusmørke, førend han og Ulvene blev færdige med at trække det store, spraglede Skind af Kadaveret. »Nu maa vi gemme Skindet og drive Bøflerne hjem. Hjælp mig at samle dem, Akela.« Hjorden marscherede afsted i Tusmørket og Aften-taagen, og da de kom i Nærheden af Landsbyen, saa Mowgli Lys og hørte, at der blev blæst i Horn og ringet med Klokker i Templet. Den halve Landsby syntes at vente paa ham ved Porten. »Det er, fordi jeg har dræbt Shere Khan,« sagde han til sig selv; men i det samme susede en Hagl af Stene om Ørene paa ham, og Landsbyfolkene raabte: »Troldmand! Ulveunge! Jungledjævel! Gaa din Vej! Skynd dig afsted, eller Præsten skal forvandle dig til en Ulv igen. Skyd, Buldeo, skyd!« Den gamle Soldaterbøsse knaldede, og en ung Bøffel brølede af Smærte. »Mere Trolddom!« raabte Landsbyfolkene. »Han kan dreje Kuglerne til Siden. Buldeo, det var din egen Bøffel.« »Hvad skal dette betyde?« sagde Mowgli forvirret, mens Stenene fløj tættere. »De ligner vor egenStamme, disse dine Brødre,« sagde Akela og satte sig roligt ned. »Jeg tror, at hvis Kugler har noget at betyde, saa er Meningen den, at de vil udstøde dig.« »Ulv! Ulveunge! Gaa din Vej!« raabte Præsten og svang en Kvist af den hellige Tulsiplante. »Igen? Sidste Gang var det, fordi jeg var et Menneske. Denne Gang er det, fordi jeg er en Ulv. Lad os gaa, Akela.« En Kvinde — det var Messua — løb henimod Hjorden og raabte: »O, min Søn, min Søn! De siger, at du er en Troldmand, og at du kan forvandle dig til et Dyr, naar du vil; men jeg tror det ikke. Gaa din Vej, ellers dræber de dig. Buldeo siger, at du er en Heksemester, men jeg véd, at du har hævnet Nathoos Død.« »Kom tilbage, Messua!« raabte Skaren. »Kom tilbage, ellers stener vi dig!« Mowgli lo en kort, haard Latter, thi en Sten havde ramt hans Mund. »Løb tilbage, Messua. Dette er en af de taabelige Historier, som de fortæller om Aftenen under det store Træ. Jeg har i det mindste hævnet din Søns Død. Farvel; og løb rask til, thi Hjorden skal komme hurtigere ind end de Stene, de kaster efter mig. Jeg er ikke nogen Troldmand, Messua. Farvel!« »Nu een Gang til, Akela!« raabte han derpaa. »Hjorden skal ind!« Bøflerne var ivrige nok efter at komme ind i Landsbyen. Der behøvedes derfor næppe et Hyl af Akela, førend de foer som en Hvirvelvind gennem Porten og splittede Menneskemængden til højre og venstre. »Tæl dem godt!« raabte Mowgli haanligt. »Det kan jo være, at jeg har stjaalet en af dem. Tæl dem godt, thi jeg agter ikke at vogte dem mere for eder. Lev vel, I Mennesker, og tak I Messua for, at jeg ikke kommer med mine Ulve og jager eder op og ned ad eders egne Gader.« Han drejede sig om paa Hælen og vandrede bort sammen med den ensomme Ulv; og da han saa op mod Stjærnerne, følte han sig lykkelig til Mode. »Aldrig vil jeg mere sove i Fælder, Akela. Lad os hente Shere Khans Skind og gaa vor Vej. Nej; vi vil ikke gøre Landsbyen nogen Skade, thi Messua var god imod mig.« Da Maanen stod op og sendte sine Straaler ud over Sletten, saa de forfærdede Landsbyfolk Mowgli, med to Ulve i Hælene paa sig og en Byldt paa Hovedet, trave afsted i det jævne Ulvetrav, der fortærer de lange Mile ligesaa hurtigt, som Ild fortærer tørt Græs. Saa ringede de med Tempelklokkerne og blæste i Hornene højere end nogensinde; og Messua græd, og Buldeo pyntede paa Fortællingen om, hvad han havde oplevet i Junglen, indtil han endte med at sige, at Akela havde rejst sig paa Bagbenene og snakket som et Menneske. Maanen var netop ved at gaa ned, da Mowgli og de to Ulve naaede Bakken med Raadsklippen og standsede ved Mutter Ulvs Hule. »De har stødt mig ud af Menneskestammen, Moder,« raabte Mowgli, »men her kommer jeg med Shere Khans Skind for at holde mit Ord.« Mutter Ulv krøb med noget Besvær ud af Hulen med Ungerne efter sig, og hendes Øjne glødede, da hun saa Skindet. »Jeg sagde ham det den Dag, da han stak Hovedet og Skuldrene her ind i Hulen paa Jagt efter dig, lille Frø, — jeg sagde ham, at Jægeren vilde blive den jagede. Du har handlet rigtigt.« »Lille Broder, du har handlet rigtigt,« sagde en dyb Stemme inde i Krattet. »Der var ensomt for os i Junglen uden dig.« Og Bagheera kom løbende og lagde sig for Mowglis nøgne Fødder. Saa klavrede de sammen op paa Raadsklippen, og Mowgli bredte Skindet ud over den flade Sten, hvor Akela plejede at sidde, og stak det fast med fire Bambuspinde; og Akela lagde sig ned paa Skindet og raabte, som naar han i fordums Tid kaldte Ulvene sammen til Raadet: »Se eder vel for, o Ulve!« — aldeles som han havde raabt, da Mowgli første Gang blev bragt til Raadsklippen. Lige siden Akela var bleven afsat, havde Stammen været uden Høvding, og Ulvene havde jaget og kæmpet, som de selv havde Lyst. Men af gammel Vane adlød de Raabet. Nogle af dem var halte, fordi de var faldne i Fælder, andre hinkede paa Grund af Skudsaar, atter andre var skabede, fordi de havde ædt daarlig Føde, og mange var døde; men alle de, der var tilovers, samledes om Raadsklippen og saa Shere Khans stribede Skind ligge paa Klippen, og de vældige Kløer paa Fødderne, der hang ud over Randen. »Se eder vel for, Ulve. Har jeg holdt mit Ord?« sagde Mowgli; og Ulvene bjæffede: »Ja!« Og en skambidt Ulv hylede: »Vær vor Høvding igen, o Akela! Vær vor Høvding igen, o Menneskeunge, thi vi er lede og kede af denne Lovløshed, og vi vilde gærne være det frie Folk igen.« »Nej,« knurrede Bagheera, »det kan ikke ske. Naar I blev mætte, kunde Galskaben maaske komme over eder igen. Det er ikke for intet, at I kaldes det frie Folk. I har kæmpet for at vinde Frihed, og den er eders. Nu maa I æde den, o Ulve.« »Menneskestammen og Ulvestammen har begge drevet mig fra sig,« sagde Mowgli. »Nu vil jeg jage alene i Junglen.« »Og vi vil jage med dig,« sagde de fire Unger. Derfor gik Mowgli bort og jagede fra den Dag af i Junglen sammen med de fire Unger.	wikisource	2025-08-18	2021-01-16, 2021-01-16	12,675
wikisource_29987	Kongens Fald/32 <pages index="Kongens Fald.djvu" from=203 to=206 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-13, 2021-01-13	31
wikisource_29992	Kongens Fald/33 <pages index="Kongens Fald.djvu" from=207 to=210 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-13, 2021-01-13	31
wikisource_29997	Kongens Fald/34 <pages index="Kongens Fald.djvu" from=211 to=214 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-13, 2021-01-13	31
wikisource_30007	Kongens Fald/35 <pages index="Kongens Fald.djvu" from=215 to=220 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-16, 2021-01-16	31
wikisource_30011	Kongens Fald/36 <pages index="Kongens Fald.djvu" from=221 to=223 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-16, 2021-01-16	31
wikisource_30019	Kongens Fald/37 <pages index="Kongens Fald.djvu" from=224 to=230 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-16, 2021-01-16	31
wikisource_30031	Kongens Fald/38 <pages index="Kongens Fald.djvu" from=231 to=241 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-16, 2021-01-16	31
wikisource_30037	Kongens Fald/39 <pages index="Kongens Fald.djvu" from=242 to=246 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-17, 2021-01-17	31
wikisource_30045	Kongens Fald/40 <pages index="Kongens Fald.djvu" from=247 to=253 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-17, 2021-01-17	31
wikisource_30049	Kongens Fald/41 <pages index="Kongens Fald.djvu" from=254 to=256 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-17, 2021-01-17	31
wikisource_30055	Kongens Fald/42 <pages index="Kongens Fald.djvu" from=257 to=261 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-17, 2021-01-17	31
wikisource_30102	Sidste Kamp <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=8 to=9 header=1 /> * 1 * 2 * 3 * 4 * 5 * 6 * 7 * 8 * 9 * 10 * 11 * 12 * 13 * 14 * 15 * 16 * 17 * 18 * 19 * 20 * 21 * 22 * 23 * 24 * 25 * 26	wikisource	2025-08-18	2021-01-31, 2021-01-31	129
wikisource_30103	Sidste Kamp/1 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=10 to=21 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-31, 2021-01-31	27
wikisource_30104	Sidste Kamp/2 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=22 to=32 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-31, 2021-01-31	27
wikisource_30105	Sidste Kamp/3 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=33 to=46 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-31, 2021-01-31	27
wikisource_30113	Sidste Kamp/4 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=47 to=53 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-31, 2021-01-31	27
wikisource_30127	Sidste Kamp/5 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=54 to=66 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-31, 2021-01-31	27
wikisource_30136	Sidste Kamp/6 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=67 to=74 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-01-31, 2021-01-31	27
wikisource_30148	Sidste Kamp/7 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=75 to=85 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-01, 2021-02-01	27
wikisource_30158	Sidste Kamp/8 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=86 to=89 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-03, 2021-02-03	27
wikisource_30169	Sidste Kamp/9 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=90 to=99 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-06, 2021-02-06	27
wikisource_30178	Sidste Kamp/10 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=100 to=107 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-06, 2021-02-06	27
wikisource_30198	Sidste Kamp/11 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=108 to=126 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-06, 2021-02-06	27
wikisource_30213	Sidste Kamp/12 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=127 to=140 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-06, 2021-02-06	27
wikisource_30221	Sidste Kamp/13 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=141 to=147 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-07, 2021-02-07	27
wikisource_30233	Sidste Kamp/14 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=148 to=158 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-07, 2021-02-07	27
wikisource_30244	Sidste Kamp/15 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=159 to=168 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-07, 2021-02-07	27
wikisource_30257	Sidste Kamp/16 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=169 to=180 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-08, 2021-02-08	27
wikisource_30272	Sidste Kamp/17 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=181 to=188 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-13, 2021-02-13	27
wikisource_30283	Sidste Kamp/18 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=189 to=198 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-13, 2021-02-13	27
wikisource_30302	Sidste Kamp/19 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=199 to=216 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-13, 2021-02-13	27
wikisource_30314	Sidste Kamp/20 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=217 to=226 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-14, 2021-02-14	27
wikisource_30326	Sidste Kamp/21 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=227 to=237 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-14, 2021-02-14	27
wikisource_30338	Sidste Kamp/22 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=238 to=248 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-15, 2021-02-15	27
wikisource_30348	Sidste Kamp/23 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=249 to=256 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-17, 2021-02-17	27
wikisource_30355	Sidste Kamp/24 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=257 to=262 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-17, 2021-02-17	27
wikisource_30361	Sidste Kamp/25 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=263 to=267 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-18, 2021-02-18	27
wikisource_30367	Sidste Kamp/26 <pages index="Sidste Kamp.djvu" from=268 to=272 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-18, 2021-02-18	27
wikisource_30400	Over al Forstand <pages index="Over al Forstand.djvu" header=1 from=11 to=12 /> * 1 * 2 * 3 * 4 * 5 * 6 * 7 * 8 * 9 * 10 * 11	wikisource	2025-08-18	2021-02-21, 2021-02-21	71
wikisource_30401	Over al Forstand/1 <pages index="Over al Forstand.djvu" header=1 from=13 to=30 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-21, 2021-02-21	29
wikisource_30416	Over al Forstand/2 <pages index="Over al Forstand.djvu" header=1 from=31 to=44 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-21, 2021-02-21	29
wikisource_30435	Over al Forstand/3 <pages index="Over al Forstand.djvu" header=1 from=45 to=62 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-21, 2021-02-21	29
wikisource_30454	Over al Forstand/4 <pages index="Over al Forstand.djvu" header=1 from=63 to=69 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-22, 2021-02-22	29
wikisource_30466	Over al Forstand/5 <pages index="Over al Forstand.djvu" header=1 from=70 to=80 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-22, 2021-02-22	29
wikisource_30481	Over al Forstand/6 <pages index="Over al Forstand.djvu" header=1 from=81 to=94 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-23, 2021-02-23	29
wikisource_30489	Over al Forstand/7 <pages index="Over al Forstand.djvu" header=1 from=95 to=101 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-24, 2021-02-24	29
wikisource_30496	Over al Forstand/8 <pages index="Over al Forstand.djvu" header=1 from=102 to=107 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-24, 2021-02-24	29
wikisource_30502	Over al Forstand/9 <pages index="Over al Forstand.djvu" header=1 from=108 to=112 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-24, 2021-02-24	29
wikisource_30508	Over al Forstand/10 <pages index="Over al Forstand.djvu" header=1 from=113 to=117 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-24, 2021-02-24	29
wikisource_30513	Over al Forstand/11 <pages index="Over al Forstand.djvu" header=1 from=118 to=121 />	wikisource	2025-08-18	2021-02-24, 2021-02-24	29
wikisource_30540	Fattige i Aanden <pages index="Fattige i Aanden.djvu" header=1 include="7,167" />	wikisource	2025-08-18	2021-03-03, 2021-03-03	31
wikisource_30541	Kortspil <pages index="Fattige i Aanden.djvu" header=1 from=9 to=24 />	wikisource	2025-08-18	2021-03-03, 2021-03-03	29
wikisource_30551	Lidt Teosofilosofi <pages index="Fattige i Aanden.djvu" header=1 from=25 to=33 />	wikisource	2025-08-18	2021-03-04, 2021-03-04	33
wikisource_30563	Gripomenus og Pimpenille <pages index="Fattige i Aanden.djvu" header=1 from=117 to=126 />	wikisource	2025-08-18	2021-03-06, 2021-03-06	34
wikisource_30583	Brasen <pages index="Fattige i Aanden.djvu" header=1 from=35 to=47 />	wikisource	2025-08-18	2021-03-07, 2021-03-07	28
wikisource_30593	Kakkelovnsmanden <pages index="Fattige i Aanden.djvu" header=1 from=127 to=134 />	wikisource	2025-08-18	2021-03-07, 2021-03-07	32
wikisource_30603	Jeg sørger <pages index="Fattige i Aanden.djvu" header=1 from=49 to=57 />	wikisource	2025-08-18	2021-03-07, 2021-03-07	30
wikisource_30616	Towli'dres <pages index="Fattige i Aanden.djvu" header=1 from=107 to=116 />	wikisource	2025-08-18	2021-03-08, 2021-03-08	30
wikisource_30627	Norden for Lov og Ret <pages index="Fattige i Aanden.djvu" header=1 from=97 to=105 />	wikisource	2025-08-18	2021-03-11, 2021-03-11	31
wikisource_30656	Jomfru Grønhøj <pages index="Fattige i Aanden.djvu" header=1 from=59 to=86 />	wikisource	2025-08-18	2021-03-13, 2021-03-13	33
wikisource_30667	Landsbyskrædderen <pages index="Fattige i Aanden.djvu" header=1 from=87 to=95 />	wikisource	2025-08-18	2021-03-14, 2021-03-14	33
wikisource_30686	Takt og Tone/Forord <pages index="Takt og Tone hvordan vi omgaas.pdf" from=13 to=15 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-03-17, 2021-03-17	34
wikisource_30704	Duen <pages index="Fattige i Aanden.djvu" header=1 from=135 to=149 />	wikisource	2025-08-18	2021-03-17, 2021-03-17	27
wikisource_30707	Takt og Tone/I. Livets Højtider <pages index="Takt og Tone hvordan vi omgaas.pdf" from=17 to=36 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-03-18, 2021-03-18	39
wikisource_30744	Takt og Tone/II. Det daglige Liv i Hjemmet <pages index="Takt og Tone hvordan vi omgaas.pdf" from=37 to=73 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-03-20, 2021-03-20	42
wikisource_30765	Ras Røgter <pages index="Fattige i Aanden.djvu" header=1 from=151 to=166 />	wikisource	2025-08-18	2021-03-21, 2021-03-21	31
wikisource_30787	Takt og Tone/Register <pages index="Takt og Tone hvordan vi omgaas.pdf" from=241 to=243 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-03-23, 2021-03-23	32
wikisource_30809	Takt og Tone/III. Børnene <pages index="Takt og Tone hvordan vi omgaas.pdf" from=74 to=98 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-03-25, 2021-03-25	38
wikisource_30823	Takt og Tone/IV. Selskabslivet <pages index="Takt og Tone hvordan vi omgaas.pdf" from=99 to=134 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-03-25, 2021-03-25	40
wikisource_30900	Det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Skrivter for Aar 1807 og 1808, femte Bind/Forsög over Klangfigurerne <pages index="Det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Skrivter for Aar 1807 og 1808, femte Bind.djvu" header=1 forfatter="Hans Christian Ørsted" include="321-354,611-614" />	wikisource	2025-08-18	2021-04-03, 2021-04-03	105
wikisource_30902	Svend normand, gådevisen Jeg gik mig at spadsere en sildig aftenstund. Der mødte jeg en kæmpe så hæsselig og grum. Hans tale den var hård og ond i sinde, Mig tyktes, at han mig vil overvinde. "Og hør nu Svend Nordmand, hvad jeg vil sige dig: Ti spørgsmål dem skal du nu her besvare mig; Og enten skal du døden modtage, Eller det skal gå dig vel i dine dage. Så sig mig, hvad er vel det rundeste hjul Og hvor fejrer man den fagreste jul? Og hvad lyser hvidere end svanen? Og hvad råber højere end tranen?" "Jo, solen den er vel det rundeste hjul. I himlen der fejrer man den fagreste jul, Og månen lyser hvidere end svanen, Og tordnen råber højere end tranen." "Og sig mig, hvad lægger vel den stærkeste bro Hvorunder står fiskene så herlig udi flod? Og hvad giver jorden sit klæde? Og hvor finder død mand sit sæde?" "Ja, isen den lægger vel den stærkeste bro Hvorunder står fiskene så herlig udi flod, Og sneen giver jorden sit klæde, I graven finder død mand sit sæde." "Og hvad er vel mørkere end natten den grå? Og hvad slår stærkere end lærkevinger små? Og hvortil går vejen den brede, Som menneskene vandrer of med glæde?" "Jo, tanken er mørkere end natten den grå, Og hjertet slår stærkere end lærkevinger små. Til Helvede går vejen den brede, Som menneskene vandrer af med glæde." "Og hør nu Svend Nordmand, hvad jeg vil sige dig: Ti spørgsmål dem har du nu her besvaret mig, Så du skal ikke døden modtage, Nej det skal gå dig vel i dine dage. Så du skal ikke døden modtage, Nej det skal gå dig vel i dine dage."	wikisource	2025-08-18	2021-04-04, 2021-04-04	538
wikisource_30905	Det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Skrivter for Aar 1807 og 1808, femte Bind <pages index="Det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Skrivter for Aar 1807 og 1808, femte Bind.djvu" header=1 include="3,5-6,279,281-282" />	wikisource	2025-08-18	2021-04-04, 2021-04-04	89
wikisource_30919	Takt og Tone/V. Hensynsforhold og Gaver <pages index="Takt og Tone hvordan vi omgaas.pdf" from=135 to=146 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-04-04, 2021-04-04	42
wikisource_30932	Takt og Tone/VI. Omgangstone og Samtale <pages index="Takt og Tone hvordan vi omgaas.pdf" from=147 to=165 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-04-04, 2021-04-04	42
wikisource_30958	Takt og Tone/VII. Sommerliv <pages index="Takt og Tone hvordan vi omgaas.pdf" from=166 to=189 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-04-05, 2021-04-05	36
wikisource_30981	Takt og Tone/VIII. Livet udenfor Hjemmet <pages index="Takt og Tone hvordan vi omgaas.pdf" from=190 to=211 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-04-07, 2021-04-07	41
wikisource_31022	Takt og Tone/IX. Skilsmisse <pages index="Takt og Tone hvordan vi omgaas.pdf" from=212 to=228 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-04-20, 2021-04-20	38
wikisource_31023	Takt og Tone/X. Sygdom, Dødsfald og Begravelse <pages index="Takt og Tone hvordan vi omgaas.pdf" from=229 to=240 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-04-20, 2021-04-20	47
wikisource_31024	Takt og Tone <pages index="Takt og Tone hvordan vi omgaas.pdf" from=9 to=9 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-04-20, 2021-04-20	31
wikisource_31029	Fattigfolk <pages index="Fattigfolk.djvu" from=5 to=7 header=1/>	wikisource	2025-08-18	2025-03-23, 2025-03-23	27
wikisource_31038	Fattigfolk/Mellem Øerne <pages index="Fattigfolk.djvu" from=9 to=70 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2025-03-23, 2025-03-23	32
wikisource_31043	Fattigfolk/Forbrydere <pages index="Fattigfolk.djvu" from=71 to=104 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2025-03-23, 2025-03-23	32
wikisource_31044	Fattigfolk/Karin <pages index="Fattigfolk.djvu" from=105 to=132 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2025-03-23, 2025-03-23	29
wikisource_31045	Fattigfolk/Alene i den store By <pages index="Fattigfolk.djvu" from=133 to=238 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2025-03-23, 2025-03-23	34
wikisource_31079	Julies Dagbog <pages index="Julies dagbog.djvu" from=5 to=8 header=1/> * JULIES DAGBOG	wikisource	2025-08-18	2025-03-23, 2025-03-23	36
wikisource_31089	Julies Dagbog/Julies dagbog <pages index="Julies dagbog.djvu" from=9 to=282 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2025-03-23, 2025-03-23	35
wikisource_31101	Unge Mennesker <pages index="Unge Mennesker.djvu" from=7 to=10 header=1/> <pages index="Unge Mennesker.djvu" from=171 to=171 header=0/>	wikisource	2025-08-18	2025-03-23, 2025-03-23	51
wikisource_31105	Unge Mennesker/Ansigt til Ansigt <pages index="Unge Mennesker.djvu" from=11 to=26 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-05-24, 2021-05-24	35
wikisource_31107	Unge Mennesker/Fra et Dødsleje <pages index="Unge Mennesker.djvu" from=27 to=48 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-05-24, 2021-05-24	37
wikisource_31108	Unge Mennesker/Kærlighed <pages index="Unge Mennesker.djvu" from=49 to=62 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-05-24, 2021-05-24	34
wikisource_31110	Unge Mennesker/Ægypteres Gæstebud <pages index="Unge Mennesker.djvu" from=63 to=82 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-05-24, 2021-05-24	38
wikisource_31111	Unge Mennesker/En famille <pages index="Unge Mennesker.djvu" from=83 to=104 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-05-24, 2021-05-24	32
wikisource_31112	Unge Mennesker/Kornmod <pages index="Unge Mennesker.djvu" from=105 to=128 header=1 />	wikisource	2025-08-18	2021-05-24, 2021-05-24	32

Subsets and Splits

No community queries yet

The top public SQL queries from the community will appear here once available.