text
stringlengths 47
13.7k
| label
stringclasses 2
values | feuilleton_id
stringclasses 180
values | article_id
stringlengths 10
12
⌀ |
|---|---|---|---|
kongen forsikkrede, at han i sit hele liv aldrig havde leet saa hjertelig over noget, som over denne landlige spøg, og lod de menneskelige bjørneudbetale to tusende daler.
|
non-fiction
|
thi_kingly-welcome_anecdote
|
thi_000176
|
paafaldende lighed mellem brødre. heinrich von rom havde sønner, ricolaus og claudius, som vare tvillingbrødre. hiin arvede sistonne og denne origny. de vare fødte den april og lignede hinanden saameget, at deres ammer gavdem armbaand af forskjellig farve, for at kunne adskille dem fra hinanden. denne store liighed beholdt de endnu i mange aar, ikke allene i deres skabning og anstand, men ogsaa i deres opførsel og tænkemaade. i deres barndom vare de lige klædte, og ingen var i stand til at adskille dem fra hinanden, uden dem, der bestandig havde dem for øie. de bleve begge pager; hr. von sistonne, hos kongen af navarra, anton von bourbon, og hr. von origny hos dennes søn heinrich von bourbon, som siden blev konge i frankerig. carl den niende holdt overmaade meget af dem, og gjorde sig ofte en fornøielse af at stille dem ved siden af hinanden og at søge efter et eller anden lille kiendetegn, hvorved han kunne adskille dem.
|
non-fiction
|
thi_brother-likeness_anecdote
|
thi_000177
|
hr. von origny havde en overordentlig styrke i boldspil. hans broder kunde ikke bringe det deri, til samme fuldkommenhed. men naar denne havde indladt sig i et partie, hvor han kom til kort, saa anstillede han sig, som om han et øieblik var nødsaget til at forlade boldhuset. derpaa kom hans broder igjen i hans sted og fortsatte spillet, uden at hans modstander var i stand til at mærke begge personers forvexling.
|
non-fiction
|
thi_brother-likeness_anecdote
|
thi_000178_a
|
ægteskabelig kjerlighed og troskab. j aaret udvalgte jndvaanerne i staden, parma i jtalien, for destovedre at forsvare sig mod deres fiender, to af deres medborgere giøbert von corregio og roland von rossi til deres regentere. begge svore hinanden gjensidig, ubrødelig troskab. til bekræftelse. derpaa gav roland, gisdert sin søster til gemalinde. men snart fortrød det ham, at have en deeltager i regjeringen. han vandfolket ved gaver og de store ved løfter. padenne maade lykkes det ham, at fordrive sin svoger fra parma. giøbert var af en blid caracteer og tænkte billigt og ædelt. en stor deel af borgerne murrede høit over hans forviisning. strax derpaa opstod et mægtigt partie, der forlangte hans tilbagekaldelse.
|
non-fiction
|
thi_marital-love_anecdote
|
thi_000178_b
|
nu vendte soldaterne sig til den geistlige, og i i det taarerne randt dem ned af kinderne, sagde det ubed de hr. pastor flittig for vores konge. hvo veed hvor snart ogsaa vi skulle falde i kampen, dog vi døe gjerne; thi vi frygte ikke for herrens dom.
|
non-fiction
|
thi_marital-love_anecdote
|
thi_000190
|
en meget elskværdig og retskaffen mand i engeland havde en høist bizar smag, som, efter hvad han selv forsikkrede; laae dybt indsluttet i hans sielden største fornøielse han kjendte, og som allene var i stand til at beruse ham, var, at kjemme et smukfruentimmers haar. blot til dette øjemed underholdt han en indtagende pige. kjerlighed komherved ikke i betragtning, han havde blot med hendes haar at gjøre, som hun, naar det faldt ham for godt, maatte slaae ud for at han kunde beføle det med sine hænder.
|
non-fiction
| null |
thi_000192_a
|
fabel. loppen, oxen og bien. en loppe, der sad paa en kludtiltalede sin broder stud, og sagde, veed du hvad monfrere hiin biestad duer paa min ære, ei mindste smule den er hvidnei, gav den anden strax til svarvel jeg den aldrig seet har men det jeg kan dog godt begribe, at da den har ei mindste stribeaf sort og grønt, den duer ei en bie der kom just denne veiog hørte begges dumme sladder.
|
fiction
| null |
thi_000192_b
|
uddrag af de nyeste engelske aviser, af colchester gazette.) nogle officerer af det de regiment, eller snarere nogle personer i dette regiments uniform, bleve for ikke mange uger siden inviterede til en dame af stand, der boede ved et torv i dublin. jndbydelsen blev modtaget og damen omhyggelig, for ikke at lade nogen leilighed gaae ubenyttet bortil at more sine gjester, og da hun saae disse affecterede spradebasser blive staaende afsondret fra den øvrige selskabelige cirkel med en misfornøiet mine, anmodede dem om, at deeltage i dandsen, men fik det stive, pedantiske svar, officererne af det de regiment dandse ikke." hun spurgte dem derpaa, om de ikke behagede, at spille kort; svaret var: officererne af det de regiment spille ikke." efter disse naragtige svar havde dog damen endnu den godhed, at spørge om de ikke behagede at spadsere ind i næste værelse, hvor der blev musiceret; men fik atter det svar: at officererne ved det de regiment holdt ikke af musik. damen, der naturligviis blev stødt over saamegen uforskammenhed, overlod dem da selv til at more sig saa godt som de kunde, indtil der skulle spises til aften. da man kom og meldte, at der var anrettet, formodede hun de ville vedblive med - deres benægtende svar, men da de havde taget mere hensyn til deres mave, end til deres indbildte selvstændighed, vare de i færd med at begive sig ind i spiseværelset, hvorpaa damen sagde med lydelig stemme: at hun formodede det de regiments officerer ikke heller spiste til aften. herrerne snege sig bort og fortrøde at de skulle miste deres aftens maaltid. forleden fandt en meget interessant stensted, ved forestillingen af panoramaet waterlod i springgaden. en meget udmærket fransk officeer, som havde ledsaget napoleou i flere feldtog, tog strax, ved forestillingen af bonnapartes ankomst til bataillen ved ligny, hvor man seer ham i forgrunden træde frem, sin hataf og begyndte med at vise figuren de dybeste æresbeviisninger, som om det havde været napoleon selv, der var, tilstæde. da fremstillingen forsvandt blev han staaende, som aldeles overvældet af sine følelser. dette er et af de mange exempler vi have paa den dybe ærbedighed som den afdøde keisers tilhængere havde for hans person. en rørende hændelse.
|
non-fiction
| null |
thi_000199
|
om hjeronimus napoleon, den forrige konge i westphalens ødselhed.
|
fiction
|
thi_hieronymus-napoleon
|
thi_000207
|
under karnevalstiden blev i residentsen kassel ofte givet maskeradeballer, som kostede, landet uhyre summer. ofte blev paa en aften forødet mere end hundrede tusende franker. hvormeget maatte ikke derved den almindelige elændighed og folkets had forøges mod den nye, dem paatrængte konge.
|
fiction
|
thi_hieronymus-napoleon
|
thi_000208
|
dog derom bekymrede kongen sig ikke. han fulgte blindt hen sit hang til udsvævelser. j hans kongelige glands var opfyldelsen af hans pligter ham en bisag og hans undersaatteres dom ham ligegyldig. hvorledes det egentlig gik til i hans stater forblev ham ubekjendt. smigrere havde omgierdet hans throne med ugjennemtrængelige mure, mod hvilken enhver af undersaatternes klager uhørte gjenløde. mænd, der ville sige ham ubehagelige sandheder, bleve holdte i afstand; tilmed vidste man at blænde ham med foregivne skildringer af den lyksalighed, som folket nød under hans regjering. som bekjendtønsker regenterne gjerne at høre saadant noget, om de end ikke selv see det.
|
fiction
|
thi_hieronymus-napoleon
|
thi_000209
|
ved hofballerne i cassel maatte j særdeleshed kongens statsmænd og tjenere vise sig i den største pragt og elegantze. kunhos faa strak jndkomsterne til, for at bestrideden meest overdrevne luxus. mange rige, adelige godseiere sank derved i armod og angrebe, men forsildig, de tidligere begangne daarskaber.
|
fiction
|
thi_hieronymus-napoleon
|
thi_000210
|
alle standspersoner i cassel og de fornemme i staden münden erholdt entreebilletter til hoffestiveterne. ved et store antal mennesker, søgte man at forherlige disse feste. til et saadant bal lod hjeronimus engang, for at forandre klædedragt og forblive ubekjendt, ikke mindre end dragter komme fra paris, som kostede franker. saaledes vandrede fra kasselen uhyre pengemasse til paris, og de dervæderen juvelerere, galanterie- og modehandlere maae høiligen beklage kongeriget westphalens undergang.
|
fiction
|
thi_hieronymus-napoleon
|
thi_000211
|
overalt vare disse festiveteter ved hoffet, leiligheder, hvorved ikke allene ødselheden viste sig i sin storhed, men ogsaa ofte i eet for den selv, høist skadeligt lys. j en sal, hvor et maskebal blev givet, saae man engang ved indgangen, af samme en tillukket boutiqve. enhver var nysgierrig for at vide hvad der vel kunne være skjult i den? vittige hoveder gjorde den anmærkning, at kongen ville formodentlig ved synet deraf, tilbagekalde erindringen om sin forrige stand, som engang agathokkes om . pottemager=haandværket, ved leerkarret; thisom bekjendt havde hjeronimus lært handelen. damerne, som vare forsamlede omkring boutiqven, kastede lystne blikke derhen, og troede at kongen ved denne leilighed, ville gratis lade overrække selskabet alle slags forfrisk, ninger. kongen traade med dronningen ind i salen: boden, blev aabnet, og hvad saae man vel deri, guld= og sølv=uhre, brilliante ringe, halsmykker, kostbare doser o. s. v. kongen og dronningen traaede nu ind i den, og søgte med fransk veltalenhed at lokke kjøbere til sig.
|
fiction
|
thi_hieronymus-napoleon
|
thi_000212
|
jngen vovede at nærme sig; alle holdt sig leende og forlegen over at see det kongelige par saaledes beskjæftiget, i en hvis frastand. endelig fattede en minister mod. han udsøgte sig et guldrepeteeruhr, spurgte om prisen og kjøbte detda han var bleven enig med sælgeren og han skulle betale det, erklærede han, at han maatte bede om credit, da han for øieblikket ikke havde den fornødne summa hos sig. hjeronimus. overrakte med artighed uhret til kjøberen og hæntede en stor contobog frem, i hvilken han indførte debitorens navn, uhret, og den omhandlede summa. gjorte dristige ved ministerens opførsel, og overbeviiste om, at man her kunne kjøbe uden penge, var boden snart omringet af masker. alle søgte at erholde noget og lode sig, uden at betale, indføre i regnskabsbogen. en af damerne søgte sig et smykke besat med brillanter, den anden et kostbart schavl; den ene herre tog en brilliantring, den anden en smagfuld dose den varede vel en halv time, saa var det forbi med vahrene. den anden morgen skikkede hjeronimus hans debitorer regningerne qvitterede hjem.
|
fiction
|
thi_hieronymus-napoleon
|
thi_000213
|
dette galanterie, havde ikke været saa slet, naar det ikke var bleven foranstaltet paa de, med af givter saa uhyre belæssede undersaatteres bekostning. hvormange fattige havde man ikke kundet glæde ved den store summa, som denne tidsfordriv havde kostet.
|
fiction
|
thi_hieronymus-napoleon
|
thi_000214
|
hver morgen maatte der ligge i beredskab, for kongen et nyt par beenklæder, og det endog af cassimmer; man kan slutte sig til hvorvel den franske hofskrædder derved stod sig. hvert aar beenklæder.
|
fiction
|
thi_hieronymus-napoleon
|
thi_000215
|
hvorledes og ved hvilke midler den kongelige kasse blev fyldt var hjeronimus fuldkommen ligegyldig, naar han blot kunde gribe deri og kaste om sig med fulde hænder.
|
fiction
|
thi_hieronymus-napoleon
|
thi_000216
|
ofte spillede hans maitresser i hans nærværelse høie spil med hinanden, og naar en tabte, stak han hemmelig en heel rulle napoleonsdor til hende. umaadelige pengesummer gik for luxusartikler, ud af landet til paris. hvad har ikke hans reiser kostet landet. da han første gang reiste til paris lod han , frederichsdors ompræge til jeromedors og blev dahan afreiste fra paris, dog endnu uhyre summer skyldig, som tid efter anden først kunde (fortsættes.) blive afbetalt.
|
fiction
|
thi_hieronymus-napoleon
|
thi_000217
|
kjerlighed. j en rift hvorindei en mid kunne gaae; gjennem bjergenes skiød, gjennem dragernes hjem, over tid og død. trænger kjerlighed frem : skjøndt amor er blindog liden som et barn, dog raskeste hind. han fanger i sit garn, som blommen i et æg, boe useet i dit hjem, gjennem laas og vægtrænger kjerlighed frem: flye høit som en ørn. over bjerg, over skye, tving løve og biørn, lær tigre at flye; sæt vagt omkring vagt. at beskytte dit hjem, med gudommens magt. trænger kjerlighed frem!
|
non-fiction
| null |
thi_000219
|
uddrag af de senere engelske aviser. (colchester gazette den mai, de nærmere omstændigheder, ved de fra castlebar omtalte, udøvede voldsomheder mod en ung dame (see forrige rummer af tilskueren. mrs. m. fra baroniet n. kom for maaneder siden paa en visit til hr. g. rogerssom har en talrig og nu opvoxen familie, hendes niece miss n. ledsagede hende; denne dambesidder den fineste opdragelse og har naaet den alder, da den qvindelige skjønhed udvikler sig til et fuldkomment heelt og viser dens yndigheder i sin hele fylde, fra den fordeelagtigste side. foruden disse fuldkommenheder, besidder miss r. en anden fortjeneste, som i almindelighed sættes endnu høiere priis paa af kjerlighedsaventyrier: hun er riig og har en anseelig formue til hendes egen disposition, og kan vente at arve to rige tanter, hvis godhed hun har erhvervet sig ved hendes omhyggelige og forekommende opførsel mod dem.
|
non-fiction
|
thi_miss-n_anecdote
|
thi_000230
|
alle visse fordeele havde deres tilbørlige virkning paa ethvert jndivid af hr. rogers familie. saamegen skjønhed (og hvad der er mere) saamange penge, maatte ikke undslipve deres fingre. det blev derfor besluttet i fuld forsamling, at john den ældste af flere sønner (som alle ere ungkarle) skulle forsøge sin lykke, ordet var: see at faae hende paa en ærefuldmaade om du kan - men faae hende, denne haabefulde stytte for familiens ære, aabnede, strax feldtoget, og efterat have beleiret den skjønnei nogle dage med hans ubehøvlede opmærksomhed, aabenbarede han sluttelig den flamme, der fortærede ham og bad hende gjøre ham lykkelig ved at skienke ham sin haand. miss n. forundret over en saadan opførsel, gjorde ham forestillinger derimod, brugte mange overtalende grunde og endte sluttelig med at erklære: at hun allerede havde givet sit løfte til en anden, som havde hendes venners bifald, og at hun følgelig ikke længere kunde disponere over sin haand.
|
non-fiction
|
thi_miss-n_anecdote
|
thi_000231
|
davis parr en mekanikus, blev nyelig anklaget for retten i london af hans kone, en elegant klæd, før dame, fordi han havde truet med at ville slaae hovedet af hende med en øxe. mes. parr sagde, at da afvigte mandag, en trætte og familie=sager reiste sig mellem hende og hendes mand, greb han en øxe, der laae nær ved ham og truede med at dræbe hende. for at rædde sit liv flygtede hun og skjulte sig; men da blev han først ret rasende og soer han skulle slaae ind enhver dør i huset indtil han fik fapaa hende. uagtet hun siden havde gaaet i en bestandig frygt for sit liv, ville hun dog lade søgsmaalet fare, naar han ville bede hende om tilgivelse og troeligen love aldrig at handle saaledes mere. men derfor var han ganske døv og erklærede, at han var en mekanikus og søgte med bestandig virksomhed, paa en anstændig maade at ernære sig og familie; men uheldigviis var hans kones lyst for stas og pynt, en kilde af bestandig ærgelse og urve for ham (her tog har frem af sin lomme en modehandlerskes regning, paa punds sterling, der var kjøbt for og betalt den omtalte dag, og som han overgav til dommeren med spørgsmaal om det ikke var nok til at gjøre en ærlig mand gal i hovedet. raadmand smith fandt ved at gjennemlæse regningen blandt andet, at den lød paa en italienske hat som kostede pd. somtrent rbd.) og sagde til hende, at en saadan ødselhed var upassende for en haandværkmands kone. den hathun bar sen sort flogelshat med sorte fjere, ansaae han for galant nok for hendes stand. mrs. parr sukkede dybt og sagde, at det vel med hensyn til hatten kunde være fandt, men hendes mand tjente ugentlig mellem til pund og hun indbragte en skjøn lille summa med hendes sygning; men imidlertid tilbød hun ham atter tilgivelse, naar han ville kysse hende paa haanden og bede om forladelse. dog dette haarde vilkaar ville hendes mand ingenlunde indlade sig paa; men sagde at saa var han vis paa, at hun ville lade han det høre, hans hele livstid. han blev altsaa af dommeren paalagt at stille sikkerhed for hans behandling mod hende.
|
non-fiction
| null |
thi_000241
|
----- utaknemmelighed. j aaret kom en ung jrlænder, en vis rossiter til livorno, for at søge sin lykke, han havde ingen anden anbefaling, end en smuk figur, et indtagende ansigt og en vis udvortes dannelse. strax efter hans ankomst, saae en damesom besad betydelige rigdomme har, og blev hæftig forelsket, snart fulgte fra hendes side et forslag om at skjænke hende sin kjerlighed (ingen ualmindelig ting i jtalien). da han forløbigen havde erkyndiget sig om hendes formue omstændigheder og hendes perfor behagede ham, modtog han strax tilbudet, og de nøde nu en tid lang alle de glæder, som amor og hymen forenet skienke forelskede. hendes lidenskab for ham havde i begyndelsen bragt hende til at tilsidesætte anstændighedens love, men efter at være bleven forenet med ham med ømmere baand, synes hun at træde al klogskab under fødder; thi ikke allene tilfredsmed at have kjøbt ham en lieutnants post i den franske armee, søgte hun indtil ødselhed at forekomme ethvert af hans ønsker, og da hun var nødsaget til at gjøre nogle slægtninger i en langt bortliggende deel af jtalien et besøg, anbetroede hun ham i hendes fraværelse, hendes juveler, penge, kort sagt alt hvad hun eiede. skulde man nu kunne formode, at en mand, der blev elsket saa høit, ville svige en saadan tiltroe, hvem ville ikke forundres derover, men hvormeget større vil ikke din forundring blive, læser, naar jeg siger dig, han berøvede hende ikke allene hendes eiendom, men ogsaa hendes liv, hun kom hurtigere tilbage til livorno, end hun havde ventet, da hun følte hun har et pandt paa hendes ømhed for dette uhyre, under sit hjerte. han modtog hende med alle tegn paa uforandret kjerlighed; - men myrdede hende endnu denne nat, i det samme sovekammer, der saa ofte havde været vidne til hendes svaghed og hengivenhed for ham, et sted, der blandt alle burde været ham mest ukrænket og helligt.
|
non-fiction
|
thi_utaknemmelighed_anecdote
|
thi_000252
|
gjerningen blev snart opdaget, og rossiter, greben, forhørt og dømt til at arbeide paa gaaleierne for livstid.
|
non-fiction
|
thi_utaknemmelighed_anecdote
|
thi_000253
|
idealerne eller de reisende venner. førend dommen blev fuldbragt paa ham, blev han ført ud foran de opstilte tropper, hans sabel, brækket over hans hoved, hans uniform reven af ham og derpaa iført hans grove slavedragt, og saaledes med en strikke om halsen blev han, efter at man havde viist ham et hvert tegn paa forhaanelse og afskye, overgivet til afstraffelse. og dog kunde denne nederdrægtige, saaledes brændemærket, opvække kjerlighed hos det qvindelige kjøn, der søgte enhver anledning, til at forsyne ham med levnetsmidler, og en dame af stand, anvendte endog al hendes jndflydelse for at faae ham løsgivet, i hensigt,som man sagde, for at ægte ham; men den ædle keiser, leopold afslog anmodningen med afskye, med den erklæring, at han ville ansee den mand, som en vanære for hans hof, der ville nedlade sig til at bede om naade for et faadant menneske. hvor meer end fælsk, var ikke en godhed, der kunde fæste sig paa et saadant uhyre, som rossiter.
|
fiction
|
thi_rejsende-venner_a
|
thi_000254
|
under det russiske felttog, som voldsomt adskilte saamange gode mennesker fra hinanden knyttede to unge mænd, som hændelsen førte sammen ved en vagtild om natten, et nøie venskabs forbund.
|
fiction
|
thi_rejsende-venner_a
|
thi_000255
|
wilibald von osten og camillo von arnim havde i forening med hinanden seiret, over mange ubehageligheder, i mangen varm fegtning traade døden kjækt under øinene, og naar den rasende kulde som allerede havde stivnet flere af deres vaabenbrødre, ogsaa truede med at vildeovervælde deres ungdom, saa trykkede, de troebroderhjerter sig tæt til hinanden, for baade at gaae døden og livet forenede imøde. da endelig al denne skræk var overvunden, den fornyede kamp førte hærhobene seierige indi den gamle hovedstad, og freden var undertegnet bestemte begge venner sig til at forlade det militaire liv, men besluttede tillige ogsaa aldrig at skilles ad; da gud havde saa underbar beskyttet, deres liv. og da de tilstrækkelig havde gjennemstrøget det støiende paris, beseet alt mærkværdigt og seeværdigt, og især havde besøgt de kostbare gallerier, overlagde de i en fornøiet aftenstund, at de ville gjøre en lille lysttour, førend de droge hjem til deres godser og vilibald som gjerne spøgede med den alvorlige camillo, sagde: det skulle ogsaa være besynderligt hvis ikke mangen et eventor skulle møde os. hvad mener du føiede har spørgende til. polakkerinderne vare ikke saadaarlige. da vi laae hist i qvarteer, i omegnen af varschau har jeg seet skjønne indtagende fruen. timmer. dog den gang var man som indvietil døden. behager mit forslag dig saa ville vil see os lidt mere om blandt de deillige polakkerinder. som du vil, svarede camillo, hvor du loverdig fornøielse, findes der vel ogsaa nogen for mig; men rhindalen, (føiede han efter en forpause til, ønskede jeg vel at gjensee i en roligere stemning. nu, med reisen til polen har det ikke saa stor hast; det forbliver derved - sagde wilibaldaltsaa over rhinen til høiere og venstre, hvorledes og hvorhen du vil reisende som vi, behøve ikke at skye nogen omvei, kun udbeder jeg mig, da man ikke kan indestaae for noget, allermindste hjertet - at hvis i rhindalen det gamle smærmerie skulle overraske dig, du dog kommer med til polen, det vil du ikke blive frietaget forcamillo rakte sin wilibald troehjertig haanden, men denne meente; ja nu lover dugodt, dog skal jeg nok tage vare paa dig og skulle dit hjerte komme alt for meget i brand, saa betroe dig kun til mig, jeg har altid lovet at føre dig ind i wieliekas bjergværker, der vil jeg saaledes forvilde dig i denne underjordiske verdens labyrinter, at du uden en ariadne vist ikke skal finde veien allene tilbage. nu, jeg er jo heller ingen theesens - svarede camillo - heller ikke behøver jeg nogen ariadue, vennens haand, min selskabsbroder i liv og død, vil ikke forlade mig! saaledes er du altid, min camillol dumaae ikke betragte livet fra en saa alvorlig synspunct; glæd dig, at vi endnu kunne spøge. med disse ord, omfavnede wilibald sin ven og begge vare rørte.
|
fiction
|
thi_rejsende-venner_a
|
thi_000256
|
imidlertid vidste den muntre wilibald snart ved sin anordninger til den forestaaende afreise at adsprede den dybsindige camillo. omsorgen for deres beqvemmelighed paa veien sysselsatte dem aldeles; enhver havde en lille uundværlig ting at tage med, de søgte at bevise hinanden velvilligheder og taknemmelighed drog paa nyeet tæt baand om deres hjerter. en skjøn morgenstund bestege de, i den gladeste stemning reisevognen, sagde de indtagende franske. piger et flygtig lev vel, og som om det gik gjennem siberiens øde heedet, saa vel havde de provianteret alle vognens ledikker. muntert lunog tilfredshed vare deres troe ledsageere paa reisen, hvor vist nok et heenkastet blik paa de nedtraaede marker og ødelagte landsbyer, oplivede igjen hos dem mangen smertelig erindring fra den nyelihenrundne tid. den skjønne frugtbare rhindal med sine ophøiede natur=skjønheder var forrige gang kun flygtig bleven nydt af dem, disse beskede de nu, fængslet af ærefrygt med dyb rørelse. fortiden med dens underværden traaede dem nu nærmere, og da camillo nærmede sig den egn, hvor ruinerne af borgen adolph eck ere, da sukkede han ja dengang gaves der endnu troefast kjerlighed, tænker jeg mig blot den skjønne jmagina, som døde af græmmelse over hendes herres og gemals død gjemmer du endnu paa den fortælling? – saa de bebreidende wilibald som om der nu tildags ingen troe kjerlighed mere gaves, sandeligen, en net compliment for vores nulevende fruentimmer. tilgive mig, dyrebare ven! - gjentog camil - du kjender mig og veed hvor sjelden misind er muntert; skjebnen har jo ogsaa kun sjelden smillet til mig. ved dig - her omslyngede han wilibald med den ham egne varme. gik først livets soel op for mig, hvor mange beviis paa skjændig troløshed har jeg ikke seet og tænk dig kun, - føiede han til naar den enehviler kold ved den andens side og neppe endnu skyggen af hiin henrykkelse er tilbage, medens det troe elskende væsen forgiæves bestræber sig for, at gyde glødende jld i den kolde askehvilken uhyre smerte, naar tilværelsen overlever kjerligheden. see det vidste jmagina, hun formaaede ikke at leve uden hendes adolph.
|
fiction
|
thi_rejsende-venner_a
|
thi_000257
|
kjerligheden til ham indviede hende til heltinde og hans død havde ogsaa truffet hendes liv, hans dyrebare eiendom.
|
fiction
|
thi_rejsende-venner_a
|
thi_000258
|
lad det være godt gjentog wilibald - hvem veed, hvor der her møder os en anden jmagina, og da indestaaer jeg for intet, dog nei, jeg aftræder hende til dig, jeg udsøger mig en skjelmsk polakkerinde. men for at du kan see hvor høit jeg elsker dig, saa lad os strax i morgen saa tidlig som muligt, vandre ned til dinklippedal ved orde. du maae dog nøiere beskue det troe kjerligheds paradiis og maaskehilser den troe jmaginas aand os i klipper grotterne.
|
fiction
|
thi_rejsende-venner_a
|
thi_000259
|
og neppe brød den hulde morgenrøde frempaa den natlige himmel, da vores venner forlode schmalsbach. allerede saae man solens første straaler glimte gjennem skovens træer og jublende sang lærkerne deres hymner til skaberens priis. j venskabelig samtale ilede nu vennerne fremadt endelig fremtraaede i de høie buskes dunkelhed og skjult mellem klipperne, ruinerne af adolphs eck. en blid rolighed synes at svæve over denne fortryllende dal. camillo kunde ikke undlade at besee alt nøie, medens wilibald som jagtelsker drev omkring i skoven. da camillo betragede denne af den ømmeste kjerlighed indviede jordbund, hvor j maginas kjære omsorg havde smykket adolps liv med glædens myrther, følte han sig underfuld begeistret. der. hvor i stille ensomhed to ømme hjerter levede ingetogen med og for hinanden, der stod nu vilde buske, som omringede fredens bolig og natfuglen sværmede susende over dem og ruinerne. men i cpheus ømme fletninger, der flyngede sig op ad muren, oplivedes billedviis jmaginas minde i camillos siel. han kunde ikke undlade sig selv, med forvoven haand at røve en gren deraf og meente at være vis paa hendes tilgigelse derfor, naar han aflagde den forevigede, hvis aand synes at omsvæve ham, det løfte, kun at flette dette ephen, som en beskyttende talisman i en anden jmaginas brudekrands, der i kjerlighed og troskab var hende liig. neppe vare disse ord komne over camillos læber, da susede en ugle hen over hans hoved i og som en aand havde skrækket ham, ilede han ud af ruinerne. vilibald der kom for at opsøge ham, følte sig ligeledes angreben af en uforklarlig banghed, over at see hans camillo for sig, med de skjønne øine stivt hæftede paa jorden. dog snart satte de opvagte følelsers storm sig og den muntre wilibald fandt det værd at lee af, at en ugle, der var opaget af dem, kunne skrække begge heltene. camillo forblev i rørt stemning; en heed længselhavde bemægtiget sig ham, og for han forlodruinerne, fremsagde han i from rørelse, en stille bøn til erindring om dette trofaste ægtepar. og nu gaaer det videre. - sagde wilibaldvi komme jo ikke af stedet, naar du vil saaledes opholde dig overalt, saa vil natten slutteligen overraske os førend vi endnu kunde have naaet noget natherberge." med disse ord drog han ham fremad med sig. desuden maae du ogsaa betænke, at hvad der er borte er borte. - saa de han, og søgte at berolige sin ven. vi to ville begge holde os til de levendes døttre, jeg holder overhovedet ikke noget af hvad der hører til aanderiget. blev jeg ikke imidlertid i grotten. gandske underlig tilmode, fra rosenbuskene hviskede stemmer rundtomkring mig og da jeg kom til dig blev det endnu slemmere. jeg vædder jmaginas aand har omsvævet os, kun at vi ikke de aanderige kysse føle formeget. ogsaa camillos forgmodige stemning forsvandt lidt efter lidt. den skjønne indtagende egn opvagte hans levende kunstfølelse og allere de ofte havde han i eensomme øieblikke ønsket at være maler. wilibald beklagede derimod, at han ingen flint havde hos sig; thi at springe saaledes med de vilde gjeder omkap fra klippe til klippe, at efterligne deres lette løb, og ligesom at kunne beherske mennesket under ham i dalen, ville for ham være en kostelig lyst. medens endnu begge talte sammen om gjenstdige ønsker og haab, hørtes et valdhorns toner, hvis scho gjenlød og tabte sig blandt bjergene. begge lyttede i stille henrykkelse. hører du, blot camillol - raabte willibald - jeg behover kun at ønske, saa er jeg vedmaalet; det er de herrer bjergaander, kom lados see om de holder en stor eller lille jagt!" witibald! - svarede nu camillo halvsagte - seer du jntet, der, nu igjen her, nu hvad seer du da? - svarede denne. - det er dog vel ingen aand? ved denne bemærkning løb han ned af bjerget, som camillo med bervingede skridt var sprungen ned ad. og nu saae ogsaa wilibald, hvorledes en hvid skikkelse, som de vilde gjeder, ilede med de smaae fødder, over klippespidserne, gjennem buskene og endelig forsvandt i dalen. det maae vi nærmere betragte - raabte han og vilde neppe give sig tid til at komme efter det skjønne barn, i det han i en fart løb af den ubanede vei. en allerkjæreste pige, ikke sandt camillo, jeg tænker det var en lille blondine, føiede han til du maae have fortræffelige øine - svarede denne - af blondinen saae jeg jntet, kun den lette, hurtige skikkelse har overrasket mig. kom kun, det vil opklare sig, vi ville maaske ellers ikke kunde indhente hende: med hurtig tilfærdighed drog wilibald den i tanker hensunkne camillo frem med sig. og to som maal for deres planløse vandring, saae de en i fiskerbytte skjult af træer og buske. særdeles i romantisk laae det nette huus, beskygget af nogle taarepile og melodisk raslede en klar bæk gjennem den venlige dal, ved hvis bred et fiskernet laae udbredt. allerede synet af et menneske opvakte glade følelser hos den muntre wilibald, for ham, havde det hele tiden været for stille og eensomt. han haabede for gode ord og contant betaling, at erholde her en lille ret fisk. i det han tilraabte fiskeren en god aften, og pikkede ham trohjertig paa skulderen, sagde han: "forund et par reisende at hvile ud hos eder og hav den godhed at give os noget at spise.
|
fiction
|
thi_rejsende-venner_a
|
thi_000260
|
fiskeren lagde sine kroge tilside og saae begge de fremmede stift i øinene, endelig rakte han dem haanden til velkomst, greb fadet, hvori de fange. de fisk laae og bad dem at tage plads under træerne.
|
fiction
|
thi_rejsende-venner_a
|
thi_000261
|
blanca raabte den gamle og en pige traaede ud af hytten. begge bleve som forblændede ved dette hulde syn og saae spørgende paa hinanden. som frembragt ved et tryllerie stod det yndige elskede væsen med sit skjønne guldlokkede haarfor dem og af hendes blaae øine straalede en himmelglands dem imøde. hun var overraskeet, de fremmedes nærværelse, der vel i hendes ensomhed vare sjeldne gjæster, synes at have fængslet hendes maske fødder, som forhen svævede saa let hen over bjergene og dog kunde den lillepaa hvis ansigt uskyldigheden tronede, ikke undlade at kaste et øiekast paa begge de fremmede. faderens tiltale bragte igjen nyt liv i hende. blanca - sagde han - besørg for disse herrer et godt aftensmaaltid, det bedste vores lille huus formaaer, hører du herrerne ere fremmed i vores egn. let som en sylphe svævede den lille hen overmarken, medens wilibalds øine endnu vare fæstede paa det sted, hvor hun forsvandt saa hurtig for ham. fiskeren gjorde sig umage for at underholde vore reisende og fortalte dem om den mangehaande modgang og de ubehageligheder, som havde truffet ham og hans, hvorledes han havde sendt sin blanca bort, for at beskytte hende forde raae soldater. dog nu, føiede han rolig til, er jo gud skee lov, kampen overstaaet og siden har jeg ogsaa pigen her hos mig. da fiskeren talede om de vilde krigeres tøileløshed, saae wilibald hen paa sin camilloog mangen anmærkning havde han vist nok anført til undskyldning for sine vaabenbrødre. men da blanca igjen kom ud, og begyndte at dække et bord under nøddertræerne som stode tæt ved paa en grøn eng, saa vare hans øine som fængslede til blot at see derhen, hvordenne venlige glut syslede, som gjestfrie veninde. alt hos hende maatte han taus beundre, fiinheden af hendes angdommelige skjønne ansigt, det blændende hvide lærredstørklæde, som tugtig tilhyllede hendes barm, kort sagt en hvis egen ynde synes ham at hvile over pigen. han vilde gjerne gjort camillo, som var kommendybt ind i en alvorlig samtale med fiskeren, opmærksom derpaa og kunde i det mindste ikke undlade at sige til sig selv. saa lænker jeg mig jaginal camillo havde for lang tid siden denne blankas elskværdighed, men villidældod ham jo slet ikke tid til at nærme sig bende hanødte fiskeren sine giester til at tage plads og nyde et sparsomt aftensmaaltid; men ingen ville sætte sig først. blankas ankomst afgjorde endelig dette, dog synes en ublid skjebne at svære over vilibald, hun satte sig ved camillos side, i det hiin satte sig ved faderen lige overee for hende. med høitrødmende og glødende kinder lagde hun de skjønne blaae foreller for, men wilibald gjorde den sindrige bemærkning. at blancas himmelblaae øine synes at fora dunkle forellernes blaae og havde hellere slet ikke spist, for uforstyrret at kunne skue ind i hendes skjønne øine. det var ham ubegribeligt, hvorledes hans ven camillo, kunde som det synes være saa kold uden at erkjende den lykke, at sidde ved siden af hende. men camillo var ikke saa kold, som hans ven troede, hvem havde ikke ogsaa yndet blancamen han følte sig i stand at frasige sig hendes selskab, thi en maatte jo dog tale med faderen og han undte gjerne sin wilibald en uforstyrret beskuelse af pigen. da nu alle ret fortroelig havde, sat en stund sammen, saa blev ogsaa blanca muntrere og tog deel i samtalen. fiskeren blev, snaksom, ogsaa blanca talte om de mange i ryttere, hun havde seet hos sin gudmoder i worms. i dette øieblik blev vilibalds forfængelig hed opvakt, for at kunne fremstille sig for hende i fuld uniform, havde han gjerne forvandlet sig en times tid. faderen modsagde sin datter, dog hun lodsig ikke forstyrre, men roste med uskyldig snaksomhed de barske soldater, der dog alligevel har de været smukke krigsmænd. under denne samtale svandt timerne hastig. skjøn steeg maanen og bag de skovrige bjerge og oplyste den hele egn, og aftenrødmen, den endnu ikke ganske var forsvunden, udgjød en underskjøn glands over blancas milde, og venlige engleansigt. alle synes nu at være hinanden nærmere bekjendt. der gives timer i vort liv, saa rige paa fryd, saa hurtigt bortilende, at vi troe at have faaet en nye erfarinog finde alting hos os forandret. j saadanne øieblikke ligger fremtiden, som forklaret for vore blikke. men saa nøisom er mennesket, at isteden for klogelig at gribe sin opblomstrende lykke, støder det den selv ved dristig lidenskab tilbage fra sig. ogsaa wilibald blev meere forvoven; hans øine lode sig ikke længere tilfredsstille og da blanca førte ham op i det kammer, som hun havde gjort i stand til ham og camillo, saaomfavnede han hende og et hedt kys brændte paa hendes skjønne kinder. wilibald! - raabte camillo - hvad begynder du paal!" blanca blev forskrækket og skamfuld; stille grædende rakte hun camillotaknemmelig haanden og sneg sig bedrøvet ned i hendes kammer. nu bestormedes begges hjerter med bebreidelser, dog formaaede ingen at faae det oversit tunge og da de trætte sank ned paa deres leie, da sammenvævede en drømmerig slummers skjønne billeder, det nærværende og forbigangne i hinanden. jmagina og blanca udgjorde et, den forklaredes aandevæsen blev nøie forenet med blancas indtagende munterhed.
|
fiction
|
thi_rejsende-venner_a
|
thi_000262
|
om morgenen vakte den muntre larm i huset dem. alting var allerede i bevægelse. høns og duer omslagrede den lille gaard. wiibald var den første ved vinduet. gjennem de høie træer kastede solen dens velgjørende straaler ind i stuen. et blik i skyens reneblaae erindrede ham om blancas skjønne øie.
|
fiction
|
thi_rejsende-venner_a
|
thi_000263
|
dog var nu i den stille morgenstund hans ønsker mere luttrede; han ønskede nu kun hendes tilgivelse; thi hendes kjære billede ville ledsage ham overalt.
|
fiction
|
thi_rejsende-venner_a
|
thi_000264
|
jmidlertid kom blanca, hun synes ligesom at svæve hen af det grønne græstæppe. græsset, glimrede endnu af duggen, let paaklædt berørte hun neppe jorden og det blonde haar endnu ikke opbunden i fletninger, bølgede sig som en gylden. strøm i lange lykker ved af pande og barm. wilibald følte sig som beruset ved dette synog det var ham endog kjert, at camillo, som han ellers undte alt godt, bortdrømte dette skjønne skuespil. nu forsamlede den brogede, bevingede yngel sig om blanca, hun strøede med hendes lille haand foderet ud blandt dem og klappede med uskyldig ømhed hendes yndlinger, ved aarbredden holdt allerede baaden med nættet og fiskeren traaede just ud af hytten for at begynde sit dagsværk blanca løb hurtig derfra, men det var ikke undgaaet ham at hun havde sendt et blik op til syvsoverne. herned, raabte wilibald, og camillos langsomhed ærgrede ham i dag for første gang han gik ene ned, men hans øine søgte hende forgjæves i hytten, og da han kom til fiskeren, var hun heller ikke der. med camillo traaede hun ud af huset, og da wilibald ønskede hende en god morgen, drog en høi purpurrødme sig overhendes skjønne jomfruelige kinder og wilibaldfølte ogsaa sine gløde. afskeden og ledsagelsen forskaffede vores willibald endnu nogle salige øieblikke. fiskeren gik selv med sine gjæster for at føre dem gjennem en kort fodstie til dalen. blanca var kommen i nærheden af wilibald, hun vidste selv ikke hvorledes; men det var jo den sidste gang hun gik ved den fremmedes side. og wilibaldssagtmodighed, der i dag som forandret gik vedsiden af hende, og endelig indstændig bad hende om tilgivelse for sin hæftige opførsel gaar, gjorde hende saa forvirret, at hun bøde ham haanden til forsyning, og gav ham den forsikkring, at hun gjerne og ofte vilde tænke paa ham, j blancas skjønne øie glindsede taarer, da hun sagde disse ord og wilibald have kundet kysse hende for dette beviis paa hendes ømme deeltagelse. ogsaa han følte sig rystet i sit jnderste, dog holdt retskaffenhed og agtelse for blancas uskyld ham tilbage fra at opvækkeforhaabninger som han ikke troede at kunne opfylde. selv blancas fader havde ogsaa i denne korte tid faaet sine gjæster kjer og de skiltes alle meget rørte fra hinanden. nogle timer sildigere vandrede vores reisende. igjen tilbage til schwalbach og den eneste nydelse. som endnu var bleven dem tilbage af dette lille eventyr, var, at kunne tale med taknemmelig kjerlighedom blancas skjønhed og godhed og om den gamles venskabelige og redelige tænkemaade. camillos var, siden jmaginas minde, havde fornyet sig hos ham; som besjelet af en anden aand. det forekom ham, som hende han saahøit tilbad, fra hendes himmelske bolig, ville sende ham et ømt billede af hende selv; som om han ved synet af et qvindeligt væsen maatte føle hendes aanderige jndflydelse. kun da troede han at maatte føle sand kjerlighed, kun da meente han, vilde ogsaa overbeviisningen om trofast hengivenhed, finde jndpas, i hans med mistanke omgjerdede siæll. den indtagende blanca havde gefaldet ham meget vel, men hiin følelse var forbleven ham fremmed. han lagde ogsaa mærketil hvorledes wilibald følte sig hentrukken ved hendes skjønhed, og skaansel er den ene venden anden skyldig. med villie undgik han at nærme sig hende; thi de saar, som ved skinsyge og mistroe af en kjer haand tilføies os, helbredes aldrig. og willibalds aabenhjertige bekjendelse; thi han gjorde ingen hemmelighed for ham, hvilket jndtryk blancas skjønne skabning, naturlighed og caracteerseenfoldighed havde opvakt hos ham; gjorde at ikke den ædle camillo ville krænke sin ven ved at nære saadanne følelser i sit hjerte, camillo vidste at bedragen tillid blandt allesielelidelser er den smerteligste, det ene menneske kan tilføie det andet. jmidlertid biedrog reisens afvexlinger, smaae eventyr, omendskjøndt blot interessante for øieblikket, de fortryllende egne hvorigjennem de passerede, den brogede vrimmel, som morede, dem i flere stæder, alt biedrog til at adspredevennerne og wilibalds munterhed, hiin glade frie opførsel vendte tilbage hos ham. menmest velgjørende virkede camillos kjerlighedsfulde deeltagelse til hans helbredelse, og han var snart igjen den gamle, muntre camillo, der i enhver ubetydelighed forstod at udlede stof til til at more sig og andre. lidt efter lidt forsøgte camillo, jo nærmere de kom de polske grændser, i spøgende hintydning, at oplive mindet, om de indtagende piger, som han der ville komme til at gjensee. j begyndelsen vilde wilibald ikke stemme i med, men da de kjørte forbi flere lyststeder, som vare blevne beboede af ham, som ubuden gjæst, saa oplivede ogsaa erindringen, denne mægtige skaberinde, i hans hukommelse, mangen et skjønt fruentimmer=ansigt og mangen en polakkerindes ædle anstand, glade munterhed, og aanderige og vittige underholdning, i hans phantasie udkasteds et høist tiltrækkende malerie. en aften, det var allerede om efteraaret, blev deres levende samtale afbrudt ved det at en meget elegant vogn rullede forbi. to sortklædte damer, hvoraf den ene holdt en dreng paa skjødet, gjengjældte deres artige compliment med en venskabelig hilsen willibald troede at have funden bekjendtere i dem, dog var det mere ønsket at træffe bekjendtere. han maatte ogsaa overtænke det saalænge som han vilde, han kunde dog ikke erindre nogen, endskjøndblanca, altid fremstillede sig for hans phantasieog forekom ham som et væsen fra en anden verden, de kunde vel have kjørt en times tid, da de sik øie paa et landsted og da de kom nærmere saae de den vogn, hvori begge damerne kjørte forbi dem, holde udenfor. wilibalds nysgjerrighed blev opvagt; han ønskede just ikke at komme ind i den skjønne have, som ved sin pragtfulde indhægning og store omfang, tilkjendegav en velhavende eier; men en reisende meente han, kan man dog ikke fortænke i, at han ønske at beskue det skjønne, hvor det frembyder sig for ham camillo lod sig let overtale til at nydevenne skjønne aften, og at gaae et stykke til fods, egentlig for med mere beqvemmelighed at kunne lytte til gjennem gitterdørene og de - smagfulde espaliers. begge nærede vel det haab, at beboerinderne af dette feepalads, skulle blive synlig for dem. haven var prydet med blomsterbeeder. brogede astres i skjøn ordnet mængde, saae de blomstre i grønt omslyngede beder, espalierne afvexlede med malvablomster og rosenbuske, og paa et andet sted hørte vores lyttere, en kildes sagte rislen. dog eensom blev den store have, og witibalds taalmodighed var tilende. han gik sagte foran og tænkte camillo ville vel snart komme efter. men harpetoner løde og til det inderste hjerte trængte de ord: og salgar sank, sungen af en blid qvindelig stemme. (sluttes i næste nummer.)
|
fiction
|
thi_rejsende-venner_a
|
thi_000265
|
udenlandsk. doctor philip frantz v. silhold af würtemberg reiser i denne tid i japan, hvor han tænker at forblive i aar og er nu beskjæftiget med en afhandling om dette land, som skal trykkes i batavia. priserne paa rug var i hamborg den de dennes meget staue. god havre derimod var meget søgt og blev betalt med a mk. høiere end forrige postdag. bygget holdt sin priis.
|
non-fiction
| null |
thi_000266
|
jdealerne eller de reisende venner. (sluttet.) wilibald vendte tilbage for at kalde paa camillo, dog denne saae og hørte intet. mennu naaede ogsaa harpens tone hans øre og han ilede nærmere. fortrædelig over den støihan gjorde, bad camillo ham at være stille og blev virkelig vred, da han gjorde ham det forslag, at stige over den ikke meget høie muur, i haab om, at sangerinden maaskee da kunde blive synlig for dem. camillo svarede nei, og sagde, selv tanken og at ville betræde denne helliges gebet, at afbryde de ømme accorder som dybe molltoner langsom løde gjennem havensynes ham at være dumstridig. jmagina - sukke camillo, - og slog sit blik tungsindig til jorden. j dette øieblik kom den lille dreng, springende gjennem haven med et purpurfarvet shavl armen og løb hen mod den side, harpetonerne kom fra. nu var camillo ikke meere at bringe bort, han maatte først see drengens aanderige moder. men det var forgiæves, hans haab blev uopfyldt, hun havde taget en anden vei til slottet, og begge gik i forstemt lune over saaledes at blive skuffet, fortrædelige tilbage til deres vogn. willibald var en smule vred, fordi camillo ikke før ville følge ham i haven. han afbrød endelig tausheden i det han skjældte paa sin ven og beskyldte ham for egensindighed og ondlune. seer du, havde du steget med over plankeværket, saa have vi nu kundet trøste de sørgende, og - føiede han til - de synger os vel endnu engang deres ossians sang. men camillo forblev mørk, og var karrig paa ord, kun wilibalds forsikkring, at han her ikke var ubekjendt, men snart ville faae at vide hvem eieren af dette landsted var, formaaede at opmuntre ham noget. kjende vi først navnet, - raabte han fuld af gladt haab, - saa lade vi os som fremmede melde hos dem; og jeg skulle meget tage feil, hvis de ikke gave os tilladelse til, at see deres skjønne have, og saa finder det øvrige sig nok af sig selv. camillo var utilfreds med sig selv, fordi noget, der kunde sætte ham i en salig henrykkelse, tillige kunde opvække en saadan beemod hos ham. han bestræbede sig for, ved sin vens glade lune, igjen at forjage sine mørke forestillinger om livet og i det han søgte at sammenligne jmaginas billede, som han bevarede, som sit hjertes helligdom, med den ubekjendte sangerinde, vendte freden igjen tilbage i hans bryst, som svulmede høit af haab og længsel efter kjerlighed. . allerede den følgende dag havde wilibaldved sine spioner erfaret, hvem eieren af landstedet vare. han kom som ude af sig selv til det vertshuus, hvor camillo sad, fortabt i mørke, betragtninger, og overskuede den udstrakte egn. glæd dig camillo nu ere vi ved maalet, raabte han ham imøde, og faldt ham stormende om halsen, i det han nævnede grevinde clotilde von lubomirska som eierinde af land. stedet og jdola von gualtieri, som damens veninde.
|
fiction
|
thi_rejsende-venner_b
|
thi_000270
|
jdola. - spurgte camillo - nu ja jdola, hvad er det saa videre. hvad gjør navnet til sagen, personerne ville vi med den første see. - dog i morgen - vedblev wilibald - har jeg lovet at vi begge skulle deeltag, i et partie til de herlige bjergværker i wielieska. flere fremmede reise derhen; leiligheden syntes mig gunstig, den gives ikke altid, derfor melde bestandig flere sig for at deeltage deri og det har jo længe været dit ønske, at see denne underverden. ved min haand vil du altsaa stige ned, jeg selv fører dig ind dette pallads, hvis behersker som ved tryllerie lod opstaae alt, hvad phantasien, formaaer at frembringe af skjøndt og jnteres. sant: altere, stytter, billeder, alt af salt, vil du gjenfinde i denne underjordiske verden." kun intet solens lys." faldt camille ham, adspredt ind i ordet.
|
fiction
|
thi_rejsende-venner_b
|
thi_000271
|
du unøjsomme, hvem vil da overalt kun stræbe efter det høieste, de utallige lamper, som hist oplyse vores vei og opklare for os, de dybe afgrunde, hvori vi let kunde forvilde os, ville vel ogsaa opvække hos dig følelser og ærefrygt, for hvad mennesket formaaer at frembringe. men naar sielen sættes i bevægelse af haab og længsel, da forsvinder al tilfredshed, timerne krybe langsom frem, og en hver adspredelse som bringe os til at glemme os selv, gribe vi med glad begjerlighed. saaledes gik det ogsaa med vores camillo. wili bald foreslog ham derfor at gjennemstreise til hest cracaus omegn.
|
fiction
|
thi_rejsende-venner_b
|
thi_000272
|
efter længe at have sværmet omkring, vendte de om aftenen veltilmode tilbage til staden, de rede begge langsomme og tankefulde hen adveichselflodens bredder. camillos smukke hest havde lidt meget ved sin herres onde lunenu synes han roligere end forhen, og klappede, det troe dyrs hals og bryst, som om han igjenvilde forsyne sig med det og afbede sin hæftighed. fra haven tonede musik og sang. de sidste soelstraaler luede endnu paa bjergtoppene, spellede sig i vandets overflade og farvede stadens høie taarne i aftensrødens guld. da løde i det fjerne et valdhorns toner i harmoniske accorder. blancal - raabte wilibald dybt rystet. ved disse toner - det var et huldt, og elskværdigt natur=barn, ikke sandt, camilloja blanca, var en elskværdig skabning, ogsaa jeg vil bevare hendes minde, svarede denne wilibald var bleven alvorligere, ved erindringen om blanca. denne pludselige forstemthed, der ellers var ham saa fremmed, ærgrede ham, og han skammede sig ved at have forraadt en saadan svaghed for camillo, da han dog altil kaldte denne en sværmer, naar han aabenbarede for ham sine ynglings jdeer, der altid stode i nøie forbindelse med jmaginas troe kjerlighed. jmidlertid fortrængte anstalterne til touren, til bjergværkerne næste morgen, og den muntre selskabelighed ved aftenstallet, oplivet af den ædle unger viin, endelig resten af denne sørgmodighed, og ond lune wilibalds arrigste fjende, blev i denne glade kreds spøgende og leende forjaget. fremmede og jkkefremmede forsamlede sig tidlig om morgenen i vertshuset, for i fælledsskab med hinanden at beundre dette ophøiede skuespilaf menneskelig virksomhed. nogle af selskabet. havde allerede været der før. wilibald og disse fortalte om det underjordiske levnet, som hundrede af bjergfolkene føre, der arbeide i klippen. alles forvendtning blev spendt efter at see dette underværk med de kolossalske afbildninger, udhugne af salt. men ikke uden en hemmelig gysen betraaedes denne ubanede vei, især var for nogle fruentimmer, det hele høist overraskende, og da vilibald, som den møisommelige nedstigen af en vindeltrappe var for langsom, ved hjælp af et reeb blev nedladt i den uoverseelige dybde, da skreg flere høit, ængstelig bekymret for den kjære reisebroder. men da selskabet var kommen ned og wilibald ubeskadiget traaede dem i møde, trykkede camillo ham i heed kjerlighed til sit bryst og vandrede ved hans haand gjennem hiin laby, rinth af underjordiske gange. ærefrygt og forhauselse holdt alles blikke fængslede, da de uhyrsale, fra til fod høie fremviste sig, i hvis mitte træetrapper svævede, der gik ned til de dybeste afgrunde og oplyste af utallige lampefrembøde sig for deres øie. jkke uden ængstelighed fulgte de to damer, dem; men hvis levende konstfølelse dog overnandt den qvindelige frygtsomhed. trøstet var drede de fremad, for at see det eneste store skuespil i sit slags, for at beundre tusinde fod under dagens lys, en søe af mere end hundrede fod omfang. en af førerne som hørte rose fruentimmernes mod, meente, at allerede et selskab, hvoriblandt nogle damer, var gaaet foran dem, ned til søen. jmidlertid tonede krigerisk musik op fra dybet. alle følte sig henrykte, høist overraskende synes disse toner at hilse de nye ankommende, og et eget jndtryk opvakte det, her i denne ensomhed mellem grotter og regelmessig hugne saltpillere, i en virkelig magisk belysning. at finde et antal menneske, der som tilskuere omgave strandbredden, eller indskibede sig med. fremmede og bekjendtere som tilfældet føiede sig, forenede sig her til et behageligt heelt. paa en gang bleve camillos øine som blændede, sagte hviskede han til sin wilibald de ord. seer du ikke hist begge fruentimmerne, det forte gevandt og purpurschavlet, kjender du hende? det er jdolal" raabte han henrykt, henrevenaf en salig ahnelse. de fremmede faae forundrede paa camillo. wilibald troede at vogne af en drøm, men da han saae og atter saae derhen, synes det ham selv, at det var begge damerne. - hvilket møde - raabte han og trykte sin vens haand - nu sig endnu engang, at vi ikke ere lykkens skjødebørn, som endog her i underverdenen finde en nye livssoel! under glade sange indskibede selskabet sig til en træbroe, som førte over en afgrund. c. millos hjerte slog høit, thi nu skulde han see hende; men i dette øieblik hævede ømme melodier sig som aandehymner op fra dybet, liig sphærernes musik svævede disse stemmer i den reneste harmonie, ledsaget ved hammernes monotoniske slag op fra dybet og rørte alle hjerter til from bøn. de stærke jndtryk som disse underjordiske sange opvakte, havde adspredt selskabet, kun jdola lod camillo ikke komme sig af øinene, og da denne blev vaer, hvorledes hun udmattet og angreben, søgte at fatte sig ved at lænne sig paa broens rækværk, var han ubemærket traadt hende nærmere. pludselig synes jorden at give efter under hendes fodder, og hun havde nær styrtet ned i den græsselige afgrund; men camillos arm omslyngede hende. som en ubekjendt af hende, havde han dog som en stiltiende jagttager opholdt sig i nærheden af hende, beundret den skjønne yndige skabning, bedækket af det sorte klædebon, som endnu meere forhøiede hendes fine skjønhed, og hans lykkelige skjæbne udvalgte ham til at bilvi hendes redder. grevinden ilede forskrækket til, over at see hendes jdola afmægtig i en fremmeds armee. omhyggelig lagde hun schavlet om den elskede veninde og rakte hende viin og styrkende draaber. wilibald benyttede denne gunstige leilighed, til at lade sin camillo vise sig fra en fordeelagtig side. alle blikke vare henvendte paa ham, og paa jdolaskinder, der vare blege af skræk viste sig forlegenhed, over at see sig i en ubekjendts arme; men en stille sallighed som bragte hendes barm til at hæve sig, talede ud af de skjønne øine.
|
fiction
|
thi_rejsende-venner_b
|
thi_000273
|
seer du vel, jdola, - sagde grevinden, og hialp hendes veninde op, - vi fruentimmerere ikke vandte til saadan noget. du holder dig for stærkere, end du er, svingelen angreb dig, gud, hvor let kunde jeg have tabt dig. - raabte hun smertelig og omfavnede den dyrebare, i det hun føiede til: jeg ville aldrig kunde tilgivemig selv, at have ført dig herhid, hvis det ikke længe havde været dit eget ønske.
|
fiction
|
thi_rejsende-venner_b
|
thi_000274
|
o! nu er det forbil - sagde jdola i en beroligende tone - og jeg vil ikke meere vige fra din side. men stemmerne løde saa overordentlig rørende, at det forekom mig, som om jeg maatte ned, og paa engang var min tænkekraft borte, og uden denne fremmedes beskyttende, arm, ville jeg vist have funden en viid grav her, men hvor er han, at jeg kan takke ham derfor, raabte hun og dreiede det skjønne ansigt, beskygget af de mørke lokker, til siden, hvorcamillo og wilibald i ærbødig frastand. havde fulgt dem. og da han nærmede sig hende og hun saa ham ind i de skjønne funklende øinesaa var det, som om der, med den kjære stemme, der bevidnede hende sin ærbødighed, billedet af den fremmede og hendes byrebare broder, sammenfløde til et. dog ogsaa uden denne liighed, følte hun at taknemmelighed evig vilde gjøre hende til hans skyldner. den beskedne unge mands figur, selv det ømme sværmerie som hans talende øie forraadte hende, fandt paa en aldrig før folt maade vei til hendes hjerte. og hvorfor hun saa hurtig fattede tiltroe til den fremmede, vidste j dola kun, ved at undersøge sit hjerte, at undskylde, ved hans liighed, med hendes afdøde, elskede broder. selskabet kom endelig, efter flere times opholdt i jordens skjød, op hvor dagens lysglædede dem. wilibald havde imidlertid gjort grevindens nærmere bekjendtskab og erholdt af hende den tilladelse, med sin ven at maatte slutte sig til hendes selskab. en saadan maade at møde hinanden paa, hæver sig hurtig og let over et nyt bekjendtskabs fremmede forhold, og selv grevindens strænge onkel, grev kosinsky skjænkede de unge mænd agtelse og fortrolighed. jdola von gualtieri som ved første øiekast havde henrykt hans camillo, blev naturligviis ogsaa for wilibald ved nærmere bekjendtskab, den interessanteste gienstand for hans samtaler med grevinden. jdolas venindeomendskjøndt hun ikke længere var i hendes første ungdoms blomster, blev dog endnu altid en meget indtagende, smuk kone, som lagde fordagen en dannet forstand, forenet med en umiskjendelig godmodighed. hendes gemal- saa fortalte hun med fornyet bedrøvelse, vores wilibald - var faldet i kamp for frihed, og fædreland. jdola gualtieri var med hendes broder som stod ved den italienske armee, bleven indqvarteret hos hendes onkel grev kosinsky og havde fattet den heeltemodige beslutning, da hun, foruden den elskede broder ingen levende nær beslægtet efterlod i fædrelandet, at ledsage denne dyrebare gjennem alle krigens farer. dog - føiede grevinden til - endelig seirede alle vore bønner, og oberstlieutenantens forestillinger over jdola, saa at hun blev tilbage for ikke ved hendes nærværelse at gjøre ham hans tunge kald besværligere, da han dog ikke længere formaaede at beskytte hende. ved grevindens ombyggelige venskab, som ofte ikke følte sin egen smerte for blot at indgyde i jdolas hjerte en straale af glad følelse, blev hendes sjæl igjenroligere, og hun besluttede sig til at opfylde hendes broders ønsker og at oppebie her fredens og den dyrebares tilbagekomst. men skjæbnen som ofte grusomt tilintetgjør vore skjønneste forhaabninger, havde bestemt det anderledes. allerede i en af de næstfølgende skjærmysler ved pruzannz og podobua, faldt grevindens gemalog jdolas elskede broder. de ulykkelige fruentimmer som i lykkens dage havde sluttet et nøie venskabs=forbund, forenede nu deres kummerfulde hjerter, endnu uopløseligere med hinanden. siden - sagde grevinden dybtrørt - leve vi sammen som søstre, hvilke et lige stort tab have truffen og som fra himmelen er sendt hinanden til trøst, min lille oscar bliver ogsaa elsket af jdola som om det var hendes egen søn. jdola der bemærkede, endskjøndt hun stod i nogen frastand, hendes venindes samtale med wilibald von osten, traaede til og grevindens øine, der glimrede af taarer, sagde hende at den havde været om den forbigangne tid. og saa hun følte sig dybt bevæget. hendes hele væsen var som oplyst i smerte og glæde en nye jld synes at oplive alle hendes træk, det skjønne øine straalede af henrykkelse og dog var hendes bryst som tilsluttet. gjerne havde hun, for alle de fremmedes aasyn omfavnet hende, forat fortælle, hvorledes ogsaa camillo von arnim hendes ridder, havde været døden meget nær i krigen, og hvorledes gud underbar havde beskyttet ham og sendt hende ham, der i liighed var den dyrebare broder saa nær beslægtet, til hendes skytsengel. alt dette laae tungt paa hendes hjerte, og dog hun maatte indslutte sin stille. lykke hos sig selv, og tog ingen deel i samtalen, førend hun igjen ankom til hendes venindes slot, kun naar camillo til hest nærmede sig vognen. talede angest, bekymring og kjerlighed af henog des blikke. den høie figur, dristigheden hvormed han forstod at tæmme den vilde hingst, de skjønne mørke øine, som fuld af kjerlighed ydmygsøgte at udspeide hendes ønsker, alt henrykte hende, og stille overlod jdola sig til den tanke, at skjæbnen i camillo havde sendt hende sin ledsager paa livets bane. fra denne dag af, vare wilibald og camillo stedse indbudne gjæster paa grevindens slot. jdolas følelser som for første gang vovede at yttre sig med saadan styrke havde allerede for lang tid siden forraadt hendes hjertes følelser for veninden. men alligevel, var en piges fremtid, som skjæbnen havde anbetroet til hendes moderlige omsorg, hende alt forkjer og dyrebar til at overlade hendes livs lykke til det uvisse ved et flygtigt bekjendtskab. camillo von armin havde vel, i det første øieblik af deres bekjendtskab erhvervet sig en hellig fordring paa jdolas taknemmelighed og wilibalds roes var borgen for camillos, redelige hensigter, hans ædle caracteer faldt des- uden alt mere og mere i øinene paa grevindens strænge onkel, men grev kosinsky troede som upartisk jagttager, bedre at kunne prøve begge deunge mænd, der vare bleven ham saa kjære, end de af det skjønne udvortes indtagne fruentimmer. ogsaa ham var jdol a kjær, han troede at kunne gjøre fordring paa faderrettigheder hos hende, og ville ikke afvige fra sine strænge grundsætninger. deres hjertes skjønne harmonie, overvandtendelig enhver kold, prøvende forholdsregel. camille havde allerede forlænge siden betroet sin ven den hemmelighed, at han troede at være elsket af jdola og at fremtiden, hvis han torde haabe at vinde hendes hjerte ville førham til en troe kjerligheds høieste lyksalighed; thi i jdol at lever for ham en anden jmagina. wilibald vidste kjerlighedsfuld at trøste ham, og at oplive den frygtsomme kjerlighed ved haabet, endskjøndt han følte sit eget hjerte fattigt paa fryd. paa en af de skjønneste høstaftener hvormunter selskabelighed havde forsamlet talrige gjæster paa grevindens slot, undlod heller ikke vore venner at indfinde sig. camillos øinesvævede sørgmodig omkring, thi j dola var endnu ikke kommen tilsyne, og uden hendes nærværelse følte han sig angreben af en ubekjendtlængsel og dog var den frygtsomme kjerlighed for blye til at spørge efter gienstanden derfor. wilibald lagde mærke til følelsens kamp paa camillos ansigt, mørk fortrædelighed, men maaskee endnu mere bekymringen for, at maaskee jdola ved upasselighed blev holdt tilbage fra selskabet, troede wilibald at kunne læse i hans vens forstyrrede træk. han troede at burde tjene ham som talsmand; men camillo som følte sig for beklemt i den store sal, ilede, uden at oppebie dette ud i haven. neppe var han kommen der, førend den lille oscar sprang ham imøde og førte ham hen til en nærliggende salon, hvor han fik øie paa jdolaved siden af hendes harpe. hun forekom ham i dag, som et overfordisk væsen, han saae hende for første gang klædt i hvidt let og kunstløs var hendes skjønne mørke lykker ordnede, og paa brystet bar hun nogle blomster, blandt hvilke camillomed glad anelse bemærkede en myrthearen. den sorte sørge=gevandt havde j dola baaret siden, den inderlig elskede broders død, foragtende enhver anden prydelse. maaskee havde en flygtig grille eller hendes eget hjertes følelser i dagbevæget hende til at aflægge hendes sorg. hun valgte en hvid kjole, bandt brude-myrthen mellem de øvrige blomster og fulgte saaledes udenanger den prophetiske aand, som i dag styrede hendes tænke= og handlemaade. jdola var saa skjøn, at selv grevinden blev glad overrasket ved synet af hende. denne anmærkning havde været aarsag i, at jdola af blye beskedenhed endnu ikke havde kommen til selskabet og flygtede ud med den lille oscari den stille have. her fandt hun harpen hendes troe ven og trøster. j ømme melodier, som bare præget af hendes hemmeligste følelser, lagde det oprørte hjertes storm sig, og hun var just i begreb med at gaae til selskabet. men paa engang stod camillo, hensjunken i salig henrykkelse foran hende. han vilde talemen hans hjerte fængsledes, taus talte hans øine til hendes hjerte og endskjøndt jdolas, blikke fæstede sig paa jorden, havde hun forstaaet. ham, og det søde navn jdolal lød fra camillos læber. han havde kundet sjunket ned til hendes fødder for at aabne sit fulde hjerte for hende, men den lille oscar kaldte hans bevidsthed tilbage. jdola som med glad bevægelse læste sin lykke i det sværmende øie, rakte ham haanden, som om hun vilde gaae tilbage med ham til selskabet og navnet: camillolød uvilkaarlig og ubeviist fra de skjønne læber. saaledes bliver øieblikket ofte afgjørende. camillo vovede at udbede sig myrthegrenen, som en erindring om disse salige øieblikke og med et sagte tryk af hendes bløde haand blev myrthen skjænket ham. jdolal min jdola, raabte camillo og oscar omslyngede den stormende som om han vilde bede ham, ikke at handle fuldt saa voldsomt med hans veninde. men camillo var som forandret, hvad den for faa øieblikke siden havde syntes ham umueligt var nu skeet. hans helligste hemmelighed aabenbarede han nu jdola selv og i tillid til gjenkjerlighed, haabede han at slette myrthen og epheni jdolas brudekrands. det ømmeste kierligheds-baand, knyttet ved agtelse og kjerlighed, var nu sluttet, og da de nu torde tilstaae det frit, traaede jdola med en hvis hemmelig stolthed, ved camillos arm ind i salen. alles blikke vare spørgende hæftet paa de jndtrædende og en lykkelig kjerligheds salige følelse straalede frem af det skjønne pars øine. endnu denne aften blev jdola ved grevindens onkel, høitidelig forlovet med camillo. med inderlig kjerlighed omfavnede den ædle grevinde brudeparret og i hendes øine som svømmede i taarer læste man de velsignelser, som hun af hendes inderste hjerte nærede for begge hendes venner.
|
fiction
|
thi_rejsende-venner_b
|
thi_000275
|
wilibald var gandske beruset af glæde over at see hans camillo ved maalet af hans meest længselsfulde ønsker; dog kunde han ikke undlade, da han aflagde de nyeforlovede sine lykønskninger, at tilføie; han bad at man snart ville lade bryllupsfæsten gaae for sig, hvis han ellers skulle komme til at dandse med i bryllupsrækkerne, thi da nu camillo var bleven ham utroe, saa ville han seile tilbage til rhinens bredder, for der, hvis at lykken vilde være ham gunstig, at styre gjennem livet med den elskværdige blanca.
|
fiction
|
thi_rejsende-venner_b
|
thi_000276_a
|
exempel paa vandskræk. (for the englisk sporting magazine.) den ste august afvigte aar blev en søn af brever fra tilchurst common, et barn paa eller aar, sund og frisk, bidt af en gal hund, hans ansigt var paa en skrækkelig maade sønder, reven, tænder i det øverste kindebeen blev reven ud paa engang, og en til, faldt nogle dage efter ud. lægen blev kaldet, i søndags, og i mandags blev barnet sendt her i bad og komigjen torsdagen derpaa. fredagen saae saaret, meget godt ud og barnet fik strax den saakaldte tonquin medicin, bestaaende af muscus og zinober, hvilke det tog saalænge det kunde.
|
non-fiction
|
thi_vandskræk_anecdote
|
thi_000276_b
|
drengen befandt sig efter al tilsynladenhed særdeles vel indtil den de august, to uger, efter han var bleven bidt, da han syntes at have nogen feber, som forældrene henregnede til at han var bleven alt for varm, ved at lege ude paa, fælleden den foregaaende dag. om søndadagen var han ikke værre. mandag morgen tidlig viste der sig tegn af hydrophia eller den saakaldte vandskræk, barnet var meget tørstig og da man satte nogen urtethee til hans mund, fulgte de mest hæftigste krampetrækninger paa, ledsaget med saadanne voldsomme fordreielser af ansigts musklerne, som gjorde ham til den skrækkeligste og frygteligste gienstand; hans øine løbe vilde og flygtig om i hovedet, fraaden stod for hans mund, og enten stod den vid aaben eller ogsaa bed han i en meget stor snor hvormed hun var bunden i vuggen og som han sandsynligviis vilde have bidt over, hvis han ikke havde tabt sine tænder, hans røst var forskrækkelig, hæs og støiende og hans hele legeme saaledes angreben af coupulsioner, at det var med den største vanskelighed, man kunde holde ham i vuggen, uagtet den var forsynet med stærke baand; kort sagt de voldsomste krampetrækninger vanskabede hans ansigt saa frygteligt, at han næsten ikke lignede et menneske. alle disse skrækkelige symptomer frembragtes blot ved at væde hans læber med en fjer, der var dyppet i theen, ja endog kun ved at tørre hans øine med et vaadt klæde for at borttage den vædske der trængte sig frem gjennem dem, frembragtes lignendes symptomer, men ikke i høi en grad. barnets tilstand paa denne tid var saa skrækkelig, at brugen af indvortes medicin var umuelig; sandelig et saadant forsøg ville have været grusomt og umenneskeligt, krampetrækningerne fulgte i dag meget ofte paa hinanden, men mod aften synes barnet at blive meere rolig og den næste dag (tirsdag) bleve de sjeldnere og mindre hæftige. det var undertiden, i stand til, ikke allene at svælge baade mad og drikke; men det endog med en begjerlighed og graadighed, som næsten ikke lod sig tilfredsstille. da man fandt at drengen, nu igjen kunde svælge, blev han atter ordine. ret at vedblive med den saakaldte tonquin medicin; han tilbragte natten ligesaa aftenen og næste morgen (onsdag). endskjøndt han synes at svare fornuftig, vare dog hans svar noget usammenhængende naar hans forældre talede til ham; men i almindelighed udtrykkede hans følelser skræk og frygt, især for hunde, og ofte bad han sin moder, at vogte sig forvandet; han tørstede meget og uagtet han svælgede med graadighed, var det dog øiensynlig at det skeede med meget besværlighed, da ikke mere end halvdelen af hvad han fik at drikke kom ned i maven; det øvrige kom op igjen med nogen voldsomhed; dog var hans daværende lyst til at drikke velgjørende, da den fraadagtige salivasamlede sig i saadan mængde i hans mund og hals, at hvis man ville ophøre med at give ham dette palliativ nogen tid, villet det muligens have qvælt ham. man kunde nu tydelig see, at synet var borte, endskjøndt øielaage ne vare aabne; eftersom barnet blev svagere, vare ogsaa krampetrækningerne (der nu bleveoftere) mindre og mindre hæftige; heller ikke var frygten for vand saa synlig, endskjøndt det faldt det meget besværligt at svælge noget. under disse skrækkelige tilfælde labourerede barnet indtil fredag den de, da man tydelig kunde see tegn paa en nær forestaaende død; pulsen slog hæftig og meget svag, stemmen blev utydelig den høire fod og laar blev lam; krampetilfældene vedvarede uafbrudt endskjøndt svagere indtil midnat, da barnet døde, altsaa den de dag efter at det var bleven bidt, og fem dage efter at der først havde viist sig tegn af vandskræk.
|
non-fiction
|
thi_vandskræk_anecdote
|
thi_000277
|
indenlandsk. ved offentlig auction som afholdes paa nyekjøbing byes raadstue, fredagen den de august om formiddagen klokken , bliver i følge det kongelige rentekammers ordre opraabt til bortforpagtning paa aar, den hans majestæt kon gen tilhørende jagtrettighed paa dutrup sogns marker.
|
non-fiction
| null |
thi_000278
|
nu var han i sit attende aar, og gislavar i sit femtende, hun forbunklede heele omegnens unge piger, ved sin elskværdighed, og dog vidste han endnu ikke, at det fornemmelig var hende, der trak ham til møllen, hvorhan følte sig saa glad, saa lykkelig, som om det var - hans fædrenehjem og ikke den høitbeliggende ridderborg. her var gisla, han og georg endnu de muntre børn, som da han ene levede i deres midte, og under glad spøgsvandt timerne for de som minuter. snart klattrede de op af bjergene og søgte blomsterog bær, snart øvede de sig i ridderslege, hvori erich var georgs lærer, og hvori gislasad paa en forhøining, forestillende kampdommer og uddeelte prisen. naar da aftenen kom, saa forsamlede de sig sædvanlig hos modermøllerske, der viste at fortælle heel skjønne eventyr, (fortsættes.)
|
fiction
| null |
thi_000293a
|
(af hereford journal.) mr. matches, captain paa brigger jsabel, la, er efter en række af lidelser frembragt ved en hæftig storm afvigte maaned, arriveret til carmarthen. paa reisen fra rord=amerika til carmarthen med en ladning tømmer, bleve de overfaldte af en svær storm, og en søegang, som randtsaa høit som bjerge og førte overbord master, bodog enhver ting, der var paa dækket, tilligemed to af skibsmandskabet. de overlevende forblevepaa skibet, der laae under vand, uden levnetsmidler af noget slags, medens en rasende søebestandig brækkede over dem. tre af mandskabet døde snart af udmattelse, men capitainen og treandre forbleve i live for at udholde alle hungerens og kuldens rædsler. de vare i dage bragte til den skrækkelige nødvendighed, at maatte opholde livet ved at spise deres afdøde kam mernters legemer, indtil de lykkeligviis bleve bemærkede af et skib og bragte til st. johns i newfoundland, hvor de kom sig igjen efter deres strabadser, og fortsatte reisen over st. maldes til guersey and southampton.
|
non-fiction
| null |
thi_000293b
|
bjergskakten. (fortsat.) da hun nu saaledes en aften sad hos dem, dreiede samtalen sig paa bjergværkerne, og møllerinden sagde: det er en heel forunderlig sag med de skatte, som skjules i jorden, og hvormed i særdeleshed her rundt om os alle bjerge skulle være opfyldt med. kun sjelden er et menneske som vores ridder saa lykkelig at finde en indgang dertil, og endnu veed ingen om de ligge i herrens magt eller i den ondes forvar. erich forskrækkedes ved hans pleiemoders udladelser, og bebreidede hende denne dumdristigetale; men hun svarede at hun blot ville fortælle dem hendes mølles historie for at retfærdiggjøre sin tvivl. dette var ham særdeles velkommen.
|
fiction
|
thi_bjergskakten_a
|
thi_000301
|
alle hørte med opmærksomhed paa ham, og han vedblev at skildre de farer, bjergfolkene udsætte sig for ved deres møisommelige arbeide, hvor ofte man har exempel paa, at en deel af degruber, hvori stollerne ikke ere rigtig anlagte. eller en metalaare er feil hugget, ere styrtet sammen, hvor en smule svingel er nok til at drage døden efter sig, og vandene, føiede han med en forunderlig bevægelse til, hvor de brydeind, maae alt gaae under! erich rykkede den gamle nærmere, og bad ham dog heller, at lade fare den farlige næringsgreen; ja han lovede han vilde tale med sin fader. om, at sørge for ham paa en anden maade, dog bjergmanden vilde ikke vide noget heraf, og begyndte nu at skildre det behagelige ved hans arbeide. han fortalte hvor hjerteopløftende det var, naar det heele bjergselskab med sang og ) ban forberedede sig til at fare ned i dybet, og hvorledes det derpaa, lystig som til dands, gined ad. naar bjergmanden fornam køllernes slag, og karrernes rullen, saa var dette forham en saa sød musik, som om han hørte lærkens og nattergalens slag. og naar nu - vedblev han med stigende varme - spaaestikken sænker sig, naar den høitklingende lyd forkynder sølvaaren, og naar det nu under arbeidet blinker og glimrer, da svolmer bjergmandens bryst, og det forekommer ham, som om himlen havde aabnet sig for ham i jordens dybde, er den ogsaa ikke - føiede han med et næsten forklaret aasyn til, og foldede hænderne saavel bjergmandens som alle levende kreaturers hjem den bærer, nærer og pleier, liig en om moder alle deres børn, og er livets aandeforsvunden, indslutter den dem i sit skjød, hvorde sove og hvile, indtil engelen kalder, og de vogne til en nye tilværelse! alt var stille, da bjergmanden her endte sin tale, og fremsagde nogle minutter sagte en andægtig bøn. derpaa stod han op fra sit sæde, saae ud gjennem det lille vindue, og sagde, nu er alt igjen roligt, og da den klare maane har, som et slør, sønderrevet de bunkle skyer, saa ville han nu fortsætte sin vandring. derpaa rakte han først møllerkonen, derpaa gisla haanden til afskeed, eftersom de fade efterhinanden. foran hende blev han staaende, saae hende ind i det ungdommelige blomstrende ansigt, og sagde med betydning: ogsaa rosen skaaner, den giftige meeldug ikke! saaledes trænger og saa smertens braad ind i et hvert menneskes hjerte, det være ogsaa nok saa reent for skyld. jmidlertid mærk dig det min lille pige, ligesom sølvet renset fra slaggen perler frem af jlden, og diamanten først, naar den er kommen fra sliberens haand, faaer sin fulde glands, og kaster tusende skjønne lysstraaler omkring sig, saaledes hæver siælen sig, prøvet ved lidelser fra jorden til himlen, hvorfra den er kommen!" gisla vidste ikke, hvad hun ville sige dertil dog det blev hende ganske ængsteligt om hjertet og ikke tanken, men en dunkel følelse, ledte hendes blik hen paa erich, der for første gang slog øinene ned. begge agtede ikke derpaa, da bjergmanden ogsaa tog afskeed fra mølleren og georg, indtil han tilsidst traadte hen til junkeren, rakte ham haanden, og som begeistret af en prophetisk aand udraabte: vend dit blikmod himlen, paa jorden er ingen lykke beskjeret dig og hurtig, som om der var noget der drev ham fremad, føiede han til: endnu har kun den hvide hest været synlig i det fjerne, men snart kommer han anstigendes, vild reisehan sin mahnen, øinene rulle af ædel vrede. hører du vandene bruse, seer du bjerget zittre, kun mod, junker, den fromme har paa jorden intet at frygte: bjergmandens ansigt havde ikke været junkeren saa paafaldende, som da han talte disse underlige ord til ham. han blev bestandig blegere og blegere, og da maanens straaler, fordunklende den lille lampe, brød ind igjennemvinduet og kastede et skjær hen paa ham, forekom det junkeren, som om en aand og intet levende væsen havde talt til ham. han ville have tilbudet sig som ledsager, da han ogsaa skulle oppaa borgen, men en ham før ubekjendt gysen holdt ham tilbage, og hiin havde for lang tidsiden forladt møllen, da han var i færd med at gaae. georg, saavelsom mølleren og møllerkonen, fældte mange slags domme over denne besynderlige bjergmand; dog gisla og erich sagde intet dertil, men hæftede undertiden øinene paa hinanden, det forekom dem, at de først nu lærte at kjende hinanden, og en veemodig sød følelse lærte dem, at de kun i deres egne hjerter kunde søge kilden til deres tilkommende lidelser. erich skred nu hen gjennem den mørke dal, og, kun ledsaget af gislas billede og hensjunken i tanken paa hende, forglemte han snart baade møllerindens fortælling og den blege bjergmands spaadomme. berthold havde ventet ham, og hans uddeblivelse i den stormende nat havde opfyldt hans hjerte med bange sorger for hans yndlings lykke. erich den eneste af hans syv sønner, der opfyldte alle hans forhaabninger, skulle efter hans mening engang formæle sig med en frøken, af ædet slægt som han og dydig, skiøn og huldsom hans moder gerlinde havde været. nu tænkte han paa muligheden af, at hans hjerteved den daglige gang til diævelsmøllen, kunde blive indtaget af den elskværdige gisla, der vel forenede alle qvindelige fuldkommenheder hos sig, men hvis lave herkomst dog gjorde ham det umuligt nogensinde at erkjende hende som datter. for nu at forebygge en kjerlighed, som ingen af dem kunde overlade sig til, besluttede han at indskrænke erichs besøg i møllen, og da han jufnu traadte ind i værelset til ham, sagde han ham uden tilbageholdenhed, at han i fremtiden maatte være bedre betænkt paa, at sysselsætte sig med beskjæftigelser, der vare meere passende for hans stand, vel var det ham undertiden tilstaaet at besøge sin pleiemoder; men dette kunde ligesaa godt skee derved at hun besøgte ham paa borgen, som at han altid skulle gaae til hende. erich forskrækkedes derved, og i smerten, som han følte ved at høre sin faders befaling, syntes allerede de lidelser, der skulle komme over ham, at have begyndt; dog da han var vandt til at adlyde faderen, lovede han sjeldnere at gaae til møllen. berthold blev derved lidet vild, da han troede det skeede af et beredvilligt hjerte. med en sieleangest, der ellers var ham fremmed, kastede ynglingen sig paa sit leie, det tyk - kes ham, at han i saa timer var bleven mange aar ældre, og nu, da man ville skille ham fra hans ungdoms legesøster, nu blev han først vaer, at han ogsaa i hende ikke længer saae det ømme barn, men at det var en pige, man vilde berøve ham, og at denne pige var hans hjertes afgud, som han følte, han først i døden kunde opgive. nu faldt bjergmandens ord ham ind: at han skulle vende sig til himlen, da ingen lykke var beskjæret ham paa jorden, og blodet blev til jis i hans aarer, og han gjennemsukkede endelig hele natten, uden at endog selv en let slummer havde vugget ham ind i forglemmelsens skjød. da han om morgenen kom til sin fader, saae denne, fuld af forundring paa ham; thi der var foregaaet med ham en saa besynderlig forandring. at han ikke forstod at løse denne gaade. ved igjenkjendte han i ham endnu sin elskede erich, men det var ikke meere den samme muntre glade yngling, som smillede dagen glad imøde og hensov rolig natten. mandlig alvor, blandet med dyb tungsing, thronede paa hans ædle pande, og af hans ellers saa venlige øine, talede en fremmed aand, som han ikke vidste at forklare sig hvad var. han kappedes nu med sine brødre i ridderlige øvelser, og foruden det, at han ved mangen en naturgave var dem overlegen, overgik han dem ogsaa i brugen af vaaben, og paadrog sig derved paa nye deres had og forfølgelse. de havde længe staaet i den formening: at han, der var opdragen af en simpel møllerkone, var udygtig til at føre spyd og landse, og da han virkelig, ved hans godhed for hans pleiemoder, som de allene tilskrive hans gientagen besøg i møllen, havde længe forsømt disse øvelser, saa havde dette bestyrket dem i deres vildfarelse, og de vare allerede betænkte paa, hvorledes de ville, for at udelukke ham fra at arve efter faderen, overtale ham til at vælge den geistlige stand. ) før havde han vel laant deres jndskydelser, at opofre sig for den saliggjørende kirke, et velvilligt øre, men nu da han kjendte sit hjerte, da han følte, at kjerlighed til gisla overveiede alle andre følelser, erklærede han, da de endnu vovede et forsøg, alvorlig og bestemt, at han sporede ingen tilbøielighed hos sig til klosterlivet, ja han opfordrede dem endog til, da de ansaae dette at være saa fortjenstfuldt, selv at opofre sig dertil. berthold beundrede i stilhed hans mod og duelighed, og han ville ret af hjertet have glædet sig over hans fremskridt, naar ikke alvor og tungsind havde præget sig alt dybere og dybere ind i hans ansigtstræk. han forskede ofte efter, hvad der paa engang havde saa ganske kundet forandre ham men erich holdt sin hemmelighed omhyggelig indsluttet i sit bryst, da det ahnede ham, at han ikke torde aabenbare den, uden at han ville lægge hindringer i veien for sin kjerlighed, og giøre sig og gisla ulykkelig. (sluttes i næste rummer.)
|
fiction
|
thi_bjergskakten_a
|
thi_000308
|
bjergskakten. (sluttet.) i diævelsmøllen var erich ikke kommen i flere maaneder, men næsten daglig besteeg han et nærliggende bjerg, hvorfra han nøie kunde lægge mærke til alt, og gisla hvis stille virksomhed han derved havde leilighed til at belure, forekom ham altid skjønnere og meere tiltrækkende. da han nu engang havde vovet sig nærmere og kun en busk unddrog ham fra hendes øine, da saae han først, at hendes kinders ømme rosenfarve var forsvunden, og at hun, da moderen forlod hende, begyndte ret inderlig at græde. forend han viste et ord deraf, løb ved dette syn de klare taarer ned af kinderne, og det blev han derved kun tungere om hjertet. møllerkonen var imidlertid flere gange kommen paa borgen, havde ogsaa spurgt ham hvorfor han ikke besøgte dem mere, og endog udladt sig med, at det kom vel af stolthed, at han skyede hende og hendes børn; dog gjorde dette sidste hende strax igjen ondt, da hun saae hvor det smertede ham. han fortalte hende nu faderens forbud, og møllerkonen gav ham ret, ja hun bestyrkede ham endog deri, og haabede, da hun i havde kastet et ind blik i sin datters hjerte, at hans bestandighed i at afholde sig fra at see hende, skulle helbrede hendes hjerte. men da erich havde seet gislas blege kinder, var ogsaa hans beslutning forbi. længselen efter hende lod ham hverken dag eller nat roe, og han tænkte kun afladelig paa, at kunne tilfredsstille sit ønske: endnu engang at see hende. da han nu en morgen tidlig saae hende gaae til skoven for at samle bær, som kurven i hendes haand viste, da gik han af andre veie bag efter og mødte hende paa eet sted, hvor han ellers ofte havde siddet med hende og georg. j begyndelsen var hun ganske tilbageholdende, endskjønde hun ikke kunde skjule den glæde hun følte overat see ham efter saa lang skilsmisse. hun kaldte ham isteden for erich, junker, og han maatte længe bede hende derom, for hun ville sætte sig ved hans side. gjerne havde hun spurgt ham, hvorfor han saa ganske havde forglemt hende, dog det var som hendes tunge ville nægte hende denne tjeneste; thi hendes moder, havde, for at betage hendes elskende hjerte alt haab, tiet med, at erich kun derfor undgik at komme til møllen, fordi hans fader havde befalet ham det. da han nu fortalte hende dette, begyndte hun hæftig at græde, han søgte forgiæves at beroligehende, og da han spurgte, om da virkelig savnet af ham havde været hende saa smerteligt, og hun ikke kunde nægte at hendes hjertes roe og fred var flygtet med ham, da trykte han hende fast til sit bryst og lovede hende høit og dyrt, at han aldrig skulle elske en anden end hende, og da hun havde givet ham samme løfte, aftalte de, at de undertiden, paa dette sted ville møde hinanden. dog ikke for ofte gjentog erich, thi kun tiden kan kronevores kjerlighed, uforsigtighed derimod fordærve alt. vi ere dog endnu unge, og kunne bie indtil det lykkes mig, eller himlen føier det saaledes, at min faders hjerte formildes og han tillader mig at tage en kone efter mit eget hjerte, og ikke en for hendes adelige families skyld. de skiltes af med den forsikkring, at blive hinanden troe i liv og død, og erich vendte tilbagetil borgen, muntere end han i lang tid havde været. jmidlertid vidste begge de forelskede saaomhyggelig at skjule deres hemmelighed, at meer end et aar forløb, uden at noget menneskeahnede hvor inderlig kjær de havde hinanden, jmidlertid var den allerede bedagede ridder berthold begyndt at skrante og en morgen fandt man ham død paa hans leie. erich var den eneste af hans sønner, som oprigtig fældede taarer for ham, og aldrig kunde i forglemme den dyrebare fader. efter hans begravelse bragte fader ambrosius, som i ham tabte sin bedste ven, er testamente for lyset, som han længe før sin død, uden sønnernes vidende havde nedlagt i klosteret. heri befalede han nu, at arvingerne i fællesskab skulle besidde de godser, der havde til hørt ham, og at samme ogsaa skulle drive bjergværket i broderlig eendrægtighed. foruden dette testamente havde bertholdendnu givet ambrosius en commission, som kun angik erich. han havde nemlig skjult en stor skat af guld og sølv under alteret i kapellet, hvorhen han haabede at avind og ondskab ikke skulde naae; og denne skat bestemte, han for erich, naar hans brødre forfulgte ham og ville berøve ham hans arvedeel, eller ogsaa, - naar, som han frygtede for, da den hvide helhavde vist sig, et eller andet uheld skulle standse bjergværkets drift. ridder berthold var neppe bragt til sit hvilested, saa begyndte hans sønner at føre et ganske nyt liv. selv otto vendte tilbage til den fadelige borg for, som den ældste af hans brødre, ganske at omdanne alt. de store summer som berthold havde sammensparet vare snart fortærede og for at opfylde denne aabning, bød otto, der ikke allene havde anmasset sig herredømmet over sine brødre, men over alt hvad de eiede, at et større antal bjergfolk skulle antages for at hugge nye gange og skaffe flere ædle metaller tilveie. nu blev ogsaa virkelig guld og sølv funden i mængde, langt mere end i bertholds levetid, og det gik nogen tid ret godt. men da nu i bjerget den ene lystighed efter den anden fandt, sted, og leer- og tinkaar bleve ombyttede med sølvkar, saa bragte bjergmesteren en dag den efterretning: at den hvide hest igjen havde ladet sig see. den havde som første gang, majestætisk svævet gjennem gangene og ingen havde seet hvorfra eller hvorhen den var kommen. men otto og hans brødre agtede ikke derpaa, ligesaalidet som paa erichs advarsel, der bad dem at vogte sig for himlens hevn, derimod dreve de det endnu værre, end forhen. erich havde efter sin faders død undertiden, igjen besøgt møllen, dog var der, næsten endnu mindre haab om at forene sig med sin gisla endforhen. han deeltog ikke i deres øsle liv og blev derfor saameget desmere forhadt af dem, og de lode ingen af de summer berthold havde samlet eller bjergværket afgav, komme ham tilgode. nu havde de ogsaa faaet udinsket, at det ikke var hans barndoms pleiemoder, men vel hans legeføster den skjønne gisla, der drog ham til møllen. de spottede ham ikke allene for hans valg, men bestræbede sig endog for, da det smukke møllerbarn gefaldt dem alle vel, at gjøre hendes troskal vaklende. dog hos gisla fandt alle deres glatte ord intet jndpas, og de rige foræringer som man bød hende, afviste hun med standhaftighed.
|
fiction
|
thi_bjergskakten_b
|
thi_000334
|
enhver bøn af erich om at faae noget af sin formue i hænde var forgiæves, og han maatte haabe paa en bedre fremtid med taalmodighed.
|
fiction
|
thi_bjergskakten_b
|
thi_000335
|
pater ambrosius havde let kundet hjelpe ham, af sin nød; men han ansaae hans kjerlighed til gisla; som en vanære for ham som adelsmand, og tang med hans hemmelighed. da nu herrerne von hakenau lode deres svende og tjeneres klæder og vamse besye med sølv, saa fremstillede bjergmesteren sig atter fordem, og sagde: at den hvide hest igjen havde viist sig for dem, dog havde han ikke denne gang saa langsom som for marscheret omkring, men havde i vilde spring styrtet gjennem alle gruberne. hans øine havde saaledes funklet af vrede, at arbeidenne grebne af frygt og angest havde kastet sig paa knæe og havde anraabt den, herre gud om tilgivelse for deres synder, og da de vare standne op igjen var hesten forsvunden. nul tilraabte hugo, berholds anden søn, ham, da kjender j jo et middel, at forjage det fiendtligsindede væsen paa, naar den kommer i igjen saa bed kun erich der ogsaa denne gang var tilstede, bad indstændig at tilbagekalde en saadan gudsbespottelse; men en skrallende latter var det svar han fik, og da bjergmesteren anførte flere tilfælde, hvor bjergmanden havde ladet sig see som en advarende genius, svarede otto ham, at den har de viist sig for hans fader som en dverg, men aldrig som en hest. ol den kommer i mangehaande skikkelser! svarede denne - ofte har man ogsaa truffet den som en gammel bjergmand. selv paa den tid, fortalte han, da bjergværket endnu ikke gav noget af sig, og at udbyttet mangen dag var saa lidet, at neppe arbeidslønnen derved kunde bestrides, een gang, da vi vare i færd med at stige ned i gruberne, traade en fremmed bjergmand hentil os. vi saae først mistroisk paa ham, men hans tale var, som det anstaaer bjergmanden: gud signe eder alle, bjergmester, gesvorne, stiger og slaggesel, saaledes som j her forsamlede ere. med venskab er jeg staaet op, med venskab vil jeg sætte mig ned igjen. hilsede jeg ikke bjergerlauget, var jeg ingen ærlig bjergmand! min fader, - fortalte han videre - som var bjergmester for mig, svarede, i det han som vi pleie, rakte ham haanden, saaledes at tommelfingrene træffe sammen, og hænderne forene sig i hinanden til fast tryk: gud holde lauget i ære, i dag, i morgen og bestandig, er det end ikke stort, feiler det dog ikke æren nu spurgte han ham, hvad hans begjering var, han svarede han ville bede os, at vi ville tillade ham at stige ned med os. jeg har denne nat gjentog han, paa bjergets side bleven vaer et lysegrønt skinn, lad mig derfor forsøge, om jeg ogsaa endnu formaaer at finde de skatte som det anviser. derpaa foer han ned med os, og hvor han slog, der glimrede guld og sølv os i møde og kasserne fyldte sig og vi samlede mere i dag, end der var skeet i flere uger, og da vi vilde takke den gamle bjergmand derfor, var han ikke meere at finde blandt os, og vi indsaae da, at det maatte have været bjergaanden. saa lad den da vise sig i denne skikkelse. - udraabte otto - jo oftere, jo bedre! erich gyste tilbage for en saadan overmod, og gik inderlig bedrøvet til diævelsmøllen for at opmuntre sig ved synet af gisla. dog ogsaa ved siden af hende, tænkte han paa den sælsomme bjergmand, og det forekom ham endnu, som om han hørte den stemme, hvormed han baddem begge vende deres øine mod himlen. hans tungsind smittede ogsaa den blide gisla; thi ogsaa hun ahnede, at der ingen roser vilde blomstre her paa jorden for deres kjerlighed, og hun, som endnu synes at være nærmere beslægtet med himlen, end hendes ungdomsven, søgte at trøste og forberede ham paa en mørk fremtid! af erichs stedbrødre, var huge den, der stærkest forfulgte den skjønne gisla, og kom ofte under mange slags forrevendinger til møllen ja havde endog forstaaet at indtage mølleren, for sig. men naar denne blot ville tale et ord til hugos fordeel og hans hensigter med gislahavde han alle sine imod sig; thi ogsaa georg var erichs varmeste ven. bjergværket gav imidlertid altid rigere og rigere udbytte og med dette steeg ødselheden hos adelsheits sønner, som endelig naaede den høieste grad. allerede vare borde og stole indlagte med sølv, selv sengestolperne, portringene, ja selv hundenes halsbaand vare beslagne. og tilsidst for at krone det hele, lode de saagarhestene beskoe med sølv. erich bad trods alle fornærmelser og skjældsord, at de skulle holde inde, men de bleve endnu døve for den redelige advarers stemme. nu traade en dag bjergmesteren bleg som et liig, indtil dem, og med zittren og bæven berettede han, at den hvide hest atter igjen havde viist sig for dem og styrtet sig som rasende, med funklende øineog vildbrusende mahn fra en stolle til den anden, gjennem en gang til den anden. dog ogsaa denne gang loe junkerne og sagde: den kunde kun komme, igjen den skulle altid være velkommen, da bjerget ved et hvert af dens besøg altid gav rigere udbytte. otto den overmodigste af alle sine brødre, drev endnu kaadheden saa vidt: at han befalede bjergmesteren: at hilse hesten fra ham og indbyde ham til et gjestebud, som han med alle sine brødre og bekjendtere, med det første vilde give nede i genderne. - erich følte sig angreben af en kold gysen, et han bad endnu engang og bad forgiæves, jmidlertid stod huge betænksom ved det store buevindue og skuede ned af til diævelsmøllen, og da han vendte sig om igjen, stod ondskab og lumsk list saa paafaldende skreven i hans træk, at erich følte en smertelig stikken i sit bryst, og det forekom ham som om det virkelig havde lykkedes den falske, at røve ham sin gisla. allerede denne dag lod otto giøre forberedelser til et stort gjestebud og paa en rummelig plads i skaktens midte blev jord og steenført bort, paa nogle store sølvbarrer nær, hvor man satte taffelet. herpaa bleve gjesterne indbudne og alt hvad rigdom formaaer at frembringe af kostelig spise og drikke fandtes her i overflod.
|
fiction
|
thi_bjergskakten_b
|
thi_000336
|
erich saae paa alle disse anstalter med blødende hjerte. han vidste ikke hvad der var bedst, enten at blevaane det underjordiske gjestebud eller at blive derfra. uenig med sig selv gik han til møllen, hvor gisla, som allerede rygtet om festen havde naaet, kom ham i møde med øine, der vare røde af graad, og besvor ham med den omhyggeligste kjerligheds angest, ikke at fare ned med i skakten. saaledes havde han endnu aldrig før seet hende, hun fordrede under tusende taarer det løfte af ham, at tilstaae hende denne bøn, og det med en banghed, en hast, som endog gjorde det dybeste indtryk paa hans hjerte. det er ikke din død jeg frygter for, raabte hun, thi døe kunde jo ogsaa jeg, men et frygteligt veh! gjenlyder fra mit hjertes jnderste, og løber frygteligere end dødens gysen gjennem mine aarer, det hedder - adskillelse! - at være adskilt fra dig, og endnu at leve, hvorledes formaaer jeg det! erich sluttede den klagende pige i sine armetrykte det reneste, helligste kjerligheds kys paa hendes læber: du er min - sagde han - om ikke allerede paa jorden, saa dog i himlen hvorledes det end gaaer, saa modtag forsikkringen om min uendelige kjerlighed, min uforanderlige troskab, derpaa gjorde han sig umage for at trøste, at berolige hende, men hun ville intet vide af trøst eller beroligelse førend han havde lovet hende, ikke at komme til gjestebudet i skakten; og endelig, hun var jo for ham det dyrebareste paa jorden, besluttede han ikke længere at vakle i sin beslutning. da han rakte hende haanden og ville give hende det løfte at opfylde hendes forlangende - da stod paa engang uden at de havde seet hvorfra han var kommen, den gamle bjergmand for dem, som i hiin stormende aften var taget ind i møllen. ogsaa nu havde han som den gang et dødningeblegt udseende og øinene laae dybt inde i hovedet paa ham uveiret nærmer sig, - sagde han, i det han vendte sig til erich. kun hvem der har et reenhjerte har intet at frygte. jmidlertid tag her denne til beskyttelse, og far derpaa kun i gudsnavn ned i dybden, var det ogsaa kun for at forkynde verden herrens domme.
|
fiction
|
thi_bjergskakten_b
|
thi_000337
|
ved disse ord rakte han ham en sneehviblomst, saaledes som man, endskjøndt sielden finder den opspiret under jorden, den var sælsom skjøn dannet, en rank stamme, hvis stil og blade, pralede med den herligste hvide farve. den vellugt, som denne underfulde blomst udbredte rundt omkring sig lignede den af bernsteen, olie, naar den reen og klar trænger sig ud af sin kilde; og den havde, paa den ømme, af anget udmattede gisla en saadan bedøvende virkning, at hun sank afmægtig ned.
|
fiction
|
thi_bjergskakten_b
|
thi_000338
|
da just nu en lykkelig stierne førte møller, konen dertil, saa var bjergmanden allerede gaaet sin vei, og hun der saae hendes barn ligge bleog uden liv i erichs arme, kunde for skrækneppe spørge om aarsagen dertil. med faa ordfortalte han hende hvad der var foregaaet, lagde den kjære byrde til moderens barm, og besvordenne at paage over at der intet ondt vederfores . hende. hun er min eiendom. - sagde han - jeg fordrer hende af dig moder; thi kommer jeg denne gang lykkelig fra min broders gjeste bud, saa bliver hun min kone, skulle jeg end frasige mig alle min stands forrettigheder og ernære mig ved at dyrke jorden og passe møllen! her ilede han bort, førend gisla endnu var kommen til sig selv igjen, fordi hun ikke paa nyeskulle bestorme ham med bønner; og da han besteeg det bjerg hvorpaa borgen laae, og endnu engang kastede et blik tilbage, da saae han hvorledes hun rettede sig op, og langsom ved hendes moders side vandrede til møllen; han havde endnu ikke tabt dem af syne, da han blev hugo og mølleren vaer paa en bjergspidse de synes at tale ivrig om en sag af vigtig hed. en bitter følelse bemægtigede sig ham; han, der var ligesaagodt bertholds søn som hiin, maatte see sig spottet, forraadt og bedraget af dem naturen bød ham at elske, og dog undertrykke enhver tanke om hevn og giengieldelse, thi de vare jo hans brødre. da nu den følgende morgen brød frem, var et hæftigt tordenveir trukket op paa himlen, saaledes: at de fleste gjester, der vare indbudne til den underjordiske fest, bleve forhindrede fra at komme; dog bertholds syv sønner, blandt hvilke nogle allerede havde kone og børn, vare allerede nok til at besætte et stort taffel; og saa droge de, da middagsstunden nærmede sig, alle festlig smykkede ned af bjerget fra borgen og nedfore under høie jubelskrig i skakten. erich som raden traf sidst, besvor brødrenei det mindste at lade børnene bleve tilbage; men ogsaa nu ville de ikke høre ham. de smaae skulle see den klare fakkelglands, hvorved denne gang gruberne som den klare lyse dag vare oplystebetragte de funklende stene og gjestebudet blive dem en erindring om, hvorledes deres fædre havde forstaaet at nyde og forskjønne livet. ) endelig foer ogsaa erich med tungt hjerte og med den hvide blomst, som han bar skjult under, klæderne, fast trykket til sit hjerte, ned i den frygtelige dybde, og af den glimmer og den pragt som her var dynget paa hinanden var hans nær ved at blive blind. taflet ville have bøiet sig under byrden af sølvog guldkarrerne, naar det ikke havde hvilet paa et ligesaa rigt, som sikkert fodstykke. muntre satte man sig nu ned og medens fade og pokallergik flittig omkring, maatte bjergfolkene spille paa zithar og cimpal, og synge lystige sange dertil. allerede vare de fleste retter, hvoraf erich var den eneste, der intet nød, for største deelen serverede, da paa engang al sang og musik forstummede og alles blikke hæftede sig paa eet sted, hvor den hvide hest, med det stolte hoved, kneisende i veiret, stod pludselig for dem. paa samme tid hørtes en tummel, liig de fjerne vindes brusen og en fæel hylende tone lød gjennem de slangebugtende hvælvinger. alle, selv otto og hugo kunde ikke afholde sig fra en hemmelig gysen; og da hesten nærmede i sig, saa var det som paa engang alle tunger forstummede. derpaa begyndte han langsom at gallopere i en rundeel omkring taffet, og ligesom han fordoblede sine skridt, forstærkede ogsaa den brusende hylen sig, og da hesten nu begyndte at gjøre luftige spring omkring taflet, begyndte bjerget at zittre og det brusede lig havets bølger. fædrene sukkede, børnene græd, alle vare som naglede til deres sæder og ingen formaaede i at tænke paa redning.
|
fiction
|
thi_bjergskakten_b
|
thi_000339
|
beder. - raabte nu erich til dem, i det han hævede sig op fra sit sæde - maaske kan endnu den barmhiertige gud forbarme sig over eders misgierninger.
|
fiction
|
thi_bjergskakten_b
|
thi_000340
|
da han havde sagt dette, nærmede han sig hesten og otto fattende et glimt af haab, sagde mismodig til ham. ræd os min broder, og halvedelen af alt hvad villeie, er dit - tag ogsaa gisla, raabte hugo, dog ynglingen havde allerede befalet sig gud, og tænkte nu kun paa hvorledes han kunde rædde deres sjæle. og allerede vaklede bjerget og dets uhyre kløfter aabnede sig, flammer sprudede ud derafog svovldunste brøde frem, da erich greb den vældige hest ved den lange hvide mahn; og under alles angestskrig, saae han da med gysen, hvorledes vandet i strømme brød ind.
|
fiction
|
thi_bjergskakten_b
|
thi_000341
|
endelig lykkedes det ham, at svinge sig op paahestens glindsende ryg, og den svømmede med ham paa vandet, som hvert øieblik steeg høiere. sine sandser ikke meere mægtig, fornam han kunendnu en brusen, som fra det fjerne og derimellem de døendes vaandeskrig, og en uhyre knagen og bragen, som han alt blot bunke kunde erindre sig, og snart forlod hans bevisthed ham gandske. da han igjen slog øinene op, saae han atter den blaae himmel over sig, og ved siden af ham stod pater ambrosius, som dybt bedrøvet rakte ham haanden for at reise sig, og da han nu med møie ville staae op, da saae han, og en anden afmagt havde nær paa nye styrtet ham til jorden, at det hele bjerg, hvorfra han nu befandt sig et godt stykke bortfjernet, var nedstyrtet, og skakten var bleven hans letsindige brødres grav. bedende sank han ned paa sine knæe, og ydmygede sig for herren, derpaa lod han sig af pateren som et barn lede hen til borgen og neppe havde han naaet sit leie førend alle hans kræfter, gjen forlode ham; derpaa henfaldt han igjen til en stille sandsesløshed, som kun var forskjellig fra døden deri, at han stivt stirrede hen for sig og mekanisk tog, hvad man bød ham til hans helbredelse. saaledes tilbragte han, uden selv at kjende sin tilstand, paa en jammerfuld maade sine dage for enhver der saae ham. tale gjorde han slet ikke, og det synes, som hiin frygtelige tildragelse. ) havde gandske berøvet ham hukommelse og følelse. hans pleiemoder og ambrosius veeg ikke fra hans leie; men fra det øieblik, da ambrosius havde funden ham efter den dybe afmagt, og han havde havt nogen samling, kjendte han ingen mere. saaledes henløb en lang tid bedrøvet og langsom, det var som om det skrækkelige, hvortil erich havde været vidne, endnu virkede stærkt paa ham. endelig efterat vinteren kold og uvisvar hensvunden, besluttede ambrosius at føre. den syge ud i den frie natur, at den velgjørende foraarsvarme, ligesom den trænger ind i den stivnede jord, og fremlokker græs, blomsterog blade, ogsaa maatte styrke ham paa nye, og fremkalde hos ham lyst til livet og opvækkeerindringen i hans siæll. længe havde allerede erich siddet paa den skjønne med maigrønt bedækkede bjergspidse, da han uvilkaarlig vendte det syge hoved mod den side hvorunder i dalen, hans barndoms skueplads, diævelsmøllen laae, og længer henne de rædsomme ruiner af det sammenstyrtede bjerg, hvor hans fader havde funden sin lykke og hans brødre deres grav. han foer hæftig sammen, og et høit skrig, som udspressedes af hans bryst, var siden hiin ulykkesdag den første lyd, som kom over hans mund, og som lod den gode ambrosius haabe, at denne ikke vilde være gandske forstummet. virkelig synes det ogsaa i dette øieblik, som det dunkle slør var sønderreven, der hidindtil havde, berøvet ham den evne at tænke, og som om, tidefter anden flere forestillinger samlede sig i hans giel, der lode ham alt mere og meere skimte der, forbigangne tid gjennem den skumle nat, der omgav ham. ambrosius tog med deeltagelse hans haand, og et sagte tryk som han erholdt tilbage fra erich, overbeviste ham om, at følelsen vendte tilbage i hans forstummede bryst, ja at han endog synes at kjende ham. sagte ledsagede han ham nu igjentil hans leie, for at derved, som hos de blinde, det gjenskjænkede syn ikke maae gives til priis. for solen, men at helbredelsen langsomt men desto sikkere maae følge paa. saaledes gik det ogsaa vel lignede han endnu længe barnet, som de forekommende gienstande, vel er bekjendt, men som det endnu ikke veed at benævne, dog opgik ved hver dag et nyt lys meere i hans siel, og som hans sjelekræfter tiltoge, saaledes styrkedes ogsaa hans svage legeme. da nu ambrosius igjen en dag førte ham i det frie, raabte han, efter saa lang tids forløb for første gang navnet gisla, og med følelsen af hans kjerlighed opvaagnede ogsaa bevidstheden om hans hele liv og lidelser, og han forlangte man skulle føre gisla til ham eller ham til hende. ambrosius blev forskrækket og tøvede med at svare ham, og da han saae den gamle, bedagede mand ind i øinene, og disse fyldte sig med taarer, saa spurgte han ikke videre efter hende, men en navnløs smerte angreb ham, der først da forvandledes til hengivenhed i guds villie, da ogsaa velgjørende taarer vædede hans kinder, og nu udraabte han: hun hvile i guds haand.
|
fiction
|
thi_bjergskakten_b
|
thi_000342
|
virkelig sov gisla allerede siden flere maaneders forløb i skjødet af moder jord, befriet; fra den jammer, der forgiftede hendes livsblomster, og da nu erich igjen kunde stige ned adbjerget, var hans første gang til hendes gravhøi, hvor han ønskede sig ned til hende i den kjolige seng, i hvilken hun havde funden roe.
|
fiction
|
thi_bjergskakten_b
|
thi_000343
|
da han nu var fuldkommen helbredet, førte ambrosius ham til den skat, som hans fader havde givet ham i forvaring til ham, og kunhans hjerte, ikke hans læber gjorde hiin den bebreidelse, at han med et saadant udstyr, og saa kunde have forskaffet sin gisla et skjønt lod paa jorden, nu var hun ham berøvet, og en høiere lykke, end han nogensinde i denne - fuldkomne verden kunne have skjænket hende, var bleven hende til deel, derfor tog han nu guldet og oprettede over hendes grav en skjønhøihvælvet domkirke, hvori han bad for hendes siels roe, saavelsom ogsaa for hans slagne brødre. hans hele formue skienkede han til et kloster, som han lod opbygge, og satte den ærværdige ambrosius, som opnaaede en meget høi alder, til første abbed i samme, i det han selv, uden at beklæde en høiere værdighed end en lajenbroder, besluttede at ende sine levedage deri, og da hvile ved gislas side.
|
fiction
|
thi_bjergskakten_b
|
thi_000344
|
borgen med alle dens herligheder stod fra den tid af forladt og blev et rov for tiden, som efter aarhundrede ogsaa gjør sin jern ret gieldende, over erichs stiftelse. den rige skakt er aldrig mere bleven aabnet, og paa det indsunkne bjerg have fredelige beboere nedsat sig, der ikke, engang ahne, at der under deres hytter, er uddøvet, en saa frygtelig straffedom over stolthed, overmod og ødselhed.
|
fiction
|
thi_bjergskakten_b
|
thi_000345
|
udenlandsk. j norge er udfærdiget en nye lov angaaende told- og consumtions-væsenet. blandt andre forandrede bestemmelser indeholder denne lov følgende; hverken brændt kaffe eller anden slags brændte værter maa mere indføres; den bestemmelse, at jndførselen af spanske, franske og portugisiske vine, samt rom ikke maa skee uden directe fra steder, hvor de produceredes, er aldeles ophævet; egelast er tilladt at udføres, tiden, hvori varer maae henlægge paa criditoplag, er forlænger fra til aar. jstedetfor at straffene for comsumtionssvig hidtil have været de samme, er dette derhen forandret, at videre straf, end at varerne forbrydes, ei for consumtionssvig anvendes. paa adskillige artikler er jndførsels= og transit tolden, noget forhøiet, saasom paa brændeviin og rom, gryn, byg og havremeel, kaffe, kjød og flæsk, hør, kartofler, viin og tobak; hvorimod den paa andre artikler er nedsat, saasom paa dreieler og lærreder. udførselskolden er noget forhøiet paa fiskevare, rogn og tran.
|
non-fiction
| null |
thi_000346
|
om navnkundighed, beundring, applaus o. de l. det er en meget rigtig anmærkning, at af de handlinger, som fortjene vor opmærksomhed, ere ikke altid de meest glimrende de største; thi navnkundighed, beundring og bifald vindes som oftest ikke uden ved udvortes og tilfældige omstændigheder, der til ere aldeles adskilte og forskjellige fra dyd og heltemod. en ophøiet stilling i livet, storheden af en handlings følger og alle lykkens gunstbeviisninger maae forene sig for at kunne frembringe noget stort i publikums øineda derimod, den der handler med standhaftighed, aandstyrke, flid og taalmodighed; men er berøvet dette glimrende udvortes, skrider ubemærket forbi mængden og lider og handler, i hvorved med samme aandstyrke og standhaftighed, saa dog alligevel uden medynk og uden roes. denne anmærkning kan udvides til enhver ting i livet. jntet maae bedømmes efter den virkning det gjør paa mængdens øie og øre.
|
non-fiction
| null |
thi_000354
|
tusende elændigheder gjøre et stille usynligt anfald paa mennesket, og hiertet, føler utallige ængstelige slag, som aldrig udbryde i klager. vore fornøielser ere maaske ogsaa for størsteder, len hemmelighedsfulde og bæres for det meste med en slags taus tilfredshed, en slags ind- vortes bevisthed, et slags skjult haab, en særegen forestilling man gjør sig om ting, der aldrig meddeles andre; men som man forbeholder sig selv til lønlig overveielse i eensomme timer. størstedelen af vort liv er en kjæde af smaae hændelser og ubetydeligheder, af attraae efter gjenstænder som ikke ere langt borte, at smerte over feilslagne forhaabninger uden slemme følger, af intetsigende ærgelser som foraarsage os smerte, flyve forbi os og forsvinde igjen, af intetbetydende sladder som surre en stund for vort øre og høres aldrig mere, af glæder, der som et luftsyn dandse foran os og adspredes, at komplimenter, der glide forbi sjælen liig al anden musik og ere lige hurtig forglemte af dem dergjorde dem og af dem, der modtog dem.
|
non-fiction
| null |
thi_000355
|
det rige partie. det selsomme taarn. min ven ründel og jeg, den nuværende hofadvokat fasbinder, vi studerede sammen i m. derfra havde vi tidlig om morgenen tager en ridetour til det lille t. til pindseskyden, forat more os der en eftermiddag, og derfra igjenlystig og munter at vende tilbage. vi loe meget og saaledes som det nu ofte gaaer til naar mankommer i latter, saaledes raabte randel paa engang: "hvad fanden er det for et sælsomt taarn, der ligger foran os. nu saae vi daførst at vi havde forfeilet veien. jsteden for at naae m. vare vi neppe nogle bøsseskud fra staden b. siden vi just ikke nu vare oplagte til at bedrøve os derover, besluttede vi at tilbringe resten af dagen og natten i b., da vi endnu ikke havde betragtet denne bekjendte fabrikstad nær ved. et hvert eventyr havde været os velkommen. de, fra de tilgrændsende byer tilbagevendende, gyntede par viste at det var en festdag, som just var tilende og det tynde purpursløer, i hvilket solens nedgang havde indhyllet den hele egn, gav den velbyggede stad, et særdeles venligt udseende, stadsoldaten hilsede os, da vi rede lang, som ind, med portlænken, og lod, da han saae vores velvillige ansigter, falde den flygtige anmærkning, at det var meget tørstigt veir i dag. randel var godmodig nok til at tage hensyn dertil. de sorte øine. den store drede gade foran os, overraskede os ikke lidet ved dens stadselige huse. j særdeleshed stod en sand pragtbygning, omtrænt i midten af gaden, for hvilken stænder og aldre af alle skikkelser viste deres ærbødighed. de forbigaaende mandspersoner toge deres hatte. for et vindne i første etage, saa dybt af, at vi allerede vare overbeviste om, at vi der ville komme til at see sidde den regjerende borgermester i fuldpindsestads. for om muligt, at bevæge denne at kaste sine politie=øine ud af vinduet og tilstaae, os en fuldkommen beskuelse af hans hele brystbillede, lode vi vore heste, som vi hidindtil havde ladet gaae sagte som paa filtskoe, ved huset gjøre dygtige kaprioler. alle vinduer i gaden fløi op. alt hvad der havde hoved, strakte det ud, saa langt som muligt. dog over det ansigt, som i hiint huuskom til syne, havde vi næsten begge to tabt ligevægten, thi (alle borgermestere i ære) det alsigt havde ingen borgermester, det hørte en engel til, en livagtig erkeengel. den ærefrygt vi følte, bragte hurtig hatten af hovedet paa os, endog førend haanden vidste hvad den gjorde. ründel og jeg, vi elske verden og menneskene, hvorfor skulle vi da ikke ogsaa holde af fruentimmerne, hvorledes var det vel muligt ikke at have denne engel kjer, blot et eneste blik af disse det himmelske væsens sorte øinegjør os, den hele opsigt, vi havde tænkt at gjøre med vores riden, til intet. vi vare endog glade, at vi kunne holde os fast paa vore heste, og droge beskjemmede, som det anstod sig efter en saadan ydmygelse, skridt for skridt til gadens ende, hvor det, efter udseende reenlige værtshuusden lange næse laae, for hvis dør en neppe paaklædt kieldersvend synes at være bered til at modtage os. men tilbage til hiint vindue, maatte vi endnu til hest, kaste øinene nogle gange og havde i det mindste den trøst, endnu bestandig at see de saa frygtelig blevne sorte øine, rettet hen paa os. allerede enke. hvad befaler de naadige herrer; spurgte mennesket, da han havde viist os opad en trappe til et ret smukt værelse, hvorfra man kunde overskuden deel af gaden, hvori den livagtige engeboede. for det første, - sagde ründel, i det han viiste med sin pegesinger hen paa hiint huus - hvad er det for en dame der, ak! svarede den lille karl, i det han udstødte et saa dybt suk, at jeg næsten var fristet til at byde ham et temperende pulver, for at afkjøle hans hede, det er vor stads krone. hvem der engang kommer til at eie den, den faaer en skatpaa et par tønder guld. men paa patriotismefeiler det derimod hende gandske forskrækkelige hvad mener de vel, ikke en eneste af vore smukke, unge herrer anstaaer hende, og dog har hun staden og den gamle frøstler, der ægtede hende da hun neppe var femten aar gammel, at takkefor alt. havde testamentet blot ikke været, saa havde hun nu maatte dandse efter en anden pibemen den salig commerceraad frøstler, testamenterede hende den ene dag alt, og den anden ægtede han hende.
|
fiction
|
thi_rige-partie_a
|
thi_000375
|
randel og jeg kunde ikke komme til os selv igjen af forundring. altsaa allerede enke, udraabte jeg. ja vel, og det neppe nok. tidlig om morgenen var vielsen, og om middagen døde han, underet. patronen gjorde os bestandig alt mere og meere varm ved lovtaler over den skjønne, ved hvis syn, vi allerede vare blevne varme nok. han gav hende det vidnesbyrd, at hun var orden, sædeligheden og huusligheden selv. den salige frøstler havde allerede forlovet sig med hende i hendes de aar og ligesom efter vielsen, da han havde maattet foretage den lange reise ind i evigheden, maatte han ogsaa reise bort. saadan havde han ogsaa før maattet gjøre en i verden. j det halve aar han var fraværende, havde fristere af alle slags, søgte at gjøre hende utro; men hun havde skikket dem alle bort igjen med en lang næse. og kieldermesteren var sandelig ikke hendes afgjorte lovtaler; thi det nag han bar til hende, fordi hun, blandt mange andre derværende cavalierer, ogsaa først for sex uger siden havde foræret værtens søn, doctoren, en kurv, stak ved enhver leilighed igjennem, naar han ville rose hende. jntet under derfor, at dette physiske og moralske under, hvis hulde seeværktøi, vedvarende synes at hvile paa vertshusets vinduer, hvori vi havde lagt os ret mageligt, fra sekund til sekund stalos alt mere og mere i øinene. en eller anden feil have imidlertid de fleste ting. dette yttrede randel heel betænkelig. hvem veed ellers om ikke denne skjønne maske skjuler en som hjernekiste. det er jo et skalkeskjul, hvormed - naturen heel hyppigen skal overraske de skjønnes beundrere. neppe vare disse ord komne ud af munden, paa ham, saa bragte ogsaa kieldermesteren den bestilte limonade ind. uden at blive spurgt derom, udbrød han igjen under jskjænkningen i følgende lovtale: og til frue kommerceraadindens mange fortrin kommer ogsaa en munterhed og en aand, som det er vanskeligt at finde mage til. omendskjøndt man just ikke kunde anerkjende compotencen af denne smagens dommer, saa blev hans bemærkning dog altid en art modbeviis for den, saavel hos mig som randel fremspirende frygt, det blev os tillige en drivefjer mere, til at gaae ud paa nærmere undersøgelser. erobringsplan. og - spurgte jeg mennesket - ikke en eneste har hidentil kundet finde nøglen til denne elsk værdiges hjerte, jkke en for omtrent en uge siden har vel en fremmed, som i førstningen boede her hos os inlogeret sig, for at gefalde hende, ligeover for hvor hun boer; han skal være steenrig og seer ikke daarlig ud. men det er en besynderlig særsindet en, saa at det vel neppe lykkes ham. j øvrigt er han den eneste mandsperson, som hun altid i hendes selskabsjomfrues og søsters nærvarelse, modtager besøg af i hendes eget huus.
|
fiction
|
thi_rige-partie_a
|
thi_000376
|
hm! det var tillige en hindring og en sporemere for randel og mig, til at stræbe efter at gjøre hendes bekjendtskab; kjeldermesteren synes ikke at vide, at hos mange fruentimmer, gielder selv den sletteste særhed hos en mand, mere end hans fortrinligste egenskaber.
|
fiction
|
thi_rige-partie_a
|
thi_000377
|
hvorledes, om det nu lykkedes en af os at stikke den fremmede ud? tilfældet havde ført os gandske uventet til b. hvem vidste hvad skjæbnen endnu kunde føre i sit skjold? vore, hjerter, ikke gandske saa nye, som de maaskee saae ud til, havde just ferie. et forsøg paa den skjønne kunde man derfor vove, uden at vi skadede en andens rettigheder eller vores egen samvittighed. vist nok, lod, efter alt hvad i havde hørt, det lette, overfladiske af vores hidtilværende kjerlighed sig ikke anvende paa den unge enke. hun forlangte, under alle omstændigheder af hjertet, at det skulle gandske hellige sig hende, ikke et offer for dage uger, maaneder eller aar, men for det hele liveller for at udtrykke mig i kunstsproget, for en heelevighed; og hun syntes ogsaa at fortjene en saa dan opofrelse. saaledes var da for det første den nærmere bestemmelse fattet. naar kieldermesterens beskrivelse over hende var overeensstemmende med sandhed og en af os havde den lykke at gefalde hende i særdeleshed, saa behøvedes der hos en skjønhed som hende, just ikke stor betænkning: vel studerede vi endnu, men studeringerne kunde jo, om ikkeophøre, saa dog, isteden for paa akademiet, fuldendes et andetsteds, mindre paafaldende ved de nye forhold man derved kom i. unge vare vi nu vistnok ogsaa; men dog allerede i flere aar ikke længere for unge til at forestille en ægtemand. og min formynder og randels fader, som i vores mindreaarighed vist nok havde en ikke ubetydelig stemme i sagen, maatte jo ikke være ved deres fulde fem, naar de af egensindighed ville have forhindret os fra at faae denne store gevindst i ægtestandens lotterie. ak! vikjendte dem jo. allerede for den lille tønde guldsskyld havde de ikke gjort det, omendskjøndt den ogsaa havde været sammensmeltet i eet. deri maatte vi nu vistnok finde os, at blot een kunde komme til at besidde skatten, randel eller jeg. ved de store egenskaber damen befad, var det rigtignok bedrøveligt for den, der maatte gaae tomhændet bort; med det afhang ikke af os. alt kom jo an paa, hvem hendes lille hjerte erklærede sig for. man seer allerede deraf, at vi af hendes blikke, som endnu fra tid til anden faldt over til vore vinduer, allerede nærede saa temmelig haab om at hun ville give den fremmede løbepas og ville beslutte sig til at tage en af os to. den hvide fane. efter et metalvægtigt haandtryk, spurgte jeg kieldermesteren paa hvad maade man bedst kunde faae adgang i damens huus. men med al den ærbødighed som prænumerationen paa taknemmelighed indgjød ham, svarede han kun ved at trække paa skuldrene. kom, broder hertz sagde da ründel, i det han tog mig under armen, det besynderlige gjør lykke. vi gaaer lige løs paa hendes huus, inden, vi komme derhen, vil der vel fødes en ider i vores hjerne, som baner os veien til det fortryllede slot. vi gik, men endskjøndt et sneevidt battisttørklæde, liig en fane til tegn paa overgivelse skinnede os i møde fra vinduet, saa synes dog vores hjernekiste denne gang at være gandske tom. de mange fuldkommenheder som kieldermesteren havde tillagt damen og som virkelig hendes ædle ansigtstræk synes at aflægge et vidnesbyrd om, nedfloge aldeles vores mod. jntet andet blev os tilovers end i forbigaaende, at gjøre brug af hiin i kleinstadtische ret, at hilse enhver. den ynde hvormed hun takkede, overgik al beskrivelse, randel kom derved saa gandske ud at fatning at han tabte hatten. vi ville imidlertid vanskelig have forstaaet at afbenytte denne, ynde til vores fordeel, var ikke, hvad beskrivermit jubel, i samme øieblik hendes hvide battist, tørklæde slagret ned paa gaden. uden at tænke paa sin hat, anstillede ründel med mig en vedderenden efter tørklædet, begge greb vi det paa engang. begge ilede v. dermed ind i huset, og op af trappen. om de var passende eller ikke at et tørklæde saa let som en fjær blev haaren af to, derpaa tænkte vi ikke. .
|
fiction
|
thi_rige-partie_a
|
thi_000378
|
j visse henseender bare vi i det vore hjerter, og de vare centner tunge. alti alt.
|
fiction
|
thi_rige-partie_a
|
thi_000379
|
min herre, deres hat, sagde damen ovenfor og kom os meget gratis i møde fra forhøiningen ved vinduet, i det hun viste ned paa gaden. naar man har tabt hovedet, kan man vel ogsaa glemme hatten. hverken randel eller jeg havde tænkt paa den hat, der var bleven liggende neden under. det maatte jo endog ærgre ham, at han blev erindret derom, thi medens han løb efter hatten, gav han jo mig leilighed til at vinde et forspring for ham i damens gunst. men endnu saa beruset af den lykke, saa lynsvar at være kommen ind i hendes kammer, kunde min aand i dette øieblik umulig gjøre store spring. destobehændigere sprang randel ned af trappen. og stod virkelig allerede mellem mig og den skjønne enke, førend denne var bleven halvfærdig med hendes korte tak for vores udviste opmærksomhed. det lille, ubetydelige tab, sagde damen, (næsten alt for galant for hende, der stod i saadant nye for at være tilbageholden) er bleven mig til stor fordeel. thi uden dette, ville det ved været vanskeligt mine herrer, at have den lykkeat gjøre deres behagelige bekjendtskab? med megen gratie viste hun hen paa sophaen, og vi vægrede os naturligviis ikke at tage plads derpaa. jeg drog neppe aande. naar man saae enkens hele figur var hun endnu skjønnere end hendes brystbillede. det var en antik gratioi modern klædedragt og selv en kunstkjender, der saae hende, ville ikke have kundet sagt at den var smagløs. nei, hun var jo selv skjønhed, ynde, i smag, kort sagt hun var alt i alt. mit øie i det mindste var af denne troe. eendnu en herre. ak, jeg troede endnu saa meget om hende, som gjorde mig saa fornøiet. det var forekom men mig som hiint batistørklæde for, ikke saa gandske ufrivillig eller uforvarende var falden ned, men som om det med forsæt var skudt ud af vinquet. det havde man ogsaa virkelig kundet kalde en udmærket undtagelse til vores fordeela hendes sædvanlige forsigtighedsfulde opførsel, men endnu mere hendes blik, det skjønnehuldrige blik, som ved denne leilighed sendtes ned af gaden, galt mig, mig allene, da min venist forblyffet ved det hans hat faldt af, i dette bjeblik ikke saae op ad. denne tanke ville endnu have gjort mig langt lykkeligere, havde jeg, ved at være længere allene med hende, funden leilighed til, at forvandle min troe til vished. men nu traade, da hun ringede, en betjent i kostbart liberie ind med theen, og neppe havde vi modtaget hendes børen at tage til takke med en kop, saa bankede det paa døren, og endnu en herre traade inddenne studsede synlig over vores nærværelse og standsede et øjeblik førend han traade damen, nærmere, der modtog han meget venskabelig. efter kjeldermesterens hele beskrivelse at slutte, var det hiin fremmede, der havde indqvarteret sig lige over for vores skjønne theeskjenkerinde. stille underholdning. jeg forstod strax min ven, da han gav mig en vink om den fremmede. det skulle betyde at han havde den samme meening, som jeg om ham, for vores skyld behøvede den nye gjest ikke athave havt saa smukke ansigtstræk og en saa regelmæssig figur som han havde. desuden hviske de damen artig nogle ord fagte til ham, hvilke randel og jeg vare fristede til at ansee for en krænkelse af vore rettigheder. mig fortrød det meest, da dog aabenbar hendes tilkastede lomme. tørklæde havde gjældt mig. damen fortalte ham derpaa hvorledes hun var bleven bekjendt med os. vi nævnede, paa hen des anfordring vore navne, hvorpaa hun gjorde, os bekjendt med den byrdefulde gjests navn. enken satte sig ned for at skjænke thee. det ære at modtage de første kopper hun rakte os, var høist piinlig, da den gav tilkjende, at den hun opvartede efter os, var hende mindre fremmed. vi vare just ligesaa stumme som ham, der velneppe nærede et venligere sindelav mod os, end vi mod ham. havde ikke porcelainskopperne undertiden klirket, og vertinden fra tid til anden afbrudt den ubehagelige taushed med ligegyldige spørgsmaale, saa havde det været saa stille som i kirken, under bønnen fra prædikestolen. mavetrykken. randel blev først kjed af det, og gik efter sin hat. men neppe bemærkede værtinden dette, saa ilede hun efter ham. jeg læste i hendes mine, at hun besvor ham at blive. ufeilbar - tænkte jeg - fordi hun frygter for, jeg saa maatte ligeledes gaae bort. nu traade hun hen til pianofortet. hun spillede og sang. havde hendes udvortes allerede dygtig slaget os, saa var det ved denne sirenestemmes klang aldeles forbi med vor roe. den fremmede var færdig at briste af ærgelse, da vores taknemmelige hjerter, uden tilbageholdenhed udgjød sig i lovtaler over hendes sang. han synes nu at ville sluge hendes blikke og vores ogsaa. de sidste synes at foraarsage ham mavetrykken. overhoved saae han med skele øinepaa, at damen gjorde os opmærksom paa flere skjønne malerier paa væggene, hendes bogsamling og meget andet. deri havde han nu gandske uret. han gav jo næsten ikke en artikuleret lydfra sig, og der blev jo derfor intet andet tilovers for hende og os, end at søge en gienstand at tale om. men vi havde ogsaa uret naar vi fortrød, paa, at hun engang til afvexling søgte at opmuntre den forstemte. hun gjorde derved ikke andet, end hvad enhver, kun halv saa danvet værtinde ville have gjort, naar et saa snorrige kløverblad som vi tre, havde indfunden sig hos hende. den bedste position. yderlig kold, og med et alenlangt ansigt anbefalede endelig den tredie gjest sig.
|
fiction
|
thi_rige-partie_a
|
thi_000380
|
mine herrer - sagde damen yderst forbindtlig til os, (i det vi nu kun derfor grebe til hattene, for at de atter kunde blive os fratagne, og vi kunde erholde en utrykkelig tilladelse til at blive længere) jeg er dem særdeles megen tak skyldig, for den velvillighed hvormed de har hjulpen mig til at forkorte en kjedsommelig aften. behold de mig i behagelig erindring. jeg skal ikke glemme deres behagelige selskab. det store venskab de har beviist, ved at beære en dem aldeles udekjendt med deres besøg, skal aldrig udslettes af min erindring.
|
fiction
|
thi_rige-partie_a
|
thi_000381
|
virkelig laae i den tone hvori hun sagde dette, mere end tom artighed. der laae noget hjerteligt der. men med alt dette havde hun ikke allene tænkt paa, ikke igjen at tage hattene fra os, men meget mere, førend vi saae os for, med en sandkrigskonst manøvreret saa tæt til salsdøren og taget en saa fortræffelig position, at der saalænge hun beholdt denne, aldeles ikke fra vores side var at tænke paa nogen fremrykken. og hun gjorde endog mine til længe at ville beholde denne stilling. hvad vi derfor endnu ville sige hende maatte skee fra vores nærværende standpunct.
|
fiction
|
thi_rige-partie_a
|
thi_000382
|
men da vore hjerter vare saa overvættes fulde, havde det gjort vore hoveder saa tomme, at vi ikke kunde finde de rette ord til noget. hensigtsmæssig erkyndelse.
|
fiction
|
thi_rige-partie_a
|
thi_000383
|
til lykke geraadede randel slutteligen paa det hensigtsmessige spørgsmaal, hvem den tause fortrædelige herre havde været, som vi havde havt, den ære at lære at kjende hos hende. efter hvad kjeldermesteren havde meddeelt os, blev . det dog altid det rigtigste at udlokke af hende føl hvad forhold hun stod i til den kurisse fremmedkun det var tvivlsomt om hun ville besvarspørgsmaalet. saasnart derfor randel havde gjort hende dette spørgsmaal, bevogtede jeg med mine blikke hendes ansigtstræk og øine med en opmærksomhed, som en politiespion døren af et mistænkeligt huus. fortælling. den herre - svarede hun og en skalkagtig. næsten sporsk latter spillede derved om de smukke rosenlæber - er en beslægtet, meget langt udbeslægtet af min afdøde mand. hans fordomme mod det qvindelige kjøn gjøre ham ulykkelig han hører tilfældigviis tale om mig i en onkels huus, der boer i udlandet. venskab afskildrer min caracteer. fruentimmerhaderen seerformodentlig har han fæstet nogen troe til skildringen, et miniaturportrait af mig, som er i minonkels eie. den unge mands phantasie forener hvad han har hørt om mig, med ansigtstrækkene som maleren temmelig godt har afcopieret og see, i hans aandrige øie opstaaet et idialiseret billede af mig. en anden aarsag finder jeg i det mindste ikke til hans beslutning strax at lade spænde for og reise for at lære at kjende mig. med et anbefalingsbrev kommer han til mig. en aldrende mand er hans ledsager. denne besværger mig paa det jndstændigste at gjøre hvad brevet indeholder. den unges trøstesløse forældre ønsker nemlig, at han maatte blive vunden for verden og ægtestanden, at han, ved omgang med mig og ved mine overtalelser, maatte blive tilbagegivet en ung forlovet, fra hvilken hans overspændte fordringer har bortfjernet ham. commissionen er mig meget viin, lig. men hans forældre vare min salig mands fortroeligste venner. deres eneste søns lykke lage dem alt for meget paa hjertet til at jeg ikke skulle have rakt haanden til for at virke til deres øiemeds opnaaelse, omendskjøndt jeg ved første sammenkomst med ham strax kunde indsee hvorutilstrækkelig middelet var. alt for meget indtaget af min onkels gode mening om mig beviste han den største enthusiasme for min person. vertshuset hører han tilfældigviis en bekræftelse paa hvad der havde bevæget ham til reisen. hans besøg i mit huus tiltage. men det er ham ikke nok. han forlader vertshuset for at flytte indnogle ledig staaende værelser ligeover for mig. kun fordi han seer mig underrettet om hans forlovelse med en anden, og jeg til trods for hans i begyndelsen bestemte afslag, ikke lader mig afvise fra at antage mig hendes sag, synes han for en tid lang at søge at undgaae en formelig erklæring. dog hver dag maatte jeg vente denne. jmidlertid vare hans forældre ved mig blevne underrettede om hvorledes sagerne stode og havde tillige erholdt den erklæring, at jeg hvis deres søn, skulle have hensigter med mig, har ud af stand til at opfylde disse. et jilbud bragte mig deres svar. da hjertet i slige tilfælde bør have en fortrinlig stemme, men nit aldeles ikke ville erklære sig for deres søn, saa kunde de ikke misbillige mit forhold, men inde mig for guds skyld, ikke at afvise den findlige unge mand med haardhed. de bevore mig at være langmodig og have taalmolighed med ham; men gave mig ogsaa midler i hænderne, til, i nødstilfælde at kunne skille mig af med ham. alt dette, min herrer vedblev hun; fortæler jeg dem saameget hellere, da jeg veed, at man her i staden og fornemlig i værtshuset hvor e logerer, begynder at ansee mig for denne unge mands forlovede. sagens rigtige sammenhæng, haaber jeg, de ikke vil gjøre brug af til at fortælle igjen. men jeg ønskede rigtig nok, fald talen skulde falde paa den foregivne forhvelse, at de, i mit navn, alvorlig ville modge samme. (sluttes i næste nummer.)
|
fiction
|
thi_rige-partie_a
|
thi_000384
|
fortegnelse. over nogle almindelige dyrs levealder, efter de berømteste naturkyndiges opgivelse. alder. aldes. et asen. aar. en tyr..... aar. en kat..... - en hund. - en ørn.. - en gjed. . - en o. - en hare. - en agerhøne - en due........... . en væder. . en ravn. - et faar.... - et sviin. - en turteldue - anecdoter.
|
non-fiction
| null |
thi_000385
|
----- det rige partie. (sluttet.) den gode siel. hvem var lykkeligere end randel og jeg. v. gave de høitideligste løfter, i forekommende tilfælde, at modsige rygtet paa det alvorligste. derhos bade vi hende om at maatte den følgende morgen gjøre hende vores opvartning og trykkede i glædes-tummelen over at erholde tilladelse, dertil, en specie i haanden paa betienten som lyste os ud. neden under ved døren holdt vi hinanden længe omarmede. vores gjensidige lykke var saa meget større, som enhver troede at han skulle komme i besiddelse af denne skat. j det vi gik vide, re kom det for en dag: jeg mærkede nemlig snart at randel holdt sig til den yderst forbindtlige maade hvorpaa den skjønne enke traadte i veien for ham, da han ville gaae saa tidligden gode siel tænkte jeg, han kan jo ikke vide, bort. at det skeede af frygt for at jeg ogsaa skulde forlade hende. han havde, da hans opmærksomhed var henvendt paa hatten, som var falden ham af : haanden, ikke lagt mærke til det blik, som fulgte med det mig, ene mig tilkastede battistørklæde. jeg besluttede imidlertid ligesaa lidet at forstyrre ham i hans salige haab, som damen hiin fremmede, der endnu havde lys hos sig, og laae i vinduet og som ogsaa længe blev en gienstand for vores muntre lune. j øvrigt faldt det os nu som et slør fra øinene, hvorfor ikke den skjønne dame bad os om at blive længere. hvorledes havde hun i en lille stad kundet vedligeholde det gode rygte hvori hun stod, naar hun havde givet unge lystige personager som vi, lange aftenandiencer. . gratulation. kieldermesteren, som i grunden ogsaa var meget forliebt i vores gudinde, satte et par dygtige øine op, da vi saa muntre som glæden selv, kom hjem igjen. efter nogen hosten, kunde han ikke længere undlade at fremkomme med en gratulation, skjøndt den var færdig at sønderrive hjertet paa ham. han sagde, at der foruden den fremmede som boede lige over for hende, og dennes selskabsbroder, havde det endnu ikke lykkes nogen mand under tredsindstyve aar, at være tilstede ved den elskværdige dames theebord, og gav ikke utydelig at forstaae, at det vel, ved aldeles fremmedesom vi, havde noget at betyde, ja at kjerlighed maatte være i spillet med fra hendes side. ad vocem kjere, sagde jeg da og udførte, den commission som enken havde givet os angaaende den fremmede. det var just vand paa kieldermesterens mølle. jeg troer det allerede, sagde han. en af dem mine herrer, er det som har den lykke, at foreden rige brud hjem. os kunde det gode menneske jo let overtale, ved troede det jo allerede selv. men des omhyggeligere maatte vi ogsaa være paa vores vagt, at viikke forraadte os for ham. den ædle druesaft. jkke mere end billigt opgave vi fuldkommen vor res søvn for den nat, hvem vil løbe efter ting, som man aabenbare ikke kan naae? en anden langt værdigere og notabene langt opnaaeligere gienstand, sysselsatte os jo tilstrækkelig, og skaftede os den behageligste beskjæftigelse. den virkelig ret ædle druesaft, der var at bekomme i dette huus, tjente os til en venskabelig staldbroder hele natten.
|
fiction
|
thi_rige-partie_b
|
thi_000399
|
næsten havde den gjort mig alt for blød. den fuldkomne overbeviisning som randel synes at have om, at det store lod ville blive hans, opvagte hos mig, der naturligviis var fuldkommen: overbeviist om noget andet, en ret hjertelig medlidenhed. jeg kunde ikke tænke mig det øjeblik skrækkeligt nok for den armee, naar denne jndbildning skulle berøves ham; tilmed da hans eneste skjønne drøm, ved hans vens, ved min lykke, skulle tilintetgjøres. denne omstændighed kunde maaske virke fordeelagtig paa vores hidtilværende broderlige forhold.
|
fiction
|
thi_rige-partie_b
|
thi_000400
|
randel - sagde sig derfor, da stjernen, fortrængt af den stille nærmende morgen, kun kastede matte blikke ned til os, og hævede dertil mit paa nye iskjænkte glas høit i veiret. endnu dette glas paa vores broder-forbund, guldlade det evig bestaae.
|
fiction
|
thi_rige-partie_b
|
thi_000401
|
hurtig greb han flasken, skjænkede i, og havede rask sit glas i veiret.
|
fiction
|
thi_rige-partie_b
|
thi_000402
|
hvem der ogsaa, vedblev jeg, bliver valgt at den skjønne enke, skal den anden ikke lade ham undgielde derfor nei, raabte han med bævende stemme, og i hans vaade øie kunde jeg tydelig læse mine egne følelser - nei, du maa derfor ligesaa godt være min, som før efterat vi have tømt glassene, skeede ogsaa allerede nogle nærmere forslag i henseende til fremtiden. vore beslægtede skikkede os des værre altid færre penge end vi bragte i omlød, paa akademiet. de lode os vel endog undertiden, saa at sige, ligge krum. jeg foreslog derforat den som fik denne stads skat i besiddelse skulle være forpligtet til at staae den anden bi i saadanne nødstilfælde.
|
fiction
|
thi_rige-partie_b
|
thi_000403
|
det skee, raabte ründel. paa det hurtigste maa han hielpe ham, naar nøden kræver det. seierstegnet.
|
fiction
|
thi_rige-partie_b
|
thi_000404
|
endelig greb dog søvnen, af fortrydelse over at vi ikke ville gjøre cour til den, os ved haarene. larmen paa gaden vognede mig igjenda solen stod allerede høit paa himlen. randel laae snorkende med hovedet paa vinduespuden. kieldermesteren, som just kom med kaffeen indaf døren, sagde venlig, at han nu allerede tredie gang havde spurgt om vi befalede frokost. ja nok, var svaret. jeg vaagnede min ven. en skjøn reisevogn rullede ned af gaden. jeg erkyndigede mig om hvem den vel kunde tilhøre? den bevidste fremmede herre, svarede kieldermesteren. endnu sildig i nat lod han bestille postheste, og kjører nu ogsaa allerede bort, ustridig med en dygtig kurv. først da den reisende just nu kikkede ud af vognen forstod jeg kieldermesterens ord. jeg kulende vores underlige selskabsbroder fra gaaraftes. et nyt tegn paa den forhaabede thriumph. af det uvilkaarlige udbrud af vores glæde, mærskede kjeldermesteren vist fuldkommen, hvorledes det havde sig med os. . hugget over hjerneskallen. uhret paa raadhuset slog just , da vi traade. ind i enkens huus. vi bleve viste ned i haven. rundom stode de herligste blomsterbeder og en vellugt duftede os i møde. haven var et opholdsted, der var dens eierinde værdig. hun kom. hendes øie funklede og hendes kinderglødede endnu skjønnere end i gaar. som baaren paa den letteste zephyrs vinger, svævede hunmere end hun gik hen til os, og takkede os langt inderligere end i gaar, fordi vi havde villet tilbringe den lange, kjedsommelige aften hos hende. maaskee - spurgte hun - har de seet vores selskabsbroder kjøre bort, vi bejaede det.
|
fiction
|
thi_rige-partie_b
|
thi_000405
|
gud! - raabte hun - hvor glad er jeg ikke, at jeg er bleven frie for ham for saa let kjøb! for øvrigt er manden meget at beklage. han var soldat, og fik i et slag, jeg veed ikke hvor, et hug over hjerneskallen, som længe, truede ham med døden. ak! hvo veed om det ikke, havde været bedre for ham at døe, thi hiint hug har virket yderst ufordeelagtigt paa hans siel. først troer han nemlig siden den tid, at alle fruentimmer ere troeløse og hans anden endnu luheldigere ider er, at ingen kan modstaae ham. uagtet den første jder sparer han dog ingen møie for, at søge en undtagelse fra regelen, det vel sige en kone, der slet ikke vil fæste noget venligt blik paa nogen anden mandsperson, end ham. jndledninger.
|
fiction
|
thi_rige-partie_b
|
thi_000406
|
den jnderlighed hvormed damen altid takkede os paa nye, og den glæde der viiste sig i hendes øie, gjorde mig de ord lettere, som jeg just belavede mig paa at fremsige. randel og jeg havde nemlig forhen hjemme kastet lod om, hvem af os begge, der først skulle gjøre hende sin kjerligheds erklæring, og loddet var falden paa mig. det synes mig raadeligt, for det første at meddele hende nogen efterretning om vores familie og deres lykkelige occonomiske omstændigheder, saavelsom ogsaa vore gode udsigter i fremtiden ved dennes jndflydelse, for derpaa sikkere at kunne bygge den erklæring, at vi begge elskede hende undsigelig, og gjøre hende det spørgsmaal, hvem hun maaske ville gjøre lyksalig ved at skjænke sin haand. begge to. med megen velvillie og langmodighed havde damen allerede hørt paa mine generalogiskeocconomiske efterretninger, og givet hendes særdeles satisfaction tilkjende ved den lykke som ventede os begge, saa at jeg med et mod og en præcision som jeg før neppe havde tiltroet mig selv, nu ogsaa indstillede hovedsagen til hendes afgjørelse. den ret synlige forvirring hvormed hun optog dette, kunde ikke føre mig vild. den ømme qvindelighed, saameget vidste jeg allerede af romaner, og af hvad man havde fortalt mig, paakommeri almindelighed ved saadanne leiligheder en art febergysen, der gjør det meget forklarligt, om ansigtets munterhed hos den skjønne, pludselig synes som om den var for bestandig udslettet. nei, de ord, de virkede meere, end hiin febergysen. jdet hun trak paa skuldrene, erklærede hun nemlig ligefrem, at ikke allene randel, men ogsaa jeg, kort sagt at vi begge to fordrede formeget af hende. opklaring. i gaard aftes - sagde hun - befandt jeg mig i en meget stor forlegenhed. min søster var bortreist, og den herre, som i morges forlod staden havde bedet mig engang at maatte besøge mig, uden at tage sin selskabsbroder med. j den visse forudsætning, at jeg endnu mod aftenen ville erholde et andet manligt besøg, blev denne bøn af sand inderlig medlidenhed og blot for snarere at blive befriet for ham, tilstaaet den stakkel. men da det imidlertid kommer dertil, faaer jeg et brev som siger mig at jeg har feilet i henseende til hiin forudsætning. denne tste a tete maatte imidlertid opvække saamegendesstørre frygt hos mig, da den under alle omstændigheder medbragt en kjerligheds-erklæring. jeg skrev derfor til den overspændte unge mands selskabsbroder, der allerede tidlig havde erhvervet sig min fortrolighed, at han enten strax maatte komme til mig, eller jeg maatte frasige mig alle besøg. den sindsyges vakkre ven ilede herover til mig. han var ude af sig selv over mit alternative. hans syge - sagde han - ville, hvis han fulgte med, unddrage ham sin fortrolighed for bestandig, og ved den foregivne upasselig hed, vist nok ikke med det gode lade sig afholde fra at besøge mig. da den unge ulykkeliges, gemyts-tilstand, just nu var i alt for stærk bevægelse, til at det ikke ville virke yderst omfindtlig, ja endog ødelæggende paa ham, hvis man nu voldsomt ville søge at afværge hans paatrængen. hed, raadede han mig, at lade en eller anden komme til mig, eller ogsaa at høre og besvare hans kjerligheds-erklæring; thi paa saadant noget maatte jeg forberede mig. det staaer jo - sagde han - altid i min magt, en eller anden dag at bringe sagen til at gaae krebsgang ved at opvække hans skinsyge. men den forestillelse som det andet forslag fordrede, oprørte mit hjerte.
|
fiction
|
thi_rige-partie_b
|
thi_000407
|
jeg skikkede bud efter flere bekjendtere i byen. men en tour paa landet gjorde at ingen var at finde hjemme. da kommer de mine herrer riden - de op af gaden. den paa faldende støi, for deres heste gjorde heruden for huset, gjorde mig nysgjerrig. den opmærksomhed hvorved deres øine vare henvendte paa mit vindue, bragte mig paa den jder, at maaske de kaprioler de lode deres heste gjøre, kunde være en slags hylding. de viste mig. lysten til eventyr stod umiskjendelig skreven i deres øine. de hilsede herop og tabte hvis jeg ikke tager feil, derover deres stigbøiler. allerede ved denne hilsen, og endnu mere ved det de medens de rede langsom videre, gientagne gange saae tilbage, kom jeg til at tænke paa en mulighed. skulle - tænkte jeg - disse herrer maaskee endog søge at gjøre dit bekjendtskab. hilsenen og maaden hvorpaa det skeede synes at bekræfte min formodning. det var endog ikke usandsynligt, at de valgte den korteste vei, og uden videre tiltænkte mig æren af deres besøg. jeg havde nemlig allererede ofte bemærket, hvorledes selv anstændige unge herrer, som ankomme hertil, ofte mod os smaae kjøbstædsfolk saaledes forglemme al anstændighed, som om de holdt os for en art underordnede væsener, som de store stæders beboere kunde byde alt. de mine herrer behøvede ikke at gaae saa langt. der gaves jo mange slags forevendinger til at kunne besøge mig, kort sagt, jeg troer virkelig at denne ære var mig tiltænkt. dette gav da paa engang minnaturlige munterhed, som ved den mig forestaaende fortrædelige aften var bleven gandske stum, paa engang et velgjørende stød. den fik igjen sin spendekraft for at kunne modtage dem. gandske forgabet i den tanke at de vist maatte komme, hvilede mit øie bestandig paa vinduerne i værtshuset. og - hvad beskriver min glæde. - see, da træde de arm i arm ud af huusdøren. deres søgende blikke ere ene hæftede paa disse vinduer. deres gang gieldt altsaa min ringhed. men den blyehed som viste sig i deres hele væsen jo nærmere de kom, var et slags smigrerie for mig, en frivillig tilstaaet, men egentlig uvelkommen hyldning; thi den gjorde en streg i min regning. jeg maatte jo frygte at de derved ville lade dem afholde fra det besøg, hvorpaa jeg allerede havde beredt mig, og som jeg, jeg tilstaaer det gandske aabenhjertig, ønskede særdeles. jeg besluttede mig da til at lade mit tørklæde falde ned paa gaden. mit øiemed blev derved opnaaet. de komog hialp mig ret taalelig til at fordrive en, for mig ellers vist nok ret trist og kjedsommelig aften. spørgsmaal og svar. den fine, omendskjøndt ikke uvenskabelige jronie i fortællingen kjolnede mit hjerte lidt efter lidt for damen. og - begyndte jeg, (medens randel tankeløs og mørk, berøvede en rosenstæk, der stod ved siden af ham, alle sine blomster ved udrivelidt efter lidt alle dens enkelte blade, og det aabenbarlig ikke i det bedste humeur) emaatte de ikke tænke, at en ung mand, som man paa en saadan maade tilkaster et tørklæde, derved let kunde herlede en rettighed for sig, i det høieste kunen fordring, svarede hun geskjæftig. at tilbagevise den blev dog altid i min magt. en alvorlig hensigt var ikke at formode, da alle forhold synes at forbyde det. hvorledes da, spurgte jeg. eil en student og allerede en giftermaalsplan, det kan ingen forudsætte. i gaar sluttede jeg mig til af deres hele væsen at de vare studerende, i dag - veed jeg det med sikkerhed. og tilmed - vedblev hun - torde jeg ikke lade noget krav paa mig blive gieldende, da jeg allerede i aar og dag har været hemmelig forlovet. . hielpemidler. ei, eil - raabte jeg bittert, vogt de dem der ikke komda, at en saadan kasten med tørmer for deres brudoms øren. han kunde dog, finde den spøg for alvorlig ogsaa da - spurgte hun, med en fra den hidtil værende ironiske, gandske forandret tone - naar jeg kun ved at opvække hans skinsyge, kunde bortfjerne ham paa en god maade? – hans beslægtede havde just anviist mig denne maade i nødstilfælde.
|
fiction
|
thi_rige-partie_b
|
thi_000408
|
allerede i gaar eftermiddag ville min forlovede have været her. han ville havt den bedste leilighed til at forjaget hiin ulykkelige, ved sine smigrerier for mig. men tilbageholdt ved alleslags forretninger, kunde han først indtræffe hertil i nat.
|
fiction
|
thi_rige-partie_b
|
thi_000409
|
vi maa have gjort nogle erbarmelige ansigter, randel og jeg; thi det var udenfor al tvivl, at vi her intet havde forestilt, aldeles jntet, uden en elændig hielpemiddel. . galopp.
|
fiction
|
thi_rige-partie_b
|
thi_000410
|
børnlille - saa lod nu, en mig og min venvelbekjendt mandsstemme fra en tilgrændsende løvhytte - jeg takker eder hjertelig, at j i gaar har saa godt indtaget mit sted; thi jeg er selv denne dames forlovede.
|
fiction
|
thi_rige-partie_b
|
thi_000411
|
den mand som her traade venskabelig ud til os, kjendte saavel os, som vore forældre. noget slemmere kunde nu heller ikke møde os, end saaledes at blive reven ud af vores jncognito. alt det venskab som, det upartisk sagt, ret godt sammenpassede par, viiste os, var ikke i stand, til at holde os tilbage. vi ilede over til vertshuset, stege til hest, og lode os af karlen vise en vei hvorved vi undgik at passere gjennem den skjønne, store gade. en forbandet maade at spille den forlovede paa - raabte randel, efterat et vedholdende galop, havde unddraget stadens bes selsom me taarn for vore øine. senere hen morede vi os mangen gang overde, i hiin søvnløse, men haabefulde nat, allerede tildeels gjordte bestemmelser som en følge af det rige partie, der om morgenen var bleven saagandske til vind. dets gode nytte havde imidlertid dette eventyr havt for os. endnu i gaarsagde ründel leende til mig - at han siden den tid, naar forfængeligheden paa en eller anden maade vilde føre ham vild, kun behøvede at tilbagekalde hos sig erindringen om vertshuset den lange næse, for strax at kunne see sig selv paa stedet i det rette lys. - og mig gaaer det sandelig ligedan!
|
fiction
|
thi_rige-partie_b
|
thi_000412
|
j koret i walton kirke ved theemsen, er endnu et besynderligt monument bevaret fra tidens ødelæggelser, som bestaaer af adskillige metalplader, uaglede fast mod den sydlige ende af muren. paa af dem er afbildet en mand, der rider paa en hjort. paa de andre staae hans kone, børn og en gravskrift. at de engang vare lagte over en gravsteen kan tydelig sees, men i hvad deel af kirken veed man ikke, heller ikke paa hvad tid, eller ved hvad leilighed de ere optagne, de have imidlertid en lang tid været ophængte i sakrastiet.
|
non-fiction
|
thi_besynderligt-minde_anecdote
|
thi_000413
|
en gammel graver forklarede for mange aar siden, de figurer der stode derpaa, med følgende tradition, som endskjøndt hvor forunderlig den end forekommer, synes ved det vidne monumentet selv bærer derom, ikke at være uden grund. john selvyn, den person, der forestilles derpaa med kone og børn, selv ridende paa en hjort, var i følge jnskriptionen - under-opsynsmand over parken oatland i surry, under dronning elisabeths regjering. denne mand var i følge fornævnte historikter overordentlig berømt for hans styrke, behændighed og færdighed i ridekonsten, han aflagde prøver derpaa for dronningen ved en stor hjortejagt i parken, hvor han i følge embedspligt var tilstæde og midt under jagtens heede . sprang fra hans hest op paa ryggen af hjorten, (beggerendende paa samme tid i fuld carriere. og ikke allene blev siddende med anstand fast paa ryggen, til tros for enhver anstrængelse af den forskrækkede hjort, men endog drog hans sværd og styrede den dermed mod dronningen, og da han kom nær til hende, stødte han sværder ind i struden paa dyret, saa at det faldt dødt ned fordronningens fødder. dette blev anseet for et saadant underværk, at det blev foreviget paa hans monument og han er derfor ogsaa afdildet i det øjeblik da han stikker dyret.
|
non-fiction
|
thi_besynderligt-minde_anecdote
|
thi_000414
|
sandfærdig tildragelse. j en bye nær chorley boede en ung elskværdig dame, der var meget agtet af enhver, der havde den lykke, at gjøre hendes bekjendtskab. en ung herre, der boede i samme bye, saae hende og elskede hende. han underrettede den skjønne gienstand for hans kjerlighed, om det jndtryk hun havde gjort paa hans hjerte. hun tilstod ham, han var hende ikke ligegyldig, og giengieldte kjerlighed med kjerlighed. den unge herre dyrkede videnskaberne og hans kald fordrede snart at han skulle forlade sin tilbedede og dyrke sine studeringer paa et fremmed sted. de toge afskeed fra hinanden med gjensidige løfter om evig troskab. strax efter forlod den unge student byen, en anden beundrer indfandt sig og forlangte den unge dames haand; men desværre for ham: forgiæves løb hans ømme tale om kjerlighed. damen erklærede ham, at hun havde kun et hjerte at bortgive, og dette havde hun skjænket en anden. det gamle ordsprog, ugiengieldt kjerlighed snart uddøer, gik ikke her i opfyldelse: den unge herre havde fast besluttet at indtage den andens sted, selv ved de nedrigste midler. til den endeskrev han et falsk brev til damen i hendes elskers navn, som indeholdt at han nu havde forandret sit sindelav; at han overlod hende fuldkommen frihed til at vælge hvem hun i vilde og sluttede med at han ønskede hende lykkelig i en andens arme. listen lykkedes efter al tilsyneladenhed ret godt. damen følte sig derved saa fornærmet, at hun øieblikkelig ville give den anden tilbeder sin haand. man eenedes snart om sagen, og den aften da de skulle have bryllup var bestemt, selskabet inviteret og en halv time meere vilde have forenet dem med ægtestandens hellige baand. men see engang i dette kritiske øieblik, ankommer hendes første elsker til byen, stiger af hos en ven, som fortæller ham, at i følge det brev han havde skreven sin forrige kjereste til, skulle hun denne aften givtes med en anden. høiligen forundret, forsikkrer han ham om hans uskyldighed, erklærer brevet for falsk og beder hans ven strax at gaae med ham, for om muligt at forhindre giftermaalet. denne herre kommer just dertil, da brudeparret skulle til at give hinanden hænder; han bad om at faae tilladelse til at tale med damen et øieblik i næste værelse. der underretter han hende om bedrageriet, og at hendes første og oprigtige elsker just var ved haanden. en gjensidig forklaring fandt strax sted, hendes virkelige elsker, førte hende hen til en chalse som ventede ved døren og strax kjørte bort til et værtshuus i en naboebye, hvor damen holdt sig skjult da den intenderede brudgom og selskabet havde ventet med utaalmodighed nogen tid, og slutteligen søgte efter bruden, afandt de fuglen fløien af buret." efter en frugtesløs søgen, adspredte selskabet sig, til den største ærgelse for bruddommen. den unge student vendte tilbage, efterat have kuldendt hans studeringer, og ægtede sin kjeresie, som besidder hans hele hjerte og gjør ham undsigelig lykkelig.
|
non-fiction
|
thi_sandfærdig-tildragelse_anecdote
|
thi_000415
|
held frihed dig naturens herskerinde, du evig throne i hver ædlings bryst. ved dig hver fryd vi til fordoblet finde, du altid bliver hver en skabnings lyst. ei manden blot men myriaders brimmel, tilbede dig og knæle ved din fod. røv friheden - strax mørknes glædens himmel, en ørken er hvor før et eden stod. ja evige, der skienkede os livet, hvis bliv fremtryllede vor skjønne jorddu frihed os som arvelod har givet du talede, saa huldt gjenlød dit ord: gaa menneske, nyd friheds skjønne morgen, den blive kilden til dit hæld, din dyd. flye slaverie, der blegner ikkun sorgen som himlens søn - vær stedse glad og nyd. skue uskylds søn, som hist i fængslet hviler. paa blege kind en taare rinder ned, med svage skridt han alt mod graven liler; han tæller mat, hver dag hver stund han ledda iler du ol junos skjønne datter, med stærke arm du bryder fængslets baand, flux smertens blik forvandler sig til latter frie hæver sig til himlens blaae hans aand. ol gid hver barm af lige hellig varmefor frihed, ret og brødres lykke slaae mod tyranie med lige ædel harme, som klippen i det stolte nordhav staae.
|
non-fiction
|
thi_hymne-til-friheden_poem
|
thi_000416
|
da skulde du retfærdigheds gudinde omsvæve huld ethvert af vore fjed; og uskylds engel blomsterkrandse vinde om hver en broders tause hvilested. anecdot. (thersporting magazine) de engelske vare selv i de ældre tider bekjendte for deres banden og sværgen i samtale: da greven af luxemborg ledsaget af greverne af warvick og stafford besøgte den orleanske pigei hendes fængsel i rouen, hvor hun var lænket til gulvet og bedækket med jern. foregav greven, som havde solgt hende til de engelske, at han var kommen for at handle om hendes løsepenge. hun kastede da et øiekast til ham, fuld af retmæssig fortrydelse og foragt, og sagde: du har hverken lyst eller magt til at løse mine lænker. hun vendte derpaaa sine øine mod de to grever, og sagde: "jeg veed at j engelske have besluttet at dræbe mig, og indbilde eder, at j, efter mindød, ville erobre frankerig, men om der endvare et hundrede tusende flere godsdammei frankerig end der ere, ville de aldrig kunne erobre dette kongerige.
|
non-fiction
|
thi_hymne-til-friheden_poem
|
thi_000417
|
udenlandsk. englænderne indrette nu paa deres store skibe saadanne sluknings=redskaber, at matroser skulle kunne være istand til at slukke den stærkeste brandombord. der anbringes nemlig slukningspumper paa hver af skibets sider, forsynede med de behørige slanger.
|
non-fiction
| null |
thi_000418
|
cathedralkirken i new-york skal i anstundende vinter oplyses ved gas.
|
non-fiction
| null |
thi_000419
|
(historisk beretning.) slaget ved ligny. memoires de la vie prive de napoleon en . efter at have udstædt en kjæk proklamation, til sine soldatre, var det at den store napoleon, besluttede at angribe de allierede med sin armee. planen keiseren havde lagt til slaget var lige værdigt de franskes mod og deres chefs høie reputation. det er imidlertid nødvendigt at gaae nogle dage tilbage i tiden.
|
fiction
|
thi_napoleon-memoirs_a
|
thi_000427
|
Subsets and Splits
No community queries yet
The top public SQL queries from the community will appear here once available.