| Ving-Thors Hammer. | |
| (Fremsagt af Forfatteren). | |
| Guder gjort med Hænder, | |
| Aand af Støvet skabt, | |
| Det jeg frit bekiender, | |
| Jeg har aldrig havt; | |
| Men hos Manden, i hvis Værker | |
| Liv og Aand har Mindesmærker, | |
| Immer jeg Guds Billed seer | |
| Ei i Marmor men i Leer. | |
| Ei har jeg mig solet | |
| Sydfor Alpefjeld, | |
| Ei paa Kapitolet | |
| Misundt Rom sit Held; | |
| Men at staae blandt dem i Aanden, | |
| Som med Munden og med Haanden | |
| Storværk øve trindt paa Jord, | |
| Det er Skjaldedrift i Nord, | |
| Og at følge Nordens Helte, | |
| Hvor med Kraft de spænde Belte, | |
| Hvor med Glands de vinde Seire, | |
| Det var dobbelt Lyst i Leire, | |
| Er og saa i Axelstad. | |
| Derfor, trods sit snevre Kammer, | |
| Skjalden tit stod der i Kveld, | |
| Hvor med Thors berømte Hammer | |
| Daglig hugged Dal i Fjeld | |
| Mod og MagneMod og Magne (Mod og Kraft) var, efter en Mythe, Thors Sønner, som skulde arve Mjølner., som den arved | |
| Efter Ragnarokes Gru, | |
| Men ei rød med Blod den farved, | |
| Har med Glands forgyldt den nu! | |
| Lad det Folk, som yndigst brammer, | |
| Stadselig bag Rhin | |
| Kvæde om den Karle-Hammer, | |
| Frankrig kalder sin: | |
| Hammeren fra Oldtids Dage, | |
| Som opveiet blev med Guld, | |
| Men nedsank, til Gallers Klage, | |
| Femten Mile under Muld; | |
| Brennus-Kiøllen fra Lombarte, | |
| Som stod op med Bonaparte, | |
| Knuste Been og Bjerg som Glar, | |
| Borgene som braadne Kar, | |
| Vandt med Lyn og Tordenbrag | |
| Prisen vel i hundred Slag, | |
| Før tilsidst, i Kamp med Aanden, | |
| Magtesløs den fløi af Haanden, | |
| Sank i sine gamle Spor | |
| Femten Mile under Jord! | |
| Lad den synke tusind Mile, | |
| Aldrig meer opstaae! | |
| Derad skal som Piger smile | |
| Nordens Bølger blaa; | |
| Thi vor Hammer, dybt begravet | |
| Med det gamle Heltekuld, | |
| Den stod op med Lyn paa Havet | |
| Og med Glands af sorten Muld! | |
| Ja, for aldrig meer at segne, | |
| Den stod op i vore Egne, | |
| Den fra Fædres Kæmpehøi | |
| Deres Æt ihænde fløi, | |
| Saa mangfoldig, som i Støvet | |
| Storværk er af Aanden øvet; | |
| Thi i Norden Præg af Aanden | |
| Bær selv Kæmpeværk af Haanden, | |
| Vor Stærkodder var med Priis | |
| Skjald og Kæmpe skifteviis! | |
| Derfor liflig Nordens Tunge | |
| Kan om Haandens Idræt sjunge, | |
| Juble trindt om Øresund: | |
| “Storværks Egn med Haand og Mund!” | |
| Derfor og i Skjaldesang | |
| Prud sig op af Graven svang | |
| Ving-Thors mageløse Hammer | |
| Med det gode Ry: | |
| Som den sigter, saa den rammer, | |
| Altid under Sky, | |
| Maa, for Fredens Skyld, tilvisse | |
| Stundum ramme Jetters Isse, | |
| Men er dog med Konsten gjort | |
| Til i Flamme | |
| Vist at ramme | |
| Alt hvad Aanden kalder Stort, | |
| Saa, ved Konst og Kraftens Ord, | |
| Storværk reiser sig i Nord, | |
| Som den sjunkne Kæmpetrop | |
| Stod i Gladhjem herlig op! | |
| Ja, da hist bag Alpefjelde, | |
| Under klangfuldt Hammerslag, | |
| Jason reiste sig med Vælde, | |
| Kæmpehøi paa Seirens Dag, | |
| Da i Kamp paa Kongedybet, | |
| Under Kvad om Age-Thor, | |
| Høit sig hæved over Krybet | |
| Vætten fra det gamle Nord, | |
| Spaaende med Tordenstemme | |
| Om Idrætter tusindfold, | |
| Som skal Jetter klart beskæmme, | |
| Straalekrandse Amlets Skjold, | |
| Sanke under Dannebroge | |
| Seierstegn fra alle Kroge, | |
| Som til Vink om hver Bedrift, | |
| Hist de stod i Billedskrift, | |
| Klynged sig om Mester-Haanden, | |
| Som udmærker Thorvalds Søn, | |
| Og afbilder Kæmpe-Aanden | |
| Tusindformet, immerskiøn! | |
| Derfor, skiøndt, som Eremiten, | |
| Jeg kun daarlig fra Graniten | |
| Kiender Marmelstenen fiin, | |
| Seer i Rune før i Sule | |
| Aandens Præg, som gamle Thule | |
| Kaldte Kæmpevætte sin; | |
| Ei desmindre jeg med Glæde | |
| Er et Led af denne Kiæde, | |
| Konstens hjemmegiorte Krands, | |
| Der sig som et Tonebelte | |
| Snoer om alle Nordens Helte, | |
| Og ombølger i sin Glands | |
| Ham, hvis Navn, naar Støvet blunder, | |
| Blive skal vor ny Vaulunder, | |
| Vandre saa i Nordens Skove, | |
| Vugges saa paa Tidens Vove, | |
| Tone saa i Danevang, | |
| Giennem mange Skjaldes Sang! | |
| Det forkynder denne Aften, | |
| Som bebuder meer endnu: | |
| Vei sig bryder Kæmpekraften, | |
| Kommer Fortids Daad ihu, | |
| Vil ei længer, som for længe, | |
| Naar den skaber Skjaldekvad, | |
| Riste kun om rørte Strænge | |
| Paa det stumme Flyveblad, | |
| Men i Ordet, som har Vinge, | |
| Og i Røsten, som har Klang, | |
| Over Isserne sig svinge, | |
| Som de gamle Skjaldes Sang, | |
| Trylle frem de svundne Dage | |
| Og hver Ædling med sin Daad, | |
| Som i Fædres Valhald Brage, | |
| Brydes kækt med Dødens Braad! | |
| Det har Kæmpeaanden villet | |
| Og indskudt i Skjaldens Barm, | |
| Som vor Konstner har fremstillet | |
| Døden skiøn i Livets Arm Livets og Dødens Genius af Thorvaldsen (hos Thiele CLVI.) seet i det Forhold, som levende | |
| Folk maae ønske.. | |
| Ja, naar, med sit Kvad i Haanden, | |
| Giennemtrængt af Kæmpeaanden, | |
| Skjalden staaer i Frændelag, | |
| Med sin Moders Tungeslag, | |
| Og udtrykker hvad han tænker, | |
| Hvad hans Hjerte kalder sandt; | |
| See, da briste Dødens Lænker, | |
| Der om Tonerne sig vandt, | |
| Som ved Dommedags-Basunen | |
| Dødninger af Grav opstaae, | |
| Kækt sig hæver Tale-Runen, | |
| Svinger sig mod Skyer blaa, | |
| Jubler ud, til Gravens Harme, | |
| Dødens Bod i Livets Arme! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |