File size: 5,684 Bytes
f1e5b38 |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 |
Ving-Thors Hammer.
(Fremsagt af Forfatteren).
Guder gjort med Hænder,
Aand af Støvet skabt,
Det jeg frit bekiender,
Jeg har aldrig havt;
Men hos Manden, i hvis Værker
Liv og Aand har Mindesmærker,
Immer jeg Guds Billed seer
Ei i Marmor men i Leer.
Ei har jeg mig solet
Sydfor Alpefjeld,
Ei paa Kapitolet
Misundt Rom sit Held;
Men at staae blandt dem i Aanden,
Som med Munden og med Haanden
Storværk øve trindt paa Jord,
Det er Skjaldedrift i Nord,
Og at følge Nordens Helte,
Hvor med Kraft de spænde Belte,
Hvor med Glands de vinde Seire,
Det var dobbelt Lyst i Leire,
Er og saa i Axelstad.
Derfor, trods sit snevre Kammer,
Skjalden tit stod der i Kveld,
Hvor med Thors berømte Hammer
Daglig hugged Dal i Fjeld
Mod og MagneMod og Magne (Mod og Kraft) var, efter en Mythe, Thors Sønner, som skulde arve Mjølner., som den arved
Efter Ragnarokes Gru,
Men ei rød med Blod den farved,
Har med Glands forgyldt den nu!
Lad det Folk, som yndigst brammer,
Stadselig bag Rhin
Kvæde om den Karle-Hammer,
Frankrig kalder sin:
Hammeren fra Oldtids Dage,
Som opveiet blev med Guld,
Men nedsank, til Gallers Klage,
Femten Mile under Muld;
Brennus-Kiøllen fra Lombarte,
Som stod op med Bonaparte,
Knuste Been og Bjerg som Glar,
Borgene som braadne Kar,
Vandt med Lyn og Tordenbrag
Prisen vel i hundred Slag,
Før tilsidst, i Kamp med Aanden,
Magtesløs den fløi af Haanden,
Sank i sine gamle Spor
Femten Mile under Jord!
Lad den synke tusind Mile,
Aldrig meer opstaae!
Derad skal som Piger smile
Nordens Bølger blaa;
Thi vor Hammer, dybt begravet
Med det gamle Heltekuld,
Den stod op med Lyn paa Havet
Og med Glands af sorten Muld!
Ja, for aldrig meer at segne,
Den stod op i vore Egne,
Den fra Fædres Kæmpehøi
Deres Æt ihænde fløi,
Saa mangfoldig, som i Støvet
Storværk er af Aanden øvet;
Thi i Norden Præg af Aanden
Bær selv Kæmpeværk af Haanden,
Vor Stærkodder var med Priis
Skjald og Kæmpe skifteviis!
Derfor liflig Nordens Tunge
Kan om Haandens Idræt sjunge,
Juble trindt om Øresund:
“Storværks Egn med Haand og Mund!”
Derfor og i Skjaldesang
Prud sig op af Graven svang
Ving-Thors mageløse Hammer
Med det gode Ry:
Som den sigter, saa den rammer,
Altid under Sky,
Maa, for Fredens Skyld, tilvisse
Stundum ramme Jetters Isse,
Men er dog med Konsten gjort
Til i Flamme
Vist at ramme
Alt hvad Aanden kalder Stort,
Saa, ved Konst og Kraftens Ord,
Storværk reiser sig i Nord,
Som den sjunkne Kæmpetrop
Stod i Gladhjem herlig op!
Ja, da hist bag Alpefjelde,
Under klangfuldt Hammerslag,
Jason reiste sig med Vælde,
Kæmpehøi paa Seirens Dag,
Da i Kamp paa Kongedybet,
Under Kvad om Age-Thor,
Høit sig hæved over Krybet
Vætten fra det gamle Nord,
Spaaende med Tordenstemme
Om Idrætter tusindfold,
Som skal Jetter klart beskæmme,
Straalekrandse Amlets Skjold,
Sanke under Dannebroge
Seierstegn fra alle Kroge,
Som til Vink om hver Bedrift,
Hist de stod i Billedskrift,
Klynged sig om Mester-Haanden,
Som udmærker Thorvalds Søn,
Og afbilder Kæmpe-Aanden
Tusindformet, immerskiøn!
Derfor, skiøndt, som Eremiten,
Jeg kun daarlig fra Graniten
Kiender Marmelstenen fiin,
Seer i Rune før i Sule
Aandens Præg, som gamle Thule
Kaldte Kæmpevætte sin;
Ei desmindre jeg med Glæde
Er et Led af denne Kiæde,
Konstens hjemmegiorte Krands,
Der sig som et Tonebelte
Snoer om alle Nordens Helte,
Og ombølger i sin Glands
Ham, hvis Navn, naar Støvet blunder,
Blive skal vor ny Vaulunder,
Vandre saa i Nordens Skove,
Vugges saa paa Tidens Vove,
Tone saa i Danevang,
Giennem mange Skjaldes Sang!
Det forkynder denne Aften,
Som bebuder meer endnu:
Vei sig bryder Kæmpekraften,
Kommer Fortids Daad ihu,
Vil ei længer, som for længe,
Naar den skaber Skjaldekvad,
Riste kun om rørte Strænge
Paa det stumme Flyveblad,
Men i Ordet, som har Vinge,
Og i Røsten, som har Klang,
Over Isserne sig svinge,
Som de gamle Skjaldes Sang,
Trylle frem de svundne Dage
Og hver Ædling med sin Daad,
Som i Fædres Valhald Brage,
Brydes kækt med Dødens Braad!
Det har Kæmpeaanden villet
Og indskudt i Skjaldens Barm,
Som vor Konstner har fremstillet
Døden skiøn i Livets Arm Livets og Dødens Genius af Thorvaldsen (hos Thiele CLVI.) seet i det Forhold, som levende
Folk maae ønske..
Ja, naar, med sit Kvad i Haanden,
Giennemtrængt af Kæmpeaanden,
Skjalden staaer i Frændelag,
Med sin Moders Tungeslag,
Og udtrykker hvad han tænker,
Hvad hans Hjerte kalder sandt;
See, da briste Dødens Lænker,
Der om Tonerne sig vandt,
Som ved Dommedags-Basunen
Dødninger af Grav opstaae,
Kækt sig hæver Tale-Runen,
Svinger sig mod Skyer blaa,
Jubler ud, til Gravens Harme,
Dødens Bod i Livets Arme!
N. F. S. Grundtvig.
|