title: Ving-Thors Hammer
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2017-05-01T00:00:00.000Z
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
Ving-Thors Hammer.
(Fremsagt af Forfatteren). Guder gjort med Hænder,Aand af Støvet skabt,Det jeg frit bekiender,Jeg har aldrig havt;Men hos Manden, i hvis VærkerLiv og Aand har Mindesmærker,Immer jeg Guds Billed seerEi i Marmor men iLeer.Ei har jeg mig soletSydforAlpefjeld,Ei paaKapitoletMisundtRomsit Held;Men at staae blandt dem i Aanden,Som med Munden og med HaandenStorværk øve trindt paa Jord,Det er Skjaldedrift iNord,Og at følgeNordensHelte,Hvor med Kraft de spænde Belte,Hvor med Glands de vinde Seire,Det vardobbeltLyst iLeire,Erog saaiAxelstad.Derfor, trods sit snevre Kammer,Skjalden tit stod der i Kveld,Hvor medThorsberømte HammerDaglig hugged Dal i FjeldModogMagneMod og Magne (Mod og Kraft) var, efter en Mythe, Thors Sønner, som skulde arve Mjølner. , som den arvedEfterRagnarokesGru,Men ei rød med Blod den farved,Har med Glands forgyldt den nu!Lad det Folk, som yndigstbrammer,Stadselig bagRhinKvæde om denKarle-Hammer,Frankrigkalder sin:Hammeren fra Oldtids Dage,Som opveiet blev med Guld,Men nedsank, tilGallersKlage,Femten Mile under Muld;Brennus-KiøllenfraLombarte,Som stod op medBonaparte,Knuste Been og Bjerg somGlar,Borgene som braadne Kar,Vandt med Lyn og TordenbragPrisen vel i hundred Slag,Før tilsidst, i Kamp medAanden,Magtesløs den fløi af Haanden,Sank i sine gamle SporFemten Mile under Jord!Lad den synke tusind Mile,Aldrig meer opstaae!Derad skal som Piger smileNordensBølger blaa;ThivorHammer, dybt begravetMed det gamle Heltekuld,Den stod op med Lyn paa HavetOg med Glands af sorten Muld!Ja, for aldrig meer at segne,Den stod op i vore Egne,Den fra Fædres KæmpehøiDeres Æt ihænde fløi,Saa mangfoldig, som i StøvetStorværk er af Aanden øvet;Thi iNordenPræg af AandenBærselvKæmpeværkaf Haanden,VorStærkoddervar med PriisSkjald ogKæmpeskifteviis!Derfor lifligNordensTungeKan om HaandensIdrætsjunge,Juble trindt omØresund:“Storværks Egn med Haand og Mund!”Derforogi SkjaldesangPrud sig op af Graven svangVing-Thorsmageløse HammerMed det gode Ry:Som den sigter,saaden rammer,Altid under Sky,Maa, for Fredens Skyld,tilvisseStundum rammeJettersIsse,Men er dog med Konsten gjortTil i FlammeVist at rammeAlt hvadAandenkalderStort,Saa, ved Konst og Kraftens Ord,Storværkreiser sig iNord,Som densjunkneKæmpetropStod iGladhjemherlig op!Ja, da hist bagAlpefjelde,Under klangfuldt Hammerslag,Jasonreiste sig med Vælde,Kæmpehøipaa Seirens Dag,Da i Kamp paaKongedybet,Under Kvad omAge-Thor,Høit sig hæved over KrybetVættenfra det gamle Nord,Spaaende med TordenstemmeOmIdrættertusindfold,Som skalJetterklart beskæmme,StraalekrandseAmletsSkjold,Sanke underDannebrogeSeierstegn fra alle Kroge,Som til Vink om hver Bedrift,Hist de stod i Billedskrift,Klynged sig omMester-Haanden,Som udmærkerThorvaldsSøn,Og afbilderKæmpe-AandenTusindformet, immerskiøn!Derfor, skiøndt, som Eremiten,Jeg kun daarlig fra GranitenKienderMarmelstenenfiin,Seer i Rune før iSuleAandens Præg, som gamleThuleKaldteKæmpevættesin;Ei desmindre jeg med GlædeEr et Led af denne Kiæde,Konstens hjemmegiorte Krands,Der sig som etTonebelteSnoer om alleNordensHelte,Og ombølger i sin GlandsHam, hvis Navn, naar Støvet blunder,Blive skal vor nyVaulunder,VandresaaiNordensSkove,Vuggessaapaa Tidens Vove,TonesaaiDanevang,Giennem mange Skjaldes Sang!Det forkynder denne Aften,Som bebuder meer endnu:Vei sig bryderKæmpekraften,Kommer Fortids Daad ihu,Vil ei længer, som for længe,Naar den skaber Skjaldekvad,Ristekunomrørte StrængePaa det stummeFlyveblad,Men i Ordet, som har Vinge,Og i Røsten, som har Klang,Over Isserne sig svinge,Som de gamle Skjaldes Sang,Trylle frem de svundne DageOg hverÆdlingmed sin Daad,Som i FædresValhaldBrage,Brydes kækt medDødens Braad!Det harKæmpeaandenvilletOg indskudt i SkjaldensBarm,Som vor Konstner har fremstilletDødenskiøn iLivets ArmLivets og Dødens Genius af Thorvaldsen (hos Thiele CLVI.) seet i det Forhold, som levende Folk maae ønske. .Ja, naar, med sit Kvad i Haanden,Giennemtrængt afKæmpeaanden,Skjalden staaer iFrændelag,Med sin ModersTungeslag,Og udtrykker hvad han tænker,Hvad hans Hjerte kalder sandt;See, da briste Dødens Lænker,Der om Tonerne sigvandt,Som ved Dommedags-BasunenDødninger af Grav opstaae,Kækt sig hæver Tale-Runen,Svinger sig mod Skyer blaa,Jubler ud, til Gravens Harme,Dødens Bod i Livets Arme!N. F. S. Grundtvig.