| Phønix-Gaarden. | |
| Er det sandt, hvad Rygtet siger, | |
| Hvad i Bog alt præntet staaer, | |
| At af Asken Phønix stiger | |
| Med den Danske Studi-Gaard, | |
| Sjunger, mens sig Trolde græmme, | |
| Fredriks Priis med Folke-Stemme! | |
| Er det kun en Tale-Maade | |
| I den tomme Romer-Stil, | |
| Eller har sig Danmarks Gaade | |
| Nu opløst som Graad i Smil, | |
| Saa med Sang i Nyaars-Skolen | |
| Phønix hilser Morgen-Solen? | |
| Lad i Hast os ihukomme | |
| Sagnene fra Heden-Old, | |
| Som dem, efter Norne-Domme, | |
| Aanden fører i sit Skjold: | |
| Mindets Røst om Kæmpe-Værker, | |
| Haabets Vink som Jule-Mærker! | |
| Solens Fugl, saa Røsten lyder, | |
| Har fuld mageløse Kaar: | |
| Sig ved Morgen-Røden fryder | |
| Han i hele tusind Aar, | |
| Overgaaer i grønne Sale | |
| Vidt al Verdens Natter-Gale! | |
| Men er Tusind-Aaret omme, | |
| Taber han sit Tunge-Maal, | |
| Efter dunkle Norne-Domme | |
| Selv bereder han sit Baal, | |
| Naar af Kors-Vedd han sig bygger | |
| Rede fiin i Palme-Skygger! | |
| Bygt af Alt hvad yndig dufter | |
| Er i Lund den Rede gild, | |
| Tændes an, hvor let det lufter, | |
| Brat af Solens rene Ild, | |
| I den store Skiærsilds-Hede | |
| Sammensmelter Fugl og Rede! | |
| Under Viraks-Duft og Hede, | |
| Efter Nornens Overlæg, | |
| Asken dog af Fugl og Rede | |
| Sig afrunder til et Æg, | |
| Avler og, hvor Straaler spille, | |
| Brat i Tidens Løb en Lille! | |
| Sønnen vel kun synes ringe, | |
| Heel ulig sin høie Byrd, | |
| Uden Neb, som uden Vinge, | |
| Ingen Fugl og knap et Dyr, | |
| Men, hvad just er Fugle-Skrækken, | |
| Kun et Kryb i Orme-Rækken! | |
| Dog der hviskes trindt i Vangen | |
| Om et lønligt Levnets-Løb: | |
| Orme-Ham for Midgaards-Slangen | |
| Er den Lilles Skjul og Svøb, | |
| Mens af Himmel-Dugg alene | |
| Kræfter samles nye og rene! | |
| Hamm da skyder brat den Stærke, | |
| Ryster sig med Vinge-Slag, | |
| Viser frem hvert Kiende-Mærke, | |
| Paa sit Bryst og paa sin Bag, | |
| Som, med alle Regnbu-Farver, | |
| Efter Fader sin han arver! | |
| Ei saa stor er Struds at finde, | |
| Og saa pæn er ingen Paa, | |
| Straale-Krandse trindt sig vinde | |
| Om hans Øine himmelblaa, | |
| Fødder hans som Guld mon gløde, | |
| Kløerne er purpurrøde! | |
| Fugle-Choret brat omringer, | |
| Hylder ham med Gammens-Kvad, | |
| Mens han sig til Hjemmet svinger, | |
| Over Solens Strøm og Stad, | |
| Hilser glad, som førend Døden, | |
| Med sin Høisang Morgen-Røden! | |
| Saa den store Phønix-Sage | |
| Fødtes som et vinget Ord, | |
| Giennemfløi de gamle Dage, | |
| Og til Helvede nedfoer, | |
| Staaer dog livlig for de Unge | |
| Op igjen paa Skjalde-Tunge! | |
| Nemt er Sagnet at forklare, | |
| For hver Fugl i Orme-Svøb, | |
| Vist det vilde aabenbare | |
| Aandens store Levnets-Løb, | |
| Som, trods Mellem-Tidens Flamme, | |
| Først og sidst er dog den Samme! | |
| Saga og det har at melde: | |
| Længe Old-Tids Høisang tav, | |
| Og skal løse Rygter giælde, | |
| Aanden sank i Støvets Grav, | |
| Klart i Hjerte-Tidens Luer | |
| Spor af Aand dog Øiet skuer! | |
| End et Ord fra Saga falder, | |
| Om en Lille født i Løn, | |
| Som i dunkle Middel-Alder | |
| Gjaldt for Aandens ægte Søn, | |
| Skiøndt han i Bogorme-Hammen | |
| Ligned slet kun Skjalde-Stammen. | |
| Dog, det Bedste er tilbage, | |
| Som vi længe vented paa! | |
| Komme nu de klare Dage, | |
| Da vor Sjæl skal Aand forstaae, | |
| Da med Vidskab vi skal fatte | |
| Aandens Sprog og Oldtids Skatte? | |
| Ja, de komme, og paa Jorden | |
| Findes knap der nogen Plet, | |
| Vissere end vores Norden | |
| Paa den Fugl af Phønix-Æt, | |
| Paa den Sjæl, som efterhaanden | |
| Fatter og forklarer Aanden! | |
| Han, der sover kun som Fuglen, | |
| Han, der vogter Gynge-Bro, | |
| Han, der maaler Verdens-Kuglen, | |
| Han, der hører Græsset groe, | |
| Han, der Gjaller-Hornet raader, | |
| Han og gjætter alle Gaader! | |
| Det er ham paa Himmel-Bjerget, | |
| Det er Heimdal Mimer-Søn, | |
| Som med “Hoved”, Gudhjems-Værget, | |
| Voxer til en Helt i Løn, | |
| Vækker, under Gladhjems Fare | |
| Valhalds prude Kæmpe-Skare! | |
| Faderen til Vidskabs-Vætten | |
| Kjendtes bedst i Øster-Leed, | |
| Men i Nord om Moder-Ætten | |
| Skjalde vidste ret Beskeed; | |
| Thi som Danske Hjerter røde | |
| Systre ni ham vel maae føde! | |
| Sikkert spaaer da sandt i Lunden | |
| Studi-Gaardens Saga-Stav, | |
| Paa det Maal, der end i Munden | |
| Ligner det sortladne Hav, | |
| Naar i Bugter snildt og Vige | |
| Det sig snoer om Jorde-Rige! | |
| Studi-Gaarden nu indviet | |
| Paa de Danskes Tunge-Maal, | |
| Feier ud Papisteriet, | |
| Giør paa Romer-Sproget Kaal, | |
| Giør det klart, at Romer-Retten | |
| Ulov er for Odins-Ætten! | |
| Og er først Bærsærken fældet, | |
| Brat sig teer ved Øre-Sund: | |
| Nordens Aand er ei forældet, | |
| Men forynget sært i Lund, | |
| Ved den Drik, som Hjertet kvæger: | |
| Moders-Maalets Braga-Bæger! | |
| Ved det Bæger Nordens Helte | |
| Fæsted Arv og loved Daad, | |
| Aanden mellem Sund og Belte | |
| Lover Bod for Freias Graad, | |
| Kalder Alt hvad Hjertet søger | |
| Odel sin i Liv og Bøger! | |
| Derfor, trods hver Maro-Skygge, | |
| Romas Ørn og Natte-Ravn, | |
| Trods hver Brand-Piil og Ulykke, | |
| Som har ramt vor Føde-Stavn, | |
| Fuglen, født af Hjerte-Flammen, | |
| Skyder her Bogorme-Hammen! | |
| Spørges skal det vidt paa Jorden: | |
| Under Fredrik Eiegod | |
| Phønix blev gjenfødt i Norden, | |
| Aand for Bane sin fik Bod, | |
| Derfor i den Danske Orden | |
| Skolen døbdes “Phønix-Gaarden!” | |
| N.F.S. Grundtvig. | |