File size: 8,044 Bytes
f1e5b38 |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 |
Phønix-Gaarden.
Er det sandt, hvad Rygtet siger,
Hvad i Bog alt præntet staaer,
At af Asken Phønix stiger
Med den Danske Studi-Gaard,
Sjunger, mens sig Trolde græmme,
Fredriks Priis med Folke-Stemme!
Er det kun en Tale-Maade
I den tomme Romer-Stil,
Eller har sig Danmarks Gaade
Nu opløst som Graad i Smil,
Saa med Sang i Nyaars-Skolen
Phønix hilser Morgen-Solen?
Lad i Hast os ihukomme
Sagnene fra Heden-Old,
Som dem, efter Norne-Domme,
Aanden fører i sit Skjold:
Mindets Røst om Kæmpe-Værker,
Haabets Vink som Jule-Mærker!
Solens Fugl, saa Røsten lyder,
Har fuld mageløse Kaar:
Sig ved Morgen-Røden fryder
Han i hele tusind Aar,
Overgaaer i grønne Sale
Vidt al Verdens Natter-Gale!
Men er Tusind-Aaret omme,
Taber han sit Tunge-Maal,
Efter dunkle Norne-Domme
Selv bereder han sit Baal,
Naar af Kors-Vedd han sig bygger
Rede fiin i Palme-Skygger!
Bygt af Alt hvad yndig dufter
Er i Lund den Rede gild,
Tændes an, hvor let det lufter,
Brat af Solens rene Ild,
I den store Skiærsilds-Hede
Sammensmelter Fugl og Rede!
Under Viraks-Duft og Hede,
Efter Nornens Overlæg,
Asken dog af Fugl og Rede
Sig afrunder til et Æg,
Avler og, hvor Straaler spille,
Brat i Tidens Løb en Lille!
Sønnen vel kun synes ringe,
Heel ulig sin høie Byrd,
Uden Neb, som uden Vinge,
Ingen Fugl og knap et Dyr,
Men, hvad just er Fugle-Skrækken,
Kun et Kryb i Orme-Rækken!
Dog der hviskes trindt i Vangen
Om et lønligt Levnets-Løb:
Orme-Ham for Midgaards-Slangen
Er den Lilles Skjul og Svøb,
Mens af Himmel-Dugg alene
Kræfter samles nye og rene!
Hamm da skyder brat den Stærke,
Ryster sig med Vinge-Slag,
Viser frem hvert Kiende-Mærke,
Paa sit Bryst og paa sin Bag,
Som, med alle Regnbu-Farver,
Efter Fader sin han arver!
Ei saa stor er Struds at finde,
Og saa pæn er ingen Paa,
Straale-Krandse trindt sig vinde
Om hans Øine himmelblaa,
Fødder hans som Guld mon gløde,
Kløerne er purpurrøde!
Fugle-Choret brat omringer,
Hylder ham med Gammens-Kvad,
Mens han sig til Hjemmet svinger,
Over Solens Strøm og Stad,
Hilser glad, som førend Døden,
Med sin Høisang Morgen-Røden!
Saa den store Phønix-Sage
Fødtes som et vinget Ord,
Giennemfløi de gamle Dage,
Og til Helvede nedfoer,
Staaer dog livlig for de Unge
Op igjen paa Skjalde-Tunge!
Nemt er Sagnet at forklare,
For hver Fugl i Orme-Svøb,
Vist det vilde aabenbare
Aandens store Levnets-Løb,
Som, trods Mellem-Tidens Flamme,
Først og sidst er dog den Samme!
Saga og det har at melde:
Længe Old-Tids Høisang tav,
Og skal løse Rygter giælde,
Aanden sank i Støvets Grav,
Klart i Hjerte-Tidens Luer
Spor af Aand dog Øiet skuer!
End et Ord fra Saga falder,
Om en Lille født i Løn,
Som i dunkle Middel-Alder
Gjaldt for Aandens ægte Søn,
Skiøndt han i Bogorme-Hammen
Ligned slet kun Skjalde-Stammen.
Dog, det Bedste er tilbage,
Som vi længe vented paa!
Komme nu de klare Dage,
Da vor Sjæl skal Aand forstaae,
Da med Vidskab vi skal fatte
Aandens Sprog og Oldtids Skatte?
Ja, de komme, og paa Jorden
Findes knap der nogen Plet,
Vissere end vores Norden
Paa den Fugl af Phønix-Æt,
Paa den Sjæl, som efterhaanden
Fatter og forklarer Aanden!
Han, der sover kun som Fuglen,
Han, der vogter Gynge-Bro,
Han, der maaler Verdens-Kuglen,
Han, der hører Græsset groe,
Han, der Gjaller-Hornet raader,
Han og gjætter alle Gaader!
Det er ham paa Himmel-Bjerget,
Det er Heimdal Mimer-Søn,
Som med “Hoved”, Gudhjems-Værget,
Voxer til en Helt i Løn,
Vækker, under Gladhjems Fare
Valhalds prude Kæmpe-Skare!
Faderen til Vidskabs-Vætten
Kjendtes bedst i Øster-Leed,
Men i Nord om Moder-Ætten
Skjalde vidste ret Beskeed;
Thi som Danske Hjerter røde
Systre ni ham vel maae føde!
Sikkert spaaer da sandt i Lunden
Studi-Gaardens Saga-Stav,
Paa det Maal, der end i Munden
Ligner det sortladne Hav,
Naar i Bugter snildt og Vige
Det sig snoer om Jorde-Rige!
Studi-Gaarden nu indviet
Paa de Danskes Tunge-Maal,
Feier ud Papisteriet,
Giør paa Romer-Sproget Kaal,
Giør det klart, at Romer-Retten
Ulov er for Odins-Ætten!
Og er først Bærsærken fældet,
Brat sig teer ved Øre-Sund:
Nordens Aand er ei forældet,
Men forynget sært i Lund,
Ved den Drik, som Hjertet kvæger:
Moders-Maalets Braga-Bæger!
Ved det Bæger Nordens Helte
Fæsted Arv og loved Daad,
Aanden mellem Sund og Belte
Lover Bod for Freias Graad,
Kalder Alt hvad Hjertet søger
Odel sin i Liv og Bøger!
Derfor, trods hver Maro-Skygge,
Romas Ørn og Natte-Ravn,
Trods hver Brand-Piil og Ulykke,
Som har ramt vor Føde-Stavn,
Fuglen, født af Hjerte-Flammen,
Skyder her Bogorme-Hammen!
Spørges skal det vidt paa Jorden:
Under Fredrik Eiegod
Phønix blev gjenfødt i Norden,
Aand for Bane sin fik Bod,
Derfor i den Danske Orden
Skolen døbdes “Phønix-Gaarden!”
N.F.S. Grundtvig.
|