title: Professor Svenn Hersleb
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2018-11-01T00:00:00.000Z
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
Professor Svenn Hersleb.
*Ungdoms-Ven*fraNordlandsKlipper!Allerede nu ei meer?Saai StøvetStyrken glipper,Kun hvad Almagt vil, det skeer!Ei er Bønnerne saa fromme,De kan bøie Dødens Domme,De kan bane Livets Vei!Det er jo kun stakket siden,Vi, i Daners Hoved-Stad,Langudspandtos Leve-Tiden,Hvor i Ungdoms-Kraft vi sad,Haabed, i hinandens Følge,Herre-Færdpaa Livets BølgeTil Udødeligheds Havn!Ja, vort Barne-Liv forleden,I vor Ungdoms bedste Aar,Under Krigen midt i Freden,For mig som den Dag i Gaar,Tænkde jeg, see, det er Sorgen,Kom maaskee igien i Morgen,I vor ManddomsEfter-Høst!Men naar jeg mig ret besinder,Tæller Aar og Bølge-Slag,Med Cypresser ogKiærminder,Sørge-Flor og Konge-Flag,Jeg dog nødes til at sande:Der løb meget Vand til Strande,Siden vi gik Haand i Haand.Lisevar min lille Pige,Det er hendes Datter nu;Derogvar etTvilling-Rige,Kommet neppe meer ihu:Fædre-Landetfor os Begge,Nu med meer endOdd og EggeSkarp adskilt som “Mit og Dit.”Ja, iNordenbrast det stærke,Brast det gamle Hjerte-Baand,Løve-Baand iSkjolde-Mærke,Knyttet med en Barne-Haand,Detogvorder seent beskrevet,Alt hvad da blev sønderrevet,MellemNordensKiølog Klint.Drømme maae vel unge Sjæle,Som de drømde sødt hos os,At al Verdens Grændse-PæleDe kan dristig byde Trods,Før de ældes, dog de lære:Tili Støvetfri at væreDer vil meer endKæmpe-Drøm.Sendte vi end overStrandenVenne-Hilsen mangen Gang,Døde dog, som for hinandenDovre-FjeldogDane-Vang,Varogvi, trods al vor Spørgen,Al vorStritten, al vor Sørgen,Hele vorKiærminde-Krands.Derfor nu ei brast den Kiæde,Der os fordum sammenbandt,Nei, jeg føler det med Glæde,Nu den Bruddet overvandt,Nu opløstes med din SmerteBrynjen om ditKæmpe-Hjerte,Varmt det slaaer mod Vennens her!Ja, lad kun de stærke AanderSmile ad vor gamle Tro,At hvad her sig ædelt vaander,Hisset vinder salig Ro!Det var dog vor Trøst paa Jorden,Og fra Arilds-Tid iNordenGladhjemlaae bag Kæmpe-Høi!Dog, skiøndt hist i Morgen-RødenGladere vi sees igjen,Ikke jeg paakalder Døden,Aldrig bliver jeg dens Ven,Dertil er for kiært mig Livet,Selv som det os her blev givetGuddoms-Kaar at kiende halvt.Ogsaa jeg ervist nokgraanet,Visnet er minRosen-Flor,Og som Du er MegetdaanetAf mit Kiæreste paa Jord,Men, om ei som Blomster-Haven,Dog langt skiønnere end GravenEr den rigeAbild-Gaard!Ja, selv Roserne de røde,Blomster-SlægtensDronning-KuldDronning Kuld,Erendei for mig uddøde,Mylrefavertop af Muld;Hvor de voxe hos de Unge,Jeg dem med den Danske TungeKalder mine i minÆt.Æt.Ja, naar Gud osSædhar givet,Og vi Barnet mindes let,Da forynges vi med Livet,Som det blomstrer i vor Æt,Da kan ogsaa gamle SkjaldeEndmed Liv og Lyst gjenkaldeForaars-Duft og Sommer-Glands!Ach, men Du var Skole-Mester,Sønneløs blandt Klipper graa,Dømdes til at skabe PræsterMed hvad kun vil lidt forslaae:Med Anviisning paa de Døde,Skygge-Værkog Orme-Føde,Døde Sprog og Bogstav-Skrift!Derfor tit jeg Dig beklaged,Mens Dudrogesmed din Død,Høiærværdig men bedaged,Her for stiv og hist for blød!Alt for god til Præste-MagerFor Hans Blik, som Alt randsager,Han Dig fare lod i Fred!Derfor tidlig jeg opkaldteI min Søn min Ungdoms-Ven,For hvadFimbul-VinterkvalteSnart i Vaar at see igien:For mig til de gamle DageEnSvenn Herslebat opdrage,I hvisBarmei findes Svig!Ja, det er dit Efter-Mæle,Sjeldne Roes af Sandheds Mund,Dyrebar for ædle Sjæle,Fremfor Alt i Dødens Stund:Ærlig, ydmyg, ufortrøden,Barn i Fryd og Ven i Nøden,Haded Du kun Løgn og Svig!Fred da med dit kiære Minde!Som med Sjælen, hvor den nuSeer, de stavred ei iblinde,Som kom “Verdens Lys” ihu,Seerogløst den store Gaade:Død i Herrens Huus kan raade,SkjøndtHansOrderLivogAand!Dog, den løsesogpaa Jorden,Skiøndt Din Tro det overgik,Ja, den løser sig iNordenMeer og meer hvert Øieblik;Thi da Aanden kom til Orde,Brat vi saae, hvad Bogstav gjorde,Snart vi see hvad Aand formaaer.Naar da Alt igien oplives,Hvortil Aand harOdels-Ret,Da med Døden skal fordrivesKiv og Splid fraOdinsÆt,Fenris-Ulvenkneblet fraade,Lære, sig til lidenBaade,Aandens Ord er Mundens Sværd!Ei med Sværd og ei med Bue,Ei med List og ei med Vold,Skal hinanden underkueYngve-FreyogNorrogSkjold,Menfribaarnesig forbindeMod hver Freds og Friheds Fiende,Taale godt hinandens Brøst.Saai Ungdoms-Aar vi nemmedVenskabs Lovpaa Mark og Fjeld,Naar ei meer den klinger fremmed,Dages det tilNordensHeld,Dages op, atderfor SjæleSattes ingen Grændse-Pæle,Fordi Aanden er kun een!Snart skal denne Morgen-RødeRinde op til Fiendens Harm,Bjerg og Bøg derunder gløde,Som vor Ungdoms Kind ogBarm,DansogNorsogGautursLøveKiækt i Soel-Bad Styrke prøveKun med ædel Kappe-Lyst!Det var søde Ungdoms-Drømme,Sukked Du vist mangen Gang,Dukkendei Minde-StrømmeFra den grønneDane-Vang,Men hos Dig dog vel opgivetSom en Drøm var Folke-LivetI det store Fædreland!Det var meer end søde Drømme,Siger jeg, skjøndt Du er død,Det varNordensMinde-Strømme,Nyaars-DagensModer-Skiød,Der skal brat som Soel fra VoveKaste Glands paa Fjeld og Skove,Guld-Sædstrøe paaFyrresvold!Kløgtens Nisse! peg kun Finger!Graanet Skjald det ændser ei,Overseerpaa Fugle-VingerLet den slagne Alfar-Vei,Bruger hvad han fik til Bedste,Syn og Sang for Borg og FæsteOg for visse Leve-Brød!Seer tilfjelds Man Soel oprinde,Mens i Dal det mulmerend,Hvad da over Klippe-Tinde,Hvor paa Vinger fares hen!Kan ei selv ved Midnats-TideØiet der faae Nyt at vide,Skimte Glimt af Morgen-Gry!Forskielendder er paa Drømme,Som iAgamemnonsTid,Forudsagtskal Fremtid dømme,Aander meer endMande-Vid,Den erLivs-Kraftfra det Høie,Af den funkler Skjaldens Øie,Med den flyver Skjaldens Ord!Var da Aand der over Issen,Naar jeg kvad omNordensHeld,Trods altVrænge-Spilaf Nissen,Det skal sees paa Mark og Fjeld,Og engang medRune-StaveRistespaa to Venners Grave:Det var deres Morgen-Drøm?N. F. S. Grundtvig.