Datasets:

chcaa
/

grundtvigs-works










	Det Danske Fiir-Kløver
	eller
	Danskheden
	partisk betragtet
	af
	Nik. Fred. Sev. Grundtvig.









	Det Danske Fiir-Kløver
	eller
	Danskheden
	partisk betragtet

	af
	Nik. Fred. Sev. Grundtvig, Historie-Skriver.






	Kiøbenhavn.
	1836
	Forlagt af den Wahlske Boghandel.
	Trykt hos C. Græbe & Søn.










	Maa trykkes.
	C. Reiersen.





	Fortale.


	Med Ørnen i Følge,
	Som skabt anden Gang,
	Opdukker af Bølge,
	Den græsgrønne Vang!




	Volas Spaadom
	.


	Naar jeg nu selv kalder min Forkiærlighed for alt ægte Dansk “partisk”, da er det hverken for
	Løiers Skyld eller fordi jeg finder mig overbeviist om at denne min
	noksom lastede Forkærlighed virkelig er overdreven; men ene fordi Alderen
	tager paa mig, ligesom paa andre Mennesker, saa jeg bliver daglig mere
	koldsindig og finder det altsaa lettere end før at være
	billig, og finder det
	gavnligt for Ingen, men meget skadeligt for Skribenten selv, at ville
	føre sine Følelser til Bogs og bevise deres
	Rigtighed med en Tanke-Streg, som, hvad den end for ham
	selv kan have at betyde, dog kun støder de fleste
	Læsere. En Undtagelse synes det vel at maatte være, naar
	Skriverens Forkiærlighed netop er faldet paa hans Læsere, og hvis
	jeg, som Tydsk eller Engelsk eller
	Norsk Skribent fandt mig indtaget af mine
	Læseres hele Natur, hvad dog efter mine Tanker
	vilde være stor “partiskhed”, maatte
	jeg vel endog, for vel at fare, vogte mig for det stødende Udtryk; men nu
	er den eneste Feil, jeg har fundet hos de Danske som et
	Folk
	betragtet, netop en
	vis Forkiærlighed for det Fremmede til daglig Brug, kiendelig nok lige fra den Dag, da “Stærk-Odder slog Krøller paa Næsen” ved
	Inges

	Taffel, og stor nok til at jeg, som er forelsket i det Danske, maa kalde
	det Partiskhed, hvad jeg dog naturligviis ikke tør
	uden at give min egen Forkiærlighed samme Navn. Vist nok er dette ogsaa en Uartighed, men hvad
	skal jeg arme Menneske giøre, som ikke kan blive min Forkiærlighed for Dansken kvit, er
	nødt til at giøre alle mine Kiærligheds-Erklæringer
	skriftlig, da Fruen hidtil har frabedt sig ethvert Stævne-Møde, og
	lang Erfaring har lært mig, det er i det Høieste kun paa Vers hun taaler at løftes til Skyerne med
	Penne-Fier, men anseer al Roes i Brev-Stiil om ikke for Skrømteri, saa dog for Beviis paa en urimelig partiskhed, hun er alt for beskeden til at ville og alt
	for klog paa sine egne Feil og Mangler til at kunne tilegne sig. Vil Man derfor
	kalde det et fortvivlet Indfald af en Elsker, kun tilgiveligt hos en Poet, selv
	at kalde sin Kiærlighed partisk, da har jeg Intet
	derimod; thi skiøndt jeg vel er blevet for gammel til enten ret at kunne
	regnes til de fortvivlede Elskere eller nyde synderlig godt af den “Poetiske Frihed”, saa ligger der dog udentvivl noget Sandt til Grund. Ja, naar jeg imellem koldsindig betragter mig selv og hele mit, som det synes, ulykkelige Frieri, da fatter jeg virkelig en stærk Mistanke om min egen Danskhed, saa hvis Frem-Tidens Bog-Orme give sig Stunder til ret at anatomere mig og gider smagt paa alle mine Ingredienser, vil de uden Tvivl, trods mine alenlange Slægt-Registre, fortælle publikum, at han var pokker ingen Dansker, men i det Høieste en taalelig fordansket
	Angel-Sachser.

	See, det klinger maaskee ogsaa fortvivlet, men jeg kan virkelig ikke selv
	forklare mig min aabenbar udanske Forkiærlighed
	for Dansken,
	baade hellig og søgn, uden af en fremmed
	Oprindelse, og dog er det saa længe siden, de Fremmede havde den Syge, at jeg maa
	gaae tilbage til ham, der skrev “Bjovulfs-Drapen” for mellem dem at finde Medhold, og hvor fortvivlet det end klinger, kunde det dog
	give mig et Glimt af Haab, for saavidt det dog var mueligt, at den Danske Forkiærlighed for det
	Fremmede, der aabenbar engang maa have faldet paa Angel-Sachseren, faldt derpaa igien, og maatte
	da nødvendig komme den taalelig
	fordanskede Angel-Sachser tilgode.
	Det er imidlertid, efter min historiske Kundskab, en ligesaa
	indviklet Sag med Angel-Sachserens, som med mit Forhold
	til Danskheden; thi, sandt at sige, seer det ligest ud til, at Angel-Sachseren var en gammel poetisk Elsker, som
	Danmark
	omsider blev kied ad og
	ønskede lykkelig Reise til
	England, og det vilde ikke
	være mig det bedste Varsel, især, da der virkelig findes noget
	Tilsvarende i mit Levnets-Løb, saa jeg er somme Tider nær ved at
	ærgre mig over den historiske Vidskab,
	der kun synes at giøre Folk kloge paa deres egen Ulykke og
	beskiæmme deres Klager over Skæbnen. Som en trofast Elsker skal
	det imidlertid trøste mig, at den samme Vidskab, langt fra at spaae Dansken ilde,
	meget mere lærer mig, at “Lykken
	” aabenbar bestandig har viist den en
	Gunst, der aldeles svarer til min Forkiærlighed, altsaa, har været
	ligesaa partisk for Dansken, uden
	at jeg kan blive nidkiær derover, da
	“Lykken” er af de Himmelske, der uden Vederlag giør Lykke paa Jorden. Paa en Maade har jeg
	altsaa dog Lykken og det ret egenlig
	Danmarks Lykke med mig, hvad ikke kan andet end
	aabne mig behagelige Udsigter for Frem-Tiden, da det, efter min historiske
	Regne-Maade, umuelig kan feile, at min Partiskhed for Dansken, som
	Lykken
	aabenbar deler, jo, selv imod
	Danmarks
	Villie for
	Øieblikket, maatte, ved et Lykke-Træf,
	komme Dansken tilgode, og dette Lykke-Træf er, om
	jeg seer ret, ligesaa gammelt, som
	Angel-Sachsernes Udvandring; thi Jyden i det Hele er aabenbar ligesaalidt som jeg, oprindelig Dansk, men en endnu kun meget maadelig fordansket Angel-Sachser, altsaa ret egenlig en gammel, trofast Elsker
	af Dansken, hvem Fruen for længe siden har
	tilgivet hans kiendelige Partiskhed for Alt hvad
	hendes er og tilladt ham at betragte det som sit Eget. See, det var en Lykke for

	Danmark
	og kanskee
	for mig med, thi Jyden og jeg er lige langt fra at
	være forelskede enten i Tydsken eller i noget
	andet Fremmed end i Dansken, som
	vi, med Fruens gunstige Tilladelse fra Ungdoms-Aarene, kalde vort Eget,
	saavelsom hendes, og her klarer det sig da, at vel er vi for gamle til at kaldes
	fortvivlede Elskere, men dog for unge til ligegyldige at lade os stikke ud enten af Tydsken eller af
	Franskmanden eller selv af Engelsk-Manden: vor egen fortvivlede Halv-Broder, end sige da af den
	Latinske Død-Bider, som nu ikke kan
	giøre Andet end “bare Stile
	” og hvis store Bedrifter i gamle Dage vare
	ligesaa mange store Misgierninger.
	Dog, hermed Nok om Partiskheden for alt
	ægte Dansk, der ingenlunde er saa stor, at den
	giør mig blind for det Gode derudenfor, da jeg tvertimod ogsaa elsker den
	Danske Upartiskhed, naar den blot ikke gaaer saavidt
	at sætte noget Fremmed, af hvad Navn nævnes
	kan,
	borgerlig
	talt, over det mageløse Danske Fiir-Kløver: Konge og Folk, Fædrene-Land og Moders-Maal,
	og fordi Historien lærer mig, at saavidt er
	Danskens Partiskhed for det Fremmede vel stundum
	tilsyneladende, men i Grunden dog aldrig gaaet, derfor kan jeg vel i Støde-Tal ligne en fortvivlet Elsker, men finder dog
	min Forkiærlighed saa vel grundet, at troede jeg ikke, der var en Kiertel ved alt Kiød og en Lyde selv ved vore bedste Følelser, da
	vilde jeg ikke kalde den Partiskhed, uden af en vis Artighed mod Fremmede, især Historie-Skriveren, der kræver en lignende
	Artighed af dem, nødvendig maa
	beflitte sig paa.
	Naar jeg derfor i de følgende Blade giør mine
	Lands-Mænd opmærksomme paa dette Fiir-Kløvers Deilighed og den medfølgende Lykke, da tvivler jeg intet Øieblik paa deres
	hjertelige Bifald; men vel finder jeg det lidt fortvivlet under
	nærværende Omstændigheder at “skrive” om, hvad der, efter min
	Tanke-Gang, maa giøres, for
	at
	den sjeldne og fine Blomst, langt fra at henvisne, kan størkes og sætte Hoved
	til Markens Ære. I denne Henseende veed jeg nemlig, at min Tanke-Gang er
	saa forskiellig fra den, der sidst herskede og tildeels
	alt længe herskede herinde, at jeg
	neppe skulde havt Mod til at udvikle eller dog Glimt af Haab om at møde den, dersom ikke min historiske Fortrolighed
	med “Tidens Tegn” viiste mig, at alle Mærker maatte slaae feil, om ikke med
	Oprettelsen af det
	Folkelige
	Stats-Raad Bladet havde vendt sig i
	Danmarks
	Historie, saa herefter
	vil min
	borgerlige

	Tanke-Gang ingenlunde findes fremmed paa Marken, men efterhaanden blive den
	herskende, vist nok
	ikke fordi den er min, men fordi
	den er Folkets, der kun hos mig paa en Maade kom for
	tidlig. Paa en Maade, siger jeg, thi jeg er alt for gammel en Beundrer af Forsynets Styrelse, til at tænke, at nogen Ting i
	Grunden kommer enten for tidlig eller for seent, og jeg kiender Nok til Menneske-Naturens Love, for at vide, det hører til
	dem, at der indtræder aldrig noget Nyt i Hoved-Folkenes
	Hverdags-Liv uden forud at have meldt sig poetisk, kiender ogsaa Nok til
	Danmarks poetiske Literatur for at vide,
	jeg er langt fra at være den Eneste, der meldte, at hele Livet snart
	vilde gestalte sig efter den herlige Fir-Dobbelthed af Konge
	og Folk, Fædrene-Land og Moders-Maal. Hvad jeg var ene om, det
	var kun mine særegne Mis-Greb, deels med at ville udrette ved Pennen hvad der hører en anderledes Pen og gode
	Munde til, og deels med at sammenblande min kirkelige,
	videnskabelige og
	borgerlige
	Tanke-Gang til en stor Urimelighed, der havde
	ondt nok ved at findes poetisk taalelig og kunde umuelig
	finde borgerligt Medhold. Efterhaanden har jeg
	imidlertid lært, i det Mindste som Tænker og Skribent, at tage
	Verden, som den er, og lade Hver beholde Sit, saa jeg er
	temmelig vis paa, Man skal i disse Blade ikke spore Partiskhed for nogen Verdens Ting, undtagen,
	som sagt, for Danskheden paa sin rette Hylde, i sit eget
	Hjem, hvor den unægtelig har Ret til at herske. Maatte det derfor kun
	lykkes mig, saa jævnt og klart, som jeg ønsker, eller dog som der
	behøves, at udtrykke mine Tanker om Rigets Tarv
	for Øieblikket, da frygter jeg slet ikke for, de jo vilde møde venlig Modtagelse og behørig
	drøftede findes værd at benytte; men hvorvidt det allerede denne Gang vil lykkes mig, derom er jeg Halv-Dansker efter megen i mine egne Øine spildt Umage endnu
	saa tvivlraadig, at ansaae jeg det ikke for min Borger-Pligt, med Pennen, som mit eneste Middel, at giøre mit
	Bedste for det elskede Fædrene-Land, skulde vist ingen
	Skrive-Kløe, der hos mig har Afledninger Nok, bevæge mig til at
	uleilige min Censor
	med
	min
	Overvættes
	Danskhed.





	Kongen og Folket.

	Tal aldrig om Frihed, hvor Fyrsten er Træl,

	Men Sjunger, Smaa-Fugle,
	om
	Dannemarks
	Held,
	Hvor
	Fredegods-Tiden
	sig klarlig fornyer,
	Hvor Friheden hersker og Trældommen flyer,
	Hvor Kongen og Folket, med Mund og med Haand,
	Til Skyerne løfte “
	Fuldkommenheds Baand
	”!



	Hvor Man før sagde: Kongen
	eller Øvrigheden, Rigets Vel eller det almindelige Bedste, siger Man nu sædvanlig
	“Staten” er eller har eller
	kræver det og det; men det er en Feil, og selv, naar det kun er en Sprog-Feil, ingenlunde ligegyldig; thi det fordunkler
	ikke blot Talen, men fordærver tit Meningen og kan efterhaanden let
	forvirre hele den Borgerlige Tanke-Gang. Naar
	Man nemlig nævner Kongen eller Øvrigheden, da veed Man, hvem de er, og hvad der passer
	sig at
	sige om dem, og naar Man nævner Rigets Vel
	eller det almindelige Bedste, da har Man noget Bestemt at tænke paa; men hvem kan sige os: hvad “Staten” egenlig er og hvad
	Den har “Ret” til at kræve? Her befinde vi os i det “Ubestemte og Grændseløse”,
	som altid er en Ulykke for det “
	Borgerlige Selskab
	”, og formaaede mine Bønner Noget, vilde jeg derfor, ei blot
	paa Moders-Maalets men ogsaa paa Fædrene-Landets Vegne, bede
	alle offenlige Talere og Penne-Førere, hvor Talen er om: hvem Dannemænd skal ære og lyde, eller hvad de skal see paa og giøre Opoffrelser for, aldrig at nævne hvad der i
	denne Sammenhæng er en “Uting eller et Utyske”,
	men altid igien, som før: Konge og Øvrighed, Fædrene-Land, Rigets Vel, det
	almindelige Bedste, eller dog: den “Danske
	Stat”, som Man veed hvad vil sige eller kan dog ordenlig
	betænke sig paa. Naar Man saaledes siger: ingen Stat, ingen Eiendom, altsaa har Staten Over-Eiendomsret, da kan Man vel, som den gode
	Dannemand i Roskilde,
	trøstig vende Sætningen om og sige: ingen Eiendom, ingen Stat, altsaa har Eiendommen Over-Statsret; men det Hele er dog i Grunden
	kun et Ord-Spil, som borgerlige Ting er meget
	for vigtige til at afgiøres med, og Man skulde derfor paa begge Sider
	undgaae et Udtryk, der ved sin Ubestemthed og Grændseløshed
	frister til alle muelige Paradoxer.


	Ordet “Stat” er
	nemlig, som vi veed, et fremmed Ord, og betyder
	desuden i sig selv kun en vis “Stilling”,
	ligemeget hvilken, mellem Øvrighed og Undersaatter og mellem Disse
	indbyrdes, og anvendes derfor ligesaavel paa det Tyrkiske Sultanat og paa det Mexikanske Anarki, som paa
	Konge-Riget
	Danmark, og denne Sprog-Forvirring
	er virkelig for en Deel Skyld i den ligesaa sørgelige som latterlige
	Tvist og Trætte, der nuomstunder føres om “Stats-Forfatninger”, som om
	Hoved-Spørgsmaalet slet ikke var, hvordan Magten
	anvendtes, men i hvis Hænder den hvilede, ikke om
	hvilke Love, Man maatte lyde, men hvem der gav dem, kort sagt: ikke om hvor godt eller slet det Borgerlige Selskab
	var faren, men om hvem der i Statens Navn kunde byde og befale hvad de lystede.
	Dog, skiøndt jeg virkelig troer, at en stor Deel af
	Giæringen i
	Europa

	vilde ophøre, naar Man gjorde sig det klart: hvad det i Borgerlig Henseende er
	Umagen værdt at trættes og Faren værdt at strides om, saa
	lader det sig dog heller ikke nægte, at med Undtagelse af
	Arilds-Rigerne i Norden
	, er Stillingen overalt meget vanskelig, fordi de
	Borgerlige Selskaber enten er
	forældede
	Konst-Værker
	fra Middel-Alderen, eller nye
	Prøve-Stykker
	i Skolemester-Stil, og selv i de Nordiske Riger blev Forholdene gjennem
	Middel-Alderen saa
	forkonstlede, at Man i Nyaars-Tiden maatte
	føle Trang til en Reformation, der, uden
	nøiere Kundskab til Folke-Historien og Menneske-Naturens Love, end Man
	hidtil besad, var næsten uiværksættelig.
	Hvordan nu de Fremmede slippe ud af
	det, bliver saameget mere deres egen Sag, som de sidst spørge os til
	Raads; men hvordan vi slippe ud af det maa
	ogsaa saameget mere blive vor egen Sag, som
	de Fremmede, skiøndt tildeels gavmilde nok paa
	allehaande Raad,
	dog
	sædvanlig er aldeles ubekjendte med vor
	særegne Natur og Historie.
	Vor Opgave er imidlertid lykkeligviis ikke heller nær saa vanskelig, som
	deres, der er sammenæltede af femten
	Folke-Færd og hvis Arilds-Lov er Spydstage-Retten, saa hos os giælder det
	egenlig kun om Mod og Lykke til at
	“seile vor egen Sø”, og Lykken stod os hidtil saa kiendelig
	bi, at Modet burde aldrig fattes. Ja,
	Danmarks
	Lykke
	er bestemt mageløs, det har ingen mere Kald til at paastaae, end

	Historie-Skriveren,

	som
	nys efter en lang Udenlands-Reise, der
	gav rigelig Stof til Sammen-Ligning, pludselig opdagede, hvad han endnu ikke
	havde mærket, at
	Danmark
	ved to Kæmpe-Skridt
	i al Stilhed havde tilbagevundet sin oprindelige,
	altsaa naturlige Forfatning, den Bedste under Solen, saa
	det Konge-Rige har nok, før vi ret vidste det,
	lykkelig overstaaet sin Krisis, og behøver blot i al Magelighed at følge den
	Vei, Det nu er paa, for at blive til Alt hvad Det har Anlæg og kan faae
	Lykke til, altsaa, efter alle Mærker,
	om ikke til noget meget Stort, saa dog til noget meget Godt, der giver om ikke
	den største Ære, saa dog den største Glæde.
	Vi behøve nemlig blot at læse Saxos

	Danmarks Krønike
	med lidt Opmærksomhed, for at see, at “Kongens Ene-Herredømme” og “Folkets aabenlydte Stemme-Frihed
	” er Rigets
	Arilds-Lov, vel ikke med “Pen og
	Blæk”, men hvad der er meget meer: i Virkeligheden, og ihvorvel jeg ikke tør indestaae for, det var
	lige “fjorten og fyrretyve Aar førend

	Troie-Borg
	vunden var”, at Kong
	Dan
	kom til at staae for Styret, saa har dog



	Danmark, deiligst Vang og
	Vænge,
	Lukt med Bølgen blaa,


	aabenbar fra umindelige Tider været et saadant frit Konge-Rige, der vel under visse
	Omstændigheder kunde forandre Skikkelse, men tabde aldrig sin Natur og
	blev aldrig de Fremmedes Bytte. Saadanne Ting, som Folke-Naturen og den deraf udspringende oprindelige Forfatning,
	regner Man vist nok endnu i vore Dage saa godt
	som for ingen Ting, ligesom Man finder det ligegyldigt, om Landets Indfødte fra Arilds-Tid har forsvaret deres Eiendoms-Ret, eller gjordes i Tidens Løb til
	Trælle af
	fremmede Erobrere; men Man lærer nok efterhaanden, hvad Forskiel det
	giør, og lader de Skolemester-Nykker fare at kunne
	giøre af hvilketsomhelst Folk hvad det skal være.

	Dog, det gaae med Lærdommen, som det vil, saa er det
	mærkeligt at see, hvorledes det Danske Folk,
	udentvivl det bøieligste og foranderligste af alle Folk under Himlen, dog i Grunden er det Samme
	under
	Fredrik den Sjette
	som under
	Skjold


	og


	Frode, saa ikke blot Skjaldene synge deres gamle Vise, men hele Riget
	tilbagevinder sin gamle Skikkelse, og Tusind-Konstnerne i
	London
	og
	Paris, for ei at tale om dem i
	Madrid
	og
	Lissabon, kunde da aabenbar
	høit trænge til at høre en god Forelæsning over
	Danmarks Historie.


	Middel-Alderen, veed Man jo nok, var “Skiærsilds-Tiden”, men vore Skole-Mestere
	tage det endnu meget for overfladelig med deres mange Kundskaber; thi at den Skiærs-Ild, Paven smed Folk i efter
	Døden, var ingen Ting imod den, Hans Hellighed
	selv, saavelsom alle Folk, maatte udstaae i levende Live, og som han selv ikke
	gjennemgik nær saa godt som
	Danmark
	, det enten seer Man ikke, eller det glemmer Man over “Bøgerne”, og dog veed vi, der kom over de
	“Halvtreds”, som jeg kalder Menneske-Forstandens
	“Skiels-Aar og Alder”, meget godt, at endnu har alle “midaldrende” Folk, som kan
	brænde, en Skiærs-Ild at
	gjennemgaae, der kan være slem nok.
	I denne Skiærs-Ild kom da ogsaa

	Danmark, med sin Konge-Magt og Folke-Stemme, Fædrenelands-Kiærlighed og
	Moders-Maal, Samvittigheds- og Nærings-Frihed,
	Hjarne-Viser og Bjarke-Maal, kort sagt: med al sin Arilds-Herlighed, og den Skiærs-Ild
	kunde Paven ligesaalidt kaste i som udløse af; thi da
	Odin
	havde sagt os Farvel i
	Braavalle-Slaget, da Aanden var
	udmattet,
	Skjoldungerne
	uddøde, og Ungdoms-Tiden forbi, da kom Middel-Alderen af sig selv, med al sin Urolighed og store Foranderlighed, hist som den “rige Fugl” kommer susende, kommer
	brusende over Bjerge og over Dale, og her som “den fattig
	Fugl” kommer hinkende, kommer linkende over Agre og over Enge.
	Dette er Menneske-Naturens Orden hos Enkelt-Manden til alle Tider, som ogsaa nødvendig
	maa følges i Folkenes og hele Slægtens Levnets-Løb, og kan ikke giøre ved, at
	de Lærde oversee den, fordi “Classikerne” ikke har ført den til Bogs; thi “Livet”, som er meer end “Maden”, er
	dog visselig ogsaa meer end “Bøgerne,” og maa nødvendig studeres, naar Man vil samle “Menneske-Kundskab”, hvortil Bøgerne vel kan
	være gode Hjelpe-Midler, men er dog, som Man veed, slet ikke Mennesker og meget daarlige Surrogater for dem.
	Det er Christendommen, vi ikke blot
	skylde vore Bøger, men hele vor Dannelse, thi den har aabenbar udviklet hele den ny
	Folke-Verden;
	men den har ligesaalidt skabt Konge-Riget Danmark,
	som det Danske Folk, saa vore Konger “af Guds Naade”, er
	hverken Konger af Pavens og Geistlighedens eller
	engang af den “ny” Guds Naade, men kun
	af “den Gamle”, der ikke heller blandt

	Nordens Hedninger lod sig selv
	uden Vidnesbyrd, men var saare godgiørende mod vore
	Fædre: gav dem fra Himlen baade Regn og Dugg og frugtbare Tider, skabde Mad efter Munde og Hjertens-Glæde efter
	Hjerte-Rummet.
	Uagtet derfor det skiønsomme
	Danmark maa erkiende, at mellem alle de Fremmede, der gjæstede vore Kyster for at indtage Landet, havde Ingen saa gode Hensigter eller
	gjorde Riget saa væsenlige Tjenester, som Christendommen, saa havde den dog ingen Ret til
	at trælbinde enten Høie eller Lave, Store
	eller Smaa, og da jeg træffer til at være mine Lands-Mænd
	bekjendt baade som en Tilbeder af Christus
	og en Prædikant af hans Evangelium, skylder jeg baade min Tro, mit Kald og mit
	Fædrene-Land høitidelig at forsikkre, det laae heller ingenlunde i Christendommens Natur eller i den store Mesters
	Hensigt, men kun i hans Sendebuds Utroskab eller Vankundighed og i Tidens
	Pinagtighed, at Troen blev en tvungen
	Sag, hvorved de Danske leed et betydeligt Skaar saavel i deres Samvittigheds som i deres
	Nærings-Frihed. Hvor dyb og mægtig den
	Følelse har været i
	Danmark, at Troen er en fri Sag, seer Man ogsaa klarlig
	deraf, at Christendommen vel ingensteds fik saa
	ubehindret Lov til at udbrede sig ved sine egne Midler, men heller ingensteds
	saa seent blev Lov i Landet, thi der er jo hele tohundrede Aar mellem

	Ansgars
	Komme og

	Knud den Stores
	Død, og dog er det først et halvt Aarhundrede senere, under

	Knud den Hellige,
	Man kan sige, Christendom blev Folk paatvunget
	herinde. Dog, Ulykken kommer immer tids nok, og
	det sande Ord-Sprog lægger til: kommer
	sjelden alene, hvad vi vel maae sande, naar vi see, at den samme
	Konge, der gjorde det store Brudd paa Folke-Friheden, en
	ædel og dygtig Høvding for Resten, faldt som et Offer for sin
	Vildfarelse og lagde en svar
	Blod-Skyld paa det af Naturen fredeligste og
	nænsomste Folks Hoved. Herved tabde da Folke-Samvittigheden baade sin Frihed og sin
	Fred, og Kongen tabde, med sin
	Tillid
	til Folket og Agtelsen for dets Stemme, tillige sit
	Ene-Herredømme, altsaa baade sin Magt og sin Frihed; thi
	skiøndt Folket endnu i gamle Kong
	Volmers
	Tid søgde at berolige sig med den Tanke, at Kong
	Knud
	var ingen Helgen i sit Liv, men blev det først ved sin
	Død, og skiøndt Kong
	Volmer
	vandt Folkets Beundring og holdt saavel Herremænd som Bisper i Ave,
	saa var Folke-Renselsen dog kun en snavset
	Undskyldning og Kronens Glands kun et glimrende Blænd-Værk. Der
	vil nemlig ganske andre Offere end Vittigheder til at afsone Oprør og
	Konge-Mord, og den Folke-Gunst, Roes og Magt, gamle Kong
	Volmer
	aabenbar maatte takke Biskop Axel
	(Absalon) og hans mægtige Adels-Slægt
	for, var langt fra at være hans Eiendom.

	Ved at nævne Biskop Axel

	”Stor-Kors af Dannebrog” og hans
	mægtige Frænder:

	Skjalm Hvides
	i alle Maader høiadelige
	Slægt, gives det noksom tilkiende, at denne Pen vil hverken
	sværte Danmarks
	Geistlighed eller Adel fra Middel-Alderen, der tvertimod ogsaa turde findes
	mageløse i deres Slags; men hvor Geistlighed og
	Adel er saagodtsom Alt, der er dog Konge og Folk saagodtsom Intet, og der er Fæderne-Land og Moders-Maal med alt Folkeligt i Skiærs-Ilden.
	Danmark er tillige saa vidunderlig historisk et Rige, at Man ordenlig kan angive
	Aars-Tallet, da
	Folke-Munden gik i Bag-Laas med en Stamihak, thi det var aabenbar 1147, da
	Sællandsfaren

	Ole Stam
	kun forgiæves med gammel Bande stræbde at hindre Folke-Stemmens Selv-Modsigelse og Konge-Magtens Deling

	Saxos
	Danmarks Krønike
	III. 130. Suhms
	Danmarks Historie
	VI. 1.
	. Hvordan de derpaa følgende “Borger-Krige” for en Tid afbrødes under Kong
	Volmer
	og hans Sønner, og hvor godt Stil-Standen benyttedes til at
	ødelægge de Slaviske Røver-Reder søndenfor
	Øster-Søen,
	der truede
	Danmark
	med Undergang, det lærer Danmarks
	Krønike; men dermed slutter den ogsaa, et
	sikkert Tegn om ikke paa Folke-Død i
	strængeste Forstand, saa dog paa en Afmagt og Dvale, der ligner den, og
	maatte, uden stærke Læge-Midler, ende sig
	dermed.
	Naar Folket er forstummet og Kongen staaer med bundne Hænder, da har det fri
	Konge-Rige ingen Historie meer, og de, der dele Byttet, seer det helst
	begravet i Mørke, hvordan de bær dem ad, saa det er intet Under,
	vi veed saa lidt om, hvordan Adel og Geistlighed saagodtsom opslugde hele den fri
	Bonde-Stand, saa den tabde sig blandt sine Trælle. Her, som
	allevegne, tog Præsterne Sjælen og
	Herremændene Kroppen,
	medens de
	trættedes om: enten Jorden skulde betragtes som en
	Sjæle-Gave eller som Sagefald og Rette-Bod; men
	til Lykke var vor
	Adel og Geistlighed dog for det Meste selv bondefødt, saa, skiøndt de af slette Tydske Exempler lod sig forlede til at benytte
	Leiligheden, og havde i “den kullede
	Greves” Tid nær ødelagt hele Riget, meende
	de det dog i Grunden ikke nær saa ilde, som det lod, og
	Danmark
	kan aldrig glemme, at ligesom den Sællandske
	Bisp og Herremand,

	Axel,
	tæmmede de uvane Slaver,
	saaledes blev den Jydske Herre-Mand,
	Niels Ebbesen
	paa
	Nørre-Riis, Rednings-Manden
	fra plattydsk Tyranni.


	Middel-Alderen slutter med det Fjortende Aarhundrede; thi i det Femtende
	begynde
	Tyrkerne, Krudtet
	og
	Bogtrykker-Konsten
	at give hele Christenheden en ny Skikkelse, og
	Danmark, med sin besynderlig
	historiske Puls, valgde sig da ogsaa en ny Konge-Stamme,
	der, under Navn af “
	det Oldenborgske Huus
	” snart i fire Aarhundreder har viist langt
	bedre end Slægt-Registrene kunde, at den
	randt af
	Skjoldung-Rod; thi Den lod sig ikke
	blot snart fordanske, men hvilede ikke, før den havde tilbagevundet Konge-Rigets gamle Skikkelse, og vil, tør vi
	haabe, ei heller hvile, før Den har tilbagevundet Dets Glands, som Nordens Perle.
	I det Sextende Aarhundrede kom Reformationen, og den var ingensteds mere folkelig end i
	Danmark, men det vil just ikke sige
	stort; thi hvor den ikke var tyrannisk eller pøbelagtig, var den dog
	kun lidt borgerlig, lidt adelig,
	lidt kongelig og meget sprænglærd, saa de stakkels Bønder, som var ingen af Delene, skulde for det Første
	ikke rose af Gildet, og holdt derfor, ligesom
	Kæmpen Søren
	Norby
	og Historie-Skriveren Christen
	Pedersen, med den ulykkelige
	Christian den Anden, Danmarks forulykkede Reformator, en Fusker for
	Resten, der paa Timen overhuggede enhver Knude, han
	ikke kunde løse.
	For Øieblikket syndes ogsaa
	virkelig Reformationen, borgerlig
	talt, kun at giøre Ondt værre; thi da Geistligheden tabde hele sin Magt og Rigdom, mistede Adelen sin eneste Modvægt, og de
	ærbare Borger-Mænd, her som allevegne den
	opkommende Middel-Stand, tabde deres gamle Støtte,
	som de i Danmark hverken var rige eller
	slebne nok til at kunne undvære.
	Imidlertid, den “Danske
	Adel” i det Sextende Aarhundrede var i det
	Hele en ædelmodig Slægt, der offrede Femtende-Delen af hele sin Formue paa
	Fæderne-Landets Alter, og lod for det Meste Kongen
	og de Høilærde
	skifte Arv efter Bisper
	og Abbeder, saa efter Omstændighederne kom Riget
	øiensynlig til Kræfter; men det overordenlig Gode varer aldrig længe, og
	i det Syttende Aarhundrede, da Adelen, uden at bryde sig stort om Æren, saae paa sin egen
	Fordeel, blev det kun alt for klart, at Rigets
	Skæbne laae i Adelens Haand og var der
	intet mindre end vel forvaret.

	I hele den første Halv-Deel af dette Aarhundrede havde

	Danmark
	nemlig
	Christian den Fjerde
	til Konge, en
	Jubel-Drot, der selv i Danmark
	hørde til de Sjeldne, saa havde han havt Ene-Herredømme og Folket Stemme-Frihed, skulde Man synes, der
	maatte skeet Under-Værker, og vilde den Slutning
	end være overilet, blev det under ham dog lige klart, at Adelen, som eiede meer end det halve Land og raadte for
	det Hele, var en af Hoved-Hindringerne for Rigets Opkomst.
	De to ulykkelige Svenske Krige, der skildte
	Danmark
	ved Øster-Delen,
	som Man dog ikke ret veed, hvor egenlig har hjemme, og truede det Hele
	med Opløsning, blev imidlertid vor Redning; thi
	Kiøbenhavns Borgerskab havde
	ved sin heltemodige Opoffrelse ikke blot vundet Adelskab
	men Ret til at
	føre Ordet for det undertrykte Folk, og Adelen,
	som havde døve Øren for Folke-Stemmen,
	maatte da finde sig i, at den vendte sig til Kongen og at
	det første Ord “Mimers Hoved” eller det nydanske Orakel
	talede, var Kongens Frikiendelse for al Skyld i Rigets
	Ulykke, hvorpaa Frigivelsen naturligviis fulgde, da en
	uskyldig Konge hverken bør staae med bundne Hænder
	eller kan i den Stilling hjelpe sit Folk.
	See, det var
	Kæmpe-Skridtet 1660, hvorved
	Danmark
	øiensynlig tilbagevandt Hælvden af sin gamle, naturlige
	Forfatning, og i Grunden, som Tiden har viist, den Hele, saa nu kan det
	være os det Samme, om Skridtet var mere voveligt end alle Kæmpe-Skridt maae være, for at hjemle sig
	det Hæders-Navn, til Forskiel fra “det sædvanlige
	Trav”, hvorved Man Intet synes at
	vove, men vinder heller Intet og staaer
	meget Fare for at tabe Mod og Magt til alt Andet. Dog, selv om
	Kæmpe-Skridtet ikke nær saa aabenbar havde havt Lykken med sig, vilde Hoved-Stadens
	Borgerskab og den Danske Geistlighed, som gjorde
	det, ligefuldt fortjene det Lov: at have, under
	fortvivlede Omstændigheder, valgt det voveligste
	Skridt, kun fordi det aabenbar var det Bedste, og Lykken, som fulgde det, var ingenlunde
	Slumpe-Træf, men et straalende Vidnesbyrd om, at det Bedste er ikke blot i Grunden altid det Smukkeste men ogsaa det Klogeste, saa det er kun den kortsynede
	Verdens-Klogskab, forblindet af Øieblikkets Tillokkelser, der fraraader
	enten Enkelt-Mænd eller hele
	Folke-Færd at vise sig saa eiegode og livsalige som mueligt.
	Vel er det nemlig ganske sandsynligt, at Geistlighed og Borgerskab 1660 kunde givet
	Danmark
	omtrent hvad Forfatning, de vilde: kunde tiltaget sig Adelens Magt, bestukket Bønderne med Ran fra den og afspiist
	den nøisomme Konge med tomme Høfligheder; men ligesom det havde
	været uædelt og udansk, og i Grunden kun forandret Navnet
	paa Rigets Ulykke, saa maa Man vel
	spørge, hvad Følgen rimeligviis vilde blevet for Geistligheden og Borgerskabet selv, i
	Ludvig den Fjortendes
	og
	Femtendes
	Dage? Havde nemlig
	Christian den Femte,
	der aabenbar deelde de jævnaldrende Fyrsters Lyst til at
	raade sig selv, fundet sine Hænder bundne,
	hvor han stod med
	Griffenfeld
	til sin Tjeneste, da vilde de Baand udentvivl snart brustet, enten de saa
	havde været gamle eller nye, og havde han i Kampen med overmodige Præster og Borger-Mænd fundet sine naturlige Bunds-Forvandte i en krænket Adel, med

	Julerne
	i Spidsen, da vilde jeg i det Mindste ikke været i Præsternes Sted. Paa saadan en høihjertet, munter
	og lunefuld Herre seer Man det derfor allerbedst, hvilken mærkelig
	Forskiel det giør, om Ene-Herredømmet er
	selvtaget til Brug efter eget Tykke, eller det er modtaget af et trohjertigt Folk til landsfaderlig Anvendelse; thi det falder os Alle naturligt at
	værge et Gode med samme Midler, som det er vundet, og naar Hoved-Stadens
	Borgere ikke meer havde rakt Hovedet ud af Vindvet og raabt: Skaal, Kong Christian! vilde vor førstefødte Enevolds-Konge
	udentvivl følt sig meget ulykkelig. Saaledes staaer da Faderligheden hos vore Enevolds-Konger i
	allernøieste Forbindelse med Barnligheden hos
	deres Undersaatter, og naar Man alligevel, som jeg slet Intet har imod, helst
	giver “
	Gud Æren
	”, da skulde Man dog ikke her anvende Ord-Sproget: vor Herre er Daarers Formynder, men heller Skrift-Sproget:
	Børnenes Engle see altid den himmelske
	Faders Ansigt!

	At det nu heller ikke blot var Kongernes
	Ædelmodighed, men tillige Ham, der i Grunden er
	den “eneste
	Gode”
	Danmarks
	Præster og Borgere stolede
	paa, det gav de selv tilkiende, ved udtrykkelig at forbeholde sig “deres Tro”; thi til de Lutherske
	Præsters Tro hørde iblandt Andet, at de havde
	guddommeligt Kald til at tale Sandhed uden Persons-Anseelse, og at de netop i
	Christian den Femtes
	Tid maae kiendelig have fulgt dette Kald, derpaa kan vi ikke
	forlange et mere umistænkeligt Vidne end
	Engelsk-Manden
	Molesworth,
	der med sin fortvivlede Lyst til at see Despoti
	allevegne, dog ikke blot til sin Ærgrelse maatte savne det i “Høieste-Ret”, men ogsaa i “Kirken”, hvor Præsternes Fritalenhed var ham aldeles uforklarlig. Os er
	det derimod meget begribeligt, at et Præsteskab,
	der lever halv af Kongens Naade og halv af Folkets Godhed, og har, ved at
	indestaae Folket for en mild og christelig Regiering, kraftig bidraget til at
	skaffe Kongen Enevolds-Magten, at et saadant
	Præsteskab en Tidlang vil være baade Thronens fornemste
	Støtte og Folkets bedste
	Talsmænd. Vi behøve heller ingenlunde Skumlerens Vidnesbyrd derom,
	at “Mester Ole Vind
	” ogsaa efter 1660 havde velærværdige
	Brødre blandt de “Danske
	Hof-Præster”, men vi vil lægge til, at naar En af dem
	tog Bladet fra Munden og sagde: Folket sukker efter
	Beviis paa en mild og christelig Regiering, da var den Danske Enevolds-Konge sjelden langt fra at græde, sjelden eller aldrig engang nær ved at fnyse.
	Dog, enhver Ting har sin Tid, og ingen Ting sædvanlig
	knappere end Hof-Præsters Fritalenhed, saa det er sikkert
	mageløst, at vi kan spore den lige til
	Christian den Sjettes
	Hof, hvor Dansken,
	uagtet Kongens
	Fromhed, ei dertil stod høit nok anskrevet; men derfor savnede Folke-Stemmen ikke desmindre en opladt Mund, da
	Præsternes forstummede, og den Haarde-Knude, som herved knyttedes, var
	det først
	Frederik den Sjette
	forbeholdent at løse ved Oprettelsen af det Folkelige Stats-Raad.


	Dette var altsaa det andet
	Kæmpe-Skridt, hvorved
	Danmark

	tilbagevandt sin naturlige Forfatning, saa
	nu staaer det for hele Verdens Øine som det fri
	Konge-Rige, det var fra Arilds-Tid, og var vor nærværende
	Stats-Forfatning da end ikke, som jeg dog tør
	paastaae, i sig selv den Bedste under Solen, saa er den
	dog aabenbar den Bedste for os, og er fornyet paa saa
	mageløs deilig en Maade, som nogen Skjald kan ønske at synge sig
	udødelig paa. Hos os er nemlig, som vi Alle veed, Ene-Herredømmet Folkets og
	Stemme-Friheden Kongens Venne-Gave,
	hvad ikke blot maa findes deiligt, men er høist velsignet; thi det
	gammeldanske Ord-Sprog, at hvem der tager sine Gaver
	igien, hans Børn blive sorte, var endnu ikke glemt i min
	Barndom, og behøver da neppe at opfriskes, for at lade os Alle
	føle, at her har Konge og Folk ei Andet at strides om end Rangen i Gavmildhed, men Alt at kappes
	om, for at vise Verden, hvem der bedst kan ære og bruge den uskatterlige Gave, klarest
	retfærdiggiøre den giensidige, udenfor
	Danmark mageløse, Faderlige saavelsom Barnlige, Tillid!


	Hvor nu Naturen saa smukt
	gaaer over Optugtelsen og det over saa unaturlig en Optugtelse, som
	baade Konger og Folk giennem mange Aarhundreder nød, der vil
	upaatvivlelig Naturen i alle Henseender indtale sine Rettigheder og klarlig bevise, det var meget
	uforskyldt, den ringeagtedes, saa nu har det, efter min Anskuelse, i Grunden
	slet ingen Nød, at vi skulde udslettes af det store Mand-Tal over Adels-Folkene paa
	Jorden. Vist nok bliver Troen svag, naar jeg
	betænker, hvilken Række af Mirakler der maa
	skee, før vi blive alt det kvit, der falder Danske Folk
	unaturligt; men da det er lutter
	naturlige Mirakler, skammer jeg mig
	dog ved at tvivle derom, og det
	Folkelige Stats-Raads
	første Møde, i
	Danmarks
	gamle Hoved-Stad,
	har saa klarlig beskæmmet alle Tvivlere og saa kiendelig styrket
	alle Troende, at jeg, som var En af de Vantroe,
	nu ordenlig er nødt til at sige: ja, kunde den Danske Natur giøre det Mirakel, da baade
	kan og vil den bestemt gienføde Markens Grøde!
	En saadan virkelig Folke-Stemme, der,
	trods sin splinterny Tone, ikke just meget
	velklingende, dog i Grunden var den Ældgamle,

	Historie-Skriveren ei kunde miskiende, en saadan
	Folke-Stemme i
	Danmark, saa tør prosaisk,
	som den vel maatte være hvor i sexhundrede Aar ingen Skjald sang for
	Folkets Øren, ja, saa vindtør, at jeg
	lyttede til den i fem Maaneder, uden at
	høre mere end to Ord-Sprog, hvoraf det Ene endda
	var uægte, aandløs, om Man vil, men dog ikke
	liv-løs, tør men dog ikke kiedsommelig, ivrig men billig, frimodig men sømmelig, og
	næsten uden Undtagelse taktfast for
	Fæderne-Land og Moders-Maal, for det Ordenlige, Fri og Naturlige; en
	saadan Folke-Stemme, dannet paa fri Haand af

	Herremænd, Borgere og Bønder omkring paa Øerne,
	det overgik saa langt min Forestilling om Muelighederne, skiøndt
	jeg ansaae mig selv for en Kæmpe i Troen paa Danske
	Vidundere, at nu maa jeg ansee Alt hvad jeg har drømt om i tyve
	Aar, for Hverdags-Begivenheder efter Naturens Orden hertillands. Sin naturlige
	Stilling maatte Folket og det Borgerlige
	Selskab i
	Danmark
	have igien, før de kunde komme i deres gamle Folder, og nu, da de
	har faaet den, følger Resten vist af sig selv, saa det giælder kun
	om den ny Maade at leve gammeldags
	paa, der naturligviis maa svare til den ny Mund, den
	gamle Folke-Stemme fik af Kongens
	Haand.

	Med denne ny Mund,
	det Folkelige
	Stats-Raad,
	seer Man nu strax, det har en egen Beskaffenhed, i det Konsten er kommet Naturen til Hjelp, uden dog
	at forgribe sig paa den, saa det er baade en konstig og
	dog en naturlig Folke-Mund, fordi alle
	Eiendommerne
	og endeel
	Fæstere paa Livs-Tid
	har paa Kongens allernaadigste Vink
	lagt Mund-Lag
	(ligesom Vogn-Lag) sammen, saa eet Ord
	bliver ikke blot saa godt som fire og tyve, men som Tusinde,
	Vidtløftigheden undgaaes og Virkningen bliver den samme. Dette, som Latinerne kalde det repræsentative System, er unægtelig en rar, jeg troer engelsk,
	Opfindelse fra Middel-Alderen, men
	som naturligviis bliver hæslig misbrugt, hvor Folk giør “en Pung af deres Mund”, og som jeg derfor har
	ønsket, aldrig at see anvendt i
	Danmark;
	men det er en stor Udyd, vi har lært
	i den sorte Skole: heller at lade det Gode
	være ubrugt end tit see det misbrugt; thi fik vi først det System
	færdigt og vi havde Magten, da kvalde vi
	naturligviis alle Børn i Fødselen for at de
	ikke skulde misbruge Livet, den store Guds Gave, som vist nok dertil er meget for godt, men som vor
	Herre dog meget heller lader Mange misbruge end Alle undvære, saa det er
	aabenbar ikke af Ham vi har lært den sorte Konst om mueligt at forebygge alle muelige Misbrug.


	Nu, vi skal heller ikke sige, vi har lært det af
	vor Konge; thi Han vidste jo godt, at
	ved den konstige Dannelse af Folke-Stemmen var Misbrug uundgaaelige, men Han
	fandt Brugen god og stolede saa sikkert paa sit Folk, at Han forsmaaede alle de
	Midler, Man udenlands betjener sig af til, som det hedder, at forebygge Misbrug,
	og just derfor har vist aldrig ved noget frit Folke-Valg færre og
	ubetydeligere Misbrug fundet Sted end ved det første Danske, der sikkert vil blive et staaende Mønster for alle de
	Følgende, ligesom
	Frederik den Tredie
	blev det for sine uindskrænkede
	Ætmænd. Ja,
	Frederik den Tredie
	, Høilovlig Ihukommelse,
	bør saameget mere nævnes i denne Sammenhæng, som vi veed,
	Han tænkde allerede paa hvad
	Frederik den Sjette
	iværksatte, og hvad først nu var mueligt; thi “
	Provincial-Stænder
	” som nu kun er et saare uegenligt Navn paa det
	Folkelige Stats-Raad, vilde i
	Frederik den Tredies
	Dage kun været alt for passende, og vedligeholdt de
	Skille-Rum, Ene-Herredømmet maatte lade falde med
	Tiden, før det kunde opkalde Folke-Stemmen af
	Graven. Saalænge der nemlig var en Adel-Stand,
	Præste-Stand og Borger-Stand, der skulde
	forestille Folket, da vilde det ikke engang hjulpet, om Bonde-Standen,
	ligesom i
	Sverrig,
	var blevet føiet dertil, der kunde dog umuelig kommet nogen Folke-Stemme ud, med mindre Stænderne havde opløst sig
	selv, hvad neppe kunde skee paa anden Maade, end den Sørgelige, hvorpaa

	Borger-Standen i Frankrig
	opslugde Resten og anmassede sig Folke-Stemmen. Vi see det ogsaa
	strax ved at kaste Øiet paa det
	Danske Stats-Raad, at hvad der gjorde det eneste
	Skaar i den beundringsværdige Enighed, var de svage Efter-Veer fra Middel-Alderen, saa førend
	Stavns-Baandets Løsning
	og
	Beskattelsen af den saakaldte fri
	Hovedgaards-Taxt,
	kan vi slet ikke tænke os en Sammen-Smeltning af
	Eiendommernes
	og Fæsternes Røst til en Dansk Folke-Stemme.




	Danmarks
	Enevolds-Konger er da lovlig undskyldte for ei tidligere at have fuldendt
	Stor-Værket, og hvor landsfaderlig de har stræbt, saavidt mueligt,
	at bøde paa Savnet, skal taknemmelig ihukommes; thi De lod det ingenlunde
	være Nok at ynde fritalende Præster, de modtog Alle gierne baade
	Bøn-Skrifter og velmeente Forslag fra deres troe Undersaatter, og var Alle i Sammen-Ligning
	udmærket tilgiængelige, om end ikke i den
	Grad
	som vor nærværende
	Jubel-Drot,
	der i den Henseende vel skildres bedst ved den bekiendte Vittighed om Stymperen, som bad Majestæten allernaadigst forskaffe ham Audiens hos
	En af Ministrene. Ja,
	ikke det alene, men saasnart det blev Meningen i Europa, at den Folke-Stemme, der passede til vor Tid, var den saakaldte “offenlige Stemme” paa Papiret, da forbausedes jo
	Europa
	ved at see den Danske
	Enevolds-Konge
	skiænke alle sine Undersaatter saagodtsom uindskrænket Trykke-Frihed
	og giennem en heel Menneske-Alder taalmodig bære over med dens
	grove Udsvævelser, og sattes der nu end ikke paa den heldigste Maade
	Skranker for Disse, saa skal dog vore Børn og Børnebørn
	velsigne dem, som Anledningen til, at
	Danmark
	fik en virkelig, ægte og levende Folke-Stemme, hvad aldrig kunde skeet, saalænge den
	søgdes, hvor den ei var at finde.
	At nu den ægte Folke-Stemme ei
	er at finde i
	Anonymers eller selvgjorte
	Ord-Føreres Penne-Fostre, det indseer vel Enhver, men at den
	slet ikke er at finde i Literaturen, uden Man alt
	forud kiender den, det flyder ikke blot deraf, at vi
	Alle, med Hensyn paa de rette Vælgere, maae agtes
	for selvgjorte Ord-Førere, men ogsaa deri, at til
	en virkelig Stemme hører den “levende Røst”, som Bogstaverne
	unægtelig fattes. Jeg anfører dette ikke blot fordi jeg selv har
	staaet i den vrange Formening, at der med
	lidt Konst lod sig af Pennene udlokke en offenlig Stemme, tilforladeligere end Folkets Egen, en Vildfarelse, jeg
	nu med Glæde paa det Bestemteste frafalder; men ogsaa fordi det
	giør mig ondt, at
	Folke-Stemmen i Roeskilde
	, miskiendende sig selv, tillagde
	vort Skriveri en borgerlig Vigtighed, det paa ingen Maade fortjener. Vist nok var det
	en almindelig “Politi-Censur” der stod for Stats-Raaderne som “et sørgeligt
	Skrække-Billede”, og skiøndt den under
	nærværende Omstændigheder turde være det mere for
	Politiet end for Folket, har
	dog ti Aars Erfaring lært mig, det er
	kun i Fortvivlelse en virkelig Forfatter bliver ved at skrive under “Politi-Censur”; men havde
	Stats-Raadet
	ikke langt overskattet Frihaands-Skriftens borgerlige Vigtighed, vilde Det sikkerlig
	foreslaaet et kraftigt Middel til at hemme den almindelige
	Trykke-Friheds grove Misbrug, der vist nok ingenlunde er nær saa borgerlig
	farlige, som Man tænker, men er dog for en virkelig Konge i Længden utaalelige, og
	Literaturen omtrent ligesaa skadelige som Politi-Censur. Selv da jeg ansaae
	Literaturen for Folke-Stemmens rette Organ, maatte jeg derfor kalde
	almindelig Trykke-Frihed, hvorfra Anonymiteten er uadskillelig, en Uting, der blandt Andet vil berøve os sand “Skrive-Frihed”, i det Grændserne maae
	drages og Straffene sættes med særdeles Hensyn paa Umyndige og Æreløse,
	saa naar de skal dele vor Frihed, maae vi dele deres Kaar. Udnævnede
	derimod Majestæten sine Videnskabelige, Geistlige, og hvem Han ellers behagede af sine Embeds-Mænd, til deres egne og
	Andres Censorer, saa der i Regelen Intet maatte
	trykkes uden paa deres Ansvar, da vilde ikke blot de grove Misbrug af sig selv bortfalde, men en Skrive-Frihed med langt videre Grændser og
	passende Bod for ringe Forseelser være den naturlige Følge. Havde Folke-Stemmen
	erklæret sig for et saadant ligesaa uskadeligt som virksomt Middel til at
	frembringe en sømmelig Tone i Literaturen, da
	vilde Majestæten sikkert baade laant Øre
	dertil og klarlig beviist, det er ikke Skrive-Friheden
	hos dem, der har baade Forstand i Panden, Aar paa Bagen og Ære i Livet,
	den fri Folke-Stemmes Kongelige Skaber misunder sit Folk; men
	her er naturligviis Finger-Peget af en Enkelt-Mand, selv under Politi-Censur,
	borgerlig
	dødt og magtesløst, og tjener kun til historisk Oplysning om den himmelvide Forskiel mellem en virkelig
	Folke-Stemme og vore Krage-Tæer.
	Naar jeg imidlertid beundrer den nydanske Folke-Mund, da
	indseer Man let, det er langt mere for hvad den lover i Tidens Løb end
	for hvad den øiebliklig ydede, og naar jeg maa bekiende, at selv Dette langt overgik min
	Forestilling om Mirakler af Naturens Orden, saa
	nægter jeg dermed ingenlunde, at dertil ligesaavel hørde
	Danmarks
	overordenlige
	Lykke, som Danskhedens naturlige Fortrin, saa havde det ikke netop været
	Ridder-Kongen,
	Jubel-Drotten, Bøndernes
	Skyts-Aand, der gav Stemme-Friheden, eller havde ikke baade
	Drosten og Laug-Manden
	(Commissaren og Præsidenten) saa at sige været tostemmig udkaarede: baade af
	Kongen
	og Folket,
	og været deres Post saa besynderlig voxne, da var Naturen aabenbar
	kommet til Forkort. Kæmpe-Skridtet er denne Gang
	Kongens, ligesom det 1660 var Folkets, og skal dets Følger blive det Forriges
	værdige, da maae Folke-Friheden og den levende Virksomhed i alle gavnlige
	Retninger udvikle sig lige saa rolig og læmpelig, velgiørende og fuldstændig af den fri
	Folke-Stemme, som Folke-Ligheden,
	Rets-Pleien og hele den
	borgerlige Orden udviklede sig af det
	landsfaderlige Ene-Herredømme, uden at vi tabe det
	Mindste af hvad vi derved har vundet. Dette seer Man let er et Stor-Værk, der selv hos et Folk med de heldigste Anlæg
	umuelig kan lykkes, med mindre
	Konsten
	kommer Naturen til Hjelp, og er nu tillige
	Stemme-Friheden
	i vore Dage ei
	mindre udsat for stærke Fristelser, end Ene-Herredømmet var i det Syttende Aarhundrede, da var det Daarskab at stole paa Danmarks
	Lykke, naar ikke en folkelig Dannelse i kongelig Aand
	kom til at gaae Haand i Haand med det
	Folkelige Stats-Raad
	.
	Der gives nu to Indretninger, hvorigiennem
	Konsten levende kan komme Naturen til Hjelp, som i vort borgerlige Sprog kaldes “Kirke og
	Skole”, og for dem Begge har vore Enevolds-Konger sørget
	med den mest udmærkede landsfaderlige Omhug; men begge Dele er uden Folke-Stemmens
	Oplysning fortvivlede Sager for en Konge at behandle, da
	de, netop naar Han øver Selv-Fornægtelse,
	blive efter Præsternes og Skole-Mesternes Hoved og Hjerte, hvormed Folket tit er meget ilde
	tjent. Saa soleklart det nemlig end i Grunden er, at al velgiørende Virkning paa Næstens Hoved
	og Hjerte maa skee med hans gode Villie, saa har
	dog baade Præster og Skole-Mestere giennem en Række af Aarhundreder havt den Grille
	at ville giøre Folk fromme og oplyste imod deres
	Villie, og dette Papisteri er saa langt fra at
	komme Naturen til Hjelp, at det meget mere
	nødvendig enten bringer den i Oprør eller underkuer den. Det
	Sidste blev Tilfældet hos os og skiøndt vor
	nærværende Konge
	ogsaa har gjort et
	Kæmpe-Skridt til dette Papisteries Afskaffelse, er
	der dog endnu mange Levninger tilbage, der hindre Kirkens
	og Skolens velgiørende Virksomhed, saa dersom de
	ikke snart kunde ventes bortryddede, turde jeg hverken spaae
	Kongen
	eller Folket nogen varig Glæde af den bedste Stats-Forfatning; men jeg mener ogsaa, de under
	den vil hardtad bortfalde af dem selv.
	Hvad nu først det tvungne Kirke-Væsen angaaer, da er Tvangen
	vist nok til uberegnelig Skade for Folke-Livet, men til umiddelbar Gavn for det vil Kirken
	dog heller ikke i sin fri Virksomhed blive; thi den Christne Kirke er kun beregnet paa Menneske-Naturen i det Hele, og den Nordiske Naturalisme
	har uigienkaldelig tabt sin levende Kirke-Form. Da
	Christendommen imidlertid, med sin mageløse
	Kraft til at hæve og forædle Menneske-Naturen, der indslutter alle ædle Folke-Naturer i sig, ingensteds har fundet det saa hjemligt som i
	Danmark, vil Den sikkert endnu ad en
	Omvei giøre den Danske Natur væsenlige Tjenester, naar blot ikke
	Præsterne, ved at ville herske i Dens
	Navn, tilintetgiøre Dens fri Virksomhed.
	I det Hele taget, maae vi imidlertid
	huske, hvad Alting minder om, at Kirke-Tiden i
	borgerlig
	Forstand er saa godt som ganske forbi,
	thi det er aabenbar
	Skole-Tiden, vi leve i, og i Skolen maa derfor ethvert
	Borgerligt Selskab herefter søge
	sin ypperste Støtte, hvorfor vi ogsaa see, at det
	Folkelige Stats-Raad
	ved sit første Møde “saae
	Kirken og gik den forbi”, men bad
	Majestæten
	indstændig om en Skole
	for Livet.
	At nu Stats-Raadet saa reent gik Kirken forbi, der dog godt fortjende den Opmærksomhed, de syv
	velærværdige Præster ønskede, kalder jeg
	naturligviis en Forseelse, men er dog billig nok
	til at indrømme, det haster fuldt saameget med at faae en Skole for Livet som med at faae Sogne-Baandet løst. Det Første er imidlertid lige saa
	vanskeligt, som det Andet er let, og havde jeg ikke saa stærk en Tro baade paa Danskheden og paa
	Danmarks
	Lykke, maatte jeg, som Stjerne-Kiger
	paa Folke-Himlen, sige: det er umueligt; thi til Skoler
	“for Døden” og, om Man vil,
	“for det andet Liv” har vi Byg-Mestere i Tusind-Tal, men til en
	taalelig Skole for “dette Liv”, som
	aabenbar her maa være Meningen, er gode Raad
	unægtelig dyre og har endda, efter sædvanlig Regning,
	kun liden Udsigt til at blive fulgt.
	Dog, hvor der nys er gjort et saadant Kæmpe-Skridt som i
	Danmark, der er aabenbar gjort en
	stor Streg i den sædvanlige Regning, og naar Man
	nys har seet et Riges Lykke-Stjerne
	staae lodret over Folke-Issen, da faaer Man, kan jeg
	mærke, Mod til at haabe urimelige Ting, og derfor vil jeg trøstig
	pege paa, hvordan vi, naar “Lykken hun vil
	føie” kan slippe nemt til en Skole for det Danske Folke og Borger-Liv, som
	unægtelig er, hvad vi savne og nu næsten intet Øieblik godt
	kan undvære.
	Foreløbig vil jeg kun anmærke, at naar Talen er
	om en “
	Skole for Livet
	”, maa al den Tvang, der kun har hjemme i
	Skolen “for
	Døden” tænkes borte, og at det Folkelige Stats-Raad
	bestandig maa staae os levende for Øie, naar vi tænke paa
	en Skole for det Danske Folke og Borger-Liv, thi blev den
	ikke derpaa beregnet, var den aabenbar, i
	borgerlig
	Henseende, aldeles unyttig.
	Heraf følger imidlertid nødvendig, at det er ingen “Drenge-Skole”, jeg vil give Anslag paa, thi til Drenge hører
	Tugt, og med
	Kvinder og Børn, siger Engelsk-Manden rigtig, skal Man nødig
	tale om Stats-Anliggender,
	men det er en
	Høi-Skole
	for vor borgerlige Ungdom, hvorved
	den Dannelse og Oplysning, vi maae ønske baade hos

	Stats-Raadet
	og Dets
	Vælgere,
	omhyggelig fremmes. Den eneste gode Drenge-Skole
	for Borger-Livet, jeg har nogen Forestilling om, er dygtige og driftige BorgeresHuse, hvor Drengene
	kan faae baade Lyst til Syslerne, de siden skal drive og Greb paa dem, medens al
	Indspærring i skolastiske
	Forbedrings-Huse er for det virksomme Borger-Liv den rene
	Fordærvelse: Indpodning af Kiælenskab, Dovenskab, Ubehjelpsomhed,
	Bogorme-Væsen og alle
	borgerlige Udyder.






	Fæderne-Landet og Moders-Maalet.


	Rede har Fuglen og Ræven har Grav,
	Geffion Gamle kun Pose og Stav!

	Dronningen tigger for hver Mands Dør,
	Har dog sit Væsen endnu som før;

	Marken var hendes med Ager og Eng,

	Arvingen lever, den liden Smaa-Dreng,
	Ham gienner Ingen af Vangen med Staal,
	Kunde han bare sit Moders-Maal!




	Vel er jeg ingen Ven af at udtvære
	Skjalde-Sproget, men skal ovenstaaende Rune ikke
	være de fleste Læsere aldeles mystisk, maa
	jeg dog nok finde mig i at tilføie, at ved “Geffion Gamle”, i Kong
	Skjolds
	Dage

	Leire-Dronning, menes her “Fæderne-Landet” i moderlig Skikkelse og ved
	“hendes lille Søn” folkelig “Dannelse og
	Oplysning” der, uden ret Fortroelighed med Moders-Maalet, umuelig kan komme til Kræfter.
	Hvad nu dette vort Fæderne-Land
	angaaer, da kiender neppe nogen Bog-Orm det bedre end
	jeg, fra Yderst til Inderst; thi jeg er født i
	Skoven og legede som Barn mellem
	Sællands

	Bøge,
	voxde saa op paa
	Jyllands
	sorte Hede og morede mig
	kostelig med Lyng og Krat og Lyse-Klyne,
	sværmede i min Ungdom paa
	Langeland

	ved
	Hav-Fruens Trylle-Bælte, og graaner nu i
	Hoved-Staden

	ved det stoute
	Øre-Sund, medens
	Runerne fra Brænd-Old og Høi-Old og Munke-Bogstaverne fra Middel-Alderen i
	deres livligste Skikkelse (altsaa Fæderne-Landets Historie) var i tredive
	Aar mine Yndlinger. Vist nok er jeg partisk for “Danmarks frugtbare Herlighed”, og
	kiender af egen Erfaring kun lidt til fremmede Lande, men
	i Bøgerne om de Ypperste er jeg dog temmelig bevandret, og i mine mest upartiske, mindst patriotiske Løbe-Dage
	gjorde jeg dog en udflugt over
	Nord-Søen

	og
	sammenlignede ret koldsindig Hav-Fruen ved
	Øre-Sund
	med

	Ælve-Dronningen
	ved
	Thæmsen,
	Frederiksberg-Bakke med Richmond-Hill,
	Møens Klint
	med “Albions hvide Kyster”, og det Danske Paradis i
	Sælland
	med det Engelske
	i
	Devonshire. Herved
	fandt jeg virkelig udenlands det Kiønne meget mindre og kun det Stygge
	meget større, saa naar jeg undtager Politiets elskværdige
	Beskedenhed, Endeel af Fortougene i
	London
	og Veiene overalt, Ligegyldigheden for alt det Fremmede, Man ei
	med Fordeel kan tilegne sig, men først og sidst
	Kræfternes fri og levende Virksomhed i alle
	Retninger, lutter Ting som her lod sig ypperlig efterligne, da veed jeg slet
	ikke hvad det lille
	Danmark
	skulde misunde det store, berømte,
	hovedrige
	England; men
	næst dets urimelige Stats-Forfatning,
	der kun passer for de “Urimeligste af alle Mennesker”, var der vist intet
	Engelsk, vi nødigere skulde efterlignet, end
	det eneste Tvungne paa Øen, nemlig Fattig-Væsenet, denne konstige Afgrund, der kan opsluge selv
	Englands Rigdom, uden at den
	fylder det Mindste deri.Vil Man see overflødigt Beviis, da læse Man den Parlamentariske Oplysning: Report of the Poor Laws.


	Komme vi nu til Moders-Maalet, da er
	jeg saa gammel en Arbeider deri baade med “Mund og
	Pen”, at Man neppe vil nægte mig
	Stemme-Ret,
	og skiøndt jeg i
	dette Stykke naturligviis er uhyre partisk, og har ret
	med Flid lige til over “de Fyrretive”,
	skyet selv kun at “tydskes”, saa har jeg dog endnu Smagen i Munden
	af den forgiftige Latin, jeg for en heel Menneske-Alder
	siden spyttede ud, sværmede siden en Tidlang for Islandsken, har været drevet af min historiske Natur og Syssel
	til at befatte mig endeel med fremmede Sprog, og har omsider i en Række
	af Aar ordenlig lagt
	mig efter Engelsk, som er det Sprog en Dansk Latiner bedst kan faae i sin Magt, og efter alt dette tør
	jeg godt vove at gientage alle mine Lov-Taler over Moders-Maalet, uden at frygte for noget
	Skulder-Træk af Fremtidens anderledes veloplyste Sprog-Granskere. Jeg
	troer saaledes virkelig, at alt Smukt og Godt lader sig oversætte paa Dansk uden at tabe det Mindste, medens det bedste
	Danske ei lader sig oversætte paa noget Sprog, end ikke paa Engelsk, uden i det Mindste at tabe det Halve, thi det
	gaaer med Hav-Fruens Sprog, ligesom med Havet, der er levende tilbunds og lige naturligt
	i alle sine mangfoldige Skikkelser: fra det mildeste Hav-Blik til den mest
	oprørte Sø-Gang.

	Dog, Man skrive kun frit Saameget heraf som Man lyster paa min
	Partiskheds Regning, thi jeg har dog endnu ikke
	truffet nogen Fremmed med mindste
	Stemme-Ret, der jo strax indrømmede, at



	Danmark, deiligst Vang og Vænge,
	Lukt med Bølgen blaa,


	er et meget smukt Land, og Dansken, især paa vort smukke
	Kiøns Læber, et sødt Sprog, i vore Skjalde-Bøger vidunderlig rigt og dybt,
	bøieligt og klangfuldt, saa blev Sagen rigtig drøftet, kan jeg
	neppe tvivle om, de Fremmede jo Alle, næst deres Eget, vilde
	prise
	Danmark
	og Dansken,
	ligesom de Græske Høvdinger
	Themistokles.

	Men selv om Dette var for meget sagt, har dog det smukke
	Danmark
	og det søde Moders-Maal unægtelig for Danske
	Folk det mageløse Fortrin at være deres
	Eiendom, saa det var Synd at fortænke dem i, at de i Grunden,
	ligesom alle andre Folk, foretrække dem vidt for hele den øvrige
	Verden med alle Dens Tunge-Maal. Dette Grund-Træk,
	der er uadskilleligt fra enhver Folke-Natur i levende Live, skulde jeg derfor slet ikke udhæve,
	men kun forudsætte, dersom ikke denne naturlige Forkiærlighed for Fæderne-Land og
	Moders-Maal, med Alt hvad dertil hører, sagdes
	at være forsvundet hos os for mange Tider siden.
	Gierne gjorde jeg en Spas deraf, og spurgde, hvor den Forkiærlighed da vel skulde være
	vandret hen, da Man dog ingensteds udenlands har sporet den; men dertil er Skinnet dog for meget imod Danmark
	og Sagen for alvorlig, derfor maa
	jeg nævne det Vigtigste, Man kan anføre for den
	Æventyrligste af alle Udvandringer og vise, det er til Lykke dog kun et, trods al Sandsynlighed, urimeligt og
	ved sin umaadelige Længde høist kiedsommeligt Æventyr.

	Man siger nemlig, at Alting i
	Danmark
	synes med den største Selv-Fornægtelse at være indrettet deels
	efter de Fremmedes Bekvemmelighed og deels efter deres
	Smag, og at det er aabenbar i Folkets Aand eller Aandløshed, da de Dannede sædvanlig
	veed meget bedre hvad alle Departementerne i
	Frankrig

	og
	Gouvernementerne i
	Rusland
	hedde, end hvor
	Salling
	og
	Thy
	er at finde, og er nær ved at
	bede selv
	Rus
	og Polak om Forladelse fordi de ikke kan tale hans Sprog,
	medens de vilde finde det latterligt, om nogen Fremmed
	undskyldte sig for, at han ei kunde deres.

	Paa lidt Overdrivelse nær er dette nu vist nok en Kiends-Gierning, og
	Kiends-Gierninger, siger Engelsk-Manden med Rette, er haardnakkede Krabater
	(facts are stubborn things,)
	saa det vil
	jeg helst lade staae ved sit Værd, til det, som jeg haaber, falder bort
	af sig selv; men jeg paastaaer dristig, at jo mere Skinnet er imod os, des
	stærkere maa Forkiærligheden i Grunden have været, siden vi
	endnu har et selvstændigt Fæderne-Land og et i Bog som i Mund fra ethvert Andet med
	Æren kiendeligt Moders-Maal.

	Var nemlig end vort Fæderne-Land
	ligesom Engelsk-Mandens, aldeles “lukt med Bølgen blaa”, saa kan Man dog nok
	begribe, at havde vor Føielighed mod de Fremmede,
	vor Omhyggelighed for
	deres Bekvemmelighed og vor Beundring af deres Smag været grændseløse, da vilde de for længe
	siden have giæstet os saa mandstærke, at
	der til deres Bekvemmelighed og ifølge deres Smag maatte være udøvet en ganske anden Selv-Fornægtelse og foretaget langt
	anderledes giennemgribende Forandringer “fra
	Borgen til Hytten”, end dem vi har været artige nok til selv at falde paa eller føielige nok
	til at finde os i. At “Bølgen
	blaa” ligesaa vel aabner som lukker for slige selvbudne
	Giæster, det har
	England
	fordum inderlig følt, og senere klarlig
	beviist, ogsaa for os, og da nu desuden, som det lyder i Visen “
	Leddet er af
	Lave
	” ved det andet
	Marke-Skiel, saa kan det dog umuelig være Andet end
	Blænd-Værk med et lille Folks Mangel paa Fædernelands-Kiærlighed, der under saa farlige
	Omstændigheder selv ligesom vinkede ad de Fremmede, og dog er blevet det ældste
	aldrig undertvungne, selvstændige Folk i Europa. Engelsk-Manden følde det
	ogsaa selv den første Skiær-Thorsdag i det Nittende
	Aarhundrede, at vor bekiendte Føielighed
	først indtraadte, da han gav efter, og da han siden “for at lette
	os den” særdeles baade anstrængede og skyndte sig, svarede
	den dog ingenlunde til hans Forventning; thi at
	Hoved-Staden
	heller vilde lægges i
	Aske og miste sine flydende Millioner, end lade sig med
	Trudsel giøre værgeløs, og at
	Danmark
	heller vilde udholde en aldeles
	fortvivlet
	Syvaars-Krig,
	end tage

	Sællands-Toget
	for
	Venne-Besøg, det er et verdenshistorisk Vidnesbyrd om grundig Fædernelands-Kiærlighed, hvori Mellem-Spillet med “Kiøge Høns” giør ikke
	mindste Skaar. Hunger er et haardt
	Sværd, siger Ord-Sproget med Rette, og har
	Danmark
	i Syvaars-Krigen for sin Selvstændighed trodset selv
	det, ja, trodsede Mange af Dets Sønner det ret øiensynlig paa
	Fange-Skibene, da
	tør vi nok sige, der er nys lagt et “
	Mad-Offer
	” paa Fæderne-Landets Alter, der endnu gyldigere end alle de forrige
	“
	Slagt-Offere
	” bevidner Hengivenhed til det Yderste, og har
	vi, ved Vold paa vor egen Natur, selv gjort os dette Offer
	tungere end det i sig selv var, da var det vist
	nok et stort Misgreb men forhøier dog Triumphen.

	Ja, hvad det mishandlede og uhyre miskiendte
	Danmark, netop i dette Aarhundrede, med Dets folkelige
	Konge, taalmodig har lidt for sin gamle Selvstændighed, det vil

	Lykken
	erstatte og
	Efter-Slægten beundre, og ved Syvaars-Krigens Ende, da hele
	Europa
	overvældede os som

	Napoleons
	Med-Skyldige, skiøndt de hos
	os ei fandt en Trevl af hans Bytte men kun Spor af
	hans Ørne, da stod jeg, begeistret for
	Fæderne-Landet, midt i Kredsen af
	Danmarks
	boglærde Ungdom,
	saae deres Øine tindre og deres Kinder gløde saavelsom mine, og
	kan virkelig ei skiønne rettere, end at paa første Vink vilde hele
	Danmarks vaabenføre Ungdom indviet
	sig til et blodigt Offer, hvis Mage Man forgiæves skulde søgt i
	hele Verdens-Historien, og det til et Offer ei engang for Fæderne-Landet i strængeste
	Forstand, men for det ogsaa mageløse “Tvilling-Rige” i Norden, der giennem Aarhundreder syndes kun at have
	een Sjæl i to Legemer.
	Norge
	var imidlertid dog ingen Deel af
	Danmark, og selv for den kiæreste Broder havde
	dette ham unyttige Offer været for stort, saa dømde Forsynet, og Dets Dom er alt retfærdiggjort; men det er derfor lige vist, at
	skiøndt den Danske
	Fædernelands-Kiærlighed fik Skinnet imod sig, har den dog
	Sandheden for sig, hvad heller Ingen vil nægte, saasnart vi kun vove at
	vise os til daglig Brug, som vi er, saa Fædernelands-Kiærligheden, som er Sjælen i vort Folke-Liv, ogsaa bliver det i alle vore Indretninger og bliver General-Nævneren til alle
	vore Brøker. Og det vil nu sikkert skee, vort Løsen vil blive:
	Danmark fremfor Alt,
	og saa de Fremmede, eftersom de skikke sig imod os; thi
	hidtil har de gjort gamle
	Danmark
	al den Ulykke de kunde, og kan da, naar de blive
	allervredest, ei giøre det værre, og det kan ei gaae værre end at vælte, hvad Enden maatte blive, naar vi blev ved at føie
	de Fremmede paa Fæderne-Landets Bekostning. Man tale saa meget og saa smukt,
	Man vil, om den strænge Retfærdighed og den
	rene Dyd, men naar Fæderne-Landet gaaer til Grunde, hvad
	give de Fremmede og hvad giver den strænge
	Retfærdighed saa os og vore Børn for det?
	Giør imod Andre hvad du selv vil hændes
	og have, det er Folke-Ret saavelsom Menneske-Ret, men er det Alt hvad vi kan kræve og
	langt meer end vi har nydt af de Fremmede, hvi skulde vi
	da være saa unaturlig haardhjertede eller saa latterlig ærgierrige
	at kræve Meer af os selv?
	See, det var Fæderne-Landet, og
	nu Moders-Maalet! Hvad det har
	maattet døie, siden
	Saxo

	alt i
	Valdemar Seiers
	Dage skrev
	Danmarks Krønike paa
	udmærket Latin, det kan min Pen ligesaa lidt
	beskrive, som Alt hvad “
	hin
	gamle Ask
	” har maattet lide, hvis Bul trøskes, hvis Blade
	afædes, hvis Rod forgnaves, og til hvis Ulykke baade Ørn og Egern

	oplægge Raad; men hvad Dansken efter sexhundrede Aars Trældom,
	under Latinens sønderknusende Aag og Tydskens ubarmhjertige Svøbe, endnu er og kan blive, det veed
	jeg omtrent, og var det vel mueligt, at Dansken endnu
	kunde være et levende Sprog, ei blot for Bønder og Børn,
	men for Kongen og alle hans Skjalde, dersom ikke Folket, trods al tilsyneladende Ringe-Agt, dog
	havde elsket det ret af Hjertens Grund og holdt det i Hævd som sin
	Øie-Steen. Nei, var det til Beundring selv for Engelsk-Mænd, som de Danske sloges efter firsindstyve Aars
	Fred, da skal det visselig blive til Beundring for al Verden, hvordan
	de Danske Skjalde brugde Moders-Maalet i Slutningen af
	det Attende og Begyndelsen af det Nittende Aarhundrede! Saa folkeligt og saa fædrelandsk et Skjalde-Chor, tør jeg, paa historisk
	Ære og Samvittighed, forsikkre, der blev ei hørt i noget andet
	Land, siden Sangerne i
	Hellas
	forstummede, og hvad er der dog mellem Himmel
	og Jord: fra Tankens høieste Flugt til dens letteste Svæven over
	Blomster i Enge, og fra Dønnet, som
	ruller i Sky, til den sagte hviskende Lyd i Hjerte-Kamret, som disse Skjaldes Moders-Maal ei kunde udtrykke baade levende,
	liflig og lystelig! Og hvor fik nu Skjaldene det fra? De forskrev det dog vel
	ikke fra fremmede Lande, hvor Ingen forstaaer det! De læste sig dog vel
	heller ikke til det i den forbistrede Latinske Grammatik
	og de forgiftige Romerske Classiker! Med Øret, som
	dertil dannedes under
	Moders-Hjerte, opfangede de dog vel hos Folket hvad Folket forstaaer og erkiender for Sit, eller
	smeddede de Nyt af samme Malm og med samme Klang, da var det dog vel Folke-Aanden, som lærde dem den Konst. Altsaa er
	Folke-Aanden endnu ligesaa lidt forsvundet, som Folke-Hjertet er isnet, men har tvertimod netop i vore
	Dage, trods den “sorte Død” som er
	“
	den Latinske
	Stil
	”, lyslevende beviist ikke blot sin
	Nærværelse, men sin Magt: har ført
	det store Ord, saa baade Latinen og Tydsken forstummede paa Marken, har ærlig stræbt,
	skiøndt hidtil rigtig nok forgiæves, at give Folket igien hvad Folkets er: en opladt Mund
	til at udtrykke Alt hvad Det har af Naturen eller kan dog levende tilegne sig og
	landsforvise Resten. Ja, hvor urimeligt det end klinger, at hele Moders-Maalets Rigdom i vore Skjalde-Bøger er fundet i Folke-Munden,
	samlet af de Fattiges Skiærve, saa er det dog
	nødvendig sandt, og hele Hemmeligheden stikker i Skjalde-Øret, der er saa letnemt, at det opfanger enhver folkelig Tone i hele sin naturlige
	Klang, og er saa paaholdent, at det slipper
	aldrig nogen Fange løs. Der er saaledes visse Danske Ord-Sprog, saavelsom mangfoldige ægte Tale-Maader og Udtryk,
	som jeg bestemt veed kun at have hørt en eneste Gang, tit kun i min
	Barndom, og derfor er jeg rigtig nok des vissere paa, at blev Folke-Mundens
	sorte Armod ikke endnu i vor Tid afhjulpet med den Rigdom, vi paa en skikkelig
	Maade har stjaalet fra den, da kom den aldrig til Opreisning; men det beviser
	kun, at Naturen nu trænger til
	Konstens
	Hjelp, ingenlunde, at
	nogen Folke-Natur, med de konstigste Fiende-Vaaben imod sig, hidtil saa
	godt som den Danske har hjulpet sig
	selv!

	Slutningen bliver altsaa, at skiøndt
	Danmark, underkuet af Latinen og hærget af Tydsken, for mange Aarhundreder siden glemde Navnet paa sin gamle
	Dise,
	Fruen med Fjeder-Hammen, der lærde
	Skjalden Elskovs-Viser, men deelde dog ogsaa daglig paa Kæmpe-Valen halvt
	med
	Odin; saa fandtes
	dog endnu i det Nittende Aarhundrede
	Danmarks Skjalde i samme Dises Fjeder-Ham, mægtige til at fare i den hvorhen de
	lystede; paa deres Tunger fandtes de samme smeltende Toner, naar de sang
	sødt om Glæden i Løn, sang Dansk om Kiærligheds Lykke, uden at dog
	Bjarke-Maalet
	heller var dem over Magten eller de for stakaandede til at
	blæse Lyd i
	Gjallar-Hornet, saa det kan endnu blive godt med Alt hvad Moders-Maalet har lidt og tabt, naar det blot kan faae
	Lov til at forplante sig levende
	paa Marken, som det lever endnu, adspredt hos
	Folket, men kun samlet hos sine naturlige Præster og
	Propheter, som Skjaldene er. Vi havde ladt os indbilde,
	at det kunde skee med “Pen og Blæk”,
	men det er soleklart, at dermed smøres et Folk
	kun om Munden og gaaer Glip ad sit Arve-Gods, har derfor det Danske Folk endnu mindste Kiærlighed til sit deilige Moders-Maal:
	til den naturlige, flydende, fyndige Maade at udtrykke sig paa om Alt hvad der
	er i deres Hjerte og løber om i deres Hoved, da lægge Det Beslag paa sine Skjalde, mens det
	har dem levende hos sig og pine paa en skikkelig Maade ud af dem Alt hvad de paa
	samme Maade har stjaalet, til de blev rige, og som de dog meget heller maa give
	de rette Eiermænd tilbage, mens de leve, end tage i Graven med sig eller
	grave ned i Bøgerne og gaae igjen som
	Spøgelser at vende! Ja, nu vil det rigtig nok vise sig, om det
	er med Folkets Minde, at Latinen
	har hersket herinde sexhundrede Aar, men saasandt som
	de i

	Roskilde
	hverken talde Latin
	eller stemmede
	for den, saa vist vil Folke-Stemmen ogsaa
	være for en Dansk Høi-Skole, jo før jo heller, hvor Alting dreier sig om Konge og Folk, Fæderne-Land og Moders-Maal, og hvor Skjaldene, som besang Konge og Fæderne-Land, med
	Ordet, de tog Folket af Munden, nødes til at giøre Gavn baade for
	Føden og for Æren, men nødes naturligviis, som fribaarne Dannemænd og
	lunefulde
	Personer, kun dertil af Folke-Aanden, drives kun af Fædernelands Kiærligheden som giæster, og af
	Udsigten til Udødelighed paa Folkets Tunge, som fortryller dem.

	Man kan nok tænke, jeg veed, hvor latterligt det vil forekomme Mange at tale om “Skjaldene”, som Folkets Lærere; men kunde ikke engang jeg hæve mig over den Latter, hvordan skulde da Folket, saa jeg vil ikke giøre Andet for at dæmpe den, end ganske tørt anmærke, at Talen jo her slet ikke er om at opelske Læse-Heste eller at forberede til “Examen”, men blot om at vække og nære Fædernelands-Kiærlighed og skaffe Styrke og Rigdom i Moders-Maalet, og havde de Classiske Lærde været dygtigere dertil end
	de Danske Digtere, da havde de dog vist skrevet bedre
	baade paa og for Moders-Maalet og for længe siden
	talt godt Dansk paa Høi-Skolen
	istedenfor slet Latin. Vil Man altsaa i vore Dage have en Dansk Høi-Skole, hvor Fædernelands-Kiærlighed skal aande og Moders-Maalet blomstre, da maa Man takke Gud for Skjaldene og tillade
	dem, om de kan, ogsaa at afvinde Folket lidt Yndest baade for deres
	fædrelandske Viser og hvad der ellers findes i deres
	Skjalde-Bøger. Og hvem kan heller have Noget derimod at indvende, uden
	saa forhærdede Latinere, som
	Danmark
	dog vel
	umuelig kan have fostret, da selv de mest Forhærdede tilstaae, af uagtet
	Digternes Sværmeri og Overtro, Løshed
	og Letsindighed, kan Latin-Skolen dog for Smagens, for Livlighedens og Sprog-Rigdommens Skyld ikke undvære dem; thi kan
	selv Skolen “for Døden” ikke undvære de
	“døde” Digtere, da kan Skolen “for Livet” aabenbar endnu langt mindre undvære de Levende.

	Misforstaaelse frygter jeg heller ikke; thi hvad jeg
	før har sagt, gjentager jeg naturligviis her med Flid, at det Folkelige Stats-Raad,
	som
	giør en Dansk Høi-Skole
	aldeles nødvendig, ogsaa ved dens
	Indretning maa staae os levende for Øine; og kunde Man end tiltroe mig
	det Daarekiste-Ønske, at Stats-Raadets Medlemmer skulde være Dilettanter i Æsthetiken, saa seer Man dog nok af
	min Roes over Dets første, høist upoetiske Møde, at det er langt fra min
	Mening. At de derimod skal være saa godt som mueligt
	oplyste om Folke-Naturen, Stats-Forfatningen og Fæderne-Landet i alle Henseender, er et
	Ønske, som baade
	Kongen
	og Folket maa dele med mig,
	og her er god Leilighed for Flere end Skjalde til at
	giøre deres Bedste, men deels maa denne Oplysning dog ikke fattes det
	høiere Præg, som Folke-Aanden giver, deels
	vilde den uden Fædernelands-Kiærlighed holde op at virke
	velgiørende, og endelig er den hverken tænkelig eller brugelig
	uden Styrke i Moders-Maalet, saa Skjaldene kan umuelig undværes. Hertil kommer endnu at
	“Oplysningen”, for at være
	ægte, maa for største Delen udspringe af Enkelt-Mandens eget Liv eller dog prøves derpaa; men
	“Stemningen”, som gestalter hans eget
	Liv, “Øiet”, hvormed han opfatter
	dets Begivenheder, og “Tonen”, hvori han
	udtrykker sine Erfaringer, dem trænger han til fra Ungdommen af at
	føre med sig ind i Livet, og det er en af Hoved-Grundene for en folkelig Høi-Skole. Hvem kan saaledes ei godt
	forstaae, det var en fortvivlet Sag for alle dem, der har kun Dagen og Veien, og
	for hele Riget, hvis
	Eiendommerne, som med Rette
	vælge og udgiøre
	Kongens
	Stats-Raad, ei blev kloge paa Andet end
	deres personlige og øiebliklige Fordeel, ei stedse bedre lærde at
	paaskiønne og benytte deres ligesaa ærefulde som vigtige Stilling, stedse dybere at føle og
	klarere at vise sig som Rigets
	ny “Ridder-Stand af
	Dannebrog”, der sætter sin Ære i det almindelige Bedste og giør med Glæde de
	Opoffrelser, det kræver. Børn maatte vi
	være i Forstand, om vi tænkde, at alt Saadant bestandig vilde
	komme ved et Slumpe-Træf, eller at selv den bedste Folke-Natur paa sine gamle Dage kunde undvære en Konst,
	der, uden at ville forkue eller beherske den, kommer den venlig til Hjelp, som
	en Daatter sin aldrende Moder!

	At der nu ved en saadan Høi-Skole tillige, saavidt mueligt, burde være
	Leilighed til at erhverve sig de Kundskaber enten i fremmede Sprog eller andre
	Grene, som Enkelte kunde ønske sig, er vel ganske rigtigt, men betegnes
	dog her med Flid som en Bisag, fordi det nuomstunder
	netop er den store Anstøds-Steen paa Skole-Veien til Forstand paa Livet,
	at Man over det Enkelte lettelig glemmer det Hele, over de adskildte Baner det
	fælles Bedste, eller sprænger dog sig
	Selv for at giøre Umueligheder. At Man ved at
	betragte sit Borger-Liv fra den høiere Syns-Punkt, Folke-Aand og Fædernelands-Kiærlighed skabe, baade
	fører det langt ædlere og finder det langt mere
	fyldestgiørende, det lærer baade den
	gamle og den ny Verdens
	Erfaring; men at Man, ved at drive
	sine
	borgerlige Sysler
	fra en saakaldet høiere videnskabelig Stand-Punkt,
	som blotte Forsøg, driver dem med mere Nytte og
	Fornøielse, det er kun en Tydsk Grille, som hidtil
	har havt al Erfaring imod sig, saa Man giør
	sikkert klogest i først at see det Tydske Borger-Liv (i anden Potens) slaae Sparto til det
	Engelske, inden Man kimser ad Dette og griber efter
	Hint.
	Længere fra mine Tanker end Solen fra Jorden, er da det Indfald, at vor
	Borgerlige

	Dannelse skulde baseres paa
	Mathematiken,
	med samme strænge Videnskabelighed, som den Lærde paa de
	døde Sprog; thi for at uddøe behøver
	Borger-Livet hos os aabenbar ingen Skole, og at det i alt Fald maa være
	ganske andre Folk end de Danske, som enten Mathematiken eller nogen stræng Videnskabelighed kan giøre
	levende, føle de vist selv bedre end jeg kan sige det. Desuden
	var det jo ligesaalidt Mathematik eller nogen stræng
	Videnskabelighed, som Latinen, Man
	ønskede Mere af i
	Roskilde, men lykønskede sig tvertimod rettelig
	med, at have ladet alle Theorier fare og taget Verden,
	som den er, og betragtede vi ikke det Folkelige Stats-Raads
	Fornødenheder og
	Prydelser som Høiden af vor folkelige og
	borgerlige
	Dannelse, da var vi jo uhelbredelige Daarer. Hoved og Hjerte for sin vigtige og
	ærefulde Stilling, som den levende Forbindelse mellem den
	uindskrænkede Konge og det fribaarne Folk, saa lyst et Hoved og saa varmt et Hjerte som
	mueligt for dette høieste Borger-Kald, det
	kræve vi af
	Stats-Raadet; men det Lys og den Varme udspringer aabenbar
	hverken af Mathematik eller nogensomhelst stræng Videnskabelighed, men af
	Fædernelands-Kiærlighed og en jævn Dansk Tanke-Gang, der holder sig
	til det virkelige Liv og laaner Kraft af Folke-Aanden. De
	samme Egenskaber som vi kræve hos
	Stats-Raadet, maae vi, om end i ringere Grad,
	forudsætte hos
	Vælgerne
	og ønske hos Alle, og saaledes faae
	vi et klart Begreb om en folkelig Dannelse, der slet
	Intet har med den Lærde at giøre, uden
	forsaavidt den lærde Dannelse, langt fra at
	bestride den Folkelige eller skyde den fra sig, maa
	stræbe at indslutte den i sig, naar den ikke vil tabe Folkets Yndest,
	hvoraf den dog i Grunden ene lever, ei blot udvortes, som
	Holberg
	lod
	Latinerne høre at de spiste Dansk Brød, men ogsaa indvortes, da det visselig ikke er
	af Bøgerne eller af
	Blækhornet, men af Folke-Livet, al levende
	Videnskabelighed drager sin Næring.
	Kun saaledes i en Sum vil jeg
	her udtrykke den lærde Dannelses rette Forhold til
	den Folkelige, der visselig ikke medfører, at
	betragte Folke-Naturen som Moder til lutter
	Fæ-Hoveder, Man kun med Mathematik eller Latin, med boglig Konst og det dertil hørende
	“naturlige Handværk
	” kan forvandle til Mennesker. At vor
	lærde Dannelse hidtil var saa udansk som mueligt og kan derfor slet ikke
	følges, men maa aldeles tilsidesættes ved Indretningen af
	en “Dansk” Høi-Skole, det er soleklart; men at “Latinerne” herinde i Almindelighed dog tænke langt mere folkelig end de til daglig Brug vil være bekiendt,
	har Mødet i
	Roskilde
	ogsaa beviist, saa de finde det vist allerede
	ganske klogt af mig, at jeg itide har stræbt at fordanske mig selv.
	Imidlertid seer det unægtelig fortvivlet ud med at faae
	en “Folkelig Høi-Skole
	” i et Land, hvor den “Classiske Jord-Bund” meer end noget andet Sted, har giældt for de Lærdes Fæderne-Land og Latinen
	for deres Moders-Maal, ja, hvor Man endnu ei kan blive
	“Student” uden at giøre “Latinsk Stiil” eller
	Dansk Præst uden at snakke Latin,
	saa her synes ei at være andet Raad end den fortvivlede Engelsk-Mands: hjelp
	jer selv!
	Var der nu intet Andet, maatte vi naturligviis
	ogsaa gribe til det, saa de af os, hvis Løsen er “
	Danmark til
	Domme-Dag”, lagde sammen hvad vi havde, Hoveder saavelsom
	Skillinger, til det store Øiemed; thi fordi de Lærde var
	uheldigviis blevet Latinere, maatte gamle Danmark
	dog ikke aandelig
	forgaae; men under saa folkelig en Konge, som
	Frederik den Sjette,
	ei ubekiendt med
	Christian den Fjerdes
	Martyr-Krone for Fæderne-Landet, giennem halvtredsindstyve Aar Moders-Maalets, de Danske Skjaldes og Nordisk
	Videnskabeligheds mageløse Velynder og Velgiører, under Hans
	Septer maa det Danske Raad “gaae til
	Kongen” dog langt foretrækkes! Gid derfor kun det
	Folkelige Stats-Raad,
	som ogsaa i
	denne Henseende slog den rette Vei ind, havde vidst saa god Beskeed med
	Danmarks Krønike

	som En af os, da vilde Majestæten vist gierne
	laant Øre til Danskens Bøn om at faae
	tilbage hvad aabenbar fra Arilds-Tid var ikke Latinen men
	Dansken
	tilkeiset. Dog, ogsaa ubedet har Kong
	Fredrik
	den Sjette
	gjort Dansken alt det Gode, Han kunde optænke og som Forsynet satte i Hans Magt; saa jeg formoder, at mit
	Finger-Peg, altid ubetydeligt, er her aldeles overflødigt. Da jeg
	imidlertid er vant til at betragte hele min Person som overflødig i Danmark, uden
	derfor selv at tilintetgiøre den, saa lader jeg ogsaa mine sagtens
	overflødige Penne-Strøg gaae for hvad de er og giøre lidt
	Gavn, om de kan, naar de, efter min Overbeviisning, allenfalds giør ingen
	Skade.
	For at Læseren imidlertid ikke skal tage feil og
	tænke, jeg er saa stærk i Selv-Fornægtelse og drives af saa rene
	Bevæg-Grunde til Skrive-Dyden, som Ovenstaaende, strængt taget,
	kunde lade formode, vil jeg dog betroe ham i Hemmelighed, at jeg paa en Maade
	offenlig (det vil sige: paa
	Tryk der er som Manuskript for Venner) har spaaet om at det

	Ridderlige Academi i Sorø

	blev snart til en Dansk Høi-Skole, og da Man dog nødig vil være en “falsk
	Prophet”, naar Man har spaaet noget Godt, er det ganske naturligt, at
	jeg peger alt hvad jeg kan, for at blive en sand
	Spaamand, thi halter det end lidt med Prophetien, naar Man selv
	arbeider paa Dens Opfyldelse, hvad da? meget heller halte end slet ikke
	gaae!
	I
	Gylden-Aarets
	Morgen-Røde (ved
	Kongens Fødsels-Dag
	1834) da jeg stod og kigede Stjerner paa min Viis og nynnede ved mig
	selv:


	Hvad er det for en Lille,
	Der vugges nu paa Hav,
	Hvor Bølger ikkun trille,
	Hvor alle Storme tav?
	Hvad staaer der i hans Stjerne?

	Hvad slumrer i hans Hjerne?
	Hvad smiler i hans Drøm?


	Da ahnede det mig ikke blot, hvad rigtig slog til, at det Aar vilde krone
	Frederik den Sjettes
	Kongelige Værk og blive
	Gylden-Tallet
	i den Danske Almanak; men inden jeg vidste det, var hele Stuen
	fuld af Fremmede (figurlig talt), og jeg kunde ikke bare
	mig for, blandt mange andre løierlige Complimenter, at sige
	halvhøit:


	Ja,

	Brage
	Bænke-Pryder!
	Jeg øiner dig i

	Soer,



	Hvor klarlig du udtyder,

	Hvad der er Stort i Nord,

	Hvad der er
	Danmark
	givet,

	Hvad der er godt for Livet,

	Og klogt for

	Askurs
	Æt!


	Et Lys sig da udbreder,
	Som trindt i Mark og Skov
	Om Liv og Sandhed freder,
	Forklarer Friheds Lov,

	Som Idræt, Ord og Tanker
	Kun holder saa i Skranker,
	At Frihed kan bestaae!


	Det var dumt af mig, vil Man kanskee sige, men det er dog ikke
	min Anskuelse, thi jeg mener netop, det var snildt, naar jeg vilde slippe nemt
	til at blive en sand Spaamand; thi jeg maa fortælle Læseren, hvad
	han dog sagtens veed, at jeg er hvad Man kalder lidt “overtroisk” af mig, hvad selv de Lærde mene, jeg, som
	Digter, har Lov til at være, og jeg troer blandt Andet stærkt paa For-Varsler, skiøndt kun paa et eget
	Slags, der har stadfæstet sig saa tit for mine Øine, at
	jeg leer ad dem, der lee ad min Over-Tro.

	Dog, jeg vil være ganske aabenhjertig, saa
	Læseren selv kan see, hvad Kneb jeg bruger, naar
	jeg spaaer, saa det skal ikke let slaae feil, og
	dømme da selv,
	om det var dumt af mig at spaae om den Danske Høi-Skole i Soer!

	I Kong
	Volmers
	Dage, som vi bestandig komme tilbage til, naar
	vi vil vide hvad den gamle Danmarks-Historie endte med, var, som bekiendt, Biskop
	Axel
	saa at sige Manden for det
	Hele, og blandt sine mange “gode
	Gierninger” til det almindelige Bedste, var
	det vel i hans Øine den Ypperste, at han lagde Grunden til det store
	Munke-Bur i Soer; thi eftersom han var en Catholsk Biskop, troede han, det vilde være til Gavn baade for hans egen og hans kiære Forfædres Sjæle, saa de slap taalelig ud af Skiærs-Ilden. Da han imidlertid skal have paalagt Munkene i Soer ikke blot at messe Latin men ogsaa at skrive
	Danmarks Krønike, og da Man
	virkelig under vor
	første
	Oldenborgske Konge i samme
	Munke-Bur
	fandt den “Danske Rim-Krønike
	”, der ikke blot blev den første Danske Bog, Man lod prænte, men blev, giennem hele det Sextende Aarhundrede, Danmarks almindelige Læse-Bog og er virkelig den
	ægteste danske Bog, jeg i alle mine Dage har
	læst; saa var allerede Dette i mine Øine et stort Forvarsel om, at

	Soer

	skulde hjelpe
	gamle
	Danmark
	ud af
	Skiærs-Ilden og i
	Nyaars-Tiden
	aabenlyst, som i Middel-Alderen hemmelig, nære en saadan
	mageløs jævn Begeistring for Fæderne-Land og Moders-Maal, som
	Rim-Krøniken

	aander fra Først til Sidst.
	Det var imidlertid langt fra at blive derved, thi da Kloster-Godset ved Reformationen var blevet
	Kron-Gods, fattede
	allerede
	Christian den Fjerde
	den ypperlige Ide om et
	“Ridderligt Academi” i
	Soer,

	hvor den
	haabefulde Ungdom skulde lært at lyde og at ligne Kongen, der baade kiendte og elskede Fæderne-Landet, til hvis Bedste Han ikke blot vovede men
	opoffrede sit daadfulde Liv, og havde Moders-Maalet
	prægtig i sin Magt. Nu,
	Christian den Fjerde
	blev i
	denne som i enhver Henseende vor
	kronede Martyr, der først efter Døden
	høstede Frugt af sine Kongelige Bestræbelser, og Man skal ikke let
	kunne sige, hvad der var umueligst: enten at faae det Syttende
	Aarhundredes Danske Latinere til at tale deres
	Moders-Maal eller at faae samme Aarhundredes Adelsmænd til at elske deres Fæderne-Land.

	Ridder-Academiet i Soer
	under
	Christian den Fjerde
	var altsaa et “utidigt
	Foster”, der kun fik Navn i Moders Liv og
	kom til at hvile som et dødfødt Barn i sin Kongelige Faders Arm; men i
	Frederik den Tredie
	efterlod vor store
	Christian
	sig dog en levende Søn, der passede til
	sin Tid, som Morgen-Stjernen til Natten, og begyndte, saasnart han blev Septeret
	mægtig, en underfuld Opvækkelse af sin Faders mange herlig
	undfangede men i Fødselen kvalte Børn, der nødvendig i Tidens Løb ogsaa maatte strække sig
	til
	Ridder-Academiet i Soer.


	Og see, saasnart Normanden
	Ludvig Holberg
	havde
	slaaet sig til Ridder paa det “Classiske
	Uvæsen” og vakt Moders-Maalets
	Genius af Dvale, ligesom hans gamle Lands-Mand,

	Erik
	Ordkræng, slog sig til Ridder paa
	Greppernes
	søde Moder
	og vakde
	Fredegod
	af
	Dvale, da oprettede Kong
	Frederik den Femte

	Ridder-Academiet i Soer
	paa Ny,

	Holberg

	skiænkede det sit
	Friherskab,
	ærlig tjent ved munter Skrift
	paa Moders-Maalet, og det blev virkelig en Patriotisk Høi-Skole.

	Det var kun et Veirlys, kan
	Man sige, men det var dog ikke blot meget smukt, det var virkelig et ganske eget
	Slags Nordlys, der gjennem en heel Menneske-Alder
	udbredte en vis mild patriotisk Oplysning og Varme, der vel ikke gjorde nogen
	Sommer, men spaaede dog om Vaarens Nærmelse, som naar
	Peder kaster den varme Steen i
	Vandet.
	Dog, da vi her kun har med “Varsler” at giøre, hvortil saadanne
	Veirlys
	unægtelig
	høre, vil vi her slet ikke indlade os paa: hvad
	Ridder-Academiet
	under
	Frederik den Femte
	og
	Christian den Syvende
	mere var eller ikke var, og om det især var Dets Fortrin eller
	Dets Mangler, det maatte takke for sin Helsot, hvortil aabenbar begge Dele
	bidrog; men jeg vil blot tilføie, at da jeg,
	for henved tredive Aar siden, første Gang
	giæstede Soer,
	hvor den Patriotiske Høi-Skole
	stod tom og
	øde, men hvor de talrige Minder om det Ædle, det
	Kraftige og Kiække i Fæderne-Landet, lige fra Kong
	Volmers
	Dage til nu,
	sammenklyngede sig i det kiærligste Moder-Skiød, jeg har seet, og
	syndes mig der i Opstandelsens visse Haab kun at smile ad Døden, da
	gjorde det saa vidunderlig Dansk et Indtryk paa mig, at jeg for Alvor fik Lyst til at fordanske mig selv, hvad neppe heller mislykkedes.
	Om jeg med saadanne Varsler for Øie havde vovet at
	sige: Kong
	Frederik den Sjette
	opretter vist den Danske Høi-Skole i Soer,
	som Biskop
	Axel
	allerede for sexhundrede Aar siden
	udlagde Grunden til, som
	Christian den Fjerde
	gav Navn og
	Frederik den Femte
	sin
	første Skikkelse, og hvis blotte Skygge var en
	Pillegrims-Reise værd for alle
	Danske Unger-Svende; da kunde Man have kaldt det omtrent
	hvad Man vilde; men da jeg hverken har sat Navn eller Aars-Tal til min Spaadom om

	Soer,

	men blot sagt:
	der bliver med det Første saa vist en Dansk Høi-Skole,
	som den
	allerede var der, saa indseer Læseren vel, jeg har Intet vovet, men kun
	øvet mig lidt i den historiske Spaadoms-Konst, der
	ei er at foragte.
	Altsaa, slaae ikke alle historiske Mærker feil, som de
	neppe kan, uden Forsynet, som Det ikke kan, havde
	forregnet sig, da faae vi snart en Dansk Høi-Skole i
	Soer,

	som det sig
	bør, baade Høi-Kongelig og fri-folkelig, og der vil Man lære, hvordan gamle Danmark
	kan leve
	op i en splinterny Skikkelse, ligesom det gamle
	Lands-Thing ved
	Iis-Øre

	levede op paa Palaiet i
	Roskilde,
	og den Lærdom vil mangen
	Dansk Unger-Svend finde saa fornøielig (især da han ikke skal examineres i den), at naar han kommer hjem, vil
	han ikke blot søge at udbrede den, men fremfor Alt prøve paa sig
	selv, om den holder Stik, og naar han seer det, med Fornøielse arbeide
	paa, at hele Verden kan faae det at see paa en skikkelig Maade, uden just at
	falde med Dørren ind i Huset til os,
	men at den ogsaa kan faae det at see paa den Maade, naar
	den endelig vil. Det kalder Man “søde
	Drømme” nuomstunder, og det er ganske rigtigt, de
	følge med den “søde
	Søvn”, som her har hjemme; men der er meget mere Sødt i Danmark end Søvn og Drømme; thi
	det Ene svarer til det Andet, saa Danne-Kvinden er ogsaa
	sød, baade som Moder og Ægte-Fælle,
	og Moders-Maalet er da naturligviis paa deres
	Læber sødt tilgavns, og naar de seer, at
	Dannemænd vil ikke mere være enten Latinere eller Tydskere,
	Franskmænd eller Engelsk-Mænd, men dem selv i Tro og
	Ære, da vil de vist saaledes forsøde os Livet, at alle
	Offere falde os lette, og at naar de og Fæderne-Landet, vor fælles
	søde Moder, igien kom i Fare, da var “Seier
	eller Død” os den sødeste
	Tanke!


	Hvor
	Axel
	hviler

	I lyse Chor,
	Hvor
	Holberg

	smiler
	Ad Feil i Nord:
	Fra
	Sællands

	Hjerte,
	Kong
	Frodes

	Ark,
	Kast, Minde-Kierte,
	Paa Daners Mark
	Dit Lys det milde!
	Blus op, skiøndt silde,
	Dog ret tilpas!





	Saaledes vilde Saga-Skjalden sluttet
	Talen, men Bog-Ormen, som
	daglig mere spiller Mester i Huset, anmærkede spydig, at en Tale, som ingen Begyndelse har, behøver heller
	ingen Slutning, medens
	en Bog, der vil tækkes Læseren, aldrig
	kunde ende daarligere end med at pege paa “ubeskrivelige” Følelser. Det er maaskee endog,
	tilføiede Bog-Ormen i en myndig Tone, allerede en Feil, at han
	“med Munden” har faaet Lov til at
	føre sine Indfald til Bogs, men Slutningen maa overlades mig, eller jeg
	flytter ud af Huset.
	Læseren kan aldrig troe, hvor ondt en stakkels Pen har
	det, som skal tjene saadanne “to Herrer”, saa det var høilig at
	ønske, de kunde skilles ad paa en skikkelig Maade, ved det Skjalden kom til at bruge sin Mund, som tjener baade ham og Tilhørerne bedst, og Bog-Ormen beholdt Pennen, som ene
	passer til ham, men da det ogsaa netop er denne “Skiften og Delen” begge Arvinger, hver af sine Aarsager paastaaer og
	hver paa sin Viis anbefaler, syndes det ikke meer end billigt, at de, som her i Huset Begge er indskrænkede til Pennen, fik Lov til, saavidt mueligt, med den at vise,
	hvem den med Rette tilhører.
	At slutte Bogen kan derimod ikke
	tilkomme Nogen af Parterne, men
	kun
	den Upartiske, som Historie-Skriveren skal stræbe at nærme sig, og ham
	bedes nu Læseren skiænke et Øiebliks
	Opmærksomhed!
	Et Folk uden Moders-Maal er som en Konge uden Rige, og Begge er i Grunden lige ilde tjent med at deres
	Besiddelser kun staae “paa Papiret”, det er
	en ubestridelig Erfarings-Sætning, og at et aandløst Sprog i Folke-Munden svarer til
	et magtesløst
	Spir i Konge-Haanden, er
	heller ingen stor Hemmelighed; thi er det “
	Almeen-Aanden
	” der giør
	Riger stærke, og er Moders-Maalet hos alle naturlige Folk Dens Legeme og Liv-Udtryk, da vil intet
	Rige blomstre, med mindre Moders-Maalet i sin bedste og
	kraftigste Skikkelse ret egenlig hersker. Det folkelig og
	borgerlig
	velgiørende ved Reformationen i det Sextende Aarhundrede var
	derfor Moders-Maalets Indsættelse i sine naturlige
	Rettigheder; men kun i
	England
	var Denne nogenlunde fuldstændig; thi i

	Tydskland
	og hos
	os kom Latinen til at herske i Skolen, og da Skolen igien beherskede Kirken, og Moders-Maalet ikke som i
	England
	havde noget Rygstyd i en ligesaa offenlig som fri Folke-Stemme, nedsank Det nødvendig i den
	Aandløshed og Ringe-Agt, hvori det Attende
	Aarhundrede forefandt Det. Giennem hele dette Aarhundrede stræbde Det vel
	med Pennen at giøre sig giældende og kom
	derved virkelig til Hæder og Ære paa
	Papiret, men det var ogsaa Alt, og maa
	nødvendig blive Alt, naar ikke enten Livet, som i

	England, kan
	udvikle sig aldeles uafhængig af Skolen, eller Moders-Maalet virkelig kommer til at herske i Den. Man har derfor ogsaa giennem det
	Attende Aarhundrede paa en Maade indført det i
	alle Skoler, men ingenlunde som Herre, kun som Træl, i de lærde Skoler som Træl for Latinen og i alle
	Skoler som Træl for Bogstav-Skriften, der dog, naar den er allerbedst, kun er Moders-Maalets Skygge, der skal følge, ingenlunde beherske Legemet.
	Under saadanne Omstændigheder seer det virkelig fortvivlet ud; thi
	Kløften mellem Menig-Mand og de Bog-Lærde er giennem Aarhundreder voxet til et svælgende
	Dyb, der synes knap i Skjaldens Fjeder-Ham at kunne overfares, og enhver
	Bro-Lægning vilde sikkert ogsaa mislykkes, hvor ikke den virkelige Folke-Stemme havde tilbagevundet sin naturlige
	Stilling ved Majestætens Øre; men dette maa
	indgyde de Bog-Lærde en saadan Ærbødighed for Moders-Maalet og
	avle saa levende en Overbeviisning om Mundens For-Ret og
	For-Trin til at føre Ordet, at de ei længer
	kan ansee deres egen fremmede Betragtning og døde Behandling af Moders-Maalet enten for en Fuldkommenhed eller en Ubetydelighed, men
	for en stor Ulykke, hvorpaa det ligesaavel er dem som
	Folket høist magtpaaliggende, der saa godt og saa snart som mueligt
	raades Bod. Hvor afgiort en Sag det da end før vilde været,
	at de Bog-Lærde, med faa Undtagelser, vilde af al
	Magt fraraade og frabede sig en saadan fri og folkelig Høi-Skole, som her er foreslaaet, vil de dog nu, naar de kun forstaae deres egen
	Fordeel, finde den høist ønskelig, som det eneste Middel,
	hvorved de Bog-Lærde efterhaanden kan tilbagevinde
	det manglende Mesterskab i Moders-Maalet og derved den
	levende Indflydelse paa Folke-Meningen og
	Folke-Stemmen, der ene kan erstatte dem det uretmæssige Herredømme derover, de nu for bestandig har mistet.
	Lægger Man nu hertil den Fædernelands-Kiærlighed og “
	Lyst til Livet
	”, Man i alt
	Fald hos de yngre Bog-Lærde kan giøre sikker Regning paa, da vil
	Man finde, at en Dansk Høi-Skole
	for Fæderne-Land og Moders-Maal er langt fra
	at være en luftig Drøm, da det meget mere er et nødvendigt
	Folke-Ønske, som baade Regieringen og de
	Bog-Lærde vinde usigelig meget ved baade saa snart og saa godt som
	mueligt at tilfredstille, medens vi skal takke Gud, vi tilhøre et Folk,
	der hverken vil være ubeskedent i sine Fordringer eller uskiønsomt mod sine venlige Ledere paa den naturlige
	Vei til Oplysning om hvad Det ønsker at kiende, og
	til et Lyksaligheds-Maal, Det selv har Lyst til at naae. Sagen er naturligviis vanskelig, men Prøven er nødvendig,
	Lysten driver Værket, og

	Danmarks
	Lykke
	er mageløs, saa der lykkes
	sjelden det Rimeligste, men altid det Bedste.
	Ja,
	Danmarks
	Lykke
	er mageløs, thi
	Latinens Afskaffelse, selv i den lærde Skole, der alt har fundet Sted i Frankrig,
	nuomstunder det Romanske
	Hoved-Land, vil i
	England,

	Tydskland
	og
	Norden
	følge af
	sig selv, og ved Moders-Maalets Herredømme bliver
	Dannelsen ogsaa af sig selv paa en Maade folkelig, det
	være sig med eller uden Aand og Hjerte. Andensteds kan dette Uafvendelige blive
	en meget betænkelig Sag baade for Regieringen og
	de Boglærde, men i det ældgamle Konge-Rige
	Danmark, saa at sige ægteviet til Historiens Aand og dermed til al
	menneskelig Videnskabelighed, vil det ligesaavel være Kongens og de Lærdes som
	Folkets Triumph, naar blot ikke det Aandløse
	og Dyriske, men det Aandfulde og Menneskelige faaer Overhaand. Medens nemlig den
	Romerske Historie og Poesi var
	den forgiftigste Sjæle-Føde, Man kan
	tænke sig baade for “Kongelige” Embeds-Mænd og “Nordiske” Lærde, vil Dansken aabenbar være den bedst
	muelige for Begge, saa her vil Moders-Maalets
	Herredømme og Oplysningens Folkelighed
	nødvendig skabe et
	Gylden-Aar
	for alt Ædelt og Godt baade hos Høie og Lave, hos
	Læg og Lærd.
	De Danske er det fredeligste af alle Folk, og lade sig heller forkue, end de daglig vil stimes med
	Nogen, derfor er det meget mueligt, at selv naar hele
	Europa
	kom i Oprør,
	vilde
	Danmark
	sidde
	stille; men var det ikke i Forveien levet op, ved at løses af Baandene,
	hvori Det taber baade Mod og Kraft, da vilde Det opsluges af Naboerne, og Dronningen i Norden
	ende med at trælle, ventelig for Tydsken. Dette vilde sikkert blevet Enden, hvis ikke
	Majestæten, efter
	forgiæves at have anvendt alle de andre Midler, der, efter kloge Folks
	Mening, kunde vække
	Almeen-Aanden
	og oplive Virksomheden,
	havde grebet det Rette, ved at skabe den fri Folke-Stemme en ny Mund efter
	Tidens Tarv; men Dette vil sandsynlig ikke blot redde
	Danmark,
	men hæve det
	til samme Glands i
	Nyaars-Tiden, som aabenbar engang i
	Fredegods-Tiden, hele
	Nordens Guld-Alder, maa have
	omstraalet Det. Kun er det soleklart, at Folke-Stemmen
	umuelig kan udrette saa store Ting, med mindre en Folkelig
	Høi-Skole
	kiærlig
	uddanner og veileder den, saa Alt i Riget efterhaanden kan gestalte sig i
	levende Sammenhæng dermed. Det er nemlig ikke blot umueligt, at det Folkelige Stats-Raad kan opfylde sin Bestemmelse, uden stedse
	bedre at blive bekiendt med Folke-Naturens og Fæderne-Landets Tarv og
	faae Moders-Maalet i sin Magt, men det er ligesaa umueligt, at
	Danmark
	kan blomstre, uden først at løses af den Kirke-Tvang, Skole-Tvang og Almisse-Tvang, der Altsammen er af fremmed
	Oprindelse og forknytter saa ømfindtligt og spærlemmet, saa kiærligt og kvindeligt et Folke-Liv, som det Danske altid
	har været og altid maa blive!


	Gik alle Konger end paa Rad,
	I deres Magt og Vælde,
	De mægted dog ei mindste Blad
	At sætte paa en Nælde,


	og hvad er dog en Nælde mod et Menneske! hvor langt
	hemmeligere, friere og forunderligere en Ting er ikke Menneske-Livet, end Urternes paa Marken! Intet Under da, at Skole-Mesterne, ved at ville omskabe alle Folks Liv efter
	deres Hoved og Bogstav-Skrift, kun, saavidt mueligt, har slaaet alle Folk
	aandelig ihjel, og hvad det Danske Folk angaaer, da synes
	Det vel, ligesom Kvinden, at kunne giøres til hvad
	Man behager, men er netop derfor ogsaa, ligesom Kvinden,
	i Grunden aldeles uforanderligt. Hvem der har deres
	Styrke i Hovedet faaer ikke let Udseende af at have
	undergaaet en Hoved-Forandring, men det faaer Den meget
	let, der, som Kvinden og det Danske Folk, kun
	har sin Styrke i Hjertet, uden at det dog er Andet end et
	tomt Skin med Forandringen og er kun Sandhed, at Hjertet
	derved enten brister eller bløder!

	Naar jeg tænker paa, hvor langt dette er fra den Latinske og Tydske Tanke-Gang, der
	i hele sex Aarhundreder baade giennem Kirke og Skole har bemægtiget sig vore
	Hoveder, og, naar Hjertet
	knurrede eller krympede sig dog ved det Unaturlige,
	kiøs det med “Bibel og Christendom”, som om det var disse Over-Naturligheder
	“Kiødets Sands” oprørde sig imod; da finder jeg det vist
	nok urimeligt, at selv Engle-Tunger skulde kunne overtale
	den nærværende desuden lidt tunghøre Slægt til saa
	ganske at vandre i et “nyt Levnet”, og endnu urimeligere at
	tænke, min døvstumme Pen kunde dertil
	bidrage det Mindste. Ja, da staaer Han mig levende for
	Øie, hvem jeg kalder “Herre og
	Mester”, om Hvem alle Tunger bekiende, at som
	Han har intet Menneske havt Ordet i sin Magt, og om hvem jeg troer, at
	Han ledsagede sit Ord med mageløse Gierninger af Guddoms-Kraft og
	Menneske-Kiærlighed; Han staaer levende for mig, med Taare paa Kind, med
	Øiet hæftet paa sit Folks Hoved-Stad, og
	med det vaandefulde Ord paa Læberne: gid du
	dog vidste endnu i Dag hvad der tjener til din Fred, men nu er
	det skjult for dine Øine!

	Det er derfor ingenlunde i Drømme eller i nogen Slags
	Ruus jeg yttrer det store, tilsyneladende urimelige Haab om
	Danmarks
	nærmeste Frem-Tid, det er kun fordi jeg ved modent Overlæg fandt langt overveiende Grunde til at haabe det
	Bedste, og fandt det umueligt
	for mig at giøre noget Andet, før jeg saa rolig og saa tydelig,
	som jeg kunde, havde peget paa den ny, rosenstrøede Bane, jeg saae aabnet
	for det Danske Folke-Liv, af Dets
	Frelser med Torne-Kronen, som, efter min
	Anskuelse, er Kong
	Frederik den Sjettes
	rette Borgerlige Kiendings-Navn. Ved Hans Haand er
	nemlig den Danske Bonde-Stand frelst fra sin lange,
	uforskyldte Trældom, ved Hans
	Livsalighed fremlokkedes den gamle
	Hjarne-Sang, der laae begravet i
	Danmarks
	Hjerte ligefra
	Fredegods
	Dage, og
	endelig
	skar
	Han Folke-Munden for det ulykkelige Tunge-Baand, der var blevet saa gammelt, at det syndes en
	ulægelig Natur-Feil. Det var de tre store Mirakler,
	Fornyelsen krævede, og om deres Muelighed var det naturligt at
	tvivle; men hvad der meer behøves er i Sammenligning kun Smaa-Ting, som
	Konge-Haanden uden mindste Fare, naar Den dertil
	føler sig bevæget, kan udrette med et Penne-Strøg; thi paa Tvangen nær kan næsten alle Indretninger blive, som de
	ere, og selv den “Danske Høi-Skole
	”, har vi seet, er for længe
	siden baade stiftet og udstyret, saa den behøver kun at tilbagegives til
	sin forfeilede Bestemmelse. Stor nok kan den Forandring i Tanke-Gangen være, som hertil udkræves, men større end den, der maatte foregaae i et Præste-Hoved af den gamle
	Skole, før denne Pen kom til at pege saaledes, er Forandringen dog ikke, og da den er til det Folkelige fra Arilds-Tid, kan den aabenbar i et
	Øieblik foregaae hos Dannemænd i
	Hundredtusind Tal, især da den aldrig har holdt op at herske hos vor
	Frue: Danne-Kvinden. Da Præsten nu tillige paa det Alvorligste tør forsikkre
	alle dem, der ændse hans Prædiken, at “Christus”, langt fra at
	have det Mindste mod Kirkens, Skolens og Godgiørenhedens, som er Troens,
	Haabets og Kiærlighedens Frihed,
	tvertimod anbefaler den til alle sine Discipler, og vil øiensynlig velsigne det verdslige Rige, hvor
	den i Sandhed bliver “Lov og Ret”, saa er
	det intet Sværmeri, men en ligesaa rimelig som kiærlig Formodning,
	at
	Danmark, efterat
	have gjort de første Skridt, som koste, ogsaa vil
	giøre de Følgende, som lønne sig, og
	ingenlunde vægre sig ved at træde i sine egne ældgamle, priselige Fod-Spor,
	da Forstands-Øiet atter opdager dem, og Mellem-Tiden selv har bortryddet
	de Hindringer, den optaarnede, ei for at afbryde Banen men for at hindre
	ubetimelige Anstrængelser.
	De eneste virkelige Hindringer for det
	Danske Folke-Livs glædelige Fornyelse er “Gjælden og Bonde-Sagen”, men naar kun de ædle Natur-Kræfter tilbagevinde deres fri Virksomhed i den nyskabte Kongelige Orden, naar vi ikke sprænge os selv ved at prøve paa Umueligheder, og ei røre meer end høist nødvendigt ved det ømme Sted, vil sikkert ogsaa disse to gamle Saar læges langt hastigere end Man skulde tænkt, det Ene af Tiden og Lykken og det Andet af det mageløse Danske Hjerte. Ja, af Alt hvad der i hedensk Blindhed forgudedes paa Jorden var Intet saa guddommeligt som dette Hjerte, fra Arilds-Tid fælles for Kongen og Folket, hængende fast ved Fæderne-Landet og liggende paa Tungen i vort liflige Moders-Maal, saa Det kan giøre større Ting end Disse, og lære hele Folket at synge med Fryd:


	Mens selvgjort Lyn og Torden,
	I Raad-Huus og paa Val,
	Bortskræmmed Fred fra Jorden,
	Udbredte Død og Kval,
	Kun gienlød Danmarks Vange
	Af høie Fryde-Sange
	Til Freds og Fredriks Priis!



	Det gienlød vidt paa Jorden:
	“Han løser alle Baand”,
	Den ædle Drot i Norden,
	Ham driver Friheds Aand;
	Han binder kun fra Oven
	Urettens Haand med Loven,
	Sit Folk med Kiærlighed!