File size: 139,649 Bytes
f1e5b38 |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 312 313 314 315 316 317 318 319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 350 351 352 353 354 355 356 357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 383 384 385 386 387 388 389 390 391 392 393 394 395 396 397 398 399 400 401 402 403 404 405 406 407 408 409 410 411 412 413 414 415 416 417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428 429 430 431 432 433 434 435 436 437 438 439 440 441 442 443 444 445 446 447 448 449 450 451 452 453 454 455 456 457 458 459 460 461 462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475 476 477 478 479 480 481 482 483 484 485 486 487 488 489 490 491 492 493 494 495 496 497 498 499 500 501 502 503 504 505 506 507 508 509 510 511 512 513 514 515 516 517 518 519 520 521 522 523 524 525 526 527 528 529 530 531 532 533 534 535 536 537 538 539 540 541 542 543 544 545 546 547 548 549 550 551 552 553 554 555 556 557 558 559 560 561 562 563 564 565 566 567 568 569 570 571 572 573 574 575 576 577 578 579 580 581 582 583 584 585 586 587 588 589 590 591 592 593 594 595 596 597 598 599 600 601 602 603 604 605 606 607 608 609 610 611 612 613 614 615 616 617 618 619 620 621 622 623 624 625 626 627 628 629 630 631 632 633 634 635 636 637 638 639 640 641 642 643 644 645 646 647 648 649 650 651 652 653 654 655 656 657 658 659 660 661 662 663 664 665 666 667 668 669 670 671 672 673 674 675 676 677 678 679 680 681 682 683 684 685 686 687 688 689 690 691 692 693 694 695 696 697 698 699 700 701 702 703 704 705 706 707 708 709 710 711 712 713 714 715 716 717 718 719 720 721 722 723 724 725 726 727 728 729 730 731 732 733 734 735 736 737 738 739 740 741 742 743 744 745 746 747 748 749 750 751 752 753 754 755 756 757 758 759 760 761 762 763 764 765 766 767 768 769 770 771 772 773 774 775 776 777 778 779 780 781 782 783 784 785 786 787 788 789 790 791 792 793 794 795 796 797 798 799 800 801 802 803 804 805 806 807 808 809 810 811 812 813 814 815 816 817 818 819 820 821 822 823 824 825 826 827 828 829 830 831 832 833 834 835 836 837 838 839 840 841 842 843 844 845 846 847 848 849 850 851 852 853 854 855 856 857 858 859 860 861 862 863 864 865 866 867 868 869 870 871 872 873 874 875 876 877 878 879 880 881 882 883 884 885 886 887 888 889 890 891 892 893 894 895 896 897 898 899 900 901 902 903 904 905 906 907 908 909 910 911 912 913 914 915 916 917 918 919 920 921 922 923 924 925 926 927 928 929 930 931 932 933 934 935 936 937 938 939 940 941 942 943 944 945 946 947 948 949 950 951 952 953 954 955 956 957 958 959 960 961 962 963 964 965 966 967 968 969 970 971 972 973 974 975 976 977 978 979 980 981 982 983 984 985 986 987 988 989 990 991 992 993 994 995 996 997 998 999 1000 1001 1002 1003 1004 1005 1006 1007 1008 1009 1010 1011 1012 1013 1014 1015 1016 1017 1018 1019 1020 1021 1022 1023 1024 1025 1026 1027 1028 1029 1030 1031 1032 1033 1034 1035 1036 1037 1038 1039 1040 1041 1042 1043 1044 1045 1046 1047 1048 1049 1050 1051 1052 1053 1054 1055 1056 1057 1058 1059 1060 1061 1062 1063 1064 1065 1066 1067 1068 1069 1070 1071 1072 1073 1074 1075 1076 1077 1078 1079 1080 1081 1082 1083 1084 1085 1086 1087 1088 1089 1090 1091 1092 1093 1094 1095 1096 1097 1098 1099 1100 1101 1102 1103 1104 1105 1106 1107 1108 1109 1110 1111 1112 1113 1114 1115 1116 1117 1118 1119 1120 1121 1122 1123 1124 1125 1126 1127 1128 1129 1130 1131 1132 1133 1134 1135 1136 1137 1138 1139 1140 1141 1142 1143 1144 1145 1146 1147 1148 1149 1150 1151 1152 1153 1154 1155 1156 1157 1158 1159 1160 1161 1162 1163 1164 1165 1166 1167 1168 1169 1170 1171 1172 1173 1174 1175 1176 1177 1178 1179 1180 1181 1182 1183 1184 1185 1186 1187 1188 1189 1190 1191 1192 1193 1194 1195 1196 1197 1198 1199 1200 1201 1202 1203 1204 1205 1206 1207 1208 1209 1210 1211 1212 1213 1214 1215 1216 1217 1218 1219 1220 1221 1222 1223 1224 1225 1226 1227 1228 1229 1230 1231 1232 1233 1234 1235 1236 1237 1238 1239 1240 1241 1242 1243 1244 1245 1246 1247 1248 1249 1250 1251 1252 1253 1254 1255 1256 1257 1258 1259 1260 1261 1262 1263 1264 1265 1266 1267 1268 1269 1270 1271 1272 1273 1274 1275 1276 1277 1278 1279 1280 1281 1282 1283 1284 1285 1286 1287 1288 1289 1290 1291 1292 1293 1294 1295 1296 1297 1298 1299 1300 1301 1302 1303 1304 1305 1306 1307 1308 1309 1310 1311 1312 1313 1314 1315 1316 1317 1318 1319 1320 1321 1322 1323 1324 1325 1326 1327 1328 1329 1330 1331 1332 1333 1334 1335 1336 1337 1338 1339 1340 1341 1342 1343 1344 1345 1346 1347 1348 1349 1350 1351 1352 1353 1354 1355 1356 1357 1358 1359 1360 1361 1362 1363 1364 1365 1366 1367 1368 1369 1370 1371 1372 1373 1374 1375 1376 1377 1378 1379 1380 1381 1382 1383 1384 1385 1386 1387 1388 1389 1390 1391 1392 1393 1394 1395 1396 1397 1398 1399 1400 1401 1402 1403 1404 1405 1406 1407 1408 1409 1410 1411 1412 1413 1414 1415 1416 1417 1418 1419 1420 1421 1422 1423 1424 1425 1426 1427 1428 1429 1430 1431 1432 1433 1434 1435 1436 1437 1438 1439 1440 1441 1442 1443 1444 1445 1446 1447 1448 1449 1450 1451 1452 1453 1454 1455 1456 1457 1458 1459 1460 1461 1462 1463 1464 1465 1466 1467 1468 1469 1470 1471 1472 1473 1474 1475 1476 1477 1478 1479 1480 1481 1482 1483 1484 1485 1486 1487 1488 1489 1490 1491 1492 1493 1494 1495 1496 1497 1498 1499 1500 1501 1502 1503 1504 1505 1506 1507 1508 1509 1510 1511 1512 1513 1514 1515 1516 1517 1518 1519 1520 1521 1522 1523 1524 1525 1526 1527 1528 1529 1530 1531 1532 1533 1534 1535 1536 1537 1538 1539 1540 1541 1542 1543 1544 1545 1546 1547 1548 1549 1550 1551 1552 1553 1554 1555 1556 1557 1558 1559 1560 1561 1562 1563 1564 1565 1566 1567 1568 1569 1570 1571 1572 1573 1574 1575 1576 1577 1578 1579 1580 1581 1582 1583 1584 1585 1586 1587 1588 1589 1590 1591 1592 1593 1594 1595 1596 1597 1598 1599 1600 1601 1602 1603 1604 1605 1606 1607 1608 1609 1610 1611 1612 1613 1614 1615 1616 1617 1618 1619 1620 1621 1622 1623 1624 1625 1626 1627 1628 1629 1630 1631 1632 1633 1634 1635 1636 1637 1638 1639 1640 1641 1642 1643 1644 1645 1646 1647 1648 1649 1650 1651 1652 1653 1654 1655 1656 1657 1658 1659 1660 1661 1662 1663 1664 1665 1666 1667 1668 1669 1670 1671 1672 1673 1674 1675 1676 1677 1678 1679 1680 1681 1682 1683 1684 1685 1686 1687 1688 1689 1690 1691 1692 1693 1694 1695 1696 1697 1698 1699 1700 1701 1702 1703 1704 1705 1706 1707 1708 1709 1710 1711 1712 1713 1714 1715 1716 1717 1718 1719 1720 1721 1722 1723 1724 1725 1726 1727 1728 1729 1730 1731 1732 1733 1734 1735 1736 1737 1738 1739 1740 1741 1742 1743 1744 1745 1746 1747 1748 1749 1750 1751 1752 1753 1754 1755 1756 1757 1758 1759 1760 1761 1762 1763 1764 1765 1766 1767 1768 1769 1770 1771 1772 1773 1774 1775 1776 1777 1778 1779 1780 1781 1782 1783 1784 1785 1786 1787 1788 1789 1790 1791 1792 1793 1794 1795 1796 1797 1798 1799 1800 1801 1802 1803 1804 1805 1806 1807 1808 1809 1810 1811 1812 1813 1814 1815 1816 1817 1818 1819 1820 1821 1822 1823 1824 1825 1826 1827 1828 1829 1830 1831 1832 1833 1834 1835 1836 1837 1838 1839 1840 1841 1842 1843 1844 1845 1846 1847 1848 1849 1850 1851 1852 1853 1854 1855 1856 1857 1858 1859 1860 1861 1862 1863 1864 1865 1866 1867 1868 1869 1870 1871 1872 1873 1874 1875 1876 1877 1878 1879 1880 1881 1882 1883 1884 1885 1886 1887 1888 1889 1890 1891 1892 1893 1894 1895 1896 1897 1898 1899 1900 1901 1902 1903 1904 1905 1906 1907 1908 1909 1910 1911 1912 1913 1914 1915 1916 1917 1918 1919 1920 1921 1922 1923 1924 1925 1926 1927 1928 1929 1930 1931 1932 1933 1934 1935 1936 1937 1938 1939 1940 1941 1942 1943 1944 1945 1946 1947 1948 1949 1950 1951 1952 1953 1954 1955 1956 1957 1958 1959 1960 1961 1962 1963 1964 1965 1966 1967 1968 1969 1970 1971 1972 1973 1974 1975 1976 1977 1978 1979 1980 1981 1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022 2023 2024 2025 2026 2027 2028 2029 2030 2031 2032 2033 2034 2035 2036 2037 2038 2039 2040 2041 2042 2043 2044 2045 2046 2047 2048 2049 2050 2051 2052 2053 2054 2055 2056 2057 2058 2059 2060 2061 2062 2063 2064 2065 2066 2067 2068 2069 2070 2071 2072 2073 2074 2075 2076 2077 2078 2079 2080 2081 2082 2083 2084 2085 2086 2087 2088 2089 2090 2091 2092 2093 2094 2095 2096 2097 2098 2099 2100 2101 2102 2103 2104 2105 2106 2107 2108 2109 2110 2111 2112 2113 2114 2115 2116 2117 2118 2119 2120 2121 2122 2123 2124 2125 2126 2127 2128 2129 2130 2131 2132 2133 2134 2135 2136 2137 2138 2139 2140 2141 2142 2143 2144 2145 2146 2147 2148 2149 2150 2151 2152 2153 2154 2155 2156 2157 2158 2159 2160 2161 2162 2163 2164 2165 2166 2167 2168 2169 2170 2171 2172 2173 2174 2175 2176 2177 2178 2179 2180 2181 2182 2183 2184 2185 2186 2187 2188 2189 2190 2191 2192 2193 2194 2195 2196 2197 2198 2199 2200 2201 2202 2203 2204 2205 2206 2207 2208 2209 2210 2211 2212 2213 2214 2215 2216 2217 2218 2219 2220 2221 2222 2223 2224 2225 2226 2227 2228 2229 2230 2231 2232 2233 2234 2235 2236 2237 2238 2239 2240 2241 2242 2243 2244 2245 2246 2247 2248 2249 2250 2251 2252 2253 2254 2255 2256 2257 2258 2259 2260 2261 2262 2263 2264 2265 2266 2267 2268 2269 2270 2271 2272 2273 2274 2275 2276 2277 2278 2279 2280 2281 2282 2283 2284 2285 2286 2287 2288 2289 2290 2291 2292 2293 2294 2295 2296 2297 |
Det Danske Fiir-Kløver
eller
Danskheden
partisk betragtet
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.
Det Danske Fiir-Kløver
eller
Danskheden
partisk betragtet
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig, Historie-Skriver.
Kiøbenhavn.
1836
Forlagt af den Wahlske Boghandel.
Trykt hos C. Græbe & Søn.
Maa trykkes.
C. Reiersen.
Fortale.
Med Ørnen i Følge,
Som skabt anden Gang,
Opdukker af Bølge,
Den græsgrønne Vang!
Volas Spaadom
.
Naar jeg nu selv kalder min Forkiærlighed for alt ægte Dansk “partisk”, da er det hverken for
Løiers Skyld eller fordi jeg finder mig overbeviist om at denne min
noksom lastede Forkærlighed virkelig er overdreven; men ene fordi Alderen
tager paa mig, ligesom paa andre Mennesker, saa jeg bliver daglig mere
koldsindig og finder det altsaa lettere end før at være
billig, og finder det
gavnligt for Ingen, men meget skadeligt for Skribenten selv, at ville
føre sine Følelser til Bogs og bevise deres
Rigtighed med en Tanke-Streg, som, hvad den end for ham
selv kan have at betyde, dog kun støder de fleste
Læsere. En Undtagelse synes det vel at maatte være, naar
Skriverens Forkiærlighed netop er faldet paa hans Læsere, og hvis
jeg, som Tydsk eller Engelsk eller
Norsk Skribent fandt mig indtaget af mine
Læseres hele Natur, hvad dog efter mine Tanker
vilde være stor “partiskhed”, maatte
jeg vel endog, for vel at fare, vogte mig for det stødende Udtryk; men nu
er den eneste Feil, jeg har fundet hos de Danske som et
Folk
betragtet, netop en
vis Forkiærlighed for det Fremmede til daglig Brug, kiendelig nok lige fra den Dag, da “Stærk-Odder slog Krøller paa Næsen” ved
Inges
Taffel, og stor nok til at jeg, som er forelsket i det Danske, maa kalde
det Partiskhed, hvad jeg dog naturligviis ikke tør
uden at give min egen Forkiærlighed samme Navn. Vist nok er dette ogsaa en Uartighed, men hvad
skal jeg arme Menneske giøre, som ikke kan blive min Forkiærlighed for Dansken kvit, er
nødt til at giøre alle mine Kiærligheds-Erklæringer
skriftlig, da Fruen hidtil har frabedt sig ethvert Stævne-Møde, og
lang Erfaring har lært mig, det er i det Høieste kun paa Vers hun taaler at løftes til Skyerne med
Penne-Fier, men anseer al Roes i Brev-Stiil om ikke for Skrømteri, saa dog for Beviis paa en urimelig partiskhed, hun er alt for beskeden til at ville og alt
for klog paa sine egne Feil og Mangler til at kunne tilegne sig. Vil Man derfor
kalde det et fortvivlet Indfald af en Elsker, kun tilgiveligt hos en Poet, selv
at kalde sin Kiærlighed partisk, da har jeg Intet
derimod; thi skiøndt jeg vel er blevet for gammel til enten ret at kunne
regnes til de fortvivlede Elskere eller nyde synderlig godt af den “Poetiske Frihed”, saa ligger der dog udentvivl noget Sandt til Grund. Ja, naar jeg imellem koldsindig betragter mig selv og hele mit, som det synes, ulykkelige Frieri, da fatter jeg virkelig en stærk Mistanke om min egen Danskhed, saa hvis Frem-Tidens Bog-Orme give sig Stunder til ret at anatomere mig og gider smagt paa alle mine Ingredienser, vil de uden Tvivl, trods mine alenlange Slægt-Registre, fortælle publikum, at han var pokker ingen Dansker, men i det Høieste en taalelig fordansket
Angel-Sachser.
See, det klinger maaskee ogsaa fortvivlet, men jeg kan virkelig ikke selv
forklare mig min aabenbar udanske Forkiærlighed
for Dansken,
baade hellig og søgn, uden af en fremmed
Oprindelse, og dog er det saa længe siden, de Fremmede havde den Syge, at jeg maa
gaae tilbage til ham, der skrev “Bjovulfs-Drapen” for mellem dem at finde Medhold, og hvor fortvivlet det end klinger, kunde det dog
give mig et Glimt af Haab, for saavidt det dog var mueligt, at den Danske Forkiærlighed for det
Fremmede, der aabenbar engang maa have faldet paa Angel-Sachseren, faldt derpaa igien, og maatte
da nødvendig komme den taalelig
fordanskede Angel-Sachser tilgode.
Det er imidlertid, efter min historiske Kundskab, en ligesaa
indviklet Sag med Angel-Sachserens, som med mit Forhold
til Danskheden; thi, sandt at sige, seer det ligest ud til, at Angel-Sachseren var en gammel poetisk Elsker, som
Danmark
omsider blev kied ad og
ønskede lykkelig Reise til
England, og det vilde ikke
være mig det bedste Varsel, især, da der virkelig findes noget
Tilsvarende i mit Levnets-Løb, saa jeg er somme Tider nær ved at
ærgre mig over den historiske Vidskab,
der kun synes at giøre Folk kloge paa deres egen Ulykke og
beskiæmme deres Klager over Skæbnen. Som en trofast Elsker skal
det imidlertid trøste mig, at den samme Vidskab, langt fra at spaae Dansken ilde,
meget mere lærer mig, at “Lykken
” aabenbar bestandig har viist den en
Gunst, der aldeles svarer til min Forkiærlighed, altsaa, har været
ligesaa partisk for Dansken, uden
at jeg kan blive nidkiær derover, da
“Lykken” er af de Himmelske, der uden Vederlag giør Lykke paa Jorden. Paa en Maade har jeg
altsaa dog Lykken og det ret egenlig
Danmarks Lykke med mig, hvad ikke kan andet end
aabne mig behagelige Udsigter for Frem-Tiden, da det, efter min historiske
Regne-Maade, umuelig kan feile, at min Partiskhed for Dansken, som
Lykken
aabenbar deler, jo, selv imod
Danmarks
Villie for
Øieblikket, maatte, ved et Lykke-Træf,
komme Dansken tilgode, og dette Lykke-Træf er, om
jeg seer ret, ligesaa gammelt, som
Angel-Sachsernes Udvandring; thi Jyden i det Hele er aabenbar ligesaalidt som jeg, oprindelig Dansk, men en endnu kun meget maadelig fordansket Angel-Sachser, altsaa ret egenlig en gammel, trofast Elsker
af Dansken, hvem Fruen for længe siden har
tilgivet hans kiendelige Partiskhed for Alt hvad
hendes er og tilladt ham at betragte det som sit Eget. See, det var en Lykke for
Danmark
og kanskee
for mig med, thi Jyden og jeg er lige langt fra at
være forelskede enten i Tydsken eller i noget
andet Fremmed end i Dansken, som
vi, med Fruens gunstige Tilladelse fra Ungdoms-Aarene, kalde vort Eget,
saavelsom hendes, og her klarer det sig da, at vel er vi for gamle til at kaldes
fortvivlede Elskere, men dog for unge til ligegyldige at lade os stikke ud enten af Tydsken eller af
Franskmanden eller selv af Engelsk-Manden: vor egen fortvivlede Halv-Broder, end sige da af den
Latinske Død-Bider, som nu ikke kan
giøre Andet end “bare Stile
” og hvis store Bedrifter i gamle Dage vare
ligesaa mange store Misgierninger.
Dog, hermed Nok om Partiskheden for alt
ægte Dansk, der ingenlunde er saa stor, at den
giør mig blind for det Gode derudenfor, da jeg tvertimod ogsaa elsker den
Danske Upartiskhed, naar den blot ikke gaaer saavidt
at sætte noget Fremmed, af hvad Navn nævnes
kan,
borgerlig
talt, over det mageløse Danske Fiir-Kløver: Konge og Folk, Fædrene-Land og Moders-Maal,
og fordi Historien lærer mig, at saavidt er
Danskens Partiskhed for det Fremmede vel stundum
tilsyneladende, men i Grunden dog aldrig gaaet, derfor kan jeg vel i Støde-Tal ligne en fortvivlet Elsker, men finder dog
min Forkiærlighed saa vel grundet, at troede jeg ikke, der var en Kiertel ved alt Kiød og en Lyde selv ved vore bedste Følelser, da
vilde jeg ikke kalde den Partiskhed, uden af en vis Artighed mod Fremmede, især Historie-Skriveren, der kræver en lignende
Artighed af dem, nødvendig maa
beflitte sig paa.
Naar jeg derfor i de følgende Blade giør mine
Lands-Mænd opmærksomme paa dette Fiir-Kløvers Deilighed og den medfølgende Lykke, da tvivler jeg intet Øieblik paa deres
hjertelige Bifald; men vel finder jeg det lidt fortvivlet under
nærværende Omstændigheder at “skrive” om, hvad der, efter min
Tanke-Gang, maa giøres, for
at
den sjeldne og fine Blomst, langt fra at henvisne, kan størkes og sætte Hoved
til Markens Ære. I denne Henseende veed jeg nemlig, at min Tanke-Gang er
saa forskiellig fra den, der sidst herskede og tildeels
alt længe herskede herinde, at jeg
neppe skulde havt Mod til at udvikle eller dog Glimt af Haab om at møde den, dersom ikke min historiske Fortrolighed
med “Tidens Tegn” viiste mig, at alle Mærker maatte slaae feil, om ikke med
Oprettelsen af det
Folkelige
Stats-Raad Bladet havde vendt sig i
Danmarks
Historie, saa herefter
vil min
borgerlige
Tanke-Gang ingenlunde findes fremmed paa Marken, men efterhaanden blive den
herskende, vist nok
ikke fordi den er min, men fordi
den er Folkets, der kun hos mig paa en Maade kom for
tidlig. Paa en Maade, siger jeg, thi jeg er alt for gammel en Beundrer af Forsynets Styrelse, til at tænke, at nogen Ting i
Grunden kommer enten for tidlig eller for seent, og jeg kiender Nok til Menneske-Naturens Love, for at vide, det hører til
dem, at der indtræder aldrig noget Nyt i Hoved-Folkenes
Hverdags-Liv uden forud at have meldt sig poetisk, kiender ogsaa Nok til
Danmarks poetiske Literatur for at vide,
jeg er langt fra at være den Eneste, der meldte, at hele Livet snart
vilde gestalte sig efter den herlige Fir-Dobbelthed af Konge
og Folk, Fædrene-Land og Moders-Maal. Hvad jeg var ene om, det
var kun mine særegne Mis-Greb, deels med at ville udrette ved Pennen hvad der hører en anderledes Pen og gode
Munde til, og deels med at sammenblande min kirkelige,
videnskabelige og
borgerlige
Tanke-Gang til en stor Urimelighed, der havde
ondt nok ved at findes poetisk taalelig og kunde umuelig
finde borgerligt Medhold. Efterhaanden har jeg
imidlertid lært, i det Mindste som Tænker og Skribent, at tage
Verden, som den er, og lade Hver beholde Sit, saa jeg er
temmelig vis paa, Man skal i disse Blade ikke spore Partiskhed for nogen Verdens Ting, undtagen,
som sagt, for Danskheden paa sin rette Hylde, i sit eget
Hjem, hvor den unægtelig har Ret til at herske. Maatte det derfor kun
lykkes mig, saa jævnt og klart, som jeg ønsker, eller dog som der
behøves, at udtrykke mine Tanker om Rigets Tarv
for Øieblikket, da frygter jeg slet ikke for, de jo vilde møde venlig Modtagelse og behørig
drøftede findes værd at benytte; men hvorvidt det allerede denne Gang vil lykkes mig, derom er jeg Halv-Dansker efter megen i mine egne Øine spildt Umage endnu
saa tvivlraadig, at ansaae jeg det ikke for min Borger-Pligt, med Pennen, som mit eneste Middel, at giøre mit
Bedste for det elskede Fædrene-Land, skulde vist ingen
Skrive-Kløe, der hos mig har Afledninger Nok, bevæge mig til at
uleilige min Censor
med
min
Overvættes
Danskhed.
Kongen og Folket.
Tal aldrig om Frihed, hvor Fyrsten er Træl,
Men Sjunger, Smaa-Fugle,
om
Dannemarks
Held,
Hvor
Fredegods-Tiden
sig klarlig fornyer,
Hvor Friheden hersker og Trældommen flyer,
Hvor Kongen og Folket, med Mund og med Haand,
Til Skyerne løfte “
Fuldkommenheds Baand
”!
Hvor Man før sagde: Kongen
eller Øvrigheden, Rigets Vel eller det almindelige Bedste, siger Man nu sædvanlig
“Staten” er eller har eller
kræver det og det; men det er en Feil, og selv, naar det kun er en Sprog-Feil, ingenlunde ligegyldig; thi det fordunkler
ikke blot Talen, men fordærver tit Meningen og kan efterhaanden let
forvirre hele den Borgerlige Tanke-Gang. Naar
Man nemlig nævner Kongen eller Øvrigheden, da veed Man, hvem de er, og hvad der passer
sig at
sige om dem, og naar Man nævner Rigets Vel
eller det almindelige Bedste, da har Man noget Bestemt at tænke paa; men hvem kan sige os: hvad “Staten” egenlig er og hvad
Den har “Ret” til at kræve? Her befinde vi os i det “Ubestemte og Grændseløse”,
som altid er en Ulykke for det “
Borgerlige Selskab
”, og formaaede mine Bønner Noget, vilde jeg derfor, ei blot
paa Moders-Maalets men ogsaa paa Fædrene-Landets Vegne, bede
alle offenlige Talere og Penne-Førere, hvor Talen er om: hvem Dannemænd skal ære og lyde, eller hvad de skal see paa og giøre Opoffrelser for, aldrig at nævne hvad der i
denne Sammenhæng er en “Uting eller et Utyske”,
men altid igien, som før: Konge og Øvrighed, Fædrene-Land, Rigets Vel, det
almindelige Bedste, eller dog: den “Danske
Stat”, som Man veed hvad vil sige eller kan dog ordenlig
betænke sig paa. Naar Man saaledes siger: ingen Stat, ingen Eiendom, altsaa har Staten Over-Eiendomsret, da kan Man vel, som den gode
Dannemand i Roskilde,
trøstig vende Sætningen om og sige: ingen Eiendom, ingen Stat, altsaa har Eiendommen Over-Statsret; men det Hele er dog i Grunden
kun et Ord-Spil, som borgerlige Ting er meget
for vigtige til at afgiøres med, og Man skulde derfor paa begge Sider
undgaae et Udtryk, der ved sin Ubestemthed og Grændseløshed
frister til alle muelige Paradoxer.
Ordet “Stat” er
nemlig, som vi veed, et fremmed Ord, og betyder
desuden i sig selv kun en vis “Stilling”,
ligemeget hvilken, mellem Øvrighed og Undersaatter og mellem Disse
indbyrdes, og anvendes derfor ligesaavel paa det Tyrkiske Sultanat og paa det Mexikanske Anarki, som paa
Konge-Riget
Danmark, og denne Sprog-Forvirring
er virkelig for en Deel Skyld i den ligesaa sørgelige som latterlige
Tvist og Trætte, der nuomstunder føres om “Stats-Forfatninger”, som om
Hoved-Spørgsmaalet slet ikke var, hvordan Magten
anvendtes, men i hvis Hænder den hvilede, ikke om
hvilke Love, Man maatte lyde, men hvem der gav dem, kort sagt: ikke om hvor godt eller slet det Borgerlige Selskab
var faren, men om hvem der i Statens Navn kunde byde og befale hvad de lystede.
Dog, skiøndt jeg virkelig troer, at en stor Deel af
Giæringen i
Europa
vilde ophøre, naar Man gjorde sig det klart: hvad det i Borgerlig Henseende er
Umagen værdt at trættes og Faren værdt at strides om, saa
lader det sig dog heller ikke nægte, at med Undtagelse af
Arilds-Rigerne i Norden
, er Stillingen overalt meget vanskelig, fordi de
Borgerlige Selskaber enten er
forældede
Konst-Værker
fra Middel-Alderen, eller nye
Prøve-Stykker
i Skolemester-Stil, og selv i de Nordiske Riger blev Forholdene gjennem
Middel-Alderen saa
forkonstlede, at Man i Nyaars-Tiden maatte
føle Trang til en Reformation, der, uden
nøiere Kundskab til Folke-Historien og Menneske-Naturens Love, end Man
hidtil besad, var næsten uiværksættelig.
Hvordan nu de Fremmede slippe ud af
det, bliver saameget mere deres egen Sag, som de sidst spørge os til
Raads; men hvordan vi slippe ud af det maa
ogsaa saameget mere blive vor egen Sag, som
de Fremmede, skiøndt tildeels gavmilde nok paa
allehaande Raad,
dog
sædvanlig er aldeles ubekjendte med vor
særegne Natur og Historie.
Vor Opgave er imidlertid lykkeligviis ikke heller nær saa vanskelig, som
deres, der er sammenæltede af femten
Folke-Færd og hvis Arilds-Lov er Spydstage-Retten, saa hos os giælder det
egenlig kun om Mod og Lykke til at
“seile vor egen Sø”, og Lykken stod os hidtil saa kiendelig
bi, at Modet burde aldrig fattes. Ja,
Danmarks
Lykke
er bestemt mageløs, det har ingen mere Kald til at paastaae, end
Historie-Skriveren,
som
nys efter en lang Udenlands-Reise, der
gav rigelig Stof til Sammen-Ligning, pludselig opdagede, hvad han endnu ikke
havde mærket, at
Danmark
ved to Kæmpe-Skridt
i al Stilhed havde tilbagevundet sin oprindelige,
altsaa naturlige Forfatning, den Bedste under Solen, saa
det Konge-Rige har nok, før vi ret vidste det,
lykkelig overstaaet sin Krisis, og behøver blot i al Magelighed at følge den
Vei, Det nu er paa, for at blive til Alt hvad Det har Anlæg og kan faae
Lykke til, altsaa, efter alle Mærker,
om ikke til noget meget Stort, saa dog til noget meget Godt, der giver om ikke
den største Ære, saa dog den største Glæde.
Vi behøve nemlig blot at læse Saxos
Danmarks Krønike
med lidt Opmærksomhed, for at see, at “Kongens Ene-Herredømme” og “Folkets aabenlydte Stemme-Frihed
” er Rigets
Arilds-Lov, vel ikke med “Pen og
Blæk”, men hvad der er meget meer: i Virkeligheden, og ihvorvel jeg ikke tør indestaae for, det var
lige “fjorten og fyrretyve Aar førend
Troie-Borg
vunden var”, at Kong
Dan
kom til at staae for Styret, saa har dog
Danmark, deiligst Vang og
Vænge,
Lukt med Bølgen blaa,
aabenbar fra umindelige Tider været et saadant frit Konge-Rige, der vel under visse
Omstændigheder kunde forandre Skikkelse, men tabde aldrig sin Natur og
blev aldrig de Fremmedes Bytte. Saadanne Ting, som Folke-Naturen og den deraf udspringende oprindelige Forfatning,
regner Man vist nok endnu i vore Dage saa godt
som for ingen Ting, ligesom Man finder det ligegyldigt, om Landets Indfødte fra Arilds-Tid har forsvaret deres Eiendoms-Ret, eller gjordes i Tidens Løb til
Trælle af
fremmede Erobrere; men Man lærer nok efterhaanden, hvad Forskiel det
giør, og lader de Skolemester-Nykker fare at kunne
giøre af hvilketsomhelst Folk hvad det skal være.
Dog, det gaae med Lærdommen, som det vil, saa er det
mærkeligt at see, hvorledes det Danske Folk,
udentvivl det bøieligste og foranderligste af alle Folk under Himlen, dog i Grunden er det Samme
under
Fredrik den Sjette
som under
Skjold
og
Frode, saa ikke blot Skjaldene synge deres gamle Vise, men hele Riget
tilbagevinder sin gamle Skikkelse, og Tusind-Konstnerne i
London
og
Paris, for ei at tale om dem i
Madrid
og
Lissabon, kunde da aabenbar
høit trænge til at høre en god Forelæsning over
Danmarks Historie.
Middel-Alderen, veed Man jo nok, var “Skiærsilds-Tiden”, men vore Skole-Mestere
tage det endnu meget for overfladelig med deres mange Kundskaber; thi at den Skiærs-Ild, Paven smed Folk i efter
Døden, var ingen Ting imod den, Hans Hellighed
selv, saavelsom alle Folk, maatte udstaae i levende Live, og som han selv ikke
gjennemgik nær saa godt som
Danmark
, det enten seer Man ikke, eller det glemmer Man over “Bøgerne”, og dog veed vi, der kom over de
“Halvtreds”, som jeg kalder Menneske-Forstandens
“Skiels-Aar og Alder”, meget godt, at endnu har alle “midaldrende” Folk, som kan
brænde, en Skiærs-Ild at
gjennemgaae, der kan være slem nok.
I denne Skiærs-Ild kom da ogsaa
Danmark, med sin Konge-Magt og Folke-Stemme, Fædrenelands-Kiærlighed og
Moders-Maal, Samvittigheds- og Nærings-Frihed,
Hjarne-Viser og Bjarke-Maal, kort sagt: med al sin Arilds-Herlighed, og den Skiærs-Ild
kunde Paven ligesaalidt kaste i som udløse af; thi da
Odin
havde sagt os Farvel i
Braavalle-Slaget, da Aanden var
udmattet,
Skjoldungerne
uddøde, og Ungdoms-Tiden forbi, da kom Middel-Alderen af sig selv, med al sin Urolighed og store Foranderlighed, hist som den “rige Fugl” kommer susende, kommer
brusende over Bjerge og over Dale, og her som “den fattig
Fugl” kommer hinkende, kommer linkende over Agre og over Enge.
Dette er Menneske-Naturens Orden hos Enkelt-Manden til alle Tider, som ogsaa nødvendig
maa følges i Folkenes og hele Slægtens Levnets-Løb, og kan ikke giøre ved, at
de Lærde oversee den, fordi “Classikerne” ikke har ført den til Bogs; thi “Livet”, som er meer end “Maden”, er
dog visselig ogsaa meer end “Bøgerne,” og maa nødvendig studeres, naar Man vil samle “Menneske-Kundskab”, hvortil Bøgerne vel kan
være gode Hjelpe-Midler, men er dog, som Man veed, slet ikke Mennesker og meget daarlige Surrogater for dem.
Det er Christendommen, vi ikke blot
skylde vore Bøger, men hele vor Dannelse, thi den har aabenbar udviklet hele den ny
Folke-Verden;
men den har ligesaalidt skabt Konge-Riget Danmark,
som det Danske Folk, saa vore Konger “af Guds Naade”, er
hverken Konger af Pavens og Geistlighedens eller
engang af den “ny” Guds Naade, men kun
af “den Gamle”, der ikke heller blandt
Nordens Hedninger lod sig selv
uden Vidnesbyrd, men var saare godgiørende mod vore
Fædre: gav dem fra Himlen baade Regn og Dugg og frugtbare Tider, skabde Mad efter Munde og Hjertens-Glæde efter
Hjerte-Rummet.
Uagtet derfor det skiønsomme
Danmark maa erkiende, at mellem alle de Fremmede, der gjæstede vore Kyster for at indtage Landet, havde Ingen saa gode Hensigter eller
gjorde Riget saa væsenlige Tjenester, som Christendommen, saa havde den dog ingen Ret til
at trælbinde enten Høie eller Lave, Store
eller Smaa, og da jeg træffer til at være mine Lands-Mænd
bekjendt baade som en Tilbeder af Christus
og en Prædikant af hans Evangelium, skylder jeg baade min Tro, mit Kald og mit
Fædrene-Land høitidelig at forsikkre, det laae heller ingenlunde i Christendommens Natur eller i den store Mesters
Hensigt, men kun i hans Sendebuds Utroskab eller Vankundighed og i Tidens
Pinagtighed, at Troen blev en tvungen
Sag, hvorved de Danske leed et betydeligt Skaar saavel i deres Samvittigheds som i deres
Nærings-Frihed. Hvor dyb og mægtig den
Følelse har været i
Danmark, at Troen er en fri Sag, seer Man ogsaa klarlig
deraf, at Christendommen vel ingensteds fik saa
ubehindret Lov til at udbrede sig ved sine egne Midler, men heller ingensteds
saa seent blev Lov i Landet, thi der er jo hele tohundrede Aar mellem
Ansgars
Komme og
Knud den Stores
Død, og dog er det først et halvt Aarhundrede senere, under
Knud den Hellige,
Man kan sige, Christendom blev Folk paatvunget
herinde. Dog, Ulykken kommer immer tids nok, og
det sande Ord-Sprog lægger til: kommer
sjelden alene, hvad vi vel maae sande, naar vi see, at den samme
Konge, der gjorde det store Brudd paa Folke-Friheden, en
ædel og dygtig Høvding for Resten, faldt som et Offer for sin
Vildfarelse og lagde en svar
Blod-Skyld paa det af Naturen fredeligste og
nænsomste Folks Hoved. Herved tabde da Folke-Samvittigheden baade sin Frihed og sin
Fred, og Kongen tabde, med sin
Tillid
til Folket og Agtelsen for dets Stemme, tillige sit
Ene-Herredømme, altsaa baade sin Magt og sin Frihed; thi
skiøndt Folket endnu i gamle Kong
Volmers
Tid søgde at berolige sig med den Tanke, at Kong
Knud
var ingen Helgen i sit Liv, men blev det først ved sin
Død, og skiøndt Kong
Volmer
vandt Folkets Beundring og holdt saavel Herremænd som Bisper i Ave,
saa var Folke-Renselsen dog kun en snavset
Undskyldning og Kronens Glands kun et glimrende Blænd-Værk. Der
vil nemlig ganske andre Offere end Vittigheder til at afsone Oprør og
Konge-Mord, og den Folke-Gunst, Roes og Magt, gamle Kong
Volmer
aabenbar maatte takke Biskop Axel
(Absalon) og hans mægtige Adels-Slægt
for, var langt fra at være hans Eiendom.
Ved at nævne Biskop Axel
”Stor-Kors af Dannebrog” og hans
mægtige Frænder:
Skjalm Hvides
i alle Maader høiadelige
Slægt, gives det noksom tilkiende, at denne Pen vil hverken
sværte Danmarks
Geistlighed eller Adel fra Middel-Alderen, der tvertimod ogsaa turde findes
mageløse i deres Slags; men hvor Geistlighed og
Adel er saagodtsom Alt, der er dog Konge og Folk saagodtsom Intet, og der er Fæderne-Land og Moders-Maal med alt Folkeligt i Skiærs-Ilden.
Danmark er tillige saa vidunderlig historisk et Rige, at Man ordenlig kan angive
Aars-Tallet, da
Folke-Munden gik i Bag-Laas med en Stamihak, thi det var aabenbar 1147, da
Sællandsfaren
Ole Stam
kun forgiæves med gammel Bande stræbde at hindre Folke-Stemmens Selv-Modsigelse og Konge-Magtens Deling
Saxos
Danmarks Krønike
III. 130. Suhms
Danmarks Historie
VI. 1.
. Hvordan de derpaa følgende “Borger-Krige” for en Tid afbrødes under Kong
Volmer
og hans Sønner, og hvor godt Stil-Standen benyttedes til at
ødelægge de Slaviske Røver-Reder søndenfor
Øster-Søen,
der truede
Danmark
med Undergang, det lærer Danmarks
Krønike; men dermed slutter den ogsaa, et
sikkert Tegn om ikke paa Folke-Død i
strængeste Forstand, saa dog paa en Afmagt og Dvale, der ligner den, og
maatte, uden stærke Læge-Midler, ende sig
dermed.
Naar Folket er forstummet og Kongen staaer med bundne Hænder, da har det fri
Konge-Rige ingen Historie meer, og de, der dele Byttet, seer det helst
begravet i Mørke, hvordan de bær dem ad, saa det er intet Under,
vi veed saa lidt om, hvordan Adel og Geistlighed saagodtsom opslugde hele den fri
Bonde-Stand, saa den tabde sig blandt sine Trælle. Her, som
allevegne, tog Præsterne Sjælen og
Herremændene Kroppen,
medens de
trættedes om: enten Jorden skulde betragtes som en
Sjæle-Gave eller som Sagefald og Rette-Bod; men
til Lykke var vor
Adel og Geistlighed dog for det Meste selv bondefødt, saa, skiøndt de af slette Tydske Exempler lod sig forlede til at benytte
Leiligheden, og havde i “den kullede
Greves” Tid nær ødelagt hele Riget, meende
de det dog i Grunden ikke nær saa ilde, som det lod, og
Danmark
kan aldrig glemme, at ligesom den Sællandske
Bisp og Herremand,
Axel,
tæmmede de uvane Slaver,
saaledes blev den Jydske Herre-Mand,
Niels Ebbesen
paa
Nørre-Riis, Rednings-Manden
fra plattydsk Tyranni.
Middel-Alderen slutter med det Fjortende Aarhundrede; thi i det Femtende
begynde
Tyrkerne, Krudtet
og
Bogtrykker-Konsten
at give hele Christenheden en ny Skikkelse, og
Danmark, med sin besynderlig
historiske Puls, valgde sig da ogsaa en ny Konge-Stamme,
der, under Navn af “
det Oldenborgske Huus
” snart i fire Aarhundreder har viist langt
bedre end Slægt-Registrene kunde, at den
randt af
Skjoldung-Rod; thi Den lod sig ikke
blot snart fordanske, men hvilede ikke, før den havde tilbagevundet Konge-Rigets gamle Skikkelse, og vil, tør vi
haabe, ei heller hvile, før Den har tilbagevundet Dets Glands, som Nordens Perle.
I det Sextende Aarhundrede kom Reformationen, og den var ingensteds mere folkelig end i
Danmark, men det vil just ikke sige
stort; thi hvor den ikke var tyrannisk eller pøbelagtig, var den dog
kun lidt borgerlig, lidt adelig,
lidt kongelig og meget sprænglærd, saa de stakkels Bønder, som var ingen af Delene, skulde for det Første
ikke rose af Gildet, og holdt derfor, ligesom
Kæmpen Søren
Norby
og Historie-Skriveren Christen
Pedersen, med den ulykkelige
Christian den Anden, Danmarks forulykkede Reformator, en Fusker for
Resten, der paa Timen overhuggede enhver Knude, han
ikke kunde løse.
For Øieblikket syndes ogsaa
virkelig Reformationen, borgerlig
talt, kun at giøre Ondt værre; thi da Geistligheden tabde hele sin Magt og Rigdom, mistede Adelen sin eneste Modvægt, og de
ærbare Borger-Mænd, her som allevegne den
opkommende Middel-Stand, tabde deres gamle Støtte,
som de i Danmark hverken var rige eller
slebne nok til at kunne undvære.
Imidlertid, den “Danske
Adel” i det Sextende Aarhundrede var i det
Hele en ædelmodig Slægt, der offrede Femtende-Delen af hele sin Formue paa
Fæderne-Landets Alter, og lod for det Meste Kongen
og de Høilærde
skifte Arv efter Bisper
og Abbeder, saa efter Omstændighederne kom Riget
øiensynlig til Kræfter; men det overordenlig Gode varer aldrig længe, og
i det Syttende Aarhundrede, da Adelen, uden at bryde sig stort om Æren, saae paa sin egen
Fordeel, blev det kun alt for klart, at Rigets
Skæbne laae i Adelens Haand og var der
intet mindre end vel forvaret.
I hele den første Halv-Deel af dette Aarhundrede havde
Danmark
nemlig
Christian den Fjerde
til Konge, en
Jubel-Drot, der selv i Danmark
hørde til de Sjeldne, saa havde han havt Ene-Herredømme og Folket Stemme-Frihed, skulde Man synes, der
maatte skeet Under-Værker, og vilde den Slutning
end være overilet, blev det under ham dog lige klart, at Adelen, som eiede meer end det halve Land og raadte for
det Hele, var en af Hoved-Hindringerne for Rigets Opkomst.
De to ulykkelige Svenske Krige, der skildte
Danmark
ved Øster-Delen,
som Man dog ikke ret veed, hvor egenlig har hjemme, og truede det Hele
med Opløsning, blev imidlertid vor Redning; thi
Kiøbenhavns Borgerskab havde
ved sin heltemodige Opoffrelse ikke blot vundet Adelskab
men Ret til at
føre Ordet for det undertrykte Folk, og Adelen,
som havde døve Øren for Folke-Stemmen,
maatte da finde sig i, at den vendte sig til Kongen og at
det første Ord “Mimers Hoved” eller det nydanske Orakel
talede, var Kongens Frikiendelse for al Skyld i Rigets
Ulykke, hvorpaa Frigivelsen naturligviis fulgde, da en
uskyldig Konge hverken bør staae med bundne Hænder
eller kan i den Stilling hjelpe sit Folk.
See, det var
Kæmpe-Skridtet 1660, hvorved
Danmark
øiensynlig tilbagevandt Hælvden af sin gamle, naturlige
Forfatning, og i Grunden, som Tiden har viist, den Hele, saa nu kan det
være os det Samme, om Skridtet var mere voveligt end alle Kæmpe-Skridt maae være, for at hjemle sig
det Hæders-Navn, til Forskiel fra “det sædvanlige
Trav”, hvorved Man Intet synes at
vove, men vinder heller Intet og staaer
meget Fare for at tabe Mod og Magt til alt Andet. Dog, selv om
Kæmpe-Skridtet ikke nær saa aabenbar havde havt Lykken med sig, vilde Hoved-Stadens
Borgerskab og den Danske Geistlighed, som gjorde
det, ligefuldt fortjene det Lov: at have, under
fortvivlede Omstændigheder, valgt det voveligste
Skridt, kun fordi det aabenbar var det Bedste, og Lykken, som fulgde det, var ingenlunde
Slumpe-Træf, men et straalende Vidnesbyrd om, at det Bedste er ikke blot i Grunden altid det Smukkeste men ogsaa det Klogeste, saa det er kun den kortsynede
Verdens-Klogskab, forblindet af Øieblikkets Tillokkelser, der fraraader
enten Enkelt-Mænd eller hele
Folke-Færd at vise sig saa eiegode og livsalige som mueligt.
Vel er det nemlig ganske sandsynligt, at Geistlighed og Borgerskab 1660 kunde givet
Danmark
omtrent hvad Forfatning, de vilde: kunde tiltaget sig Adelens Magt, bestukket Bønderne med Ran fra den og afspiist
den nøisomme Konge med tomme Høfligheder; men ligesom det havde
været uædelt og udansk, og i Grunden kun forandret Navnet
paa Rigets Ulykke, saa maa Man vel
spørge, hvad Følgen rimeligviis vilde blevet for Geistligheden og Borgerskabet selv, i
Ludvig den Fjortendes
og
Femtendes
Dage? Havde nemlig
Christian den Femte,
der aabenbar deelde de jævnaldrende Fyrsters Lyst til at
raade sig selv, fundet sine Hænder bundne,
hvor han stod med
Griffenfeld
til sin Tjeneste, da vilde de Baand udentvivl snart brustet, enten de saa
havde været gamle eller nye, og havde han i Kampen med overmodige Præster og Borger-Mænd fundet sine naturlige Bunds-Forvandte i en krænket Adel, med
Julerne
i Spidsen, da vilde jeg i det Mindste ikke været i Præsternes Sted. Paa saadan en høihjertet, munter
og lunefuld Herre seer Man det derfor allerbedst, hvilken mærkelig
Forskiel det giør, om Ene-Herredømmet er
selvtaget til Brug efter eget Tykke, eller det er modtaget af et trohjertigt Folk til landsfaderlig Anvendelse; thi det falder os Alle naturligt at
værge et Gode med samme Midler, som det er vundet, og naar Hoved-Stadens
Borgere ikke meer havde rakt Hovedet ud af Vindvet og raabt: Skaal, Kong Christian! vilde vor førstefødte Enevolds-Konge
udentvivl følt sig meget ulykkelig. Saaledes staaer da Faderligheden hos vore Enevolds-Konger i
allernøieste Forbindelse med Barnligheden hos
deres Undersaatter, og naar Man alligevel, som jeg slet Intet har imod, helst
giver “
Gud Æren
”, da skulde Man dog ikke her anvende Ord-Sproget: vor Herre er Daarers Formynder, men heller Skrift-Sproget:
Børnenes Engle see altid den himmelske
Faders Ansigt!
At det nu heller ikke blot var Kongernes
Ædelmodighed, men tillige Ham, der i Grunden er
den “eneste
Gode”
Danmarks
Præster og Borgere stolede
paa, det gav de selv tilkiende, ved udtrykkelig at forbeholde sig “deres Tro”; thi til de Lutherske
Præsters Tro hørde iblandt Andet, at de havde
guddommeligt Kald til at tale Sandhed uden Persons-Anseelse, og at de netop i
Christian den Femtes
Tid maae kiendelig have fulgt dette Kald, derpaa kan vi ikke
forlange et mere umistænkeligt Vidne end
Engelsk-Manden
Molesworth,
der med sin fortvivlede Lyst til at see Despoti
allevegne, dog ikke blot til sin Ærgrelse maatte savne det i “Høieste-Ret”, men ogsaa i “Kirken”, hvor Præsternes Fritalenhed var ham aldeles uforklarlig. Os er
det derimod meget begribeligt, at et Præsteskab,
der lever halv af Kongens Naade og halv af Folkets Godhed, og har, ved at
indestaae Folket for en mild og christelig Regiering, kraftig bidraget til at
skaffe Kongen Enevolds-Magten, at et saadant
Præsteskab en Tidlang vil være baade Thronens fornemste
Støtte og Folkets bedste
Talsmænd. Vi behøve heller ingenlunde Skumlerens Vidnesbyrd derom,
at “Mester Ole Vind
” ogsaa efter 1660 havde velærværdige
Brødre blandt de “Danske
Hof-Præster”, men vi vil lægge til, at naar En af dem
tog Bladet fra Munden og sagde: Folket sukker efter
Beviis paa en mild og christelig Regiering, da var den Danske Enevolds-Konge sjelden langt fra at græde, sjelden eller aldrig engang nær ved at fnyse.
Dog, enhver Ting har sin Tid, og ingen Ting sædvanlig
knappere end Hof-Præsters Fritalenhed, saa det er sikkert
mageløst, at vi kan spore den lige til
Christian den Sjettes
Hof, hvor Dansken,
uagtet Kongens
Fromhed, ei dertil stod høit nok anskrevet; men derfor savnede Folke-Stemmen ikke desmindre en opladt Mund, da
Præsternes forstummede, og den Haarde-Knude, som herved knyttedes, var
det først
Frederik den Sjette
forbeholdent at løse ved Oprettelsen af det Folkelige Stats-Raad.
Dette var altsaa det andet
Kæmpe-Skridt, hvorved
Danmark
tilbagevandt sin naturlige Forfatning, saa
nu staaer det for hele Verdens Øine som det fri
Konge-Rige, det var fra Arilds-Tid, og var vor nærværende
Stats-Forfatning da end ikke, som jeg dog tør
paastaae, i sig selv den Bedste under Solen, saa er den
dog aabenbar den Bedste for os, og er fornyet paa saa
mageløs deilig en Maade, som nogen Skjald kan ønske at synge sig
udødelig paa. Hos os er nemlig, som vi Alle veed, Ene-Herredømmet Folkets og
Stemme-Friheden Kongens Venne-Gave,
hvad ikke blot maa findes deiligt, men er høist velsignet; thi det
gammeldanske Ord-Sprog, at hvem der tager sine Gaver
igien, hans Børn blive sorte, var endnu ikke glemt i min
Barndom, og behøver da neppe at opfriskes, for at lade os Alle
føle, at her har Konge og Folk ei Andet at strides om end Rangen i Gavmildhed, men Alt at kappes
om, for at vise Verden, hvem der bedst kan ære og bruge den uskatterlige Gave, klarest
retfærdiggiøre den giensidige, udenfor
Danmark mageløse, Faderlige saavelsom Barnlige, Tillid!
Hvor nu Naturen saa smukt
gaaer over Optugtelsen og det over saa unaturlig en Optugtelse, som
baade Konger og Folk giennem mange Aarhundreder nød, der vil
upaatvivlelig Naturen i alle Henseender indtale sine Rettigheder og klarlig bevise, det var meget
uforskyldt, den ringeagtedes, saa nu har det, efter min Anskuelse, i Grunden
slet ingen Nød, at vi skulde udslettes af det store Mand-Tal over Adels-Folkene paa
Jorden. Vist nok bliver Troen svag, naar jeg
betænker, hvilken Række af Mirakler der maa
skee, før vi blive alt det kvit, der falder Danske Folk
unaturligt; men da det er lutter
naturlige Mirakler, skammer jeg mig
dog ved at tvivle derom, og det
Folkelige Stats-Raads
første Møde, i
Danmarks
gamle Hoved-Stad,
har saa klarlig beskæmmet alle Tvivlere og saa kiendelig styrket
alle Troende, at jeg, som var En af de Vantroe,
nu ordenlig er nødt til at sige: ja, kunde den Danske Natur giøre det Mirakel, da baade
kan og vil den bestemt gienføde Markens Grøde!
En saadan virkelig Folke-Stemme, der,
trods sin splinterny Tone, ikke just meget
velklingende, dog i Grunden var den Ældgamle,
Historie-Skriveren ei kunde miskiende, en saadan
Folke-Stemme i
Danmark, saa tør prosaisk,
som den vel maatte være hvor i sexhundrede Aar ingen Skjald sang for
Folkets Øren, ja, saa vindtør, at jeg
lyttede til den i fem Maaneder, uden at
høre mere end to Ord-Sprog, hvoraf det Ene endda
var uægte, aandløs, om Man vil, men dog ikke
liv-løs, tør men dog ikke kiedsommelig, ivrig men billig, frimodig men sømmelig, og
næsten uden Undtagelse taktfast for
Fæderne-Land og Moders-Maal, for det Ordenlige, Fri og Naturlige; en
saadan Folke-Stemme, dannet paa fri Haand af
Herremænd, Borgere og Bønder omkring paa Øerne,
det overgik saa langt min Forestilling om Muelighederne, skiøndt
jeg ansaae mig selv for en Kæmpe i Troen paa Danske
Vidundere, at nu maa jeg ansee Alt hvad jeg har drømt om i tyve
Aar, for Hverdags-Begivenheder efter Naturens Orden hertillands. Sin naturlige
Stilling maatte Folket og det Borgerlige
Selskab i
Danmark
have igien, før de kunde komme i deres gamle Folder, og nu, da de
har faaet den, følger Resten vist af sig selv, saa det giælder kun
om den ny Maade at leve gammeldags
paa, der naturligviis maa svare til den ny Mund, den
gamle Folke-Stemme fik af Kongens
Haand.
Med denne ny Mund,
det Folkelige
Stats-Raad,
seer Man nu strax, det har en egen Beskaffenhed, i det Konsten er kommet Naturen til Hjelp, uden dog
at forgribe sig paa den, saa det er baade en konstig og
dog en naturlig Folke-Mund, fordi alle
Eiendommerne
og endeel
Fæstere paa Livs-Tid
har paa Kongens allernaadigste Vink
lagt Mund-Lag
(ligesom Vogn-Lag) sammen, saa eet Ord
bliver ikke blot saa godt som fire og tyve, men som Tusinde,
Vidtløftigheden undgaaes og Virkningen bliver den samme. Dette, som Latinerne kalde det repræsentative System, er unægtelig en rar, jeg troer engelsk,
Opfindelse fra Middel-Alderen, men
som naturligviis bliver hæslig misbrugt, hvor Folk giør “en Pung af deres Mund”, og som jeg derfor har
ønsket, aldrig at see anvendt i
Danmark;
men det er en stor Udyd, vi har lært
i den sorte Skole: heller at lade det Gode
være ubrugt end tit see det misbrugt; thi fik vi først det System
færdigt og vi havde Magten, da kvalde vi
naturligviis alle Børn i Fødselen for at de
ikke skulde misbruge Livet, den store Guds Gave, som vist nok dertil er meget for godt, men som vor
Herre dog meget heller lader Mange misbruge end Alle undvære, saa det er
aabenbar ikke af Ham vi har lært den sorte Konst om mueligt at forebygge alle muelige Misbrug.
Nu, vi skal heller ikke sige, vi har lært det af
vor Konge; thi Han vidste jo godt, at
ved den konstige Dannelse af Folke-Stemmen var Misbrug uundgaaelige, men Han
fandt Brugen god og stolede saa sikkert paa sit Folk, at Han forsmaaede alle de
Midler, Man udenlands betjener sig af til, som det hedder, at forebygge Misbrug,
og just derfor har vist aldrig ved noget frit Folke-Valg færre og
ubetydeligere Misbrug fundet Sted end ved det første Danske, der sikkert vil blive et staaende Mønster for alle de
Følgende, ligesom
Frederik den Tredie
blev det for sine uindskrænkede
Ætmænd. Ja,
Frederik den Tredie
, Høilovlig Ihukommelse,
bør saameget mere nævnes i denne Sammenhæng, som vi veed,
Han tænkde allerede paa hvad
Frederik den Sjette
iværksatte, og hvad først nu var mueligt; thi “
Provincial-Stænder
” som nu kun er et saare uegenligt Navn paa det
Folkelige Stats-Raad, vilde i
Frederik den Tredies
Dage kun været alt for passende, og vedligeholdt de
Skille-Rum, Ene-Herredømmet maatte lade falde med
Tiden, før det kunde opkalde Folke-Stemmen af
Graven. Saalænge der nemlig var en Adel-Stand,
Præste-Stand og Borger-Stand, der skulde
forestille Folket, da vilde det ikke engang hjulpet, om Bonde-Standen,
ligesom i
Sverrig,
var blevet føiet dertil, der kunde dog umuelig kommet nogen Folke-Stemme ud, med mindre Stænderne havde opløst sig
selv, hvad neppe kunde skee paa anden Maade, end den Sørgelige, hvorpaa
Borger-Standen i Frankrig
opslugde Resten og anmassede sig Folke-Stemmen. Vi see det ogsaa
strax ved at kaste Øiet paa det
Danske Stats-Raad, at hvad der gjorde det eneste
Skaar i den beundringsværdige Enighed, var de svage Efter-Veer fra Middel-Alderen, saa førend
Stavns-Baandets Løsning
og
Beskattelsen af den saakaldte fri
Hovedgaards-Taxt,
kan vi slet ikke tænke os en Sammen-Smeltning af
Eiendommernes
og Fæsternes Røst til en Dansk Folke-Stemme.
Danmarks
Enevolds-Konger er da lovlig undskyldte for ei tidligere at have fuldendt
Stor-Værket, og hvor landsfaderlig de har stræbt, saavidt mueligt,
at bøde paa Savnet, skal taknemmelig ihukommes; thi De lod det ingenlunde
være Nok at ynde fritalende Præster, de modtog Alle gierne baade
Bøn-Skrifter og velmeente Forslag fra deres troe Undersaatter, og var Alle i Sammen-Ligning
udmærket tilgiængelige, om end ikke i den
Grad
som vor nærværende
Jubel-Drot,
der i den Henseende vel skildres bedst ved den bekiendte Vittighed om Stymperen, som bad Majestæten allernaadigst forskaffe ham Audiens hos
En af Ministrene. Ja,
ikke det alene, men saasnart det blev Meningen i Europa, at den Folke-Stemme, der passede til vor Tid, var den saakaldte “offenlige Stemme” paa Papiret, da forbausedes jo
Europa
ved at see den Danske
Enevolds-Konge
skiænke alle sine Undersaatter saagodtsom uindskrænket Trykke-Frihed
og giennem en heel Menneske-Alder taalmodig bære over med dens
grove Udsvævelser, og sattes der nu end ikke paa den heldigste Maade
Skranker for Disse, saa skal dog vore Børn og Børnebørn
velsigne dem, som Anledningen til, at
Danmark
fik en virkelig, ægte og levende Folke-Stemme, hvad aldrig kunde skeet, saalænge den
søgdes, hvor den ei var at finde.
At nu den ægte Folke-Stemme ei
er at finde i
Anonymers eller selvgjorte
Ord-Føreres Penne-Fostre, det indseer vel Enhver, men at den
slet ikke er at finde i Literaturen, uden Man alt
forud kiender den, det flyder ikke blot deraf, at vi
Alle, med Hensyn paa de rette Vælgere, maae agtes
for selvgjorte Ord-Førere, men ogsaa deri, at til
en virkelig Stemme hører den “levende Røst”, som Bogstaverne
unægtelig fattes. Jeg anfører dette ikke blot fordi jeg selv har
staaet i den vrange Formening, at der med
lidt Konst lod sig af Pennene udlokke en offenlig Stemme, tilforladeligere end Folkets Egen, en Vildfarelse, jeg
nu med Glæde paa det Bestemteste frafalder; men ogsaa fordi det
giør mig ondt, at
Folke-Stemmen i Roeskilde
, miskiendende sig selv, tillagde
vort Skriveri en borgerlig Vigtighed, det paa ingen Maade fortjener. Vist nok var det
en almindelig “Politi-Censur” der stod for Stats-Raaderne som “et sørgeligt
Skrække-Billede”, og skiøndt den under
nærværende Omstændigheder turde være det mere for
Politiet end for Folket, har
dog ti Aars Erfaring lært mig, det er
kun i Fortvivlelse en virkelig Forfatter bliver ved at skrive under “Politi-Censur”; men havde
Stats-Raadet
ikke langt overskattet Frihaands-Skriftens borgerlige Vigtighed, vilde Det sikkerlig
foreslaaet et kraftigt Middel til at hemme den almindelige
Trykke-Friheds grove Misbrug, der vist nok ingenlunde er nær saa borgerlig
farlige, som Man tænker, men er dog for en virkelig Konge i Længden utaalelige, og
Literaturen omtrent ligesaa skadelige som Politi-Censur. Selv da jeg ansaae
Literaturen for Folke-Stemmens rette Organ, maatte jeg derfor kalde
almindelig Trykke-Frihed, hvorfra Anonymiteten er uadskillelig, en Uting, der blandt Andet vil berøve os sand “Skrive-Frihed”, i det Grændserne maae
drages og Straffene sættes med særdeles Hensyn paa Umyndige og Æreløse,
saa naar de skal dele vor Frihed, maae vi dele deres Kaar. Udnævnede
derimod Majestæten sine Videnskabelige, Geistlige, og hvem Han ellers behagede af sine Embeds-Mænd, til deres egne og
Andres Censorer, saa der i Regelen Intet maatte
trykkes uden paa deres Ansvar, da vilde ikke blot de grove Misbrug af sig selv bortfalde, men en Skrive-Frihed med langt videre Grændser og
passende Bod for ringe Forseelser være den naturlige Følge. Havde Folke-Stemmen
erklæret sig for et saadant ligesaa uskadeligt som virksomt Middel til at
frembringe en sømmelig Tone i Literaturen, da
vilde Majestæten sikkert baade laant Øre
dertil og klarlig beviist, det er ikke Skrive-Friheden
hos dem, der har baade Forstand i Panden, Aar paa Bagen og Ære i Livet,
den fri Folke-Stemmes Kongelige Skaber misunder sit Folk; men
her er naturligviis Finger-Peget af en Enkelt-Mand, selv under Politi-Censur,
borgerlig
dødt og magtesløst, og tjener kun til historisk Oplysning om den himmelvide Forskiel mellem en virkelig
Folke-Stemme og vore Krage-Tæer.
Naar jeg imidlertid beundrer den nydanske Folke-Mund, da
indseer Man let, det er langt mere for hvad den lover i Tidens Løb end
for hvad den øiebliklig ydede, og naar jeg maa bekiende, at selv Dette langt overgik min
Forestilling om Mirakler af Naturens Orden, saa
nægter jeg dermed ingenlunde, at dertil ligesaavel hørde
Danmarks
overordenlige
Lykke, som Danskhedens naturlige Fortrin, saa havde det ikke netop været
Ridder-Kongen,
Jubel-Drotten, Bøndernes
Skyts-Aand, der gav Stemme-Friheden, eller havde ikke baade
Drosten og Laug-Manden
(Commissaren og Præsidenten) saa at sige været tostemmig udkaarede: baade af
Kongen
og Folket,
og været deres Post saa besynderlig voxne, da var Naturen aabenbar
kommet til Forkort. Kæmpe-Skridtet er denne Gang
Kongens, ligesom det 1660 var Folkets, og skal dets Følger blive det Forriges
værdige, da maae Folke-Friheden og den levende Virksomhed i alle gavnlige
Retninger udvikle sig lige saa rolig og læmpelig, velgiørende og fuldstændig af den fri
Folke-Stemme, som Folke-Ligheden,
Rets-Pleien og hele den
borgerlige Orden udviklede sig af det
landsfaderlige Ene-Herredømme, uden at vi tabe det
Mindste af hvad vi derved har vundet. Dette seer Man let er et Stor-Værk, der selv hos et Folk med de heldigste Anlæg
umuelig kan lykkes, med mindre
Konsten
kommer Naturen til Hjelp, og er nu tillige
Stemme-Friheden
i vore Dage ei
mindre udsat for stærke Fristelser, end Ene-Herredømmet var i det Syttende Aarhundrede, da var det Daarskab at stole paa Danmarks
Lykke, naar ikke en folkelig Dannelse i kongelig Aand
kom til at gaae Haand i Haand med det
Folkelige Stats-Raad
.
Der gives nu to Indretninger, hvorigiennem
Konsten levende kan komme Naturen til Hjelp, som i vort borgerlige Sprog kaldes “Kirke og
Skole”, og for dem Begge har vore Enevolds-Konger sørget
med den mest udmærkede landsfaderlige Omhug; men begge Dele er uden Folke-Stemmens
Oplysning fortvivlede Sager for en Konge at behandle, da
de, netop naar Han øver Selv-Fornægtelse,
blive efter Præsternes og Skole-Mesternes Hoved og Hjerte, hvormed Folket tit er meget ilde
tjent. Saa soleklart det nemlig end i Grunden er, at al velgiørende Virkning paa Næstens Hoved
og Hjerte maa skee med hans gode Villie, saa har
dog baade Præster og Skole-Mestere giennem en Række af Aarhundreder havt den Grille
at ville giøre Folk fromme og oplyste imod deres
Villie, og dette Papisteri er saa langt fra at
komme Naturen til Hjelp, at det meget mere
nødvendig enten bringer den i Oprør eller underkuer den. Det
Sidste blev Tilfældet hos os og skiøndt vor
nærværende Konge
ogsaa har gjort et
Kæmpe-Skridt til dette Papisteries Afskaffelse, er
der dog endnu mange Levninger tilbage, der hindre Kirkens
og Skolens velgiørende Virksomhed, saa dersom de
ikke snart kunde ventes bortryddede, turde jeg hverken spaae
Kongen
eller Folket nogen varig Glæde af den bedste Stats-Forfatning; men jeg mener ogsaa, de under
den vil hardtad bortfalde af dem selv.
Hvad nu først det tvungne Kirke-Væsen angaaer, da er Tvangen
vist nok til uberegnelig Skade for Folke-Livet, men til umiddelbar Gavn for det vil Kirken
dog heller ikke i sin fri Virksomhed blive; thi den Christne Kirke er kun beregnet paa Menneske-Naturen i det Hele, og den Nordiske Naturalisme
har uigienkaldelig tabt sin levende Kirke-Form. Da
Christendommen imidlertid, med sin mageløse
Kraft til at hæve og forædle Menneske-Naturen, der indslutter alle ædle Folke-Naturer i sig, ingensteds har fundet det saa hjemligt som i
Danmark, vil Den sikkert endnu ad en
Omvei giøre den Danske Natur væsenlige Tjenester, naar blot ikke
Præsterne, ved at ville herske i Dens
Navn, tilintetgiøre Dens fri Virksomhed.
I det Hele taget, maae vi imidlertid
huske, hvad Alting minder om, at Kirke-Tiden i
borgerlig
Forstand er saa godt som ganske forbi,
thi det er aabenbar
Skole-Tiden, vi leve i, og i Skolen maa derfor ethvert
Borgerligt Selskab herefter søge
sin ypperste Støtte, hvorfor vi ogsaa see, at det
Folkelige Stats-Raad
ved sit første Møde “saae
Kirken og gik den forbi”, men bad
Majestæten
indstændig om en Skole
for Livet.
At nu Stats-Raadet saa reent gik Kirken forbi, der dog godt fortjende den Opmærksomhed, de syv
velærværdige Præster ønskede, kalder jeg
naturligviis en Forseelse, men er dog billig nok
til at indrømme, det haster fuldt saameget med at faae en Skole for Livet som med at faae Sogne-Baandet løst. Det Første er imidlertid lige saa
vanskeligt, som det Andet er let, og havde jeg ikke saa stærk en Tro baade paa Danskheden og paa
Danmarks
Lykke, maatte jeg, som Stjerne-Kiger
paa Folke-Himlen, sige: det er umueligt; thi til Skoler
“for Døden” og, om Man vil,
“for det andet Liv” har vi Byg-Mestere i Tusind-Tal, men til en
taalelig Skole for “dette Liv”, som
aabenbar her maa være Meningen, er gode Raad
unægtelig dyre og har endda, efter sædvanlig Regning,
kun liden Udsigt til at blive fulgt.
Dog, hvor der nys er gjort et saadant Kæmpe-Skridt som i
Danmark, der er aabenbar gjort en
stor Streg i den sædvanlige Regning, og naar Man
nys har seet et Riges Lykke-Stjerne
staae lodret over Folke-Issen, da faaer Man, kan jeg
mærke, Mod til at haabe urimelige Ting, og derfor vil jeg trøstig
pege paa, hvordan vi, naar “Lykken hun vil
føie” kan slippe nemt til en Skole for det Danske Folke og Borger-Liv, som
unægtelig er, hvad vi savne og nu næsten intet Øieblik godt
kan undvære.
Foreløbig vil jeg kun anmærke, at naar Talen er
om en “
Skole for Livet
”, maa al den Tvang, der kun har hjemme i
Skolen “for
Døden” tænkes borte, og at det Folkelige Stats-Raad
bestandig maa staae os levende for Øie, naar vi tænke paa
en Skole for det Danske Folke og Borger-Liv, thi blev den
ikke derpaa beregnet, var den aabenbar, i
borgerlig
Henseende, aldeles unyttig.
Heraf følger imidlertid nødvendig, at det er ingen “Drenge-Skole”, jeg vil give Anslag paa, thi til Drenge hører
Tugt, og med
Kvinder og Børn, siger Engelsk-Manden rigtig, skal Man nødig
tale om Stats-Anliggender,
men det er en
Høi-Skole
for vor borgerlige Ungdom, hvorved
den Dannelse og Oplysning, vi maae ønske baade hos
Stats-Raadet
og Dets
Vælgere,
omhyggelig fremmes. Den eneste gode Drenge-Skole
for Borger-Livet, jeg har nogen Forestilling om, er dygtige og driftige BorgeresHuse, hvor Drengene
kan faae baade Lyst til Syslerne, de siden skal drive og Greb paa dem, medens al
Indspærring i skolastiske
Forbedrings-Huse er for det virksomme Borger-Liv den rene
Fordærvelse: Indpodning af Kiælenskab, Dovenskab, Ubehjelpsomhed,
Bogorme-Væsen og alle
borgerlige Udyder.
Fæderne-Landet og Moders-Maalet.
Rede har Fuglen og Ræven har Grav,
Geffion Gamle kun Pose og Stav!
Dronningen tigger for hver Mands Dør,
Har dog sit Væsen endnu som før;
Marken var hendes med Ager og Eng,
Arvingen lever, den liden Smaa-Dreng,
Ham gienner Ingen af Vangen med Staal,
Kunde han bare sit Moders-Maal!
Vel er jeg ingen Ven af at udtvære
Skjalde-Sproget, men skal ovenstaaende Rune ikke
være de fleste Læsere aldeles mystisk, maa
jeg dog nok finde mig i at tilføie, at ved “Geffion Gamle”, i Kong
Skjolds
Dage
Leire-Dronning, menes her “Fæderne-Landet” i moderlig Skikkelse og ved
“hendes lille Søn” folkelig “Dannelse og
Oplysning” der, uden ret Fortroelighed med Moders-Maalet, umuelig kan komme til Kræfter.
Hvad nu dette vort Fæderne-Land
angaaer, da kiender neppe nogen Bog-Orm det bedre end
jeg, fra Yderst til Inderst; thi jeg er født i
Skoven og legede som Barn mellem
Sællands
Bøge,
voxde saa op paa
Jyllands
sorte Hede og morede mig
kostelig med Lyng og Krat og Lyse-Klyne,
sværmede i min Ungdom paa
Langeland
ved
Hav-Fruens Trylle-Bælte, og graaner nu i
Hoved-Staden
ved det stoute
Øre-Sund, medens
Runerne fra Brænd-Old og Høi-Old og Munke-Bogstaverne fra Middel-Alderen i
deres livligste Skikkelse (altsaa Fæderne-Landets Historie) var i tredive
Aar mine Yndlinger. Vist nok er jeg partisk for “Danmarks frugtbare Herlighed”, og
kiender af egen Erfaring kun lidt til fremmede Lande, men
i Bøgerne om de Ypperste er jeg dog temmelig bevandret, og i mine mest upartiske, mindst patriotiske Løbe-Dage
gjorde jeg dog en udflugt over
Nord-Søen
og
sammenlignede ret koldsindig Hav-Fruen ved
Øre-Sund
med
Ælve-Dronningen
ved
Thæmsen,
Frederiksberg-Bakke med Richmond-Hill,
Møens Klint
med “Albions hvide Kyster”, og det Danske Paradis i
Sælland
med det Engelske
i
Devonshire. Herved
fandt jeg virkelig udenlands det Kiønne meget mindre og kun det Stygge
meget større, saa naar jeg undtager Politiets elskværdige
Beskedenhed, Endeel af Fortougene i
London
og Veiene overalt, Ligegyldigheden for alt det Fremmede, Man ei
med Fordeel kan tilegne sig, men først og sidst
Kræfternes fri og levende Virksomhed i alle
Retninger, lutter Ting som her lod sig ypperlig efterligne, da veed jeg slet
ikke hvad det lille
Danmark
skulde misunde det store, berømte,
hovedrige
England; men
næst dets urimelige Stats-Forfatning,
der kun passer for de “Urimeligste af alle Mennesker”, var der vist intet
Engelsk, vi nødigere skulde efterlignet, end
det eneste Tvungne paa Øen, nemlig Fattig-Væsenet, denne konstige Afgrund, der kan opsluge selv
Englands Rigdom, uden at den
fylder det Mindste deri.Vil Man see overflødigt Beviis, da læse Man den Parlamentariske Oplysning: Report of the Poor Laws.
Komme vi nu til Moders-Maalet, da er
jeg saa gammel en Arbeider deri baade med “Mund og
Pen”, at Man neppe vil nægte mig
Stemme-Ret,
og skiøndt jeg i
dette Stykke naturligviis er uhyre partisk, og har ret
med Flid lige til over “de Fyrretive”,
skyet selv kun at “tydskes”, saa har jeg dog endnu Smagen i Munden
af den forgiftige Latin, jeg for en heel Menneske-Alder
siden spyttede ud, sværmede siden en Tidlang for Islandsken, har været drevet af min historiske Natur og Syssel
til at befatte mig endeel med fremmede Sprog, og har omsider i en Række
af Aar ordenlig lagt
mig efter Engelsk, som er det Sprog en Dansk Latiner bedst kan faae i sin Magt, og efter alt dette tør
jeg godt vove at gientage alle mine Lov-Taler over Moders-Maalet, uden at frygte for noget
Skulder-Træk af Fremtidens anderledes veloplyste Sprog-Granskere. Jeg
troer saaledes virkelig, at alt Smukt og Godt lader sig oversætte paa Dansk uden at tabe det Mindste, medens det bedste
Danske ei lader sig oversætte paa noget Sprog, end ikke paa Engelsk, uden i det Mindste at tabe det Halve, thi det
gaaer med Hav-Fruens Sprog, ligesom med Havet, der er levende tilbunds og lige naturligt
i alle sine mangfoldige Skikkelser: fra det mildeste Hav-Blik til den mest
oprørte Sø-Gang.
Dog, Man skrive kun frit Saameget heraf som Man lyster paa min
Partiskheds Regning, thi jeg har dog endnu ikke
truffet nogen Fremmed med mindste
Stemme-Ret, der jo strax indrømmede, at
Danmark, deiligst Vang og Vænge,
Lukt med Bølgen blaa,
er et meget smukt Land, og Dansken, især paa vort smukke
Kiøns Læber, et sødt Sprog, i vore Skjalde-Bøger vidunderlig rigt og dybt,
bøieligt og klangfuldt, saa blev Sagen rigtig drøftet, kan jeg
neppe tvivle om, de Fremmede jo Alle, næst deres Eget, vilde
prise
Danmark
og Dansken,
ligesom de Græske Høvdinger
Themistokles.
Men selv om Dette var for meget sagt, har dog det smukke
Danmark
og det søde Moders-Maal unægtelig for Danske
Folk det mageløse Fortrin at være deres
Eiendom, saa det var Synd at fortænke dem i, at de i Grunden,
ligesom alle andre Folk, foretrække dem vidt for hele den øvrige
Verden med alle Dens Tunge-Maal. Dette Grund-Træk,
der er uadskilleligt fra enhver Folke-Natur i levende Live, skulde jeg derfor slet ikke udhæve,
men kun forudsætte, dersom ikke denne naturlige Forkiærlighed for Fæderne-Land og
Moders-Maal, med Alt hvad dertil hører, sagdes
at være forsvundet hos os for mange Tider siden.
Gierne gjorde jeg en Spas deraf, og spurgde, hvor den Forkiærlighed da vel skulde være
vandret hen, da Man dog ingensteds udenlands har sporet den; men dertil er Skinnet dog for meget imod Danmark
og Sagen for alvorlig, derfor maa
jeg nævne det Vigtigste, Man kan anføre for den
Æventyrligste af alle Udvandringer og vise, det er til Lykke dog kun et, trods al Sandsynlighed, urimeligt og
ved sin umaadelige Længde høist kiedsommeligt Æventyr.
Man siger nemlig, at Alting i
Danmark
synes med den største Selv-Fornægtelse at være indrettet deels
efter de Fremmedes Bekvemmelighed og deels efter deres
Smag, og at det er aabenbar i Folkets Aand eller Aandløshed, da de Dannede sædvanlig
veed meget bedre hvad alle Departementerne i
Frankrig
og
Gouvernementerne i
Rusland
hedde, end hvor
Salling
og
Thy
er at finde, og er nær ved at
bede selv
Rus
og Polak om Forladelse fordi de ikke kan tale hans Sprog,
medens de vilde finde det latterligt, om nogen Fremmed
undskyldte sig for, at han ei kunde deres.
Paa lidt Overdrivelse nær er dette nu vist nok en Kiends-Gierning, og
Kiends-Gierninger, siger Engelsk-Manden med Rette, er haardnakkede Krabater
(facts are stubborn things,)
saa det vil
jeg helst lade staae ved sit Værd, til det, som jeg haaber, falder bort
af sig selv; men jeg paastaaer dristig, at jo mere Skinnet er imod os, des
stærkere maa Forkiærligheden i Grunden have været, siden vi
endnu har et selvstændigt Fæderne-Land og et i Bog som i Mund fra ethvert Andet med
Æren kiendeligt Moders-Maal.
Var nemlig end vort Fæderne-Land
ligesom Engelsk-Mandens, aldeles “lukt med Bølgen blaa”, saa kan Man dog nok
begribe, at havde vor Føielighed mod de Fremmede,
vor Omhyggelighed for
deres Bekvemmelighed og vor Beundring af deres Smag været grændseløse, da vilde de for længe
siden have giæstet os saa mandstærke, at
der til deres Bekvemmelighed og ifølge deres Smag maatte være udøvet en ganske anden Selv-Fornægtelse og foretaget langt
anderledes giennemgribende Forandringer “fra
Borgen til Hytten”, end dem vi har været artige nok til selv at falde paa eller føielige nok
til at finde os i. At “Bølgen
blaa” ligesaa vel aabner som lukker for slige selvbudne
Giæster, det har
England
fordum inderlig følt, og senere klarlig
beviist, ogsaa for os, og da nu desuden, som det lyder i Visen “
Leddet er af
Lave
” ved det andet
Marke-Skiel, saa kan det dog umuelig være Andet end
Blænd-Værk med et lille Folks Mangel paa Fædernelands-Kiærlighed, der under saa farlige
Omstændigheder selv ligesom vinkede ad de Fremmede, og dog er blevet det ældste
aldrig undertvungne, selvstændige Folk i Europa. Engelsk-Manden følde det
ogsaa selv den første Skiær-Thorsdag i det Nittende
Aarhundrede, at vor bekiendte Føielighed
først indtraadte, da han gav efter, og da han siden “for at lette
os den” særdeles baade anstrængede og skyndte sig, svarede
den dog ingenlunde til hans Forventning; thi at
Hoved-Staden
heller vilde lægges i
Aske og miste sine flydende Millioner, end lade sig med
Trudsel giøre værgeløs, og at
Danmark
heller vilde udholde en aldeles
fortvivlet
Syvaars-Krig,
end tage
Sællands-Toget
for
Venne-Besøg, det er et verdenshistorisk Vidnesbyrd om grundig Fædernelands-Kiærlighed, hvori Mellem-Spillet med “Kiøge Høns” giør ikke
mindste Skaar. Hunger er et haardt
Sværd, siger Ord-Sproget med Rette, og har
Danmark
i Syvaars-Krigen for sin Selvstændighed trodset selv
det, ja, trodsede Mange af Dets Sønner det ret øiensynlig paa
Fange-Skibene, da
tør vi nok sige, der er nys lagt et “
Mad-Offer
” paa Fæderne-Landets Alter, der endnu gyldigere end alle de forrige
“
Slagt-Offere
” bevidner Hengivenhed til det Yderste, og har
vi, ved Vold paa vor egen Natur, selv gjort os dette Offer
tungere end det i sig selv var, da var det vist
nok et stort Misgreb men forhøier dog Triumphen.
Ja, hvad det mishandlede og uhyre miskiendte
Danmark, netop i dette Aarhundrede, med Dets folkelige
Konge, taalmodig har lidt for sin gamle Selvstændighed, det vil
Lykken
erstatte og
Efter-Slægten beundre, og ved Syvaars-Krigens Ende, da hele
Europa
overvældede os som
Napoleons
Med-Skyldige, skiøndt de hos
os ei fandt en Trevl af hans Bytte men kun Spor af
hans Ørne, da stod jeg, begeistret for
Fæderne-Landet, midt i Kredsen af
Danmarks
boglærde Ungdom,
saae deres Øine tindre og deres Kinder gløde saavelsom mine, og
kan virkelig ei skiønne rettere, end at paa første Vink vilde hele
Danmarks vaabenføre Ungdom indviet
sig til et blodigt Offer, hvis Mage Man forgiæves skulde søgt i
hele Verdens-Historien, og det til et Offer ei engang for Fæderne-Landet i strængeste
Forstand, men for det ogsaa mageløse “Tvilling-Rige” i Norden, der giennem Aarhundreder syndes kun at have
een Sjæl i to Legemer.
Norge
var imidlertid dog ingen Deel af
Danmark, og selv for den kiæreste Broder havde
dette ham unyttige Offer været for stort, saa dømde Forsynet, og Dets Dom er alt retfærdiggjort; men det er derfor lige vist, at
skiøndt den Danske
Fædernelands-Kiærlighed fik Skinnet imod sig, har den dog
Sandheden for sig, hvad heller Ingen vil nægte, saasnart vi kun vove at
vise os til daglig Brug, som vi er, saa Fædernelands-Kiærligheden, som er Sjælen i vort Folke-Liv, ogsaa bliver det i alle vore Indretninger og bliver General-Nævneren til alle
vore Brøker. Og det vil nu sikkert skee, vort Løsen vil blive:
Danmark fremfor Alt,
og saa de Fremmede, eftersom de skikke sig imod os; thi
hidtil har de gjort gamle
Danmark
al den Ulykke de kunde, og kan da, naar de blive
allervredest, ei giøre det værre, og det kan ei gaae værre end at vælte, hvad Enden maatte blive, naar vi blev ved at føie
de Fremmede paa Fæderne-Landets Bekostning. Man tale saa meget og saa smukt,
Man vil, om den strænge Retfærdighed og den
rene Dyd, men naar Fæderne-Landet gaaer til Grunde, hvad
give de Fremmede og hvad giver den strænge
Retfærdighed saa os og vore Børn for det?
Giør imod Andre hvad du selv vil hændes
og have, det er Folke-Ret saavelsom Menneske-Ret, men er det Alt hvad vi kan kræve og
langt meer end vi har nydt af de Fremmede, hvi skulde vi
da være saa unaturlig haardhjertede eller saa latterlig ærgierrige
at kræve Meer af os selv?
See, det var Fæderne-Landet, og
nu Moders-Maalet! Hvad det har
maattet døie, siden
Saxo
alt i
Valdemar Seiers
Dage skrev
Danmarks Krønike paa
udmærket Latin, det kan min Pen ligesaa lidt
beskrive, som Alt hvad “
hin
gamle Ask
” har maattet lide, hvis Bul trøskes, hvis Blade
afædes, hvis Rod forgnaves, og til hvis Ulykke baade Ørn og Egern
oplægge Raad; men hvad Dansken efter sexhundrede Aars Trældom,
under Latinens sønderknusende Aag og Tydskens ubarmhjertige Svøbe, endnu er og kan blive, det veed
jeg omtrent, og var det vel mueligt, at Dansken endnu
kunde være et levende Sprog, ei blot for Bønder og Børn,
men for Kongen og alle hans Skjalde, dersom ikke Folket, trods al tilsyneladende Ringe-Agt, dog
havde elsket det ret af Hjertens Grund og holdt det i Hævd som sin
Øie-Steen. Nei, var det til Beundring selv for Engelsk-Mænd, som de Danske sloges efter firsindstyve Aars
Fred, da skal det visselig blive til Beundring for al Verden, hvordan
de Danske Skjalde brugde Moders-Maalet i Slutningen af
det Attende og Begyndelsen af det Nittende Aarhundrede! Saa folkeligt og saa fædrelandsk et Skjalde-Chor, tør jeg, paa historisk
Ære og Samvittighed, forsikkre, der blev ei hørt i noget andet
Land, siden Sangerne i
Hellas
forstummede, og hvad er der dog mellem Himmel
og Jord: fra Tankens høieste Flugt til dens letteste Svæven over
Blomster i Enge, og fra Dønnet, som
ruller i Sky, til den sagte hviskende Lyd i Hjerte-Kamret, som disse Skjaldes Moders-Maal ei kunde udtrykke baade levende,
liflig og lystelig! Og hvor fik nu Skjaldene det fra? De forskrev det dog vel
ikke fra fremmede Lande, hvor Ingen forstaaer det! De læste sig dog vel
heller ikke til det i den forbistrede Latinske Grammatik
og de forgiftige Romerske Classiker! Med Øret, som
dertil dannedes under
Moders-Hjerte, opfangede de dog vel hos Folket hvad Folket forstaaer og erkiender for Sit, eller
smeddede de Nyt af samme Malm og med samme Klang, da var det dog vel Folke-Aanden, som lærde dem den Konst. Altsaa er
Folke-Aanden endnu ligesaa lidt forsvundet, som Folke-Hjertet er isnet, men har tvertimod netop i vore
Dage, trods den “sorte Død” som er
“
den Latinske
Stil
”, lyslevende beviist ikke blot sin
Nærværelse, men sin Magt: har ført
det store Ord, saa baade Latinen og Tydsken forstummede paa Marken, har ærlig stræbt,
skiøndt hidtil rigtig nok forgiæves, at give Folket igien hvad Folkets er: en opladt Mund
til at udtrykke Alt hvad Det har af Naturen eller kan dog levende tilegne sig og
landsforvise Resten. Ja, hvor urimeligt det end klinger, at hele Moders-Maalets Rigdom i vore Skjalde-Bøger er fundet i Folke-Munden,
samlet af de Fattiges Skiærve, saa er det dog
nødvendig sandt, og hele Hemmeligheden stikker i Skjalde-Øret, der er saa letnemt, at det opfanger enhver folkelig Tone i hele sin naturlige
Klang, og er saa paaholdent, at det slipper
aldrig nogen Fange løs. Der er saaledes visse Danske Ord-Sprog, saavelsom mangfoldige ægte Tale-Maader og Udtryk,
som jeg bestemt veed kun at have hørt en eneste Gang, tit kun i min
Barndom, og derfor er jeg rigtig nok des vissere paa, at blev Folke-Mundens
sorte Armod ikke endnu i vor Tid afhjulpet med den Rigdom, vi paa en skikkelig
Maade har stjaalet fra den, da kom den aldrig til Opreisning; men det beviser
kun, at Naturen nu trænger til
Konstens
Hjelp, ingenlunde, at
nogen Folke-Natur, med de konstigste Fiende-Vaaben imod sig, hidtil saa
godt som den Danske har hjulpet sig
selv!
Slutningen bliver altsaa, at skiøndt
Danmark, underkuet af Latinen og hærget af Tydsken, for mange Aarhundreder siden glemde Navnet paa sin gamle
Dise,
Fruen med Fjeder-Hammen, der lærde
Skjalden Elskovs-Viser, men deelde dog ogsaa daglig paa Kæmpe-Valen halvt
med
Odin; saa fandtes
dog endnu i det Nittende Aarhundrede
Danmarks Skjalde i samme Dises Fjeder-Ham, mægtige til at fare i den hvorhen de
lystede; paa deres Tunger fandtes de samme smeltende Toner, naar de sang
sødt om Glæden i Løn, sang Dansk om Kiærligheds Lykke, uden at dog
Bjarke-Maalet
heller var dem over Magten eller de for stakaandede til at
blæse Lyd i
Gjallar-Hornet, saa det kan endnu blive godt med Alt hvad Moders-Maalet har lidt og tabt, naar det blot kan faae
Lov til at forplante sig levende
paa Marken, som det lever endnu, adspredt hos
Folket, men kun samlet hos sine naturlige Præster og
Propheter, som Skjaldene er. Vi havde ladt os indbilde,
at det kunde skee med “Pen og Blæk”,
men det er soleklart, at dermed smøres et Folk
kun om Munden og gaaer Glip ad sit Arve-Gods, har derfor det Danske Folk endnu mindste Kiærlighed til sit deilige Moders-Maal:
til den naturlige, flydende, fyndige Maade at udtrykke sig paa om Alt hvad der
er i deres Hjerte og løber om i deres Hoved, da lægge Det Beslag paa sine Skjalde, mens det
har dem levende hos sig og pine paa en skikkelig Maade ud af dem Alt hvad de paa
samme Maade har stjaalet, til de blev rige, og som de dog meget heller maa give
de rette Eiermænd tilbage, mens de leve, end tage i Graven med sig eller
grave ned i Bøgerne og gaae igjen som
Spøgelser at vende! Ja, nu vil det rigtig nok vise sig, om det
er med Folkets Minde, at Latinen
har hersket herinde sexhundrede Aar, men saasandt som
de i
Roskilde
hverken talde Latin
eller stemmede
for den, saa vist vil Folke-Stemmen ogsaa
være for en Dansk Høi-Skole, jo før jo heller, hvor Alting dreier sig om Konge og Folk, Fæderne-Land og Moders-Maal, og hvor Skjaldene, som besang Konge og Fæderne-Land, med
Ordet, de tog Folket af Munden, nødes til at giøre Gavn baade for
Føden og for Æren, men nødes naturligviis, som fribaarne Dannemænd og
lunefulde
Personer, kun dertil af Folke-Aanden, drives kun af Fædernelands Kiærligheden som giæster, og af
Udsigten til Udødelighed paa Folkets Tunge, som fortryller dem.
Man kan nok tænke, jeg veed, hvor latterligt det vil forekomme Mange at tale om “Skjaldene”, som Folkets Lærere; men kunde ikke engang jeg hæve mig over den Latter, hvordan skulde da Folket, saa jeg vil ikke giøre Andet for at dæmpe den, end ganske tørt anmærke, at Talen jo her slet ikke er om at opelske Læse-Heste eller at forberede til “Examen”, men blot om at vække og nære Fædernelands-Kiærlighed og skaffe Styrke og Rigdom i Moders-Maalet, og havde de Classiske Lærde været dygtigere dertil end
de Danske Digtere, da havde de dog vist skrevet bedre
baade paa og for Moders-Maalet og for længe siden
talt godt Dansk paa Høi-Skolen
istedenfor slet Latin. Vil Man altsaa i vore Dage have en Dansk Høi-Skole, hvor Fædernelands-Kiærlighed skal aande og Moders-Maalet blomstre, da maa Man takke Gud for Skjaldene og tillade
dem, om de kan, ogsaa at afvinde Folket lidt Yndest baade for deres
fædrelandske Viser og hvad der ellers findes i deres
Skjalde-Bøger. Og hvem kan heller have Noget derimod at indvende, uden
saa forhærdede Latinere, som
Danmark
dog vel
umuelig kan have fostret, da selv de mest Forhærdede tilstaae, af uagtet
Digternes Sværmeri og Overtro, Løshed
og Letsindighed, kan Latin-Skolen dog for Smagens, for Livlighedens og Sprog-Rigdommens Skyld ikke undvære dem; thi kan
selv Skolen “for Døden” ikke undvære de
“døde” Digtere, da kan Skolen “for Livet” aabenbar endnu langt mindre undvære de Levende.
Misforstaaelse frygter jeg heller ikke; thi hvad jeg
før har sagt, gjentager jeg naturligviis her med Flid, at det Folkelige Stats-Raad,
som
giør en Dansk Høi-Skole
aldeles nødvendig, ogsaa ved dens
Indretning maa staae os levende for Øine; og kunde Man end tiltroe mig
det Daarekiste-Ønske, at Stats-Raadets Medlemmer skulde være Dilettanter i Æsthetiken, saa seer Man dog nok af
min Roes over Dets første, høist upoetiske Møde, at det er langt fra min
Mening. At de derimod skal være saa godt som mueligt
oplyste om Folke-Naturen, Stats-Forfatningen og Fæderne-Landet i alle Henseender, er et
Ønske, som baade
Kongen
og Folket maa dele med mig,
og her er god Leilighed for Flere end Skjalde til at
giøre deres Bedste, men deels maa denne Oplysning dog ikke fattes det
høiere Præg, som Folke-Aanden giver, deels
vilde den uden Fædernelands-Kiærlighed holde op at virke
velgiørende, og endelig er den hverken tænkelig eller brugelig
uden Styrke i Moders-Maalet, saa Skjaldene kan umuelig undværes. Hertil kommer endnu at
“Oplysningen”, for at være
ægte, maa for største Delen udspringe af Enkelt-Mandens eget Liv eller dog prøves derpaa; men
“Stemningen”, som gestalter hans eget
Liv, “Øiet”, hvormed han opfatter
dets Begivenheder, og “Tonen”, hvori han
udtrykker sine Erfaringer, dem trænger han til fra Ungdommen af at
føre med sig ind i Livet, og det er en af Hoved-Grundene for en folkelig Høi-Skole. Hvem kan saaledes ei godt
forstaae, det var en fortvivlet Sag for alle dem, der har kun Dagen og Veien, og
for hele Riget, hvis
Eiendommerne, som med Rette
vælge og udgiøre
Kongens
Stats-Raad, ei blev kloge paa Andet end
deres personlige og øiebliklige Fordeel, ei stedse bedre lærde at
paaskiønne og benytte deres ligesaa ærefulde som vigtige Stilling, stedse dybere at føle og
klarere at vise sig som Rigets
ny “Ridder-Stand af
Dannebrog”, der sætter sin Ære i det almindelige Bedste og giør med Glæde de
Opoffrelser, det kræver. Børn maatte vi
være i Forstand, om vi tænkde, at alt Saadant bestandig vilde
komme ved et Slumpe-Træf, eller at selv den bedste Folke-Natur paa sine gamle Dage kunde undvære en Konst,
der, uden at ville forkue eller beherske den, kommer den venlig til Hjelp, som
en Daatter sin aldrende Moder!
At der nu ved en saadan Høi-Skole tillige, saavidt mueligt, burde være
Leilighed til at erhverve sig de Kundskaber enten i fremmede Sprog eller andre
Grene, som Enkelte kunde ønske sig, er vel ganske rigtigt, men betegnes
dog her med Flid som en Bisag, fordi det nuomstunder
netop er den store Anstøds-Steen paa Skole-Veien til Forstand paa Livet,
at Man over det Enkelte lettelig glemmer det Hele, over de adskildte Baner det
fælles Bedste, eller sprænger dog sig
Selv for at giøre Umueligheder. At Man ved at
betragte sit Borger-Liv fra den høiere Syns-Punkt, Folke-Aand og Fædernelands-Kiærlighed skabe, baade
fører det langt ædlere og finder det langt mere
fyldestgiørende, det lærer baade den
gamle og den ny Verdens
Erfaring; men at Man, ved at drive
sine
borgerlige Sysler
fra en saakaldet høiere videnskabelig Stand-Punkt,
som blotte Forsøg, driver dem med mere Nytte og
Fornøielse, det er kun en Tydsk Grille, som hidtil
har havt al Erfaring imod sig, saa Man giør
sikkert klogest i først at see det Tydske Borger-Liv (i anden Potens) slaae Sparto til det
Engelske, inden Man kimser ad Dette og griber efter
Hint.
Længere fra mine Tanker end Solen fra Jorden, er da det Indfald, at vor
Borgerlige
Dannelse skulde baseres paa
Mathematiken,
med samme strænge Videnskabelighed, som den Lærde paa de
døde Sprog; thi for at uddøe behøver
Borger-Livet hos os aabenbar ingen Skole, og at det i alt Fald maa være
ganske andre Folk end de Danske, som enten Mathematiken eller nogen stræng Videnskabelighed kan giøre
levende, føle de vist selv bedre end jeg kan sige det. Desuden
var det jo ligesaalidt Mathematik eller nogen stræng
Videnskabelighed, som Latinen, Man
ønskede Mere af i
Roskilde, men lykønskede sig tvertimod rettelig
med, at have ladet alle Theorier fare og taget Verden,
som den er, og betragtede vi ikke det Folkelige Stats-Raads
Fornødenheder og
Prydelser som Høiden af vor folkelige og
borgerlige
Dannelse, da var vi jo uhelbredelige Daarer. Hoved og Hjerte for sin vigtige og
ærefulde Stilling, som den levende Forbindelse mellem den
uindskrænkede Konge og det fribaarne Folk, saa lyst et Hoved og saa varmt et Hjerte som
mueligt for dette høieste Borger-Kald, det
kræve vi af
Stats-Raadet; men det Lys og den Varme udspringer aabenbar
hverken af Mathematik eller nogensomhelst stræng Videnskabelighed, men af
Fædernelands-Kiærlighed og en jævn Dansk Tanke-Gang, der holder sig
til det virkelige Liv og laaner Kraft af Folke-Aanden. De
samme Egenskaber som vi kræve hos
Stats-Raadet, maae vi, om end i ringere Grad,
forudsætte hos
Vælgerne
og ønske hos Alle, og saaledes faae
vi et klart Begreb om en folkelig Dannelse, der slet
Intet har med den Lærde at giøre, uden
forsaavidt den lærde Dannelse, langt fra at
bestride den Folkelige eller skyde den fra sig, maa
stræbe at indslutte den i sig, naar den ikke vil tabe Folkets Yndest,
hvoraf den dog i Grunden ene lever, ei blot udvortes, som
Holberg
lod
Latinerne høre at de spiste Dansk Brød, men ogsaa indvortes, da det visselig ikke er
af Bøgerne eller af
Blækhornet, men af Folke-Livet, al levende
Videnskabelighed drager sin Næring.
Kun saaledes i en Sum vil jeg
her udtrykke den lærde Dannelses rette Forhold til
den Folkelige, der visselig ikke medfører, at
betragte Folke-Naturen som Moder til lutter
Fæ-Hoveder, Man kun med Mathematik eller Latin, med boglig Konst og det dertil hørende
“naturlige Handværk
” kan forvandle til Mennesker. At vor
lærde Dannelse hidtil var saa udansk som mueligt og kan derfor slet ikke
følges, men maa aldeles tilsidesættes ved Indretningen af
en “Dansk” Høi-Skole, det er soleklart; men at “Latinerne” herinde i Almindelighed dog tænke langt mere folkelig end de til daglig Brug vil være bekiendt,
har Mødet i
Roskilde
ogsaa beviist, saa de finde det vist allerede
ganske klogt af mig, at jeg itide har stræbt at fordanske mig selv.
Imidlertid seer det unægtelig fortvivlet ud med at faae
en “Folkelig Høi-Skole
” i et Land, hvor den “Classiske Jord-Bund” meer end noget andet Sted, har giældt for de Lærdes Fæderne-Land og Latinen
for deres Moders-Maal, ja, hvor Man endnu ei kan blive
“Student” uden at giøre “Latinsk Stiil” eller
Dansk Præst uden at snakke Latin,
saa her synes ei at være andet Raad end den fortvivlede Engelsk-Mands: hjelp
jer selv!
Var der nu intet Andet, maatte vi naturligviis
ogsaa gribe til det, saa de af os, hvis Løsen er “
Danmark til
Domme-Dag”, lagde sammen hvad vi havde, Hoveder saavelsom
Skillinger, til det store Øiemed; thi fordi de Lærde var
uheldigviis blevet Latinere, maatte gamle Danmark
dog ikke aandelig
forgaae; men under saa folkelig en Konge, som
Frederik den Sjette,
ei ubekiendt med
Christian den Fjerdes
Martyr-Krone for Fæderne-Landet, giennem halvtredsindstyve Aar Moders-Maalets, de Danske Skjaldes og Nordisk
Videnskabeligheds mageløse Velynder og Velgiører, under Hans
Septer maa det Danske Raad “gaae til
Kongen” dog langt foretrækkes! Gid derfor kun det
Folkelige Stats-Raad,
som ogsaa i
denne Henseende slog den rette Vei ind, havde vidst saa god Beskeed med
Danmarks Krønike
som En af os, da vilde Majestæten vist gierne
laant Øre til Danskens Bøn om at faae
tilbage hvad aabenbar fra Arilds-Tid var ikke Latinen men
Dansken
tilkeiset. Dog, ogsaa ubedet har Kong
Fredrik
den Sjette
gjort Dansken alt det Gode, Han kunde optænke og som Forsynet satte i Hans Magt; saa jeg formoder, at mit
Finger-Peg, altid ubetydeligt, er her aldeles overflødigt. Da jeg
imidlertid er vant til at betragte hele min Person som overflødig i Danmark, uden
derfor selv at tilintetgiøre den, saa lader jeg ogsaa mine sagtens
overflødige Penne-Strøg gaae for hvad de er og giøre lidt
Gavn, om de kan, naar de, efter min Overbeviisning, allenfalds giør ingen
Skade.
For at Læseren imidlertid ikke skal tage feil og
tænke, jeg er saa stærk i Selv-Fornægtelse og drives af saa rene
Bevæg-Grunde til Skrive-Dyden, som Ovenstaaende, strængt taget,
kunde lade formode, vil jeg dog betroe ham i Hemmelighed, at jeg paa en Maade
offenlig (det vil sige: paa
Tryk der er som Manuskript for Venner) har spaaet om at det
Ridderlige Academi i Sorø
blev snart til en Dansk Høi-Skole, og da Man dog nødig vil være en “falsk
Prophet”, naar Man har spaaet noget Godt, er det ganske naturligt, at
jeg peger alt hvad jeg kan, for at blive en sand
Spaamand, thi halter det end lidt med Prophetien, naar Man selv
arbeider paa Dens Opfyldelse, hvad da? meget heller halte end slet ikke
gaae!
I
Gylden-Aarets
Morgen-Røde (ved
Kongens Fødsels-Dag
1834) da jeg stod og kigede Stjerner paa min Viis og nynnede ved mig
selv:
Hvad er det for en Lille,
Der vugges nu paa Hav,
Hvor Bølger ikkun trille,
Hvor alle Storme tav?
Hvad staaer der i hans Stjerne?
Hvad slumrer i hans Hjerne?
Hvad smiler i hans Drøm?
Da ahnede det mig ikke blot, hvad rigtig slog til, at det Aar vilde krone
Frederik den Sjettes
Kongelige Værk og blive
Gylden-Tallet
i den Danske Almanak; men inden jeg vidste det, var hele Stuen
fuld af Fremmede (figurlig talt), og jeg kunde ikke bare
mig for, blandt mange andre løierlige Complimenter, at sige
halvhøit:
Ja,
Brage
Bænke-Pryder!
Jeg øiner dig i
Soer,
Hvor klarlig du udtyder,
Hvad der er Stort i Nord,
Hvad der er
Danmark
givet,
Hvad der er godt for Livet,
Og klogt for
Askurs
Æt!
Et Lys sig da udbreder,
Som trindt i Mark og Skov
Om Liv og Sandhed freder,
Forklarer Friheds Lov,
Som Idræt, Ord og Tanker
Kun holder saa i Skranker,
At Frihed kan bestaae!
Det var dumt af mig, vil Man kanskee sige, men det er dog ikke
min Anskuelse, thi jeg mener netop, det var snildt, naar jeg vilde slippe nemt
til at blive en sand Spaamand; thi jeg maa fortælle Læseren, hvad
han dog sagtens veed, at jeg er hvad Man kalder lidt “overtroisk” af mig, hvad selv de Lærde mene, jeg, som
Digter, har Lov til at være, og jeg troer blandt Andet stærkt paa For-Varsler, skiøndt kun paa et eget
Slags, der har stadfæstet sig saa tit for mine Øine, at
jeg leer ad dem, der lee ad min Over-Tro.
Dog, jeg vil være ganske aabenhjertig, saa
Læseren selv kan see, hvad Kneb jeg bruger, naar
jeg spaaer, saa det skal ikke let slaae feil, og
dømme da selv,
om det var dumt af mig at spaae om den Danske Høi-Skole i Soer!
I Kong
Volmers
Dage, som vi bestandig komme tilbage til, naar
vi vil vide hvad den gamle Danmarks-Historie endte med, var, som bekiendt, Biskop
Axel
saa at sige Manden for det
Hele, og blandt sine mange “gode
Gierninger” til det almindelige Bedste, var
det vel i hans Øine den Ypperste, at han lagde Grunden til det store
Munke-Bur i Soer; thi eftersom han var en Catholsk Biskop, troede han, det vilde være til Gavn baade for hans egen og hans kiære Forfædres Sjæle, saa de slap taalelig ud af Skiærs-Ilden. Da han imidlertid skal have paalagt Munkene i Soer ikke blot at messe Latin men ogsaa at skrive
Danmarks Krønike, og da Man
virkelig under vor
første
Oldenborgske Konge i samme
Munke-Bur
fandt den “Danske Rim-Krønike
”, der ikke blot blev den første Danske Bog, Man lod prænte, men blev, giennem hele det Sextende Aarhundrede, Danmarks almindelige Læse-Bog og er virkelig den
ægteste danske Bog, jeg i alle mine Dage har
læst; saa var allerede Dette i mine Øine et stort Forvarsel om, at
Soer
skulde hjelpe
gamle
Danmark
ud af
Skiærs-Ilden og i
Nyaars-Tiden
aabenlyst, som i Middel-Alderen hemmelig, nære en saadan
mageløs jævn Begeistring for Fæderne-Land og Moders-Maal, som
Rim-Krøniken
aander fra Først til Sidst.
Det var imidlertid langt fra at blive derved, thi da Kloster-Godset ved Reformationen var blevet
Kron-Gods, fattede
allerede
Christian den Fjerde
den ypperlige Ide om et
“Ridderligt Academi” i
Soer,
hvor den
haabefulde Ungdom skulde lært at lyde og at ligne Kongen, der baade kiendte og elskede Fæderne-Landet, til hvis Bedste Han ikke blot vovede men
opoffrede sit daadfulde Liv, og havde Moders-Maalet
prægtig i sin Magt. Nu,
Christian den Fjerde
blev i
denne som i enhver Henseende vor
kronede Martyr, der først efter Døden
høstede Frugt af sine Kongelige Bestræbelser, og Man skal ikke let
kunne sige, hvad der var umueligst: enten at faae det Syttende
Aarhundredes Danske Latinere til at tale deres
Moders-Maal eller at faae samme Aarhundredes Adelsmænd til at elske deres Fæderne-Land.
Ridder-Academiet i Soer
under
Christian den Fjerde
var altsaa et “utidigt
Foster”, der kun fik Navn i Moders Liv og
kom til at hvile som et dødfødt Barn i sin Kongelige Faders Arm; men i
Frederik den Tredie
efterlod vor store
Christian
sig dog en levende Søn, der passede til
sin Tid, som Morgen-Stjernen til Natten, og begyndte, saasnart han blev Septeret
mægtig, en underfuld Opvækkelse af sin Faders mange herlig
undfangede men i Fødselen kvalte Børn, der nødvendig i Tidens Løb ogsaa maatte strække sig
til
Ridder-Academiet i Soer.
Og see, saasnart Normanden
Ludvig Holberg
havde
slaaet sig til Ridder paa det “Classiske
Uvæsen” og vakt Moders-Maalets
Genius af Dvale, ligesom hans gamle Lands-Mand,
Erik
Ordkræng, slog sig til Ridder paa
Greppernes
søde Moder
og vakde
Fredegod
af
Dvale, da oprettede Kong
Frederik den Femte
Ridder-Academiet i Soer
paa Ny,
Holberg
skiænkede det sit
Friherskab,
ærlig tjent ved munter Skrift
paa Moders-Maalet, og det blev virkelig en Patriotisk Høi-Skole.
Det var kun et Veirlys, kan
Man sige, men det var dog ikke blot meget smukt, det var virkelig et ganske eget
Slags Nordlys, der gjennem en heel Menneske-Alder
udbredte en vis mild patriotisk Oplysning og Varme, der vel ikke gjorde nogen
Sommer, men spaaede dog om Vaarens Nærmelse, som naar
Peder kaster den varme Steen i
Vandet.
Dog, da vi her kun har med “Varsler” at giøre, hvortil saadanne
Veirlys
unægtelig
høre, vil vi her slet ikke indlade os paa: hvad
Ridder-Academiet
under
Frederik den Femte
og
Christian den Syvende
mere var eller ikke var, og om det især var Dets Fortrin eller
Dets Mangler, det maatte takke for sin Helsot, hvortil aabenbar begge Dele
bidrog; men jeg vil blot tilføie, at da jeg,
for henved tredive Aar siden, første Gang
giæstede Soer,
hvor den Patriotiske Høi-Skole
stod tom og
øde, men hvor de talrige Minder om det Ædle, det
Kraftige og Kiække i Fæderne-Landet, lige fra Kong
Volmers
Dage til nu,
sammenklyngede sig i det kiærligste Moder-Skiød, jeg har seet, og
syndes mig der i Opstandelsens visse Haab kun at smile ad Døden, da
gjorde det saa vidunderlig Dansk et Indtryk paa mig, at jeg for Alvor fik Lyst til at fordanske mig selv, hvad neppe heller mislykkedes.
Om jeg med saadanne Varsler for Øie havde vovet at
sige: Kong
Frederik den Sjette
opretter vist den Danske Høi-Skole i Soer,
som Biskop
Axel
allerede for sexhundrede Aar siden
udlagde Grunden til, som
Christian den Fjerde
gav Navn og
Frederik den Femte
sin
første Skikkelse, og hvis blotte Skygge var en
Pillegrims-Reise værd for alle
Danske Unger-Svende; da kunde Man have kaldt det omtrent
hvad Man vilde; men da jeg hverken har sat Navn eller Aars-Tal til min Spaadom om
Soer,
men blot sagt:
der bliver med det Første saa vist en Dansk Høi-Skole,
som den
allerede var der, saa indseer Læseren vel, jeg har Intet vovet, men kun
øvet mig lidt i den historiske Spaadoms-Konst, der
ei er at foragte.
Altsaa, slaae ikke alle historiske Mærker feil, som de
neppe kan, uden Forsynet, som Det ikke kan, havde
forregnet sig, da faae vi snart en Dansk Høi-Skole i
Soer,
som det sig
bør, baade Høi-Kongelig og fri-folkelig, og der vil Man lære, hvordan gamle Danmark
kan leve
op i en splinterny Skikkelse, ligesom det gamle
Lands-Thing ved
Iis-Øre
levede op paa Palaiet i
Roskilde,
og den Lærdom vil mangen
Dansk Unger-Svend finde saa fornøielig (især da han ikke skal examineres i den), at naar han kommer hjem, vil
han ikke blot søge at udbrede den, men fremfor Alt prøve paa sig
selv, om den holder Stik, og naar han seer det, med Fornøielse arbeide
paa, at hele Verden kan faae det at see paa en skikkelig Maade, uden just at
falde med Dørren ind i Huset til os,
men at den ogsaa kan faae det at see paa den Maade, naar
den endelig vil. Det kalder Man “søde
Drømme” nuomstunder, og det er ganske rigtigt, de
følge med den “søde
Søvn”, som her har hjemme; men der er meget mere Sødt i Danmark end Søvn og Drømme; thi
det Ene svarer til det Andet, saa Danne-Kvinden er ogsaa
sød, baade som Moder og Ægte-Fælle,
og Moders-Maalet er da naturligviis paa deres
Læber sødt tilgavns, og naar de seer, at
Dannemænd vil ikke mere være enten Latinere eller Tydskere,
Franskmænd eller Engelsk-Mænd, men dem selv i Tro og
Ære, da vil de vist saaledes forsøde os Livet, at alle
Offere falde os lette, og at naar de og Fæderne-Landet, vor fælles
søde Moder, igien kom i Fare, da var “Seier
eller Død” os den sødeste
Tanke!
Hvor
Axel
hviler
I lyse Chor,
Hvor
Holberg
smiler
Ad Feil i Nord:
Fra
Sællands
Hjerte,
Kong
Frodes
Ark,
Kast, Minde-Kierte,
Paa Daners Mark
Dit Lys det milde!
Blus op, skiøndt silde,
Dog ret tilpas!
Saaledes vilde Saga-Skjalden sluttet
Talen, men Bog-Ormen, som
daglig mere spiller Mester i Huset, anmærkede spydig, at en Tale, som ingen Begyndelse har, behøver heller
ingen Slutning, medens
en Bog, der vil tækkes Læseren, aldrig
kunde ende daarligere end med at pege paa “ubeskrivelige” Følelser. Det er maaskee endog,
tilføiede Bog-Ormen i en myndig Tone, allerede en Feil, at han
“med Munden” har faaet Lov til at
føre sine Indfald til Bogs, men Slutningen maa overlades mig, eller jeg
flytter ud af Huset.
Læseren kan aldrig troe, hvor ondt en stakkels Pen har
det, som skal tjene saadanne “to Herrer”, saa det var høilig at
ønske, de kunde skilles ad paa en skikkelig Maade, ved det Skjalden kom til at bruge sin Mund, som tjener baade ham og Tilhørerne bedst, og Bog-Ormen beholdt Pennen, som ene
passer til ham, men da det ogsaa netop er denne “Skiften og Delen” begge Arvinger, hver af sine Aarsager paastaaer og
hver paa sin Viis anbefaler, syndes det ikke meer end billigt, at de, som her i Huset Begge er indskrænkede til Pennen, fik Lov til, saavidt mueligt, med den at vise,
hvem den med Rette tilhører.
At slutte Bogen kan derimod ikke
tilkomme Nogen af Parterne, men
kun
den Upartiske, som Historie-Skriveren skal stræbe at nærme sig, og ham
bedes nu Læseren skiænke et Øiebliks
Opmærksomhed!
Et Folk uden Moders-Maal er som en Konge uden Rige, og Begge er i Grunden lige ilde tjent med at deres
Besiddelser kun staae “paa Papiret”, det er
en ubestridelig Erfarings-Sætning, og at et aandløst Sprog i Folke-Munden svarer til
et magtesløst
Spir i Konge-Haanden, er
heller ingen stor Hemmelighed; thi er det “
Almeen-Aanden
” der giør
Riger stærke, og er Moders-Maalet hos alle naturlige Folk Dens Legeme og Liv-Udtryk, da vil intet
Rige blomstre, med mindre Moders-Maalet i sin bedste og
kraftigste Skikkelse ret egenlig hersker. Det folkelig og
borgerlig
velgiørende ved Reformationen i det Sextende Aarhundrede var
derfor Moders-Maalets Indsættelse i sine naturlige
Rettigheder; men kun i
England
var Denne nogenlunde fuldstændig; thi i
Tydskland
og hos
os kom Latinen til at herske i Skolen, og da Skolen igien beherskede Kirken, og Moders-Maalet ikke som i
England
havde noget Rygstyd i en ligesaa offenlig som fri Folke-Stemme, nedsank Det nødvendig i den
Aandløshed og Ringe-Agt, hvori det Attende
Aarhundrede forefandt Det. Giennem hele dette Aarhundrede stræbde Det vel
med Pennen at giøre sig giældende og kom
derved virkelig til Hæder og Ære paa
Papiret, men det var ogsaa Alt, og maa
nødvendig blive Alt, naar ikke enten Livet, som i
England, kan
udvikle sig aldeles uafhængig af Skolen, eller Moders-Maalet virkelig kommer til at herske i Den. Man har derfor ogsaa giennem det
Attende Aarhundrede paa en Maade indført det i
alle Skoler, men ingenlunde som Herre, kun som Træl, i de lærde Skoler som Træl for Latinen og i alle
Skoler som Træl for Bogstav-Skriften, der dog, naar den er allerbedst, kun er Moders-Maalets Skygge, der skal følge, ingenlunde beherske Legemet.
Under saadanne Omstændigheder seer det virkelig fortvivlet ud; thi
Kløften mellem Menig-Mand og de Bog-Lærde er giennem Aarhundreder voxet til et svælgende
Dyb, der synes knap i Skjaldens Fjeder-Ham at kunne overfares, og enhver
Bro-Lægning vilde sikkert ogsaa mislykkes, hvor ikke den virkelige Folke-Stemme havde tilbagevundet sin naturlige
Stilling ved Majestætens Øre; men dette maa
indgyde de Bog-Lærde en saadan Ærbødighed for Moders-Maalet og
avle saa levende en Overbeviisning om Mundens For-Ret og
For-Trin til at føre Ordet, at de ei længer
kan ansee deres egen fremmede Betragtning og døde Behandling af Moders-Maalet enten for en Fuldkommenhed eller en Ubetydelighed, men
for en stor Ulykke, hvorpaa det ligesaavel er dem som
Folket høist magtpaaliggende, der saa godt og saa snart som mueligt
raades Bod. Hvor afgiort en Sag det da end før vilde været,
at de Bog-Lærde, med faa Undtagelser, vilde af al
Magt fraraade og frabede sig en saadan fri og folkelig Høi-Skole, som her er foreslaaet, vil de dog nu, naar de kun forstaae deres egen
Fordeel, finde den høist ønskelig, som det eneste Middel,
hvorved de Bog-Lærde efterhaanden kan tilbagevinde
det manglende Mesterskab i Moders-Maalet og derved den
levende Indflydelse paa Folke-Meningen og
Folke-Stemmen, der ene kan erstatte dem det uretmæssige Herredømme derover, de nu for bestandig har mistet.
Lægger Man nu hertil den Fædernelands-Kiærlighed og “
Lyst til Livet
”, Man i alt
Fald hos de yngre Bog-Lærde kan giøre sikker Regning paa, da vil
Man finde, at en Dansk Høi-Skole
for Fæderne-Land og Moders-Maal er langt fra
at være en luftig Drøm, da det meget mere er et nødvendigt
Folke-Ønske, som baade Regieringen og de
Bog-Lærde vinde usigelig meget ved baade saa snart og saa godt som
mueligt at tilfredstille, medens vi skal takke Gud, vi tilhøre et Folk,
der hverken vil være ubeskedent i sine Fordringer eller uskiønsomt mod sine venlige Ledere paa den naturlige
Vei til Oplysning om hvad Det ønsker at kiende, og
til et Lyksaligheds-Maal, Det selv har Lyst til at naae. Sagen er naturligviis vanskelig, men Prøven er nødvendig,
Lysten driver Værket, og
Danmarks
Lykke
er mageløs, saa der lykkes
sjelden det Rimeligste, men altid det Bedste.
Ja,
Danmarks
Lykke
er mageløs, thi
Latinens Afskaffelse, selv i den lærde Skole, der alt har fundet Sted i Frankrig,
nuomstunder det Romanske
Hoved-Land, vil i
England,
Tydskland
og
Norden
følge af
sig selv, og ved Moders-Maalets Herredømme bliver
Dannelsen ogsaa af sig selv paa en Maade folkelig, det
være sig med eller uden Aand og Hjerte. Andensteds kan dette Uafvendelige blive
en meget betænkelig Sag baade for Regieringen og
de Boglærde, men i det ældgamle Konge-Rige
Danmark, saa at sige ægteviet til Historiens Aand og dermed til al
menneskelig Videnskabelighed, vil det ligesaavel være Kongens og de Lærdes som
Folkets Triumph, naar blot ikke det Aandløse
og Dyriske, men det Aandfulde og Menneskelige faaer Overhaand. Medens nemlig den
Romerske Historie og Poesi var
den forgiftigste Sjæle-Føde, Man kan
tænke sig baade for “Kongelige” Embeds-Mænd og “Nordiske” Lærde, vil Dansken aabenbar være den bedst
muelige for Begge, saa her vil Moders-Maalets
Herredømme og Oplysningens Folkelighed
nødvendig skabe et
Gylden-Aar
for alt Ædelt og Godt baade hos Høie og Lave, hos
Læg og Lærd.
De Danske er det fredeligste af alle Folk, og lade sig heller forkue, end de daglig vil stimes med
Nogen, derfor er det meget mueligt, at selv naar hele
Europa
kom i Oprør,
vilde
Danmark
sidde
stille; men var det ikke i Forveien levet op, ved at løses af Baandene,
hvori Det taber baade Mod og Kraft, da vilde Det opsluges af Naboerne, og Dronningen i Norden
ende med at trælle, ventelig for Tydsken. Dette vilde sikkert blevet Enden, hvis ikke
Majestæten, efter
forgiæves at have anvendt alle de andre Midler, der, efter kloge Folks
Mening, kunde vække
Almeen-Aanden
og oplive Virksomheden,
havde grebet det Rette, ved at skabe den fri Folke-Stemme en ny Mund efter
Tidens Tarv; men Dette vil sandsynlig ikke blot redde
Danmark,
men hæve det
til samme Glands i
Nyaars-Tiden, som aabenbar engang i
Fredegods-Tiden, hele
Nordens Guld-Alder, maa have
omstraalet Det. Kun er det soleklart, at Folke-Stemmen
umuelig kan udrette saa store Ting, med mindre en Folkelig
Høi-Skole
kiærlig
uddanner og veileder den, saa Alt i Riget efterhaanden kan gestalte sig i
levende Sammenhæng dermed. Det er nemlig ikke blot umueligt, at det Folkelige Stats-Raad kan opfylde sin Bestemmelse, uden stedse
bedre at blive bekiendt med Folke-Naturens og Fæderne-Landets Tarv og
faae Moders-Maalet i sin Magt, men det er ligesaa umueligt, at
Danmark
kan blomstre, uden først at løses af den Kirke-Tvang, Skole-Tvang og Almisse-Tvang, der Altsammen er af fremmed
Oprindelse og forknytter saa ømfindtligt og spærlemmet, saa kiærligt og kvindeligt et Folke-Liv, som det Danske altid
har været og altid maa blive!
Gik alle Konger end paa Rad,
I deres Magt og Vælde,
De mægted dog ei mindste Blad
At sætte paa en Nælde,
og hvad er dog en Nælde mod et Menneske! hvor langt
hemmeligere, friere og forunderligere en Ting er ikke Menneske-Livet, end Urternes paa Marken! Intet Under da, at Skole-Mesterne, ved at ville omskabe alle Folks Liv efter
deres Hoved og Bogstav-Skrift, kun, saavidt mueligt, har slaaet alle Folk
aandelig ihjel, og hvad det Danske Folk angaaer, da synes
Det vel, ligesom Kvinden, at kunne giøres til hvad
Man behager, men er netop derfor ogsaa, ligesom Kvinden,
i Grunden aldeles uforanderligt. Hvem der har deres
Styrke i Hovedet faaer ikke let Udseende af at have
undergaaet en Hoved-Forandring, men det faaer Den meget
let, der, som Kvinden og det Danske Folk, kun
har sin Styrke i Hjertet, uden at det dog er Andet end et
tomt Skin med Forandringen og er kun Sandhed, at Hjertet
derved enten brister eller bløder!
Naar jeg tænker paa, hvor langt dette er fra den Latinske og Tydske Tanke-Gang, der
i hele sex Aarhundreder baade giennem Kirke og Skole har bemægtiget sig vore
Hoveder, og, naar Hjertet
knurrede eller krympede sig dog ved det Unaturlige,
kiøs det med “Bibel og Christendom”, som om det var disse Over-Naturligheder
“Kiødets Sands” oprørde sig imod; da finder jeg det vist
nok urimeligt, at selv Engle-Tunger skulde kunne overtale
den nærværende desuden lidt tunghøre Slægt til saa
ganske at vandre i et “nyt Levnet”, og endnu urimeligere at
tænke, min døvstumme Pen kunde dertil
bidrage det Mindste. Ja, da staaer Han mig levende for
Øie, hvem jeg kalder “Herre og
Mester”, om Hvem alle Tunger bekiende, at som
Han har intet Menneske havt Ordet i sin Magt, og om hvem jeg troer, at
Han ledsagede sit Ord med mageløse Gierninger af Guddoms-Kraft og
Menneske-Kiærlighed; Han staaer levende for mig, med Taare paa Kind, med
Øiet hæftet paa sit Folks Hoved-Stad, og
med det vaandefulde Ord paa Læberne: gid du
dog vidste endnu i Dag hvad der tjener til din Fred, men nu er
det skjult for dine Øine!
Det er derfor ingenlunde i Drømme eller i nogen Slags
Ruus jeg yttrer det store, tilsyneladende urimelige Haab om
Danmarks
nærmeste Frem-Tid, det er kun fordi jeg ved modent Overlæg fandt langt overveiende Grunde til at haabe det
Bedste, og fandt det umueligt
for mig at giøre noget Andet, før jeg saa rolig og saa tydelig,
som jeg kunde, havde peget paa den ny, rosenstrøede Bane, jeg saae aabnet
for det Danske Folke-Liv, af Dets
Frelser med Torne-Kronen, som, efter min
Anskuelse, er Kong
Frederik den Sjettes
rette Borgerlige Kiendings-Navn. Ved Hans Haand er
nemlig den Danske Bonde-Stand frelst fra sin lange,
uforskyldte Trældom, ved Hans
Livsalighed fremlokkedes den gamle
Hjarne-Sang, der laae begravet i
Danmarks
Hjerte ligefra
Fredegods
Dage, og
endelig
skar
Han Folke-Munden for det ulykkelige Tunge-Baand, der var blevet saa gammelt, at det syndes en
ulægelig Natur-Feil. Det var de tre store Mirakler,
Fornyelsen krævede, og om deres Muelighed var det naturligt at
tvivle; men hvad der meer behøves er i Sammenligning kun Smaa-Ting, som
Konge-Haanden uden mindste Fare, naar Den dertil
føler sig bevæget, kan udrette med et Penne-Strøg; thi paa Tvangen nær kan næsten alle Indretninger blive, som de
ere, og selv den “Danske Høi-Skole
”, har vi seet, er for længe
siden baade stiftet og udstyret, saa den behøver kun at tilbagegives til
sin forfeilede Bestemmelse. Stor nok kan den Forandring i Tanke-Gangen være, som hertil udkræves, men større end den, der maatte foregaae i et Præste-Hoved af den gamle
Skole, før denne Pen kom til at pege saaledes, er Forandringen dog ikke, og da den er til det Folkelige fra Arilds-Tid, kan den aabenbar i et
Øieblik foregaae hos Dannemænd i
Hundredtusind Tal, især da den aldrig har holdt op at herske hos vor
Frue: Danne-Kvinden. Da Præsten nu tillige paa det Alvorligste tør forsikkre
alle dem, der ændse hans Prædiken, at “Christus”, langt fra at
have det Mindste mod Kirkens, Skolens og Godgiørenhedens, som er Troens,
Haabets og Kiærlighedens Frihed,
tvertimod anbefaler den til alle sine Discipler, og vil øiensynlig velsigne det verdslige Rige, hvor
den i Sandhed bliver “Lov og Ret”, saa er
det intet Sværmeri, men en ligesaa rimelig som kiærlig Formodning,
at
Danmark, efterat
have gjort de første Skridt, som koste, ogsaa vil
giøre de Følgende, som lønne sig, og
ingenlunde vægre sig ved at træde i sine egne ældgamle, priselige Fod-Spor,
da Forstands-Øiet atter opdager dem, og Mellem-Tiden selv har bortryddet
de Hindringer, den optaarnede, ei for at afbryde Banen men for at hindre
ubetimelige Anstrængelser.
De eneste virkelige Hindringer for det
Danske Folke-Livs glædelige Fornyelse er “Gjælden og Bonde-Sagen”, men naar kun de ædle Natur-Kræfter tilbagevinde deres fri Virksomhed i den nyskabte Kongelige Orden, naar vi ikke sprænge os selv ved at prøve paa Umueligheder, og ei røre meer end høist nødvendigt ved det ømme Sted, vil sikkert ogsaa disse to gamle Saar læges langt hastigere end Man skulde tænkt, det Ene af Tiden og Lykken og det Andet af det mageløse Danske Hjerte. Ja, af Alt hvad der i hedensk Blindhed forgudedes paa Jorden var Intet saa guddommeligt som dette Hjerte, fra Arilds-Tid fælles for Kongen og Folket, hængende fast ved Fæderne-Landet og liggende paa Tungen i vort liflige Moders-Maal, saa Det kan giøre større Ting end Disse, og lære hele Folket at synge med Fryd:
Mens selvgjort Lyn og Torden,
I Raad-Huus og paa Val,
Bortskræmmed Fred fra Jorden,
Udbredte Død og Kval,
Kun gienlød Danmarks Vange
Af høie Fryde-Sange
Til Freds og Fredriks Priis!
Det gienlød vidt paa Jorden:
“Han løser alle Baand”,
Den ædle Drot i Norden,
Ham driver Friheds Aand;
Han binder kun fra Oven
Urettens Haand med Loven,
Sit Folk med Kiærlighed!
|