| De store Höitider. | |
| Naar Græsset pipper op af Jord, | |
| Og Træerne vil skyde, | |
| Da har vi Paaske her i Nord, | |
| Og Høitids-Psalmer lyde | |
| Om Herrens Grav i Øster-Land, | |
| Hvoraf, som Morgen-Soel af Strand, | |
| Opstod den Seier-Rige! | |
| Det minder os om Folke-Kaar, | |
| Saa rinde vi af Rode, | |
| Naar Barnet fødes, Vuggen gaaer, | |
| Saa komme vi paa Fode, | |
| Saa voxer op hos os i Løn | |
| Som Græs en lille Gude-Søn, | |
| Hvordan, det veed vi ikke! | |
| Naar Skoven i sin Høitids-Dragt | |
| Giør alle Fugle glade, | |
| Naar hist med Duft og her med Pragt | |
| Os vinke Blomster-Blade; | |
| Da bryder ud vor Pindse-Fest, | |
| “Gud Hellig-Aand! vær du vor Gjæst” | |
| Saa vore Tunger gløde! | |
| Da mindes vi vor Rosen-Tid, | |
| Den Ungdommens Gudinde, | |
| Som Mælk og Blod, saa rød og hvid, | |
| Og let som Vesten-Vinde, | |
| Naar Sundhed, Munterhed og Kraft, | |
| Hun skjænker os med Nektar-Saft, | |
| Som Dugg i Blomster-Bæger! | |
| Naar Rim for Mai er Skovens Pryd, | |
| Og Sneen Blomster-Teppe, | |
| Naar Fuglens Kvad er Klynke-Lyd, | |
| Ja Lyd med Nød og Neppe, | |
| Da kommer Jule-Aften brat, | |
| Og Engle-Sangen Jule-Nat | |
| Fremlokker Nytaars-Morgen! | |
| Det minder om vor Alderdom, | |
| Naar Alt for os er graanet, | |
| Naar Verden er som Ørken tom, | |
| Dens Lyst som Fuglen daanet, | |
| Saa Liv og Glæde kun paa Ny | |
| I Barne-Svøb fra høien Sky | |
| En Engel os kan bringe! | |
| Men kommer nu, I Christne smaa, | |
| Som skal med Guder arve, | |
| Saa om end Issen vorder graa, | |
| Har Hjertet Rosen-Farve! | |
| Lovsynger lydt med Barne-Røst | |
| Det Gylden-Aar, hvis rige Høst | |
| Ei Vinter skal fortære! | |
| Ja, nu i Kirke med en Fart, | |
| Imens det sammen ringer! | |
| Der nemt I lære skal og snart, | |
| Hvi det saa lifligt klinger | |
| Fra Jule-Nat til Pindse-Dag, | |
| Hvorfor i Kors vi tone Flag | |
| Og kime over Grave! | |
| I lære skal, hvi os en Trang | |
| Og Lyst det er at qvæde, | |
| Hvi Herrens Dag med Kirke-Gang | |
| Er os en Hjertens-Glæde, | |
| Ja, hvi med vore Ungdoms-Aar | |
| Vor Synd kun og vor Sorg forgaaer, | |
| Med Dødens Magt og Vælde! | |
| Af Psalmerne I veed det Navn, | |
| Hvori vi alle knæle, | |
| Som i en aaben Guddoms-Favn | |
| For dyrekiøbte Sjæle, | |
| Det alle Tungers Navn paa Ham, | |
| Som Herren, trods al Spot og Skam, | |
| Er til Gud Faders Ære! | |
| Men Huset paa den faste Grund | |
| Og med de klare Glugge, | |
| I kiendte ei til denne Stund, | |
| Skiøndt der gik Eders Vugge, | |
| Der gaaer Hans Vei, der er Hans Haand, | |
| Der med Fuldkommenhedens Baand | |
| Til sig Han knytter Sine! | |
| Det Huus dog vel maae kjendes godt, | |
| Det er vor Moders Hytte, | |
| Som med det største Marmor-Slot | |
| Hun tabde ved at bytte, | |
| Den synes ringe kun fordi | |
| Som i vort Hjerte, saa deri | |
| Det Bedste seer Man ikke! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |