File size: 2,597 Bytes
f1e5b38 |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 |
De store Höitider.
Naar Græsset pipper op af Jord,
Og Træerne vil skyde,
Da har vi Paaske her i Nord,
Og Høitids-Psalmer lyde
Om Herrens Grav i Øster-Land,
Hvoraf, som Morgen-Soel af Strand,
Opstod den Seier-Rige!
Det minder os om Folke-Kaar,
Saa rinde vi af Rode,
Naar Barnet fødes, Vuggen gaaer,
Saa komme vi paa Fode,
Saa voxer op hos os i Løn
Som Græs en lille Gude-Søn,
Hvordan, det veed vi ikke!
Naar Skoven i sin Høitids-Dragt
Giør alle Fugle glade,
Naar hist med Duft og her med Pragt
Os vinke Blomster-Blade;
Da bryder ud vor Pindse-Fest,
“Gud Hellig-Aand! vær du vor Gjæst”
Saa vore Tunger gløde!
Da mindes vi vor Rosen-Tid,
Den Ungdommens Gudinde,
Som Mælk og Blod, saa rød og hvid,
Og let som Vesten-Vinde,
Naar Sundhed, Munterhed og Kraft,
Hun skjænker os med Nektar-Saft,
Som Dugg i Blomster-Bæger!
Naar Rim for Mai er Skovens Pryd,
Og Sneen Blomster-Teppe,
Naar Fuglens Kvad er Klynke-Lyd,
Ja Lyd med Nød og Neppe,
Da kommer Jule-Aften brat,
Og Engle-Sangen Jule-Nat
Fremlokker Nytaars-Morgen!
Det minder om vor Alderdom,
Naar Alt for os er graanet,
Naar Verden er som Ørken tom,
Dens Lyst som Fuglen daanet,
Saa Liv og Glæde kun paa Ny
I Barne-Svøb fra høien Sky
En Engel os kan bringe!
Men kommer nu, I Christne smaa,
Som skal med Guder arve,
Saa om end Issen vorder graa,
Har Hjertet Rosen-Farve!
Lovsynger lydt med Barne-Røst
Det Gylden-Aar, hvis rige Høst
Ei Vinter skal fortære!
Ja, nu i Kirke med en Fart,
Imens det sammen ringer!
Der nemt I lære skal og snart,
Hvi det saa lifligt klinger
Fra Jule-Nat til Pindse-Dag,
Hvorfor i Kors vi tone Flag
Og kime over Grave!
I lære skal, hvi os en Trang
Og Lyst det er at qvæde,
Hvi Herrens Dag med Kirke-Gang
Er os en Hjertens-Glæde,
Ja, hvi med vore Ungdoms-Aar
Vor Synd kun og vor Sorg forgaaer,
Med Dødens Magt og Vælde!
Af Psalmerne I veed det Navn,
Hvori vi alle knæle,
Som i en aaben Guddoms-Favn
For dyrekiøbte Sjæle,
Det alle Tungers Navn paa Ham,
Som Herren, trods al Spot og Skam,
Er til Gud Faders Ære!
Men Huset paa den faste Grund
Og med de klare Glugge,
I kiendte ei til denne Stund,
Skiøndt der gik Eders Vugge,
Der gaaer Hans Vei, der er Hans Haand,
Der med Fuldkommenhedens Baand
Til sig Han knytter Sine!
Det Huus dog vel maae kjendes godt,
Det er vor Moders Hytte,
Som med det største Marmor-Slot
Hun tabde ved at bytte,
Den synes ringe kun fordi
Som i vort Hjerte, saa deri
Det Bedste seer Man ikke!
N. F. S. Grundtvig.
|