title: De store Höitider
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2018-11-01T00:00:00.000Z
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
De store Höitider.
Naar Græsset pipper op af Jord,Og Træerne vil skyde,Da har viPaaskeher iNord,Og Høitids-Psalmer lydeOm Herrens Grav iØster-Land,Hvoraf, som Morgen-Soel af Strand,Opstod den Seier-Rige!Det minder os om Folke-Kaar,Saarinde vi af Rode,Naar Barnet fødes, Vuggen gaaer,Saa komme vi paa Fode,Saavoxer op hos os i LønSom Græs en lille Gude-Søn,Hvordan, det veed vi ikke!Naar Skoven i sin Høitids-DragtGiør alle Fugle glade,Naar hist med Duft og her med PragtOs vinke Blomster-Blade;Da bryder ud vorPindse-Fest,“Gud Hellig-Aand! vær du vor Gjæst”Saavore Tungergløde!Da mindes vi vorRosen-Tid,Den Ungdommens Gudinde,Som Mælk og Blod, saa rød og hvid,Og let som Vesten-Vinde,Naar Sundhed, Munterhed og Kraft,Hun skjænker os med Nektar-Saft,Som Dugg i Blomster-Bæger!Naar RimforMaier Skovens Pryd,Og Sneen Blomster-Teppe,Naar Fuglens Kvad er Klynke-Lyd,Ja Lyd med Nød og Neppe,Da kommerJule-Aftenbrat,Og Engle-SangenJule-NatFremlokkerNytaars-Morgen!Det minder om vor Alderdom,Naar Alt for os er graanet,Naar Verden er som Ørken tom,Dens Lyst som Fuglendaanet,Saa Liv og Glæde kun paa NyI Barne-Svøb fra høien SkyEn Engel os kan bringe!Menkommernu, I Christne smaa,Som skal med Guder arve,Saa om end Issen vorder graa,Har Hjertet Rosen-Farve!Lovsyngerlydt med Barne-RøstDetGylden-Aar,hvis rige HøstEi Vinter skal fortære!Ja, nu i Kirke med en Fart,Imens det sammen ringer!Der nemt I lære skal og snart,Hvi det saa lifligt klingerFraJule-NattilPindse-Dag,Hvorfor i Kors vitone FlagOg kime over Grave!I lære skal, hvi os en TrangOg Lyst det er atqvæde,HviHerrensDag med Kirke-GangEr os en Hjertens-Glæde,Ja, hvi med vore Ungdoms-AarVor Synd kun og vor Sorg forgaaer,Med Dødens Magt og Vælde!Af Psalmerne I veed det Navn,Hvori vi alle knæle,Som i en aaben Guddoms-FavnFor dyrekiøbte Sjæle,Det alle Tungers Navn paa Ham,Som Herren, trods al Spot og Skam,Er til Gud Faders Ære!Men Huset paa den faste GrundOg med de klare Glugge,I kiendte ei til denne Stund,Skiøndt der gik Eders Vugge,Der gaaer Hans Vei, der er Hans Haand,Der medFuldkommenhedens BaandTil sig Han knytter Sine!Det Huus dogvelmaae kjendes godt,Det er vorModersMadersHytte,Som med det største Marmor-SlotHun tabde ved at bytte,Den synes ringe kun fordiSom i vort Hjerte,saaderiDet BedsteseerMan**ikke!**N. F. S. Grundtvig.