| Jens Baggesen. | |
| Deyr fe, | |
| deyia fræudir, | |
| deyr sialfr it sama; | |
| enn ords-tir | |
| deyr aldregi | |
| hveim er ser godan getr. | |
| Havamal. | |
| Saa er da brudt din Vandrings-Stav, | |
| Og du er sjunket under Mulde, | |
| Hvor ingen Blomster paa din Grav | |
| Kan groe for Slud og Vinter-Kulde, | |
| Hvor, ved din Skygges Alpe-Gang, | |
| Kun toner en Skiærslipper-Sang! | |
| Ja, faldet er i Fiende-Vold | |
| Dit Støv, og saa dit Efter-Mæle, | |
| Thi Runen ristes her paa Skjold | |
| Med Odd, som vil ei trædsk sig fjæle: | |
| Med fiendtlig Haand, som visne vil, | |
| Før Venner den sig lyver til! | |
| Saa visner jo vor Skjalde-Haand, | |
| Naar Staal-Pen gaaer paa Skjolde-Plade, | |
| Er Redskab kun for Liv og Aand, | |
| Med Fugle-Fjer paa Blomster-Blade, | |
| Er, naar den kold sig farver rød, | |
| En Vaaben-Drager kun til Død! | |
| Men er jeg Fiende til den Trold, | |
| Som, da han blændede dit Øie, | |
| Mod Danmark førde Avinds-Skjold, | |
| Og stjal en Lov-Sang fra det Høie; | |
| Da er jeg og hver Runes Ven, | |
| Vor Moder risted med din Pen! | |
| Tænk ei, jeg tramper paa din Grav, | |
| Tænk ei, jeg smiler ved din Baare, | |
| Tænk ei, jeg ved din brudte Stav | |
| Jo fælde kan en Vemods-Taare, | |
| Fordi langt mindre end dit Kald | |
| Dit Navn er nu i Skjalde-Tal! | |
| Ei har sig Verden Tunger nu | |
| Som, Skjald, i dine unge Dage, | |
| Da med sit Blænd-Værk Sind og Hu | |
| Den fængsled hos dit Kuld saa fage; | |
| Men blev den bedre vel, fordi | |
| Elendig blev dens Poesi! | |
| Nu Visen giør ei Vinen god, | |
| Og Blomme-Slør er reent af Mode, | |
| Nu Østers-Smil og Drue-Blod | |
| Giør slette Vers og Venner gode, | |
| Saa Verden i en vittig Ven | |
| Har tabt langt meer end han i den! | |
| Nu er i Dana-Daphnes Lund | |
| Der for det Meste tomt og øde, | |
| Og toner Sangen, er det kun | |
| For Døve sødt som for de Døde, | |
| Saa glad det giør ei Skjald i Hu | |
| Hvad han af Røst har meer end Du! | |
| Tilovers er nu Aand og Sang, | |
| Man har alt Nok i Kiød og Klinken, | |
| Tilovers nu i Dane-Vang | |
| Er Nattergalen som Bog-Finken, | |
| Man huger bedst den Fugl i Haand, | |
| Man skiærer selv for Tunge-Baand! | |
| O, derfor Pral er langt fra os, | |
| Som vrantne klimpre end paa Strænge, | |
| Som føle: Tidens Smag til Trods, | |
| Vi fløi for høit og sang for længe, | |
| Vi overleved dig ei blot, | |
| Men alle snart som hørde godt! | |
| At ei engang du fandt din Grav | |
| Hvor, som vi haabe, dog ad Aare, | |
| Naar Soel opstaaer af Nordens Hav, | |
| Der triller for hver Skjald en Taare, | |
| Det er et Vanheld stort, hvorpaa | |
| Hver Aand sig dog berede maa! | |
| Men hvor os kastes end vor Grav, | |
| Det være sig ved Elbens Rende, | |
| Det være sig bag Vester-Hav, | |
| O, aldrig kunde vi dog nænde | |
| At ønske, vi var født til Sang | |
| I anden Lund end Dane-Vang! | |
| O, sikkerlig vi og bedrog | |
| Os ved det allerstørste Bytte; | |
| Thi intet bedre Hjerte slog | |
| For Skjaldene i Borg og Hytte, | |
| End hvor til Hjarne Freia huld | |
| En Krone slog af Taare-Guld! | |
| O, liflig er den Krones Glands | |
| For alle Hjarnes Ridder-Svende, | |
| Som paa en grøn Maigreve-Krands | |
| Er mellem Tusinder at kiende; | |
| Thi som Gamle, saa de Nye | |
| Har alle Sommer ridt ad By! | |
| Ja, det er Sagas Kiende-Tegn | |
| Paa smaa og store Dane-Skjalde, | |
| At Sol-Skin de og Gylden-Regn | |
| Kun hendes Smil og Taarer kalde, | |
| Hvis Hjerte smeltede ved Sang | |
| Paa Moders-Maal i Dane-Vang! | |
| O, dette Hjerte kan ei briste, | |
| Saalænge Aanden boer i Støv, | |
| Saa de skal mindes med de Sidste, | |
| Hvis Krandse er af Bøge-Løv, | |
| Som falder af hvert Efter-Aar, | |
| Men springer deilig ud i Vaar! | |
| Lad Tanke-Dyr kun prale af: | |
| De ræddes ei for Dødens Kulde, | |
| Og tage gierne med i Grav | |
| Alt hvad de gjorde over Mulde! | |
| Lad dem kun spotte Skjaldens Gru | |
| For hvad dem aldrig randt i Hu! | |
| Vi veed det vel: alt Kiød er Hø, | |
| Men hvad de Fleste ikke vide, | |
| Er, at kun Levende kan døe, | |
| Og Glædens Kyndinger kun lide, | |
| Kun Mennesker, ei Dyr det veed, | |
| Hvi Manden er ad Muld saa leed! | |
| O! derfor er det Skjaldens Trøst, | |
| Som kiender Livets Sorg og Glæde, | |
| At levende dog er hans Røst, | |
| For Hjerter som kan lee og græde, | |
| Og dele gierne Liv igien | |
| Med deres levelystne Ven! | |
| Mens det som fødtes kun til Død | |
| Sig taber i de Dødes Rige, | |
| Skal, Baggesen, med Stemme sød | |
| Det Levende fra Graven stige, | |
| Og vandre med vor Moders Æt, | |
| Til Tidens Løb giør Jorden træt! | |
| Hvorhøit paa Grimselen du steg, | |
| Maa et germanisk Øie maale, | |
| Men Skalke-Smil og Lynilds-Leg | |
| Saae Danmark fra dit Øie straale, | |
| De Rynker glatte skal i Vang, | |
| Saalænge Skov har Fugle-Sang! | |
| Hvor stor du var, da størst du blev, | |
| Derom jeg fiendtlig tier stille, | |
| Men hvi al Danmark du henrev, | |
| Dengang da du var meget lille, | |
| Det vil man aldrig undres paa, | |
| Thi det kan Dane-Børn forstaae! | |
| Hvad fiendtlig her, med Staalpen haard, | |
| Jeg overskaaret har paa Skjoldet, | |
| Maae Vennerne i Geirods-Gaard | |
| See til at giøre heelt og holdet, | |
| Thi kun hos dem du haver Priis | |
| Tilgode meer end stykkeviis! | |
| Men naar engang, med opslidt Pen, | |
| Jeg samlet er til mine Fædre, | |
| Ei kræve maa min bedste Ven | |
| Af mine Fiender Retten bedre, | |
| End jeg den gjorde dig i Dag, | |
| Og da vi stod i Vaaben-Brag! | |
| Er Fiende-Rosen knap og kold, | |
| I Varighed og knap sin Lige | |
| Har, immergrønt fra Old til Old, | |
| Det Naale-Træ i Aandens Rige, | |
| Hvis Torne-Løv til Krands er hvast | |
| Men bærer høit hvad ei der brast! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |