File size: 6,726 Bytes
f1e5b38 |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 |
Jens Baggesen.
Deyr fe,
deyia fræudir,
deyr sialfr it sama;
enn ords-tir
deyr aldregi
hveim er ser godan getr.
Havamal.
Saa er da brudt din Vandrings-Stav,
Og du er sjunket under Mulde,
Hvor ingen Blomster paa din Grav
Kan groe for Slud og Vinter-Kulde,
Hvor, ved din Skygges Alpe-Gang,
Kun toner en Skiærslipper-Sang!
Ja, faldet er i Fiende-Vold
Dit Støv, og saa dit Efter-Mæle,
Thi Runen ristes her paa Skjold
Med Odd, som vil ei trædsk sig fjæle:
Med fiendtlig Haand, som visne vil,
Før Venner den sig lyver til!
Saa visner jo vor Skjalde-Haand,
Naar Staal-Pen gaaer paa Skjolde-Plade,
Er Redskab kun for Liv og Aand,
Med Fugle-Fjer paa Blomster-Blade,
Er, naar den kold sig farver rød,
En Vaaben-Drager kun til Død!
Men er jeg Fiende til den Trold,
Som, da han blændede dit Øie,
Mod Danmark førde Avinds-Skjold,
Og stjal en Lov-Sang fra det Høie;
Da er jeg og hver Runes Ven,
Vor Moder risted med din Pen!
Tænk ei, jeg tramper paa din Grav,
Tænk ei, jeg smiler ved din Baare,
Tænk ei, jeg ved din brudte Stav
Jo fælde kan en Vemods-Taare,
Fordi langt mindre end dit Kald
Dit Navn er nu i Skjalde-Tal!
Ei har sig Verden Tunger nu
Som, Skjald, i dine unge Dage,
Da med sit Blænd-Værk Sind og Hu
Den fængsled hos dit Kuld saa fage;
Men blev den bedre vel, fordi
Elendig blev dens Poesi!
Nu Visen giør ei Vinen god,
Og Blomme-Slør er reent af Mode,
Nu Østers-Smil og Drue-Blod
Giør slette Vers og Venner gode,
Saa Verden i en vittig Ven
Har tabt langt meer end han i den!
Nu er i Dana-Daphnes Lund
Der for det Meste tomt og øde,
Og toner Sangen, er det kun
For Døve sødt som for de Døde,
Saa glad det giør ei Skjald i Hu
Hvad han af Røst har meer end Du!
Tilovers er nu Aand og Sang,
Man har alt Nok i Kiød og Klinken,
Tilovers nu i Dane-Vang
Er Nattergalen som Bog-Finken,
Man huger bedst den Fugl i Haand,
Man skiærer selv for Tunge-Baand!
O, derfor Pral er langt fra os,
Som vrantne klimpre end paa Strænge,
Som føle: Tidens Smag til Trods,
Vi fløi for høit og sang for længe,
Vi overleved dig ei blot,
Men alle snart som hørde godt!
At ei engang du fandt din Grav
Hvor, som vi haabe, dog ad Aare,
Naar Soel opstaaer af Nordens Hav,
Der triller for hver Skjald en Taare,
Det er et Vanheld stort, hvorpaa
Hver Aand sig dog berede maa!
Men hvor os kastes end vor Grav,
Det være sig ved Elbens Rende,
Det være sig bag Vester-Hav,
O, aldrig kunde vi dog nænde
At ønske, vi var født til Sang
I anden Lund end Dane-Vang!
O, sikkerlig vi og bedrog
Os ved det allerstørste Bytte;
Thi intet bedre Hjerte slog
For Skjaldene i Borg og Hytte,
End hvor til Hjarne Freia huld
En Krone slog af Taare-Guld!
O, liflig er den Krones Glands
For alle Hjarnes Ridder-Svende,
Som paa en grøn Maigreve-Krands
Er mellem Tusinder at kiende;
Thi som Gamle, saa de Nye
Har alle Sommer ridt ad By!
Ja, det er Sagas Kiende-Tegn
Paa smaa og store Dane-Skjalde,
At Sol-Skin de og Gylden-Regn
Kun hendes Smil og Taarer kalde,
Hvis Hjerte smeltede ved Sang
Paa Moders-Maal i Dane-Vang!
O, dette Hjerte kan ei briste,
Saalænge Aanden boer i Støv,
Saa de skal mindes med de Sidste,
Hvis Krandse er af Bøge-Løv,
Som falder af hvert Efter-Aar,
Men springer deilig ud i Vaar!
Lad Tanke-Dyr kun prale af:
De ræddes ei for Dødens Kulde,
Og tage gierne med i Grav
Alt hvad de gjorde over Mulde!
Lad dem kun spotte Skjaldens Gru
For hvad dem aldrig randt i Hu!
Vi veed det vel: alt Kiød er Hø,
Men hvad de Fleste ikke vide,
Er, at kun Levende kan døe,
Og Glædens Kyndinger kun lide,
Kun Mennesker, ei Dyr det veed,
Hvi Manden er ad Muld saa leed!
O! derfor er det Skjaldens Trøst,
Som kiender Livets Sorg og Glæde,
At levende dog er hans Røst,
For Hjerter som kan lee og græde,
Og dele gierne Liv igien
Med deres levelystne Ven!
Mens det som fødtes kun til Død
Sig taber i de Dødes Rige,
Skal, Baggesen, med Stemme sød
Det Levende fra Graven stige,
Og vandre med vor Moders Æt,
Til Tidens Løb giør Jorden træt!
Hvorhøit paa Grimselen du steg,
Maa et germanisk Øie maale,
Men Skalke-Smil og Lynilds-Leg
Saae Danmark fra dit Øie straale,
De Rynker glatte skal i Vang,
Saalænge Skov har Fugle-Sang!
Hvor stor du var, da størst du blev,
Derom jeg fiendtlig tier stille,
Men hvi al Danmark du henrev,
Dengang da du var meget lille,
Det vil man aldrig undres paa,
Thi det kan Dane-Børn forstaae!
Hvad fiendtlig her, med Staalpen haard,
Jeg overskaaret har paa Skjoldet,
Maae Vennerne i Geirods-Gaard
See til at giøre heelt og holdet,
Thi kun hos dem du haver Priis
Tilgode meer end stykkeviis!
Men naar engang, med opslidt Pen,
Jeg samlet er til mine Fædre,
Ei kræve maa min bedste Ven
Af mine Fiender Retten bedre,
End jeg den gjorde dig i Dag,
Og da vi stod i Vaaben-Brag!
Er Fiende-Rosen knap og kold,
I Varighed og knap sin Lige
Har, immergrønt fra Old til Old,
Det Naale-Træ i Aandens Rige,
Hvis Torne-Løv til Krands er hvast
Men bærer høit hvad ei der brast!
N. F. S. Grundtvig.
|