title: Dronninge-Stolen
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2016-04-29T00:00:00.000Z
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
Dronninge-Stolen.
Der ligger en Øe iVenne-Vold,Omleiret af lyseKiær-Minder,Af Bølgerne blaa fra Heden-Old,AfSagasudkaarne Veninder;I Borgen hin gamle, med Tag somGlar,HvorHonning-Dugggløder i gyldne Kar,Derom talerOdinmedSaga!Jeg hørde en Fugl om Daners Øe,En Lillefuldlifligat sjunge,EnunderligRøst fra Skov og SøVed Sangen mig lagdes paa Tunge;Og er da hosDanerendAlting smaat,Tilbunds er det Store kun sjelden godt,Derom talerOdinmedSaga!Som Øiet er til,saahar man Syn,Paa Sletter, saavelsom paa Høie,Thi kalder man Stort iSchweitsogFyn,Hvad ret falder Smaafolk i Øie;Hvad noksom er godt, erognoksom stort,Og størst er i Grunden hvad Mest har gjort;Derom talerOdinmedSaga!Det ligger i Hav, som Holme smaa,Hvad jeg kalder Øe uden Mage,Thi Blodet er Baand,hvor Aarer gaae,Med Hjem-Vee gaae frem og tilbage;I Grunden er Bark ikke Træ saa nær,Som Fjerne, der have hinanden kiær,Derom talerOdinmedSaga!Det kiæreste Barn har mangt et Navn,Godt Nok er det Bedste til Øen,Det mindes hver Svend i Pige-Favn,Fuldelskeligklinger det:Møen;Hvad Meningen er af det favre Navn,Der agtes kun tidt for enHavre-Avn,Derom talerOdinmedSaga!Der findesom Landvel knap en Vraa,Saanaadigmed Stene begavet,For Store saa fri, saa fuld af Smaa,Som Marken,Fuld-Systertil Havet;Og hvordan, som Bølger iBeltegaae,Den fødtes til Verden med Høie smaa,Derom talerOdinmedSaga!Af Klipper i Alt kun findes Een,Som hvidner og vil ei graane,Er neppei Aar medRulle-Steen,End sige medKulleniSkaane;Men hvad der sig skjuler i Klippens Kridt,Kom aldrig for Dagen som Sort paa Hvidt,Derom talerOdinmedSaga!Den Klippe saa blød, saaDane-lig,Det Skum af en Paradis-Bølge,Som stivned af Gru vedLokesSvig,Vel stræber sin Kummer at dølge;Men hvad der nedsuser iMagle-Vand,Og drypper fraGræderentungt i Strand,Derom talerOdinmedSaga!EnunderligHaand, til Meer endZir,Af Klippen med Konst haverkrystetEnDronninge-Stol,etSommer-Spir,EnTalermed Tungen i Brystet;Hvad det skal betyde paaDanersØe,Hvad der monne fødes til ei at døe,Derom talerOdinmedSaga!Jeg giæsted den Klint i Morgen-Gry,Atlyde paaSommernats-Fuglen,Jeg glemde, ved Blik paa høirød Sky,Atendtuder Vinternats-Uglen,Og hvad jeg da skimted paaDronning-StolHenperle, og svinde som Dug for Soel,Derom talerOdinmedSaga!EnKvindejeg saae, som Lyset skiøn,Hun knæled paaDronninge-Sæde,Hun gjorde med Graad sin Morgen-Bøn,Og dog som man sjunger med Glæde;Paa Kaaben det vrimled af Perler smaa,Der tindred som Stjerner paa Himmel-Blaa,Derom talerOdinmedSaga!EnKirkejeg saae, hvor Spiret stod,MedLignelser, mange og klare,Af Heltenes Slægt ved Korsets Fod,Af Vidnernes hellige Skare;Hvordan de forsamles paa Daners Øe,HvorFreiaskal leve, tilJetterdøe,Derom talerOdinmedSaga!EnTalerjeg saae i Kjortel hvid,Han tykdes af Rædsel forstummet,Dog toned fraBarmen Røst saa blid,Som aldrig jeg havdefornummet;Hvi Læberne taug, og hvi Kvinden grædPaaDronninge-Stolen, paa Klinte-Bredd,Derom talerOdinmedSaga!HviTalerentaug, og Kvinden græd,Mig stilledes klarlig for Øie,Det voldte enTroldved Klinte-Bredd,Midtveis mellem Lave og Høie,HvorlundedenJette fra Opsalkom,Oggrundedpaa Klint sitHerredom,Derom talerOdinmedSaga!En Støtte som Beegi Luften stod,Altlige for Skyen hin røde,Da satte paa Kridt sig Sod ved Sod,Af Sort skulde Hvidt lægges øde;FuldivrigFuldiveigdenJettei Klinte-Hul,Af Bøgene brændte sig brune Kul,Derom talerOdinmedSaga!FraTalerenklang nu Røsten blid:O, Dronning! ei længer Du græde!HverJettepaa Jord har stakket Tid,Men evig erAsernesGlæde;AltSolen frembryder bag kulsort Sky,Som skjuler for ØietendMorgen-Gry,Derom talerOdinmedSaga!Den Støtte som Beeg, den revned brat,Hvad mægte Røg-Skyer mod Solen!Hvad mægter mod Dag den falske Nat!Saaklang det fraDronninge-Stolen;Med glødende Kinder og gyldne HaarSig Dronningen hæved tilMagle-Gaard,Derom talerOdinmedSaga!De Syner vel svandt, men brast dog ei,Er Kvindenendikkeforklaret,Saa vandrer hun dog paa Klarheds Vei,Det vorder engang aabenbaret,Naar gylden oprinder den Dag saa skiøn,Da Dronningen svinger sig glad fraGrøn,Derom talerOdinmedSaga!Hun bærer dogaltsit rette NavnPaaDronninge-Stolenmed Føie,Og aabner dermed sin Moder-FavnForDag-Rødenskiøn fra det Høie,Og peger dermed paa den Viisdoms Vei,Hvor Palmerne grønnes, og visne ei,Derom talerOdinmedSaga!Et rigere Land jeg kiender eiPaa Dronninger fromme og fine;Ei mildere Lys paa Klarheds VeiEnd Moderen tilCaroline;Og hvad deraltspired omDronning-StolVed Dronninge-Blikket som Regn og Soel,Derom talerOdinmedSaga!Ei Stemme jeg har, som Fugl til SangOm Perler iHøielofts-Sale,Menaarkersom Skjald dog lydt med KlangOmDannebod-Stammenat tale;Hvorlundeden grønnes i Kongens Gaard,MensDronninge-Stolenpaa Klinten staaer,Derom talerOdinmedSaga!De Jublendes Fryd i Livets LandMon lignes ved Glæden om Høsten,Om Glædenfuldsødkom Haab tilDanMedDagrødhin favre fra Østen;Hvorlundemed Dronningen:Danmarks Trøst,Skal timesSkjoldungerfuldgoden Høst,Derom talerOdinmedSaga!Det kimer nu brat tilJubel-Aar,For Haabet fraLibanonsHøie,Da straalerfuldklarti Kongens GaardHvad dunkelt stodThyrafor Øie;HvadDannebodsaaed med Graad i Vang,SkalDannebodhøste med Fryde-Sang,Derom talerOdinmedSaga!Da prises med Sang af bedre SkjaldDen smilende Dronning iNorden,Da lyder fra Hav og høienHaldDe Jublendes Chor som en Torden;Og indtil, medStøvetsde bedste Kaar,SigDannebodsvinger tilMagle-Gaard,Derom talerOdinmedSaga!Hil være denDiis, som throner nuLivsalig paaDronninge-Stolen!Hun rindepaa Markhver Skjald i Hu,Mens Fuglen sig fryder i Solen!At aldrig skal Ætten afSkjoldung-BlodPaaDronning-Stolfattes enDannebod,Derom talerOdinmedSaga!Velsignet er Hun af Himlens Gud,ForAlle som Throner beklæde,Den Dronning, med Lyst tilEngle-Bud,Der troende neier med GlædeForStol-Konge-BarnetsomMorgen-Rød,Med Saligheds-Smilet i Moder-Skiød,Derom talerOdinmed**Saga!**N. F. S. Grundtvig.