title: Fødselsdagen (paa Gisselfeld, 11te Junii)
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2013-05-02T00:00:00.000Z
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
Fødselsdagen
(paa Gisselfeld, 11te Junii).
Glitnir heitir salr,Han er gulli studdr,Ok filfri Þaktr it sama;Enn ÞarForsetibyggirFlestan dag,Ok svæfir allar sakir.Edda. Glitnermed de gyldneSuler,Og det blankeSølver-Tag;Borg, som er, hvad Navnet skjuler,Efter-SkinafBalders-Hag!Ak! hvi er din Glands forsvundet!Har mod dig nuLokefundetUraad, som modBreidablik?Alle Skovens godeVætter,Svævende omGissel-Borg!Hvor er han, somjævnedTrætter,LindredGude-FolketsSorg?Hvi omleire Nattens SkyggerBorgen, hvorForsetebyggerI et venligt Aften-Skiær?Har maaskee paa vilde VeieHovedørjeg Tiden Spildt?Har mig Løgn omGlitnersLeieFalske Lygtemænd indbildt?Hvor af Skygger jeg omsvævesSøger jeg maaskee forgiævesKun hvad intet Øie saae!Nei, ved Faklen, som jeg følger:Minde-Blus paaAdel-Vei,Lygte-Mænd paa Mark og BølgerMig, jeg veed, forvilde ei;Her er Borgen, skiøndt den blegner,Her erGlitner, skiøndt det tegnerEi til Glands paaGissel-Feld.Er maaskee da, mens jeg blunded,Et Aartusindehenglidt,Saa jeg vel har Borgen fundet,Men ei hvad den kaldte Sit,Saa ei meer deraf tilbagePilegrim fra gamle DageVente kan at finde her?Har da Timen, som nu skrider,Endmaaskee det gamle Navn,Søger dog jeg gamle TiderKun forgiæves i dens Favn,Som naartitelfagreBøgerSkiænker os af hvad vi søgerSkygger kun i tomme Ord.Intet Under da, at lukketEr i Laas nu Port og Dør,Intet Under, at nu slukketEr hvert Lys, som brændte før,At i Lunden og i BorgenHverken Aften eller MorgenHar den gamle Fødsels-Dag!Aservel, hvis fulde AlderErdet store Maane-Aar,Synke først, naarAskenfalder,Knust ved Solens Bane-Saar;Men naar Aarene dem tynge,Og demÆblerneforynge,Skiftede dog Fødsels-Dag.Saai hver enAdel-Stamme,Spiret op til Folke-Gavn,Aandenaltid er den samme,Levende iStamme-Navn;Tit den dog, for Alders Tynge,Maa i Ætten sig forynge,SkifteStøvog Fødsels-Dag!Skal da Hammeren jeg røre,Banke paa den gamle Borg,For af Portneren at høreSkogger-Latter ved min Sorg,Drilles djærvt, fordi jeg mindesLevende hvad meer ei findesUdenfor mit Hjertes Vraa!Skal jegstimesmed denKaade,Pukke paasaamangt et Navn,At jeg vorder ham en Gaade,Som enOdinsNatte-Ravn;Saa man leder, til der findesNavn paa mig og hvad jeg mindesI en mølædtSaga-Bog?BoerForsetekun paa Borgen,Tvivler han daendi Kveld,Troer han sikkert dog i Morgen,Naar ham lædskerMimersVæld;Thi, skiøndt Guderogkan glemme,Stærkt i dem er Mindets Stemme,Det er deres Moders-Maal!Saai hver en ædel Stamme,Ihvor titden skifter Blad,Marven altid er den samme,Mindes altid Roden glad;Det er nordiskAdels-Prøve,Altid man enGylden-LøveSkue maa iDane-Skjold!Hvorfor mon da Haanden tøver,Hvi mon den tilbage foer?Ak, den Tanke mig bedrøver,At enThursi Taarnet boer;Thi hvor endForsetebygger,Kan vel der de sorte SkyggerSkjuleGlitnersSølver-Tag!Trindt den samme Overflade,Ved hvert Skridt bekiendte Spor,Samme Bark og Samme Blade,Urte-Bed og Blomster-Flor;Finde kan jeg alle Dele,Savner dog i dem det Hele,Som vedSkyggenaf en Ven!Det erFimbul-VintersMærke,Det erThurse-Vældens Spor,Som med Koglerier stærkeKan fortrylle Alt af Jord,Skygger hærdesaaogstive,At de eens maa altid blive,Og forlysteYmersÆt.Stille! Taagen sig nu letter;Natter-Galenslaaeri Lund,Lys og Liflighed forjætter,Ei afYmersSlægt erHun,Som fra Salen hist nedtræderFavr og fiin i Sørge-Klæder,Vist er detForsetesViv!Ja, i Sandhed, det er Hende,Tankefuld, med Graad paa Kind,Hun er god, ja god at kiende,Mild og from, skjøndt syg i Sind;Speile sig i Taarer blideDøttrene ved hendes Side,Der er Hjertens-Deilighed!Ikke vil jegDisenfølgeTil den dunkle Aske-Lund,Hvor den mørke Taare-BølgeRuller strid i Midnats Stund,Vente vil jeg, til Hun venderHid igjen, hvor Faklen brænder,Som er tændt ved Solens Ild!See, Hun kommer, hendes TaarerVidne, som en Perle-Flod,At i HendesHjerte-AarerRinder ægteDise-Blod,Lyse Tanker Øiet klarer,Hendes Blik det aabenbarerAt af Kiød er Aanden ei!Saamed sine Døttre vankerFreya, from og længselsfuld,Mild imellem mørke Tanker,Græder høit, men græder Guld,Seer, fra Broen, som forbinderVar og Vorder, Haab og Minder,Morgen-Stjernens favre Skin!Spørg ei, hvad er skedt paa Borgen!Hvo som harForsetekiær,Følge,skue,deleSorgen,Han er mange Taarer værd;Thi aftørret har Han mange,Vakt for Hulken Fryde-Sange,JævnetTrætter, dæmpet Kiv!Død er Han dog ingenlunde,Levervisti mange Led,Ei, førAskengaaer til Grunde,Ende sig HansAsa-Fjed!Hvor Han blunder, skal man skrive:Salig, hvo som helst vil give!Salig, hvo som stifter Fred!Ja, skiøndt Sørge-Fanen svæverOverGlitnersSølver-Tag,Og skiøndt Harpe-Strængen bæverPaa den dunkle Fødsels-Dag;Dog medSvane-Røstog VingeOver Hallen høit sig svinge:Længe leve Danneskjold!Længe leve Han i MinderOm de agte Adelsmænd,I hvemAsa-Blodet rinder!Gid Han fødes tit igjen!Og hver Gang man Ham opkalder,Krones Han, i Kraftens Alder,Med en klar Sølvbryllups-Krands!Dog, forgjæves overspænderJeg den gamleMythe-Stræng;Altden brast i mine Hænder,Ved den sorteBue-Seng,Og gjør jegendVold paa Sorgen,Hulkes der dog trindt i Borgen:DødervoresDanneskjold!Men, I Ædle! som ved BaarenStaae i Hjertets Sørge-Dragt!Ei vil jeg forhindre Taaren,Som kunEenhar i sin Magt.Kun, hvad mueligt var, jeg vildeEders Sorg et Gran formildeVed det gamle Harpe-Slag.Og jeg vilde, hvad jeg skulde,Sanddru kvæde Ham tilLov,Som ei Mage over MuldeHar for mig iDane-Skov;Hvem, næst Drotten over Lunden,Skyldig mest jeg er i Grunden,Skyldig meer end Sølv og Guld!Og maaskee, naar Jorden skjulerØinene, som græde nu,Sangen om de gyldneSulerKommes kan paa Mark ihu;Da en Taarevistskal rindeEndpaa Ædles Kind til MindeOmForsete Danneskjold!N. F. S. Grundtvig.