title: Min Moder
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2015-05-01T00:00:00.000Z
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
Min Moder.
Saa er nu brudt Din Vandrings-Stav,Dit Time-Glas udrundet!Saa har Du i den mørke GravDin sidste Boelig fundet!Saa har jeg da, o Hjerte-Stød!En Moder kun i Jordens Skiød!Saa holdt nu Hjertet op at slaae,Hvorunder jeg har hvilet!Ei meer iModer-ØineblaaeJeg skuer Taare-Smilet!I dybe Suk fra klemte BrystHendøde, kvalt, min Moders Røst!Nu, hun er lagt iOrme-Gaard,Nu er den Læbetavnet,Som kiærlig i de spæde AarMig lærdeFader-Navnet,Mig lærde, paa den mørke Jord,At finde Lys i Herrens Ord!Mens Bølgen underHrone-KlintSinHavfru-Sangistemmer,Snart, med Din Kistes sidste Splint,Hensmuldre Dine Lemmer,Ja, dele nu altbange KaarMedPræstøe-Pyntens Kirke-Gaard!Og, Moder kiær! ak, fra Din GravDet Ord med sælsom VældeUdfarer over Bugt og Hav,Vil Manges Moder giælde;Vil tone som en Klage-SangVed Dronning-Liig iDane-Vang!Ja, gamleDagmar Danebod!Du ogsaa var en Præste-Kvinde,Med Taare-Smiil og Adels-Blod,MedSkjoldmø-Hegn om bly Kiærminde;Du mangt et Hierte-Stød forvandt,Og seent Dit Time-Glas udrandt!Men, ak, tilsidst det dog udrandt,Ogknukketer nu Vandrings-Staven.Dit sidste Herberg DuogfandtIOrme-Gaarden,Dødning-Haven;I dybe Suk, fra klemte Bryst,Hendøde, kvalt, Din gamle Røst!Mens Bølgen under høie KlinterBesynger Dine Fienders Død,Hensmuldrer Du i Høst og VinterI Saga-Gravensdunkle Skiød,Og deler derfuldbange KaarMedPræstøe-Pyntens Kirke-Gaard!Dog, Øie! Tak,endi Din Grav,For hvad Du har udstraalet!Tak, Læber, som dog, før I tav,Mig lærde Moders-Maalet!Tak, Du, som fødte mig til Daab,Indpræntede migLivets Haab!**Min Frelser lever, og jeg veed,****Han vil til Støv nedtræde,*Hvor dybt end Orme-Tand mig beed,*Skal jeg Ham see med Glæde!O! dybt det Ord Du prænted ind,Paa Moders-Maal, i Barne-Sind!Det Livets Ord jeg bygger paa,TrodsOrme, Vind og Vove:Af Muld skal Dødninger opstaaeOg Frelserenhøilove,Naar Luren drønersaai Skye,At Stjerner falde, Bjerge flye!Naar Herren underHoved-GuldFra Himlen aabenbares,For i sit heleHelgen-KuldPaa Jorden atforklares,Althvad med Ham var Eet i AandOpstaaer iLysets Klædebon!Det er et Haab, o Moder fiin!Som Hjertet kan husvale;Et Varsel er detJorde-Lin,Du lagdes med i Dvale,ForStraale-Kjortlenlet og prud,Du bære skal somChristiBrud!Dit Taare-Smil ei sank i Grav,Din Afkom det skal arve;Min spæde SønDu mild det gavMed HjertetsRegnbue-Farve;Detfølgeham, og Ætten hans,Til det opgaaeri Sole-Glands!Saa er Din Røst ei heller død,Hvor Hjerte raader Tunge,Din Æt med den, i Lyst og Nød,Skal tale, bede, sjunge;DitHjerte-Suk med Psalme-KlangKun endes skal i Jubel-Sang!O, Moder! løst fra Sotte-Seng,Igien hos Fader hjemme,Duaander paamin Harpe-Stræng,Det kan jeggrandtbenemme;Den toner over Bugt og HavVed alle Danskes Moder-Grav!Ja,Olde-Moderfaurog fiin!I Dødens Skygge-Dale,Du lagdes, med DitJorde-Lin,Kunogi Vinter-Dvale;Til Venne-Fryd og Fiende-SkamDu stiger snart iSvane-Ham!Naar Lynet knittrer, Luren gaaer,Forkynder Herrens Komme,Af Graven Du med Fryd opstaaer,At høre Herrens Domme,SomEet med Ham iSandheds AandAt bæreLysets Klædebon!Velfaldt Dit Maalpaa Sotte-Seng,Men sank dog ei i Graven,Det gienlødi Din Psalter-Stræng,Laae skjult iRime-Staven,Der fandtes det af ham, Du blidGav Taare-Smil i Nødens Tid!Det klinger nu paa Kirke-GaardFraSønne-SønnensTunge,Som gladelig, naar Du opstaaer,SkalSvane-Psalmensjunge,Paa gammelt Dansk, til over SkyeHan nemmer i Guds Huus det Nye!Saa priis, min Sjæl, den Herres Navn,Som endte Dødens Dage,Som kom fra Graven, os til Gavn,Med Lys og Liv tilbage,Som med sit Ord, før vi det veed,OpvækkerStøvtil Herlighed!Omsvævet afmin ModersAandJeg føler det med Glæde,At hvad der er i Herrens Haand,Er altid nærtilstæde,MedLivets Haab, med Lys og TrøstHvor Hjertet slaaer i Christen Bryst.OModer-Støvog Moder-Aand!Mit Hjertes TakDuhave,Som lærde mig, iLede-Baand,Paa Herrens Ordat stave,At stave, grunde, bygge paaDet Ord, som aldrig skal forgaae!!N. F. S. Grundtvig.