title: Stykker af Skjoldung-Kvadet eller Bjovulfs Minde
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2017-05-01T00:00:00.000Z
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
Stykker af Skjoldung-Kvadet
eller
Bjovulfs Minde.
En Stund er det alt, siden jeg i Dannevirke leverede en Udsigt over dette mærkværdige Angelsaxiske Digt, og endnu staaer jeg i Gjæld for den rimede Fordanskning jeg deraf har lovet. At opregne her alle Aarsagerne til dette Langdrag, er saameget mere unødvendigt, som det ikke er hvad man kalder Publicum jeg skylder Arbeidet, men kun den Ædling, der er saa mild en Creditor, som boglig Kunst kan ønske sig, og de Faae som Arbeidet maaskee vil tækkes. Hvad jeg her vil sige, er da kun, hvad alle Kyndige maae indrømme, at en digterisk Oversættelse af et gammelt Kvad er ei at løbe til, og at, naar ovenikjøbet Texten ei blot har mange Knuder men adskillige Huller, da fristes man kun alt for ofte til at løbe derfra, naar man ei vil overfare det Hele, med en Harefod. Rimeligviis havde jeg da, efter adskillige mislykkede Prøver, for længe siden opgivet Forsættet, dersom ei mit Løfte havde bundet mig, men det tvang mig til, stedse at vove nye Forsøg, og nu er jeg endelig blevet enig med mig selv om en Maade, hvorpaa jeg troer der kan leveres saa godt et dansk Billede af det gamle Kvad, som efter dets, og efter mine Evners Beskaffenhed, er mueligt, og hvordan det seer ud, vil jeg nu vise mine Læsere. Neppe tør jeg haabe, det vil tækkes dem der give sig af med de gamle Sprog, men det Samme er Tilfældet med min Fordanskning af Versene hos Saxo og Snorro; og det maae ikke afholde mig enten fra at følge min Overbeviisning, eller fra betids at yttre den; thi jeg vil sætte Efter-Slægten istand til at bedømme, om jeg gik min egen Vei, fordi jeg haardnakket modsatte mig Overbeviisning, eller fordi intet Overbevisende blev sagt derimod. Det ikke uvigtige, og i mine Øine mere indviklede end besvarede Spørgsmaal: hvordan man bør oversætte, agter jeg med det Første at gjøre til Gjenstand for en egen skriftlig Betragtning, om ei for Andet, saa for at man kan sammenligne min Theorie med min Praxis, og undgaae baade at betragte mine Feiltagelser som forsætlige Misgreb, og mine overlagde Vendinger, som skjødesløs Flygtighed. Jeg vil derfor her lade min Praxis tale for sig selv, og i det jeg erklærer mig villig til at frafalde den, naar man kan overbevise mig omsom at jeg bør, maa jeg kun bede Vedkommende lægge Mærke til, at naar en Skribent som man indrømmer Evne til selv at kunne forfatte Noget, der lader sig læse, giver sig af med oversætte, og beviser at han gjør det med Flid og Eftertanke, da bør det neppe undre Nogen, at hans Arbeide bliver anderledes end de sædvanlige Oversættelser, og da bør man vist betænke sig to Gange, før man vrager hans Arbeide paa Grund af, at det er anderledes, end hvad Oversættere pleie at levere. For det Første blev der Intet af den nyeuye Udgave, hvortil det gamle Digt saa høilig trænger, men naar Professor Rask kommer tilbage, tænker jeg vi udføre vort Forsæt, og da, om ei før, skal man lære, at jeg i min rimede Fordanskning ei viger fra Ordene, enten fordi jeg har oversprunget dem, eller for at gaae fra Texten, men kun fordi jeg troer, det er den eneste Maade, hvorpaa man kan oversætte et Digter-Værk, thi det er: efter min Forstand, at lade dets Aand udtrykke sine Forestillinger i et andet Sprog, ei blot da i andre Ord men og i andre Vendinger, naar disse ere de tilsvarende. Hvad her findes fordansket kaldes i den Kjøbenhavnske Udgave: første, anden, tredie og fjerde Sang, men jeg har afdeelt efter Indholden. Indledningen om Skjold og hans Liigbegjængelse forudsættes, og Resten forstaaes af sig selv, eller ved ingen Fortales Hjelp.
Hjerte-Borgen.
Forsvundet var den gamleSkjold,FraMarken, trods al Klage;PaaKonge-Stolendog saa boldEnSkjold-Ungblev tilbage,Ja, Danmark kjær, Sad Bjøvulf der, Til mæt han blev af Dage!Altefter ham til Ære steegKong**Halvdan,kaldt den Høie,Og graa han blev iHildes Leeg,Før han sig maatte bøiePaa Skjoldung-Borg Til Danmarks Sorg; Da brast hans Konge-Øie!Fra ham en Slægt i Verden kom,Som man veed af at sige,VedHjørger,**Hrodger,*Helgefrom,OgDaatterentillige;Kong Oneld god, Af Skilfing-Blod Han fik den favre Pige!UngHrodgerdrog iHerre-Færd,Han vandt sig Guld og Ære,Saa Banner for den Høvding kjærDet var en Lyst at bære,Hver Kæmpe-Søn Det kaldte Løn I Lag medham at være!Saavorde brat hansKæmpe-Tal,Hans Modogmed det Samme,Og reise vilde han enHald,Som herlig kundebramme,Som reent stak ud Hver Hald saa prud, Hos hver enFolke-Stamme.Der vilde han ombreden BordSinFølge-Tropforsamle,Og skjænke Mjød med milde OrdFor Unge og for Gamle;Hvad Herren bød, Det Hæren lød: De Unge med de Gamle!Det undte Gud den Høvding stærk,Som jeg harladtmig sige,At reise op detKæmpe-Værk,Og pryde det tillige,Foruden Hviid, Og Slæb og Slid Af Folk iDanmarksRige!Altmed sin egenFølge-TropDet Værk han kundetrykke,Og snart i Skye sig løfted opDet stolte Svende-Stykke,Det blev i Stand, Og vidt om Land Man pristeHrodgersLykke!Og der var Kraft i Kongens Ord,Han kaldte Borgen*Hjerte.Han bænkedKæmpertrindt om Bord,Og lod dem vel beværte,Ja Haanden fuld Med Sølv og Guld, Han gav dem af sit Hjerte.Han deelde Ringe ud ei faaAltunder Høie-Lofte,Hvor kneisende man Hallen saaeOptaarnet høit paaTofte,Men Fryd i Borg Blev brat til Sorg, Som hændes kan vel ofte.Ulykken nær for Dørren stod,At skjæmme Hallens Buer;MedNidings-Værk, med Mord og Blod,Og Damp af Svovel-Luer,At kvæle Fryd Og Glædskabs Lyd IHrodgersKæmpe-Stuer!DenGlædskabsLyd, som dagelangI Hallen var at høre,Den skurred,ihvorsødt den klang,Dog stærk iTroldensØre!Den Mørkets Søn, Kun fnøs i Løn VedHarpe-Slagat høre.Til Harpen høit i Salen klangOgSkjaldens klare Stemme:Om Tidens Fødsel lød hans Sang,Den var vel værd atnemme:Om hvordan her Af første Færd Paa Jorden Folk fik hjemme.TilHarpe-Slagetklart han sang:Det var den Evig-Høie,Som Havet bød omBlomster-VangSigbelteliigat bøie;Han satte Soel Paa Himmel-Stol, Og Maanen for sit Øie!Ja, Soel og Maane satte HanTilLysningoverStøvet,Og smykked Jorden trindt om LandMed Blomsten og med Løvet;Det var Hans Bliv, Som aanded Liv I Luften og iStøvet!De unge Folk med Gammen sød,Nu smagde Livets Gode,Men deres Held en Aand afbrød,Som i det Dunkle boede;Den Aand saa stærk Til Nidings-Værk Var Ophav paa vor Klode.Den Helvedes Ulykkes-Fugl,DetGrændelvar hin leede,I Hænge-Dyndet var hans Skjul,IØrkenvar hans Rede,Og svovelblaa Man Luer saae Sigtrindthans Hjem udbrede.Der leved han i UsselhedEnstund, den grumme Fiende,Da Skaberen ham styrted ned,Fra Himmel-Bjergets Tinde,Der smægted han I øde Land, Men havde Ondt i Sinde.Op mod sin BroderCainstod,Og slog ihjel denFromme,Men Herren hævnedAbelsBlod,Lod det ham slet bekomme:Af Landet ud Fordrev ham Gud, Fra Selskab med deFromme!Fra ham, den Broder-Morder leed,Nedstammer hverUvætte,HverThues, hverTrold, som Gud er vreed,HverRiseog hverJette,Den Trop saa gal, Som til sin Kval Mod Gudsig mon opsætte!## Grændels Uvæsen. Natten med sin Skyggehær,I den høie Sal nuraadteFor atfristeFolket der,Grændelflux sin Vei betraadte,Vilde see, om danske SvendeVogted vel sig selv oghende.Gammelt Øl og gammel Mjød,Sjunketvar for tit iStobenHovedtung i Søvnens Skjød,Sjunketlaae, nuAdels-Hoben,Sorgløs var den hele Skare,Drømde Fred og ingen Fare.Mens nu Folket sov saa trygt,Kom i Salen ind den Lede,Lugte kundeTroldenFrygt,Var til Mord ogMandslætrede,Ti og TyveKæmperfageTogi Søvnehan af Dage.Ja, hanvogdem, mens de sov,Under Salens mørke Bue,Axledesaa flux sit Rov,Bar det til sinJette-Stue;For Utysket var paaDiskenFolke-Liig en Lækkerbidsken!Gjennem NattensSkygge-TropLysned det fraØster-Lide,Øinene fik Folket op,Saae i Salen da med Kvide,Vidnesbyrd om, hvordan FredenTrædsk var brudt af Rænke-Smeden!Glemt var nu al Gildes-Fryd,Grumt afløst af Hjerte-Sorgen,Graad, ei Sang ogGlædskabsLydHørdes nu iHjerte-Borgen,Vendt i Hallen var saafageAften-Sang til Morgen-Klage!Dane-KongeneiegodSuur nu sad med rynket Pande,Thi i sineKæmpersBlodSaae han Fjendens Fodsporstande,Spot og Skade stod for Øiet,Dybt af Sorg var han nedbøiet.SeentogSorgen han forvandt,Tit fornyet blev hans Kummer,Natte-Fristvar her kunTant,Dyssed Vagten kun i Slummer;Dobbelt rased Natten efterMorderen med friske Kræfter!Kun omsonst man vented paaUdaads Anger hosUvætten,Til Omvendelse man saaeHanfor gammel var i Hætten,Taag, som Nok ham gav at nydeAldrig vilde hanfortryde.Dage kom og Dage svandt,Immer saae man større Jammer,Kongen selv ei længer fandtHvile i sit Sove-Kammer,Maatte gruende udvandre,Og sit Hvilested forandre.Syn for Sagn den Herre fikOm Uhyrets Lue-Tænder,Kæmpender dem halvt undgik,Sleed sig løs afTroldensHænder,Kunde dog eiBryndenkue,Men var som en Glød at skue.Raaderum fikGrændelnu,Og, hvad knap man skulde mene,Kæmperselv han slog med Gru,Alle kued han alene,Kunde Hallen demafnøde,Saa den stod forladt og øde.Tidt kom efter Vinter Vaar,Aldrig kom dog Bod for Sorgen,Dansken i en Tylvt af AarVar forviist fraHjerte-Borgen,Saar paa Saar til bitter SmerteFik den ædleSkjoldungsHjerte!Derfor rimedes, og klang, Trindt i Landene saa vide, Skjaldens høie Klage-Sang; Om den ædle Herres Kvide, Klang for mange Folkes Øre, Som den end er her at høre: Grændel, medHrodgerhan ypped en Kiv,Med Mod, og med Vold, og med Liste,Den kosted saa mangen enDannemandsLiv,Og Ild maatteKæmpernefriste.Længe saa vared den blodige Kiv,Ei nytted om Fred det at bede,Kjøbe for Guld man ei kunde sit Liv,Saa graadig og grum var den Lede.Bod sig forvente forLakeller Meen,Slet Ingen til Hove damaatte,Grændelaf Mange aad Arme og Been,Kun Skade for Hjemgjæld deaatte.Døden udspændte sin Skygge saa mørk,Den Livet afKæmperneknuged,Midnattens Mulm over RøverensØrk,Som muret, tilhyllende ruged.Hvedenhan kom, eller hvor han gik hen,Det kunde ei Nogen opdage,Ikke man tænkde at Slægtens Uven,Var ene om al denne Plage;Mange smaa Djævle man Skylden da gavFor hvad dog den Ene kun gjorde,Natlig i Hallen, saa mørk som en GravTrodsKæmperne, throne han turde.Det var en Ynk for denSkjoldungsaa god,HansHjerte-Borgsaalagdes øde,Throne derinde ei Gud ham tillod,Og selv han ei vidste sin Brøde.Nedbøiet tit han og modfalden badNu Vennerne Raad atpaafinde:Raad imodUraadog Nidinge-Had,Ja, Raad til sin Harm at forvinde.Til deres Afgud dagingede hen,MedHøitidog Offer tillige,Badeom Hevn over Folkets Uven,Om Trøst for det plagede Rige.Saavar det Skik i den hedenske Tid,Man stoled paa Afguders Naade,Ikke man kjendte den Herre saa blid,Som Alt har at styre ograade;Himlenes Konge, den levende GudDe ei kunde prise og dyrke,Ikke de kjendte den Herre saa prud,Somraader forÆre og Styrke.Vee dem, de Arme, der saa fare vild,Og staae paa de slibrige Skrænte,Tumle saa ned i den gloende Ild,Hvor Trøst ei og Hjelp er at vente!Vel den, som skal, naar han gaaer i sin Død,KunHimlinge-Reisentiltræde,Findesaa Hvile i Faderens Skjød,Ja Hvile med Lyst og med Glæde!!## Bjovulf og Strand-Ridderen. Det varHalvdansSøn saa god,Tungt han drog sin Aande,Mægted ei at raade BodPaa den store Vaande;Stille stod Forstanden herI den Vises Pande,Kongen lod afHjertefærdMat sig overmande.Gru man saae i hver Mands Blik,Rædsel alle Dage,Ei med Tiden Roe man fikFor den Lande-Plage!HigelakiGothen-LandRaadteBorg og Fæste,Havde sig en Herremand,Mage til de Bedste.Herremanden hørde RyeOm de fæle Nætter,Ja, omGrændel, som saa kryØvedTrold-Idrætter.Rundet op af ædel Rod,Voxetogderefter,Havde han, med Løve-Mod,Meer end Bjørne-Kræfter.Ud med Snekken! lød hans Ord,Takler ei for længe!Brat jeg stævne vil om BordOverSvane-Vænge;Ja, tilDanmarkstaaer min Hu,Drotten vil jeg gjæste,Skjoldungenbehøver nuMænd udaf de Bedste!Skjøndt han var dem alle kjær,Synske Mændfraraadte,Helten ei denHerrefærd,Lykke de ham spaa'de.Følge-Svende søgde nuMellemGotherHelten,Kun til Femtenfaldt hans Hu:KæmperudafVælgten.Snekken klar med Mast og RoerSvømmedunder Landet,Styrmand havde den om Bord,Som var klog paa Vandet;Alt somden fortøiet laaeUnder Klinti Havnen,Færdige man springe saaeKæmpernei Stavnen;Ind og ud som Bølgen foerKæmpernesaa ranke,Bar Klenodier om Bord,Rustninger saa blanke;Skjønne Sager tog de med,Stuved dem paaTilje,Firedsaa, og foer afstedMed den bedste Vilje.Børen blæste, Bølgen høiSkummed over Stavnen,Som en Fugl i Luften fløiSnekken ud af Havnen!Saaet Døgn med Liv og LystHoldt man ved at seile,Da sig løftedDanmarksKystAltmed Klinter steile.Snart sig bredteDanmarksKyst,Ud forGothersØie,Ind de lagde da med LystMellem brune Høie.Flux i Land de Sømændgik,gik.Snekken at fortøie,AxledArled, efterKæmpe-Skik,KlingrePandser-Trøie.Derpaa hver enKæmpebold,For det Glid paa Voven,Takked Ham, som har iVoldVind og Strøm for Oven.Det var Skik iDaneland,IndenPort og Volde,Sad en Kyst-Befalingsmand,Strandvagt der at holde.Flux nu saae den Høvding boldAltfraHøie-Lofte,Mangt etblanketHerre-SkjoldBlinke over Tofte;Frem i Rustning saae han derRaskeKæmperskride,Hvem der gik hans Borg saa nær,Det gad han nok vide.Det varHrodgersLehnsmand brav:Flux sad han paa Hesten,Traved med sinHøvdings-Stav,Did hvor han saae Gjæsten;Myndig rysted han sinStav,Spurgde saamed Blide:Hvem er I, som over HavHid lod Kjølen glide.Hvem, IKæmper, hvem er ISom staae her i Pandser,Komnehid paaHvalens StiMed de skarpe Landser!Giverpaa min Tale Agt!Her har jeg atsige,Sat dertil at holde Vagt:VoldfraDanmarksRige.Her forbudt erVikings-Iid,Og det maa jeg sande,Saafortroligal min TidIngen saae jeg lande;IngenKæmper, som ei fikFørst Forlov, at sige,Men kanskee I Landsens SkikHar eividst saa lige!Til den Høvding, hisset staaer,MellemKæmperstrage,Ei jeg saae,ihvordet gaaer,Meer end netop Mage;Lyver ei, som vel er meldt,Adels-Blik og Mine,Da er han en ædel Helt,Hvor hansaamon trine!MidlertidBeskeed I maaOmjerHerkomst sige,Før et Skridt I længer gaaeInd iDanmarksRige.Nu I veed min Mening da,Kort jeg den fortæller:Hvor kom hid I langveis fra?Svar jo før, jo heller!Til at svare frem nu stodHøvdingen dengilde,Ogderhan sin Mund oplod,Hørdes Ord saa milde:Alle vi af Byrd og BlodGothermonnevære,Higelakden Drot saa godTjene vi med Ære.Fader min er lagt i Muld,Mæt han blev af Dage,Men hans Arv saa ærefuld:Navnet er tilbage.Egthjovkaldtes han paa Jord,Videman det vidste,Og jeg mener, han i NordMindes med de Sidste.Hid vi kom med ærlig Hu,Herren din at gjæste,HalvdansSøn, som ængstes nu,Og hans Folk til Bedste!ModentÆrende vi har,Ei er det at dølge,Om os ellers Sandhed barRygtet over Bølge!Derom dig vi spørge vil,Siig os detmed Blide,Staaer detsaai Landet til,Vistmaa du det vide:Er det sandt, hvad os er sagt,Solgt for godeVahre,Har en dunkel, fjendtlig MagtFolket lagt i Snare!Teer et Skrække-Billed stærkSig i mørke Nætter,Øver sælsomtNidings-Værk,BlodigeIdrætter?Er detsaa, et Raad jeg veed,Og vilHrodgerlæreTil at slaae den Fjende ned,Hvem han saamonvære.Faae han skal sin Rest, ifaldHan gjør nok en PrøvePaa, om Nat iKonge-Hald,Nidings-Værkat øve!Fældes han, vil, haaber jeg,Heden sig fortage,Og ifald det lykkes eiSpildt er al Umage;Ja hvis feil den Ting mig slaaerJeg har nu i Sinde,Hallen ei til Redning staaerDet skal man befinde;Da man bære maa den Byld,Som man ei kantrykke,Medens Hallen staaer paaSyll,Forestaaer Ulykke!Fra sin Ganger uforsagtHørdesKæmpensvare:Vistsig maa en ærlig Vagt,Tage vel i Vare,Holde maa i allen StundStrængt han Maal og Maade,Som med Haand,saa ogmed MundHolde vel til Raade.Eftersom jeg hører nu,Ikkun for det BedsteI med ærligKæmpe-HuSkjoldungenvil gjæste;Gangerda kun op i LandMed de blanke Vaaben,Selv jeg ride vil foran,Holde Veien aaben.Eders Skib til denne FærdSeer jeg I har beget,Det skal ligge sikkert her,Som det var mit eget;Mine Svende med god Agt,Skal paa Land det bjerge,Og mod hver en fjendtlig MagtDet forsvarlig værge,Værge, til den kjære MandOver Hav det bæreSvanehalset atter kan,Hjemtil Sitmed Ære!Ja, atVeder-MarkensHeltMaa med Held og ÆreSlaae det Slag, hvorom er meldt,Skal minLiv-Bønvære!Breed ogbugetunder LandSnekken laae for Anker,Sagtelig detsmulleVandSpilled paa dens Planker.Kæmpe-SkarenuforsagtSattefortnu Gangen,Og dens gyldneHoved-VagtSkinned over Vangen:Ud fraTryne-HjelmestodStraalerne saa klare,Kjæk i Sind og let paa FodVar denKæmpe-Skare.Rask det gik foruden Sorg,Snart da fik man ØiePaa den favreHjerte-BorgMed de gyldneFløie;Under Himlen ei saa prudSaae en Borg man stande,Af dens Glands gik Straaler udVidt og bredt om Lande.Dane-Bavnens VogterstragGjæsterne nulærdeRet at stile deres SagTil hvad debegjærde;Derpaa dreiede sin HestKyst-Befalingsmanden,Sagde, som han kunde bedst:Nu maa jeg til Stranden,JegAlfaderda i VoldEder vil befale,Dækkeeder huldt hans SkjoldI de høie Sale!Midlertidstaaer jeg paa VagtVed de danskeStrømmeDer jeg skal hver fjendtlig MagtHolde vel i Tømme!