title: Kiærminde-Bladet
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2018-11-01T00:00:00.000Z
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
Kiærminde-Bladet.
(Til Ingemann.)
Farvel! o, hvem kan dette Ord udtale?Naar toner i sin Fylde det paa Jord!Kun naar Guds Børn i Livets Aften-SvaleDet høre jubles ud af Engle-Chor;Kun naar de fare,altsom Ordet lyder,De følefuldelighvad det betyder!Vi sige bedst Farvel, naar dybt vi sukke,Ogsvare saa til Vægten af vor Gield;Selv med et Sukvistover Barnets VuggeUdnynner Engelen et ømt Farvel,Thi Taaren maa somHonning-DugnedrindePaa Hjerte-Grundens falmende Kiærminde!Kun de som aldrig have faret ilde,Som, hvor de færdes, fare vel med Gud,Kun Regnbue-Straalerne fra Lysets Kilde,Kun Englene, som Naadens Sendebud,Kun de kan smilende, med Himmel-Tunge,Farvel! Farvel! hinanden høittilsiunge!O, Ven! o, vent da ei af mig at høreDet dybe Ord, jeg ei udtale kan,Og endnu mindre lade Pennen føre,SomTunge-SkyggenskoldeFærgemand;Kun taarekvalt Farvellet lidt betyder,Og Vand er Taare-Perlen, naar den flyder!O, varhunvaagen nu, mit Hjertes Broder!Hvis Hjerte-Suk var Sang, hvis Graad var Guld,O, var hun vaagen nu, vor søde Moder,Ja, Moder til saa mangt et bedre Kuld,Som røber os i Skin afSagasKierte,At hende laae en ædel Steen paa Hjerte!O, var hun vaagen nu, denDanne-Kvinde,Som skiød ved Arnen sig livsalig frem,Og vinked med saamangen blaa KiærmindeSkjold-Ungentil sit underfulde Hjem,Ja, førde did ham under Slør tilbage,Hvor Marken blomstrede om Vinter-Dage!O, var hun vaagen nu, hun sikkert vildeTilhulke digdet ømmeste Farvel,Som kan udrisle af en Hjerte-Kilde,Hvis Liv og Lyst er kun dens Afkoms Held,Hvis Bølge er en Taare fra det Høie,Neddryppet af enBarne-EngelsØie!Men ak! hun sover under Bøge-Løvet,Som visnet skjuler hendes hvide Bryst,At vække hende jeg omsonst har prøvet,Skiøndt jeg med Graad opløftede min Røst;Utrøstet har det Yderste jeg vovetHun sover, ak! som den der er hensovet!Ak! er det mueligt! trøstesløse Tanke!HarBørne-Sorgi Graven hende lagt!Holdt virkelig det Hjerte op at banke,Som slog forStøvetsHeld i Himmel-Takt,Ak! er detbrustetnu, detHimling-Øie,Hvis Liv og Lyst var Glandsen i det Høie!O, lod maaskee af Fordom jeg mig blænde,O, skuffed mig det kiære Moder-Navn,Saa Navnet er det eneste af hendeSom blev tilbage i vor Fødestavn,Dasorrigfuldhun over salten VoveBortsvømmede engang fraDanmarksSkove!O, drog maaskee for hende at opsøgeMan fordum skareviis fraNordenud,Og plantede i Syd de røde Bøge.Til Taare-Minder overOttars Brud!Hvad hellerfoer hun over Land og BølgeSomSkjoldmøeselv medLedingstropi Følge!O, er detsaa! o lever i det FjerneVor hulde Moder under Slør i Løn,O, vinkede hun med sin milde StjerneTilSydenned sin kiære, yngste Søn;Dafar, da flyv med Kys i hendes Arme!Der bryder ud i Blomst din bundne Varme!Dog bie, o, bie! thi Stjerner kan bedrage,JaGiøgle-Glimti Luften lege tit,Og Skinnet let vort Øie kan indtage,Kun dunkelt Hjertet skielner Løst og Frit,Og i de dunkle, favre Farve-BækkeDer spilleLuft-Æonerunder Dække!O, bie, og hør et Ord af bange Broder!Han har vel ei et Hjerteømtsom dit,Men elsker trofast dog den fælleds Moder,Og saae i Speilet hendes Aasyn tit:ISaga-Speilet, som kan aldrig blænde,Naar ret for Lyset vi kun Rammen vende!O, troe mig! ei medEbbeog medAageVor bedste Moder drog af Landet ud,Ei bort hun stævnede i Anglers Kaage;MedLodbrogsSønner ellerGamle Knud;Hun lever kun, hvor levende hun mindes,IDanmarkeller ingensteds hun findes!Hun drog ei ud med nogenKiæmpe-Skare,Som skiæfted Spyd for Lyst med Ask og Bøg,Hun hader Vold og skyer gierne Fare,Kun nødig parres Nattergal med Høg,Hun slog ei Snekken løs for Vind og Vove,Naar Nattergalenslogi grønne Skove!Veldrog hun ud i Oldtids fierne Dage,Som vi iGaade-Speiletskimteend,Da vemodsfuld hun ledteomsin Mage:Om sinforfløine, faldne Hjertensven;Men rørt hun standsed, da omDanmarksSkoveSig bøied,beltedhendesHjerte-Vove!Hun drog ei ud med Flokke eller Hære,Thi aldrignændeHun for nogen PriisSit Havfru-Belte grum at overskiære,Ubodeligt var hende dets Forliis,Eidaarlighaabed hun sin Ven at finde,Ved Vold at giøre paa hans søde Minde!Hun drog ei ud for Lyst, og ei for Trængsel,Men hvad hun savned i sit Havfrue-Skiød,Hun oppebied med vemodig LængselTil hende Aanden det i Tro indgiød,Og da hun i sin HosbondsHimmel-AandeFik Haab til Bod for Sorgens dybe Vaande!Hun drog ei ud, thi hvad sig end forandrer,Det ligge tungt paa Grund, det svømme let,Af Legemet dogHjertetei udvandrer,Undtagen i det sidste Aandedræt,Ja, selv naar Aanden stemmes, Tungen stammer,Det ømt sig krymper i det snævre Kammer!Hun drog ei ud, denhuustroDanne-Kvinde,Ei overMarke-Skiel, i Heden-Old,Thi kun hun selv har giemt i kiærligt MindeDe Førstefødte:Humble,DanogSkjold,Og hjemme var hun jo, denFredegode,DaMarkenrundt hunStøvetbar afFrode!Hun drog ei ud medSvenderog medKnuder,Ja ikke selv medErik Eiegod;Naar Aften-Røden maled Kirkens Ruder,Hunhjemme baded sig i Jordans Flod,Og naar for Alter-Bord Høi-Messen toned,Hun følde sødt sig med sin Gud forsonet!Hun drog ei ud, thi var ei selv hun hjemme,DaHellig-Knudhensov i hendes Skiød,DaBent, henrevet sødt af hendes Stemme,Nedsank iKonge-Smykkerosenrød,Da rørt hun sang: o det er Engle-Gammen,Naar Brødresaatil Himmels fare sammen!Hun drog ei ud med kiækkeValdemarer,Ja, ei engang medAbsolonpaaTog.Hun hjemme korsed sig for Hedning-Skarer,Og fældte Taarer under Dannebrog;I Sæk og Aske hun paa Baaren segned,DaAbelrødmede, ogErikblegned!Hun drog ei ud: hun laae som Liig paa Baare,SomSagalaae paaSaxosPergament,Paa Kinden perlede enstyrknetTaare,Tillukt var Øiet, men dog himmelvendt;Man saae det grandt, hvorDanmarksHimmel graaned,Da, som paaHel, paaFreiaLæben blaaned!Hun drog ei ud: ei bort fraKilde-Vangen,Hunsyndesdød, men leved dog i Løn,Thi selv jo tonede hun Klage-Sangen,Som sødtendrører hendes yngste Søn:Hun var her, thi i Sommer-AftenstundenSom Nattergal hunslogi Bøge-Lunden!Hun drog ei ud iMorten LuthersDage,Hun drog ei ud i vores Jevndøgns-Nat,I Luther-Dagenehun vaagnedfage,I Jevndøgns-Natten hun indslumred mat;Men hjemme blev hun, vaagen, og i Slummer,IDanmarker hun, omogdød af Kummer!Paa Baaren daanet, laae i Vaaben-HusetVor Moder bleg, med Barnet i sin Arm;Da Livsens Aande overMarkensused,Hun vaagned, hævede sig hiertevarm,Gik ind i Kirken under Havfru-Kaaben,Og bar med Fryd sin bedste Søn til Daaben!Den Søn opvoxde under Kirkens Vinger,I Tidens Løb han blevogpræstelærd,Sig rakde,syndesdet, hans Tommel-FingerAltefter Grebet paa hans Faders Sværd,Og dannet var af Moders Liv hans TungeTilDavidsPsalmersødelig at sjunge!Hun drog ei ud, saalænge Sønnen troligIKirke-Skolensig til Bogen holdt,Om Vinter-Aftner, i sin Enke-Bolig,Hunvelbeklaged, at det blev saa koldt,Men Vadmel dog, og sommersanket Brænde,Holdt Blodet flydende i ham og hende!Hvad blev han til, vor gamle Moders Støtte!Hvor blev han af, denDannekvinde-Søn!Har han sin Stav fra Marken maattet flytte,Og skjule sig blandt Klipperne i Løn!Hvad hellerglemde Tonen han fra Oven,Og tuder vildt med Ulvene i Skoven!Ak! harDan Goddrengunder Vinters-HjerteSin Herkomst og sit Moders-Maalforgiæt,Ak, da vor Moder, sønderknust af Smerte,Udvandret er med sidste Aandedræt;Ak, da forgiæves lyder kun vor Klage,Hun kommer aldrig, aldrig meer tilbage!Dog nei, o, nei, forvildes og forføresDet kan, som hver en Dødelig,ogDan,Men holde op ved Moders Røst at røres,Gaae hende kold forbi paa Gravens Rand,Det kan han ei, thi Aanden er ham givet,Som Blomsten, kun i Kraft afModers-Livet!Ja, var det mueligt, kundeDanforhærdetEnddrage Aande ved den sorte Konst,Og kaldetrodseligpaaDommer-Sværdet,Da lytted rundt paa Jordens Kreds omsonstMan efter Klagesang vedDanasBaare:Udrundet var den sidste Vemods-Taare!O! toner da endnu en Klage-StemmePaa Moders-Maalet, for vor Moders Kval,O, da gikendhun dog eiDanad Glemme,Og sank ei ned iDødens Skygge-Dal;Da, skiøndt paa Baaren hun er blegneddaanet,Er hendes Liv i Sønnen dog forskaanet!Hvor lyde Suk, hvor tone Klage-SangeForDana,Dagmar,Thyra Dannebod!Hvor, uden hist og her iDanmarksVange:IHavfru-Borgenog ved Bøgens Rod!Forstummede ei, midt iDagmarsKvide,SelvKlippe-TungenunderNørre-Lide!O her, kun her, hvorendpaa Moders-MaaletDog stundum løfter sig vor Moders Røst,TrodsLunge-Soten, og trods Morder-Staalet,Her Mindet leverendi Sønne-Bryst!Her sover, ak, sin Kraft, sin Krands berøvet,Men dog ei død, vor Moder under Løvet!O Ven! oventda aldrig hist at finde:IAlpersSkiød, vedApenninersFod,Din Længsels Moder og din Sangs Præstinde,Den Savnede, den sandeDannebod!O bliv her, bliv! dukanstdog ei undværeDinBlanca,Thorkild, alle dine Kiære!Men ak! forgiæves løfter sig min Stemme!Hvor er min Ven? o, hvor erBlancasSkjald!Han er, jeg veed ei hvor, kun ikke hjemme,Ei i KongFrodesgrønneBøge-Hald!Ak! medens jeg paa Klage-Brevetstaved,I Stavnen foer min Broder over Havet!Forgiæves dog er ingen Ting paa Jorden,Forgiæves lyder intet kiærligt Ord,Forgiæves et Kiærmindeblad fraNordenKan aldrig svømme iSesrumnersSpor,OgAfroditeskal min Ven eigiækkeTil at forladeSigne-FreiasSnekke!Saa svøm kun blye, men trøstig over Havet,Kiærminde-Blad! som det vor Moder bød!Thi kun paa Følge-Sedlen jeg harstavet,Du selv udsprang jo af vor Moders Skiød,Og finder Venskab, hvor du finder TungenSom af vor Moders Hjerte er udsprungen!Udsprunget, siger jeg, men ei løsrevet,Thi var den det, da var den stum og død,Da var for den ei Bladet meer end Brevet:En Boble kun iBogstav-Bølgens Skiød;Den Tunge, som kun Hjertet kan besjæle,Fra Hjertet skilt, og mister flux sit Mæle!See, til en Fjer afUrda-Svanens Vinge,Jeg dig betroer paa det vilde Hav,Den skal tilReinald Fuglekiærdig bringe,Endfør han staaer ved Helgen-Skarens Grav:VedMarmel-Buernetil Hines Minde,Som strømmeviislodMartyr-Blodet rinde!O, naar og hvor du kommer ham for Øie,Hvor tit han møder, finder dig igien:VedMarosGrav, paaRomasTaage-Høie,Da hils ham kiærligst, ikke fra sin Ven,Nei, fra den Mark, hvis himmelblaa KiærmindeVed dig sig lægge vil ham sødt paa Sinde!Ja, møder du ham hosVaulundersBroder,Som tegnerJupiter, og huggerThor,Da hils dem begge fra vor hulde Moder:Fra Maler-Dronningen vedIsse-Fjord!Da lægger HjertetReinaldvisti Munden,Hvad Natter-Galenslogkun paa i Lunden!Modtag da, Ven! hvad jeg formaaer at sende:Et venligt Ord og et Kiærminde-Blad,Det Ord mig faldt i Mund, det Blad i HændeDa i det brune Bøge-Løv jeg sad,Og stirred paa Kiærminden, som du kiender:Opskudt af Moders sammenlagde Hænder!O, kunde jeg den Blomster-Busk omspændeOg sammenslynge til en Brude-Krands:Til en Guldbryllups-Mindekrands for hende,Hvis Øie sænked sig i Himmel-Glands!O! gid jeg kunde det, og Krandsen rækkeTil Dig, og til hver Frænde af os begge!Da skulde levende vor Moders MindeOpkomme og opstaae i Alles Bryst,MedFreiasRosengjordos sammenbindeI Een til Eet: til fælleds Værk og Trøst!Da midt iblandt os skulde, ved et Under,Opreises**Hun,**som dødningbleg nu blunder!Dog Ønsker favre ei er altid fromme,Og ret kun ønsker, hvo sig selv har glemt!Vort Ønskeværeda: Guds Rige komme,Ihvorog naar, og som det er bestemt!SomViljen er i Gud,saaer vor Evne,Vort eget Værk er ikke værd at nævne!Kiærminde-Buskenei jeg kan omspænde,Ei sammenslynge den med værdig Konst,Og overMarke-Skielden at udsende,Det var, om ei forvovent, vel omsonst,Thi Krandsen har, kanSagaos forvisse,Kun Liv og Glands paaDanasSølver-Isse!At plante ud den Busk, jeg seer i Aanden,Er hvad jeg kan ved Herrens Kraftformaaefarmaae,Med Bøn til Ham, atsaaden efterhaanden,I christen Jord maa Hjerte-Rødder slaae!Da, hjertedannet, skal i Bøge-SkyggeDenvistengang vor Moders Hoved smykke!Ja, naar i Lund de himmelblaa KiærminderOmbølge duftende vor Moder tæt;Da staaer hun op med hvide Rosen-Kinder,Og krandsesfavertaf en kiærlig Æt:IIsse-Fjordenskal da Maanen gløde,Omblaanetsødt i Tidens Aften-Røde!O, det er Fromheds Løn: selv lagt paa Baare,IMinde-Blikden smiler engleglad!I Øiet perlede en Vemods-Taare,I Haanden drypped et Kiærminde-Blad,Det, tænkde jeg, kan dog din Ven du sende,Og Rodenvistpaa Bladet er at kiende!O! er detsaa, kan hist i fjerne EgneDet lille Blad, fra Bøgelund udsendt,Vor Moders Øie venligt dig betegne,Med Taare-Perlen, klart og himmelvendt;Da skal det Bladendfastere dig bindeTil Bøge-Lunden og tilDansKiærminde!O!hvo som staaer, see til han ikke falder,Thikun for hvem som ræddes er der Raad!Fortørnes ei, min Ven, men tænk paaBalder,PaaLokesArgelist, paaFriggasGraad!Ak! alleVætterhun omsonst besværger,NaarUrdasSkjold detømmeSted ei værger!Hvad gavned fordum det vel Longo-Barden,AtFriggasikkrede hamOdinsGunst!I Støvet dog han sank medSavoiarden,ForBilled-Skyggerog forRomasKonst;For Rosen-Skyggerne paa Skjøge-KinderHan skrev i Glemme-BogenDansKiærminder!Om under Kind igien han satte Haanden,Og kom ihu sin Ungdoms Kiærlighed,Ak, tabt var dog hans Fyrighed i Aanden,Trods Fjeder-Hammen sank dog halvt han ned;FraØrne-Blikpaa Kampen og paa Seiren,Til Hjerne-Spind om Eventyr i Leiren!Hvad hialp Normannen selv det at saa længeHan kom ihu det Danske Tungemaal!Han tabde ligefuldt i Blomster-SengeSit Danske Guld, om ei sit Norske Staal;Og blev end Ridder han afDanner-Sproget,I Sadlen dog han sad kun løst og kroget!O, hvor du færdes da, og hvor du stædes:I Rosen-Lunden og paa Fjelde-Tind,Hvor sødt der smiles og hvor ømt der grædes,O, blændes ikke af det favre Skin!O, aldrigglemmeBlanca-FreiasSanger,AtDanmarker HistoriensFolkvanger!Kun Daarer den Paamindelse behøveAtikke alt det Glimrende er Guld;Men atfor dyrt man kan selv Guldet kiøbe,Fordi det Ædleste af Jord er Muld,Det føler man sig fristet til at glemme,Hvor Glands og Klang har,som det lader,hjemme!O, kom ihu, at paa sit Sted er GlandsenKun hvor med Tiden ei den slides af,Kun hvor den straaler paaKiærminde-KrandsenISagasHænder over Rosens Grav;VelKiødetkan enstund med denopfarves,Men kun i Aand og Sandhed kan den arves!O, kom ihu, at Velkang har kun hjemme,Hvor ei den trænger til et Fugle-Bryst,Hvor uforgiængelig iSagasStemme,Den giennemtoner Folkets Daad og Røst;Kunleieter den, hvor den koster Noget,Thi der ei hører den til Hjerte-Sproget!O mærk det vel, at hvad iRomman skuer,Det er ei Aandens, men kun Haandens Konst,Som i dens Krønike,saai densBuer,Man søger Aand og Hjerte kun omsonst;Og Haandens Værk, er det vel meer i GrundenEnd Vidnesbyrd omhvad der gik fra Munden!Med Farver kan man ingenChristusmale,End sige Ham af Stene hugge ud,KunOrdetskildrer Ham, naar Aander tale,Og billedlig han sees kun i sinBrud;OgBruden, som hun dannes efterhaanden,ISagasSpeil sig viser kun for Aanden!Ja, Skjalden kun kan Mennesket afmale,Opreist af Støv i Himmellegems-Dragt,Thi kun i Ord kan Aander sig udtale,Og Mennesket erAand med Støv i Pagt:KunSagaer den sande Billed-Hugger,Hun danner Billeder, eiDrage-Dukker!Jeg veed det godt, at, iden sorte Skole,Enhver, som ei det kalder Salighed,Med Klang og Farve og med Steen at bole,Til Konstens Helvede fordømmes ned,Attage Lod medScytherog Barbarer,Og Faare-Hovedernes fromme Skarer!Jeg veed det godt, men ikke stort jeg regnerDe sorte Brætterog de spodske Smiil,Jeg som Barbar mig trøstig selv betegner,Og kaarer tryg den gamle Kirkes Stiil;Jeg siger: det erFæiskhed, naar SjæleSig bøie for hvad ei engang kan mæle!Jeg siger høit, at hvad den fine VerdenNu kalder Sands for Konst og Poesie,Netop, naar det af Andagt har Gebærden,Er etopsminket,fuultAfguderie;DetClassisker, at Kiødets Lyst hernedeVil under Skin af Aand sig selv tilbede!