title: Jaordet, (et Leilighedsvers)
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2016-11-01T00:00:00.000Z
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
Jaordet,
(et Leilighedsvers).
Hvem kiender ei Vaarens de yndige Dage,Naar Jorden sig bader i Solen med Lyst,Naar Sangfuglen vender i Skoven tilbage,Naar Haabet sig bølgende hæver i Bryst,Udskyderi Havet den dristige Snekke,Uddriverpaa Marken den furende Plov,Opblomstrer i Enge, henrisler i Bække,Udspringer somMaii den tonende Skov!Hvem kiender eiMaien, som venlig forbinderVort smilende Haab med livsalige Minder!Hvem kiender den ikke! og dog maa vi sige:Den kiendes kun halv og i Skygge af hver,Som ei kiender Vaaren i Kiærligheds Rige,De himmelske Kræfter som røre sig der,Den Snekke somderbreder bølgendeVingerVingeSkal rime på "udspringer" to vers nede. I Nordiske Smaadigte, s. 132 er også rettet,Den Fugl som i Barmen sig rører med Sang,Det Træ som i Hjertet saa løvfuldt udspringer,Den Bæk som henrisler med Strengeleegs Klang.Kun hvo som har drukket af Kiærligheds Kilde,Kan føle hvad Vaar-Solens Værker afbilde.Vi vide det alle som Kiærlighed kiende,SomføleføldeBåde Nordiske Smaadigte og Molbechs Dansk poetisk Anthologe har "føle". Efter samråd med KV lader vi den passere; intet tekstnedbruddens Kræfter i svulmende Barm,I føle det varmest, I Piger og Svende!Som nysfingeSæde ivingede Karm;Thi hvad hos de Gamle kun lever i Minde,Det gløder hos eder i Fylde og Haab,Vi sjungende flyve mod Saligheds Tinde,Naar Hjerterne smelte i Kiærligheds Daab.Hil eder, I Unge! med Fuglen i Barmen!Hil eder som flyve iKiærligheds-Karmen!Men,hørermig, Venner! oglytterVeninder!Ja,lyttermed Skjalden til Fortidens Røst!Skal Roserne giemmes i Skiød afKiærminder,Skal Sommeren avle en frydefuld Høst,Daglemmerei Høsten i Vaar og i Sommer!Jaglemmer, for Sangen, ei Alvor og Daad!Thi haard er den Vinter som uventet kommer,Og dyrekiøbt Sangen som endes med Graad.O,syngeri Vaar, saa I venlig kan taleOm Sangen i Høst, naar sig Dagene svale!Da skal i eder, mens Dagene rinde,Fædre og Mødre med Gammen opstaae,Skue den Vaar som gik aldrig af MindeKlarover Sønner og Døttreopgaae;Da, som Forældre, med Hjertet tilstædeVære I kan i de kommende Aar,Naar I see Børnene lytte med GlædeDid hvor det toner om Kiærligheds Vaar.Kunde min Haand daendStrængene røre,Da skulde jublende Toner I høre.Fædre og Mødre! som skue herindeKlarover Børnene Vaarenopgaae,Haabe vi vil, at en venligKiærmindeSander engang, hvad nu Roserne spaae.Han som har ene al Kiærligheds Fylde,Derfor al Viisdom, og derfor al Magt,Han deres graanende Lokkerforgylde,SomslutteblomstrendeKiærligheds Pagt!Fromme de hige mod ham i det Høie,Indtil de see ham med Kiærligheds Øie!