title: Efter-Klangen
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2017-05-01T00:00:00.000Z
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
Efter-Klangen.
Saakvad den Skjald i Kongesal,Altfor deKæmperhaarde,Og Hjertet var med ham paa Val,Og Haand sad fast om Kaarde,Ogtrindti Sal det høit gienlød:Saaspænde Kæmper Belte,Og Kvinders Kind blev luerød,Hvis Mænd var af de Helte,Og Pigen fiin, saa bange, blye,Som bæved for det Vaabengny,Hvor Blodetsaavar rundet,Dog tænkde: hvilken Ungersvend,Der slig en Priis af Sangens Ven,Paa Valen havde vundet!Der var slet Ingen i den Sal,Som lasted Skjaldens Tunge,Om end han meget saae paa Val,Som ei han hørde sjunge;Men fik han Blik og Mund til Kvad,Da sang han, hvis han kunde,Endbedre om detBirtingsbad,Og Fjendens Gang til Grunde.Her sidder jeg i eensom Vraa,Er neppe Skjald at nævne,At see hvadPanden støder paa,Er al min Skue-Evne.Som Stodder jeg til Verden kom,Jeg ei etStraasbredaatteI Borgen, Harper tone om,I Skjaldes Gylden-Slotte.En Pose kun ogBettelstav,I Vuggen mig blev givet,Med dem jeg Stodder til min Grav,Mig tigger giennem Livet.Jeg gaaer omkring fra Dør til Dør,Og banker paa med Staven,Og helst hvor jeg harværet før,Der undes bedst mig Gaven.Jeg gaaer til Hytte og til Slot,Til Kroe ogKrambodikke,Skal der mig times noget Godt,De maae iGrusetligge.Jeg gaaer ei blot tilBurog Sal,Hvor Levende er inde,Jeg gaaer tilHøiHøi- og Kæmpe-Val,Ogseer hvad jeg kan finde.Saa sætter jeg mig tankefuld,Paa Fædres Minde-Stene,At skille Sølv og Guld fra Muld,OgFrændetingforene.Saa pønser, grunder jeg derpaa,EtSeierværkat bygge,SomTimervise kan og slaae,Og spille hver sit Stykke.Jeg smelter, støber som jeg kan,I Former som jeg finder,Jeg bygger som jeg har Forstand,Som Time-Glasset rinder.Jeg støber Klokker mange, smaa,Og lader Stav dem røre,Og prøver om de ret kan slaae,SaaTimenjeg kan høre.De Klokker skuldeTimer slaae,**Ei Tal,som Bud kun bringe,Til Kald i Vang de skulde gaae,Som Kirke-Klokker ringe.Derfor hver Klokke støbes maae,Altpaa sin egen Maade,JaTimenselv, som den skal slaae,Maaeogfor Klokken raade.Hver Times Aand, hvorsaahan boer,Man maae med Flid oplede,Opfange Lyden af hans Ord,Om Klokke-Malm ham bede.Til slig en møisomStoddergang,Jeg Posen fik og Staven,Men Veien er mig alt for lang,Thi den gaaerover Graven.Thi gaaer jeg kun saavidt jeg kan,Og langt er det vel ikke,Men Kort er langt forstakketMand,Hver i sitMaalsig skikke!Hvad ei gaaer op iNorogDan,Dan.Det veed jeg ei at skatte,Ja det gaaer over min Forstand,HvadNorogDankan fatte.Vel har jeg lyttet mangen Gang,TilFædre-AandersTale,AnnammetMalm til Efterklang,I deres høie Sale;Men ingenlunde er det let,At høre ret ogsvare,**Saa Aander efter Klokke-Slæt,I Kvæld sig aabenbare.Jeg hører som en fremmed Giæst,Og støber midt iStøvet,Og naar det lykkes allerbedst,Gaaer meget dogi Løbet.Dog, Aand paa Jord er altid Giæst,Og Skjalden saae iStøvet,Og naar han skued allerbedst,Saa var dog Synet sløvet.Naar Aander hørde Skjaldens Sang,Som svæved i det Høie,De savned vist den rene Klang,Det klare, sikkre Øie.Naar Skjalden sang hvad Aanden saae,Til Frænders Gavn og Glæde,Da tænkde hver enMuldvarpsaa:De lyve kiønt somkvæde.kvæde,Hvis Aander høiti Stjernevang,Fik Klokken min at høre,Da skurrede dens EfterklangOgi det fine Øre.Jeg mener vel mit KlokkespilKan Frænde-Hjerter røre,Men hver enMuldvarpsige vil,De ikkun Bjelder høre.VortKiøder Høe og vorder Muld,Det Ord kan aldrig svige,OgKiødetsVærk, som KiødetsKuld,Det vorder Muld tillige.Derfor daogi Tidens Grav,ErFædre-Muldfor Haanden,Hvori man røre kan med Stav,Og sige:det er Aanden.I Muldet ligger mangt et Sværd,Med Spyd ogSpore-Kringle,Og naar dem Staven kommer nær,Det rasle kan og ringle.NaarMuldvarphører slig en Lyd,Den raaber: det er Aanden,Og det erFædre-AandensDyd,At den er nær ved Haanden.Det har vi hørt saamangen Gang,Saa man kan sagtens vide,At mine Klokkers Efterklang,Kan ingenMuldvarplide.KunFædresAand, eiFædresMuld,I Klangen er at høre,Og ingen Sjæl afMuldvarp-KuldFor Aandens Røst har Øre.Det er kun Lyden afmit Støv,MitTungeslagdenemme,Og hviske saa, som Døv til Døv:Det er hans egen Stemme.Nu vel! jeg kan i Aanden gaaeTilFædre-AandersSale,MedBettelstav, og banke paa,Og tigge deres Tale.Men at gaae ud af eget Skind,Og boe iFædresGrave,Dertil jeg har slet ikke Sind,Det maa enMuldvarphave.KunFædresAand saavennehuld,Mig hjelper til at sjunge,Men tog i Mund jegFædresMuld,Da bundet var min Tunge.At rasle med det Muld i Mund,Detfaaerman Gienlyd kalde,Men Gienlyd dog af Muldet kun,Og ei af Oldtids Skjalde.Det stander fast i min Forstand,Derfra mig ingen rokker,Og trøstig da, saa godt jeg kan,Jeg støber mine Klokker.LadDannemarksogNorgesAand,I Spot kun min man kalde!Jegskiærer dog for TungebaandDe gamle, vakkre Skjalde.Man stjæle Æren kun for Sang,Til mig fra gamle Skjalde!Mit Kvad sig selv enEfterklangSkal lige ærlig kalde.Ja I, som har min tørre StavTil frugtbar Kvist oplivet!Hvad var jeg vel, hvis jeg fortav,At I mig Aand har givet!Hvad var jeg, hvis kun Ordets MuldJeg eder trædsk tilregned,Og eders Aand og ægte Guld,Mig selv som Rov tilegned!For Verden blev da Æren min,Og Skam fik I til Takke,Men naar saa hver fik Lønnen sin,Fik Skam jeg paa min Nakke.Jeg er ei Skjald, ei heel, ei halv,Det vil jeg høit erklære,Jegpløier med de Gamles Kalv,Der ligger al min Ære.Mit Kvad er kun en Efterklang,AfFædresKæmpevise,Og derfor strækker kun min Sang,TilFædreneat prise.