title: Svanelilles Vise
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2018-04-03T00:00:00.000Z
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
Svanelilles Vise,
(Af Kæmpevise-Bogen No. 22 4de Part).
Det var sigSvanelille,Og unge Hr. Karl saastrag,Guld-Terningsaamonne de spille,Den lange Sommerdag.Men Svensken harSvanelildaaret.Hør nu, stoltSvanelille!Hvad jeg vil sige dig!Du sørger i det Stille;Dølg ei din Sorg for mig!Men Svensken harSvanelildaaret.Min Sorg jeg aabenbareTørhver enFruevæn;Men Gud min Mund bevare,Fra dig at sige den!Men Svensken harSvanelildaaret.Hr. Karl det eimon hue;Hansvøber sig i Skind,Gaar i denBorgestue,ForFørjf. strofe 5, Karl i ind i borgerstuen før sine hofmænd, hvor han taler med en "Gubbe"; det personlige pronomen I understreger forskellen mellem Karl og den gamle mand; rettes ikkesine Hofmænd ind.Men Svensken harSvanelildaaret.God Dag! Guds Fred herinde!Ikiende mig nu Raad,StoltSvanelilatbinde!Hungiør mig Harm og Haad.Men Svensken harSvanelildaaret!En Gubbe sad derinde,VarSvanelilsaa god:Vær ei saa grum atbindeDet rene, ædle Blod!Men Svensken harSvanelildaaret!Det hørde hendes Pige;Det faldt saa tungt paa Sind;Men let paa Fod tillige,Hun sprang iBuretind.Men Svensken harSvanelildaaret!Hr. Karl vil ederbinde;Sank sammen Guld ogLiin!HvadGodtI har herinde,Giem det nufluxi Skrin!Men Svensken harSvanelildaaret!Og det varSvanelille,Hun giemde Guld i Skriin,Drog ud paa Stier vilde,Drog vidt med Sorgen sin.Men Svensken harSvanelildaaret!De Gangere saa hvide,Vel femten havde hun,Gik ved sinNorbagsSide,Dogsørgfuldind i**Lund.**Men Svensken harSvanelildaaret!HunHnnkom iSverrigsRige;Det var et fremmed Land;Hun giæsted, vil jeg sige,EnBartskærderforsand.Men Svensken harSvanelildaaret!O! hør migBartskærkiære!Du svare migpaa Stand!Mon ikke her jegværeAlti KongEriksLand?Men Svensken harSvanelildaaret!Jo, troe mig, skiønne Frue!Jeg er en ærlig Mand;Alt hvad Itrindtmonskue,Det er KongEriksLand.Men Svensken harSvanelildaaret!Hør mig, duBartskærkiære!Følg mig tilBorgeled!Med Guld som du kan bære,Jeg lønner dine Fjed.Men Svensken harSvanelildaaret!Og det varSvanelille,Hun reed i Gaarden ind;KongErikhan stod stille;Han varvel svøbt i Skind.Men Svensken harSvanelildaaret!Forgiæves her du søger,En lystigSpringedans;Af Horer og af Skiøger,Har nok vi her til Lands.Men Svensken harSvanelildaaret!Hans Moder lod sig røre,Og hun var ei saa stræng,HunSvanelillod føre,Alttil en opredt Seng.Men Svensken harSvanelildaaret!Alt sommed Kniv i Hjerte,Hun sad paaSenge-Fjel,Og fødte der med Smerte,To Tvillinger i Kvæld.Men Svensken harSvanelildaaret!Hvad hende laa paa Sinde,Hun det betroed til,Ei nogenHerre-Kvinde,Men kun sin Pigelil.Men Svensken harSvanelildaaret!Og det varSvanelille,Paa Sotteseng hun laae,Ogalt somTaarer trille,Hun skrev de Breve smaa.Men Svensken harSvanelildaaret!Kast, Pigelil, nu KaabenAltover disse Smaa!Og bær du dem til Daaben,Saa Christendom de faae!Men Svensken harSvanelildaaret!Den Enes Navn maa være,Som dens, mig var for kiær;Den Anden hans skal bære,Som var mig bedre værd.Men Svensken harSvanelildaaret!Lad ei dem Tiden spilde,Men smukt i Skole gaae!Naar femten Aar de fylde,Flyedem de Breve smaa!Men Svensken harSvanelildaaret!Altmens hun skrev de Breve,Det gule Haar blev graat;Dog Sønnernetørleve,Og hevne hendes Spot.Men Svensken harSvanelildaaret!Den armeSvanelille,Hun Pine leed ogHarm,Indtil hun kold og stille,Sank i sin Piges Arm.Men Svensken harSvanelildaaret!Nu gik de Aar saafage,Ja, sexten Aar i Rad;KongErikalle Dage,Var lystig, stolt og glad.Men Svensken harSvanelildaaret!Forglemt varSvanelille,Og hendes Sønner smaa;De voxde i det Stille;Dem Kongen aldrig saae.Men Svensken harSvanelildaaret!KongErikreed fra Svende,AtbedeHind og Raa;Ham mødteKæmpertvende,I Brynjer himmelblaa.Men Svensken harSvanelildaaret!Vel mødt, vel mødt, Hr. Fader!ForHind I møde Børn;Det Jagten ikke skader,Vibedeher en Bjørn.Men Svensken harSvanelildaaret!Vor ModerSvanelille,Vi mene var for godTil Skiøge og til Frille;Thiæskevi nuBod.Men Svensken harSvanelildaaret!Lad eder dog forlige!Tag alt mit røde Guld,Mit halve Kongerige!Jeg lægges snart i Muld.Men Svensken harSvanelildaaret!I kan os sagtens love,Hvad ei I holde vil;Med Guld og grønne Skove,IlokkedSvanelil.Men Svensken harSvanelildaaret!Os spotte høit de Store;Os spottelavtde Smaa;Vor Moder heed en Hore;I kaldte hende saa.Men Svensken harSvanelildaaret!Ei Guld og grønne Skove,Det Ord kan giøre godt;I Skov, paa Mark ogVove,Os følger Spee og Spot.Men Svensken harSvanelildaaret!Det var de Unger-Svende,De skarpe Sværd uddrog;KongEriki Elende,De hastelig nedslog.Men Svensken harSvanelildaaret!Det var de Ungersvende,De springe brat til Hest:Nu maae vi vel bekiende,At Skoven skygger bedst.Men Svensken harSvanelildaaret!