source-data/1816_297_3_txt.md

metadata

title: Udtog af den gamle danske Riimkrønike
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2018-04-03T00:00:00.000Z
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University

Udtog af den gamle danske Riimkrønike.

Denne Bog trykt, saavidt man veed, første Gang i Kiøbenhavn 1495 og sidste Gang 1613, er i mine Øine et sandt Klenodie og ganske anderledes værd at betragte og benytte end hidtil er skeet. En temmelig vid Mark er her for Historikeren at røre sig paa, da det vist nok fortjener en alvorlig Undersøgelse ikke alene om Bogen har været trykt førend 1495, som baade Titel og Slutning kan synes at sigeTitelen er nemlig: den danske Krønike vel overseet og ret, (rettet) og Slutningen: da var denne Krønike trykt af ny. Lægger man hertil, at den plattydske Oversættelse er gjort efter et Exemplar som Ditmarskerne erobrede Aar 1500 og fører en ganske anden Titel med Nævnelse af Broder Niels fra Sorø, da synes det ikke urimeligt, at der kan have været en ældre Udgave, maaskee foranstaltet udenlands, og derfor riig paa Trykfeil. Saameget er vist, at den plattydske Krønike ikke er oversat efter vore bekiendte trykte Udgaver., men endnu mere, hvorvidt den hele Bog kan være fra det femtende Aarhundrede, hvorvidt det kan kaldes een i sit Slags mageløs Bog, og hvad Udbytte den giver for Poesiens og Sprogets Historie. Her, hvor jeg kun har i Sinde at giøre mine Læsere lidt nøiere bekiendt med en mærkelig Bog, som vel faa af dem have seet, og maaskee endnu færre læst, da Stavningen i det mindste i den ældste Udgave let afskrækker den, der ikke er lidt bevandt med gammel Dansk vil jeg derimod lade det beroe ved nogle faa Vink og et Udtog, der kan sættesættr Læseren i Stand til at vide hvad han synes om Bogen. At den ældste Udgave ender med Christian den Første og at den af 1533 derimod har en Tilsætning om Kong Hans beviser i det mindste at det var i Tidens Aand at fortsætte slige Riim uden at giøre videre Regnskab derfor, og at det altsaa slet ikke er sagt, den er een Mands eller een Tids Arbeide, fordi den, uden videre Anmærkning, er trykt under eet, ja at ingen Forfatters Navn findes i Udgaven af 1495 synes mig allerede Beviis paa, at man ikke ret vidste hvem der egenlig var Hovedmanden, og af alle Mærker er det rimeligt, at den efterhaanden er bragt i Stand, af hvem der kunde rime bedst i Sorø Kloster, som af Absalon var bestemt til med særdeles Omhu at antage sig Rigets Krønike, en Broder Niels har vel skrevet det sidste, hvormeget det nu var, og Christen Pedersen maaskee Kong Hanses Riim, hvilket har givet Anledning til at Bogen tillagdes begge i Folkemunde, men tilskreves ingen af dem i de Udgaver vi har for Øie. Hvad der ellers for mig afgiør Sagen er den øiensynlige Skilsmisse jeg paa flere Steder finder, ikke alene i Henseende til StavningStavniug, Riimviis og andet Sligt, men hvad der er meer, i Henseende til Sproget, det poetiske Indhold og Udtryk, saa at ingen skal bilde mig ind at hele den Bog er fra første Færd flydt fra een og samme Pen, eller opkommet i een Mands Hjerne. Den anden Bemærkning jeg her har at giøre, gielder Bogens Skikkelse og Indretning i det, at hver Konge indføres selv talende, ja fortæller endog stundum hvorhen man førde hans Lig, noget der giver det hele et forunderligt Liv, og synes mig at være ret ægte Dansk, thi det røber unægtelig en naturlig Hang til i Mindet at omgaaes de Døde som Levende, ikke at finde sligt unaturligt, som vist alle Udanske vil kalde det. Vel finder man Skygge af samme Indretning i den korte svenske Riimkrønike, men det er ogsaa bogstavelig en Skygge, uden mindste Liv og Aand, saaledes som man efteraber, hvad man ei kan eftergiøre, og det stadfæster da min Mening, istedenforistedendenfor at rokke den. Hvorvidt jeg imidlertid dømmer ret om det svenske Mikmak, skal jeg en anden Gang give mine Læsere at betænke, ved at levere et troe Udtog af begge de svenske, saakaldte Riimkrøniker, og har intet imod, at de der ei kiende Sagen, saalænge opsætte deres Dom, som det vel kunde synes betænkeligt at bygge paa en Skribents Ord, der aldrig har dulgt hvor lavt han i det hele vurderer Sverrigs historiske og poetiske Litteratur, lige indtil Bøgerne af Lagerbring, som ingen ægte Svensker var, og de allernyeste Digte, som han ikke kiender. Hvad nu de følgende Stykker angaaer har jeg kun det at anmærke, at de ere ordret afskrevne efter den ældste Udgave, men at jeg, for at lette Læsningen, har læmpet Stavemaaden, saavidt det kunde giøres behov, efter den nu brugelige, hvorover jeg ingen Samvittighed kan giøre mig, da det her kun er Sagen at giøre Bogen, ikke Bogstaverne mere bekiendt.

Humble.

JegHumblevil ei haveforgiætAt Danske komme først afJaphetSomNoesSøn den tredie var,Han skjulde sin Fader, da han laa bar,Derfore han velsignet blev,MedSemsin Brodergildog giev.DaNoevelsignedehannemmed GudOgbadhannemvides om Landen ud,OgChamhans Broderbadvære hans Svend,Som hanhaverværet og erog end.Den Velsignelse have danske Mænd ærvtArvet.SomJaphetder’Fader fik demforhvervt,De henne beholde til evig Tid,Thimuede leve forudenQvidMue er: mægte, formaae, deraf Formue. .Hanføddeen Søn,Magoghed handHans Slægt kom først til disse Land;ISkaaneogGødelandsættes de,GødingeafGogsaa kallesde,Somme despreddesos hidtil HandOg somme de bleve iGødinge Land,ISaruds,AbrahamsOldefaders TidDa komme de først i denneLiidPaa denne Leed eller Kant. :Det var ved 1849 AarEfter at Verdenskabed vaar.Hersadede længe i mange Aar,Og ingen iblandt demKonningvaar,MenDommerog Høvdinge havde de,Som dem og Landet skulleforseeHer har vi forsee i dets ægte Bemærkelse som: forsyneforsvne, forsørge, i hvilken Mening man endnu siger om et Barn som døer: det er vel forseet. ,TilGideon, denDommergiævForIsraelsFolk Forstander blevOghaddedem da i tyve Aar styrtOg mange af deres Fiender myrt;Da var min Søn somkalledesDanSkikkettil Konge og tilFormandISiæland,Loland,FalsterogMøeneiforgiæt,Hvilke Land somkallesVideslet,Ved 2740 AarEfter at Verdenskafter vaar.Saa komme da Tydske iJutlandind,Atskenne og brændelagde de paa Vind,De syndre Jyderdemslovede paa,Dehadde saatænkt deres Land at faa.Thi sendde de Bud da til min Søn,Fordi han var enKempekønKøn, djærv, bruges endnu i adskillige Talemaader, Angel-Sachsisk con, det Tydske kühn. ,Han foer med dem de Tydske imod,Ogslov dem alle der ned for Fod.Saa hylded dehannemfor enFormand,OgnævndederesLandsaaalle afDan,Som ereJutland, baadeFryslandogFyenSiæland,Skone,HallandogMøenUdentvivl har her staaet Føin og Møin, som rimer sig, og ligner Indbyggernes Udtale. ,Laaland,LanglandogFalstermed,Og mangeSmaaland, som ligge derved,At han skulle ene sidenforstaaForskrevneLand, baade store og smaa,DaTholehavde da i atten AarStandet forIsraelsFolk tilSvaar.Siden hjalp hanAngulBroder sinAt kommesaaiEngelandind,Jeg vil det sige foruden Svig,Det Rige gav hanogNavn af sig.Da jeghaddeda den Glæde seet,Som disse mine Sønner var da skeet,ISiælandsLand da blev jeg død,Som jeghaddeboet iLøstog Nød,I min Gaard jeg mig bygde til GavnOgkalled’ enefter mitegedNavn.# Skjold. DetbørhverKonningat have tilSæd,Beskærme sine Land og holde Fred,Ogvideog giøre sinAlmueGavn,For hvilke han bær sitKonninge-Navn,Jegelgstemit Riges gode MændJeg hjalp ogtrøstedem hver og enEn har udentvivl i gamle Dage været udtalt: æn, ligesom Jyden endnu siger jæn. ,Fattige Folk giorde jegog saa,Thimonnedet mig vel med alle gaa,Den som arm oguselvarJeg gavhannemGunst og gode Svar,Deder’Gield eigieldekundeJeg hialp at de der Gavn affunde;AlleUloveog alskøns UretDemskikkedejeg med en bedreSætSæt er Skik, og vi vende netop Talemaaden om, naar vi sige: sætte i en bedre Skik. .Jeg var ei mere end femten Aar,Da jeg foer først atbede Raa'r,Megkom saa stor en Bjørn imod,Hannemslojegnederfor min Fod,Jeg bandthannemmed mit Bæltefuldvel,Og fikhannemmine Staldbrøder atsla i hjel.Jeg døde af Sot og ei af Sværd,Saagikmegi min levende Færd.# Høther. Meg tykkerat den Mand er ei viisSom er begærendeLofog PriisForFørToldberg s. 16 (Den danske Rimkrønike, 1961), Molbech s. 21 (Den danske Rimkrønike, 1825), Brandt s. 16 (Den Danske Rimkrønike, 1858) og Ley s. 17 (Den gammel-danske Rimkrønike, 1841): for. Før giver ikke god mening.det han eifuldt giørekanGiøre fuldt, vi sige: giøre fyldest. ,Væresegenten Svend eller Mand.Da jeg skulleDanmarksRigeforsee,Fuld trædskevare derKempertre,Den ene hedOden, den andenThor,Den tredieBalderenKempestor,De sagde de havde Guddoms-Magt,Fuldlidtgav jeg dog derpaa Agt.ForFørToldberg s. 16, Molbech s. 21, Brandt s. 17 og Ley s. 17: for.Koglespildefore medDa ville de sidde iKonningensSted,HosRoskyldeholdt jeg med demKri,DerstyrtedsaamangenKempeudi,Deres Folkslojeg hosBalders BrundBrund ͻ: Brønd. ,Og gav dem der deres DødsensVund;Deflyddeder selvfuldskammelig,Jegmeende havde ei Guddom i sig;SidenslojegBalderiBalders SundMaaskee Beltet som i Knytlinge kaldes Belt-Sund. Og sænkdehannumdernedertil GrundSidenstyrdejeg med min kongeligVandVand er her Adfærd. Danmark,SverrigogTydskeland,I al min Tidhaddejeg dem saa,Indtil jeg blev demslaven fraa.# Ingel. Ihvo**som giør udaf sin ÆtAt giøre ud af sin Æt, vilde vi kalde at holde den i Ære, men dog seer man let, at det er bedre Dansk i den Bemærkelse hvori det her bruges om at vanslægte. Sin egen Ære giør han Uret,Om han er født af Ære og DydDa holde han sig i ærlig Iid!Af ædle Folk jegfødder vaarDog gik jeg ei i deresFodspaar,Jegstyrdeei Land og Rige vel,Sommeghaddeburdtmed Ret og Skiel,Jeg foer ei heller i LedingydJeg brugde ei Sverd, ei Skjold og SpydMinFader-BanesDotterfaverog fiinFik jegmegtil Huusfrue min,Jeg holdthennesBrøderi min GaardI Værdighed baade Dag og Aar,Dekiendtekieudtemigudlændisk Sæd,Som jeg skuldekræsemit Legem ved (med)De gamleSædergav jeg eiGiemGive Giem eller Giøm er at ændse, bryde sig om, isl. gefa gaum at. ,ForSkemtogGammenholtjeg demHer er ogsaa et Exempel paa, hvad Gram bemærkede, at det Gammen vi bruge saameget for Glæde var paa gammel Dansk Galskab, Narrerie. ,Thifore meg alle Kemper fraa,Hin godeStærk-Odderhan gjordeog saa,ISverrigsRige i nogle AarTjende han siden i Kongens Gaard,Omsider tog han at grunde derpaa,At jeg skulle saadan Skiebne faae,At jeg skulle være saa bly i Sind,Detjeg skulle eilægge derpaa VindAt hevne min kære Faders DødSom han mig ofte raadte og bød.Thi tog han med sin stærkeBul,EnPunde-Sækaltfuld med KulEn Punde-Sæk ͻ: Sæk til et Pund (4 Tønder) Korn. ,Saa gik han hid tilDanmarkneed,Han sagde han vildemeghærde dermed.Han skammedemegsaalænge med Ord,Detjeg sprang over mit eiet BordSaaslojeg minDrotningsBrødresjuMedStark-OddersHjelp, jeg var eiblu,Vislove ogdem dehaddemed dem,Der kom ei een til Lande hjem.DerDrotningensaae detByrtings-BadDa var hun ei (ret) meget gladDet gavStærk-OdderintetGiem,Mensættehenneunder sin Belterem,Alt somen Høne med Hoved og Hals,Saagjordehan sigforuden Fals,Hangjordesig da saa meget indGiorde ͻ: gjordede, spændte. ,At hun miste da baade Liv og Sind.Siden gavStark-OddermegLofog Priis,Og sagde jeg var enKonningviisOg værd at staae forDanmarktilSvaarOg boe iLædremin Fæderne-GaardLædre** ͻ: Leire der sikkert har betydt saameget som Offerstæd eller Sligt, som man seer af det Angelsachsiske Hleodhor-Stede. Udtrykket for Israels Tabernakel, og andre beslægtede Ord. .Siden blev jeg død af retHelsot,Da jeghaddelænge iLædreboet.# Siger. Kaade Piger erevaagetGods**Vaaget er enten vaagt, (vovt) daarligt, eller voveligtvove ligtmanglende bindestreg ved linjeskift, farligt. TilGiemmeat holde længe,Og mestforde ville haveNotsMed unge Svende og Drenge.SignildminDottertog paaVaadTog paa Vaad, timedes den Vaade, kom for Skade. Hagbordlod hun sig lokkeThi gjorde jeg Ravne afhannumenBraad,DemonnehansØvenudhokke.Da han kom ud hos Galgen at staa,Han lodsegei førnøve,Endhan hængde op sin Kaabe blaa,MinDotterdermed at prøve;Hunjættedblandt andre ElskovsordJætted ͻ: forjættede, lovede. Om Natten de sammenvaare,At hun ei længer vilde leve paa JordOm han sit LivombaareOmbaare ͻ: undbar, mistede, vores undvære er det samme Ord, som vel burde skrives undbære, saa det kunde faae sit tabte Imperf. undbar igien, og et ordenligt Supinum i undbaaret, istedenfor det sære: undvaaret. .Da hun hans Kaabe i Galgen saae,Hun lod ei længerdvælje,Hun hængdesegog sine Jomfruer smaaFor det sammeElskovs-FæljeFælje** ͻ: Fælleskab. Saaledes siges endnu i Fællig og til Fælles. I Svend Tveskiægs Riim er Bemærkelsen klar, da der staaer: jeg lagde med Gud saa Fælie. Hunhaddedetogbestilletsaa,At naar som devaaredøde,Da skulle en Pige sætte Ild op paa,DetBuroglægge dem øde.DaHagbordsaae det Brudehuusbrand,Han bad os være tilstæde,Og hængehannumop for hans Pigepaa Stand,Til Døde gik han med Glæde.DaHagenhans Broder fik detsport,Hansoerhan skulle det hævne,Som jeg havde ved hans Broder gjort,Han fik dertil god Evne.De komme om en Morgenstund,Alle medMaibeklædde,Som det havde været en grønner Lund,Defasttil Gaardentrædde.Da kom minKureog raabdesaaKure ͻ: Vogter, Skildvagt, altsaa i Slægt med Latinernes cura. I Tyre Dannebods Vise heder det derfor at hun ved Dannevirke lod sig giøre en Bure (et Bur) for paa det Værk at have Kure, og om Hønen der ruger sine Kyllinger siger Sællandsfaren endnu: hun kurer dem. ;(Han bad mig snart opstande)Jeg seer en Skov til Gaarden gaae,Jegmeenhan er eidandeDande er upaatvivlelig: Danne, Dannes, Skoven var ei danne, var ikke ærlig, ikke at troe. .Da stod jeg op og klædde mig,Jeg lod ei længerbide, (bie)Jeg kaldte mineHofsinnerhver med sig,Ogbaddem lade siglyde;Vi mødteHagenharthos min Gaard,VivaareeihallemangeHalle mange ͻ: halv saa mange. ,Desloge os afsom andre Faar,SomHagenhaddejætt forlangeJætt forlange ͻ: lovet for længe siden. .# Harald Hylletand. ForVedernavnsSkyld og ærlig SagBør ingen Mand atbære LagFor et Binavns Skyld som man har faaet paa en ærlig Maade, bør ingen høre ilde. ,Man pleierat skille der Folk ad med,Saa haverdet været en gammelSæd.DaVæsethhaddeslavetmin Fader ihjelHan meende han havdesystda vel,Han glæddes at han den SeiervandHan gjorde sitBryllopiSkaane-Land.Jeg kom did første hans Bryllups-Nat,Jeghannumslosaaoverbrat,Men siden han fik sit Banesaar,Daslohan i min Mund et Skaar,Saa voxde der andre Tænder igenGule som Vox og ei hvide som Been,De nævnde mig derafHylletandOg ikke for andetpaa min Sand.Saaslojeg da alle deKempersmaa,SomhaddeDannemarkfore at staa;Dernæst jegNorgeogSverrigevandOg komdennem baadeunderDanes Hand.KonningKonniugUbbegreb jeg iFrisenlandOg toghannemtil min Tjeneste-Mand,Saa foer jeg da tilTydsklandindOg vandtogdet med Magt ogSindSind ͻ: Kløgt deraf: sindig og sindrig. .Dernæst jeg (og)BretanienvandSaaslojeg Kongen afÆngeland;Skotlandvandt jeg medHerreskjoldOg kom det underDanesVold.TilFrankerigefoer jeg dernæst,Der fik jeg Æventyr alsombedst.Jeg senddeogFolk tilVælsken-LandBaadeSlaatog Stæder jegovervand,Den stærke Mur omRomere-StadSloge de derned som jeg dembad,DesloveKeiserenKeisrenhan heedValenth,Dehaddehans Land daskæntog brændt.Ingen var der den Stad saa fast,Jeg vandt ei over med en Hast.Hvad skal jegmuemeer sige derafMue ͻ: formaae deraf har vi endnu Mulighed, Formue m. f. Udentvivl er monne, som fordum skreves munne, og brugdes om det Forbigangne, Ordets gamle Imperfectum, og maae nu repræsentere det. Hvert Land og Rige tilMedelhav,De gave mig Skat i femti Aar,Saalænge jegDannemarksKonningvaarHvert Rige som hørde de DanskenævndDet skjalv og ræddes der Vrede og HevnDe gamle skrev nemlig: nefnd og Hefnd, derefter er Rimet gjort. JegholtsaamangenKempestærk,Somklogervar i altHofværk,Ogtrøstog fast i Hjerte og HuTil Rigens Gavn og mitBehu; (Behov)Om En den Anden i NæsenslovMed enSværdkloddeder nogetdrovSom kunde forslaae noget, trække til Lemmerne, sige vi. Eller med en Staalhandske ogHand,Det handennemi hans Næsefand,Blunkedehan da med sinBraaBlinkede han da med sit ØeynBeyn. ,Da skulle han eifor Fulde gaa,Men Gaarden flye og væreudruUdru ͻ: udrøi, utryg, usikker. Sællandsfaren bruger endnu dru for drøi, og ædrue betyder ligefrem æ (altid) dru, altid sikker og dygtig. ,Fordi han var saablød i Hu.Omsider da Alderen gikmegpaa,Da gik minSystersønmigfraa;KonningRingsom jeg iSverrigsLandHaddegjort der til en mægtig Mand,Han ville ei give mig da min Skat,Men varuhuldbaade Dag og Nat,Og andre gjorde hanuhuldemed sig,At de skulleog undfaldemig.Thi skrev jeg til Kongen iÆngeland,Skotland,FryslandogHyberland,Til Norge sendde jeg levende Røst,At de skulle migogkomme tilTrøst;Tydske lod jegogskrive til,At de skulle komme til Hjelpom velOm vel ͻ: ligesaa vel. .Jeghadde ogmed mig trehundrede Mø’r,Hver som enKempestærk og før,JomfruHeedhun deres Banner bar,At skyde og slaa var hun saa snar,Skelmøerdet var dereshøvesteNavn,IOrlov og Krigjorde degotGavn;Med dem foer jeg i Striden ind,End somjeg var, af Alder blind.Derkom KongRingosdravendimodOg andre foer efter til Hest og Fod.Dabadjeg Danske og raadte demsaa,At de skulle fast ogmandeligstaa,Og tænke den Seier og storeManddom,Som dehaddevundet i Verden om,Og aldrighadderøntudvortesMændRønne, (beslægtet med det isl. raun) at prøve, forsøge, betyder her det samme som i KæmpeviserneKæmpeviserue at nappe Røn af, faae at finde. ,Men været deres Herrer som de ereend;Tænkerogpaa den Falskhed og SvigKonningRingminSystersøngør nu mig,Han vil eifyrmesit eget BlodFyrme ͻ: spare, som man seer baade af Sammenhængen og af det modsatte ufyrme der i vore gamle Love altid bruges om at giøre Ufred og Vold. Ventelig er ferm endnu en Levning af dette Ordkuld. ,Men gørmegnu saasaareimod,Han vil ei holde med Ære denTroeSom hanmegjættedudi mit Boe.Dergingevi sammen udi en StridMedKonningersyv op paa enLiid,Vi lode lyde Basuner og Horn,Deslohverandensom BønderslaaKorn;Der gaves et Skrald og Bulder ved,Som Himmelen skulde falde ned,En Røg der op i Himmelen stodAf StøvogopRettet efter Toldberg vers 1749 (s. 58).Hede og Mandeblod;Saaflød der Blod op paa den MarkSom dethaddeværet en Flodvel stark,Himmelen kunne manneppeligsee,For Steen og Pile, saa tykkefløvde.Den Tid jeg hørde de sloges saa fast,Da spurgde jeg ad min Køresvend med Hast,Hvorlunde det da i Striden gik,Og hvo somOverhandenda fik.Da blev han mig saa stum i Svar,Han sagde: du bliver det velvaer.Han slogmeggænestenpaa min SkalGænesten ͻ: som snarest, deraf sige vi end Gienvei og den gienneste Vei. ,SaadetjegnederafKarmenfaldTretti TusindeFrimænddesværBleve derslavenaf min Hær,Tolv Tusinde miste KongRingda derAf sine fribaarne Mændthi bederUdentvivl har her staaet: thi bær ͻ: desbedre thi det fordrer Rimet, og Almuen siger endnu paa sine Steder desbær. Det er ellers i flere Henseender mærkeligt, at Ukyndighed om den Skrivemaade man i Rimkrøniken hyppig finder ene har voldt Tvisten om Ordene aldrig thi sither ͻ: aldrig des senere, desmindre, i Jydske Lov 3 B. 18 K. ,Foruden Fattige som der da blev,Som ingen talte og ingen skrev;Det kunne mig være saa stor en HarmDer laa dødt Folk op over minKarm.Saa blev jeg da død af det samme SlagJeg tabde baade Liv og Strid den Dag;Det siges at jeg da tabte denKri,Forjeghaddeder mange Tydske udi,Og andre flere blødagtige Mænd,Som ikke to kunnegøre fuldt foreen.# Gorm Haraldsen. Som andre Konger toge dem tilIidIOrlov og Kriat øve,Saatog jeg migforeudi min TidBehændeligTing at prøve,Jegspurgde, der boed enKempeiNøerMeget riig paa kosteligt Eie,Det sagdemegTorkildmin Tjener føer,Han vidsteveldertil Veie.Geruthsaaheed denJetteriig,Det Rygte gik af saa vide,Til hannumhaddejeg megenFiigFiig ͻ: Attraa. ,Ei andet kunne jegmegtage tilIde.Thi lod jegredemigHolketre,MedHudersaa velbetakte,Og hundrede Mænd i hver af deDer hedensaamonnejeg agteDer heden ͻ: derhen, og vi see da at vores: hen er kun en Forkortning af: heden, herfra. .Saa seilde jeghedenudi den Søe,Paa hin SideNorgesRige,Saa længe (at) jeg kom til en Øe,Derbodesaa argeTigeTige er ventelig Tyve, skiøndt det ellers skrives anderledes. .Jeg kasted mit Anker paa den Sand,Jeghaddesaa lidt attære,Thi sendde jeg Bud op paa det Land,Smaa-Dyr dabedtevidere.Om Natten kom der saamangetTroldOp paa den Strandens Banke,De spurgde ad, hvo os gav denVold,At vi deres Dyr skulle sanke;Blandt andre kom der et saahøet(høit)Som det vort Mast kunne være,Da jeg det saae, jeghaddenær døet,Saamonnemegdetforfære, (forfærde)Detbeddisaf hvert vort Skib en MandBeddis er, som det islandske beiddiz, forlangde. ,For deres smaa Dyr vibedte,Om vi skulle komme bortfraaden Strand,Den Bøn vigenestenvedteVedte ͻ: videde, undte, svarer til det Islandske veita og bruges endnu i den Talemaade at vide en Tak. .Saa seilde videdentilGudmundsLandI storBekommerogVaadeBekommer ͻ: Bekymring af KummerKummer som vi endnu udtale: Kommer. ,TilGeruthsBroder,saaheed han,Vi glæddes at vi det naadde.DerbadosTorkelhver og enAt vi skulle tie som SteneOm vi ville hjem til Lande igien,Og ladehannumtale alene,Han os forbød at æde med dem,Eller nogen deres Ting at røreOm vi ville komme tilDannemarkhjemOg sige hvad vi der høre (hørde)Om Aftenen, Mørket gik op paa,Og Dagenmonnebortfalde,Da komGudmundfor os at staa,Baade stor og grum med Alle,Hanhelsedeos hver ved sit Navn,Han bad os hos sig gæste,Hanjættedos baade med Haand ogSavnSavn ͻ: Sagn,Sagn. ellers: Haand og Mund. Han ville os giøre det bedste.Hansætteos op tilhøve BordHøve Bord ͻ: Høibords. ,Dervaaresaa kostelige Retter,Ikke talede vi et eneste Ord,MedKempereller medJetter.Tolv hans Sønner,vel deiligeMænd,Degingederforeat tjeneKlædte iGylden-Stykkehver og en,Og tolv hans Døttrevæne;Den ældste ogvænestebød han mig,De andre mine yppersteSvene(Svende)Jeg meende dervar alt under det Svig,Thi laa jeg heller (al) ene.Fire mine Riddere toge derved,Degingemeddennemat sove,De bleveforvendtederpaa en StedTilTroldder som delove(laa).Derde saae at vitavde(tav) saaqvær,Og vilde ei æde ogdrykke,Da vaar dem ild i længer og værDet var (behagede) dem ilde, jo længeriænger jo værre.værre De toge dettil Mistykke.Da svaredeTorkelfor ossaa:(Han bad dem, ei være vrede)De kunde ei vel edersMaalforstaa;Thi giver eder nutilfrede,De holdeogfuldmegettil HadAt de blive skullesjuge,Om de æde af den fremmede Mad,AfSkyveri deres BugeSkyver. Mindes jeg ret, da kalder man end saaledes nogle Orme eller Sligt, som komme i Faar af usundt Græs. Hvorvidt Skæver som en Menneske-Sygdom jo endnu kaldes, hører hid, maae Hippokrates vide. .Da han det hørde at vi sagde nei,Og vare aldeles saatrygge,Da lod han følge os paa den Vei,TilGeruthshans BrodersBygge.Detvaaret græsseligt Slot eller Gaard,Fordøde Mænds Hoved dervaarePaa Steiler sæt i hvertVigskaarVigskaar ͻ: Skydehuller af det gamle vig Krig. Saxe har propugnaculis. Og Hunde som der laafore.De Hunde gavTorkelet Horn med Fedt,Saa gav de demtilfrede, (tilfreds)Vistegeden Mur oggingesaabretBret. Dette Ord, som efter Sammenhængen vel maae betyde rask eller muntermunter, veed jeg slet ingen Rede til, med mindre det betyder: aabenlyst som bret Dansk i Slægt med det angelsach. brædan at drage for Lyset. I Waldemar 3des Riim bruges fuldbret imidlertid nok for: mildt,mildt. veltilfreds. VifundederTroldsaa lede.Detvaarbaade grumt ogrædeligt,Alt det som vi saae dere,Og til sin Lugt vel græsseligt,Jeg siger det paa min Ære.Der raadte osTorkelattersaa,At vi skulle være veltrøste,Og hver med andenmandeligstaa,Og lade os Intet lyste.Hvo som tager her nogen Ting,Da hænger hun ved hans Hænder,Thi er det Raad at gaa omkring,Eller (og) han bliverforvender(forvendt).Saagingevi ind udi den Sal,SomGeruthvaar selverinde,Derfundevihannemaf Dødenqval(kvalt)Med tre krogryggede Kvinde.Med dødeHugormevarGulvetGuldetToldberg: gulffueth (s. 73), Ley: Gulvet (s. 95), Molbech: gulffuet (s. 115).strød,De Vægge de vare saa sorte,Mennesken sad der som længevaardød,AltGlædskabvaarder borte,De sadde alle paa Sæder af Jern,Demonnesaa ildelygteJeg havde da gierne været der fjern,Saa tog jeg til at frygte.Da vi saae osbederomkring,omkring.Udi den Sal saa vide,Vi saae derfaveroglysteligTing,Som vi maatte da vel lide,En Hvals-Tand laa derslavenmed Guld,Et Horn med dyre Stene,EnFadinggjort medKonstenfuldFading ͻ: Smykke som man seer af det tilsvarende armilla hos Saxe og det Angelsachsiske Fadung der har samme Bemærkelse. Altsammen med Guld hint rene.Af vore Hofsvenne løb der til tre,De toge deKlenodeskønne,DefrommesteMænd man kunne seeFrommeste ͻ: fermeste. ,De monne det ilde rønne,Den Tand hanvendtesom til et Sværd,Det Horn det blev en Drage,DenFadingenOrm, han gjorde sinGiærdGiærd ͻ: Gierning, Giørelse. Saaledes sige vi endnu at noget er i Giærde, som der arbeides paa. ,De dræbde de Mænd saafage.Da tog den Sal i samme Stund (til)At rystes og at skiælve,Fra Øverste og til nederste Grund,De Dødeopsprungeder selve,DeKiærlingertre, de raabdejoduthHvad joduth egenlig betyder veed jeg ikke, men Jyden bruger det endnu som et Jammersraab i den lange Phrase der klinger som O Vi og Vok, O dut og neiner! jeg ei kan forklare, men vel sige fri for at være en Slump af Litaniet: a vi NormannorumNormannonun avoca nos, som man jo har meent. ,At vi skulle dersaarøve;DeOrmepaa Gulvet udi denPutPut ͻ: Pyt, puteus. ,Omkring vore Øren defløve(fløi).Dafingevi derfuldstortet Meen,Vi kunde os eisaaværge,At vi bleveei udentyve igen,Som kunde vort Liv da bjerge.Saahuldevi os til Skibsi senI sen, svarer til det isl. i senn ͻ: sammen, tillige. Med det Folk (som) vihadde,Og seilde saa hjem tilDanmarkigenVivaaresaa drabelig glade.Da jeg kom hjem, dakeddes mig vedAt fare saalængerom Lande,Thi gifted jegmegog blev med Fred,Detgik meg vel til Hande.Siden fik jegspurgtat Menneskens SjælSkal altid blive i Live,Thi vilde jeg vide mednoget Skiel,Hvor min Sjæl skulde blive.Det svaredemegmit Raad saa til:Det Ingen til staaer at videUden eders Naades Gud om han saa vil,DamueI derpaalide,Dertil vide vi eibederBudUdenTorkeleders Svend hin snare,Han maae det spørge af eders Gud,Og vide hvad han vil svare.Da lod jegkalleTorkelfremOg bødhannumdid at fare,Jeg badhannumkaaretil sig af demSom deiligevaareog snare,Jeg badhannumfare tilUgarthilok,Som jeghaddetjent saalangeOg spørgehannumad forudenDrokDrok svarer udentvivludentvivt til Isl. Throk ͻ: Ophold, Nølen. At trække sig i noget, betyder endnu at tøve med det. Ellers kunde man ogsaa tænke at Drok svarde til Tydskens Trug, og var Stamordet til Bedrag. Hvad Løn min Sjæl skuldefange.Jeg lodhannumhanuumredeet Skib saafast,At seile med til de Guder,Ogfik hannumRedskabmed en HastBetaktmed Tyre-Huder.De seilde saa længe borti Nør,At de i Mørket komme,Endseilde de da som de gjorde før,For de vareHelledefrommeHellede ͻ: Helte, ganske samme Form som hos Angelsachserne. .Langt omsider da maatte de seeEn IldforStavnen brænde,Der seilde de efter i Dage tre,Før end de kunde derlænde(lande).DertreenTorkelop paa det LandOg gik imod den Lue,Da han did kom, han der dafandSaa røget og sort en Stue,Der sadde toKompenerhosden Baal,Deres Næser vare lede og lange,Og haarde som Horn eller (og) som Staal,Og dertil kroged som andre Stange,Med dem rørde de baade Nat ogDavI Ilden som der laafore,SomStegerpleie med deresKarnavSteger ͻ: Kok, hvoraf Stegers, og det sællandske Bonde-Kiøkken heder endnu Steset. Karnav som maae betyde en Ildtang eller Sligt, veed jeg derimod ingen Rede til. :At røre iBrandeogpore(purre);Dem spurgdeTorkelfremdeles om Vei,Hvor han kunde min Gud finde,Og om didvaarlangt eller ei,Og om han kunde didvinde.Da sagde den Ene og paa hansoer,Skal jeg dig Veienkiende,Da skal du sige mig trende Ord,Som vel kunne væresænde(sande).Da svaredeTorkelog sagdesaa:Jeg vil det sigepaa Love,Jeg aldrig slemmere Næser saaeNogenhaandeMenneskeroveOve ͻ: eie, Sællandsfaren bruger det endnu, og deraf kommer Imperfektet: aatteaatta. .Aldrig var jegognogensted GiæstSom jeg vilde nødiger være,Thi holder jeg den Fod alsombedst,Mig først kanhedenbære.Da svaredeTrolden: de samme OrdDe kunde vel væresænde,Thi (vil jeg) som jeg digjættedogsoer,Al Veien og Seilingenkiende;Fire Dags Seiling skal du gaa paa,Før du det Land kan finde,Som din Herres Gud er op paa,Og Huus som han er inde.Saa gikTorkeltil den BaalHan vilde af Ildentigge(tage),Nei, sagdeTroldenpaa sitMaal,Du skalhannumhannnmlade ligge,Udendu siger mig trende Ord,Som Ingen kandrive til Rygge,Anden Gave ellerBedestorVilVelrettet efter Toldberg s. 77, vers 2378. Molbech s. 121, Ley s. 100, Brandt s. 90 og Nielsen s. 69 har alle denne form.jeg ei af digtygge.Da svarerTorkel, han var saabrad,Det er hver Mand tilFrommeAt høre og tage af nyttelig Raad,IElRettet efter Toldberg s. 77, vers 2382. Stockholmerhåndskriftet har "ee", men dette har Grundtvig ikke haft adgang til i 1816. FLN mener, at rettelsen El til I er den ærligste. hveden somdemonnekomme;Maae jeg nu vel kommehedenigenJeg vil hid aldrig meer fare,Thi takker jeg mest mine egne Been,Som hid oghedenmigbare.Saa fik han Ild og seilde saafussFuss ͻ: rask. Nu bruges Ordet kun om en Raskhed der ikke duer stort næsten eenstydigt med: studs, om den der er kort for Hovedet. Hvad det er at overfuse Folk maae vel godt Folk vide med mindre de blot fuse ud uden at vide hvad de giøre. SomTroldenhamforesade(sagde)Han fandt min Gud i et HussSaa Faavaarderi glade.Han tændde et Lys og gik derind,Dervaarsaa græsseligt inde,Han havde nær tabt baade Aand og Sind,Hannum kunde ei Raad til rinde.Der sad min GudUgarthilok,Var bunden medBøierstærke,Som hanhaddesiddet udi enStok,Det kundeTorkelvel mærke.Hvert Haar somvaar(op) paa hans Krop,Det var somGlavindaf Horne,De stode alle ogstyrlede opStyrlede kan man tilligemed saamange andre Oldsager finde i den danske Bibel endnu, netop i samme Bemærkelse. Ordet er nær beslægtet med det danske steile men har noget af det Isl. sturla ͻ: at forskrække. Styrle har ellers og betydt at buldres. ,Som de havde været Torne,De lugtede værre end nogen Uting,Man kan i Verdenfindesinde,Der laa Hugorme trindt omkringDet Huus som hanvaarinde.Han rykde et Haar ud af hans Skiæg,Mig hjem til Tegn at føresDet gav af sig den Lugt ogDrægDræg maae vel betyde Stank, og være i Slægt med Dræ, Korndræ. ,Som værst kunde nogensteds høres.DasprungesprnngedeOrmeog andreTroldPaahannumog hans Følge saare,Der undgikei udenfem afder’VoldSom sig kunde for demvaare(vare).Indtil de komme til Skibs igenDeOrmeefter demflue(fløi)De hvidslede og spyede paa demVenenVenen er et selvgjort Munkeord af det latinske venenum Forgift. At dem maatte derfore grue.En af dem underTjællingenvaarTjæl og Tjælling var et Slags Skibstelt, der tjendetjendr for Dæk i Mag. ,Han skulle sig lade lyste,Ogstingesit Hoved derud saasnaarHan det dergennestenmyste(mistede).En Anden rakde der ud sinHand,Han skulle detTjældtil drage,Hunblev der stegtalt somen BrandSaadan fik han der Plage.Den Tredie skulleogsee dertil,Hvedendem kom den Vaade,Detkundeknndevel være etjammerligt Spil,Han miste sineØvenderbaade.Da badTorkelalmægtigste Gud,At Han skullehannumbenaade,Og frelsehannumudaf den Nød,Og af den høilige Vaade.Da fik hangenestenBørsaafrom,Han lod tilTydskelandstande,Der tog han Daab og Christendom,Forhan kom hjem til Lande.Siden han kom til mig med det Haar,Han af min Guds Skiæg rykde,Der døde af mange og lagdes paa Baar,Saajammerligmonnedetlygte(lugte).Da han fik sagt mig al den UroeMin Sjæl skulde have ogMøde,Da styrted jeg nedalt somen Koe,Af Anger ogSorrigjeg døde.Dette maae være nok om Kongerne i Hedenskabet der optage lidt over Hælvden af Bogen, i næste Hefte, vil Gud, skalskaf følge et Udtog af det øvrige, hvor man vil see at denne af alle vore nyere Historikere aldeles foragtede og mest ubeseete Bog indeholder Hjemmelen for Adskilligt, som man kun slet har takket den for, og endda ovenikiøbet lidt som slet ikke er brugt. Dog herom meer i en egen Afhandling om Rimkrønikens Alder og Værd som jeg maaskee skriver, men som i al Fald vist engang vorder skrevet, og som det er en stor Skam vi ikke alt længe har havt; thi at Bogen i det mindste er et saare mærkværdigt Bidrag til den danske Aands og Modersmaalets Historie, er jo unægteligt.

Udtog af den gamle danske Riimkrønike.

(Slutning).

Erik Barn.

Den Tid jegDannemarksKrone barOg skulde enKonninghede,Guds Naades Time da kommen varSom han vilde Danske davedeVede ͻ: vide, unde. .Jeg takker oglovermin Skaber og GudFormegog alleDane,At Han med sine SendebudOskienddeden christne Vane;Han tog os ud af Djævels MagtOg lod os til sig vende,At vi skuldehannummed Hu og AgtNu dyrke ogvederkiendeVederkiende ͻ: kiende igien, og her kan man lægge Mærke til at det danske veder svarer til det tydske Wieder igien, ei til Wider imod, saasom vederkvæge, vedergiøre &c.; og det danske veder er i Grunden ikke andet end Præpositionen ved i sin forlængede Skikkelse ligesom under, over, efter. De Ord derimod hvor veder har en anden Bemærkelse som vederstyggelig og Vederpart, ere komne af Tydsken og burde egenlig, som viderværdig skrives med i. ,Og ei meer bede til Stok og SteenSom voreForældernegjorde,Men til Skaberen Gud aleenSom os kan fremme ogforde(befordre).Ansgarsaaheed det SendebudSom Gud lod til os sende,Han visde os den sande Gud,Den hellige Troe han oskiendde,Der blev saamangen sund og karskDen Tid han Folketdøpte,Thi meende jeg saa at han vardarskDarsk ͻ: daarlig, dorsk, som bør skrives daarsk af Daare. Somdelig en Nade sløpteDelig ͻ: deslig, slig, sløpte er vel slap, gav Slip paa. Mange fore derogDjævle fra,Saa jammerlig de detkiærde,At de maatte ingenlunde længer daUdi deres BoligerværdeVærde maaskee boe, holde Huus og da Stammeordet til Vært og Værdskab. ,Davaaregangneaf Guds Søns AarVel otte hundred og tyve,Og fire dertil som skrevet staaerJeg vil det ikke lyve.Menførstjeg fik iDanmarkMagt,Og skulde derKonningblive,Den christne Troe af al min AgtTænkde jeg at fordrive,Saamangen Kirke lod jegnedslaa,Disværat jegsaagjorde,Og togdennumGods og Penningefraa,Desræddeds hver Mand detspurgde,Den unge Keiser HerrLodevigHam lod jeg slaa til Døde.Og HertugBrunudafBrundsvig,Som hanhaddeværet en Jøde,Foruden Bisper, som jeg lodslaaMed andre Herrersmalle,Tolv Grever med Folkder noget dro (drog)Gjorde jeg af Dødensvalle.IFrankerigeogTydskelandJeg overvandt alle Stæder,IFrisenskattede mighver MandSaavelPovel som Peder.I tredive og saa sex AarDet var ret intetminne(mindre)JegDanmarksogEnglandsKronebaarOg holdt dem ved godtSinne(Sinde).# Svend Tveskiæg. Min Fader lod jeg slaa ihjel,Som Danskemonnemig raade,For han tog Daab med gudeligSkiel,Og jegath Riget fast traadeAth traade ͻ: traaede ad, attraaede. .Alle de Folk som troede paa Gud,Dem lod jeg alle fordrive,For mig og mine SendebudKunde de med Fred ei blive.Thi gik det mig ildemangelund,Imedens jegsaagjorde,TilTydsklandi en stakket Stund,Jegtrøsvergreben vordeTrøsver ͻ: tregange svarer til det Asske thryva og det isl. thrisvar. .Først gav jegdennemsaa meget Guld,Som jeg kundeselverveie,Naar jeg var i mit Harnisk fuld,Ogtusaa meget Sølv at eieTu saa meget ͻ: togange saa meget. Jyden siger end tøs saa møi, som netop vilde slaae til i Verset, og forklarer det omtvistede Sted i Jydske Lov 2 B. 26 K. .AndenTidda jeggreben vaar,Daløstejeg migomdyreOmdyre ͻ: ligesaa dyrt. Om er her de Gamles Em eller Æm, ligesaa, der oftere forekommer i JydskejydskeJyske Lov næves i alt 5 gange. I to tilfælde står der "jydske" for "Jydske". Det kan også være en variant. Dette rettes ikke, er under bagatelgrænsen Lov, hvor man finder æm god, æm vel, æm nær, æm myket, og er almindelig i Angel-Saxisken ved Siden af efen, Tydskernes eben og vores even, effen og jævn. Meer herom ved Leilighed. ,Da fikDannemarksKrone et SkaarOg danske ensvarHyreHyre ͻ: Byrde. Sællandsfaren siger endnu i den Betydning: jeg har min fulde Hyre, og den Bemærkelse hvori vi nu almindelig ene bruge Ordet nemlig om Sold eller Dagleie, er neppe saa ubeslægtet, som den kan synes, thi de Gamles Huusfolk eller Drabantere, hird, hyrd, aad tit Huset op, og Tjener-Hyren i vore Dage kan være svar nok. .Den tredieTidjeggreben vaar,DavaarmineLandsaa arme,Thihaddejeg den Tidbange Kaar,Til Kvindfolk de mig forbarme,Fruer ogJonfruerog gode HusfruerOg andre gode KvindeDeløstemig med deres Bøndis bæder,Saavel bleve de til Sinde.Thi gav jegdennemsaadan Fordeel,At de maatte sidenærveHalver Lodsom Broder faaer heel,Saamonnede detforhverve.Da jegbefandtat migsaagik,Jeg lod ei længerdvælje,Den hellige Troe jeg snartundfik,Og lagde med GudsaaFælje.Saa gik det mig da vel i HandIhvorsom jeg mig vendte,Thi fik jegNorgeogÆngeland,Jeg demat skatte kiendte.Siden raadde jeg alle danske MændAt de skulle dem omvende,Og tage den Troe som mere varsænd(sand)End den deresFæderdemkiendde;De sagde de kunnemed intet SkielDeres Fæderne-Troe fornedre,Uden desaage(saa) derJertegentil,At den ny Troevaarbedre.Dervaarhos mig da Keiserens Bud,HerPopemonnehan hede,Han svaredesaa, at vil det Gud,Jeg vil eder Jærtegenvede (vide).Han sætte sig paa sit bare Knæ,Han bad til Gud denmille(milde)At Han sinMiskunds LiggendefææVilleteedet Folk tilVille(Villie)!Saa tog han paa sin bareHandEt gloende Jærn atbæretBæret ͻ: bære det, vi sige saa endnu. ,Dethannumdog ei merebrand,End om detkalthavde været.Siden tog han paa sin bare KropEnsid, bevoxet PalePale ͻ: pallium, Kaabe, Kappe, her vel Skjorte. bevoxet ͻ: væxet, sat i Vox. ,Han stak paa Ild, lod brænde op,Hans Lemmer vare lige svale.Da dehaddeseet de Jærtegentu,Som Gud Han for demteede,Detoge vedTroen af god Hu,De glæddes, den Naade dem skeedde.Siden bleve da alle danske MændI christne Troe vel faste,Rige og Fattige, hver og enDenHeden-Troedekaste,Davaare gangneaf Guds Søns AarNihundred og Firsindstyve,Og sex dertil, som skrevet staaer,Jeg vil det ikke lyve.Derefter toge vi for enSædOm Nogen paa Anden villekære,Ville han ikke dagange derved,Da skulle hansig saa skæreSkære ͻ: rense svarer til isl. skira. Vi har endnu ikke blot skiær ͻ: reen og klar, men ogsaa skure ͻ: at rense og blanke. Deraf Skuremænd i Loven. ,Bære i barHandet gloende JernUskadder, og det ei vrageVrage kunde til Nød tages i sin nærværende Bemærkelse, men betyder dog snarere: kaste, hvilken Betydning end er tilbage i Vrag, og stadfæstes ved Ordets Brug i Vitherlags-Retten og Jydske Lov. Men giøre dermed sin lovlig VærnOg være saa sidenorsageOrsage ͻ: sagløs, uskyldig, af Sag og PartikelenPeartikelenoverskydende type. or ͻ: uden, som i Angelsachsisken hyppig findes i slig Sammenhæng. ;Og ikke dafiktesom før varSædOm Sager og omUsænde(Usandhed)For den blev ofteslavennedSom førhaddeSkade iHænde.Som mine Forældre gjordeLandeskielMellemDanmarkogHolsteentillige,Saa tog jeg paa og gjorde om velMellemDanmarkogSverrigesRige,Med den som der daKonningvaar,Han heedÆmunder slemme,Paa detat det til evig AarSkulde tages til Minde og Giemme.Vi toge dertil tolvmyndigeMændAfDanmarksogSverrigesRigeVise og klogerethver og enAt de skuldelade dem lige.Thorntoge vi af devestre GøtlandOgThorstenafØster-GøtlandOgGaseafVester-Manland,GrundvoldafSønder-Manland,TholeogThotteaf alleOpland,Som svenske Mænd desaa kalle.TokeogTosteafbaadeJutland,OgUbbeaf Fynbo alle,Grundvoldtoge vi afSiælandOgDanafSkaanevinævnde,Saa toge viGrunvoldafHalland,Og demtil Stæde vi stævnde.Disse tolvforskrevnemyndigeMændDe sætte sex store SteneMellemDanmarkogSverrig, de staa derend,Til evig Tid vi mene.IStruttesøesætte de første SteenIDanebækden andenmonvære,Den trediekallermanKyndsteen,IVærætsnæsstaaer denfjære,Den femte Steenafsætter vaarHannumlode vi Hvidsteenkalle,Den sjette mellemBlekingogNorgestaarTilLandeskielgodmed alle.KonningenafNorgehan varogderDa de detLandeskielsætte,Fordi hans Lande laae derognær,Thi gjordes det uden Trætte.Daneholmskiftevi i Dele treForFørToldberg s. 103, Molbech s. 161 og Ley s. 134: for. Brandt s. 120, Nielsen s. 94: thi (disse to følger Stockholmerhåndskriftet K 41).hanlaa dersaa til Maade,Saafingevi hver vore en Deel afdeVore en Deel, udentvivl Trykfeil for: vore (vores) Deel. Dog kan det andet forstaaes. ,Hver til sin Gavn ogBaade.Da vihaddedersaaskift og moltMed godEndragtog Glæde,KonningenafNorgemit BidselholtOgSverrigesKonningi mitIstæde.Da nævndes afDaneholmiStævnesund,AfStævnesundog iBlymern,AfBlymrenog iSlettesøesammelund,AfSlettesøog iFlækkebek, iSandsøder noget fjernAfSandsøog iAlmandebrinkog iDyregrundAfAnderosenAndervsenToldberg s. 104, Molbech s. 162, Brandt s. 121, Nielsen s. 95 og Ley s. 134: Anderosen.ogdessammelund,Og ind iEmpte Mose,AfEmpte-Moseog ind iOrmunder-Skov,AfOrmunder-Skovog iTrane-Mose,AfTrane-MoseiSlettesømed samme LovOg saa iRobeks MoseHer have vi udentvivludentvivl den ældste Beretning om hint i ældre Dage omtvistede Kongemøde og Grændseskiel, som ellers beskrives efter Anmærkningen i de Ghemenske Udgaver af Siælands og Skaanes Lov, og Runestykket bag i Vorms Series Regum DaniæDanlæ. Vorm anmærker Riimkrønikens Vidnesbyrd, men ikke Forskiellen som her findes, og Suhm, der omtaler Sagen i sin Dannemarks Historie T. 3 S. 156 har ikke brudt sig det mindste om Rimkrøniken. .Der skillesDanmarkogSverrigeadEfter den Contract vi gjorde,Hendegjorde vi, at Trætte og HadSkulde ei i Fremtid vorde.# Erik Eiegod. Jeg takker Gud min Skaber kiærFor alle sine Gaver han gav mig her:Han gav mig Styrke over alle deSom jeg kunde nogenstedspørgeeller see,Han gav migogsaa klart etMoll(Maal)Som Nogen kunde have, Dansk ellerVollVoll ͻ: Vælsker, Italiener, og den gamle Riimer siger da ligesom en ny tydsk Historiker at Danske og VælskeVælste have det klareste Maal. Og gjorde mig til saatalendeen MandSom findes kunde i noget Land.Tusind halvfemts paa det femte AarEfter at Guds Sønfødder vaar,Blev jeg tilKonningiDannemarksætMedDanesVilje og godEendrætEendræt ͻ: Eendrægtighed. Det gamle Ord er forresten godt dansk, thi de som drage tillige, gaae i Dræt sammen. Men siden derefter Aar veltry(tre)BlevCistertsEisterts-Ordenstiftaf Nye,Da vorde (blev) os Gud saa mild og blid,At vifingeda saa god en Tid,At besteSkeppeMeel eller MaltEi mere end to Penningegjaldt.Jegholtsaa strængeRetviished,Oghaddesaa stor Sagtmodighed,At Ingenforhastede jeg mig op paa,Ingen gik migogretløsfraa,Ingen Voldsmandstædde jeg tilGiøre nogen Uret ellerUskiel,Thi ræddeds mig alle mægtige Mænd,Og Fattigeælskde jeghver og En.Jeg altidogsaa livsalig varLivsalig er det rette, dybe, deilige, danske Udtryk som kun svagt betegnes ved det af Islandsk laante vensæl. Mærkeligt ellers at Suhm mener (T. 5. S. 122)122,parentes mangler, emenderes normalt ikke jf. regulativet 3.2. Det er dog forstyrrende her. at Petrus Olai, der midt i sin Latin bruger dette Udtryk om Erik, har taget det af Saxo, Noget der ydermere stadfæster at Suhm ei kiendte Riimkrøniken synderlig. ,At naar som jeg gav nogen Mand Svar,Hans Husfruesendde jeg gode Nat,Og bad hans Folkaltværegladt.SidenløstedeogTydske at prøve mit Sind,Thi røvede de paaDannemarkind,De mig mellemFalsterogSiælandSloge ihiel saafrommeren Mand;Thi lod jeg giøre etUdbudstort,At hevne det Mord som dehaddegjort.Saafoerede dem iTydsklandindOgvundeen Stad som heedJulin,Og grebe saa alle Røvere derSom sloge den (hiin) ogvaareder nær,Deres Hænder lode de binde paa BagOgbond(bandt) hver ved en Pæl velfragFrag ͻ: stærk, fast, svarer altsaa til isl. frekr og er vel samme Ord som vores fræk, hvis Grund-Bemærkelse er: uforbluffet, og saaledes bruges det i Kæmpe-Viserne. Saa lode de tage af hver en TarmOg slaa til Pælen med enHarm,Dekvistededem saalænge deromKvistede ͻ: pidskede. ,Indtil destyrtedog Bugen var tom,Siden fik jeg for dem den bedste FredSom nogen Mand bedsttørvde vedTørvde ved ͻ: trængde til. Vores: turde ved er og betyder det samme, og burde skrives torvde ved, ligesom vi skrive Nødtørvt skiøndt vi sige Nødtørt. .Ærkebispen afBremen, den haarde Mand,Haddemig tænkt atkomme i Band,Thiskød jeg mig for Paven ind,Som Gud gav mig for Raad og Sind.Jeg Danskeforhvervdefor den samme GrundAt have deres Ærkebisp selv iLundOg ei være under udvortesStigt(Stift),Somvaarefør velpladseligtPladseligt kan enten være en Trykfeil for: passeligt, eller en Oversættelse af localis ͻ: hvad der er paa sit Sted, Meningen bliver da den samme. .Min hellige Fader Pavenvaarmig saa mildMed synderlig Naade, Gunst ogVild,Han tog os ei alene frafremmetStat,Men gjorde vor Biskop til sinLegat,Og til enFørsteiSverrigesLandOgNorgespaa min rette Sand.Der jeg foer da hjem fraRom,I Færd med mig en Spillemand komHanlegdesaaat jeg galen blev,Mig kunne eihollenogenHellede giev,Fire af mine Ridder slog jeg ihjel,Fordi atjeg da ei vidste vel.Siden foer jeg da tilden hellige GravSom Gud mig dertil Naade gav,Jeg tog med mig allerhøieste MændSom jeg kunne finde, Mand eller Svend,At Ingen skulde giøre Spot ellerBangUdentvivl har der staaet: at Ingen skulde giøres Spot eller Bang (Banghed), at nemlig hans Følgesvende ikke skulde ræddes ved at see op til ham, eller see ud som Dværge imod ham, hvor de kom frem. Det Andet giver kun en tvungentvnngen Mening, skiøndt det kan forstaaes, da Bang er paa gammel Dansk: Stoi,Stoi Allarm. ,Fordi jegvaarsaa stor og lang.Der jeg komhedentilGrækenland,IConstantinopeljeg Keiserenfand,Han vilde ei lade mig først derind,Men siden fik han et bedre Sind,Da Danske som han dahaddehos sigFingehannumdaunderviist af (om)mig.Dem holdt han da i yppersteStat (Stads)Atvare paasig baade Dag og Nat,ForDeilighed, og Tjeneste troe,Dehannumbeviste der nogetdro(drog).Siden lod han pryde baade Huus og JordOg hented mig ind med Ærefuldstor,Han tog mig ved sin høireHand,Som jeghaddeværet en mægtiger Mand;Han ledte mig ind udi sin egen SalSom kostelig var og megetpralPral. Enten skal det betyde: pralende, og er da en licentia poetica som jeg baade for andre og mig selv nødig tyer til, eller det er Substantivet: Pral, og som betyder da hvor, Noget der i Bogen ei er usædvanligt, og end Tilfældet i daglig Tale. ,Han gjorde mig da et stortAmonAmun ͻ: Amindelse, ligesom mund hos Ang. S. er Minde. ,Han kom der aldrig ind som han varvonVar von ͻ: pleiede van. ,Og ingen Keiser efterhannummeer,Saa holde de hende for min Skyld i HæderHæder skal rime paa: meer, og Rimeren var da vel en Fyenboe, thi i Fyen siger man omtrent: Heer. .Saa lod han mig reise etBelledeop,Ved Skikkelse efter min egen Krop;Saa gav han mig sin Gavefrom,Hellig-Mænds Been som jeg bad om,Og af det hellige Kors en Part,Det sendte jeg hjem tilSlangdorpsaasnartSlangdorp ͻ: SlangerupSlangernp. ,Fordi at jeg derfødder vaar,Som høien Alter i Kirken staar.Da jeg kom da tilCyperland,Af Sot jeg da opgav minAnd,Det tusende, hundred, paa det andet AarEfter at Guds Sønfødder vaar.Min DronningBodilblev derogdød,AfHelsotog ei af anden Nød.Der hædred os Gud med stortJertegnSomunderligter ialden Egn,Der havde den JordNaturensligHun kunde ei holde der døde Mænds Liig,Men naar derjorddisnogen Mands KropOmNattenNatteukasteds hangiennestenop,Men siden min Krop blevjordetder,Da holdt hun Liig baade fiern og nær.# Valdemar Knudsen. Det er velsændt(sandt) iLæstenstaarLæsten ͻ: Læsningen, Skriften, Evangeliet. Bliv ved din Læst! er da en heel sindrig Talemaade. At hvilket RigeUsamefaaerUsame ͻ: UsamdrægtighedUsamdrægtigbedTo fejl her: omvendt U og b for h. isl. Usami uenig. Da skal detlægges øde,Det mærked jeg vel og fik at seeDaDannemarkfik os Konger tre,Det kunde eimynnerfødeMynner maae vel være mindre, og kunde, som her i BogenBogeu saa tit, maatte. .Vihaddesammen storOrlovog Kiv,Det gialdt førstKnudsog saaSvendsLiv,Vilodedet ikkeførreFør lod vi det ikke, holdt vi ikke op. ;Men siden der devaareslavneihjelJeg ene regieredeDannemarkvelOgogManglende stort begyndelsesbogstav.kommit paa det TørreKom ͻ: bragde, saaledes: komme noget afsted, det er: fremføre det. .Jeghaddesaameget NabohadFor Tydskesadde (med?) mig til Fad (Fads)Jeg kunde mig ei forsvare,Før jeg fik gjort mellem os enGaardGaard ͻ: Giærde, Befæstning, deraf Garde- Livgarde, der som saameget Dansk har maattet reise til Paris, før det kom i Vælten herhjemme, som gode udenlandske Vare. ,Han staar der vel i tusind Aar****Om han bliver tagen til Vare.Jeg detfor Sandingensige vilBiskopAbsalonhjalp derfasttil,SomvaariLunde-Kirke,Dervaarei før uden kast en Vold,Men visætteder en Murvel bold,Vikalled’ enDanne-Virke.Halvtolte hundred og otte AarEfter at Guds Sønfødder vaarDa blev den Muralt rede,Tre Aar derefter med gudeligHofHof ͻ: Haab som sees af det gamle vocabularium in usum Dacorum, som vore nye Sprogmestere havde giort vel i at bruge, ligeledes af ny Danske Magazin 2 B. S. 332. Da bygde hanSorevor Frue tilLof,Den Kiærlighed han hendeteede.Siden foer jeg ind udiRyland,Og alt det Folk jegovervand,Jeg lod dem christne og døbe,Efter Guds Sønfødder vaarHalvtolvte hundred og tyve Aar,Dermed, da kandet løbeEgenlig staaer der M. hundred paa det halvfjerdssindstive Aar, men saavelsaaael her som i foregaaende Vers har jeg sat Tallet paa en anden Maade, da man vel ikke let falder paa at læse som Rimeren: Emhundred, dermed saa faaer det løbe. .Det samme Aar gjorde jegSjælands LovHvorde skuldeskifteMark og SkovOg andreÆrendeat dømme,Da blevogmin Fader paa Alter reist,OgKnudmin Søn tilKonningkeist,Den Glæde lod Gud mig sømmeHer har vi da det ældste Vidnesbyrd saavel om hvem der udgav Siælands gamle Lov som om Aarstallet, og her see vi Grunden hvi alle vore gamle Annaler have Aarstallet 1170. Dette Vidnesbyrd har selv Kofod Ancher ikke kiendt, som sees af hans Lovhistorie D. I. S. 96, og Suhm ikke heller, uagtet han T. 7. S. 382 anfører Riimkrøniken mellem dem der have 1170, thi ellers vilde han vidst, at Riimkrøniken taler udtrykkelig og alene om Sjælands verdslige Lov, saa dens Vidnesbyrd slet ikke svækkes ved Talen om, naar Absalon gav Kirkeloven. .MedHerreskjoldjegogovervandI Øster ude førstFinland,Derhedenfik jeg godtVeder, (Veir)ITydsklandvandt jegogDemin,Camin,VolgastogStettin,Med andre Slot og StæderSaavidt jeg veed, omtales dette Finlandstog ei andensteds, neppe nævnes heller af Andre Camin og Stettin ved det vendiske Tog 1164 eller 65, og altsaa har Rimeren i det mindste ikke her pløiet med Annalerne. .KeiserFriderichsig skrev afRom,Han sendte mig Bud, jeg til ham kom,ILybekkeStad vi der mødtes,Jeg gav hans Søn derDottermin,Og han gav mig alle Landene sinSom norden paaElvenstødtes.Han gav mig derBeviisningoppaaog paaToldberg s. 128, Ley s. 166, Molbech s. 202, Brandt s. 149 og Nielsen s. 125 = oppaa. Jf. Kalkar betyder 'op paa' på. A's ordlyd 'og' kan også give mening.,OgInnocentsPaveStadfæstningaaMedBulleraf Guld det klare,Til evigt Vidnesbyrd og TegnAt alle de Land og (alle?) de EgnSkulde danskeKonningsvare.Ellevhundred og firs paa det første AarEfter at Guds Sønfødder vaarDa gjordes denneContractenDer staaer M. C.E. Fiirsindstyve. Riimkrøniken er da ogsaa den ubekiendte Hjemmel for denne Efterretning, og man vil bemærke, at saa naturlig følgende Annalister heraf kunde slutteslntte at Innocents gav sit Stadfæstningsbrev i Valdemar den førstes Tid, er det dog slet ikke sagt om det var Rimerens Mening. See Suhms D. H. T. 7 S., 623 seq. ;Men andet Aaret som der kom næst,Da komHelsotog vorde min Giæst,Han tog fra mig al Magten.# Erik Valdemarsen.

(Plogpenning).

Et falsk og svigefuldtBrøderskapEr ofte stor Vaade og Fare,Thi skal han være til Sind vel snapSnap, ventelig det samme som snu, i Slægt med snappe, og Snaphane ͻ: en der lister sig paa Fienden eller til Bytte. ,Som sig skal derfor vare.Da jeghaddeDannemarksRige faaet,Da fik jegogVansæmeVansæme ͻ: UsameUsame, Usamdrægtighed. MedAbelmin Broder somosafToldberg 1961, s. 135, vers 4209 har 'oss', samme har Ley s. 174, Molbech s. 213, Brandt s. 157, Nielsen 132.var spaaet,Ingen kundehendestæmeStæme ͻ: stemme, standse. .I ti Aar havde viOrlovogKri,VoreLandlagde vi saa øde,Saamangen Manddadenjf. Toldberg s. 135, Ley s. 175, Molbech s. 213, Brandt s. 157 og Nielsen s. 132.slogs deri,Derved maatte Hjertet bløde.De Land vor Fader med Herreskjold****Havde vundet med Hæder og Ære,*DeDajf. Toldberg s. 135, Ley s. 175, Molbech s. 213, Brandt s. 157 og Nielsen s. 132. finge over os Magt og Vold,*Deres Spot maatte vi da bære.Siden lod han mig gribe med Falsk og SviigOg sætte iBoierog Lænke,Saa lod han hugge Hoved af migISlætenlod han mig sænkeSlæten ͻ: Slien. .Den Tid jeg sad paa mine KnæOg skulde mit HovedombæreOmbære ͻ: undvære, miste. Da spurgde han ad mitLiggendefæHvor (som?), det skulde da være;Jeg sagde, det ligger iRoskildeByeIGraabrødre Klostertil GiemmeUdi min Kiste er gjort af Nye,I lader eder ikkegræmme!Tusend, halvtrediehundrede AarOg noget op paa det første,Sanct LaurentiiNat jeggreben vaarDet veed jeg veltil Gørste*Gørste ͻ: Visse. Ordet staaer saavidt ieg veed ene i Dansken og tilhører da vel Islandsken hvor gørst er Superl. af gørr: klarlig, tydelig, grandt. .Sidenfundeda Fisker mit Hoved og KropUfuldnetUfuldnerToldberg s. 136, Molbech s. 214 og Ley s. 175: wfuldnet / Ufuldnet. Endelsen på -er ligner gammel mask., sml. ungersvend. Jf. Kalkars ordbog kan 'fulne' bøjes 'fulner'.og uden Skade*Ufuldner ͻ: uforfulet, uforraadnet. ,De førde dem saa tilSlesvigopISanct Peders Kirkede detlade.# Abel. Jeghaver fornummetatSvig ogFalsIhvor langt det om ganger,Det kommer sin Herre igien paa HalsMedDrøvelse,Sorrigog Anger.DerErikmin Broder varslagenihjel,Som jeghannumtænkde for lange,TilRoeskildfoer jeg meddet SkielJegventedmig hans Guld atfange.Da jeg kom indsomKistenmonnestaae,Bunden med Jernbaand haarde,Jeg fandt der eiudenen Kappe graa,Og dertil enMunke-KordeKorde ͻ: chorda, Snor. .Da jeg havde seet den Kappe graae,Jegsørvdevi havdesaa kivetSørvde ͻ: sørgede. ,Hans Agtfornamjeg der (var?) saaHan vildesig i Kloster have givetUdentvivl er Riimkrøniken ogsaa ældste Hjemmel forfør Beretningen om hiint Eriks Udsagn og Abels Fangst thi Annalerne synes at have oversat dens Ord, især dem om Abels Sorg, der syndes RimerenRimeern naturlig. Suhms D. H. T. 10 S. 145. .GrevAdolfsDotteriHolsterlandSom jeg til Husfruhade,AltDannemarksRige som jegbefandGjorde hun en drabelig Skade.De Brev min OldefaderValdemarPaaVeendensRigeforhvervdeMod DanskehunhnnsaaudydeligvarPaaHad hundennemfordærvdeSuhm omtvivler dette, T. 10 S. 217-18 men paa heel svage Grunde, thi at en stor Deel af de Breve der lyde paa Venden, endnu findes i det schverinske Archiv, beviser vel at Hvitfeld, der taler om alle Brevene, foer vild, men beviser mere for end imod Riimkrøniken og dens Udskriver Petrus Olai, da her nævnes bestemt kun Brevene til ValdemarBaldemar 1ste som jo virkelig savnes. .Tredie AarsinjegKonningblevSin ͻ: siden, Sællandsfaren siger endnu sin, forresten seer man at Riimkrøniken sætter Abels Dødsaar til 1253 ligesom de eiderstedske Annaler S. D. H. T. 10 S. 207. ,Dafikflkjeg saa i SindeDet jeg drog sammen en HærfuldgievJeg tænkde migFrisenat vinde;Men der jeg kom tilEgder-StadEgderstad ͻ: Eiderstæd. ,De Friser mig der da mødte,De gave mig derfuldondtetBad,Mit Blod de der udgødte.Jegmeenjeg fik den Hevn og NødAf GudsretviseDomme,For jeg lod slaae min Broder til Død,Mig selv til lidenFromme.# Christoffer Eriksen. Jeg kan det nufuldvelforstaaeIhvoren Mand sig vender,Da vil dethannumgiernesaagaae:Ham hænder alt som han trenderEt herligt Ordsprog, der i Klarhed og Klem langt overgaaer det sædvanlige: som man reder saa ligger man. .Da tusind, trehundred og tyve AarFra GudsByrdgangnevare,TilDannemarksKonningjegkeisetvar,At jeg skulde det forsvare.Markgrevensom var paaBrandenborgGav jeg minDotterhin kære,Og gjorde deresBrølloppaaVordingborgMed stor Priis, Hæder og Ære.Til KlostergjordejegKnardrup GaardVor Frue tilLovog Ære,Trettenhundred og tyve paa det sjette AarEfter hunmonChristumbære.Siden tog jeg mig saa ondt et Sind,Disvær, at jegsaagjorde,PaaRetviishedlagde jeg ei Vind,Detkærdehver somtorde.Ridderskabet lagde jeg mig imod,Det kom mig lidet tilBaade,Almuenjeg mig beskatte lodSaare ud over sinMaade.Thi vare de mig imod igienI alle de Maader de kunde,De gjorde mig baade Skade og Meen,LidtGodt de derivundeDet kalder man hverken at holde med Brud eller Beiler, men med Sandheden. .ITaarnborriggrebe deErikmin Søn,Som jeg lod til Kongekese(keise)De ræddeds eiTru, de hørde ei Bøn,De gjordehannumLast ogNeseLast og Næse ͻ: Last og Skam. .IHadersløvsætte dehannumiTaarnHan nød ei anden Naade,Som de havdeoverlagtoverlagrdet tilfornI lang Tid mod osBaade.Da jeg fikspurgtdet gikhannum saa,Jeg tog hvad jeg havderede,HedentilTydsklandlod jeg staaeOm Hjelp ogTrøstat bede;Men Danskefulde tilde Grever to,Som der iHolstenvare,GeertogHans, deHelledefroeHellede froe ͻ: raske Helte. freo er frie, uforsagt paa Angelsachs. ,At de skulde dem forsvare.Saa foer jeg igien med tydske MændTilSiælandudi mit Rige,De vare mig falske hver og en,Thi maatte jeganden TidvigeAnden Tid ͻ: anden Gang. .Da fik jeg at seeforuden DrutDrut maae efter Sammenhængen betyde Skiemt eller Falsk, men om Ordets Slægtskab har jeg intet kundet opdage, uden maaskee det isl. drutr et Vindæg og det Angels: dry Trolddom, Koglerie, er af Slægten. Det Gamle sige i deres TaleRavnen hugger ei Andens Øie udIhvadde skrige eller gale,Paa begge Sider der da Tydskevaar,Thi vilde de ikke stride,Thi havde jeg ikke bedre Kaar,Af Riget da maatte ieg glide.Da Danske havde mig drevetydMed Grevernes Hjelpfornævnde,Mod dem saa vendte de deres SpydDe mig over dem vel hævnde,I deres Land droge degiennestenindOg Jyderne mest, de nørre,DeGottorpbelagdemed Magt ogSind,OgHadersløvvundedeførre.Der kom GrevGeertogstriddepaadem,Og slog og fanged der mangeHan sendte dem til sine Fogeder hjem,Der havde de Dagene lange.Siden bleve de tydske Herrers AagDanskefuldsvartat bære,De skreve mig til i Brev og BogDemonnedet saarekære:De havde der baade Land og SlotImenigeDannemarksRige,Og alt det som deri var godt;Ingen lode de være deres Lige.De som tænkde at blive ved MagtOm de kunde mig fornedre,De Uslinge bleve imod deres Agt,De kunde dem intet forbedreDe kom ikke bedre i Stand. ;De som varefuldgladedertil,At de kunde mig uddrive,Jeg detfor Sandensige vil,Efter mig lode de først skrive;De kaldte mig hjem til Lande igien,At jeg skulde demforsvaare,For GreveHerGeert, deres største Uven,Fordi de ræddeds ham saare.Siden jeg da kom i Riget ind,Som mig vel burdemed SandeDet kunde ei gaae udaf min SindJeg kunde ei, som jeg burde, forglemme. ,At de dreve mig af Lande,Thi lod jeg da giøre et SvogerskabMed Grevenpaa deres Skade,Min Søn fik hansDotteri Ægteskab,Som Hertugen iSaxenførhadde.Siden tog jeg paa et stortUraadUraad ͻ: Daarlighed, Utilbørlighed, noget anderledes synes vi at bruge Ordet i Taalemaaden: at mærke Uraad, men det lader og kun saa. ,IBørlundgreeb jeg BispTygeOgsætte eni Fængsel og gjordehannumHaadHaad ͻ: Haan, Skam. Thi lod han sig eilygeLyge ͻ: lige, nøie isl. lika behage, vores lie, som at lie (lige) en godt. Han helmede ikke, barede sig ikke, nøiedes ikke. ,Før han kom ud til Pavens Gaard,Og Rigeti Forbud sætte,Det var deri paa otte Aar,Før det komafden Trætte.Siden komTvedragtmellem Greven og mig,At vi kunde ei fordraves,Thi drev min Søn hansDotterfra sigMed hende kunde han eihavesHaves ͻ: omgaaes, forliges, siger Sammenhængen, men Ordet har jeg ikke truffet. .PaaLohedmødtes vi siden iKri,Og Seiren gikhannumtil Hande,Thi jeghaddemange Tydske deri,Som ei vildetroligenstande.Saaflyddejeg da tilLollandind,ISaxkøbenjeg greben vorde,TilAaleholmførtfuldblegom Kind,Baade Danske og Tydske det gjordeHerremændene: HennekeHennele Breyde og Johan Ellemose. Hvitf. T. 1 F. 458. .Omsider kom jeg derud med NødTilFalsterlod jeg mig føre,Der blev jeggiennestenpaaNykøbyngdød,Og siden begraven iSore.Tusinde og trehundrede AarOg dertil elleve og tyveDet Aarstal staaer sig vel neppe, imidlertid er Tingen endnu ikke afgjort. ,Efterat Guds Sønfødder vaarJeg vil det ingenlunde lyve.# Margrethe. Jeg beder derom alle gode MændHædre hver gode Kvinde!Og raader eder alle hver og enI drage det vel til Minde:DogKiønnet det er dem skrøbeligtSom deres NaturtilsyerTilsyer ͻ: tilsiger. ,Da gøre de oftemandeligtmandeligl,Som Magt paa ligger dyrHvad der ligger stor Magt paa. .Jeg takker min Skaber i HimmerigFor alle Velgierninger og Naade,At han gav mig herLykkenslig,Det jeg for Riger skulde raade!Jeg varei udenpaa ellevte Aar,Jeg maae det sigemed LigeMed Lige ͻ: med Fornøielse. ,Da mitBrøllopiKøbenhavnvaarMed KongHaagenafNorgesRige,Med ham fik jeg sidenOlavmin SønOgNorgesaamedhannumærvde,Saa fik jegDannemarksRige skiøn,DaVoldemarmin FaderstervdeStervde kunde vel være et gammelt dansk Ord da vi i Angels finde steorfan dræbe, men rimeligviis see vi dog her det indvandrede tydske sterben, der endnu paa en Maade lever, skiøndt bandsat, i Stervboe, og viser hvor det danske og tydske Maal kan forenes. ;Jeg takker de ædele Danske Mænd,At de vilde mig det unde,Som jeg havde været en Mand eller Svend,Som best regiere kunde.KonningAlbretafSverrigda han detfraaFraa ͻ: spurgde imperf. af det gamle: fregner. At Gud gav mig den Gave,TilDanmarkogNorgetog han storTraaTraa ͻ: Attraa. ,Han vilde dem fra mig have,Han kaldte migKonningBrogeløsBrogeløs ͻ: Buxeløs. ,Han mig saa saarespeedeSpeede ͻ: spottede, gjorde Spee. ,Hanhødteog truede og saare fnøsHødte ͻ: truede, men da dette Ord følges med, betyder hødte vel her: smedede Rænker, som det vel kan betyde, da det er Oversættelsen af insidiari i det gamle Vocabular. ,Sin Ondskab han saateede,Hanjætteddetstadeligogsoer deraadrraa,Han skulde ei gaae medHette,Før han fik vundet migDanmarkfraaOgNorgesRigemed SletteMed Slette ͻ: slet aldeles, og, om man vil, aldeles slet. .Omsider skrev han mig til sin Agt,At han vilde med mig stride,Thi sendte jeg mod hamDannemarksMagtDetuedevelstande og bide,Der grebe dehannumudi det Slag,Oghaardelig de hannum bunde,Det skedte enSancti MathiædagDeSverrigtil minHandvunde,M. halvtrediehundrede og Lxxx AarDette Vers har jeg ladet beholde alle sine skiæve Been thi det maae have Fødder at gaae paa, saa langt som det er bagefter sin Herre 1388. Ellers har det vel hedt M. trehundred og Lxxx Aar og dertil togang fire. Og dertil Aar vel fyreEfterat Guds Sønfødder vaar,Det voldte hansFiig og GyreFiig og Gyre ͻ: Lyst og Begierlighed, der, som bekiendt, har hjemme i Østerleden. ,Saa lod jeg da skære enHettenyAf Vadmel vel femtenAlne,MenStrudender komnytten udyStrud ͻ: Slæb, Svands, og man kan da togange sige: den Ting, hun havde en Hale. AtLyddenskulde ikkefalneLyd ͻ: Farve, falne ͻ: falme. Ret sindrigt i alle Henseender. .Den Snor som lægges af Strænge tre,Hunbrøsterfuld neppelige,Det sigerViismandforudenSpee,Om hun læggeslæmpelige,Jeg lagde en Snormed Alle stark,Da jeg vandtSverrigesKrune,Og arvedNorgetilDannemark,At de skulde staae iLune.Lune ͻ: Luun, kun Skade at det blev i Lune. IntetVold eller Verdsens MagtKan de samme RigerbeskadeImedende blive ved samme Pagt,Som jeg dem sammenlade;Lade ͻ: lagde. Thi raader jeg alle de gode MændSom for de Riger skulde svare,Ridder og Svende hver og enI lade dem saa sammen vare!Lyderpaa ingen Uvenners RaadSom der vil andetraade,Fordi at det kommer jer selv tilHaadOg Liv og Sjæl tilVaade!Den hellig oguskyldagtigEenfoldighedLade demsaasammen blive,Som er i Personer Trefoldighed,Som Klerke prædike og skrive!Man seer let at Rimeren har i de tre forenede nordiske Riger villet see et Billede af Treenigheden, Skade at hvad der skulde været Sandhed blev til Løgn, thi forresten er det ganske rigtigt at vi i disse Folkefærd ligesom i hvert Menneske kan finde tydelige Spor af den Usynliges Billede. Tusend, firehundred og paa tolvte AarEfter Guds Søn varbaarenDa blev jeg død og lagt paaBaarS.SimonsogJudæAften detvaar enDa jeg havde paa det tolvte AarOg dertil fulde tyveForDannemarksRigestandet til Svaar,Jeg vil det ikke lyve.IRoskildhviles nu mine Been,Som der staaer nu beskrevet,Havde jeg havt nogenhulderVen,ISoreda havde jeg blevet.Hermed vil jeg da slutte Udtoget af den gamle mærkelige Bog, thi vel havde jeg agtet endnu at tilføie Christian den Førstes Riim, for at Læseren kunde see hvor umuligt det er at sammes Forfatter kunde lagt de fremfarne Konger saa mange deilige Ord og nette Riim paa Tunge, men da udentvivl alt Vidnesbyrd er spildt paa hvem der ei kan see at de anførte Riim er forskiellige Mænds og Tiders Tale, vil jeg ei fylde Rum med det tvungne, aandsfattige og trangbrystige Eftermæle, der ikke desmindre for sin Tid ret godt kan gaae an. Rimeligviis er det, saavelsom kanskee Erik Pommers og Christophers Baiers, Riim af Broder Nigels fra Soer, som udentvivl har tillagt de Stykker, og tillige oversat Riimkrøniken paa Plattydsk med Dedicats til Kong Christian den Første, thi efterat have betragtet hin plattydske Oversættelse, som slutter førend Christians Død, kan jeg ikke skiønne rettere, end at den maae være gjort i Dannemark til Kongens Behag, som sagtens ei var stærk i Dansken, og at det er denne Oversættelse Ditmarskerne overkom paa Valpladsen ved Hemmingstad. I Udgaven af 1533 er, som sagt, tilføiet et Riim om Kong Hans, men naar og af hvem det er skrevet, meldes intet om. I danske Magazin giættes paa den bekiendte Erik Krabbe, og i Hofmans Bog om Adelen nævnesuævnes han reentud som Forfatter, men paa hvad Hjemmel skal jeg lade være usagtnsagt. Jeg for min Part anseer Sligt for aldelesaldetes urimeligt, ei alene fordi Rimet uimodsigelig er skrevet før han endnu var tyve Aar, men især fordi det heel igiennem synes at kundgiøre en Tid før Reformationens Udbrud, og Christian den Andens Fald, samt en Mand der intet havde mod samme Kong Christian. Ove Bilde og Ove Lunge nævnes udtrykkelig som Hjemmelsmænd, og da den Første kaldes Biskop som han først blev 1515, er Rimet formodentlig skrevet samme eller følgende Aar, og det efter min Betænkning af Mester Christen Pedersen, hvis ægte Danskhed, Fortrolighed med Fortidens Stiil og Peer Laales Ordsprog det synes mig at aande, ligesom der dog vel maa have været nogen Grund til det Sagn at han var Riimkrønikens Forfatter, hvorfor han ligefrem udgives i Fortegnelsen over Karen Brahes Bogsamling. Oprindelsen til at man ansaae Erik Krabbe for Manden, synes ei heller vanskelig at finde, thi han skal jo have foranstaltet Udgaven af 1555 og da man, som af Resens Fortale til JydskejydskeJyske Lov næves i alt 5 gange. I to tilfælde står der "jydske" for "Jydske". Det kan også være en variant. Dette rettes ikke, er under bagatelgrænsen Lov sees, indbildte sig at Kong Hanses Riim da først kom for Lyset, var det intet Under man tillagde ham det, aldenstund han dog og havde skrevet danske Riim som dog ere i en ganske anden Tone. Jeg har før anmærket at man i vore latinske Annaler sporer Rimkrønikens Brug, og derom kan Enhver overbevise sig som med den i Haanden, eller, endnu bedre, i Hovedet, vil giennemlæse Annalerne i Scriptores, Noget som vore mange grumme lærde Historikere dog maaskee ikke behøve, da de sagtens kan dem paa deres Fingre. Imidlertid vil jeg dog for ulærde Læseres Skyld anmærke, at i den Chronicon Danicum som slutter med 1286 (Script. T. v. p. 329) og agtes af Suhm for omtrent samtidig, findes om Erik Glipping følgende Ord: Ericus filiusfilins Christophori Regis successit patri in regnoɪegnolille stort 'I'.. Hic decimas eclesiarum tulit, nullam fecit justitiam, monasteriamouasteria per eqvos suos et canes depauperavit, totusqe lubricus uxores nobilium violavit, hvilket for mine Øine at see er omtrent en ordret Oversættelse af hvad vi om samme Konge læse i Riimkrøniken: Da jeg fikDannemarksRige boldt,Jeg ingen MandRetviishedholdt,Disvær, at jeg saaturde,Kirken tog jeg sinTiendefraa;Med Folk, Heste, Hunde ogsaaJeg Klostre fattige gjorde.Ukysk jeg i mit Levnet var,EthadeligtRygte jeg derfor bar,Og mest med gode MændsKvinne.At man i en bagvendt Tid, da Konst som Lærdom er Lapperie, kundeknnde faae Lyst til at vende det om og sige, at Rimeren, som naturligviis sammenlappede sin Krønike af Annalerne, har oversat bemeldte Stump, det bekymrer mig ligesaa naturligviis ikke, da jeg skriver for oplyste Folk i et philosophisk AarhundredeAarhuudrede. At endelig Riimkrøniken, som mindst i Begyndelsen af det 16tende Aarhundrede, er agtet for en historisk Kilde fra Middelalderen, beviser ikke allene Petri Olai Chronicon, hvor hele Vers og Linier af den hyppighypyig indføres paa Dansk, men endnu mere Incerti Auctoris Chronicon ab anno 1268 ad 1523 men egenlig kun til 1500, (Script. T. VI.) hvor den udtrykkelig citeres under Navn af Chronicon vulgare og Chronica vulgaris p. 225 og 234. Ved første Sted anmærker Suhm at den Krønike kiender han ikke, men at det i saa Fald kunknn var fordi han ikke kiendte Riimkrøniken, kan man overbevise sig om ved nøiere Eftersyn.