title: Til Bernhard Ingemann i Anledning af Ingenting.
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2015-05-01T00:00:00.000Z
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
Til
Bernhard Ingemann
i Anledning af IngentingSee Athenes Februarius..
Hør mig, Frænde kiær iBrage!Hør min Sang om Ingenting!Ingenting i vore DageEr den store Tryllering,Hvori Alt sig rører, speiler,Hvormed Aanden Alt beseigler.Ingenting for Muldvarp-VrimlenEr det størsteUndersyn,Ingenting er Gud i Himlen,Ordets Røst og Aandens Lyn,Og som Ingenting opveierTiden Alt hvad Tiden eier.Ingenting heraf dulære,LæreTiden at forstaae,Agtefor din største ÆreAf dens Aand at nævnes saa;Ingenting paa Tidens TungeEr hvad Skjalden skaludsjunge.HørAtheneda berømmeRidder-Skaren hærdebreed,SeraphinesKirke-Drømme,OgBalsoresKjærlighed!Eet og Alt jeg skulde meneIngenting er iAthene.Lad kunUgle-UngenflyveFornem over Kirketag,Sig i Mosedyndfordybe,Deri findeHoldog Smag!Seraphineei om SmagenStrides vil paaFastedagen.Lad kun Andre konstig byggeKropperetmed Kjød og Blod,Mens du tegner from en SkyggeAf hvad dig for Øie stod!Vi paaSandheds Legembygge,Naar vi tegne troe dens Skygge."Mal du trøstig kun i Vandet!Tegn kun du i Tidens Vand,Paa den Øe hvor du er strandet,Skyggen af dit Fædreland!"Vistden skal i Ebbe-StundenFindes klar og fast i Grunden.Vær du kun dig selv en Gaade,Som en Blomst paa Havets BundAldrig, hvo sig selv vilraadeVorder Hjerte-Gaadens Mund,Glimt af HerrensGaade-KierteEr det Lys vi har i Hjerte.Gudindaandethar af NaadeStøvetGnist af Guddomsliv,Læse kun vi kan, eiraadeRuneni detSkaberbliv,Kun somKjærlighedens GaadeStøvetfølerHerrens Naade.Visti Tidens MorgenrødeSom et Speil af reent ChrystalMaatte skues, maatte glødeAande-SjælensGaadehald,Men ak! den sig lod fordunkle,Kan iAnelserkunfunkle.Kun med Længsler, rene, ømme,Blundende i Herrens Fred,Hjertet kan i Gaade-DrømmeAneStøvetsHerlighed,Og iTroe paa Tidens FyldeSee det sig i Glands forgylde.Kjærlighed er Livets Kilde,Raabes nu fra Syd til Nord,Og kun i dens Straaler mildeKlarer sig den mørke Jord.Ak, men det erVellysteneVerdens Folk i Hjertet mene.Troe kun ei at KjærlighedenHar sitLegemepaa Jord!Synligt var det kun herneden,Derdet straalende opfoer,Og tilDetigjennedfarer,Kun iAandenaabenbarerKjærligheden sig paa Jord.Kun naar vi i Troe fortroligFavne hvad vi aldrig saae,Kan i Aandens Gaade-BoligFødes hvad vi ei forstaae,Fødes hvad, naar Tid bortfarer,Legemligt sig aabenbarer.Lad da sig i Troe forklareFromme Skjald! din Kjærlighed!Da skal Aanden aabenbareFor dig hvad duendei veed,HvadBalsoreheedherneden,Oghvorlundehunfoer heden.Da du skal i Vuggen findeHvad du aldrig drømde om,Barnet lege skal derindeSom du dunkelt ihukom,Tonen du ei kan frembringeSkal dit Hjerte gjennemklinge.Da skal Billeder du tegneSom har Liv og Kraft og Glands,Skjøndt alViftfra Himlens EgneEr kun Luft for Kjødets Sands;Barnet, som i Hjertetbygger,Leger da i Lundens Skygger.Men, o Frænde! bie saalænge!Hold din Skygge klar og reen,Om saa hele Verdens DrengeRaabde efter Kjød og Been!Selv de svage Glimt og SkyggerGlæde Barnet hvor detbygger!Frænde! tør jegenddig raade!Spild paaFyrværkei din Ild!Udspindei din Hjerte-GaadeVerden til et Skuespil!Skyggen, der sig vilfordobble,Brister som enFarve-Bobble.Hvad vil du iBrynje-Særke?Hvad gjør du paaKæmpeval?Hvad vil Nattergal og LærkeLære i den Riddersal?Vil deMinnesangennemmeSom har ret i Kjødet hjemme!Vil duveli Kampens BulderDøve Øret for den Sang,Fuglen kvæder paa din SkulderMed saa dyb en Veemodsklang,Vil du underPandser-RingeSønderknuse spæden Vinge?Hører du den Røst fra Oven,Du din Moderssidste Søn!Hører du det Suk fra Skoven!Hører du ei Bjergets Drøn!Kan du slige Røster glemmeOver DøgnetsDaare-Stemme!Aldrig lærer du atsjungeHvad dit Øie aldrig saae,Runerne paa Sagas TungeSeent du lærer at forstaae,Hvo som tale skal med HelteFødes maae med Sværd ved Belte.Seer du ei hvorLauragræderVedMassaniellosGrav?Havde han i Fisker-KlæderStille stirret dybt i Hav,Han da havdevisti SundetPerler til sinLaurafundet.Stenen vilde han bortvelteSom i Drømme den kun saae,Meende ei at Herrens HelteRøverdolken maae forsmaae,Vilde sig med Trods i SindeMartyr-Navn ogKronevinde.StakkelsBlanca! hvor hun bøderHaardt for sit Heltindenavn,Søger,i hvorfromt hun gløder,Frelse i en Niddings Favn,Var hos Blomsterne hun blevet,Havde hun som Dronninglevet.Arme Hyrde fraTolose!Hvi blev duAl MahomsSøn?Medens Riddere dig rose,Du fortvivler selv i Bøn.Hvorforblevstdu ei hos Hjorden?Der duvarstenKonningvorden.Ingemann! o hør mig Frænde!Visselig du farer vild,Ved paa Pinebænk at spændeHjertet til et Sørgespil,Lader du det længer blødeSørger det sig brat til Døde.O! gid standse jeg dig kundeI det dyre Væddeløb,Vende dig til Bøgelunde,Og til Rosen i sit Svøb!Men ak!endi Blod du kvæder,Skaren klapper, Barnet græder.O! hvor skulde det mig smerteOm du over Daarers RoesGlemde Rosen i dit Hjerte:Kongelige Arvegods,Eller vided ud den SpædeTil et Sommerfugle-Sæde!Nei, o Ven! som Ædelstene,Bedre end din Skjald sin Ring,Gjem hvad Tiden ogAtheneKalde Tant og Ingenting!Hvis du taber hvad de vrage,Ingenting du har tilbage.Stir paa Rosen i dit Hjerte!Elsk den i sitgrønneSvøb,Til den under Himlens KierteSpringerud i**Tidens Løb,**Runer paa dens Blade findesOm hvadSagaikke mindes.Runer paa dens Blade stande,RistedeafFimbultyr,Om de gamle stærke VandeOg omMidgards-OrmensByrd,Ja omBaldersBane-Tue,Og omSurturslumske Lue.Dog langt meer end sligeStaveGjemmer Rosen i sit Skjød,Staaer den blye i Herrens Have,Er dens Duftogmannasød,Himmel-Perler denbedugge,Skjænke venlig Sang forSukke.I de Perler aabenbarerEdens Rose sig med Glands,Støvets Rose sigforklarerEfter den for Aandens Sands,OgforklaretRosen svingerSig fra Jord paa Fugle-Vinger.N. F. S. Grundtvig.