| Til Sphinx. | |
| Ei har jeg glemt at naar Gravklokken gaaer, | |
| Da først udringes mine Skoleaar, | |
| Og aldrig har som Mester jeg mig brystet; | |
| Men lært jeg har i tunge Prøveaar | |
| At føle Meer end nogen Sphinx forstaaer, | |
| Og af mit Ærme har jeg Barnet rystet. | |
| Hvo høit vil flyve falder gjerne ned, | |
| Hvo høit sig drømmer, svimler kun derved, | |
| Thi sætter jeg mig lavt paa Runestene; | |
| Stat du for mig, saa høit du kan, i Fred! | |
| Men hvis hovmodig du paa mig seer ned, | |
| Da visselig du staaer ei paa det Rene. | |
| Du pukker, hører jeg, paa dine Aar! | |
| Men blegedes paa Lysets Vei dit Haar, | |
| Saa det omskinner dig som Retfærds Krone? | |
| Du praler, hører jeg, af dine Saar! | |
| Dem fikst du vel i Verdens Ormegaard, | |
| Men fik du dem i Kamp for Lysets Throne? | |
| Min Gaade, hører jeg, du kløgtig nam! | |
| Var det dengang du lydt med Daareglam | |
| Mig for en Hykler og en Djævel skjældte? | |
| For Ingenting din Gaade jeg ansaae! | |
| Det siger du, men kan du da forstaae, | |
| At jeg i Intet saae Orions Belte? | |
| Hvis om din Gaade jeg har gjættet feil, | |
| Fordi jeg kiged kun i Sandheds Speil, | |
| Da har i det du ikke seet din Gaade, | |
| Og jeg tør give under Haand og Seigl, | |
| At ikkun da du tager ikke feil, | |
| Naar du den gjætter paa min simple Maade. | |
| Du mener, hører jeg, det var dig nemt | |
| At knegte mig i Alvor og i Skjemt, | |
| Og ydmyg dale til mit Barne-Sæde! | |
| Om det er sandt, jeg veed vel ei bestemt, | |
| Men nok jeg veed, at tro'r du det er nemt, | |
| Da avler Stolthed kun en dødfødt Glæde. | |
| Om virkelig du staaer paa Tempeltind | |
| Og om jeg op til dig har mange Trin, | |
| Det klarer sig engang vel paa det Sidste, | |
| Men seer jeg ret ved Ordets Lampeskin, | |
| Jeg mod din Høide ikke gjør et Trin, | |
| Og aldrig skal din Modenhed mig friste. | |
| At Lyset bo'r ei i din Hjerneskal, | |
| Men hist i Kjærlighedens Gaadehald, | |
| Det har jeg lært af Ham som Engle dyrke; | |
| Og i Hans Ord, som Lysets Arvetal, | |
| Jeg fandt at hverken kan, ei heller skal | |
| Der Samfund være mellem Lys og Mørke. | |
| Som Digter, mener du, paa Gravsens Bred | |
| Du og dit Liv er ei at spøge med, | |
| Og det er netop hvad jeg vilde sige; | |
| Men at for Alvor jeg tog Skjemten med, | |
| Hvor Alvorsord ei funde bedre Sted, | |
| Det var dog nok ei Næsviished saa lige. | |
| See, stolte Sphinx! det er mit Davus-Svar, | |
| En bunden Tale, baade kold og klar, | |
| Tillukt med Flid for Tonen i mit Hjerte; | |
| Nu er jeg seen, som jeg var fordum snar | |
| Til Vægterhaanden, du bespyttet har, | |
| At række dig i Skin af Danmarks Kjerte. | |
| Jeg lod dig rase, ældre Broder min! | |
| Og paa min Kappe slagte dine Sviin, | |
| Jeg vilde dig ophidse ei men kjøle. | |
| Nu est du kold og stolt med Hjertens Lyst, | |
| Kom nu! saa vove vi en Alvorsdyst, | |
| Og væmmes skal du vist ei ved min Søle. | |
| Dog, ingen Handske kaster jeg til dig, | |
| Jeg kun optager den du rakde mig, | |
| Og som jeg dengang ikke maatte røre; | |
| Afbryder jeg med Fienderne min Krig, | |
| Og venter jeg en Sandheds Ven i dig, | |
| Hvor kan mod dig med Lyst jeg Krigen føre! | |
| Nei visselig, som Dannemand og Præst | |
| Selv midt i Strid jeg huer Freden bedst, | |
| Og gjerne Hjertet vilde kjærlig tale; | |
| Men til du seer, at ei jeg leger Hest, | |
| Skjøndt Barn jeg er, det tjener os nok bedst | |
| I Stilhed Gud hinanden at befale. | |
| Dog, Hjerteordet lader sig ei tvinge, | |
| Gid, Baggesen! du mesterlig fuldbringe | |
| Hvad jeg har kjækt og ærlig fusket paa! | |
| Da veed jeg vist, at under Lysets Vinge | |
| Min Broderhaand, mit Venneraad saa ringe | |
| Du nænner ei at haane og forsmaae. | |
| Grundtvig. | |