title: Til Sphinx
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2016-04-29T00:00:00.000Z
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
Til Sphinx.
Ei har jeg glemt at naarGravklokken gaaer,Da førstudringesmine Skoleaar,Og aldrig har som Mester jeg mig brystet;Men lært jeg har i tunge PrøveaarAt føle Meer end nogenSphinxforstaaer,Ogaf mit Ærme har jeg Barnet rystet.Hvo høit vil flyve falder gjerne ned,Hvo høit sig drømmer, svimler kun derved,Thi sætter jeg mig lavt paa Runestene;Statdu for mig, saa høit du kan, i Fred!Men hvis hovmodig du paa mig seer ned,Da visselig dustaaer ei paa det Rene.Du pukker, hører jeg, paa dine Aar!Men blegedespaaLysets Veidit Haar,Saa detomskinnerdig som Retfærds Krone?Du praler, hører jeg, af dine Saar!Demfikstdu vel i Verdens Ormegaard,Men fik du dem iKamp for Lysets Throne?*Min Gaade,hører jeg, du kløgtignam!Var det dengang dulydtmedDaareglamMig for en Hykler og en Djævel skjældte?ForIngenting din Gaadejeg ansaae!Det siger du, men kan du da forstaae,At jeg i*IntetsaaeOrionsBelte?Hvis omdinGaade jeg har gjættet feil,Fordi jegkigedkun i Sandheds Speil,Da har idetdu ikke seet din Gaade,Og jeg tør giveunder Haand og Seigl,At ikkun da du tager ikke feil,Naar du den gjætter paamin simple Maade.Du mener, hører jeg, det var dig nemtAt knegte mig i Alvor og i Skjemt,Og ydmyg dale til mit Barne-Sæde!Om det er sandt, jeg veed vel ei bestemt,Men nok jeg veed, attro'r du det er nemt,Da avler Stolthed kun en dødfødt Glæde.Omvirkeligdu staaerpaa TempeltindOg om jeg op til dig har mange Trin,Detklarer sigengang vel paa det Sidste,Men seer jeg retved Ordets Lampeskin,Jeg mod din Høide ikke gjør et Trin,Og aldrig skaldin Modenhedmig friste.At Lyset bo'r ei i din Hjerneskal,Men hist iKjærlighedens Gaadehald,Det har jeg lært afHam som Engle dyrke;Og i Hans Ord, som LysetsArvetal,Jeg fandt at hverken kan, ei heller skalDerSamfundværemellem LysogMørke.Som Digter, mener du, paaGravsensBredDu og dit Liv er ei at spøge med,Og det er netop hvad jeg vilde sige;Men atfor Alvorjeg tog Skjemten med,Hvor Alvorsord eifundebedre Sted,Det var dog nokei Næsviished saa lige.See, stolte Sphinx! det ermit Davus-Svar,EnbundenTale, baade kold og klar,Tilluktmed Flid for Tonen i mit Hjerte;Nu er jegseen, som jeg var fordum snarTilVægterhaanden,dubespyttet har,At række dig i Skin af Danmarks Kjerte.Jeg lod dig rase,ældreBroder min!Ogpaa min Kappe slagte dine Sviin,Jeg vilde dig ophidse ei men kjøle.Nuestdu kold og stolt med Hjertens Lyst,Kom nu! saa vove vi enAlvorsdyst,Og væmmes skal duvist eivedminSøle.Dog,ingen Handske kaster jeg til dig,Jeg kunoptagerden du rakde mig,Og som jeg dengang ikke maatte røre;Afbryder jeg medFienderneminKrig,Og venter jeg enSandheds Veni dig,Hvor kan mod dig med Lyst jeg Krigen føre!Nei visselig, somDannemandog PræstSelv midt i Strid jeg huer Freden bedst,Og gjerne Hjertet vilde kjærlig tale;Men til du seer, at ei jeg**leger Hest,**Skjøndt Barn jeg er, det tjener os nok bedstI StilhedGud hinanden at befale.Dog,Hjerteordetlader sig ei tvinge,Gid,**Baggesen!**du mesterlig fuldbringeHvad jeg har kjækt og ærlig fusket paa!Da veed jeg vist, at under Lysets VingeMin Broderhaand, mit Venneraad saa ringeDu nænner ei at haane og forsmaae.Grundtvig.