title: Gaade-Giætningen. (Til Baggesen.)
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2016-09-01T00:00:00.000Z
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
Gaade-Giætningen.
(Til Baggesen.)
Let er din Gaade,Gestur Blinde!Nemt er atraadeRunenderinde,Solen du fandt,Hvor Traadene fineEdderkop spandtAf Tarmenesine.*Gedspeki Heidreks. Duest*Dig Selven Gaade,Det har jeg længe vidst,Og til den ret atraadeDu har kun stakket Frist,Og vedDig selv at deleDu taber idet Hele,Det giælder To mod Een.Din Jeghed at taxereI GaadesangsDuetDnettekstkritik afhandlet i ACCESS,Og Led for Ledpartere,Var sagtens ei saa let,Og det, om end jeg kunde,Jeg giorde ingenlunde,Med mindreNavnværdieJeg satte Mere i,Med mindre Løgn jeg vildeMig om mig selv indbilde,Og havde det i HuAtgrunde Dig tilbage,At sætte X for UMig selv for Dig iBrage.Tænk ei jeg vil med VidDig stikke iDualis!Da fik mitIndividJoBielkei Pluralis,Og skiøndt det vel er sandt,Hvad Du har vel udgrundet,EnAsenskiæftjeg fandt,Hvor Du den kunde fundet;Saa har dog, som Du veed,Den Kiæft sin Egenhed,Den fælder kunPhilister,Naar Man paa dem er bister,Den aldrig dividererHvad Mandualiserer,Den giørog eihvad DuHar giort i Gaaden nu,Deponens, om Du vil,Den er som Gaade-Munden,Activiskuden til,Passiviskdog i Grunden,Men gaaer dog ei saavidt,Den bli'rHermaphrodit,Ei somUrgelmerdenEr Selvformerings Ven,Vil i sin hule TandEi, hvad den ikke kan,Et Kildevældfremtvinge,Menladerdet kun springe.Duseer for Resten letHvorvidt jeg giætted ret,At Hunnen vel iRom,Naar det til Stykket kom,Ham selvvar op ad Dage,Og hendesDæggelamMan uden deres SkamFor Hunnen kunde tage,Thi naar Alt kom til Alt,Var Hun jo Sjæl og HanGestalt,Hvor Hun var ei, var Han kun Lidet,Og hun var kun i Individet,Det saae Man joogklarlig paa det Hele,PaaDivisionenaf de homogene Dele,Der, som i Gaaden nok, den venligeDualisForvandled til en underlig Pluralis,Og demonstreerde ei somSchellingsVenIndifferentsen just afPan og *Hen.*Dog,Proteus! om jeg ogsaa kunde,Jeg fulgde ingenlundeDig paa den krumme StieSom Fugl og Bræms og Bie;Langt heller planted jegPaa Kryds, som Du kan vide,EnTvillingstavmedBlidePaa SkialdensVintervei.Ja, Du, o Skiald! hvis Stemme klangSaa liflig overDanevang,Før ret i Graad ved Moders BrystJeg løftede min Røst,Hvis Sang mig var i yngre DageSomTungeslagafBrage,Og er mig indtil denne StundSom Fuglekvad i Lund,Hvis fine Tact og Tonehold,Hvis Vid og dybe TankerStadfæste sig paaSagasSkioldSom Liljer og som Ranker!Om end, som stundum, Du med MagtDig tvinger til at smile,Om Du med tavs Foragt,Om Du med hvasse Pile,Hvormed saa tit Du rutter,Vil svare ham, som Du har næntAt kalde hvad Du ei har kiendt,En bagvendtMorten Luther;Jeg vil og maae et AlvorsordDog siunge for Dit Øre,Og husk, det klinger overNord,Om Du end ei vil høre,Og husk, om end af Latter nuDet Ord blev overdøvet,Det klinger dog igien, naar DuMaae tieunder Støvet,Og husk, omogjeg var en Gaas,Og Du den største Svane:Saa blev dog lige falsk DinKaas,Og lige krum Din Bane! (Fortsættes.)