title: Til Professor Sverdrup (Ved lidens Regines Kiste i Dimmelugen)
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2015-10-31T00:00:00.000Z
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
Til Professor Sverdrup
(Ved liden Regines Kiste i Dimmelugen).
Du mistet har en liden Datter fin,Og stille sover i det sorte SkrinDen vevre Glut, som var Digsaatil Gammen,Vil jeg Dig byde, mod de tunge Kaar,DuKlippesøn! at stande klippehaard,At lukke kold de brustneØineØjen[tekstkritikken er behandlet i ACCESS]sammen?O nej, o nej, kun alt for gerne vilSig Mandens Bryst for Vemod lukke til,Men ondt er det, o ve den stolte Daare,Der sig tør skamme ved en fældet Taare,Naar heed den paa de Kæres Lig nedrandt!O, Gud ske Lov, som smeltede mit Hjerte,Saa ogdet bløde kan ved Brødres Smerte,Som før saa tit det ubevæget fandt!Saa lad, o Ven! kun Fadertaaren rinde!En saadan Taare smykker Mandens Kind,Og haver den sit Væld i Hjertet inde,Den mildner og den adler Mandens Sind.Den adler det,hvisdet er stort at ligneDenÆrens Drot, hvem Englene velsigne;ThiderHan stod ved VennensLejested,Bevægedes Han i sin Aand og græd,Han græd,endogHan mægtede at kaldeUdfarneAand tilbage i sitStøv,Det rørte Ham, at som et visnet LøvGuds favre Billedmaa til Jorden falde.Ja, sandt er det, min Ven! varJesusejNedsteget til os fra de høje Sale,Ogskinnede ej paa den mørke VejHansblankeLys i Dødens Skyggedale,Ved Tanken om, atMand er Muldens Frænde,Da maatte hver, hvem Gud et Hjerte gav,Staa trøstesløs ved sine Kæres Grav;Men Kristne ej, skøndt hede Taarer brænde,Som Hedninge maa sørge uden Haab.Det lakker nu saafastad Paaskemorgen,Da Kristne ej kanlængerhuse Sorgen,Da klinger højt den glade Englesang:“Hvi,.Hvi[tekstkritikken er behandlet i ACCESS]søge I den Levende blandt Døde?SeerGraven! her han ligget har engangMen nu er Han Opstandnes Førstegrøde.”Ak,længer ejmed høj og festlig KlangI Herrens Hus vi høreKingosSang,Men dog den kan os i det Stille fryde;I Kammer og i Hjerte kan det lyde:“O prægtig MorgenglandsSom overgaar al Sands!Guds Søn, vor Sol, er oppe;Den gennemMørkets TroppeSig kæmpet har med Ære,Dens Navn velsignet være!O, salig Paaskedag!Nu vundet er vor Sag,Langfredags bittre MindeMaa nu saa sødt hensvinde,ThiJesusvandt med Ære;Hans Navn velsignet være!Nu frygter jeg ej Død,Ej Gravens kolde Skød;MitStøvvilJesusvækkeOg kærligenbedækkeMed Himmelglands og Ære;Hans Navn velsignet være!Trods dig, du Dødens Braad!Du mistet har din Od.Trods dig, duOrmegrube!Trods, Helvede, dinStrube!I tabte med Vanære;Guds Navn velsignetvære!”være![tekstkritikken er behandlet i ACCESS]O! vel den Mand, hvis Øre ej er døvetFor disse Himmeltoner gennemStøvet;Thi naar han græder da med højen Røst,OpladesHjertet for den søde Trøst:Mens her vi saae, maa bittre Taarer rinde,Men hist med Fryd vi Negene skal binde,Dem bære hjem med liflig Jubelsang.Lad, kære Ven! da Sorgen Dig ej pine!Aftør din Graad vedStøvetafRegine!OpladDit Øre for Din Frelsers Tale!Et barnligt Sind den kan saa sødt husvale:“Oladertil mig komme kun de Smaa!Forhindre dem I visselig ej maa;Jeg bedre kan, end I, det for dem lave;De lege skal iParadisets Have.De slumre skal vedLivets Træsaa nær,Og aldrig grue forKerubens Sværd.De lytte skal naar alle Engle sjunge,Og vænne saa til Sang den lille Tunge,At naar I møde dem hos mig engang,I skal forlystes ved den søde Klang;Ja da I Store af de Smaa skal læreHalleluja at tone til Guds Ære.”Vi vil saa gerne, ja vi skal og maaOs knytte tæt til disse kære Smaa,Og, mens de leve, vi medDavidbede,At ved vor Haand de vevre hoppe maaTil de blir store, og til vi blir smaa,Saa de os kan tilSovekamretlede;Men naar saa Hjertet holder op at slaa,Daogvi skal medDavidflink opstaa,Ej deres Lod de Salige misunde,Ej græde dem tilbage om vi kunde.Ak, trang er Stien, vi til Himlengange,De vilde Veje, ak! de er saa mange,Og af de Store er der kun saa Faa,Der gennemBarneportenvil indgaa.Lyksalig hver, hvem i den spæde AlderFra Strid og Møje Gud til sig hjemkalder!Dog,oglyksalig hver som grunder paaEngang at komme til de kære Smaa!O, det er herligt, naar hos Gud vi harEn Ven saa kær at længes stadig efter,O, Hjertesaar! livsaligt er dit Ar,Og underfulde ere dine Kræfter.O, det er herligt, naar viefterhigeDetBarnelagi Herrens Himmerige!Da vænne vi os til at være smaa,Beleeos selv naar vi os stolte bryste,Med Smil vi stirre paa den Himmel blaa,Vor Herres Lys igen os kan forlyste;Vi i vort Hjerte kan saa grant fornemme,At der er grumme rart hos Ham der hjemme.Vi tro det gerne, at vi arme Stakle,Som ved hvert Skridt, vi gaa paa Jorden, vakle,Ej selv harStørketil at klavre opTil Himmelslottet over Stjernetop;Vi tro det gerne, at ifald Vor-HerreEj faderlig lod Naade gaa for Ret,Da vilde hist det gaa os meget værre,End her, hvor selv de Bedste gaa kun slet.Vi tro det gerne, at vi kunde staaI mørke Gaard ved Dørren til Guds RigeI mange tusind Aar og banke paa,Og ej engang faae Lov derind atkige,Hvis ej Guds Søn var vores Broder blevet,Hvis over Regningen Han ej en StregMed dyre Blæk paa Korset havde skrevet;Hvis ej Hans Aand ad en forborgen VejFra Lovens Dør til Naadens Port os ledte,Hvis over os Han ej saa broderligSinKærlighedsKærlighed[tekstkritikken er behandlet i ACCESS]den hvide Kaabe bredte,Og under den indlod i Himmerig;Ja gerneaxle vi det favre Skind,Og gaa som Svende bag vor Drot derind.Vi gerne Faderen i Ham beskue;Thi er kun Eet vor Frelser og vor Gud,Vi for vor Gud behøve ej at grue,Og Kærligheden driver Frygten ud.Saa vandre vi i Kærlighed hernede;Vi elske Fader og vi elske Søn,Som vilde gaa for os i Død og Bøn,OgVærelse der hjemme os berede;Vi elske Ordet og vi følge gernePaa mørke Vej den blanke Ledestjerne,Til Dagen gryer og vi staa op af Døde,Forklaredei Himlens Morgenrøde.Nu Tidenlider, ende maa min Tale,O, give Gud! den ved Hans egen KraftDin Viv og Dig i Sorgen maa husvale!IkonstigtSvøb at gemme sindrig KløgtDet er kun Tant, det har jeg ikke søgt;Enfoldig kun jeg tolked Herrens Røst,Thi det for Kristne er den bedste TrøstO, glædeligt! ej blot til Dig og mig,Men til utalte Millioner rig.Halleluja! o salig Morgenrøde,Da Han, som led, stod herlig op af Døde!N. F. S. Grundtvig.