| Til | |
| Biskop Balle | |
| , | |
| den kristelige Olding, | |
| paa hans Fødselsdag | |
| den 12te October 1809. | |
| Oldinge, som vel forestaa, skulle holdes dobbelt Ære værd, mest de som arbeide i Ordet og Lærdommen. | |
| Paulus. | |
| Med skærpet Blik at trænge dybt i Livet, | |
| Erkiende hvert et Guddoms lyse Spor | |
| Som knytter Himlen til den faldne Jord – | |
| Blev Skjalden fra det Høie naadig givet. | |
| Og skulde han da ei opløfte Røsten | |
| Naar han paa Jorden skuer Ædles Gang? | |
| Saa hilses jo den gyldne Sol i Østen | |
| Af Himlens Fugle med en liflig Sang. | |
| At se en Mand, som gennem Verdensvrimlen | |
| Sig mandig skød og kæmpede for Gud, | |
| Hvis Lyst og Lov var Jesu Kristi Bud, | |
| Hvis Borgerskab var altid høit i Himlen; | |
| Som vakte Slægten med sin Stemmes Torden, | |
| Og gav det angergivne Hjerte Fred; | |
| Det er at se et Skin af Gud paa Jorden, | |
| Det er et Syn, som Engle glædes ved. | |
| Den Mand har Danmark set i Dig, du Gæve! | |
| Og skuer end som Olding Dig med Lyst, | |
| Dit Minde bygger i hver Ædlings Bryst, | |
| Og for Dit Held til Gud sig Bønner hæve: | |
| De løfte sig, som min, fra dybe Hjerte, | |
| Nedbede Held for Dig og for Din Æt, | |
| Nedbede Lindring for Din indre Smerte, | |
| At rene Hjerte og maa vorde let! | |
| Din Fødselsdag henskrider mild og rolig, | |
| Ei luende som i den unge Vaar, | |
| Thi Sommeren maa dø i Efteraar, | |
| Men nærmende sig Vinteren fortrolig. | |
| O maatte nu Din sidste Tid henile | |
| Saa ren og kølig, som Din Dag i Høst, | |
| Indtil engang, i dybe, søde Hvile | |
| Dig skænkes Det, som var Dit Haab, Din Trøst!! | |
| Grundtvig. | |