Datasets:

Modalities:
Text
Formats:
parquet
Languages:
Danish
Size:
< 1K
Libraries:
Datasets
pandas
License:
File size: 1,915 Bytes
f1e5b38
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
56
57
58
59
60
61
62
63
64
65
66
67
68
69
70
71
72
73
74
75
76
77
78
79
80
81
82
83
84
85
86
87
88
89
90
91
92
93
94
95
96
97
98
99
100
101
102
103
104
105
106
107
108
109
110

	
	
		
		
		
		
		
				
				
					
					
					
					
					Til
					
Biskop Balle
,
					
den kristelige Olding,

					
paa hans Fødselsdag

					den 12te October 1809.
													
					
					
					
					
					
					
						
Oldinge, som vel forestaa, skulle holdes dobbelt Ære værd, mest de som arbeide i Ordet og Lærdommen.
						
						

Paulus.

						
							
					
					
					
				
				
					
Med skærpet Blik at trænge dybt i Livet,
					Erkiende hvert et Guddoms lyse Spor
					Som knytter Himlen til den faldne Jord –
					Blev Skjalden fra det Høie naadig givet.
					Og skulde han da ei opløfte Røsten
					Naar han paa Jorden skuer Ædles Gang?
					
Saa hilses jo den gyldne Sol i Østen
					Af Himlens Fugle med en liflig Sang.
				
				
				
					
At se en Mand, som gennem Verdensvrimlen
					Sig mandig skød og kæmpede for Gud,
					Hvis Lyst og Lov var Jesu Kristi Bud,
					
Hvis Borgerskab var altid høit i Himlen;
					Som vakte Slægten med sin Stemmes Torden,
					Og gav det angergivne Hjerte Fred;
					Det er at se et Skin af Gud paa Jorden,
					Det er et Syn, som Engle glædes ved.
				
				
				
					Den Mand har Danmark set i Dig, du Gæve!
					Og skuer end som Olding Dig med Lyst,
					Dit Minde bygger i hver Ædlings Bryst,
					Og for Dit Held til Gud sig Bønner hæve:
					De løfte sig, som min, fra dybe Hjerte,
					
Nedbede Held for Dig og for Din Æt,
					
Nedbede Lindring for Din indre Smerte,
					At rene Hjerte og maa vorde let!
				
				
				
					

Din Fødselsdag henskrider mild og rolig,
					Ei luende som i den unge Vaar,
					Thi Sommeren maa dø i Efteraar,
					Men nærmende sig Vinteren fortrolig.
					O maatte nu Din sidste Tid henile

					Saa ren og kølig, som Din Dag i Høst,
					Indtil engang, i dybe, søde Hvile
					Dig skænkes Det, som var Dit Haab, Din Trøst!!
				
				
					
Grundtvig.