| Et Par Ord om vore Oldtids Minder. | |
| De Gravhøie skulde dog Fanden | |
| flytte, | |
| De staa her og gøre slet ingen | |
| Nytte. | |
| Harlekin hos Oehlenschläger. | |
| Da den vantrevne Forstand udjog alle | |
| Guder af deres Templer, indsatte den Nytten til deres Arving, og denne usle, | |
| krogede Uting bryster sig nu i Høisædet. Kun hvad der er nyttigt, det er: | |
| hvad der lader sig forvandle til Penge og Føde, har noget Værd i | |
| Tidsalderens Øine; thi kun det er hvad den kalder | |
| Reelt. Det maa da slet ikke undre os, at Fædrenes ærværdige Gravhøie, der | |
| stode ukrænkede gennem Aarhundreder, nu dagligen opofres for de Kloges | |
| smaavurne Vindesyge | |
| Man indvende ei, | |
| at selv Hedninge stundom brøde Høie; thi Ryggesløshed er et gammelt | |
| Træ, der ingensinde aldeles manglede Frugt, og det var nødvendigt, at der i det 9de Aarhundrede | |
| maatte være Hedninge, som svarede til de Kristne i det 19de der hos | |
| os plyndrede Grave. | |
| . Dog, Man kalde mig længe nok | |
| Sværmer, ja give mig hvilke saadanne Navne Man lyster! aldrig skal jeg | |
| derfor dølge, at Sorg nedbøier og Harme opfylder mig, naar jeg ser de | |
| Henfarnes Bautastene splittede bortslæbes, og de Dødes hellige Aske ryge bag | |
| Ploven; aldrig dølge, at jeg gruer for den Slægt, der ei alene ser det | |
| ligegyldig, men endog vover at juble, og prise den Tidsalder, i hvilken | |
| Vindskibelighed ganger saaledes søsterlig i Haand med Oplysning. Naar menig | |
| Mand taler og handler, som de Kloge ville, da beklager jeg dem kun, thi, de | |
| Arme! de vide ikke, hvad de sige eller gøre. Egennytten, vor aandige Naturs | |
| Skræppe og Nelde, opgroer uplantet, og ei er det da Under at den vokser | |
| frodig og kvæler de spæde Blomster, naar selv Urtegaardsmændene gøde og | |
| røgte den. Dobbelt harmeligt er det derimod, naar Man hører Mænd, hvis Sjele | |
| dog ei ellers synes begravne i Jord og Møding, smittede af Tidens | |
| Landfarsot, at istemme denne Gravstormersang. | |
| Saaledes fremtraadte for nogle Aar | |
| siden en Mand, hvis Aand tyktes mig høit stemt for det Overjordiske, og dog | |
| var han i denne Henseende saa jordgridsk, at, maatte han raade, skulde der | |
| ei lades Sten paa Sten uden i Gærder og ei sees Høi over Muld, som ei | |
| furedes af Ploven | |
| Hr. Pastor Krogh i | |
| theologisk Maanedsskrift, Septbr. 1807. | |
| . | |
| Nyligere fremstod en anden Mand, hvis Varme for Oldtidens | |
| Levninger maa agtes bevist ved det fleraarige Studium, han helligede dem, og | |
| dog sagde han, at det vel kan være ligegyldigt hvad der bliver af Høie og | |
| Stensætninger, naar de kun først ere udgravede og | |
| nøiagtig aftegnede | |
| Se Hr. Sekretær og Magister Verlaufs Bemærkninger | |
| over Antikvitetskommissjonens Omgangsbrev. | |
| . Enten maa det | |
| være en underlig Frygt for at mishage Tidsalderen, der driver ham til denne Erklæring, men da burde han have | |
| betænkt, hvilken Skade en saadan Yttring kan stifte, da især de af vore | |
| Præster, som ellers vilde skamme sig ved at storme Høie, nu tro sig | |
| bemyndigede dertil; eller og den maa reise sig af en saare ensidig | |
| Beskuelse, i det han beregner Høienes Værd, ene efter det Udbytte, de kunne | |
| yde Historie og Oldgrandskning. Er det Sidste Tilfældet, da vorder | |
| Spørgsmaalet: er denne Synspunkt den rette? og besvares det med et Ja, da | |
| mener jeg, Man kunde gerne spare baade Udgravning og Aftegning; thi hvad | |
| denne angaaer, da er det hel synderligt at Skyggen skal agtes mere end | |
| Legemet | |
| Heri er Recensenten i | |
| Lærde Efterretninger, i hvem jeg troer at kende en af vore gamle, | |
| ærværdige Oldgrandskere, af samme Mening. | |
| , og Udbyttet | |
| ved hin bør vel ikke anslaaes høit. Jeg turde imidlertid mene, at denne | |
| Synspunkt, især som udelukkende, er aabenbar urigtig, og at hine | |
| Mindesmærkers eiendommelige Værd for os, bestaar deri, at de som balsamerede | |
| Kæmper skænke os et Blik tilbage i de svundne Tider og tale kraftelig om | |
| vore gamle Fædres Liv og vældige Idrætter, men er det saa, da vorder det og | |
| klart, at det maa være os om dem, ei om deres Skygger at gøre. | |
| Dannemarks Drot gjorde Sit, ved at | |
| kaare Mænd, der skulde vaage over Fortidens Minder, og af dem tør vi, paa | |
| Fortids og Nutids og Fremtids Vegne, fordre det skarpe Blik og det modne | |
| Overlæg, der sømmer sig for Mænd, som handle for Tidernes Øine, og paa hvis | |
| Hoveder Brøden vil ligge tungt, dersom Efterslægten stander fremmed i | |
| Norden, kun ved Bogstavens skøre Baand knyttet til sine gamle Frænder. Vel | |
| indser jeg, at det ei nytter at tale om almindelig Fredlysning; men hine | |
| Mænds Pligt er det, at sørge for, at Ødelæggelsen vorder saa uskadelig, som | |
| muligt. Først og fremmerst maa det overholdes, at ingen Høi, til hvilken | |
| gamle Sagn ere knyttede, eller som ved sit Udvortes forkynder sin Indbyggers | |
| Høihed; og ingen Stensætning, der ved Leie og Udstrækning vidner om, at Sysselets Mænd der havde Thinghold eller Blot, vorder | |
| forstyrret. Det Samme gælder, naar flere Høie danne en | |
| mærkelig | |
| Ring, og intet Sogn, som eier | |
| Høie, bør aldeles blottes | |
| Hin | |
| Recensent siger, at der i det mindste bør | |
| altid være een Høi i hver Provinds, men saalidet jeg kan nægte, at | |
| det var det Mindste der kunde være, synes det | |
| mig dog virkelig at være saare Lidet, og beklageligt vil det være | |
| dersom Kommissjonen lader sig nøie dermed. | |
| . Dette Sidste | |
| kan eller bør dog slet ingen Vanskelighed have, thi, foruden at den Jordplet | |
| som derved siges at blive spildt, kun vorder det under den Forudsætning, at | |
| alle de kommende Tidsaldre nedsynke i Dorskhed, findes dog endnu ofte en | |
| saadan Høi paa Præstens Agre, og en Usling maa han være, hvis han finder det | |
| Bud haardt, at lade den stande urørt. Alle de Høie, der saaledes fredlystes, | |
| burde ei udgraves, med mindre mærkelige Sagn lode formode, at noget | |
| Synderligt laa skjult deri, thi et sandt Raseri maa det nævnes, at omstyrte | |
| de fagreste Høie, der kun urørte have deres fulde Betydning, for at | |
| sammenskrabe smuldrende Lerpotter og afslebne Stene, hvis Mængde Intet lærer os. Ville vi vedblive hermed saaledes som | |
| hidtil, da vorder Følgen, at vi, for at sanke Oldtids Minder, forstyrre og | |
| vanhælde de herligste, og bandes med Ret af vore Ætmænd. | |
| End maa jeg omtale den Uskik at bortføre Runestene fra det | |
| Sted, hvor de findes, naar ei paa dem er en Efterretning Man | |
| kunde frygte for at se udslettet ved Luft og Regn; thi de Stene, hvorpaa | |
| Intet staar, undtagen at Bue reiste dem over Asbjørn, have kun Betydning som | |
| mælende Oldtidsminder paa den Høi, hvor de sattes. | |
| Til Slutning vil jeg spørge de Herrer, som stemme for, at | |
| alle Høie skulle jævnes og alle Stene sprænges, om de ville nævne det Ret, | |
| dersom vore Ætmænd, indviede i en anden Religion, ei blot nedbrøde vore | |
| Kirker og jævnede deres Gaarde, men ogsaa forstyrrede vore berømte Mænds | |
| Grave og sprængte deres Ligstene? Svare de: nei, da have de dømt sig selv, | |
| svare de: ja, da have de her ingen Stemme, som de der forkynde aldeles | |
| Mangel paa Sands for Alt hvad som maa nævnes Menneskets Helligste. Saa vil | |
| jeg og bede og besværge de Mænd Kongen kaarede til Oldtids Talsmænd, at de | |
| dog ei føie sig efter de Krav, lav Vindesyge og Sjeledorskhed ei skamme sig ved at | |
| gøre og gentage | |
| Hertil | |
| foranlediges jeg især ved den Yttring i Lærde Efterretninger af en | |
| Kommissjonens Medlem, at den ei vil fordre flere Stene bevarede end | |
| Eieren kan undvære. Vorder denne Grundsætning | |
| fulgt, da ville hel faa sees af vore Børn; thi de fleste Grundeieres | |
| Gridskhed kender ingen Grændser, og saalænge ei al deres Mark er | |
| hegnet med Sten, kunne de jo med Skin nægte Undværligheden af en | |
| eneste. Jeg mener at alle hidtil udyrkede Høie med Stensætninger ere | |
| Kongens og Landets Eiendomme; thi af dem skatter og skylder Ingen, | |
| og deres Leie giver ingen Ret. | |
| ; thi aldrig glemme De, at | |
| manglede end alle Nutids Mænd Øre til at høre, hvad de fremfarne Tider mæle | |
| gennem deres Minder, maa det dog ventes, som det visselig maa ønskes, at | |
| Slægtens Øie og Øre atter engang oplades, og ve da os! om vi dæmpede Lyden | |
| og omtaagede Skikkelserne fra Hedenold, om det med Ret nævnedes vor Brøde, | |
| at Fædrenes Gravsteder ei bleve i Nord, hvad de fordum vare hos os, som hos | |
| Græker og gamle Romere, Folkets Helligdomme, trindt hvilke de i Fredens Dage | |
| leirede sig og drukke med Andagt de Hensovnes Minni, trindt hvilke de i | |
| Feide kæmpede som Løver, og vilde ei leve, at se dem vanhelligede af | |
| Fiendens Banner! | |
| Grundtvig. | |