File size: 11,537 Bytes
f1e5b38 |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 |
Et Par Ord om vore Oldtids Minder.
De Gravhøie skulde dog Fanden
flytte,
De staa her og gøre slet ingen
Nytte.
Harlekin hos Oehlenschläger.
Da den vantrevne Forstand udjog alle
Guder af deres Templer, indsatte den Nytten til deres Arving, og denne usle,
krogede Uting bryster sig nu i Høisædet. Kun hvad der er nyttigt, det er:
hvad der lader sig forvandle til Penge og Føde, har noget Værd i
Tidsalderens Øine; thi kun det er hvad den kalder
Reelt. Det maa da slet ikke undre os, at Fædrenes ærværdige Gravhøie, der
stode ukrænkede gennem Aarhundreder, nu dagligen opofres for de Kloges
smaavurne Vindesyge
Man indvende ei,
at selv Hedninge stundom brøde Høie; thi Ryggesløshed er et gammelt
Træ, der ingensinde aldeles manglede Frugt, og det var nødvendigt, at der i det 9de Aarhundrede
maatte være Hedninge, som svarede til de Kristne i det 19de der hos
os plyndrede Grave.
. Dog, Man kalde mig længe nok
Sværmer, ja give mig hvilke saadanne Navne Man lyster! aldrig skal jeg
derfor dølge, at Sorg nedbøier og Harme opfylder mig, naar jeg ser de
Henfarnes Bautastene splittede bortslæbes, og de Dødes hellige Aske ryge bag
Ploven; aldrig dølge, at jeg gruer for den Slægt, der ei alene ser det
ligegyldig, men endog vover at juble, og prise den Tidsalder, i hvilken
Vindskibelighed ganger saaledes søsterlig i Haand med Oplysning. Naar menig
Mand taler og handler, som de Kloge ville, da beklager jeg dem kun, thi, de
Arme! de vide ikke, hvad de sige eller gøre. Egennytten, vor aandige Naturs
Skræppe og Nelde, opgroer uplantet, og ei er det da Under at den vokser
frodig og kvæler de spæde Blomster, naar selv Urtegaardsmændene gøde og
røgte den. Dobbelt harmeligt er det derimod, naar Man hører Mænd, hvis Sjele
dog ei ellers synes begravne i Jord og Møding, smittede af Tidens
Landfarsot, at istemme denne Gravstormersang.
Saaledes fremtraadte for nogle Aar
siden en Mand, hvis Aand tyktes mig høit stemt for det Overjordiske, og dog
var han i denne Henseende saa jordgridsk, at, maatte han raade, skulde der
ei lades Sten paa Sten uden i Gærder og ei sees Høi over Muld, som ei
furedes af Ploven
Hr. Pastor Krogh i
theologisk Maanedsskrift, Septbr. 1807.
.
Nyligere fremstod en anden Mand, hvis Varme for Oldtidens
Levninger maa agtes bevist ved det fleraarige Studium, han helligede dem, og
dog sagde han, at det vel kan være ligegyldigt hvad der bliver af Høie og
Stensætninger, naar de kun først ere udgravede og
nøiagtig aftegnede
Se Hr. Sekretær og Magister Verlaufs Bemærkninger
over Antikvitetskommissjonens Omgangsbrev.
. Enten maa det
være en underlig Frygt for at mishage Tidsalderen, der driver ham til denne Erklæring, men da burde han have
betænkt, hvilken Skade en saadan Yttring kan stifte, da især de af vore
Præster, som ellers vilde skamme sig ved at storme Høie, nu tro sig
bemyndigede dertil; eller og den maa reise sig af en saare ensidig
Beskuelse, i det han beregner Høienes Værd, ene efter det Udbytte, de kunne
yde Historie og Oldgrandskning. Er det Sidste Tilfældet, da vorder
Spørgsmaalet: er denne Synspunkt den rette? og besvares det med et Ja, da
mener jeg, Man kunde gerne spare baade Udgravning og Aftegning; thi hvad
denne angaaer, da er det hel synderligt at Skyggen skal agtes mere end
Legemet
Heri er Recensenten i
Lærde Efterretninger, i hvem jeg troer at kende en af vore gamle,
ærværdige Oldgrandskere, af samme Mening.
, og Udbyttet
ved hin bør vel ikke anslaaes høit. Jeg turde imidlertid mene, at denne
Synspunkt, især som udelukkende, er aabenbar urigtig, og at hine
Mindesmærkers eiendommelige Værd for os, bestaar deri, at de som balsamerede
Kæmper skænke os et Blik tilbage i de svundne Tider og tale kraftelig om
vore gamle Fædres Liv og vældige Idrætter, men er det saa, da vorder det og
klart, at det maa være os om dem, ei om deres Skygger at gøre.
Dannemarks Drot gjorde Sit, ved at
kaare Mænd, der skulde vaage over Fortidens Minder, og af dem tør vi, paa
Fortids og Nutids og Fremtids Vegne, fordre det skarpe Blik og det modne
Overlæg, der sømmer sig for Mænd, som handle for Tidernes Øine, og paa hvis
Hoveder Brøden vil ligge tungt, dersom Efterslægten stander fremmed i
Norden, kun ved Bogstavens skøre Baand knyttet til sine gamle Frænder. Vel
indser jeg, at det ei nytter at tale om almindelig Fredlysning; men hine
Mænds Pligt er det, at sørge for, at Ødelæggelsen vorder saa uskadelig, som
muligt. Først og fremmerst maa det overholdes, at ingen Høi, til hvilken
gamle Sagn ere knyttede, eller som ved sit Udvortes forkynder sin Indbyggers
Høihed; og ingen Stensætning, der ved Leie og Udstrækning vidner om, at Sysselets Mænd der havde Thinghold eller Blot, vorder
forstyrret. Det Samme gælder, naar flere Høie danne en
mærkelig
Ring, og intet Sogn, som eier
Høie, bør aldeles blottes
Hin
Recensent siger, at der i det mindste bør
altid være een Høi i hver Provinds, men saalidet jeg kan nægte, at
det var det Mindste der kunde være, synes det
mig dog virkelig at være saare Lidet, og beklageligt vil det være
dersom Kommissjonen lader sig nøie dermed.
. Dette Sidste
kan eller bør dog slet ingen Vanskelighed have, thi, foruden at den Jordplet
som derved siges at blive spildt, kun vorder det under den Forudsætning, at
alle de kommende Tidsaldre nedsynke i Dorskhed, findes dog endnu ofte en
saadan Høi paa Præstens Agre, og en Usling maa han være, hvis han finder det
Bud haardt, at lade den stande urørt. Alle de Høie, der saaledes fredlystes,
burde ei udgraves, med mindre mærkelige Sagn lode formode, at noget
Synderligt laa skjult deri, thi et sandt Raseri maa det nævnes, at omstyrte
de fagreste Høie, der kun urørte have deres fulde Betydning, for at
sammenskrabe smuldrende Lerpotter og afslebne Stene, hvis Mængde Intet lærer os. Ville vi vedblive hermed saaledes som
hidtil, da vorder Følgen, at vi, for at sanke Oldtids Minder, forstyrre og
vanhælde de herligste, og bandes med Ret af vore Ætmænd.
End maa jeg omtale den Uskik at bortføre Runestene fra det
Sted, hvor de findes, naar ei paa dem er en Efterretning Man
kunde frygte for at se udslettet ved Luft og Regn; thi de Stene, hvorpaa
Intet staar, undtagen at Bue reiste dem over Asbjørn, have kun Betydning som
mælende Oldtidsminder paa den Høi, hvor de sattes.
Til Slutning vil jeg spørge de Herrer, som stemme for, at
alle Høie skulle jævnes og alle Stene sprænges, om de ville nævne det Ret,
dersom vore Ætmænd, indviede i en anden Religion, ei blot nedbrøde vore
Kirker og jævnede deres Gaarde, men ogsaa forstyrrede vore berømte Mænds
Grave og sprængte deres Ligstene? Svare de: nei, da have de dømt sig selv,
svare de: ja, da have de her ingen Stemme, som de der forkynde aldeles
Mangel paa Sands for Alt hvad som maa nævnes Menneskets Helligste. Saa vil
jeg og bede og besværge de Mænd Kongen kaarede til Oldtids Talsmænd, at de
dog ei føie sig efter de Krav, lav Vindesyge og Sjeledorskhed ei skamme sig ved at
gøre og gentage
Hertil
foranlediges jeg især ved den Yttring i Lærde Efterretninger af en
Kommissjonens Medlem, at den ei vil fordre flere Stene bevarede end
Eieren kan undvære. Vorder denne Grundsætning
fulgt, da ville hel faa sees af vore Børn; thi de fleste Grundeieres
Gridskhed kender ingen Grændser, og saalænge ei al deres Mark er
hegnet med Sten, kunne de jo med Skin nægte Undværligheden af en
eneste. Jeg mener at alle hidtil udyrkede Høie med Stensætninger ere
Kongens og Landets Eiendomme; thi af dem skatter og skylder Ingen,
og deres Leie giver ingen Ret.
; thi aldrig glemme De, at
manglede end alle Nutids Mænd Øre til at høre, hvad de fremfarne Tider mæle
gennem deres Minder, maa det dog ventes, som det visselig maa ønskes, at
Slægtens Øie og Øre atter engang oplades, og ve da os! om vi dæmpede Lyden
og omtaagede Skikkelserne fra Hedenold, om det med Ret nævnedes vor Brøde,
at Fædrenes Gravsteder ei bleve i Nord, hvad de fordum vare hos os, som hos
Græker og gamle Romere, Folkets Helligdomme, trindt hvilke de i Fredens Dage
leirede sig og drukke med Andagt de Hensovnes Minni, trindt hvilke de i
Feide kæmpede som Løver, og vilde ei leve, at se dem vanhelligede af
Fiendens Banner!
Grundtvig.
|