| Papegøien og Skaden. | |
| (En Fabel.) | |
| Mutato nomine de vobis fabula narratur. | |
| Der var engang en Papegøie, | |
| Som havde lært med megen Møie | |
| At abe Nattergale efter, | |
| Og fløited nu af alle Kræfter. | |
| Hver Fugl, som sig paa Sang forstod, | |
| Det Krat, hvor Poppen skreg, forlod, | |
| Og trøstede sig ved, at længe | |
| Ei skrige slige Poppedrenge, | |
| Naar ikkun Ingen hører til; | |
| Thi høres er kun hvad de vil. | |
| Da hopped frem en liden Skade, | |
| Og raabte: Fugle! bier kun! | |
| I maa ei Krattet saa forlade. | |
| Den Sladderhank jeg hurtig stiller, | |
| Og da I om en liden Stund | |
| Skal høre ganske andre Triller. | |
| De Fugle standsede i Vangen, | |
| Ei for at høre Skadesangen; | |
| Men kun fordi det dog er Løier, | |
| At Skader rette Papegøier. | |
| Den Skade fløi til Poppen hen, | |
| Og sagde: hør, min kære Ven! | |
| Og allerbedste Frænde! | |
| Thi hvordan vi os sno og vende, | |
| Man dog paa Maalet mærker let | |
| Vi sprunge ud af samme Æt. | |
| Dog, Skadesnak og Skadesang | |
| Er mesten eet, og denne Gang | |
| Var Snakken virkelig saa lang, | |
| At det var Synd, Godtfolk at plage | |
| Med Ord for Ord den at gentage. | |
| Den demonstrerte grumme vigtig | |
| For liden Poppedreng, | |
| At han ei satte Nebbet rigtig, | |
| Og havde ei det rette Sleng | |
| Med Rumpen, samt at ikke saa | |
| Han maatte flagre naar han sang, | |
| At helst Man skulde stille staa, | |
| Hvis ei, dog gaa en sagte Gang, | |
| Og ikkun lidt for Løier hoppe; | |
| Thi flagrer Man kun først omkring, | |
| Det ikke er saa let at stoppe, | |
| Og før Man veed et Ord deraf | |
| Man flyver over Jord og Hav, | |
| Som dog er en forbandet Ting, | |
| Og strider imod sund Forstand. | |
| “Du synger saamæn ei saa galt | |
| Forresten, men det er fatalt, | |
| At visse Andre, som kan bedre, | |
| Just nu vil Sangens Muser hædre, | |
| Og dersom du vil ikke tie, | |
| Vil ingen Fugl i Krattet bie | |
| Og altsaa ikke heller høre | |
| Naar visse Andre Nebbet røre. | |
| Derfor jeg grumme gerne vilde | |
| Du skulde tie ganske | |
| stille!” | |
| Den Poppedreng, som havde hørt, | |
| Det ei just kommer an paa Fagter | |
| Og ordenlige Rumpesving, | |
| Naar efter Rang i Sang Man tragter, | |
| Samt at det ingen hæslig Ting | |
| Just var, ifald Man flyve kunde | |
| Fra Krattet i den høie Luft, | |
| Fandt altsaa sine gode Grunde | |
| Til Latter, som ei kunde skade; | |
| Men ogsaa til --- det Gud forlade | |
| Den dumme snakkesyge Skade! --- | |
| At tro han fløited lystelig, | |
| Og blive ved med sine Skrig. | |
| Moral. | |
| Thi lære hver en Gundelach | |
| At vogte sig for vandet Snak, | |
| Hvorved forledes kan en Fürst, | |
| Som efter Skjaldenavn har Tørst, | |
| Til Skælden paa sin Recensent, | |
| Som, skønt det ei betyder stort, | |
| Er dog det Bedste, han har gjort, | |
| Men og til mere Synd paa Prent, | |
| Som Gud dog veed er Jammerskade | |
| For mange smukke rene Blade! | |
| End lære hver en lille Fürst, | |
| Som efter Skjaldenavn har Tørst, | |
| Han ei til Synd har mere Ret | |
| Fordi han recensertes slet, | |
| At skønt med Ret ad Gundelacher | |
| Han ler, naar de om Konsten snakker, | |
| Han dog fortjente dygtig Smæk | |
| For alle sine dumme Kvæk, | |
| Og alle sine tomme Triller, | |
| Hvori han efterabe vil | |
| En Øehlenschläger og en Schiller, | |
| Skønt ei hans Evne strækker til | |
| Et ægte Konstværk at begribe, | |
| Langt mindre til et Sligt at give! | |
| Nik. Fred. Sev. Grundtvig. | |