File size: 4,907 Bytes
f1e5b38 |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 |
Papegøien og Skaden.
(En Fabel.)
Mutato nomine de vobis fabula narratur.
Der var engang en Papegøie,
Som havde lært med megen Møie
At abe Nattergale efter,
Og fløited nu af alle Kræfter.
Hver Fugl, som sig paa Sang forstod,
Det Krat, hvor Poppen skreg, forlod,
Og trøstede sig ved, at længe
Ei skrige slige Poppedrenge,
Naar ikkun Ingen hører til;
Thi høres er kun hvad de vil.
Da hopped frem en liden Skade,
Og raabte: Fugle! bier kun!
I maa ei Krattet saa forlade.
Den Sladderhank jeg hurtig stiller,
Og da I om en liden Stund
Skal høre ganske andre Triller.
De Fugle standsede i Vangen,
Ei for at høre Skadesangen;
Men kun fordi det dog er Løier,
At Skader rette Papegøier.
Den Skade fløi til Poppen hen,
Og sagde: hør, min kære Ven!
Og allerbedste Frænde!
Thi hvordan vi os sno og vende,
Man dog paa Maalet mærker let
Vi sprunge ud af samme Æt.
Dog, Skadesnak og Skadesang
Er mesten eet, og denne Gang
Var Snakken virkelig saa lang,
At det var Synd, Godtfolk at plage
Med Ord for Ord den at gentage.
Den demonstrerte grumme vigtig
For liden Poppedreng,
At han ei satte Nebbet rigtig,
Og havde ei det rette Sleng
Med Rumpen, samt at ikke saa
Han maatte flagre naar han sang,
At helst Man skulde stille staa,
Hvis ei, dog gaa en sagte Gang,
Og ikkun lidt for Løier hoppe;
Thi flagrer Man kun først omkring,
Det ikke er saa let at stoppe,
Og før Man veed et Ord deraf
Man flyver over Jord og Hav,
Som dog er en forbandet Ting,
Og strider imod sund Forstand.
“Du synger saamæn ei saa galt
Forresten, men det er fatalt,
At visse Andre, som kan bedre,
Just nu vil Sangens Muser hædre,
Og dersom du vil ikke tie,
Vil ingen Fugl i Krattet bie
Og altsaa ikke heller høre
Naar visse Andre Nebbet røre.
Derfor jeg grumme gerne vilde
Du skulde tie ganske
stille!”
Den Poppedreng, som havde hørt,
Det ei just kommer an paa Fagter
Og ordenlige Rumpesving,
Naar efter Rang i Sang Man tragter,
Samt at det ingen hæslig Ting
Just var, ifald Man flyve kunde
Fra Krattet i den høie Luft,
Fandt altsaa sine gode Grunde
Til Latter, som ei kunde skade;
Men ogsaa til --- det Gud forlade
Den dumme snakkesyge Skade! ---
At tro han fløited lystelig,
Og blive ved med sine Skrig.
Moral.
Thi lære hver en Gundelach
At vogte sig for vandet Snak,
Hvorved forledes kan en Fürst,
Som efter Skjaldenavn har Tørst,
Til Skælden paa sin Recensent,
Som, skønt det ei betyder stort,
Er dog det Bedste, han har gjort,
Men og til mere Synd paa Prent,
Som Gud dog veed er Jammerskade
For mange smukke rene Blade!
End lære hver en lille Fürst,
Som efter Skjaldenavn har Tørst,
Han ei til Synd har mere Ret
Fordi han recensertes slet,
At skønt med Ret ad Gundelacher
Han ler, naar de om Konsten snakker,
Han dog fortjente dygtig Smæk
For alle sine dumme Kvæk,
Og alle sine tomme Triller,
Hvori han efterabe vil
En Øehlenschläger og en Schiller,
Skønt ei hans Evne strækker til
Et ægte Konstværk at begribe,
Langt mindre til et Sligt at give!
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.
|