title: Papegøien og Skaden. (En Fabel.)
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2013-10-01T00:00:00.000Z
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
Papegøien og Skaden.
(En Fabel.)
Mutato nomine de vobis fabula narratur. Der var engang en Papegøie,Som havde lært med megen MøieAt abe Nattergale efter,Og fløited nu af alle Kræfter.Hver Fugl, som sig paa Sang forstod,Det Krat, hvor Poppen skreg, forlod,Og trøstede sig ved, at længeEi skrige slige Poppedrenge,Naar ikkun Ingen hører til;Thi høres er kun hvad de vil.Da hopped frem en liden Skade,Og raabte: Fugle!bierkun!I maa ei Krattet saa forlade.Den Sladderhank jeg hurtigstiller,Og da I om en liden StundSkal høre ganske andre Triller.De Fugle standsede i Vangen,Ei for at høre Skadesangen;Men kun fordi det dog er Løier,At Skader rette Papegøier.Den Skade fløi til Poppen hen,Og sagde: hør, min kære Ven!Og allerbedste Frænde!Thi hvordan vi os sno og vende,Man dog paa Maalet mærker letVi sprunge ud af samme Æt.Dog, Skadesnak og SkadesangErmesteneet, og denne GangVar Snakken virkelig saa lang,At det var Synd, Godtfolk at plageMed Ord for Ord den at gentage.Den demonstrerte grumme vigtigFor liden Poppedreng,At han ei satte Nebbet rigtig,Og havde ei det retteSlengMed Rumpen, samt at ikke saaHan maatte flagre naar han sang,At helst Man skulde stille staa,Hvis ei, dog gaa en sagte Gang,Og ikkun lidt for Løier hoppe;Thi flagrer Man kun først omkring,Det ikke er saa let at stoppe,Og før Man veed et Ord derafMan flyver over Jord og Hav,Som dog er en forbandet Ting,Og strider imod sund Forstand.“Du synger saamæn ei saa galtForresten, men det er fatalt,At visse Andre, som kan bedre,Just nu vil SangensMuserhædre,Og dersom du vil ikke tie,Vil ingen Fugl i Krattet bieOg altsaa ikke heller høreNaar visse Andre Nebbet røre.Derfor jeg grumme gerne vildeDu skulde tie ganskestille!”stille!tekstkritik er afhandlet i ACCESSDen Poppedreng, som havde hørt,Det ei just kommer an paa FagterOg ordenlige Rumpesving,Naar efter Rang i Sang Man tragter,Samt at det ingen hæslig TingJust var, ifald Man flyve kundeFra Krattet i den høie Luft,Fandt altsaa sine gode GrundeTil Latter, som ei kunde skade;Men ogsaa til --- det Gud forladeDen dumme snakkesyge Skade! ---At tro han fløited lystelig,Og blive ved med sine Skrig.Moral. Thilærehver enGundelachAt vogte sig for vandet Snak,Hvorved forledes kan enFürst,Som efter Skjaldenavn har Tørst,Til Skælden paa sin Recensent,Som, skønt det ei betyder stort,Er dog det Bedste, han har gjort,Men og til mere Synd paa Prent,Som Gud dog veed er JammerskadeFor mange smukke rene Blade!Endlærehver en lilleFürst,Som efter Skjaldenavn har Tørst,Han ei til Synd har mere RetFordi han recensertes slet,At skønt med Ret adGundelacherHan ler, naar de om Konsten snakker,Han dog fortjente dygtig SmækFor alle sine dumme Kvæk,Og alle sine tomme Triller,Hvori han efterabe vilEnØehlenschlägerog enSchiller,Skønt ei hans Evne strækker tilEt ægte Konstværk at begribe,Langt mindre til et Sligt at give!Nik. Fred. Sev. Grundtvig.