| Freias Pris. | |
| Her i den svale Aftenstund, | |
| Mens Sol i Hav sig sænker, | |
| Jeg ganger i den grønne Lund, | |
| Paa Freia kun jeg tænker, | |
| Jeg hende ser i grønne Blad, | |
| Og i den fagre Blomme, | |
| Fra hende og hvert Fuglekvad | |
| Mig ene tykkes komme. | |
| Jeg er saa fro, saa barneglad, | |
| Og med de Blommer spæde, | |
| Der staa saa net i Krinds og Rad, | |
| Jeg deler al min Glæde, | |
| Jeg takker dem saa inderlig, | |
| Men de forstaa mig ikke; | |
| Thi at i dem jeg ser kun dig | |
| Skøn Freia! veed de ikke. | |
| Den lyse Sol har fjælet sig, | |
| Det mørknes brat i Lunde. | |
| Smaafugle! vil I laane mig | |
| Jer Stemme, mens I blunde, | |
| Da vil jeg sjunge Freias Lov, | |
| Og ikke jeg allene, | |
| Men Dal og Høi, og Mark og Skov | |
| Skal sig med mig forene. | |
| I kan det ei, I Fugle smaa! | |
| Og jeg kan ikke sjunge; | |
| Men til skøn Freias Pris dog maa | |
| Sig røre høit min Tunge, | |
| Thi hun har friet mig af Nød, | |
| Af Sorgens mørke Fængsel, | |
| Hun gav mig Liv, der jeg var død, | |
| Og stilled al min Længsel. | |
| Jeg gik saa sorrigfuld i Sind | |
| I Ungdoms første Dage, | |
| Og Taaren randt saa tit paa Kind, | |
| Jeg higede tilbage, | |
| Mig tyktes, jeg var fremmed her, | |
| Og maatte vild omvanke, | |
| Saa fjern, saa fjern, men aldrig nær | |
| Var derfor og min Tanke. | |
| Af Angest var jeg mest omspændt | |
| Alt i den blide Sommer, | |
| Af onde Magter tyktes sendt | |
| For mig de fagre Blommer, | |
| Naar jeg med Gammen paa dem saae, | |
| Da vilde Hjertet briste, | |
| Jeg maatte snarlig fra dem gaa, | |
| Hvorfor, jeg ikke vidste. | |
| Saa ginge hen de Aar i Kval, | |
| De ginge som de komme, | |
| Indtil engang jeg fandt i Dal | |
| En yndig Rosenblomme, | |
| Den blev jeg ved at stirre paa, | |
| Dog Hjertet vilde briste, | |
| Det maatte før isøndergaa, | |
| End jeg den vilde miste. | |
| Den Blomme blev en Kvinde lig, | |
| Hvordan, det veed jeg ikke, | |
| Hun lod mig hæfte fast paa sig | |
| De luehede Blikke. | |
| Jeg stod saalænge, stod og saae | |
| Mig ind i hendes Øie, | |
| Saa Læben vilde vove paa | |
| Til hendes sig at føie. | |
| Gudinden stod med Smil paa Kind, | |
| Og sang med kærlig Stemme: | |
| Jeg saae, du følte dybt i Sind, | |
| At du var ikke hjemme, | |
| Thi steg jeg her i Dalen ned, | |
| Alt som en Rosenblomme, | |
| Og har jeg al din Kærlighed, | |
| Du skal til Hjemmet komme. | |
| Jeg kyssed hendes Klædebon, | |
| Forsaged Alt paa Jorden, | |
| Da førte hun med Liljehaand | |
| Mig ind i gamle Norden. | |
| Jeg saae den gamle Gudehær, | |
| Dertil de Kæmper stærke, | |
| At jeg var kommet Hjemmet nær, | |
| Jeg klarlig kunde mærke. | |
| Saalænge jeg kan tælle Aar | |
| Jeg vil i Norden bygge; | |
| Men naar i blide, lune Vaar | |
| Mig vinker Lundens Skygge, | |
| Da ræddes jeg slet ikke mer, | |
| Min Trængsels Tid er omme, | |
| Jeg overalt skøn Freia ser | |
| I fager Mø og Blomme. | |
| Min Stemme er saa hvas og raa, | |
| Og mine Toner runge, | |
| Thi beder jeg I Piger smaa! | |
| I vil om Freia sjunge: | |
| Da skal det tone sødt i Dal | |
| Og klinge over Enge, | |
| Til Freias høie, lyse Sal | |
| Skal eders Lovsang trænge. | |
| N. F. S. Grundtvig. | |