File size: 4,580 Bytes
f1e5b38 |
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 |
Freias Pris.
Her i den svale Aftenstund,
Mens Sol i Hav sig sænker,
Jeg ganger i den grønne Lund,
Paa Freia kun jeg tænker,
Jeg hende ser i grønne Blad,
Og i den fagre Blomme,
Fra hende og hvert Fuglekvad
Mig ene tykkes komme.
Jeg er saa fro, saa barneglad,
Og med de Blommer spæde,
Der staa saa net i Krinds og Rad,
Jeg deler al min Glæde,
Jeg takker dem saa inderlig,
Men de forstaa mig ikke;
Thi at i dem jeg ser kun dig
Skøn Freia! veed de ikke.
Den lyse Sol har fjælet sig,
Det mørknes brat i Lunde.
Smaafugle! vil I laane mig
Jer Stemme, mens I blunde,
Da vil jeg sjunge Freias Lov,
Og ikke jeg allene,
Men Dal og Høi, og Mark og Skov
Skal sig med mig forene.
I kan det ei, I Fugle smaa!
Og jeg kan ikke sjunge;
Men til skøn Freias Pris dog maa
Sig røre høit min Tunge,
Thi hun har friet mig af Nød,
Af Sorgens mørke Fængsel,
Hun gav mig Liv, der jeg var død,
Og stilled al min Længsel.
Jeg gik saa sorrigfuld i Sind
I Ungdoms første Dage,
Og Taaren randt saa tit paa Kind,
Jeg higede tilbage,
Mig tyktes, jeg var fremmed her,
Og maatte vild omvanke,
Saa fjern, saa fjern, men aldrig nær
Var derfor og min Tanke.
Af Angest var jeg mest omspændt
Alt i den blide Sommer,
Af onde Magter tyktes sendt
For mig de fagre Blommer,
Naar jeg med Gammen paa dem saae,
Da vilde Hjertet briste,
Jeg maatte snarlig fra dem gaa,
Hvorfor, jeg ikke vidste.
Saa ginge hen de Aar i Kval,
De ginge som de komme,
Indtil engang jeg fandt i Dal
En yndig Rosenblomme,
Den blev jeg ved at stirre paa,
Dog Hjertet vilde briste,
Det maatte før isøndergaa,
End jeg den vilde miste.
Den Blomme blev en Kvinde lig,
Hvordan, det veed jeg ikke,
Hun lod mig hæfte fast paa sig
De luehede Blikke.
Jeg stod saalænge, stod og saae
Mig ind i hendes Øie,
Saa Læben vilde vove paa
Til hendes sig at føie.
Gudinden stod med Smil paa Kind,
Og sang med kærlig Stemme:
Jeg saae, du følte dybt i Sind,
At du var ikke hjemme,
Thi steg jeg her i Dalen ned,
Alt som en Rosenblomme,
Og har jeg al din Kærlighed,
Du skal til Hjemmet komme.
Jeg kyssed hendes Klædebon,
Forsaged Alt paa Jorden,
Da førte hun med Liljehaand
Mig ind i gamle Norden.
Jeg saae den gamle Gudehær,
Dertil de Kæmper stærke,
At jeg var kommet Hjemmet nær,
Jeg klarlig kunde mærke.
Saalænge jeg kan tælle Aar
Jeg vil i Norden bygge;
Men naar i blide, lune Vaar
Mig vinker Lundens Skygge,
Da ræddes jeg slet ikke mer,
Min Trængsels Tid er omme,
Jeg overalt skøn Freia ser
I fager Mø og Blomme.
Min Stemme er saa hvas og raa,
Og mine Toner runge,
Thi beder jeg I Piger smaa!
I vil om Freia sjunge:
Da skal det tone sødt i Dal
Og klinge over Enge,
Til Freias høie, lyse Sal
Skal eders Lovsang trænge.
N. F. S. Grundtvig.
|