| Grundkløgten ved | |
| Riisbrighs Grav. | |
| Stander stille sorte Mænd! | |
| Her med Støvet af min Ven, | |
| Sætter Kisten ned paa Jord! | |
| Høit skal lyde mine Ord | |
| Til den tause Sørgeskare, | |
| Kirkens Hvælvinger skal svare, | |
| Og stadfæste mine Ord. | |
| Han, hvis Støv nu Jord skal dølge, | |
| Han, den Ædle, som I følge, | |
| Han mig søgte al sin Tid, | |
| Søgte mig med hellig Flid. | |
| Ei forgæves har han grundet, | |
| Hvad han ei paa Jord har fundet | |
| Fandt han nu, da Aanden sig | |
| Hæved fra det kolde Lig. | |
| Mig at skue og begrunde | |
| Vilde ham ei Nornen unde | |
| Medens han var her paa Jord, | |
| Efter mine dunkle Spor | |
| Som er vidt i Skrifter spredte | |
| Derfor han saa saare ledte; | |
| Men han tabte ei sin Tro, | |
| Derfor eied Sindet Ro. | |
| Svag han sad paa gamle Dage, | |
| Taus han sad, ei lød hans Klage, | |
| Freden bygged i hans Bryst, | |
| Gud og Bøger var hans Trøst. | |
| Haardt den Evige ham prøved, | |
| Flammen Bøgerne ham røved, | |
| Røved ham sin sidste Skat | |
| Midt i Alderdommens Nat. | |
| Da sin Gud han bad med Sukke | |
| Ham den Verden at oplukke, | |
| Hvor ei skues gennem Glar, | |
| Hvor selv Natten vorder klar. | |
| Lukt for Jorden blev hans Øie, | |
| Aabnet blev det for det Høie, | |
| Og han vandred i sin Tro | |
| Did hvor Lysets Aander bo. | |
| Mangen Aand fik Kraft at stige | |
| Høiere i Tankens Rige, | |
| Men en Vandel, mer uplettet, | |
| Efter Kristi Bud indrettet, | |
| Førte Ingen her paa Jord. | |
| Hører du det, tause Sørgeskare! | |
| Kirkens høie Hvælvinger mig svare, | |
| Og stadfæste mine Ord. | |
| Kommer kun I sorte Mænd! | |
| Sænker Liget af min Ven | |
| Dybt i Graven ned til Ro! | |
| Støv skal blande sig med Støvet, | |
| Aanden, som i Støv blev prøvet, | |
| Løfted sig til Gud ved Tro. | |
| Grundtvig. | |