title: Aftenen. (Ved min Færd til Middelsyssel.)
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2014-05-01T00:00:00.000Z
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
Aftenen.
(Ved min Færd til Middelsyssel.)
Saa gladelig farer jeg hen over Land,Mit Øie har Stjernerne fundet,Nedsænket i Hav er nuSolluensBrand,Og Dugdraaben Støvet har bundet.I Dæmringen vinker den kølige LundNu alle Smaafugle til natlige Blund,Og Blomsten alt blunder i Enge.Paa Himmelen tindre de Stjerner saa smaa,Saa tindre de Smaalys i HytternesVraa,Og lyse de Bønder til Senge.# Haraldstæd Skov. Hvi flygter hver en Stjerne bort,Og hvi mon over Skoven rugerDen Sky saa sort?# Knud Lavard. IHaraldstædsadHertug KnudI Julefestens Dage,Ved Aftentreni Sal et BudOg taledesaa fage:I høre mig nuHertug Knud!I komme fluks i Skoven ud!KongMagnusEder bier.Og det varEriksdjærve Søn,Saa brat han sprang fra Borde;MenIngeborgham drogi LønOg saa tog hun til Orde:I ride eimin Herre god!Thi vist det gælder Eders Blod,KongMagnusvil Jer svige.Ei er jeg som en Kvinde ræd,OgMagnuser min Frænde,Saa talte han, men Kvinden grædOg bad i stor Elende:O drag ei denne onde Færd,Men tænk paa Fostret som jeg bærFor Eder under Hjerte!Han klapped hende under KindOg sagde: vær ei bange!Menderhun saa ham stolt i SindHel vaabenløs atgange,Med Graad og Suk da gik hun henOg spændte Sværdet om hans Lænd,Ham bad med Gud at fare!Og det var helligHertug KnudOg Sivard Saxlands Sanger,De rede fluks af Byen udAlt paa den rappe Ganger;Menderde rede hen ad Sne,FruIngeborghun tyktes seOmKnudetJordelagen.Ogderdekommeud fra By,Tog Sivard til at kvæde,Saa sørgelig det klang i Sky,AtKnudhan maatte græde.OmGrimhildsSvig var lagt det Kvad,Der hun tillaved blodigt BadFor sine Brødrebaade.Hel fager er din gamle Sang;SaamælteKnudmed Blide,Men alt for ynkelig den klangDog her ved Nattetide.Saahughan Sporen dybt i HestOg red alt som han kunde bedstSitDødningridtil Skoven.FruIngeborgsaa ene sadI Salen med stor Kvide,Saa inderlig til Gud hun bad,De Taarer flød saa stride;Men der det var ved Midjenat,Da banked det paa Dørren brat,Dog Ingen var derude.I Blod og Bryst en Rædsel forOgstemmedhendes Aande,Som uden Liv hun sank til JordUdi sin store Vaande.Og det var i den samme Stund,Da dræbtesKnudi mørke LundAfMagnusog hans Svende.Saa myrded de den Herrefrom,Det Gud tilstæde vilde.Til Vidne paa hans HelligdomUdsprang saa klar en Kilde;Men hver en Stjerne flygter rædFra mørke Skov, fraHaraldstæd,HvorMagnusslog sin Frænde.Hevnerens Engel alt svæved,Truende Sværdet han hævedOver det syndige Folk.Derfordu Hellige! døde.Dobbelt blevDannemarksBrøde,Dobbelt blevDannemarksStraf!Herren dog saared og læged,Han er retfærdig og god;Kilden som sprang af dit BlodDannemarkkøled og qvæged.Kilden som sprang af dit Blod(Valdemarhed den paa Jorden),SamletmedAbsalonsFlod,Køled og kvægedeNorden.Nik. Fred. Sev. Grundtvig.