title: Maskeradeballet i Dannemark 1808. Et Syn
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2013-01-04T00:00:00.000Z
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
*Hver ægte Nordbo,***Hver Dannekvinde,***broderlig helliget.*Tid er at tale.– – –– – –Jeg saa og tænkte,Jeg saa og tied’.Jeg lytted’ til Raad,TilTaleruner,Da jeg hørte Domme– – –I den høje Sal.DøerFæ,Dø Frænder,Selv hver paa det sidste;Et dog ved jeg,Som ret aldrig døer:Dom om hver en Død.*Havamal.*Skarer af alle Stænder samledes i Danmarks Sørgetid, i dets Lykkes haarde Vinter, i Vinteren Attenhundrede og otte. De samledes, for i overgiven Spøg at præge deres Glæde. Enkelte traadte frem, med Billedet af den lidende, den blødende Dana i Haand, og stillede det for de Jublendes Øje. Enkelte Stemmer løde: skammer Eder dog, Sønner af Nord! skammer Eder dog ved at dandse og gøgle paa Bredden af Dannemarks Grav! Dog – blind og døv var Skaren for Synet og Stemmen. Strengelegen, tonede højt, og med den blandede sig i rædsom lystige Akkorder: Fryd dig ved Livet!Gulvet dundrede under de Dandsende, medens andre Formummede drejede sig under Rægrimen i lystige Kredse, og skreve i hinandens Hænder, som kunde der tvivles om deres Navne, de rette. Men, se! Lysenes Lue flød over i blaalige Flammer, raslende aabnedes Dørren, og ind traadte en bleg skælvende Olding. Et Spyd var hans Stav, haardt havde han lænet sig til det paa sin tunge Gang, og farvet var det af hans Blod. Faa, men Trofaste fulgte ham, med løftet Sværd i den stærke Haand, og en Taare hang i det ildfulde slidfuldetekstkritik er afhandlet i ACCESS Øje. Fremmerst var Dannemarks Kongesøn blandt dem. Tæt vandrede han ved Oldingens Side, og bød ham hvile sig paa den kraftige Arm. Forvirret samledes Skaren trindt Gubben, paa hvis Bryst stod Dannemarks Navn med halv udslettet Skrift. Tale vilde han, men kun en utydelig, jamrende Lyd kom over de sittrende Læber. Den ædle ved hans Side, stod rede til at styrke ham med sit Blod; men da rystede den Gamle de hvide Lokker med truende Alvor. Fluks traadte Tvende frem af Følget, skjulte Spydsodden i det blottede Bryst, og lædskede Oldingen med deres varme Hjerteblod. Skrækket veg Skaren tilbage, men den Gamle rejste sig kæmpehøj og talte: Saa stod jeg gennemSeklers Aar,I Manddoms fulde Styrke.Kraft var min Søn, BlufærdighedMin fagre, rene Datter.Naar Bølgen slog i Syd og VestMod fjerne Landes Kyster,Mit Navn den bar, og Fejghed skjalvI stolte Marmorsale.Hovmodig paa sin brede BænkSom Havets Dronning tronerNuBretland; men i Jernet spændtHun ved min Fod har hvilet.Jeg slumred’:ValmusaftengødEnTrolddomTreldomtekstkritik er afhandlet i ACCESSpaa mit ØjeMit Navn forglemtes, paa min RygOpkravled kaade Dverge.Jeg vaagned’, saa, og skjalv, men fremJeg raabte mine Sønner:Med Staal i Bryst og Staal i Haand,De tæmmed kaade Dverge.Jeg ældedes –En Søn af Skjold,(End staaer han ved min Side.)Genfødte mig, og Ungdoms BlodAlt varmede mit Hjerte.Da kom fraVesterleden Vind,Saa lun som Vestenvinde.Ak! Storm den blev, bortrev min KrandsSom dulgte hvide Lokker.Naar Bølgen, som mit stolte NavnHenbar til fjerne Lande;I Syd og Vest nu slaar mod Kyst,Den bærer – mine Sukke.Jeg raaber mine Sønner frem.Ak! Faa er de som høre,I Blødheds Favn og Lystens Skød,De slumrende sig velte.Se! tomme Herrens Templer staa,OgStøvetej vil knæleI Støvet ned for Støvets Gud,At angre sine Synder.Ak! Mine Børn det er, som saaforagte Himlens Konge,Som se mig syg, og springe dogMed Lyst iGøglerhammen.O! Rejs dig dog, nedsjunkne, faldne Slægt!Mod Himlen op fraBlødheds fule Leje!Husk Du udsprang af NordensKæmpeæt,Til Daad, og ej til Sydens kælne Vellyst!Okasterdog den fæle Gøglerham!Odæmperdog de vilde Glædestoner!OmbytterPrunk medfestligSørgedragtOggangerhen i Herrens Hus at bede!Med hellig Sang, det fromme Hjertes BønSig hæver da paa AndagtsLuevinge,Og Ungdoms Kraft nedstiger i min Barm,Fra Ham, som holdt mig rejst i lange Tider.Da,hvæs o Mand! paa hellig AlterfodDit tunge Sværd, tilBretlandsSkjold at kløve,Og sværg da Had til Sydens lumske Gift,Til Vellyst, Pragt, og Guldets dorske Glimmer!Men Kvinde! Du som Herren af sin SolEn Straale gav for Mandens Bryst at varme,Kys Altrets Fod, og sværg ved Straalen selvAt ej med den Du mer min Søn vildaare;At du med Smil vil nære Himlens IldOg svale med din Taare Jordens Flamme;At med din Haand Du huld vil klæde mig,Og vandre frem som ærbar Dannekvinde!Naar Bølgen da mod Syd og Vest henruller,Og naar den slaar mod fjerne Landes Kyst;Da atter skal den, som i Oldtids Dage,Henbære did mit næsten glemte Navn.O Søn! O Datter! hør en Faders ømme Stemme!O!Hørerdog, imens det end er Tid,Før, dræbt af Sorg ogMødighedjeg segnerI skumle Grav til evig Glemsel ned!Oldingen tav. Et Øjeblik stod Skaren som grublende; men nu lød det i Salens øvre Ende: Glaubt nicht auf solche dumme Dinge! og i den nedre: *Tro ej Selotens Selvtens Zelotenstekstkritik er afhandlet i ACCESS mørke Lære:**At Himlen er den Glade vred!*Fordobblet vendte den vilde Fryd tilbage. End ravede Gubben Gubbbentekstkritik er afhandlet i ACCESS en Stund, støttet af sin ædle Ledsager, og hans mandige Følge; men – Dødninguret slog sit tolvte Slag, og livløs nedsank den Gamle med sine tro Sønner blødende trindt sig. Stort var Faldet. Salen rystede som Blad i Storm, og Skræk udpustede Livsaanden af de Dandsende. Gispende fore de til Hel. Lysskinnet blaanede end mere; Jorden gungrede som under Kæmpefod, og ind traadte tvende Skarer af Nordens gamle Helte. Hedningene havde sorte men de Kristne hvide, med Kors udsmykkede Brynjer, og alle havde de gyldne Hjelme. For Dem gik en Skjald, med Harpen i Haand. Tavs sørgende stirrede de Kristne paa den Døde; men Hedningene omginge trende Gange Liget og kvade: Af dine LænderVi alle sprang.Vi,baarne Frænder,Gik Kæmpegang.Med Sværd vi hærged’Med Skjold vi værged’Vor Fader! Dig.Vi hørte rungeIValhalsBorg,Dit Fald, det tunge.Da voksde Sorg,Hvor Roser stodeHvor Lilljer grode,PaaVigrids Mark.Skjalden greb Strængene, og kvad saa gladelig om den Hedenfarnes Manddom, saa sørgeligen om hans Død. Som stivnede stode alle Heltene og lyttede til Kvædet; men da det var endt, fremtraadte Regnar Lodbrok og kvad: IBretlandfangenJeg sad en Stund,Mig favned’ Slangen,IOrmegrund.Den fast mig knuged’Mit Blod den suged’Jeg klaged ej.IEllasTaarne,Da lød min Sang,For gamle OrneBlir Tiden lang;Men vidste GriseHvadOrmespise,De tøved’ ej.Frem stod hans Søn Ivar Benløs og kvad: Vi tøved’ ikke,Men djærve lodVi Ulve drikke,AfBretlandsBlod.Vi Ryggen risted’,Og Hjertet vristed’AfEllasBryst.Af den kristne Skare fremtraadte Gunnild, Svend Tveskægs den stolte, den dejlige Søster, og kvad: Udsprungen afDannemarkskraftige Rod,Udrunden afSkjoldungersherlige Blod,IBretlandmig timedes Kvide.Paatroløse Ø,Der maatte jeg dø,I Ungdommens fagreste Tide.Paa Kongestol NidingenEdelredsadHan blanded’ og laved’ saa blodig et Bad,For Danske. Det havde ej LigeDa dræbtesi LønHverDannemarksSøn,Som bygged’ iEngellandsRige.Ej havde de Vaaben, de dristige Mænd,Saa trøstig de fly’de til Kirkerne hen,Men Kirkerne tændtes i Lue.Saa ynkelig klangDa HylenforSang,Alt under den hellige Bue.Af nyfødte Spæde, forbarme sig Gud!Fløj Hjernen mod Stolper mod Stenene ud.Kun faa kende Mødrenes Smerte.Dagrovesi Jord,De Kvinder fra Nord,Og Hundene sled deres Hjerte.Dog, end havdeBretlandej styret sin Lyst,Jeg maatte i Søns og i Ægtemands BrystDe blodige Spyde beskue.Den Højeste ved,Hvad Angest jeg led;Men Ingen dog saa mig at grue.Nu løftedes Øksen. Jeg gjorde min Bøn,TilKristoghans hellige Moderi Løn,Og døende tog jeg til Orde:GrædBretland! O græd!Ti Blod var din Sæd,Og blodig vil Høstdagenvorde.Frem stod Fremstodtekstkritik er afhandlet i ACCESS da Skjalden Ottar hin Sorte og kvad: Ja, hevnet Du blev,DuGunnild hin fagre!Med Blod vi beskrevPaaEngellandsAgre,Dit Mord og vor Hevn.Saa harmefuld drogKongSvendover Strande.HanEdelredjogTil fremmede Lande,Fra Rige og Stol.Han synded’ mod Gud,ModEdmundog døde.Da farvedeKnudDe Hjelme saa røde,OgBretlandvar Træl.Kristne og Hedninge sloge Krinds om Liget og kvade i Kor: Ja Fader! tro,Vi stod og stred,Og højt vi lo,I blodig Sved.Men ve den Svend,Og ve den Mø,Som saa Dig dø,Og lever end!!!Baalet tændtes midt i Salen og viedes med Korsets og Hammerens Tegn under Korets Kvad HøjeOdin! HvideKrist!Slettet ud er Eders Tvist,Begge Sønner afAlfader.Med vort Kors og med vort Sværd,Vies Eder Baalet her,Begge elskte I vor Fader.Tre Gange bares den Døde paa Skjolde rundt om Baalet, og Koret kvad: Os Guderne sende,At hædre dit Lig.Til Aske vi brænde,O Elskede! Dig.En Høj vi skal rejsePaa smuldrede Ben,Og paa den skal knejse:En varslende Sten.Den Høj skal ej lægges af Jord eller MuldMen af Sølv og af Guld,Men af Silke og Lin,Begydt med den skummende Vin,Og af Skarlagen rød,Og af Fraadsernes Kød,Saa Guderne bød.Paa Højen vi rejse en BavtastenAf Dødninge-Ben,Af Hormænds-Ben,Af Horkvinde-Ben,Af Nidinge-Ben,Og den BavtastenSkal stande i Nord,Til forældede JordOpløses i Damp.Liget lagdes paa Baal. Flammen omsnoede hele Følget, og Alt forsvandt.